Dengang åndemaneren Símujôqs tromme blev sprængt. Fortalt af Kúnitse (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Dengang åndemaneren
Símujôqs tromme blev sprængt

Fortalt af Kúnitse

Símujôq boede ved Pûlortusoq, på den tid Kûitse var en stor dreng.

Kûitses forældre, Alivtãkân og Simiaq, havde opdraget ham til at blive en stor nidvisedigter og sanger. Derfor havde Kûitse under sin opvækst haft tromme, og trommen »voksede med ham«.

På den tid, nærværende fortælling skete, var Kûitses tromme kun en anelse mindre end en voksen mands.

Man boede i fælleshus ved Pûlortusoq med bl. a. den kendte og afholdte storfanger og åndemaner Símujôq, der var gift med Kûitses ældste søster Kúkarnâq.

Engang havde Kûitse spurgt Símujôq om, hvordan han uden håndens hjælp kunne holde trommen i live, og om den i det hele taget havde den store styrke, som man plejede at tillægge den.

Símujôq svarede, at hvis han ville prøve en åndemanertrommes trolddomskraft, kunne han få svar på sit spørgsmål næste gang, han manede ånder.

Endvidere kunne Kûitse binde en senetrådsline på håndtaget af sin egen tromme, så skulle Símujôqs tromme drage den hen til sig, og så kunne man se, hvad der ville ske.

Den aften kom snart, da Símujôq skulle mane ånder. Da alt var klart, satte Símujôq sig på sit siddeskind, hvis venstre luffe sad fast, sådan ville Símujôq nu have sit siddeskind.

Símujôq åndepustede på sin smældeskive og spyttede på håndfladen og lagde smældeskiven godt til rette. Og idet han slog løs på smældeskiven med sin trommestik, bad han om at få lamperne slukket.

Kûitse sad med sin tromme på knæene og holdt den flettede senesnor i højre hånd. En flettet senesnor er stærkere end kobberem, og derfor havde Símujôq sagt, at det skulle være en sådan.

Símujôq pustede liv i trommen, og snart svævede den gungrende over hans skuldre.

Forhængsskindene larmede, Símujôq var i besættelse.

Det ene vindue var kun halvt tildækket, og her igennem trængte lidt lys fra nordlysene, så man svagt skimtede trommen og lidt af åndemanerens ryg.

Med ét lettede Kûitses tromme, den skjalv, og det var, som trommeskindet bulnede op for derefter at tømmes for luft.

Til at begynde med var der ikke megen kraft i trækket, men suget blev hurtigt så stærkt, at Kûitse måtte kaste senesnoren om på ryggen og holde den med begge hænder. Det voldsomme ryk, der nu fulgte, var, som af en hund, der springer i tøjret.

Kûitse måtte nu stemme foden mod husstolpen og læne sig bagover.

Men pludselig gled senesnoren ud af hænderne på ham, og idet den trak sig ud, sved dens bane sig ind på hans nøgne ryg.

Der lød et voldsomt skrald, Símujôqs tromme tabte sin gungren.

»Trommen kommer ikke mere i gang«, råbte Símujôq, »lad os se, tænd en lampe.«

Da man tændte en lampe, så man til sin store forundring, at Kûitses tromme, der jo var mindre end Símujôqs, var krøbet ind i den og fuldkommen havde sprængt den store trommes skind.

Den lille tromme blev fjernet, og åndemaneren bød lampen slukket, for nu ville han prøve at påkalde sin hjælpeånd Merserajôq, som kunne sy hans trommeskind sammen.

Lamperne blev slukket.

Símujôq manede og besvor. Uden tromme, der gungrer, kan det for små åndemanere være et håbløst foretagende. – Sandelig om han ikke igen kom i besættelse, og trommen slog dumpt, og det lød, som om vinden fik det sprængte skind til at blafre.

Man hørte en hjælpeånd komme, og da den var inde i husrummet, spurgte man, hvem det var. »Jeg er Merserajôq – den store syerske«, svarede ånden. Hjælpeånden bad om nål og tråd, tråden skulle være halesenen af en fjordsæl, en stump så lang som en pegefinger.

Kûitses mor, Simiaq, tog en synål fra sit nåleskind og rakte det ud i mørket. Hun fornam en luftning mod sine fingerspidser, da en usynlig hånds pege- og tommelfinger lukkede sig om nålen uden at berøre Simiaqs fingerspidser. Derefter rakte Simiaq senen af en fjordsælshale ud. Igen føltes det som en luftning, da Merserajôq tog den.

Så tog Merserajôq Símujôqs tromme, og man hørte, at hun vendte og drejede på den. Da man lyttede godt efter, hørte man den store syerske fugte tråden og trække den igennem nåleøjet; nu begyndte hun at sy. Det hørtes som små smæld. Efterhånden som arbejdet skred frem, kom der mere og mere klang over trommen, for hver gang hun vendte den, og rammen stødte mod noget. Under hele arbejdet pustede Merserajôq trolddom over senestumpen for at strække den ud.

Pludselig sang trommen, og et sus, efterfulgt af dybe toner, fyldte husrummet, og igennem larmen råbte den store syerske: »Her er nålen«. Simiaq rakte ud efter den og lukkede pege- og tommelfinger om nålen.

Trommen gungrede, og forhængsskindene blafrede, da den store syerske forlod huset. Da ånderne havde sluppet deres tag i Símujôq, bad han om, at lamperne måtte tændes. Símujôq sad stille og roligt og pustede efter besværgelsens vældige anstrengelser. Han sad på fjordsælskindet, hvis venstre forluffe strittede i vejret. Ved hans side lå trommen rødgul, og dens skind var helt.

Og så mesterligt havde den store syerske syet skindet sammen, at sammensyningerne blot var som blodårer i bjørnemaven, hvoraf skindet var gjort.

Kun holdt op mod en lampes flamme røbede trommeskindet bitte små huller, hvor nålen var stukket ind og trukket ud. Og så fuldkomment havde trommeskindet været sprængt, at hele skindet var oversået med små bitte, bitte huller.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 258-260, København, 1963.

Næste kapitel ►