Didrik af Bern - Didriks Tog mod Ermenrik

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Nittende Fortælling


Didriks Tog mod Ermenrik


293. Kong Didrik af Bern kom til Susa, da han flygtede fra sit Rige for sin Farbroder Kong Ermenrik; og da var med ham hans Broder Detter[1], der var een Vinter gammel, da han kom til Susa, og havde nu opholdt sig der tyve Vintre hos Attila. Han var i alle Henseender den kraftfuldeste blandt Mænd, og blandt sine Jævnaldrende fandt han ikke sin Lige i Styrke og Skjönhet og alskens legemlige Fuldkommenheder. Kong Attila havde to Sönner, den ene hed Erp, den anden Ortvin. Disse tre Drenge vare alle lige gamle, og saa meget elskede de hverandre, at de neppe kunde være adskilte. Dronning Erka elskede sine Sönner höit, og ei mindre elskede hun Detter, og det samme gjorde ogsaa Kong Attila. Og de havde alle Menneskers Berömmelse i Huneland.


294. En Dag gik Kong Didrik ind i den Hal, som Dronning Erka eiede, og hvori hun sad med sine Tjenestekvinder. Hun stod da op mod Kong Didrik, modtog ham vel og lod tage en Guldskaal og fylde med Viin og böd ham den med de Ord: „Velkommen, gode Herre! sid og drik med mig! Kan du vel fortælle mig nogen ny Tidende?“ Kong Didrik var da beklemt af Sorg, saa begge hans Öine löb over i Vand, og han svarede saalunde: „Frue! jeg kom fra min Gaard, og hid havde jeg et skjelligt Ærende; ingen ny Tidende kan jeg fortælle, men dog kan jeg sige en Tidende, som dog nu er gammel; jeg mindes nu, hvorlunde jeg mistede mit Rige, og min hin gode Borg Bern, og hin rige Ravenna, hvorefter jeg kom i Konning Attilas Vold og Miskundhed, og i samfulde tyve Vintre har jeg maattet undvære mine Eiendomme, og Tanken herom harmer mig saare. Dette vil jeg nu andrage for eder og for alle Huner, saa at det skal spörges vidt og bredt i hele Huneland.“


295. Dronning Erka svarede nu: „Gode Herr Konning Didrik! det er en stor Tidende, som I nu mindes, og ei er det at undre over, at den kommer eder ofte ihu. I har længe været i vort Rige og viist os megen Hæder, men I har mistet et stort Rige for eders Frænde Konning Ermenrik; men om I vil mindes eders Rige og ride did og forsöge, om I kan vinde det tilbage, da er det tilbörligt, at Hunerne understötte eder med Hjælpetropper, og til at yde denne Bistand skal jeg være den Förste; det skal I nu höre, hvad jeg skal bidrage til denne Færd: jeg vil nemlig overdrage eder mine to Sönner Erp og Ortvin og dertil ti hundrede Riddere, og desuden skal jeg bede Konning Attila at yde eder Hjælp.“ Derpaa svarede Kong Didrik og böd Dronningen modtage Forsikkring om hans Erkjendtlighed. Dronning Erka stod da op, og gik til den Hal, hvor Kong Attila sad. Med hende fulgte Kong Didrik. Men da Dronningen kom for Kong Attilas Höisæde, favnede han hende vel, lod skjenke for hende en Guldskaal med Viin, gav hende den, bad hende sætte sig hos ham og spurgte, om hun tyktes at have noget Ærende. Da svarede Dronning Erka: „Herre!“ sagde hun, „jeg har et skjelligt Ærende til eder; thi Konning Didrik har andraget for mig en Tid, hvorlunde han blev dreven ud af sit Rige, og hvorlunde han mistede sine Borge [Bern og] Ravenna og alle sine Eiendomme, over hvilke nu hans Uvenner raade. Dette græmmer han sig nu meget over, og han vil nu drage tilbage til sit Rige og hevne sig, hvis han faaer Bistand af eder. Konning Didrik har opholdt sig længe i Huneland, været i mangen Fare i Slag og i Enekampe og udstaaet megen Nöd for eders Skyld. Han har og viist eder megen Hæder. Nu skylde I derfor at lönne ham det og give ham af eders Land en Hær til at Vinde sit Rige!“


296. Kong Attila svarede da i Vrede, og ilde tyktes det ham, at han blev bedet om dette. „Hvis Konning Didrik,“ sagde han derfor, „vil have Hjælp til at vinde sit Land, da maa han selv bede derom, og ei være saa stolt at forlange, at vi skulle tilbyde ham den.“ Da svarede Dronningen: „Didrik kunde vel udföre dette Ærende, og hverken Stolthed eller Hovmod er Aarsag i, at han ei talte selv sin Sag, men [derfor talte jeg hellere end han], fordi han troede; at du da bedre vilde optage hans Andragende end om han talte ene derom; jeg vil give ham til Hjælp begge mine Sönner og ti hundrede vel væbnede Riddere; og nu maa du sige, hvad du vil tilstaae.“ Da svarede Kong Attila: „Fru! vist siger du sandt, at Konning Didrik af Bern har længe været hos os og gjort os meget godt [og meget styrket vort Rige, siden] han kom i vort Land, og vist er det tilbörligt, at vi give ham Hjælp til at han kan faae sit Rige tilbage; og fordi I udförer hans Ærende, skal det da ogsaa tykkes mig bedre at gjöre dette, baade for hans Skyld og for eders Bön. Nu! har I tilstaaet ham eders Sönner og ti hundrede Mand, da skal jeg tilstaae ham min Mand Markgreven og med ham tyve hundrede Riddere, alle vel udrustede.“ Da sagde Kong Didrik til Kong Attila: „Nu gaaer det som jeg ventede, at Dronning Erkas Bistand vilde blive mig til meget Gavn, og for dette dit Tilbud, yder jeg dig min Tak og beder Gud lönne dig derfor; thi nu hindrer Intet mig mere.“ Denne Hær udrustedes siden den hele paafölgende Vinter, og ei saae man noget Arbeide at gaae saa rask og [flittig] fra Haanden i Huneland, som at gjöre Sværde og Spyd, Hjelme og Brynjer og alskens Harnisker; og tidlig om Vaaren samledes i Susa den Hær, som skulde drage med Kong Didrik at vinde hans Rige tilbage.


297. Da Hæren nu var færdig, traf det sig en Dag, at Kong Attilas Sönner Erp og Ortvin og Junker Detter og med dem mange unge Mænd sade i en Æblehave; da kom Dronning Erka, kaldte paa sine Sönner og sagde: „Mine kjære Sönner! nu skal jeg udruste eder til denne Færd med Konning Didrik, hvorved han skal vinde sit Rige igjen.“ Hun lod dem derpaa give Brynhoser, med hvilke de væbnede sig; og dernæst lod hun tage to Brynjer, hvide som Sölv, hvilke de trak paa sig; de vare haarde som Staal og meget sirede med röden Guld. Nu lod hun bringe dem to Hjelme, blanke som et Sværd, og alle Naglerne, som sade i dem, vare forgyldte. Da de havde spændt Hjelmene paa sig, lod hun bringe dem to Skjolde, begge tykke og malede med röd Farve og mærkede med en forgyldt Bannerstang. Men derfor havde de ikke Fugle eller Dyr paa deres Vaaben, fordi de, for deres Alders Skyld, endnu ikke vare slagne til Riddere. Dronning Erka sagde da grædende: „Nu har jeg udrustet begge eder mine Sönner til Kamp, og troer jeg, at ei skulle tvende Kongesönner være bedre udrustede. Værer I nu saa brave og tappre, som eders Vaaben ere stærke; og saa meget som jeg önsker, at I komme uskadte hjem, skal dog Intet glæde mig mere, end at I vise eder som tappre Helte, naar I komme i Kamp.“


298. Nu kaldte Dronningen paa sin Fostersön Detter, slyngede begge sine Arme om hans Hals, kyssede ham og sagde: „Min kjære Fostersön Detter! see her nu mine Sönner, som jeg har udrustet til Kamp at fölge Konning Didrik; og du og han skulle kæmpe for eders eget Rige. I tre Ynglinge have elsket hverandre [saa, at I ingensinde kom til en Leg, hvor I ikke stode hverandre bi]; nu fare I til den förste Hærfærd, fölges nu vel ad, og hjælper hverandre i denne Leg, hvortil I nu vandre.“ Da svarede Detter: „Frue! nu ere dine Sönner udrustede til Kamp; hjælpe saa Gud mig, at jeg kan före dig begge dine Sönner uskadte tilbage; men om de falde i Slaget, da skal jeg ei komme tilbage; og ei skal du det spörge, at jeg da lever, naar de ere döde.“ Hun bad ham holde sit Ord og sagde: „Gud lönne dig derfor, om du det vel udförer!“ Hun lod give ham Hoser af haarden Staal og tillige en god Brynje; den var hvid og haard og dobbelt og overalt indlagt med meget Guld. Han iförte sig den. En Ridder bragte ham en Hjelm, som Dronning Erka havde ladet gjöre; denne Hjelm var besat med de kostbareste Stene. Skjoldet, som hun bragte ham, var haardt og stærkt og belagt i Midten med Guld og mærket med en Löve. Og saaledes vare nu de tre Svende væbnede; og saa er sagt i gamle Sagaer, at Ingen saae nogensinde Kongesönner prægtigere udrustede, [heller ikke] mere Guld og kostbarere Stene end paa disse Svendes Harnisker.


299. Nu var i Susa megen Gny og Allarm af Vaabnene og af Folkenes Raab og Hestenes Vrinsken; og hele denne Stad var saa fuld af Mænd og Heste, at Ingen kunde komme frem, hvorhen han agtede sig, om han end vilde gaae, og Ingen kunde her höre den Andens Tale, hvis han ikke stod tæt ved Siden af ham og raabte ham ind i Öret. Kong Attila steg da op paa et Taarn og raabte höit: „Hörer paa mig, alle Mænd! og giver mig Lyd, medens jeg fremförer mit Ærende!“ Og nu talte han: „Saa synes mig nu, som her maa være sammenkommen en stor Hær af Mænd og mange kostelige Hövdinger. Nu skulle I fare saa med denne Hær, som jeg byder eder, Konning Didrik skal drage ene med sin Hær; men min Mand Markgreven skal drage med den anden Flok, som jeg overdrog Konning Didrik; og nu alle de Mænd, som her ere sammenkomne og ei ere talte, de skulle fölge mine Sönner og Junker Detter.“ Og Alle erklærede, at det skulde skee som Kongen böd. Markgreven red derpaa först ud af Susa med sin Fylking og hans Hær var vel udrustet. Dernæst sprang paa deres Heste Junkerne Erp og Ortvin, og i deres Fylking var Hertug Nödung af Valkaborg[2], der förte Detters[3] Banner; sammesteds var ogsaa den tappre Ulfard, Kong Didriks Frænde, og der var den mægtige Hjalprik, Detters Frænde. Og da han, ifört sine Vaaben, sprang paa sin Hest, da sagde Dronning Erka: „Gode Ven, Hjalprik! I din Varetægt overdrager jeg mine Sönner; lader dem ride ved dig, naar de komme i Kamp.“ Han svarede: „Frue! det vil jeg eder sværge ved Gud, at aldrig kommer jeg hjem af denne Kamp, om jeg mister dine Sönner.“ Da talte Dronning Erka og bad ham vel udföre sit Löfte og gav ham meget Guld. Hertug Nödung red nu ud af Susa og alle de tre Junkere og de gode Riddere Hjalprik og Ulfard og hele deres Hær. Nu sprang Kong Didrik paa sin Hest Falka, og Mester Hildebrand förte Kong Didriks Banner, og red foran Kong Didrik, og næst efter ham Vildifer og hele den Hær, som fulgte Didriks Banner. Og i disse trende Afdelinger taltes nu ei mindre end ti tusinde Riddere foruden en talrig Hær af andet Mandskab.


300. De fore nu deres Vei, og Intet er at fortælle om dem, medens de droge frem. Da Kong Didrik var kommen et Stykke fremad paa Veien, kaldte han til sig to at sine Löbere. Han sagde, at de skulde ile saa stærk de kunde Dag og Nat, lige til de naaede til Kong Ermenrik, og da sige, at Kong Didrik og hans Broder Detter nu vilde ride hjem til Ömlungeland til deres Rige med en væbnet Magt. Og om Kong Ermenrik vilde værge Landet, skulde han komme imod dem ved Gransport[4] med sin Hær. Disse to Mænd fore da afsted med deres Ærende, og ei traf de Kong Ermenrik för i Romeborg. Da sagde den, som skulde frembære Ærendet: „Hör du Konning Ermenrik! Vist er du en trolös Forræder; men nu have Konning Didrik og hans Broder Detter samlet en Hær over hele Huneland, og der ere med dem to af Konning Attilas Sönner, og nu ville de hevne det, at du skændigen tog deres Rige fra dem; kan hændes, at de nu faae dig gjengjeldet din Trolöshed; thi hele denne Vinter have de været sysselsatte med at udruste denne Hær, og ere nu paa Veien hid. Men om du vil værge dit Rige, kom da imod dem ved Gransport. Saaledes har han sendt os at forkynde dig Krigen, thi ei vilde han stjæle sig paa dig.“ Da Kong Ermenrik havde hört denne Tidende berettet, lod han tage frem to gode Heste og gode Klædninger til to Mænd og lod give disse Mænd, som havde fremfört Krigsforkyndelsen, og bad dem ride hjem og have hans Venskab for denne Ordsending; „thi kun lidet,“ sagde han, „frygter jeg Hunernes Hær, naar de ei komme uforvarendes over os.“ Derefter rede Sendemændene bort. Men Kong Ermenrik sendte Bud over hele sit Rige, at til ham skulde komme hver Mand, som var saa övet i Kampfærd eller saa gammel, at han forstod vel at ride og bære sine Vaaben. Og dette Opbud gik i tre Dage og tre Nætter; og da den Tid var forlöben, da vare sytten tusinde Riddere sammenkomne, alle vel udrustede til Kamp, og af dem var Hertug Vidga Velentssön af Fritila den förste Mand. De vare alle udrustede med stærke Hornbuer og sorte Hjelme og hvide store Spangebrynjer[5]. Da talte Vidga til Kong Ermenrik: „Her ere nu komne alle mine Mænd; ei kunde jeg samle större Hær i saa kort en Tid, og alle disse ere nu beredte til at slaaes med Hunerne; men ei er jeg beredt til at slaaes med Konning Didrik og hans Broder Detter; men dog vil jeg lade det skee som I vil.“


301. Nu var der megen Allarm og Raaben og Vaabenbrag og Hestevrinsken i hele denne Borg. Kong Ermenrik gik nu op i det höieste Taarn, og raabte, at nu skulde Alle give Agt paa hans Tale: „Min gode Ven Sifka!“ [saa talte han], „du skal före mit Banner og min Huustrop og ei mindre Hær end sex tusinde Riddere, men naar du kommer i Træfning, da skal du möde Konning Didrik af Bern, og alle I Mænd skulle angribe ham og hans Fylking, og det vilde være mandigt, om du slutter denne Kamp saalunde, at du bærer hans Sværd i din Haand.“ Og endnu raabte han: „Min kjære Frænde Reinald; dig sætter jeg til Hertug oven fem tusinde Riddere, og den Hær skal du styre mod Hunerne, saaledes at Markgreven falder for ditt Sværd. Og hör saa du gode Ven Vidga, du min hin bedste Hertug! du skal have i din Fylking sex tusinde Riddere, som alle ere tilböielige til at kæmpe mod Hunerne. Og ei maa du komme tilbage til Romeborg med Useier. Jeg vilde gjerne, at Didrik og hans Broder Detter, som nu hærje paa mit Rige, maatte falde i denne Kamp; men fremfor alt maa I aldrig lade Konning Attilas Sönner komme tilbage med Livet. Nu give Gud eder Seier i denne Færd, haver Held med eder, og værer tappre og brave Helte! derfor skulle I have faver Hæder og megen Berömmelse.“ Da svarede Vidga og sagde, at han var heelt færdig til at stride mod Kong Attilas Sönner; „men om jeg maae raade,“ lagde han til, „skal ingen Skade tilföies Konning Didrik.“


302. De sprang dernæst paa deres Heste og rede med Skrigen og Raab og Ludurgang ud af Borgen. De droge nu Veien nordpaa over Mundia, og standsede ei deres Færd, förend de kom til den Stad, som hedder Gransport; og der traf de for sig Kong Didrik af Bern med sin Hær. [Ömlungerne opsloge nu deres Leir syden for Aaen, men Hunerne havde slaaet deres norden for samme], og der laae de nu den Nat. Om Natten var Mester Hildebrand Kong Didriks Vagtmand. Da nu alle Mand vare indsovede i Teltene, red Hildebrand eensom ned langs Aaen, indtil han fandt et Vadested, hvor han red over den. Da kom en Mand imod ham, men det var saa mörk Nat, at ingen af dem kunde see den anden, för de stödte sammen. Da sagde Hildebrand: „Hvo er du Ridder, som lader saa uhöflig og rider saa heftig?“ Reinald svarede: „Ei behöver jeg at sige dig mit Navn uden jeg vil, fordi du rider eensom ligesom jeg, og ei behöver jeg at spörge dig om Navn; thi, skjöndt jeg ei saae dig i tyve Vintre, kjender jeg dog, at du er Mester Hildebrand.“ Han svarede derpaa: „Vistnok er jeg Hildebrand, Konning Didriks bedste Ven; for intet Menneske vil jeg det fordölge, at jeg er hans Ven, og vær du nu velkommen, Reinald! og giv mig Efterretning om eders Hær.“ „Det er den förste Efterretning,“ svarede han, „som jeg har at give eder, at over Hæren er en Hertug Vidga, eders gode Ven, en anden er Sifka, eders störste Uven; ogsaa lönlig red jeg bort fra vore Telte, at Alle troe, at jeg sover paa mit Leie, thi jeg vilde ride til Konning Didrik, om jeg ei havde truffet dig, og give eder Efterretning; thi det önsker jeg, at det vil gaae ham vel, men slaaes ville vi dog i Dag, og maa jeg da staae mine Mænd bi, men dog vil jeg ikke skjule for Konning Didrik, hvad han önsker at vide om vor Færd.“


303. De rede nu op med Aaen, og talte med hinanden; og nu stod Maanen op, og det blev saa lyst, at de kunde see over begge Hære. Da sagde Hildebrand: „Hvor er Sitkas Telt; han er vor störste Fjende; nu kunde jeg tilföie ham noget Ondt, hvis du ikke vil forhindre det.“ „Der kan du see,“ svarede Reinald, „et guult Telt og ovenpaa Stangen tre store Guldknappe. Dette Telt vil du godt kunne kjende, det eier Konning Ermenrik, deri ligger Sifka; men om jeg end ikke hindrede dig; saa vil du dog ikke kunne gjöre ham Skade dennesinde, saa stor en Hær ligger der omkring ham.“ Da sagde Hildebrand: „Hvor er Vidga, vor bedste Stalbroder, med sin Hær?“ „Du kan see et grönt Telt,“ svarede Reinald, „og oppe paa Stangen en stor Sölvknap; deri sover Vidga og mange Ömlunger; og det have de svoret, at i Dag skulle de klöve mangen Hjelm, som Hunerne ville sætte paa deres Hoveder, og det faae de vel ogsaa udfört.“ „Hvo eie det sorte Telt?“ spurgte Hildebrand fremdeles. „Der seer du mit Telt,“ svarede Reinald; „der sove mine Mænd.“ Da sagde Hildebrand: „Nu har du gjort vel, at du gav mig Underretning om, hvo der ligge i hvert af eders Telte; nu skal jeg igjen sige dig, hvorlunde vi have fordeelt vor Hær.“


304. De rede nu op langs Aaen, og da rede [fem] Riddere imod dem, det var Ömlunger af Sifkas Hær og hans Vagtmænd. Disse fem rede djærvt ind paa dem og troede, at det var Huner, som fore paa Speideri i deres Hær; de trak derfor deres Sværde og vilde dræbe dem. Nu trak ogsaa Hildebrand sit Sværd paa det djærveste og red imod dem. Da tog Reinald Ordet, og bad dem ikke ride saa haardt til: „Denne Mand fulgte mig hid,“ sagde han, „og er min Mand.“ Midlertid tyktes dog Mændene at kjende, at det var Mester Hildebrand hvorfor de hug haardt til i hans Hjelmhat, saae den gik sönder, men ikke bed det i Hjelmen. Hildebrand hug derpaa med sit Sværd til een af dem i hans Hjelm over Halsen, saa at Hovedet flöi af, og han faldt död af Hesten; og derefter skiltes de, thi Reinald vilde ikke, at de sloges. Reinald og Hildebrand rede derpaa som de havde besluttet, og Vagtmændene droge deres Vei.


305. Da [Reinald og Hildebrand] kom til Aabreden ligefor Hærene, da tog Hildebrand til Orde: „Der kan du see et Telt med fem Stænger og Guldknap paa hver Stang, det er let at kjende, det er Konning Didriks Telt; og der kan du see paa höire Side et rödt Telt af rödt Silke, det er med ni Stænger og Guldknap paa hver Stang, det er Konning Attilas Telt; der ere hans Sönner og Junker Detter, Konning Didriks Broder, og nu vil han hevne sin Beskæmmelse.“ „Der paa venstre Side,“ vedblev Hildebrand, „kan du see et grönt Telt, det eier Markgreven, og han vil yde Detter og Konning Didrik Bistand. Nu har jeg sagt dig, hvorlunde vore Telte ere ordnede, og det skal Sifka mærke, at Konning Didrik vil lade bære sit Banner imod ham.“ Da sagde Reinald: „Sifka har besluttet at stride mod Konning Didrik, men mit Banner skal föres imod Markgreven; ham fölge Huner, de ere ikke vore Venner; men da kommer vor Ven Vidga til at stride mod Detter og Konning Attilas Sönner, dog vil han kun nödig stride mod Detter for Konning Didriks Skyld, men det maa nu dog saa være.“ Nu kyssedes de og böde hinanden Farvel. Hildebrand red derpaa hjem til sine Telte.


306. Da Reinald kom til sit Telt, traf han der Sifka med mange Mænd, fuldt beredte til Strid. Denne havde spurgt om Hildebrands Færd, og agtede at ride efter ham for at dræbe ham. Da sagde Reinald til Sifka: „Vil du ride efter Hildebrand, og med dit Mandskab dræbe ham, min gode Ven, da vil jeg i kort Tid faae ikke mindre Mandskab end du har, og da skal du slaaes med mig förend med ham, og venter jeg, at du da vil komme til at miste mangen Mand, för du naaer Hildebrand; og dog kan man snarere vente, at han [dennesinde] rider sin Vei, hvor ham lyster, [hvad enten du saa rider efter ham eller ei].“ Da sagde Sifka: „Hvi vil du, Reinald! vorde Konning Ermenriks Uven og tage vore Fiender i Forsvar?“ Han svarede: „Ei vil jeg være Konning Ermenriks Uven, han som satte mig til Hövding paa denne Færd, men jeg skal yde eder Bistand, om I end stride mod vore Frænder og Venner; men det kan jeg ikke tilståede, at I dræbe Hildebrand. Desuden saa hændes det vel, at I paa denne Dag faae fuldgod Leilighed til at træffe Hildebrand, naar han kommer med sine Mænd. Dog! jeg vil ikke hindre Nogen i at ride efter ham, thi jeg veed, at han vel forstaaer at före sit Værge.“ Ved dette tabte Sifka imidlertid Lysten til at forfölge Hildebrand. Denne kom i Dagningen til Kong Didriks Telt og fortalte ham Alt, hvad han var bleven vaer; men Kongen roste hans Færd, og sagde, at han i Mandighed endnu lignede sig selv.


307. Men da nu Morgenen indfandt sig, og det var bleven lyst, stod Kong Didrik op, og lod blæse i alle sine Lurer, og strax lod ogsaa Junker Detter blæse i sine Lurer, og ligesaa Markgreven. Alle stode da op og væbnede sig. Og saasnart de kom paa deres Heste, red Mester Hildebrand foran og bar i sin Haand Kong Didriks Bannerstang, og strax efter ham Kong Didrik og alle hans Mænd; de rede til det samme vadested, hvorover Mester Hildebrand för var reden. Da Ömlungerne saae dette, lod Sifka blæse, og da Vidga og Reinald hörte det, lode de ogsaa blæse i alle deres Lurer, at Folkene skulde væbne sig og gjöre sig færdige til Kamp. Og nu sprang Vidga paa sin Hest Skemming, ifört alle sine Vaaben, og var saaledes færdig til Kamp, og ligeledes Reinald med sin Hær. Valter af Vaskasteen var nu kommen paa sin Hest og förte i sin Haand Kong Ermenriks Bannerstang. Dette Banner var paa den Maade gjort, at Bannerets yderste Farve var sort som en Ravn, den anden Deel derimod var silkefarvet som Guld, den tredie Deel var grön som Græs; og udentil paa Banneret var syet [halvfjerdsindstyve Klangbjældre, og Banneret ringede og löd, saa at man kunde höre det over hele Hæren, saasnart det gyngede sig i Hestens Fart eller flagrede for Vinden. Og derefter red Sifka med hele sin Fylking med sex tusinde Riddere og en stor Mængde Ridderknægte[6]. Kong Didrik saae nu, hvor Kong Ermenriks Banner var, og vidste, at Sifka fulgte det, thi raabte han, at Mester Hildebrand skulde före hans Banner derimod. Dette var gjort af hvidt Silke, og deri var mærket med Guld en kronet Löve, og derpaa var og Klangbjældre, ei færre end tredsindstyve. Dette Banner havde Dronning Erka ladet gjöre, og gav det til Kong Didrik. Reinald red nu og med sin Trop; hans Banner var gjort paa denne Maade: det var rödt som Blod og foroven mellem [Flaget og] Spydet [7] vare tre Knapper af Guld. Han rykkede frem med sine Mænd mod Markgreven. Dernæst red Vidga frem med sin Hær; hans Banner bar den stærke Runga, hvem ingen Rise overgik i Styrke; dette Banner var sort, og med hvidt Silke var mærket i det Hammer og Tang og Ambolt. Herimod red Hertug Nödung, der bar i sin Haand et hvidt Banner, mærket med en gylden Löve. Dette Banner gav Dronning Erka Junker Detter, og det fulgte og begge Kong Attilas Sönner og den gode Ridder Hjalprek, som var den standhaftigste blandt Mænd; deres Skare[8] var heelt udsiret med Guld, saa at det lyste fra den, som man kunde see en Lue.


308. Nu rede disse trende Fylkinger sammen. Kong Didrik red frem paa sin Hest Falka, og nedhug til begge Sider Mænd og Heste, og fældte den ene oven paa den anden, hvor han kom frem; og foran ham red Mester Hildebrand med sit Banner og dræbte mangen Mand med sin ene Haand, og deres Stalbroder Vildifer fulgte ham mandigen. Denne Træfning var meget haard, og der faldt mange Ömlunger for Sifka. Nu raabte Didrik höit og eggede sine Mænd frem med de Ord: „Frem haardt vore Mænd! og kæmper nu med megen Heftighed og Manddom! I have ofte stredet med Russerne og Vilkinemændene, og da fik vi stedse Seier. Nu söge vi vort Rige, og komme vi da til Anseelse, om vi erholde det.“ Og derefter blev denne Kamp dobbelt saa hidsig; og nu red Kong Didrik frem midt i Sifkas Fylking, og dræbte mangen Mand, og han red derpaa igjennem Fylkingen og en anden Vei tilbage. Alle ræddedes for ham, og Ingen mægtede at staae for hans Hug, og alt havde han dræbt utallige Mænd. Et andet Sted i Midten af Ömlungernes Fylking red Vildifer frem, og for ham faldt Ömlungerne, og hvor han kom i Hæren, der beholdt ingen Mand sin Hest og Vaaben for ham, og nu havde han dræbt mange Hövdinger, men var endnu ikke saaret. Dette saae Hertug Valter af Vaskasteen, hvor megen Skade Vildifer tilföiede Ömlungerne, og at de flyede for ham, hvor han kom frem, og han red da mod ham paa det hidsigste, og satte Bannerspydet for hans Bryst, saa at det gik ud gjennem Skuldrene, men da sönderhug han Spydeskaftet og red mod Valter og hug ham over Laaret ved Sadlen og sönderhug Brynjen, saa at Sværdet fæstede i Sadlen, og hver af dem faldt til sin Side af Hesten til Jorden. Og da Sifka saae, at hans Banner var faldet og at dræbt var den störste Kæmpe Valter, vendte han sin Hest og flyede bort og efter ham hele hans Hær; men Kong Didrik og hans Mænd satte efter de Flygtende, og dræbte mangen Mand og forfulgte dem længe, og skiltes ei fra dem, förend en stor Deel af denne Hær var falden, og det var en lang Vei, Kong Didrik red, för han skiltes fra dem for igjen at vende tilbage.


309. Nu saae Vidga, at Sifka og alle hans Mænd flyede, og han vidste nu, at ei finge Ömlungerne Seier, om det gik andensteds som her; derfor red han frem paa det mandigste, og saae, hvor Hertug Nödung red og havde dræbt mangen Mand. Vidga red imod ham, og da de mödte hinanden, kom det til den skarpeste Strid, og de skilte deres Enekamp med, at Vidga svingede sit Sværd Mimung i Veiret og hug Bannerstangen sönder og fældte Banneret til Jorden, og i det samme gav han ham et andet Slag paa Halsen, saa at det tog Hovedet af. Da Junkerne saae dette, sagde Ortvin til sin Stalbroder Hjalprik: „Kan du nu see, hvorledes den onde Hund Vidga gjör vore Mænd Skade, og nu har han dræbt vor Hertug Nödung; lader os derfor ride mod ham, og ei fare saa længer, thi vi have jo nok af raske Helte.“


310. Da red Ortvin tilligemed Hjalprik paa det mandigste frem imod Vidga, og mod dem den stærke Runga, og deres Træfning blev frygtelig haard, men den endtes med, at Ortvin og hans Stalbroder faldt döde til Jorden. Men da Erp og Detter bleve dette vaer, rede de paa det mandigste frem og Detter og Runga stredes med stor Hidsighed, og Detter hug et Stort Hug paa hans Hjelm, saa at Hjelmen og Hovedet klövedes, og Sværdet standsede i Axlerne, og Runga faldt död til Jorden. Og i det samme havde Vidga dræbt Erp. Da Detter saae, at begge Junkerne Erp og Ortvin vare dræbte, red han meget vred imod Vidga, og vilde nu lade sit Liv eller hevne sine Fostbrödre; og han tildelte Vidga mange haarde Slag. Da sagde Vidga: „Er du der, Detter, Konning Didriks Broder! rid bort andenstedshen og slaaes med andre Mænd, thi for hans Skyld vil jeg ikke gjöre dig Skade.“ Da svarede Detter: „Det veed Gud, fordi mine Junkere Erp og Ortvin ere faldne, og du, hin onde Hund! haver dem begge dræbt, [da vil jeg vist ei leve], uden jeg faaer dem hevnet, og enten skal du fælde mig död af min Hest, eller jeg skal være din Banemand.“ Nu hug han end langt stærkere, og faldt an paa det heftigste. Da sagde Vidga: „Det veed Gud med mig, at jeg for din Broders, Konning Didriks, Skyld kun nödig vorder din Banemand!“ Da hug Detter af alle Kræfter til Vidga i hans Hjelm. Men denne Hjelm var saa haard, at intet Staal var haardere. Sværdet sprang da fra Hjelmen ned foran Sadelbuen, saa at det aftog Hestens Hoved, og der lod Skemming sit Liv. „Det veed Gud,“ sagde Vidga, „at jeg nu, skjöndt nödig, maa gjöre, hvad aldrig var mit Önske, at dræbe dig; thi saameget Under og Nöd er mig hændet, at mit eget Liv ellers staaer i Fare.“ Og nu tog Vidga med begge Hænder om Fæstet paa sit Sværd, og hug saa fast paa Detters Ryg, at Sværdet sönderbeed Brynjen og Bugen, og han faldt i to Stykker til Jorden. Og derefter blev en haard kamp, og Vidga dræbte mangen Mand, men han mistede og mangen een af Ömlungerne.


311. Den gode Ridder Ulfard kæmpede hele Dagen med megen Heftighed, og ved hans Side stred Markgreven. Langt red han frem i Ömlungernes Hær og nedhug til begge Sider Mænd og Heste; og ham fulgte Markgreven paa det tappreste. De dræbte en stor Mængde Mennesker, og ingen Skare holdt Stand for dem. Ligesaa stred den dygtige Ridder Reinald med megen Hidsighed, og nedhug Huner hele denne Dag og fældte den ene ovenpaa den anden, saa at hele hans Brynje og Hest var farvet i Blod; han saae nu, hvor megen Skade hans Frænde Ulfard tilföiede Ömlungerne, og at hans Mænd flyede for Markgreven og Ulfard. Reinald red da paa det mandigste imod dem med megen Heftighed, og satte sit Glavind[9] for Ulfards Bryst, saa at det gik gjennem Brynjen og Brystet og ud mellem Skuldrene, og han faldt död af Hesten. Markgreven, som var nær ham, optog da sit Banner, og red frem paa det tappreste, holdende selv Banneret, og han hug med sit Sværd over Halsen paa den Ridder, som bar Reinalds Banner, saa at Hugget tog Hovedet af og skar Bannerstangen sönder, og Banneret faldt til Jorden. Og da Ömlungerne saae dette, at Reinalds Banner var faldet og Sifka var flygtet, da flyede alle Ömlunger, men Reinald red ind paa Markgreven, og hug i hans Hjelm saa haardt, at han faldt af Hesten og tabte Bevidstheden, men siden undflyede Reinald og sögte at sætte sig i Sikkerhed.


312. Nu kom en Ridder imod Kong Didrik og sagde: „Herre! Jeg kan sige dig en sörgelig Tidende, som desværre er sand. Hin onde Hund Vidga dræbte först din gode Hertug Nödung og dernæst dine Junkere Ortvin og hans Broder Erp og tillige din gods ven Hjalprik; og nu er din Broder Detter ogsaa dræbt, og alt dette har hin onde Hund Vidga gjort; rid tilbage Herre, og hevn dem!“ Da svarede Kong Didrik: „Hvad Sag gav Gud mig, da han lod komme saadan en Ulykkes-Dag over mig, at intet Vaaben bed fast paa mig i Dag, men mine Junkere ere döde og min Broder, og om end hans Tab gaaer mig til Hjerte, kunde jeg dog vel bære det, naar kun mine Junkere end levede, thi fra denne Dag kan jeg ei komme til Huneland, og derfor vil jeg nu döe eller hevne mine Junkere!“


313. Didrik vendte da sine Hest Falka tilbage, og slog den stærkt med Sporerne, og ham fulgte nu hele hans Hær; og saa stærkt red han, at Ingen kunde fölge ham, og han red hen, der hvor Kampen stod, og saa vred og harmfuld og grum var han, at brændende Ild flöi ud af hans Mund, og ingen Ridder var saa djærv, at han torde stride mod ham. Da nu Vidga saae dette, flyede han som de Andre med den Hest, som Detter havde eiet, og red ned langs Aaen Musalaa[10], men Kong Didrik red efter ham. Og nu raabte Kong Didrik paa Vidga og sagde: „Du hin onde Hund! bi efter mig, jeg vil hevne min Broder, som du dræbte, og ei skal du længer leve, om du tör slaaes med en enlig Mand.“ Men Vidga lod som han hörte det ikke, og red nu paa det aller iilsomste. Og end raabte Kong Didrik anden Gang, og bad ham bie, om han torde, og sagde at dette var Skam, at flye for en enlig Mand, som vilde hevne sin Broder. Da svarede Vidga: „Jeg dræbte din Broder nödig, og ei havde jeg dræbt ham, om jeg ellers havde kunnet beholde mit Liv, og om jeg kan böde dig dette med Guld og Sölv, vil jeg vist böde det.“ Og nu red han alt hvad hans Hest kunde fare afsted, men Kong Didrik satte efter ham, og da de nu kom ned til Söen, sprang Vidga ud i den. Didrik var da kommen ham nær og skjöd sit Spyd til ham, og i det samme sank Vidga i Söen, men Spydskaftet stod tilbage, hvor det havde truffet i Jorden i Aaens Munding; og der saaes dette Spydskaft endnu i mange Tider derefter.


314. Nu red Kong Didrik tilbage hvor Kampen havde staaet. Der saae, han da falden mangen Mand, Ven og Frænde. Han kom derhen, hvor hans Broder laa. Da sagde han: „Der ligger du, Broder! det er mig en stor Sorrig, at du er saa faren bort.“ Og han tog hans Skjold op, og bortkastede det Skjold, som han bar, da det var saa ilde tilredt af de mange Hug, at han ei kunde bruge det. Og nu gik han hen, hvor hans Junkere vare faldne med deres fortrinlige Brynjer, og da sagde Kong Didrik: „Mine kjære Herrer! Det er mig den störste Sorrig, at jeg har mistet eder to, og hvor kan jeg nu fare hjem til Susa; og det veed Gud med mig, at hellere vilde jeg have havt store Saar selv, naar I kun vare uskadte.“ Og nu gik Didrik bort, og alle hans Mænd samlede sig om ham. Da sagde Didrik: „Hör nu Markgreve! bær du min Hilsen hjem til Huneland til Attila og Dronning Erka; aldrig mere vil jeg komme der, saa mangen god Helt som Konning Attila har mistet for min Skyld.“ Da svarede Markgreven og mange andre Hövdinger: „Ei skal du saa gjöre; det kan ofte hændes i Kamp, at Hövdinger miste deres kostelige Helte, men faae dog selv Seier, saaledes som det er gaaet her, og ei skal du lade Modet falde, om du end har mistet dine Junkere, vi skulle nok bede Dronning Erka, at hun skal give sig tilfreds, om hun end har mistet sine Sönner, og vi skulle alle hjælpe til, at Konning Attila ei skal mindre være din Ven end tilforn.“ Hertil svarede Didrik, og udlod sig med, at han aldrig vilde fare hjem efter denne Sagernes Vending; „fordi jeg lovede Dronning Erka det,“ föiede han til, „at jeg skulde bringe hende begge hendes Sönner, og det har jeg nu ikke udfört.“ Da gik alle Hövdingerne og Ridderne til Kong Didrik og sagde: „Gode Herre Konning Didrik! drag hjem med os til Huneland. Vi skulle hjælpe, saa at Konning Attiila og Dronning Erka ei skulle være mindre dine Venner end tilforn. Men vil du ei drage tilbage til Huneland, da ville vi alle fölge dig, om du endnu engang vil stride mod Konning Ermenrik, og söge at vinde dit Rige tilbage.“ [Da svarede Kong Didrik]: „Det vover jeg vist ei, at rykke længere frem med Konning Attilas Hær, saa ilde det er gaaet mig, og hellere vil jeg drage hjem med eder.“ Og nu droge de hjem til Huneland til Kong Attila.


315. Da nu Kong Didrik kom hjem til Susa, gik han til et Huus og vilde paa ingen Maade gaae til Kong Attila. Markgreven gik nu ind i Kong Attilas Hal og for Kongen og sagde: „Hil være eder, Konning Attila!“ „Velkommen, Markgreve!“ svarede Attila, „hvad Tidender kan du fortælle mig om eders Færd; lever Konning Didrik og have Hunerne faaet Seier eller ei; hvordan er det gaaet eder, vel eller ilde?“ „Konning Didrik lever,“ svarede Markgreven, „og Hunerne have seiret i Kampen, og dog er det gaaet os ilde, fordi vi have mistet vore Junkere Erp og Ortvin.“ Da Dronning Erka hörte dette, græd hun, og ligesaa næsten allede, der vare inde i Hallen. Da sagde Kong Attila: „Hvo ere faldne af Hunerne med mine Sönner?“ Da svarede Markgreven: „Mange kostelige Helte, den förste Mand Detter, Konning Didriks Broder, og din gode Ven, Hertug Nödung, Hjalprik og Vildifer og Ulfard og mange andre Helte og store Hövdinger. Dog have Ömlungerne mistet for os dobbelt saa mange Mænd, men paa Flugten undkom den störste Deel af Konning Ermenriks Hær.“ Da sagde Kong Attila: „Lader os mandigen modtage denne Tidende; de maa falde, som ere bestemte til Döden, og ingen mand frelser enten gode Vaaben eller megen Styrke, naar han dog skal döe, og dette viiste sig fuldelig i denne Færd, thi uagtet de fortrinlige Vaaben, hvormed mine Sönner Erp og Ortvin og deres Fostbröder Detter vare udrustede, saa ligge de dog nu der[ned] alle döde.“ „Hvor er nu min gode Ven Konning Didrik?“ spurgte Kongen. Da svarede en Gaardskarl: „I et Stegerse sidder Konning Didrik tilligemed Mester Hildebrand, afförte deres Vaaben, og ei vil han komme for eders Aasyn, saa ilde er han tilmode over, at han har mistet eders Sönner.“ Da sagde Kong Attila: „Kald nu min gode Ven Konning Didrik ind!“ Da ginge to Riddere hen, hvor Kong Didrik sad, og bade ham gaae ind for Kong Attila, og sagde, at de vare sendte efter ham. Kong Didrik sagde, at han var altfor bekymret i Sindet til at han vilde komme til noget Menneske. Ridderne ginge tilbage, og berettede Kong Attila, at Kong Didrik var saa ilde tilmode, at han ikke vilde komme for hans Aasyn.


316. Dronning Erka stod nu grædende op, og med hende mange af hendes Hofkvinder, og gik hen hvor Kong Didrik sad, og da hun kom i Huset, talte hun til Kong Didrik: „Gode Herre!“ sagde hun, „hvorlunde værgede sig mine Sönner, för de faldt!“ Da svarede Kong Didrik med stor Sorg: „Frue! Vist vare de brave Helte, og de værgede sig vel, og ingen af dem vilde skilles fra de andre.“ Da gik Dronningen til ham, og slyngede sine Arme om hans Hals og kyssede ham. „Gode Ven, Konning Didrik!“ sagde hun, „gak nu ind med mig i Konning Attilas Hal og vær velkommen og munter. Ofte er det gaaet saa som nu, at de Mænd finge Bane i Kampen, hvem Skjæbnen havde Saadant bestemt; og de, som beholde Livet, maa dog vedblive at sörge for sig selv; ei nytter det at begræde döde Mænd, Herre! vær nu munter og glad og velkommen hos Konning Attila og gak ind med mig!“ Kong Didrik stod da op og gik ind med Dronning Erka i Hallen; men da han kom for Kong Attila, stod Kongen op og bad Kong Didrik være velkommen, kyssede ham og sagde, at deres Venskab nu ei skulde være mindre end tilforn, og bad ham sidde hos sig. Og dette tog Didrik gjerne imod, og han var nu hos Kong Attila i lang Tid.


317. To Vintre efterat Slaget stod ved Gransport blev Erka syg, og denne Sygdom var farlig, saa at enhver kunde see, at hun vilde ei have længe tilbage, om Sygdommen ei lindredes noget, saa voldsom var den. Hun sendte da Bud til Kong Didrik og bad ham komme til sig, og da han spurgte Dronningens Svaghed, drog han strax til hende. Da sagde Kong Didrik: „Det vil blive for Alle den störste Sorrig, om du maa bukke under for denne Sygdom, og derved vil Huneland lide et betydeligt Skaar, om en saa dyrebar Kvinde döer bort; og det veed Gud, at hvis saa skeer, da mister jeg een af mine bedste Venner.“ Og nu sagde Dronning Erka: „Herre Konning Didrik! du har været vor og Konning Attilas store Ven, og meget har du styrket vort Rige, og for meget Godt have vi dig at takke, og nu kan det hænde sig saa, at denne Sygdom afbryder vort Venskab; thi vil jeg nu, at du modtager af mig Vennegaver; jeg vil give dig femten Mark Guld i et Bæger og tillige en heel Klædning, skaaren af Purpur, saa at Ingen eier et kostbarere Klædemon.“ „Dette skal,“ sagde hun, „være din Hædersklædning. Jomfru Herad[11], min Frænke, hende vil jeg dernæst give dig, og vær du saa hendes Formynder!“ „Gode Fru Erka,“ sagde Kong Didrik, „vistnok er din Sygdom farlig; meget Venskab viser du os nu som för, og at miste dig er for Konning Attila större Tab, end om han mistede den Störste Deel af Huneland.“ Da var Kong Didrik saa sorrigfuld, at han ikke kunde tale mere, og han græd som et Barn og gik bort. Og endnu sagde Dronning Erka: „Hvor er min gode Ven Mester Hildebrand?“ „Her er jeg,“ sagde han, og gik hen til hende. Hun tog da den bedste Guldring af sin Haand, og gav ham den, sigende, at de skulde skilles vel og atter findes. Da sagde Hildebrand: „Frue! Gud lönne dig for denne Gave og mange andre, som du för har givet mig, og for alt det Venskab, som du har udviist mod mig og Konning Didrik.“ Og nu græd Hildebrand og alle de, som vare tilstede. Dronning Erka sagde derpaa til sine Riddere: „Kalder Konning Attila, skyndsomt til mig!“ Og da disse Riddere havde berettet hendes Ærende, stod Kong Attila op, gik til Dronningen, og spurgte, hvad Önske hun havde til ham. Hun svarede: „Hin mægtige Konning Attila, nu kan hændes, at vi skilles, og da er du uden Kone, og det önsker du vel ikke; sög dig derfor en god og dyrebar Kone, som det anstaaer dig, men om du tager en ond Kone, da kommer du og mange Andre til at undgjelde det. Gode Herre Konning Attila! tag dig ei en Kone af Niflungeland og ei af Aldrians Slægt; thi om du gjör det, da kommer du derfor til at undgjelde, og af ingen Ting vil der opstaae saa meget Ondt for dig alle dine Dage og for dine Börn, som heraf, hvis du saaledes handler mod mit Önske.“ Og da hun havde dette talt, vendte hun sig om, og endte sine Dage. Da nu Dronningens Endeligt spurgtes, sörgede og græd over hende hvert Barn og hvert Menneske i hele Huneland og mange andre Steder, og det sagde Alle, at aldrig kom til Huneland en dyrebarere Kvinde eller Een, som havde gjort Flere godt end Dronning Erka, og tillige, at ingen Kvinde i Huneland havde saa mange Mennesker begrædt.


318. Kong Attila lod for Dronning Erkas Lig anrette en hæderlig Begravelse, og hun blev jordet foran Borgmuren, og over hendes Grav stode Kong Attila og Kong Didrik og alle de dyrebareste Mænd, som vare i Susa, og Alle fældede paa ny Taarer over hendes Död.




Noter:

  1. I A kaldes han stundum Dettar og Ditmar.
  2. Valkimborg eller Valkunborg, A; Völsluborg, B.
  3. Ditters, B; Didriks, P.
  4. Gransport eller Grönsport, B, P maa have ligget ved Mosel, jfr. Kap. 313.
  5. Pladebrynjer.
  6. i Originalen Sergenter
  7. eller maaske: oppe midt over Spydet.
  8. Sko, B, P, upaatvivlelig en Feilskrift.
  9. Gladiel.
  10. sandsynlig Mosel.
  11. Hun kaldes nu herefter saavel i begge Codexerne, som i P Herad, men er vel den samme, som forhen i P. blev kaldt Berta hin Höflige, jfr. Kap. 64.