En olddansk Runeoptegnelse i England

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Har du husket å støtte opp om ditt favoritt kulturprosjekt? → Bli en Heimskringla-venn og gi et bidrag til Heimskringla.no.

Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


For at runetegnene som blir brukt i denne artikkelen skal vises korrekt må du ha fonttypen Gullhornet installert på din PC eller Mac. Gullhornet skal lagres i Fonts i Windows eller  Mac OS.


En olddansk Runeoptegnelse i England

af

Sophus Bugge

Særtryk af Aarb. for Nord. Oldkyn. og Hist. 1899.

Kjøbenhavn

Thieles Bogtrykkeri

1900


I Ms. Cotton. Caligula A. XV, 4to (et af Wanley Catal. p. 233 beskrevet Haandskrift), findes to Linjer med nordiske Runer. Runerne følger efter en astronomisk Afhandling med Tabeller, begynder nede paa fol. 123 b (efter ældre Paginering 119 b), fortsættes og afsluttes nede paa fol. 124 a. (120 a). Runerne synes at være skrevne med samme Haand som den ovenforstaaende Text, thi Rum har fra Begyndelsen af været i holdt frit til dem. Længden af Runelinjerne er bestemt ved Sidens Bredde i Skindbogen. Nede paa 123 b staar 40 Runer (de sidste danner Ordet þik). De følgende 36 Runer (af hvilke de første danner Ordet þorsa) staar paa. 124 a. Den Afdeling af Skindhogen, som indeholder Runerne, er efter Edw. A. Bond (hos Stephens, Runic Monuments, Ill, 293) skreven før Aaret 1075, da Aarstallet 1074 er det sidste, som her er indført i dette Hasndskrift, der indeholder mange kalendariske Beregninger. Disse Runer blev først udgivne af Hickes i hans Thesaurus (Oxoniæ 1705) fol., Pars 3, Gramm. Isl. Pl. 6. Efter Hickes er de senere udgivne i følgende Skrifter: P. Tham, Anmärkningar i anledning af Herr Prof. Müllers Afhandling om Guldhornene, Stockholm, 1817. 4to, S. 7, 38 f. (med Tolkninger af Tham og M. F. Arendt). Kemble, On Anglosaxon Runes i Archæologia, Vol. XXVIII (London 1840), Tab. XX, IV. Finn Magnussen, Forsøg til Runamo-Indskriftens Forklaring (Kjøb. 1841), S. 603-606 (med Tolkning). F Dietrich, Drei altheidnische segensformeln, i Zeitschrift für deutsches Alterthum, XIII (Berlin 1867), S. 193—197 (Tolkning). Efter Originalen er Optegnelsen senest bleven udgivet med Tolkning af Stephens, »Tordneren Thor« (Kjøb. 1878), S. 43- 49(1), gjentaget i Runic Monuments, III (1884), S. 292—294. Den er desuden nævnt af Kluge i Pauls Grundriss(2), I, 935.

Dr. Erik Björkman har været saa god fra London nylig at sende mig en Afskrift af disse Runer efter Originalen. Dette har givet Anledning til, at jeg har gjenoptaget mit Studium af Optegnelsen, og jeg meddeler her de Resultater, til hvilke jeg er kommen.

Runerne i Haandskriftet er følgende:

En olddansk Runeoptegnelse i England.jpg

TurilSNrquNrNFNrqunufuntiniStuquruiTiqiß
QarSNtrutiniurilSNrquNrNuiqrNqrNuNri

Runerne maa transscriberes saaledes:

kurilsarþuarafarþunufuntinistuþuruikiþik
þorsatrutiniurilsarþuarauiþraþrauari

Det er klart og forlængst udtalt, at dette er nordiske Runer af den kortere Rekkes Skrift. Kemble har aabenbart med urette henregnet dem til »Runic lines, printed in Hickes ..... which can hardly he looked upon as anything but idle amusement of transcribers«. Men det tør trygt siges, at de Tolkninger, som har været udgivne, alle tilsammen er meget uheldige(2). Man har vistnok fundet den rette Betydning af enkelte Ord, som jeg i det følgende skal fremhæve. Men mange andre Ord er af samtlige Fortolkere blevne misforstaaede paa de besynderligste Maader, f. Ex. istu, d. e. estu »er du«, hvori Stephens formoder et Stedsnavn Stow. Og Meningen af Optegnelsen i dens Helhed er bleven forfeilet af Alle. Ikke mindst af den sidste Fortolker Stephens. Han finder i Optegnelsen en kjærlig Hilsen fra en hedensk Dame til en af hendes Nærmeste. Hun skal her fortælle, at hun har været i Livsfare, men at hun er kommen i Sikkerhed til Stow. Stephens lader hende skrive: »Tor Tursernes Overvælder velsigne og styrke dig« !

Herefter. meddeler jeg mit eget Forsøg til Tolkning. Originalen har ingen Ordadskillelse. I Optegnelsens Begyndelse danner kurilsarþuara en Enhed for sig; thi de samme Runer gjentages, kun med den Forskjel, at der da som første Rune skrives i, ikke T.

Af de nævnte Runer adskiller jeg først sarþu. Dette, som vel har været udtalt sarðu, er sikkert sarþ med enklitisk þu, af et til oldnorsk serða »futuere« svarende Verbum. Dette har tillige Været østnordisk; sarð forekommer i Vestgötalag. Et tilsvarende Verbum har været brugt i vestgermanske Sprog: northumbr. serð Imperat. (Lindisf.), mht. serten. Dette Verbum brugtes i Nordisk mest om Sodomiteri. At der her er Tale derom, vil af det følgende blive klart. I Oldnorsk dannede verða Præt. 2 Ps. Ental vart. Den her forekommende Form for 2 Ps. sarþu er en mindre oprindelig AnaIogidannelse, hvori Personendelsen rnangler, som ofte i Oldnorsk, hvor Nominativ af 2den Persons Pronomen er enklitisk tilføiet. Jfr. oldn. skaldu, munþu eller mundu; qvaðattv Oddr. 12; glsv. i Vestgöt. þu koþ(3).

sarþu kræver et Objekt. Objektet har vi i det umiddelbart følgende are, d. e. Akkus. af Mandsnavnet Ari. Dette var tillige dansk og svensk; se O. Nielsen og Lundgren. En engelsk Myntmester under Æthelstán, Éadmund I, Éadréd bar det nordiske Navn Are.

Efter det foregaaende synes man ogsaa at maatte kræve et Mandsnavn som nærmere Bestemmelse af þu, der er Subjekt for sar(þ). Dette Mandsnavn kan kun stikke i det 0rd, som gaar forud for sarþu. Ordet er første Gang skrevet kuril (foran sarþu), anden Gang iuril (foran sarþu). Det er klart (hvad ogsaa tidligere Fortolkere har seet), at vi skal have samme Navn paa de to Steder, og derfor maa Ordets første Rune idetmindste paa et af Stederne være feilagtig skrevet.

Jeg formoder, at iurilsarþu er det rette, at kurilsarþu er forvansket, og at vi her har et Mandsnavn iurils(4). Da Optegnelsen aldrig adskiller Ordene og aldrig skriver en Rune to Gange i Træk, saa har vi Ret til at læse s her dobbelt, saa vi faar iurils (s)arþu. Hvis iurils er det rette Navn, indeholdes heri samme Forled som i oldnorsk Jórunn, Jóreiðr, Jórulfr (jfr. Jóra), svensk iurulf (Akkus.) paa Tjängvide-Stenen, Jorger (jfr. Jure hos Lundgren). Andet Led i jurils er opstaaet af -gils, -gisl. Samme Efterled findes i dansk þurils paa Sandby-Stenen, i svensk Aðils, Ærnils, Rodils og flere Navne: se min færste Afhandling om Røk-Stenen S. 68. Det danske og svenske Navn Iuris (se O. Nielsen og Lundgren) kan være opstaaet af *Iur-gis.

Efter første Sætning (der bør forstaaes som udsigende et Faktum, ikke som spørgende) følger farþu, Imperativ, udtalt farðu (snarere end far þu) »far du« (saaledes allerede Dietrich). Jfr. f. Ex. sidste Replik i Hárbarðsljóð: Farðu nú þars þik hafi allan gramir! Her som i det engelske Haandskrift følger efter farðu, og i Runeoptegnelsen indleder dette efter min Formodning. som i Hárb., en Forbandelse.

Oldn. fara betyder ofte »fare bort« (Fritzners Ordb. fara 4). Derefter forstaar jeg farþu her som »drag bort« »pak dig«.

nu, udtalt , »nu« hører, som Dietrich har seet, til det foregaaende farþu.

funtin, udtalt fundinn, Partic. Nom. Ental Hankjøn(5), »funden«. Dette forstaar jeg her som »funden skyldig«, overbevist om Forbrydelsen. Oldn. finna e-n at e-u betyder at gribe En skyldig i noget. Eller vi kan med en uvæsentlig Nuance oversætte »d er opdaget«, d. e. det er opdaget, hvilket Uhyre du er.

istu, udtalt estu, »er du«.

farðu nú !
fundinn estu

opfatter jeg som et Par allittererende Verslinjer. Her skifter, som ofte i Eddadigtene, en firstavelses Linje med en trestavelses, hvis sidste Stavelse er stærkt betonet.

þur er, som F. Magnussen og Stephens har seet, Gudens Navn i Nomin., = þórr. Da Optegnelsen har þorsa med a, skulde dette synes at forudsætte, at ogsaa Ordet óss (med langt ó), Navnet paa Runen óss, blev skrevet med a. Derfor skulde þur synes ikke at kunne have været af Runeristeren udtalt som þórr, men at maatte have været udtalt þúrr. Hermed stemmer det overens, at den nordiske Guds Navn af Angelsakserne oftere skrives þur, af Normannerne Tur, og at Mandsnavnet Thure i Middelalderens Dansk svarer til oldnorsk þórir. Jfr. Kock, Arkiv, XV, 327 ff. Se dog trutin i det følgende.

uigi, udtalt vígi, 3 Ps. Konj. »vie« (saaledes de fleste Fortolkere). Jeg skal i det følgende bestemtere søge at vise, hvorledes dette »vie« her er at opfatte.

þik »dig« (saaledes de fleste Fortolkere).

þorsa er, som Stephens har seet, og som allerede F. Magnussen formodede, Gen. pl. = oldn. þursa »Tursernes«. Den danske Form þors findes som Runenavn i en Optegnelse hos Hickes, Thesaurus, 3, Tab. 6, Nr. 7 og derefter hos Stephens, Run. Mon. I, 103, 14. Fra þors stammer nydansk Tosse. Udtrykket Tossegreven i den danske Vise om Tor svarer til isl. þussagramrinn i þrymlur og til oldn. þutsa dróttinn i Þrymskviða. Samme Vokalforhold finder Sted ved oldsvensk þorr, nysv. torr = oldn. þurr og ved borumʀ paa Stentofta-Stenen i Bleking = oldn. burum.

trutin er, som de fleste Fortolkere har seet, = oldn. dróttinn (Nomin) eller dróttin (Akkus.), »Herre«. Om Ordet her er at opfatte som Nominativ eller Akkusativ, skal jeg i det følgende søge at vise. Skrivemaaden her skulde synes at forudsætte en Udtale druttinn, ikke dróttinn. Men en saadan Udtale kjender jeg ellers ikke i Dansk(6), saa det ligger nær her at formode Mangel paa Følgerigtighed i Lydbetegnelsen, ligesom f. Ex. naar Mallumkuns Indskrift paa Man har fustra, krus, kuþan ved Siden af totir, kona, son.

þórr vígi þik
þorsa dróttinn (eller dróttinn)

er tydelig et Par allittererende Verslinjer.

Stephens oversætter, tildels efter Finn Magnussen: »May Thur, the giant-tamer, bless and comfort theel« Men det er klart, at naar þursa dróttinn i Þrymskviða betyder »Tursernes Herre (eller Konge, Hersker)«, saa maa, bortseet fra Kasus, þorsa trutin her have samme Betydning. Hvis vi forstaar trutin som Nominativ, da. er det Tor selv, som her kaldes »Tursemes Herre«. Hvis dette er rigtigt, da maa Udtrykket forklares deraf, at de gamle nordiske Guder efter Kristendommens Indførelse blev anseede for Trold og Djævle. Det skulde da være fra kristeligt standpunkt, at Tor her var gjort til Troldenes Herre og Konge, medens han i den hedenske Tid var deres Fiende og Banemand. Dette kunde man tænke paa at ville støtte derved, at Tor Norvik nora ti frå sundi optræder blandt Trold i en Optegnelse af den norske Herredags-Vise. Ligeledes optræder i det færøske Kvæde Ragnarlikkja Tórur úr Trøllabotnum blandt Hedninger og Jætter.

Dog tvivler jeg om Rigtigheden af denne Opfatning, hvorefter trutin skulde være Nominativ og Tor kaldes »Tursernes Herre«. Vidnesbyrd fra sene norske og færøske Ballader kan ikke tilstrækkelig støtte en Forestilling, som allerede skulde optræde ved Midten af 11te Aarhundred.

Hertil kommer, at der er en tydelig Forbindelse mellem þorsa trutin i Runeoptegnelsen og þursa dróttirm i Þrymskviða. Dette Kvæde har ogsaa Nævnelsen af Tor og Verbet vígja tilfælles med Runeoptegnelsen. Dennes Ophavsmand synes derfor at maatte have kjendt Þrymskviða. Da maa han have vidst, at det i dette Digt er Jætten, der bliver dræbt af Tor, Trym, som kaldes þursa dróttinn. Men da bliver det paafaldende, at det i Runeoptegnelsen skulde være Tor, som kaldes þorsa trutin.

Jeg tror tværtimod, at Overensstemmelsen med Þrymskviða godtgjør, at Udtrykket þorsa trutin betegner en anden Person end þur, og at trutin altsaa ikke kan være Nominativ, men maa være Akkusativ. Mytedigtningen om Trym kaster Lys over hele Runeoptegnelsens Betydning. Jurils skjældes ud for Tursernes Herre, fordi han har villet ligesom Trym (der dog var uvidende om det virkelige Forhold) tage en Mand til Brud. l Olddigtet vil Trym, at han og Bruden skal vies sammen ved Hammeren, men Tor lader sin viende Hammer faa en anden Anvendelse for Trym, ved at knuse hans Hjærneskal med den.

Meningen i Runeoptegnelsen er: Jurils! dit Forhold til Are er opdaget. Du er det værste Trold, du der som Trym har villet have en Mand til Brud. Gid det maa gaa dig som Tursernes Konge! Gid Tor maa vie dig som Trym med sin knusende Hammer og gid du som Trym maa fare til Hel!

vígja er vox media. Det betegner overhoved at virke paa en med hellige, guddommelige magiske Kræfter. I Runeoptegnelsen er Verbet brugt i en Forbandelse. Vi kan forsaavidt med Dietrich sammenligne Brugen af vígja paa, følgende Steder: nú vígi ek þik undir ǫll þau atkvæði ok skildaga sem Óðinn fyrirmælti (Sǫrla þáttr i Flatøbogen I 280). Ek vígi svá / virða dauða, // at ér skuluð / allir liggia / dauðir með draugum / í dys fúnir (Hervar. s. Bugges Udg. S. 218).

Paa den anden Side knytter det her udtalte Ønske þur uigi þik sig ved sin Ordlyd til den hedenske danske Formel, hvori der udtales et Ønske om, at Tor ved sin viende Hammer skal fjærne alt ondt fra en Gjenstand: þur uiki þisi runaʀ paa Glavendrup-Stenen, þur uiki þisi kuml paa Virring-Stenen. Ja endog paa den tyske Nordendorf-Spænde har jeg formodet et væsentlig tilsvarende Udtryk wigi þonar.

Efter den nævnte Forbandelsen gjentages i Runeoptegnelsen iurils (s)arþu ara. Herefter afsluttes Optegnelsen med uiþ raþr a uari. Her er raþr, udtalt ræðr, d. s. s. oldnorsk hreðr, reðr neutr. (penis), i nynorske Dialekter rér, re (se Aasen 589 a), i svenske Dialekter rär n. Rietz 552. Det er beslægtet med oldn. hreðjar (scrotum), dansk ræder pl. Dette Ord godtgjør, at jeg har tolket sarþu i det foregaaende rigtig. Thi samme Substantiv er forbundet med et 0rd af samme Verbalstamme i Sneglu-Halles Vers:

Sýr er ávalt,
hefir saurugt alt
hestr þjóðólfs erðr,
hann er dróttin-serðr

(þáttr af Sneglu-Halla Kap. 10, Flatøb. III 428). (h)erðr er Sideform til (h)reðr; jfr. argr-ragr og lign.

raþr er vel i Akkus. styret af Præpositionen uiþ, udtalt við, »med«. Det ved uiþ her betegnede logiske Forhold er da ikke meget forskjelligt fra det, som við angiver i oldn. Udtryk som tendra eld við fjallrapa; skyrta saumuð við gull. Jeg vover ikke at foreslaa et Adjekt. viðræðr »amplo pene praeditus«, uagtet dette vilde danne Allitteration med vári.

a ueri = oldn. á vári »i Vaares«. I ældre Runeindskrifter skrives derimod Præpositionen á med óss-Runen.

Den hele Optegnelse tænker jeg mig udtalt saaledes: Iúrils sarðu Ara.

Farðu nú!
fundinn estu.
þórr vígi þik
þorsa dróttin!

Iúrils! sarðu Ara við ræðr á vári.

Af den Feil, at samme Mandsnavn første Gang skrives kurils, anden Gang iurils, slutter jeg, at vi i det engelske Haandskrift har for os en senere Afskrift, ikke den oprindelige Optegnelse af disse Runer. Hvor de oprindelig har været skrevne, om paa Pergament eller kanske paa Træ, derom kan vi intet vide. Optegnelsen begynder og slutter med Prosa. I Mindeindskrifter paa svenske Runestene har vi jo ligeledes oftere Blanding af Prosa. og Vers.

Runerne indeholder mod en bestemt Person níð, som er nedskrevet af en hedensk dansk Mand. Herved kan mindes om, at der i Aardals nu nedtagne Stavekirke i Sogn i Norge fandtes stukket ind ved Prækestolen en Træpind, hvori der med Runer var indridset Nidvers. Se min Afhandling i Aarsberetning for 1868 fra Foreningen til norske Fortidsmindesmærkers Bevaring(7).

Det níð, som er skrevet med Runer i det engelske Haandskrift, tilhører et smudsigt Omraade, som de islandske Sagaer oftere rører ved; jfr. Fritzner under serða.

Optegnelsen har Værd for Runeskriftens og Sprogets Historie, navnlig da dens omtrentlige Tid er sikker. Jeg fremhæver, at den har Formen a for o. Den har endnu ikke eget Tegn for Lyden e, som den udtrykker ved i i; den betegner Lyden d ved t t, men derimod har den T for g.

l literaturhistorisk Henseende er det interessant, at denne Runeoptegnelse giver os et Vidnesbyrd om, at en dansk Mand i England c. 1075 kjendte, saaledes som jeg i det foregaaende har søgt at vise, Eddadigtet þrymskviða.

Der er en særlig Overensstemmelse mellem den danske Vise om Germand Gladensvend A 20:

Hør I det, min kjære Moder,
laaner mig eders Fjæderham

og Þrymskv. 3:

Muntu mér, Freyja!
fjaðrhams léa?

Se »Torsvisen« S. 109.

Det ligger nu nærmest at forklare denne Overensstemmelse saa, at Oldkvædet om Tors Hammerhentning, som længe havde været kjendt blandt Danske i England, der har virket paa Balladen om Germand. Paa tilsvarende Maade lader muligens ogsaa Forholdet mellem følgende to Vers sig opfatte:

Dansk Vise om Ridderen i Fugleham B 4, 5:

Saa lod han sig gjøre en Fjæderham,
Fjædre af Sølv og Vinger af Guld.

Þrymskv. 4:

þá munda ek gefa þér (fjaðrham),
þótt ór gulli væri,
ok þó selja
at væri úr silfri.

At Eddadigtet Þrymskviða kjendtes af en dansk Mand i England ved Midten af 11te Aarhundred, kan intet strængt taget bevise om Digtets oprindelige Hjemsted. Men denne Kjendsgiærning fortjener dog Opmærksomhed som et af de mange Baand, der knytter Eddadigtningen til de britiske Øer, og som en af de mange Antydninger til Forbindelse mellem dansk og norsk mytisk-heroisk Digtning derude i Vesten.




Fotnoter:

( etter fotnoten fører tilbake til teksten)

  1. Ogsaa i engelsk Udgave »Thunor the Thunderer«, London 1878.
  2. Den hos Tham S. 38 meddelte »Versio ex incertitudine exscriptionis guam maxime ambigua«, som er undertegnet »Dagsnas. Jan. 1807 M. F. Arendt«, er i høieste Grad urimelig. Naar jeg i Modsætning hertil tinder, at Arendt i de fleste af sine egenhændige Optegnelser viser sig at staa langt over sine Samtidige i kyndig Bedømmelse af Runer, saa kan jeg ikke undertrykke en Mistanke om, at Arendt har villet narre den lidet kyndige Tham. Et lignende Forhold har jeg omtalt i mit Skrift om Ringen i Forsa Kirke S, 32 f.
  3. lngen har hidtil forstaaet sarþu rigtig. men Finn Magnussen har dog bl. a. tænkt paa, at dette kunde være serþu. Imperaiiv af serða.
  4. Det vilde være dristigere at formode, at Navnet var forvansket paa begge Steder, og at det rette var þurils.
  5. Dietrich og Stephens har været paa ret Vei ved Opfatningen af Formen, men har misforstaaet Ordets Betydning.
  6. I Haandskriftet af den svenske Dalalag forekommer gut »godt«.
  7. I disse Vers forstaar jeg nu þar munu matkar marher gauga som »der mon mange Marker (Maddiker) myldre«. matkar = maþkar: jfr. den i Gammelsvensk ofte forekommende Form matker. gauga; jfr. gauva, gaua »myldre«, som endnu bruges i Sogn; f. Ex. »Da aulte å gaudde mæ makk«, se Aasen og Ross.


HEIMSKRINGLA er et privat initiativ. Prosjektet mottar ikke noen form for offentlig støtte. Vi har kun utgifter og ingen faste inntekter. Kostnader til teknisk drift og utstyr bæres av privatpersoner. Alle økonomiske bidrag mottas derfor med stor takk. Ønsker du eller ditt foretak å støtte prosjektet økonomisk? Ta gjerne kontakt med oss, eller bruk vårt norske kontonummer 97105024499. Du kan også støtte oss via vårt Vipps-nummer 78431. For utenlandske bidrag bruk vårt IBAN-nummer NO6897105024499, med SWIFT-kode: DNBANOKK eller SEPA-kode: SKIANOBB. En kan også overføre penger til HEIMSKRINGLA via PayPal eller vippse via mobilen til 78431. Vi selger også fast annonseplass på venstre sidemeny til rimelig pris. Alle bidragsytere krediteres med navn for sine bidrag.