Brødrene Zenos reiser (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


GHM 3.jpg
Udvalgte tekster fra

Grønlands historiske mindesmærker III


XXXII
Brødrene Zenos Reiser
med Indledning og Anmærkninger
ved J.H. Bredsdorff.


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn




Indledning

Nicolò Zeno, Girolamo Ruscelli. Septenirionalivm Partivm Nova Tabvla. ca.1599
I Midten af det sextende Aarhundrede, da de nordlige Dele af Jordkloden efterhaanden vare blevne mere bekjendte for de sydlige Europæere, da Willoughby og Chancellor nylig havde omseilet Nordcap, og til Söes havde naaet Ruslands nordlige Kyster, da Cartier havde opdaget det Indre af Canada, da den landflygtige Olaus Magnus i Rom havde udgivet sin Historia de gentibus septentrionalibus, udkom i Venedig en liden Bog, som uden at være grundet paa de nys omtalte Opdagelser og Beretninger, indeholdt temmelig udförlige Efterretninger om adskillige nordiske Lande. Bogen, 58 Blade i liden Octav, hedder: Dei commentarii del viaggio in Persia di M. Caterino Zeno il K. et delle guerre fatte nell' Imperio Persiano, dal tempo diUssumcassano in quaLibri due. Et dello scoprimento dell' isole Frislanda, Eslanda, Engrouelanda, Estotilanda et Icaria, fatto sotto il Polo Artico, da due fratelli Zeni, M. Nicolo il K. e M. Antonio. Libro uno. Con un disegno particolare di tutte le dette parte di Tramontana da lor scoperte. In Venetia. Per Francesco Marcolini. MDLVIII. – Den indeholder, som Titelen udviser, to Skrifter, som ikke videre staae i Forbindelse med hinanden, end at de ere historiske, og angaae Personer, som höre til een og samme Familie. Forfatteren har ikke nævnt sig; men da Dedicationen (til Patriarchen Daniel Barbaro) er fra Forlæggeren Marcolini, har denne af nogle været anseet for Forfatteren; dette er imidlertid ikke rigtigt: den rette Forfatter er ifölge Molettis Vidnesbyrd (i Geographia Cl. Ptolomæi, Venet. 1561) Nicolo Zeno den yngre, födt 1515, död 1565, Medlem af de ti Mænds Raad i Venedig, Descendent i 5te Led af Antonio Zeno, og i 3die Led af Catarino Zeno. Dette er nödvendigt at vide, for at forstaae nogle Yttringer i Bogen[1], hvilke tillige tjene til Beviis for at Zeno, skjöndt han ingensteds har nævnet sig som Forfatteren, dog ikke lagde Dölgsmaal paa sit Forfatterskab. Det i Titelen nævnte Kort mangler efter Cardinal Zurlas Vidnesbyrd i de fleste Exemplarer, og saaledes og i det, som jeg har for mig, hvilket er fra det store kongelige Bibliothek. Det er kun det sidste af disse to Skrifter, hvilket optager 14 Blade i Bogen, som vedkommer os, og hvoraf her skal leveres en Oversættelse med Anmærkninger.

De Opdagelser, Skriftet indeholder, vare paa den Tid, det blev udgivet, ikke nye, de vare udförte over 150 Aar tidligere, men vare ikke bekjendtgjorte ved Trykken, og vare overhovedet ikke komne til mange andres Kundskab, end Familiens. De skriftlige Beretninger derom vare dog blevne opbevarede, og for en Deel, dog kun lidet, afbenyttede; men i N. Zenos Barndom blev meget deraf ödelagt, og kun nogle Dele bleve i Behold; af disse benyttede N. Zeno sig til Bogens Affattelse.

Dette Skrift har haft en ikke ubetydelig Indflydelse paa Geographien i et Aarhundrede eller derover. Det er herfra og fra det medfölgende Kort, at Forestillingen om Frisland, en stor Ö i det atlantiske Hav, har sin Oprindelse. Man fulgte denne Bogs Autoritet i en Række af Aar, indtil den deels blev glemt, deels blev erkjendt for at være upaalidelig. Laet holdt allerede (1643) dens Beretninger for mistænkelige, men Baudrand synes at være den förste, som i Novum Lexicon geographicum, udkommet 1705 bestemt nægter Frislands Tilværelse; hans Ord ere disse: "Nogle have skrevet, at Frislandia er en meget stor Ö i Nordhavet henimod Grönland; men hvad det er for een, af hvem og hvilket Aar den er opdaget, hvem den tilhörer, og hvilke Byer den har, derom ere ikke de enige, som have skrevet derom, og da de Nyere ikke omtale den, og de engelske, nederlandske, danske og franske Söfolk intet melde om den, er det bedre at sige, at der aldrig har været nogen Ö, kaldet Frislandia." Man seer, at Baudrand ikke har kjendt Zenos Bog, han vilde ellers ikke have sagt, at man ikke var enig om, af hvem og hvilket Aar den var opdaget. At Frislandia ikke under dette Navn nævnes af de Nyere, er sandt; men naar man blot antager, at Navnet er forvansket, og at der i Henseende til Störrelsen og Beliggenheden ere indlöbne nogle Feil, saa falder denne Indvending mod Öens Tilværelse bort.

Det viste sig imidlertid ved det nöjere Bekjendtskab med Jordens nordlige Egne, som senere Opdagelser og Undersögelser medförte, at mange af de i Zenos Skrift indeholdte Efterretninger ikke stemte med Virkeligheden. Forskjellige Forfattere, som skjenkede det Opmærksomhed, valgte forskjellige Udveje til at forklare sig dette. Nogle, som Charlevoix[2], Torfæus[3], Suhm[4], v. Hoff[5], Graah[6] og Zahrtmann[7] have antaget den hele Fortælling for en Opdigtelse. Til disse kan man og regne Tiraboschi[8], hvis Yttringer gaae omtrent ud paa det samme. Andre have troet, at Fortællingen var sandfærdig, men at betydelige Naturrevolutioner, hvorved iblandt andet Öen Frisland skulde være sunken, havde foraarsaget Uovereensstemmelsen imellem den og Landenes nuværende Beskaffenhed, saaledes: Delisle, Vankeulen[9], Pingré, Carli[10], Zurla[11], Amorelli[12]. Andre endelig have holdt en Middelvei og antaget, at Beretningen vel i det Hele taget var rigtig, men at der i nogle Henseender, f. Ex. i Navne og Stedernes Beliggenhed ere indlöbne Feil, f. Ex. Terrarossa[13], Buache[14]; J. R. Forster[15], Eggers[16], Malte Brun[17], Estrup[18], Walkenaer[19], Laroquette[20], Humboldt[21].

Som Grunde til at antage hele Reisen for opdigtet, er anfört eller kunde anföres:

1) at en Deel af de Lande, som den vedkommer, ikke ere til. Dette gjelder ikke alene om Frisland, som mest har været omtalt, men ogsaa om Grislanda og Icaria, til hvilke hverken i Navn eller Beliggenhed noget svarer i Virkeligheden, og paa en vis Maade om Neome, hvis Beliggenhed omtrent svarer til Öen Foul-Island, men hvis Navn - aldeles ikke ligner dennes, og om Estotilanda og Drogeo, som efter Beliggenheden svare til de östlige Dele af Nordamerica; men hvis Navne ere ganskc ubekjendte.

2) at Beskaffenheden af de besögte bekjendte Lande ikke svarer til Virkeligheden, hvortil hörer at den af Antonio Zeno besögte Deel af Grönland, som maa være i Nærheden af Cap. Farvel, fremstilles som en skjön Egn med mildt Clima og med et ildsprudende Bjerg, at den nordlige Deel af Grönlands Östkyst er trukken meget for langt östlig, at der ikke tales om den Mærkværdighed, at Solen – norden for Island – i Juli ikke gaaer ned[22], at Islands Österende fremstilles som syv Öer, hvilke tillægges det fælleds Navn le Islande, og hvis særskilte Navne ikke ere nordiske, og Landskabet Caithness som en Ö.

En kyndig Sömand, der selv havde været paa Stederne, vilde ikke – mener man – have givet Stederne en saa urigtig indbyrdes Beliggenhed, eller Landene en saa feil agtig Configuration, som vi finde paa det medfölgende Sökort[23]. Sagen bliver, endnu mere mistænkelig derved, at de Egne, hvor de Reisende ikke skulle have været, eré nöjagtigst aftegnede[24].

3) Reisebeskrivelsen indeholder mange Usandsynligeheder. Hertil hörer: at en Fyrste paa en Ö i det atlantiske Hav, skulde have talt Latin med de Reisende[25]; at man der skulde have kjendt Magnetnaalen[26]; at en anden Ö i det atlantiske Hav skulde ikke alene have Navn tilfælles med een i Archipelagus; men at ogsaa næsten den samme Mythe fortælles derom[27]; at der höit oppe mod Nord paa Grönlands Östkyst skulde have været et Kloster, hvor man ved Hjelp af varme Kilder opvarmede Værelserne, lavede Mad og bagte Bröd, samt dyrkede sydlandske Havevæxter[28]; at man i et Land, som efter Beliggenheden maa höre til America, havde europæisk Cultur, besad Skrift, og gjemte latinske Böger[29], at Venetianere skulde have frelst Zichmnis Skibe imellem Grunde og Klipper i et Hav, hvor de aldrig havde været, og hvor Landets Söfolk ikke kunde redde dem[30]. Selv de anförte Navne give Anstöd[31].

4) at Begivenhederne, om de end i og for sig vare sandsynlige, dog ikke passe til hvad Historien ellers beretter. Frislændernes Fyrste Zichmni skulde have holdt et Slag med Kongen af Norge, en Ting, hvorom Krönikerne intet beretter[32], et Angreb skulde være gjort og en Fæstning anlagt paa Island eller en Ö i Nærheden deraf, Ting, hvorom de islandske Annaler intet berette[33]; ligeledes vide islandske Annaler intet om det mærkelige Thomaskloster paa Grönlands Östkyst. Selv det, at venetianske Forfattere ikke omtale Zenoernes Reiser, förend over hundrede Aar efter at den havde fundet Sted, synes mistænkeligt[34], saa velsom og at Familien i samme Tid ikke havde bekymret sig synderlig om saa vigtige Documenter[35].

5) at Tiden, paa hvilken Reisen skulde have været foretagen, nemlig 1380, ikke passer, fordi det er beviist at Zenoerne endnu 1388 ikke havde forladt Italien; og at Aarstallet 1390, som anföres af M. Barbaro heller ikke passer, fordi N. Zeno paa den Tid var for gammel, over 60 Aar[36], fordi Norge paa den Tid ingen Konge havde, men stod under Dronning Margrete[37], og fordi Tiden til Reiserne da blev for kort[38]. v. Hoff bringer ogsaa i Erindring, at Forfatteren etsteds lader Juni fölge efter Juli[39].

6) at allerede N. Zeno den yngres Samtidige havde Mistillid til hans Beretninger, navnlig Ramusio og Porcacchi da Castiglione[40].

Til Svar paa disse Bemærkninger kan fölgende anföres:

1. "Endeel af de i Reisen omtalte Lande ere ikke til." Hvad Frislanda angaaer, da kan der næsten ikke være nogen Tvivl tilbage om, at det er Færöerne. Beviserne derfor kunne söges hos Buache, Eggers og Malte Brun. Ogsaa Zahrtmann, som ellers bekjæmper Reisernes Troværdighed, er overbeviist herom[41]. Naar Navnet Ferris Land fik den italienske Form Ferrislanda, med Tonen paa næstsidste Stavelse, kunde det let gaae over til Frislanda[42]. Beliggenheden er paa Kortet vistnok ikke Færöernes, men afviger dog ikke mere derfra, end andre Puncter paa samme Kort afvige fra deres sande Beliggenhed. Hvad Störrelsen angaaer, da kan man formode, at Korttegneren, fordi han havde flere Steder og Navne at angive her, end i andre Grupper, aflagde det forholdsviis for stort. At der udtrykkelig i Reisebeskrivelsen staaer, at Öen er större end Island, maa ei undre os, da det er i den Deel af Skriftet, som Nic. Zeno jun. selv har sat i Stil. Det kan saaledes være en Anmærkning, som han ikke har taget af den originale Beretning, men nedskrevet i Anledning af Kortet. Iövrigt vise Navnene Andeford (Andefjord) Suderö colfo (Suderö-Fjord) Monaco (Munken) og Aneses (aa Nesi) i deres relative rigtige Beliggenhed, med fl., at Færøerne ere meente. Sorano er upaatvivlelig Suderö, og Porlanda enten Sumbö eller Porkerji[43]. Grislanda har paa Kortet vistnok faaet en aldeles urigtig Plads; efter Beretningen kunde det gjerne være Gorsö under Norge i Nærheden af Molde. Icaria er efter Forster rimeligviis en Deel af Irland[44]. I Navnet Neome maa formodentlig være en betydelig Afskriverfeil, som ikke med Sikkerhed kan rettes. Navnene Estotilanda og Drogeo ere vistnok ikke ellers bekjendte; men da de forhenværende Indbyggere i det östlige Nordamerica ogsaa kun ere lidet bekjendte, kan det nok være mueligt, at de have tillagt disse Egne disse Navne. Omtrent hvor Estotilanda ligger, fandtes maaskee en scandinavisk Colonie, og saaledes kan det forklares, at Navnet har en nordisk Form.

2. "Beskaffenheden af de besögte Egne svarer ikke overalt til Wirkeligheden." Tiden, da Antonio Zeno besögte de sydlige Egne af Grönland, var i Sommermaanederne, og paa den Tid kan Luften ogsaa der være meget mild; om et ildsprudende Bjerg i denne Egn tales der ikke i Beskrivelsen, men kun om et Bjerg, som udkastede Rög, fordi det i sit Indre havde Ild. Nu findes der paa Öen Ounartok varme Kilder; ved Rögen kan man have forstaaet den af Kilderne opstigende Damp, og til Ilden i det Indre af Bjerget, det er den noget over Havfladen ophöiede Granitmasse, har man vel sluttet sig af de varme Kilder. Feiltagelsen angaaende den nqrdostlige Deel af Grönland er fælles for Zenoerne og alle andre Geographer indtil Scoresby. Den Mærkværdighed, at Solen norden for Island i Juli Maaned ikke gaaer ned, maatte for dem, som havde ganske almindelige Kundskaber i mathematisk Geographie, ikke være paafaldende, og saadanne har vel Nicolo Zeno den yngre forudsat hos sine Læsere, og derfor forbigaaet den, om den end maaskee har været omtalt i de Materialier, han havde for sig. At Islands af Fjorde gjennemskaarne Östkyst kan være betragtet som Öer[45], og at Caithness ligeledes paa Kortet fremstilles som en Ö, er noget, hvortil man finder Sidestykker i alle Tidsalderes geographiske Angivelser. I Oldtiden ansaaes det sydlige Norge (Thule) og Skaane (Scandia) for Öer, paa Korter fra det syttende Aarhundrede, ere Corea og Californien anförte som Öer, og endnu fra det attende Aarhundrede har man Korter, hvorpaa Stevns og Guldborgland ere fremstillede som Öer[46]. Man maa dertil erindre, at Sömændene ikke i det fjortende Aarhundrede havde saadanne Midler i Hænde til at aflægge rigtige Sökorter, som nu, og blandt andet, at omendskjöndt de havde Compasset, vidste de dog neppe, at Misviisningen forandrer sig efter Stederne; de kjendte ikke Strömningerne i Oceanet, og vare neppe saa opmærk somme, som man nu er, paa Refractionens Virkningér. Den Omstændighed, at Norge og Danmark ere rigtigere aflagte, end de övrige Dele, er paafaldende nok, men er ikke noget Beviis for Kortets Uægthed i det Hele. Ruscelli siger: at den Copie, han leverer, med de derpaa anbragte Forbedringer, er kommen fra Nicolo Zeno junior; paa denne findes Havet aabent mellem Grönland og Norge, og Vardöhuus er der anfört, hvilket viser, at Zeno paa denne Copie har gjort Tilsætninger. Man kan da gjerne antage at Nic. Zeno ogsaa har anbragt Tilsætninger paa den förste Copie, som han gjorde efter det gamle Originalkort, han fandt mellem Husets gamle Sager. Disse Tilsætninger, hvortil alt synes at höre, hvad der ligger östligere end Holland, ere uden Tvivl optagne efter nyere Korter[47]. Det samme gjelder mueligen og om Bispesæderne paa Island, hvis Navnes Form næsten ganske stemmer med Formen paa det Kort over Scandinavien, med Overskrift Schonlandia nova, som Ruscelli har optaget af en i Tydskland udkommen Ptolomæus. Heraf ere derfor maaskee disse 2 Steder tagne, og anbragte paa Island, som for Resten ganske var copieret efter de ældre Zenoers Kort.

3. "Reisebeskrivelsen indeholder Usandsynligheder." Naar vi erindre, at Latin var det Sprog, hvori Underviisningen skete i Skolerne i den catholske Tid, saa ville vi indsee, at det ikke kunde være saa sjeldent at træffe Personer i Norden, som kunde tale Latin. Meget rigtig bemærker Zurla derfor: Hvorledes kan det kaldes fabelagtigt, at Zichmni har talt Latin med Venetianerne, naar det latinske Sprog ogsaa paa de Tider og i hine nordiske Egne var det Sprog, som brugtes af de Geistlige, de Lærde og de dannede Mænd, iblandt hvilke man har Grund til at regne baade Zichmni og Zenoerne?” Hvorledes Latin, vistnok i en fordærvet Skikkelse, havde taget Overhaand i Norden just i den Periode, som her tales om, oplyser Petersen i det danske, norske og svenske Sprogs Historie, 1 D. p. 129 -(Sammenl. p. 73, 74, 199, 200). Geistlige Möder holdtes f. Ex. i Helsingborg 1394, hvortil der indfandt sig Biskopper fra alle tre Riger; men Latin var det Organ, hvorigjennem Forhandlinger og Befalinger udstædtes. Selv i Kirken var den gamle Röst forstummet, den vigtigste Deel af Gudstjenesten, Messen, holdtes udelukkende paa Latin, ja det er ikke urimeligt, at selve Prædikenerne her som i Sverrig undertiden holdtes i dette Sprog, da Almuen endog lærte latinske Bönneformularer udenad. Ved politiske Forhandlinger var ligeledes Latin det egentlige Forretningssprog, hvilket man i Fordrag med tydske Fyrster undertiden ombyttede med deres Modersmaal.” Jeg veed nok, at Modersmaalet i Norge, hvortil Færöerne hörte, holdtes noget mere i Ære; men at Latin dog ikke der var ubekjendt, er vist nok. Saaledes er en Bekjendtgjörelse af Biskop Jacob i Bergen af Aar 1399 (i Suhms Historie af Danmark 14 D. p. 663) paa Latin, og et Brev af Erkebiskop Vinald af Aar 1395 (sammesteds p. 359) ligeledes, foruden flere.

Vi vide ikke Zichmnis Födested[48], og kjende ikke hans Grad af Dannelse; men det er at formode, at han, endskjöndt hans Magt var usurperet, var af fornem Herkomst og efter den Tids Leilighed ikke udannet. At derpaa Færöerne alt i den catholske Tid har været Leilighed til at blive vel underviist, viser Kong Sverres Exempel (S. Ant. Ann. 3 B. p. 313). At Færingerne kjendte Compasset 1390 er ei usandsynligt, naar vi betænke, at Magneten alt af Harpestreng, i 1ste Halvdeel af det 13de Aarhun drede, kaldes Sighælsten, et Navn, som den formodentlig har faaet, fordi den brugtes til at seile efter, ligesom den i Fransk af samme Grund kaldtes marinette, og at Færingerne formedelst Fiskehandelen vare i Forbindelse med mange fremmede Nationer, (Flandern, Bretagne, England, Norge og Danmark forsynede sig ifölge Zeno med Fiske derfra)[49], og ved disse kunde være blevne bekjendte med det allerede Aar 1300 opfundne Compas. (See Zurla dissertazione p. 173).

Hvad der fortælles om Icaria, er vistnok tildeels usandsynligt; men dette er ikke nok til at omstöde Reisebeskrivelsens Sandfærdighed. Det nemlig, der anföres om Landets gamle Historie, om Oprindelsen til dets Navn o. s. v. er först igjennem flere Munde kommet til Zeno; thi det fortælles hans Ledsagere af en Islænder, som igjen maa have hört det af Landets Beboere. Disse havde hört noget om den græske Mythe om Dædalus og Icarus og havde sammenblandet den med deres egne Traditioner.

Da Grönlands Östkyst i de nordlige Dele (mellem 69° og 75°) efter Scoresby’s Beretning ikke er saa umild, som længere sydlig, og da der ifölge Mörchs Beretning[50] under 65° findes flere Levninger af europæiske Bygninger, saa er det ikke ganske usandsynligt, at der i denne Egn har ligget et Kloster. At der i Nærheden deraf kan være en Vulkan og varme Kilder, har ikke i og for sig selv noget Usandsynligt, ligesaa lidet som den Maade hvorpaa Munkene skulle have benyttet sig af de varme Kilders Vand. Det eneste, som forekommer urimeligt, er, at man skulde have bagt Bröd deri; dog, man behöver vel just ikke at tænke sig egentligt Bröd, men kun et Slags Meelklumper eller Buddinger, der brugtes isteden for Bröd.

Det, der fortælles om Estotilanda, kunde vistnok synes urimeligt, dersom vi ikke kjendte den nordiske Coloni i Viinland, som i Henseende til Beliggenheden svarer temmelig vel til Estotilanda. Vi kunne næsten ganske gjöre Forsters Ord til vore: "Man seer endog, at dette Estotiland vel ikke kan være noget andet Land, end det ved 1001 opdagede Viinland. I dette Land have unægtelig nogle Nordmænd nedsat sig; de medbragte de den Gang bekjendte Kunster og Haandværker, havde Skibsfart til Grönland, hvorfra de oprindelig vare komne. Deres Sprog har vel forandret sig ved Blanding med Landets Indfödte, og Runerne kunde nok være en Fisker fra Örkenöerne[51] (Færöerne) ubekjendte. At der fandtes latinske Böger i Kongens eller Overhovedets Samling, er intet Under, og det er bekjendt, at Biskoppen af Grönland, Erik, i Aaret 1121 er dragen lige til Viinland for at omvende sine endnu hedenske Landsmænd i Viinland. Denne Biskop vilde vist ikke over 100 Aar efter Viinlands Opdagelse have rejst derhen, naar han ikke med Vished havde vidst, at der endnu vare Efterkommere af hans Landsmænd i Landet. Da nu denne Biskop, saavidt man veed, aldrig er kommen tilbage til Grönland, maa han vel være död i Viinland, og fra ham hidröre vel de latinske Böger. Nordmændene have der indfört Ölbrygning og Agerdyrkning. De forstode vel Skibsfarten og gik til Grönland; men paa den Tid, de nedsatte sig i Viinland, var Compassets Brug endnu ikke bekjendt[52] .Var der sagt, at Venetianerne vare Frislændernes Veivisere, saa havde det vistnok været urimeligt; men her er kun sagt: "at Flaaden vilde have været forloren, dersom Nicolo, hans Styrmænd, og de venetianske Söfolk ikke havde været, formedelst den ringe Övelse, Zichmnis Folk havde i Sammenligning med vore". Men at lidet övede Söfolk, endog i bekjendte Farvande, kunne have stor Hjelp af meget övede, fornemmelig i Henseende til den rette og tidige Benyttelse af Vind og Ström, behöver intet Beviis. Og de Farvande, som Talen er om, nemlig ved Nordenfjords Gerne, vare maaskee, som Zurla p. 88 bemærker, ligesaavel ubekjendte for Zichmni og hans Folk, der havde hjemme paa Suderö, som for Venetianerne.

v. Hoff, finder at Navnet Frisland, som tillægges ei alene et Land, men tillige en Stad, neppe er et Bynavn.[53]. Sandt nok; men da Thorshavn er den eneste Kjöbstad paa Færöerne, kunde den, naar Færöerne kaldtes Frislanda, let være bleven nævnet for N. Zeno (oppidum Frislandæ) ligesom den eneste Kjöbsted paa Ærö hedder Æröskjöbing, og Rudkjöbing undertiden kaldes Lavindskjöbing (Langelands Kjöbsted), hvilket kunde forstaaes baade "Frislands Kjöbsted" og "Kjöbstaden Frisland.” Navnet Zichmni ſinder v. Hoff næsten uudtaleligt og paa en latterlig Maade lignende Navnet Zeno[54]; men det er rimeligvis det, især paa de sydlige blandt Færöerne, meget brugelige Navn Simon, som der udtales Sujmin, eller, som det ogsaa forekommer med den bestemte Artikel Sujminin. Den færöiske Bogstavforbindelse uj har været Italienerne fremmed, og de have i deres Forlegenhed udtrykt det ved ich. Det kan og være at Italienerne ofte have hört Navnet Sigmund, naar man fortalte dem Landets gamle Begivenheder, og siden forvexlet det med Simon. Navnene paa de 7 ved Island angivne Öer, ere efter Zahrtmann aldeles ikke nordiske, men maa være sammensatte af en med de nordiske Sprog aldeles ubekjendt Forfatter, og Korttegnerne skulde efter ham ved Island have viist sig uvidende om alle Bestanddelenes og navnlig Havnenes nordiske Navne[55]. Efter v. Hoff skulde Navnene paa Frisland være en broget Blanding af forskjellige Sprog, og aldeles mangle Eenhed[56]. Naar vi erindre, hvor meget Navne i Almindelighed af Fremmede blive forvanskede, og hvor let der ved Copiering indlöbe Feil, maae vi endda undre os over, at man paa det zeniske Kort kan gjenkjende saa mange Navne, som man kan, og man vil ikke i disse Navne finde noget Mærke paa Opdigtelse. Saaledes finde vi paa Kortet over Scandinavien i Ruscellis Ptolemæus Jylland kaldet Luthia, Sjælland Selano, Kalmar Cannar, Sarpsborg Saltzburg, og paa det ellers meget gode Kort af Meyer over Hertugdömmet Slesvig af 1650 staaer Hanszgaw for Hindsgavl, Ballscho for Barlöse, Olewigt for Holevad, Arnöe for Avernaköe, Bregnis fra Bregninge paa Taasinge, Marstrand for Marstal, Strandöe for Strynöe. Om Navnene paa Island og de hosliggende Öer, vil blive handlet i Bemærkningerne om Zenoernes Kort.

4. Det er sandt, at vore Kröniker ikke berette noget om Færöernes Erobring ved en Usurpateur fra Suderö, eller om et Forsög af denne paa at erobre Hetland, men deels maae vi erindre, at de danske og norske Kröniker fra denne Tid ere yderst ufuldstændige[57], deels at det er notorisk, at Danmarks og Norges Söværn paa den Tid var yderst svagt[58], og at Vitalianerne, med hvilke man uden Tvivl har slaaet Zichmni og hans Anhang sammen, og hvortil de, som Zahrtmann meget sindrigt formoder[59], maa skee virkelig hörte, tumlede næsten efter Godtbefindende paa de nordiske Kyster[60], medens Dronning Margrethes Hær gjorde heldig Fremgang til Lands. Debes nævner dog et Sagn om et Slag mellem to Hære af Færingerne, som skulde have staaet paa Öen Kalsö[61]; et lignende Sagn anförer Lyngbye[62] om et Slag paa Kunö; det er da mueligt at eet af disse er det Slag, som omtales af Zeno Fol. 47. Et andet Slag, som Lyngbye nævner ved Gaasedal, maa rimeligvis höre til en ældre Periode, siden der ved dette omtales Brugen af Köller[63]. Dette kunde da maaskee snarere end det paa Kalsö henföres til Inge Baardsens Tid[64]. Ogsaa gives der et udförligt Folkesagn om en Simon fra Porkeri, ogsaa kaldet Sujminin, som paa en höist mærkelig Maade stemmer overeens med Zenoernes Beretning. Man har Viser om forskjellige færöiske Tildragelser, ligefra Sigmund Brestersens Tid til 1707[65]. Mon ikke eet eller andet Sagn, som man har troet at vedkomme Sigmund Brestersen, egentlig angik Simon (Zichmni).

De islandske Annaler ere ved 1390 vistnok temmelig fuldstændige; men de bedste af dem, de flateyske og ligeledes de holensiske, höre op Aar 1394[66], som maaskee er förend den Tid Zichmni skulde have anfaldet Island; dette var nemlig medens baade Nicolo og Antonio var i Norden, altsaa imellem 1391 og 1396[67]. Fra 1394 til 1400 har Suhms Historie af Danmark aldeles ingen islandske Begivenheder. Vare ogsaa Annalerne mere udförlige, saa vilde, formedelst den vanskelige Samkvem mellem Islands Bygder, et Overfald paa nogle Udkanter af Landet, ja selv Anlægget af et Fort paa Österenden, kunne forblive uomtalt i Annalerne, som formodentlig afſattedes i ganske andre Egne af Öen.

At Islænderne vare tause om Thomasklosteret, er vistnok besynderligt, men beviser dog neppe dets Ikke-Tilværelse. Mest besynderligt vilde det være, at Kongespeilet ikke omtaler det, dersom dette Skrift ikke var saa gammelt, at det rimeligviis er forfattet för Thomasklosterets Stiftelse. Thi Kongespeilet antages jo at være skrevet i Sverres Tid, altsaa för 1202; men Thomasklosteret var et Dominicaner Kloster, altsaa yngre end 1204, og vel mueligt stiftet 1224, som Pontoppidan beretter[68]See f. Ex. den kortſattede Geographie, som Rafn har udgivet i Antiquitates Americanæ p. 283-289, og Fragmentet P. 290-293.</ref>. Dettes nordlige Dele vare overhovedet sjelden besögte og lidet kjendte af Venetianerne. Fordi nu altsaa Zenoerne havde besögt eller faaet Underretninger om saadanne Lande, behövede de ikke at omtales som Opdagere, da man vel forudsatte, at hine Lande vare bekjendte for Englænderne, Nederlænderne og de Danske. Der kan saaledes ei være noget forunderligt i Jacopo Zenos Taushed om disse Opdagelser, hvor han siger[69]: "Denne Familie udmærkede sig stedse fortrinlig ved et Afkom, der som Borgere gjorde sig hæderlig bekjendte, og erhvervede sig Berömmelse baade i og udenfor deres Fædreneland, baade i Fred og i Krig, af hvilke mange som Anförere til Lands og Vands have erhvervet Fædrenelandet særdeles vigtige Fordele"[70]. Först efter Americas Opdagelse, da man fandt paa at Estotilanda kunde höre til denne Verdensdeel, begyndte M. Barbaro at omtale disse Reiser, som noget Mærkværdigt. At Familien har vist Ligegyldighed for disse gamle, deres Forfædre vedkommende Papirer, er en Sag, som er altfor lidet usædvanlig til at kunne kaldes usandsynlig. I alt Fald har dog Familien, som det lader, meddeelt Noticer deraf til forskjellige Forfattere, f. Ex. Silvano, Bordone o. l. Jeg kan her omtale Zahrtmanns Yttring[71]: "Mig forekommer det som uden Tvivl, at den sidst omhandlede Nicolo Zeno (Antonios og Carlos Broder) hverken har været Rigmanden eller Sömanden, Egenskaber, uden hvilke han ei kunde udföre den ham tilskrevne Reise." Hertil svares: vel skal Pietro Dracone have efterladt sine Börn i stor Trang[72]; men intet forhindrer os i at antage, at Nicolo efter den Tid har samlet Rigdomme, ligesom han gjerne kan have været Sömand, fordi han til en Tid var Gesandt, Syndicus m. m.

5. Det er efter hvad Zurla har anfört (Dissertaz. p. 43) höist rimeligt eller saa at sige nödvendigt, at Reisen har været foretaget 1390, hvorved dog er at mærke, at dette Tal formodentlig kun angaaer Ankomsten til Færöerne (Frislanda) og ikke Afreisen fra Venedig, som maaskee alt har fundet Sted i 1389. Antonio maa efter Zura være dragen til Færöerne 1391 eller i det seneste 1392[73]. Det er sandt, at Nic. Zeno, som var den ældste af sine Forældres Ægteskab, der var sluttet 1326, maa da have været over 60 Aar, og at slige Foretagender ei vel passe sig for en saa gammel Mand; men Tingen er, fordi den ikke er sandsynlig, dog ikke urimelig. Christian den Fjerde var jo, da han commanderede i Slaget ved Femern, allerede 68 Aar, og Peder Skram commanderede i et Söslag, da han var 72 Aar. Norge havde virkelig allerede 1389 en Konge[74], og Margrete var kun Rigsforstanderske, og endelig synes Tiden fra 1389 til 1392 tilstrækkelig, for at Nicolo kunde rejse fra Venedig til Færöerne, hjelpe til ved disse Öers Erobring, og skaffe Underretning derom til sin Broder i Venedig, for at denne kunde berede sig til Reisen og naae Færöerne[75]. Hvad det angaaer, at Juni fölger efter Juli, maa det vel holdes for en Skrive- eller Trykfeil, hvilket man og maatte antage, ifald Reisen var opdigtet.

6. De Grunde, som Capitain Zahrtmann anförer for at Ramusio ei skulde have haft stor Tillid til Zenos Troværdighed, ere ikke stærkere, end at Forfatteren kalder denne Mening en blot Gjetning. Jeg troer derfor, at jeg kan forbigaae disse, naar jeg blot henviser til Stedet, hvor de findes, nemlig i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, 2 Bind p. 18-20°.

Bestemtere er Zahrtmanns Paastand, at Tommaso Porcacchi da Castiglione har anseet Zenoernes Reise for opdigtet. I sit Værk l’isole piu famose del mondo, omtaler han ikke Zenoerne, og anförer heller ikke Frisland eller deres övrige Opdagelser, skjöndt det Kort, som meddeles over Island, er copieret efter det zenoiske[76]. Det er alligevel tænkeligt, at han ikke har holdt Færöerne (eller Frislanda) med Icaria og Neome o. fl. for vigtige nok til at omtale dem; det kan jo og være, at han ikke i det Hele taget har nægtet Reisebeskrivelsen-sin Tiltro, men at han har forbigaaet disse Öer, blot fordi han ikke vidste, hvorledes Efterretningen om dem skulde bringes i Harmoni med andre og senere Beretninger. Fra den Tid af, da Zenoernes Reise kom ud (1558) til den, da Porcacchis Skrift udkom (1576) vare nemlig de nordlige Have blevne nöiere undersögte ved Frobisher[77] o. fl. og flittig besögte af Franske, Spaniere, Portugisere og Englændere, som dreve Fiskeri ved Newfoundland[78]. Efter alt dette, kan den Mening, at Reisebeskrivelsen skulde være en Opdigtelse, ikke ansees for tilstrækkelig begrundet. Adskillige Omstændigheder gjöre det desuden usandsynligt, at den skulde være opdigtet.

Vilde man antage, hvad Zahrtmann synes at være tilböielig til, at Reiserne vare opdigtede af Nicolo Zeno den yngre[79], da vilde man indvikle sig i uoplöselige Vanskeligheder. For det Förste gjöre de mange fordeelagtige Vidnesbyrd, som man har om Nic. Zeno, saavelsom den Tiltro, hans Samtidige og nærmeste Efterkommere have vist ham, det næsten moralsk umueligt, at han skulde have begaaet et Bedrag. Udgiveren af Bogen, Francesco Marcolini, viser tydelig i sin Dedication til Daniel Barbaro, at han ikke nærede nogen Tvivl om Ægtheden af Reisebeskrivelsen, eller om Sandfærdigheden af de deri indeholdte Beretninger. Den hæderligen bekjendte Udgiver af Ptolomæus, Girolamo Ruscelli, har optaget det zenoiske Kort i sit Værk, og aflægger ved denne Leilighed fölgende fordeelagtige Vidnesbyrd om Nicolo Zeno den yngre: "Denne Tegning er, med de Forbedringer, som man her seer, erholdt af Nicolo Zeno, deres Descendent i lige Linie. Og denne samme Hædersmand har, uagtet sine stadige Sysler med Statens Bestyrelse, forsynet denne Tegning med Meridianer og Paralleler, med alle de Maal, som svare dertil, deels efter Historiens Sammenhæng, deels efter Geographiens Regler og Grunde, da han overalt holdes for at have faa Ligemænd for nærværende Tid i hele Europa, i disse to höilig anseete Fag, Historien og Geographien." Hans Yttringer om Kortets Oprindelse vidne tillige om at han fæster Tro til hvad Zeno har meddeelt. "Tegningen paa dette Kort over de nordlige Egne, er tagen af et Sökort, som var af Nicolo og Antonio Zeno, venetianske Adelsmænd, som i Sandhed fortjene evig Hæder, disse, som paa et dem tilhörende Skib bleve af Stormen forslagne af deres Coursomtrent ved Aaret 1380, lede Skibbrud paa Öen Frisland, hvor de af Stedets Behersker ved Navn Zichmni bleve frelste og satte til Anförere over hans Flaade; og fordi de befriede Flaaden fra mange Farer, udnævnte han dem til Anförere for andre nye Flaader, med hvilke de beseilede alle Stederne paa dette Kort, som man kan see i Bogen om depersiske Sager, om Seiladsen til Norden, og om disse Öers Opdagelse, som er trykt for 3 eller 4 Aar siden."[80] Giuseppe Moletti, Professor i Mathematiken i Padua, meddeler ligeledes det zenoiske Kort, og siger uden at yttre mindste Tvivl om Ægtheden af Beretningen: at de to Reisende, Zenoerne, have beseilet alle de paa dette Kort aflagte Egne, og opdaget hidtil uopdagede Öer, som kan læses i et Skrift, hvilket paa Italiensk er givet i Trykken af deres Barnebarns Barnebarns Barn, den berömmelige Nicolo Zeno.” Han tilföier: «Dette Korts Rigtighed bekræftes ogsaa nöiagtig ved nyere Seiladser, som erfares af Breve og Sökorter, der fra forskjellige Steder ere tilstillede ovennævnte Mand".[81] Dette sidste maa være saaledes at forstaae, at nyere Beretninger have bekræftet nogle af Kortets Angivelser, og ikke bestemt modsagt de övrige.

Den yngre Columbus har i sin Faders Levnetsbeskrivelse, som han udgav 1566, troet at berigtige en Vildfarelse af denne, der holdt Island for at være de Gamles Thule, i det han siger: "Sandheden er, at det Thule, hvorom Ptolomæus taler, ligger der hvor han siger; men de Nyere kalde det Frisland". Man seer heraf at han antog Frislands Tilværelse for vis; men da Kundskaben om dette Land alene grundede sig paa det af Nic. Zeno udgivne Skrift, maa man slutte at denne Forfatter ikke har fundet sig foranlediget til at kalde Udgiverens Redelighed i Tvivl. Med samme Tillid siger Geographen Livio Sanuto i sin Geographie, der udkom efter hans Död, 1588: at Antonio og Nicolo Zeno havde opdaget de Lande nærmest ved Polen, som andre för ikke havde talt om[82].

Francesco Patrizi, som ogsaa endnu hörer til Zenos Samtidige, siger om ham, at han havde udmærket Forstand, stor Veltalenhed og varm Kjærlighed til sit Födeland, at han var en stor Mathematiker, en stor Geograph, og en fremfor alle beundringsværdig Historiker (egli era d’elevatissimo intelletto, di prontissima eloquenza, diarden tissimo amor per la patria, grande matematico, grande cosmografo e sopra tutti gli uomini maraviglioso storico)[83]. Ortelius viser i sit 1570-1598 paa Hollandsk udgivne Theatrum orbis terrarum fuldkommen Tiltro til Zenos Skrift, og meddeler ved Tab. 6 og 71 forskjellige Efterretninger deraf.

At en Mand, der har saa fordeelagtige Vidnesbyrd af sine Samtidige, skulde have begaaet et literairt Bedrageri af denne Beskaffenhed, bliver altid noget usandsynligt. Desuden vilde Zeno, for hvem det just, da han var historisk Forfatter, maatte være vigtigt at ansees for troværdig, vove altfor meget, naar han opdigtede noget om de nordiske Lande, om hvilke Kundskaben just i den Tid Aar for Aar udvidedes, samt om sine Forfædre, som vare ansete Mænd i Staten, og om hvem det saaledes ikke var umueligt, at een og anden endnu efter halvandet Aarhundredes Forlöb kunde vide noget, der kunde gjendrive disse Opdigtelser.

Hertil kommer endnu Usandsynligheden af at N. Zeno, naar han vilde opdigte, skulde have opdigtet paa denne Maade. Det er nemlig vist, at Reisebeskrivelsen, saavelsom Kortet, indeholder mange vigtige Angivelser, og det tildeels om lidet bekjendte eller næsten ganske ubekjendte Gjenstande. Naar han vilde opdigte en Fortælling, vilde han formodentlig lade sig nöie med at fölge Sandheden i Henseende til bekjendte Sager, der kunde udgjöre en Ramme, hvori Digtet var indfattet. Mon det da ikke var höist usandsynligt, at den, som med temmelig Nöjagtighed anförer Navnene af mange Punkter paa Island, og det i deres rigtige Beliggenhed, skulde forsætlig have fremstillet dette Lands Österende som Öer, at den, som veed at opregne de vigtigste Punkter paa Færöerne, skulde forsætlig afvige fra Sandheden i Henseende til denne Ögruppes Beliggenhed, dens Störrelse, dens eget og dens enkelte Deles Navne, ja selv fremstille den som et sammenhængende Land – at den, som i Henseende til Grönlands Aflægning paa Kortet, har Fortrinnet for næsten alle indtil de allernyeste[84] Tider, og som rigtigen omtaler dette Lands Producter, Indretningen af de der brugelige Baade[85] m. m., skulde opdigte meget andet, vedkommende Enkeltheder i Landet. Mon ogsaa en lærd Mand, som maatte antages at kjende den græske Mythologie (noget som Italienerne især have lagt Vind paa) skulde have overfört Mythen om Dædalus og Icarus i en forvansket Form til Skotland og en ubekjendt Ö i det at lantiske Hav? Han var rimeligvis heller ikke i Stand til at kjende de Steder, som anföres paa Kortet, og omtales i Reisebeskrivelsen, med de Hjelpemidler, der var tilgjængelige for ham, med mindre han havde haft de angivne Kilder for sig.

Zahrtmann formoder rigtig nok, at han skulde have erholdt Oplysninger af de landflygtige catholske Geistlige fra Norden, som paa den Tid vare i Italien, f. Ex. Erik Walkendorph, Olaus Magnus og Johannes Magnus; men som jeg allerede i min Afhandling om det ældste bekjendte Kort over Grönland[86] har anfört, Walkendorph var allerede död, da Zeno var atten Aar, altsaa paa en Tid, da man neppe kan antage, at han havde begyndt de Forskninger angaaende Norden, hvoraf Resultaterne först 24 Aar efter skulde meddeles Publicum; desuden veed man ikke, at Walkendorph i det Hele var nöje underrettet om Nordens Geographie; men kun, at han i Anledning af en Plan, han havde til Grönlands Beseiling, samlede Eſterretninger om Grönland og Seiladsen dertil. Blandt disse var den af Ivar Bardsen forfattede den udförligste. Man skulde da, hvis Zeno havde faaet sine Efterretninger fra Walkendorph, have formodet, at der maatte være stor Lighed mellem de paa det zenoiske Kort anförte Navne og Ivar Bardsens; men dette er ikke Tilfældet, og de Navne, som ligne, ere anbragte saaledes, at de ikke passe til de af Ivar anförte Beliggenheder; f. Ex. ganske nordlig paa Vestkysten finde vi Diuerfiumen, som kan sammenlignes med Dyrafjörðr (hos Björn Jonsen), men dette Navn findes ikke hos Ivar Bardsen; derimod har han Dyrnæs, som ligger ved Eriksfjorden, altsaa omtrent midt i Österbygden. Næstved dette træffe vi Pederf., som kunde sammenlignes med Petersviig, men Petersviig er efter Ivar Bardsen nær ved Herjolfsnæs, altsaa ved den sydlige Ende af Landet. Endeel længere sydlig staaer Han f, som kunde svare til Anavik (i Kirkefortegnelsen i Flatöbogen); men ogsaa dette findes ikke hos Ivar. Endnu sydligere findes Áf og Auor f., hvilke man har sammenlignet med Afhvarf (efter en Læsemaade hos Björn Jonsen), men ogsaa dette Navn findes ikke hos Ivar. Olaus Magnus har i sin Historia gentium septentrionalium kun lidet om Grönland, Island og Færöerne, og hvad han har, træffer kun sjelden sammen med det, der berettes i den zenoiske Reisebeskrivelse. Hans Stedsnavne afvige meget fra Zenoernes, f. Ex. Insula Farensis fra Frislanda, Gothia fra Gocia, Gruntlandia fra Grolanda og Engronelant, Nidrosia fra Trondo. Zahrtmann mener, at Votrabor paa det zenoiske Kort er taget af Vestrabord hos Olaus Magnus. Men dette Vestrabord (portus occidentalis, vestre Havn) er rimeligvis Havnefjord, eller og Höfn i Borgefjord, som er kaldet saaledes i Modsætning mod Thorlakshavn, og hertil kan Votrabor efter Beliggenheden ikke passe; derimod kan det godt være Vatnsfjord i Isefjordssyssel. Endelig vil Zahrtmann have, at Efterretningerne om Thomasklosteret ere et Udvalg af Olai Magni Efterretninger om Islands Vulkaner m. v.; men de didhörende Steder hos Olaus Magnus (l. 2, c. 2-3) have altfor liden Overeensstemmelse med de zenoiske Beretninger, til at denne Mening kan holdes for tilstrækkelig begrundet[87] Om Johannes Magnus er det ikke bekjendt, at han vidste saa meget om Island, Hetland, Færöerne, Grönland og Markland, at Zeno til sit Skrift kunde have nogen Nytte af hans Bekjendtskab.

At Nic. Zeno ikke har opdigtet Reisen, maae vi fremdeles slutte deraf, at der findes Tegn til at den har været bekjendt for adskillige för hans Tid. Marco Barbaro, som roses for sin Nöiagtighed, og som skrev 22 Aar tidligere end Nic. Zeno, taler om Brödrene Zenos Reiser, saaledes, at han i stor Korthed anmelder Hovedindholdet af disse[88]. Bernardo Silvano og Benedetto Bordoni, have brugt Benævnelsen Engroneland for Grönland. Dette have de rimeligviis optaget af Brödrene Zenos Beskrivelse eller Kort, da man ikke veed andre Kilder, i hvilke denne Form forekommer[89]. Paa Fra Mauros Mappamondo, construeret 1459, findes just paa det Sted, hvor Zenoernes Frisland ligger, en Ö omtrent af samme Störrelse. Formodentlig ved en Forvexling af Navnene Frisland og Island, har den faaet Navnet Ixilandia; men de Punkter, som anföres derpaa, stemme i Plads og Navn med Punkter hos Zenoerne; her er Nodifordi, Zenoernes Andefort, Gelelvic Zenoernes Godmec: men hvoraf efter Eggers's Conjectur den rette Læsemaade er Goelvec; Bodeal (Bödeal), som formodentlig er Bondendea, snarere end, efter Zurlas Mening[90], Banar. Det forekommer mig da tydeligt, at Mauro har benyttet sig af Zenoernes Kort. Endelig har Bianco et Frisland ved Norge, som neppe kan være noget af de saaledes benævnte Lande ved de nederlandske og danske Kyster, men maa være Zenoernes Frisland[91].

Vilde vi med v. Hoff antage, at en ubekjendt Forfatter i Tiden mellem de Reisende, og Udgiveren havde , hvad Hovedsagen angaaer, opdigtet Beskrivelsen, har Sagen endnu större Vanskeligheder. I det 15de Aarhundrede og Begyndelsen af det 16de, var Communicationen endnu mindre end siden mellem Sydeuropa og Nordeuropa, og det vilde neppe være mueligt at angive nogen Kilde, hvorfra Forfatteren havde öst sine Efterretninger om de nordiske Lande, og om America, der kunde have engang den Rimelighed, som de Nicolo Zeno tænkes at have benyttet. At saadanne alligevel kunne have existeret, er vistnok mueligt, men del kan jo ikke blive andet, end en Gisning.

Endelig er den Hypothese, som Charlevoix[92] og Suhm[93] synes at foretrække, at Brödrene Zeno selv skulde have opdigtet Reisen, ikke heller rimelig; thi der ere saa mange) Punkter i Reisebeskrivelsen, hvorom de neppe kunde have været vidende, uden at have været paa Stederne selv, at det bliver langt mere rimeligt, at de virkelig have foretagetsaa æventyrlige Reiser, end at de skulde have digtet dem. Man maatte ellers antage, at der havde været andre Reisende, der havde skaffet dem Underretning, medens de dog selv maae have været fraværende fra Venedig, fordi Bedrageriet ellers strax vilde ligge for Dagen. Endeel af Efterretningerne grunde sig endog paa Breve fra Antonio Zeno til hans Broder Carlo Zeno, om hvem man ikke kan antage at han vilde bedrage.

Med alt dette kunne vi dog ikke antage Reisebeskrivelsens Beretninger, eller i det mindste Angivelserne paa Kortet, for fuldkommen paalidelige i enhver Henseende. Man kunde ikke engang antage, at Mænd, som ved Ankomsten til de nordiske Lande vare aldeles ukyndige i disses Sprog, skulde undgaae Misforstaaelser, og af de Tiders nautiske Kundskaber kunde man ei vente sig et nogenlunde feilfrit Kort. Vi behöve derfor ikke med Zurla og Pingre at antage en stor Naturrevolution, der skulde have tilintetgjort Frislanda og maaskee flere Lande.

Hvad Frislanda angaaer, var det höist usandsynligt, at et Land, som var underkastet Norge, som stod i Handelsforbindelse med England og Nederlandene, og som var af den Beliggenhed, som det udgaves for, ikke skulde have været omtalt i samtidige engelske, nederlandske og islandske Skrifter og at en Naturrevolution, som tilintetgjorde det, skulde have vakt saa liden Opmærksomhed, at man ikke engang kan gjætte sig til, i hvad Aar den havde fundet Sted. De Efterretninger, som Zurla har om Folk, der för eller efter Zenoerne skulde have seet Frisland, nemlig Adelbrand og Thorvald 1285, Johannes Sciolvus 1476, Columbus 1477, Frobisher 1578, Maldonado 1588, ere meget upaalidelige, hvilket Zahrtmann godt har oplyst.

Da de nysnævnte Islændere troede at have opdaget et Land, blev af Kong Erik den saakaldte Lande-Rolf udsendt for at söge det, men fandt det ikke. Det Islænderne have seet, har altsaa neppe været Land, men maaskee et Isfjeld, da saadanne af de Söfarende ofte blive antagne for Land[94]. Om Sciolvus berettes der kun af Wytfliet, som selv troede paa Frislands Tilværelse, at han 1476 seilede til hin Side af Norge, Grönland og Frisland, og efter at være trængt ind i Fretum boreale under Polarcirkelen, kom til Laborators Land og Estotilanda. Her omtales altsaa blot den Vei, han tog, uden at der udtrykkelig siges, at han saae Frisland. Det, som Frobisher antog for Frisland, var en Deel af Grönland, hvorimod man igjen antog Labradorkysten for Grönlands Östkyst; og at Maldonados hele Reise er et Digt, er noksom bekjendt og beviist[95].

At det Land, Columbus besögte og holdt for at være det gamle Thyle, var Island, kan efter Zahrtmanns og Finn Magnusens Undersögelser ikke ansees for tvivlsomt[96]. Det er tillige nu oplyst, at han ikke har brugt Benævnelsen Frisland, og at hans Sön, hvor han i Faderens Biographie bruger denne Benævnelse, ikke derved forstaaer det Land, Faderen havde besögt, men et andet, hvis Tilværelse han antog, formodentlig paa Nic. Zenos Autoritet[97].

Öen Bus, om hvilken Vankeulen og flere have antaget, at det skulde være en Levning af Frislanda, skal være bleven opdaget under 57 Graders Brede af nogle blandt Frobishers Ledsagere i Aaret 1578. Det er at formode, at Opdagerne have taget Feil af Egnen, hvorpaa de befandt sig, og at det, de holdt for en Ö, har været en Deel af Labrador[98]. Forster holder det for mueligt, at det har været en Deel af Island. Hall troede paa sin Reise med Lindenow igjen at have seet Öen; men dette har formodentlig været et optisk Bedrageri, med mindre ogsaa han har gjort et falsk Bestik.

Naar Zurla finder et Beviis for at Frisland har været til i Ortelius’s Vidnesbyrd, hvor han siger: "Frislandia insulahoc nostro tempore denuo innotescere incipit, idque Anglorum auspicio, qui eam novo nomine Angliam Occidentalem vocarunt"[99], da har dette Beviis intet at betyde; thi det er tydeligt, at Ortelius her sigter til det sydlige Grönland, som var gjenfundet af Frobisher, og af ham antaget for Frisland; thi dette Land var det, som han senere kaldte Vest-England. Og ligeledes maa det være dertil at Cluverius sigter, naar han siger, at Frisland tilhörer England, samt at det har sit Navn af Kulden; thi Frobisher havde 1578 taget hint Land i Besiddelse; men noget lignende har ikke været fortalt om Zenoernes Frisland, og ikke heller er det bekjendt, at dette Frisland var usædvanlig koldt. Rimeligvis vedkommer da ogsaa den Notice i Dudleys Arcana del mare, at Compassets Misviisning paa Frisland er 13 Grader östlig, og at Kulden der er strængere end paa Island[100], Frobishers Frisland eller Sydgrönland. Men saa meget mindre kunne vi tiltræde Zurlas Mening, som det kan ansees for en afgjort Sag, at det zenoiske Frisland er Færöerne.

Snarere kunde man da paastaae, at Icaria, som skulde have ligget mere fjernt fra de af Europæerne besögte Farvande, eller Grislanda, som var en ubetydelig Ö, vare forsvundne. Imidlertid, da den Naturbegivenhed, at et Land af nogenlunde betydeligt Omfang er forsvundet, uden at Spor deraf ere blevne tilbage, er saa godt som uden Exempel[101], bliver det dog vistnok rimeligere, at Icaria er et ellers bekjendt Land, hvis Beliggenhed ikkun er urigtigen angivet paa Kortet. Ved Grislanda er det, i hvor ubetydeligt det er, ikke rimeligt, at det skulde være blevet uomtalt af Islænderne, dersom det havde ligget saa nær ved Island. Det forekommer mig altsaa rimeligt, at dette ogsaa er paa Kortet betydelig forlagt fra sin Plads.

Det bliver saaledes rigtigst at antage den sidste Mening, at Brödrene Zeno virkelig have besögt de nordiske Lande, og at de redeligen have berettet, hvad de have iagttaget, samt efter bedste Evne udfört deres Kort over de besögte Lande, men at de deels ved Mangel paa Kundskab om Sprogene, deels formedelst mindre tro Hukommelse, have begaaet nogle Feil, som mueligen endog hist og her ere forÖgede ved Hang til Overdrivelse. Man bör fölgelig benytte deres Beretninger, som man benytter de fleste historiske Kilder, idet man antager for vist, hvad der ogsaa meldes af andre troværdige Forfattere, for sandsynligt, hvad de ene berette, naar det ikke indeholder nogen Urimelighed, og for urigtige de enkelte Ting, som aldeles stride enten mod paalidelige Beretninger eller modNaturens Love.

Hvorledes de enkelte Poster skulle forklares, hvilke Efterretninger der ere troværdige, og hvilke der bör forkastes, skal jeg efter bedste Skjönnende meddele i Anmærkningerne.

Om Opdagelsen af Öerne Frislandia, Eslanda, Engroveland, Estotilanda og Icarao

Ved tvende Brödre Zeno, Nicolo Ridder, og Antonio. En bog tilligemed kort over Bemeldte Öer.

Fra Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)
I det trettende Aarhundrede var Marino Zeno meget avnkundig i Venedig. Formedelst hans store Dyder og hans sjeldne Aandsgaver blev han udnævnt til Podesta i forskjellige Republiker i Italien, i hvis Bestyrelse han forholdt sig saa vel, at hans Navn var elsket og höiagtet, ogsaa af dem, som ikke havde kjendt ham personlig. Iblandt hans andre skjönne Handlinger fortælles i Særdeleshed, at han bilagde nogle store indvortes Uenigheder, opkomne blandt Veronesenerne, om hvilke man havde ventet at de skulde have givet megen Anledning til Krig, hvis ikke hans overordentlige Omhyggelighed og gode Forstand havde forebygget det. Hans Sön var Pietro, som var Fader til Dogen Rinieri. Da denne Doge döde uden at efterlade sig Sönner, indsatte han sin Broder Marcos Sön Andrea til Arving. Denne Andrea blev Capitan Generale og Procuratore, og nöd stor Anseelse, formedelst sine mange udmærkede Egenskaber. Hans Sön var Rinieri, en berömt Senator, og flere Gange Consigliero. Han var Fader til Pietro, som var Anförer over de Christnes samlede Magt imod Tyrkerne, og som blev kaldet Dragone, fordi han i sit Skjold förte en Drage istedenfor en Manfrone(?), som han för havde haft. Denne var Fader til Carlo den Ældre, en meget berömt Procuratore og Overanförer imod Genueserne i de farlige Krige, som förtes, da næsten alle de store Fyrster i Europa bestrede vor Frihed og vort Herredömme, i hvilke han ved sin Tapperhed befriede sit Fædreneland, som Furius Camillus Rom, fra en overhængende Fare for at blive til Bytte for dets Fjender. Derfor fik han Til navnet Leone, og bar en Löve afbildet i sit Skjold til evig Erindring om hans herlige Bedrifter. Hans Brödre vare Ridderen Nicolo og Antonio, Faderen til Dragone; denne havde en Sön Caterino, denne een ved Navn Pietro, hans Sön var en anden Caterino, som döde i Fjor; denne var Fader til Nicolo, som lever endnu.

Da den förstnævnte Ridder Nicolo var en Mand af höit Mod, fik han efter den ovennævnte genuesiske Krig ved Chioggia, som gav vore Forfædre saa meget at bestille, overordentlig Lyst til at see Verden, og reise udenlands, og at gjöre sig bekjendt med Menneskenes forskjellige Skikke og Sprog, for at han ved given Leilighed siden kunde desto bedre gjöre sit Fædreneland Tjenester og erhverve sig Navnkundighed og Hæder. Da han nu havde bygget og udrustet et Skib af sine egne store Rigdomme, drog han bort, udenfor vore Farvande. Efterat være gaaet igjennem Strædet ved Gibraltar, seilede han nogle Dage om i Oceanet, altid imod Nord, i den Hensigt at see England og Flandern. I dette Hav blev han overfalden af en stor Storm og i mange Dage dreven afsted af Bölgerne, uden at vide hvor han var. Endelig opdagede han Land, men da han ikke længere kunde holde Stand ved denne rasende Storm, led han Skibbrud paa Öen Frislanda, men reddede Mandskabet og en stor Deel af Ladningen, og dette var Aar 1380[102].

Öboerne samlede sig der bevæbnede, og angrebe i stor Mængde Nicolo og hans Folk. Disse vare udmattede af det foregaaende Uveir, og de vidste ikke, i hvilken Deel af Verden de vare, og fölgelig vare de ikke skikkede til at gjöre et lidet Anfald, end sige til at forsvare sig tappert, som Faren udfordrede det imod saadanne Fjender, og de havde i enhver Henseende været i störste Knibe, dersom deres gode Lykke ikke havde föiet det saa, at der tilfældigvis i Nærheden var en Fyrste med bevæbnet Mandskab. Da denne fik at vide, at der nylig var strandet et Skib, skyndte han sig derhid efter Rygtet og efter de Skrig, som der udstödtes imod vore stakkels Söfolk. Da han havde vist de Indfödte bort, talte han Latin, og spurgte, hvad for Folk de vare, og hvorfra de kom. Da han nu havde faaet at vide, at de kom fra Italien, og at de havde hjemme i samme Land, blev han meget glad. Han lovede dem alle, at de ikke skulde lide noget Ondt, og han sagde dem, at de vare komne paa et Sted, hvor de skulde blive fuldkommen vel behandlede, og sete med Glæde, og tog dem alle i sin Tjeneste. Han var en fornem Herre, og besad nogle Öer ved Navn Porlanda, nær ved Frislanda paa den sydlige Kant, de rigeste og bedst befolkede i disse Egne, og hans Navn var Zichmni, og foruden de omtalte smaae Öer beherskede han paa Fastlandet Hertugdömmet Sorano, som ligger udad mod Skotland til. Over disse nordiske Egne har jeg besluttet at tage en Copie af Sökortet, som jeg finder at jeg endnu har iblandt Husets gamle Sager. Omendskjöndt dette Kort er raaddent og mange Aar gammelt, lykkedes Copien mig meget godt. Naar de, som fornöje sig ved disse Ting, have det for Öinene, kan det tjene, som et Lys, for at give dem et Begreb om det, som uden dette ikke godt kunde forstaaes.

Som jeg har sagt, var Zichmni krigersk og tapper, og især meget udmærket i Sövæsenet, og da han Aaret i Forveien havde vundet Seier over Kongen af Norge, der var Herre over Öen, og da han var en Mand, der önskede ved sine Vaaben at blive endnu meget mere berömt, end han var, havde han med sine Folk gjort Landgang for at erobre og indtage Landet Frislanda, som er en meget större Ö end Irland. Da han nu saae, at Nicolo var en forstandig Mand, og meget övet i Sövæsenet og Krigsvæsenet, saa overdrog han ham at gaae ombord paa Flaaden med alle sine, han paalagde Anföreren at hædre ham, og i alle Sager at benytte sig af hans Raad, fordi han kjendte og vidste af sig selv meget formedelst lang Övelse i Seilads og i Vaaben.

Denne Zichmnis Flaade var paa tretten Fartöier, hvor iblandt to Roebaade, ti Seilbaade og eet Skib. Med denne droge de mod Vesten, og bemægtigede sig med liden Anstrængelse Ledovo og Ilofe og nogle andre Smaaöer. De vendte sig ind i en Bugt, kaldet Sudero, hvor de i Havnen til Pladsen Sanestol toge nogle Baade, ladede med salt Fisk. Da de der traf Zichmni, som med Landfolkene var kommen at erobre hele Landet, opholdt de sig der en kort Tid. Derpaa gik de under Seil, altid mod Vester, og kom til Forbjerget paa den anden Side af Bugten. De vendte sig paa ny, og fandt nogle Öer og Lande, som alle af dem bleve underkastede Zichmnis Magt. Dette Hav, som de befoer, var saa fuldt af Grunde og Klipper, at dersom ikke Nicolo, hans Styrmand, og de venetianske Söfolk havde været, da vilde den hele Flaade, efter alle deres Dom, som vare derpaa, have været ödelagt, formedelst den ringe Övelse, Zichmnis Folk havde i Sammenligning med vore, som vare saa at sige födte, opvoxede og blevne gamle i denne Haandtering. Da nu Flaaden havde udrettet det, jeg har sagt, vilde Anföreren med Nicolos Raad, at man skulde gaae i Land ved en Plads, som hedder Bondendon, for at erfare Fremgangen af Zichmnis Krigstog. Her erfarede han med stor Glæde, at han havde holdt et stort Slag og oprevet den fjendtlige Hær. I Anledning af denne Seier sendte hele Öen ham Gesandter, for at overgive den til ham, og rejste hans Faner paa alle Byer og Borge. Derfor besluttede han at forblive paa dette Sted indtil Zichmnis Ankomst, da det blev sagt for vist, at han snart skulde være der. Ved hans Ankomst viste der sig store Tegn paa Glæde baade for Seieren til Lands og for den til Söes. Derfor bleve Venetianerne saa höilig ærede og prisede, at man ikke hörte tale om andet, end om dem og om Nicolos Tapperhed. Fyrsten, som af sig selv höilig yndede tappre Folk, og dem især, som holdt sig vel i Sövæsenet, lod Nicolo komme til sig, og da han havde anbefalet ham med mange hæderlige Ord, og rost hans store Raskhed og Forstand, om hvilke to Ting han sagde at han erkjendte det for en meget stor og udmærket Velgjerning, at han havde frelst Flaaden, og, uden nogen Besværlighed for ham, havde erobret saa store Steder, gjorde han ham til Ridder, og da han havde hædret alle hans Folk, og begavet dem med meget rige Foræringer, drog han bort fra dette Sted, og drog paa Triumpherendes Viis i Anledning af den vundne Seier til Frislanda, Öens Hovedstad, liggende sydlig paa den östlige Kyst, inde i en Bugt, af hvilke denne Ö danner mange. I denne fanges der Fisk i saa stor Mængde, at mange Skibe lades dermed, og Flaadern, Bretagne, England, Skotland, Norge og Danmark forsynes derfra, og deraf erhverve de store Rigdomme. I et Brev til sin Broder Antonio skriver Nicolo disse Efterretninger, og beder ham, om han med nogle Skibe vil reise til ham. Han, som ikke var mindre begjerlig efter at see Verden, og gjöre Bekjendtskab med forskjellige Nationer, og derved at gjöre sig berömt, kjöbte derfor et Skib, og begav sig paa den samme Vei. Efter en lang Reise og forskjellige udstandne Farer naaede han endelig sund og frisk til Nicolo, som modtog ham med störste Glæde, baade fordi han var hans Broder, og fordi han var en tapper Broder. Antonio nedsatte sig i Frislanda, og boede der 14 Aar, fire Aar med Nicolo og ti ene.

De kom i saa stor Yndest og Naade hos den derværende Fyrste, at han for at vise Nicolo sin Gunst, og fordi han anerkjendte hans Dygtighed, gjorde ham til Anförer for sin Flaade. Med store Krigsudrustninger droge de til Erobringen af Estlanda, som ligger nærved Kysten mellem Frislanda og Norge. Her gjorde de megen Skade, men da Kongen af Norge kom med en stor Flaade imod dem, for at tilbagedrive dette Anfald, gik de under Seil i en saa frygtelig Storm, at de, drevne ind paa nogle Grunde, forliste en stor Deel af deres Skibe, dog reddede det Over blevne sig paa Grislanda, en stor, men ubeboet Ö. Kongen af Norges Krigsflaade, som blev anfalden af den samme Storm, led Skibbrud, og tabte alt i disse Have. Da Zichmni havde faaet Underretning derom ved eet af Fjendernes Skibe, som var löbet ind til Grislanda, og da han allerede havde istandsat sin Flaade, og saae sig i de nordlige Egne nærved de islandske Öer (Islande), tænkte han paa at angribe Island der ligesaavel som de övrige stod under Kongen af Norge; men han fandt Landet saa vel befæstet og forsynet med Forsvar, at han blev dreven tilbage, fordi han havde en liden Flaade, og denne lille Flaade endog i meget slet Stand, i Henseende til Vaaben og Folk. Derfor forlod han dette Foretagende, uden at have udrettet noget, og angreb i de samme Farvande de övrige Öer, som kaldes lslande, hvilke er 7, nemlig Talas, Broas, Iscant, Trans, Mimant, Damberc og Bres; og da han havde bemægtiget sig alt dette, byggede han en lille Fæstning i Bres, i hvilken han efterlod Nicolo med nogle Skibe og Folk, og andre Forsvarsmidler. Da han nu syntes at have udrettet nok med den lille Deel af Flaaden, han havde beholdt tilbage, vendte han i god Behold tilbage til Frislanda.

Nicolo, som var bleven tilbage i Bres, foretog sig paa ny at drage bort og opdage Lande. Derfor udrustede han tre ikke ret store Skibe, og gik i Julii Maaned under Seil imod Norden, og landede i Engroueland; der fandt han et Kloster for Munke af Prædikernes Orden, og en Kirke indviet til St. Thomas, nær ved et Bjerg, der spruder Ild, ligesom Vesuv og Ætna, og der er en Kilde med varmt Vand, ved hvilken man varmer Klosterets Kirke og Munkenes Kamre; det er i Kjökkenet saa kogende, at de uden at gjöre anden Ild, benytte sig deraf til deres Fornödenheder, da de sætte Brödet i Kobberpander uden Vand, og det bages ligesom i en vel varmet Ovn. Og der ere smaae om Vinteren bedækkede Haver, som idet de vandes med dette Vand, beskyttes mod Sneen og Kulden, som i disse Egne er meget stræng, fordi de ligge meget nær ved Polen. Derved fremkomme der Blomster og Frugter og Urter af forskjellige Slags, ikke anderledes, end det skeer i de tempererede Lande, hver til sin Aarstid. Formedelst disse usædvanlige Virkninger holde de raae og vilde Folk paa disse Steder disse Munke for Guder, og bringe dem Höns, Kjöd og andre Sager, og holde dem, som Herrer, i störste Anseelse og Ære. Paa den anförte Maade gjöre disse Munke altsaa deres Bolig tempereret, naar der er megen Is og Snee, og kunne i et Öieblik opvarme og afkjöle et Værelse ved at lade Vandet stige til visse Höider, og ved at aabne Vinduerne og lade Aarstidernes Kulde trænge der igjennem. Til Klosterets Bygninger betjene de sig ikke af andet Material end af det samme, som Ilden bringer dem; thi de tage de gloende Stene, der ligesom Glöder fare ud af Mundingen paa Bjergets Arnested, naar de ere allerhedest, og gyde Vand paa dem, derved briste de, og danne Bitumen, eller en meget hvid og bindende Kalk, som, naar den gjemmes, aldrig nogensinde fordærves. Og Glöderne selv tjene, naar de ere slukte, istedenfor Stene til at danne Murene og Hvælvingerne, da de, naar de ere afkjölede, ikke mere kunne revne eller brydes, dersom de ikke sönderbrydes med Jern. Og de Hvælvinger, som bygges deraf, ere saa lette, at de ikke behöve anden Stötte, og beholde stedse deres Skjönhed og pyntelige Udseende. Formedelst disse store Fordele have disse gode Fædre bygget saa mange Boliger, at det er forunderligt at see dem. De fleste af Tagene, som der ere, gjöres paa den Maade, at de, naar Muren ere opfört til sin Höide, lade den lidt efter lidt gaae frem over Hvælvingen, til den i Midten danner et passende Regnfang; men for Regn frygter man ikke meget i disse Egne; thi da det er yderst koldt ved Polen, saa smelter Sneen ikke, förend ni Maaneder af Aaret ere forbi, thi saa længe varer Vinteren hos dem. De leve af Vildt og Fiske; thi der, hvor det lunkede Vand flyder ud i Havet er en meget rummelig og stor Havn, som formedelst Vandet, der syder, aldrig fryser om Vinteren. Derfor er der et saadant Tillöb af Söfugle og Fiske, at de deraf fange en saa at sige uendelig Mængde, hvorved de bestride Udgifterne til et stort Nabofolk, som de holde stadigen sysselsat, deels med at slæbe Materialier til at opföre Bygningerne af, deels med at fange Fugle og Fiske, og at gjöre mangfoldige andre Ting, som behöves i Klosteret. Disses Huse ligge rundt om Bjerget, og ere ganske runde og fem og tyve Fod brede, og oventil blive de saa snævre, at der blot bliver en Aabning, hvorigjennem Luften trænger ind, og som giver Stedet Lys. Jorden er nedenunder saa varm, at man ikke i Huset föler noget til Kulde. Der komme mange Skibe sammen om Sommeren fra de nærliggende Öer, fra Forbjerget ovenfor Norge og fra Trondon, og de bringe til Munkene alle Slags Ting, som de kan önske, og indtuske derfor Fisk, som de törre i Luften og Kulden, og Skind af forskjellige Slags Dyr. Derfor erholdede Træ til at brænde, fortræffeligt Træarbeide og Korn og Töi til at klæde sig i. Deraf fölger, at næsten alle Nabofolkene, for at tilbytte sig disse to Ting, önske at afsætte deres Vare, og hine faae uden Besværlighed og Bekostning hvad de ville. I dette Kloster samles Munke fra Norge, Sverrig og andre Lande, men de fleste ere fra de islandske Öer. Og der ere altid mange Skibe i denne Havn, som ikke kunne komme bort, fordi Havet er tilfrosset, og som oppebie den nye Aarstid, som optöer det. Fiskernes Baade ere dannede som de Skytter, Væverne bruge ved deres Arbeide, og efter at have taget Skindene af Fiskene, danne de dem af nogle Been af de samme Fiske, hvoraf de ere tagne, og naar de ere sammensyede og desuden forsynede med et dobbelt Lag, blive de saa gode og sikkre, at det er beundringsværdigt at see. I Stormveir binde de sig fast deri, og lade sig bære af Bölgerne uden nogen Frygt for at lide Skibbrud eller at drukne; og dersom de stöde paa Grund, ere de sikkre mod mange Stöd. Og de have en Sæk i Bunden, som de holde bunden paa Midten, og naar der kommer Vand ind i Baaden, tage de fat paa den ene Halvdeel, og ved at lukke den oventil med to sammensluttende Stykker Træ, og ved at lösne Bindselet neden til, jage de Vandet ud, og saa ofte det indtræffer, at de maa gjöre dette, skeer det uden nogen Ulejlighed eller Fare.

Endvidere, da Vandet i Klosteret er svovlet, ledes det ind i de fornemste Munkes Værelser igiennem visse Rör af Kobber, Tin eller Steen, saa varmt at det ligesom en Badestue fortræffelig opvarmer Stuen uden at der trænger nogen slem Lugt ind. Foruden dette lede de noget andet rindende Vand langs en Muur under Jorden, saaledes at det ikke fryser, lige til Midten af Gaarden, hvor det falder i et stort Kobberkar, som staaer midt i en sydende Kilde. Da de saaledes opvarme Vandet til at drikke, og til at vande Haverne med, have de af Bjerget saa store Bekvemmeligheder, som man kan önske sig. Og disse gode Fædre bære frem for alt Omsorg for at dyrke Haverne vel, og for at bygge skjönne og behagelige og fornemmelig bekvemme Bygninger. Heller ikke fattes dem til denne Sag opfindsomme og flittige Folk, fordi de betale godt og give store Foræringer, og imod dem, som bringe Frugter og Frö, ere de uendelig gavmilde og rundhaandede til at betale. Derfor er der en meget stor Sammenkomst af Arbejdsfolk og Mestere, fordi der paa dette Sted er saa god Fortjeneste og let at leve. De fleste af dem tale Latin, især Forstanderne og de Fornemmere i Klosteret. Alt dette veed man om Engroueland, om hvilket Nicolo beskriver alle de nys omtalte Ting, og især den af ham opdagede Kyst, som man kan see paa den Tegning, jeg har gjort. Og tilsidst, da han ikke var vant til den stærke Kulde, blev han syg, og kort derefter, da han var kommen tilbage til Frislanda, döde han.

Antonio arvede hans Rigdomme og hans Ærespost, og endskjöndt han forsögte mange Midler, og bad og bönfaldt meget, blev det ham dog ikke tilladt at reise hjem, fordi Zichmni, som en Mand af Aand og Tapperhed, havde sat sig fast i Hovedet at blive Herre over Havet. Derfor, da han benyttede sig af Antonio, vilde han, at han med nogle Skibe skulde seile mod Vesten, fordi der paa denne Side vare, ved nogle af hans Fiskere, opdagede meget rige og stærkt befolkede Öer. Denne Opdagelse fortæller Antonio i eet af sine Breve til sin Broder Carl, nöiagtig saaledes, som fölger, dog saaledes at nogle gammeldags Udtryk og Stilen ere forandrede, imedens Materien er bleven uforandret.

For sex og tyve Aar siden afrejste fire Fiskerbaade, som, da de bleve overfaldne af en stor Storm, flakkede i mange Dage om paa Havet, som uden Redning, indtil de endelig, da Veiret blev roligere, opdagede en Ö, liggende i Vesten, ved Navn Estotilanda, over tusinde (italienske) Mile borte fra Frislanda; paa denne strandede een af Baadene, og sex Mennesker, som vare derpaa, bleve tagne til Fanger, og förte til en meget smuk og folkerig Stad, hvor Kongen, som regjerede der, lod komme mange Tolke, men ikke fandt nogen, der forstod disse Fiskeres Sprog, undtagen en Latiner, som ligeledes tilfældigvis var landet paa samme Ö. Denne spurgte dem paa Kongens Vegne, hvem de vare, og hvorfra de kom. Han samlede det alt, og fortalte det til Kongen. Da han havde erfaret alt dette, vilde han, at de skulde nedsætte sig i Landet. De adlöde hans Befaling, fordi det ikke kunde være anderledes, og bleve i fem Aar paa Öen, og lærte Sproget. Een af dem i Særdeleshed var i forskjellige af Öens Dele, og fortæller, at den er meget rig og har Overflödighed paa alle Verdens Herligheder, og at den er lidet mindre end Island, men mere frugtbar, da den i Midten har et meget höit Bjerg, hvoraf der udspringer fire Floder, som vande den. Indbyggerne ere opfindsomme, og have de samme Kunster, som vi, og man troer, at de i fordums Dage have haft Samkvem med vore Folk; thi han siger at have seet latinske Böger i Kongens Bogsamling, som de nu ikke forstaae. De have særskilte Bogstaver, og de opgrave alle Slags Metaller, og have især Overflödighed af Guld, og deres meste Handel gaaer til Grönland, hvorfra de faae Pelsværk og Svovl og Beg. Og han fortæller, at der i Sönden er et stort Land, som er meget rigt paa Guld og vel befolket. De saae Korn og tilberede Öl, hvilket er et Slags Drik, som de nordiske Folk bruge, ligesom vi Viin. De have Skove af uhyre Störrelse, og de bygge med Muurværk, og der ere mange Stæder og Borge. De bygge Skibe og seile, men de have ikke Magneten, og kunne ikke ved Compasset kjende Nord. Derfor bleve disse Fiskere höit agtede, saa at Kongen udsendte dem med tolv Skibe mod Sönden til det Land, som de kalde Drogio; men paa Reisen fik de saa stor en Storm, at de holdt deres Undergang for vis. Alligevel, da de havde undgaaet en grusom Död, kom de til at lide en endnu langt grusommere, fordi den störste Deel bleve opædte af disse grumme Folk; thi de nære sig af Menneskekjöd, som de holde for en meget velsmagende Spise. Men da denne Fisker tilligemed sine Ledsagere viste dem Maaden at fange Fiske med Garn, frelste han Livet. Da han fiskede hver Dag, deels i Havet og deels i de ferske Vande, fangede han mange Fiske og forærede dem til de Fornemmere. Derved erhvervede han sig saa megen Yndest, at han blev agtet og elsket og meget æret af enhver. Da Rygtet om ham udbredte sig hos Nabofolkene, fik en nærboende Herre saa stor Lyst til at have ham hos sig, og at see hvorledes han udövede sin beundringsværdige Kunst i at fange Fiskene, at han begyndte Krig mod den anden Herre, hos hvilken han opholdt sig. Da hin omsider fik Overmagten, fordi han var mægtigere og bedre bevæbnet, blev Fiskeren tilligemed de andre overgivet til ham, og i tretten Aar, i hvilke han stadig var i disse Egne, siger han at han paa denne Maade blev overgivet til fem og tyve Herrer, da altid den ene förte Krig med den anden, og det ene og alene for at have ham hos sig, og saaledes flakkede han omkring uden længe at have fast Bopæl paa eet Sted, saa at han gjennemvandrede og lærte at kjende næsten alle disse Egne. Og han siger, at Landet er meget stort og saa at sige en ny Verden, men Folket er vildt og berövet alle Bekvemmeligheder; thi de gaae nögne, endskjöndt de lide en grusom Kulde, og de forstaae ikke at bedække sig med de Dyrs Skind, som de fange paa Jagten; de have intet Slags Metal, de leve af Vildt, og de bære Landser af tilspidset Træ, og Buer, hvis Strenge ere af Dyreskind. Det er meget grumme Folk, de bekrige hinanden paa Liv og Död, og æde hinanden; de have Overhoveder og bestemte Love, som ere meget forskjellige fra hinanden; men jo længere man kommer mod Sydvest, desmere Dannelse finder man, formedelst den tempererede Luft der er, saaledes at der ere Stæder og Afgudstempler; der offre de Mennesker, og æde dem siden. I denne Egn kjender og bruger man ogsaa Guld og Sölv. Da denne Fisker i saa mange Aar havde været i hine Lande, tænkte han paa, om mueligt, at vende tilbage til sit Fædreneland; men da hans Kammerater opgave Haabet om at see ham igjen, önskede de ham en lykkelig Reise, lode ham drage bort og bleve selv tilbage. Efterat han havde sagt dem Farvel, flygtede han igjennem Skovene ad Drogio til. Nabokongen saae ham med Glæde, og tog venlig imod ham; thi han kjendte ham og levede i stort Fjendskab med den anden. Saaledes gik han fra een til den anden af dem, hos hvilke han för havde været, og efter lang Tid og mange Besværligheder og Anstrængelser, kom han tilsidst til Drogio, hvor han boede i tre hele Aar. Endelig fik han til god Lykke at vide af Indbyggerne, at der til Kysten vare komne nogle Skibe. Nu fik han godt Haab om at han skulde gjöre sine Sager godt, gik til Stranden, og da han havde spurgt, fra hvilket Land de vare, erfoer han til sin store Glæde, at de vare fra Estotilanda. Da han bad dem om at tage ham ombord, blev han med Fornöielse modtagen af dem, fordi han forstod Landets Sprog, og da der ikke vare andre, der forstode det, brugte de ham som Tolk. Derfor gjorde han siden Reisen med dem, saaledes at han blev meget rig. Nu byggede og udrustede han et Skib paa egen Bekostning, og vendte derfra tilbage til Frislanda, hvor han bragte Landets Herre Efterretningen om Opdagelsen af dette meget rige Land, og til Bekræftelse paa dette tjene hans Skibsfolk, og mange nye Ting, som bevise, at det er sandt, hvad han har fortalt. Af denne Aarsag har dette Lands Herre besluttet at lade mig drage med en Flaade til disse Egne, og der ere saa mange, der önske at komme med, formedelst Sagens Nyhed, at jeg tænker, vi uden Opofrelser fra det Offentlige, skulle blive meget stærke.

Dette indeholdes i det Brev, jeg ovenfor har anfört, og jeg har meddeelt dets Indhold her, for at man kan forstaae en anden Reise, som Antonio gjorde. Han rejste nemlig med mange Folk og mange Skibe, dog uden at være Anförer, som han fra först af havde tænkt, fordi Zichmni vilde personlig være med, og jeg har et Brev angaaende dette Foretagende, som lyder saaledes:

Vort store Forehavende at drage til Estotilanda blev begyndt under uheldige Varsler; thi netop tre Dage för vor Afreise döde Fiskeren, som skulde have været vor Veiviser; alligevel nölede Herren ikke med at bringe den paatænkte Reise til Udförelse, da han istedenfor den afdöde Fisker tog til Vejvisere nogle Söfolk, som havde fulgt ham paa hans Tilbagereise. Saaledes begave vi os paa Reisen mod Vesten, og opdagede nogle Öer, som vare underkakastede Frislanda, og efter at være komne forbi nogle Grunde, standsede vi ved Ledovo, hvor vi opholdt os i syv Dage, for at udhvile os og forsyne Flaaden med Fornödenheder. Da vi vare afreiste derfra, kom vi den förste Juli til Öen Ilofe, og da Vinden var uafbrudt gunstig, seilede vi videre. Da vi nu vare komne ud paa det dybe Hav, anfaldt der os kort efter en saa heftig Storm, at den hele otte Dage holdt os i stadigt Arbeide, og kastede os omkring, uden at vi vidste, hvor vi vare, saa at vi mistede en stor Deel af vore Skibe. Tilsidst blev dog Veiret roligt, de adspredte Skibe samlede sig, vi seilede med god Vind, og tilsidst opdagede vi Land i Vesten. Derfor styrede vi vor Kaas til den Side, og kom til en rolig og sikker Havn. Her saae vi en næsten uendelig Mængde Mennesker under Vaaben, og rede til at angribe, som vare löbne til Kysten for at forsvare Öen.

Da Zichmni havde ladet sine Folk gjöre Fredstegn, udsendte Öboerne ti Mennesker, som kunde tale ti forskjellige Sprog; men ingen af dem blev forstaaet uden Een, som var fra Island. Da denne var bleven fremstillet for vor Fyrste, og udspurgt af ham, hvad Öen hed, og hvilke Folk der beboede den, og hvem der beherskede den, sagde han, at Öen hed Icaria, og at alle de Konger, som havde regjeret der, havde heddet Icarus, efter den förste Konge, der, som de sagde, havde været en Sön af Dædalus, Konge i Skotland. Da denne havde bemægtiget sig denne Ö, efterlod han til Konge sin Sön, tilligemed de Love, som Öboerne endnu bruge; efterat han havde gjort dette, vilde han seile videre frem; men ved en stor Storm, som rejste sig, druknede han, derfor kalde de nu – i Anledning. af hans Död – Havet det icariske og Öens Konge Icarus; og fordi de fandt sig fornöiede med den Forfatning, Gud havde givet dem, og de ikke vilde forandre deres Skikke, modtoge de ingen Fremmede, og derfor bade de vor Fyrste, at han ikke vilde bryde disse Love, som de havde haft fra denne Konges lykkelige Tid, og som de hidtil havde iagttaget; thi han vilde ikke kunne det uden sin uundgaaelige Ödelæggelse, da de alle vare beredte paa för at lade deres Liv end i nogen Henseende at give Slip paa disse Love; ikke desto mindre, for at det ikke skulde lade, som om de ganske undsloge sig for Omgang med andre Mennesker, sagde de ham tilsidst, at de gjerne vilde modtage een af Vore og gjöre ham til een af de Fornemste blandt dem, og det alene for at lære mit Sprog, og faae Underretning om vore Sæder, ligesom de allerede havde optaget hine andre ti fra ti forskjellige Lande, som vare komne til Öen. Hertil svarede vor Fyrste intet; men han lod efterspörge, hvor der var en god Havn; derpaa gav han Tegn til at gaae under Seil; han seilede udenom Öen, og löb for fulde Seil med hele Flaaden ind i en Havn, som var vist ham paa Östsiden. Her gik Skibsfolkene i Land, for at hente Træ og Vand, og dette skete med saa stor stilfærdighed, som mueligt, fordi de altid vare bange for at blive angrebne af Öboerne, og Frygten var ikke ugrundet; thi de, som boede rundtomkring, gjorde Tegn til de andre ved Ild og Rög, og grebe selv hurtig til Vaaben. Da de andre nu kom til, saa gik de ned til Kysten imod os med Vaaben og Pile, saa at mange bleve dræbte og saarede, og det hjalp intet, at man gjorde Fredstegn; thi de bleve bestandig mere og mere opbragte, ret som om de strede for deres hele Velfærd. Af denne Aarsag blev det nödvendigt, at gaae under Seil, og i en lang Afstand at drage med en Omvej rundt om Öen, hvor vi stedse bleve fulgte af en uhyre Mængde bevæbnede Folk. Da vi saaledes omsejlede Öens nordlige Forbjerg, fandt vi meget store Grunde, ved hvilke vi i ti Dage i Træk vare i stor Fare for at sætte vor hele Flaade til; men til vor gode Lykke var det altid skjönt Veir. Da vi nu foer fremad imod det östlige Forbjerg[103], saae vi bestandig Oboerne paa Toppene af Bjergene og paa Kysterne fölge med os; ved at skrige og i lang Afstand at skyde paa os med Pile, viste de bestandig det samme fjendtlige Sind imod os. Derfor tænkte vi paa at indeslutte os i en sikker Havn, og at komme til at tale endnu engang med Islænderen; men vort Forehavende lykkedes ikke, fordi det næsten dyriske Folk bestandig var under Vaaben, med den Hensigt at angribe os, om vi havde forsögt Landgang. Da nu Zichmni saae, at han ikke kunde udrette noget, og at Flaaden kunde komme til at mangle Levnetsmidler, dersom han blev haardnakket i sit Forsæt, lettede han Anker med god Vind, og seilede i sex Dage mod Vesten; men da Vinden vendte sig til Sydvest, og Havet derved blev oprört, löb Flaaden i fire Dage for Vinden. Da vi endelig opdagede Land, nærmede vi os dertil med ikke liden Frygt, fordi Vandet var opsvulmet, og fordi vi ikke kjendte det opdagede Land; ikke desto mindre hjalp Gud os, saa at Vinden faldt af, og det blev Havblik. Nu gik nogle Personer i Land i Joller; snart derefter vendte de tilbage og fortalte os til vor störste Fornöielse, at de havde fundet en fortræffelig Egn, og en endnu bedre Havn. Da vi fik dette at vide, bugserede vi Skibene og Baadene ind, og gik i Land. Da vi vare löbne ind i en god Havn, saae vi i Afstand et stort Bjerg, som udkastede Rög; dette opvakte det Haab hos os, at der paa Öen skulde findes Folk; og omendskjöndt det var temmelig langt borte, nölede Zichmni dog ikke med at udsende hundrede gode Soldater, som skulde undersöge Landet, og berette, hvilke Folk der beboede det. Imidlertid forsynede Flaaden sig med Vand og Træ, og vi fangede mange Fiske og Söfugle, og der fandtes saa mange Fugleæg, at det halvforhungrede Mandskab spiste sig mæt. Imedens vi opholdt os her, begyndte August[104] Maaned, paa hvilken Tid Luften paa Öen var tempereret og usigelig blid; imidlertid da vi ingen saae, begyndte vi at formode, at et saa skjönt Land var ubeboet, og vi gave Havnen og Næsset, som löb ud i Havet, Navn af Trin og Capo di Trin. De hundrede Soldater, som vare udsendte, kom tilbage efter otte Dage, og fortalte at de havde været omkring paa hele Öen, og ved Bjerget, og at hin Rög fremkom deraf, at der i dets Inderste var stærk Ild, og at der var en Kilde, af hvilken der fremkom en vis Materie ligesom Beg, der löb ud i Havet, og at der rundt omkring boede mange halvvilde Folk af liden Væxt og meget frygtsomme, thi saasnart som de saae os, flygtede de til Hulerne, og at der var en stor Flod og en god sikker Havn. Da Zichmni saaledes havde faaet Underretning, da han saae, at Stedet havde sund og reen Luft, og endnu bedre Jordbund og Floder, og saa mange andre Eiendommeligheder, kom han paa den Tanke at besætte det med Folk, og at bygge en Stad der; men hans Folk som nu vare trætte af en Reise, som var saa fuld af Besværligheder, begyndte at gjöre Oprör, og at sige at de vilde reise hjem, fordi Vinteren var nær, og fordi de, naar denne först var begyndt, ikke mere kunde reise bort, för Sommeren kom. Af denne Aarsag beholdt han alene Rofartöierne og de Folk, som vilde blive, og sendte alle de andre tilbage tilligemed Skibene, og vilde, at jeg, skjöndt mod min Villie, skulde være deres Anförer. Jeg rejste da, siden det ikke kunde være anderledes, og uden at see Land seilede jeg tyve samfulde Dage imod Östen; derpaa vendte jeg mig imod Sönden, og opdagede nu Land efter 5 Dages Forlöb, jeg fandt da at jeg var kommen til Öen Neome, og da jeg kjendte Landet, sluttede jeg at jeg var kommen forbi Island[105]. Derfor tog jeg Forfriskninger hos Öboerne, som vare under Zichmnis Herredömme, og derpaa seilede jeg or god Vind i tre Dage til Frislanda, hvor Folket, som troede at have mistet sin Fyrste under en saa lang Fraværelse paa Reisen, modtog os med Tegn paa den störste Glæde.

Senere end dette Brev finder jeg intet; men jeg gjör den Slutning af Begyndelsen til et andet Brev, som jeg skal meddele nedenfor, at Zichmni anlagde en Colonie i Havnen af den Ö, som han nylig havde opdaget, og at han, efterat have undersögt Landet nöiere, opdagede det Hele tilligemed Floderne paa begge Sider af Engroueland; thi jeg seer det stykkeviis beskrevet paa Sökortet. Imidlertid er Fortællingen tabt.

Denne Begyndelse af et Brev lyder saaledes: Hvad angaaer de Sager; som I spörge mig om, angaaende Menneskenes Skikke, om Dyrene og om Nabolandene, da har jeg om dette forfattet en særskilt Bog, som jeg, om Gud vil, skal tage med mig; i denne har jeg beskrevet Landet, de uhyre Fiske, Sæderne, Lovene af Frislanda, Island, Estland, Kongeriget Norge, Estotilanda og Drogio, og endelig vor Broders, Ridder Nicolos Liv, tilligemed den af ham gjorte Opdagelse, og det som angaaer Grolanda. Ogsaa har jeg beskrevet Zichmnis Liv og Foretagender, en Fyrste, som visselig fortjener en udödelig Erindring, saa meget som nogen anden i Verden, formedelst hans Tapperhed og Godhed. Her læses ogsaa om Engrouelands Opdagelse paa begge Sider og om den af ham opbyggede Stad. Dog, jeg vil ikke sige andet i dette Brev, da jeg haaber snart at være hos eder, og ved mundtlig Samtale at tilfredsstille eders Nysgjerrighed i Henseende til mange andre Ting.

Alle disse Breve bleve skrevne af Antonio til hans Broder Carlo, og det gjör mig ondt, at Bogen og mange andre Skrifter om samme Gjenstand, ere elendigen blevne ödelagte; thi da de i min Barndom vare komne mig i Hænder, og jeg ikke vidste hvad det var, rev jeg dem i Stykker, som Börn pleje at gjöre, og ödelagde dem allesammen, hvilket jeg nu ikke uden störste Bedrövelse kan tænke paa. For at imidlertid en saa mærkelig Efterretning, som jeg har kunnet have om bemeldte Materie, ikke skal gaae tabt, har jeg bragt ovenstaaende Fortælling i Orden, paa det at den nærværende Tidsalder kan have nogen Fornöielse deraf: en Tidsalder, som formedelst de mange Opdagelser af nye Lande, der have fundet Sted i hine Egne, hvor man mindst tænkte paa at der vare nogle, mere ene nogen af de foregaaende er begjerlig efter nye Fortællinger, og efter Kundskab om de Opdagelser af ubekjendte Lande, som ere gjorte ved vore Forfædres store Mod og store Anstrængelser.

Anmærkninger

  • Podesta, Borgermester, den der staaer i Spidsen for en Stads Regjering.
  • Capitan Generale, Anförer for hele Krigsmagten.
  • Procuratore, en höi Övrighedspost i Venedig.
  • Consigliero synes her at betegne een af Senatorerne, som var udvalgt til at være Dogen behjelpelig med Raad. Da næsten alle de store Fyrster i Europa bestrede vor Frihed og vort Herredömme. Her tales om den Tid, da Julius den Anden, Ludvig den Tolvte, Ferdinand den Catholske og Maximilian af Österrig havde sluttet den cambrayske Ligue imod Venedig, altsaa 1508.
  • Öen Frislanda. Uagtet de forskjellige Meninger, som man har anfört om Betydningen af Navnet Frislanda, forekommer det mig overflödigt at bevise, at det betegner Færóerne, hvilken Mening kan ansees for tilstrækkelig beviist af Buache, Eggers og Malte Brun, især da en Hovedgrund for samme er anfört i Indledningen, og da nogle Omstændigheder til Bestyrkelse derfor skulle blive anförte i de fölgende Anmærkninger. Jeg skal her blot anföre, hvad Buache har gjort opmærksom paa, at Frislandas Beliggenhed vel ikke efter Kortet, men efter Beretningen, aldeles svarer til Færöermes. Om Sorano nemlig, en Deel af Frislanda siges: at det ligger lige ud for Skotland (dalla landa rerso Scozia), hvorved tilkjendegives en Nærhed mellem disse to Lande, som ikke passer til den Afstand, der paa Kortet er imellem Skotland og Frisland, nemlig omtrent 70 danske eller 280 italienske Mile; dernæst siges, at Estland (ɔ: Hetland) ligger mellem Frisland og Norge, som ogsaa aldeles passer til Færöerne. Hertil passer det ogsaa, naar der anföres, at Estotilanda, som maa være en Deel af America, er over tusinde italienske Mile fra Frislanda, og at Reisen fra det sydlige Grönland derhen medtog over tyve Dage. Efter Kortet skulde Estotiland kun være omtrent 55 danske eller 220 italienske Mile fra Frislanda og Forbjerget Trin i Grönland omtrent 100 danske Mile fra Frisland, en Vei der sædvanlig bekvemt kan tilbagelægges paa mindre end 8 Dage. Men skjöndt Kortet ved disse Afstande syntes at kunne tjene til Beviis for at Frisland ikke er Færöerne, saa tjener dog ogsaa dette til Stadfæstelse derpaa, i det saa mangfoldige Navne i deres indbyrdes rigtige Beliggenhed svare til Benævnelserne paa Færöerne. Vi kunne ved denne Leilighed omtale Walkenaers Hypothese om de Lande, Zenoerne skulde have opdaget. Frisland, Porland og Sorano skulde være den nordostlige Deel af Irland, Grevskaberne Antrim og Downe, og de nærliggende Öer, Ruthlin og maaskee Man. Navnet Frisland skulde være en fordærvet Formaf Eris-Land d.e. Irland. Ledovo er Lewis, Ilofe Uist. Sudero Colfo er Galway-Bugten, Sanestol Mundingen af Shannon, Bondendon Halvöen Mont Brandon i Kerry. Byen Frislanda skulde være enten Down Patrick eller Belfast, Estlanda den Deel af Skotland, som ligger norden for Murray-Bugten. Grislanda er den betydeligste af Shetlands Öerne. Islanda forklarer han som vi, men le lslande ere Færöerne. Engroneland er den sydlige Deel af Island. Estotiland er atter den nordlige Deel af Skotland, altsaa det samme som Estlanda. Drogio er Egnen ved Drogheda i Irland. De ubenævnte Egne, hvor den frislandske Fisker fandt vilde Folk, skulde være Dele af Skotland, Icaria Öen Sky, Trin Öen Mull, som ved sin yderste Vestkant har tre smaae Öer ved Navn Troshinish. Endelig er Neome Islay. Foruden det, at Beliggenheden af de her anförte Steder ikke svarer til de i Reisebeskrivelsen opgivne Retninger, og at ikkun faa af Navnene have synderlig Overeensstemmelse med Zenoernes, maae vi endnu erindre, at ingen Deel af Irland ved Slutningen af det 14de Aarhundrede stod under Norge, at Öen Mainland er langt fra at væreubeboet, at Beskrivelsen over Beboerne i Engroneland ingenlunde passer til Islænderne, og at Beboerne i Drogio og de tilgrændsende Lande endnu mindre ligne Irlænderne og Skotterne.
  • Og dette var Aar 1380. Zurla har (i Dissertazione p. 42. S. nærværende Værk p. 546) viist, at Nic. Zeno endnu den 26de November 1388 var i Italien. I Muratoris Rerum Italicarum Scriptores T. 22 col. 779 fortælles nemlig, at Nic. Zeno var den förste af de tre Raadsherrer (Sindaci), som 1388 den 26de November bleve udnævnte til at tage Staden Treviso og dens District i Besiddelse for Herren af Padua. Da nu tillige M. Barbaro beretter, at Brödrene Zenos Opdagelse fandt Sted 1390[106], saa er det rimeligst, at Læsemaaden her er urigtig, og at der i den oprindelige Beretning har staaet enten nonanta eller ottanta nove.
  • En Fyrste med bevæbnet Mandskab. At her ikke er at forstaae en i Norden almindelig anerkjendt og retmæssig Fyrste, er saa meget vissere, som Færöerne hörte til det norske Rige, hvilket og siges i Skriftet selv. Men han har benyttet sig af den slette Tilstand, hvori Danmarks og Norges Flaade befandt sig, og af den Omstændighed, at Landmagten var sysselsat i Sverrig, til ei alene at gjöre sig uafhængig, men endog til at gjöre Erobringer.
  • Da han nu havde faaet at vide, at de kom fra Italien, og at de havde hjemme i samme Land, blev han meget glad. Det er vistnok ikke usandsynligt, at det kunde være Zichmni behageligt at see Folk fra Italien, fra det Land, hvor hele Christenhedens Overhoved havde sit Sæde; men man kan og antage, at han blot har sagt dette for at smigre Zeno og hans Ledsagere og derved desto lettere bevæge dem til at tage Tjeneste hos ham.
  • Han var en fornem Herre og besad nogle Öer ved Navn Porlanda nærved Frislanda paa den sydlige Kant, de rigeste og bedst befolkede i disse Egne, og hans Navn var Zichmni, og foruden de omtalte Öer beherskede han paa Fastlandet Hertugdömmet Sorano, som ligger udad mod Skotland til. I disse Angivelser ere öiensynligen nogle Urigtigheder, uden Tvivl foranledigede derved, at Færingerne kun ufuldkomment kunde gjöre sig forstaaelige for Italienerne i det latinske Sprog. Maaskee ogsaa N. Zeno den yngre har misforstaaet nogle Udtryk i N. Zeno den ældres Breve, som vi ikke længere besidde.

Porlanda er vel snarest Porkeri, Hertugdömmet Sorano – eller som det paa Kortet kaldes, Sorand – maaskee Sorland ɔ: Suderö-Land, er uden Tvivl Suderö eller Suderö Syssel. Zichmni er öiensynlig Navnet Sigmund. Men Porkeri er et Böigdelag, ikke Öer og Suderö er en særskilt Ö, ikke landfast med de övrige Færöer. Rigtigt er det imidlertid, at Suderö vender udad mod Skotland, og rigtigt er det ogsaa, at Porkeri er omtrent den rigeste og bedst befolkede Deel af Færöerne. Efter Landt er Sandö og især Suderö de frugtbareste Öer, da det paa den sidstnævnte Ö ikke er saa sjeldent at indhöste 16 til 20 Fold; ogsaa forholder den dyrkede Jord sig der til den udyrkede, som 1 til 36, medens Forholdet paa Sandö er som 1 til 40, og i intet af de övrige Præstegjeld er gunstigere end 1 til 50[107]. Men om Porkeri i Særdeleshed siger Landt: "denne Böigds Beboere udmærke sig, som de flittigste og vindskibeligste Agerdyrkere i Landet, hvor til ogsaa dette Steds Frugtbarhed er meget opmuntrende.”

Sandheden, som indeholdes i dette Sted, er vel altsaa, at Sigmund, en Mand af fornem Familie, maaskee nedstammende fra Landets gamle Hövdinger, enten havde været retmæssig Eier af Suderö[108], eller selv havde tiltaget sig Magten derover, og havde haft sin Boepæl i Porkeri. Saaledes skrev jeg i Sommeren 1838. Strax efterat jeg havde leveret Manuscriptet fra mig, fik jeg nogle vigtige Oplysninger fra Pastor emeritus Schröter i Thorshavn, hvor ved Hypothesen i Hovedsagen bekræftes, skjöndt den i enkelte Biomstændigheder svækkes.

Nær ved Porkeri vises Grundvolden af en stor Bygning. Disse Rudera kaldes Bues Toftir. En Kone fortalte Hr. Schröter, at en Ætling af Sigmund (Brestersön), ved Navn Bui, skal der have haft sin Borg. Bui havde flere Sönner, af hvilke een hed Simon, som i det Færöiske udtales Suimin, og han blev, efter Ordets bestemte Form kaldet Suiminin til en Udmærkelse istedenfor Tilnavn. Denne Mand var en kjek Sömand og færdedes meget paa Havet. Der var den Gang urolige Tider, og Norges Konger kunde ikke forsvare de fraliggende Lande; dog paalagde de Færingerne haarde Afgifter. Den daværende Konge skal have heddet Magnus den Ringe[109]. Simon paatog sig at være Landeværn og erholdt til Provision en Oxe i hver Havn, han anlöb. Han indkrævede og modtog alle kongelige Indkomster og aftvang de Modvillige dem. Fordi han var ene raadig paa Færöerne, kaldte han sin Sön Ajnivald (Enevold), saasom han haabede, at denne skulde faae Myndigheden efter ham. Paa sine Sötog havde han mange Fremmede med sig og lönnede dem af Kongens Intrader. Han döde af en Smitsot, sorn bortrev den störste Deel af Færingerne[110], og da Sönnen Enevold siden blev indkaldt at möde for Kongen, forlode de Fremmede Landet. Enevold maatte gjöre Rede for Anvendelsen af de kongelige Intrader, som Faderen havde inddraget, endog betale de Oxer, som Faderen havde erholdt.

Da Pastor Schröter spurgte Konen, om hun ikke tog Feil af Navnet, og om det ikke var Sigmund, svarede hun, at Folk havde anseet Navnet Sigmund som et Ulykkesnavn for Færö, og derfor havde ingen opkaldt Sigmunderne; thi den förste Sigmund (Brestersön) havde bragt Landet under Norges Konger og paafört Færingerne höie Skatter, den anden Sigmund (Leifsön) havde bragt dem Bisperne paa Halsen, der endnu haardere havde trykket dem, saa at der ved var opkommet Oprör og en Bisp dræbt.

Det synes temmelig afgjort, at Zichmni maa være den her nævnte Simon, som, skjöndt han allerede i Magnus Smeks Tid havde nogen Autoritet, dog först efter 1390 har begyndt sine mærkeligste Foretagender.

  • Da han Aaret i Forveien havde vundet Seier over Kongen af Norge, der var Herre over Öen. Det er rimeligt, at Dronning Margrete, som Formynderske for Erik af Pommern, har forsögt at standse Simons egenmægtige Fremfærd; men med altfor ringe Magt, og derfor forgjeves.
  • For at erobre og indtage Landet Frislanda. Her seer det ud, som om Frislanda var forskjelligt fra Sorano, endskjöndt dette efter den övrige Text, samt Kortet, er en Deel af Frislanda, som er en meget större Ö end Island. Heri er tvende Urigtigheder, nemlig deels at Landet er een Ö, deels at det er större end Island.

Til det förste har uden Tvivl det sædvanlige Udtryk Færö givet Anledning, og heraf kommer det vel ogsaa, at Olaus Magnus og Jacob Ziegler bruge Udtrykket Insula Farensis, det andet er, som jeg foran har anmærket, en Fölge af Kortets Unöiagtighed.

  • Denne Zichmnis Flaade var paa tretten Fartöier, hvoriblandt to Roebaade, ellere Seilsbaade og eet Skib. Efter den Beskaffenhed, de nuværende færöiske Baade have, skulde man ikke finde det rimeligt, at Zichmni kunde udruste en saadan Flaade; men vi maae betænke, deels at Færingerne indtil Frederik den Andens Tid förte activ Handel, hvorfor de ogsaa vare forsynede med betydeligere Fartöier, end de nu have[111], deels at Zichmni formodentlig har slaaet sig sammen med Victualiebrödrene.
  • Ledovo og Ilofe. Ledovo (paa Kortet Ledevo) er efter Eggers's Mening Kvalbö i den nordligste Deel af Suderö; men deels ligner Navnet ikke synderlig, deels passer Beliggenheden ikke ret vel dertil. Det kunde da maaskee snarere være Sörvaag paa Vaagö. Dersom vi antage, at der i det oprindelige Manuscript har staaet Sedovo eller Sedevo, passer Navnet endog ret godt. Forsters og Walkenaers Mening, at det skulde være Öen Lewis ved Skotland, kan, naar vi holde Frislanda for at være Færöerne, ikke bifaldes. Ilofe holder Eggers for at være feilskrevet for Scofe, og det kunde da betegne Skuöe, men efter den Beliggenhed, som saavel i Texten, som paa Kortet er angivet, maa det nok være Myggenæs. Hvorledes Navnet Ilofe er fremkommet, bliver da rigtignok ikke forklaret. Efter Forster skulde det være Islay, een af de hebridiske Öer, og efter Walkenaer Uist (North Uist) en anden af disse; men Beliggenheden passer ikke dertil.
  • En Bugt kaldet Sudero. Herved forstaaes upaatvivlelig Suderö-Fjord mellem Suderö og Skuö.
  • Havnen til Pladsen Sanestol. Sanestol maa være Sands og Havnen Sandsbugt, hvor der er Ankergrund[112].
  • Forbjerget paa den anden Side af Bugten. Maaskee Salthoved.
  • og fandt nogle Öer og Lande, som alle af dem bleve underkastede Zichmnis Magt. Hestö, Kolter, samt forskjellige Dele af Vaagö og Strömö.
  • Dette Hav, som de befoer, var saa fuldt af Grunde og Klipper. For Strömöens Nordvesthuk og for Vaages Nord- eller Nordvest-Ende ligge en Deel blinde Skjær, nogle nærmere, andre længere fra Landet, dog ingen over en halv Miil fra Landet. "For Myggenæs-Holms vestre Ende ere og nogle blinde Grunde, dog alle nær Landet." Imellem Myggenæs og Gaasholmen er og en blind Grund eller Bove (Skjær med spidse Toppe); men et Skib kan sikkert gaae imellem Boven og Holmen, da man kan gaae Holmen temmelig nær uden Fare, (Landts Beskrivelse over Færöerne p. 143). "Vesten for Sandö dog sydlig paa den vestre Side ligefor Saltvig, og for næsten hele Vestersiden af Skuö ligge og blinde Grunde, dog ingen over 3 Kabbel tougs Længder fra Landet." (S. B. p. 144).
  • Bondendon formodentlig Funding, ved en Forvexling af Læbebogstaverne B og F. Paa Kortet staaer Bondendea. Hvilken Læsemaade der er den rigtigste, vil være vanskeligt at afgjöre. Den sidste understöttes imidlertid af Fra Mauros Mappamondo, hvor der staaer Bodeal. Maaskee det oprindelige er Bondendeal d.e. Fundingdal.
  • gjorde han ham til Ridder. Heraf kan man slutte, at Zichmni har været Ridder, da kun den, som selv var Ridder, kunde tildele Ridderslaget.
  • Frislanda, Öens Hovedstad liggende sydlig paa den östlige Kyst inde i en Bugt. Dette passer godt til Thorshavn. Men da Kirkebö var Bispens Sæde, da her efter Debes's Sigende[113] fordum skulle have været mange store Steenhuse, og da dette Sted fordum undertiden er blevet kaldt ligesom Landet[114], kunde man og antage at dette var Frislanda. Imidlertid forekommer det mig ikke rimeligt at Kirkebö er meent, da det ikke ligger i en Bugt.
  • I denne fanges der Fisk i saa stor Mængde, at mange Skibe lades dermed. Nu leverer Færö ikke megen Fisk til Udförsel, men i fordums Dage var det anderledes. Fiskeriet, siger Landt p. 385, er nu langt fra ikke, hvad det forhen har været; thi da udgjorde Fisken en vigtig Nærings- og Handelsartikel; men nu er den ligesom ganske forsvunden fra de færöiske Kyster (Landts Beskr. over Færöerne p. 385). "I forrige Tider hafver her været saa ofverflödig Fiskeri at Indbyggerne derved alleniste sig hafver kundet ernære, men nu er det saaledes formindsket, at mand somme Aaringer icke kand fiske til Legemets Nödtörſtighed." (Debes's Fær. res. p. 149). Endnu i vore Tider ere Vandene ved Thorshavn iblandt de fiskerige. (Landt p. 390).
  • "Bretagne la Bretagna." Da England og Skotland særskilt nævnes, maa man vel antage, at herved forstaaes lille Britanien eller den franske Provinds Bretagne.
  • naaede han endelig frisk og sund til Nicolo. Dette maa efter Zurlas Beregning være skeet 1391 eller i det seneste 1392[115].
  • Estlanda. Saavel Navnet, som Beliggenheden viser, at det er Hetland.
  • Kongen af Norge kom med en stor Flaade. Dette kan ikke være saaledes at forstaae, at Kongen selv (den unge Erik af Pommern) var ombord, men at en Flaade löb ud efter kongelig Ordre. Naar Flaaden kaldes stor, maa der være nogen Overdrivelse eller Unöjagtighed. Maaskee den her omtalte Flaade var de tre store Krigsskibe, som Sven Stalefote i Dronning Margretes Navn havde hyret i England Aar 1393[116]. Om disse Skibe fortælles intet senere, saa at det nok kan være rigtigt, at de, som Zenoerne fortælle, ere blevne ödelagte af Storm.
  • Grislanda. Forster, som mest holder sig til Navnenes Lighed, holder det for at være Grimsey, norden for Island, som dog synes at være for langt borte fra Hetland til at kunne passe. Eggers, som mere retter sig efter Beliggenheden paa Kortet, holder det for at være Vestmanöerne; men det synes ikke rimeligt, at begge Flaaderne skulde træffe sammen paa et saa langt borte liggende Sted. Rigtigere er det maaskee at holde det for Gorsöe ved Romsdalen, som rigtig nok er beboet, men hvortil de övrige Omstændigheder ret godt passe.
  • men han fandt Landet saa velbefæstet etc. Uagtet de islandske Annalers Magerhed i den Periode, som her omtales, forekommer der dog noget i disse, der kan bringes i Forbindclse med den her omtalte Begivenhed. I Finn Johnsens Harmonia Annalium tales nemlig ved 1394 om en temmelig betydelig Skjærmydsel i Hvalfjord mellem Indbyggerne og fremmede Skibsfolk.
  • De islandske Öer (Islande). Forster holder le Islande for at være Hetland, og sammenligner Talos med Zeal, Broas med the Buras, Iscant med Unst, Trans med Tronda, Mimant med Mainland, Damberc med Hamer og Bres med Brassa. Men da Estlanda temmelig bestemt er Hetland og le Islande nævnes som forskjellige derfra, og som liggende i Nabolauget af Island, bliver Eggers's og Estrups[117] Mening rimeligere, at der ved le Islande forstaaes Islands af Fjorde gjennemskaarne östlige Deel. Talas er uden Tvivl dannet efter det islandske Dalr. Det betegner efter Eggers's Mening en Deel af Mulesyssel, hvori adskillige benævnte Dale (Sunnudalr, Hofsdalr, Vestradalr, Bustadalr) findes. Dalesyssel kan man ikke tænke paa, da det ligger paa en anden Kant af Landet. Broas, paa Kortet Brons, er efter samme Forfatter Berunes i den sydlige Deel af Mulesyssel. Dog kunde det maaskee ligesaa snart være Bjarnanes, som ligger noget sydligere. Iscant, maaskee fejlskrevet for Iscaut, er Skoptá; Trans maaskee istedenfor Traus, Torfajökull; Mimant, paa Ruscellis Copie af Kortet Minant, og maaskee oprindelig Miuant, er Navnet Myvatn, og skal vel betegne Myvatnssveit. Damberc, paa Kortet Dambert, skulde være Breidamerksjökull, og Bres Egnen om Bersastad. Bres maa dog rimeligviis have ligget nærmere ved Kysten end Bersastadr, da det ikke er rimeligt, at Zichmni uden Modstand skulde være trængt saa langt ind i Landet, og der have haft Ro til at anlægge en Fæstning. Det kan derfor maaskee snarere være eet af de mange Steder paa Östkanten af Island, hvis Navne begynder med Br, efter Beliggenheden kunde man maaskee holde det for at være Brimnes eller og Brekka ved Dalatíngi.
  • Engroueland. Herved forstaaes Grönland. I Texten forekommer bestandig den nysanförte Form, men paa Kortet staaer Engronelant, som er nærmere ved det Oprinde lige, og som derfor vel og har staaet i det originale Manuscript. Ogsaa har Benedetto Bordono i sit Isdario (1534) brugt Formen Engronelant[118]. Den Egn, hvor Nicolo er landet, maa nödvendigvis være paa Östkysten, og det paa dennes nordlige Deel. Men selv hertil kunde man ikke komme ved at rejse fra Island imod Nord[119]. I Henseende til Orienteringen er altsaa indlöben en Feil, hvortil Compassets Misviisning kan have givet Anledning. Feilen er desuden ikke saa stor i disse Egne, som den paa de sædvanlige voxende Sökorter maa forekomme os.
  • Og der ere smaae Haver, bedækkede om Vinteren. Der forekommer mig ikke at være nogen Grund til at forandre Læsemaaden di verno til di verde (med Grönt[120]). I et saa koldt Clima kunde det nok være nödvendigt at bedække Haverne om Vinteren, for at de toaarige og fleeraarige Væxter ikke skulde fryse bort.
  • bringe dem Höns. Her er at forstaae Ryper, som Forster rigtig har anmærket.
  • Bitumen, eller en hvid og bindende Kalk. Her er altsaa et naturligt Kalkbrænderi, hvorpaa jeg ellers ikke kjender noget Exempel. Imidlertid har Sagen ikke noget-Utroligt. Denne Notice forekommer mig just at indeholde en Bekræftelse paa Fortællingens Troværdighed; thi det var ei sandsynligt, at man skulde opdigte et Phænomen, som var ubekjendt, og paa hvis Mulighed maaskee ingen den Gang havde tænkt.
  • Og Glöderne selv tjene, naar de ere slukte, istedenfor Stene til at danne Murene og Hvælvingerne. Glöderne, som maa skjelnes fra de foran nævnte gloende Stene, ere vulcanske Slakker, hvortil Beskrivelsen ganske passer.
  • saalænge varer Vinteren hos dem. Scoresby fandt,at flere Mærker allerede den 23de August under 699 Brede forkyndte den nærforestaaende Vinter. Altsaa kan man nok antage, at Vinteren der varer 9 Maaneder.
  • et stort Nabofolk. Herved forstaaes uden Tvivl Grönlænderne, hvilket især er tydeligt af den fölgende Beskrivelse over deres Baade.
  • ere ganske runde. Grönlændernes Huse ere rigtignok aflang-firekantede, men nogle Folk af samme Folkestamme, boende ved Hudsons Bay, opföre af Snee runde og næsten halvkugleformige Vinterhytter.
  • Forbjerget ovenfor Norge. Herved kan forstaaes Nordcap, eller da dette maaskee ikke var Zenoerne bekjendt, Langenæs, hvilket er sat istedenfor den omliggende Egn.
  • Trondon, Trondhjem I Texten staaer egentlig Treadon, men det er rettet til Trondon i Overeensstemmelse med Kortet.
  • Fisk, som de törre i Luften og Kulden, og Skind af forskjellige Slags Dyr. Det er ikke usandsynligt, at der hist og her paa Östkysten af Grönland forekommer Mængde af Fiske; at der findes Pelsdyr, som hvide og blaae Ræve, Isbjörne, Sælhunde, er bekjendt af Graahs Reise.
  • Derfor erholde de Træ til at brænde etc. Netop disse Artikler indföres endnu til Grönland. Naar man ikke vil nöies med grönlandske Skindklæder, maa man have Töiet til sine Klæder fra Europa.
  • Fiskernes Baade ere dannede som de Skytter, Væverne betjene sig af. Den her givne Beskrivelse passer ganske til Grönlændernes Kajakker.
  • Og de have en Sæk i Bunden. Det Ord, som jeg har oversat ved Sæk, er manica, som egentlig betyder et Ærme: Estrup oversætter det ved "Læderslange"[121]. Stedet er noget utydeligt, og jeg kunde være tilböjelig til at antage, at Talen er om den Blære eller egentlig Skindpose, som Grönlænderne binde ved dens Kastespyd, for at udmatte de saarede Dyr, men om hvis Bestemmelse Fortælleren havde fattet en urigtig Forestilling, maaskee blot formedelst Ukyndighed i Sproget.
  • Estotilanda, en temmelig herskende Mening er det, at dette Land skal være Labrador eller Nybritannien[122]. Forster mener, som forhen er anfört, at det er Islændernes Viinland, hvilket han holder for Newfoundland; men Labrador og Newfoundland ere altfor kolde, öde og ufrugtbare Lande til nogenlunde at passe til Beskrivelsen over Estotilanda; om Labrador eller Newfoundland vilde man neppe sige, at Landet var rigt og havde störste Overflödighed af alle Jordens Goder[123]. Vi have da kun to Landstrækninger at vælge imellem, nemlig Nyskotland og Nyengland.

Nyengland, som efter Rafns Undersögelser maa være det gamle Viinland[124], passer til Beskrivelsen over Estotilanda, forsaavidt som det har Overflödighed paa alle Slags Producter, og er rigt paa Skov, og i Betragtning af at det i Middelalderen har haft en europæisk Colonie, og der altsaa let endnu i det fjortende Aarhundrede kan have været Spor af europæisk Cultur og latinske Böger; men Nyengland kunde man ikke let falde paa at kalde en Ö, og det ligger noget for langt sydlig til at kunne siges at ligge vesten for Frislanda, og til at have jevnlig Communication med Grönland. Nyskotland, de Gamles Markland[125] er ogsaa et frugtbart Land og staaer deri kun lidet eller slet ikke tilbage for Nyengland; her findes Metaller[126], og man er uden Tvivl tidlig bleven opmærksom derpaa, som man maa slutte af Navnet paa en By: les Mines, og paa en Fjord: Bace des mines. Da Nyskotland er en Halvö, kunde det være rimeligt, at man faldt paa at holde det for en Ö, og det er virkelig noget mindre end Island, som der siges om Estotilända; det kunde ogsaa snarere end Nyengland siges at ligge vesten for Frislanda. Om Nyskotland, det gamle Markland, veed man vel ikke udtrykkelig, at der var en nordisk Colonie; imidlertid er det ikke usandsynligt, at der har været en saadan, da vi vide, at det var opdaget af Nordmænd, og at der endnu 1347 var Fart mellem Grönland og Markland[127]. Hermed stemmer det fortræffelig overeens, hvad der siges hos Zenoerne, at deres meste Handel er med Grönland (Engroueland). Navnet Estotiland, som man har forklaret Öst-Udeland (Landet öster ude), kunde ret passende været givet Nyskotland med Hensyn til Nyengland eller Viinland, for hvilket det laae östlig og udad mod Havet. Det forekommer mig saaledes mest rimeligt, at Estotilanda er Nyskotland eller de Gamles Markland.

  • En Latiner. Herved maa vel være at forstaae enten en Mand fra eet af de Lande, hvis Sprog ligne Latin, en Portugiser, Spanier eller Italiener, eller og blot Een, som kunde tale Latin. Hvorledes en saadan kunde være kommen til Estotilanda, er ikke let at forklare; men umueligt var det ikke. Vi maae imidlertid erindre, at denne Omstændighed hörer til Fiskernes Efterretninger og er altsaa kommen til os paa tredie Haand.
  • Deres meste Handel gaaer til Engroueland, hvorfra de faae Pelsværk, Svovl og Beg (Tjære). Det kunde synes besynderligt, at man förte Pelsværk til Acadien, hvor der ikke er Mangel paa Pelsdyr; men det er dog ikke usandsynligt, at man fra Grönland har dertil bragt Skindaf saadanne Dyr, som ikke fandtes der, f. Ex. af Sælhunde, hvide Björne og Fjeldræve. Svovl forekommer vel i Grönland, dog tvivler jeg om at det findes i den Mængde, at det kunde udföres, ja det er mig ikke engang bekjendt, at man har benyttet sig deraf; men det er ikke usandsynligt, at man har bragt islandsk Svovl fra Grönland til Markland. Man vil maaskee finde det aldeles urimeligt, at der skulde kunne udföres Beg eller Tjære fra Grönland, hvor der næsten ikke findes Træer, især da der i Kongespejlet udtrykkelig siges, at al den Tjære, de bruge, tilföres udenlands fra; men man maa erindre, at man dog der lavede Sæltjære eller Tjære af Sælhundetran[128].
  • Og han fortæller, at der i Sönden er et stort Land, som er rigt paa Guld og velbefolket. Her menes maaskee det samme Land, der siden omtales, under Navn af Drogio.
  • De saae Korn og tilberede Öl etc. Endskjöndt man kunde falde paa at sætte dette i Forbindelse med det næstforegaaende Punctum, viser dog det Fölgende, at Forfatteren her gaaer tilbage til Estotilanda.
  • De have Skove af uhyre Störrelse. Det passer godt til Nyskotland, hvor der ere store Skove[129].
  • til dette Land, som de kalde Drogio. Efter Beliggenheden paa Kortet kan dette være Florida, hvortil og den Omstændighed, at Beboerne ere Menneskeædere[130], passer. Zurla er ogsaa af denne Mening (Dissertazione p. 117).
  • Da Rygtet om ham udbredte sig hos Nabofolkene etc. I disse Beretninger er formodentlig noget Praleri af den færöiske Fisker, hvis Beretninger vel i det Hele ere mindre paalidelige, end Nic. og Ant. Zenos.
  • Folket er vildt og berövet alle Bekvemmeligheder etc. Hvad her berettes, passer godt til de oprindelige Beboere af de forenede Stater[131].
  • Jo længere man kommer mod Sydvest, desmere Dannelse finder man. En lignende Anmærkning findes i Allgem. Hist. der Reisen zu Wasser und zu Lande, 16 Bd. p. 570. "Vildheden hos de americanske Indianere synes at tiltage mere og mere, jo længere man gaaer imod Nord."
  • Saaledes at der ere Stæder og Afgudstempler etc. Denne Beskrivelse passer saa udmærket til Mexicanerne, at man neppe kan tvivle om at disse ere meente. I Landskabet Mexico fandtes som bekjendt betydelige Stæder, f. Ex. Mexico, Tezcuco, Chalco, Cholula, Tlascala og flere. Acasta og Herrera anföre i Hovedstaden Mexico otte Templer[132], og saadanne vare overalt i Landet. Alle Krigsfanger bleve höitidelig oſfrede til Guddommen; Slagtofferets Hjerte og Hoved vare de Dele, som vare Guderne helligede; den Kriger, som havde bemægtiget sig Fangen, tog Kroppen med sig, for at spise den i et Gjestebud med sine Venner[133]. I Mexico findes som bekjendt meget Sölv og en ikke ubetydelig Mængde Guld. De gamle Mexicanere vidste ogsaa at benytte sig af disse Metaller[134].
  • Vi opdagede nogle Öer, som vare underkastede Frisland. Da Reisen sandsynligvis tog sin Begyndelse fra Thorshavn, og gik (saavidt mueligt) vestlig, altsaa sönden om Strömö, saa menes her formodentlig: Hestö og Kolter.
  • Efter at være komme forbi nogle Grunde. Her forstaaes maaskee den Bove (Klippe), som er imellem Myggenæs og Gaasholmen[135], samt de Grunde, som findes ved Indlöbet til Sörvaagsfjord.
  • Da vi nu vare komne ud paa det dybe Hav. Udtrykket il piu cupo pelago oversættes af Forster "det sorte vilde Hav;" men Zurla tager cupo i Betydningen mörk eller dunkel, og antager, at Udtrykket er foranlediget ved de Taager, som staae over Bankerne ved Newfoundland. Men der er i det Foregaaende ikke noget Tegn til at man i Forveien havde seilet saa længe, at man kunde være kommen dertil. Jeg troer derfor at man ved cupo maa forstaae dyb. Dog kunne vi og forklare cupo ved sort, men da maae vi med Forster henföre det til Havet selv, og erindre, at jo dybere Havet er, desto mörkere er dets Udseende.
  • og tilsidst opdagede vi Land i Vesten. Dette Land, som siden benævnes Icaria, er det höist vanskeligt at sige noget sikkert om. Da Flaaden i otte Dage var kastet omkring af Stormen, saa at man ikke vidste, hvor man var, kunde Antonio Zeno heller ikke med Sikkerhed anvise dette Land Plads paa Sökortet. Af det, der i Texten anföres om Farten derfra til Grönland, kunne vi imidlertid slutte, at det er lagt paa et urigtigt Sted. Ligeledes kunne vi af de samme Grunde slutte, at det ikke er Newfoundland. Derimod har Forsters Mening, at det er en Deel af Irland, meget for sig. Imidlertid forekommer Formodningen, at det skulde være Landskabet Kerry, som grunder sig paa Ligheden mellem Navnene Icaria og Kerry, mig ikke rimelig, fordi man ikke kan komme til Söes dertil fra Öst. Sandsynligere er det, at Talen er om den nordvestlige Deel af Landskabet Mayo[136]. Vi maae da antage, at Flaaden ved Stormen er dreven ind i den store Bugt mellem Mayo og Donegal, dog saa nær ved Cap Benvee, at man först fik Öie paa dette[137]. Man saae saaledes Land i Vest og kom ved at seile i denne Retning snart til en sikker Havn, for modentlig til Broad Haven, som ligger strax vesten for Cap Benvee. Det er ikke usandsynligt, at der i denne Afkrog af Landet, hvor der næsten ingen Stæder er, kan under Richard den Andens svage Regjering have været en Stammehövding, der var saa godt som uafhængig, og kunde betragtes som et Slags Konge, især i en Egn, hvor der endnu i vore Dage leve Familier, som udlede deres Herkomst fra Landets gamle Smaakonger, og hvor man endnu foreviser disse Kongers Residentser[138].
  • ti Mennesker, som kunde tale ti forskjellige Sprog. Da der i Storbritannien alene tales fem Sprog (Engelsk, Skotsk, Gaelisk, Walisk og Cornwallisk), kan man ikke finde det besynderligt, at der i Mayo kunde være samle de ti Mennesker, som talte ti forskjellige Sprog, af hvilke de Reisende kun forstode eet.
  • som var fra Island. Denne Omstændighed taler for Hypothesen, at Icaria var en Deel af Mayo; thi dette er een af de Dele af lrland, som ere nærmest Island.
  • at Öen hed Icaria etc. Hvad der af disse Beretninger er sandt, og hvad falskt, er vanskeligt at afgjöre. Nogle Traditioner om deres Kongestammes Oprindelse fra Skotland have Indbyggerne af Landskabet maaskee haft; men disse ere paa en besynderlig Maade sammenblandede med bekjendte græske Myther. Eet og andet af hvad Islænderen meddeelte vore Reisende kan og reentud være Opdigtelse.
  • at de gjerne vilde modtage een af vore, d. e. een af de Italienere, som Antonio Zeno havde med sig; thi det var Antonios Sprog, de vilde lære. At holde een af Færingerne tilbage, bröde de sig vel ikke om, fordi deres Sprog næsten ikke er forskjelligt fra Islandsk.
  • han seilede udenom Öen. Da Landet, som her omtales, ikke er en Ö, men et Næs, kan Talen ikke være om en egentlig Omseiling, som just heller ikke nödvendigvis ligger i Ordet circondando. Den Hayn paa Östsiden, som var Zichmni anviist, har maaskee været een af de Vige, som löbe ind fra Fjorden ved Killala.
  • Öens nordlige Forbjerg. Formodentlig det foromtalte Cap Benvee. Det maa synes besynderligt, at de to Gange ere komne forbi dette Forbjerg uden at möde de her omtalte Grunde. Det synes, som om disse Grunde maatte ligge i nogen Afstand fra Landet, og at man da havde undgaaet dem de 2 förste Gange, da man löb langs med Kysten, hvorimod man den sidste Gang holdt sig fra Kysten. Ifölge indhentede Oplysninger ligge nogle Klipper, kaldede the Staggs of Broad Haven, omtrent 1 engelsk Miil nordlig for Benvee-Head. Disse ere rimeligvis meente.
  • Det östlige Forbjerg. Saaledes staaer der i Texten; men ifölge Contexten maae vi formodentlig antage en Feil her; thi da de vare dragne fra en Havn paa Östsiden forbi det nordlige Forbjerg, maatte de komme tilbage til den vestlige Side af Landet. Den Havn, hvori de tænkte at löbe ind, bliver saa formodentlig den samme som den, hvorved de strax i Begyndelsen havde været, nemlig Broad Haven, og Forbjerget at söge i Nærheden af denne. Imidlertid er det dog mueligt, at Læsemaaden er rigtig; og da antage vi, at de, som forhen anfört, först ere komne til Broad Haven, at Havnen paa Östsiden er Fjorden ved Balliglass, at det nordlige Forbjerg er Cap Downpatrick, som vel ikke er det nordligste Forbjerg paa Kysten, men dog vender imod Nord, og at det östlige Forbjerg er Cap Relakin, ved hvilket der ogsaa er et Indlöb til en Havn. Men herved möde fölgende Vanskeligheder. Det hedder, at de efter at være komne til det sidste Forbjerg, seilede mod Vesten, hvilket fra Cap Relakin ikke egentlig lod sig gjöre; de havde der i Sinde at söge at faae Islænderen i Tale; dette medförer da rimeligviis, at de vare i Nærheden af det Sted, hvor de först havde truffet ham; endelig finde vi de nysomtalte Klipper (Staggs of Broad-Haven) ved Cap Benvee; men lignende Klipper eller Grunde forekomme ikke ved Cap Downpatrick, saa at dette ikke passer saa godt til Beskrivelsen over det nordlige Forbjerg, som hint. Jeg foretrækker derfor at forandre Læsemaaden, som ovenanfört.
  • lettede han Anker ved god Wind o. s. v. fr. Julianehaabs District ligger henved halvfjerde Hundrede Mile i Vestnordvest for Mayo. Man kunde saaledes ved med god Vind at seile först i Vest i sex Dage, og derpaa i Nordvest i fire Dage, nok komme dertil.
  • At de havde fundet en fortræffelig Egn og en endnu bedre Havn. Den Egn, som her omtales, er upaatvivlelig Egnen ved Fjordene Agluitsok og Ounartok. Her er om Sommeren mild Luft; i Nærheden af Lichtenau er en antagelig Havn[139], en god Skibshavn skal efter Dr. Pingels Meddelelse være mellem Ounartok- og Sermelik-Fjordene indenfor Öen Imnarsutelik; i Agluitsok-Fjorden har paa flere Steder været god Skov efter Landets Leilighed, men den er nu udryddet af de mähriske Brödre. Fiskeriet efter Lodder, som i Mai og Juni gaae ind i Fjorden, er det bedste i hele Sydgrönland, ogsaa er der en Laxelv; eet og maaskee flere Fuglefjelde forekomme der; paa Öen Ounartok ere varme Kilder; de i Agluitsok udlöbende Elve synes at være ret betydelige; endelig findes baade i Ounartok og Agluitsok temmelig store Sletter med god Jord.
  • Da vi vare löbne ind i en god Havn. Efter de anförte Omstændigheder synes denne Havn at have været i Nærheden af Lichtenau.
  • et stort Bjerg, som udkastede Rög. I Indledningen har jeg bemærket, at her tales om Öen Ounartok, som dog nok ikke kan sees fra Lichtenau; men man kan antage, at de Reisende paa een af deres Udflugter have faaet Öie paa denne Ö.
  • August Maaned. I Originalen staaer Juni Maaned, som ikke kan være rigtigt, da Ankomsten til Ilofe i Forveien siges at have fundet Sted den förste Juli. En Berigtigelse maa Texten da undergaae, i det vi enten paa dette Sted læse August istedenfor Juni, eller og antage, at Ordene Luglio og Giugno ere forbyttede. Det Förste bliver maaskee det Rigtigste, eftersom der kort efter siges, at Vinteren var nær.
  • omkring paa hele Öen. Ved Öen forstaaes uden Tvivl ikke Öen Ounartok, til hvis Undersögelse der ikke udfordredes saa lang Tid; men snarere Landet mellem Fjorden Agluitsok og Ounartok, og maaskee tillige paa Östsiden af Ounartok.
  • Neome. Synes at være Öen Foul.
  • at jeg var kommen forbi Island. Det synes besynderligt, at Brevskriveren her ikke anmærker, at han var kommen forbi Frislanda (Færöerne), hvilket han maatte have bragt i Erfaring, og hvilket var værdt at anmærke, fordi det viste, at han havde forfeilet sin Vei. At han efter tyve Dages Seilads fra Grönland var kommen forbi Island, var ganske i sin Orden, og fortjente ikke at anmærkes som noget besynderligt; desuden havde han, naar han ikke allerede vidste, at han var kommen forbi Island, ingen Grund til at vende sig imod Sönden; thi dersom han tog denne Retning for tidlig, kom han ikke til Færöerne, men midt ud i det atlantiske Hav.

Efterretninger om Nicolo og Antonio Zeno. Efter Zurla[140]

Den Bog, som Nicolo Zeno den yngre har meddeelt om hans to Forfædres, Nicolo og Antonio Zenos Reiser og Opdagelser, begynder med at give os nogen Underretning om hans anseelige Familie fra det trettende til det sextende Aarhundrede, desuden forudskikkes en Stamtavle over de Personer i Familien, som i denne Tid have udmærket sig. Saa meget desto snarere kunde man lade sig bevæge til at omtale denne Slægts store Anseelse, deels ved dens fjerne Oprindelse, deels ved dens senere Glands iblandt den mest udmærkede venetianske Adel. Men dette er ikke vor Hensigt. Vi indskrænke os til at anmærke, at, foruden ikke faa andre Forfattere af venetianske Slægtregistre og Kröniker, Giacomo Zebarella taler vidtlöftig om denne Familie i sit Værk trykt i Padua 1616 under Titel: Trasea Peto, ovvero origine della Serenissima Famiglia Zeno (Thrasea Pætus, eller den höianseelige Familie Zenos Herkomst), og omendskjöndt mange Paastande af denne Forfatter, som har beskrevet flere venetianske og paduanske Familiers Oprindelse, ikke bifaldes af Kritikerne, synes man dog i det mindste at burde underskrive det, som Marco Barbarohar efterladt, skrevet i sine Discendenze Patrizie, i Manuscript T. 7 pag. 178. "Familien Zeno er af saa stor Ælde, at det er höist mærkværdigt og næsten utroligt; thi efter at have seet de ældste Kröniker, Historier og Mindeskrifter i Venedig, Padua, Marca Trivigiana og Rom, har jeg deraf uddraget den mest grundede Formodning, at dens Udspring er fra Fanniernes höianseelige consulariske og keiserlige Familie, som hörer til de ældgamle romerske Adelsslægter." Desuden kan man om denne Familie see, hvad der findes i Begyndelsen af Carlo Zenos, den Ældres, Liv, skrevet af Jacopo, hans Brodersön, Biskop til Feltre og Belluno, og af Muratori indfört i hans 19de Bind af Scriptores rerum Italicarum, og til ny Hæder for denne Familie var det at önske at man maatte see trykt Elogi degli Uomini illustri della Famiglia Zeno (Lovtaler over de berömte Mænd af Familien Zeno), skrevne af Pietro Zeno i Begyndelsen af det 17de Aarhundrede, hvilke som Manuscript ejes af den venetianske Patricier Teodoro Correr, en yderst ivrig og utrættelig Samler af fædrelandske Mindeskrifter. Hvad os angaaer, behöve vi blot at holde os til Nicolo on, Antonio Zeno, værdige Brödre til den ovennævnte Carlo den ældre, og som synes paa en Maade at have været hans Medbeilere ved at udmærke sig udenfor Fædrenelan det og ved nye dristige Seiladser, ligesom han udmærkede sig ved sin Tapperhed hjemme og ved Fædrenestadens Forsvar. Deres Forældre vare Pietro med Tilnavn Dragone og Agnese Dandolo. Deres Fader gjorde sig berömt ved sin langvarige Bestyrelse af Staden Padua, som den Tid var underkastet Carrareserne, og endnu mere som Överstcommanderende i de christne Fyrsters Forbund, som 1342 blev stiftet af Clemens den Sjette mod Tyrkerne, af hvilke han Aaret efter, i det 43 Aar af hans Liv, blev myrdet tillige med den pavelige Legat, ved et pludseligt Overfald, medens de tilligemed hele Hæren bivaanede Gudstjenesten. Det vilde have været meget önskeligt, at Krönikerne havde med samme Nöiagtighed og Sikkerhed tilkjendegivet de forskjellige, Hoved-Epocher i Pietros tre anförte Sönners Liv og Tidsregning. Om Carl veed vi dog saa meget, at han blev födt 1334, og at hans hele Liv, som endtes 1418, var opfyldt med mange Slags Hæder, erhvervet ved hans udmærkede Flid i Videnskaberne og Yndest for de Lærde og ved de betydelige Tjenester, han ydede Fædrenelandet, paa hvilke han satte Kronen ved med stor Berömmelse at befrie det fra Faren i Krigen med Genueserne 1380 og 1381, som udförligere sees i hans Levnetslöb og den dertil föiede Ligtale af Leonardo Giustiniano, som nylig, tilligemed adskillige andre over venetianske Patriciere, er oversat af den kundskabsrige Adelsmand Girolamo Ascanio Molin. Men hvad Niéolo og Antonio angaaer,- kunne vi kun tilnærmelsesvis angive Tidspunkterne for deres Födsel, deres Reiser og deres Död.

Da man i Stammetræet finder, at Pietro giftede sig med Agnese 1326, og der siges i Carlos Levnet, at han neppe kjendte sin Moder, og at hun efterlod sig ti Sönner, maa man slutte, at Afstanden mellem hans Brödres Födsel ikke har været stor[141]. I Skriftet Vite de Duchi di Venezia af Marin Sanuto den Yngre, saaledes kaldet for at skjelnes fra den ældre, som ogsaa kaldes Torsello, – som af Muratori er indfört i den 22 Tome af Rerum Italicarum Scriptores, er vor Nicolos Navn med Nedstammelsen fra Pietro Zeno Dragone, eller ligefrem Dragone hans Fader, og det for ikke at forvexle ham med andre af samme Navn og Tilnavn, som levede paa den Tid, da det viser sig af et Manuscript med Titel il Campidoglio Veneto af Vicentineren Girolamo Capellari, som findes i St. Marcus Bibliotheket, at der vare tvende andre af Navnet Nicolo Zeno i Aaret 1379. Vor Nicolo kaldes der da S. Canzian, fordi han boede i det saaledes benævnte Sogn, ligesom hans Broder Antonio kaldtes da S. Fantin og Carlo da S. Grisostomo.

Af disse anförte forskjellige Bopæle seer man at de tre Brödre have adskilt sig, ligesom de og have stiftet tre særskilte Slægtlinier. Carlos Linie uddöde 1653 med Vettore, Sön af Carlo, Nicolos Linie med Marco di Giambatista, som döde 1756. Antonios Stamme, som siden blev kaldt dai Crocicchieri og dai Gesuiti, vedvarer endnu i den udmærkede Adelsmand Antonio Zeno, som for nærværende Tid ogsaa repræsenterer Nicolos uddöde Linie, og til hvis Humanitet og Artighed jeg skylder ikke faa Oplysninger uddragne af hans Archiv. I Sanutos nys anförte Levnetsbeskrivelser finder jeg, at vor Nicolo med Tilnavn il Grande var iblandt Dogen Marco Cornaros 41 Vælgere 1365; og det synes at være den samme, som kort derefter anföres, som een af de tolv Talere, der af det venetianske Senat bleve udsendte med fem Galejer til Marseille, for at före Paven med hans hele Hof til Rom. Med större Bestemthed anföres i samme 22 Tome col. 747 Vor Nicolo iblandt de 41, som udvalgte Dogen Michele Morosini i Juni 13S2, da han der kaldes Ser Nicolo Zeno quondam Ser Dragone (d.e. Pietro Zeno med Tilnavn Dragone) som nylig er anfört, og col. 744 siges: "den förste October samme Aar 1382 blev Nicolo Zeno quondam Ser Dragone udnævnt til Gesandt i Ferrara," og strax derefter tilföies, at den samme var een af de tre Deputerede til Grændserne med Herren af Padua. Siden læser man col. 779 med samme Vedtegning, at han var den ene af de tre Raadsherrer, som 13SS den 26de November bleve udvalgte for paa Herren af Paduas Vegne at tage Staden Treviso og dens Territorium i Besiddelse. Efter denne Tidspunkt findes Nicolo Zenos, Ser Dragones Söns, Navn ikke iblandt de Levende. Og heraf have vi gyldig Grund til at slutte, at han er dragen langt bort fra sin Fædrenestad og har udfört den Reise til de nordlige Egne, som vi handle om.

Deraf fölger det sikkert, at Nicolo har foretaget denne Reise, ikke 1380, som Bogen og Sökortet, hvilke udkom fra Marcolinis Bogtrykkeri 1558, anföre, men efter 1388 og maaskee 1390, og Forvexlingen mellem 1380 og 1390 er ikke forunderlig i en Udgave, som rimeligvis er gjort uden Forfatterens Tilsyn, ligesom han heller ikke gjennem saae sit andet Værk om Staden "Venedigs Oprindelse," som i samme Aar blev udgivet, ligeledes af Marcolini, og hvorom man kan see Foscarini pag. 276. Denne Forvexling af Aar bevises ogsaa af det, som den samme Nicolo den Yngre skriver, at Nicolo, den Reisende, forlod Venedig efter den chioggianske Krig med Genueserne, som endtes ved Fredsslutningen den 24de August 1381. Ogsaa kort Tid derefter opstode nye Forandringer og Farer for et Brud mellem de to medbeilende Republiker, saa at man kan antage, at Nicolo hverken saalænge den nysnævnte med stor Forbittrelse förte Krig varede, eller kort derefter, har forladt sit Fædreneland, til hvis Tjeneste hans udödelige Broder Carl med saa megen Tapperhed opoſfrede sig. Hertil kommer at – som den flittige Marco Barbaro giver tilkjende i sit forhen citerede Manuscript Discendenze Patrizie, saavelsom Marcantonio Sabellico i sin Storia della Repubblica di Venezia – Nicolo[142] var Anförer for en Galei imod Genueserne Aar 1379; det samme anmærkes af Andrea Gataro i hans Storia Padovano i Tom. XVII af Muratoris Rerum Italicarum scriptores, og af Andrea Redusio i hans Chronicon Tarvisinum i den nylig anförte Samling, og det er meget naturligt, at Nicolo i denne store Fare udviklede til Fædrenelandets Tjeneste og Forsvar disse Sömands- og Kriger-Talenter, som han med saa stor Hæder lagde for Dagen paa sin fölgende Reise, og i sine Foretagender under den udenlandske Fyrste i Frislanda. Nicolo den Yngre taler netop om hans ved foregaaende Övelse udviklede Tapperhed, idet han siger, at han selv kjendte og vidste meget ved lang Övelse i Seilads og Vaaben. Ikke alene med sin Arm fremböd han sig til Fædrenelandets Frelse, men ogsaa med en stor Deel af sine Rigdomme, som han besad i saa stor Overflödighed, at han fik Tilnavnet den Rige. Jeg læser virkelig i et Udtog af den store eller trevisanske Krönike et Manuscript, som Dogen Foscarini fordum besad: Nicolo Zeno qu. Dragon[143] con Zustignan Orsatto, Zorzi Fantin, Zane Moro, Zorzi Giacomo fu uno de' piu ricchi per gl'imprestidi per la guerra di Chiozza[144], d.e. Nicolo Zeno, den afdöde Dragones Sön, var til lige med Giustiniano Orsatto, Georgio Fantin, Giane Moro og Georgio Giacomo een af de Rigeste, som skaffede Laan tilveje til den chioggianske Krig, og dette var 1381. Derfor er det man med fuldkommen Sikkerhed kan afgjöre, at Tiden, da han begav sig fra Venedig paa sin höist mærkværdige Reise mod Norden var efter 1388 og maaskee 1390, som ogsaa fölger af Familien Zenos Stamtavle, indfört i de forhen nævnte Discendenze Patrizie. Idet der her tales om Antonio Zeno, angives, som andensteds sces, Tidspunktet for de omtalte to Brödres Opdagelser at være 1390[145], og dette svarer til Nicolos förste Reise og hans Opdagelser, hvorom han, og siden Antonio, have skrevet.

Da vi saaledes for förste Gang have med Nöiagtighed undersögt Tiden til Nicolos Afrejse, bliver det let at udlede hans Dödsaar, eftersom den yngre Nicolo fortæller os, at, ifölge denne Reisendes Beretninger og smigrende Indbydelser, hans Broder drog over til ham og levede med ham i Frislanda i 4 Aar, efter hvilke Nicolo döde. Naar vi forudsætte, hvad der er ganske rimeligt, at Antonio ikke har opsat at begive sig derhen, efter de af Broderen erholdte Underretninger, siden han kappedes med ham og saa i Lysten til at reise, som den unge Nicolo har skrevet, saa kan man fastsætte, at han er reist Aaret efter, d.e. i Aaret 1391, eller i det seneste 1392, da vi ansætte en Tid af eet eller to[146] Aar til at erholde Underretningen fra saa bortfjernede Egne, omendskjöndt der ikke var nogen vanskelig Handelsforbindelse formedelst de mellemliggende Punkter i Flandern og England, som besögtes af Venetianerne. Fölgelig maa Nicolos Död, med hvem Antonio levede i Frislanda i 4 Aar, være indtruffen omtrent 1395. I det mindste vide vi med Vished, at Nicolo var död 1398, thi hvor hans Söns Tommasos Giftermaal med en Datter af Ser Omobono di Bugni fra Cremona, som fandt Sted i dette Aar, er indfört i Slægtregisterne og andre Papirer, skrives Tommaso quondam Nicolo, d.e. Tommaso en Sön af den afdöde Nicolo.

Disse Epocher faae nyt Lys af Undersögelsen om dem, som vedkomme den anden Broder Antonio. Denne giftede sig 1384 og havde 3 Sönner. Derfor kan man ikke fastsætte hans Afrejse fra Familien til nogen anden Tid end den ovenfor anförte, nemlig omtrent 1391 eller 1392. Desuden hvor hans Söns, Dragones Ægteskab med Anna Morosini i Aaret 1406 omtales, siges der Dragon Zeno quondam ser Antonio quondam Ser Piero detto Dragon d.e. Dragon-Zeno, Sön af den afdöde Ser Antonio, som var en Sön af den aföde Ser Piero kaldet Dragone. Fölgelig var Antonio ikke i Live 1406, og da han var i Frislanda i 14 Aar, 4 med Nicolo og 10 alene, er det nödvendigt at sætte hans Tilbagekomst omtrent til 1405[147]. Saaledes stemme alle Tidspunkter paa en mærkværdig Maade sammen; der fra 1405, saa har hans Ophold der varet hele 14 Aar; er han kommen der 1392 og rejst tilbage 1405, kan Opholdet endnu udgjöre næsten 14 Aar, men det er ogsaa mueligt, at han först er kommen hjem 1406, da hans Hjemkomst og Död og hans Söns Giftermaal kunne have fundet Sted i Löbet af eet Aar.

Om Zenoernes Kort

Fra Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845)
Dette Kort indeholder Grönland, Dele af Estotilanda og Drogio, Island, Grislanda, Frislanda, Neome, Podalida, Hetland, Dele af Skotland og Syderöerne, Norge, en Deel af Sverrig, og næsten hele Danmark.

Originalen til dette Kort havde Nicolo Zeno den yngre fundet mellem sit Huses gamle Papirer. Om Forfatteren dertil veed man intet med Vished. Paa den Copie, der er meddeelt af Nic. Zeno tilligemed hans Bog, staaer denne Overskrift: Carta da navegar de Nicolo et Antonio Zeni furono in Tramantana lano: MCCCLXXX. Da denne Paaskrift ikke findes paa den Copie, som meddeles i Ruscellis Ptolemæus, har den formodentlig ikke staaet paa Originalen, men er tilföiet af Nic. Zeno den yngre. Den viser, at han holdt Kortet for at være forfattet af bemeldte Nic. og Ant. Zeno; det samme siger ogsaa Ruscelli i den til Kortet hörende Text. Ogsaa den Slutning, som den yngre Zeno gjör, at Zichmni[148] maa have besögt begge Sider af Grönland, siden han finder dem udförlig aftegnede paa Kortet, viser, at han antager, at det hidrörer fra hine Reisende[149].

Er dette nu end ikke andet end en Formodning, saa er den dog rimelig. Kortet kan ikke være udarbejdet blot efter Reisebeskrivelsen, fordi det indeholder mange Punkter, som slet ikke omtales i denne. Man kjender heller ikke noget Kort eller nogen Beskrivelse, hvoraf en Venetianer efter Nic. og Ant. Zenos Död kunde have taget det. Det bliver altsaa sandsynligt, at Kortet er tegnet af disse tvende Brödre selv eller under deres Opsigt. Til den Formodning, at dette Originalkort er af to Forfattere, har man nogen Anledning i de Forskjelligheder, som vise sig mellem Kortets forskjellige Dele. I Grönland og Estotilanda, om hvilke Antonio har givet Underretning, ere der anbragte Bjerge og Floder, – Floder, i Almindelighed, hvor der i Grönland ere smalle Fjorde, og Navnene, skjöndt de ogsaa bære Præg af nordisk Oprindelse, ere korte, sædvanlig kun af een eller to Stavelser, med et tilföiet latinsk eller italiensk Appellativ i Forkortning. Man kunde da antage, at Tegneren ikke har villet meddele den sidste Deel af Sammensætningerne i Originalsproget, hvor den kunde oversættes, f. Ex. naar han siger, Sadi (Sādi, Sandi) promontor: istedenfor Sandnes. Disse Dele af Kortet kunde man maaskee antage at Antonio havde udarbejdet. I de Lande, som Nicolo har besögt, som Frislanda, Hetland og Island, ere ingen Bjerge, og næsten ingen Floder tegnede. Navnene ere længere, thi den sidste Deel af Sammensætningen er sædvanlig ikke oversat, men meddeelt i Originalsproget, f. Ex. Andafort ɔ: Andefjord. Dog gives der Undtagelser, som Honos f. paa Island, og nogle Fjorde og Forbjerge, hvorved Ordet Fjord er oversat ved colfo og Forbjerg ved capo (forkortet til C). Man kunde formode, at Nicolo havde tegnet disse Lande.

Men, som jeg alt i Indledningen har anmærket, den yngre Zeno har ikke meddeelt Kortet i uforandret Skikkelse. Foruden de Dele, som ligge östen for Hetland samt Bispesæderne paa Island, kan han mueligen endnu have tilföiet enkelte Punkter efter andre Korter[150] eller specielle Meddelelser, og deriblandt kunde da og Votrabor være, der som man endelig vil have, at det skal udledes af Vestrabord.

I sin Bearbeidelse har den yngre Nic. Zeno udgivet et Træsnit tilligemed Reisebeskrivelsen; men desuden har han meddeelt en anden Aftegning til Girolamo Ruscelli, som har leveret den i Kobberstik, 6 Tomme höi, 9 1/2 Tomme bred, i sin italienske Udgave af Ptolemæus; den förste har jeg ikke seet, men den Copie i Kobberstik, derfindes i Zurlas Dissertazione, 11 Tommer höi, 13 Tommer bred, har jeg antaget for tro. Disse tvende Udgaver stemme ikke fuldkommen overeens, og skjöndt den store synes at være correctere end den lille, har jeg dog ikke vovet at give den ubetinget Fortrinnet, og hvor jeg bemærker nogen Afvigelse, skal jeg tilkjendegive den.

Paa begge Copier findes Meridianer og Paralleler, som ere tilföiede af Nic. Zeno, paa den lille een Meridian ved hver 5te Grad, paa den store dobbelt saa mange, men paa begge een Parallel ved hver Grad. Disse Linier ere anbragte saaledes, at den förste Meridian gaaer igjennem Talas og Brons (Dele af Island); den 55° vestlig Længde falder i den vestligste Deel af Grönland, og den 409 ó. L. i Sjælland; den 60de Grad nordlig Brede falder i det nordlige Skotland, samt imellem Öerne Romö og Sylt, den 65de Grad n. B. falder i Midten af Hetland og i det sydlige Norge, den 70de Grad lidt nordligere end Holum og Trondhjem, og den 75de Grad i den nordlige Deel af Grönland. Dog er det kun paa den lille Copie, at baade Længde og Bredegrader ere betegnede med Tal, paa den store finder det kun Sted ved Bredegraderne.

Jeg skal nu særskilt gjennemgaae alle de Lande, som findes paa Kortet.

Grönland er oventil afskaaret ved Kortets Kant. Den vestlige Kyst löber i Sydsydvest og Nordnordost; den östlige löber först i Sydvest og Nordost, derefter i Vest og Öst. Paa Zurlas Copie er denne Kyst ved en anden Kyst forbunden med Norge, hvorimod den paa Ruscellis tilsidst böier sig mod Nord, til den möder Kortets nordlige Kant. En Rad af Prikker betegner dog Retningen, hvori Kysten, som efter den anden Copie skulde forbinde Grönland og Norge, antoges at gaae.

Med Undtagelse af den nordostlige Deel er Grönland temmelig rigtig aflagt. Navnet ENGRONELANT, som staaer paa den sydvestlige Deel af Landet, og GROLANDIA, som sees paa den nordostlige, ere begge, som Estrup rigtig bemærker, Benævnelser paa eet og samme Land, og udledes af det nordiske Grönland. Paa Ruscellis Copie staaer endnu længere östlig GRONELAND, som er en tredie Form af samme Benævnelse. Af Navnene paa Grönlands Kyster ere der kun faa, som svare til bekjendte Benævnelser paa grönlandske Steder, men dog temmelig mange, som lade sig udlede af det nordiske Sprog. Dette kan vel med mest Sandsynlighed forklares deraf, at Zichmni og hans Fölge have givet dem disse Navne[151].

Neum promontor: kan være det islandske á nefum, en ikke upassende benævnelse for et Forbjerg.

Nka promontor veed jeg ikke at forklare.

Sadi prom. I Originalen kan have staaet Sadi, som læses Sandi. Saaledes kan Navnet være Sandues, som er Navnet paa en Kirke hos Björn Jonsen. Dennes Beliggenhed antager Rafn (Antiquitates Americanæ pag. 441) at have været ved Issortok, og saaledes maa Punktet være lagt for langt nordlig; men en saa ringe Feiltagelse kan man neppe tage i Betragtning.

Diuer fiumen[152] kan være Benævnelsen Dýrafjörðr, som hos Björn Jonsen bruges om et Sted i Österbygden; men Beliggenheden svarer ikke dertil.

Peder (hos Ruscelli Feder) f. kunde betegne Petrsfjörðr eller Petrsvík. Det sidste Navn forekommer i Ketilsfjord i Österbygden, og altsaa for langt borte for at kunne passe til dette Sted.

Hit prom. kan jeg ikke forklare.

EJest’e (hos Ruscelli Fiste, en Læsemaade, der dog formodentlig nedstammer fra den förste) antager jeg at være urigtig afskrevet istedenfor P. Westre d.e. Pagus Vestre, hvorved man har villet udtrykke hin vestri bygd, hvilken Benævnelse – som jeg har udviklet i Afhandlingen om det ældste Kort over Grönland – i indskrænket Betydning har betegnet Baals Revier[153].

Iiauor (hos Ruscelli rimeligere Diauer) prom. hörer til de uforklarlige Benævnelser.

Han f. kan betegne Anavik, som er Navn paa en Kirke – formodentlig ogsaa paa en Viig – i Rángafjörd, rimeligvis den nuværende Fiskefjord.

Hoen pmontor kan betegne Hornanes, som kunde være en passende Benævnelse for Forbjerget Desolation[154], formedelst de derværende steile Klippespidser.

Nice f. kan maaskee være urigtig læst for Irice f og da kan det være Eriksfjord, som man antager for at være Tunnudliarbik.

Af pmontor kan ikke med nogen stor Sandsynlighed forklares. Hvarf, som efter Graahs Mening er Sermesok, kan ret godt passe i Henseende til Beliggenheden, men Navnet afviger temmelig meget.

Auor (hos Ruscelli Auer) f. kunde være Aurriðafjörðr, eller efter den norske Form Ourefjord (Örtefjord), en passende Benævnelse for adskillige af Grönlands Fjorde, hvori der ere mange Laxörter. Efter Beliggenheden passer det til Fjorden Igaliko, hvor et Sted af Grönlænderne kaldes Ekalluit (d.e. Laxörter). Igaliko skulde efter Eggers's Mening være Einarsfjorden.

Trin prom. (saaledes hos Ruscelli og i Texten; paa Zurlas Copie staaer Tiin, som uden Tvivl er urigtigt) er en Benævnelse, som er givet Stedet af Zichmni og hans Selskab. Det kan udledes af det islandske trýni eller af vort Tryne, og saaledes være en passende Benævnelse for et Forbjerg. Det er og mueligt, at Færingerne her have opnævnt et Sted i Skaalevig Sogn, som hedder Tröin. Efter hvad jeg forhen har sagt i Anmærkningerne, maa det uden Tvivl være eet af de to Forbjerge, som ligge ved Mundingen af Agluitsok.

Paa Östkysten bemærkes först Navnet Han f. (som mangler hos Ruscelli), hvilket maaskee her skal betegne det islandske Andafjörðr. Navnet staaer imellem to Floder, uden at man kan vide, til hvilken af dem det hörer. Efter Beliggenheden svare disse Floder til Fjordene Auarket og Aneretok. Især til den förste kunde Navnet Andafiörðr være passende, fordi der i denne findes en stor Mængde Söfugle.

Derefter fölger Munder pmontor som efter Beliggenheden nogenlunde svarer til Cap Bille. Navnet seer i sin Form nordisk ud; men vi vide dog ikke, at et lignende har været tillagt noget grönlandsk Forbjerg. Det samme gjelder om Lande f., som efter Beliggenheden svarer til Heinesens Fjord. Derpaa fölger Ghi (hos Ruscelli giu)prom., som kan være Asiouit, men hvis Navn neppe lader sig forklare. Derefter fölger Hian promontor, som maaskee kunde være Kotesermio. Navnet kan udledes af járn d.e. Jern, og være foranlediget af Forbjergets guulbrune Farve, hvoraf man maaskee har sluttet, at det indeholdt Jern. Navnet Naf f. kunde maaskee sammenlignes med det islandske nafi (Navle). Om Chápin eller Châpin, (hos Ruscelli Chan) veed jeg ikke at fremsætte nogen rimelig Formodning. Boier f. kunde maaskee udledes af Berefjord eller efter en anden Læsemaade Berrefjord, hvortil den tilsvarende islandske Form vel maa være enten Berufjörðr eller Bjargafjörðr. Denne Berefjord var efter Ivar Bardsen ikke bebygget og laae langt östligere end Skagefjord. Skulde Graahs Mening, at Berefjord er at söge i Nærheden af Prinds Christians Sund, eller Eggers's, at det er Itiblirksoak, være rigtig, passer Beliggenheden ikke til Boier f. Imidlertid er det ligesaa rimeligt at söge den paa Östkysten, da den laae udenfor den beboede Deel af Grönland; dog maa jeg tilstaae, at det, efter hvad Ivar Bardsen beretter, maae være rimeligt at söge den meget sydligere end der, hvor Navnet Boier f. staaer, f. Ex. mellem den 60de og 62de Grad. Östen for Boier f. er Forbjerget Ther promont., om hvilket jeg ikke veed at give nogen tilfredsstillende Forklaring.

Længere östlig sees paa Kortet en liden Flod, tæt derved en Vulcan og ved denne en Bygning med Taarn, hvorved staaer Navnet S. Tomas Zenobivm d.e. cæenobium; hos Ruscelli staaer S. Thomas Zenobius). Dette Kloster maa altsaa have ligget langt nordlig paa Grönlands Östkyst; ligesom den paa Kortet angivne Beliggenhed gjör det usandsynligt, saaledes gjöre de Efterforskninger, som Graah har anstillet, det næsten umueligt, at det kan have ligget sydligere end den 65° n. Br. Der kunde da ikkun være Spörgsmaal, om det har ligget paa den af Scoresby besögte Kyst mellem 750 og 69°, eller paa den endnu ubekjendte Kyst mellem 690 og 65°. Da Scoresby ikke melder om nogen Omstændighed, hverken Ruiner, Vulcaner eller varme Kilder, der kunde lade formode, at han har været ved Thomasklosterets Sted, bliver det sidste rimeligere. Her findes efter Mörchs Beretning, i Borgervennen 1831 Nr. 6, adskillige oldeuropæiske Ruiner ved Igloluarsoit mellem 65° og 66°, om hvis Oprindelse intet vides. Disse kunne da med Rimelighed antages at være af Thomasklosteret.

Istedenfor Estotilanda, findes paa Kortet Estotiland, som formodenlig er den oprindelige Form. Der findes to Tegn paa Stæder, uden vedföiede Navne. Den, som tegnede Kortet, har vel ikke kjendt Landet, uden af Fiskerens i Beretningen anförte Angivelser. Han har da vel ikkun villet tilkjendegive, at der i dette Land ere Stæder, uden at gjöre Fordring paa at have betegnet disses virkelige Beliggenhed.

Ved Drogio er intet andet at mærke, end at Navnet er udtrykt Drogeo, som i Henseende til Udtalen kun giver en ubetydelig Forskjel.

Om Beliggenheden af Icaria har Ant. Zeno vel ikke været enig med sig selv. Enten saa Hypothesen, at det er en Deel af Irland er rigtig eller ikke, er det indlysende, at det er lagt for nær ved Grönland[155].

Island, der er benævnt ligesom i Texten Islanda, er fremstillet som en stor Ö tilligemed syv mindre ved den nordostlige Ende. Ved disse mindre Öer findes ikke anfört den fælles Benævnelse, le Islande, som forekommer i Texten.

De her anbragte Navne kunne temmelig vel henföres til bekjendte Steder. Kun Navnene paa Bispesæderne have latinsk Form; de övrige ere, som det vil vise sig, umiddelbart at udlede af de nordiske.

Længst imod Nord sees Tegnet for en By med Navnet Noder[156]. Eggers forklarer det ved Möðruvalla klaustr, hvilket har nogen Rimelighed.

Hauis (hos Ruscelli Hauos, ogsaa ved et Bytegn, maa være Hofsós). Olenfis, ligeledes ved et Bytegn, er, uagtet den urigtige Beliggenhed, upaatvivlelig Bispesædet Hólar. Dette er eet af de Steder, som maaskee ere tilföiede af Nic. Zeno junior.

Cenefol maaskee oprindelig Conefel, er efter Eggers's Mening, hvorimod jeg intet veed at indvende, Sádkonufell.

Honosf, ved Tegnet paa en Flod, er efter Eggers Húnaós, d.e. Mundingen af Hunavatnsá. Det Navn, som egentlig tilkom Udlöbet, maa altsaa her være tillagt Aaen. Votrabor er af Eggers urigtig læst Vokabor og forklaret ved Vestrhópshólar. Zahrtmann mener derimod, at det er det af Olaus Magnus anförte Westrabord, som ogsaa findes paa Ortelius's Korter Tab. 71 og 6, netop hvor Zenos Vetrabor staaer. Ifölge dette maatte da min i Indledninden fremsatte Hypothese, at Vestrabord[157] var enten Havnefjord eller Höfn i Borgefjord, være urigtig, og det maatte være et Sted imellem Hunaos og Arnarfjord, f. Ex. Höfn ved Cap de Nord. Imidlertid vover jeg dog til Læsernes Dom at henstille fölgende Betragtninger. Paa Ortelius's Korter findes Ostrabord anlagt paa den Kant af Landet, hvor Thorlakshavn ligger. Hypothesen, at det er denne, som man har kaldet Ostrabord, maa da synes rimelig. Men da er det ikke antageligt, at Vestrabord skal söges saa langt i Nord og i en saa lang Afstand fra hin, at det blev vanskeligt at bemærke, om den laae östligere eller vestligere. Skulde man da ikke kunne bifalde den Mening, at Vestrabord virkelig har været enten Havnefjord eller Höfn i Borgefjord, men at Ortelius, som ikke nöje kjendte dets Beliggenhed, har henlagt det der, hvor han paa Zenos Kort fandt det lignende Navn Votrabor? Ogsaa er det rimeligere, at Havnefjord eller Höfn i Borgefjord var Udgangspunkt for Reiserne til Grönland, hvilket Vestrabord efter Olaus Magnus skulde være, end at et Sted i Isefjordssyssel var det. Min i Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed yttrede Mening, at Votrabor ikke er Vestrabord, men Vatnsfjörðr i Isefjords Syssel, kan derfor maaskee endnu være antagelig. Jouel(hos Ruscelli maaskee rigtigere Joucl) er sikkert Ordet jökull. Ifölge Beliggenheden mellem Vatnsfjörd og Arnarfjörd, er det rimeligt, at Glamajökull er meent.

Tuhos (hos Ruscelli Tulios) veed Eggers ikke at forklare. I Mangel af noget bedre vilde jeg gjætte paa Tjaldanes ved Arnarfjörd. Naar man ikke saa nöie tog Hensyn paa Beliggenheden, kunde man holde det for at være det navnkundige Thorsnes. Anaford er efter Eggers's velgrundede Mening Arnarfjörðr.

Rok forbindes af Eggers med Ochos og forklares ved Reykjarvík. Jeg mener at Rok alene betegner Reykjarvik, eller maaskee, da der ikke er noget Bytegn, Reykjanes, som i nogle Afskrifter af Ivar Bardsens Chorographier kaldes Röchenes. Ochos synes da at betegne Özará, det mærkelige Sted, ved hvilket Altinget holdtes.

Flogascer er af Eggers rimelig forklaret ved Geirfuglasker, eller, som det hos Olafsen I p. 226 hedder, Fugleskjær.

Scalodin, ved et Bytegn inde i Landet, er upaatvivlelig Skalholt. Stedet hörer formodentlig til dem, som den yngre Nic. Zeno har tilföiet.

Slelocth, ved et Bytegn, forklares af Eggers ved Selvogr. Det synes dog snarere at kunne være kommet af Steinsholt, som er et Sted i Rángarvalla Syssel, og det kan da oprindeligvis være skrevet Stesolth. Dog er det ikke utænkeligt, at Kortets Forfatter har meent Skalholt, og at Nic. Zeno, som ei forstod dette, har tilföiet Scalodin paa et andet Sted. Valen, ved et Bytegn, er efter Eggers Rángarvellir; men da der findes flere lignende Navne i samme Egn, kan det endnu være noget tvivlsomt, hvilket Sted der er meent. Aisel (hos Ruscelli Aisol), maaskee oprindelig Aifol, forklares af Eggers heldig ved Eyjafjöll.

"dos", ved et Bytegn, skal efter Eggers forbindes med det ovenfor staaende Mame; istedenfor dos skulde læses clos, og det Hele skulde betegne Munkaþverá klaustr i Öfjordssyssel. Endskjöndt i Ruscellis Copie Mane har et Punctum ved sig, og dos er skrevet med et stort D, holder jeg dog Eggers's Mening for den rimeligste, der nu kan fremsættes.

De syv Öer, som i Texten benævnes le Islande, ere betegnede hver med sit Navn, hvilke Navne med faa Forandringer ogsaa forekomme i Texten. Om disse see Anmærkningerne pag. 586-87.

Grislanda[158] skulde efter min Mening være Gorsö under Norge, men af Kortets Forfatter være henlagt her, mellem Hetland og Island, fordi man var kommen dertil fra Hetland og derfra foer til Island.

Frisland, i Texten Frislanda, er Færöerne, hvilke ere tegnede som et sammenhængende Land, endskjöndt nogle enkelte Öer ere betegnede som saadanne.

Dvilo, en eenlig Ö, norden for Frisland, blev af Buache antagen for Norderö; Navnet sammenlignede han med Thule. Efter Eggers er det Fuglö, den nordostligste af Færöerne. Næsten ligesaa rimeligt er det at antage det for Mule paa Bordö.

Forali, hvilket Navn staaer mellem Dvilo og Hovedlandet, betegner efter Eggers's rimelige Mening Haraldsund ved Kunö. Alanco, ved et Bytegn, er efter Eggers Blankskaale paa Kalsö.

Dolfor er efter Eggers's Mening, for hvilken jeg ikke veed at sætte noget bedre, Kalsö. Aqua er efter Eggers á Gjögv paa Österö; men det maa vel forblive noget tvivlsomt, især da man sædvanlig ikke siger á Gjógv, men vi Gjögv.

De tre sidste Navne mangle paa Ruscellis Kort.

Andeford, ved et Bytegn, forklarer Eggers med Föie ved Andefjord.

C. (Capo) Vidil, ved en lille Ö, forklares af Eggers ved Kjedlingen, en Klippe ved Österö. Det kan ligesaa snart være Böigdelaget Eide, da man formodentlig har sagt vi (ved) Aji. Dette Navn mangler paa Ruscellis Copie.

Spagia forklares af Eggers ved Saxen; men rimeligere af Buache ved Stakken, en höi Klippe nær ved Strömös Nordende.

Cabaria (hos Ruscelli Cabaru), ved et Bymærke, skulde efter Eggers være Forbjerget Bearin og Ca skulde staae istedenfor Capo; men Forklaringen forekommer mig meget tvivlsom, blandt andet for Beliggenhedens Skyld. Maaskee det kunde læses Savarta og være Gaarden Svartaa i Tjörneviig Sogn.

C: bouet har vel oprindelig været skrevet C. houet, og der er vel ingen Tvivl om at det er det danske Ord Hoved, men om man derved har forstaaet et Forbjerg paa Myggenæs (som Eggers mener) eller et andet Sted, kan vel vanskelig afgjöres.

Colfo Nordero (har Ruscelli Colfo Norda) maa paa Dansk hedde enten Norderöfjord eller Nordre Fjord. Det er mig ikke bekjendt, at nogen Fjord ved Færö har baaret eet af disse Navne; men man kunde tænke paa den Fjord eller det Sund, som löber mellem Österö og Norderöerne eller og paa Vestmanhavns Fjord. Eggers har paa sin Copie Golfo Bracio, og forklarer det ved Bugten mellem Vaagö, Strömö og Sandö.

Bondendea, ved et Bytegn, (i Texten Bondendon), skulde efter Eggers være Benævnelsen Bø handan d, som menes at have været brugt om et Sted ved Kirkebö; men jeg troer snarere, at man har villet betegne det temmelig betydelige Sted Funding paa Österö, som har en Havn. Stedet er da lagt paa en urigtig Plads.

Porti d.e. (Havne) skulde efter Eggers være Thorshavn, som dog ligger paa den modsatte Side af Landet. Rimeligere er det Westmanhavn, som er den bedste Havn paa Færöerne[159], og som derfor nok kunde kaldes Havnen i Særdeleshed. Da den har flere Vige, kunde man nok falde paa at benævne den som flere Havne. Banar, som efter Eggers skulde være Sköpunnarviig, er vel snarere Bearin, hvortil det efter Beliggenheden svarer, og hvormed Navnet bedre stemmer overeens. C: Deria er efter Eggers Trollhoved, hvortil Beliggenheden passer; men Navnet ikke; Treair hedder en Plads i Böigden Sands, hvis Navn nogenlunde ligner.

Sanestol ved et Bytegn, er Böigden Sands paa Sandö, "som Laugmanden eller Præsten mueligen har kaldet Sands Stol, nemlig Laug- eller Præste-Stol.” (Eggers).

Sudero colfo er upaatvivlelig Suderöfjord.

Ilofe og Ledevo, der ere betegnede, som særskilte Öer, ere, efter det jeg forhen har anfört i Anmærkningerne, rimeligviis Myggenæs og Sörvaag.

Vena skulde efter Eggers være Fámian (Famjin). Mig forekommer det rimeligere, at det er Beinisvere, af hvilket Navn enten den förste eller den sidste Halvdeel er beholdt.

C. cunala kan, som Eggers antager, idet han forandrer Læsemaaden til C. ainala, være Örlinfjeldet i Böigden Famöjen. Uden at forandre Læsemaaden kan man forklare det ved Qvönnafjeld.

Ocibar, ved et Bytegn, forklarer Eggers ganske rimeligt ved á Gjögvard (som man vel og siger istedenfor vi Gjögvard, der staaer hos Landt) et Sted i Vaag Sogn paa Suderö.

Navnet Porlanda staaer ved nogle Öer sönden for Frisland. Efter hvad der er sagt i Anmærkningerne pag. 580—81 kan man holde det for Porkeri.

Monaco ved den sydligste Ö, betegner efter de fleste Fortolkeres höistrimelige Mening Sumbö-Munk.

Aneſes d.e. d Nesi: er neppe Böigden Næs, som skal være anlagt efter Reformationen, men snarere en Plads, kaldet d Nesi i Qvalbö Sogn.

Sorand (ligeledes hos Ruscelli, men i Texten Sorani) er uden Tvivl Suderöens Navn. Ved dette staaer et Bytegn, hvorved man da uden Tvivl har villet betegne een af Öens vigtigste Böigder, f. Ex. Qvalbö eller Frodbö.

Spirige, som af Eggers forklares ved Porkeri Næs, kan henföres enten til en Odde eller til een af de nærliggende Öer. Beliggenheden af Næsset svarer til Mjóvanæs og af Öerne til lille Dimon. Navnet kunde derimod snarest sammenlignes med Sur á vuig, en Viig paa Syden den af Naalsö.

Streme, ved en særskilt Ö, betegner efter Eggers Store Dimon, hvormed Navnet rigtig nok har nogen Lighed. Imidlertid er dette Navn, som Zahrtmann har erindret, endnu mere liigt med Strömö, og saa liigt, at man maa holde det for det samme. Det maa være ved en Misforstaaelse, at Zenoerne have tillagt en liden afsidesliggende Ö (Naalsö) det Navn, som tilkom den störste Ö. Dog kan det ogsaa være, at det blot er Copisterne, som have anbragt Navnet for langt nede, da det egentlig skulde have staaet umiddelbart under Doffnis, hvor det nok kunde betegne den midterste Deel af Frisland, altsaa Öen Strömö.

Godmec, ved et Bytegn , læses af Eggers: Goeluec, rimeligere efter Skrifttegnene Goeluiec eller Goeliuec. Det er uden Tvivl Skaaleviig paa Sandö.

Doffnis (hos Ruscelli mindre godt Doffais, hvilket Eggers ogsaa har), ved et Bytegn, er efter Eggers Böjgdelaget Tofte paa Österö. Maaskee det kunde læses i to Ord, Doff nis, og saaledes betegne Tofte og den derved liggende Præstegaard Næs. Det kunde og være Toftenæs i Laarviig Sogn; men det ligger for langt nordlig.

Frislad eller Frisland, ved et Bytegn, er efter hvad jeg forhen har anmærket, Thorshavn. Efter Eggers skulde det være et ellers ikke bekjendt Sted, som skulde være kaldt efter Friserne. Rouea kunde maaskee læses Houea og betegne Höiviig norden for Thorshavn. Eggers har læst Rodea og deri fundet Bordöens Navn. Rifu, som Eggers ikke veed at forklare, bliver vel Rideviig paa Österö.

Pigiu (hos Ruscelli Piglu, som Buache ogsaa har læst), ved en liden Ö, kunde betyde Fuglefjord paa Österö. Buache vil, at det skal være Fuglö, og dersom denne Ö ikke er betegnet ved Duilo, kan hans Formodning nok biſaldes.

J bini (maaskee Isbini), hos Ruscelli S bini, ved en ð, maa vel være Sciinö.

Dersom man istedenfor Rane vilde med Eggers læse Cane eller Kane, kunde hans Forklaring, Qvannesund, nok antages; i manglende Fald maatte det nok være, som Buache mener, Arnefjord paa Bordö. Wadin, som Eggers ikke omtaler, kan være Váji paa Bordö.

Logostlos kunde efter Eggers læses Episcopos og betegne Klippen Biskoppen; Buache vil gjöre det til Goste; men af dette Navn veed jeg intet Sted paa Færöerne, Maaskee han da har meent Tofte paa Bordö. Jeg kan ikke have nogen bestemt Mening om dette Navn; dog kan det være enten Skaaletofte eller Skaalebotn, men det er da meget forvansket.

Over Navnet Campa har Eggers ingen Forklaring: mest ligner det Lamba, et Sted paa Österö.

Neome er efter Eggers's rimelige Formodning Foul Island, skjöndt Anledningen til hint Navn er ubekjendt.

Podalida, maaskee Pódalída. Pondalinda er uden Tvivl Navnet Pentland[160], hvormed man betegner Sundet mellem Örkenöerne og Skotland. Her betyder det rimeligviis Örkenöerne selv, hvormed det i Beliggenhed og Form stemmer overeens. Eggers's Forklaring, hvorefter Podalida skulde være skrevet istedenfor Godahlida og betegne Fairhill eller Fairisland, er mere tvungen.

Estland (i Texten Eslanda eller Estlanda) er upaatvivlelig, Hetland eller Shetland.

Incafort veed jeg intet at sige om, hvis det ikke skulde være Thingvall. Sonueral kunde maaskee være Sandnes.

Incaford synes ikke at være andet end det nylig anförte Navn gjentaget.

Onlefort, ved et Bytegn, er efter Eggers Olnafirth, en Viig i St. Magnus Bay.

Olofort, ved en Ö, er maaskee kun en Gjentagelse af det Foregaaende. Zahrtmann holder det for at være Onzefirth.

Eledere kunde maaskee være Lerwick paa Mainland. Zahrtmann, som har læst Cledere, forklarer det ved Queendal.

Sumbercouit, (hos Ruscelli S. Umbercouit), ved et Bytegn, er upaatvivlelig Sumburgh head.

S. Magnus, ved et Bytegn, er St. Magnus-Bugten, som dog ligger paa den modsatte Side af Landet, den vestlige.

Scaluogi, ved en Ö, er Scallway, Hovedstaden paa Mainland, som ligeledes urigtig er lagt paa den östlige Side.

Bristund, ved en Ö, er Brassa-Sound mellem Mainland og Öen Brassa (Bressay).

Itlant, ved en Ö, er rimeligvis Öen Fetlar.

Lonibies (hos Ruscelli bedre Lombies), ved en Ö, er Forbjerget Lambanes paa Unst.

Ploch, (som mangler hos Ruscelli) er vel Cloup eller Gloup, en Viig paa Öen Yell.

De nordvest for Estland mellem dette og Grislanda angivne Grunde, skulle formodentlig være dem, paa hvilke Zichmnis Flaade skal være strandet efter Angrebet paa Estland.

Scocia er naturligvis Skotland; Tev ved en Ö vestenfor Skotland, skal maaskee betegne Tirey, een af Hebriderne; Ara er upaatvivlelig Arran, og Lopapia Pabbay mellem Lewis og Sky.

De paa den skandinaviske Halvö anbragte Navne Norregia, Svecia og Gocia behöve ingen Forklaring. Navnet Dania gaaer ind paa samme Halvö, hvilket er et Tegn paa at dens sydlige Deel, da Kortet blev tegnet, regnedes til Danmark.

Norden for Norge staaer paa Copien hos Zurla Mare et terre incognite; hos Ruscelli mangle disse Ord, og den norske Kyst er forlænget imod Östen i en næsten lige Linie, istedenfor at den i Virkeligheden danner en stor Bue, og næsten ved Kortets Rand staaer ved en Ö Guardus insula, d. e. Wardöhuus. Udenfor denne Deel af Kysten sees, overeensstemmende med Virkeligheden, en Række af Öer.

I den Deel af Norge, som er eensdan paa Zurlas og Ruscellis Copier, staaer först Trons, som vel er en Afkortning istedenfor Tronnæs eller Trondanes, som det kaldes hos Olaus Magnus, et Sted paa Hindöen. Dette forekommer mig rimeligere end Eggers's Mening, hvorefter det skulde være Tromsen. For det övrige kunne vi nok holde os til Eggers's Forklaring.

Langares (hos Ruscelli Langa) er Langenæs Sogn i Vesteraalen.

Engal, ved et Bytegn, er Helgeland.

Trondo, ogsaa ved et Bytegn, er Trondhjem.

Druten (Ruscelli har mindre rigtig Diuten), ved et Bytegn, er det sidste Ord af t’leid van Druten (Drunten); altsaa betegner det Trondhjems Leed.

Sropel (hos Ruscelli bedre Stopel), ved et Bytegn, er Stoppelöerne.

Scare (hos Ruscelli Score) læses af Eggers Scorv og forklares ved Skorpö i Bugten norden for Stat.

Biue (hos Ruscelli Bruc), ligefor det forrige inde i Landet ved en Fjord, er maaskee Breesund.

Stat, ved et Bytegn, er det bekjendte Forbjerg af dette Navn.

Stefont (hos Ruscelli Stesoni) er enten Stavenæs eller Steensund i Mundingen af Sognefjorden. (Det sidste er upaatvivlelig det rigtigste).

Pergen (hos Ruscelli bedre Bergen) ved et Bytegn, er den bekjendte By.

Scutenes (hos Ruscelli Seuienes) er Skudesnæs, den sydligste Pynt af Karmöen.

Scutc (som mangler hos Ruscelli) læses af Eggers Scirc og forklares ved Skaare Sogn eller ved Storöen.

Gasendel (hos Ruscelli Gasendeb), ved et Bytegn, er Gjæsdal Sogn.

Escesct (hos Ruscelli Esceset), paa et nederlandsk Kort fra 1562 Ekesont, er Egersund.

Raceueit er Resvaag paa Hitteröen. Tiantpaa Kortet fra 1562 t'Lant nallest d.e. t'Lant van List, paa senere t'Lant Lister, er Listerland.

Geranes er istedenfor Der neus, det Navn, som paa fremmede Korter bruges for Lindesnæs.

Mærkeligt nok er det, at paa hele Halvöen ingen Bjerge ere anförte uden nærved den sydlige Ende: det der tegnede Fjeld maa vel være Kullen.

Danmark er rigtigere aflagt, end paa de fleste Korter fra det 16de Aarhundrede. Ogsaa Anholt og Læsö findes derpaa, dog uden Navne.

Navnene forklarer Eggers rimeligen saaledes:

Bomienberge (for Ruscelli Bonuembergen) er Bovbjerg.

Munit er Landstrimmelen udenfor Ringkjöbings Fjord. Navnet er taget af det danske Mindet.

Uthoc er Vesterhorn eller Vesterhoe, et ældre Navn paa Byen Hoe. (Herimod kan dog indvendes, at Hoe formodentlig ikke har været kaldt Vester Hoe, men i Modsætning til Sönder Hoe paa Fanö, Nörre Hoe. Skulde Uthoc ikke snarere være Ordet Udhuk, og betegne Blaavands Huk?)

Fanu er Fanö, Manu Mandö, Ruin (hos Ruscelli Ruit) Römö, Salt Sylt, Amere Amrom og Fuy För.

Fodnoter

  1. f. Ex. "Et Sökort, som jeg endnu finder, at jeg har blandt Husets gamle Sager” er ikke Marcolinis, men Zenos Ord.
  2. Allgem. Hist. der Reisen zu Wasser und zu Lande 14. p. 2.
  3. Vinlandia præſ. p. 17.
  4. Historie af Danmark, 14 D. p. 271.
  5. Geschichte der durch Ueberlieſerungen nachgewiesenen Veränderungen der Erdoberfläche, 1 Th. Gotha 1822, p. 178-202.
  6. Undersögelsesrejse til Östkysten af Grönland, S. 7.
  7. Bemærkninger over de Venetianerne Zeni tilskrevné Reiser. Nordisk Tidsskr. ſ. Oldkyndighed, 2 D. p. 1 fölg.
  8. Storia della litteratura Italiana. T. 5. .."Codesta relazione contiene piu cose che hanno una troppo chiara apparenza di favoloso" foruden flere Yttringer.
  9. See Zurla’s Dissertazione intorno ai viaggi e scoperte settentrionali di Nicolo ed Antonio fratelli Zeni. Venezia 1808, p. 82.
  10. See Zurla's Dissert. p. 79-82
  11. issertazione, p. 48-88.
  12. See Biographie universelle, Tom. 52 p. 235.
  13. Zurla’s Dissert. p. 56.
  14. Memoire sur l'ile de Frislande i Histoire de l'Acad. Rov. de, sciences de Paris, Année 1784, p. 430
  15. Geschichte der Entdeckungen und Schifffahrten in Norden, Frankfurt an der Oder 1784, p. 217-250
  16. Landhuusholdningsselskabets Skrifter, 4 D. p. 239-320.
  17. Annales des Voyages, Tom. 10.
  18. Scandinav. Litteraturselsk. Skrifter, 20 B. p. 252 og ſölg.
  19. S. Biographie univers, Tom. 52 p. 237.
  20. Biogr. univers. Tom. 52 p. 229.
  21. Examen critique de l'historie de la geographie du nouveau continent. T. II p. 122 flg.
  22. Nord. Tidsskr. f. Oldk, 2 B. p. 14.
  23. Nord. Tidsskr. ſ. Oldk., 2 B. p. 8-9.
  24. Sammcsteds.
  25. v. Hoff, Geschichte, p. 192. Tiraboschi ifölge Zurlas Diss. p. 86.
  26. v. Hoffs Gesch, p. 198.
  27. v. Hoffs Gesch, p. 194. - Nord. Tidsskr. ſ. Old , 2 B. p. 14.
  28. Nord. T. f. O., 2 B. p. 14. Eggers i Landhuusholdningsselskabets Skrifter, 4 B. p 320. Tiraboschi efter Zurla’s Dissert., p. 102.
  29. Tirahoschi efter Zurla's Diss, p. 112.
  30. Tiraboschi elter Zurla’s Diss, p. 86.
  31. v. Hoff: Gesch, p. 192. Nord. T. f. Old, 2 B. p. 8, 9, 14.
  32. v. Hoffs Gesch, p. 187.
  33. Nord. T. f. Old., 2 B. p. 13, 14.
  34. Nord. T. f. Old., 2 B. p. 11, 18. v. Hoffs Gesch., p. 188, 193-194.
  35. Zahrtmann i Nord. T. f. O, 2 B. p. 23-24. V. Hoffs Gesch. p. 188. Tiraboschi efter v. Hoffs Gesch. p. 189 og Zurla's Diss. p. 34.
  36. Zahrtmann i Nord. Tidsskr. for Oldkynd., p. 13, 14.
  37. Zahrtmann, p. 13.
  38. Zahrtmann, p. 10.
  39. Gesch. der Veränderungen, 1 D. p. 194.
  40. Zahrtmarn, p. 21.
  41. Nord. T. ſ. O., 2 B. p. 7-8.
  42. cfr. Nord. T. f. O., 2 B. p. 29.
  43. Nord. T. f. O, 3 B. p. 199.
  44. J. R. Forster Geschichte der Entdeckungen und Schifffahrten in Norden, p. 247.
  45. Estrup i Skandinav. Litteraturselskabs Skriſter, 20 B. p. 285.
  46. f. Ex. J. B. Homanns Insulæ Danicæ in mari Baltico sitæ.
  47. Disse have formodentlig været nederlandske. S. Eggers, Landhuusholdningsselskabets Skriſter, 4 B. p. 312.
  48. Efter senere tilkomne Oplysninger, som i det Fölgende skulle blive omtalte, kunne vi dog gjöre en rimelig Gisning derom.
  49. Heri er intet Urimeligt, da Fiskerierne efter Debes og Landt i fordums Dage vare langt betydeligere end siden, saa at Færingerne næsten alene levede deraf.
  50. Borgervennen 1831 Nr. 6. Cſr. Wormskiold i Skand. Liu. Selsk. Skr., 10 Aarg. p 347.
  51. Forster antog nemlig Frislanda for Örkenöerne.
  52. Geschichte der Entdeckungen und Schifffahrten in Norden p. 245. Ifölge de nyeste Undersögelser maa Estotilanda dog nok snarere være Markland, eller en Deel deraf, end Viinland.
  53. v. Hoffs Gesch. der Veränd. I.
  54. lib. cit. P. 192.
  55. Zahrtmann i Nord. T. f. O., 2 B. p. 14 og 8.
  56. v. Hoff Geschichte der Veränd. I. p. 192.
  57. Om Færöerne fortælles næsten intet i Suhms Historie af Danmark, 14 D. (fra 1375 til 1400), Bispen af Færöerne nævnes, men som fraværende p. 293, 357.
  58. Suhms Hist. af Danm., 14 D. p. 300-310.
  59. Nord. Tidsskr. for Oldk., 2 B.
  60. De afbrændte og plyndrede Bergen 2 Gange; Suhms Historie af Danmark, p. 309, 341.
  61. Debes "Færoa reserata", p. 233.
  62. Antiqvariske Annaler, 3 B. p. 289.
  63. Antiq. Ann, 3 B. p. 290.
  64. Debes, l. c.
  65. Antiq Ann, 3 B. p. 283.
  66. Suhms Historie af Danmark, 14 D. p 334. Rafns Antiquitates Americanæ p. 257-258.
  67. Zurla’s Dissertazione, p. 45
  68. . Paa de venetianske Taushed lægger Zahrtmann megen Vægt, jeg veed ikke om med Rette. Dersom Zenoernes Reiser havde været betragtede som Opdagelsesreiser, da kunde man have tillagt dem Vigtighed i Stadens Historie. Men man har neppe tænkt paa, at der ved Zenoerne var givet Efterretninger om en ny Verdensdeel. Alle de Lande, Zenoerne omtale, betragtedes som henhörende til Europa
  69. I Carlo Zenos Levnet.
  70. Nord. Tidsk. for Oldk., 2 B. P. 11.
  71. l. c. p. 13.
  72. 1. c. p. 12.
  73. Zurlas Dissertazione, p. 45-46.
  74. Suhms Hist. af Danm., p. 235-237.
  75. Nord. Tidsskr. f. Oldk., 3 B. p. 198, 199.
  76. Nord. Tidsskr. f. Oldk., 2 B. p. 21.
  77. Forsters Geschichte der Entdeckungen, p. 319.
  78. ibid., p. 339.
  79. Nord. Tidsskr. f. Oldk., 2 B. p. 5.
  80. La geografia di Cl. Tolomeo Alessandrino. Venet. 1561. Tab. XXXV. MIm.
  81. S. Zurlas Dissertazione, p. 33, 34.
  82. S. Zurlas Dissertazione, p. 33.
  83. Dialoghi della Storia VI. S. Zurlas Dissertazione, p. 32. Naar vi erindre Italienernes sædvanlige Maade at udtrykke sig paa, ville vi ikke finde, at dette er en saa overdreven Roes, at den grændser til Ironie, som Zahrtmann siger, p. 20. Ikke heller grunder denne Lovtale sig alene paa Zenos Eſterretninger om sine Forfædre, men paa vigtigere historiske Skrifter, af hvilke eet er i Behold: Dell’ origine di Venezia et antiquissima memoria de' Barbari. S. Zurlas Dissertazione p. 31-32.
  84. S. Estrup i Skand. Litt. Selsk. Skriſter, 20 B. p. 259. Zahrtmann i Nord. Tidsskr., 2 B. p. 15.
  85. Estrup, p. 257.
  86. Nord. Tidsskr. f. oldk, 3 B. p. 195-196.
  87. Nord. Tidsskr, f. Oldk., 3 B. p. 209.
  88. See Zurlas Dissertazione, p. 30. Nord. Tidsskr. f. Oldk. 3 B. p. 197.
  89. Zurlas Diss. p. 99 og Zahrtmann. Nord. Tidssk. for Oldk, 2 B. p. 28.
  90. Diss, p. 141-142.
  91. (Pria ancora del lavoro di Fra Mauro ne diede un eenno Andrea Bianco nell' ottava tra le dieci famose sue tavole idrografiche conservate mella Biblioteca Sammarciana, spettanti all' anno 1436, overimpetto alla Norvegia evvi distinta in ellittica forma un' isola col nome di Frislanda ehe al certo èla Frislanda poco prina dagli Zeni ritrovata.” Zurlas Dissert., p. 36.
  92. Allgemeine IIistoria der Reisen zu Wasser und zu Lande, 14. p. 2.
  93. Historie af Danmark, 14. p. 271.
  94. Dette er den af Zahrtmann i Nord. T. f. Oldk. yttrede Mening; rimeligere er det dog, at det har været Newfoundland. See Rafns Antiquitates Americanæ, p. 451.
  95. Zahrtmann i Nord. T. f. O., 2 B. p. 24, 25 og 3.
  96. Zahrtmann p. 25. Magnusen i Nord. T. f. O., 2 B. p. 127-29.
  97. Magnusen i Nord. T. f. O., 2 B. p. 167.
  98. Grönlands historiske Mindesmærker, I. p. 145.
  99. See Zurlas Dissertazione, p. 50. I den hollandske Udgave af Theatrum orbis terrarum, siger Orteliüs, at man næsten ikke veed andet om Frisland, end at Nicolaus Genus leed Skibbrud der 1380.
  100. See Zurlas Dissertazione, p. 74.
  101. v. Hoffs Geschichte der durch Ueberlieferung nachgewiesenen Veränderungen der Erdoberflache, 1 Th. P. 164-204.
  102. Læsemaaden er formodentlig urigtig. I Originalen staaer ouanta(80); men maaskee der skal læses novanta (90) eller ottanta nove (89).
  103. at capo di Leuante. Maaskee der bör læses: at capo di Pomente, til det vestlige Forbjerg.
  104. i Texten Giugno, Juni.
  105. Islanda: bör formodentlig rettes :il Frislanda.
  106. Det er en Vildfarelse, naar jeg i min Afhandling om det ældste Kort over Grönland nævner Van der Aa og Ortelius som Autoriteter for denne Beretning ; thi de sige ikke at Frisland, men at Estotiland blev opdaget 1390.
  107. Landts Beskrivelse over Færöerne p. 295.
  108. I det mindste Halvparten af Suderö skal fordum have tilhört een Eier.
  109. Dette maa vel være Magnus Smek.
  110. Da den sorte Död kom til Færöerne omtrent 1400, bekræfter ogsaa denne Omstændighed den antagne Tidsregning
  111. See Debes Færoa rescrata p. 276, Landts Beskrivelse om Færöerne p. 411.
  112. Landts Beskrivelse over Færöerne p. 119.
  113. Fær. res. pag 290.
  114. Est in ea civitas episcopalis dicta et ipsa Farensis. Jac. Zieglers Schondia i Krantzii Chronica pag. 481.
  115. Zurlas Diss. p. 45.
  116. Suhms Hist, af Danmark 1) D. p310.
  117. Skand. Litt. Selsk. Skifter 20 Bind p. 285.
  118. Zurlas Dissertazione p. 99.
  119. Nord. Tidsskr. f. Oldk. 2. p. 14.
  120. Sand, Liu selsk skr. 20. v. 282.
  121. Skand. Litt. Selsk. Skrift. p. 286.
  122. See Zurlas Dissertazione p. 113-115.
  123. See Rafns Antiquitates Americanæ p. 419-422.
  124. Antiq. Americanæ p. 424-426.
  125. Antiq. Americanæ p. 422-424.
  126. Mellem VVeymouth og Clements begynder det store Leie af Magnetjernsteen (9 Fod mægtigt), som naaer til Falmouth ved Avon. Ved Nictau viser Jernmalmlejet sig igjen 6 Fod mægtigt. I Pictaus Distriet, sydostlig for New Glasgow, er et Leie af Rödjernsteen, 18 Fod mægtigt. Ved Carriboo-Floden, ved Tony-, Ö-t- og Vest-Floden forekomme Kobberertser. (S. Karstens Archiv für Mineralogie etc. II B. 2 H. p. 483, 484, 488).
  127. Raſms Antiquitates Americanæ p. 264, 265.
  128. See Rafns Antiquitates Americanæ p. 274, 275.
  129. Allgem. Historie der Reisen zu VVasser und zu Lande 14 Bd. p. 83. Antiquitates Americanæ p. 424.
  130. Allgem. Hist. der Reisen 14 Bd. p. 19.
  131. Zurlas Dissert. p. 117. Allgem. Hist. der Reisen 16. p.569-81.
  132. Allgem. IIist. der Reisen p. 577.
  133. Robertsons History of America, 7 Bog. Ceremonierne beskrives i Allgem. Hist. der Reis. 13 Bd, p. 578, 579 (eft. Herrera).
  134. Allgem. Hist. der Reis. 13 Bd. p. 573, 574.
  135. Landts Beskr. over Færöerne p. 143.
  136. Ogsaa her forekomme Navne, der ligne Icaria, f. Ex. Carawall.
  137. Ifölge Meddelelser fra Stedet selv er Cap Benvee 826 Fod höit, og kan sees i en Afatand af over 35 engelske Mile.
  138. At the opposite side of the island (Clare Island) are the ruins of an old castle, formerly the residence of the far ſaned queen Granuele, the ancestor of the family O'Malley (Second account of a mineralogical excursion to the counties of Donegal, Mayo and Galway by Sir C. L. Giesecke, Dubl. 1828 p. 9). In coming up the bay it (Binghams Castle) presents itself beautifully, and afford- an interesting recollection of older times, when the resident was the king of his estates and ruled as a sovereign over his bondsmen (Id. lib. p. 12).
  139. S. Samleren.
  140. Dissertazione P. 38-46.
  141. Under den Forudsætning, at Nicolo var den ældste af Brödrene, har Zahrtmann antaget, at han var ſödt omtrent 1328. Men denne Forudsætning udledes vist blot deraf, at han nævnes först i Stamtavlen. Men da han her kun nævnes med Antonio og Carlo, fölger kun at han var den ældste af disse tre. Det kan da være, at hans Födselsaar ikke var tidligere end 1331. Tilnavnet il Grande beviser intet, da det ogsaa tillægges Carlo.
  142. Dersom denne Nicolo, Sömanden, havde været forskjellig fra Nic. Zeno di S. Canzian, vilde disse Forſattere dog rimeligvis have givet det tilkjende.
  143. Af dette Udtryk, synes mig, fölger uimodsigelig, at det netop var vor Nicolo som var riig, hvilket Zahrtmann ikke vil antage.
  144. ɔ: Chioggia.
  145. Vi kunne dette uagtet gjerne antage at Nicolos Afreise fra Venedig har fundet Sted 1389, maaskee endog i Begyndelsen af Aaret, hvorved der kan blive en Tid af over 3 eller henimod 4 Aar fra hans Afreise til Antonios Ankomst til Færöerne.
  146. Efter nys anförte Note kunne vi sætte en Tid af 3 Aar eller noget derover.
  147. Er han kommen til Frislanda 1391 og afrejst.
  148. Ved en Uagtsomhedsfeil har jeg i min Aſhandling om det ældste bekjendte Kort over Grönland sat Antonio Zeno istedenfor Zichmni.
  149. Walckenaer har uden at anföre nogen Grund paastaaet, at Kortet var af Nic. Zeno den yngre og udarbeidet efter Reisebeskrivelsen. Herimod strider desuden de ovenanſörte Spor af at Kortet har været benyttet af Bianco og Fra Mauro. See Nord. Tidsskriſt for Oldkyndighed 3. p. 194-95.
  150. Jeg finder ingen tydelige Tegn til at det Kort paa Kjöbenhavns Universitetsbibliothek, som Zahrtmann tildeels antager ſor Kilden til det zeniske Kort, skulde være ældre end dette. For denne Forudsætning anförer Zahrtmann tvende Grunde, nemlig: 1) at Zeno har Eleste, hvor det andet Kort har Hestleſ, og Olensis, hvor dette har Hollesis; her skulde Zeno som Italiener have bortkastet det ham stödende H. Men Hestle bliver ved Bortkastelsen af H jo ikke til Elest’e, men til Estle. Rimeligere er det at Hestle er kommet af Elest’e eller rettere EJest"e, idet man af det utydelige EJ har gjort et H og af det ovenfor satte r et l. Ligeledes bliver jo Hollesis ved Bortkastelsen af H ikke til Olensis, men til Ollesis. 2) at det var utænkeligt, at man havde foretrukket Bordones Contour til at sætte Zenos Navne ved. Men hos en saa unöjagtig og ukyndig Korttegner, som Forfatteren til det anförte Kort er, kan jeg ikke finde det urimeligt. Han anförer undertiden eet Land paa to Steder, f. Ex. Anholt, Lolland, Falster; han lader den Elv, som löber forbi Upsala, falde ud i en Sö, der staaer i Forbindelse med Christiania Fjord, han henlægger Trondhjem paa Sydkysten af Norge, Öselsönden for Gulland, Island vesten for Grönland o. s. fl.
  151. Estrup i Scand. Litteraturselsk. Skr. 20 Bind p. 261.
  152. En Blanding af en latinsk og en italiensk Form.
  153. Nord. Tidsskr. f. Oldkynd. 3 Bind p. 202-203.
  154. Dette Forbjerg antager jeg at ligge indenfor Österbygdens Grændser, hvilken jeg efter de Grunde, som ere anförte i Nordisk Tidssk. f. Oldk. 3 Bind p. 202, mener at have strakt sig omtrent til Narksalik eller – maaskee nöjagtigere – til Tiksaliknæsset. Dog er det en Feiltagelse, naar jeg har sagt, at Thorhallesen skulde have berettet at Ruinerne begynde 3 Mile sönden for Frederikshaab; den er foranlediget ved en Trykfeil i Jonges Geographie, hvor der staaer 3 istedenfor 30.
  155. See foran pag. 536, 539-540.
  156. Man kan antage, at det er urigtig afskrevet for Moder. Da Initialbogstaverne i det 14de og 15de Aarhundrede skrives meget forskjellig, kunde en Forvexling af disse især let finde Sted.
  157. Bord eller bort er det latinske portus, og Vestrabord betegner saaledes den vestre Havn ligesom Ostrabord den östre Havn.
  158. Paa Kortet staaer Grislada, hvor Stregen over a synes at være glemt.
  159. Landts Beskrivelse over Færöerne p. 105. Sommerfeldts Geographie 6 Opl. p. 54.
  160. See Zahrtmann i Nord. Tidsk. f. Oldk. 2 B. p. 7.