Drabet på Símujôq og Pilákân. Fortalt til Otto Rosing af Tiarduko (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Drabet på Símujôq og Pilákân

Fortalt til Otto Rosing af Tiarduko

Storfangeren Tiardúko, som min far har kendt, har fortalt ham følgende historie:

»Jeg var en stor dreng, dog ikke ældre, end at jeg på det tidspunkt først rigtig havde fået magt over tænkningens og hukommelsens svære kunst. Jeg havde fået min første kajak.

Den sommer det første skib kom, døde min far Alivtsãkân af sygdom. Vi var seks søskende, fire drenge og to piger. Min ældste søster Kúkarnâq var gift med Símujôq, de boede i hus sammen med os. Efter fars død var vi fuldkommen afhængig af vores søster og svoger, da ingen af mine brødre var store nok til at drive fangst. Selv var jeg så småt begyndt at fange. Efter fars død gik en vinter – og om foråret tog vi ind til Qíngeq på angmagssat-bjærgning. Derefter tog vi på sommersælfangst til yderkysten og opslog vort telt ved Qivtalivâjivin.

En dag, hvor vejret var strålende med høj himmel, ankom Pîlâkan og Mitsivarniánga til fangstlejren. Min svoger Símujôq og Mitsivarniánga var gode venner, der ofte foretog langvarige besøgsrejser til hinanden.

Ved ankomsten sagde Mitsivarniánga til Símujôq: »Du skulle tage og flytte over til Amítsivardik, så vi kan være i hinandens selskab«. Den næste dag flyttede vi til Amítsivardik, hvor der stod mange telte. Vi havde været to dage ved vor nye lejr, da min bror Kûitse, der lige var begyndt at gå i kajak, og jeg roede til Sermilik-fjorden for at besøge Símujôqs søster. Dagen efter vor ankomst til Sermilik kom et kajakbud og meddelte, at Símujôq var udeblevet på fangst. Vi blev slået af dyb sorg og roede hjem.

Ved ankomsten til Amítsivardik fortalte vor moder Simiaq os hviskende, at Símujôq måtte være blevet ombragt, hans årer havde en konebåd fundet drivende tæt ved land ved et lille sund, ikke langt fra fangstpladsen.

Lidt efter kom Ajukutôq og fortalte, at det var Pîlákân og Mitsivarniánga, der havde ombragt vores svoger. De to havde netop den dag været unormalt længe borte.

Den næste morgen roede Ajukutôq og jeg ud for at afsøge omegnen, hvor man havde fundet Símujôqs årer; jeg var stadig i tvivl om, at Símujôq skulle være blevet dræbt. I læ af Inugsuk fik jeg inde på en flad sandstrand øje på en plet, der kunne se opgravet ud. Jeg krøb på land og begyndte at grave sandet bort. Jeg havde gravet en god stund, da jeg nåede ned til flade dæksten. Jeg hentede Ajukutôq, der søgte et andet sted. Ved fælles hjælp fjernede vi dækstenene, og i et stenkammer lå min svogers hoved. Hans fangstline var viklet omhyggeligt om panden og hen over øjnene. Vi viklede fangstlinen op, og vi så da, at drabsmændene med stor omhu havde skåret huden af øjenlågene ved at skære langs underkanten af øjenbrynene og overkanten af øjenvipperne, og de havde udvist så stor forsigtighed, at de ikke havde krummet en eneste øjenvippe. Dybt krænket over drabet faldt jeg sammen i fortvivlet sorg.

Vi tog hovedet op af stenkamret og bar det ind på fastlandet, hvor vi byggede en stendysse over det. Derpå roede vi hjem. Resten af dagen var jeg så bange, at jeg blot lod som ingenting. Først om aftenen fortalte jeg mine slægtninge om, hvad vi havde set.

Næste dag besøgte jeg Nârqortôq. Nârqortôq bad mig følge med ned til sin kajak. Da vi stod alene, vendte han sig imod mig og advarede mig med disse ord: »Du må endelig holde dig vågen, han frygter jeres opvækst, og du kan blive hans næste drabsemne, — han har røbet, at det var ham, der ombragte Simujôq«. Det var Pîlákân han mente. Vi gik tidligt til ro denne aften, men ingen af os kunne sove, vi tænkte kun på at flygte.

Endelig faldt natteravnene til ro. Ængsteligt spejdende pakkede vi vore ting sammen og gjorde os klar til opbrud. Hvis Pîlákân havde overrasket os midt i opbruddet, er der ingen tvivl om, at han ville have dræbt mig. Endelig stak vi af, uden at nogen havde opdaget os. Ud for Tasîlârdik brast min søster i høje veklager. Jeg gav hende besked om at tie. Vi fortsatte ind ad Angmagssalik-fjorden, thi vi vidste, at Amátangneq- og Maratse-familierne havde lejr der omkring. Ved Ikâsak fik vi en teltlejr i sigte, det var netop de folk, vi søgte beskyttelse hos. Jeg følte det, som var jeg kommet i læ i en lun dal.

Jeg ville straks have fortsat nordpå til Sermiligâq, men Amátangneq og Maratse trøstede mig med, at vi trygt kunne blive hos dem. Så længe jeg var under deres beskyttelse, ville der ikke ske mig noget.«

Tiardúko fortsætter:

»Grunden til drabet på Símujôq var den, at Pîlákân efterhånden havde hidset Mitsivarniánga op mod Símujôq ved at beskylde Símujôq for at have sjæleranet Mitsivarniángas barn, som nogen tid før var afgået ved døden. Efterhånden som Pîlákân mere og mere fik drabslyst, helmede han ikke, før Mitsivarniánga gav sit samtykke til at være meddrabsmand på Símujôq.

Fra Ikâsak flyttede vi ud til yderkysten ved Kulusuk, for der var god fangst på klapmyds, mens vore fangstpladsfæller, familierne Nârqortôq, Pukâqarteq, Amátangneq og Ajukutôq, tog ophold på Agdereq.

Vi fulgte Maratse-familien til Aussivîn.

En morgen tog jeg ud på fangst. Jeg passerede Agdereq-lejren, fangerne var allerede taget ud. Jeg var på land for at spise lidt kogt kød – snart var jeg på vej ud. Ude mellem storisen fik jeg glimt af to kajakker på tværs af min kurs. På nært hold genkendte jeg Ningâvan og Pîlákân – som jeg mente forlængst var taget til Sermilik-fjorden. Der var ikke nogen vej udenom, jeg måtte ro dem i møde, og min tanke var den, at Pîlákân nu ville benytte lejligheden til at rydde mig af vejen. Et stykke borte stopper Ningâvan. Pîlákân retter stævnen imod mig og ror mig langsomt i møde. Jeg kaster et blik på mine redskaber. Skulle Pîlákân gribe til våben, ville jeg sandelig ikke uden videre lade mig dræbe. Uden at række efter noget redskab kom han op på siden af mig. Vi mødtes som drabsfjender, stævn mod stævn – havde vi ikke haft onde hensigter, ville vi have nærmet os hinanden med stævnen i samme retning for til sidst at lægge bi. Der sad vi med front mod hinanden.

Pîlákân spurgte: »Har du set nogen kajak?«

Jeg svarede: »Nej, kun én, der bugserer en sæl, han forsvandt bag det isfjeld der – han er nok ved at dukke op«.

Idet kajakken kom til syne, sagde han: »Nå, – ja, så må jeg vel hellere tage på besøg til Agdereq«.

Så satte Pîlákân farten op ind mod land. Ningâvan fik jeg ikke på nært hold.

Den bugserende kajakmand var Ajukutôq, der spurgte, hvem det var, jeg havde snakket med.

»Pîlákân«, svarede jeg kort.

»Hvor skulle han hen?«

»Han skulle til Agdereq på besøg«, svarede jeg.

Ajukutôq ventede ikke på yderligere oplysninger, han satte farten op – så voldsomt at der stod skum om den oppustede klapmyds, han havde i bugserline.

Efter Ajukutôq traf jeg flere kajakmænd, der alle fremsatte det stående spørgsmål, om man havde set sæl og kajakmænd. Hver gang jeg nævte Pîlákân, drejede de af og roede i rask tempo ind mod Agdereq-lejren. Alle sagde de: »Bare vi nu ikke kommer for sent«. Den sidste kajakmand, jeg traf på fangsfeltet den dag, var Îlúmâlaq, og sammen roede vi indefter. Ud for Agdereq så vi en tæt klynge af mennesker. En mand trådte ud af et telt og gik ned mod stranden, de andre fulgte efter, og hele skaren stoppede op ved én af kajakkerne. En truende mur af fangere slog kreds om den ene fanger og hans kajak. Det var Pîlákân, man havde slået kreds om. Han stod med sin halvpels i hånden klar til at trække i den for at stikke af, men havde først nu lagt mærke til, at hans fangstkniv, der ellers sad faststukket under kajakremmen på fordækket, var fjernet. Denne kniv havde han gjort brug af gentagne gange under manddrab. Pîlákân gjorde omkring og forsvandt ind i det telt, han lige var kommet ud af.

Lige ud for stranden lå vi to og fulgte begivenhedernes gang. En mand fulgte efter Pîlákân, og teltet rystede, en anden forsvandt også ind, – flere forsvandt ind i teltet. Og vi skyndte os ind til stranden. Vi havde knapt nået klipperne, før man slæbte Pîlákân ud af teltet efter at have bibragt ham adskillige knivstik i ryggen.

I en fart krøb vi ud af kajakkerne og løb op til teltet. Lige uden for teltåbningen lå Pîlákân og vred sig. Han var bevidstløs, men ind imellem udstødte han langt nedefra uartikulerede lyde. Ligesom vi nåede frem, skød man en kugle gennem panden på ham.

Det var Ajukutôq, der havde dræbt Pîlákân. Og han havde båret sig ad på følgende måde. Da Ajukutôq var krøbet af kajakken, snittede han dybe indhak i skaftet på sin fangskniv, for at den ikke skulle glide ud af hånden på ham. Derefter fjernede han den nitte på knivskaftet, der holdt skaftets endebendup, således at benduppen ville slide sig løs, hvis offeret skulle bide i den for at hive kniven ud af hånden på ham. Det viste sig også, at det var en klog foranstaltning, thi under den drabelige kamp inde i teltet, havde Pîlákân nær vristet kniven ud af hånden på Ajukutôq ved at gribe om Ajukutôqs hånd med knivskaftet og bide fast i benduppen og hive til. Pîlákân stod med den perlesmykkede bendup i munden da flere mænd kom Ajukutôq til undsætning. Og først da stak Ajukutôq til.

Drabet på Pîlákân skete efter en sammensværgelse. Pîlákân havde dræbt fire mænd, endog nogle som han overhovedet intet mellemværende havde med.

Således ryddede man Pîlákân af vejen, kort tid efter hans drab på den afholdte storfanger og åndemaner Símujôq fra Kulusuk. Dette skete sommeren før kolonisationen, nemlig 1893.

Om efterspillet til ovennævnte beretning fortæller min far med Kârale Andreassen som kilde:

»Dengang Símujôq blev dræbt, var Tiardúkos bror Kûitse kun en stor dreng. Da der var gået en del år, havde Kûitse og hans brødre nær hævnet deres svoger Símujôq, som Mitsivarniánga havde været meddrabsmand imod.

Efter oversomring ved Amítsivardik tog Mitsivarniánga beslutning om at overvintre ved Tasîlaq. Som husfæller skulle man have Kalia med familie. De havde et stort forråd, hvorfor man transporterede flere gange. Ved Amítsivardik gik hundene, som man hentede som sidste last. På vej efter hundene traf man brødrene Tiardúko, Kûitse og Peqilaq, og man forsøgte at tale med dem, men brødrene svarede undvigende og roede videre.

Ved ankomsten til Amítsivardik fandt man Kalias bas dræbt ved et hjertestik med kniv, et forvarsel om, at ejermanden snart selv skulle lide samme skæbne. Kalia blev urolig. Men da Mitsivarniánga, der ikke selv var med, da hundene blev hentet – han havde været på fangst – hørte, hvad der var sket, sagde han uden tøven: »Der har brødrene taget grundig fejl, – de har troet, det var min hund«.

Senere fik man at vide, at brødrene virkelig havde taget fejl. Lang tid efter denne hændelse traf Mitsivarniánga Kûitse og gik lige til sagen: »Kûitse! Du stak Kalias hund ned i den tro, det var min; hvis du vil, så stik en af mine hunde ned – dér«. Kûitse stod tavs. Mitsivarniánga fortsatte: »Nej, jeg er ikke altid ondsindet, og ville jeg tage dig, var det så let, som stod jeg med dig i hånden«.

Efter den tid løsnede sig brødrenes truende holdning mod Mitsivarniánga, – deres drabsemne igennem mange år, som de aldrig havde fået chance til at ombringe«.

Fodnoter

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 152-155, København, 1963.

Næste kapitel ►