Marcus Skeggiasons Eiriks-Drapa (B.C.Sandvig)

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Danske Sange af det ældste Tidsrum,
indeholdende blant andet nogle Danske og Norske Kongers Bedrifter


Oversat af
Bertel Christian Sandvig
København, 1779


Fragmenter af Marcus Skeggiasons
Eiriks-Drapa


Gode Raads Forfremmer reiste
Øst til Garderiges Fyrster:
Med Guld æred' klogen Konge
Tappre Mænd, som slide Ringe.
Vidt berømt i østre Lande
Blev blidtalend' Eenvolds-Hersker;
Ingen var som jo den gode
Konges Navn udbrede vilde.


Først om Vaaren Venders Fiende
Gik fra østre Garderige,
Først om Sommeren bar' hule
Skibe Kongen ud paa Søen.
God Bør holdt forinden Borde
Da Knuds Broder uden Storme.
Let Bedragernes Forøder
Ærgerrig ved Danmark landed'.


Tappre toge Guld af Yngven,
Gavmild gav han Sverd og Skibe;
Erik ofte gav og store
Gaver sine tappre Hofmænd.
Hillda's Sterke ringbepryded'
Deres Arme: Men hans store
Gavmildhed i den berømte
Stad dem meer lyksalig' giorde.


Ulve dræbte Venders Herre,
Straf gik over Søens Røv're;
Tyvens Hænder blev' afhugne.
Mænds Ugierninger blev' straffed'.
Aldrig hørte man af Erik
Een uretviis Dom blev fældet;
Ney! Den Seierherre vidste
Til sit Gavn Guds Lov at holdes.


Æreprydet Sverdtings Holder
Havde Riigdom, modigt Hierte
God Hukommelse og andet
Mand-Vid uden Lasters Blanding.
Alle Dyder havde Kongen,
Mange Sprog heel ung han lærte;
Saa var stridedristig' Erik
Bedre end de fleste Konger.


Det skal prises at den Lofdung
Langt til Rom hen vilde reise,
Da saae han fra Fast-Land skildte
Porte for Venedigs Øer.
Fem Hoved-Skioldungers Broder
Gik til Bar, Guds Verk at fremme,
Altid skal Guds Værn beskierme
Saa berømmelig en Fyrste.


Da besøgte Haralds Broder
Helligdommene om Staden,
Ringe bortgav Yngves Afkom,
Penge-Skrin, med rødt Guld fyldte
For sin Siel med trætte Fødder
Gik han giennem Munkes Lande.
Erik med sit Følge reiste,
Og paa Reisen Rom besøgte.


Erik fik i fremmed' Lande
Erkestoel i Sachsens Grændser,
Ved Skioldungens Ord vi glade
Modtog' Tilgift til vor Lykke.
Ei har anden Konge skaffet
Lige stort til Folkets Nytte:
Hvad han krævede, det gav ham
Christi Ven, den søndre Pave.


Landet, som den Budlung eied',
Torde Vender ei beholde.
De Troløse brøde Freden,
Giorde ondt sig selv til Skade.
Yngve styred' did sin Flode,
Giennem Bølgers skummend' Brølen,
Masten skialv: paa Bølgen vugg'des
Søesprengt Skib for Venders Borge.


Stridbar Helt gav Krigsmænd Skiolde,
Saa at en tog mod den anden;
Høit lød' sammenordned' Skiolde,
Hærens Mængde blev opstilled.
Striden voxte omkring Helten,
Spyd frembare Kongens Stridsmænd,
Selv gik Erik i Sverd-Larmen,
Kobberklædt med Hielm paa Hoved.


Hedensk Hær forsvared' Borge,
Didhen løb man, som til Striden,
Tappre Mænd til Blodbad dreves;
Faner fløi om sterke Hilmer.
Erik Pileregn opvakte;
Eggen Stridsmænds Liv forkorted',
Jernet sang og tappre fældtes,
Sveden faldt paa hede Liighob.


Blodet drev paa røde Skioldrand,
Svigens Hævner dræbte mange.
Hvor den unge Konge fremgik,
Løde Sverd og Brynjer sprunge.
Hedensk Hær omsider ønsk'de
Udgang af den gamle Søeport.
Borgen som laae Marken nærmest
Maatte og gaae ham tilhaande.


Da forskrækdes Hedning-Hierter
Over hele Vende-Landet:
Folk utalligt brændte Ilden;
Erik brændte deres Sale.
Gniste tændte Huses Gavle,
Vidt og bredt nedfaldt Palladser,
Tilig var det da men skued'
Luen op mod Himlen række.


Erik blev da Seierherre,
Venderne paa Timen flyede;
Da de grumme bleve straffed',
Seieren blev dem betaget.
Yngve kiendte sig ved Arven,
Folk til Lydighed blev' tvungne.
Folkevennen Landet styrde,
Som Kong Svends før havde været.


Landes Herre med sin Flode
Søeomskyldte Strand omringed':
Da med Spyd og runde Skiolde
Indeluktes vaade Havbred.
Erik, Hersernes forfremmer,
Omgav Landets Kyst med Vaaben;
Da stridlysten han omringed'
Eydans Land med røden Skioldborg.


Vide bygde Viisdoms Elsker
Stærkbefæsted' Hoved-Kirker.
Han den tappre, Hærens elskte,
Den af alle Konger beste,
Lod indvie fem sterkvægged'
Kirker, byggede af Stene,
Prægtig', pryded' med Tapeter,
Norden hen for Saxlands Grændser.


Fraklands Hersker dyre Gaver
Sendte til Biørns milde Broder;
Ham, Skioldborges Giennembryder,
Vare Keys'rens Gaver kiere.
Thi han, Kongernes Samtaler,
Skienkte veibekiendte tappre,
Som paa Veien Joters Eier
Skulde følge hen til Cefar.


Døglingen i Danmark bygde
Erkestoel ved Lund i Skaane,
Den af alle dem bliir dyrket,
Som af Dansk Sprog sig betiene,
Kongen fremmed' Kirkens Vælde,
Da man spurgte Øzur blive
(Hannem viiste Folkeprøv'ren
Himlens Vei) til Biskop viet.


Det skal prises, at den store
Konge, Hjertets Saar at læge,
Foer Nord fra; den Jarletvinger
Lægedom for Sielen søgde.
Til en bedre Part af Verden
Vilde vores Budlung reise,
Til Jorsals fredtrygge Bygder,
Og et reent Liv saa begynde.


Mænd udaf de store Borge
Bar' den tappre Helt i Møde
Kors og steenbepryded' Skrine,
Der blev siunget, klokker ringde;
Aldrig har i andens Vælde
Nogen Konge nydt slig Ære.
Nei! ei nogen Mand skal lignes
Herudi ved Danskes Hersker.


Den høiviise Hillding modtog,
Folket priste denne Gierning,
Guld i Micklagard af Herren
Selv; en halv Læst og ei mindre.
Han fik ogsaa Cefars Klæder.
Erik gaves flere Gaver,
Han som Hersers Magt forsøger
Gav ham sex og otte Krigsskib'.


Altings Styrer tappre Konges
Siel i fremmed' Lande kræved'.
Han ei naaede Alderdommen;
Dette Dødsfald spurgtes vide.
Nu begræde Siklings Henfart
Tappre Mænd i hele Verden.
Hæren faldt af Sorg hos Graven;
Sorg betog den hele Verden.


Aldrig kunde Sverdets tappre
Svingere hans Vrede taale;
Skiold ei løftedes imod ham,
Det forsøgt' end ei en Konge.
Skrækkelig var Jarlers Hevner,
Landets Forsvar frygted' alle.
Ingen Konge, skiønt hvor tapper,
Torde staae mod Danskes Hersker.