De fattige og færgemanden
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► |
De fattige og færgemanden
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2022
En halv måned senere skete dette ved den samme færge og på det sted, hvor færgen plejer at sejle over åen. Det var den samme mand, som tidligere blev nævnt, og som hed Steintor, der forestod færgefarten.[1] Han var gavmild med almisser og hjælpsom over for fattigfolk i det omfang, han var i stand til. Men der var mange fattige ved åen, og de kunne ikke komme over, fordi der var is på åen. Man kunne ikke gå på isen, men åen var heller ikke farbar for skibet. Da begyndte flokken af fattige at græde, fordi de ikke kunne komme over og få husly på det sted, som de længe havde set hen til. Færgemanden fik da ondt af dem, og han kaldte på dem og sagde: »Græd ikke,« sagde han, »— men lad os hellere påkalde den salige biskop Torlak og bede Fadervor fem gange til ære for ham, og da lader han jer komme over, så snart han vil.« Siden bad de, og derpå åbnede isen sig tværs over åen, og der opstod en rende, som var lidt bredere end nødvendigt for at kunne ro skibet. I nogle døgn derefter lå isen ubevægelig både op og ned ad åen til vidnesbyrd om dette mirakel, så alle, der kom til stedet, kunne se det. Alle drog da hver sin vej, mens de priste og ærede den almægtige Gud og den salige biskop Torlak.
Note: