Didrik af Bern - Sigurds og Gunnars Giftermaale

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Fornsvensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif Original.gif
Original.gif


Sagaen om Kong Didrik af Bern og hans Kæmper


Fjortende Fortælling

Sigurds og Gunnars Giftermaale


203. Da nu Kong Didrik og alle hans Mænd havde aflagt saadan Pröve, at der var ingen Mand i Verden, som torde bære Skjold imod dem i Holmgang, da vilde de nu sætte Hövdinger til at raade og styre deres Rige og Borge. Hornboge Jarl sendte da Heimer[1] og med ham sin Sön Ömlung og hans Kone Falborg til Vindland at styre Riget i lang Tid med Hæder og Anseelse. Ogsaa Sintram drog österpaa til Venedig, og blev der Hertug, og var en meget berömt Mand, ligesom hans Ætmænd havde været. Ligeledes drog Herbrand til sit Rige og var en mægtig Hertug.


204. Kong Didrik red siden bort fra Bern og med ham alle hans Kæmper, som vare tilbage, hjem til Kong Gunnar i Niflungeland; og der blev nu det Giftermaal indgaaet, som siden har været meget navnkundigt, at Sigurd skulde ægte Kong Gunnars Söster Gudrun[2] og med hende have Hælften af Kong Gunnars Rige og Kongedom. Der blev nu anrettet til et stort Gilde, og alle de bedste og anseligste Mænd, som vare i det Land, bleve dertil indbudne. Dette Bryllup stod i syv Dage, og blev holdt i alle Henseender paa det prægtigste.


205. Engang sade de alle tilsammen, Kong Gunnar og Kong Didrik og Sigurd Svend. Da sagde Sigurd Svend til sin Svoger Kong Gunnar: „Jeg veed en Kvinde, som langt overgaaer alle Kvinder i Verden i Skjönhed og al Belevenhed saa og i Klogskab og alskens Viisdom, i Mandhaftighed og vældig Daad; hun hedder Brynhild, og raader over den Borg, som hedder Sögaard[3]. Hende skal du have til Kone, Og dertil skal jeg hjælpe dig, thi jeg kjender hele Veien did.“ Da svarede Gunnar, at han gjerne önskede dette Giftermaal. De rede da fra Gjestebudet, Kong Didrik og Sigurd og Kong Gunnar og Högne og alle Stalbrödrene, og lode ei af, för de naaede Brynhilds Borg. Hun tog vel mod Kong Gunnar og Didrik, men meget ilde mod Sigurd Svend, da hun vidste, at han var gift, thi det havde været en lönlig Aftale mellem dem för, da han var reden op paa Fjeldet til hende, at han skulde ikke have anden Kone end hende, og hun ingen anden Mand end ham, og derpaa havde de svoret Ed. Sigurd Svend gik nu til Samtale med Brynhild, berettede hende hele sit Ærende, og bad hende give Kong Gunnar sit Ja. [Men hun svarede saalunde:] „Jeg har nu faaet Vished om, hvor skændigen du har brudt din Ed, og hvorlunde Gudrun har narret dig med sin Trolddom. For derfor at hevne min Harme og Vanære paa dig, vil jeg nu ægte Konning Gunnar af denne og ingen anden Grund; thi du ene var min udkaarede af alle de Mænd, som ere födte til Verden.“ „Skeet Gjerning staaer ikke til at ændre,“ svarede Sigurd, „men da jeg seer nu, at Lykken har svigtet mig, har jeg opmuntret Kong Gunnar til at beile til dig, thi ham helst under jeg dette Giftermaal.“ „Jeg har sagt dig,“ svarede Brynhild, „hvorfor jeg vilde bekvemme mig til at ægte Konning Gunnar, thi saavidt bringer jeg det aldrig, at jeg skulde elske ham, med mindre det skulde skee, fordi han blev din Banemand.“ Kong Didrik og Kong Gunnar traadte nu til og samtalte med dem, og de holdt ei op med deres Underhandling, för det var besluttet, at Kong Gunnar skulde ægte Brynhild.


206. Der blev nu anrettet til et stort Gilde. Og da det var færdigt, og der var kommen en tallrig Forsamling af Hædersmænd, skulde Kong Gunnar ægte Brynhild. Og den förste Kvæld, da Kong Gunnar skulde hvile i sin Seng hos Brynhild, maatte ei tredie Mand sove i samme Stue, men Vagtmænd skulde holde Vagt udenfor. Da de nu vare komne i deres Seng, vilde Kong Gunnar favne sin Kone, men hun vilde paa ingen Maade tilstede det. De strede nu med hinanden om dette saalænge, til hun tog deres Bælter, og bandt dermed hans Hænder og Födder, og hun hængte ham dernæst op paa en Nagle, og der hang han næsten til Dag. Da det dagedes, löste hun ham, og bar ham i Sengen til sig, hvor han laa, til hans Mænd kom at klæde ham paa til Drikkebordet. Men hvad skeet var fortalte hverken han eller hun noget Menneske. Og anden Nat gik det paa samme Maade, og ligeledes den tredie, og Kong Gunnar var meget bedrövet, og vidste ikke, hvorledes han skulde bære sig ad ved denne Sag. Nu kom det ham i Hu, at hans Svoger Sigurd havde svoret ham den Ed, at han vilde være som Broder imod ham i alle Henseender, og da han vidste, at han var en viis Mand, og at han torde sætte sin Lid til ham fremfor alle Andre i denne Sag, vilde han gaae paa Raad med ham, hvorledes han skulde bære sig ad. Han kaldte ham da hemmelig til sig og sagde ham, hvorledes det hang sammen. „Jeg vil sige dig,“ svarede Sigurd, „hvad der er Aarsag til, at det gaaer saalunde: hun har saa stærk en Natur, saalænge hun er Jomfru, at der neppe vil findes en Mand, som har Styrke mod hende, men saasnart det er forbi, er hun ikke stærkere end andre Kvinder.“ „For vort Venskabs og Svogerskabs Skyld,“ svarede derpaa Kong Gunnar, „troer jeg ingen Mand saa godt som dig, men det er af megen Vigtighed, at det holdes skjult. Og jeg veed, at du er saa stærk en Mand, at du kan faae Bugt med hende, om ellers nogen Mand i Verden mægter det; og jeg troer dig ogsaa til, at aldrig noget Menneske skal faae det at vide.“ Sigurd sagde, at han vilde gjöre som han önskede. Og dermed var Aftalen sluttet.


207. Da Aftenen kom, og Kong Gunnar skulde gaae til sin Seng, magede de det saa, at Sigurd Svend gik i Sengen, men Kong Gunnar gik bort, [ifört Sigurds Klæder], saa at Alle troede, at det var Sigurd Svend, [der gik]. Nu kastede Sigurd Svend Klæderne over Hovedet, og lod sig ikke mærke med Noget, og laa saaledes, til Alle vare indsovede eller bortfarne, da tog han fat paa Brynhild og fik sin Villie med hende. Da det dagedes, tog han en Guldring af hendes Haand, og satte den paa sin. Nu kom hundrede Mænd ind til ham, og deriblandt Kong Gunnar, som gik til Sengen, og de magede det saa, at de fik atter hele deres Dragt omvexlet, uden at nogen Menneske fik at vide, at det var gaaet saa.


208. Gildet havde nu varet i syv Nætter, og de beredte sig dernæst til at ride hjem. Kong Gunnar satte en Hövding over denne Borg, og red selv hjem til Niflungeland med sin Kone Brynhild. Da han kom hjem, sad han i sit Rige og styrede det nu i Fred og med ham hans Svoger Sigurd Svend og hans Brödre Högne og Gisler.[4] Men Kong Didrik og alle hans Mænd rede hjem til Bern, og sade nu rolige i deres Rige i lang Tid.




Noter:

  1. Hornboge Jarl foer hjem, B, P.
  2. Grimhild, B, P.
  3. Maaskee Garten ved Garda-Sö; jfr. Kap. 17, 38.
  4. Gernoz, P.