Den hellige Sunniva

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Latin Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Norsk.gif


Helgensagaer


Den hellige Sunniva[1]


Ludvig Daae


Christiania 1879


Alterskap fra Sandtorv kirke, ca. 1520.

I den store Keiser Otto den førstes Dage (936-973) levede i Irland den hellige Sunniva, der var af kongelig Byrd. Ved Faderens Død tilfaldt Riget hende ved Arv. Hun var ved sin ædle Faders Omhu bleven opdraget i Tro paa Christus, søgte trolig at afholde sit Folk fra Synder og levede selv et helligt Liv, omhyggelig i at iagttage den catholske Tros Forskrifter, barmhjertig og godgjørende mod Fattige. Rygtet om hendes Hellighed, Skjønhed og Magt kom for en Tyrans Øren, der efter Djævelens Indskydelse først angreb, undertrykte og plyndrede Jomfruens Rige, men derefter snart ved indsmigrende Tale, snart ved Trudsler søgte at bevæge hende til Ægteskab. Men hun modstod, besjælet af Kjærlighed til Gud, baade hans fagre Ord og hans Trudsler og foretrak Landflygtighed for en Forbindelse med den forbryderske Mand. Ogsaa mange af hendes Ulykkesfæller besluttede at dele Skjæbne med hende, og mange Mennesker, Mænd, Kvinder og Børn, bestege med hende tre Skibe og droge afsted, idet de for at fly dette verdslige Livs Bølger betroede sig til Havets. De forsmaaede Brugen af Aarer og andre Skibsredskaber, og Storm og Veir førte dem til de nordlige Farvande. Gud, hvem Vinden og Havet ere underdanige, bevarede dem frelste og uskadte for al Fare, indtil de omsider landede i den Del af Norge, som kaldes Firdernes Land. Da Indbyggerne af dette Landskab, der vare raae, uforstandige og hedenske Mennesker, saa Guds Hellige nærme sig deres Grændser, samlede de strax en Hær og gik ud som imod Røvere og med Sværd og Stænger, men maatte, da de ikke kunde faa dem fat, nøie sig med at drive dem langt bort fra Land med Pileskud og Stenkast. De Hellige bleve altsaa atter udsatte for Havets Farer, og da der opkom en Storm, bleve de, der i Aand og Sind aldrig kunde adskilles, i legemlig Forstand fjernede fra hverandre. Den hellige Sunniva kom, efterat Uveiret var stilnet af, tilligemed den større Del af Reiseselskabet til Øen Selja, hvor de af Frygt for Hedningerne toge Bolig i nogle Fjeldhuler, medens de øvrige paa samme Maade søgte Tilflugt paa en anden Ø ved Navn Kinn og der fristede Livet ved Fiskeri. Paa den Tid havde Haakon Ladejarl, den vildeste blandt Tyranner, ved Vold sat sig i Besiddelse af Norges Rige og rasede grusomt mod sine Undersaatter. Guds Hellige opholdt sig temmelig længe paa hine Øer i denne Mands Regjeringstid og tjente Christus i Afholdenhed, Fattigdom og Kydskhed og med et rent Liv. De Indfødte havde endnu ikke taget fast Bolig paa Øerne, men de, der boede paa det nærliggende Fastland, benyttede dem til Græsgang for sit Kvæg. Stundom hændte det da, at der blev Kvæg borte for Eiermændene, og disse, som mistænkte de Hellige for at have stjaalet det, tilføiede dem derfor stor Uret og bade ogsaa Jarlen om at komme med en Hær for at dræbe Guds Tjenere. Den onde Jarl, Syndens Søn og et Lem paa Djævelens Legeme, kom ogsaa til Øen for at ødelægge de Hellige. Disse saa det og gik da ind i sine Huler og bade under Taarer Herren at give deres Sjæle den evige Hvile og at byde Engle at nedstyrte Klipperne og begrave dem under disse. Dette skete, Klipperne faldt over Martyrerne, og deres Sjæle optoges i Himmelen. Tyrannen og Hedningernes Skare, der ikke fandt de Hellige, droge forbausede bort. Efter nogen Tids Forløb fandt imidlertid Jarlen en ynkelig Død for sin Træls Haand til retfærdig Straf for sine Synder, og Herredømmet over Norges Rige tilfaldt den christne Konge Olaf Tryggvessøn, ved hvis Nidkjærhed Norges Folk aflagde Afgudstjenesten og efter Biskop Sigurds Prædiken antog den christne Tro. Det hændte paa den Tid, at nogle Kjøbmænd, der seilede forbi Øen Selja, fik se ved Havets Kyst ligesom en Lyssøile hæve sig til Himmelen. Forbausede nærmede de sig og fandt, at et Menneskehoved bevægede sig i selve Lyset, ligesom de ogsaa fornam en forunderlig Vellugt. Kjøbmændene toge da dette ærværdige Klenodie, mere kostbart end alle deres Handelsvarer, nemlig det hellige Hoved, og med Ærefrygt derfor seilede de til Throndhjem, hvor de fandt den berømmelige Konge. Disse Kjøbmænd vare Hedninger, men ved Guds Ords milde Formaning og efter Kongens Opfordring lode de sig villigen undervise og døbe af Biskoppen. I dennes Nærværelse fortalte de Kongen nøie om Lyssøilen, som de havde seet, og om Hovedet, som de havde fundet. Dette blev paa Kongens Befaling hentet, og Biskoppen, der med Andagt tog det i sine Hænder, gjemte det med dyb Ærefrygt blandt Helgenes Reliqvier. Alt flere bragte imidlertid Vidnesbyrd om hine Christi Martyrer, thi ogsaa andre kom fra den samme Ø til Kongen og forsikrede, at de havde seet det samme Syn som Kjøbmændene. Paa den hellige Biskops Opfordring begav Kongen sig selv til Øen med mange andre Troende, og det befandtes, at et stort Bjerg i den vestlige Kant af denne tidligere var nedstyrtet. Ved at undersøge dette Sted fandt Kongen og Biskoppen mellem Klipperne Ben af sød Lugt. Der opførtes og indviedes en Kirke paa Øen, og Gud bevirkede her Tegn og kraftige Gjerninger ved sine Helliges Fortjeneste indtil denne Dag. Og da de Christne omhyggelig samlede de Helliges Ben, der vare at finde, fandtes Sunnivas Legeme helt og uskadt, hvilket omsider blev skrinlagt i det Naadens Aar 996. Efter lang Tids Forløb flyttede Biskop Paul af Bergen den hellige Sunnivas Levninger til denne Stad, i hvis Kathedralkirke de bleve skrinlagte til Guds Ære den 7de September 1170.[2]




Fotnoter:

  1. Fra Norges Helgener.
  2. Scr. Rer. Dan. IV, p. 16-20 (efter Brev. Nidros.).