Blandede Optegnelser (CCR/FM) - Sörovere

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Latin Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


GHM 3.jpg

Grønlands historiske mindesmærker III

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


XXX
Blandede Optegnelser,
deels af usikkert Indhold, deels af fremmede Skriſter


Om Söröveres Ophold ved den Grönlandske Kyst, henved 1494.


De hertilhörende Efterretninger findes hos Olaus Magnus i hans (III, 464) ovenanförte Værk om Norden, hvor de dog öiensynlig sammenblandes med andre ældre, om Söröverier, drevne af Skrællingerne eller de i Grönland indtrængte Eskimoer, henved 95 Aar för. De som her vedkomme os ere allerede blevne omhandlede af Zahrtmann i hans Beskrivelse over Zeniernes Reiser i Norden (1. c. II, 33), efter at (S. 32) den Gisning var fremsat at Zenierne, hvis de virkelig have befaret Nordens Farvande, have hört til de saakaldte Victualiebrödres af alle Nationers Eventyrere sammensatte Bande[1], som og, efter hvad andre forhen havde formodet, ved Plyndringer have bidraget til den gamle Grönlandske Colonies Undergang.

Vor Forfatters Ord lyde saaledes (1 c. p. 68 Libr. II, Cap. IX): "Ostendendum erit iter a portu Vestrabord Islandiæ ad marinam excelsamque rupem Huitsark dictam, quæ mediam navigationem continet ad Gruntlandiam, in qua genus piratarum reperitur[2]. Zahrtmann har meget rigtig anfört dette Sted saaledes: "Vi ville nu vise Veien fra Havnen Vestrabord [3] paa Island til den höie Klippe Hvitsark, der ligger i Havet, midt paa Seiladsen til Gruntland (Grönland). Paa denne Klippe findes en Art Sörövere" o. s. v. Efter at have forbigaaet det her næstfölgende, som angaaer en ældre Tid og et forskjelligt Folkefærd, bemærke vi dette Sted af 10de Capitel: "In litore (Gruntlandiæ) cernuntur habitationes humanæ, quasi eversæ carinæ, et merito, quia ex costis cetarum, velut grandibus lignis, incolæ conficiunt ædes, musco et fruticibus, pro nivibus et imbribus arcendis, solicite contegentes. Orientaliora autem huius terræ (intermedia rupe Hvitsark prædicta) Norwegiam respiciunt, quæ versus insuperabilem arcem Regis Norwegiæ Vardahus continuantur, sed ad septentrionalem plagam et partem occidentalem incognito fine terrarum et aquarum ampliantur." D.e. "Paa Grönlands Kyst sees menneskelige Boliger, der ligne Skibsskrog med opvendt Kjöl, af den Aarsag, at Indbyggerne opföre deres Huse af Hvalfiskes Ribbeen, og tække dem omhyggelig med Mos og Lyng, for at holde Snee og Regn ude[4]. Dette Lands östligere Kyster vende mod Norge (med den ovenmeldte Klippe Hvidserk midt paa Veien) og fortsættes til henimod Norges Konges uovervindelige Fæstning Vardöhus, men udbrede sig mod Norden og Vesten, med ubekjendte Grændser til Lands og Söes."

I Værkets 11te Capitel fortsætter Forfatteren sine (som det ovenfor er vist) noget forvirrede eller sammenblandede Efterretninger om Söröverier, drevne fra de Grünlandske Farvande, paa fölgende Maade: "Supradicto capite proximo parumper de excelsa rupe Huitsark, medio maris tractu inter Islandiam et Gruntlandiam sita, dictum videtur: nec tædet eam repetere per amplius explanandam. In ea etiam circa annos Domini McCCCxCIIII duo insigniores piratæ, Pining et Pothorst, ab omni humano consortio, aquilonarium regum severissimo edicto, ob atrocis sima latrocinia, quasi in despectum et contemptum omnium regnorum et armatorum, cum complicibus suis piratis proscripti habitabant, multaque crudelia facta in quoscunque, sive prope sive a longe navigantes, committebant: uti et alio tempore Vitelliani plures et insigniores piratæ (sic dicti) magna facinora egerunt et ad ultimum communibus omnium regnorum aquilonarium armis e vivis sunt sublati...

In huiusce altissimæ rupis supercilio compassus, circulis et lineis plumbeis, satis ampla rotunditate, opera prædictorum Pining et Pothorst, formatus est: quo meta compendiosior latrocinari volentibus data est, ut sciant quorsum opulentiores deprædationes extendi possint." D.e. "I det næstforegaaende Capitel sees noget lidet anfört om den höie Klippe Hvidsærk, som ligger midt i Havet mellem Island og Grönland; dog ville vi her gjentage dette ved at udvikle det nöjere. Paa den boede, henved Aaret 1494, med deres Medskyldige, to berygtede Sörövere, Pining og Pothorst, ligesom til Trods og Foragt for alle Riger og deres Krigsmagt, da de, ved de nordiske Kongers meget strænge Anordning, vare blevne udelukkede fra alt menneskeligt Samkvem og erklærede fredlöse, for deres yderst voldsomme Röverier og mange grusomme Handlinger mod alle Seilere, som de kunde faae fat paa, enten nær eller fjern, ligesom og til andre Tider de saakaldte Victualie brödre, der overgik hine i Mængde og Ry, udförte store Misgjerninger og bleve tilsidst udryddede af de Levendes Tal ved samtlige nordiske Rigers forenede Vaaben...

Paa hin meget höie Klippes Top have de ovennævnte Pining og Pothorst, af en betydelig Runding, ved Kredse og Linier, dannede af Bly, forfærdiget et Compas; derved er Leiligheden bleven gjort bekvemmere for dem, der ville gaae ud paa Rov, da de saaledes fik Anviisning om, i hvilken Retning de skulde gaae til Söes for at söge betydeligt Bytte."

Ovenfor Capitlet, som har til Titel: "de Pygmæis Grundtlandiæ et rupe Hvitsark," sees et Træsnit, hvorpaa der forestilles et Stykke af Kysten, paa hvilken en Dværg (Skrælling ?) giver sig til at kjæmpe mod en dobbelt saa stor Person (Europæer?), begge bevæbnede med Landser. Ude i Söen forestilles en Klippe, hvorpaa et Compas er indgravet, med Overskriften: MONS HVITSARK.

Isbjerget Hvitserk (see ofr. I, 361, 453, II 686, 720 III, 224-226, 251) er her sikkerlig bleven forvexlet med en anden Klippe, Skjær eller Ö paa eller ved Grönlands Kyst, hvilken de her omhandlede Rövere have valgt som et Opholdssted, hvor de ansaae sig sikkrede for fjendtlige Krigsskibes Efterstræbelser. Muelig gave de den selv et for Forfölgerne vildledende Navn. Vor Forfatter synes at pege til dens rette Beliggenhed, i det han nævner Havnen eller Stedet Vestrabord, som det Sted paa Island, hvorfra man i lige Linie kunde seile til hin Söröverrede, der laa midt paa Vejen mellem Island og Grönland. Dette sagdes ellers med Rette om Gunnbjörnsskjærene med Korsöerne, nu kaldede Danells og Graahs Öer, af hvilke een i den förstnævnte fra gammel Tid af bærer Navn af Hvidsolen eller Hvidsaddelen; (see ovenfor I, 148-49 III, 250, 260-261). Danells Öer ligge efter Graahs Kort, hvorpaa de allerede antoges for Gunbjörnsskjærene, lige overfor det Forbjerg i Island som kaldes Staalhukken. (Isl. Stalbjarg eller Stalfjall, den sydligste Deel af Latrabjerg eller Fuglebjerget), men tæt derved ligger Gaarden Bard, ved en Vig, der forhen (ligesom det nærliggende Keflevig) kan have været brugt som Havn. Dette Bard hörer til Rödesanden (hvorfra Rolf opsögte Gunbjörnsskjærene), hvis Eier Laugmand Eggert Hanssen (henved 1515-53) paastod Eiendomsret til Korsöerne (Graah's Öer), fordi de laa lige overfor hans Eiendomme (see ovenfor I, 142-143). Dog gives der et andet Bard (med en Bardsvig) noget östligere i den samme Fjerding af Landet, paa dets nordlige Side, hvorfor hint Bard (af hvilket Bardestranden har faaet sit Navn) vel kunde kaldes Vestra Bard eller Vestrabard, hvoraf det hos Olaus Magnus forekommende Vestrabord (ved en ubetydelig Skrive- eller Trykfeil) rimeligvis er bleven dannet, – især da vi ovenfor (paa nysanförte Steder) have vist at nogle i hans Tid, og endför, sammenblandede Bjerget Blaaserk med Hvidserk, og antoge at dette laa paa Landets östlige Kyst, indenfor eller kort fra de nu saakaldede Graahs Oer (især den störste og vestligste af dem, nemlig Hvidsaddelen). Begge de ommeldte Steder af Navnet Bard findes paa det af Oldskrift-Selskabet i Rafns Antiquitates Americanæ udgivne Kort over det gamle Island; derimod findes Navnet Vestrabord ikke paa det Kort over de nordiske Lande som ledsager Udgaverne af Olaus Magnus; dog er det optaget paa Zeniernes Kort, under Navn af Votrabor (jfr. ofr. S. 474) men aflagt paa Islands Nordside, saaledes at det omtrentlig kunde svare til det nu kaldte Vesturhóp, et lidet District i Hunevatns Syssel, – men, naar man lige derfra vilde söge et Sted ved eller paa Grönland, maatte man enten gaae aldeles glip deraf, eller ogsaa stöde paa den sydligste Deel af den ved Scoresby opdagede Liverpools Kyst (östen for Jamiesons Land) mellem den 70de og 71de Grad. Det er ingenlunde rimeligt at Pining og Pothorst have der anlagt deres Söröverrede. Paa Zeniernes Kort forestilles Forholdet ganske anderledes, da man, med samme Kurs, maatte komme fra Votrabor til en lang og smal Ö, liggende udenfor Forbjerget Hian i Öster-Grönland, hvorved efter Estrups Gisning (1. c. XX, 266) Hvidserk kunde menes. Dersom Gunbjörnsskjærene eller Korsöerne saaledes have været Tilflugtssteder for hine Rövere, henved 1494, er det mærkeligt, at den förstnævnte Ögruppe, efter islandske Efterretninger, allerede var berygtet som en Röverrede henved 1385; see ovenfor I, 112, 115-16, 118, 149.

Hvad selve Personerne Pining og Pothorst angaaer, saa har allerede Zahrtmann (1. c. II, 34) vist deres Identitet med Pinninck og Pijckhorst, "som fordum havde tjent Grev Jacob af Oldenborg til Söes” (i hans Feide med Hansestæderne) men i Aaret 1485 af Kong Hans (efter Hvitfeldts Beretning i denne Konges Krönike S. 62) bleve antagne for at straffe Fribyttere med Fribyttere[5].

De hos Olaus Magnus forekommende Beretninger om disse Fribytteres Fredlöshed i de nordiske Riger m. m. maa vel egentlig gjelde om den Tid, da de stode i Grev Jacobs Tjeneste, og bleve anseete som Sörövere, altsaa i Aarene 1482 og 1483, neppe om det af ham anförte Aar 1494, ligesaalidet som om de da næstforegaaende fra 1485 af at regne. Denne vor Mening maa bekræftes af en Optegnelse, som fandtes, tillige med Ivar Baardsöns Beskrivelse over Grönland, i en gammel Regnskabsbog paa Færöerne, og siden efterhaanden blev oversat paa Tydsk, Hollandsk og Engelsk, i hvilket sidste Sprog den blev aftrykt i Purchas Pilgrims Part 3 (London 1625) S. 520. I samme, formodentlig af en Samtidig forfattede, Beretning fortælles, at Punnus (Pining) og Pothorse (Pothorst eller Pijckhorst) boede paa Island i adskillige Aar, gik derfra nogle Gange til Söes og dreve Handel paa Grönland o. s. v. med fölgende Ord:

"Item Punnus and Pothorse have inhabited Island certayne yeeres, and some times have gone to sea, and have had their trade in Groneland. Also Punnus did give the Islanders their Lawes and caused them to be written, which lawes do continue to this day in Island and are called by the name Punnus Lawes."

Vistnok kjender Islands Historie ingen Punnus, men naar vi vide, at denne Person (her kjendeligst af hans Selskabsbroder Potharse eller Pothorst) er den samme som Hvitfeldts og Svannings Pinninck, og at i det mindste een Pining sidst i det 15de Aarhundrede var Lehnshövding over Island, saa er Gaaden nær ved at löses. Her möde dog visse Vanskeligheder i Islands egen, for det 15de Aarhundrede mest dunkle og ufuldstændige Historie. Dens fleste Bearbeidere, endog Espolin selv (i hans Aarbögers 2den Deel, 1823) have kun antaget en Didrik Pining som Bestyrer af det ovenmeldte Embede; det har vistnok og saa i Förstningen Finn Johnsen gjort, men han har ved en (uden Tvivl senere tilföiet) Anmærkning erkjendt og godtgjort at de maae have været to (Hist. eccl. T. 2 p. 244-46). Vi ville, i al Korthed, söge at angive Tidsbestemmelsen for disse tvende Navners og Slægtningers Embedsvirksomhed i Island. Den (i det mindste i Landets Forvaltning) ældre Didrik Pining antages at være först kommen til Island 1478, hvor han skal have optraadt som Mægler mellem Biskop Magnus Eyolfsön og Lehnshövdingen Thorleif Björnsön, der synes at have vedblevet i dette Embede, endskjöndt nogle mene, at han i visse Maader har deelt det med Pining, indtil 1482, da den sidstnævnte med Sikkerhed vides at have været ene om Landets verdslige Forvaltning; imidlertid varede dette ikke længe, thi efter at han (formodentlig i samme Sommer) reiste bort, overtog Thorleif Björnsen igjen Lehnshövdingskabet og forvaltede det hele Aaret 1483. I disse Aar gik Greve Jacobs ovenmeldte Fribytterier især for sig, og det er derfor vel mueligt, at denne ældre Pining da kan have deeltaget i dem. Didrik Pining nævnes först atter som Islands Lehnshövding i Aaret 1488; dog synes han neppe det Aar at være selv kommen til Landet, da han lod Embedet bestyre ved sin Fuldmægtig Henrich Mæding. Muelig er han bleven forhindret derfra ved Sygdoms- eller Dödstilfælde, thi det er sandsynligt, at den Didrik Pining, hvem vi i det næste Aar finde som Islands Lehnshövding, var forskjellig fra ham. Kun een Didrik Pining kan man tilegne de saakaldte Pinings Domme (Pinings dómar) eller Anordninger, af hvilke den förste blev udgivet 1449, i Forening med Biskop Magnus samt hele Althinget og Præsteskabet, angaaende forskjellige vigtige Anliggender (Tiende, Peterspenge, Fattigvæsen, Kirkegaarde, samt Geistlighedens og de verdslige Embedsmænds Indtægter). Aldeles vist er det at det var den yngre Pining, som i Aaret 1490 udgav den anden af disse Anordninger, hvorved Regler bestemtes for Engelsmænds og Tydskeres da tilladte Handel i Island (m. m. vedkommende Politie-, Justits- og Skattevæsen). Det er derfor ikke underligt at denne Pining eller Pinningk (ved Trykfejl forandret til Punnus) i et engelsk Skrift siges at have "givet Islænderne Love og ladet dem skrive, hvilke Love (efter Forfatterens Beretning) gjelde til denne Dag (1608?) i Island, og kaldes efter (hans) Navn Pinnings Love"[6]. Den samme Punnus (Pinninck) drev den (S. 181) ovenmeldte Handel og Seilads paa Grönland; – da han i Aaret 1491 blev entlediget fra Landshövdingsskabet over Island, hvilket Ambrosius Illiqvod da overtog, er det sandsynligt at han har fortsat sin Grönlandsfart til 1494, da Olaus Magnus omtaler ham som Fribytter, eller Söröver, paa Öen Hvidsærk i det Grönlandske Hav. Videre have vi ikke kunnet ſinde til disse synderlige Beretningers Oplysning.


Fodnoter

  1. Selv den store Columbus er bleven beskyldt eller mistænkt for at have i sine yngre Aar deeltaget i lignende Foretagender, men han maa i al Fald undskyldes ved de Tiders Tænkemaade, efter hvilken Söröveri, eller saakaldet Fribytteri, som Washington Irving meget rigtig bemærker, næsten ansaaes for fuldkommen lovligt ("piracy was almost legitimated"; Life of Columbus I, 18). Hvad vare og i Grunden Spaniernes successive Plyndringer af Sydamerikas Rigdomme og Riger andet?
  2. Her fölger det ovenfor (III, 464-65) meddeelte Sted om Grönlændernes Læderſartöier, hvilke Forfatteren 1505 havde seet ophængte paa Oslo Domkirkes Muur, og som sagdes at være erobrede af Kong Hakons Krigsskibe, o. s. v.
  3. Hertil föier Zahrtmann denne interessante Anmærkning: "Forgjæves söger man dette Navn paa alle andre Kaart, endog paa det som findes i den 1567 udgivne Oversættelse af Olaus Magnus. Man finder det ikkun paa Zeniernes Kaart. Nicolaus Zeno jun. har der ved Navnet Wotrabor godtgjort, at han virkelig havde benyttet alle ilværende Kilder.” Vi kunne og bevidne at hint Steds Navn ikke heller findes paa Originalkaartet ved det heromhandlede Værks anden, i Rom 1555 trykte Udgave; den förste udkom i Venedig 1539, men den have vi ikke kunnet eftersee.
  4. Alt dette passer formodentlig paa de grönlandske Eskimoers Vaaninger, især de nordligeres, eller overhoved deres, som mangle Træ til det ellers brugelige Tömmerværk, isteden ſor hvilket de da, efter Fabricii Beretning (saavel til Huse som Telte) bruge Narhvalens Horn. Fauna Groenl. S. 31: "etiam ab incolis boreæ, ligno carentibus, in domibus tentoriisque suis pro ligno habetur." Scoresby fandt Hvalfiskebeen i de paa Jamiesons Land boende Eskimoers Jordhytter, af hvilke Taget var borttaget. (Journal of a Voyage, &c. S. 214).476
  5. Hvitfeldt föier fölgende hertil: "Kong Hans lod i lige Maade tilbiude udi Stæderne, at hvem paa sit eget Eventyr vilde tage paa disse Fribyttere, skulde det være dennem ſrit fore, oc fornefnte Bytte, Boff oc Pris at indföre her udi Riget (thi udi Stæderne bleffdet dennem formeent), hvoraf de skulde haffve oc nyde de tre Parter, Kongen den ſerde. Disse gjorde Söen paa det sidste saa trang, at de Engelske og Franske ikke torde opdykke; de löb tilmet under Franckerigis, Hollands oc Englands Side, og uförmede dennem der, ſor hvilcke de ikke tilform kunde lide Fred hjemme, at omsier der offuer er stor Klage ſört for Kongen af Franckerige oc Engeland, oc giorde voris ud i samme Krig altid större Skade end de finge, saa mange bleffe rig deroffver... Denne Fribytterkrig varede udi ni Aar." Mod Frankerige varede dog denne Kaperkrig i fulde 13 Aar, nemlig indtil 1498, efter Hvitfeldts egne Beretninger 1. c. S. 119: 141, 145-46. Svanning beretter omtrent det samme i "Chronicon Regis Johannis" (1560, 4) om "Pinningus et Pytche horsius," ypperlige Sömænd og udmærkede Fribyttere, som længe havde tjent Kong Christian den 1ste.
  6. Disse tvende i Island saakaldte Pinings domar” ere aftrykte i Magnus Ketelsens Samling af de for Island udgivne Forordninger 1ste Deel (1775, 4) S. 75-77.