Brudstykker af Landnáma (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Ruiner fra Brattahlid,
Erik den Rødes gård i Sydvestgrønland.
(Foto: Wikimedia)
Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker I


V.
Brudstykker af Landnáma

Om Grønlands Opdagelse, Beboelse
og Landnamsmænd.


Paa dansk ved Finnur Magnússon og C. C. Rafn



A. II Parts XIV Kapítuli.

Hèr hefr Grænalands landnám[1]. Þórvaldr, son Ásvalds[2] Úlfssonar[3] Yxna-Þórissonar, ok Eirekr[4] rauði son hans fóru af Jaðri fyrir[5] víga sakir[6], ok námu land á Hornströmdum, ok bjuggu[7] at[8] Draungum. Þar andaðist Þórvaldr. Eirekr fèkk þá Þjóðhildar[9], dóttur Jörundar Atlasonar ok Þórbjargar knarrarbríngu, er þá átti Þórbjörn enn haukdælski[10]. Rèðst Eirekr þá norðan[11], ok [ruddi lönd[12] í Haukadal. Hann bjó á Eireksstöðum hjá Vatzhorni[13]. Þá feldu þrælar Eireks skriðu á bæ Valþjófs á Valþjófsstöðum, en Eyjólfr saurr, frændi hans, drap þrælana hjá Skeiðsbrekkum upp frá Vatzhorni[14]. [Fyrir þá sök[15] vo Eirekr Eyjólf saur. Hann vo ok Hólmgöngu-Hrafn[16] á[17] Leikskálum. Geirsteinn ok Oddr á Jörva, frændr Eyjólfs, mæltu eptir hann. Þá var Eirekr görr or Haukadal. Hann nam þá Brokey ok Öxney[18], ok bjó[19] at Tauðum[20] í [Suðrey[21] enn fyrsta vetr[22]. Þá lèði hann Þórgesti setstokka[23]. Siðan fór Eirekr i Öxney, ok bjó á Eireksstöðum. Þá heimti hann setstokkana[24], ok náði ei. Eirekr sótti setstokkana á Breiðabólstaö, en Þórgestr fór eptir honum. Þeir börðust skamt fra garði at Draungum. Þar fèllu tveir synir Þórgests ok nokkurir menn aðrir. [Eptir þat[25] höfðu hvorutveggju setu[26]. Styrr veitti Eireki ok Eyjólfr or Svíney[27] ok synir Þórbrands or Álptafirði ok Þórbjörn Vifilsson. En Þórgesti veittu synir Þórðar gellis ok Þórgeir or Hítardal, [Áslákr or Lángadal ok Illlugi son hans[28]. [Þeir Eirekr urðu sekir[29] á Þórsness[30] þíngi. Hann bjó skip í Eireksvogi, en Eyjólfr leyndi honum í Dímunarvogi, meôan [þeir Þórgestr leituðu hans um eyjar[31]. Þeir Þórgeir[32] ok[33] Eyjólfr ok Styrr[34] fylgðu Eireki út um eyjar. Hann sagði þeim at hann ætlaði at leita lands þess, er Gunnbjörn, son Úlfs kráku, [sá, er hann rak vestr um Ísland[35], þá er hann fann Gunnbjarnarsker[36]. Hann kveðst[37] aptr mundu leita til vina sinna, ef hann fyndi landit. Eirekr sigldi undan Snæfellsnesi[38]. [En hann kom utan at Miðjökli, þar sem Bláserkr heitir[39]. [Hann fór þaðan suðr með landi, at leita þess, ef þannig væri byggjanda[40]. Hann var enn fyrsta vetr í Eireksey nær[miðri enni vestri[41] bygð. Um vorit eptir fór hann til Eireksfjarðar, [ok tók[42] sér þar bústað. Hann fór þat sumar í ena vestri óbygð[43], ok[44] gaf viða[45]örnefni. Hann var annan vetr í Eirekshólmum[46] við Hvarfsgnípu[47]. En it þriðja sumar fór hann allt norðr til Snæfells ok [inn í Hrafnsfjörð[48]. Þá[49] lèzt hann kominn fyrir botn Eireksfjarðar. Hvarf hann þá aptr, ok var enn priðja vetr í Eireksey fyrir mynni Eireksfjarðar. Eptir um sumarit fór hann til Íslands, [ok kom[50] i Breiðafjörð. [Hann var þann vetr á[51] Hólmslátri með Íngólfi. Um vorit börðust þeir[52] Þórgestr, ok fèkk Eirekr þá úsigr. Eptir þat voru þeir sættir[53]. Þat sumar för Eirekrat byggja land pat er hann hafði fundit ok hann kallaði Grænland[54], þvíat hann lèt[55] þat menn [mjök mundu fýsa þángat[56], ef[57] landit hèti vel. [Svá segja fróðir menn[58], at þat sumar fóru XXV[59] skipa til Grænlands or [Breiðafirði ok Borgarfirði[60], en XIIII[61] komust út; sum rak aptr, en sum týndust. Þat var XV[62] vetrum fyrr enn kristni var[63] í[64] lög tekin á Íslandi[65].

Herjólfr hèt maðr Bárðarson Herjólfssonar[66], [frænda[67] Íngólfs landnámamanns. Þeim Herjólfi gaf Ingólfr land á milli Vágs[68] ok Reykjaness. Herjólfr enn ýngri[69] fór til Grænlands, þá er Eirekr enn rauði bygði landit. Með honum var á skipi suðreyskr maðr kristinn, sá er orti Hafgerðíngadrápu. Þar er þetta stef í:

Mínar bið[70] ek[71] [múnka reyni[72]
[meinalausan farar[73] beina
heiðis haldi hárrar[74] foldar,
hallar drottinn yfir mèr stalli.

Herjólfr nam Herjólfsfjörð, ok bjó á Herjólfsnesi[75]; hann var enn göfgasti maðr. Eirekr[76] nam síðan[77] Eireksfjörð, ok bjó í Brattahlíð[78], en Leifr son hans eptir hann. Þessir menn námu[79] land[80] á Grænlandi, er þá[81] fóru út með Eireki: Herjólfr [Herjólfsfjörð, hann bjó á Herjólfsnesi[82], Ketill Ketilsfjörð, Hrafn Hrafnsfjörð[83], Sölvi Sölvadal[84], Snorri[85] Þórbrandsson[86] Álptafjörð, Þórbjörn Glóra Siglufjörð[87], Einar Einarsfjörö, Hafgrímr Hafgrimsfjörð ok Vatnahverfi[88],[Arnlaugr Arnlaugsfjörð[89], en sumir fóru til vestri bygðar.

Maðr hèt Þórkell farserkr[90], systrúngr Eireks rauða[91] hann[92] fór til Grænlands með Eireki, ok nam Hvalseyjarfjörð[93] ok [víðast milli[94] Eireksfjarðar ok Einarsfjarðar, ok bjó i Hvalseyjarfirði. Frá honum eru Hvalseyjarfirðingar komnir. Hann var mjök ramaukinn. Hann lagðist eptir geldingi gömlum út i Hvalsey, ok flutti utan á baki sèr, þá er hann vildi fagna Eireki frænda[95] sínum, en ekki var sæfært[96] skip heima. Þat er laung hálf vika. Þórkell var[97] dysjaðr í túni i Hvalseyjarfirði ok hefir jafnan[98] gengit þar um hýbýli[99].


B. II Parts XXXI Kapítuli.

Þórvaldr Ásvaldsson, Úlfssonar Ýxna-Þórissonar nam Drángaland ok Drángavik til Enginess, ok bjó at Draungum alla æfi. Hans son var Eirekr rauði, er bygði Grænland, sem fyrr segir.


C. II Parts XXII Kapítuli. (Efter forskjellige Afskrifter)

Jörundr hèt son Úlfs ens skjálga. Hann átti Þórbjörgu knarrarbríngu. Þeirra dóttir var Þjódhildur er átti Eirekr rauði, er nam Grænland. Þeirra son var Leifr enn heppni á Grænlandi. Sídar átti Þórbjörgu Þórbjörn enn haukdælski, bróðir Jörunnar Bjarnadóttur[100], er átti Höskuldr i Laxárdal.


D. Parts XIV Kapítuli. (taget af C og flere; fattes i B)

Herjólfr, sá er fyrr var frá sagt, var frændi Íngólfs ok föstbróðir. Af því gaf Íngólfr honum land á milli Reykjaness ok Vogs. Hans son var Bárðr, faðir Herjólfs þess, er fór til Grænlands, ok kom í hafgerðingar. Á skipi hans var suðreyskr maðr; sá orti Hafgerðingadrápu; þar er þetta upphaf:

Allir hlýði ossu fulli
amra fjalla Dvalins hallar.

A. - 2den Parts 1-4de Capitel, nyeste Udgave S. 81-84.

Her begynder Grønlands Beboelse. Thorvald, en Søn af Asvald, Søn af Ulf, Søn af Øxne-Thorer(1), og hans Søn Erik den Røde droge bort af Jædderen (i Norge)(2), for Manddrabs Skyld, og toge en Landstrækning paa Hornstrandene(3) i Besiddelse, samt boede der paa Drange. Der døde Thorvald. Erik giftede sig da med Thjodhilde(4), en Datter af Jørund Atlesøn(5) og Thorbjørg Knararbringa, som da var gift med Thorbjørn af Høikedal.(6) Da drog Erik nordfra, og opryddede Jorder i Høikedalen. Der boede han paa Erikstade ved Vatnshorn. Da lode hans Trælle et Fjeldskred styrte ned over Valthjofs Bolig paa Valthjofstade(7), men dennes Frænde, Ejolf Søir, dræbte Trællene ved Skeids-Brinkene ovenfor Vatnshorn. For den Sags Skyld ombragde Erik Ejolf Søir. Han fældede og Tvekampsfægteren Rafn(8) paa Leikskaale.(9) Geirstein og Odd paa Jørva, Ejolf Søirs Frænder, anlagde Sag mod hans Drabsmand. Erik blev da forviist fra Høikedalen, og tog derfor Øerne Brokø og Øxnø(10) i Besiddelse, men boede paa Tødum (eller Trødum) paa Syderø den første Vinter. Da laante han Thorgest sine Bænkestokke.(11) Siden flyttede Erik til Øxnø, og boede paa Erikstade. Da fordrede han sine Bænkestokke tilbage, men fik dem ikke. Erik hentede dem derpaa fra Bredebolstad, men Thorgest satte efter ham. De sloges nær ved Gaarden paa Drange. Der faldt to Sønner af Thorgest og nogle flere Mænd. Derefter havde begge Mandskab samlet hos sig. Styr, Ejolf af Svinø, Thorbrands Sønner fra Alptefjord og Thorbjørn Vifilssøn vare pa Eriks Parti, men Thord Gellers Sønner, Thorgeir fra Hitardal, Aslak af Langedal og Illuge hans Søn(12), understøttede Thorgest. Erik og hans Medskyldige(13) bleve dømte fredløse paa Thorsnes Thing. Han udrustede et Skib i Eriksvaag, men Eyolf skjulte ham i Dimonsvaag, medens Thorgest og hans Hjelpere søgte efter ham paa Øerne. Thorbjørn, Eyolf og Styr fulgte med Erik ud paa Søen, forbi Øerne. Han sagde til dem, at han agtede at søge det Land, som Gunbjørn, Ulf Krages Søn, saae, da han blev forslaaet af en Storm mod Vesten, forbi Island, og Fandt Gunbjørnsskjær;(14) dog gav han tillige det tilkjende, at hvis han opdagede det Land, vilde han vende derfra tilbage til sine Venner. Erik satte sin Kaas lige (mod Vesten) fra Sneefjeldsnæs.(15) Men han kom fra Havet (til Land) ved Midjøkel og det Sted, som kaldes Blaasærk.(16) Derfra tog han langs med Kysten mod Syd, for at erfare om Landet der var beboeligt.(17) Det første Aar overvintrede han paa Eriksø, næsten i Midten af den vestligere Bygd.(18) I det næstpaafølgende Foraar drog han til Eriksfjord, og udsøgte sig der en Bopæl. Den Sommer reiste han til den vestlige Ubygd(19), og gav mange Steder visse Navne. Den anden Vinter opholdt han sig paa Eriksholme ved Hvarfs Fjeldspidse(20), — men den tredie Sommer drog han nordpaa, lige til Sneefjeld og ind i Rafnsfjorden; da meente han at Eriksfjordens inderste Vig var lige over for det Sted, som han var kommen til.(21) Han vendte da tilbage, og var den tredie Vinter paa Eriksø foran Eriksfjordens Munding. Sommeren derefter reiste han til Island, og landede ved Bredefjorden. Den næste Vinter opholdt han sig paa Holmslater hos Ingolf. Om Foraaret sloges Erik med Thorgest, og tabte Slaget. Siden bleve de forligte.(22) Den Sommer begyndte Erik at bebygge det Land, som han havde opdaget, og som han kaldte Grønland, thi han sagde at Folk nok fik stærk Lyst til at flytte derhen, naar Landet havde et godt Navn. Sagnkyndige Mænd fortælle(23), at 25 Skibe droge den Sommer til Grønland fra Bredefjorden og Borgarfjorden(24), men kun 14 kom dertil. Af de øvrige dreves nogle tilbage, andre derimod forliste ganske. Dette tildrog sig 15 Vintre førend Christendommen blev lovformelig indført paa Island.(25)

En Mand hed Herjolf, Søn af Bard, Søn af Herjolf, en Frænde til Landnamsmanden Ingolf, som gav den (sidstnævnte) Herjolf den Landstrækning, som ligger mellem Vaag og Reikesnæs. Den yngre Herjolf tog til Grønland, da Erik den Røde begyndte at bebygge det. Paa hans Skib var en Christen Mand fra Syderøerne (Hebriderne), som forfattede Digtet Hafgerdingadrapa.(26) Deri indeholdes følgende Omkvæd:

Jeg til Munkes Prøver beder,
han min Reise Lykke give!
Himmelborgens høie Riges
Hersker naadig mig beskjerme!

Herjolf tog Herjolfsfjorden i Besiddelse, og blev en meget ypperlig Mand.(27) Erik den Røde tilegnede sig derefter Eriksfjorden Og boede paa Brattelid, men Leif, hans Søn, efter hans Død. Disse Mænd, som til samme Tid droge bort (fra Island) med Erik, optoge følgende Landstrækninger i Grønland til Beboelse : Herjolf Herjolfsfjorden, han boede paa Herjolfsnes; Ketil Ketilsfjorden, Rafn Rafnsfjorden, Sølve Sølvedal(28), Snorre Thorbrandsøn(29) Alptefjorden, Thorbjørn Glora Siglufjorden(30), Einar Einarsfjorden, Hafgrim Hafgrimsfjorden og Vatnahverfe(31), Arnlaug Arnlaugsfjorden(32), men nogle droge til den vestligere Bygd.

En Mand hed Thorkel Farserk, Fætter til Erik Røde paa begges Mødreneside. Han tog til Grønland med Erik, og tog Hvalsøfjorden(33) i Besiddelse, tilligemed den største Deel af Landstrækningen imellem Eriksfjord og Einarsfjord, samt bosatte sig i Hvalsøfjorden. Fra ham nedstamme Hvalsøfjordens Beboere. Han var uhyre stærk. Engang besøgte Erik den Røde ham. Da han vilde beværte sin Fætter vel, men havde ingen brugbar Baad ved Haanden, maatte han svømmne ud til Hvalsø, for at hente en fuldvoxen Bede, samt føre den paa sin Ryg hjem til Gaarden. Det var en god halv Miils Vei. Thorkel blev jordet i en Dysse paa Hjemmemarken i Hvalsøfjord, og har stedse ladet mærke til sig(34) i de derværende Boliger.(35)


B. - Nyeste Udgave S. 121.

Thorvald, en Søn af Asvald, Søn af Ulf, Søn af Øxne-Thorer, tog Drangeland og Drangevig, lige til Engenes, i Besiddelse, og boede paa Drange sin hele Levetid derefter.(36) Hans Søn var Erik den Røde, som først bebyggede Grønland, efter hvad der her ovenfor er blevet fortalt.


C. - Nyeste Udgave S. 100-110 f.

Jørund hed en Søn af Ulf den Skjæløiede. Han var gift med Thorbjørg Knarrarbringa. Deres Datter var Thjodhilde, gift med Erik den Røde, som tog Grønland i Besiddelse. Deres Søn var Leif den Heldige paa Grønland. Senere blev Thorbjørg gift med Thorbjørn af Høkedalen, Broder til Jorun Bjarnedatter (37), gift med Høskuld i Laxaadalen.(38)


D. - Nyeste Udgave S. 247.

Herjolf, om hvem der før er blevet fortalt, var Ingolfs Frænde og Fostbroder. Derfor gav Ingolf ham Landstrækningen mellem Reikjanes og Vog.(39) Hans Søn var Bard, Fader til den Herjolf, som drog til Grønland, og blev omringet at Havbrændinger. Paa hans Skib var en Mand fra Syderøerne, som digtede Hafgerdinga-Drapa (derom); Kvadet begynder saaledes:

Alle lytte! Fylde bringe
Vi fra Dvalins Klippehaller.(40)




Anmærkninger og noter:

  • 1) Yxna þórir eller Øxne-Thorer, Stamfader for mange af Islands Landnamsmænd (eller første Beboere) og deres talrige Afkom, siges at have været en Broder til Naddodd, som af de fleste er bleven holdt for Islands allerførste Opdager, skjønt Gardar, hvis Fader var en født Svensker, men Jordegodseier i Sjælland, dog var den første, ihvorvel begge vistnok kunne regnes til Landets første Besøgere. (See S.88-103). Naddodd udvandrede fra Norge, og bosatte sig paa Færøerne. Paa en Søreise mellem Landene kom han tilfældigviis til Island, hvortil to af hans Sønner senere flyttede og bleve Stamfædre til vidtløftige Slægter paa Sønder- og Vesterlandet. Naddodds Broder Thorer blev tilbage i sit Fødeland og boede paa Agde i Harald Haarfagers Tid. Det fortælles at han skjænkede denne Konge, som begjerte af ham Slagtekvæg for sin Flaade, en Ø med 80 Øxne, som græssede der, men, selv havde han dog endnu to Øer, hver med ligesaa mange Stude tilbage. Saaledes Landnamas Anhang. Laxdæla-Saga (S. 255) kalder Øxne-Thorer en Herse i Vigen (hvortil han da muelig senere har flyttet), og nogle Haandskrifter af den nævne Kongen Hakon (Adelsteinsfostre, Haralds Søn), hvilket dog neppe er det rigtige. Mange ypperlige Mænd, saavel i Norge som paa Island, siges at nedstamme fra Øxne-Thorer.
  • 2) I den ellers noget forkortede Recension af denne Fortælling, som er indført i Flatøbogen og Olaf Tryggvesøns Saga bemærkes meget rigtig: þá var viða byggt Ísland, og vistnok var det meste af Landet, paa nogle ubeboede Steder af saadanne dets nordligste Udkanter nær, da taget i Besiddelse. Thorvalds og Eriks Valg af Bopæl er da blevet dem foreskrevet af den haarde Nødvendighed.
  • 3) Hornstrandene (Hornstrandir) udgjøre den nordvestlige Deel af Island, som danner et Slags Halvø, hvis yderste høie Spidse af Islænderne kaldes Horn, et Navn som af dem og Schweitzerne tit tillægges spidse og steile Bjerge, men af Søfarende nævnes den Cap de Nord. Jfr. herefter Uddraget B af Landnama med den dertil hørende Anmærkning.
  • 4) Eriks Hustru kaldes i een eller to Afskrifter af Landnama ikke Thjodhilde men Thorhilde, og dette sidste Navn tillægges hende og l. c. i Flatøbogen og Erik Rødes Saga. Formodentlig har hun, som blev en meget andægtig Christen, bortbyttet sit dobbelthedenske Navn i Daaben mod det førstmeldte. Herom mere i det følgende.
  • 5) Paa et andet Sted af Landnama (2 Parts 22 Cap.) siges denne Jørund at have været en Søn af Ulf Skjalge (den Skjæløiede), men Jørund Atlesøn dennes Sønnesøn. Hvilketsomhelst nedstammede da Thjodhilde fra Ulf Skjalge i 3die eller 4de Led; det sidste bliver dog vel det rimeligste. Ulf Skjalge var en Søn af Nordmanden Høgne den Hvide, som nedstammede fra Hjørleif, Hørdelands Konge og Fader til den berømte Søhelt Half, hvilke Espolin i sin Synchronisme over Nordens ældste Sagaer § 8 henfører til den første Halvdeel af det 6te Aarhundrede efter Christi Fødsel. Ulf flygtede, for at undgaae Harald Haarfagers Voldsherredømme, fra Rogeland i Norge til Islands Vesterland, hvor han satte sig i Besiddelse af en vidtløftig, før ubeboet Landstrækning i det nuværende Bardestrands Syssel. Fra ham nedstammede ogsaa Are Marsøn, som kom til Hvitramannaland (de hvide Mænds Land), ogsaa kaldet det store Irland, i Amerika, og fik ikke Lov til at vende tilbage derfra, efter hvad der nærmere derom i den foregaaende Afdeling af dette Værk allerede er anført.
  • 6) Høikedalen (Haukadalr, egentlig Høgedalen), er et Bygdelag i Dalene (det nuværende Dale-Syssel), een af Islands skjønneste og frugtbareste Landstrækninger, samt saaledes, forsaavidt det i samme Land er rimeligt, en fuldkommen Modsætning til Hornstrandene. Om den her nævnte Thorbjørn vide vi ellers kun lidet. Kun kan det antages med Sandsynlighed at han var den samme Mand som den Thorbjørn paa Vatn i Høikedalen, som ommeldes i Landnamas 2 Parts 17 og 18 Cap., som Fader til Hallfride, gift med Høskuld i Laxaadalen og Moder til hans mange ægte Børn. Desværre mangler dette Capitel ganske i den vigtige Hauksbók. Alle de øvrige Exemplarer lade en Plads staae aaben for denne Thorbjørns hustrues Navn, hvilken de sidste Udgivere, efter Conjectur, have udfyldt med Thorbjørg Knararbringa, Thorhildes eller Thjodhildes Moder. Som bekjendt kalder Laxdæla-Saga Høskulds Kone ikke Hallfride Thorbjørnsdatter, men Jorun Bjørnsdatter (Bjarnardóttir eller Björnsdóttir) fra Strandene paa Vesterlandet. Landnamas harmoniske (men her disharmoniske) Codex E gjør derimod, i 2 P. 22. Cap., Thorbjørn af Høikadalen til en Broder af Jorun Bjarnedatter (Bjarnadóttir), gift med Höskuld af Laxaadalen. Muelig har Hallfride, i den hedenske Polygamies Dage, været Höuskulds Bihustru eller Frille, og Moder til een eller flere af hans Sønner, hvorved hin Forvexling af Navne og Traditioner er opstaaet.
  • 7) At en slig Gjerning som den her anførte nok kan udføres med nogen Anstrængelse, viser de islandske Bjerges Beskaffenhed endnu paa mange Steder, hvor man tit nødes til at skaffe Fjeldskredene en anden Retning, for at afvende Fare fra Marker og Huse.
  • 8) I Originalen Hólmgaungu-Hrafn (Holmgangs- eller Tvekamps-Rafn). De gamle Nordboeres regelmæssige Dueller kaldtes Holmgang (Hólmgánga), fordi de skete, efter Udfordringen og dens Antagelse, paa en Holm eller et indhegnet, afmaalt Sted efter visse almindelige gjeldende Vedtægter. Da slige Tvekampe som oftest medførte betydelige Fordele for Seiervinderen, gjorde nogle øvede Fægtere dem til deres jævnlige Haandtering eller Næringsvej. En saadan Mand har vel denne Rafn, efter Tilnavnet at slutte, været.
  • 9) Det er os tvivlsomt, om dette Ord er et Navn for et beboet Sted, eller, hvilket vi snarere formode, bør oversættes ved Legestuer eller Huse, som i Islands ældste Tider bleve opførte til Brug ved de offentlige Lege, ligesom de leikskálar, der meldes i Eyrbyggja, hvilke vi komme til at omhandle nærmere i Anmærkningerne til Snorre Thorbrandsøns, Grønlands Landnamsmands, af denne Saga uddragne Bedrifter.
  • 10) Alle de herommeldte Øer ligge i Bredefjorden.
  • 11) Om Originalens noget dunkle Ord setstokkar forbeholde vi os at handle nærmere i en Anmærkning til þáttr Eiriks rauða.
  • 12) Hverken Aslak eller hans Søn Illuge ommeldes i den nysanførte Eiríks-þáttr.
  • 13) Sammesteds ommeldes kun Erik allene i denne Henseende; ei heller berettes det der (men derimod i Eyrbyggja) at Eyolf skjulte hans Skib i Dimuns- eller Dimons-Vaag. Tvende smaae Klippe-Øer i denne Egn bære endnu Navn af Dimons klakkar.
  • 14) See den anden Afdeling af nærværende Bind.
  • 15) Denne Læsemaade, som findes i den ældste Codex (B), men ikke bemærkes i nogen af de trykte Udgaver, ansee vi for at være af Vigtighed, da den nøie tilkjendegiver den Curs, som Erik i Førstningen valgte og som maa have gaaet mod Vesten. Snæfellsnes betegner her hele Halvøens vestligste Spidse, hvis yderste Deel dog ellers kaldes Øndverdarnes, hvorved dens Beliggenhed saaledes virkelig udtrykkes. Fra Sneefjeldsjøkelen kunde Cursen derimod gaae mod SO, S, V, NV o. s. v., saa at dette sidste Udtryk er meget mere ubestemt og vildledende.
  • 16) Eriks-Saga har denne mærkelige Variant: Hann fann landit, ok kom utan at því þar sem hann kallaði Miðjökul (i nogle Afskrifter: hinn mikla jökul); sá heitir nú Bláserkr. d. e. Han fandt Landet og kom uden fra (fra Havet) dertil, ved det Sted som han kaldte Midjøkel (den mellemste Jøkkel) eller efter andre, Mikla-Jøkul (det store Isbjerg); den kaldes nu Blaasærk.
  • 17) Dette yderst mærkelige Sted indeholdes saaledes i den ældste Codex eller Recension B,— og vil, i sin der havte Sammenhæng med det følgende meget bestyrke deres Mening som antage: at de Gamles eystri bygð d. e. Østerbygd eller, nærmere efter Ordene, den østligere Bygd, laae paa Vestkanten af Landet i det nærværende Julianehaabs District. Det synes nemlig, skjønt vistnok ikke paa en afgjørende Maade, at vise: at Erik ikke fandt Grønlands Østkyst at være beboelig. Dog kan man paa den anden Side, forklare Stedet saaledes: at han, skjønt han virkelig fandt at nogle Steder kunde optages til Beboelse, dog søgte at udforske det hele beboelige Lands Udstrækning. Her findes derimod ikke de faa, men mærkværdige Ord, som tillægges af de nyere Recensioner: hann sigldi vestr um Hvarf. d. e. Han sejlede mod Vesten omkring (eller: forbi) Hvarf, — som endnu mere vilde understøtte den førstommeldte Mening, hvis de fandtes i Landnamas ældste Udkast.
  • 18) De her forekommende afvigende Læsemaader ere vistnok en sand Plage for Fortolkerne, da de ere hinanden ganske modsatte. Det bliver da fornødent at fremstille deres Beskaffenhed nærmere saavel af Landnama som de øvrige hertilhørende Værker:
A) Landnamas ældste Recension (B), den Skalholtske og den ældre Kjøbenhavnske Udgave have: nær miðri enni vestri bygð, som vel kunde oversættes paa forskjellige Maader: α) næsten i Midten af den vestligere Bygd, (β) nærved eller γ) nærmere ved (nærr) d. e. mere end paa Halvvejen til M. a. d. v. B.
B) Derimod har C (Hauksbogen) tilligemed 7 andre Afskrifter og den nyeste Kjøbenhavnske Udgave: nær eystri bygð, nær (eller nærmere) ved den østligere Bygd, og
C) Fortællingerne i Olaf Tryggvesøns Saga (Fornmanna-Sögur II, 214) nær miðri hinni eystri bygð: nær (eller nærmere) ved Midten af den østligere Bygd.*Skjønt vi her have fulgt den ældste Bearbeidelses Læsemaade, der dog let kunde opfattes feilagtig af den ikke altid nøiagtige Afskriver, John Erlendsen, nægte vi ikke at de øvrige forekomme os sandsynligere, thi paa den Maade sees Erik lidt efter lidt at være skredet fremad, paa sin Opdagelsesreise mod Vesten og Norden.
  • 19) Ogsaa denne mærkelige Periode indeholdes i den ældste Recension af Landnama, men udelades i Hauksbók og Melabók samt de dem følgende Afskrifter.
  • 20) En eneste, Afskrift har: Eiríkshólar (Eriks Høie). Eiríks-þáttr har blot hólmum við Hrafnsgnýpu (Holmene ved Hrafnsgnýpa, d. e. Rafns eller Ravnens Fjeldspidse); Olaf Tryggvesøns Saga har derimod vor her i Texten fulgte Læsemaade Eiríkshólmum við Hvarfsgnýpu (Eriksholme ved Hvarfsgnýpa d. e. Hvarfs eller Vendingsstedets Fjeldspidse).
  • 21) Originalens Udtryk fyri botn Eiriksfjarðar ere virkelig saa tvetydige, at de kunde let foraarsage megen Uenighed og Tvivl hos Fortolkerne, hvilket de og have gjort. Man kan nemlig, efter dem, tænke sig; a) Erik meente at den inderste Vig af Eriksfjorden skar sig ind i Østkysten ligeoverfor det inderste af Rafnsfjorden paa Vestkysten, eller b) Erik troede at Rafnsfjorden skar sig saa langt ind i Vestkysten, at dens inderste Vig laae parallelt med Eriks-fjorden paa den selvsamme Kyst, eller endog gik længere ind i Landet end denne.
  • 22) Disse Omstændigheder forbigaaes aldeles i det nu tilværende Udtog af Eriks-Saga.
  • 23) Disse Udtryk i Landnamas ældste Udkast: ”Sagnkyndige (lærde eller meget vidende) Mænd fortælle" ere særdeles mærkværdige, skjønt de ikke ere indførte og ei engang bemærkede i de trykte Udgaver — naar man sammenholder dem med dem, som forekomme der, blot efter de øvrige nyere Bearbeidelser: ”Are Thorgilssøn siger”. Vi antage det nemlig for aabenbart, at Are Frode selv har skrevet de førstmeldte, i vor Text indrykkede, Udtryk, da derimod een af de senere Bearbejdere, hvem de øvrige heri have fulgt, synes at have kjendt andre afvigende Beretninger om den omhandlede Gienstand, men fundet det rigtigst at følge Ares egen Authoritet, som den bedste, samt tillige udtrykkelig at anføre ham som sin vigtigste Hjemmel. Ellers er det klart, at Are, Landnamas vitterlig ældste Forfatter, ikke kunde citere sig selv, men derimod, langt rigtigere og naturligere, de sagnkyndige Mænd, af hvilke han havde hørt det fortalt, skjønt han ikke ansaae det for nødvendigt at anføre deres Navne. I denne Henseende maae vi og vel lægge Mærke dertil: at intet af Ares her anførte Beretninger forekommer i hans Schedæ, og det maa saaledes have staaet i hans større Islendingabók eller den oprindelige Landnáma, hvoraf vi nu og troe her første Gang at have meddeelt den læsende Verden hans egne Ord, undtagen forsaavidt at de, uden at tilegnes ham, ligeledes forekomme i Eiríks-þáttr, hvori de uden Tvivl ere indrykkede af Ares sidstnævnte Værk, uden at det eller han dog deri paaberaabes som Kilder.
  • 24) Selv denne Orden af Fjordenes Navne i Landnamas ældste Udkast forekommer os ei at være umærkelig, da Are Frode menes at have levet og skrevet ved, eller i Nærheden af, Bredefjorden; det var da naturligt, at han nævnte den først. Overhoved er og denne Orden rigtigere, da Erik og hans vigtigste Reisefæller ere udgaaede derfra til Grønlands Bebyggelse. Styrmer, som opholdt sig og skrev ved Borgarfjorden, har da maaskee forandret denne Orden af Ordene, saaledes som den nu er optaget i de trende trykte Udgaver.
  • 25) Altsaa Aar 985. Hauksbók har sexten (984), men den Skalholtske Udgave atten (982). Det Uddrag af Hauksbog (Hauksbók) som Bjørn fra Skardsaa meddeler i sine Excerpter og Efterretninger om Grønland stemmer overeens med vor Text, saavel heri, som om de fra Island afgaaede Grønlandsfareres Antal. Fortællingerne om Erik Røde angive det sidste for 35, men de til Grønland ankomne, efter forskjellige Afskrifter, for 24, 16 eller 14.
  • 26) d. e. Digt om Havets Gjerder (store Brændinger, som ligne Volde, Diger eller Gjerder). See den 22de Anmærkning til þáttr Eiríks rauða.
  • 27) Jævnfør den 23de Anmærkning til samme Fortælling.
  • 28) ”Sølvefjord" og Dalen (d. e. Sølvedal) have de ældre Udgaver efter enkelte Afskrifter.
  • 29) Tvende Afskrifter kalde ham rigtig Snorre, de øvrige urigtig Helge. Adskillige ellers forskjellige hertil hørende Recensioner af Landnama (2 P. 13 Cap. S.79) nævne ingen Helge, men derimod en Snorre, blandt de mange Sønner af Thorbrand fra Alptefjord paa Island, efter hvilken den grønlandske Fjord af samme Navn uden Tvivl er opkaldt. Om denne samme Snorre Thorbrandsøn vil meget forekomme i det følgende, især i Uddragene af Eyrbyggja og i Thorfinn Karlsefnes Saga.
  • 30) Siglufjorden (Siglufjörðr) er endnu et Navn for en bekjendt Havn og Handelsted i Øfjords Syssel paa Island. Jfr. Eiriks þáttr Anm. 16.
  • 31) d. e. en Klynge af Gaarde, der ligge i Nærheden af ferske Søer, eller endog omgive dem.
  • 32) En enkelt Afskrift har: Ørlyg Ørlygsfjorden.
  • 33) Hvalsøerne (Hvalseyjar) sættes kun af een Afskrift isteden for Hvalseyarfjord. Hvalsey (Hvalsø) er det Sted paa Grønland, hvorfra man har de sidste authentiske Efterretninger om Landets Beboere af den europæiske Stamme (nemlig fra 1408) efter hvad der vil blive godtgjort i de diplomatiske Meddelelser.
  • 34) At sige: som Gjenganger. Slig Overtro var meget gjængs i Erik den Rødes Tid i Thorsnæs Thingsogn eller det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel. Paa Grønland trivedes den siden alt for vel.
  • 35) Bjørn Johnsen, i hans Grønlands Annaler (Afskr. Nr. 769 i 4 blandt de Arnaemagnæanske Haandskrifter) opregner forskjellige Landnamsmænd i Vesterbygden, men de af ham der nævnte boede og døde i Island.
  • 36) De her nævnte Steder ligge alle paa Hornstrandene, Islands nordvestligste Kyststrækning, i det nuværende Strande-Syssel. Den er meget ufrugtbar, fuld af steile Fjelde, der grændse til Isbjerge, og paa de fleste Steder uden fremkommelige Veie, samt ligger tillige under Islands ublideste Himmelegn og besøges tit af den grønlandske Haviis. Derfor er denne Kyst først bleven beboet næsten 100 Aar senere end det sydlige Island. Dranger og Drangevigen ere endnu beboede under de samme Navne, men Gaarden Engenæs er ødelagt af Fjeldskred. Da Erik Røde efter al Sandsynlighed er opdraget og har tilbragt sin Ungdom her, haabe vi det ikke bliver vore Læsere ukjært, at vi her meddele Stedets Beskrivelse af Olafsens og Povelsens Reise (I, 497-99).
    ”Paa Engenæs har man den allerbedste Udsigt af det artige Fjeld Dranger, hvoraf Jøkelen har sit Navn. Dette Forbjerg bestaaer af syv Bjergspidser, hvoriblandt de tre forreste ere lave og gaae fra øst til Vest ud i Havet. Imellem Spidserne gaaer en Vei, som Beboerne af Gaarden Drange maae klavre over, naar de ville vove dem til Aarnæs Kirke. Drangevig, imellem Engenges og Drange, er en smuk og græsrig Egn, som før har været beboet. Her seer man allevegne Mængde af Drivtømmer. Nogle smaae Øer, som give noget lidet af Søfugle og Æg, ligge tæt ved Strandbredden sønden for Drangerne. Her var ingen Vei at see, hverken i Bygden eller til Fjelds. Vi maatte altsaa forsøge at komme over det høie Fjeld, thi vor Veiviser fortalte, at man var dog for nogen Tid siden kommet med en Hest derover. Men denne Vei blev os baade høist besværlig og farlig. Man maatte klavre paa Hænder og Fødder, og trække Hestene efter sig, hvilke vel vare vante til Fjelde, men feilede dog jævnlig i deres Trin, hvor der var Skredfald mellem Klipperne. Paa somme Steder laae disse Klipper som Trappetrin, en Alen høie og derover. Naar Hestene sprunge derop, fløi Byrderne af dem, og hvad som var brækkeligt gik i Stykker. Omsider naaede vi det øverste af Fjeldet, da det begyndte at mørknes. Fjeldet var oventil fladt og jævnt, som et steenlagt Gulv, af 5 og 7 kantede Fliser, som iblandt var tydelig at see. . . De ligne ellers basaltdannede Klipper. Nedgangen af Fjeldet paa den anden Side var i Mørkningen meget farlig. Vel var den ei fuldt saa besværlig som Opgangen, men langt farligere formedelst Mørket, Steilheden og de forfærdelige Kastevinde, da det begyndte stærkt at blæse. Vi maatte undertiden selv bære vort Tøi, saafremt Hestene skulde frem. Desuden maatte vi gjøre mangfoldige Vendinger, førend vi kunde komme ned til Gaarden , hvilken paa 5 Mile er den eneste her paa Kysten. Paa dette Sted mødte os et meget farligt Tilfælde. Blæsten var meget stærk med Regn; især (faldt) tæt ved Fjeldsiden, hvor Gaarden og vort Telt stod, forfærdelige Kastevinde, hvilke om Natten foraarsagede smaae Skredfald, ved at rive Stene løs fra Fjeldet. Folkene paa Gaarden fortalte os i den Anledning, hvorledes hele Klipper undertiden falde ned med store Skred-falde,— og i det samme dette blev fortalt, hørte vi fra Fjeldet et fælt Dunder, ligesom naar Kanoner affyres med gesvinde Skud. Da vi saae til Fjeldet, var det skjult af Røg, eller rettere, af Støv, der steg op af et nyt Skred-fald. Alle løbe ud paa den aabne Mark, og Folkene, som havde været i Angest og Forskrækkelse den hele Dag, gave at forstaae, at en Klippe kom ned fra Bjerget. Vi kunde i Førstningen intet see dertil, for bemeldte Støvtaage, allene at Lyden af dens svære Fald og Skreden var lige for os. Det hjalp ikke at flygte, thi man vidste ikke hvorhen. Endelig saae vi, hvor Klippen sprang ud af Taagen. De faa Kreature, der vare paa Marken, især vore Heste, bleve løbske og løbe frem og tilbage. Men til al Lykke traf denne store Steen, i det den gjorde et langt Luftspring, paa en i Jorden siddende fast Klippe, noget ovenfor vor Telt, hvor den gik i tusinde Stykker.”
    De faa indvaanere af denne Kyststrækning leve mest af Fiskeri og Sælhundefangst, men have kun saare liden Kvægavl. Af denne Egns her beskrevne Beskaffenhed kan man vel begribe, at den her opdragne Erik Røde fandt saa megen Behag i det den meget lignende Sønder-Grønland, som dog tildeels besad meget frugtbarere og mere fremkommelige Egne.
  • 37) Skal vel være Bjørnsdatter. See Laxdæla-Saga, oversat paa Latin af Th. G. Repp (nu ansat ved Advocaternes Bibliothek i Edinburg), og udgivet af den Kgl. Arnæmagnæanske Commission 1826, 4, S. 20 o. f.
  • 38) Heraf erfare vi Leif Eriksøns og hans Sødskendes Slægtskab med den berømte Laxdalske Familie (Olaf Paa, hans Søn Kjartan o. s. v.). See ovenfor S. 184-185.
  • 39) Reikjanes (paa dansk Reikesnæs) er Islands sydligste Forbjerg. Ved Vog (Vogr) menes her enten den Gaard eller det Sted, som nu kaldes Kirkevaag (Kirkjuvogr) i Guldbringe Syssel eller Selvaag (Selvogr) i Arnæs Syssel. Jævnfør herovenfor, (Uddraget A), samt den herefter følgende Fortælling om Bjarne Herjulfsøn.
  • 40) Dvalins (d. e. en Dværgs, eller overhoved Dværgenes) Bægerfylde, gjemt i Bjerghuler, betyder Poesien, efter de eddiske Myther og det derpaa grundede Skjaldesprog. Dog er det mueligt, at Digteren tillige ved Ordene: ”amra fjalla hallar” vil antyde Kvadets Hovedgjenstand, da de deels kunne betegne ”de steile Klipper" og deels ”Hummerfjeldenes” eller Havsskjærenes Hall eller Borg.

Fodnoter til norrøn tekst

  1. saaledes A, I, H, G, Hèr setjum vèr inn Grænlands landnám, E, F,
  2. B skriver Asvalls; Osvalds, S, Ma.
  3. Ulfarssonar, H, I, i Var.; Alfssonar, M.
  4. Eiríkr, flere andre; Eyreckr, S.
  5. Kb skriver stedse fur.
  6. till til Íslands; o till. þá var viða bygt Island; Kb sætter disse Ord i Parenthese; vf. Anm. 2
  7. bygðu, C.
  8. á, Kb, S.
  9. Þórildar, understreget C; Þórhildar, K, O, Ma; jfr. Anm.4.
  10. her indskyder O: Son Eiriks ok Þórhildar hèt Leifr.
  11. norðr, A, G, S, Kb, öiensynlig urigtig.
  12. r. land, C.
  13. Húnavatzhorni, G.
  14. udelades af O, som og forkorter det fölgende saaledes: Eptir víg Eyólfs saurs (Sámssonar) var Eiríkr gjör braut úr Haukadal o.s.v., som vil komme til at meddeles i en fölgende Afdeling. Her meddele vi derimod strax af dette Stykke alle de vigtigste Varianter, som angaae Grönland.
  15. fur þat, A, Kb, S, G, H, I.
  16. Rafn, C, S, G.
  17. at, andre
  18. Yxney, Kb o.fl.
  19. Kb till. hann.
  20. saaledes B, C; Tröðum, A, Ka, Kb, G, I, H; Trödum (Tödum), S.
  21. Suðey, S, H.
  22. Suðrey. Hinn fyrsta vetr, Ka, Kb; enn f.v., A, S, G, H, F
  23. sína, till. Ka.
  24. setstokka sina, C, A, Ka, Kb, S, F, G, H, 1; Ma till aptr.
  25. Hèreptir, C, A, Ka, Kb, S, G, I.
  26. setur fjölmennar, E,F
  27. Svineyo, S.
  28. udelades af O.
  29. Eirikr varð sekr,
  30. Þórness, F, Kb, H.
  31. Þórgestr leitaði hans um eyjarnar, A, F. Kb ; of eyjar, S.
  32. alle Afskrifter og Udgaver af Landnama have her Navnet Þórgeir, men det bör vel rettes til Þorbjörn.
  33. udelades i Kb.
  34. ok fleiri, till. Ka, S, H, Ma.
  35. haf, 0.
  36. istedenfor det fra [: hafði sèð þá er hann sigldi djúpast i kringum Garðarshólm, ok hann fann Gunnbjarnarsker. Garðarshólmi var Island þá kallat, K.
  37. kvaðst, nogle.
  38. Snjófjallsjökli, c; Snæfellsjökli, A, Ka, Kb, E, G, F
  39. Hann kom undir jökulinn Bláserk á Grænlandi, K; ok kom utan at þar sem hann kallaði Miðjökuln(to Afskrifter Mikla Jökul), sá heitir nú Bláserkr, O.
  40. udel. af C, E, som sætte isteden derfor: Hann sigldi vestrum Hvarf ok; dette sidste tillægges af A, Ka, S, c, H, 1, F, M; ok leitaði, ef þángat væri byggjanda, O, see Anm. 16.
  41. eystri, C,E,A,G,H,I,S i Var., M, Kb 5 miðri hinni eystri, O.
  42. fèkk, o.
  43. det fra [udel af C, A, E,F,G,H,I; bygð, O.
  44. udel. i o.
  45. i B við, da rimeligviis det sidste Bogstav a fOrdet i Membranen har været udslettet eller uleseligt; margstaðar, to Afskrifter af O.
  46. Eirikshólum, Ma; I, Holmum, Skalholts Udg.af O.
  47. Hrafnsgnýpu, samme Udg. af O.
  48. Rafnsfjörð, C,A,E,S, I; Hafursfjörð, en Afskr. af O.
  49. det fra [udelades af Ka.
  50. udel. af C, Ka,S,4,FMa,G,H,I,
  51. at, C,S.
  52. S,Kb,F,G, H,1,M till. Eirikr ok
  53. det fra Tudel. af O, som har i dets Sted Eiríkr var á Ísland um vetrinn, en um sumarit eptir fór hann at byggja Grænland ok bjó i Brattahlið i Eiriksfirði. Svå segja fróðir menn o.s.v.
  54. Grænaland, C,A,F, Kb,G,H,1.
  55. sagði, C, Ka, Kb,S, Ma.
  56. mundu mjök f. þ., C, A, Kb,G,1; menn mundi þángat mjök fýsa, Ka, H,S; menn mundu meir fýsast þángat, F, G.
  57. at, F,C, Kb; efat, Ka; ef það landit, S.
  58. Svá segir Ari Þorgilsson, C,E,S,A, Ka, Kb,F,G, H,1,Ma.
  59. skip ok XX, C; hálfr þriði tugr, o; hálfr fjórði (35), den skalh. Udg.
  60. Borgarfirði ok Breiðafiröi, C, A, F, Ka, Kb,S, G, H, I, K.
  61. fjögur ok tuttugu, (24), men sextån (16), som Variant, Skalh Udg.
  62. XVI, C; sumar bækr segea átján (18) vetrum, S i Var.
  63. væri, C, Kb,
  64. )udel, af A, Ka,Kb, som have i eet Ord lögtekin, S,G, H, Ma.
  65. os övrige Varianter meddeles ved Erik den Rödes Saga.
  66. Herjólfsson, B.
  67. efter Rettelsen i Ka, de övrige frændi.
  68. Vogs, S, F, G, H, M, Ma.
  69. udelades af C, S.
  70. bíðr, Ka.
  71. B indskyder at
  72. mjúka reyni, G, H; mjúka drengi, I.
  73. meinalausa för at, E, F, H,A, Ka, Kb; farir, S.
  74. hattar, K; haddar, S.
  75. Hrólfsnesi, A.
  76. Kb,S till rauði
  77. udel. af C.
  78. Brattalíð, C.
  79. C till þá.
  80. lönd, Kb.
  81. her udel. af C.
  82. sem nú var ritat, till. F.
  83. Rafn Rafnsfjörð, C,S.
  84. Sölfafjörð ok dalinn, Ka,H,S.
  85. saaledes rigtig C, Ka, Hs Helgi, I,B,G,A,F,M i Snorri, segir Hauksbók, E.
  86. Þórbjarnarson, G.
  87. her har B atter: Hrafn Hrafnsfjörð
  88. B skriver, som tiere i lignende Tilfælde, hverbi
  89. Ørlýgr Ørlýgsfjörð, Ka,S, I; Avrlaugr, H.
  90. B har (urigtig) læst fa Serkr.
  91. Rauðs, Ka.
  92. tillægges af andre.
  93. Hvalseyjar, C.
  94. millim, C.
  95. udelades af B, uden Tvivl ved en Skriverfeil,
  96. sjófært C.
  97. er, C.
  98. C,Kb tillægge: siðan.
  99. sýslur, C; sýslur siðan, Ka; sýslur (eðr hýbýli), A; syslur eðr hýbýli, E, F, G, Kb, M; s. e. h. siðan, S, H,I.
  100. formodentlig rettere Bjarnardöttir; see Laxdala-Saga.