Det norske Folks Historie bind 3 - Orknøerne uafhængige. Sigurd Jarl
| Velg spraak | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes paa følgende spraak ► |  |
Orknøerne uafhængige. Sigurd Jarl
Paa Orknøerne og Hjaltland synes Jarlerne ej engang at have tænkt paa at bringe til Lydighed. Deres Høvding var den mægtige Jarl Sigurd Lødvessøn, der, som vi have seet, vistnok i sin Tid af Olaf Tryggvessøn var bleven tvungen til at sværge ham Troskabsed og antage Christendommen, men som desuagtet, især efter at hans Søn Hunde, hvilken Olaf havde bragt til Norge som Gissel, var død, ikke viste Kongen nogen Lydighed som hans Vasal. Derimod nærmede han sig sin forrige Fiende Mælkolm, der som Maormor af Moray havde hindret ham fra at tilbageerobre Nordskotland. Om den skotske Trone førtes der i denne Tid idelig Strid mellem de to Hovedstammer, der stredes om Magten, nemlig det piktiske eller nordlige og den skotske eller sydlige. Det lykkedes Mælkolm, der tilhørte det første, at overvinde og fælde Grim eller Kened Mac Dubh, der tilhørte det andet ved Monievaird, og saaledes selv blive Konge i Skotland (1003)[1]. Da vi erfare at Sigurd Jarl omtrent paa denne Tid eller lidt tidligere egtede hans Datter[2], skulde man næsten formode, at Mælkolm selv har søgt Sigurds Venskab og tilbudt ham sin Datters Haand, for at faa hans Hjelp i Krigen mod Grim. At Sigurd som Medgift fik Katanes og Sudrland, eller en Deel af sine forrige nordskotske Besiddelser, kan man være overbeviist om, skjønt det ingensteds udtrykkeligt siges[3]. Sigurd der efter sit svære Legeme kaldtes den digre, var en saare mægtig Fyrste. Over Orknøerne herskede han aldeles uafhængigt. Hans Svoger Gille Jarl herskede over Syderøerne, øjensynligt som hans Undermand. Hans Besiddelser i Nordskotland maatte i Forbindelse med det Familiebaand, der nu knyttede ham til Kongen, sikre ham en betydelig Indflydelse paa de skotske Anliggender, saa at det vel endog er uvist, hvo der paa denne Tid skal ansees for Skotlands egentlige Herre, han eller Mælkolm[4]. Skade, at de Efterretninger, skotske Historieskrivere give om denne Deel af deres Fædrelands Historie, ere saa magre og forvirrede; thi ellers vilde man vistnok af dem kunne erfare saare meget om hvad senere Forfattere med Rette kalde det norske Herredømme i Skotland, eller det skotsknorske Kongedømme[5]. Men dette Nordmannavælde i Skotland kom dog nu ikke Norge selv eller dets Høvdinger til Gode. Det var først Olaf den hellige forbeholdt, atter at bringe dette Vasalland, saa vel som Færøerne, tilbage under de norske Kongers Lenshøjhed[6].
Fotnoter
- ↑ Fordun, I. IV. Cap. 41. Wyntoun IV. S. 171. Her, saa vel som paa flere andre Steder, kaldes han Grim, Søn af Kened Mae Dubh. I Kongerækken, som meddeles i Antiqq. Celto Normann S. 144 kaldes han kun selv Cionaod (Kened) Mac Dubh, i det følgende Girg Mac Duff.
- ↑ Orkn. Saga, Cap. I., Olaf den helliges Saga, Cap. 91.
- ↑ Ved hans Død overlod Mælkolm Katanes og Sudrland til hans Søn, sin egen Dattersøn, Thorfinn, se Orkn. Saga og Olaf den helliges Saga, Cap. 91.
- ↑ Man maa her for en Stor Deel slutte sig til Tingenes Tilstand under Sigurd fra hvad der senere fandt Sted under hans Søn Thorfinn.
- ↑ Det meste, hvad der findes herom, er samlet i Skene's the Highlanders in Scotland, Iste B. S. 108 flg., og 2det B. S. 32.
- ↑ Der tales i alle Fald siden Olaf Tryggvessøns Tid ej om noget Forsøg paa at bringe Orknøernes Jarler til Lydighed, førend under Olaf den hellige.
