Didrik af Bern - Om Vidgas förste Bedrifter

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Fjerde Fortælling

Om Vidgas förste Bedrifter


31. Kong Nidungs Datter födte et Drengebarn, og denne Dreng blev kaldt Vidga[1]. Han opfödtes nogle Vintre ved Kongens Hof; og det sagde man om ham, at i Henseende til Styrke og Forstand, Skjönhed og Væxt var Ingen i Landet hans Lige, saa som siden skal omtales. Det fortælles nu, at Kong Nidung faldt i en Sygdom og döde; men hans ældste Sön, der ogsaa hed Nidung[2], tog Riget efter ham. Denne Konge behandlede sin Söster og hendes Sön Vidga vel. Da nu Velent spurgte, at den gamle Nidung var död, sendte han Bud til den nye Konge for at faae Fred, hvilken denne tilstod ham. Dernæst drog Velent til Kong Nidung, og ægtede paa denne Færd hans Söster, og de skiltes ad som gode Venner. Velent foer hjem med sin Kone til sine Gaarde og med dem deres Sön Vidga, og de dvælede hjemme en Stund, uden at der er flere Ting fortalt om dem. Og ei turde Kongedatteren at söge efter Vaabnene, der hvor Velent havde betydet; thi han tog dem nu selv, hvor han havde gjemt dem under sin Esse, og der sagde han at Vinden foer ud men Vandet ind, efterdi han nemlig der svalede Essen.


32. Da Vidga var tolv Vintre gammel, var han allerede stor af Væxt og stærk af Kræfter, haardför og meget anselig. Velent spurgte, om han önskede at besidde saa megen Konstfærdighed, som han kunde lære ham. „For min Mödreneæts Skyld,“ svarede Vidga, „beder jeg Gud, at min Haand aldrig kom paa Hammerskaftet eller paa Tangarmen.“ „Hvad vil du da lære?“ spurgte Velent fremdeles, „at du uden Skam kan forhverve dig Föde og Klæder.“ „En vældig Hest,“ svarede Vidga, „et stærkt Spyd, et skarpt Sværd, et nyt Skjold, en haard Hjelm og en hvid Brynje og en hæderlig Hövding, med ham at ride, og ham at tjene, saalænge mig Livet forundes, see dette er, hvad jeg önsker mig.“ „Alt dette vil jeg skaffe dig,“ sagde Velent, „men hvorhen vil du da fare?“ Da svarede Vidga: „I Ömlungeland blev mig fortalt om en Mand, som hedder Didrik, Konning Ditmars Sön af Bern. Han er af samme Alder som jeg; han er baade stor og stærk; til ham vil jeg drage, og byde ham ud til en Enekamp. Vel tvivler jeg om at kunne staae for hans kraftige Hug, men naar jeg falder til Jorden, da beholder jeg dog mit Liv, naar jeg overgiver min Hjelm og tilbyder mig at gaae i hans Tjeneste, saa god veed jeg han er. Maaskee kan det falde bedre ud; imidlertid, hvordan det end gaaer, bliver det uden Skam for mig.“ „Nei!“ svarede Velent, „det er ikke mit Raad, at du farer den Vei. Komme I sammen i Enekamp, da vil du kun föie Stund kunne holde dig mod ham. Men jeg veed en Skov, i hvilken der boer en stor og stærk Rise, som gjör mange Mennesker Skade; ham vil jeg hjælpe dig til at faae overvundet; og naar det skeer, da vil Kongen af Sverrig lönne dig vel derfor, og give dig sin Dotter og Hælften af sit Rige.“ „Det vil jeg for ingen Deel gjöre,“ var Vidgas Svar, „allermindst for en Kvindes Skyld; thi hændtes det da, at jeg faldt for Risen, da havde man Grund til at sige, at jeg lod mit Liv med megen Vanære. Men jeg vil gjöre, som jeg har besluttet.“ „Ja! om jeg end ikke faaer dig bevæget,“ svarede Velent, „skal dette dog ikke være til Hinder for, at jeg jo skal skaffe dig det som du bad om.“


33. Velent gav nu Vidga herlige Vaaben, som denne iförte sig; först Brynhoser baade tykke, blanke og vel gjorte; og en Brynje, der skinnede som Sölv, var haard som Staal, dobbelt, sid, og rummelig efter hans Væxt; dernæst Sværdet Mimung, som baade var haardt og godt og havde skarpe og hvasse Egge, og var saa fortrinligt, at der fandtes ikke bedre Vaaben, om man saa ledte al Verden rundt. Han satte paa sit Hoved en Hjelm, der var gjort af det haardeste Staal, og var besat med store Nagler, tyk og dog böielig. Den var mærket med den Orm, som hedder Slange, der var af gylden Farve til Tegn paa hans Ridderskab. Denne Orm var giftsprudende; det tydede hen til hans Stridslyst og Haardförhed. Derpaa tog han sit Skjold og fæstede det paa sin Axel; det var tykt og tungt, saa at det var alt det en Mand kunde löfte det i sin ene Haand; det var hvidt, og mærket med en röd Hammer og Tang, fordi hans Fader var Smed, og oven i det stode tre Karfunkelstene, som tydede hen til hans Mödreneæt. Siden gav Velent ham Hesten Skemming, den bedste af alle Heste; dens Sadel var gjort af Elfenbeen, og derpaa var ridset en Ögle. Vidga gik nu til sin Moder og tog Afsked med hende. Hun böd ham fare vel og gav ham tre Mark Guld og sin Fingerring. Derpaa kyste han sin Fader. Velent böd ham Farvel, og græd da han foer bort. Vidga tog nu sit Spyd og sprang paa Hestens Ryg saa let, at han ikke brugte Stigböilen, i det han svang sig op. Da Velent saae dette, smilte han, og han fulgte ham nu paa Veien, og gav ham mange gode Raad. Derpaa skiltes de, og Velent drog hjem igjen.


34. Vidga red nu lange Veie gjennem tykke og ubeboede Skove. Han kom omsider til en stor Aa, som hed Edisaa[3], men da han ikke fandt det Vadested, som hans Fader havde betydet ham, steg han af Hesten, ledte den ind i Skoven, og bandt den ved et Træ. Derpaa afdrog han sine Herklæder og nedgrov dem i Jorden, for at Ingen skulde stjæle ham dem bort, vadede siden ud i Aaen, og sögte efter Vadestedet, men der var saa höit Vande, at alene hans Hoved ragede frem. Da kom tre Riddere ridende til ham: den ene af dem var Hildebrand, den anden Heimer, den tredie var en Jarl af Ömlungernes Land [4], som hed Hornboge. Hine to Hövdinger havde Didrik sendt efter Hornboge Jarl, thi han vilde give ham Plads blandt sine fortrinligste Hirdmænd. Nu sagde Hildebrand til sine Stalbrödre: „Jeg seer der henne ved Aaen en Dverg; det er vist Dvergen Alfrig, som Herr Didrik engang tog, og af hvem han fik sit bedste Sværd Nagelring. Nu skulle vi endnu engang forsöge, om vi kunne faae Fingre i ham, og skulle vi da paalægge ham et ikke mindre besværligt Arbeide for at löse sig.“ De rede derpaa til Aaen og stege af Hestene. Vidga hörte, hvad de sagde; „Giver mig Fred og Lov til at gaae i Land!“ raabte han, „saa skulle I nok faae at see, om jeg er mere Dverg end enhver af eder.“ De tilstode ham det, og bade ham gaae i Land. Da sprang han fra Aaen op i Land ni Fod i et Spring. „Hvad for en Mand er du?“ spurgte Hildebrand, „og hvorfra kom du her?“ „Om du er en rask Kæmpe,“ svarede Vidga, „hvi spörger du da en [nögen] Mand om Sligt? Lad mig först tage mine Vaaben og Klæder, da skal jeg sige dig alt hvad du vil have at vide.“ Ogsaa dette tilstod Hildebrand. Vidga klædte sig nu paa og iförte sig sine Vaaben, sprang dernæst paa sin Hest og red imod dem: „I trende gode Riddere!“ sagde han, „Gud hjælpe eder! jeg skulde nævne eder ved eders hæderlige Navne, om jeg kjendte dem; nu kunne I spörge om hvad eder lyster at vide.“ „Hvad er dit Navn?“ spurgte Hildebrand, „og af hvad Æt er du, og hvad gjör du her, og hvi rider du ene i ukjendt Land?“ „Jeg er en dansk Mand,“ svarede Vidga, „og mit Navn er Vidga, Velent hedder min Fader, min Moder er Kong Nidungs Dotter; og besöge vil jeg Didrik Ditmarssön, og för jeg igjen reiser hjem, agter jeg, at vi begge skulle forsöge, hvor faste Skjolde vi have, hvor stærke Hjelme, hvor hvasse Sværde og hvor haarde Brynjer, thi han er nu den navnkundigste over al Verden for sin Manddom og Tapperhed.“ Da Hildebrand saae, at denne Mand baade var stor og drabelig, og hans Vaaben og Harnisk indrettet overeensstemmende med hans Styrke, saa at han ikke tyktes at have seet hans Lige; da indsaae han vel, at hans Herre Didrik vilde komme i en farlig Pröve, og det blev ham tvivlsomt, hvo af dem der vilde gaae af med Seiren. Og som Hildebrand var en meget viis Mand, udtænkte han strax sin Plan, og sagde roligt og muntert til Vidga: „Gud være lovet, at jeg nu har fundet en Mand, som jeg venter har Djærvhed til at löfte sit Sværd mod Didrik; thi, hvis Lykken vil föie dig, haaber jeg, at du med din Mandhaftighed vil kunne stække hans Overmod og den Hoffærdighed, at han troer, at Ingen kan sættes i Ligning med ham.“ „Vil du indgaae Stalbroderskab med mig?“ spurgte Hildebrand fremdeles, „saa at den ene af os hjælper den anden, naar han er stædt i Nöd.“ „Saa synes mig,“ svarede Vidga, „som du maae være en mægtig Mand og af saadan Æt, at jeg ei vil nægte dig mit Stalbroderskab, saameget mindre som jeg forhen red ensomt. Men hvad er eders Navne og Stand?“ „Jeg hedder Boltram[5],“ svarede Hildebrand, „og er en Sön af Reiginbald i Venedig; den anden Mand her hedder Simtram Herbrandsson; den tredie er Hornboge Jarl af Humlungeland[6].“ Vidga og Hildebrand gave nu hinanden Hænderne, og bleve Stalbrödre. Siden rede de til Aaen, og Hildebrand vidste et Vadested over den.


35. De rede nu frem ad Veien indtil den delte sig. „Her gaae to Veie til Bern,“ sagde Hildebrand; „den ene er baade lang og slem, den anden derimod meget kortere og bedre, men der er en Forhindring paa denne Vei: der er nemlig en Aa, som hedder Lippa, over hvilken man ei kan komme uden ad en Stenebro, og derved ligger et Kastel ved Navn Briktan.[7] Tolv Rövere boe i dette Kastel, den ene hedder Gramaleif, den anden Thrella, den tredie Stodfus. Paa denne Stenebro maae vi erlægge Told; der maae vi lade vore Vaaben og Heste, og endda prise os lykkelige, om vi slippe med Liv og Lemmer. Der er kun ringe Forhaabning om, at vi kunne komme over denne Bro uden deres Villie, thi endogsaa Didrik har engang forsögt at vinde dette Kastel, men Intet kunnet udrette, [og hvis derfor Nogen kan overvinde disse tolv Kæmper, da tör hverken Didrik eller nogen Anden staae imod ham;] derfor komme vi vel til at ride den længste Vei.“ „Vi ville ride den korteste Vei,“ var Vidgas Svar, „thi de lade vel udenlandske Mænd ride, hvor det dem lyster.“ De droge nu den Vei, som Vidga vilde og kom til en Skov, som hed Lyrevald[8], foran hvilken Kastellet laae. Saasnart de nu fik Öie paa det, sagde Vidga: „Bier her paa mig! jeg vil ene ride hen til Kastellet; maaskee lade de os ride uden at betale, naar jeg beder dem höflig derom; men hvis det ikke vil lykkes, da kommer jeg strax tilbage.“ De bade ham raade, og tyktes vel om, at han foer. Han red nu hen til Stenebroen; men Röverne sade foran den, og saae ham komme. „Der kommer en Mand ridende,“ sagde Gramaleif; „han har et stort Skjold; som kommer mig ret tilpas; men hans övrige Harnisk kunne I skifte mellem eder!“ „Den Mand har vel et godt Sværd,“ sagde Stodfus, „det skal ikke gaae paa Skifte, for det vil jeg have.“ „Da vil jeg have hans Brynje,“ sagde Thrella; „og jeg hans Hjelm,“ sagde Sigstaf. Da sagde den femte: „Han har en god Hest; den tilegner jeg mig.“ Og den sjette sagde: „Jeg vil have hans Kjortel og Klæder.“ „Hvad bliver der da til mig uden Brynhoserne,“ sagde den syvende, „naar alt det Övrige er skiftet.“ Da sagde den ottende: „Hans Pengebelte vill jeg have, og Alt Hvad som er i det.“ „Jeg tager hans höire Haand for min Part,“ sagde den niende. „Tilvisse,“ sagde den tiende, „tager jeg saa hans höire Fod.“ Da svarede den ellevte: „Jeg tager hans Hoved.“ „Nei!“ svarede Stodfus, „ei skal Manden dræbes; thi kun lidet Godt har han tilbage, naar han har mistet det, som I nu have skiftet mellem eder.“ Da sagde Gramaleif, deres Hövding: „Lader nu tre Mand fare til ham, og tage hans Vaaben og Klæder, som skiftet er, og lad ham saa slippe bort med den venstre Fod og den venstre Haand; da kan man sige, at I herfra have skilt eder vel.“ De tre fore nu til ham. Saasnart de traf sammen, sagde Vidga: „Velkommen, raske Kæmper!“ „Ei skal du kalde os velkomne,“ gjensvarede Thrella, „thi du skal her lade dine Vaaben og din Hest og Klæder, tillige skal du miste din höire Fod og höire Haand, og endda skal du takke os oven i Kjöbet, om du slipper bort med Livet.“ „Ubilligt er det,“ svarede Vidga, „at byde en fremmed og saglös Mand saadanne Kaar. Kalder eders Hövding hid, jeg vil dog först höre hans Dom; thi ikke giver jeg slip paa mine Vaaben eller min Hest, saaledes som I fordre, för vi have prövet hinanden i Styrke.“ Saadant Svar bragte de nu tilbage til Gramaleif[9]. Han reiste sig da, iförte sig sin Rustning, og ligesaa væbnede sig de Andre, og Alle fore over Stenebroen. Da böd Vidga dem velkommen. „Ikke skal du kalde os velkomne,“ gjentog Gramaleif, „alle dine Vaaben ere forud skiftede mellem vore Stalbrödre, og desuden skal du miste din Haand og Fod, för vi skilles. Dit Skjold vil jeg have, siden tage hver sin Deel.“ Da sagde Vidga: „Om jeg lader mit Skjold, da bliver det min Skade; thi kommer jeg hjem uden Skjold til min Fader Velent i Danmark, da vil han sige, at Didrik tog mit Skjold fra mig imod min Villie; men dertil er Gud mit Vidne, at jeg endnu aldrig har seet Didrik af Bern, og saalænge jeg ei har seet ham, giver jeg ikke mit Skjold fra mig.“ Dernæst tiltalte Stodfus ham med disse Ord: „Udleveer strax dit Sværd! det skal jeg have for min Part.“ „Hvis du tager mit Sværd,“ svarede Vidga, „hvormed skal jeg da værge mig, naar jeg træffer Didrik, og kommer jeg hjem, da vil min Fader kun sige, at Didrik fratog mig dette Sværd imod min Villie, derfor skal Ingen bringe mig til at overgive mit Sværd.“ Nu forlangte den Ene efter den Anden, hver sit Stykke; men Vidga böd dem lade ham fare i Fred, og lagde til, at han ikke vilde give dem en Penning derfor. Da sagde Stodfus: „Taaber vi ere, om længer vi stande her stille, hele tolv mod een og lade ham skifte ligelige Ord med os; trækker eders Sværde, og saa skal han, foruden sine Vaaben, miste Livet oven i Kjöbet.“ Stodfus drog nu sit Sværd af Balgen, og hug til i Vidgas Hjelm, men den var saa haard, at det ikke bed mere end i den haardeste Steen. Men Vidga trak i en Hast sit Sværd Mimmung[10], satte Lid til sin Styrke og hug til Stodfus's venstre Axel, saa at det skar Skulder og Bryst samt Brynjen tvært igjennem lige til den höire Side, og hvert Stykke faldt til sin Side paa Jorden. Ved dette Hug kom der en stor Skræk over Röverne og mange af dem önskede nu heller at være hjemme. Dog trak de nu alle blank, trængte ind paa ham, og den Ene ophidsede den Anden. Men Vidga hug til Gramaleif, og flakte hans Hjelm og Hoved, Brynje og Bug lige ned i Beltestedet, saa at han faldt död til Jorden. Da sagde Hildebrand: „Jeg seer nu, at de ere komne Sammen; lader od derfor ride til, og see, hvorlunde de skifte imellem sig; thi hvis Vidga faaer Seier over disse Mænd, og vi ikke komme ham til Hjælp, vil han ellers sige, at vi have sveget ham, og da bliver det vor Bane, naar han træffer os; lader os derfor ride til, thi jeg venter, at han gaaer af med Seiren; skulde han derimod tabe, da ville vi skynde os at ride bort.“ Saa gjorde de, og da de naaede Stenebroen, fandt de, at Vidga havde tilföiet sine Fjender mange og store Hug, saa at af de tolv havde de syv maattet bide i Græsset, men de fem övrige Stalbrödre, hvoriblandt Sigstaf, undkom ved Flugten.


36. Vidga red nu med sine Stalbrödre til Kastellet, spiste og drak, og forblev der Natten over. Hildebrand tænkte nu meget paa Vidgas Mandhaftighed, og var nu sikker paa, at Didrik i ham vilde finde sin Jævnlige, og han tænkte ogsaa paa, hvor gode hans Vaaben vare; thi stod han op ved Midnat, trak sit Sværd ud af Skeden, og [efterat have ombyttet Hjaltet og Knapperne,] lagde han det isteden for Vidgas Sværd Mimmung, lagde sig siden ned og sov til Dag. Og saasnart Dagen bröd frem, stode de op og gjorde sig færdige til at reise videre. Vidga spurgte nu, hvad de skulde gjöre af dette Kastel. Da svarede Hildebrand: „Nu skal jeg sige dig, hvo jeg er og hvad jeg hedder; mit Navn er Hildebrand, og jeg er Konning Didriks Mand, og alle vi ere hans Stalbrödre; men skjöndt jeg ikke sagde dig vort rigtige Navn, vil jeg dog ligefuldt holde det mellem os indgangne Stalbroderskab. Det er nu mit Raad, at vi lade Kastellet stande, og disse vore to Stalbrödre blive tilbage at holde vagt ved det. Men jeg vil fölge dig til Bern til Konning Didrik, og hvis saa skeer, at I indgaae Venskab, da kunne I begge raade over dette Kastel, men om I ikke skilles som Venner, da beholder du det for dig selv alene.“ Da svarede Vidga: „Paa denne Stenebro har ligget Told og megen Ufred, og skjöndt her gaaer en alfar Vei, har dog Ingen i lang Tid tordet vove at faret herover; hvis jeg derfor skal raade, da skulle alle Mennesker herefter fare ad den i Fred, baade udenlandske og indenlandske, unge og gamle, rige og fattige.“ „Det er det retteste,“ svarede Hornboge Jarl, „at den raader herfor, som ene vandt Kastellet ved sin Tapperhed.“ Da tog Vidga en Brand, stak Ild i Kastellet, efterat de först havde borttaget Godset, og de droge ikke derfra, för hele Kastellet var brændt og jævnet med Jorden.


37. De rede nu, efter saaledes vel udfört Sag, muntre derfra, og kom til den Aa, som hedder Viseraa. Derover gik en Bro mellem to steile Klipper. Did var Sigstaf kommen med sine Lavsbrödre og de havde afbrudt Broen, för hine kom dertil. Saasnart Vidga blev dette vaer, gav han sin Hest Skemming af Sporerne, og red i fuldt Fiirspring til Aaen, og Hesten sprang fra den Klippe, hvorpaa Broen havde hvilet, over Aaen til den modsatte Klippe saa let, som man kunde see en Piil flyve did, og endnu den Dag i Dag sees der Mærke [af Hesteskoene og Sömmene] i Bjerget, baade der, hvor han sprang fra og hvor han kom ned. Hildebrand og Heimer rede nu efter ham tilligemed Jarl Hornboge, og da de naaede Bjerget, lod Hildebrand sin Hest springe i Aaen, og svömmede over; Hornboge Jarl havde samme Færd, men kom dog noget sildigere i Land; men Heimers Hest Rispa, som var Broder til Skemming, sprang imellem begge Klipper ligesom Skemming. Saasnart Vidga var over Aaen, red han paa det skyndsomste did, hvor de fem undkomne Rövere Sigstaf og Stalbrödre holdt, indlod sig i Kamp med dem, og tildelte dem baade mange og store Hug. Heimer vilde ikke staae ham bi, men blev holdende paa sin Hest ved Aaen, men saasnart Jarlen og Hildebrand kom i Land, rede de djærvelig til, og hjalp Vidga, og da var Striden hurtig afgjort, thi de dræbte alle Kæmperne tilhode. [Endnu mærkede Vidga ikke til, at hans Sværd Mimmung var forbyttet.]


38. De rede nu til en Gaard[11], som Hildebrand eiede, og hvor hans Kone Oda boede; der forbleve de Natten over. Om Morgenen rede de derfra og kom aarle til Bern. Det blev nu Didrik berettet, at Hildebrand, Hornboge Jarl og Heimer vare komne. Didrik stod siden op, gik imod dem og modtog dem alle tre vel, og spurgte dem, hvad Tidender de bragte, men de sagde: „Ingen.“ Med Vidga talte Didrik ikke; thi han vidste endnu ikke, hvo han var. Da drog Vidga af sin Haand en sölvbeslaaet Handske, og gav den til Didrik. Denne spurgte, hvad det skulde betyde. „Hermed,“ svarede Vidga, „udbyder jeg dig til den förste Enekamp, thi du er min Jævnaldrende, og langveis bort har jeg spurgt om dig, og megen Besværlighed har jeg udstaaet, siden jeg foer hjemmefra; men nu önsker jeg at pröve, om det er sandt, hvad Rygtet fortæller fra Land til Land, at du er saa vældig en Kæmpe, at Ingen formaaer at staae mod dig og dine Vaaben. Saadant er mit Ærende, som jeg venter, at du ikke afslaaer.“ „For ingen Kamp undslaaer jeg mig,“ svarede Didrik, „hvad enten jeg skal stride mod Een eller Flere; men i dit Exempel skal jeg lære Landstrygere ikke oftere at byde Didrik ud til Enekamp i hans Land.“ Da sagde Hildebrand: „Tal ikke saa Herre! du veed neppe, hvad Mand du har for dig, og endnu vover jeg ikke at svare for Udfaldet af Kampen, om Seiren skal blive din eller hans; men det forekommer mig sandsynligere, at du vil faae den Deel, som hedder Useier, om du ikke har Hjælp andensteds fra.“ „Stor Skam vil det være,“ sagde derpaa Reinald, en af Didriks Mænd, „om hver Trællesön skal vove at udbyde dig til Enekamp i dit Rige.“ Da sagde Hildebrand: „Ei oftere skal du beskæmme en berömmelig Mand;“ og med sin knyttede Næve gav han ham i det samme saa vældigt et Örefigen, at han strax faldt i Afmagt. Da sagde Didrik til Hildebrand: „Du er meget ivrig at yde denne Mand Hjælp, men nu siger jeg dig, hvad Dom der venter ham: allerede i denne Dag skal han hænges op uden for Bern.“ „Om han kommer i din Vold,“ svarede Hildebrand, „naar I have prövet en Dyst sammen, da faaer han at underkaste sig denne Dom, hvor haard den end er.“ Didrik böd nu sine Vaaben bringes, og saasnart det var skeet, sprang han paa sin Hest Falken, saa at han hverken stöttede sig ved Stigremmen eller Sadelbuen. Falken var Skemmings og Rispas Broder. Derpaa red Didrik fra Bern ud til Kampsletten og med ham mange Hövdinger og Riddere. Vidga holdt der allerede paa sin Hest Skemming tilligemed Hildebrand, og faa Mænd hos dem. Derpaa traadte Heimer frem med en Skaal, fuld af Viin, gav den til Didrik, og sagde: „Drik Herre! Gud give eder en faver Seier i Dag!“ Didrik tog Skaalen, tömte den og gav den igjen til Heimer. Hildebrand gav Vidga en anden Skaal med Viin; men denne sagde: „Bær den först til Herr Didrik, og bed ham drikke mig til.“ Hildebrand gjorde saa, men Didrik var saa vred, at han ikke vilde drikke ham til. „Neppe veed du, Herre!“ sagde Hildebrand, „hvi du er vred, thi du har en drabelig Kæmpe for dig, og ikke, som Reinald sagde, en Trællesön.“ Derpaa gav Hildebrand Vidga Skaalen, og sagde: „Drik nu og værg dig mandhaftig! thi nu har du Faa til at staae dig bi.“ Vidga tog derpaa sin Guldring af, og gav ham den med disse Ord: „Gud lönne dig for din Bistand!“ Didrik raabte nu til Vidga, og spurgte, om han var færdig. Vidga svarede, at han var beredt til Kampen.


39. Nu gave de Hestene af Sporerne, fældede Spydene og rede saa haardt ind paa hinanden, som en [sulten] Hög farer paa sit Bytte; og da de kom sammen, stak Enhver til den Anden med Sit Spyd saa stærkt som han formaaede. Vidgas Spyd gik igjennem Didriks Skjold, og skar det sönder, men Didriks Spyd fæstede kun lidt i Vidgas Skjold. Nu löbe Hestene hinanden forbi, og Vidga trak sit Sværd ud, men Didrik red djærvelig mod ham og stödte sin Landse mod Vidgas Bryst, men Vidga hug ligesaa hurtig Spydskaftet sönder, og samme Hug tog den nederste Deel bort af hans eget Skjold, dog blev han ikke saaret, thi hans haarde Brynje dækkede ham; og dermed skilte de deres Turnering. Derpaa sprang de af Hestene og kæmpede nu paa det drabeligste med Sværdene. Didrik tildelte Vidga vældige Hug med sit Sværd Nagelring. Og nu stödte Vidga til Didrik i Hjelmen Hildegrim, men Sværdet brast sönder i to Stykker. Da sagde Vidga; „Guds Vrede ramme dig, Velent! at du gjorde saa slet et Sværd, da du dog havde Magt til at gjöre det bedre; havde mit Sværd kun staaet mig bi, skulde jeg nok have vidst at værge mig, men nu tilkommer mig, saavelsom den der gjorde det, Skam og Skade.“ Nu tog Didrik sit Sværd med begge Hænder, og vilde afhugge hans Hoved, men i det samme sprang Hildebrand imellem dem og sagde: „Herr Didrik! giv denne Mand Fred, og gjör ham til din Mand, thi du faaer ikke hans Lige i nogensomhelst Færdighed.“ „Nei,“ svarede Didrik, „mit Ord skal staae, som jeg sagde dig, at Vidga i Dag skal hænge udenfor Bern.“ „Herre! behandl ikke saaledes en saa drabelig Mand,“ vedblev Hildebrand, „han ene stred mod tolv Kæmper, og vandt Kastellet Briktan, som du med alle dine Mænd ingensinde mægtede at indtage; og han er derhos af den bedste Kongeæt, og vil nu blive din Mand. Tag vel imod ham, som du pleier.“ „Nei!“ sagde Didrik, „nu i Dag skal jeg sætte Grændse for, at ikke enhver Trællesön herefter skal byde mig ud til Holmgang, naar denne er klynget op. Og gak i Öieblikket bort herfra, thi om du ei gjör det, da hugger jeg först dig i to Parter og siden ham.“ Da nu Hildebrand saae, at Didrik ikke vilde höre hans Bön, trak han Mimmung af Skeden, og sagde: „Gud forbyde Enhver Utroskab; see her nu, gode Ven! at jeg vil holde vort Broderskab, og tag nu her dit Sværd, og værg dig mandelig; Gud staae dig bi, thi jeg kan ikke hjælpe dig mere.“ Vidga tog Sværdet, og blev saa inderlig glad, at han kyste paa Guldknappen og sagde: „Gud tilgive mig, at jeg talte onde Ord imod min Fader; og nu agter jeg denne Konges Vrede og Hidsighed ikke mere end en Træls.“ Nu begyndte Striden paa ny, og Vidga svang Mimmung mod Didrik, saa at Stykker flöi af hans Skjold, Brynje og Hjelm ved hvert Hug. Da trak Didrik sig lidt tilbage, thi hans Sværd bed ikke saa godt som Mimmung. Nu havde han allerede fem store Saar. Men da Ditmar saae, at Blod flöd paa alle Sider ud af hans Hærklæder, da indsaae han, hvorledes det vilde gaae og löb imellem dem. „Hvad vil du, Konning!“ raabte Vidga, „jeg siger dig i Sandhed, om du med en Mængde Krigere vil skille denne Enekamp, skal Ingen oftere nævne dig som en god Konning eller tapper Mand; jeg har en Morbroder, som hedder Nidung, han vil vide at hevne mig, om du bryder Loven mod mig.“ Da sagde Kongen: „Hör du, tappre Mand! jeg vil bede eder, at I afbryde denne Enekamp, thi Didrik er alt meget saaret; jeg seer, hvorledes eders Strid vil falde ud; og om du gjör saa, da vil jeg tilstaae dig megen Hæder i mit Rige.“ „Nei!“ svarede Vidga, „det vil jeg for ingen Deel, thi Didrik skal nu lære mig at kjende, at jeg ikke er mere Landstryger end han selv, og gaaer du ikke bort, Konning! da skaaner jeg hverken dig eller Andre.“ Da gik Kongen bort, Og Vidga gik lös paa Didrik og hug nu til med Hidsighed og Kraft, men Didrik værgede sig mandelig. Nu svang Vidga sit Sværd Mimmung og gav Didrik et vældigt Hug i Hjelmen Hildegrim, saa at det tog Alt af, hvad det traf paa; det var nemlig Kammen oven over Hovedet, hvormed fulgte baade Hud og Haar. Nu saae Hildebrand, at Didrik var kommen i en vanskelig Stilling, da Hjelmen var hugget af ham; thi sprang han imellem dem og sagde: „Min gode Ven Vidga! stands nu for min Skyld denne Enekamp og indgaa Stalbroderskab med Didrik; vilde man end lede al Verden rundt, vilde der dog ikke findes Den, der kunde jævnes med eder.“ Da böd Didrik Vidga Forlig; „For vort Venskab,“ sagde Vidga, i det han henvendte sig til Hildebrand, „vil jeg opfylde din Bön.“ Didrik og Vidga gave nu hinanden Haanden, indginge Stalbroderskab, og rede dernæst hjem til Bern.




Noter:

  1. Virga A, B.
  2. Otvin, P.
  3. Formodentlig Etsch, ved hvilken Bern ligger.
  4. Vindland; P ɔ: Venden.
  5. Bolstram. A.
  6. Vindland P.
  7. Bittan A, formodentlig Brixen, ved Rienzflodens Udlöb i ved Eisakfloden. der ved Botzen falder ud i Etsch. Navnet (af Brücke) hentyder paa Beliggenheden.
  8. Lutumald, A. En Lyrevald ligger i Vestfalen.
  9. Gramal, A.
  10. Minnung, A, dog kun paa dette Sted.
  11. som hed Her, P, formodentlig Garten, nu Garda, ved Garda-Sö nær Verona.

HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.