Den hellige Olaf - Olafs Dyrkelse i Norge i den tidligere Middelalder

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Norges Helgener



II.
Olafs Dyrkelse i Norge i den tidligere Middelalder



Olafs Dyrkelse i Norge i den tidligere Middelalder. Værdalen. Nidaros. Pilegrimsfarter fra Nordtydskland, Sverige, Danmark, England, men fornemmelig fra Norge selv. Veiene til Nidaros. Olafsdagen. Olafs skrinet. Andre Olafskirker og Olafsklostre. Naturgjenstande, kaldte efter Olaf. Hans Dyrkelse i de norske Bilande.


St. Olav fra Austevoll kirke i Sunnhordland fra ca. 1400. Dragen med menneskehode som Olav tråkker på, er Olavs egen indre demon som han prøver å undertrykke. Olav er kjent i en rekke avbildninger der han tramper på demonen eller dragen, som er utformet med Olavs egne trekk.

I Værdalen, hvor Kong Olaf havde lidt Martyrdøden, vedligeholdtes naturligvis altid Erindringen om ham. Her havde hans tidligste Jertegn fundet Sted. Man viste og viser der ogsaa endnu Steder, hvortil Sagn om Helgenen knytte sig, en Sten hed saaledes St. Olafs Skaal, en anden hans Bæger o. s. v. Navnlig maa dog mærkes den endnu bevarede Hovedkirke, opført, som det antages, i det tolvte Aarhundrede[1]. Den skal være opført paa det Sted, hvor Kongen var falden, ja Stenen, hvorpaa han udaandede, skulde være indmuret i Alteret, saa at den synlig stak frem af dette[2]. Om Kirken fortælles ogsaa følgende Legende. Da den skulde indvies og Biskoppen var kommen, hændte det, at ogsaa en Konge var tilstede i Heredet og var bleven meget syg, idet hans Ben var stærkt opsvulmet. Han længtes imidlertid efter Gudstjenesten og lod sig bære ind i Kirken af sine Hirdmænd. Da Ottesangen var over, fik Kongen høre om Stenen, der stak ud af Alteret, og som endnu skulde vise Mærker af St. Olafs Blod. Mod denne Sten bøiede han da sit Knæ der, hvor det smertede mest, og se, strax kom han sig og var endnu samme Aften saa frisk som nogensinde før[3].

Men Olafsdyrkelsens Hovedsæde blev ikke Værdalen, men Nidaros, det Sted, hvorhen Helgenens Lig strax efter hans Fald var bragt hen. Naturen har givet dette Sted en Beliggenhed, der gjør det skikket som intet andet til at være det nordenfjeldske Norges, maaske engang det nordlige Skandinaviens Brændpunkt, men sin historiske Glands skylder Staden St. Olafs Helligdom og den alene. Denne gjorde Nidaros selvskreven til at blive Sædet for Norges Erkebiskop og til at bevare Fordelene af at være geistlig Hovedstad længe efter, at det politiske Tyngdepunkt var flyttet til andre Egne.

Olaf var neppe bleven erklæret for Helgen, førend hans Hvilested i Nidaros strax begyndte at faa hyppige Besøg af fromme Christne i Almindelighed og af syge Mennesker, der haabede Helbredelse, i Særdeleshed. Allerede Skalden Thorarin Lovtunge, der digtede i Kong Sven Knutssøns Tid, omtaler nemlig dette med klare Ord i sit berømte Kvad Glælognskviða; "Der kommer en Skare, hvor den hellige Konge er, og knæler om Hjelp, blinde og stumme søge did og komme friske derfra."[4]

Om end rimeligvis disse ældste Pilegrime til St. Olaf væsentlig kun have været Nordmænd, varede det i ethvert Fald ikke længe, inden der samlede sig Besøgende ogsaa fra andre Lande. Herom have vi et ypperligt Vidnesbyrd af Mag. Adam af Bremen, nedskrevet noget over en Menneskealder efter Olafs Fald. Det heder saaledes hos denne Forfatter:


"Nordmændenes Hovedstad er Trondemnis, som nu er prydet med Kirker, og hvor der er stort Tilløb af Folk. Der ligger den salige Konges og Martyrs, Olafs, Legeme, ved hvis Grav Gud indtil denne Dag gjør store Helbredelses-Mirakler, saa at fra fjerne Lande strømme mangfoldige Mennesker derhen, der haabe Hjelp ved den hellige Martyrs Fortjenester. Fra Aalborg eller Vendsyssel i Danmark, hvor man gaar ombord, reiser man over Havet til Viken, en By i Norge[5]. Derfra seiler man videre paa venstre Haand og langs Norges Kyst, indtil man paa den femte Dag kommer til Trondemnis selv. Man kan ogsaa reise en anden Vei, fra Skaane i Danmark over land lige til Trondemnis, men man kommer ikke saa hastig afsted mellem Fjeldene, og da denne Vei tillige er farlig, vælge de Reisende den ikke gjerne. "[6].


Man ser heraf, at Helligdommen i Nidaros allerede da besøgtes ikke alene fra Norge, men ogsaa fra Danmark, og overhoved "fra fjerne Egne" (a longinquis regionibus), og da Adam paa et andet Sted omtaler Olafs Festdag, 29 Juli, som hellig for alle "det nordlige Havs Folk, Nordmænd, Svenske, Gøter, Sember, Danske og Slaver"[7], tør man slutte, at Pilegrime ogsaa fra Nordens sydlige Nabolande stundom have indfundet sig ved hans Grav.

Svenske Besøg hos St. Olaf vare til enhver Tid hyppige og havde, som vi paa et senere Sted skulle omtale, tilsidst endog fremkaldt en regelmæssig Skat af Almuen i Grændselandskaberne til hans Domkirke. Og saa om danske Pilegrimsfarter er der foruden Adams almindelige Beretning bevaret flere Erindringer. En af disse er den udførlige og smukke Legende fra den Tid, da de Danske kjæmpede med de endnu hedenske Vender. Hedningerne havde bortført en ung dansk Mand tilligemed flere andre Fanger. Han holdtes i strengt Fængsel, og en Søn af Manden paa Stedet holdt selv Vagt over ham om Natten. Da den Danskes Frænder allerede to Gange tilforn havde udløst ham af Fangenskab, kunde han nu ingen Hjelp mere vente hjemmefra og tænkte derfor kun paa at rømme. En Nat dræbte han da sin Vogter og skyndte sig tilskovs i sin Fodlænke, men allerede om Morgenen satte man efter ham med Sporhunde, fangede ham paany, bandt baade hans Hænder og Fødder og lagde ham i tunge Jern, saa at de Lidelser, han hidtil havde døiet, syntes for Intet at regne imod dem, der nu begyndte. Ingen viste ham Medfølelse, uden nogle christne Medfanger, der begræd ham og sin egen Nød. En Dag gave disse ham da det Raad, at han skulde give sig selv til den hellige Olaf og love at tjene ham i Nidaros, om han vilde hjelpe ham ud af dette Fængsel. Glad gjorde han da dette Løfte, og allerede næste Nat saa han i Drømme en ikke meget høi Mand staa for sig, og denne sagde til ham: "Hør du, stakkels Mand, hvorfor staar du ikke op?" Han drømte, at han svarede; "Herre, hvo er du?" og at den anden igjen sagde: "Jeg er Kong Olaf, hvem du paakaldte". Dertil svarede Fangen, at han ikke kunde staa op formedelst sine Lænker, men Olaf sagde, at han nu var løs. Da han vaagnede, mærkede han ogsaa, at dette var Tilfældet, og en gammel Mand blandt Medfangerne bad ham ikke mistvivle om den hellige Mands Jertegn. Da han undersøgte Døren, fandt han ogsaa den aaben og kom ud. Atter satte Hedningerne efter ham med sine Hunde, men disse fandt nu ikke Sporet, og Forfølgerne maatte vende om med uforrettet Sag. St. Olaf gav ham ogsaa de Kræfter igjen, som han havde tabt i Fængslet, og han undkom fra Vendernes Land i Følge med to andre christne Mænd. Nu begav han sig afsted til Nidaros, men da han imidlertid følte sig fuldkommen frisk, angrede han sit Løfte og vilde ikke give sig i St. Olafs Tjeneste, men vendte om. Hos en Bonde, der af christelig Barmhjertighed havde givet ham Natteherberge, fik han da i Drømme se tre skjønne Møer, der spurgte ham, hvorledes han turde vove at løbe bort fra den hellige Olaf, der havde vist ham saa stor Miskundhed, og til hvem han havde lovet sig. Forfærdet vaagnede han og betroede sig til Bonden, og denne drev ham da til at drage til Nidaros. Denne Fortælling hensættes til Magnus Barfods Sønners Tid[8].

Fra det samme Aarhundrede haves fremdeles den bekjendte Fortælling om de danske Mænd, der droge i Kong Valdemar I.’s Ærinde for at lokke Thrønderne til Frafald fra Magnus Erlingssøn og hans Fader (1164), og som, for ikke at vække Opmærksomhed, anstillede sig som Pilegrime til St. Olaf[9]. Hvorledes det end forholder sig med denne Sag, er den i ethvert Fald et interessant Vidnesbyrd om, hvor hyppigt der fremdeles valfartedes til Nidaros fra Danmark.

Ogsaa Pilegrimsfarter fra de britiske Øer have visselig en Tidlang fundet Sted, skjønt Erindringen kun er os bevaret om en eneste saadan. En Ridder fra England, heder det, var stedt i den største Nød, thi han havde under en Arvetvist med sin Broder ikke alene dræbt ham, men endog sin Moder, da hun havde villet mægle mellem sine Sønner, og dertil havde han gjort sig skyldig i Utugt. Siden havde han bittert angret sine Synder, lagt mange Jern paa sig og besøgt hellige Steder rundt om i Verden uden at have andet til Føde og Klæder, end hvad han modtog som Almisse. Da han omsider kom til Christkirken i Nidaros, havde han endnu to Jern paa sig, det ene om Armen, det andet om Axlerne og ned under Haanden. Allerede under Messen paa Pintsedag mærkede han den norske Helgens Magt og besluttede derfor at blive til Olafsmesse, da han hørte, at da bleve flest Folk løste af sin Kvide. Da Olafsmesse kom og Helligdommen blev baaren omkring Kirken, faldt ved Guds Naade og den hellige Olafs Forbønsord Jernet af ham og brast i tre Dele. Dette Jern havde været smedet af det Sværd, hvormed han havde begaaet sin Misgjerning[10]

Hyppigst valfartedes dog naturligvis fra Norge selv. Foruden de gamle Legender kjende vi ogsaa den bekjendte Ordstrid, som Sagaerne tillægge Kongerne Sigurd og Eystein Magnussønner om deres Fortjenester og Bedrifter. Her omtaler den sidstnævnte den stærke Færsel over Dovre, hvor mange Mennesker omkom i Storm og Uveir, hvorfor han har grundlagt og udstyret en Sælestue for de Reisende. Med Føie er det antaget, at dette ikke mindst er skeet for Pilegrimes Skyld[11]. Selvfølgelig har Veien over Dovre været en af de vigtigste Ruter for Pilegrimene, men endnu mere befaret var udentvivl Veien gjennem Østerdalen, for Svenskes Vedkommende op ad Klarelven eller gjennem Jemteland og Herjedalen.

Om disse Reiser er der opbevaret mere end et Sagn. Som oftest ere imidlertid Pilegrimene i Traditionen blevne til "Munke", udentvivl fordi saavel hine som disse hyppig have begjæret Almisser[12]. I det attende Aarhundrede kaldtes i det søndenfjeldske endnu Tiggeri "at munke."[13], Reiserne til Throndhjem omtales af Sagnet især paa begge Sider af Rigsgrændsen, i Østerdalen, Trysil, Vermeland og Herjedalen, medens Pilegrimenes Reiser ad de vestligere Veie, saavidt vides, ikke have efterladt sig lignende Minder.

Ved Dalby Kirke i Vermeland, der foruden med andre Billeder ogsaa var prydet med saavel Norges som Sveriges Rigsvaaben, laa en Eng, hvor vandrende Munke og Pilegrime ("Wallareman") samledes to Gange om Aaret, først ved Botvidsmessen (28 Juli)[14], førend man drog nordover, derpaa ved Mikkelsmessen om Høsten, naar man var kommen tilbage fra Throndhjem "og da drog enten til St. Brita i Vadstena eller endog videre til Rom". Ved begge Leiligheder, heder det, modtoges Pilegrimene paa Almuens Bekostning, og man fornøiede sig ved Dands og anden Forlystelse, hvorfor Almuen siden stod i den Formening, at en Del Fordybninger i Engen vare Spor af de Dandsendes Fødder. Nordligst i samme Pastorat skal have ligget et Kapel ved Navn Hølje, hvor der holdtes Gudstjeneste af Munke for de fromme Reisende[15]. Paa norsk Grund var Eidskogs Kirke en kjendt og besøgt Station. Her fortalte Sagnet, at St. Olaf i sin Tid havde hvilet, rimeligvis paa sin Flugt fra Norge 1029. Et stort Kors var siden blevet reist her til hans Ære, og i 1394 befalede Oslos bekjendte Biskop Eystein Aslakssøn ved sin Visitats paa Stedet, at Korset, der da syntes at være forsvundet, skulde fornyes og vedligeholdes, samt at der skulde opføres et Bønnehus derved for Pilegrime, og at dette skulde vedligeholdes af Kirken for det Offer, der maatte falde af Pilegrimene[16]. Om St. Antons-Klostret ved Hamar er det ogsaa blevet antaget, at det tildels har været en Pleiestiftelse for syge Pilegrime paa Reisen til og fra Nidaros[17]. Strax nordenfor Gaarden Akre i Ytre Rendalen staa endnu to Stene, hvoraf den ene har et indridset Kors paa hver Side, skjønt af forskjellig Størrelse, og noget længere imod Nord findes en tredie Sten af samme Høide, ligeledes forsynet med et raat indridset Kors. Om disse Stene fortælles der, at de skulle være anbragte af Pilegrime "for at vise Halvveien mellem Nidaros og Oslo". Endnu 1812 fortalte Rendølerne, at der laa et Document i Throndhjems Domkirke, som forbød Bønderne i Østerdalen at indhegne de reisende "Munkes" Hestevolde. I Engdalen skal endnu et Sted bære Navnet Munkebeite[18]. I Nærheden er "Munkebetsæteren", som Sagnet gjør til et gammelt Hvilested for disse "Munke". "Engang", heder det i et nyere Skrift[19], "fandt man deroppe en Hestesko, som holdt en halv Alen tversover, og i stille Kvælder er Luften fuld af Toner, som af Mandsstemmer, af Bjældeljom og Hestevrinsken, og i Morgentaagen ride Mænd i mørke Kapper paa svære Heste langs Aasryggen. Engang stod en ung Munk i Solsprettet paa Aasen, hvorunder Munkebeitet ligger, medens der dybere nede var Natteskygger og Skodde. Da tyktes det ham, at han hørte dæmpet Strængeleg fra Lien tvertover, saa fagert, som han aldrig tilforn havde hørt, han gik og han gik for at komme Spillet nærmere, og saa kom han aldrig mere tilbage." Paa de øde og skaldede Fjelde i Trysil paavistes idetmindste for et Par Menneskealdere siden gamle Spor af Veie, der bare Navn af Munkeveie. Det fortaltes, at "Munkene" i gamle Dage benyttede disse Veie, naar de kom fra Rendalen, hvor der var et helligt Billede, som de tilbade. I Trysil Kirke stod et gammelt Billede af St. Olaf, som flittig besøgtes ved Olsoktider. "Munkene" nærmede sig da med Trommer og Piber, og deres Ankomst var en Glædesdag for Børnene. Uagtet det var midt i Slaataannen, slap man baade Ljaa og Rive og stimlede til Veien for at hilse paa "Munkene". Derfra gik Veien videre til Vermeland. Fire Mile fra Trysil Kirke ligger ogsaa et lidet Vand, som endnu kaldes Munkesøen[20]. Ogsaa i Herjedalen have Pilegrimsfarterne efterladt et Minde. I Svegs Sogn, sex Mile sydvestlig fra Kirken ved Låfdalsby, findes en stor Stenvarde, ligesom der tilforn skal have staaet et Kors. Det heder, at herforbi gik Pilegrimsfarterne til og fra Norge, og at Pilegrimene, naar de fik Korset at se, skulle have faaet fordoblede Kræfter og derfor ivrig stræbt at naa dette Sted, hvor de hvilede sig og sang Lov sange[21].

At Pilegrimsfarterne have spillet en betydelig Rolle i Folkelivet, kan sluttes af de gjentagne Privilegier og Beskyttelsesbreve, der bleve disse Reisende meddelte, dels af Kongerne, dels af selve Paven. I Aaret 1194 tog Pave Coelestin III Pilegrime til St. Olaf i Nidaros i sit Værn, idet han befalede, at disse, hvad enten de ere Landets egne Børn eller Udlændinge, skulle drage uhindrede frem og tilbage, hvad enten der i Landet er Krig eller Fred, ligesom ogsaa, at om en Pilegrim som Nødværge ihjelslaar Nogen, skal den Dræbte ikke begraves i christen Jord[22]. I Magnus Lagabøters Overenskomst i 1273 med Erkebiskop Jon om Grændserne for den verdslige og geistlige Myndighed, hvilken blev Forløberen for Concordatet i Tønsberg, optoges ogsaa Bestemmelserne om Pilegrimes Ukrænkelighed i det Hele overensstemmende med Coelestins Befaling, skjønt Straffene for Overtrædelser af Privilegiet dog ikke fastsættes med saa stor Strenghed som i Pavebullen[23]. Fra Erik Magnussøn have vi ogsaa et Beskyttelsesbrev (af 1297), men her skjelnes allerede bestemt mellem "rette" Pilegrime, indenlandske eller udenlandske, der ville drage Nord til St. Olaf og til andre hellige Steder i Norge for at faa Afløsning for sine Synder, og "vore eller Rigets Uvenner, Speidere og Bedragere samt Folk, der fare med saamange Vaaben, at de snarere fortjente at kaldes Hærmænd"[24]. Hvad der andensteds i Europa i Middelalderen var en ganske almindelig Sag, at Landstrygere udgave sig for Pilegrime, hvad f. Ex. endog Zigeunerne gjorde ved sin første Optræden i Europa, har altsaa heller ikke været uden Exempel i Norge. Dette forklarer, at Landalmuen ofte lagde Pilegrimene for Had, borttog deres Baade o. s. v., hvorfor Kong Erik i det nysnævnte Beskyttelsesbrev udtrykkelig forbyder saadant. Han tilføier ogsaa, at Ingen maa tilegne sig de Engstykker, som paa sine Steder vare skjænkede til Pilegrimes Brug, at de kunde have Græsgang til sine Heste, de saakaldte St. Olafs Vænge. Eriks Broder Haakon havde, endnu medens han var Hertug, udstedt en Forordning om, at der skulde fordres Pas for "de store Ribalder, som sagde sig at gaa Pilegrimsgang"[25] og virkelig er der ogsaa fra den senere Tid bevaret saadanne Pas og Anbefalingsbreve, hvorved navngivne Pilegrimes Skikkelighed bevidnes[26]. I 1328, da Domkirkens første Brand rimeligvis har gjort det i særegen Grad vigtigt for Erkebispen at samle mange Pilegrime, gjentages atter i et Brev fra Kong Magnus Erikssøn til Indbyggerne i Østerdalen, Solør og Oplandene de gamle Privilegier for saadanne Reisende[27], men Sønnen Haakon omtaler atter (1359) Pilegrimene som Folk, der "ofte ikke gjøre andet end ondt"[28]. I 1371 tilstod Pave Gregor XI. fra Avignon i Anledning af Domkirkens forestaaende Istandsættelse en for tyve Aar gjældende særegen Aflad for dem, der valfartede til St, Olaf, nemlig i visse Tilfælde et Aars og firti Dages Aflad, i andre hundrede Dages[29]. I senere Tid blev her, som ellers, Reisen ofte udført ved en Fuldmægtig, og af og til finder man den ogsaa paalagt ved Dom[30].

Hvad der imidlertid i vore Dage giver disse Pilegrimsfarter størst Interesse, er det store Monument, som de have efterladt. Thi, hvor stor en Andel end kongelig og privat Gavmildhed i Forbindelse med Afgifter og Ydelser af forskjellig Art kan have havt i Throndhjems Domkirkes Herlighed, er det dog vistnok uimodsigeligt, at uden Pilegrimenes Ofringer vilde ikke Skandinaviens nordligste Kathedralkirke tillige være bleven dets største og prægtigste. Fromme Reisende fra mange Kanter af Nordeuropa have ydet sit Bidrag til dette Tempels Mure, mest dog naturligvis Pilegrime fra de tre Broderriger. Her som paa saa mangfoldige Steder bliver Olafdyrkelsens Historie noget mere end norsk.

Olafs Legeme var, dengang han erklæredes for Helgen, blevet skrinlagt i den af Olaf Tryggvessøn opførte og af St. Olaf selv gjenopbyggede Klemenskirke. Derefter førtes Skrinet til den af Magnus den Gode og Harald Haarderaade byggede Mariakirke, og saa i Olaf Kyrres Tid til den da just opførte Christkirke, Nidaross og Norges første Kathedral, der antages at have været en Langkirke med enkelt Skib. Efterat imidlertid Nidaros ved Midten af tolvte Aarhundrede var blevet Erkesæde, fandt de nye Metropolitaner denne Kirke for liden, og under den anden Erkebiskop, Eystein Erlendssøn (1161 —1188), der nedenfor selv skal omtales som en af Norges Helgener, paabegyndtes derfor Christkirkens Forandring til en ny Kirke i stor Maalestok, den berømte Domkirke, der sandsynligvis aldrig har været helt fuldført, men antages at have været sin Fuldendelse nærmest i Begyndelsen af det fjortende Aarhundrede, hvorefter den allerede 1328 rammedes af den første blandt de sørgelige Ildebrande, der gjentagne Gange have ødelagt den. Saavel efter denne Brand som efter den næste (1432) have dog visselig, om end baade Begeistringen var sunket og Midlerne vare forringede, betydelige Restaurationsarbeider fundet Sted, og endnu Erkebiskop Erik Walkendorf († 1522) arbeidede ivrig i Domkirkens Interesse, men derpaa indtraf 1531 atter en Ildebrand, der blev saameget farligere, da den kom omtrent samtidig med Katholicismens Fald.

Denne Kirke, der med Føie allerede i Middelalderen ansaaes for "Landets Krone og Prydelse"[31], er som oftest, saaledes ogsaa af sin Historieskriver Schøning, bleven benævnt Christkirken, skjønt dog enkelte, saasom Torfæus[32], have kaldet den "Olafskirken". Dette er udentvivl ogsaa det rette, thi en Mængde bevarede Sigiller, hvis Originalstempel i 1875 er gjenfundet i Nærheden af Kirken, bærer denne Indskrift; Sigillum capituli ecclesie sanctii Olaui regis et martiris, og i sammes Midtflade sees St. Olaf med Liljescepter og Korsæble, siddende paa Thronen, medens der til begge Sider af hans Hoved er anbragt en Rose, Nidaross Mærke[33]. Vistnok forekommer Navnet "Kristkirkja" i Diplomer fra Middelalderen, men dette Sigil tyder dog paa, at det andet Navn idetmindste til en Tid har været det officielle. Som bekjendt gaves ogsaa en anden Olafskirke i Throndhjem, af hvis Grundvolde der endnu kan paavises Spor.

Der dannede sig, rimeligvis henimod Middelalderens Slutning, et Folkesagn om, at den store St. Olafs Domkirke, hvori hans Levninger hvilede, skulde være opført af ham selv, og i denne Fortælling anbragtes da det almindelige Vandringssagn om et Trold, der betinger sig Sol, Maane og Bygherrens Øine i Byggeløn, hvis denne ikke kan udfinde dets Navn[34]. Hvad angaar St. Olaf og Domkirken i Throndhjem, har Sagnet været udbredt baade i Norge[35] og i Sverige, men da det baade er blevet først og bedst optegnet i Broderlandet, ville vi fortælle det efter den svenske Kilde.

Efterat St. Olaf, heder det, med sit vidunderlige Skib, som seilede baade over Land og Vand, var kommen til Norge og der havde indført den christne Tro, vilde han lade bygge en saa stor Kirke ved Throndhjems Havn, at alle fremmede Folkeslag skulde kunne holde Gudstjeneste der under eet Tag uden at hindres ved Forskjellen i Tungemaal, og der skulde derfor være syv Prækestole i Kirken, som kunde være i Brug paa en Gang. Men neppe var Kirken halvferdig, førend der blev Mangel paa alt, hvad der tiltrængtes til Bygningen. St. Olaf gik da i sin Bedrøvelse ud i Skoven og stødte der paa et Trold, som tilbad sig at gjøre den hele Bygning færdig, mod at Kongen enten skulde give ham Solen og Maanen eller overlevere sig selv i hans Vold, hvis han ikke forinden kunde udfinde Bygmesterens Navn. Men kunde han det, skulde denne til evig Tid være Olafs Fange. Jo mere Kirken nærmede sig sin Fuldendelse, desto mere sorgfuld blev da Olaf. Hver Aften gik han ud for at grunde paa Troldets Navn, men aldrig lykkedes det ham at opspore, hvad dette hedte, eller hvor det boede. Endelig, da Kirken kun manglede Taarnspidsen, gik Kongen en Aftenstund ud for at opsøge det Sted, hvor han først havde truffet Troldet, og her fik han omsider høre et Barn skrige inde i et Bjerg, medens Moderen søgte at stagge det med de Ord; "Ti stille, min Søn, imorgen kommer din Fader Skalle hjem med Sol og Maane eller med Kong Olaf selv." Da Kongen nu havde faaet Troldets Navn at høre, gik han tilbage til Kirken og gav Agt paa det Øieblik, da Troldet skulde sætte Spidsen paa Taarnet og derfor bøiede sig. Da raabte Kongen til ham: "Skalle, sæt Korset ret!" Troldet kastede sig saa ned i den Tanke at falde ned paa Kongen og knuse ham, men St. Olaf løb tilside, kastede sin Øxe mod hans Knæ, lod derpaa Skalle gribe og havde ham bunden under sin Stol hele sin Livstid. Derfor kaldes ogsaa Skalle St. Olafs Dæggekalv[36].

Det vilde have været heldigt, om vi havde besiddet en Skildring fra Middelalderen selv af Olafsdyrkelsen i Nidaros, der kunde have lært os, hvorledes det egentlig gik til, naar Omegnens Befolkning og de tilstrømmende Pilegrime i talrig Skare samledes ved Helgenens Grav. Der haves irnidlertid kun Antydninger. Jeg skal her forsøge at sammenstille dem.

Paa Stenbjerget ovenfor Throndhjem, over hvilket den gamle Landevei førte fra det Søndenfjeldske, og hvorfra der falder en herlig Udsigt over den skjønne Egn, Nidelvens Slyngninger, Staden med dens Kirketaarne og Fjorden med dens to Klosterøer, Munkholmen og Tuterøen, var der et Punkt, der kaldtes Feginsbrekka eller Glædens Bakke[37]. Det samme Navn havde Nordmændene ogsaa givet en Høide, hvorfra man fik Ro i Sigte[38]. Begge Steder ere udentvivl blevne saaledes benævnte af Pilegrime, der med Glæde hilsede Maalet for sin Vandring.

Udentvivl kunde Olafs Helligdom gjøre Regning paa Besøg omtrent til enhver Tid af Aaret, men det var dog selvfølgelig visse enkelte Tider, da det egentlige Pilegrimsstevne fandt Sted. Først og fremst naturligvis ved hans to Festdage, der fulgte meget nær efter hinanden, nemlig Hovedfesten, den 29de Juli, hans Passionsdag eller, som det i Kirkesproget ogsaa kaldtes, Fødselsdag, og dernæst 3die August, hans Translationsdag, eller den Dag, da hans Lig (1031) var flyttet fra Sandmælen, der, hvor siden Domkirken reiste sig, hen til Klemenskirken. Denne Dag kaldtes i det gamle norske Sprog Olafsmessa siðari eller æfri. Hertil kom 28de Juli som St. Olafsaften (vigilia, vaka) foran den store Fest, og paa Søndagen mellem vigilia og Ottendedags dagen efter Festdagen (octava) saavelsom ogsaa denne Ottendedagsdag selv fandt ogsaa egen Olafstjeneste Sted[39]. Det var bekvemt nok for Tilreisende, at denne Olafshelg just faldt ind i den smukke Aarstid.

De Syge og andre bodfærdige Pilegrime indfandt sig gjerne i Kirken Olafsaften og tilbragte Natten der under Faste, Bøn og Paakaldelse. De pleiede at medbringe Voxlys[40]. Derpaa kom om Morgenen den store Fest, og Skrinet blev med stor Høitidelighed baaret i Procession gjennem den prægtige, vestre Kirkeport ud paa Kirkegaarden, og medens det bevægedes fra Sted til andet, rørte Syndere derved eller opsøgte den Plads, hvorpaa det havde staaet, og forrettede der sin Bøn[41]. Stundom kunde Skrinet under Processionen gjøre særegne Undere. I Olaf Kyrres Tid hændte det saaledes, at det pludselig blev saa tungt, at man ikke kunde faa det af Stedet, Man brød da Gaden op, og der fandtes nedgravet et myrdet Barn. Saasnart dette var optaget, lod Skrinet sig bære videre[42].

En sildigere Forfatter, Peder Claussøn, hvis Hjemmelsmand, Thrønderen Jon Simonssøn, rimeligvis har været Øienvidne til disse Processioner i deres allersidste Dage, beskriver dem saaledes: "Og naar Erkebispen gik i Proces og lod bære St. Olafs Skrin omkring, da havde han en Chorkaabe paa af gyldne Stykker og paa Ryggen et Billede af Guld, eftersom man maler den hellige Trefoldigheds Lignelse. St. Olafs Skrin var indlukt i tvende Trækister, den ene udenover den anden, og den yderste overtrækt med Guld og Sølv, hvilken Kiste 60 Mand skulde bære i Processen, og Kisterne omhængte med smaa Poser, som man lagde Offeret i, og ovenpaa Kisten stod Poenitentiarius og udraabte Pavens Aflad til dem, som ofrede, og fik de stundom 4 eller 5000 Mark Sølv paa en Dags Tid." En Mængde Kors, Monstrantser, Billeder o. s. v. bares ligeledes i Processionen, og navnlig bares foran Skrinet det store Sølvkors, som Olafs Søstersøn, Guttorm Ketilssøn, havde skjænket efter sin Seier over Irerkongen Margad[43].

Det heder udtrykkeligt, at de fleste vidunderlige Heibredelser fandt Sted paa Olafsdagen[44]. Men ved Siden af denne nævnes ogsaa Kirkemessen eller Aarsdagen for Kirkens Indvielse (at jafnlengð þess, er kirkja var vigð) som en stærkt besøgt og ved Jertegn udmærket Dag[45]. Vi vide ikke, naar denne Dag faldt. Paa det Sted i Sagaen, hvor denne Kirkemesse omtales, er det den i Olaf Kyrres Tid opførte Christkirke, der menes, og denne Kirkemessedag er sandsynligvis senere bibeholdt for den senere Domkirke, som er en Udvidelse af den forrige og der for neppe er bleven indviet paany.

At den Kirke, hvori St. Olaf hvilede, ophøiedes ti! Metropolitankirke for Norge ved Erkesædets Oprettelse (1152) kunde selvfølgelig ikke gaa af uden store Høitideligheder og særegne Mirakler. Paa den Dag, da Kardinal Nicolas Breakspeare (Hadrianus IV.) kom til Norge, fjorten Dage før den anden Olafsdag, skede eller indlededes strax et Jertegn. Venderne havde fanget en Mand ved Navn Haldor, hvem de vilde hænge, men Rebet brast stadigen, og de skar saa Tungen ud af hans Mund, men han helbrededes af St. Olaf[46]. Og da Kardinalen indviede Jon Birgerssøn til Erkebiskop (maaske paa Olafsdagen), fandt store Høitideligheder Sted, og Festen forherligedes endmere ved det skjønne Digt, som den berømte Skald, Islændingen Einar Skulessøn efter Kong Eysteins Opfordring havde forfattet om Olafs Jertegn, og som han nu selv foredrog. Under Oplæsningen af dette Digt, der benævnes Geisli (Straalen), mærkede man en yndig Duft i Kirken, et Tegn paa, at Olaf selv fandt Behag deri[47]. Dette Mærkeaar (annus, quo beati martyris Olavi ecclesia novi principatus et pallii vestitur honore, som det heder i det Throndhjemske Breviarium) siges ogsaa at være betegnet ved endel andre Jertegn[48].

Endelig synes der at have fundet en mindre Olafstjeneste Sted hver Onsdag, som Ugedagen for Martyrens Død. Herom vidne nogle Linier i en af de bevarede Sequentser om Olaf:


Rex Olave, nos exaudi,
Assistentes tuae laudi,
Omni quarta feria[49]


Olafsskrinet var at betragte som et Palladium baade for det hele Rige og for den Stad, hvor det hørte hjemme. Der opkom saaledes, som det heder i Magnus Barfods Tid, en Ildebrand i Nidaros, og man bar da Skrinet ud for derved at standse Ilden. En uvittig og fremfusende Mand begyndte da at slaa Skrinet og skjænde paa den hellige Konge og sagde, at Alt vilde brænde, om han ikke viste sin Miskundhed. Kirkerne sparedes for Ilden, men hin Mand blev strax hjemsøgt af Øienverk, hvorfra han dog helbrededes, da han havde gjort Bod og ydmyget sig for St. Olaf[50].

Men fornemmelig maatte St. Olafs Skrin ikke mangle ved Kongernes Hyldinger, naar disse fandt Sted i Nidaros. Man opsatte endog Edsaflæggelsen, hvis Skrinet ikke kunde være tilstede. Da saaledes i 1217 Geistligheden negtede at udlevere dette til Haakon Haakonssøns Hylding, aflagdes ingen Ed, men Konge og Folk forpligtede sig til hinanden ved simpelt Tilsagn. Da siden Hertug Skule lod sig tage til Konge, førte hans Tilhængere Skrinet med Magt ud af Kirken; Geistligheden vovede nemlig, idetmindste ikke ligefrem, at overlade ham det af Frygt for Haakons Vrede. Disse Hyldinger fandt som bekjendt oprindelig Sted paa Ørethinget, der holdtes paa Øren vestenfor Nidelvens Munding, men i det fjortende Aarhundrede flyttedes Thingstedet til Domkirkegaarden. Her opførtes til Brug ved Hyldingen et fast kongeligt Høisæde af Sten med mindre Høisæder paa Siderne for Rigets Høvdinger. Disse Høisæder stode der endnu, skjønt i brøstfældig Stand, i 1591. Der blev i dette og det følgende Aar givet Befaling til Ludvig Munk, dengang Lensmand paa Throndhjems Gaard, at han skulde lade dem istandsætte[51]. Rimeligvis er dog dette ikke skeet. Man har ved Gravninger i vor Tid stødt paa Grundvoldene til Høisæderne, der have staaet paa den Del af Kirkegaarden, der vender mod Thomas Angells Hus.

Antallet af andre Olafskirker rundt om i Norge har været overordentlig stort. For de fleste norske Kirkers Vedkommende vide vi ikke, til hvilken Helgen de have været viede, men der kan dog endnu, navnlig ved Hjelp af den saakaldte Røde Bog[52], paavises mangfoldige saadanne. I Bergen gaves to Olafskirker, i Stavanger og Tønsberg hver en, og af Kirker paa Landsbygden kunne nævnes det kongelige Kapel paa Avaldsnes, Vormster i Ryfylke, Nesland, Sillejord, Bø og Helgen, alle i Thelemarken, Bamle, Tanum, Hvarnæs, Arendal i Stokke, Sæm, Tjøraø, Vaale, Fiskum, Skoger, Huseby i Lier (nedreven i 16de Aarh.), Nitedal, Fors, Hemnæs og Ullensaker paa Romerike, Strøm, Sand og Ullern i Odalen, Eidskog paa Vinger, Trøgstad og Borge i Smaalenene og en stor Del Kirker i Viken. At der andensteds, vistnok især i Throndhjems Stift, maa have været ert stor Mængde andre, er indlysende.

Flere af Landets Kirker skylde efter Sagnet St. Olaf sin Tilblivelse. Saadanne ere Kapellet ved Sten paa Ringerike, hvortil knytter sig en noksom bekjendt Fortælling, Vatnaas i Sigdal, Vaaler i Solør, Eivindvik i Sogn o. s. v.[53]. Om en Kirke i Thelemarken, der ikke navngives, have vi en gammel Legende. Man vilde bygge, heder det, en Stenkirke til Olafs Ære, men da det kom til Stykket, fandtes der ikke brugbar Grøtsten, da Bygmesteren kom. Man vilde da lade denne reise tilbage og bygge en Trækirke i Stedet, men strax brast et Fjeld i Stykker, og der kom i Dagen saa megen Bygningssten, som man havde Brug for[54].

Ogsaa flere af vore Klostre vare indviede til Olaf, saaledes Præmonstratensernes i Tønsberg, Minoriternes i Bergen og Prædikebrødrenes i Oslo, rimeligvis ogsaa Klostret af samme Orden i Bergen, og maaske et lignende i Hamar. Det maa nemlig mærkes, at Prædikebrødrene eller Dominicanerne baade i Norge og Sverige særlig synes at have æret St. Olaf. Udentvivl have ogsaa Hospitier været Olaf indviede, saaledes maaske et paa Helgeøen, og endelig tør et Flertal af Landets Gilder antages at have havt St. Olaf til Skytspatron. Om de fleste af disse Gilder vides ikke, under hvilken Helgens Beskyttelse de havde stillet sig, og vi kunne derfor kun nævne Myklegildet i Nidaros, Gildet i Onareim i Tysnes, Gildet i Kinservik (helliget Maria og Olaf), samt et af Gilderne i Tønsberg som sikre Olafsgilder[55]. For et af disse Gilder, nemlig det i Tysnes, er den interessante Gildeskraa af 1390 endnu bevaret i Original[56]. Man ser heraf, at den aarlige Sammenkomst fandt Sted paa St. Olafs første Helligdag og vedvarede, "saalænge Gildesbrødrene fandt for godt og Mungaat var tilovers". St. Olafs Minne skulde drikkes og enhver Broder og Søster forrette sin Andagt ved hans Billede under Mulkt af en lybsk Penning, o.s.v. Denne Maade at vise St. Olaf Ære er paa en Maade gjenoptaget i senere Tider, idet forskjellige Klubber have taget Navn efter ham i flere af vore Byer, ligesom og saa en Frimurerloge i Hovedstaden har kaldt sig efter ham.

Ogsaa Gjenstande i Naturen sattes i Forbindelse med den store Helgen og fik hans Navn. Fremfor alt var dette Tilfælde med Kilder. Hvor ubegrændset Antallet af saadanne har været, sees bedst af et Vidnesbyrd fra forrige Aarhundrede om Olafskilderne i det gamle norske Landskab Baahuslen. "Källor", siger Professor Kalm, "skola nastan finnas öfver 100 uti Bahus-Lan, som hafva Namn af St. Olofs Kalla"[57]. At forsøge paa at opregne alle Olafskilder vilde derfor være lige saa ugjørligt som unyttigt. Selvfølgelig vare mange af dem søgte som Lægedømskilder, saaledes St. Olafs Kilde ved Vegsund paa Søndmøre, om hvilken Hans Strøm omtrent 1756 bemærker, "at der for 20 eller 30 Aar siden var Skik at sætte Kors derhos, saa at man ofte paa engang kunde se 100 eller 150 Kors"[58], og St. Olafs Kilde i Imsdalen i Snaasen, "hvor mangehaande syge Mennesker skulle være hjulpne, og hvor derfor Krykker og Stave saaes mangfoldige"[59]. Den mærkeligste af alle Olafskilder var dog naturligvis den, der fremvældede ved hans Lig i Nidaros og nu er indbygget i Domkirken.

Der mangler heller ikke Exempler paa, at Planter i Folkemunde benævntes efter Olaf, skjønt han rigtignok i denne Henseende afgjort har maattet staa tilbage for den fornemste af alle Helgener, Maria. En Plante (Asplenium septentrionale, Sw.) bærer Navn af "St. Olafs Skjæg". I Tydalen (Annex til Selbo) bære nogle frodigtvoxende gule Natvioler (?) Navn af "St. Olafs Lyse stager". Paa flere Steder, men især paa Eker og Sands hverv, kjendes af Hvermand en "St. Olafs Blom" (Gera nium sylvaticum, L.), og paa Island benævnes et almin deligt forekommende Syregræs (Oxyria reniformis, Hook) "Olafs sura"[60]. Stundom hører man ogsaa, at de saa kaldte Jettegryder i Folkemunde benævnes "Sanctols gryder"[61].

Som i det egentlige Norge, saaledes var ogsaa i de norske Bilande Olaf almindelig dyrket. Island, der forøvrigt senere fik flere egne Helgener, havde adskillige Olafskirker og Olafsgilder[62]. Selv Grønland skal have havt to Klostre, indviede til Olaf, nemlig et i Vatsdalen for regulære Kanniker og et i Ravnsfjorden for Benedictinerinder[63]. Orknøerne, der dog tidlig fik egen Helgen i St. Magnus, havde idetmindste en Olafskirke for det Staden Kirkevaag omgivende Landsogn, og paa Hjaltland var Whitenesss gamle Kirke viet til Moderlandets store Helgen[64]. Endnu i forrige Aarhundrede fortalte Hjaltlændingerne Sagn om "St. Olla", fra hvem de mente, at deres gamle Lov hidrørte[65], en Erindring af, at gammel norsk Ret overhoved bar Olafs Navn. Færingerne fortælle følgende Legende om St. Olaf: Kongen skulde have spurgt nogle af deres Landsmænd, om de havde Skov paa sine Øer, og disse svarede da nei, af Frygt for større Skat. "Det blive da saa," sagde Kongen, og i samme Stund forsvandt de færøiske Skove[66].

Fotnoter

  1. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 633-634.
  2. Gammel norsk Homiliebog, udg. af C. R. Unger, S. 167.
  3. Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, Chra. 1849, Cap. 125. Ogsaa et andet Jertegn fra Stiklestad, der skulde være foregaaet i det Aar, da Nidaros blev Erkesæde, omtales i Scr. Rer. Dan. 11. p. 551. Saavel i Frue Kirke i Kjøbenhavn, som hos Minoriteme i Roskilde fandtes forøvxigt "de lapide, supra quem S. Olaus est occisus". Scr. Rer. Dan. VIII. p, 265, 281.
  4. Olafs Saga, udgivet af Munch og Unger, Chra. 1853, Kap. 245.
  5. "Byen Viken" vil rimeligvis sige Tønsberg, og Landskabsnavnet er altsaa brugt for Bynavnet paa samme Maade som ovenfor Trondemnis (Thrøndelagen) for Nidaros, en i Middelalderen hyppig Navneombytning (smnlgn. Gotland for Visby o.s. v.).
  6. Adami Gesta Plaramab. ecclesiae Pontiff. lib. IV. cap. 32 (ex rec. Lappenbergii ed. Pertz, Hannov. 1846, S. 207).
  7. Agitur festivitas ejus IV. Kal. Augusti, omnibus septentrionalis Oceam populis, Nortmannorum, Sueonum, Gothorum, [Semborum,] Danorum atque Sclavorum aeterno cultu memorabilis. Adam. lib. 11. cap. 59 (ex rec. Lapp. ed. Pertz, p. 92).
  8. Olafs Saga, udg. af P. A. Munch og C. R. Unger, Chra. 1853, Cap. 275. Cfr. Heilagra Manna Søgur, 11. S. 177 og Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, Chra. 1849, Cap. 113.
  9. P. A. Munch, N. F. Hist,, 111. S. 7 flg.
  10. Heilagra Manna Søgur, 11. S. 182.
  11. Sigurds Saga Konungs, Cap. 26. P. A. Munch, N. F. Hist., 11. S. 605.
  12. Om Munkes grove Tiggeri i 15de Aarh. se f. Ex. Keyser, Den norske Kirkes Historie, 11. S. 489 (Forbud af Aslak Bolt 1435).
  13. L. Daae, Norske Bygdesagn, 11. S. 126.
  14. Botvidsmessen synes dog at have været en lidet rimelig Tid, da det er Dagen før St. Olafs egen Hovedfest; maaske er det en Forvexling med Botolfsmessen (17de Juni).
  15. Erik Fernow, Beskrifning öfwer Wermeland, Gøtheborg, 1773. S. 202-203. Cfr. Styffe, Skandinavien under Unionstiden, S. 140, samt Hammarin, Carlstads Stifts Herdaminne, Carlstad 1846, I. S. 294-295.
  16. Dipl. Norv. I. S. 396 og "Den røde Bog", S. 463, cfr. P. A. Munch,
  17. Chr. Lange, De norske Klostres Historie, 2. Udg., S. 390.
  18. N. Nicolaysen, Norske Fornlevninger, S. 59, 743.
  19. Ludvig Eriksen, Fra Hjembygden, Fortællinger og Udkast, Kbhvn. 1874, S. 50.
  20. A. C. Smiths Bekrivelse af Trysil (Topogr. Journal, H. 23, S. 92),
  21. A. A. Hiilphers, Samll. till en Beskrifning öfver Norrland, Westerås 1777, 111. S. 31 —32.
  22. Dipl. Norv. 11. S. 3.
  23. Dipl. Norv. I. S. 55. Ogsaa i det formentlig forfalskede Document om Norge som Len af St. Olaf findes Privilegier for Pilegrime omtrent i samme Udtryk som i Coelestins Bulle af 1194.
  24. Dipl. Norv. I. S. 79.
  25. G. Schøning, Throndhjems Domkirkes Beskrivelse, S. 171.
  26. Dipl. Norv. IV. S. 194 og I. S. 556. Det første af disse Breve er en Præsts Attest for to norske Pilegrime, det andet to Lægmænds Erklæring om en Pilegrims Hæderlighed.
  27. Norges gamle Love, III. S. 154.
  28. Schøning, Thr. Domk. Beskr. S. 171.
  29. Dipl. Norv. I. S. 316. ("Ecclesia Nidrosiensis, ad quam devotionis causa concurrit gentium multitudo")
  30. Saaledes kjendes et Tilfælde af denne Art fra Tønsberg omtrent 1400 (Jens Miiller, Beskr. over Jarlsbergs Provsti, Kbhvn. 1772, S. 27) og et fra Thelemarken i Anledning af Leiermaal (Dipl. Norv. 111. S. 613). ,
  31. Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur for 1853, S. 5. Dipl. Norv. VII, S. 140.
  32. Historia Orcadum, Hafn. 1697, p. 56.
  33. K. Rygh i det kgl. Norske Videnskabers Selskabs Skrifter i det 19de Aarhundrede, VIII. S. 64. Dipl. Arn. Magn. II. Tab. VI.
  34. Cfr. Simrock, Handb. d. Deutschen Mythologie, 13. Aufl., Bonn 1869, S. 53.
  35. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg., S. 14-15.
  36. Johan Eenberg, Kort Berättelse af de märkwärdigste Saker uti Upsala Stad, Ups. 1704, S. 17-19- Det samme Sagn er forresten i Sverige knyttet til andre Kirker, hvis Oprindelse tilskrives Olaf og forekommer navnlig hyppigt i Nerike, hvor Olaf skal have bygget Kirker i Hardemo, Kil og Hammar ved Skalles Hjelp. Herm. Hofberg, Nerikes gamla Minnen, Orebro 1868, S. 234-235.
  37. Sverres Saga, Kap. 35.
  38. Symbolae ad geogr. medii aevi, ed. E. C. Werlauff, Haun. 1821, IV. p. 22, (cfr. p. 44, hvor den lærde Udgiver iver en anden, men ikke rimelig Forklaring af Udtrykket).
  39. Scr. Rer. Dan. 11. p. 544, 550.
  40. Foru þiu til hins hælga Olafs konongs kirkiu, hafða með ser vaxlios oc dyrkaðu þa hælgu hatð með fastu oc vaktu þar um nottena með margum agrum vanfærum mannum. Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, Chra. 1849, Kap. 116.
  41. Samme Saga, Kap. 122.
  42. Olafs Saga, udg. af Munch og Unger, Chra. 1853, Kap. 272.
  43. Peder Claussøn, Norriges Bescriffuelse, S. 89. Schøning, Thr, Domk. Beskr., S. 166.
  44. Heilagra Manna Søgur, 11. S. 182.
  45. Olafs Saga, udg. af Munch og Unger, Chra. 1853, Kap. 271. Kirkemessen (dedicatio) var overhoved en local Festdag i enhver Kirke.
  46. Olafs Saga, udg. af Keyser og Unger, Chra. 1849, Kap. 119.
  47. Morkinskinna, udg. af C. R. Unger, S. 227.
  48. Scr. Rer. Dan. 11. p. 548 (efter Brev. Nidr.). Jertegnene ere forøvrigt de samme, der ifølge Sagaerne fandt Sted paa Kirkemessedagen.
  49. Miss. Nidros. og derfra aftrykt paa flere Steder, f. Ex. hos Daniel, Thesaurus hymnologicus, V. p. 283.
  50. Olafs Saga, udg. af Munch og Unger, Chra. 1853, Cap. 275. Ser. Rer. Dan. 11. p. 551.
  51. Norske Rigs-Registranter, 111. S. 171, 258. Cfr. (O. Rygh) Om norske Kongers Hylding og Kroning i ældre Tid, Chra. 1873, S. 5, 9, og Schøning, Beskr. af Domkirken, S. 227.
  52. Biskop Eysteins Jordebog ("Den røde Bog"), Fortegnelse over det geistlige Gods i Oslo Bispedømme, udg. af H. J. Huitfeldt, H. I—3, Chra. 1873-1878.
  53. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg., S. 109 fgg.
  54. Heilagra Manna Søgur, 11. S. 181.
  55. Se Chr. Lange, De norske Klostres Historie, 2. Udg., paa flere Steder, smnlgn. ogsaa H. Hildebrand, Medeltidsgillena i Sverige (Hist. Bibliothek, utg. af Carl Silfverstolpe, Ny Följd, I. S. 9).
  56. Det store kgl. Bibl. i Kbhvn., Ny kgl. Saml. No. 205. Bvo. min. Trykt i M. Schnabels Udkast til en Beskrivelse over Hardanger, Kbhvn. 1781, Bilag E, og i Suhins Historie af Danmark, XIV. S. 588 fgg. Se også Skrå for Olavsgildet i Onarheim ca. 1300 og 1394 av Knut Rage.
  57. Pehr Kalms Wästgotha och Bahusländska Resa, Sthlm. 1746, S. 180.
  58. Haandskrift paa Chra. Univ.-Bibliothek
  59. Norske Vidensk. Selsk. Skr. i 19de Aarh. I. S. 211
  60. H. J. Wille, Beskrivelse over Sillejords Præstegjeld, Kbhvn. 1786, S. 120. I. Aasen, Norske Plantenavne (Budstikken 1860), S. 27. O. St. Hansen, Bygdefortælling, Optegnelser fra Tydalen, Tromsø 1873, S. 49. Dr. F. C. Schtibeler, Die Pflanzenwelt Norwegens, S. 104, 235, samt Meddelelse af denne sidste Forfatter.
  61. H. Strøm i Topogr. Journal, H. 2, S. 92.
  62. Dipl. Islandicum, I. (Registret). I Raudasands Kirke var et Olafs skrin (Biskupa Søgur, I. S. 645).
  63. Grønlands historiske Mindesmærker, 111. S. 254, 540, 544, 564.
  64. Samll. t. N. F. Spr. og Hist. VI. S. 88 og 491. Af Kirken ved Kirkwall findes nu kun Ruiner. Handbook of the Orkney Islands, Kirkwall s. a. (1878?), S. 48.
  65. S. Hibbert, A description of the Shetland Islands, Edinb. 1822. p. 277.
  66. A. Faye, Norske Folke-Sagn, 2. Udg., S. 107.