Púngujôqs skæbne, efter hendes egen fortælling til Peter Rosing (Rosing)

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønlandsk religion og mytologi


Sagn og saga fra Angmagssalik
Jens Rosing

Púngujôqs skæbne

Efter hendes egen fortælling til Peter Rosing

Púngujôq var forældrenes kæledægge, thi hun var eneste pige i en drengeflok. Hun var kun en lille stump, da hun begyndte at flænse sin mosters mands første fangst af fjordsælunger om foråret. Hendes morbror Kuânia og mosterens mand lod de smukkeste skind af deres fangst gå til Púngujôqs beklædning. De lækreste stykker af sæl var hendes mad – og specielt til hende hengemte man tørrede fjeldørreder til vinteren. Gennem hele sin opvækst mærkede derfor Púngujôq ingen nød.

De boede ved Aneritêq, ikke langt fra Kap Farvel, og der var de, da Gustav Holm anløb stedet 1884 på vej til Angmagssalik. Da konebådsekspeditionen fortsatte nordover, fulgte Aneritêq-folkene med. Mens Holm fortsatte, slog Púngujôqs slægt sig ned ved Ũmánaq, og der var de endnu, da Holm passerede på tilbagerejsen 1885.

Mens de endnu boede ved Ũmánaq, døde Púngujôqs far. Efter hans død flyttede man op til Angmagssalik-distriktet, hvor Púngujôqs mor fik en ny mand. Med ham flyttede man igen sydpå. Ægteskabet varede ikke længe, manden skilte sig af med Púngujôqs mor, da hun ikke blev med barn. På denne tid var tre af Púngujôqs brødre døde. Kun Púngujôq og den yngste dreng var tilbage.

Efter skilsmissen flyttede Púngujôqs mor tilbage til Angmagssalik-distriktet, og da de kom til Amítsivardik, bød Alivtsãkân dem op i sit telt. Senere, da Alivtsãkân tog vinterophold ved Nôrsîn, fulgte de med.

Ved Nôrsîn var der fangst, men der var ingen, der gav den enlige mor og hendes børn noget. De fik til overflod bekræftet påstanden om, at Kulusuk-folkene var hårde og ikke hjalp folk, de ikke var i famile med. Særlig slemt var det med klæderne, som efterhånden hang i laser på dem. Púngujôqs mor solgte perlepynten på sine klæder for lidt mad. Prisen for et stykke spæk på en hånds størrelse var 4-6 glasperler.

Da det blev forår, flyttede Púngujôqs over til Pîlákâns, hvor de var med på angmagssat-togt. Den følgende vinter overvintrede de ved Sêrartêq, men da foråret kom, smed Pîlákân dem ud, før han selv rejste på sommerfangst. Der var ikke andet at gøre for den stakkels mor end at bygge et tarveligt ly – og her led de forfærdeligt af kulde og sult. Spæk havde de ikke, så de kunne tænde lampen og tørre deres klæder.

En dag ankom Mitsivarniángas kone Pisérajik fra Nunakitsâjik for at hente dem. Hun ville have Púngujôqs mor til at hjælpe sig med at reparere telt. Men da var moderen så afkræftet af sult, at hun måtte ledes ved hånden. Hos Mitsivarniángas fik de rigeligt med mad – og de kom igen til hægterne.

Kilde

Jens Rosing: Sagn og saga fra Angmagssalik, ss. 155-156, København, 1963.

Næste kapitel ►