Den hellige Halvard

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norges Helgener

af Ludvig Daae

Christiania 1879


Den hellige Halvard


Ligesom den hellige Sunniva blev Bergensium patrona, saaledes fik ogsaa det søndenfjeldske Norge, navnlig Oslo og Viken, sin Helgen i Halvard Vebjørnssøn. Denne Mand skal have været Søn af den rige Bonde Vebjørn paa Huseby i Lier ved Drammen, (en Gaard, hvor der indtil sextende Aarhundrede stod en liden Olafskirke), men var paa mødrene Side beslægtet med Norges Kongehus. Hans Moder var nemlig Thorny, en Søster eller, som det i en enkelt Kilde[1] berettes, maaske en Søsterdatter af St. Olafs og Harald Haarderaades Moder Aasta. Allerede som Dreng, hedder det, udmaerkede han sig ved Gudfrygtighed, ved Lydighed mod sine Forældre og ved rene Sæder. Faderen drev Handelsforretninger, og Halvard begyndte, da han blev voxen, at bistaa ham og sin Broder Orm med disse og »var da saa samvittighedsfuld, at han for ikke at forfordele den sidstnævnte lod sig gjøre to Vægtlodder, et mindre til at afveie sin Del, et større for Broderens.« 

Paa en Handelsreise kom Halvard til »Gotlandia«, hvorved kan forstaaes enten Gautland i Sverige eller Øen Gotland. Her skal en Mand ved Navn Botvid, hvormed ikke usandsynlig menes Sødermannlands bekjendte Helgen af samme Navn,[2] være bleven opmærksom paa ham mellem de øvrige norske Kjøbmænd og Søfolk og have erklæret, at han af hans ædle Ansigtstræk kunde se, at der forestod ham en mærkelig Fremtid, hvorfor han indbød ham med alle de øvrige Reisende til Gjestebud hos sig og skjænkede ham rige Gaver ved Afreisen.

Botvids Spaadom gik i Opfyldelse paa følgende Maade. Halvard skulde en Vaar drage i Kjøbmandsfærd fra sit Hjem til et eller andet Sted i Nærheden og stod just i Begreb med at gaa i Baaden for at ro over Dramsfjorden. Da kom en frugtsommelig Kone og bad ham skjelvende om saa hurtigt som muligt at tage hende med i Baaden. Halvard opfyldte hendes Bøn og lod hende sætte sig i Bagstavnen, men da de vare komne et lidet Stykke ud, fik Halvard Øie paa tre Mænd, som forfulgte dem i en anden Baad. Han spurgte Kvinden, om hun kjendte disse tre Mænd, hvortil hun svarede Ja. Halvard spurgte da videre, hvad hun havde gjort, siden de saa ivrigen forfulgte hende, og hun fortalte, at hun var beskyldt for Tyveri, men var uskyldig. Han spurgte hende atter, om hun trøstede sig til at bevise sin Uskyldighed ved Jernbyrd, og hun forsikrede, at hun var beredt hertil, ifald Forfølgerne skaanede hende. Disse kom imidlertid stedse nærmere og nærmere og sagde tilsidst: »Hvorfor vil du, Halvard, som er en saa brav Mand og Søn af saadanne Forældre, tage dig af et saa slet Kvindemenneske? Slip hende, at hun kan dø, som hun fortjener det.« Paa Halvards Spørgsmaal, hvad ondt hun havde gjort, sagde de, at hun havde bestjaalet deres Broders Hus, ja endog gjort Indbrud og rykket Bøilen, der holdt Bommen, ud af Dørposten. Hertil bemærkede da Halvard, at dette oversteg en svag og lidende Kvindes Kræfter og var et Arbeide for en meget stærk Mand, spurgte, om de havde Vidner paa hendes Forseelse, bad dem, at de maatte lade hende faa Lov til at forsvare sig, og gjorde opmærksom paa, at hun var frugtsommelig. De tre Mænd bleve imidlertid kun hidsigere, og tilsidst tog en af dem sin Bue, lagde Pil paa Strengen, skjød mod Halvard og gjennemborede hans Bryst. Derpaa dræbte de ogsaa Kvinden og begrove hende paa Stranden, men om Halvards Hals bandt de en Sten og sænkede ham ned paa Fjorden.

Efter nogen Tids Forløb, fortælles der videre, blev Halvards Lig ved Guds Naade fundet svømmende paa Fjorden med Stenen om Halsen. Nogle trofaste Mænd af Lierbygden bragte da hans Lig i Land, og strax viste sig et andet jertegn, idet nogle Vidjer, som man havde brugt, da man søgte efter ham, siden grønnedes igjen flere Gange.

De islandske Annaler[3] henføre Halvards Død til Aaret 1043, altsaa til Magnus den godes Regjeringstid, men oplyse ikke, naar der begyndte at vise sig Mirakler med hans Lig og hans Hellighed blev anerkjendt.

Halvards Frænde Kong Harald Haarderaade anlagde faa Aar efter, at han havde overtaget Regjeringen, Staden Oslo, og omtrent samtidig har man ment at Halvard er bleven skrinlagt i den nye Stad,[4] og i ethvert Fald har Halvards Hellighed været en Kjendsgjerning dengang, da Adam af Bremen skrev sit Værk efter Meddelelser af Kong Sven Estridssøn. Adam omtaler, at der ved Halvards Hvilested fandt talrige Helbredelsesmirakler Sted, men har kun et dunkelt Kjendskab til hans Legende. »Han blev dræbt«, siger han, »af Venner, idet han beskyttede en Uven«.[5]

Maaden, hvorpaa Halvard er bleven erklæret hellig, er ubekjendt, og ligesaalidt vide vi, efter hvis Foranstaltning det er skeet. Der har været paastaaet, at Harald Haarderaade skulde have forbundet politiske Hensigter med sin Frændes Skrinlægning, at det har været Kongen om at gjøre at styrke den norske Stats og Kirkes Uafhængighed ligeoverfor mulige danske Erobringsplaner og Anmasselser ved at give Viken, der længe havde været betragtet som Danmark tilhørende, en national norsk Helgen.[6] Dette er maaske skarpsindigt nok, men savner enhver Støtte i Kilderne. Tvertom se vi, at det ældste utvivlsomt sikre Vidnesbyrd om Halvards Hellighed, Mag. Adams, efter denne Forfatters udtrykkelige Forsikring er ham meddelt netop af den Mand, mod hvem det Hele i saa Fald nærmest skulde være rettet, af Sven Estridssøn. Haralds Politik synes i dette Tilfælde at maatte have været saa fin, at hans Modstander ikke har kunnet gjennemskue den, thi ellers vilde vel Kong Sven snarere have benægtet end bekræftet den nye Helgens Mirakler.

Halvards Skrin blev i 1137, da den danske Konge Erik Emune efter Magnus Blindes Opfordring hjemsøgte Norge, af Thjostolf Aalessøn flyttet op paa Romerike, rimeligvis til den senere nedlagte Kirke Fors i Nannestad, og hans Kirke blev brændt, da de Danske plyndrede Oslo og lagde mange af Stadens Bygninger i Aske.[7] Kirken reiste sig dog snart igjen og var indtil Reformationen Stiftets Kathedralkirke, men blev ved Oslos store Brand 1624 haardt medtagen, og skjønt den endnu i nogen Tid blev benyttet, var den dog allerede inden Aarhundredets Udgang en Ruin. Skrinet var endnu til i November 1532, men er naturligvis blevet confiskeret i Reformationstiden, uden at de nærmere Omstændigheder kjendes.[8]

Foruden denne Hovedkirke vare ogsaa flere andre Kirker viede til Halvard, saaledes i Bergen en Stenkirke, der nedtoges i 16de Aarhundrede, i Ytterby i Viken, der var en Valfartskirke, Opstad i Odalen, Capellet i Syllingdalen i Lier, altsaa i Nærheden af hans Hjemstavn, samt endelig Capellet paa Løvøen i Borre, ved hvilket sidste der var et Kildevæld, der samlede syge Pilegrime hver St. Hans Aften lige ned i forrige Aarhundrede.[9] Throndhjems Domkirke havde han et Alter.

Halvards Dag var 15de Mai, og denne var en af den norske Kirkes store Festdage. For Bønderne var Dagen en Mærkedag, og det hed blandt dem:


Du skal Hø til Halvardi have,
Uden dine Heste skal den bare jord gnave.[10]


Der har existeret en Saga om Halvard, hvilken imidlertid er tabt paa to smaa Brudstykker nær, nemlig Begyndelsen og Enden. Hans Legende foreligger nu i sin udførligste Form i et Haandskrift i Utrecht, der er meddelt i Acta Sanctorum, i hvilken store Samling Halvard saaledes har fundet Plads;[11] i en mindre fuldstændig Skikkelse findes den i det throndhjemske Breviarium. I dette og i det throndhjemske Missale findes det ved hans Fest brugelige Officium samt Lectiones,[12] hvorimod nogen Hymne til hans Ære ikke kjendes.

Oslos kommunevåpen
At Navnet Halvor er eller har været et af de hyppigste i det søndenfjeldske Norge, tør hænge sammen med Halvardsdyrkelsen. Forøvrigt bevarer Christiania endnu et Minde om denne Helgen. Han var nemlig Oslo Bys Patron, og denne Bys Segl forestillede derfor med Hentydning til Legenden Halvard siddende med Pile i den ene Haand, en Møllesten i den anden og med en Kvinde ved sine Fødder, Ved Byens Flytning blev Seglet Christianias, men i Tidens Løb glemtes Emblemernes Betydning, og St. Halvard blev efterhaanden ved nye Graveringer til en Kvinde, Stenen til en Ring og Kvinden til en harniskklædt Mand.[13] I Museet i Kjøbenhavn findes Stampen til Oslo Capitels Segl, der fremstiller St. Halvards Skrin i Form af en gotisk Kirke. I en Nische i Taarnet sees han med sin høire Haand oprakt til Velsignelse, medens den venstre synes at holde en Kværnsten.[14] Af andre Afbildninger af Halvard er vistnok den mærkeligste den, der findes paa Altertavlen i Ringsakers Kirke. I Skredsvik Kirke i det sydlige Bohuslen findes ligeledes Halvard afbildet med en Kværnsten i sin Haand.[15]

Udenfor den norske Kirkeprovinds's Grændser vides Halvard ikke at have været dyrket. Dog omtales mellem de Reliqvier, som Enkedronning Christina 1519 skjænkede Minoriterne i Roskilde, ogsaa »noget af St. Halvards Arm og Ribben«.[16] Paa Island nød han stor Anseelse, især dog vistnok førend endnu Øens egne Helgeners Dyrkelse var begyndt. Et Vidnesbyrd herom findes i den ældste Saga om den hellige Gudmund i Hole, hvor der berettes om en Kvinde paa Island, der anraabte St. Olaf, St. Magnus jarl og St. Halvard, »fordi man dengang meget paakaldte dem der i Landet«.[17]




Fotnoter

  1. Scr. Rer. Dan. III. p. 603. Hallvarðs Saga
  2. Se om denne svenske Helgen Scr. Rer. Svec. II. p. 377. Om hans Levetid ganske passer til Halvards, kan være tvivlsomt (se herom P. A. Munchs N. F. Hist. II. S. 197-198), men dette har neppe ret meget at betyde, hvor det gjelder saadanne mere eller mindre opdigtede Fortællinger som nærværende.
  3. Isl. Ann. p. 42. Píning ens helga Hallvarðs.
  4. P. A. Munch i Norsk Tidsskr. for Videnskab og Literatur, udg. af Chr. Lange, V. (1851-1852) S. 22, N. F. Hist. II. S. 197-198.
  5. »Alfwardus quidam inter Nortmannos sancta conversatione diu latenter vivens, abscondi non poterat. Ille igitur dum protexit inimicum, occisus est ab amercis. Ad requietionis locum magna hodieque sanitatum miracula populis declarantur.« Adam. Brem. III. 53.
  6. P. A. Munch, l. C.
  7. P. A. Munch, N. F. Hist., II. S. 784 fgg.
  8. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 32 fgg.
  9. »Den røde Bog« paa flere Steder. Ödmans Bohusläns Beskr., S. 106. Holmbergs Bohusläns Hist. och Beskrifning, III. S. 170-171. L. Daae, Norske Bygdesagn, II. 73-76.
  10. Norsk hist. Tidsskrift, IV, S. 496.
  11. Acta Sanctorum, Mens. Mai. Tom. III.
  12. Optrykte i Scr. Rer. Dan., III. p. 606-607.
  13. Smnlgn. Chr. Lange, De norske Klostres Historie, 2. Udg. S. 397.
  14. I. Undset, Norske Oldsager i fremmede Museer, S. 70-71. Cfr. ogsaa S. Blom, Templum St. Halvardi, Hafn. 1778, 4to.
  15. G. Brusewitz, Elfsyssels historiska Minnen, Götheborg 1864, S. 294, hvor Billedet er gjengivet, og S. 318.
  16. Scr. Rer. Dan. VIII. p. 300.
  17. Biskupa Søgur, I. S. 453.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.