De tyvagtige dværge. Fortalt af Nanna Mikiki (Rosing)
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
De tyvagtige dværge
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
Fortalt af Nanna Mikiki
Der boede folk ude ved Avatdîn. Når de havde været på fjeldet efter tørret kød i deres forrådsgemmer, lagde de det op under konebåden, der lå med bunden i vejret på stativet. Når man den følgende dag gik ud for at hente det tørrede kød ind, var det borte. Når ejermanden undrende henvendte sig til sine husfæller om, at det dog var mærkeligt, at kødet var borte, blev der altid svaret: »Hvem kan dog have taget det, det er ingen her«.
En aften kom man igen hjem med tørret kød, og man lagde det op under konebåden, som man plejede.
En ung mand sagde: »Jeg skal holde vagt ved kødet i nat under konebaden«. Og han krøb op under båden, hvor han gav sig til at vente.
Hen på natten hørte han skridt – og nogen talte dæmpet til hinanden. »I skal løfte mig op, ikke«. – »Ja, vi løfter dig op«, blev der sagt.
En lem i den platform, man havde bygget ved at lægge planker under bådtofterne, blev åbnet, og en mandsling, en lille dværg, krøb op. Den unge mand greb dværgen i nakken, men dværgen slog voldsomt om sig og råbte: »Han har fanget mig, han har taget mig«. De andre dværge flygtede over hals og hoved.
Den lille dværg, som den unge mand havde fanget, gav sig til at blæse og åndepuste og fik derved så enorme kræfter, at manden ikke mere kunne holde ham. Under det voldsomme basketag faldt de begge ned gennem lemmen, og inden den unge mand fik set sig om, var dværgen sluppet fri og løbet sin vej.
Den unge mand satte efter den flygtende. Han havde løbet længe og var nået til Kangitsân, hvor der var en klynge pilebuske. Der forsvandt dværgen i jorden, og han så nu, at der, hvor dværgen ligesom sank i jorden, var en husgang. Det var dværgens hus, han var kommet til. Inde i huset var der stor ophidselse, og han hørte nogen sige: »Pápikân blev taget af et væsen, som ikke var et menneske«. – »Lad Agdilâtsiaq rådspørge ånderne ved hovedløftning«. En anden råbte: »Putân Qitân er endnu bedre til det«.
Her ender fortællingen, kort og godt.
