Qasiádak, den store tåbe. Fortalt af Asîneq (Rosing)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
Rosing cover.jpeg


Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Qasiádak, den store tåbe

Fortalt af Asîneq


I gamle dage levede Qasiádak og hans kone. De var ensomme, thi konen var gold.

Qasiádak var en tåbe, der aldrig fangede sæl, ja, han kendte end ikke forskel på de forskellige sælarter. Hvis ikke bopladsfællerne forbarmede sig over Qasiádak og hans kone, havde de ikke noget at æde. Men bopladsfællerne var gavmilde; Qasiádak fik kødgaver af dem og holdt således sulten fra livet.

Qasiádak og hans kone gik i de værste pjalter, ja, de havde praktisk talt ikke klæder på kroppen.

Engang fik Qasiádak at vide, at et ægtepar ved nabopladsen havde fået et barn, som var død kort efter fødslen. Ved at høre om det fik Qasiádak en lys idé. Han gik ud af huset og fandt en stor træklods, som han straks gik i gang med at tilhugge med økse. Efterhånden som spånerne sprang, tog træklodsen form af en stor dukke.

Snart var dukken færdig, og Qasiádak bar den ind til sin kone og bad hende sy klæder til den. Konen flikkede noget kluns sammen og klædte dukken på. Hun lagde den på briksen ved siden af sig.

Qasiádak bar sin kajak ned til stranden og roede mod nabopladsen.

Ved bopladsen råbte folk: »Qasiádak er kommet, Qasiádak er på besøg«.

Qasiádak gik op til huset og gik ind. Han så så vigtig ud, at alle kunne se, at der måtte være noget usædvanligt på færde.

Qasiádak så det sørgende par, der lige havde mistet deres barn, sidde sammenkrøbet på briksen.

Qasiádak satte sig over for parret på vinduesbriksen og sagde: »I må endelig komme og se jeres lille ny slægtning«. Det sørgende par blev glade ved at høre, at Qasiádak havde opkaldt sit barn efter den afdøde. Ingen fæstnede sig ved, at man aldrig havde hørt om Qasiádaks kones graviditet.

Konen på briksen hviskede glad til sin mand: »Vores lille slægtning har søgt hus derovre«.

Da Qasiádak gjorde sig klar til at ro hjem, var ægteparret overstrømmende gavmilde af glæde. De fandt et fint sælskind frem, og i munden på hinanden sagde de: »Her er til en ny pels til vores nye slægtning«. »Og her er et skind til et par bukser. – Giv også Qasiádak en god kødgave med, en bagpart af sæl – til vor lille slægtning«, bad de deres husfæller.

Qasiádak stak skindene ind i kajakken, og folk kom med så rigelige kødgaver, at kajakdækket både for og bag bugnede af lækre flænsestykker.

Qasiádak roede hjem. Folk stimlede forundrede sammen, og snakken gik: »Fantastisk, så gavmilde de har været over for Qasiádak«.

Qasiádaks kone gik ned til ham, og endnu før han krøb ud af kajakken, sagde Qasiádak: »Folk fra vores naboplads har beriget mig med de kosteligste gaver«, og idet han krøb ud af kajakken, sagde han: »Se engang de smukke skind, og her hele bagparter af sæl«.

Konen var dybt taknemmelig.


Ægteparret ved nabopladsen kunne ikke sove for glæde. De lå og talte om den lykke, der var overgået dem, ved at deres barn allerede var vendt tilbage ved en navne. »I morgen ror jeg over for at se vort barns navne«, sagde manden. Og ganske tidligt om morgenen bar han sin kajak ned til stranden. Sandelig skulle han ikke på fangst, men over til Qasiádaks boplads.

Glad nåede manden frem, og da han kom ind i huset, satte han sig på vinduesbriksen over for Qasiádaks briksebås og gav sig til at vente på, at barnet skulle begynde at græde. Så kunne han holde sit afdøde barns navne i sine arme.

Men der gik lang tid, hvor der ikke hørtes et klynk fra Qasiádaks briksebås. Til sidst spurgte manden: »Qasiádak, hvor er vores nye lille slægtning henne?« Qasiádaks kone så forbavset op: »Hvad er det, han siger?« Manden gentog sit spørgsmål: »Hvor er dog vores lille nye slægtning henne?«

Qasiádak tog den store trædukke og holdt den frem til beskuelse. Gæsten, der var kommet glad og forventningsfuld for at se sit barns navne, blev slået af dyb sorg ved at opdage, at Qasiádak havde holdt ham for nar med en træklods til dukke. Fortørnet drog manden hjem. Qasiádaks kone blev flov og sagde bebrejdende: »Er Qasiádak mon rigtig klog?«

Næste morgen da det blev lyst, roede Qasiádak ud på fangst. Han var knapt nået ud på fangstfeltet, før han fik øje på en sæl, der intetanende gled frem i vandet ved sin fremdrift. Qasiádak roede ind på den og kom helt op på siden af den. Han berørte den med åren, sælen slog en voldsom volte, og vandsprøjtet stod om ørerne på Qasiádak.

Qasiádak sukkede dybt, glad og forundret. Han vendte kajakken og roede hurtigt hjem for at fortælle om sin oplevelse. Han var knapt kommet hjem, før han fortalte: »Gad vide, hvad det var, jeg så. En ting, der smidigt gled gennem vandet, og idet jeg berørte den med åren, slog den sådan en volte, at vandet stod mig om ørerne. Jeg gad vide, hvad det var for en løjerlig tingest.«

»Åh, din tåbe«, svarede man, »det har været en sæl, en fjordsælunge«.

Næste morgen drog Qasiádak atter ud. Han havde ikke roet længe, før en stor remmesæl dukkede op, og som sædvanlig anede han intet om, hvad det var. Dens snude var helt hvid af dens skægbørster. Sælen lukkede øjnene, og Qasiádak kom op på siden af den og berørte den med åren. Sælen blev så forskrækket, at den kastede sig ud i en vældig volte. Vandet stod i voldsomt brod om Qasiádak, der med nød og næppe holdt sig på højkant. Nej, denne oplevelse var for god at holde for sig selv. Med et begejstret udbrud vendte Qasiádak kajakken og roede i rasende fart hjem.

»Jeg gad vide, hvad det var for noget stort, jeg var ude for, en stor sort tingest med hvide skægbørster, og idet jeg rørte ved den, kastede den sig i dybet med en sådan voldsomhed, at jeg med nød og næppe holdt mig på ret køl.«

»Din store tåbe, det har været en fuldvoksen remmesæl«, svarede man, og Qasiádak sagde eftertænksomt: »Jaså, det har altså været en vældig remmesæl«.

Næste morgen – endnu tidligere end de foregående dage – tog Qasiádak af sted. Og denne gang så han en stor isskodse, hvis overflade formelig skinnede hvidgrå. Gad vide, hvad det var? Bæstet pustede: »Phu — phu«. Qasiádak roede fuld af forventning hen til tingen, men han kunne ikke afgøre, hvad det var, for ud af det, der lignede en isskodse, stod en lang jagert frem, der lignede en tilspidset træstok.

Qasiádak strøg det mærkelige hen over ryggen med åren, og der kom mægtigt liv over is- skodsen med jagerten i spidsen. Vandsprøjtet stod grønblåt om ørerne på Qasiádak, der på et hængende hår undgik at kæntre. Nej, det her var noget ud over det sædvanlige. Og i et snuptag vendte Qasiádak kajakstævnen og roede hjem som gjaldt det livet.

Ved hjemkomsten berettede han for sin kone: »Jeg så en stor glinsende isskodse, der var så velformet, som jeg aldrig før har set det. I den ene ende af den stak en lang jagert frem, som lignede en lang, tilspidset træstok. Og det var, som om det mærkelige havde ånde«. Og Qasiádak pustede: »Phu - phu«.

»Åh, det har været en narhval«, svarede konen ærgerlig.

»Ja, tænk dog engang, – en narhval«, fastslog Qasiádak. »Og idet jeg strøg den hen over ryggen slog den sådan ud, at jeg nær var kæntret«.

»Det var en narhval«, hvæsede hans kone og stødte efter hans pande med hans åre. Men Qasiádak undveg.

Næste morgen var Qasiádak igen ude på fangstfeltet. Han havde ikke spejdet længe, før han opdagede en vældig hund, der svømmede af sted. Nej, det var dog det mærkeligste, en hund – midt ude på havet. Qasiádak roede ind på hunden, og den brølede imod ham. »Gad vide, hvad det nu er for et bæst«, tænkte Qasiádak. Han tog en isklump og kastede den efter hunden, der fnysende og brølende kastede sig imod ham. Qasiádak bakkede det bedste, han havde lært, og undgik med nød og næppe at blive taget. Nej, sådant et olmt uhyre skulle Qasiádak ikke have noget at gøre med. Han vendte ryggen til og roede skrækslagen hjem med en sådan fart, at årerne gik som et par snurrende vinger.

Han tog sig ikke engang tid til at hale kajakken på land, før han skræppede op: »Gad vide, hvis hund det var, jeg traf på derude. Jeg ramte den med en isklump, og den gik brølende på mig, og den var så olm, at jeg måtte flygte«.

»Dit store kvaj, Qasiádak, der kunne du have fanget en bjørn.«

Qasiádak sprang ind på sin ophidsede kone. »Åhå, åhå«, stønnede han, og kildede hende og kælede med hende for at holde hende skadesløs.

Næste morgen roede Qasiádak af sted på ny. Han krøb op på land og så sig om, men da han ikke så nogen mennesker, gav han sig til at hamre sin kajak i stykker med store isklumper. Men inde på fjeldet lå en flok unge piger, der var på bærplukning, og iagttog Qasiádak, og de pludrede i munden på hinanden: »Se nu den store tåbe, hvad mon han nu har for, siden han hamrer sin kajak i stykker«.

Da Qasiádak havde knust dækket på sin kajak, proppede han isklumper ind i den. Da han var færdig dermed, begav han sig på vej op ad fjeldet.

Pigerne gloede. Hvad nu?

Qasiádak besteg en bratvæg. »Mon han nu vil styrte sig ned?« Jo minsandten, Qasiádak kastede sig ud over fjeldvæggen. Pigerne pludrede: »Nu slår han sig da helt fordærvet, han slår sig ihjel«.

Fra foden af bratvæggen lød et klask, da Qasiádak ramte klipperne.

»Er han død ?« spurgte pigerne i munden på hinanden.

Qasiádak vendte sig om på maven og rejste sig op. Han kiggede op og ned ad sig og strakte sig, men da der tilsyneladende ikke var noget i vejen, begav han sig minsandten atter til fjelds. Denne gang valgte Qasiádak et endnu højere sted og kastede sig ud over fjeldsiden. Han trillede og trillede, så sten og grus føg om ham.

»Nu slår han sig ihjel«, sagde pigerne.

Qasiádak rejste sig op igen. Han befølte sig over hele kroppen, men der var ikke sket ham noget som helst.

For tredie gang kastede han sig ud over fjeldet, denne gang fra så stor højde, at han næppe ville kunne komme levende fra sit styrt. Længe lå han da også som død efter faldet.

Men Qasiádak var sejlivet. Sandelig om han ikke begyndte at røre på sig. Hans åndedræt lød som et langtrukkent »êq-q«.

Qasiádak slæbte sig hen til sin kajak og klemte sig ned i fartøjet, alt imens han råbte »av«.

Det var en ynkelig fyr, der stønnende af smerter, »ih – ih«, roede hjem mod bopladsen. For hvert åretag stønnede han højt af smerte.

Ved Qasiádaks boplads fik man øje på en kajak, der langsomt kom roende. De, der så kajakken, fortalte straks: »Der kommer en kajakmand roende, der hele tiden stønner«.

Man genkendte Qasiádak, der for hvert åretag stønnede af smerte.

»Hvad er der dog sket med dig?«

Qasiádak svarede: »Det er et under, at I genser mig, et isfjeld kalvede ned over mig«.

»Åh, stakkels Qasiádak, hør, et isfjeld har kalvet ned over ham og slået ham helt fordærvet. Et under, at han er kommet levende fra det. Åh, den stakkel, han er slået helt ud«.

Man for til, og ved fælles hjælp fik man Qasiádak trukket ud af kajakken, og på menneskeryg blev han båret op i huset.

Qasiádaks kone spurgte deltagende: »Havde du nær mistet livet?« »Ja«, klagede Qasiádak, »der havde jeg nær mistet livet«. »Et isfjeld kalvede ned over mig, jeg holdt mig på højkant. Åh, var jeg kæntret, var jeg næppe kommet levende fra det«.

Folk roste Qasiádak: »Nej, hvor har du dog været en stor kajakmand, at du kunne holde dig på ret køl under de omstændigheder. Og selv er du fuld af sår og skrammer«.

»Av, av, ja, det var skånsomt imod mig«, svarede Qasiádak.

Mod aften, da det begyndte at mørkne, og man kunne begynde at vente bærplukkerne hjem, gik man dem i møde for at fortælle dem, hvad der var hændt Qasiádak.

Allerede på afstand råbte man til bærplukkerne: »Hør, hør, Qasiádak havde nær mistet livet«.

»Hvordan det?« råbte bærplukkerne tilbage.

»Et isfjeld har kalvet ned over ham. Hans kajak er så knust, at der endog var isklumper i den. Men han havde holdt sig på ret køl. Qasiádak selv er fuld af skrammer og sår.«

Bærplukkerne svarede: »Vi så, hvordan det hele gik til. Qasiádak hamrede kajakken i stykker, fyldte den med isstumper og styrtede sig ned over fjeldet. Vi troede, han skulle dø«.

De, der var løbet bærplukkerne i møde, løb hjem og fortalte, hvad de havde hørt.

Qasiádaks kone spurgte: »Qasiádak, er det virkelig rigtigt?« Mere fik hun ikke sagt, før Qasiádak gav sig til at kilde hende og udstøde fjollede lyde, og hver gang hun tog til orde, pludrede Qasiádak en frygtelig bunke af sig: »Vololo – bololo – bolo-lo-lo-lo«. Således slap Qasiádak for en vældig overhaling. Til sidst opgav konen helt at tale til den store tåbe.

Og her ender fortællingen om Qasiádak.