Den druknede munk

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Marialegender


Den druknede munk

Vor fru hialpadi brodur er druknadi


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2020



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er C. R. Unger: Maríu saga, Christiania, 1871


Djævelen og de fortabte sjæle
fra Fanefjord kirke på Møn

I et munkekloster var der en munk, som havde den bestilling, at han tjente den hellige kirke ved at ringe til gudstjeneste. Denne mand blev af Djævelen lokket til megen usædelighed, og han havde sig en frille, men han elskede dog Guds moder Maria meget højt, og han stod vedvarende foran hendes alter og sang englens hilsen — det er Ave Maria. Denne hilsen sendte han altid til Guds moder Maria, før han forlod kirken, og ligeledes når han kom derhen.

En stor å løb forbi munkeklosteret, og en bro førte henover den. Og over denne samme bro gik denne munk så godt som hver eneste nat for at mødes med sin veninde og bedrive sin synd. Det fortælles, at en nat, da han skulle til at gå hjemmefra, gik han igen hen foran den salige Marias alter og hilste hende på sædvanlig vis, men da han gik på broen over åen, rystede Fanden broen, så munken faldt i åen og druknede.[1] Men før han druknede, havde han fremført Marias ottesang[2], og som det allersidste havde han sunget Invitatorium Ave Maria.

En stor flok djævle greb fat i munkens sjæl, og de havde lyst til at føre den hen til Helvedes pinsler. Men Guds mildhed gjorde, at de blev mødt af hellige engle, som ville prøve, om de på nogen måde kunne hjælpe sjælen. Da sagde djævlene nok så overmodigt til dem: »Hvad vil I her? I vil ikke finde jeres kendetegn på denne sjæl, og vi har magten over den for de onde gerninger, som han begik.« Nu blev de hellige engle bedrøvede, for de kunne ikke finde nogle gode gerninger, som de kunne pryde hans sjæl med. I det samme ankom den hellige og salige Maria. Hun gav djævlene et myndigt svar og sagde således: »Hør — I urene ånder! — hvorfor har I taget denne sjæl?« De svarede: »Fordi vi fandt ham, da han mistede livet midt i onde gerninger.« Hun svarede: »I bærer falsk vidnesbyrd, for han døde, mens han tjente mig, og før han gik hjemmefra, stod han foran mit billede og hilste mig og sang mit vers Ave Maria, og det var straks efter, at han var vågnet og stået op. Derefter gik han ud for at begå brøde mod min søn og mod mig, men det var jer, der lokkede ham til det! Og dette ved jeg med sikkerhed, for sådan gjorde I hver gang, men når han kom tilbage fra disse misgerninger, angrede han altid sine fejltrin og kom til mig og bad om tilgivelse. Åbn nu munden på ham, så ser vi dér på hans tunge, hvad det sidste, han sagde, var.« Dette blev gjort, og på munkens tunge kunne man se, at der stod skrevet: Ave Maria, gratia plena, Dominus tecum.[3] Da man havde set dette, sagde den herlige dronning: »For at I ikke skal sige, at jeg ville tage denne mand fra jer med magt mere end med ret, skal vi nu erfare, hvad min søn, himlens konge dømmer i vores mellemværende.« De trådte derpå frem for den almægtige Guds åsyn. Og han afgjorde på sin moder, den salige Marias fortjeneste, at munkens sjæl skulle vende tilbage til sit legeme og vækkes til live og angre sine synder.

I samme øjeblik var natten gået, og munkene mente, at det var tid til ottesang. Men da det trak ud med ringningen, stod nogle af brødrene op og ledte efter ham munken uden dog at finde ham. Så gik de ned til åen, og dér fandt de hans lig i vandet. Da undrede de sig over, hvorfor han var gået derhen. De halede derpå hans lig op af åen, og så stod de og talte om, hvordan dette hang sammen. Og da de mindst ventede det, blev han levende og sprang op og fortalte alt, hvad der var overgået ham, og hvordan den salige Maria, Guds moder havde hjulpet ham med alt. Han opgav nu den synd, som han førhen havde fremmet, men han tjente lige siden den hellige Maria, så længe han levede, og derefter fandt hans sjæl evig fred og fryd.




Noter:

  1. Selve munkens død er her taget fra en lidt senere variant af legenden. I den »oprindelige« variant krydser munken åen i en båd, der vælter over ende. Dette virker dog en kende besynderligt, når det umiddelbart før i teksten fortælles, at munken plejer at krydse åen via broen.
  2. En tidebøn, der synges før daggry.
  3. Hil dig, Maria, fuld af nåde! Herren er med dig.