Maratse lærer til åndemaner. Fortalt af Sâjôk (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Maratse lærer til åndemaner

Fortalt af Sâjôk

Maratses læremester var Kitdermersertoq.

Han boede ved Utorqarmîn, samme lokalitet som Maratses far Amare, hvis boplads hed Nunakitseq. Disse to bopladser er kun adskilt fra hinanden ved en lille bugt – i dag kaldes stedet under ét Sermiligâq.

En meget smuk forårsdag, hvor det var lyst både dag og nat, kom Kitdermersertoq hen imod aften hjem fra fangst. Man var på den tid flyttet ud i telt.

Maratse og hans far fulgte ham ind i hans telt, hvor man spiste.

Efter måltidet gik Kitdermersertoq og Amare, fulgt af den ganske unge Maratse op på udkigsfjeldet bag bopladsen. Da man var nået op på udkiggen, sagde Kitdermersertoq: »Ham kunne jeg tænke mig at vejlede«. Det var Maratse, han hentydede til. Han fortsatte: »Han er lige i den alder, hvor man bør påbegynde sin vejledning«.

Amare så på Kitdermersertoq: »Hvorfor ikke. Du kan da vejlede ham«.

Derpå gik de alle tre ned til bopladsen. Kitdermersertoq og Maratse roede i kajak imod nord til et lille næs, der hedder Erqiva. Da de var krøbet på land og havde trukket deres kajakker op, tog Kitdermersertoq sin ene kajakvante og fyldte den med vand. Han førte Maratse ind i landet, indtil de ikke mere kunne se havet. De kom til en hulning i en klippe (imarserneq, d. e. jettegryde). Og her hældte Kitdermersertoq vandet ud af vanten. Kitdermersertoq fandt en flad stenflise, hvormed han tildækkede jettegryden. Han satte sig til rette på klippen ved siden af og gav sig til at stryge. Klippen fik mæle, og netop som det brummede mest, holdt Kitdermersertoq inde med sin strygning. Han fjernede stenflisen over jettegryden, og se – nede i vandet svømmede en lille arqulaq, vingesnegl, og den var usædvanlig livlig.

Kitdermersertoq lod vingesneglen være i jettegryden, lagde dækstenen til side og gik rask ned imod kysten.

Umiddelbart før de nåede deres kajakker, så de noget lysende i vandet. Det lysende, der var på størrelse med ærmet af en tarmskindsanorak, viste sig at være en stor vingesnegl, der så på dem med sine store øjne.

Kitdermersertoq pegede på den og sagde til Maratse: »Der ser du den, det var den vingesnegl, vi efterlod oppe i jettegryden«.

»Du skal se den i alt tre gange, og nu har du set den, og jeg har lært dig, hvordan man stryger. Og næste gang, du ser vingesneglen, kommer du til mig, og jeg skal på ny vejlede dig. Når du har set den for tredie gang, får du din første hjælpeånd, og alle dine tilkommende ånder, skal du træffe tre gange i din læretid, og hver gang det sker, så kom til mig, og jeg skal indvie dig i nye hemmeligheder.« Således talte Kitdermersertoq til Maratse.

Den første af Maratses hjælpeånder hed Ímulâ, og det var ved Qingartarta, han traf ham. Den næste hed Îkádik. Om alle ånderne gjaldt det, at Maratse kun så dem tre gange i sin læretid. Ofte gik han ud for at opsøge dem for fjerde gang, men da var de fuldkommen borte.

Endnu længe før Maratse trådte frem som åndemaner, blev hans far Amare ved trolddom dræbt af Uviak. Sjæleraningen skete midt under et sangkampsstævne, hvor Amare og Uviak stod over for hinanden.

Maratse havde allerede da så megen viden om de skjulte ting, at han vidste, at Uviak havde sjæleranet hans far.

Maratse satte alle sine kræfter ind på at nå sit mål. Og i den tid der fulgte, blev hans viden i heksekunst og det, der hørte åndemanervæsenet til, opbygget, uden at nogen af parterne kom i overtal. Thi kom det ene eller det andet i overtal, ville han selv dø.

Den første gang, Maratse forsøgte sig med åndemaning, var i en fjeldhule ved Uvivpak, næsten helt oppe på toppen af fjeldet.

Maratse bar sit kajakunderlag, et bjørneskind, derop. Det benyttede han som forhængsskind for huleåbningen, og hans kajakstol tjente ham som tromme.

Maratse manede nu ånder ved højlys dag, og fik igennem ånderne forhængsskindet til at blafre og kajakstolen til at vugge som en tromme. Da han var færdig, gik han ned til kysten, hvor en konebåd netop kom sejlende.

Maratse, der var ude i et hemmeligt ærinde, skjulte sig og fulgte båden, idet han sneg sig frem inde på land. Da konebåden var ud for Maratses kajak, opdagede de den, til trods for at han havde gjort alt for at skjule den ved at dække agterstævnen til med stenplader.

»Se den kajak« blev der råbt, »den er vel nok dækket til, så den ikke blæser væk.« En anden råbte: »Det er jo Maqâqs kajak«.

Man havde allerede genkendt den på det stykke, der var synligt. »Hvor mon manden er henne?« var der én, der spurgte.

Konebådsbesætningen råbte på Maratse, der sad og krøb sammen bag en sten. Omsider roede båden videre, de istemte en sang, og forsvandt omsider bag et næs. Først da gik Maratse ned til sin kajak.

Han bar kajakken ned til stranden og roede den modsatte vej af konebåden. Han lagde over Sermiligâq-sundet, hvor han krøb på land inde i bunden af bugten mellem Utorqarmîn og Nunakitseq. Alle folk var rejst bort til fangstpladserne.

Maratse gik op til Kitdermersertoqs hus. Inde i huset – til højre for indgangen – lå Kitdermersertoqs store åndemaningstromme.

Maratse gik ned og hentede sit kajakunderlag og hængte det op for indgangsåbningen. Maratse havde næppe sat sig, før der hørtes fodslag. Igennem husgangen så han tydeligt de hvide bjørneskindskanter på kamikkernes overkant. Det var en kvinde, der kom. »Du skal træde ind på trommesiden«, bad Maratse ånden. Og da den var kommet ind, satte den sig på briksen op ad en af skillestolperne for briksebåsene.

En anden trådte ind, og akkurat på samme måde som ved den første bad Maratse den om at træde ind på den side, hvor trommen lå. Endnu én kom ind som den tredie og sidste. Han bar en pels, der var helt gulbrun af ælde.

Inde på briksekanten sad ånderne og fulgte nøje med i, hvad Maratse foretog sig.

Maratse greb sin trommestik og slog nogle slag på forhængsskindet. Hans slag begyndte at smælde, og hans tilhørere istemte: »Kiakákâ«. Med ét blev forhængsskindet levende og rettede sig bragende ud i husgangen. Trommen blev levende og vuggede voldsomt. Det var nu første gang, Maratse prøvede at mane ånder i et hus, hvor der var smuds. Og virkelig holdt Maratse liv i instrumenterne til trods for smudset og solen, der sendte sine stråler ind i husgangen.

Da han var færdig, gik den første af de ånder, der var kommet ind, og idet den nåede frem til indgangsåbningen, krummede den sig sammen og bøjede sig liggende på knæ og hænder hen over Maratse og sagde: »Jeg er dig meget taknemmelig. Nu ved jeg, hvem jeg skal komme til for at søge varme«. Og så gik den ud. Og alle sagde de det samme – og gik i den rækkefølge, de var kommet.

Således prøvede Maratse for første gang sin magt ved højlys dag og i et smudsigt hus. Han holdt tromme og forhængsskind levende, og hans tilhørere var tre grumme dødningeånder.

Og senere, da Maratse traf folk, var det, som om han intet havde at berette. Nogle af de folk, der var med konebåden, spurgte ham ud om kajakken, og Maratse svarede, at han kun havde været på fjeldet på udkig.

Senere tog Maratse i kajak ind til Ilivdiardik. Han gik i land og begav sig op over fjeldet langs elven op til fossen. Her begyndte Maratse at kaste sten under fossen. Han havde kastet nogen tid, da vandet i fossen begyndte at piske den modsatte vej — opad – og til sidst stod fossen i vejret, og der, hvor den før faldt, blev der en åbning, og ud kom et besynderligt væsen, der nærmest var at ligne ved et skindtelt. Det var blåt af farve. Dette uhyre gled hen imod Maratse, og idet det løb ham over ende, mærkede han, at det var glat og slimet. Maratse lå længe bevidstløs. Han kom til sig selv ved, at nogen kredsede omkring ham, alt imens de sang.

En stemme råbte ham ind i øret: »Du er ved at sove ind i døden«. Og Maratse følte, hvor kold og prikkende hans ene hånd var, og da han slog øjnene op, lå han på stranden, og vandet var steget. Hans ene hånd lå i vandet, og da han lå i en fordybning, skyllede vandet hen over maven på ham. Maratse vidste ikke, hvordan han var kommet ned til stranden højt oppe fra fjeldet.

Også uhyret under fossen opsøgte Maratse endnu to gange, og det gik ham hver gang på samme måde som den første gang.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 260-263, København, 1963.

Næste kapitel ►