Dengang to vintre fulgte hinanden. Fortalt af Kúnitse (Rosing)
Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
---|---|---|---|---|---|---|
Denne teksten finnes på følgende språk ► | ![]() |
Temaside: Grønlandsk religion og mytologi
Dengang to vintre fulgte hinanden
Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing
Fortalt af Kúnitse
Fra forfædrene har vi en beretning om to vintre, der fulgte oven i hinanden. Vintrene blev ikke afbrudt af forår, sommer og efterår. Således blev der i alt en vinter og en sommer, som var som en vinter – og så en vinter til, og først efter den blev det forår og sommer.
I begyndelsen af den første vinter gik det nogenlunde, for da havde man forråd. Men da man intet fangede og derfor udelukkende var henvist til forrådet, varede det ikke længe, før man begyndte at lide stor nød, og folk sultede ihjel.
Og da den tid kom, da det ellers skulle blive sommer, lå vinterisen så fast og tyk, at man ikke kunne drive fangst. Alle fangstdyr var også borte, og alt hav og land syntes at være uden liv.
Igennem tidevandsrevnen kunne man se havbunden hvid og islagt, så hård havde kulden været. Ved Kulusuk var der efterhånden kun nogle få mænd tilbage, og da alle deres hunde og kajakbetræk for længst var opspist, levede de af menneskekød.
Af konebådene skar man kun det øverste af betrækkene af og spiste, så der dog var bund og lidt af siderne tilbage for det tilfælde, at det engang blev sommer igen, så man kunne sejle.
Da »sommeren« kom, vedblev sneen at falde, og kulden bed. Ved højsommertid kom en mildning med storm i sit følge, som slog en revne i isen langs land. Ad denne vandvej begav Kulusuk-mændene sig af sted, og de var ikke flere, end at de lige kunne bemande konebåden. De roede til Qingâjivin.
Da de kom på land, så de ingen mennesker. Overalt lå skeletter, og man så, at kødet var skilt fra knoglerne med kniv. Et spor gik fra husgangen over et lille højdedrag bag bopladsen.
Mændene havde ikke ventet længe, før en velnæret kvinde kom gående tilbage ad samme spor, som førte ud. Kvinden bar i den ene hånd en vandspand, der var syet af to bagluffeskind af sæl; spanden var fyldt med rød bladtang.
Kvinden blev oplivet ved synet af mændene. Og ikke så snart var hun fremme ved dem, før hun hældte spandens indhold ud for de fremmede på en flad klippe. Mændene formelig slugte tangen, alt imens de skelede til den lækre kvinde. Da tangen var spist op, var de langt fra mætte.
Mændenes øjne hang ved kvinden; deres sult var så stor, at den var stærkere end kønsdriften. Så trak de knivene og dræbte hende. Da de havde mættet sig på hendes kød, bar de resten af flænsestykkerne ned i konebåden og sejlede hjem.
Mens de var undervejs, gav det sig til at sne så voldsomt, at man ikke kunne se en hånd for sig; snart fyldtes bådens bund med et ælte af snegrød og blod, der skvulpede ovenud af konebåden, på hvilken jo kun en smule af sideskindet var tilbage.
Efter endnu en trang vinter kom endelig sommeren, solen flammede over land og hav og løste for sne og kulde, der havde holdt land og hav bundne igennem de sammenhængende vintre. Havets dyr og luftens fugle vendte tilbage til menneskenes land. Da var der kun fem mand tilbage ved Kulusuk. I konebåden roede man ud på fangst, og som dagene gik, blev fangsten større og større, der var umådelig mange sæler. Og snart var mændene fede og stærke, men de havde ingen kvinder til at berede deres fangst og føde sig børn.
Ved Kulusuk var der derfor to unge brødre, der ikke gjorde andet end at flænse fangsten og berede skindene.
Efterhånden fik man igen betræk på kajakkerne.
Lidt efter lidt kom folk tilrejsende fra andre egne.
Kvindemanglen var så stor, at mændene gjorde alt for at få småpiger til at trække deres kamikker af sig. På denne måde sikrede de sig koneemner, for når en lille pige hjalp en fanger kamikkerne af, vidste de andre, at manden havde sikret sig pigebarnets gunst. De mænd, der ikke havde heldet med sig, gik omkring og ærgrede sig. Og de heldige vogtede skinsygt deres små tilkommende.
Ikke så snart var en pige begyndt at udvikle bryster, før den heldige mand, hvis kamikker hun engang havde trukket af, tog hende til kone. Således begyndte man igen at formere sig.
I den tid, hvor to vintre fulgte hinanden, uden at det blev sommer, voksede bræerne og dækkede store fjeldpartier. Dengang blev bræerne omkring Kulusuk til, ja, overalt voksede bræerne sig store.