Den nordiske Missions Historie - Uddrag

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


Thomas von Westen (1682-1727)


Temaside: Samisk religion og mytologi

Uddrag af


Hans Hammond
Den nordiske Missions Historie

i Nordlandene, Finmarken og Trundhiems Amt
til Lappers og Finners Omvendelse, fra første Begyndelse
indtil den udi Aaret 1727, da Lappernes og Finnernes Apostel
Hr. Thomas von Westen døde

1787


Hr. Paus' instruks for helligdagsvægterne
Wadsøe 4de August 1711, underskrevet af Amtmand Loriche og Provsten Hr. Paus.
Hammond, ss. 28-34:

Ak! Herre hielp! ak! Herre lad dette vel Iykkes, Amen! Formedelst de utallige forskrækkelige Vederstyggeligheder, som alt for længe blandt Finnerne er gaaet i Svang, og endnu hos endeel, fom nyeligen er befunden, skal være i fuld Hevd, hvorved den sande Guds Dyrkelse høiligen er bespottet og hans Navn vanhelliget, og mange tusinde Siæle komme Satan, den Morder af Begyndelsen, til Rov og Bytte; efterdi Præsten, Guds reene Ords og Lærdoms Tiener og deres Siælesørger ikke altid kan være hos dennem, og derover ikke (som det ellers giordes fornøden) kan blive saadanne Vederstyggeligheder vitterlig, med mindre ham tilføies, udi sit vanskelige og besværlige Embede Hielp og Bistand; da, et Guds Lærdom kan fremmes, og Satans forstyrres, Guds Rige fortplantes og Satans oprykkes med Rod, og saaledes den Alerhøieste, alles vores Skaber Gienløser og Helliggiører, hos disse, som hos alle andre sande Christne nyde sin skyldige og tilbørlige Ære, udi alle Ting, beskikkes og forordnes i Jesu Christi kraftige og velsignede Navn, efterfølgende ærlige og gudfrygtige Dannemænd til Medhielpere i Herrens Tieneste, som og tillige skal være Helligdags-Vægtere udi Waranger; (N. N., 10 Mænd) hvilke Medhielpere og Helligdags-Vægtere skal (som de for Gud og deres Øvrighed, geistlig og verdslig vilde ansvare, og ikke selv, ved Forsømmelse dobbelt Straf være underkastede) efterfølgende paa Guds og det hellige Ministerii Vegne, vel iagttage og forsvare:

1) At Søndagene og andre af christen Øvrighed paabudne hellige Dage tilbørligen holdes, saa intet uden det, som kan være til Guds Ære og Næstens Saligheds Opbyggelse forhandles; skulde nogen sig imod Formodning understaae, Guds Sabbather med Guds Ords Forsømmelse, Banden, Skilden, Slagsmaal, Kiv og Trætte, Næstens Bagtalelse, forfængeligt Spil, være sig Kortspil eller andet, utugtige og letfærdige Tale og Gierninger, samt unødvendig Arbeide, Drik og Fylderie etc. at vanhellige, da have ovenmeldte Helligdags-Vægtere saadanne første Gang alvorligen, dog broderligen at advare; skulde saadan broderlig Advarsel ikke agtes, da, anden Gang med tvende gudfrygtige Dannemænd dem strængeligen paaminde; men! Skulde endda ikke sees nogen Forbedring, men haardnakket Fremturenhed, da tillige med Skolemesteren Isaac Olsen, deres Sognepræst det, uden nogen Persons Anseelse angive, som ved Øvrighedens Hielp, med Gabestok, Halsjern, og anden haardere Straf efter Forseelsens Beskaffenhed rigoureusement dem haver at afstraffe, og, endelig, om udi Forseelserne haardnakkelig skulde fortfares, da med Band-Straf at exeqveres.

2) Da Finnerne skal have særskilte Helligedage, saasom Torsdag og andre vedtagne, hvilke deres forbandede Passe Almaid, skal, tvertimod Guds Bud, byde dem at holde, ja, endog undertiden, som endeel Finner selv har bekiendt, truer dem, med legemlig Straf og Plager, om de ikke holde disse Dage hellige; da, som samme Passe Almaid ikke andet er, end Beelsebubs, den store Dievels, gamle Slanges og røde Dragers Haandlangere, hvilke der ere udsendte at forføre Menneskene, og drage dem fra Guds i Dievelens Hænder til Siælens evige Fordærvelse, og derfor deres paabudne Helligedage ikkun Dievle-Bud til Guds Sabbathers Forringelse, og Vanhelligelse, have ovenmeldte Helligdags-Vægtere, hver udi sit District tillige med Skolemesteren Isaac Olsen, saadant flittelig at efterforske; skulde nogen befindes endnu saa Dievle-Hengiven, samme Dievle-Bud at efterleve, da Helligdags-Vægterne efter anden Gangs Formaning dennem strax til Lensmanden at levere, som dennem siden til Præsten fremsender at undervises og formanes, hvilken derefter om ingen Underviisning og Formaning agtes, samme Personer, udi Øvrighedens Hænder til legemlig Straf overantvorder.

3) Alle Faster, som ikke skee for at tvinge sit syndige Kiød, at man kan desbedre tiene den hellige og reene Gud, ere Gud mishagelige; hvorfore Helligdags-Vægterne have nøie at tage i Agt, Finnernes overtroiske Faster, saasom, Faste paa Juleaften, vor Frue Aften, etc., Faste for Børnenes gode Opfostrelse, med videre, og saadan utidig Fasten, naar de kan treffes, for deres Sognepræst angive, som denne siden har at fraraade, og ydermere af Guds Ord undervise, hvorudi den rette Faste bestaaer.

4) Som fornemmes at endeel Finner endnu skal hemmeligen offre til Træer, ferske Vande, Steen, Høie og Bierge, nemlig Miesk, vare Nieide, vare Styrren, Alda Morie, Ibmel, Passa Alda, Morie, Kapper, Jurvon Passe Alda, Noidus, Noide Giergie, Hord Javre, Bulme Javre, Acker Jaure, Alickas Jocka, Jabmissteller eller Jabmis Cuser, ja til Satan selv, Noide Gadzer, og Julegadzer, have og deres Toento Dievle, eller hemmlig Raads-Dievle, Wuocko, Æimogadzer, Jammis Gadzer, Ziæackalag, Oddesaga, Gadzer, Sladergadzer, Golle Sparra Alma, Wesse Turffes, Syolla Jadzier, Atsien etc. etc. Tede alma ganasit Zunckusit, Jamissid, Stillis, Golle, Form Alma, Passe Irgie, Perckel Gadze, Stalla Giedtnis, Goviitter, hvilke Dievle-Dyrkelser, Ordspørgelser og Raadførelser, de paa sine visse Tider skal øve, og aldeles foragte deres rette Gud og hans hellige Aand, da maae Helligdags-Vægterne herudi ikke efterlade sin Nidkierhed for Guds Ære og sin Næstes Salighed at lade see, men flittig paapasse, naar nogen hemmlig udi saa fordømmelig Ærende skulde være afreist; skulde nogen befindes paa saadanne ugudelige Veie, til ovenmeldte Dievle-Dyrkelse; da strax antastes og fængslet til Wadsøe udføres, sin fortiente Straf at lide.

5) Og, som Gud bedre! alt for meget erfares, det de hellige Sacramenter skal blant Finnerne høiligen vanæres, i det, hvad det hellige Daabens Sacramente betreffer, naar deres Børn ere døbte af Præsten med den christelige Daab, da, saasnart derefter paakommer Børnene Sygdomme, eller andre Skrøbeligheder og Tilfælde, hvilke vi dog alle for Syndens og vore Forældres Vantroes Skyld ere underkastede, strax omdøber Finnerne deres Børn med en anden Dievle-Daab, og giver dem et andet Navn, hvad Alterens Sacramente angaaer, da ei allene misbruges det skiendeligen, men desforuden til Sacramentets største Bespottelse, tale de ugudeligen om det høiværdige Sacramentes himmelske Tings beskikkede Symbolis, Brødet og Viinen; thi, endeel (forskrekkeligt at eftersige) skal kalde den lille velsignede Brødkage, Skallo, det er, et Stykke Æggeskal, som giver ingen Mættelse, og den velsignede Viin, fordi den ikke er saa stærk som Brændeviin, Syærro Kusehz, det er Musepis; da ere Helligdags-Vægerne tillige med Skolemesteren Isaac Olsen, hermed strængeligen befalede, at saasnart et Barn af Præsten med den hellige Daab er døbt, de da flittelig haver Indseende med Børnenes Forældre, især naar nogen Sygdom Barnet kan overfalde, at samme Barn ikke bliver omdøbt; skulde nogen Forædre befindes sit Barn at omdøbe, eller have omdøbt, da skal de strax overlevere dem til Lensmanden, som uden Ophold skikker dem til Sognepræsten, der siden med Kirkens Disciplin fortfarer, og dem ydermere Øvrigheden antvorder til velfortient Straf at udstande. Iligemaade, hvad Alterens Sacramenter angaaer, da skal de flittig give agt paa Communicanterne, hvorledes de bære sig ad, ved Annammelsen af de hellige Symbola, saa og, hvorledes de siden lade sig forlyde derom, og undervise de Eenfoldige, at saadanne Ting ere ikke til legemlig Mættelse eller Bugfylde indstiftede, men til Hellighed og Saligheds Forsikring og Besegling.

6) Maae ogsaa eftersees, at al Runen, Jougen og Gand-Visers Sang, i alle Huse og hos alle bliver afskaffede, saa de nu værende, eller tilkommende uskyldige Børn, ei dermed skulde forarges og forføres; saaledes maae ogsaa Troldmessen, og Hørelsen paa Noiden i Helligdags-Klæder af al Magt forhindres; der maae og forbydes at reise nogensteds til Noiderne for at søge Hielp udi Sygdomme, Ulykke, og andre sørgelige Tilfælde, men alle og enhver alvorligen tilholdes, at henge ved Gud allene, søge Guds Huus, og der, med Anger og Kuelse sin Synd og Ulykke at afbede; skulde nogen findes tilbøielig til bemeldte Overtrædelser og syndige Bedrifter, og ikke vilde lade sig rette, da maae Helligdags-Vægterne have Magt strax at sette ham, og ikke lade ham løs, førend de det sin Sognepræst have tilkiendegivet, som videre det Øvrigheden communicerer.

7) Og, da Noiderne, paa sine Tider skal reise omkring udi Boyderne, for at kræve sin Løn hos Finnerne, for sine Dievels-Kunster, og den Hielp de synes at have giort dem, imod Ulykke, Sygdomme og andre Tilfælde, da formanes og herved alvorlig tilholdes Helligdags-Vægterne, og Skolemesteren saadanne Dievle-Noider at agtpaagive, og derfore, naar nogen kommer reisende blant Finnerne flittelig efterforske, hvem de ere, og hvad Ærende de foregive; skulde en Noid treffes i Omreisen eller sin Visitation nogensteds, sin Dievle-Lærdom og Løn at søge, da ham strax bunden Lensmanden at levere, som bemeldte Noid under Fængsels Tvang, siden til Øvrigheden fremsender.

8) De frugtsommelige Qvinder Hunde-Offer maae med al Nidkierhed forhindres, og ikke fordølges.

9) Maa Helligdags-Vægterne være betænkte paa, at staae Skolemesteren Isaac Olsen bie, udi alt, hvad han til Guds Ære, kan have deres Hielp fornøden, og ikke tilstede, at den saliggiørende Lærdom om Gud lider nogen Modsigelse.

10) Skulde nogen af Finnerne fatte Had til ovenmelte Helligdags-Vægtere etc., og skulde nogen af Vægterne selv befindes tilbøielige til ovenskrevne Forseelser og Vederstyggeligheder, da skal Skolemesteren Isaac Olsen dem, een og anden Gang alvorligen formane og advare, men adlydes ikke hans Advarsel, skal han strax give det tilkiende for Øvrigheden og Sognepræsten, som vel derpaa raader Bod: Thi formanes paa Guds Vegne ovenmelte HelligdagsVægtere, at de ei allene afsondre sig selv fra alle bemeldte Vederstyggeligheder, men og alvorligen og ivrig forhindre dem hos alle; især have de, at see nøie efter dem, som for saadanne Vederstyggeligheder ere mistænkte; imidlertid staae Gud den almægtigste disse Helligdags-Vægtere bi! Han regiere dem med sin Hellig Aand, at de saaledes maatte forestaae deres gudelige Embede, at hans Rige herefter merkeligen maatte forøges, og Satans Herredom, som alt forlænge har blomstret blant disse daarlige og vanvittige Mennesker, aldeles forstyrres, til deres og alles vores Salighed! Amen! I Jesu Navn Amen.


Thomas von Westen udspørger to noaider
Hammond, ss. 233-234:

. . . her arbeidede Lector Nat og Dag paa Finnernes Opvækkelse til Erkiendelse, imodtog hver deres Udsagn og Bekiendelse, samt af al Magt giorde sin Flid at efterlade enhver overbeviset og styrket paa en bedre Vei; dog, førend de reiste bort erfarede Lector, der fandtes tvende Noider eller Troldoms Mestere blandt dem; den eene, efter den anden blev tilspurgt om sine Hexekunster, men den ældste kunde hverken med gode Ord eller Trusel bevæges at tilstaae; den yngre bekiendte strax, at han havde ruuned, for at fordrive Sygdomme, og for at bekomme Reensdyr og god Lykke; at han havde tilbedet baade Gud og Berglek Passe Olamai, at hans Spiritus familiaris, den Skyts- og Hielpe-Aand, Noide-Gadse selv havde lært og befalet ham det, og at han siden sit 20 Aar, havde været Noide; han tilstod, at den gamle ligesaa var Noide og havde brugt Ruune-Bommen, som derpaa strax blev fremkaldet og tilspurgt, hvorfor han forhen ikke vilde tilstaae Sandheden; den gamle Fin svarede: Af frygt for, han skulde miste sit Liv; her faae man allerede Virkningen af de gamle Forordninger, hvis skarpe Haardhed tillukkede allene al Adgang til deres Fortroelighed og Aabenhiertighed, men forbedrede ikke; Lector forsikkrede Noiden han skulde leve, men omvende sig; derpaa bekiendte den gamle Noid, længe at have været Noid, og 24 Aar gammel før han begyndte at ruune; han fortællede mange Exempler paa dette om sig selv, og at han seeneste Gang havde ruuned over en dødsyg lappedreng, men dog Dagen forud døbt Barnet, i Navn Gud Faders, Søns og den Hellig Aands, og bedet Fader Vor og de 10 Bud over ham; at han aldrig har havt Villie til at befatte sig med Ruunen, hvis han ikke af Noide-Gadse dertil var forført og tvungen; disse tvende elændige Mennesker formanede Lector med største Iver, og bragte det endelig saa langt, at de bitterlig begræd deres Afguderie, og gave den faste Forsikring, aldrig mere at befatte sig med slig Troldom, men allene holde sig til den sande Gud, formedelst Troe til Jesum Christum; Lector velsignede dem og lod dem gaae med Fred.


Uddrag af et brev fra Thomas von Westen (30. juli, 1716)
Hammond, ss. 240-242:

Deres Excellence Høiædle og Velbaarne, Høiærværdige og Velædle Herrer! Herrens Ansigt skinne over eder; fra en Herlighed til en anden! Nu er Saligheden og Mægtigheden og Riget blevet vor Guds, og Magten hans Christi, thi den gamle Drage, som forførde vore Brødre i Lapmarken er udkast af Finmarkens Kirkemenighed; derfor fryd dig, du Christendom, og I, som boe derudi; Gud lade Dragens Sted aldrig mere blive fundet i den Himmel! Jeg er nu ved Slutningen af Finmarken; jeg har, som den ringeste af Michaels Engle stridet, det beste jeg har kundet; mod Satans Magt; jeg fandt Noider, eller Troldmestere, Gan-Fluer; Satans Aabenbarelser, Igienviisninger, Dragens Rige var midt i Himlen; Finnerne vare alle døbte, ginge alle til Guds Bord, men en stor Deel vare omdøbte med Noide-Daab og Noide-Navn; forskrekkeligt! De drukke Dievelens Kalk, og Guds Kalk tillige, de fleste, faa holdt saadant for Synd; Troldmesser og Guds Tienester vare sammenblande; jeg fandt vel Pagtens Ark, men Dagon stod hos, hvorfor jeg kunde umueligt lade det blive med at besee Landet og conferere med Præsterne men jeg har overalt forsamlet Finnerne, udsøgt deres Afguderie, slaget med Guds Munds Riis de falske Propheter, som forførde dem, forkyndet Guds Ord og Evangelium for alle Indbyggerne, overtalet dem i Herrens Navn at bortkaste Ruunebommer, Gandsker og afgudiske Skikke; Herren har ogsaa arbeidet med, og velsignet saaledes min ringe Tieneste, at jeg meener Veien er nu beredet i Lapmarken for Herrens Ansigt, som skal fuldkomme alting siden ved Missionarios. Hele Ulyksaligheden bestod i trende Ting: 1) Lapperne vilde nok fordrage Guds Ord, men man maatte og tillade dem deres Kunst og Forfædres Skik, for at have Lykke og Sundhed; de meente at man kunde være en Samaritan og dog behage Gud, de bedragelige Aander pinede dem og til at imodtage deres Lærdom; 2) De fleste Præster har enten holdet det ufornødent eller umueligt, at hindre Finnernes Vildfarelser, naar de ikkun vare døbte, kunde læse lidet, som de ikke forstode, gik til Alters, udviiste nogen udvortes Andagt, gave sine Rettigheder; ikke heller kunde Præsterne selv troe, at den Hedendom gaaer endnu i Svang hos dem, som ved min Undersøgning blev aabenbaret ; 3) Amtmand Lork har styrket meget Dievelens Rige, i det han har hindret Præsternes Nidkierhed, holdet med Finnerne i al deres Afguderie, søgt allene deres Gaver, og aldeles skikket sig saa, som Satan aldrig kan fuldtakke ham, men i andre Maader har han nok plaget det arme Folk . . .


Om tro og overtro
Hammond, ss. 249-253:

Søndagen den 2den August forrettede Lector selv den ganske Gudstieneste i Talvig Kirke og Finnernes Forsamling; efterat Kirketienesten var endet, begyndte han at overhøre og undersøge Finnernes Overtroe; her treffede Lector hvad han formodede, tvende besynderlig stærke Noider; den ene bekiendte omsider ved sin Troldoms Kunst at have dræbt 11 Mennesker, næsten alle Lapper , som han hver især angav ved navn, og med alle omstændigheder af deres Forseelse imod sig; Noiden fortællede videre, hvor mange Dage eller Timer enhver havde været syg, førend de døde, samt Maaden hvorledes han paakaldede og anraabte sin Noide-Gadse (som denne Noid kaldede Zidse) ude paa Marken, og anbefalede den, at straffe den eller den, som han var fortørnet paa.

Denne Troldmester var den første, af hvilken Hr. Lector von Westen erholdte Efterretning om Lappernes indbildte[1] Omgiengelse med Dievelske Aander; thi han bekiendte (og jeg skriver som Historicus hvad jeg finder optegnet) sig at have en spiritum succubum, Tonto eller Touto, i Qvindegestalt til Tieneste; men beskrev hende, qvoad mutuos amplexus, haard som en Steen; hvor kan dog Synd og Overtroe fordærve alle Sielens Evner i høieste Grad? Hvor inderlig bør vi ei takke Gud for Evangelii Lys, og bede vi maatte ei straffes ved dets Tab? Vi alle her i Norden, og de spottende stærke Aander, endog de, der nægte baade Gud og hans Forsyn, vilde begaaet maaskee større, ja! gruesommere, umenneskeligere Daarligheder af Overtroe, end Lapperne, naar Gud ikke havde værdiget os Oplysning; de, som nu ikke tilbede Gud, vilde da faldet ned for Bierge, Steene og Træknubler; det gyselige langvarige Mørke, de høie majestetiske Bierge, de skyggefulde Skove, vilde opfylde det af Naturen frygtsomme Menneske der føler sin Afmagt til at forsvare sig selv, med levende Forfærdelse, og denne Skræk opsøgt en Guddom til Beskiermelse, den første den beste; den utaknemmelige Vantroe arbeider af al Magt paa, ved Christendommens Udryddelse at giøre Plads for den dumme Overtroe; er da Daarlighed, og at gaae over til Yderlighed, Menneslægtens Arvedeel? Af samme Noid hørde Lector ogsaa første Gang, hvad særdeles Behag Saiwo og Sarakka[2] skulde have i Offer af Hunde, og at disse Dyr offredes besynderlig, i Børns Døds- eller Qvinders Barselnød; men! da skulde Hunden begraves levende; han lagde til, at ved sin Kunst vare mange helbredede af Sygdomme og andre Tilfælde, og at han var kuns 12 Aar gammel, da han begyndte at ruune og fik Noidegadser; meget tidlig begyndt; i vore Tider, da Opdragelsen ikke allene almindelig forsømmes, men Ungdommen endog med Flid fordærves, og undervises i al optænkelig Letsindighed, for at danne ugudelige Narre, overleveres Mennesker endnu tidligere til Syndens og Satans Herredom.

Denne Noid var meget berygtet; hans Navn og Væsen var Lector bekiendt, før han kom til Talvig; men! Lector havde aldrig faaet Noiden i Tale denne Gang, hvis han ikke uvidende om Lectors Nærværelse, den samme Søndag, Dom. 8 post Trinit. havde søgt Kirken for at lade sit Barn døbe; Lector spurgte Noiden, hvad Navn Barnet skulde gives ved den christelige Daab? Han svarede: Kari, efter sin Farmoder, som var en lykkelig og brav Qvinde, det vil sige, en fornemme Ruunerske og betydelig Hexe; thi Noiden forklarede selv, at hans Forældre vare ogsaa begge viise udi alle Stykker, af den Kunst han bekiendte sig selv at have øvet; Lector spurgte videre, om Barnet ikke tilforn allerede var lauket, det er, døbt med dette Navn? Noiden svarede ja: Moderen havde lauket Barnet med Vand strax efter Fødselen, og givet det Navn Kari; Lector spurgte fremdeles: Hvad? Om Barnet ikke vilde trives med dette Navn? Noiden svarede; saa skal mit Barn faae et andet Navn og laukes Berrete, efter sin Moster, som ogsaa var en lykkelig Qvinde.


Afbrænding af altre og gudefigurer
Beretning af Hr. Sigvard Kildal
Hammond, ss. 255-256:

Hvad vilde den utrættelige Lector sagt, dersom han havde oplevet følgende Beretning af Hr. Sigvard Kildal, Missionaire i Tysfiord og Ofoten.

1729 11te October opbrændte jeg udi Helmoe Fiord-Fielde, tillige med Skolemesterne og 6 Helligdags-Vægtere, et stort Offer-Alter, hvilket var oprettet af en norsk Lap Peder Nielsen, som og i September offrede en Reenkalv.

1730 den 4de Martii, opbrændte jeg et Offer og Offersted i Finne-Almuens Nærværelse; Offringen var skeet til Indbyggerne i Jamaimo, eller Dødningenes Land, af en Fin her i Siomen, Lars Svendsen, for at helbrede en Syg.

1730, den 28de Martii opbrændte jeg et overmaade stort Afguds Alter, bestaaende af Reen- og Bukke-Been og Horn, udhugne Træer, udskaarne Billeder, Skamler, Sneller, Hamre, Rokker etc.

1730, den 15de April, opbrændte jeg med Skolemesteren og Vægterne tvende offrede Heste, som vare med fulde Kroppe nedgravne i Jorden, Rota eller Rutu, det er Herskere i Rutaimo, det er Pinestedet til Ære, at han paa disse Heste skulde ride fra dem til Rutaimo, og ophøre med at pine dem; denne ene Hest var offret ved Elvegaarden, den anden ved Hellevig her i Ofoten.

1729 vare i Tysfiorden, som bestaaer af 10 andre smaae Fiorder, familiernes Antal 68, og Personernes 303; udi Ofoten, bestaaende af andre 8 smaae Fiorder, vare Familier 61, og Personer 206.

Lector, døde, efter alt det man kan slutte af hans Breve, med den for ham glædelige Tanke, at Afguderiet var udryddet blandt Lapperne; i det mindste at alle, der havde givet Løfte at afstaae derfra, virkelige vare Oprigtige Christne; men! Overtroe er Menneskets, besynderlig Pøbelens Arvedeel; aldrig udryddes den, førend Mennesker undervises i den sunde Physique og Mechaniqven, saa at Naturens Kræfter og Løb indsees, samt Kunstens Verker Begribes; Mangel heraf, er Moder for den Dumheds Troe til Antipathie og Sympathie; alle Automata ere Hexerier for gemeen Mand; Lapperne ansee de svenske Kiøbmænds Lomme-Uhr og Compasset, der er ligesaa nødvendig paa Field-Reiserne i Lapmarken, som paa Havet, for deres Gobdas eller Ruunebomme, og kunde ikke begribe, hvorfor det skal forbydes dem, at beholde og bruge sine.


Nødvendige ofringer
Hammond, ss. 324-325:

Noiderne som 1716 ved Lectors Behandling vare bragte til Synds Bekiendelse, bleve kaldede frem; efter Præstens Vidnesbyrd havde de fleste, bestandige i deres Løfte, vedblevet aflagte Bekiendelse, den de gientoge i alles Paahør, glædende sig inderligen over Løsladelse fra Satans Magt, og Forliggelse med Gud; nogle faae havde dog givet Afguderne det Offer, de, før deres Omvendelse havde lovet; Ruunebommen var kastet bort med Afskye og Anger; Lector foreholdt dem deres Synd med Offringene, efter aflagde Løfte om Omvendelse; de erkiendte sin Daarlighed, fortrøde og begræde den hiertelig . . . der fandtes desuden nogle, som 1716 ikke havde været tilstæde; disse erklærede, at fra den Tid var vel al Lyst til Afguderie forsvunden, men de tilstode dog, at de Undertiden havde offret, thi, deres Reensdyr døde, og de ansaae det mindre skadeligt at offre et Reensdyr, nu og da, end at alle deres Reensdyr skulde døe; Lector undervisede dem, og holdt ved, indtil de vare bedre oplyste og bestyrkede . . .


Gammel religion
Hammond, s. 402:

Saa mange Religioner der end ere i Verden, troer dog hver Tilhænger, at hans er den beste, og af Gud overleveret, fordi Oprindelsen er skiult, Fædrenes Skik hellig, Alderdom giver Hevd, hvor urimelige endog Religions-Systemet er.


Missionen i Herjangen og Siumen
Hammond, ss. 421-423:

Sex Aar havde Lector tient Missionen; tvende Gange havde han med største Flid randsaget og udspurgt alt hos Finner og Lapper i Finmarken, Tromsøen, og nu i alle Senjens Fiorder; skulde Lector ikke da være fuldkommen vidende om al Lappernes Overtroe? Nei! langt fra! Herjangen blev denne Gang, omsidder Høi-Stolen, for Lappers og Finners Van- og Overtroens Artikle; her blev Lector underrettet om alle de rette omstændigheder ved deres Afguderie, til saadan fuldkommen Videnskab, at Lector tilstod, alt han tilforn havde lært, besynderlig i Vest- Finmarken og Tromsøen, var kuns en liden Deel, af Lappers og Finners Religions Mysteriis, som Lector dog tænkte aldeles at have udforsket; Missionarius Jens Kildal havde blandt disse Lapper udrettet utroelige Ting; fra raae og vilde Barbarer, vare de blevne christne Mennesker; da Lector begyndte her, som alle andre Steder at grandske i Lappernes Hedenskab, bekiendte enhver reent ud al sin udøvede Overtroe; de forklarede aabenhiertig efter videre Tilspørgsel alle sine Fædrene Skikke, med alle Omstændigheder; Lector blev saa fornøiet, baade over deres Fremgang i den sande Guds Kundkab og Kierlighed, som og deres frievillige, samt aabenhiertige Bekiendelse, at han udi Missionens Actis, som Mag. Skanke, der havde læst dem, skriver, paa intet Sted havde antegnet sin Glæde større, end dette: Begierlige efter Underviisning, havde disse Finner selv opbygget Forsamlingshuus; der lovede og prisede de Gud alle Dage i Lectors Nærværelse, saalænge Tiden tillod at blive hos dem; deres Offer-Steder vare uden Anmodning af dem selv forstyrrede og opbrændte; Veddemaal var giort, at disse Lapper ikke udi 10 Aar skulde lære at læse i Bog; men! Lector har antegnet dette Vidnesbyrd om dem: Jo! de fromme Siele læste og det med Glæde; derfor elskede Lector denne Kildal, fremfor de andre Missionarios.

Fra Herjangen kom Lector den beftemte Dag til Siumen; Dom. XII. p. Trinit., den 23de August prædikede, derefter overhørte og undersøgte Lector Tilstanden; 1716 havde Lector i Ofotens Præstegaard, meget at bestille med en berygtet Noid; saa kalde Lapperne deres Troldoms Propheter; Noiden var fra Siumen; den Tid var Lectors store Umage med ham aldeles forgieves; thi, denne Noid var for sin Ugudelighed og Haardhed saa bekiendt, at Nordmændene sagde om ham til Lector: Dersom Poul bliver omvendt, vil vi troe at alle Lapper omvendes; denne Mand tiltalede altsaa Lector først af alle; han overbevisede Noiden, at hans Siel var udødelig, og den elændige Tilstand hvorudi den var og fremdeles vilde komme udi; omsidder bevægede Gud Noidens Hierte; efter haard Strid bekiendte han sine Daarligheder, og til Slutning med megen Graad og Ydmyghed forsikkrede, at vilde forkaste al Troldoms Væsen; Noiden bad, at Skolemester maatte komme op til Fieldet for at undervise hans Børn, thi de forstode Bonmænds Tungemaal, det er, de kunde tale og forstaae Norsk; derefter bekiendte Noiden, under den offentlige Overhørelse, for alle tilstædeværende sin Ugudelighed og Omvendelses Forsæt.


16 stærke Noaider
Hammond, s. 424:

. . . hvad Flor, Satans Rige stod udi kan sluttes deraf, at blandt 17 Finner og 12 Lappe-Familier, hørende til Siumen, fandt Lector 16 stærke Noider, paa hvilke han anvendede megen Flid og Arbeide, foruden de sædvanlige Forretninger. . .


Thomas von Westen besøger nogle offersteder
Hammond, ss. 426-428:

. . . saa arbeidede han nu her paa Carlsøen med Røtangens Finner, den 1ste og 2den Septbr., der vare hans bestemte Reise-Dage derfra til Nordfollen; her, ligesom paa forrige Sted, forefandtes Hedenskabet i fuld Flor, ved idelige Offringer og taabelig Overtroe; Efterdi Lector af deres Bekiendelse merkede, at nogle Offer-Steder vare i Nærværelsen, benyttede han Tiden, agtende det Umagen værd, selv at besee deres Altarers Indretning; de befandtes udi alle Maader at ligne de gamle Danskes Altarer i Hedenskabets Dage, efter Olai Wormii Beskrivelse; Altarerne vare omkringsatte med Steene og smukke levende Træer; nedenfor Altarerne laae Mængde Been, Levningener af Offret, Reens- eller andre Dyr; paa disse Finnernes Offer-Steder, stode desuden adskillige Rutu-Billeder[3] saa afskyelige og ilde udskaarne, som kunde ventes af Finnerne, der ei forstaae Billedhugger Kunsten, samt Thors Hammer; paa denne plads, Lector besigtede, vare 5 Offer-Steder; alle Finnerne maatte følge med; uden Paamindelse opbrændte de selv alt, med løfte, efterdags ganske at forsage saadan Daarlighed. . . den 8de Septbr. anvendte Lector paa Undersøgelse, da mange Afgudsdyrkere opdagedes; den største Deel, baade gamle og unge, vare hidindtil uvillige, at lade sig undervise af Missionens Skolemestere; naar Lector, anlediget ved deres egen Bekiendelse spurgte, om det var Synd at offre til Thor? Da svarede Finnerne og paastode længe uagtet alle Lectors Overbeviisninger: At det kunde vel ikke være Synd, efterdi Thor var en saa gammel og mægtig Gud, og hans Guddom saa øiensynlig og kiendelig, hvilket de udi mangfoldige Nøds Tilfælde havde prøvet.


Thomas von Westen får forklaret trommens motiver
Hammond, ss. 433-435:

Den 20de Septbr., Dom. XVI. p. Trinit. prædikede Lector selv i Bodøe Kirke; omsidder fik Lector fat paa en stor Noid, der ei var tilstæde med de første; han tænkte Lector var reist, og nu var Tid at søge Kirken; Lector lod Noiden aftegne sin Ruunebomme, thi han tilstod frievillig at have brugt dette Fandens Spøgelse, som Noiden selv kaldede sit Hexe-Redskab; Noiden tegnede Fudno; Lector spurgte om Figurens Betydning; Noiden svarede: den betyder Fanden, som kaldes Satan; Lector spørger videre: hvorfor Noiden satte Troe til denne Figur, vidende det var Fanden? Noiden svarede: at hans Læremester, den største blandt alle Noider, havde sagt ham, at Fudno eller Rutolmai regierer over alle Kreature som ere paa Jorden, og selv var han intet ondt om ham vidende; Lector spurgte atter om nok en Figur: Lappen svarede; den bemerkede Ailikes Olmai, med Forklaring, at Ailikes Olmai, (hvorved alle Lapper betegne Juledag) er Guds Mand, som Solen rinder over, hvorved de forstaae Jesum; Noiden tillagde følgende merkværdige Ord: At den, som vil troe paa Gud, han holder sig til Ailikes Olmai, men den som staaer hos, nemlig Fudno, holde de sig til, som vil forlade Guds Troe indtil Enden; hvem af de tvende holder du da med, spurgte Lector: Noiden svarede: at han har holdet med dem begge: videre: hvorfor har du troet paa dem begge? Svar: fordi jeg vilde blive ved min Troe paa den Guds Mand Ailikes Olmai, men andre Noider paastode, at det skulde lykkes bedre ved Troen paa Fudno, end paa Ailikes Olmai; saaledes har jeg ogsaa selv forsøgt og befunden det; dog troer jeg, at Ailikes Olmai et stærkere end Fudno; Noiden blev fremdeles tilspurgt om han var vis paa, at Fudno var Satan? Hvortil han svarede ja: Lector spurgte om en anden Figurs Betydning: Noiden forklarede: Det var Rutu Sjuwen eller Rutu Horte, eller som Lapperne kalde det, Ijegvedse, det er Satans Hund, et Navn de tillægge Ulven; videre forklarede Noiden om en anden Figur, at det var Satans Engle, paa Lappisk Soje Olmai eller Sojara; naar Noiden slog paa Ruunebommen, og Ringen gik til Sojara, da blev godt Veir, men gik Ringen fra Sojara, da blev tykt og stormende Veir; saaledes havde han altid erfaret; han beraabte sig paa en gammel Noid, sin Læremester, der havde sagt: At han kunde tale med denne Figur, og af den bekomme Svar om alt han spurgte; Noiden forsikkrede selv at have spurgt Satans Engle (saa fulde Ordene) om adskilligt: om Simle-Rein skulde lykkes og trives, om Oxe-Rein, hvor de skulde findes, naar bortløbne? Hvordan Sey-Fiskeriet skulde falde ud mellem Waagøen og Laudego? Og da, havde han altid været lykkelig; frievilligen fortællede Noiden til Slutning, om Fudno og Ailikes Olmai, at han havde erfaret, naar man holder med Fudno, og setter sit Hierte til ham, forladende Ailikes Olmai, da lykkes alting bedre, og derimod, naar han havde vendet Tanke og Hierte til Ailikes Olmai, vigende fra Fudno, da har altid Ulykken fulgt ham udi Hælene; saaledes forklarede Noiden hver Figur og alle Dele paa sin Ruunebomme, efter sin Læremesters Underviisning; man kan let forestille sig, hvad Møie det kostede at overbevise denne Noid, der paastod at have Erfarenhed af Fordeel ved Satans Tieneste, da saa mange give sig gierne Fanden i Vold, i Haab at fortiene mindre, ja slet intet.


En noaide beskriver trommen og ekstasen
Hammond, ss. 437-439:

Lector havde nu 30 Lappe-Familier nærværende, hvis Tilstand skulde undersøges; mangfoldig var Hedenskabet, efter Folkeslægtens Sædvane, og adskillige Noider; blandt Noiderne befandtes Een besynderlig, fremfor alle andre, der havde en, al Opmerksomhed værdig, Ruunebomme, hvis Figurer og Tegn Lector ønskede udtydede; mange af Noidens Forklaringer antegnede Lector; men! de mangfoldige Eleusinia, skriver Lector, denne Noid udtalede, kunde han hverken begribe eller optegne; Lector spurgte Noiden om Figuren Peiwe; den, sagde Noiden var Solen, hvilken han og kaldede Marianedne eller Mariæ Moder, med Tillæg, at naar Ringen falder paa denne Figur betydede det stor Lykke; Lector spurgte Noiden, om han troede paa Peiwe eller Marianedne; Noiden svarede ja! han troede at Marianedne skal bringe ham paa den rette Vei, og hielpe ham af al Nød; men! han troede ikke allene paa Solen, men og paa Maane og Stierner; hvad Hielp kan da Maane og Stierner giøre, spurgte Lector? Noiden svarede: At de lyse for ham, paa hans Noide-Reiser, som han i Aanden foretager til Jamikaimo[4], thi ellers maatte han fare vild; videre spurgte Lector: Hvad giør du med Rutu og hans Engle paa din Ruunebomme; Noiden svarede: Naar jeg er bestedet i Nød som er stor, tilbeder jeg Sol, Maane og Stierner; men! naar nogen giør mig ondt og forbittrer mig, da kalder jeg Satan og hans Engle til Hielp, at straffe og bryde Beenene udi dem, der giøre mig imod; Lector spurgte videre om en anden Figur, som Noiden forklarede at være Morgen-Stiernen: og atter en anden, at være Midnats-Stierner, forklarende tillige, at naar Ringen falder paa Morgen-Stiernen betydes godt og frugtbar Aar, og ingen Sygdom; men! naar Ringen standser ved Midnats-Stiernerne; da forestaaer Lapperne Mangel og Vanheld; Lappen forklarede efter Spørgsmaal, en anden Figur, at være Marianugse, det er den, som baade vogter Døren hos Lapperne udi deres Kotter eller Telte, saa og oplader Døren for dem, naar de skulde ind og ud, af Jamikaimo; Lector saae en ubekiendt Figur, som Noiden sagde var Satans eller Rutu Porthund, der opvækker Satans Engle, naar de sove; fremdeles spurgte Lector, om den Figur, der betegnede Noiden liggendes udi sin dievelske Besvimmelse; Lappen forklarede; Legemet ligger dødt medens Sielen vandrer: Sielen, sagde han, raader Dievelen for, og legemet vilde ogsaa Satans Engle raade for, som ligge derunder og lure derpaa, men Starbo (som han kaldede Thors Karls Hund) hvis Forretning er, imidlertid at vogte Noidens Legeme, han afholder Fudno og Uljan, Satan og hans Engle derfra, og om de vilde tage Kroppen, knurrer og bieffer, saa Thors Svend vogner, og gaaer hen til Atsiegads, det er Torden, og vækker den, og da slaaer Atsiegads eller Thor paa Dievle og Trolde med sin Hammer, at de ikke skal hindre Aanden fra at komme tilbage til det døde Legeme, ei heller drage bort med det svimede Legeme; derfor, da Lector spurgte om en besynderlig Figur; næst derhos tegnet, svarede Noiden, det var Thor Olmai, det er Tordens Stridsmand paa en Hest, som skulde ledsage og forsvare Aanden, medens den er borte fra Legemet; endelig, erfarede Lector paa denne Ruunebomme at være tegnet Rutaimo, Rutaimo Slot og Rutu, det er Helvede, Helvedes Slot og Dievelen selv, ja! Helvedes Kirkegaard og Helvedes Kirke; derhen tilstod Noiden, at han ufeilbarligen havde kommet, der som han uden Omvendelse havde død hen, udi al den Synd han havde øvet hidindtil.


Endnu en tromme beskrives
Hammond, ss. 439-440:

. . . imidlertid blev Lector daglig mere kyndig udi Lappers og Finners Hedenskab, som de fra ældgammel Tid havde bevaret skiult for alle, med al den forskrekkelige Overtroe; Lector undersøgte nøie hver Ruunebomme, som Lapperne brugte i dette Sognekald; blandt de mange Overtroens Tegn fandt Lector paa en Ruunebomme nogle usædvanlige Figurer; Eiermanden svarede, da Betydningen blev omspurgt, at det var Manonasti og Mananasti; saaledes kom Lector til at forstaae, skriver Mag. Skanke, Astronomiam diabolicam blandt Lapperne; thi Noiden forklarede, at begge vare Stierner, som kunde forekomme Noiderne under deres Reiser til Jamikaimo; naar Manonasti gaaer ud i Maanen for Noiden, medens han farer i Aanden paa sin Reise, da er han forsikkret paa, at den Kone han seer, eller hexer for, er frugtsommelig med Drenge-Barn; men gaaer Manonasti ind i Maanen medens han reiser, da er Konen frugtsommelig med Pige-Barn; paa samme Ruunebomme fandt Lector desuden en usædvanlig Tegning; Noiden kaldede Figuren Guerge, og forklarede, at de troede, der var en Wærmelands Kone, kaldet Bergmonakka, som skulde raade for alle Fugle, at skaffe dem frem fra de varmere Lande til de nordre Egne; denne Guerga var Fuglenes Konge og Anfører, som havde at aflægge Regnskab til Bergmonakka, hvor mange Fugle der avles, og hvor mange der tabes, da Bergmonakka fastsetter, hvor stort Antal Fugle der skal blive hos hende, og sender Resten omkring i Verden.


Brev fra Thomas von Westen (12. okt., 1722)
Hammond, ss. 442-444:

Her maae jeg anføre Udtog af Lectors Brev, under Reisen til Collegium, dateret uden for Rødøen paa Ragesund Fiorden i Helgeland, den 12te October 1722; udi dette Øieblik kommer jeg fra min besværlige Reise fra Tromsøen til Rødøen; jeg har giennemvandret hver Finne- og Lappefiord, og en stor Deel af Fieldene i Nordlandene; Herren har rigelig og langt over min Tanke velsignet mit ringe Arbeide; det var paa høi Tid, at Gud sendte nogen Hielp til Nordlandenes Lapper og Finner, thi jeg fandt det, som jeg ofte har sagt, at Nordlandene laae endnu i større Elendighed, end Finmarken; der vare hele Finne-Fiorder, hvor ikke een eeneste Mand var frie fra at offre til Dievle; alle Fielde vare Guder, alle Marker opfyldte med Theraphim, hvert Huus og Gamme var Satans Synagoge; ingensteds fandt jeg grovere og mere hedenske Lapper og Finner, end udi Bispens Kald, nemlig Ofoten, Tydsfiorden, Gratangen, Salangen etc. Lovet være Gud, som har overalt bragt det saa vidt, at Lapperne nu har givet Himlens Gud Ære, forsaget reent Dievelen, og udviset en inderlig Poenitence, og ret brændende Kierlighed til Gud og hans Ord; jeg har Haab, at den blandt os forfaldne Christendom skal opreises blandt dem; vist er det, at denne tredie Missions Reise har taget meest mine Kræfter bort; men! det maae være ringe, imod den Hiertens Glæde, at naar Christi Død aabenbares udi mit Legeme, hans Liv kan aabenbares i mine velsignede Børn Lapperne; de ere nu færdige at følge mig til Verdens Ende, de, som i Begyndelsen vare bittre Biørne og Ulve mod mig; jeg troer ikke Satan skal rose sig af det Offer, han faaer denne Høst paa de Steder, hvor jeg har været; i Steden for den hellige Trefoldighed regierede Rutu, Horagalles, Peiwe, etc. Tiden tillader mig ikke at nævne den afgudiske Skare; disse regierede blandt Finnerne og Ruunebommer vare Bibler udi hver Mands Huus; de vare ikke dermed fornøiede, men de offrede til deres egne døde Mænd og Forældre, Jamigadser; ja! det opfyldede endda ikke den umættelige Lasciviam idololatricam, men Fudno, det er Fanden og Dievelen selv og hans Staldbrødre, med alle sine Under-Dievle bleve tilbedede, og med Offer ærede af dem, mangfoldige Lapides bætylos har jeg overkommet og forstyrret; Verro, det er afgudiske Altare vare mange; men jeg giør vel ingen Afbedelse for Satan og Missionens Fiender, dersom jeg har paataget mig at være Jerubbaal; det kan jeg vidne for Guds Ansigt, at hvor ugudelige og hedenske Lapperne har været, og endeel, til hvilke jeg ikke endnu er kommen, kan være, vil jeg hellere forbinde mig til at omvende ved Guds Naade 20 af de arrigste Finner og Lapper, end 10 af de hovmodige ugudelige Nordmænd; og sparer Gud mig Livet, da vil jeg herefter for Alvor, tale med de Engle som holde Jordens Veir, og vil overbevise alle Missionens Fiender, at de holde med Satan: Skulde da saa mange Siele, som i saa lang tid har været i Dievelens Snarer ikke frelses? Jeg skal saa længe der er en eeneste varm Blodsdraabe i mig, lade den med Glæde offres for en Lap eller Fin; . . . thi de meente forhen, at de giorde Gud en Tieneste dermed, at de bleve i deres Forfædres Religion. . .


Hver egn sine guder
Hammond, s. 446:

. . . paa en Lappe-Noids Ruunebomme, fandt Lector tvende besynderlige Figurer, foruden de bekiendte; Eiermanden forklarede, at derved betegnedes Bieggalles Guden for Vindene, med sin Koiwo eller Skuffel, hvormed han kaster Uveir og Storm; paa nogle flere Runnebommer stode Vind-Gudens Billede, dog var det ikke almindelig; den menneskelige Daarlighed og Overtroe er sindrig; hver forskiellig Egn havde sine besynderlige Afguder, ubekiendt for andre . . .


Thomas von Westen hører om en »troldmesse«
Hammond, ss. 450-451:

Paa disse Fielde og der neden for boede 283 Lapper; før Missionens Tid vare de alle, faae undtagne, aldeles ubekiendte, vilde, hedensk, barbariske, folkeskye, der aldrig komme ned til Bøyden i Dalene; Præsterne vare uvidende om deres Tilværelse; intet kunde udrettes hos dem, og ingen Nytte for dem af Lærernes Embede, thi ingen forstod det lappiske, og ingen Lap det norske Sprog; trygge, i største Roe, bevaredes den fædrene Troldom og Hedenskab; de Vilde og Uforstyrrede beholdte deres gamle Overtroe; thi, kort før Lectors Ankomst, da de hørde han vilde besøge dem, havde de høitidelig paakaldet alle Dievle, de kunde navngive, ved en saa kaldet Troldmesse, for at afholde Lector: Alle Lapper, den ene efter den anden, tilstode dette frievilligen, forklarende den ganske Troldmesses Handling med alle Omstændigheder, ligesom den, medens Lector var udi Brønøen blev forrettet udi Teplingmarken og Tollingdalen, den 2, 3die, og følgende Dage af Januarii Maaned; Harams Field tilhørende Overhalden, udgiør den største part af omtalte Fieldkreds, indbefattende tillige Teplingmarken, Follingdalen og Børre-Field; da nu Lector, fra 7de til 16de Febr. havde med beste Flid underviset den Deel af Harans Lapper, der hørde til Teplingmarken og Follingdalen, lod han for dem allesammen oplæse den Troldmesse etc, de forhen havde selv angivet og Lector optegnet, for at erfare, om alting forholdt sig saa, som tilstaaet var; de erkiendte alle, at saa var virkelig skeet; Lector vilde dog endnu nøiere udforske Sandheden, og derfor indkaldede den eene efter den anden, forelæggende hver især alle enkelte Omstændigheder; alles forklaring stemmede overeens; de bekiendte, intet var forsømt af dem, for at ombringe Lector, og beholde den gamle hedenske Friehed.


Brev fra Thomas von Westen (18. Febr., 1723)
Hammond, ss. 452-454:

Medens Lector var udi Overhalden paa Grong, skrev han den 18de Febr. 1723 følgende Brev til Collegium; jeg er nu i Overhalden, og har mod mig 70 Finner til aandelig Behandling; siden jeg skrev fra Rødøen, har jeg været idelig occuperet med Finners Behandling i Rødøen, Ranen, Alstahoug, Brønøe, Nærøe, Toosnæs og her: Afguderiet og Mørkheds Magt voxer stærkere og stærkere, jo længere jeg kommer ad Sønden, som jeg har befundet alt fra Rødøen hertil; de ruuner, ei allene paa Kobdas[5] men og paa Øxer, Gevehr, Steen, Belte, Haand og Hestefod; deres fornemste Kraft bestaaer udi Saiwo[6] eller Field-Dievle, ved hvilke de udrette store og, fast utroelige Ting. De ere meest alle omdøbte med Noide Daab; Offer vil man ikke engang tale om, thi de ere uden Ende; Det gresseligste er, at de hver Jule-Morgen giver Skienk til Satan selv, og alle sammen, saa mange der har gaaet til Guds Bord; have den samme Dag først hiemme drukket Mubben olmai gare[7] det er: Dievelens Kalk og faldet paa Knæe, og giort deres Confession til Dievelen og til Sarakka[8], ligesom den bigtende giør for Præsten; besynderlig har de bedet Satan og Sarakka om Forladelse, at de nu maae gaae hen og drikke Herrens Kalk; derefter gik de strax til Kirken, hvorhen deres Spiritus familiaris pleier følge dem; udi Kirken falde de atter igien paa Knæe, og bede Gud om Forladelse, at de har drukket Sarakka Gare, og nu vilde gaae til Ibmel Gare[9]; den, som nu var størst maatte vinde; . . . der ere de, som kan have 10-12-24-30 Dievle til sin Tieneste, og de ere dem lydige til Lands og Vand; deres Saiwo Dievle følge dem, hvor de reise, og de kan mane dem ind, udi hvad field de vilde, de arve saadanne Saiwo Olmai af deres forældre[10]; samme Saiwo vil igien have en fuldkommen lydighed af dem; Qvinder ere Gvapser, saavel som Mændene Noider[11]; det er ganske almindeligt at paakalde og offre til Dievelen under hans eget Navn, saasom vuollen Olmai, vuollinera, Kiops, Olmai, Fudno, Pahan Ingil etc.; tvende forfærdelige Troldmesser holdte de imod mig, i Teplingsmarken og Toldalen, og oprørde Rarara, hele Helvede, al Saiwo imod mig, at jeg skulde før døe, end komme til dem, og see! nu ere vi dog Gud skee Lov samlede, og deres Dievle har intet udrettet imod mig, thi, jeg er Gud skee Lov frisk og glad; skrækkelig forsømmelig har de fleste Præster været mod deres Siele, og de fleste Landfolk har forarget og foragtet dem, ja betient sig af deres forbudne Kunster . . .


Om gand
Beretning fra Thomas von Westen
Hammond, ss. 455-469:

Med ovenanførte Brev fulgte en Beretning fra Lector om en Fin fra Bedstaden; Mandens Christne Navn var Niels Jensen, og Hustruens Sidsele; deres Uddenemo, eller det navn de bekom i den lappiske Omdøbelse, da den christne Daab, efter Sædvane blev aftoet var Lauluk og Qvindens Weike, med nok et Navn Seimke; det sidste Navn var ruunet paa hende af en Fin, og hendes Bestemoder havde spaaet hende paa det første; for begangne Skalkerier var Manden for 2 Aar forhen flyttet fra Bedstaden, efter 4 Aars Ophold der, hvor han var den største Noid; denne Mand bekiendte for Lector, at have myret, det er ruunet eller hexet paa Kobdam og Stianke, paa Ruunebom og Børste, og havd stærke Saiwo; han tilstod videre, at have viset igien, taget Gan ud og skudt Gan[12] ind; Lector fik af ham en Liste paa mange Finner i Bedstaden, skyldige i samme Synd; een af dem myrede paa Øxe og Børste, efterdi hans Ruunebomme var opbrændt for 3 Aar siden; disse Ægtefolk tilstode, at hver Gang de gik til Guds Bord, drak de forud Sarakka Gare og Mubben-Olmai Gare, det er Sarakkæ kalk og Dievelens Sacramente, ligesom alle andre Bedstadens Finner; samme Dag aflagdes Bigte-Bønnen til Dievelen og deres Afguder paa Knæe; at de altid offrede til 4 Afguder, tillige med alle deres Saiwo; tvende af disse Saiwo, Jænika Serit, vare tvende store Klumper, paa et stort Field i Bedstaden, liggende vester mod Aafiorden; en anden Saiwo var en Part af Børge Field i Haram; denne Lauluk havde 4 Gadse, udi hver Saiwo, altsaa 12 Gadse[13], med Jænika Gadses Hielp giorde han syge Mennesker friske, og med Serit Gadse, dræbte han de Kreature, som Folk i Boyden ikke efter Begier vilde overlade ham; en anden Gadse forsvarede og paapassede Reensdyrene, under Navn af Reinakta; samme Niels Jensen eller Lauluk, vidste ei sin Faders, men bar Foster-Faderens Navn; hans rette Fader havde før sin Død, efter Foster-Faderens Beretning givet ham 12 Saiwo Olmai, udi 3 Saiwo, hvoraf hver havde 4 Gadse; efter Faderens Død kom han strax til Foster-Faderen Jens, hvis Uddenemo, eller Finnedaabs Navn var Krenke; efterdi Niels kunde noget lidet jouge, endog kuns 4 Aar gammel, komme strax de 12 Arvegadse til ham paa Marken, sigende: De havde været hans Faders og nu skulde han beholde dem; fra den Tid havde de bestandig været hos ham; men! da han var bleven 20 Aar gammel, lagdes Foster-Faderen Krenke til Sengs 3 Aar, og forærede sin Foster-Søn 12 Saiwo Gadse i 3 Saiwo, paa det Foster-Sønnen skulde helbrede ham; Sønnen brugte dem, og Faderen blev noget forbedret; Gadse sagde, de vilde have Krenke længere levendes, men nu havde de Lyst at blive i Nielses Tieneste; de boede begge den Tid i Aasela Kirke-Sogn, udi Uhma, Svensk Lapmark; Niels antog foruden eget Uddenemo, Lauluk; ogsaa Foster-Faderens Navn Krenke; han beholdte sine 24 Spiritus familiares indtil sit 30te Aar; da vilde han gifte sig med sin Hustrue Sidsele; men! hun dristede sig ei til at ægte ham, fordi han var saa stærk Noid; derfor skulde Giftermaalet lykkes, nødsagedes han at selge de 3 Saiwo og 12 Gadse, han bekom af Foster-Faderen, beholdende allene halve Parten, sin Faders 12 Arvegadse; da de 3 Saiwo skulde sælges, giorde adskillige Bud paa dem; men! een eeneste Lap Malsje fik dem, thi Saiwo vilde selv til ham; Malsje kiøbte disse 12 formeente Afguder for 3 Oxe-Rein, en Klædeskiole, og en Specie Rixdaler; Overleverelsen skeede paa følgende Maade; Lauluk talede med de 12 Gadse, som en Mand, med den anden, sigende, de skulde nu gaae til Malsje og tiene ham; de begierede en Ox-Rein kogt, deraf alle Beenene, intet undtagen, og Kiød-Møller og en Specie Rdlr.; han giorde Offeret under en Steen som de anviste ham, og i Kiød-Mølle Skienken Damgare[14], lagde han en Specie Rdlr., Gadse sagde; de skulde selv hente det derfra; derpaa slog Lauluk paa Ruunebommen, om Aandernes Forflytning til Malsje, takkende dem mangfoldig, at de havde været ham saa troe hidindtil, og derpaa gav Malsje den Ring, han havde myret med paa Bommen, og kaldedes Karjelen-Weike, og Ruune-Hammeren Staara; paa Knæe bad han: der, I 12 Gadser vilde nu fare til Malsje; til Kiøberen sagde han: der har du, de 12 Saiwo Gadse med Weike og Staara; fra den tid begyndte Malsje at jouge og evocare Deos saiwicos carmine magico; de komme strax fra Lauluk til Malsje; da tog hans Hustrue ham til ægte, brugende siden de 12 Arve-Saiwo; men! da Lauluk for 10 Aar siden skulde reise til Norge, da vilde Arve-Saiwo ikke gierne reise med ham; dog begierede de 3 Offere; en Geed, en Hund og en Biørn, da vilde de følge med ham; Lauluk ofrede, Aanderne fulgde med ham, som en Mand med den anden, og han saae stedse den Helvedes Hær; da han siden vankede omkring i Børge Fieldet og Bedstaden, indplantede og indmanede han de 12 Arve-Saiwo, udi de 3 Field Janika og Serit i Bedstaden, og Vuenjenolka i Børge-Field; da Lector spurgde, om han vilde miste sine Saiwo, spyttede Lauluk, sigendes: Gud give Troldene ginge til Helvede; dog lagde denne elendige dette til, skriver Lector: Jeg skal snakke med dem, at de drage hen til de forrige Fielde i Svensk Lapmark, til Giedsovelle etc., hvorfra han udkaldede dem; Lector svarede: du skal ikke mane dem tilbage igien, men naar du paakalder Gud, da skal han vise dem hen til Helvede, deres rette Boelig; derpaa opløftede Niels glædefuld Hænderne til Himlen, og spyttede atter ad Saiwo; Lector sagde: de Dievle bliver du ikke af med, uden ved Bøn, Graad og Omvendelse; Niels svarede: Gud give, du vilde bede for mig; saa mange andre ere omvendte, skulde ikke ogsaa jeg omvendes? Derpaa bad han Gud inderlig, at han vilde borttage Dievlene, og af sig selv læsde Fader vor; han græd bitterlig og raabde paa Gud og Jesum; Lector spurgde; hvorfor han Dagen til forn var saa haard, at han baade selv vilde nægte sine Saiwo for Lector, og da hans Hustrue blev bevæget, og vilde bekiende, forbød Manden hende det, i Lectors Nærværelse; Lappen svarede; at han og de andre Lapper af Toldalen overlagde, før de reisde fra deres Hiem, at de skulde ikke aabenbare sit Afguderie og Saiwo, thi de sagde: vi komme aldrig levendes hiem, dersom det aabenbares; derfor, da de vare samlede i Haram paa Gran, og tillige med Overhaldens Lapper komme til Grong, overlagde de alle, intet at aabenbare; saadant Overlæg havde Lector ofte erfaret; den anden Aarsag, Lappen foregav til sin Haardhed og Stiltienhed, var denne; da han fornam i Toldalen, at Joen Mortensen blev hentet, forespurgde han sig hos sine Afguder, først ved Steen, derefter ved Øxe, hvordan det vilde gaae ham; han anraabde Dievelen, spørgende: Skal jeg fare vel? Steen og Øxe hængde stille; atter Spørsmaal: Skal det gaae mig ilde? Steen og Øxe sokked, det er, rørde og bevægede sig, og slengede i Baandet; naar Steen og Øxe bevæge sig selv i Baandet, betyder det Ja; videre; vil du have Offer til forsoning? Ja! Øxen sokked; vil du have Geed, skal mine Saiwo have Geed? Svaret blev Ja; derpaa gik han op paa et høit Saiwo, eller helligt Bierg i Toldalen, der komme hans 12 Gadser ham i Møde, og sagde: Ingenlunde maae du aabenbare os, men du skal ofre os Geed, naar du kommer tilbage; aabenbarer du os, da skal vi dræbe dig; Lauluk blev syg i Toldalen, og Saiwo Olmai, sagde til ham: du aabenbarer os dog, derfor vil vi dræbe dig; han lovede en Geed til Offer, og ikke at aabenbare dem; da blev han frisk igien; dette var Aarsagen til hans Haardhed og Ubevægelighed ved Lectors Formaning: Lector spurgde: nu maae du jo ofre Geeden? Nei! svarede Lappen, vi kaste det bort altsammen i Jesu Navn; han arvede sin Faders Ruunebomme, som Foster-Faderen forvarede til ham; da han blev 10 a 12 Aar gammel, begyndte han at bruge den; men! 10 Aar forhen indløsde Forter-Faderens ældre Broder, Domma, boende i Jemteland, som nærmere Odelbaaren, Ruunebommen til sig allene fra de andre 4 Sødskende, og gav 5 Reensdyr for den; Bommen var tung af Saiwo og Bordyring; Niels, som Foster-Søn fik tvende Reensdyr, som tilhørende Arve-Part; videre forklarede denne Lap for Lector, at han ikke virkelig havde udskudt Gan, men allene prøvet, ved den Leilighed, at da Niels havde taget noget Melk fra en anden Lappes Stabbur, eller Fadeboe, tog den forurettede noget Vadmel fra ham igien; derefter stridde de mod hverandre, men ingen skadede den anden, thi de vare begge voxne i Troldoms Kunster. Lykkelig havde han været, til at tage ont bort fra Mennesker; da en Lappe-Qvinde var syg, ruunede Niels paa Mandens Bomme; Udfaldet blev, hun skulde helbredes, naar der blev ofret en Hund til Jamiolmai Sarvist, det er, en død Mand begraven i Fieldet, og ikke udi Kirkegaard; den Jamiolmai skulde være den syge Qvindes afdøde Beste-Fader, kaldet Skul Niels[15], som var en Lappedreng, af salig Biskop Bredal først indsat udi Trundhiems Skole, derefter udsendt til Fieldene at lære andre; denne Skule-Nielses Uddenemo, eller Finne-Daabs Navn, var Aja; Offeret til Aja var en Hund, som Qvindens Mand bekostede, men Niels eller Lauluk ofrede, og Aja antog; det er bedrøveligt, skriver Lector, at tænke paa denne Mand, selv underviset og udsendt til andres Oplærelse, skulde saaledes falde fra den christelige Troe; men! da Aja var begraven Sarvist, det er i Fieldet, og der ofredes til ham, er ingen Tvivl, at han døde udi sin Apostasia; saaledes havde denne Lap ogsaa helbredet et Pigebarn, der laae udi Smaaekopperne, ved at ruune paa Beste-Faderens Kobdam eller Bomme; Offeret blev en Maar til Smaaekoppernes Skab; denne Maar skulde flaaes, koges og nedlægges heel; foruden Maaren ofredes en Skiappa, en Reensdyr-Koe, som melkede; efter 8 Dage blev Barnet friskt; denne Lap tilstod videre, at han havde ofret til sine Afguder alle Aar, baade i Sverrig og Norge; 1721 ruunede han om en syg Reensdyr-Kalv, der ei kunde følge Flokken, paa Eiermandens Bomme; Saiwo, nemlig, Bierget Toldals Hatten forlangede Kalven til Offer; dette maatte altsaa skee; 1722, om Høsten, da det regnede, blæsde og tordnede, ofrede han for got Veir, som strax indfaldt efter Ofringen; nyelig før han kom til Lector, vare Saiwo og denne Lap i Samtale; han bekiendte ogsaa undertiden at have ofret til Jamikaimo-Erich, som han tilstod var Fudno eller Dievelen, og til Kiebs Olmai, det er Dievelens Svenne , eller maaskee, skriver Lector, Dievelens andet Navn, thi Kiebs betyder sort, og Olmai Mand, altsaa sorte Mand; den sidste Juul, om Morgenen havde han givet Julegave i Brændeviin til tvende Afguder, og ved Fyrsteden til Dievelen, bedende dem alle at drikke; han udskar en Mands Ansigt paa et voxende Træe næst ved sin Kotte eller Telt, oversmurte det med Fuglefet, og kaldede Billedet Jollevakta; for Amkaka, Maanen for Jule-Maanen, ophængde han Reinskind i Kotten; saaledes, sagde han, giorde alle Finner i Bedstaden, og i de Svenske Lapmarker. Dette har jeg vidtløftigen udført, skriver Lector, baade at vise Tilstanden med Lapperne i Bedstaden, saa og til et Specimen paa Trundhiems Amtes Lapper.


Brev fra Thomas von Westen (24. Julii, 1723?)
Hammond, s. 479:

Udi et vidtløftigt Brev af 24 de Julii, handlende om Altens ledige Kald i Finmarken, skriver Lector til Collegium, om en Finne-Familie, bestaaende af 7, hiemmehørende i Inderøen, hvoraf de 5 komme frivillig til ham i Trundhiem, for ei at være de eeneste, der skulde staae tilbage fra aandelig Behandling; de vare alle omdøbte til deres Forfædres Guder; deres Bibel var Mandens Øxe, og Qvindens Belte, hvormed de myrede, eller brugte som oraculum; altsaa var denne eeneste Finne-Familie i Inderøen, indviklet i Hedenskabs Daarligheder, som de andre Finner; Lector anvendte en uge, og frie Underholdning paa dem; Manden svarede Lector, paa Formaning, ikke at befatte sig med Overtroe mere: hvorledes skal jeg bruge saadant mere, da jeg nu er kommen til dig, og er omvendt, og veed nu først, at det var Dievelskab.


Forklaring af samernes dåb og nadver
Hammond, ss. 480-86:

Den Talemaade, at Finnerne vare omdøbte, hvilket Lector tilforn havde skrevet, giorde Collegium opmærksom; Lector blev befalet den 14de August 1723, videre at underrette dem, hvorledes denne Omdøbelse skeede; følgende 28de August nedsendte Lector Forklaring om Finnernes Anabaptismo magico og calice diaboli.


1) Finnernes Hedenske Daab, har saadan Beskaffenhed:
a) Saasnart en Finne-Kone er frugtsommelig og nær ved at føde, da, efterat hun hiertelig har befalet sig Sarakka, hvilken fos Finnerne er Cybele og magna mater, bliver gierne den frugtsommelige advaret Nækarist, eller i Drømme, af en Janike, som skal opstaae i det Barns Liv[16]; (ita loqvuntur) eller ogsaa vorder af Faderen og Venner myret paa Ruunebomme, eller og paa Øxe og Belte, eller Noider adspurgte ved Aabenbaringer, at sige hvad Barnets Navn skal være; samme Navn angiver da Finnen for Præsten, naar Barnet skal døbes; uvidende om alle Omstændigheder, gives Barnet det Navn ved Daaben af Præsten, som Satan, enten ved Janike, eller ved Myren har paahængt Barnet, der herved af Moders Liv bliver ligesom indviet til Mørkhedens Rige; dog er dette Navn altid paa Nordmands Tungemaal; enten Peder, Hans eller Niels etc.
b) Naar Finnens Barn kommer hiem fra Præstens Daab, da til Forsmædelse for den christelige Gudstieneste, bliver Præstens Daab afvasket, paa det Barnet skal aldeles ingen Samfund have med Kirke eller Præst, og det forrettes sædvanlig ved en Pige, som kaldes Risem edni; dermed have de den Tanke, Barnet har ingen lykke, førend Præste-Daaben er aftoet; samme Risem edni giver Barnet Skiello[17] det er, en Messing-Ring, til Beviis, at det fra Christendommen er befriet.
c) Naar nu, Barnet bliver sygt eller græder meget, da, saasom Barnet ikke kan trives med det første Navn, bliver Barnet enten efter Janikes Tilsigelse, eller Myrans Adspørgelse[18], omdøbt med et andet Navn, som sædvanligen er Lappisk, og Barnets afgudiske Forfædre have baaret; denne Daab skeer da saaledes: Barnets Moder maae i Almindelighed selv omdøbe sit Barn, men den christelige Daab maae først være afvasket og bortkastet; udi kogt Vand kaster Moderen Ild, Knøsk, Jern, Kul og Skiello, det er noget af Messing, Tin eller Sølv: Denne Skiello beholder Barnet siden al sin Livstid, til et Beviis, at det er Uddenemo-Gadset, eller omdøbt til sine Fædres Guder; denne Skiello bæres udi Belte, eller til Bryst-Prydelse, og kaldes Nemo Skiello. Formulæ Anabaptismi ere adskillige, dog derudi overeenstemmende, at Barnet efter den Noids eller Janikes Sigelse bliver tvettet og døbt til Sarakka, Saiwo og andre Finnernes Guder; derved skal da Barnet blive bedre, og leve vel, end ved Præstens Daab, og nu skal den, eller den Janike, eller Afdøde, opstaae i Barnets nye Navn; herved skeer gemeenlig Løvte om Offer for Barnet, besynderlig til den Janike, hvis Lappe eller Noide Navn bliver opkaldet; Barnet maae derefter blant Lapperne ikke kaldes med den christelige Daabs Navn, men altid med Uddenemo; dog skiule de dette Uddenemo for Nordmændene det meste mueligt; Finnerne indbyrdes lade ingen vide deres Børns christne Navn, eller deres eget, men allene deres Uddenemo; Lapperne blive vrede paa hverandre, naar de kaldes af nogen ved andet Navn, end deres Uddenemo[19]; og Børnene straffes ofte haardeligen af Forældrene, naar de kalde deres forældre eller Sødskende med Præste-Daabs Navn, og ikke med Uddenemo; denne Omdøbelse foretages ei allene med de Unge, men og med de Gamle; jeg har kiendt dem, skriver Lector, som udi deres Alders 70 Aar ere Uddenemo Sekirsat; dette skeer ikke besynderlig for eengang, men saa ofte et Menneske er meget sygt eller elendigt; Lector havde truffet dem, som 4 Gange vare omdøbte, thi de troe med Jødernes Rabbiner, at Navnets Forandring skal forandre baade Guds Vrede og Sygdommen.
d) Desforuden døbes Noider, naar nogen skal blive til Noid, og
e) Saiwo døbes, naar nogen skal annamme Saiwo, det er, Lares montanos, besynderlig Arb-Saiwo, som ved Arveret falde til Efterkommerne.
f) Alle Omdøbte ere pligtige at tiene og ofre til de Guder, Saiwo og Janiker, som de ved Omdaaben ere indviede til.


2) De horrenda Lapponum Acharistia.
a) Naar en Fin gaaer til Guds Bord, er han bange for, at fortørne sine Guder, og tabe dem; han frygter ogsaa for, ved Alterens Sacramentes Forsømmelse at tabe Frihed til, at boe udi de Christnes Land, eller og forskierse de Christnes Guds Hielp, dersom han ellers skulde kunne formaae noget.
b) Derfor skeer det sædvanligen, at naar Finnen vil gaae til Guds Bord, aflægger han først Skriftemaal for sine Guder, enten hiemme, eller, ved det første Vand, han finder paa Kirke-Veien, bærende hos sig et Stykke Kiød, Ost eller Brød; han beder først paa sine Knæe Sarakka, Saiwo, Horagalles, Ailikes Olmai, Radien, Janiker, Leibolmai, ja! endogsaa Kiebs-Olmai, og Fudno, som de selv bekiende er Dievelen, alle disse beder han om Forladelse for alle de Synder, han har begaaet imod dem; men! for alting bede Finnerne deres Guder om Forladelse for, at de imod deres Villie maae gaae til Præst og Guds Bord, hvilket de maae giøre, at de kan blive i landet; derefter tager Finnen et Stykke Brød, Kiød eller Ost, sigende; Dat le Sarakka biergo, Saiwo Læipe, Horangalla biergo etc. Dette er Sarakka Legeme, Saiwo Brød, Horangalla Legeme etc.; derpaa drikker han af Bekken, og siger: Dat le Sarakka, væro, Saiwo Gadse, Horangallan Gadse etc. ; dette er, Sarakka Blod, Saiwo Vand, Horangalla Vand etc.
c) Nogle giøre dette udi Brændeviin, eller Øl, naar de kan bekomme det, andre sub utraqve, nogle Dagen efter; andre, naar de gaae fra eller til Kirten, med de Ord: nu kan den vinde, som stærkest er, den Rist-Ibmel, de Christnes Gud, eller Sarakka etc., Finnernes Guder; vi have giort begges Vilje. De fleste have bekiendt, skriver Lector, at ved deres Kirkegang, enddog de aldrig søgde Kirken uden først ved Tilspørgelse med Ruunebomme, Øxe, Belte etc., at bede om tilladelse dertil, have de strax ved Indtrædelsen udi Kirken med Knæefald bedet til Sarakka, Saiwo, etc.; Nogle sagde, de havde bedet baade til de Christnes og Finnernes Gud; de bekiendte for Lector, at de ved det hellige Sacramentes Annammelse aldeles ikke havde tænkt paa Jesum, men allene i deres Hierte ihukommet Sarakka, Saiwo, Horangallas, Radiens etc. , Legem og Blod; efter Altergangen takkede de i Kirken sine Guder, uden at nævne Jesum eller hans Fader.
d) Alle frugtsommelige Qvinder drikke Sarakka-Gare og æde Sarakka Grød.
e) Udi Noide Kioriga drikke de Saiwo Gadse, Noidegare, og Janike Gadse, af Vand og Aske.
f) Nogle æde og drikke Gudernes Ihukommelse, ved al den Mad og Drikke, de nyde; de fleste havde aldrig anderledes bedet til og fra Bordet, eller forrettet Morgen- og Aften-Bøn, uden til Guderne Sarakka, Saiwo, Janike etc.


Udi et Brev af 4de Septbr. 1723, lægger Lector dette til, som mærkværdigt, at Finnerne havde selv tilstaaet for ham, at ligesom de Christne foreenes nærmere med deres Christo, naar de æde hans Legeme og drikke hans Blod, saa tænke de og, at blive nærmere foreenede med deres Guder, naar de æde og drikke deres Biergo ja vuorre, ja Gadse[20]; dernæst; at Finnerne ved Omdaaben troe, at optages i Tieneste fra Gud, til deres forrige Guder. Ligesom dette var forskrekkeligt, saa var og deres Janikers Omgængelse, Opvækkelse og Adspørgelse, ikke lidet afskyelig, ligesom og deres Pagt med Rutu, Dievelen selv, og deres Selskab med Saiwo; derom lovede Lector med al flid at udstæde de fuldkomne Acta, enddog Tiden var ham betagen; Slutnings-Følgerne, Lector heraf uddrager, passelige for den Tid, ere endnu Opmærksomhed værdige; vil endnu den galne Verden nægte Missionens Fornødenhed blant Finner? Vil holde Finnerne for Christne? Og ikke for Hedninge før Missionens Tid? De rasende have intet tilbage, uden Jesuiternes Skiul over Confucii Dyrkelse; de Ting, jeg har anført, skriver Lector, ere stadfæstede ved Landets Præsters, Missionariorum og andres Vidnesbyrd, og ere hos mange i frisk Minde, efterdi disse Mysteria Satanæ, ved min sidste Reise 1722 ere først aabenbarede.


Nordmændenes behandling af samernes
Hammond, ss. 544ff.:

Utroelige vare de Hindringer, Nordmændene lagde i Veien for Lappers og Finners Omvendelse; ligesaa ubørlig var al den Uretfærdighed, disse arme Folk maatte lide; Finner og Lapper agtedes og behandledes som Hunde; denne var deres Titel af christne Skiende-Giester; Lector bad derfor Præsterne, tvende Gange om Aaret at formane deres Tilhørere, de vilde afstaae fra al Foragt, Skielsord, Uret, Overfald og Spotterier, som var øvet imod Finnerne; Nordmændene spottede Finnerne for deres Omvendelse, Læsning og Gudfrygtigheds-Øvelser, bebrejdende dem deres forrige Hedenskab; de beloe Finnerne, naar de begræd deres Synder eller udvisede mindste Andagt; i Kirkerne maatte Finnerne staae længst nede i Kirken, eller strax give Plads for den ringeste Nordmand, naar han nærmede sig Stolen; de indbildede Finnerne, hvis Oplysning og Forsvar de befrygtede, da de ikke i Handel kunde bedrage dem, som forhen, at Kongens Øiemerke med Missionen var, at fængsle, brænde og hænge Finnerne, naar deres Hedenskab var åbenbaret, og at mange af deres Folk, andre Steder, allerede vare saaledes behandlede; Finnernes privilegerede Jordstykker tilsnege Nordmændene sig, for noget Brændeviin, eller Tobak af 11/2 Rdlrs. Værdie, eller Forstrekning til de Kongelige Skatters Betaling, eller ved at bringe Finnerne underfundige i Gield, og snakke dem for, udi deres Drukkenskab, derpaa strax at flytte Husene ind paa Finnernes Jord; Nordmændene kjøbte Finnernes Børn til evig Slaverie; tiente Børnene, fik de ingen Løn, og aldeles ingen Underviisning, da de behandledes som Bester, der bleve underholdte ved Livet allene for at plage dem med svært Arbeide, indtil de vare helseløse og Betlere; naar Finnerne nedsatte sine Vare hos Nordmanden, som i Nordlandene kaldes Boemænd, maatte de tage hvad dem blev forundet i Betaling; vare de dermed ikke fornøiede, blev Skieldsord og Hug den fulde Værdie for Finnernes Eiendom, der ansaaes som Vildt i Skoven, enhver, der kunde skyde, tilhørende; Brændeviin var alt hvad Finnen kunde faae til Betaling; udi Overhalden, Snaasen, Tosnæs, og næsten overalt i Nordlandene, rømte Finnerne bort, og turde ikke komme til Lector, for Bøddelens Skyld, Nordmændene forsikkrede fulgte med ham; denne Løgn, skriver Lector, foraarsagede ham mere Fortred, ved Finners og Lappers Opsøgelse , end al anden Satans Modstand; naar Finnerne skulde reise, enten til eller fra Lector, for at undervises, bleve de slagne, asklædede, deres faa Penge dem frarøvet, og disse arme Mennesker saaledes jagede, at de ei uden største Angest dristede sig til at opsøge Lector; dette skeede besynderlig i Trundhiems Amt; ja! udi Trundhiems Bye selv, med Finnerne fra Merager, Sælboe og Tønsæt; ikke at tale om den Forargelse Finnerne lagdes i Veien af Nordmændenes Drukkenskab, Sabbathens Overtrædelse, Banden og anden Ugudelighed, saa at Finnerne spurgte Lector: Fader! skal ikke Boemænd ogsaa frygte Gud, saavel som vi? Hvorledes gaaer det til?


Fodnoter

  1. Jeg skriver med Forsæt indbildt Omgjængelse, uden at frygte for Beskyldning af Vantroe; hvor mange Hexe-Processer vanærede ikke Europa lige til Begyndelsen af dette Seculo? Hvor mange Mennesker bleve ikke levende brændte for de Forseelser, de havde begaaet og Ulykker, de havde stiftet, efter egen Bekiendelse, hvoraf de fleste og største vare absulut umuelige; de arme Mennesker troede selv de havde giort alt dette, og hvad kan ikke en ophidset, uordentlig, forvirret Indbildningskraft troe? Den seer, hører og føler Ting, som aldrig har været til, ja ikke kan være til; udi Ehrenmalms Reise giennem vest Nordland til Asehle Lapmark, føiet til Høgstrøms Beskrivelse over svensk Lapland, den tydske Oversettelse 1748, Pag. 418, beskrives Lappernes Indbildningskraft, som utroelig stærk, thi en usædvanlig Skræk kan let bringe dem til at falde i Afmagt; de ere tilbøielige til at efterabe alle Gebærder, som giøres for dem, ja! naar den eene taler, rører den anden ligeledes Munden; af denne Indbildningskraft, siger Ehrenmalm, og det troer vel enhver der har sund Fornuft og betragter Sagen philosophisk, kommer deres Henrykkelse, naar de slaae paa deres Hexetromme eller Ruunebomme; deres Tilbøjelighed til Overtroe, deres Afskye for Overherredom, med andre sædvanlige Følger ere ligesaa stærke Prøver paa en stærk Indbildnings Gave; deraf sluttes, siger han videre, at med Haardhed, udrettes intet hos dette Folk; derimod kan en Lap med det gode og Lemfældighed bringes til hvad man vil; thi de høre gierne Forestillinger, og begribe dem let, naar de finde sig overbevisede om, at det skeer i god Mening; det kan man troe, at en Kielling selv af fuldt Hierte troer, at have ridet paa Kosteskaft til Bloksbierg, og seilet over Havet paa en Slibesteen! Men! at dette virkelig er skeet troer vel ingen Fornuftig.
  2. Denne Sarakka blev tilbedet af de norske Lapper, og var ubekiendt udi svensk Lapmark; hver Province, ja! hver Bye havde sine egne Guder i det gamle Ægypten, Videnskabernes og Statskunstens Sæde, den øvrige Verdens Skole; maaskee, ligesom hver Lapmark har sin egen Dialect, saa og sine egne Afguder, eller de samme under forskiellige Navne; den lærde Høgstrøm, Missionaire og Pastor til Gelliware udi hans Beskrivelse over svensk Lapland, 11 Cap. §. 6, siger: at Lapperne ogsaa har troet paa een, de kaldede Saracka, det har den dyrebare danske Lærer Thomas von Westen berettet, og tillige beskrevet denne Afgud; saa meget er vist, at man udi nogle Lapmarker har brugt Ordet Saragads, for Nomen appellativum, i Stedet for Creator; udi Kaiton har man de Ord, Skaber og skabt, nemlig, Seunedie og Seunedet; men Sarack er og ikke ubekiendt siger Høgstrøm videre, thi naar man har spurgt nogle, hvem der havde skabt Verden, har de svaret Sarack; han havde ikke kundet erholde noget rigtig Begreb om denne Person af Lappernes udsigende; Efter andres Beretning havde han befunden, at de næsten holdte Saracka for Naturam naturantem, men dog forskiellig fra Gud, og at Saracka var virksom ved Menneskers og andre Kreaturers Fødsel, Veltrivenhed og Ophold, og derfor kunde regnes blandt deres gamle Afguder; altsaa af det Ord, hvormed Skoler betegnedes, havde de norske Lapper dannet en Afgud, og glemt Begrebet, Ordets egentlige Betydning; man betragte dog med Eftertanke den hedenske Verden, og strax overbevises vi om Aabenbaringens Nødvendighed.
  3. Rutu, siger Mag. Skanke betyder Dievel, den onde Aand, af Rut, som hos Lapperne betegner Penge; Romanis Plutus, og er idem ac Romanis Dis eller Pluto; Rut aimo Helvede, Rut olmai Helvedes Indvaanere.
  4. Jamikaimo, er Dødningenes Tilholdssted efter dette Liv.
  5. Kobdam, et Ruunebomme.
  6. Saiwo, vare Lappernes hellige Bierge, hvorved de trøstede sig i Liv og Død; Saiwo var deres Deus tutelaris, ellers kaldet Passe wavra.
  7. Mubben, betyder Dievel, ond Aand; Mubben aimo Helvede, Mubben Olmai, Helvedes Indvaanere; Gare, er Drik.
  8. Sarakka, var Lappernes Venus.
  9. Ibmel, er Gud; Jubmelen atsie, Gud Fader, Jubmelen barne, Guds Søn, Jubmelen ailes Woegni, Gud Hellig Aand.
  10. Saiwo Olmai, ere Folk, som Lapperne troede at boe udi Befæstninger og Klipper; de kaldes ogsaa Passe Olmai.
  11. Guaps, kaldes en Qvinde, der forstaaer at hexe, ruune eller jouge; Jougen Kaldes Lappernes Troldsang, eller Ruunesang, overmaade fæl at anhøre; Noid er Lappernes, Troldoms Prophete.
  12. Gan: At Gan, Gan Fluer tillige med Resten af Finners og Lappers Overtroe, har været Virkning af stærk og levende Indbildningskraft, bestyrket maaskee af Magia naturali, der hos disse raae og dumme Folk antoges for supernaturalis og diabolica, derom tvivler vel ingen; imidlertid kan man ikke med Vished opgive Kilden til Lappernes Tanke og Oprindelse til deres Overtroe; endnu mindre kan fornuftig, philosophisk sikker Beskrivelse gjøres over Gan, endog derudi bestod i Finnernes største Troldom og formeente Hexerie, hvormed de forskrækkede deres Landsmænd og de Norske; thi, af deres Bekiendelser til Lector, eller rettere, det derom optegnede, som er saa manglende paa Omstændigheder, der burde været nøie undersøgte, og af andres Beretninger kan intet uddrages, hvorpaa sikkre Slutninger kan bygges; det Mag. Skanke har samlet af Lectors Protocoller paa Missions Reiserne, om Finnernes Afguderie, i Indledningen til hans Epitome Historiæ Missionis, anlangende Gan, er følgende; at naar en Noide, hos Finnerne og Lapperne den samme som Angekok hos Grønlænderne, er udvalgt med sædvanlig Høitidelighed og erkiendt for Noid; saa tilbyder sig til hans Tieneste, foruden en Hær, Spiritus familiares, som de visse Fordele af det nye Embede, ogsaa Gan-Fugle, som de kalde Wuokko, hvilke de have forklaret synligen for deres Øine, efter Paaraabelse at have kommet flyvendes og sat sig paa Jorden, og at have rystet af sine Fiedre, ligesom det havde været Lys, nogle giftige Ting, som de kalde Gan-Fluer, med hvilke endeel have bekiendt sig meget ondt og fordærvelse (som kaldes Forgiørelse) paa Mennesker og Qvæg at have forøvet; disse Gan-Fluer, naar Wuokko har rystet dem af sig, opsamler Noiden, dog ikke med bare Hænder, thi, de ere overmaade giftige, og forvarer dem udi en Æske til Brug i lang Tid, saa længe han har nogen tilovers, som han ikke har udsendt; naar Noiden ikke har flere Gan-Fluer, og han faaer Lyst til at giøre ondt, men ikke vil oppebie Tiden, til at bekomme Gan-Fluer af Wuokko paa nye, laaner han Gan-Fluer af en anden Noid, indtil han faaer selv, at kunde give tilbage; alle Noider behøve ikke at tage deres Gan af Wuokko, men Noidegadsen skaffer Noiden en Gan-Stav, dannet som en Øse og meget forgiftet; hvilken Noiden selv, eller den Staven laanes, slaaer dermed, Menneske eller Dyr, blive syge, og ikke friske førend Noiden tilfredsstilles og velvillig selv helbreder; denne er Mag. Skankes Beretning.
    Den senere Beskrivelse om Gan, finder jeg udi et Brev fra Hr. Peder Bruun, Sognepræst til Gilleskaal i Nordlandene, af 4de Novbr. 1765, til Hr. Biskop Friis, som af Missions Collegio var anmodet at samle til min forehavende Missions Historie, tienlige Efterretninger, hos de Herrer Geistlige i Missions Districterne, og sende mig dem; bemeldte Hr. Bruun fortæller først, at udi det Missionario Hr. Rachlew anviiste District i Finmarken, var Lappernes Troldom og Afguderie med Offringer og dievelske Ceremonier overmaade grov; de tilbade med Knæebøielse, og salvede med Blod og adskillige Spiser, en hvid Steen, liggende ved Søen; denne hvide Steen tog Lector von Westen med sig i Baaden fra Finmarken, da Hr. Bruun betragtede den meget nøie, og befandt den at være glat; Lector berettede ogsaa Hr. Bruun, at Lappernes fornemste Afguders Navne vare Tonto og Stello; disse Guder aabenbaredes ofte for Lapperne, og brødes eller kiempedes med dem; udi saadan Kamp syntes det som Guden blev ihielslaget, og ordentlig med stor Ceremonie begravet, udi en af de før kampens Begyndelse, for begge stridende forfærdigede Graver; 8 Dage før Lectors anden ankomst til Finmarken, var saadan Kamp afgiort; Lector gik strax til Stridspladsen, befalende at opkaste begge Graverne, hvori baade den døde Gud og Lap skulde findes; Gravstederne kunde let adskilles, thi Gudens Grav var mere prydet; udi Lappens Grav laae det døde Menneske, men Gudens Grav var tom; heraf tog Lector Leilighed at overbevise Lapperne, hvorledes de vare bedragne; denne Sags fulde Sammenhæng, som anført, er mig, forsikkrer Hr. Bruun, af salig Lector von Westen selv, sandfærdig, som tilgaaet, fortællet; heraf sees til hvad Grad Dumhed og Overtroe kan ophidse og forvirre Indbildnings-Kraften.
    Anlangende Gan, skriver Hr. Bruun dernæst, at han af Missionario Rachlew blev underrettet om den Skade Finnerne dermed kunde udrette, baade paa Kreature og Mennesker selv, hvorom den Tids mange beklagelige Beviser vidnede; foruden Hr. Rachlew, underrettede Lector selv Hr. Bruun alermeest om Gan thi, ved Lectors Tilbagereise fra Finmarken, forevisede han Hr. Bruun Finnernes Gan, hvilken Lector havde taget fra en Lap, som Hr. Rachlew overbevisede, at have truet, han dermed vilde beskadige Lector; samme Gan, skriver Hr. Bruun, saae jeg udi en Æske, hvor den bevaredes, og var af al Anseelse, som Spanske Fluer.
    Disse ere alle de Efterretninger fra Lectors Medaldrende, hvoraf Slutninger skulde giøres; fuldstændigere maae de ikke ventes, thi, Lector, og med ham alle andre troede oprigtig, lige efter Bogstaven, hvad Finnerne selv berettede, følgelig, at deres Troldom var virkelig og overordentlig, ved de onde Aanders Hielp; det troes endnu, overalt blandt gemeen Mand i Norge; hastig Angreb af Coliqve, eller anden hastig paakommende Smerte kaldes Finskud, og den runde Bold, Samling af Haar, som findes i Kreaturenes Indvolde er skudt ind af Finner; men! at Lector, som en lærd Mand aldrig faldt paa de Tanker, at Gan var ligesaa vel Virkning af overdreven Indbildning og Abe-Spil, som at Guden Stello, lod sig slaae ihiel og begrave, beviser Nationale-Fordommes Magt, endog over de meest Oplyste; af Mag. Skankes og Hr. Bruuns Beretninger kan sluttes, at der gives en Fugl i de nordiske Lapmarker, som plages af store Insecter eller Luus, piller og ryster dem af sig, da de opsamles af Finnerne, og bide dem, saa det svier eller hovner, naar de tages med bar Haand, hvorfor de troe dem at være giftige; at samme Insecter længe kan leve uden Føde i en Æske, at de maaskee har Vinger, flyve eller springe hastig bort, naar Æsken aabnes, da Noiderne troe de gaae hen til anviste Sted for at giøre skade, og naar Ulykke efter den Tid treffer deres Uvenner selv, eller deres Dyr og Qvæg, troer de, dette var Virkning af deres udsendte Gan; at Hr. Bruun ligner Gan med Spanske Fluer, beviser intet videre, end at han, som sædvanlig ukyndig i Natur-Historien, vidste intet nærmere at ligne dem ved, enten i Hensende til Skabning, Farve, Størrelse, alt sammentagen, eller noget enkelt, da Associatio idearum er ligesaa forskiellig, som Menneskers Kundskab og Tænkemaade.
    Jeg har i denne Sag bemøiet vores lærde Hr. Professor Strøm, denne eeneste author classicus historiæ naturalis i dette ganske Kongerige, med Spørgsmaale, for at erfare hans Mening; han beærede mig med følgende Svar den 21de maj 1782. Min mening om Oprindelsen til Finnernes Gan-Fluer er denne: Man veed Gan betyder Skade og Gan-Flue Skade-Flue; men at skade Folk ved Fluer, synes underligt, helst i Norden, hvor næsten ingen Slags Fluer ere skadelige; dog, da her gives Hvepse eller Gedehamser, og samme i Skriften beskrives, som en skadelig Plage af Gud, kan man endda finde nogen Rimelighed i Navnet; Spørgsmaal bliver kun, hvad Grund det har i Naturen, og hvoraf Indbildningen her har taget Anledning; og da synes mig rimeligt, at søge den første Oprindelse, i den Flue Oestrus Tarandi, som lægger sine Æg i Reensdyrenes Ryg, hvoraf kommer en Orm, der æder sig ind mellem Hud og Kiød, ligger der i Skiul hele Vinteren, indtil den forvandles til Puppe, og omsidder udflyver som Flue; det er og bekiendt, at dette er Reensdyrene en stor Plage, saa at mangfoldige af dem døe deraf; men! at de skulde ansee dette som Hexerie, er dog ikke troeligt, siden det daglig skeer; det synes derfor, at den nærmeste Aarsage har været denne, at man nu og da, har forefunden et lige Tilfælde hos Mennesker, og ikke har kundet begribe, at saadant kunde skee uden Hexerie; man har virkelige Exempler paa, at visse Orme og Insect-Larver, paa norsk Aamer, hvoraf komme flyvende Insecter, kan opholde sig mellem Hud og Kiød, og foraarsage en gruelig Pine, saa ofte de giøre sig Gange derimellem; jeg kiender og dem, som naar de have seet deres Bevægelser uden paa, have skaaret Hul paa Huden og tager dem ud; man har andre Exempler, at slige Larver er udgangne per posteriora, samt at virkelige Scarabæi, og andre Insecter med Vinger ere komne derfra, hvorom mange vidnesbyrd anføres i Medicorum Skrifter; hvad var da lettere for Folk, som vare ukyndige i Naturen, end at slutte, at saadanne Fluer, eller flyvende Dyr bleve paasatte af Finnerne, eller at de kunde paaføre andre samme Plage, som deres Reensdyr jevnlig besværes af; Si qvid novisti rectius istis, candidus imperti, si non, his utere mecum.
    Sandheden har maaskee Hr. Professor Strøm truffet; det kan være saa, men derfor er man ikke vis paa, det virkelig er saa; og det bliver man aldrig, førend en af Linnæi Disciple, der har stærk Helbred og stor Lyst, undersøger Lapmarkene nøie og opholder sig saa længe blandt Indbyggerne, at han ved Gaver og Omgang vinder deres fortroelighed, saa at de selv forevise ham oprigtigen disse Gan-Fluer og fuglen Wuokko, hvoraf de tages; dette maatte skee i Russisk Lapmark, hvor Finnerne leve efter Fædrenes afgudiske Skik; jeg tvivler aldeles ikke paa, at jo baade de norske og svenske Lapper endnu bruge Gan, thi, gammel indgroet Overtroe udryddes næsten aldrig; men! da de baade skamme sig, og frygte for Straf, driste de sig ikke til at aabenbare noget, og vilde det koste utroelig Møie, at vinde deres fortroelighed udi den Grad, at de vilde bekiende; imidlertid skeede ved Natur-Historien den største Velgierning for denne Folkeslægt selv, og for den almindelige Mand i Norge, der troer Finnernes Hexerie at være virksomt, og leve i Angest for deres Gan, naar, ved grundig opdagelse, de bleve overbevisede om, alt var Narreværk, Indbildning, og stridende imod Sensum Communem.
  13. Gadse betyder Dreng; Noide og Saiwo Gadse, er den Spiritus familiaris, som Lapppernes Noider eller Propheter har bekommet af Saiwo til sin Tieneste.
  14. Damgare, er de Dele af Offret Lapperne begravede.
  15. Skul Niels, det er, Skole Niels, eller Niels Skolemester, thi Skole kalde de norske Bønder Skule.
  16. Nækarist, eller Nakjærist, betyder, i Henrykkelse eller Besvimelse; Janike eller Jamike, er Gespenst, eller Dødning; altsaa troede Finnerne, at de Dødes Siele passede paa Leilighed, for at komme nok engang ind i menneskelig, Legeme og Verden.
  17. Risem edni er den Lappe-Qvinde, som afvasker Barnet den christelige Daab; Skiello eller Skietto er den Ring eller plade, som kastes i Vandet, naar Lappe-Børn skulle omdøbes.
  18. Myran er Adspørgelse ved Ruunebommen.
  19. Uddenemo er det navn, de faae ved Omdøbelsen.
  20. Biergo er Mad eller Kost; dat le Sarakka biergo, dette et Mad for Sarakka, som er Lappernes Venus; Ordet Vuorre finder jeg ei forklaret af Mag. Skanke udi hans korte Fortegnelse over lappiske Ord, der henhøre til Idololatriam Lapponicam; maaskee det er og urigtig skrevet af Copisterne.