Den Kloges Ord (Hugsvinnsmál)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Den Kloges Ord[1]

Hugsvinnsmál


oversat (gendigtet) af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2019



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Finnur Jónsson: Den norsk-islandske skjaldedigtning, 1912-1915


1.
Lyt nu alle,
som vil lære om sæder
og øve gode gerninger,
og hør de råd,
en hedensk mand
gav sin søn engang.


2.
Af kærlig omsorg —
min eneste søn! —
giver jeg dig råd, du helst må huske;
en tankeløs mand
mindes dem ikke,
men en klog vil de gavne godt.


3.
Ydmyg og takkende
og uden fejl
skal du stadigt stå for din gud.
Favn med klogskab
din far og din mor;
sørg for hele din slægt.


4.
Får du kostbarheder
af kære venner,
så hav dem til nytte og nyd dem.
Vælg det gode,
vig fra det onde;
du må aldrig handle forhastet.


5.
Lev du høvisk,
hyld din lærer,
stræb støt efter hæder.


6.
Hver en mand,
du møder på vejen,
skal du hilse som en, du omgås;
den anses for uklog,
der om intet spørger,
når folk træffes tilfældigt.


7.
Undgå stedse
at ende i strid
med en, som er mere mægtig.
I alt skal du være
yderst opmærksom;
sørg for dit hus og din husstand.


8.
Vær mild i mælet,
når du møder folk;
tag vare på det, du har vundet.
Læg varigt vægt
på vid og forstand,
og lær dine sønner det siden.


9.
Afstå fra had,
gør ingen til grin,
gengæld gave med gave.
Vær du til stede
og vel opmærksom,
når man drøfter trætter på tinget.


10.
Sid kun sjældent
blandt soldebrødre;
drik du varsomt af vinen.
Din ægtehustru
skal du elske vel;
tænk over gaver du giver.


11.
Med od og æg
skal din arvejord værges;
tro ej på alt.
Dine ord og eder
må du altid huske;
du må aldrig løbe fra løfter.


12.
Læs i bøger
og lær villigt;
vær god imod den gode.
Søg ej samkvem
med slette kvinder;
rådgiv hvermand vel.


13.
Vær tro og retvis,
tæm din vrede,
tal ikke ondt til andre.
Glæd dig ved dyder,
vær gode mænds ven;
hold dig fra laster og løgn.


14.
Hold dig for god
til hån og latter
mod tiggere og fremmede folk.
Forbliv tålmodig;
bryd ej regler,
du selv har sat for andre.


15.
Afstå fra pral
med egen styrke;
løn det gode med godt.
Elsk du dem,
der elsker dig;
begær ikke andres ejendom.


16.
Når du sidder ved gildet
sammen med folk,
bør du altid tøjle din tale.
Anspor ej andre
til onde handlinger;
vær god i ord og gerning.


17.
Af alle råd
er ét dog bedst:
Hyld den højeste gud.
Påkald du ham
med pletfrit hjerte,
og elsk ham af hele din hu.


18.
Lad dig aldrig lokke
til overdreven søvn,
vær hellere vár og vågen.
Sjældent kan den,
som sover for længe,
sige sig fri for lyder og ladhed.


19.
Virk ikke snaksom,
men vægt dine ord,
så vinder du Guds gunst.
En bedre egenskab
vil ingen få
end at være tro i sin tale.


20.
Vis dig aldrig
vankelmodig;
vær du forsonet med dig selv.
En som ikke
enes med sig selv,
er ofte uenig med andre.


21.
Mærk dig engang
menneskers levned,
gransk deres gøren og laden;
når du ser på folk,
vil du snart indse,
at kun et fåtal er fejlfri.


22.
Ejer du penge,
som dig intet nytter
eller kun medfører mén,
da skænk dem bort,
skønt du mangler dem;
der er andet i verden end velstand.


23.
Vær oftest mild,
men af og til hidsig,
såfremt kårene kræver det.
En begavet mand
må gerne blive vred,
selv om han lever lydefrit.


24.
Hør kun lidt
på din hustrus klagen,
selv om hun tyvter din træl;
hun hader ofte
din hengivne hjælper;
led du selv efter sandheden.


25.
Har du en ven,
som du værdsætter højt,
så driv ham til gode gerninger;
selv om han synes,
du sårer ham med ordene,
skal du værne ham mod vildfarelse.


26.
Undvig trætte
med ordhvasse mænd,
selv om du sikkert har ret;
en skarp tunge
blev skænket mange,
men kløgt har færre fået.


27.
Yd dine venner
den hjælp og støtte,
som ikke medfører mén.
Tål du aldrig,
at din egen trivsel
styres af andres ondskab.


28.
Alt, hvad der rygtes,
skal du ikke dele
ivrigt som den første i flokken;
hellere tie
end fortælle noget,
man siden må sande er løgn.


29.
Undlad at give
andre lovning
på noget, nogen skylder dig.
Ofte snydes man
af en, man tror på;
folk giver falske løfter.


30.
Læg du gerne
låg på din stolthed,
skønt du får rigelig ros.
Stol ej blindt
på brovtende mænd;
kend du selv dig selv.


31.
Al den bistand,
som andre giver dig —
nyd den, og nævn det for mange;
har gode venner
gavn af din hjælp,
da hold dig helst fra selvros.


32.
En ung må lære,
hvad en ældet behøver;
vogt dig i livet for lyder,
ellers kan du ikke
uden at klandres
laste andres levned.


33.
Hæft dig ikke
ved hemmelig snak;
undlad at ligge på lur.
Hver en mand,
som véd sig skyldig,
tror, at alle taler om ham.


34.
Tag dig i agt for ondt
på alle måder,
skønt du ikke mangler midler.
Hyppigt ser man
den holdne blive fattig;
du kan ikke regne med rigdom.


35.
Vent du aldrig
at vinde noget
ved det, at andre dør.
Ingen bestemmer
sin egen skæbne;
døden er ej fjernt fra folk.


36.
Hvis en fattig ven
med frejdigt sind
giver dig en lille gave,
tak ham for den
og tag den kærlighed,
som følger den armes foræring.


37.
Du må aldrig lade
din armod volde dig
tung sorg i sindet;
fra din mors liv —
mærk dig dette! —
kom du uden gods eller guld.


38.
Du må ikke ængstes
ved udsigt til døden,
ej heller rammes af rædsel;
spild ej livet
med at løbe fra døden;
skæbnen kan ingen undfly.


39.
Hvis dine venner
er dig værre støtter,
end du selv tænker, du fortjener,
skyd da ikke
skylden på din gud,
men last snarest dig selv.


40.
Søg du altid
at samle dig penge;
det er brave mænds brug;
vær aldrig ødsel
til ingen gavn,
skønt du véd, du er velstående.


41.
Oftere end én gang
skal du ikke love
folk at give dem en gave.
En sludrevorns ord
synes for en klog
at minde meget om vinden.


42.
Ingen skal tro
på usande ord,
skønt de er fagert fremlagt;
giv du igen
med glat tunge,
og gengæld sligt med sådant.


43.
Hvis nu arvinger
bliver dig undt engang,
men du knap har penge i pungen,
da giv dit afkom
gavnlige evner,
så de siden kan forsørge sig selv.


44.
Afstå fra griskhed,
elsk ikke penge,
selv om de frister farligt.
Det er ilde at ønske,
hvad andre besidder;
en klog er salig med sit.


45.
Du kan ikke dadle
dårlig adfærd,
når du gør det samme selv;
at laste andre
er lidet sømmeligt,
hvis du véd, du selv er syndig.


46.
Du må aldrig bede
en anden om noget,
som ikke regnes for rigtigt.
En uklog mand
vil ofte bede
om noget, han ikke har nødig.


47.
Sæt du altid
din sikre ven
over en ukendt mand.
Den, som synes trofast,
kan sagtens være ond;
en fremmeds ord er falske.


48.
Husk hver dag,
din helse er god,
at vise dig nyttig i noget.
Sygdom og død
kommer sidst, du venter det;
livet er langtfra sikkert.


49.
Undgå trætte
med dine egne folk,
og vær ikke stridbar og stejl;
af enighed vokser
ægte kærlighed,
med strid fremmer du fjendskab.


50.
Gengæld altid
med et godt sind,
når venner har givet dig gaver;
omsorg og kærlighed
øges blandt mennesker,
som tilser hinandens tarv.


51.
Det sømmer sig vel,
at vige for andre,
skønt man har større styrke;
ved god vilje
kan du givet vende
visse fjender til venner.


52.
Tugt du ikke
din træl for hårdt,
og skån ham helst for skade;
den gør sig selv
synlig fortræd,
som volder egne mænd mén.


53.
Tøjl din hævnlyst
mod hadske ord,
vær gerne tålsom, og tilgiv.
Du må ikke miste
tålmodigheden,
hvis du ønsker at optræde høvisk.


54.
Rut du aldrig
din rigdom bort,
men brug den i stedet forstandigt;
man bliver ofte arm
som uarbejdsdygtig,
når først formuen er spildt.


55.
Vær ikke nærig,
når nogen trænger,
men hjælp dine venner vel;
fremgang og trivsel
skal findes hos den,
som er til gavn for sig og sine.


56.
En klog mand,
som vil kunne mere
og stræber efter større viden,
må læse bøger
af lærde mænd,
som har bibragt andre indsigt.


57.
— —
— —
— — —
for i gamle bøger
findes gode råd
om alt — —


58.
Enhver, som ønsker
at opnå klogskab,
må vægte god vilje;
større visdom
vinder man aldrig
end at leve uden lyder.


59.
Det anstår sig godt
for en yndet mand
ofte at hjælpe fremmede.
At have magt betyder
mindre for den kloge
end at få venner viden om.


60.
Lad dig ikke ængste
af alle de ting,
som Gud gemmer for mennesket;
vi på jorden
véd jo intet
om ting, som hænder i himlen.


61.
Afstå fra trætte
om usikre ting,
når din hu er fyldt af harme;
en vred mand
får et vrangt sind
og ser dårligt det sande.


62.
Vær ingen puger
med penge, du tjener,
og vær ikke karrig med kosten;
giv fattige folk
fordel af din velstand,
såfremt du møder mangel.


63.
Søg du lykken
i de små glæder,
og vær aldrig alt for ærgerrig;
den lille vig
giver ly for det skib,
som en storm ville sænke på søen.


64.
Del du ikke
dårlige nyheder
som den allerførste af folk;
hvis den, som er først,
dadles af andre,
så hold dig hellere tavs.


65.
Følg du ikke
falsknernes adfærd,
skønt den skaffer dem rigdom;
deres lyssky gerninger
er længe skjulte,
men til sidst bliver sviget synligt.


66.
Foragt ikke en,
som er uden kræfter
eller styg og stumpet af vækst;
en ynkelig mand,
som intet formår,
kan ofte være godt begavet.


67.
En mand bør fremtræde
fredeligt mod andre,
selv når hans styrke er større;
tit vil man se
den tabende part
tage hævn og sejre siden.


68.
Avind og strid
bør alle mennesker
undgå så meget som muligt;
det skader hjertet,
når skinsygen råder,
og man kan ikke se det sande.


69.
Ingen bør fritte
om sin fremtids velfærd
eller frygte for sin lykke i livet.
Lykken er bedst
forlenet af Gud;
den bør ingen erfare på forhånd.


70.
Mist ej modet,
hvis magtfulde folk
dømmer dig uden årsag;
kun stakket glæde
skal gives de mænd,
som opnår sejr ved svig.


71.
Gem ej længe
på gammel vrede,
men agt din ed om troskab;
stædigt at fortsætte
en strid, som er bilagt,
kaldes en slet mands måde.


72.
En mand bør aldrig
måle sig selv,
hverken med ris eller ros,
for sligt gør kun
de slette, som længes
efter verdslig pynt og pral.


73.
Undlad at prale
med egen forstand,
medmindre det er nogen til nytte;
det var givet ofte
til gavn for den,
som klogeligt skjulte sin kløgt.


74.
Vogt dig altid
for vrang begærlighed;
legemlig lyst er styg;
ingen vinder
et ædlere ry
end den med et syndfrit sind.


75.
Stol kun sjældent
på den sludrevorne,
som spreder ondt om andre;
man sander ofte,
at en snaksom mands
ord er lutter løgne.


76.
Hvis folks fuldskab
fører til ulykker,
skal ingen unde dem ynk;
det er deres egen skyld,
når de uden måde
drikker sig fra sans og samling.


77.
Hemmelig viden,
som skal holdes blandt få,
skal du kun fortælle til tavse.
En begavet mand,
der gerne vil helbredes,
sender bud efter den bedste læge.


78.
Gentagne mén
må mødes fattet
af den, som tugtes fortjent;
enhver skal erlægges
løn med renter
for den gerning, han gjorde.


79.
Bliv aldrig forundret,
hvis ulykker sker,
når det ellers går efter ønske;
den værste vånde
forvinder den mand
snart, som så den komme.


80.
Når mén plager
en meget klog,
må det ikke sortne hans sind;
hver en mand
kan vente det gode,
skønt han er dømt til døden.


81.
Jeg véd om en mand
med vældig hårpragt,
som skæbnen ville blev skaldet;
det minder om manden
med mange penge,
som til sidst endte i armod.


82.
Hold du udkig
i alle retninger,
vær vár og vogt dig for fare;
gode øjne
gavner en mand
i forening med kløgt og klarsyn.


83.
Vær mådeholden
med mad og drikke,
så du ikke mindsker din formåen;
stræb i alt
mod styrke og helse,
og undgå et liv i lyst.


84.
Tal ikke ondt
om almuens dom,
hvis alle de andre roser den;
en, som taler
alle imod,
bliver sjældent videre vellidt.


85.
Én dags held
er ingen hjælp
for den, som higer efter helse;
ingen stund bestemmer
strid eller død,
alle tider er til at tro på.


86.
Tro ej, at drømme
bør tillægges vægt;
man bliver narret alt for ofte,
for i søvne ser man,
hvad man selv som vågen
enten ønsker eller frygter.


87.
Vil du leve skyldfrit,
så lær det gode,
og søg at nemme det nyttige;
mange vil støtte
den mand, som forstandigt
viser vejen til godhed.


88.
Den ypperste pragt,
man undes i livet,
er at oplære andre i godhed;
de fleste levede
et frugtesløst liv,
hvis de ikke blev bragt til forbedring.


89.
Hør du aldrig
på hadefuld dadel,
hvis du lever uden lyder;
det er ikke nemt
at gøre alle tilpas,
så gør, hvad de bedste bifalder.


90.
Skjul de laster
så længe som muligt,
som du véd, dine venner har;
bed dem ihærdigt
bøde på skaden,
men røb intet for andre.


91.
Hvis du mødes med ros
og milde ord,
så tænk, før du tror dem;
den taler tit smukt,
som tænker på svig;
vogt dig vel for bedrag.


92.
Afstå fra ladhed,
for at opnå det liv,
der anstår sig bedst for en brav.
Jo mere han fatter,
des mere ønsker
en mand at gøre det gode.


93.
Hvis et træls arbejde
tvunget må gøres,
så klø på med gejst og glæde,
for en munter mand
får meget fra hånden;
hvad man gør af lyst er let.


94.
Den kloge mand
skal kendes på det,
at han ikke ler af andres uheld;
den hånede part,
hævner sig ofte
og gengælder lige for lige.


95.
En gammel mand,
som er godt bemidlet
og har samlet sammen i sæk,
bør vise sig hjælpsom,
når venner trænger,
og give dem gaver til gavn.


96.
Gode råd
kan gavne en mand,
selv når det er en træl, der taler;
den trælbundne, tror jeg,
er tit klogere
end en, som frit kan fare.


97.
Hvis en ærlig mand
ønsker at gifte sig
og ikke synes at savne penge,
skal hans pungs formåen
prøves for alvor,
hvis brudekøbet er kostbart.


98.
Gå du gerne
efter gode forbilleder,
hvis du ønsker at opnå visdom;
lad skurkens straf,
stå som advarsel,
og gør, som de gode gør.


99.
Det passer sig dårligt
at påbegynde noget
af større omfang, end man evner.
Man finder nytten
i det færdige værk;
folk spørger altid om udfaldet.


100.
Skjul du aldrig,
skønt man beder dig,
hvad du véd om andres udåd;
den, som dækker over
dårlige gerninger,
vil regnes for ond af alle.


101.
Søg råd og støtte
fra retslærde mænd,
hvis du vil modgå usande anklager;
den, som får ret
med dommernes hjælp,
har værget sig vel mod uret.


102.
Lyt til kundskaben
og lær dig versene,
som digtes til menneskers morskab;
fornøjelige minder
kan nydes af folk,
når skjalden kvæder til skæmt.


103.
Man bør aldrig snakke
unødigt meget,
når mange sidder sammen;
den meget talende
mangler omtanke,
men en mand med forstand er stille.


104.
Du skal ikke ænse
en arrig kone
eller tro hendes slette sladder;
en ond kvinde
vil ofte, tror jeg,
bede om unyttige ting i tårer.


105.
Udvis omtanke
i alle pengesager,
og brug dine midler med måde;
en ødsel mand,
som har opbrugt sit gods,
er for altid afhængig af andre.


106.
Folk skal ikke
frygte døden,
for den ender alt ondt;
for den brave mand,
som er brødefri,
er døden og livet lige.


107.
En mand skal være
sin mor og sin far
hengiven af samme sind;
søg aldrig sådan
den enes kærlighed,
at du taber den andens yndest.


108.
På ingen måde
skal du elske det,
som hæderlige folk hader;
det mål af lykke,
en mand har opnået,
bør gøre ham fro og tilfreds.


109.
En sorgløs mand
savner intet,
blot han ejer til livets ophold,
mens en grisk klynker,
og klager over nød;
sin velstand til trods er han trist.


110.
En ligeglad mand
må lære det gode
for at skærme sig mod skade.
Det onde, der sker,
er ej skæbnebestemt;
man volder selv våden.


111.
Enhver bør passe
og pleje sin krop;
sundhed er særligt vigtig.
Den, der døjer
med dårlig helse,
kan næppe nyde sin velstand.


112.
Hvis du formanes strengt
af din mor og far,
så glem viseligt din vrede;
hellere vejledes
af en vred lærer
end af en med et svigefuldt sind.


113.
Sørg for at gøre,
hvad der sømmer sig bedst,
men vogt dig for vildfarelse.
Vær ofte villig,
hvor hjælpen trænges;
det er godt at bistå de gode.


114.
Vær aldrig sen
til at undersøge det,
du ser, som synes fordækt;
lønlige lyder,
som længe var skjult,
blev ofte mange til mén.


115.
Den må døje svært,
som drikker for meget —
tilsvarende den kvindekære;
til kødets lyst
lokkes enhver,
som lever et liv i frås.


116.
Besidder du styrke
og stor udholdenhed,
så dyrk sindets sysler;
den anses for bedre
end øvrige mænd,
som har både kløgt og kræfter.


117.
Er der et arbejde,
som du ikke magter
at afslutte ene mand?
Sig til en trofast ven,
at du trænger til bistand;
den gæve er en god hjælper.


118.
Gaver og ofring
gavner intet
til bod for en mands misgerning;
kun tåbelige folk
tror på sjælebod
ved det, at man slagter småfæ.


119.
Fandt du dig gerne
en fuldtro ven,
og ønsker du et varigt venskab,
mål ham da ikke
på megen velstand,
men hellere på sande sæder.


120.
Vil du gerne kaldes
god af alle,
og er ros fra andre dit ønske,
da fryd dig aldrig
ved folks uheld,
men find glæden ved godhed.


121.
En, som ønsker
at optræde klogt,
skal ej le af en grånet gubbe,
for en kroget knark
giver kloge råd;
hvad han véd, véd ingen ung.


122.
Forøg dine evner
på alle måder,
som er en gæv mand til gavn;
svinder din rigdom,
og svækkes din kraft,
har du stadig noget, der nytter.


123.
Den kloge mand,
som kommer blandt mange,
lytter til snakken og lærer,
for sindet kendes
på de sagte ord;
det er uvist, hvad en tavs tænker.


124.
At arbejde godt
udmærker den,
som mestrer mange sysler;
alle behøver
at yde noget,
så længe helbredet holder.


125.
Ingen skal kende
sin egen lod
eller nære skræk for sin skæbne;
døden og livet
duer det samme
for den sanddru, som enhver véd.


126.
Del din viden
i venners kreds
til nytte for dig og dem;
at give og få
gavnlige råd
er det bedste gøremål, der gives.


127.
Du skal ikke tale
ondt om noget,
du selv har berømmet og rost,
eller lovprise det,
du lastede før;
det er ilde med et ustadigt væsen.


128.
Bliv aldrig så sølle,
at du ikke venter
en bedre lod i livet,
ej heller så holden,
at du helt glemmer
at frygte alskens ondt.


129.
Bliv vejledt vel
af vise mænd,
lad klogskaben bo i dit bryst;
enhver, der ønsker
at vide meget,
vil aldrig ende som rådløs.


130.
Styr din brug
af store ord,
og ros og last kun lidt;
meget, man hidtil
mente var godt,
bliver snart bedømt som dårligt.


131.
Mist du aldrig
modet til at spørge,
hvis du vil lære og nemme nyt;
den kloge roser
kløgtige mænd,
men lader de dumme dadle.


132.
Undgå fylderi,
for andet følger,
som volder mange mén:
Had og trætte
og heftigt begær,
sygdom og synd i mængde.


133.
Når elven flommer,
er der fare for mange,
skønt den ikke strømmer stærkt;
vær på samme måde
særligt på vagt
for en mand, som er træsk og tavs.


134.
En mådelig mand,
som midt på fjorden
savner vind i sejlet,
ham nytter det mere
at nærme sig land
end at styre mod det store hav.


135.
Hold dig fra strid
med hæderlige mænd
uden gældende grund;
Gud betaler
givet en mand
for hans sinds vrange vrede.


136.
Bevar fatningen,
hvis formuen svinder,
selv om dit tab er betydeligt;
støt dig til det,
du stadig har —
han, som er tilfreds med sit, er sæl.


137.
Tag det aldrig for givet,
skønt du ikke er gammel,
at du undes at leve længe;
ingen kan flygte
fra sin egen skygge
ej heller forhale døden.


138.
Søg ikke Gud
ved at slagte kvæg,
spænd i stedet oksen for arden;
duften af røgelse
fra de rette sæder
må du hellere yde end ofre.


139.
En synder må øve
selvtugt for sin gerning
og dermed bøde sin brøde;
en smertefuld kur
må den syge udstå,
som gerne genvandt sin helse.


140.
Gør ingen skade
på en ond mand,
som ellers har svigtet dig svært;
en andens godhed
vil ideligt bedre
på den, som har optrådt uvenligt.


141.
Tag din tørn
og vær trofast med,
når der skal ydes en fælles indsats;
en ugidelig mand
glemmer sin pligt;
det er ondt med et virke som værktyv.


142.
Virk du aldrig
vred på andre,
og vogt dig meget for mistro.
Alt kan skræmme
en ængstelig mand;
dagen nytter ham næppe.


143.
Med mildhed og nåde
må du møde den,
der gør gavn som træl på din gård;
husk, at trællen
og herskerens søn
er af samme jordiske æt.


144.
Glæd dig aldrig
skønt en ond mand
pludseligt dør en dag.
En udmærket mand
skal efter døden
givet findes blandt frelste.


145.
Fra dette digt
kan du drage råd,
som givet vil gavne din trivsel,
men den, som vrager
versene her,
er skyld i egen skade.


146.
Lad disse vers
vise alle,
hvad brave folk har brug for:
Venlighed, godhed,
værn mod synder,
råd og rette sæder.


147.
Kærlige råd
kvad jeg for dig —
husk dem altid, min eneste søn!
Til den sidste dag
skal denne lærdom
lede dig vel på vej.


148.
»Den Kloges Ord«
har jeg kvædet for folk;
jeg gav dem gavnlige råd,
og sjælens visdom
fra en særligt klog —
men nu er ordene til ende.



Note:

  1. Hugsvinnsmál er en anonym islandsk bearbejdelse af det latinske forlæg Disticha Catonis fra 200- eller 300-årene. D. C. var en af middelalderens mest udbredte lærebøger, og den blev oversat til mange andre sprog. Den islandske udgave, som sandsynligvis er fra 1200-tallet, er overleveret i en række manuskripter, hvor indholdet varierer noget. Kvadets opremsning af almindelige leveregler trækker paralleller til de andre, mere berømte digte Hávamál og Sólarljóð.