Didrik af Bern - Om Sigurd Fafnersbanes Födsel og Ungdom

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Ellevte Fortælling

Om Sigurd Fafnersbanes Födsel og Ungdom


131. Der var en Konge, ved Navn Sigmund, der herskede over det Land, som hedder Jarlungeland[1]. Hans Fader hed Sifian, og var en mægtig Konge og stor Hövding. Saasnart Sigmund efter sin Fader havde overtaget Rigets Styrelse, sendte han Mænd vesterud til Spanien til Kong Nidung og hans Sön Ortvanger[2], for at beile paa hans Vegne til Kongens Datter Sisilie[3]. Denne var af Kvinder den favreste og belevneste, man havde hört omtale. Kong Nidung og hans Sön toge særdeles vel mod Kong Sigmunds Afsendinge, viste dem megen Hæder og gave dem store Gaver. Men paa Kong Sigmunds Andragende löd hans Svar saalunde: „Ei sender vi vor Dotter bort til et ukjendt Land og med saadanne Mænd, der ere for hende ligesaa fremmede som for os; men om eders Konning gaaer stor Berömmelse, at han er en meget ypperlig Mand; derfor vil jeg ikke nægte ham min Dotter, om han kommer selv at hente hende.“ Og derefter droge Sendebudene hjem, og Kong Nidung gav dem kostelige Gaver med til Kong Sigmund. Da de kom hjem, fortalte de Kong Sigmund Udfaldet af deres Ærende, og hvorlunde Kong Nidung havde modtaget dem.


132. Ei varede nu lang Tid, inden Kong Sigmund gjorde sig reisefærdig, og agtede at ride ud til Spanieland i dette Hverv, og han tog tre hundrede veludrustede Riddere med sig. Dernæst begav han sig paa Reisen med stor Pragt og Sirlighed, og standsede ikke sin Færd, för han naaede Spanien og Kong Nidungs Rige. Da Kong Nidung imidlertid fik Underretning om Kong Sigmunds Reise, lod han berede Födemidler til hans Beværtning paa hele den Vei, han skulde drage, indtil de mödtes. Kong Nidung modtog ham med megen Hæder, og gjorde et stort Gjestebud med alskens Pragt og Æresbeviisning. Nu fremkom Kong Sigmund med sit Ærende, at han vilde beile til Kong Nidungs Datter, ligesom det för var andraget for ham. „Det skal staae,“ svarede Nidung, „hvad vi för lovede dine Afsendinge, og du skal nu faae hende til Hustru, da du selv er kommen,“ og för de sluttede deres Tale, fæstede Kong Nidung sin Datter til Kong Sigmund.


133. Der blev nu holdt et meget kosteligt Bryllup, og Kong Nidung gav Kong Sigmund sin Datter og derhos meget Gods og mange Kostbarheder, og i Medgift gav han hende næsten det Halve af sitt Rige, og da han nu selv var til Aarene, gav han det Övrige tilligemed Kongenavn til sin Sön Ortvanger. Dette Gjestebud blev holdt med megen Pragt; de fornemste Hövdinger fra hele Spanieland vare tilstede; man morede sig med alskens skjemtsomme Lege og Sagaer[4], og der uddeltes store Foræringer; og saa talrig Forsamling havde indfundet sig, at aldrig har i Spanieland en Höitid været holdt med mere Pragt. Efterat Gildet havde varet i fem Dage, red Kong Sigmund i Fölge af sine Riddere hjem med sin Kone Sisilie. Han blev hæderlig modtaget, hvor han drog frem, og kom hjem til sit Rige, hvor han nu sad i Fred en Stund.


134. Da nu Kong Sigmund havde været hjemme i nogen Tid[5] kom[6] Afsendinge fra Kong Drasolf med Breve; saa talte de: „Konning Drasolf og din Söster Signe sende dig Hilsen og lade dig sige, at Konning Drasolf har udrustet en Hær tilligemed alle sine Hertuger og Grever og Riddere; han vil gjöre et Ledingstog österpaa ind i Pulineland, og sender eder derfor Bud med sikkre Tegn, at I kommer og yder ham Hjælp med alle eders Mænd, saa mange som I kan faae.“ „Det er ganske tilbörligt,“ svarede Kongen, „at, naar min Svoger og Söster synes at behöve min Hjælp, jeg da yder dem den, og det skal ogsaa skee.“ Samme Dag lod Kongen udfærdige et Brev med Indsegl til sine Mænd, saa vidt som hans Land strakte sig, og böd, at i de næste sex Dage skulde komme til ham hver Mand, som vilde yde ham Hjælp, og som kunde holde Skjold og ride Hest og havde Mod til Strid, og at man maatte berede sig paa at blive borte i tolv Maaneder. Da nu denne Hær var kommen sammen, drog Kongen i Iilfærd med den ud af sit Rige sin Svoger imöde.


135. För Sigmund drog hjemmefra, kaldte han sine Raadgivere til sig, som begge vare store Hövdinger; den ene hed Artus[7] den anden Herman; de vare Grever i Svaben, meget skjönne Mænd og store Kæmper. Disse Hövdinger satte han til at passe sit Rige og alle sine Eiendomme, eftersom han stolede fuldkommen paa deres Troskab; men Svig udruges ofte af dem, paa hvis Ærlighed man sætter altfor meget sin Lid. Disse tvende Hövdinger fulgte nu Kongen paa Veien og han sagde dem mange Ting, hvorlunde de skulde forholde sig, medens han var borte. I Særdeleshed böd han dem at gjöre Alt, hvad hans Frue Sisilie vilde, og derpaa gave de ham deres Löftes Ord; hvorefter de rede tilbage, men Kongen foer sin Vei.


136. Da Svogrene, Kong Sigmund og Kong Drasolf, stödte sammen, havde denne tre tusinde Riddere og ikke mindre Hær i det Hele end syv tusinde Mand, og ei ringere i Styrke var Kong Sigmunds Hær. Efter de derpaa havde forenet sig, droge de med denne Hær ind i Pulineland, herjede vidt og bredt, og udförte der mange store Bedrifter.


137. Det var ei længe efterat disse Grever havde begyndt at forestaae Riget, at Artus en Dag gik til sin Frue Sisilie og talte saalunde til hende: „Dette Rige og eder selv og alle Konning Sigmunds Kostbarheder har jeg i min Forvaring; og vil jeg nu sige eder, hvad Beslutning jeg har taget; jeg agter nu at tage dig til Kjæreste og egen Hustru; derhos agter jeg at vi skulle beholde det Rige, som vi have taget imod; thi det er uvist, om Konning Sigmund kommer tilbage fra denne Færd, og om han end kommer, skal han dog aldrig faae Riget tilbage af mig og os begge, hvis du vil som jeg; thi jeg er ikke ringere Ridder end Konning Sigmund, men endda noget bedre.“ „Ei tale du saadanne Ord,“ svarede Sisilie; „thi jeg vil vente min Herre, Konning Sigmunds, Hjemkomst, og ingen Mand have uden ham. Dog endskjönt du har talt dette, skal jeg for dennesinde holde det skjult; men hvis du taler oftere herom, vil jeg fortælle det til min Herre, naar han kommer hjem, hvad du har i Sinde, og vil du da i Öieblikket blive hængt.“ Da svarede Artus: „Du Frue! ei maa du saalunde tale; du maa have spurgt, at jeg er ikke mindre mægtig Mand i mit Land, end Konning Sigmund er i sit.“ „Om du end var saa mægtig,“ svarede Sisilie, „at du raadede over den störste Deel af Verden og Kong Sigmund var din Undersaat, [som du nu er hans], da vilde jeg dog ene tilhöre ham og aldrig dig, og ei maa du fremföre et Ord mere herom, om du vil beholde dit Liv.“ Han gik derpaa bort, og dermed endtes deres Samtale.


138. Alt dette fortalte Artus nu til sin Stalbroder Herman, og udbad sig hans Raad, hvorlunde han skulde fremme sin Sag. „Gode Stalbroder!“ svarede Herman; jeg vil af alle Kræfter raade dig til at afstaae fra dette Forsæt, men om du endelig desuagtet vil dette eller andet, da vil jeg staae dig bi i Raad og Daad, saa meget jeg formaaer.“ „Ei vil jeg det fordölge,“ svarede Artus, „at saameget er det mig om at gjöre, at denne min Beslutning bliver fremmet, at jeg i andet Fald vil lade mit Lif.“ Hertil svarede Herman: „Eftersom det er dig saameget om at gjöre, at fuldbyrde dette Forsæt, saa gaa det da saa vel, som vi nu begge önske.“ Efter nogen Tids Forlöb gik Herman engang til sin Frue. De taltes mange Ting ved, og omsider fremkom han med Artus's Ærende; men hun svarede paa samme Maade, og blev meget vred. Da gik Herman bort og fortalte sin Stalbroder, hvad de havde talt og alle hendes Svar. Den ene Tid forlöb nu efter den anden, og Artus forsögte ofte dette Andragende hos Fruen, men kunde aldrig hos den höviske Fru Sisilie opnaae hvad han attraaede. Midlertid herjede Kong Sigmund og hans Svoger Drasolf vidt omkring i Pulineland, og gjorde Indbyggerne megen Skade baade ved Manddrab og Ödelæggelse; ofte holdt de Slag med Landets Beboere og havde snart Seier snart Useier. För de vendte tilbage, havde de mistet mange af deres Mænd, men kom dog selv uskadte tilbage.


139. Da nu Sigmund var kommen til [Grændsen af] sit Rige, spurgte hans Landværns-Mænd Artus og Herman det, og gik nu paa Raad sammen. „Det venter jeg,“ sagde Artus til Herman, „at Dronningen, der med saa stor Uvillie svarede paa vort Andragende, vil fortælle Konning Sigmund, naar han kommer hjem, alle vore Anslag, og det vil blive os en svær Sag hos Konningen, naar han faaer det ret at vide; lader os derfor ile med at fatte en Beslutning, thi en hurtig Bestemmelse er nödvendig, hvis vor Sag skal lykkes.“ Og för de skiltes, overlagde de indbyrdes, hvorlunde Alt skulde iværksættes. Siden gik de til Dronningen og fortalte hende, at de havde besluttet at ride ud mod Kongen, og spörge ham, hvorledes det stod til med hans Færd. Dermed var hun vel tilfreds, og bad dem at drage paa det hurtigste. Det gjorde de, og da de kom til Kongen, modtog han dem vel. De kaldte ham til en Side, og da de vare ene, sagde Artus: „Gode Herre! jeg kan sige eder en ond Tidende, som dog desværre er altfor sand, og beder jeg, at I ei fortænker mig i, at jeg siger eder det, da jeg Intet tör skjule for eder, eftersom I har overdraget alt Eders i min og min Stalbroders Værge. Saasnart I var draget hjemmefra, begyndte eders Kone Sisilie at före et slet og utugtigt Levnet; hun tog en Træl, som var faver af Ansigt og lagde ham hos sig, og da vi Stalbrödre vilde formene hende det, da truede hun os med, at hun skulde bagtale os for eder, saasnart I kom tilbage, saa at I skulde lade os dræbe; og den samme Træl har siden sovet hver Nat i hendes Favn, og nu er hun selv frugtsommelig, men vi torde ei lade eder komme hjem, uden forud at lade eder det vide.“ „Ja! det kan I vide med Vished!“ svarede Kongen, „at hvis I lyve hende paa, da er det eders Bane.“ Da svarede Herman, og svor derpaa, at det var altsammen sandt, som de havde sagt. „Gode Venner!“ sagde derpaa Kongen, „hvad skulle vi da gjöre af denne Kvinde, efter som det er gaaet saa slet med hende.“ „I maa raade,“ svarede Artus, „vi skulle gjöre Alt, hvad I forlanger.“ „Det bör sig,“ sagde Kongen, „at Trællen bliver hængt eller at hans Födder blive afhuggede, men at Öinene udstinges paa hende, og at hun saaledes sendes hjem til sin Fader.“ „Jeg veed et andet Raad,“ svarede Artus, „at sende hende til Svabenskov[8], hvor over ingen Vei gaaer og hvor der vel i ti Vintre intet Menneske kommer, og der skjære Tangen ud af hendes Mund, og lade hende da leve, saalænge som Gud vil.“ Dette Raad bifaldt Kongen.


140. Greverne rede derpaa Veien hjem. Som nu Dronningen en Dag stod ved et Skydehul paa Muren, saae hun en Stöv stige op af Veien og dernæst Folk at komme ridende. Hun kjendte paa Vaabnene, at det var Greverne, og saasnart hun ventede, at de kunde höre hendes Raab, sagde hun: „Det give Gud, at jeg maa spörge gode Tidender fra Konning Sigmund! hvad kunne I fortælle mig om ham? siger sandt, og lyver ikke!“ „Konning Sigmund lever vel,“ svarede Artus, „og det er gaaet ham godt, han er i Svabenskov med sin Hær, og bad eder at komme ham i Möde. Vi skulle efter hans Befaling fölge eder did.“ „Ei vil jeg dvæle,“ sagde Dronningen, „naar jeg skal drage ham i Möde, men hvor er der en Kvinde, som kan fölge mig derhen?“ „Det er ikke fornödent;“ sagde Artus, „at en Kvinde fölger med eder, thi Veien derhen er ikke lang.“ „Da er jeg færdig,“ sagde hun, og steg saa op paa sin Hest. De rede nu, indtil de kom til en Dal i Skoven, hvor der aldrig för havde været noget Menneske; der stege de af deres Heste. Da sagde Dronningen med megen Bedrövelse: „Hvor est du, Konning Sigmund! bödst du disse Mænd at före mig herhen? nu seer jeg tilvisse, at jeg er forraadt, og ei har du forraadt mig ene, men ogsaa dit Barn;“ og hun græd bitterlig. „Nu ville vi gjöre, som Kongen böd,“ sagde Artus, „og skjære Tungen ud af dit Hoved, og bringe den til Kongen, og her skal du lade dit Liv.“ Da tog Herman til Orde: „Uskyldig er denne Kvinde; lader os derfor tage en anden Beslutning: vi ville tage den Hund, som fölger os, og skjære dens Tunge ud, og bringe den til Kongen.“ „Nei,“ svarede Artus, „hun skal nu undgjelde, at hun har ilde optaget vort Andragende; og nu skal hele vor Beslutning fuldbyrdes.“ „Saa hjælpe Gud mig!“ sagde Herman, „aldrig skal du gjöre hende Meen, om jeg kan forhindre dig det,“ og han trak sit Sværd. Medens dette gik for sig, blev Dronningen forlöst og födte et meget smukt Drengebarn; hun tog nu en stor Glaskrukke ud af sit Mjödgjemme[ tog Laaget af den], og efterat hun havde svöbt Barnet i Klæder, lagde hun det i Glaskrukken, lukkede den siden forsigtig til, og satte den hos sig. Nu trak Artus sit Sværd, og de begyndte at kæmpe, og det var en meget haardnakket Kamp. Tilsidst faldt Artus tæt ved, hvor Dronningen laae, men sparkede dog först med sin Fod til Glaskarret, saa at det gled ud i Aaen. I det samme svang Herman sit Sværd, og traf Artus over Halsen, saa at det tog Hovedet af. Men da Dronningen saae, hvorledes det gik med Barnet, faldt hun i Afmagt og döde siden. Nu tog Herman hendes Lig og lagde det til Rette, saa godt han formaaede.


141. Det er nu at fortælle, at Herman satte sig til Hest, og red, indtil han traf Kong Sigmund. Da spurgte Kongen: „Hvor er din Stalbroder Artus.“ „Vi bleve uenige,“ svarede Herman, „da han vilde lemlæste og dræbe Kvinden; men jeg ynkedes over hende og vilde hjælpe hende; derover kom vi i Trætte, som endtes med, at vi sloges, og jeg dræbte ham. Kvinden havde imidlertid födt en meget skjön Dreng, men Artus myrdede ham, för han selv lod sit Liv.“ Nu spurgte Kongen: „Have I da sagt sandt om Dronningen, eller have I löiet hende paa?“ „Jeg vil ikke fremföre Lögn for eder, Herre!“ svarede Herman. „Hvorfor brödst du mit Bud og overtraadte din Ed?“ sagde Kongen. Da svarede Herman; „Herre! det kan vel hændes, at en Mand begaaer en Udaad, men naar han selv erkjender og angrer den, kan han vel derfor gjerne i Fremtiden blive en duelig Mand.“ Da svarede Kongen yderlig forbittret: „Far bort fra mine Öine! ej længer vil jeg have dig i min Tjeneste, thi jeg seer nu, at du har sveget din Drot.“ Da gik Herman til sin Hest, og var glad ved, at han slap bort med Livet. Men Kong Sigmund styrede nu sit Rige, og sörgede meget over Dronningen.


142. Det fortælles nu, at Glaskarret drev langs med Aaen ud i Söen. Det drev omsider op paa en Odde, men Söen gik tilbage, saa at det blev tört, hvor Karret laa. Karret gik i Stykker, da det stödte an mod Stenene, og Barnet græd. Da kom en Hind og tog det i sin Mund og bar det hjem til sit Leie, hvor den havde to Unger. Den lagde sig ned og lod Drengen die sig, og födte ham der op som sit eget Barn. Han blev der tolv Maaneder hos Hinden, og var da allerede saa stor og stærk, som andre [fire Vintre gamle] Börn.


143. För er talt om Mimer, der var en Smed, vidt berömt for sin Konstfærdighed. Han havde mange Svende hos sig, som tjente ham. Han havde sig en Kone, og i de ti Vintre, siden han fik hende, havde de ingen Börn faaet, og det bedrövede ham meget. Han havde sin Broder, som hed Reigin hos sig, der var en drabelig Mand, og overgik de Fleste i Ondskab, hvorfor han ogsaa siden selv maatte böde, thi saadan Trolddom og Vidunder kom over ham, at han blev til en Orm, fuld af Edder. Han blev saa stor, at det var et Under at see, og Lyst betog ham til at dræbe hvert Menneske, saa at endog mange hundrede Mænd i Forening ei torde komme i Nærheden af ham. Ingen kjendte derfor hans Leie uden hans Broder Mimer.


144. En Dag drog Mimer ud i Skoven med nogle Mænd at brænde Kul, og de gjorde der en stor Ild. Som Mimer nu stod ganske ene ved Ilden, kom der en faver Dreng löbende hen til ham. Mimer tog ham og lagde Klæder over ham, thi han var nögen. Da kom der en Hind löbende og slikkede Barnet paa Hovedet og Ansigtet. Deraf tyktes Mimer at vide, at Hinden maatte have fostret dette Barn, og vilde han derfor ikke forhindre Hinden. Han tog Svenden hjem med sig, og vilde tage ham i Barns Sted, gav ham Navn og kaldte ham Sigurd[9]; og nu voxede han op, til han var tolv[10] Vintre gammel, og da var han saa stor og stærk, at man aldrig saae hans Lige. Han var ond at komme til Rette med, og slog Mimers Svende, saa at de neppe kunde udholde det hos ham[11].


145. Een af Svendene hed Ekkihard; han var den stærkeste af alle[12] Mimers Svende. En Dag kom Sigurd i Smedien, hvor Ekkihard smedede. Trætte opkom imellem dem, saa at Ekkihard slod Sigurd med sin Tang paa Öret. Da tog Sigurd med sin venstre Haand i hans Haar, og rykkede ham saa fast, at han stödte ham til Jorden. Og nu löb alle Smedesvendene til, og vilde hjælpe Ekkihard, men Sigurd trak sig til Dören og ud af den, og slæbte Ekkihard efter sig ved Haaret, og saaledes droge de, til de kom til Mimer. Mimer sagde da til Sigurd: „Ilde gjör du i at slaae mine Svende, som ville gjöre noget Nyttigt, medens du gjör ikke uden Ondt; du er nu saa stærk, at du kan udföre ligesaa meget som een af dem; nu skal jeg söge at indgive dig Lyst til Arbeide; i andet Fald skal Stokken blive din Læremester.“ Han tog ham derpaa ved Haanden og ledte ham hen til Smedien. Mimer satte sig paa Essen, tog et stort Jern, og lagde det i Ilden, og een af de tungeste Slaghamre gav han til Sigurd. Da nu Jernet var bleven hedt, tog han det ud af Essen og lagde det paa Ambolten, og böd ham slaae derpaa. Sigurd slog det förste Slag saa vældigt, at Amboltstokken gik i Stykker, og Ambolten sank i til Hovedet. Ligesaa gik Tangen og Hammerskaftet sönder, og Jernet sprang langt bort. „Aldrig saae jeg Nogens Haand mere klodset,“ sagde Mimer; „heller ikke stærkere end din, og hvad der end skal blive af dig, kan jeg dog ikke nytte din Tjeneste til denne Haandtering.“ Nu gik han bort og ind i Stuen, og satte sig hos sin Fostermoder, og udlod sig ikke for Nogen, om han tyktes vel eller ilde om det, som var skeet.


146. Mimer tænkte nu over hos sig selv, at han havde meget Uheld at vente af denne Svend; han besluttede derfor at tage ham af Dage, og han gik da ud paa Heden, hvor den store Orm laa ved Skoven, og sagde, at han vilde sende ham en Svend, som han bad ham at dræbe. Derefter drog Mimer hjem. Dagen derpaa spurgte han sin Fostersön, Sigurd, om han vilde fare til Skovs og brænde Kul for ham. „Dersom du vil være ligesaa god imod mig for Eftertiden,“ svarede Sigurd, „som du har været hidindtil, da vil jeg gjöre Alt, hvad du vil.“ Derpaa beredte Mimer ham til denne Færd, og gav ham Viin og Kost til sex Dage, som han skulde være borte, og derhos en Vedöxe; hvorefter han viste ham ud paa Heden til Skoven. Sigurd drog da til Skoven, gjorde sine Sager i Stand, og gik til og huggede Træerne rask om, gjorde en stor Ild og bar de store nedhuggede Træer hen paa den. Ved Davretid[13] satte han sig ned til sin Mad, og han spiste al Maden op og lod ikke en Draabe Viin tilbage, skjöndt Mimer havde tænkt, at det skulde strække til i sex Dage. Derpaa sagde han ved sig selv: „Neppe vil der nu gives den Mand, med hvem jeg ei torde maale mine Kræfter, om han nu vovede at komme imod mig, thi det mener jeg, at een Mands Drab ikke vil overskride mine Kræfter.“ Og som han havde sagt dette, kom den store Orm mod ham. Da sagde han fremdeles: „Nu kan det hændes, at jeg kan komme til at forsöge mine Kræfter, som jeg nys önskede,“ og han löb optil Ilden, og tog det störste brændende Træ, slog dermed Ormen paa Hovedet, saa at den nu ikke formaaede at udspye Edder, men ludede med Hovedet mod Jorden. Og nu gav han det ene Slag efter det andet paa Ormens Hoved, indtil denne Orm var ganske död. Derefter afhug og afskar han Ormens Hoved. Da var han meget mödig, satte sig ned, og saae nu, at han ikke kunde komme hjem den Aften, og som han sad og var uvis om, hvad han skulde faae til Aftensmad, faldt det ham ind, at han kunde koge Ormen; han skar den da op, og tog Hjertet ud, hængte sin Kjedel op, og lagde Stykker af Ormen deri, indtil Kjedelen var fuld, og han glædede sig nu til sit Maaltid. Da han nu mente, at det var kogt, stak han sin Haand i Kjedelen, som da kogede paa det stærkeste; han brændte derfor Fingren og stak den i Munden for at svale den. Men da Sodet kom paa hans Tunge og i hans Hals, hörte han, at to Fugle sade i Træet og kvidrede sammen, og han förstod nu deres Stemme: „Kunde denne Mand vide,“ sagde den ene, „hvad vi vide, da skulde han hjem fare, og dræbe skulde han Mimer, sin Fosterfader, for det at denne nu havde dræbt ham, hvis det havde gaaet efter hans Önske; og denne Orm var Mimers Broder, hvis han derfor ikke vil dræbe Mimer, da vil Mimer hevne sin Broder, og dræbe Svenden.“ Han tog nu Ormens Blod og gned det i sine Hænder, og overalt hvor det kom blev Huden haard, som det var Horn; han tog fremdeles alle sine Klæder af, og gned sig med Blodet over hele sit Legeme, saa vidt han kunde række, men til Ryggen mellem Skuldrene kunde hans Haand ikke naae. Derpaa iförte han sig igjen sine Klæder, og drog siden hjem og havde Ormens Tryne i sin Haand.


147. Ekkihard stod uden for og saae Sigurd komme gaaende. Han gik da ind til Mimer og sagde: „Nu kommer Sigurd her og har en Ormetryne i sin Haand; nu har han vist dræbt Ormen, saa at der er ikke andet for Haanden, end at hver söger at redde sig, thi om vi end nu ere tolv, ja om vi end vare halvt saa mange til, saa slaaer han dog os allesammen ihjel, saa vred han nu er.“ Derpaa löb de alle til Skoven, og skjulte sig, men Mimer gik ene imod Sigurd og böd ham være velkommen. „Ei skal nogen af eder kalde mig velkommen,“ sagde Sigurd, „thi dette samme Hoved skal du gnave som en Hund.“ „Ei skal det skee saaledes, som du der siger,“ svarede Mimer; „thi jeg vil böde til dig, om jeg har gjort det, som dig mishager; jeg vil give dig en Hjelm og et Skjold og en Brynje, Vaaben, som jeg har gjort med min egen Haand til Konning Hernit i Holmgaard, og jeg vil skaffe dig en Hest, som hedder Grane, og er i Brynhilds Stod, og et Sværd, som hedder Gram, og er det bedste af alle Vaaben.“ „Ikke siger jeg nei,“ svarede Sigurd, „til det, hvad du der lover mig.“ Da tog Mimer Brynhoser og rakte ham, og han iförte sig dem; dernæst en Brynje, blank som Sölv og haard som Staal, hvilken han tog paa sig; han gav ham endvidere en Hjelm, hvis Lige Ingen havde seet, og han satte den paa sit Hoved; og nu rakte han ham et Skjold baade tykt og tungt, heelt beslaaet med röden Guld og besat med kostbare Stene; endelig gav han ham et Sværd; Sigurd blottede det, og det syntes ham et meget godt Vaaben, og nu svang han dette Sværd, saa stærkt han kunde, og hug Mimer Banehug.


148. Derpaa drog Sigurd bort ad den Vei, hvor det var sagt ham, at Brynhilds Borg laae. Da han kom der, var Borgporten lukket med store Jerndörre; og der var ingen Mand tilstede, som kunde lukke op for ham. Han sparkede derpaa til Dören med sin Fod, saa at Jernslaaerne, hvormed Dören var lukket, gik i Stykker. Dernæst gik han ind i Borgen. Da kom der syv Vagtmænd, som vare satte til at passe Borgporten, imod ham, og de tyktes ilde om, at han havde opbrudt Porten og vilde desaarsag dræbe ham, Men Sigurd var ikke seen med at blotte sit Sværd Gram, og han hug med begge Hænder, og lod ei af, förend han havde dræbt alle disse Borgfolk. Borgmændene, som vare blevne dette vaer, gjorde Anfald paa ham, men han værgede sig mandelig. Da dette kom ind for Brynhild, hvor hun sad i sin Skemme, sagde hun: „Her mon være kommen Sigurd Sigmundsön, og om han end havde dræbt syv Riddere, som han nu har dræbt syv Trælle, da skulde han dog være os velkommen;“ og hun gik nu ud hvor de sloges, og böd dem at standse Striden. Hun spurgte nu, hvo denne Mand var, som der var kommen, men han sagde, at han hed Sigurd. Hun spurgte fremdeles om hans Æt; men han sagde, at han slet ikke vidste at sige Noget derom. Da tog Brynhild til Orde: „Om du ikke kan sige mig Noget herom, da kan jeg dig sige, at du est Konning Sigmunds og Sisilies Sön. Nu skal du være velkommen hos os; hvorhen agter du dig?“ „Herhid er mit Ærinde,“ svarede Sigurd, „thi min Fosterfader Mimer viste mig hid, at hente en Hest, ved Navn Grane, som du, eier. Nu kommer jeg for at tage imod den, om det saa er dig med.“ „Een Hest skal du faae at mig,“ svarede Brynhild, „og flere foruden, om du saa önsker, og ligesaa staaer dig til Tjeneste Alt hvad Borgen formaaer.“ Hun sendte nu fem Mænd ud at tage Hesten og de bleve derude hele Dagen, men fik den dog ikke fat, saa at de maatte drage hjem med uforrettet Sag. Sigurd blev nu godt modtaget og var der Natten over. Om Morgenen derpaa kom tolv Mænd til, og han gik nu ud selv trettende. Disse tolv Mænd forfulgte længe Hesten, men kunde ikke faae den fat, men för de holdt op, bad Sigurd dem give ham Bidslet, og da han derpaa gik imod Hesten, kom den ham i Möde, saa han kunde tage den fat, og lægge Bidslet paa den; og hurtig sprang han derpaa op paa dens Ryg.


149. Han takkede nu Brynhild meget for den gode Beværtning, og red Dag og Nat, indtil han kom til Bertangeland. Der herskede da en Konge som hed Isung, den störste at alle Kæmper. Han havde elleve Sönner, alle Mænd af sjelden Styrke. Han tog vel imod Sigurd, som forblev der hos ham i lang Tid.




Noter:

  1. Tarlungeland, A; formodentlig det gamle Kærlingen, en Deel af det Karolingiske Rige.
  2. Ortunagr, A.
  3. Sisibe, A; Siszbe, B
  4. Sange, P.
  5. syv Dage, B, P.
  6. To, B, P.
  7. Artum, B; Hartvin, P.
  8. Maaskee her menes Schwarzwald.
  9. Sigfrod, A, P; siden kaldes han i A Sigurd.
  10. ni, elleve, P. B.
  11. jfr. 19 Kap.
  12. tolv, P, B.
  13. Dagmal, Klokken 9 om Formiddagen.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.