Brudstykke angående kristendommens første indførelse (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
GHM 2.jpg


Kongesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


XXV
Brudstykke angående

Christendommens förste indförelse paa Grönland
efter foranstaltning af den norske Konge Olaf Tryggvesön


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn



Almindelig Forerindring.

Vore gamle nordiske Kildeskrifter kjende kun den ældste Forkyndelse af Christendommen paa Grönland, som först skete efter Norges Konges Olaf Tryggvesöns Foranstastaltning, saaledes at det hele Folk (af skandinavisk Oprindelse) antog Christendommen af Navn, ved Leif Eriksöns ivrige Virksomhed og store Indflydelse, i Aaret 1000 efter Christi Födsel. - Paa en lignende Maade omvendte den samme store (skjönt alt for despotiske og tit grusomme) Konge hele det norske og islandske Folk, men hans korte Regjeringstid endtes med hans Fald (eller Flugt) i Slaget ved Svölder, og det blev ikke hans Lod at opleve Christendommens fuldkomne Grundfæstelse i noget af de nævnte Lande. Denne Glæde blev forbeholdt hans ham i meget lignende Navne, Gudsön og Efterfölger i Regjeringen, Kong Olaf Haraldsön, i levende Live kaldet den Tykke, men efter Döden den Hellige. Han faldt, som bekjendt, i et Slag mod sine oprörske Undersaatter, paa Stiklestad, i Aaret 1030. Vi kunne her ikke indlade os paa at undersöge andre Efterretninger om Christendommens ældste Indförelse paa Grönland, som egentlig höre til tvende forskjellige Arter. Den ene er af fremmed Oprindelse, og henförer Grönlands förste Omvendelse til den förste Halvdeel af det 9de Aarhundrede; den ville vi nöiere fremstille og undersöge i vore diplomatiske Meddelelser. Den anden, som udgiver Olaf den Hellige for Christendommens förste Stifter i Grönland, er ligesaa uefterrettelig, men vel af norsk eller dansk og meget nyere Oprindelse; den ville vi dog, ligeledes paa sit Sted, tage i nöiere Overveielse.


A. Uddrag af Kong Olaf Tryggvesöns saga.
Forfattet af Gunlög Leifsön.

Vi have allerede omhandlet dette Skrift i nærværende værks 1ste Deel S. 53 o. f. Vi bemærke kun, at det først er forfattet paa Latin, sidst i det 12te eller först i det 13de Aarhundrede af Munken Gunlög Leifsön, död i Thingöre kloster paa Island 1218 eller 1219, samt er, efter hvad vi l. c. have sögt at udvikle, oversat (og muelig foröget) paa Islandsk af Præsten Styrmer Frode, död 1245; see ellers (om ham) ovenfor I, 19-29. Da Originalen forlængst er tabt, have vi nu kun den nævnte Oversættelse tilbage, i forskjellige gamle Membraner, som dog (da de ere mere eller mindre vidtlöftige) ikke afvige ubetydelig fra hinanden. Da de meddele adskillige vigtige Efterretninger om det gamle Grönland, ville vi her opregne dem, og tillige de paa dem grundede trykte Udgaver. De kunne lienföres til to Hoved Recensioner, nemlig: 1) Den som findes i den berömte Flatöebog (see ovenfor I, 197) jfr. 56 o. f. Efter den er for det meste udgivet: Saga þess halóflega, Ólafs Tryggvasonar, Noregs kónungs, udgivet af Biskop Thord (Theodorus) Thorlacius, og trykt paa Skalholt i Island 1689, i to Qvartbind. 2) Dette Selskabs Udgave: Saga Ólafafs Tryggvasonar; eptir gömlum skinnbókum, trykt i Kjöbenhavn i 3 Bind i 8 (som udgjöre de tre förste af Fornmanna-Sögur) 1825-1827 (med tilhörende, senere udkomne, danske og latinske Oversættelser). Derved ere især disse Pergaments Codices af den Arnæmagnæanske Samling benyttede: Nr. 61, (der som den fuldstændigste og fortrinligste er lagt til Grund for Udgaven) 53, 54 og 62, alle i Folio, tilligemed Fragmenterne 325 il Qvart. De beskrives nærmere i Forerindringen til den sidstmeldte Udgave, og synes alle at være skrevne i det 14de Aarhundrede. Disse Haandskrifter ere allerede af os her benyttede ved at jævnföres omhyggelig, for saavidt de indeholde Fortællinger om Grönlands Opdagelse og förste Beboelse, med et dertil Svarende Stykke af Erik den Rödes Saga (I, 198, 200-206, jfr. 172-179). Dette Stykke af Olaf Tryggvesöns Saga (som udgjör dens 220de Capitel i den Kjöbenhavnske, men 2den Parts 61de Capitel i den Skalholtske Udgave) behöver derfor ikke at indföres her paa ny. Derimod indrykke vi de tvende fölgende:

I. Stærri Saga Ól. Tryggasonar, 221 kapítuli

Þá er XIIII[1] vetr voru liðnir frá því er Eiríkr rauði [fór at byggja[2] Grænaland, þá fór Leifr, son Eiriks, utan af Grænalandi til Noregs; kom hann til Þrándheims um haustið, þá er Ólafr konungr Tryggvason var kominn norðan af Hálogalandi. Leifr lagði skipi sínu inn til Niðaróss, ok fór þegar á fund Ólafs konúngs; boðaðí konúngr honum trú sem öðrum heiðnum mönnum er á hans fund[3] komu, ok gekk konúngi þat auðveldliga við Leif; var hann þá skirðr ok allir skipverjar[4] hans. Var Leifr með konúngi um vetrinn, vel haldinn [ok í góðu yfirlæti[5].

I. Kjöbenh. udgave, II, 215.

Da 14 Aar vare forlöbne fra den Tid Erik den Röde begyndte at bebygge Grönland[6], foer Leif, Eriks Sön[7], fra Grönland til Norge; han kom til Throndhjem om Hösten, da Kong Olaf Tryvggvesön var kommen nordenfra Helgeland[8]. Leif tog med sit Skib ind til Nidaros[9] og begav sig strax til Kong Olaf. Kongen forkyndte Troen for Leif, ligesom andre Hedninger som kom til ham. Det var Kongen let at overtale Leif, og han blev da döbt med alle sine Skibsfolk. Leif var hos Kongen den paafölgende Vinter over; og nöd en god Behandling og en meget venskabelig Omgang.

2. Sömu sögu 231ti kapítuli.

Á því sama vâri[10] sendi Ólafr kónungr Gizur ok Hjalta til Íslands, sem [áðr er[11] ritat; þá sendi hann ok Leif Eiriksson[12] til Grænlands, at boða þar kristni; fekk kónungr honum prest ok nokkura aðra vígða menn, at skíra þar fólk ok kenna pví[13] trú rètta. Fór Leifr þat sumar til Grænlands. Hann tók í hafi skipshöfn þeirra manna er þá voru úfærir ok lágu á skipsflaki albrotnu[14], ok í þeirri sömu ferð fann hann Vínland[15] hit góða, ok kom at áliðnu því sumri til Grænlands, ok fór til vistar heim í Brattahlíð til Eiriks föður síns; kölluðu menn hann siðan Leif hinn heppna. En Eiríkr faðir hans sagði at þat var samskulda, er Leifr hafði borgít [ok gefit líf skipshöfn manna, ok þat er hann hafði flutt skemannin til Grænlands, svâ kallaði hann prestinn. En þó af [ráðum ok eggjan Leifs var Eiríkr skirðr ok alt fólk á Grænlandi.

Selskabets Udgave Il, 245.

Den samme Vaar sendte Kong Olaf Gissur og Hjalte til Island[16], som det ovenfor er skrevet; da sendte han ogsaa Leif Eriksön til Grönland for at forkynde Christendommen der. Kongen medgav ham en Præst og nogle andre viede Mænd, som skulde döbe Folket der og lære det den rette Tro. Leif drog den samme Sommer til Grönland. Paa Reisen did optog han, i Havet, et Skibsmandskab, som var heel forkommet og laa paa et ganske sönderslaaet Skibsvrag, og paa denne samme Reise fandt han Viinland det Gode[17] kom i Slutningen af Sommeren til Grönland, og drog til Brattelid, Erik til sin Fader Erik, for at opholde sig hos ham. Folk kaldte ham siden Leif den Heldige, men hans Fader Erik sagde, at de to Ting gik op imod hinanden, at Leif havde bierget et heelt Skibsmandskab, og det at han har fört Skademanden[18] til Grönland, saa kaldte han Præsten. Dog blev, efter Leifs Raad og og Tilskyndelse, Erik og alt Folket paa Grönland döbt[19].


B. Af Olaf Tryggvesöns saga i Snorre Sturlesöns Heimskringla eller norske Konge-Historie.

«Kong Olav inde i Tors Hov.» Halfdan Egedius: Illustration for Olav Trygvasons saga. Snorre 1899-edition.
Dette Værks sande Forhold til den nysomhandlede störste Saga om Kong Olaf Tryggvesön have vi sögt at udvikle ovenfor I, 54 o. f., hvoraf det bliver höist sandsynligt at Styrmer Frode har, til sin Velynders, Snorre Sturlesöns Brug, oversat den af Gunlög Leifsön paa Latin forfattede Historie, samt benyttet derved et andet lignende Skrift af Odd Snorresön og selv desuden samlet adskillige Folkesagn og andre Beretninger, angaaende den nævnte Konge og hans Bedrifter. Af det samme Værk og tillige end flere egne Samlinger, som Sæmunds og Ares Skrifter, enkelte Sagaer om berömte islændere m. fl., har Snorre Sturlesön uddraget og sammensat den mindre Saga om Olaf Tryggvesön, som indeholdes i hans Heimskringla eller Norges Kongers Historie, hvorom vi iövrigt kunne henvise til P. E. Müllers bekjendte grundige Undersögelser. De herefter fölgende tvende Beretninger ere sikkerlig öste af hine forskjellige Kilder. Af Heimskringla haves nu adskillige Udgaver, hvoraf to kunne ansees for selvstændige, begge i Folio, nemlig: a) ved Johan Peringsköld med hans latinske og Gudmund Olafsons (meget rigtigere) svenske Oversættelse i 2 Dele, Stockholm 1697, og b) ved Schöning og Skule Thorlacius, med deres latinske og John Olafsens (Hypnonesiensis) danske (men i det 16de og 17de Aarhundredes Sprog[20], efter Befaling, forfattede), Oversættelse, i 3 Dele, 1777-1783, der indeholdt den Udarbeidelse af Norges Historie, som hidindtil af alle er bleven erkjendt som Snorre Sturlesöns upaatvivlelige Værk. Denne Udgave er i alle Henseender bedre end den ældste svenske og udstyret med forskjellige ypperlige Oplysninger og Bilage (hvoriblandt Snorre Sturlesöns Levnet ved Finn Johnsen), men ikke desmindre trænger selve Værket dog endnu til en ny og mere kritisk Udgave efter de bedste Codices, som ikke overalt, eller efter faste Regler, ere blevne lagte til Grund for nogen af de hidindtil udkomne. Efter den Kjöbenhavnske Udgave ere endvidere fölgende tvende affattede, a) Konúnga Sögur, Stockholm, 1816-1829, i tre Octavbind (med tilhörende særskilt svensk Oversættelse), og b) Heimskringla, ligeledes i Octav, Leiraagarde i Island, 1804, men deraf er kun det förste Bind udkommet. Den store Kjöbenhavnske Udgave af dette Værk er ellers fortsat af Börge Thorlacius og E. C. Werlauff med tvende Bind af andre Forfattere (foruden den 6te som indeholder Commentarer og Registre) nemlig i det 4de Sverres Saga, 1813. Af denne er og en selvstændig Udgave foranstaltet af dette Selskab, som udgjör det 8de Bind af dets Fornmanna Sögur, Kjöbenhavn 1834, i 8vo. I dets Forerindring (S. XXVIll-XXXV) have vi sögt at oplyse at den förste Afdeling af Sagaen (til det 101te eller höist 106te Capitel) er forfattet af Abbed Carl Johnsön (see ovenfor I, 57, o. fl. St.) samt tillige den hidindtil ubekjendte Omstændighed at Fortsættelsen er udarbeidet af Islands Laugmand Gissur Hallsön, med Skalholts Biskop Paul Johnsons Hjelp eller Medvirkining. Sammesteds have vi endvidere viist (S. XI o. f.) at Snorre Sturlesön, foruden den ham almindelig tillagte Heimskringla, i de ovenmeldte 3 Bind, har forfattet et godt og kjærnefuldt Sammendrag af den större Sverres-Saga, dog tildeels foröget med nye Tillæg, som en Fortsættelse af hans nævnte Værk, passende til dets övrige Affattelses- og i Fremstillingsmaade, som endnu er til den Membran, der indeholder den anden Deel af Heimskringla (fra Begyndelsen af Svend Alfivesöns Regjering i Norge eller det 252 Cap. af Olaf den Helliges Saga, Kh. Udg. Il, 383). Denne Codex (Nr. 47 i Folio af den Arnæmagnæanske Samling) er bekjendt under Navn af Eyrspennill og betegnes med G i begge Udgaver af Sverres Saga. Den (eller dens Original) sees at være skreven i Norge. Vi anföre dette saa udförlig her som etslags Tillæg og nærmere Oplysninger til vore foregaaende Undersögelser vedkommende Sverres Saga, her oven for I, 56 o.f. Vor der fremsatte Gisning om Snorres Bearbeidelse af Sverres Saga have vi, som her meldt, nu fundet fuldkommen bekræftet, men have dog tillige, ved egen nærmere Undersögelse, erfaret at det ikke er Membranen (A. M.) 327 i 4to der maa ansees for hans Værk, men derimod den anden nu af os betegnede Skindbog. Det 5te Bind af Heimskringlas Kjöbenhavske Udgave indeholder endvidere en paa Islandsk affattet Saga om Sverres nærmeste Efterfölgere, Kongerne Hakon Sverressön, Guttorm Sigurdsön og Inge Baardsön, tilligemed Nordmanden Peder Claussön Undals danske Bearbeidelse eller Oversættelse af en vidtlöftigere Saga om de samme Konger, hvortil man hidindtil ikke har vidst at nogen islandsk eller norsk Original har været til. Ved at forberede disse Skrifters nye Udgivelse for Selskabet, i det 9de og 10de Bind af dets Fornmanna-Sögur, lykkedes det os dog at opdage blandt forskjellige Membran-Fragmenter i den Arnæmagnæanske Samling ikke allene et hidindtil ubenyttet Brudstykke, henhörende til den trykte Saga, men og ikke mindre end fire andre, hörende til tre forskjellige gamle og ellers tabte Pergaments-Codices, som have indeholdt den ovenmeldte, nu, som det deraf sees, af Peder Claussön virkelig oversatte længere Saga om hine tre norske Konger. Begge disse Sagaer antage vi for Snorre Sturlesöns egne originale Arbeider, affattede eller sluttede i forskjellige Tidspunkter, hvilket vi have sögt at at vise i Forerindringen til sidstmeldte nu 1835) udkomne Bind af Fornmanna-Sögur. Endelig indeholder den Kjöbenhavnske Udgaves 5te Bind den store Saga om Kong Hakon Hakonsön, forfattet af Islands Laugmand og Snorres Brodersön, Sturla Thordsön, som og nu selvstændig er udgiven af Oldskrift-Selskabet; af den ville vi i det Fölgende faae Leilighed til at meddele korte men vigtige Bidrag, vedkommende det gamle Grönlands Historie.

Vi maae ellers, med Hensyn til den i Heimskringla indeholdte Saga om Olaf Tryggvesön, henvise til dette vort Værk I, 198, hvor vi have viist at de temmelig betydelige Stykker, angaaende Grönland og Viinland, som ere optagne af Peringsköld og Schöning i deres Udgaver af Heimskringla (Kbhavns Udg. I, 304-326 incl.), ingenlunde höre til dette Værk, men ere vilkaarlig optagne i Udgaverne fra Haandskrifter der stamme fra Flatöbogen. De ere meddelte af os her ovenfor I, 208-257.

Af de fölgende tvende smaae Stykker er det förste udskrevet af Asgeir Johnsens Afskrift af en forlængst tabt Membran kaldet af Torfæus Kríngla, men af Arne Magnussen Codex academicus primus (A. M. 35, Fol. jevnfört med den saakaldte Codex Wormianus Nr. 37); det andet derimod af den eneste Membran som nu haves af Heimskringlas 1ste Deel, nemlig den saakaldte Codex Frisianus, sandsynlig skreven tidlig i det 14de Aarhundrede, henhörende til den Arnæmagnæanske Haandskriftsamling som Nr. 45 i Folio, i hvilken det förstanförte Brudstykke ikke saaledes findes.

l. Hkr. S. Ól. Tr. S. Kmh. útg. I, 291.

Leifr, son Eiríks rauða, þess er fyrstr bygði[21] Grænland, var þetta sumar kominn af Grænlandi til Noregs; fór hann á fund Ólafs konúngs ok tók við kristni, ok var um vetrinn með Ólafi konúngi.

Leif, en Sön af Erik den Röde, som först bebyggede Grönland, var i den Sommer[22] kommen fra Grönland til Norge, han begav sig til Kong Olaf og antog Christendommen, samt blev hos Kong Olaf den næste Vinter over.

2. Sömu sögu ok útgáfu I, 303.

[Þenna sama vetr var Leifr, son Eiríks hins rauöa, með Ölafi konúngi vel metinn, ok tók við kristni. En þetta sumar, er Gizurr fór til Íslands, sendi Ólafr konúngr[23] Leif til Grænlands, at boða þar kristni; fór hann þat sumar til Grænlands. Hann fann[24] í hafi [menn á skipsflaki, ok hjálpaði þeim[25]. pá fann hann ok Vínland hit góða, ok kom of[26] haustit[27] til Grænlands; hann hafði þannig[28] prest ok aðra[29] kennimenn, ok fór til vistar í Brattahlíð til Eiríks, föður síns. Menn kölluðu hann síðan Leif hinn hepna. En Eirikr faðir hans [sagði svâ[30], at þat var samskulda er Leifr hafði borgit skipshöfn[31] manna í hafi, ok þat er hann hafði flutt skæmanninn[32] til Grænlands; þat var prestrinn.

2. Samme Sagas 104de Capitel.

Den samme Vinter[33] var Leif, en Sön af Erik den Röde, hos Kong Olaf, i stor Anseelse, og havde antaget Christendommen. Men den Sommer, da Gissur drog til IsIand[34], sendte Kong Olaf Leif til Grönland for at forkynde Christendommen der, og han afreiste da strax dertil. Han traf i Havet Mænd paa et Skibsvrag og reddede dem. Da opdagede han Viinland det Gode, og kom i Efteraaret til Grönland; han förte derhen en Præst og andre Lærere, og tog til Brattelid, til sin Fader Erik, for at opholde sig der. Folk kaldte ham siden Leif den Heldige. Men hans Fader Erik sagde saa, at det ene gik op mod det andet: det at han havde reddet et Skibs Mandskab i Havsnöd, og det at han havde fört Skademanden (Schemanen[35]) til Grönland, hvormed han meente Præsten.


C. Af Kristni-Saga.

Vi have ovenfor I, 37-47 beviist, at dette Skrift, som især handler om Christendommens Indförelse i Island, oprindelig er forfattet af Are Frode, som en Fortsættelse af hans första Udkast til Landnama, ligesom vi og der have bemærket de gamle Haandskrifter og Udgaver som haves af Kristni-Saga m. m., hvortil vi her kunne nöies med at henvise. Den indeholder kun fölgende korte Beretninger om Christendommens förste Indförelse i Grönland, samt Viinlands Opdagelse. Vi have udskrevet dem af et originalt Membranfragment i den Arnæmagnæanske Samling (Nr. 371 4to), for saa vidt dette ikke er blevet (uvist naar) forsætligviis saaledes beklippet, at den venstre beskrevne Sidekant af Bladet nu er reent borte. Resten er taget af John Erlendsens Afskrift Nr. 105 i Folio, som dog ikke synes at have været fuldkommen efterrettelig med Hensyn til Skriverfeilen Vindland (Vendernes Land) isteden for Vínland, Vinens Land.

Þat sumar fór Ölafr konúngr ór landi suðr til Vínlands. Þá sendi hann ok Leif Eiríksson til Grönalands at boða þar trú. Þá fann Leifr Vínland hit góða. Hann fann ok menn á skipflaki í hafi. Því var hann kallaðr Leifr hinn heppni.

Den Sommer drog Kong Olaf ud af Landet sydpaa til Venden[36]. Da sendte han og Leif Erikssön til Grönland for at forkynde Christendommen der. Da fandt Leif Viinland[37] det Gode. Han traf ogsaa Mænd paa et Skibsvrag. Derfor blev han kaldt Leif den Heldige.


D. Af Olaf Tryggvesöns Saga.
Forfattet ved Odd Arnesön.

Forfatteren er i Almindelighed bekjendt under Navn af Odd Munk, og han var Gunlög Leifsöns Medbroder i Thingöre Kloster paa Island, men dog vel noget ældre end han. See ovenfor I, 53 o.f., hvor det tillige er viist at ogsaa denne Saga oprindelig er skreven paa Latin, og er nu (skjönt ikke fuldstændig) kun til i en gammel islandsk Oversættelse. Af denne sidste haves kun et Pergaments Haandskrift (i den Arnæmagnæanske Samling Nr. 311 i Ovart) og dertil mangler dog Begyndelsen, samt ellers ogsaa enkelte Blade. Det som er tilovers af den er udgivet i Upsala, 1691, i Qvart, men Paa en (for de Tider ved oldnordiske Skrifter sædvanlig) meget ukritisk Maade. Dette var saa meget mere at beklage, som ingen gode Papirsafskrifter haves, der nedstamme fra noget andet, fuldstændigere Exemplar. Det er saaledes paa den höie Tid at dette mærkværdige Skrifts endnu tilværende, forholdsmæssig betydelige Levninger udgives med större Nöiagtighed, og det skeer nu i de af Oldskrift-Selskabet besörgede Fornmanna-Sógur, 10de Bind. Deri forekommer kun ellers fölgende Sted, vedkommende Grönland. Her er det udskrevet af Membranen, men læses ellers i den svenske Udgaves 48de Capitel, S. 169-170.

En þat er sagt at Ólafr konúngr Tryggvason cristnaði fimm lönd, ok þat fólk er þau bygðu. En eigi var þess at von, at fólkit myndi verða lyðit, með siðum eða fullri trú við guð, því at stundin var sköm, en fólkit hart oc styrkt í útrúnni oc vildi seint láta sið frenda sinna. Kennimanna fæð var oc mikil, ok þó údjarfir þeir er vâru, fyrir sakir úvizku oc úkunnandi at fara með danscri túngu, því at þeir våru mjök fyrirlitnir af mönnum. En þessi eru heiti landa þeirra er hann cristnaði: Noregr, Hjaltland, Orkneyjar, Færeyjar, Island, Grænland. Ok var þó mjök með nafni einu cristnin í mörgum stöðum, oc svâ myndi oc orðit haft, nema comit hefði annarr at styrkja hana oc undir sec at brjóta fólkit, oc var sá með sama nafní, er var Ólafr Haraldsson, er pó hafði engu minna crapta, til at styrkja guðs cristni, en stundina miclu lengri.

Det er blevet sagt at Kong Olaf Tryggvesön christnede fem Lande[38], og de Folk som beboede dem. Dog var det ikke at vente at Folket skulde vorde lydigt i Sædelighed eller fuldkommen Troskab mod Gud, fordi Tiden var kort, men Folket haardt og Haardnakket i Vantroen, men vilde meget nödig forkaste den Tro som dets Forfædre[39] havde bekjendt sig til. Mangelen paa Lærere var ogsaa stor, men de faa, som havdes, vare noget blye, formedelst deres Vankundighed og Uerfarenhed i at tale det danske Sprog[40], (og) fordi de vare kun saare lidet agtede af Folket. Men disse ere Navnene paa de Lande, hvilke han christnede: Norge, Hjaltland, Örkenöerne, Færöerne, Island, Grönland[41]. Og dog bestod Christendommen paa mange Steder blot i Navnet, hvilket og stedse vilde have blevet saa, dersom den anden ikke var kommen for at styrke den og underkaste sig Folket[42]; han, nemlig Olaf Haraldssön, bar det samme Navn, og havde ingenlunde mindre Kræfter til at styrke Guds Kirke, men dog en langt længere Tid dertil[43].

Fodnoter

  1. fiórtán, 53, sextan, Cod. Flat.
  2. fra [ fann, fandt, opdagede, (urigtig), 53. '
  3. udel. 54.
  4. skiparar, 54.
  5. fra [ tillægges af 54.
  6. Nemlig i Aaret 986. Heri stemme alle vore ægte Kildeskrifter overeens, efter hvad vi ovenfor have godtgjort, 199-200. Denne Grönlændernes förste Omvendelse til den christelige Tro maa dog vel henföres til Aaret 999. Det er sandsynligt at vor Forfatter har regnet Grönlands Bebyggelse fra Aaret 985, da Erik Röde for fuldt og fast havde taget Bopæl i Grönland.
  7. See ellers om ham ovenfor I, 202 o. f. hvoraf det synes at være klart, at han var fódt i Island.
  8. Fordum Halogaland; der havde Kong Olaf i den Sommer omvendt en stor Deel af Indbyggerne til Christendommen.
  9. Denne Stad, saaledes nævnt af Floden Nids Udlöb hvorved den laa (og Paa Latin Nídrosía) kaldes nu Trondhjem. Senere blev den forherliget ved Kong Olaf Haraldsöns jordiske Levningers Bisættelse, Skrinlæggelse og formeentlig store Hellighed, saa at Norges Erkebisp der fik sit Sæde, og Nidaros eller Trondhjem blev da ikke allene Norges, men ogsaa tillige de da ellers uafhængige Landes, Islands og Grönlands, aandelige Hovedstad (metropolis)
  10. sumri, Sommer, Flat; ári. Aar, 53
  11. fyrr var, 53.
  12. hinn hepna, 53.
  13. þannig, 54; þeim, 53, 61.
  14. brotinu, 53; brotnu, 54, udel Flat
  15. saal. 54; Vindland, 61.
  16. Ogsaa for at forkynde Christendommen der; det lykkedes dem og, over al Forventning.
  17. See herom ovenfor, l, 218 o. f. 386 o. f.
  18. Saaledes har man oversat dette ellers (saavidt vi vide) ubekjendte Ord. Ellers er det vor Gisning, at Ordet ligefrem er det bekjendte Scheman, en Benævnelse for Præster eller Troldkarle (meget lignende Grönlændernes Angekokker) blandt de saakaldte Schamanske, deels ogsaa Budhistiske Nationer, som endnu opholde sig baade i det russiske og det chinesiske Rige. See Eddalæren og dens Oprindelse I, 123, 137 o. f. 184.
  19. At Erik dog ikke da strax er bleven döbt, erfares af hans Saga; see ovenfor I, 388 o. f.
  20. Altsaa i samme Smag og Stil som Peder Clausens for sin Tid gode, men nu for mange neppe forstaaelige, danske Oversættelse, udgivet, efter hans Död, af Ole Worm l633, og paa ny, men lempet efter Tidens Sprog og Skrivemaade, ved Seier Schousböl 1757. Grundtvigs danske Oversættelse (i tre Bind) er, som bekjendt, den sidst udkomne.
  21. nam, A. M. 37. Fol.
  22. Nemlig i den samme Sommer som det helgelandske Tog, ogsaa efter Heimskringla, blev foretaget, men Hjartan, Bolle og flere unge lslændere af fornem Byrd, kom til Norge, hvor de, paa samme Tid som Leif, antoge den christne Troe og bleve döbte.
  23. fra [Ólafr konúngr sendi ok þat sama vár; Kong Olaf sendte og det samme Foraar; de övrige.
  24. tók, samme
  25. fra [skipsógn þeirra manna er þár voru ófærir ok lágu á skipsflaki, en Skibsbesætning af Mænd, som da vare vansmægtede og Iaae paa et Skibsvrag d.s.
  26. um, d. s,
  27. sumarit, Sommeren (formodentlig urígtigt) 35, 37,
  28. með sér, med sig, till. d. s.)
  29. udel. de öríge
  30. segir, d. ö.
  31. skipsögn, d. ö.
  32. skemanninn, d. ö.
  33. Aaret 999-1000 efter Chr. F.
  34. See ovenfor S. 225-26 Anm. 1.
  35. See ovenfor S. 226 Anm. 3.
  36. Denne Tidsbestemmelse er især vigtig, da den skyldes en med Nordens gamle Historie overhoved saa kyndig Chronolog, som Are Frode; jfr. ovenfor S. 233.
  37. Jon Erlendsen har her i sin Afskrift af Membranen skrevet Vindland, hvilket uden al Tvivl er urigtigt, men vistnok er foranlediget derved at et andet Land af samme Navn var blevet nævnt, i Sagaen, lige strax i Forveien. Udgiverne af Kristni-Saga gjengive og (S. 82) Ordet Vinland, uden nogen Variant-Bemærkning; selve Navnet er her blevet bortklippet fra Kanten af Pergamentsbladet, men Ordene hít góða ere der endnu fuldkommen tydelige.
  38. Sex synes dog strax efter at navngives; jfr. Anm. 5.
  39. Egentligst efter Ordet: Frænder, Slægtninge.
  40. Her er denne Benævnelse meget mærkelig i et Skrift (forfattet i det 12. Aarhundrede) som kun angaaer Norge og de af Nordmænd erobrede eller bebyggede Lande, og i en Membran der sandsynligst maa henföres til det 13de Aarhundrede.
  41. Örkenöerne og Shetlandsöerne ere adskilte af Naturen, hvorfor de her anföres som særskilte Lande, men i politisk Henseende vare de, paa Forfatterens Tid, forenede, som staaende under een Jarl, hvorfor de saaledes ere antydede som eet af de 5 Lande, ihvilke Kong Olaf Tryggvesön havde indfört Christendommen; i den Tid kunde intet af de nævnte 4 eller 5 Lande egentlig siges at have staaet under Norges Herredömme, skjönt dette Rige allerede da havde Fordringer paa Örkenöerne. I en ældgammel islandsk Rima (eller rimet Digt) om den hellige Kong Olaf, forfattet af Einar Gilssön (det andet Stykke af den store Flatöe-Bogs Indhold) hedder det saaledes:
    Fimm hefir kónungr krístnat lónd
    kann ek öll at nefna.
    Fem Lande Kongen christnet har,
    jeg kan dem alle nævne;
    dog har Skalden undladt at nævne dem. Jfr. det gamle Digt Rekstefja i Script. hist. Isl. Ill, 235, 250.
  42. Dette kunde dog kun siges om Norges, samt tildeels om Örkenöernes og Hjaltlands Beboere.
  43. Olaf Tryggvesön regjerede kun 5 Aar, men Olaf Haraldsön 14 Aar (foruden de 2 som han sidst tilbragde i Landflygtighed; begges Begjering var dog meget urolig og besværlig, saa at man vistnok maa undres over, hvor meget disse to Konger udrettede til Christendommens Indförelse og Grundfæstelse i de nævnte Lande.