Edvard den helliges saga (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Helgensagaer


Kongelige Nordiske Oldskrift-Selskab


Kong Edvard den helliges saga
Saga Játvarðar konúngs hins Helga


Paa Dansk ved Jón Sigurðsson og Carl Christian Rafn
København, 1852



Indledning

To af de engelske Konger af Navnet Edvard ere ophøiede i Helgenes Tal; den ene, som almindelig kaldes Edvardus martyr, og hvis Dødsaar angives at være 978, er i Helgen-Registrene hensat til 18de Marts; den anden, sædvanlig benævnt Edvardus Confessor, har i Helgen-Registrene to Festdage, den ene 5te Januar, den anden (translatio) 13de October; endogsaa til 19de Januar og 18de Februar erindres hans Navn, og de lærde Munke have været i Tvivl om, hvilken af disse tre sidstnævnte Dage der skulde gives Fortrinet, da de alle knytte Erindringen til Optagelsen eller Forflytningen af det hellige Legeme og de dermed forbundne Undergjerninger. Det er den sidste Kong Edvard Den Hellige, hvis Levnet berettes i den fölgende islandske Saga.


Det er gaaet den hellige Edvard saaledes som de fleste andre kronede Helgene, at Dommene om deres Charakter og Færd i Livet have lydt ganske forskjelligt fra Politikernes og fra de Geistliges Mund. Men „Kundskab er Magt”, og derfor har de Geistliges Stemme oftere og i den længste Tid beholdt Overvægten. Man har ogsaa Beretninger om enten 4 eller 5 forskjellige Behandlinger af hans Levnetsbeskrivelse fra geistligt Standpunkt, som de lærde Benediktinere have kjendt, muligen, ja sandsynligen, have der været endnu flere. De, som omtales, ere fölgende: 1) af Osbertus Clarentius, Prior i Westminster, som til Belønning for sit Arbeide blev befriet for en Fjerdedags-Feber; 2) en Samling af S. Edvards Mirakler (de miraculis S. Edvardi); 3) en vita Sancti Edvardi, skreven paa Vers af den hellige Ealred til Laurentius, Abbed i Westminster; 4) en vita S. Edvardi af samme Forfatter i Prosa, i 2 Bøger, og 5) den af Capgrave, Surius og siden i Bollandisternes store Samling af Acta Sanctorum udgivne Vita S. Edvardi, som af Udgiverne ogsaa tilegnes den hellige Ealred som Forfatter, men dog med nogen Tvivl, og kan ialtfald næppe være den næst foran anførte. — De engelske og normanniske Krønikeskrivere omtale ligeledes Kong Edvard mere eller mindre vidtløftig, og især er den ærværdige Wilhelm af Malmesburys Charakteristik af ham interessant. „Den Mand var”, siger han, „paa Grund af sine simple Sæder kun lidet skikket til at regjere, men han var hengiven til Gud, og derfor styrede Gud ham. I hans Tid var alt roligt, baade ude og hjemme, alt stille; noget der var saa meget mere forbausende, som han var selv saa fredsom, at han ikke engang kunde med eet haardt Ord støde den usleste Stodder“ (1). En fattig Almuesmand forstyrrede engang hans Jagtfornøielse — hans kjæreste og daglige Tidsfordriv — Kongen blev vred paa ham og sagde: „Ved Gud og den hellige Jomfru! jeg skal nok en anden Gang gjøre dig ligesaa megen Fortræd, hvis jeg kan”. — Den ærværdige Munk finder dette Træk saa mærkeligt, at han udraaber: „Hvilken Mand! som saaledes kunde glemme sin kongelige Magt, at han kunde drage i Tvivl, om han kunde gjøre en simpel Bonde nogen Fortræd!” — Men desuagtet, siger han, var han dybt agtet blandt Undersaatterne, og høiligen frygtet i Udlandet. (2) — Vi tilføie Beskrivelsen af Kong Edvards Personlighed, som lyder saaledes: „Erat discretæ proceritatis, barba et capillis cygneus, facie roseus, toto corpore lacteus, membrorum habitudine commoda peridoneus”. (3)


Forfatteren af den islandske Saga har ikke ligefrem fulgt nogen af de Kilder, vi nu kjende. Hans Bearbeidelse synes at være bygget paa Bekjendtskab med flere Kilder, hvoraf han efter Skjøn, maaskee efter Hukommelse tildeels, har opskrevet hvad der forekom ham det mærkværdigste. Dette synes ogsaa antydet paa det Sted, hvor han omtaler sin Mangel paa nøiagtigt Kjendskab og Fjernheden fra Sagaens egentlige Hjem. Dog findes flere Træk at stemme i Hovedsagen, tildeels endog temmelig nøiagtig med den trykte vita S. Edvardi, som tilegnes den hellige Ealred, nogle med Beretningerne hos Wilhelmus Gemmeticensis og Ordericus Vitalis, og i Sagnet om de Syv Sovere (men ellers ikke) stemmer Sagaen paa en saa paafaldende Maade med Wilhelm af Malmesbury, at man maatte troe at dette Afsnit var ligefrem taget af ham.


Med Hensyn til Tiden og Stedet, hvor denne Saga er forfattet, da kunde man maaskee ved Paaberaabelsen af Gizur Hallsson († 1206) ledes til at antage, at Sagaen er skreven i det trettende Aarhundrede; men dette behøver dog derfor ikke at være Tilfældet, og selve Paaberaabelsen af Gizur, som en bekjendt Autoritet, kunde ligesaa let hidrøre fra 14de Aarhundrede; men senere end 1350 synes den dog ikke at være skreven, hvilket saavel dens Sprog som Haandskrifternes Beskaffenhed vise. — De Haandskrifter, hvori den findes, synes med temmelig Sikkerhed at pege paa Stedet, hvor den er bleven til. Det ene Haandskrift er Flatöbogen, hvis Tidsalder er vis (henved 1387) ligesom ogsaa at den er skreven for den i sin Tid mærkelige Mand og store Ven af Literatur og boglig Dannelse, Jón Hákonarson i Viðidalstúnga, Hùnavatns Syssel, i Island, Sønnesøn af den i sin Tid ogsaa i Norge bekjendte Gizur galli. (4) Det andet Haandskrift er en Samling af de islandske hellige Biskoppers Sagaer (Jon, Gudmund og Thorlak), deriblandt den hellige Gudmunds, skreven, som man med Vished veed, af Broder Arngrim paa Thingeyrar-Kloster henved 1350. Vididalstungas Nærhed ved Thingeyrar gjør det høist sandsynligt, at Jón Hákonarson og hans afskrivende Klerke derfra have hentet det betydeligste af hvad de huskede at opbevare, og vi see af andre Træk, at Munkene paa Thingeyrar-Kloster (hvoraf nogle, som Gunnlaug Leifsson, Odd Snorrason, Karl Abbed o. fl. vare udmærkede Mænd og Forfattere) have været i Besiddelse af engelsk Literatur. Vi nøies kun med til Exempel at anføre, at Merlin er oversat af Gunnlaug Leifsson i Begyndelsen af 13de Aarhundrede, og den hellige Dunstans Saga bearbejdet af Broder Arne Laurentiusson henved 1330. Disse Facta gjøre det efter vor Formening høist sandsynligt, at Sagaen er forfattet paa Thingeyrar Kloster, næppe senere end 1350. P. E. Müller har i sit Sagabibliothek 3 D. 380-386 meddeelt et kort Uddrag af Sagaen, hvilken han betegner som „indeholdende en Blanding af Legender, uhjemlede Sagn og historiske Minder”.


Vi have ved denne Udgave kun benyttet de to nysanførte Haandskrifter, da de øvrige tydelig skjønnes at stamme derfra. Selv imellem disse to er der saa ubetydelige Afvigelser, at de tydeligen henpege paa een fælles Original.


1. Det Haandskrift, som her er lagt til Grund for Texten, er blandt “Islandica Nr. 5 i fol.” i det Kongelige Bibliothek i Stockholm, som velvilligen er laant herhen til Afbenyttelse. Dette Haandskrift (her benævnt S), som er paa Pergament, bestaaer af 71 Blade i største Qvartformat, med 2 Spalter Text paa Siden, 40-52 Linier i hver Spalte. Bogen indeholder, som bemærket, Guðmundar saga goða Hólabiskups, Jóns saga helga Hólabiskups, þorláks saga helga biskups í Skálholti. Edvards Saga er den sidste i Bogen, og synes skreven med en Haand fra 14de Aarhundredes Slutning, de foregaaende Sagaer maaskee lidet før. Den optager her kun 2 Blade og omtrent en Spalte, og har Capitelinddeling med farvede Begyndelsesbogstaver men aaben Plads for Overskrifter. En nyere Haand har tilføiet Capiteltallene 1-10. Haandskriftets Skrivemaade er her i de fleste Henseender fulgt, kun er ð brugt her, som ikke findes i Codex, i og j, samt u og v adskilte og Accenter og Interpunction sat, for at lette Læsningen saameget som kan forenes med Haandskriftets nøiagtige Gjengivelse. I Codex findes enkelte Accenter anvendte, men uden nogen fast Regel; saaledes finder man vel lágu, men ogsaa Dânaher, framkvemdâʀ, hvor Accenten over a ingen Betydning kan have; ligeledes anvendes õ baade for ó: tõk, mõti, bõt, skõgi, dõm, dõ, abõte, stõlkonungr, Glõcester, og for o: bõrde, kõma; og for ö: õnguan, hõndina, hõfdingia, sõgn; hyppigst forekommer or, nockur, men stundom ogsaa õr, nõckur. Vi have derfor ikke taget i Betænkning at anvende de sædvanlig brugte Accenter og ligeledes forandret o til ö, hvor det er denne Lyd, som derved betegnes; derimod have vi beholdt au paa de enkelte Steder, hvor den samme Lyd betegnes saaledes: aull, aufundsamt, aufugr, Maurukæra, Haurdaknut; á er meget ofte udtrykt ved au, et enkelt Sted finder man ogsaa ú betegnet ved to u: uut; æ skrives stundom med e. Fremdeles ere enkelte andre fornødne Ændringer foretagne, f. Ex. naar herr og ger findes skrevne h”ʀ og g”ʀ, hvilke Ord altsaa, om man vilde opløse Abbreviaturen efter de sædvanlige Regler, maatte skrives med 3 r.


For at oplyse Skriftens Beskaffenhed i denne Oldbog have vi tilføiet (tab. 1) et nøiagtigt Fascimile, taget af fol. 69a, første Spalte, Linie 1 til 32; begyndende i Cap. 1 med Ordene Emma drottníngh dótter Rikarðar hertoga af Normandí og sluttende med: hljóp hann síðan á hest sinn ok reiþ brott skyndiliga. Sagaens Titel findes ikke i S.


EdvardsSaga.jpg


De øvrige Haandskrifter, som kunne henføres til denne Classe, ere: a) Nr. 55 i folio blandt Papirshaandskrifterne i det Kongelige Bibliothek i Stockholm, skreven af Helge Olafsson (Præst til Stad i Hrutafjord 1689 til sin Død 1706) i Aaret 1688; Sagaen er her deelt i 10 Capitler og har Titelen: “þattr af Vilhjálmi bastarði og Englakonúngum”. — b) Nr. 663a i den Arnamagnæanske Samling med lignende Overskrift (Þáttr af Vilhjálmi bastarði og nokkrum öðrum Englakonúngum), og fra omtrent samme Tidsalder, skreven med god og tydelig Haand (fljótaskript) og inddeelt ligeledes i 10 Capitler med Overskrifter, øiensynlig dannede af Afskriveren. Ifølge Arne Magnussons egenhændige Vedtegning er den “af membranâ eptir sögu Þorláks helga i Svíaríki”, altsaa uden Tvivl en Afskrift, som Helge Olafsson har medbragt fra Sverige og siden overladt Arne Magnusson. Afskriften er iøvrigt unøiagtig, og skjønt Arne Magnusson overalt har tilføiet afvigende Læsemaader mellem Linierne, har Texten kun lidet vundet derved, da disse Læsemaader kun ere tagne af Nr. 663b. — c) En latinsk Oversættelse af denne Bearbeidelse findes, endog in duplo, i det Kongl. Bibliothek i Stockholm Nr. 26 i folio paa Papir, med Titelen: „Vilhelmi bastardi et quorundam aliorum in Anglia regum res gestæ”, inddeelt i 9 Capitler.


2. Den bekjendte saakaldte Flatöbog (Flateyjarbók) i det store Kongelige Bibliotheks Gamle Kongelige Samling Nr. 1005 i fol. (her benævnt F). Sagaen findes her paa Spalte 852-856, med Capitelinddeling, røde Overskrifter og farvede Initialer. Dette mærkelige Haandskrift er flere Gange saa nøie beskrevet, at vi her ikke finde Gjentagelse nødvendig; kun bemærkes, at dens afvigende Læsemaader her anføres fuldstændigen, for saavidt de ansaaes at være i en eller anden Henseende af Betydning. Da der kun meddeles Varianter af dette ene Haandskrift, var det ikke fornødent ved disse overalt at tilføie Mærket F. u. bemærker udelader; t. tilføier; s. saaledes.


Haandskrifterne i den Arnamagnæanske Samling Nr. 663c med Asgeir Jonssons Haand; i Rasks Samling Nr. 29 med Provst Magnus Snæbjörnssons († 1783) Haand; i den Nye Kongelige Samling Nr. 1148 i folio og 1733 i qvarto, samt i Kallske Samling Nr. 249 i folio, ligesom ogsaa to Afskrifter i Oldskrift-Selskabets Haandskrift-Samling ere saa ligefrem tagne af Flatöbogen, at de ere uden al selvstændig Betydning; derimod har Afskriften i den Arnamagnæanske Samling Nr. 663b med Jon Gizurarsons Haand, altsaa fra omtrent 1630-40, endeel Afvigelser i det enkelte, som gjøre det ikke usandsynligt, at den kun middelbart stammer fra Flatöbogen, muligen gjennem en yngre Membran; men disse Afvigelser ere ligesaalidt som de øvriges af nogen Betydenhed for Texten.


Blandt Anmærkningerne ere de enkelte Parallelsteder i de engelske og normanniske Kildeskrifter efterviste.


_________________________


KONG EDVARD DEN HELLIGES SAGA.


1. Kapitel

DEN HELLIGE EDVARD, Konge i England, var Søn af Kong Edelred Edgarsson, den første Enekonge over England. Det var om ham (Edgar), at den hellige Biskop Dunstan hørte Englene synge i Luften i hans Fødselsstund, saaledes, at i hans Dage vilde den hellige Kristenhed nyde Fred og Fremgang i England. Den hellige Edvards Moder var Dronning Emma, Datter af Hertug Richard af Normandiet; hun var en Søster af Robert, som kaldtes Diabolus (Djævel); han nedlagde Hertugværdigheden og blev Eremit. — Den hellige Edvard elskede allerede i en ung Alder den hellige Kirke og Tide-Tjenesten; han holdt af at besøge Klostrene, og at elske de Munke, som forekom ham at være de helligste og sædeligste, samt at skjænke rigelige Almisser til de Fattige og Nødlidende. Ideligen paakaldte han i sine Bønner den almægtige Gud og hans hellige Mænd; men høiest, næst Gud, ærede han vor Frue, Sancta Maria, dernæst Apostelen Peter, som sin særegne Fosterfader, og Evangelisten Johannes, som Bevogter af det rene Levnet han overholdt saa længe han levede; thi paalidelige Mænd berette, at de tre Møer, som han tog til Ægtehustruer, den ene efter den anden, overholdt Kydskheden alle deres Dage, efter hans Tilskyndelse. Men efter hans Morbroder Robert, som frasagde sig Riget, tog hans Søn Vilhelm Hertugværdigheden over Normandiet; han kaldtes Bastard, skjønt han dog var en Ægtehustrues Søn, og hans Moder hed Gunnhild, Datter af Kong Edgar og Søster af Kong Edelred; men alle Normandiets Hertuger før ham vare Frillesønner, og derfor blev han kaldet Bastard, som alle hans Forfædre. Vilhelm Bastard og Baldvin den milde, Greve af Flandern, gjorde Fred imellem sig, og Greven lovede at gifte ham sin Datter Mathild, og da Hertugen besøgte Greven, for at see Jomfruen, og han talte blidt til hende og kaldte hende sin Elskede, da svarede Jomfruen: Tosset er du, din Stodder, at tro at jeg, som er udsprungen af Kongeslægt, vil gifte mig med en Bastard. Da blev den unge Hertug vred, og greb hende i Haaret og trak hende til Jorden og traadte hende under Fødder med disse Ord: Jeg er ikke Bastard uden af Tilnavn; derpaa sprang han paa sin Hest og red bort i en Hast. Greven og hans Frue trøstede Jomfruen, og lovede hende at ville gifte hende inden en Maaned med Hertugen af Saxen. Jomfruen svarede: Med ingen skal jeg gifte mig i mine Dage uden med den jeg var fæstet til, thi ingen kan efter min Dom lignes med ham. Derpaa sendte Greven og Grevinden Sendebud efter Hertugen, for at kalde ham tilbage. Hertugen tænkte, at de monne ville tage ham igjen med Magt, og derfor hug han et af Sendebudene midt over med eet Hug; men de sagde, at Greven vilde ham ikke andet end godt, og gave ham derpaa deres Æresord. Hertugen vendte da om med dem, tilbage til Borgen, og Greven tog vel imod ham, og gjorde den samme Gang sin Datter Mathild til Hertugens Fæstemø, og holdt deres Bryllup med den største Pragt, hvorefter Hertugen drog hjem i Normandiet.


2. Kapitel

Nu er at fortælle om den hellige Kong Edvard, at hele Kristenheden i England glædede sig ved den Frihed de havde vundet efter Kong Knud: at vælge Edvard til Konge, som var af Englands gamle Kongeslægt; thi i hans Kroning fik den hellige Kirke Frihed og Høvdingerne Fremgang, men Almuen Fred og Lykke, Vikinger og Ransmænd Nederlag og Straf. Mange mærkelige Tildragelser skete i hans Liv, med Hensyn til hans mange Mirakler og Spaadomme, skjønt vi kunne kun lidet berette derom, paa Grund af vor ringe Kundskab og Fjernhed. Det hændte engang en Pindsedag i Peterskirken i Vestminster, da den hellige Edvard hørte der en høitidelig Messe, iført fuldstændig Kroningsdragt, at da vor Herres Legeme blev opløftet, kom over Kongen en saa stærk Latter, at alle Nærværende undrede sig derover. Efter Messen spurgte man ham, hvad Aarsagen var til denne sjeldne Latter. Kongen svarede: Danekongen rustede sig med utallig Hær og Flaade til at hærge vort Land, og som han skulde bestige sit Skib fra Baaden, faldt han i Søen og druknede efter retfærdig Guds Dom. Der bleve da i al Hast Sendebud afsendte til Danmark og alt dette viste sig at være sandt, saaledes som Kongen havde sagt det. Men fordi at denne Danekonge ikke nævnes, tykkes sagnkyndige Mænd i Norges Konges Rige ikke at vide, hvem denne Konge har været, kun at det berettes som Ytringer af Gizur Hallsson, en af de kyndigste Mænd i Island, at denne Konge har været Svend, Søn af Kong Knud den Mægtige og Alfifa. Det hændte sig en tredie Juledag, paa Evangelisten Johannes's Festdag, som Kongen gik i Procession, iført Kroningsdragt, da saae han hos sig som en Pilegrim fra Jerusalem, ankommen i en smuk Dragt, og denne Pilegrim bad Kongen give sig noget; men Kongen sagde at han havde der ikke noget ved Haanden, som han kunde give ham. Pilegrimen sagde: Giv mig noget for den Helgens Skyld, som du elsker høiest. Da erindrede Kongen sig Evangelisten Johannes, hvis Høitid dengang holdtes, og skjenkede Pilegrimen sin Kroningsring; og Pilegrimen forsvandt. Den paafølgende Nat aabenbarede sig den hellige Johannes for en engelsk Krigsfange af høi Byrd, som da havde været ni Vintre fangen hos Saracenerne, og befalede ham at sige til den engelske Konge, at selve Evangelisten Johannes havde aabenbaret sig for ham paa sin egen Høitidsdag, og bad ham give Kongen sin Fingerring, til Tegn paa Sandheden heraf, og for at han saa meget mindre skulde tvivle om, hvad han sagde. Derefter førte den hellige Johannes ham med Et og paa en kort Stund hjem til England paa hans egne Godser, og blev han snart kjendt af sin Hustru, Børn, Slægtninge og Folk, og han tog den Dag Hvile hos dem. Men den følgende Morgen gik han til Kongen, og fortalte ham, saa alle kunde høre som der vare inde, de Ord som den hellige Johannes havde befalet at han skulde sige Kongen; han berettede fremdeles omstændeligen, hvorledes den hellige Johannes havde ført ham og løst ham i eet Øieblik af Saraceners grusomme Trældom. Over dette forundrede sig alle, som hørte det, og opmuntredes især af denne sjeldne Tildragelse til at lovprise og elske den hellige Apostel og Evangelist Johannes, og til en sand Lydighed mod den hellige Kong Edvard.


3. Kapitel

Engang paa en Paaskedag i Vestminster, da den hellige Kong Edvard sad tilbords med Kronen paa, imellem mange Høvdinger, hvoraf disse vare de ypperste: Jarlen Harald og en Biskop og en mægtig Abbed, tænkte Kongen mere paa de himmelske Ting end paa de jordiske, og det var som han saae i et Speil slige underlige Ting, som fik ham til at lee stærkt; og da Bordene vare borttagne, spurgte Høvdingerne, hvoraf han havde leet, og da de havde længe spurgt derom, da svarede han: Syv Sovere, som hvile i Bjerget Celius, have nu ligget to Hundrede Aar paa høire Side, men da jeg begyndte at lee, dreiede de sig paa venstre Side, og saaledes ville de ligge der i fire og firesindstyve Aar; men dette betyder en stor Ulykke for de dødelige Mennesker, thi i disse fire og firesindstyve Aar ville saadanne Ting hænde, som Gud har forudsagt at ville komme henimod Verdens Undergang, at Folk vil staae op imod Folk, Rige imod Rige, og der blive store Jordskjælv og Pestsygdomme, Uaar og himmelske Rædsler, thi nu kommer der Ufred og Krige mellem Hedningerne og mellem de Kristne. Mange Ting sagde den hellige Edvard dem, da de forundrede sig over, hvorledes han kunde vide saa vel om de syv Soveres Pine og deres Udseende, og for største Delen hvad ikke forhen staaer skrevet i nogen Bog om dem, og fortalte dem det saa omstændelig, som om han havde ofte været hos de syv Sovere. Men de tre fornævnte Høvdinger, som hørte dette, Harald og Biskoppen og Abbeden, afsendte deres Sendebud: Jarlen en Ridder, Biskoppen en Klerk, Abbeden en Munk, til Keiseren i Miklagard. De førte med sig Breve og Foræringer fra Kong Edvard til Keiseren i Miklagard. Keiseren i Miklagard modtog dem hæderlig og sendte dem til Biskoppen af Ephesus med sit Brev, som Grækerne kalde „sacram”, at han skulde vise den engelske Konges Sendebud de hellige syv Soveres Legemer. Biskoppen gjorde saa, og det viste sig for Sendebudene alt saaledes som den hellige Kong Edvard havde sagt dem. Grækerne bevidnede ogsaa, at de kunde sværge paa, at deres Forfædre havde sagt at de, syv Sovere laae paa den høire Side; men nu laae de paa den venstre, saaledes som det viste sig for disse Sendebud fra de engelske Høvdinger. Derefter indtraf snart hvad den hellige Kong Edvard havde forudsagt om Ufred og andre Verdens-Ulykker, thi Agarener, Araber og Tyrker gjorde megen Ufred i Syrien, Lycien og Lille-Asien og Ødelagde der mange Stæder, Ephesus, Jerusalem, i syv Aar, og der næst efter i andre syv Aar døde Paverne: Victor, Stephanus og Nicolaus. (5)


4. Kapitel

Det var en Tid paa en stor Høitidsdag at Kong Edvard hørte Messen, og der nær ved stod en Biskop; og da vor Herres Legeme blev opløftet, syntes Kongen som der var en ung Dreng, overordentlig skjøn. Han gjorde Biskoppen opmærksom derpaa ved at pege derhen, og saae han da det samme som Kongen, men ingen flere af de Nærværende saae det. Det var og en anden Gang, som Kong Edvard sad i sit Høisæde, at en Krøbling laa udenfor hans Kammerdør, og sagde at Apostelen Peter havde sendt ham derhen, og erklæret, at Kongen selv skulde bære ham til Peterskirken, og da vilde han blive helbredet. Men da dette blev sagt til Kong Edvard, gik han til Krøblingen, og hørte selv disse hans Ord af hans Mund. Og formedelst den stærke Tro og Nedladenhed, tog han Krøblingen i sin Favn og bar ham til Peterskirken i London og satte ham der ned; Krøblingen var da sund og saa rank som en Løgstængel. Alle priste Gud, da de saae dette Jertegn. Det skete og en Høitidsdag, da Kong Edvard sad tilbords, at ind i Salen kom tre Mænd, hvoraf to vare blinde, men den ene havde eet Øie, og saae dog kun lidet dermed. De bade Kongen om Hjelp, og sagde ham deres Sygdom. Kong Edvard bad række sig Skaalen med Vadskevandet, hvori han havde vadsket sig efter Maaltidet, og bad dem stryge deres Øine dermed; og da de havde gjort dette, bleve de snart helbredede, og gik glade bort, og havde for Kongens Helligheds Skyld faaet fem Øine. Tit fik man Helbredelse af hans Vadskevand, og deraf, at han med Hænderne befølede de Syge.


5. Kapitel

Den Tid da Kong Edvards to Ægtehustruer vare døde, som begge efter hans Tilskyndelse havde bevaret deres Kydskhed, giftede han sig med den tredie, som var Datter af Jarlen Godvin Ulfnadsson, Søster til Harald og Toste og de andre Godvins Sønner. Faderen og Sønnerne fik da store Værdigheder i England og havde alle de største Jarledømmer i Landet. Engelske Mænd berette, at Harald Godvinssøn har været den mest fuldendte Krigsmand som nogensinde er født i England, og den bedste Ridder saavel i ældre som nyere Tid. Kong Edvard havde en Broder af samme Moder, men Ynglingens Fader vide vi ei at nævne, skjønt denne var dog en udmærket Høvding. Men denne Yngling blev anseet for at staae nærmest til Kongedømmet i England efter Edvard, hvis denne døde uden Sønner. Men da Jarlen Godvin fik at vide af sin Datter, at hun bevarede sin Kydskhed formedelst Kong Edvards Tilskyndelse, og at de ikke monne avle nogen Søn, som kunde arve Riget efter ham, da vilde han oplægge Raad til, at hans Søn Harald maatte blive Konge, da han ansaaes for den mest udmærkede Mand af alle engelske Høvdinger. Og ved samme Tid fik Kongens Broder en pludselig Sygdom og døde, og herom blev der talt meget, hvad den unge Mand var død af. Det var en Høitidsdag at Kong Edvard sad til Bords, og Jarlen Godvin paa hans ene Haand, men en Biskop paa den anden; da nu en Mand bragde Maden ind for Kongen, stødte han an med Foden og styrtede fremad og var nær falden, han satte da den anden Fod fast til Jorden og støttede sig saaledes. Da talte Jarlen Godvin og sagde: “Nu hjalp da den ene Broder den anden”. Kongen svarede: „Ikke hjelper min Broder mig saaledes”, sagde han. Godvin svarede: „Saa lade Gud mig nyde denne Bidling jeg spiser nu, som jeg raadede ikke din Broders Død, skjønt du stedse har mig mistænkt derfor”; derpaa tog han Bidlingen af Disken og vilde spise, men Kongen greb hans Haand ved Haandledet og rakte til Biskoppen, og sagde: (Herr) Lord Biskop, velsign!” Biskoppen gjorde saa. Derpaa lagde Jarlen Godvin Bidlingen i sin Mund og spiste; og da han vilde svælge den, stod den ham fast i Halsen, saa den gik hverken op eller ned, og deraf døde han strax paa Stedet, og blev dragen ud fra Høisædet baglængs til Rovfuglene; men dog blev han siden begraven i Kirke efter hans Frænders og Venners Bøn. (6)


6. Kapitel

Kong Edvard var af den Tanke, at han ansaae Hertug Vilhelm Bastard for den nærmeste Arving til Kongedømmet i England efter sig, baade paa Grund af at han nedstammede fra de engelske Konger, og paa Grund af det nære Slægtskab, som var imellem dem. Det var engang, som Edvard havde Samtale med alle de ypperste Høvdinger, da lod han alle sværge, først Gudines Sønner og dermed alle andre, at de skulde ingen tage efter ham til Konge uden Vilhelm Bastard. Men noget senere skete det, at Harald Godvinsøn reiste i Forretninger syd over Havet, og kunde ikke komme tilbage for Modvind; da besøgte han Hertug Vilhelm og opholdt sig hos ham en tidlang; da aflagde han og til Vilhelm den Ed, ikke at ville holde Riget imod ham, naar Kong Edvard faldt fra. Det berettes og af nogle, at han forlovede sig da med Hertugens Datter, og slog selv op dette Giftermaal. Da Kong Edvard havde raadet for England i tre og tyve Aar, opholdt han sig i London; han faldt da i en Sygdom (7) i Julen, og kaldte til sig mange Høvdinger, og erklærede da fremdeles, at Vilhelm skulde være Konge efter ham i England. Men da Sygdommen havde grebet ham saa haardt, at han kunde næppe tale, siger man at Harald erklærede høit for ham, og derefter angav at have Vidner paa, at Kongen havde skjenket ham Riget i England efter sin Død. Kort efter døde Kong Edvard og blev begravet i London i England. Han straalede strax efter sin Død ved Jertegn, ligesom før, og laa i Jorden indtil den hellige Erkebiskop Thomas tog ham op og lod ham lægge i et prægtigt Skrin.


7. Kapitel

Paa Grund af at Harald Godvinsøn havde en stor Slægt i England, og var selv i Besiddelse af de mest glimrende personlige Egenskaber, tilmed, at de ypperste i Landet vilde nødig underkaste sig udenlandske Høvdingers Regjering, toge de Harald til Konge, og blev han kronet under kirkelig Indvielse, som der var engelske Høvdingers Sædvane. Man havde ikke kaldet hertil hans Broder Toste, men denne var ældre og ansaae sig derfor som nærmere Kongeværdigheden; han henvendte sig da til sin Broder Harald, og bad om at være lige med ham; men da Harald nægtede dette, drog han af Landet og først til Danmark til Kong Svend Ulfssøn, sin Frænde, og bad ham drage til England og underkaste sig Landet, saaledes som de forrige Danekonger have gjort”. Men Kong Svend var ikke belavet derpaa. Toste drog da nord til Norge, og æggede Kong Harald Sigurdssøn at drage til England og underkaste sig Landet. Og den samme følgende Sommer drog Kong Harald og Toste til England med en Hær, og fældede i York Jarlen Mörkar Godvinsøn, men hans Broder Gyrd Jarl flygtede fra det samme Slag. Men faa Nætter senere sloges de ved Stamfordbrygge med Kong Harald Godvinsøn, og der faldt de begge, saaledes som berettes i de norske Kongers Levnet.


8. Kapitel

Da Vilhelm hørte om Kong Edvards Afgang, og at Harald havde ladet sig vælge til Konge i England, blev han meget misfornøiet, og ansaae Harald for at have svigtet sine Eder og høitidelige Løfter til ham; han samlede da strax alle de Høvdinger han fik og en stor Hær desuden; denne Hær rustede han til England, og kom der til samme Tid som de to Haralder havde kæmpet; han begyndte da strax at hærge, som han satte Fod i Land, og underkastede sig Landet, hvor han drog hen. Men da Harald Godvinsøn fik dette at vide, drog han imod ham, og mødtes de ved Helsingeport, og havde begge en betydelig Hær. Da sagde Gyrd Jarl til sin Broder Harald: „Jeg frygter det vil ikke lykkes dig at gaae i Kamp mod Hertug Vilhelm, thi du er edsvoren til ham, og har svoret ham ikke at holde England for ham”. Kong Harald svarede: „Det kan være, Broder, at det var bedre, om du gik i Kamp mod Vilhelm, men jeg vil ikke at det skal spørges (8), at jeg ikke vover at see ham”. Derefter lod Kong Harald reise sin Fane for sig, og red til Slag mod Vilhelm, og der blev den stærkeste Kamp, og en lang Tid syntes det tvivlsomt, hvem der vilde seire; men da Slaget havde staaet en tidlang, blev Mandefaldet større paa den engelske Side, og der faldt en stor Mængde, og alle flygtede som reddede Livet; Kong Harald faldt der og Gyrd hans Broder, men Valthiof, deres Broder, flygtede af Slaget. Vilhelm Bastard lod ham siden brænde i en Skov og med ham et Hundrede Mand. Det er Sagn hos engelske Mænd, at om Natten efter Slaget mellem Vilhelm og Harald ere nogle af Kong Haralds Venner gaaede til Valen, og have søgt efter hans Lig, og fundet ham levende og ført ham til en Læge, og at han er bleven hemmelig helbredet. Og efter at han var helbredet, vilde han ikke kæmpe med Vilhelm om Riget (9), og mange sige at han har levet lige til i Henrik den Gamles Dage.


9. Kapitel

Vilhelm Bastard underkastede sig hele England, og lod sig vælge til Konge og krone; han blev en mægtig Fyrste, men dog var hans Herredømme forhadt af mange Mænd og Høvdinger i England, og de engelske Høvdinger, som ikke vilde tjene Vilhelm, sendte Bud til Danekongen Svend Ulfssøn, at han skulde komme til England med en dansk Hær, og at de vilde kæmpe mod Vilhelm og underkaste sig Kong Svend. Men da Vilhelm hørte om disse Sendelser, sendte han Godvin den unge Godvinssøn, Søn af Baldvin Jarl, til Danmark, og med ham en udmærket Biskop. De reiste med store Foræringer til Danekongen, og bad Vilhelm om, at han ikke skulde paaføre Riget Krig, og just for det samme lod Kong Svend det Forsæt fare, at drage med Hær ind i England, og saaledes gik det nogle Aar, at Vilhelm sendte Danekongen Foræringer og frelsede saaledes sit Rige; denne Sandhed ligger til Grund, naar Danske sige at Kong Svend har raadet over England efter Harde-Knud og Edvard den Gode.


10. Kapitel

Da de engelske Høvdinger erfarede, at de Danske ikke vilde understøtte dem imod Vilhelm, men de vare fast bestemte paa, at de ikke vilde være under hans Regjering, da forlode de deres Godser og flygtede ud af Landet med en talrig Hær; Anførerne vare tre Jarler og otte Baroner, og den fornemste blandt dem Jarlen Sigurd af Glocester; de havde halft fjerde Hundrede Skibe, og paa disse en talrig og tapper Hær. De seilede først syd over Havet, derpaa vest forbi Matheusnæs, derpaa ud forbi Galizialand, derpaa til Norvasund, og ud over Sundene til den Hovedstad, som hedder Septem (10); de gjorde Angreb paa Staden, og dræbte der en Mængde hedenske Folk, og fik et stort Bytte i Guld og Sølv, saa at det endog var mere, end hvad de førte bort fra England. Derfra holdt de øster efter Norvasundene, og kom til Øerne Majork og Minork og indtoge dem begge. Derefter gik de til Sicilien, og da de vare komne der, hørte de en stor Ufred fra Miklagard, og at Hedninger beleirede Staden baade til Søs og Lands; dengang var Kyrjalax den Store Stolkonge, og havde nylig overtaget Regjeringen; Dette var nogle (femten) Vintre efter Kong Harald Godvinssøns Fald. Men da de Engelske hørte om Ufred fra Miklagard, ventede de sig en stor Fremgang, thi Nordboerne havde i lang Tid før nydt der stor Ære, de som gave sig der i Sold. De holdt da derfra øster over Havet og derpaa nord til Miklagard, og kom til Staden om Natten; da var det maanelyst, og begyndte de strax Angreb paa dem der laa paa Skibene, og der blev den heftigste Kamp, da de, som laae der forud, havde en meget større Hær, men Englænderne gjorde et saa skarpt Angreb, at de kom op paa de Skibe, der laae yderst og fjernest fra Landet og Borgmuren; de ryddede da hvert som de kom paa, men Besætningen blev dræbt og endeel sprang i Søen; nogle sprang paa andre Skibe, og gik Flugten saaledes fra Skib paa Skib, indtil de havde taget alle de Skibe, som ikke toge Flugten. Det Folk, som kom i Land, løb ind i Leiren, og sagde at en umaadelig Hær var ankommen, som ingen Skabning kunde staae sig imod; da sprang op alle de som vare i Leiren, og der blev da ikke noget andet Raad for, end at enhver flygtede, som han stod, med alt hvad han kunde overkomme at føre med sig. Men om Morgenen, da det var blevet lyst, saae Folk fra Staden at hele den Hær var borte, som havde beleiret dem, men at der vare komne mange Skibe, af heel forskjellig Form fra de andre, som havde været der før. Stadens Indbyggere sendte da Bud til dem paa Skibene, og derefter fandt de Kongen, og han tog særdeles godt imod dem, og takkede dem for den store Seier, som de havde vundet, ham til Fred og Frelse. De opholdt sig en tidlang i Miklagard, og frelste den græske Konges Rige fra Ufred. Kong Kyrjalax indbød dem til at nedsætte sig der og blive hans Livvagt, som der var Sædvane for de Væringer, som gik i Sold. Men Sigurd Jarl og andre Høvdinger syntes det for ringe en Skjæbne for sig at ældes der paa en saadan Maade, at de ikke havde et Rige til at raade over, og bad Kongen overlade dem en Borg eller en Stad, som de eller deres Arvinger kunde beholde som Eiendom; men Kongen sagde at han kunde ikke jage andre Mænd bort af deres Odel. Og da de samtalte herom, siger Kong Kyrjalax dem, at han vidste et Land, som laa mod nord i Havet, og tilforn havde ligget under Keiseren i Miklagard men siden var erobret og bebygget af Hedninger. Og da Englænderne hørte dette, toge de Hjemmel af Kong Kyrjalax, at dette Land skulde være deres, hvis de fik det vundet, frit for Skatter og Afgifter; og det tilstod Kongen dem. Derefter droge Englænderne bort af Miklagard og nord over Havet, men nogle Høvdinger bleve tilbage i Miklagard og gave sig der i Sold. Sigurd Jarl og hans Følge kom til dette Land, og kæmpede der i mange Slag, og underkastede sig Landet, men fordreve alt det Folk, som der boede før. Derefter beboede de dette Land, og gave det Navn og kaldte det England; de Borge, som vare der i Landet, saa vel som dem, de byggede, gave de samme Navne som Stæderne i England havde, de kaldte dem baade London og York, og efter andre Hovedstæder i England. De vilde ikke have Pauls-Bog, som gjælder i Miklagard, og hentede Biskopper og andre Lærere fra Ungarn. Landet ligger sex Døgns Seilads i øst-nordøst fra Miklagard, og er et fortræffeligt Land, og der har dette Folk stedse boet siden den Tid.


Noter:

1) (Edvardas) Vir propter morum simplicitatem parum imperio idoneus, sed Deo devotus, ideoque ab eo directus …Omnia domi, forisque quieta, omnia tranquilla; quod eo magis stupendum, quia ita se mansuete ageret ut nec viles homunculos verbo lædere posset. Wilhelm af Malmesbury: ”de gestis regum Anglorum”, hos Savile fol. 44b.
2)Erat interea ejus apud domesticos reverentia vehemens, apud exteros metus ingens, Wilh. Malmesb. paa anf. Sted.
3)Wilhelm af Malmesb. paa anførte Sted fol. 51.
4) Af flere islandske Sagaer findes Exemplarer, hvori Slægtregistre føres til denne Jón Hákonarson; disse Exemplarer have nemlig hørt til hans Bogsamling (see f. Ex. Flóamanna s. i Grønlands historiske Mindesmærker II, 175).
5) Af disse Paver døde Victor II i 1055, Stephanus X 1057 og Nicolaus II i 1061.
6) Godvins Død af Mundbiden berettes paa en meget lignende Maade i Ealreds vita S. Edvardi c. VIII, § 29, Acta Sanct. anf. St. S. 299. Henrik Huntindon Hist. libr. VI hos Savile fol. 210 omtaler ligeledes denne Begivenhed i Kong Edvards 12te Aar. – Richard af Hovedene beretter kun at Godvin er død under Maaltidet. Andre Krønikeskrivere bruger dunkle Udtryk, kun Ingulphus siger ligefrem: ”Anno dom. MLIII cum Godwinus comes in mensa regis de nece sui fratris impeteretur, ille post multa sacramenta tandem per buccellam deglutiendam abjuravit; et buecella gustata continuo suffocatus interiit”. Ingulphus Hist. Croyland. i Rerr. Anglice Scriptores, ed. Fell. Oxon. 1684 fol. S. 66.
7) 23 Aar, 6 Maaneder, 27 Dage ifølge vita Edv. c. XI, §36, Acta SS. S. 301.
8) [ekki hefir ek vanr verit at liggja í hreysum, þá er aðrir menn hafa barist; ok ecki skal Vilhjálmr bastarðr; jeg har ikke været vant til at ligge inde i Hytter, naar andre Mænd have gaaet i Kamp, og ikke skal Vilhelm Bastard o. s. v.
9) [Vorðinn, þá var honum boðit af sínum vinum at stríða á Vilhjálm ok fá landit, kvaðst undirstanda at guð í himinríki unti honum ekki ríkisins: enda má vera at svâ sé betr; tók konúngr þá upp æskiligt ráð, at fyrirláta þessa heims metnat ok geck i stein ok var einsetumaðr, meðan hann lifði, þjónandi svá almáttigum guði úaflátliga bæði nátt ok dag, bleven (helbredet), blev der tilbudt ham af hans Venner at bekrige Vilhelm og vinde Landet, hvad det end kostede, men Kong Harald vilde det ikke og sagde, at han forstod Gud i Himmerige undte ham ikke Riget: kan og være at det er bedre saaledes; Kongen fattede da en ønskelig Beslutning, at forlade denne Verdens Tant, og gik i Kloster og var Eremit, saa længe han levede, tjenende saaledes den almægtige Gud uafladeligen baade Nat og Dag.
10) Septe, S; Septen, F; her menes Byen Septum, Septa, senere benævnt Ceuta, opkaldt efter Septem fratres Επταδελφοι, Bjerge i den nordligste Deel af Mauritania Tengitana, ved hvilket Strædet Gibraltar er smallest.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.