Efterretning om Finners og Lappers hedenske Religion

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif


(T)Horagalles på norsk sametromme


Sigvard Kildal
Efterretning om Finners og Lappers
hedenske Religion

1730


Forelagt ved Captain Abrahamson
Det Skandinaviske Litteraturselskabs Skrifter,
Tredie Aargangs Andet Bind, 1807


Hr. S. K. Jentoft, som studerer her ved Akademiet, og ifjor meddeelte Selskabet den Schyttiske Ordsamling, har ligesaa overdraget mig at forelægge Selskabet de Efterretninger, som hans Morfader Sigvard Kildal har samlet om Finlappernes Mythologie og Religionsskikke, for saavidt han, der var Missionær i Saltens Provstie Nordredeel[1] har kunnet bringe i Erfaring, ved Finlappernes egen Bekjendelse til ham selv eller Andre.

Disse Efterretninger har Forfatteren indsendt 1730 til Kanselliraad Thomas Bredal, Overdommer over Nordlandene og Finmarken. Han kalder dem: "Nogle Observationer om Trommen eller Runebommen, med en kort Beskrivelse over de hedenske Afguder blandt Finner og Lapper, tilligemed Ligning og Overeensstemmelse med deres og de gamle, Hedningers og Romeres Afguder”.

Ganske ubekjendte have disse Efterretninger dog nok ikke været hidtil; thi Ganander i Fortalen til sin Mythologia Fennica siger: at hvad han har af Lappernes Mythologie, det har han taget af en anden Missionærs, Sidenius's Indberettelser, der, siger han, ere overeensstemmende med den danske Missionærs, Jöns Kyldals (saaledes kalder han ham).

Vi have ellers Beskrivelse om Finlappernes hedenske Religion i Knud Leems kostbare Verk, Beskrivelse over Finmarkens Lapper, Kap. 19-22. [2] som ogsaa den mere udförlige Afhandling derom af Jessen, fölgende med Leems Verk; ogsaa den ovennævnte finske Degns, Gananders, alphabetiske Mythologia Fennica, ei at tale om Scheffers Lapponia og flere. Men da Ganander har fornemmelig at bestille med Finlændernes Mythologie især, og sammes Anvendelse i deres Almuesange, som ogsaa i det han har om Lapperne beraaber sig paa en svensk Missionær, der fölgelig taler kun om dem i de svenske Lapmarker; da Scheffer stundum nok er uefterrettelig og kunde ei vide noget af hvad siden hans Tid er opdaget; da endelig Leem og Jessen ikke navngive deres Hjemmelsmænd; saa synes det ikke i overflödigt, at bekjendtgjöre den norske og navngivne Forfatters Samling, som isærdeleshed vedkommer de Finlapper, der boe i og omkring Norrigs Nordlande og Finmarken: og disse Efterretninger bör saa meget mindre overgives til Glemsel, da de indeholde endeel der ei findes hverken hos Leem eller Jessen.

Jeg giver mig da den Ære at forelægge Selskabet de kildalske Optegnelser, med Forfatterens egne Ord, kun at jeg har rettet Afskriverfeilene, og, med Indsenderens Minde udeladt de paa Titelen nævnte Sammenligninger med den græskrommerske Mythologie, da disse falde end mere tvungne og uefterretlige, ved de finske Guddomme end ved de eddiske. Jeg har holdt det for nyttigere heller at henvise til de Steder hos Leem og Jessen, hvor de omtale de samme Gjenstande, som Kildal. Ogsaa har jeg forbigaaet de Bibelsprog dem Forfatteren jevnlig indförer, for at bevise det Ugrundede i Lappernes Afguderi.


_________________________


Naar en Noide[3] eller Run-Lap skal reisse til Jam Aimo[4], Dödningernes Land, efter nogen Sjæl, eller aandelig strider med andre Noider, som ere stærkere end han, da slaaer han med Hammeren paa Runbommen, og med tre, fire Qvinder jouger[5] og synger adskillige Noide- og afgudiske Sange, löber rundt, som een der er afsindig, tager gloende Ild med Haanden, skjerer sig med hvasse Knive i Hænder og Arme, som slet ikke skader ham, efterdi han har gjort sig haard, og omsider falder i Loge (paa Jorden eller Gulvet, saasom, aandelös) da hans Sjæl er i sin Forretning udenfor Legemet. En Pige, som betales derfor skal jouge over Noiden og med sin afgudiske Sang og Skrigen vække ham op igjen. Naar han da er kommet til sig selv igjen, stiger han op og beretter sin Aands store Fare, som den har svævet udi paa Veien; for at han skal blive belönnet desbedre af dem, han har slaaet paa Runebommen for. Han tilkjendegiver da, hvad som udrettet er, givende Svar, om den Syge (hvis Sjæl menes at være i Jam Aimo, Dödningernes Land, og derfra skal hentes tilbage) skal döe eller blive ved Livet. Noiden har til șit Runeri, een, to, tre Ringe af Messing, undertider flere. Hvis disse Ringe föres til de Karakterer, der staae överst paa Bommen, da er det meget lykkeligt. Den Guddom, Ringen standser ved, skal da have Offer. Naar saa Lappen holdes Runebommen til Öret, gives et partikulært Svar om, med hvad og paa hvad Sted Offeret skal skee. Föres Ringene til de Karakterer, som findes nederst paa Trommen, og standse der, da er det meget ulykkeligt. Det er især at bemerke, naar Baja (et grenet Træ af denne Figur √[6] föres til disse nederste Figurer, og da retter sig lige op iveiret, da er det særdeles lykkeligt.

Jubmel, den allerhoieste Gud er sat paar ganske faa Runebommer. Endeel have 10, endeel have 12, endeel 14 Afguder antegnede derpaa, men de fleste Lapper have som fölger:


Guder som bor i Stiernehimmelen[7]

1. Veralden Rad, Radien[8] eller Chierva Radien[9] det er, Verdens Raad, eller Verdens Mand. Denne giver Menneskerne deres Sjæl, eller rettere, til den Krop, Gudinden Sar Acha[10] danner i Moders Liv, nedsender Veralden Rad (Radien) en Aand, hvilken bemeldte Sar Acha foier til Kroppen, saa deraaf bliver et Menneske.

Denne Veralden Rad kaldes i Ariploug Lapmark (i Sverrig paa hinside Fjeldryggen) Veralden Olmai:

2. Rana Neid[11] Sommer Jomfruen, eller som hun kaldes, den grönne Jomfru, der boer ved Stjernerne, gjör Markerne grönne og græsfulde, til Rensdyrenes og andre Kreatures Föde.

3. Mans[12] det er, Maanen. Denne til Ære have Finner og Lapper ophængt en Ring i Kotten[13] eller Gammen (deres Bolig) kaldet Maanering. De have og helliget den hele Juulmaaned til dens Ære, og i den Tid ikke hugget eller spundet.

4. Beive[14] ell. Beive Neid, det er, Solen eller Soel – Jomfruen, som med sit Skin og sin Varme forfrisker Jorden, og giver Rensdyr Föden. Hende ofres et hvidt Kreatur og St. Hans Aften ophænges til hendes Ære en Löv- eller Græsring, som kaldes Soelring, samt koges en Meelgröd med Smör udi, som ædes hende til Ære, at hun skal være en mild Herskerinde i Himlen. Derfor kalde Finner og Lapper hende: Himmelens Dronning.

5. Thora Galles[15] eller Pajam Olmai, Tordenens Gud. Denne kaldes ellers af Lapperne, den blaaklædte Mand. Han gjör Torden, Lynild og Brag i Luften, og derfor afmales paa Runebommen med en Hammer i sin Haand. Denne Thora Galles eller Pajam Olmai frygte Finner og Lapper meget for, og derfor under Höstens Tid meddele ham hans Offer. Lapperne fra Jokmok Lapmark, paa hinside Fjeldryggen i Sverrig fortælle, ellers om denne Pajam Olmai, at han er den hoieste Guds Fostersön, En Qvinde nemlig som var vildfarende i Skoven, blev frugtsommelig ved den hoieste Guds Beblandelse, og födte denne sön, som strax fik Befaling af sin Fader at forfölge og slaae efter Trollene i Skoven. For at han ei skal slaae for fast. og i sin Vrede gjöre Skade paa Folk, Kreature, Træer og desl. da ofre de til ham en Reen eller andet Kreatur, og i Urene (Bjergklöfterne) indlægge en stor Hammer af Træ, som er smukt udskaaren.[16]

6. Bier Olmai[17] det er: Vindmanden, som regjerer over Væir og Vind. For at han skal stille Storm og Uvæir, byder han sit Offer saavel som de andre Guder.

7. Passevara Serva[18] hellig Fjelds (eller Lykkens) Reen, som skal hjelpe den ene Noide mod den anden Noide, Trol eller Runmand. Det har sig med Passevare Serva, efter disse Tiders Hedningers Bekjendelse, saaledes: Naar nogen Lap eller Fin er heftig vred paa den anden, da udvælge de hver sin Reen at stride mod hinanden. Men denne Strid skeer, saa at sige i Aanden, og den Lap, hvis Reen gaaer af Kampen med Seier, bliver Overmand; men den anden, hvis Passevara Serva tabte Slaget, bliver meget syg, og uden stor Ofring til Jami Gadzerne[19] i Dödningernes Land, afhente de Sjælen.


Guder som boe paa Jorden

8. Passevara Olmai, Passevara Neide, eller Saif Olmai[20] det er, Fjeldguder og Gudinder. Hver Fin eller Lap havde fordum sine Passevare, d. e. hellige. Fjeldstene, som de ærede med Smör, Fedt og Tobak, at Guderne og Gudinderne derinde skulde være dem desmere familiære og behjelpelige. Disse ere partikulære Guder, og ere separerede fra Luftens og Underjordens. Naar Forældrene döe, saa arve Börnene saadanne hellige Fjelde og Fjeldguder, ligesaavel som Runebommen og andre afgudiske Redskaber; men er ingen Arving da forskaffe andre Finner og Lapper sig dem ved egen Flid og Runeri. Disse Passevare Olmai siges ellers at lære Lapperne at slaae paa Runebomme, at spaae og gjöre Spörgsmaal til de Döde.

9. Passevare Lodde[21] hellig Fjelds Fugl. Denne sendte Finner og Lapper efter Passevare Olmai, for at hente ham til sig, naar noget sært havde tildraget sig.

10. Passevare Guelle[22] hellig Fjelds Fisk. Den bevarer Noidens Sjæl, naar han formedelst sit Runeri ligger i Besvimelse, og er faren til Jam Aimo, for at hente et sygt Menneskes Sjæl derfra. Saadan Sjæl skal Passevare Guelle listelig stjele fra Dödningerne, strax give sig paa Flugten med Runlappen, og före Sjælen til den Syge igjen. Finner og Lapper troe nemlig, at naar et Menneske ligger sygt, er Sjælen allerede i Jam Aimo. Skulde nu Dödningerne naae Lappen og Passevare Guelle paa Veien med den bortstjaalne Sjæl, da ere disse i stor Fare, og uden store Lövter om fede Ofringer tages de tilbage med Sjælen til Jam Aimo. Deraf kommer det, at naar Lappen ved sit Runeri ligger i Besvimelse, og nu kommer til sig selv igjen, da er han ganske mat og, svedt, for den megen udstandne. Fare og Moie paa Reisen til og fra Jam Aimo.

11. Passevara[23]. Det hellige Fjeld. Det ere saadanne, som for deres indehavende Guders Skyld, æres ved adskillige smaae Ofringer af Tobak, Smör, Fedt og desl. Til eller omkring saadan Passevara torde ingen Finkone gaae, naar hun var frugtsommelig, eller havde det maanedlige, med mindre hun, af Ærbödighed for de Maanedsyges Hjelperinde Sar Acha[24] havde aflagt Ringene, Beltet og Kraven.

12. Leib Olmai[25] Brödmanden eller Skytternes Gud, til hvis Ære ofres, synges i Noide Sang, og gjöres adskillige Knæfald, for at han skal gjöre beqvem til Skytteri og til at faae den (blandt Finner og Lapper saakaldede) hellige Björn. Derfor sættes denne Leib Olmai paa Runebommen med en Björns Figur. Og for at Ux Acha[26] (det er, Dörqvinden, som alle Pige og Drengebörn fornemmelig tilhöre, skal villig overlevere disse til Leib Olmai, at han kan exersere dem i Skytteri, nyder hun sit Offer og Ære, ved at Drikkevare, slaaes Julenat ned paa visse Steder i Kotten og Gammen.

13. Saive Neide[27] eller Zias Olmai[28] Vandqvinden eller Vandmanden, det er, Gud for Fiskeri, der, foruden med andre Ofringer, æres, baade af Lapper til Fjelds og af Finner ved Havsiden, ved et net udskaaret Billed, som henlægges i Urene (Fjeldklövter), for at han derfor skal give dem des större Lykke til Fiskefangst.

14. Nemo Gvelle[29], det er, Navn Fisk, faaes naar et Lappebarn förstegang omdöbes. Det döbes nemlig med afgudisk Daab mere end eengang; og det skeer derfor, at Barnet naar det er sygt, skal, ved at faae et nyt Navn (da det som Finnerne sige, ikke kan trives med det Navn, det fik i Daaben) faae bedre Helsen og trives bedre med dette nye Navn: I den afgudiske Daab bruger Noiden disse Ord: "Jeg döber dig i Nemo Gvelles Navn, at du skal leve vel og lykkeligt med dette Navn"! Navnet tages, efter Faderen eller Farfaderen og saa fremdeles, som have havt Nemo Gvelle. Denne viser tidt og ofte sig for Lappen, og bærer ham Vand til, undertiden paa Kirkeveien, da Lappen i Vand drikker Sar Achas Blod, hvorpaa han siden annammer Herrens Nadvere i Sakramentet.

15. Maderacha[30] eller Qvindekjönnets Forsvar, som bemænger sig i sine tre Döttres Sysler og Bestillinger.

1. Sar Acha[31] Skaberinde eller Skillemoder. Denne den förste Maderachas Datter lader i Moders Liv voxe Kjöd paa den Aand som Veralden Rad har nedsendt til Undfangelsen. Og som denne Sar Acha er de Maanedsyges og Frugtsommeliges Hjelperinde, saa faaer hun sit Offer, at hun skal være dem bestandig, og staae dem bi udi Barnsnöd og Barselsengen. Hun siges at have samme Smerter ved Barnefödselen som Qvinden selv.
Det er merkeligt ved Sar Acha, frem for de andre Guder og Gudinder, at det afgudiske Sakrament, som Finner og Lapper have brugt, er skeet hende til Ære, enten strax efter, eller brugeligst, for Herrens Nadvere[32], efterdi hun har dannet og virket Legem og Blod; hvilket kaldes Sar Achas Sakrament. Dog bekjende tvertimod andre Lapper, at Sar Achas Blod drikkes, og Leib Olmais (Brödgudens) Legeme ædes, efterdi han, som Gud for Bröd, dermed opholder Legemet. Atter Andre have ædt Veraldne Rads Legem og drukket Sar Achas Blod, efterdi disse to skabe et fuldkomment Menneske, den ene Legemet, den anden Sjælen. Naar Finner og Lapper fordum have de været til Guds Bord, bade de, Sar Acha ei vilde fortryde det, at de udvortes havde æret Boemandens (Normandens) Gud i Sakramentet.
2. Ux Acha, Dör Qvinden. Denne er den anden Mader Achas Datter[33] og har det sig med hende saaledes: Naar hendes Söster Sar Acha har dannet Barnet i Moders liv, og fremledt det i Verden, da tager Ux Acha mod det, og vogter det for Stöd og Fald; og for hun vel og bestandig skal lede det gjennem Verden, nyder hun Offer af Forældrene.
3. Jux Acha[34] den tredie Maderachas Datter, som omvender et Pigebarn til en Dreng i Moders Liv. Der er altid et Fjendskab mellem hende, som Gudinde for Pigebörn, og Leib Olmai, som er Gud for Drengebörn. For da at lux Acha skal omvende sit Pigebarn til en Dreng, og velvillig overlevere det til Leib Olmai, at han kan öve det i Skytteri, derfor nyder hun sit Offer.

16. Posfio Acha[35] Bord Qvinden. Denne er Oldemoder i Huset, og har derfor det överste Sted og Sæde i Gammen. Ellers er hendes Forretning, at see til Huset indentil, efterdi Maderacha er udenfor, og der dirigerer alting.

17. Wurnes Lodde, onde Guder, men efter Ordets Bemerkelse, slemme Fugle[36]. Disse have Finner og Lapper frygtet meget for, og derfor ofret til andre Guder, at de skulde stille dem tilfreds.

18. Porgie Dag, Laue Dag. Sodne Beive, det er; Fredag, Löverdag, Söndag[37]. Disse tre Dage helliges adskillige Guder. Endeel ære de tre Ailiches[38] eller Ailes Olmai i dem; men de fleste Finner og Lapper have helliget Sar Acha Fredagen; Veralden Rad, Löverdagen; og de tre Ailiches, Söndagen; og findes derfor de tvende sidste Dage antegnede paa Runebommen. Skulde nogen Fin eller Lap overtræde een af disse Dage med Arbeide eller andet, da maatte dişse hellige Dages hellige Guder forsones med Ofring af Træfigurer eller Kreaturer.


Under Jorden

19. Jam Aimo[39] de Dödes eller Dödningernes Land, hvor Jam Acha[40] Dödens Moder er herskende. Der skal de Döde blive lige saa heldige og friske, som de have været her i Livet, da de faae en ny Krop isteden for den, der her nedlagdes i Jorden til Forraadnelse. Der maa bedes og ofres til Jam Acha, for at Aanden skal blive her ved Legemet og ei for hastig afhentes til det nye Liv, i Jam Aimo. Ellers paastaae Jami Gadzerne fastelig at de ville have deres Slægt og Börn til sig. Det var det Offer og Afguderi, nogle Finner og Finne Qvinder bleve grebet i for nogle Uger siden. Faderen ofrede for sin syge Sön, paastaaende at den Syge, hvis Sjæl meentes at være allerede i Jam Aimo, var al for ung til at blive afhentet. Ellers naar Fader eller Moder ere döde, bede Börnene ved kraftige Noide Sange Forældrene, som ere i Jam Aimo, at de ville tale godt for dem hos Jomfru Maria, om godt Givtermaal og desl.

Naar Jami Gadzerne have i dette Land levet henimod 100 Aar, været givte, og arbeidet, ligesom her i Livet (ihvorvel Jam Aimo er meget bedre og langt mere frydefuldt end dette Liv) blive de, saafremt de her have været Guderne hörige, og tilgedane ved Ofringer, overflöttet til Radien eller Veralden Rad, som har givet dem Sjælen, til större Fryd og Fornoielse end i Jam Aimo[41]. Ellers berettes, at ihvorvel Jami Gadzerne selv arbeide i Jam Aimo, leve de dog næsten af hvis Ofringer her falde, af de igjenlevende Finner og Lapper i dette Liv.


Langt nede i Jorden

20. Rot Aimo[42] eller Ruut Aimo, det er, Pinelandet, eller efter Ordets Bemerkelse, det onde Land. Did komme deres Sjæle, som her have forsömt at ære deres Guder ved Ofringer og Tilbedelse, eller i andre Maader fortörnet dem. Derfor komme de aldrig til Veralden Rad, som hine, der efter 100 Aar blive optaget fra Jam Aimo. Her boer Rota[43] eller Rutu, Pineguden, til hvilken Lapper og Finner have ofret, naar ingen Hjelp var at faae hos de andre Guder. De skal ofte have befundet, at Rota er kommet og har plaget dem, da de ved Offer have maattet kjöbe sig fra ham, eller tilkjöbe sig hans Hjelp. De maatte ogsaa give ham hans Offer, ikke paa gemene Steder, hvor andre Guder havde faaet deres. Stort og fedt Slagteqvæg skulde gives i Forsoningsoffer. Börn og Venner samles da til Offermaaltidet, med Helligdags og rene Klæder. Hovedet og Ryggen, samt Födderne ædes (ligesom ved alle andre Ofringer) paa Offertræerne, som ere nogle smukt udhugne Billeder, maa stryges Blod, og de sættes blandt det Andet paa Træ Offer-Alteret. Paa Offerstederne skulle lægges og samles alle Been ubrudne[44] og paa blodbestænkte Qviste skal lægges et stykke af Tungen, Lungen, Hjertet, Öret og Halen. Ved Alteret skal i Jorden eller Urene nedgraves en död Hest. Det er noget sælsomt at Heste bleve ofret, men det er sandfærdigt, thi i Löverdags brændte jeg ved Finne lensmanden og Helligdags Vægterne blandt andre Been- og Træaltre, en Hest i en stor Uur, hvorved laae en Slæde til Rotas Ære og Tjeneste, og var dette Offer skeet her i Sjoomen ved Elvegaarden. Sligt skeer for at Rota skal forlade dem, og med denne Hest ride til Rot Aimo. Det hænder sig ogsaa, at Rota modtager sit Offer paa andre gemene Offersteder, hvor andre Guder have faaet deres; dog maa endelig hans Billed i en Mands Lignelse gjöres, og blandt andre Offertræer opreises ham til Ære. Offerkreaturets Been maa lægges paa det andet, kaldet Offeralteret, eller Beenalteret, hvilke Been Rota, som en mægtig Gud frem for andre, maa selv skaffe Kjöd paa. Lapper og Finner holdt overalt for, at naar een af Guderne fik ikkun Benene, var det ham saa kjert, som fik han hele Kreaturet, saasom det er Guddommen en ringe Ting, at skabe Kjöd paa Benene. Jeg har heller ikke her i Ofotens Præstegjeld paa noget Alter seet Kjöd, som var brændt, undtagen ganske smaae Stykker paa udskaarne Kjeppe, thi naar Offermaaltidet holdes, æde de samlede Venner og Börn Kjödet ganske af Benene, der ikke brydes, men samles af den Ofrende og lægges paa Alteret, blandt blodbeströgne Kjeppe, udskaarne Billeder og Horn af Kreaturet. Intet ofree heelt, undtagen en död Kat, til Jam Acha, Dödens Moder. Intet ofres levende, det jeg endnu har befundet, uden en Hane, der sættes levende i Urene og siden tillukkes for.


Observasioner[45]

Runebommen (Lappetrommen) [46] er et Spaadoms Instrument, hvorved Noiden söger at faae adskillig Kundskab om Lykke eller Vanlykke, om det eller det Menneske skal blive ved Livet eller döe og om Andet. Naar Lappen slaaer paa Runebommen, og Ringene, som springe allevegne omkring, omsider standse ved een af de derpaa merkede Guder, saa skal den Gud, hvor Ringen eller Baja hviler, have Offer eller Ære og Tilbedelse.

Noide, kaldes den Lap eller Fin, der har Runebommen, slaaer paa den for sig selv eller Andre, og ellers mesterlig forstaaer Runekonsten.

Jougen (Ioikning) afgudisk Sang blandt Finner og Lapper. Naar en Noide slaaer paa Runebommen, joiker (d. e. synger) han saa stærkt sine Runesange, at han falder i Besvimelse, da hans Sjæl siges at være faren, med Passevara Lodde (hellig Fjelds Fugl) til Jam Aimo, for at hente derfra den Syges Sjæl tilbage. Ellers ere adskillige Noidesange, forskjellige Guder til Ære; saa at naar en Fin eller Lap joiker, kan en anden, som hörer det, merke strax til hvilken Guds Ære det er, af den höie, lave, förste eller Semitone han bruger,

Her ere endnu mange Afguder, saasom Gisen Olmai[47] Savo Gvelle[48] Strout Galles[49], men som de ikke findes antegnede paa Runebommen, vil jeg derom intet röre.

Der er leveret mig en Runebomme af Een, Mads Lap kaldet, hvorpaa blandt andet, Jesu Söster[50] staaer antegnet; men som jeg af denne Lap ingen Oplysning kan faae, hvem denne Jesu Söster skal være, kan jeg derom intet skrive. Maaskee det er Marie Magdalene, som var Frelseren beslægtet.

Ingen Fin- eller Lapkone maa eller tör gaae til Passevara, til Offerstedet, eller omkring Björnskyttens Bösse. Skeer det, maa det igjen med Offer forsones[51].

Naar et Barn omdöbes, fordi det, som dette hedenske Folk siger, ei kan trives med det Navn, som givet er af Præsten i Boemandens (de Norskes) Kirke, da lægges en Ring i Vandet, hvilken Barnet siden altid skal bære paa sit Legem[52].

Udi Sar Acha Gröd lægges en liden Bue og Piil[53] som siden hænges ved Barnets Vugge, at det, om det er en Dreng, kan blive en god Skytte.

Om Julenatten drikkes Zias Olmais, eller Strout Galles (Gudens for Fiskeri) Skaal af et Horn, og noget af Drikken slaaes paa Gulvet. Paa det Sted, det blev spildt, lægges siden Fisk, Kjöd eller anden Mad, til Strout Galles Tjeneste og Ære.

Lapperne, men især Finnerne plejede under Höstens Tid, foruden Ofringer paa de almindelige Offersteder, til hver Gud især og for hvert Kreatur, at opreise adskillige Billeder, Figurer og udskaarne Træer og Kjeppe, langt inde i store Ure. Pajam Olmai (Tordenen) til Ære blev opreist en stor Hammer af Træ. For Veralden Rad et tregrenet Træ, at stötte Verden paa, saasom de meente, at var ikke Veralden Rad, saa maatte Verden forgaae, og derfor vare de flittige at ofre til ham, at han kontinueerlig skulde opholde Verden i god Skik og Orden. Det var derfor et stort Stöd for os Lærere, for nogen Tid siden, at den urene Aand aabenbarede sig for Lapperne i een af Gudernes Lignelse, da de vare paa Reisen herover fra Sverrig, med Erindring, at hvis de lode af, at ofre til Veralden Rad, da skulde Verden forgaae inden Mikkelsdag. Denne Rapport bringe de ned til Tydsfjorden (i Ledangers Præstegjeld) til Finnerne, som da bleve strax ferdige, at gribe til det Forrige. Saa at, hvis Guds Aand ikke dengang havde. sönderbrudt den giftige Slanges Braad og Vaaben, da havde Guds Kirke taget Skade paa mange Sjæle ved Ofringer[54].

Til Beive Neid (Soel Jomfruen) ofres en hvid Ged, at hun skal give smukt Væir til Rensdyrets Bedste; saa og at hun skal hjelpe mod Hovedets Svaghed, i de hede Maaneder, saasom i August.

Det er at merke om alle Ofringer i Almindelighed, at naar Offermaaltidet holdes af Finner eller Lapper i Fjeld Urene, da ledes Slagtekreaturet frem, lidet eller stort, alt som Nöden har været til, som Guderne ere til, eller som Lövtet er til, da de vare i Nöden og lovede Offeret. Offerstedet er da for sig selv, Slagtestedet for sig selv, Kogestedet ligesaa, som ogsaa Stedet hvor Offermaaltidet holdes, samt Træ-Alter-Stedet, med alle Slags udskaarne Kjeppe og Billeder. Saadanne Ofre skee aldrig ved Husene, eller Finne Gammene, men noget derfra, i store Fjeld Ure.

Jeg har i disse Dage med Finne Lænsmanden og nogle Mænd gjort en Fjord-Visit, og opbrændt adskillige, baade Træ- og Been-Altre. Men især kom vi over eet, her i Sör Sjoomen, hvis Mængde var saa stor, at neppe en Jagt skulde före det. Det stod under et Fjeld i en stor Ur, og bestod af Skamler, Sneller (Tene) Hamre, Rokke, Fugle; ogsaa deslige store Træer og Billeder, Guderne til Ære.


______________________


Forfatteren har efter dette hensat löselig tegnede smaae Figurer, med Skrivt hos og numereerte. Ifölge den hosstaaende Skrivt skulle de bemerke:

1. En fiirkantet Steen, som lægges Been og Riis paa.
2. En rund Steen, som æres af Lapper med Tobak, Smör og Fedt.
3. Et Offersted hvorpaa Kreaturenes Been endelig lægges.
4. Pajam Olmai eller Tordenhammeren.
5. Et Træ til Veralden Rad, hvis Rod vender op.
6. Sarachas, Skillemoderens Træ.
7. Passevara Achas, Fjeldgudindens Rok.
8. Et Træ, som lægges ved den Hest, der hensættes i Urene, til Rota, at ride paa til Rot Aims.
9. Strut Galles, Julemandens[55], Bæger.

Muelig skulle Nummerne hentyde til det Sted hvor Figurerne findes paa Runebommen, hvilket Forfatteren dog ikke videre taler om, sluttende det hele Skrivt saaledes:

Her var meget mere at skrive om partikulære Afguderier; men som jeg allene foretog mig, at skrive om de Afguder, der ere antegnede paa denne Bomme, maa det derved Blive.

Den Afbilding paa en Runebomme, som er tilfoiet, har foruden nogle utydelige Figurer og Karakterer, og fem af de i Beretningen forekommende Navne, blot Tal, fra 1 til 20. Men da ingensteds siges hvad disse Tal bemerke, de ikke heller svare til de i Afhandlingen numereerte Gjenstande, ikke engang ret til de nu tilsidst beskrevne Figurer, saa kan denne afbildning ikke oplyse Noget, og udelades her saa meget desheller, da foruden de to Forestillinger af en Lap med Rune, bommen hos Leem Tab. 90 og 91, findes den store og smukke Tegning hos Jessen S. 3, hvor 35 Figurer og Karakterer sees paa, med hosfoiet Forklaring over hver især.


Fodnoter

  1. Han var siden, og til sin Död, Præst til Vaagens og Jamensöens Præstegjeld i Tronhjems Stift.
  2. Leem bruger paa adskillige Steder, hele Perioder igjennem de selv samme Udtryk, som Kildal, og har da rimelig ogsaa kjendt dennes Indberetninger.
  3. Hos Leem og Jessen: Noaaide.
  4. See derom herefter No. 19.
  5. Hos Leem og Jessen: juoiger, see derom ved Slutningen her blandt Observasionerne.
  6. Er da en Pegestikke, Leem og Jessen have sintet derom.
  7. Jessen S. 8. Wæroldske Guddomme.
  8. Hos Jessen s. S. Radien Atzhie og. Radien Kjedde.
  9. Hos Leem S. 410. Zhiaaorve Radien.
  10. See om hende her nedenfor No. 15. 1.
  11. Ligedan hos Jessen S. 63, men hos Leem Ruona Neid, S. 411.
  12. Leem S. 470.
  13. Kaldes af Leem Guatte og hos Jessen Kuatte.
  14. Saaledes ogsaa hos Leem S. 411, og hos Jessen S. 12.
  15. Hos Leem S. 411. Horangallis, men hos Jessen S. 19. Horanorias, Horosgudsk, Alziegadze, Toratures Bodne. Hverken hos Leem eller hos Jessen kaldes han Pajam Olmai.
  16. Det er oiensynligt at Finlapperne have faaet denne Guddom af deres Naboer. Odinianerne gjorde som bekjendt, Thor til en Sön af Odin og Jorden, og lode ham med sin Hammer forfölge Trolle og Riser.
  17. Hos Leem S. 412. Bieg Olmai, hos Jessen S. 66. Bieg Galles.
  18. Hos Jessen: S. 26. Saivo Sarva.
  19. Hos Jessen S. 31. Jamekkerne. Ellers sees af Leem S. 421, at, Gadze, er Selskab, Flok af Personer.
  20. Hos Leem i Plurali: Saivo Olmak, S. 415. og ligesaa hos Jessen S. 9 og 23.
  21. Hos Leem S. 416 Saivo Lodde og ligesaa hos Jessen S. 25, men ogsaa hos Leem, S. 475, Noaaide Lodde.
  22. Seivo Guille hos Leem S. 416, Jessen S. 25.
  23. Hos Leem S. 431. f. Pase Vaerre. Hos Jessen (i Plural) Passe Varek. S. 23.
  24. Om hende siden No. 15. 1.
  25. Leem S, 412. Jessen P. 64. og 68.
  26. See om hende her nedenfor No. 15. 2.
  27. Jessen S. 23.
  28. Hos Leem, Kjöse Olmai S. 413 og hos Jessen S. 64 og 58, Zhiaza Olmak.
  29. Hos Leem, Namma Guelle S. 417. cf. Jessen S. 34. f.
  30. Jessen S. 14. hos Leem, Maderakko S. 413.
  31. Jessen S. 14. hos Leem, Maderakko S. 413.
  32. S. Leem S. 415, 14.
  33. Jessen S. 15 og 21. hos Leem S. 415 er hun den tredie Datter.
  34. Jessen S. 15 og 21. hos Leem S. 415 er hun den tredie Datter.
  35. cf. Jessen S. 21.
  36. Hos Jessen S. 25 Vuornis Lodde og S. 56, Vuoko eller Væros Lodde.
  37. Jessen S. 13. Buorres ell. Sodno Beive, Söndag – Lava, Löverdag – Fried, Fredag. – De omtales – men nævnes ikke hos Leem S. 412.
  38. Ailekes, hos Leem S. 412, og ligesaa hos Jessen S. 12 og 79, men især S. 81.
  39. Hos Leem S. 418 Jabme Aibmo; Los Jessen S. 29. f. og 70. pp. Jabme Aimo.
  40. Hos Leem S. 418. Jabme Akko. Den findes ikke hos Jessen.
  41. S. Leem S. 410 og Jessen S. 71.
  42. Leem 418 Rota Aibmo, hos Jessen nævnes det blot uden videre.
  43. Ligeledes hos Leem S. 418. Hos Jessen nævnes Rutu, men ogsaa blot nævnes, blandt andre ondė Væsener. Merkeligt er det dog, at Penge hedde hos Lapperne Rut, og det som en Frier maa betale til Pigens Forældre og Slægt kaldes Rota. S. Jessen S. 74.
  44. Hvo tænker her ikke paa Thors Bukke, som hos Thialfes Fader kogtes, men hvis Been ikke maatte brydes, for at Thor siden kunde skabe Kjöd paa dem og give Bukkene nyt Liv. S. Nyerups Edda S. 60. Rimelig har det været den ældste Oldtids Mening at Offerdyret fik Liv igjen hos den Guddom det ofredes til, og at derfor dets Been ikke maatte brydes. Man seer af 2. Mose B. K. 12. v. 46 og 4. Mose B. K. 4 v. 12 at ogsaa Mose optog denne Skik ved det höitidelige Paaske Offer.
  45. Skjönt her forekomme adskillige Gjentagelser af hvad allerede herovenfor er omtalt, saa bör det dog tages med, da her endnu oplyses Eet og Andet, som endnu ikke er forklaret.
  46. Leem 464. f, Jessen 11. f.
  47. Nævnes, men ogsaa netop kun nævnes af Leem S. 412. Jessen har den slet ikke.
  48. S. herovenfor No. 10.
  49. S. hernedenfor blandt de ni Figurer.
  50. Hos Leem S. 469 forekommer en Maria Söster.
  51. Denne Qvindernes Indskrænkelse finder dog kun Sted under visse omstændigheder, see, her ovenfor No. 12, og Leem 444 og 494.
  52. Jessen S. 35.
  53. Cf. Jessen S. 22.
  54. Jeg har ladet denne Fortælling staae uforandret, da den giver Begreb om, hvorledes man endnu tænkte og skrev for firesindstyve Aar.
  55. Findes ikke hos Leem. Hos Jessen forekommer S. 81. Julekongen, og nævnes (men neppe rigtigt) Ailes Olmai.