Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Det gamle Grønlands topografi

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Grønlandsk fjordparti
Foto: L. Sebastian, Wikimedia Commons, 2019

Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland

Af Daniel Bruun

Det gamle Grønlands topografi

Efter at vi har givet Træk af Landets Historie og de kulturhistoriske Forhold, skal vi nu til Slutning give en kortfattet Oversigt over dets Topografi, saaledes som det fremgaar af Sagaerne, Ivar Baardsøns Beretning og de Kirke- og Fjordfortegnelser m. m., som Bjørn Jónsson (død 1655) og Arngrimur Jónsson (død 1648) har afskrevet efter ældre Haandskrifter:

De ubeboede Egne paa Østkysten og ved Grønlands Sydspids.

Vi har paa Tavle I givet en Oversigt over de Kurser, som angives i de gamle Skrifter. Ved at sammenholde dem med, hvad der i Kapitel I er berettet om Erik den Rødes Opdagelsesrejse, vil det ses, at man i alle Tilfælde, — baade naar man kom fra Norge og fra Island — gik forbi Sydspidsen af Grønland for, som Ivar Baardsøn siger, at:

"komme under det høje Land i Grønland, som hedder Hvarf. En Dag tilforn før man kan se fornævnte Hvarf skal man se et andet højt Bjærg, som hedder Hvidsærk, og under [mellem?] de nævnte to Fjælde, Hvarf og Hvidsærk, ligger et Næs, som hedder Herjolfsnæs, og derved ligger en Havn, som hedder Sand, der var almindelig Havn for Nordmænd og Købmænd."

Vi har set, at Hvarf formentlig er Nunarsuit (Kap Desolation), og Hvidsærk maa antages at være et isklædt Fjældparti ved Sydspidsen eller Sydøstspidsen af Grønland. Nordligere paa Østkysten laa Midjøkel, af hvilken en Del benævnedes Blaasærk Det var her, Erik den Røde nærmede sig Land paa sin Opdagerfærd. Endnu nordligere laa Gunbjørnsskær, der maaske er Øerne foran Kysten i Nærheden af den nuværende Grønlandskoloni Angmagsalik (Ammassalik) paa 65°30’n. Br.

Den gamle Kurs til Østerbygden fra Snefjældsnæs var ret i Vest til Gunbjørnsskær og derfra videre langs Kysten forbi Midjøkel med Blaasærk til Hvidsærk og derfra rundt Sydspidsen af Landet til Hvarf; men, som Ivar siger:

"nu er kommet Is ud af Nordøstbugterne, saa nær nævnte Skær [Gunbjørns Skær], at ingen uden Livsfare sejler den gamle Led."

Man gik derfor mere i Sydvest udenom Isen.

1) Fra Norge direkte til Østerbygden (Eystri Bygd):
Fra Hernum (Øer ved Bergen) lige mod Vest til Hvarf paa Grønland (hvor Kortet har "Eystri Bygd") idet man gik N. om Hjaltland (Hetland), saa man netop saa det; derpaa S. om Færøerne, saa man saa Fjældenes halve Højde — sønden om Island, saa at dets Søfugle og Hvaler lod sig se (etsteds angives Afstanden til 12 Mil), hvorefter man kom under det høje Land i Grønland, som hedder Hvarf. En Dag før ses et andet højt Fjæld, som hedder Hvidsærk (i Nærh. af Grønlands Sydspids) og under (mellem?) de to nævnte Fjælde ligger Herjolfsnes og der ved en Havn, som hedder Sand, som var almindelig Havn for Nordmænd og Købmænd.

2) Fra Norge til Island.
Fra Kap Stad (det vestligste Forbjærg) er der 7 Døgns Sejlads til Horn (Islands sydøstlige Forbjærg i Nærheden af Papos).

3) Fralsland til Grønlands Østerbygd.
a) den gamle Kurs: Fra Snæfellsnes 2 Dages og Nætters Sejlads ret i Vest til Gunbiørnsskær, midt mellem Grønland og Island (ɔ: man havde tilbagelagt Halvvejen til Østerbygden. Gunbjørnsskær laa antagelig i det nuv. Angmagsalik paa Grønlands Østkyst under 66° n. B.).
b) den senere Kurs efter at der var kommen Is "udaf Havbugterne" saa nær nævnte Skær, at ingen uden Livsfare sejlede den gamle Led: Fra Snæfellsnes ret i Vester 1 Dag og 1 Nat ganske lidet i Sydvest at fly fornævnte Is, som ligger ved Gunbjørnsskær — og videre 1 Dag og 1 Nat i Nordvest og saa kommer man under Hvarf.
Fra Snæfellsnes, hvor Vejen er kortest til Grønland, er "4 Dages Sejlads" (Landnama).

4) "Fra Island til den nordligere Del af Grønlands Østkyst.
"Fra Langenes paa Islands Nordkyst til Svalbard nordpaa i Havbugten er 4 Døgns Hav" (andetsteds siges "2 Døgns og 2 Nætters Sejlads").

5) Fra Island til Irland.
"Fra Reykjanes er 5 (3) Døgns Hav til Jolduhlaup."

Paa Grønlands Østkyst laa, endnu længere Nord paa end Gunbjørnsskær et Sted som benævnes Svalbard (ɔ: den kolde eller for Blæst udsatte Kyst) "nordpaa i Havbugten" (ɔ: en Bugt, som skar sig ind i Fastlandet fra Havet). Dertil var "2 Døgns Hav" fra Halvøen Langenæs paa Islands Nordkyst. Rimeligvis menes hermed Scoresbysund. I Nordbotiden var Grønlands ugæstmilde Østkyst ikke beboet af Folk af nordisk Rod, men maaske af Eskimoer ("Trolde" omtales). Dette udelukker selvfølgelig ikke, at Fredløse mulig der for en kortere Tid har kunnet unddrage sig Efterstræbelse. Vi har i den forøvrigt mindre paalidelige Torgils Ørrabeinsfostres-Saga hørt om den fredløse Rolf. Der kunde ogsaa være Tale om, at Nordboerne i Sommertiden opholdt sig i kortere Tid paa gode Fangstpladser. Der omtales saaledes i den nævnte Saga et Seleyrar, hvor der var Sælfangst (jvf. Side 43). Torgils besøgte dette Sted, før han kom til den fredløse Rolfs Opholdssted, hvorefter han gik Syd om Landet til Østerbygden.

Paa 60½°n. Br. skærer Fjorden Kangerdlugsuatsiak sig dybt ind i Østkysten med Arme i N. og S. Paa Fjordens Nordside ved Narsak fandt Hernnhutmissionæren Brodbeck fra Frederiksdal i Aaret 1881 en Nordboruin. Den er i alle Tilfælde et Vidnesbyrd om, at Nordboer har været her i forholdsvis længere Tid.

Om Grønlands sydligste Spids, ved det nuværende Kap Farvel (59° 48’ n. Br.), skriver Ivar Baardsøn følgende:

"Den østligste By [Bygd], som er i Grønland, ligger ret Øst for Herjolfsnæs og hedder Skagefjord. Det er en stor By. Langt Øst for Skagefjord ligger en Fjord, som ikke er bebygget, og som hedder Berufjord [ɔ: Hunbjørnefjorden], og frem i Fjorden ligger et langt Rev tværs for Indgangen, saa at ingen store Skibe kan komme ind der, uden naar der er stor Strøm; og naar der er stor Strøm, løber der utallige Hvaler i den samme Berufjord og der savnes aldrig Fisk, i denne Fjord er almindelig Hvalfiskeri, men kun med Biskoppens Tilladelse, thi Fjorden hører Domkirken til, og i denne Fjord ligger et stort Hul [Dyb], som hedder Hvalfiskehul, og naar Søen gaar ud, da løber alle Hvalfisk i det samme Hul.

Længere Øst for Berufjord ligger en Fjord, som hedder Öllumlengri [ɔ: længere end alle andre]. Den er snæver udenfor og meget bredere inden i. Den er saa lang, at ingen ved Ende paa den. Den har ingen Strøm i sig og den er fuld af smaa Holme; der er nok af Fugle og Æg. Paa begge Sider er fladt Land, bevokset med grønt Græs, saa langt som nogen Mand der farer [ɔ: er naaet ind].

Længer Øst til Isbjærgene ligger en Havn, som hedder Finsboder, saa kaldet fordi et Skib i Hellig Olavs Tid der forliste efter et alminligt Rygte, som er gængs endnu den Dag i Dag, og der var om Bord paa det Skib St. Olufs Smaasvend, han druknede der tillige med andre, men de, som overlevede det, nedgravede de døde og oprejste der store Stenkors paa de Dødes Grave, hvilke staar der den Dag i Dag. Øst længere til Isbjærgene ligger en stor Ø, som hedder Korsø; der er almindelig Jagt paa hvide Bjørne, med Biskoppens Tilladelse, thi Øen hører Domkirken til. Endnu længere Øst paa, saa langt man kan se, er intet uden Is og Sne baade til Lands og til Vands."

Beliggenheden af de af Ivar omtalte Steder kan vel foreløbig ikke med Sikkerhed angives; men dog for enkeltes Vedkommende med nogen Sandsynlighed.

Kap Farvel ligger paa Eggers Ø. Nord derfor findes paa godt 60° n. Br. en anden stor, stærkt forgrenet Ø, Christian den 4des Ø, omgivet af mindre Øer. Dette kunde være Korsø. Andet Steds omtales:

"Korsøerne, som kaldes saaledes, fordi de allerstørste fire af dem skal ligge i Korsform, og dernæst de mindre rundt omkring dem."

Smalle Sunde var der mellem Øerne, paa hvilke der ogsaa fangedes Fugle. Dette passer ganske godt paa Øgruppen Nord for Kap Farvel."

G. F. Holm har senere søgt at godtgøre, at Korsøerne var at søge oppe ved Angmassalik.

G. F. Holm, som berejste Kysten i 1880 og senere paa Konebaadsekspeditionen 1883-85, siger, at den sydligste Del af Grønlands Vestkyst bestaar af vildt takkede Fjældpartier, der er indtil 6 à 7000 Fod høje, og gennemskæres af mange, til Dels parallelt løbende, dybe Fjorde, mellem hvilke der flere Steder findes Dalstrøg, som fører fra den ene Fjord til den anden. Fjældsiderne er som oftest ubestigelige, og Toppene danner forrevne Fjældkamme. Isen har aldrig dækket disse Fjælde, men har tidligere, ligesom nu, samlet sig i Dalstrøgene og Kløfterne mellem Fjældenes Toppe. Højderne aftager østefter, ligesom ogsaa Fjældenes vilde Udseende taber sig i den Retning. I Nærheden af Østkysten er Fjældene sjældent over 3000 Fod høje. De store sydlige Øer har fuldstændig Fastlandets Karakter.

Det Indre af Grønlands Sydspids er mod Vest et pragtfuldt Bjærglandskab med umaadelige sammenløbende Bræer, medens den lavere østlige Del er dækket af et Lag snebelagt Is, som ligger i Høje og Dale efter det nedenunder liggende Terræn, og op over hvilket alle Fjældtoppe rager. Dette gælder i det mindste for Strækningen Syd for en Linie mellem det Inderste af Tasermiut og Kangerdlugsuatsiakfjorden. — Medens der paa Fastlandet findes Bræer overalt mellem Fjældene, er de sjældnere paa Øerne, og de største Bræer, Holm saa, var paa Chr. IV’s Ø. At Hvidsærk maa have ligget i disse Egne er aabenbart. Finsboder laa jo Vest for Hvidsærk og vistnok paa Østkysten (jvf. Side 66). Öllumlengri er maaske det lange, smalle Sund Ikerasarsuk (paa Grønlandsk betyder dette Navn netop: det store, smalle Sund), hvis det ikke er Kangerlugsuatsiak længere Nord paa.

Endnu skal efter et gammelt Haandskrift anføres følgende, som vedrører Østkysten og Landets Sydspids:

"Der er en Strøm, som kaldes Hafhverf paa den østlige Side af Landet, dernæst Spalsund, dernæst Drangø, saa Sølvedal, som er den østligste Bygd."

Ovennævnte Lokaliteter: Berufjord "langt Øster af Skagefjord", Spalsund (= det smalle Sund), og Drangey (= Øen med den spidse Klippe) maa søges ved Landets Sydspids i Nærheden af beboede Egne; men dog udenfor disse.

Østerbygdens sydlige Del.

Det Landomraade, som omfattede den gamle Østerbygd, er for største Delen en af høje Fjældpartier bestaaende Kyststrækning, bag hvilken Indlandsisen strækker sig.

Kysten er indskaaret af dybe Fjorde, hvis Bredder mange Steder ikke har noget større Underland, men som tværtimod hæver sig ret stejlt opad. Nordbogaardene ligger ofte paa dette Underland; men der findes ogsaa i Fjordene Næs og Ejder, og mellem dem forholdsvis lavere Landomraader, paa hvilke man træffer adskillige Gaarde, inde i Landet.

Østerbygdens Omraade strakte sig fra Egnen N. V. for Kap Farvel gennem det nuværende Julianehaabs Distrikt til Nord for Arsukfjorden.

Vi begynder ved Bygdens Sydgrænse og gaar derfra Nord efter. Heldigvis har vi straks et Punkt, som nøje er bestemt, nemlig Herjolfsnæs, som laa Vest for Narsak ved Ikigait (Sydprøven) , hvorom straks nedenfor.

Den første Halvø fra Hovedlandet, som naar ud til Havet Vest for Kap Farvel, er Melrakkanes (ɔ: Rævenæs), som Bjørn nævner. Paa dens Vestside laa Sandhavn (nu Narsak). Øst for Melrakkanes skyder en smal Fjord (nu Torsukatak) sig ind efter; den gaar over i et indre Fjordparti (Illua) med to Arme (Kangikitsok og Vigen ind til Igdlorsuit, sidstnævnte østligst). I begge disse Arme findes Ruiner. Dette indre Fjordparti maa være Skagefjord. Bjørn har ligesom Ivar Sølvedal som "østligste Bygd", og i Landnama siges, at "Sølve tog Sølvedal." Det er da, forekommer det mig, rimeligt at antage, at Skagefjord og Sølvedal er de nævnte to Fjordarme. Bjørns Tofefjord er, mener Finnur Jónsson, nævnte Torsukatak. En gammel Kirkefortegnelse siger, at der var Kirke i Herjolfsfjord — Bjørn kalder den Herjolfsnæs Kirke. Herjolfsfjord er da aabenbart den Fjord (nu Amitsuarsuk), som skyder sig ind i Landet Vest for Melrakkanes.

At Herjolfsnæs er det nuværende Ikigait (Sydprøven), kan der i det hele taget ingen Tvivl være om, eftersom man der har fundet Ruiner af en gammel Kirke med Kirkegaard. Disse ligger paa en lav Tange, der er bevokset med Græs og Lyng. Tæt bagved hæver sig et meget stejlt Fjæld og udenfor Kysten ligger flere lave Øer. Holm omtaler, foruden Kirken, to meget sammenfaldne og utydelige Nordboruiner og desuden en Mængde Rester af gamle Grønlænderhuse. Langs Stranden er der til forskellige Tider ved Jordsmonnets Bortskylning, der efterhaanden finder Sted, fundet en hel Del Sager, som hidrører fra Kirkegaarden, paa hvilken der i sin Tid er foretaget Udgravninger. Dr. P. Nørlund har nu systematisk udgravet Kirken og Kirkegaarden med overordentlig rige Resultater. Han har udgravet mange Lig og i Gravene (Kisterne) fundet Skeletter, der viser, at Befolkningen har været degenereret af Sygdomme og Indgifte; der er ogsaa fundet Dragter af ejendommelig Art, Hætter med lange Strude, hvilke viser hen til Tiden ved 1400 og derefter. Der fandtes ogsaa en Mængde smaa Trækors, nogle med Runeindskrifter, til Dels af en magisk Art (med Navne paa Gud og lign.). Af særlig Interesse var en lille Pind i en Kiste, hvorpaa der stod: "Denne Kvinde blev lagt over Bord i Grønlandshavet, som Gudveg hed". Her er der saaledes Tale om et Kenotafium (Tomgrav). En Ligsten med Indskrift i Majuskler (jvf. Tavle XIX) skriver sig ligeledes fra denne Kirkegaard.

Paa Herjolfsnæs boede Landnamsmanden Herjolf, I "Landnama" hedder det:

"En Mand hed Herjolf Søn af Bard, Søn af Herjolf, en Frænde til Landnamsmanden Ingolf [paa Island], som gav [den sidstnævnte] Herjolf den Landstrækning, som ligger mellem Vaag og Reykjanæs. Den yngre Herjolf tog til Grønland, da Erik den Røde begyndte at bebygge det. Paa hans Skib var en kristen Mand fra Syderøerne [Hebriderne], som forfattede Digtet Hafgerdingadrapa. – – – Herjolf tog Herjolfsfjorden i Besiddelse og blev en meget ypperlig Mand."

Som hans Søn omtales Bjarni Herjolfssøn, hvis Færd til Nordamerikas Østkyst omtales i Flatøbogen (se foran) og hvis Tilværelse som historisk Person betvivles (jvf. Side 37 f.). Gaarden omtales ogsaa andetsteds, bl. a. i Skjald-Helges Digt.

Mellem Amitsuarsuk og den vestligere liggende Fjord Tasermiut er en bred Halvø, ind i hvis Sydende der skærer sig nogle Bugter, og udenfor hvilken der ligger nogle Øer. F. J. mener, at her var Hellisfjord og Hellisø (ɔ: Huleøen), som omtales af Bjørn. Den lange Tasermiutfjord er utvivlsomt den gamle Ketilsfjord. Det er — siger Holm — en af Grønlands smukkeste Fjorde, omgivet af ejendommelige høje Fjælde, med Dalstrøg mellem, som gennemstrømmes af rivende Elve, og som udmærker sig ved deres frodige Kratvegetation. I det Inderste af Fjorden kommer to Isbræer ned over meget stejlt Terræn.

"Ketil tog Ketilsfjorden," hedder det.

Ivar siger:

"Vest for Herjolfsnæs ligger Ketilsford, og der er fuldt bygt; og paa højre Haand, som man sejler ind i Fjorden, ligger et stort Os (Munding, Vig), i hvilken der udmunder store Elve. Ved det Os staar en Kirke, som hedder Aros [ɔ: Aamunding] Kirke, som er indviet til det hellige Kors. Den ejer alt ud til Heijolfsnæs, Øer, Holme, Vrag, og alt ind til Petersvig. Ved "Petersvig" ligger en stor Bygd, som hedder Vatnsdal. Nær ved denne Bygd er et stort Vand [ɔ: Sø] "Thou Uger [isl. Vikur, o: Sømil] Søes brett", fuldt med Fisk. Petersvigs Kirke ejer hele Vatnsdals Bygden. Endvidere ligger ind fra den Bygd et stort Kloster, som "Canonici regulares" er udi, [og] som er viet St. Oluf og St. Augustinus. Klosteret ejer alt ind i Fjordbunden og alt ud paa den anden Side."

Midt i Fjorden mod Øst er der en Vig, ovenfor hvilken der ligger en Sø, Tasersuak, med en skøn Dal, Kingua. Her har vi baade Petersvig, Søen og Vatnsdal, medens Munkeklosteret maa søges længere inde i Fjorden, vistnok ved Tasermiutsiak. Aros Kirke er identisk med Kirken i Vik (= Pétrsvik). Baade Kirkefortegnelsen og Bjørn omtaler to Kirker i Ketilsfjord. Nu kommer en Fjord, som Ivar ikke omtaler, men som kendes fra Landnama og Bjørn, nemlig Alptefjord (nu Søndre Sermilik), som blev taget i Besiddelse af Snorre Torbrandssøn, en fredløs Islænder, som aabenbart opkaldte den efter en Fjord paa Snæfellsnes (Snefjældsnæs) paa Island, hvor han hørte hjemme. Han kom til Grønland senere end de fleste andre Landnamsmænd og maatte da nøjes med et mindre tillokkende Sted.

I Fjorden findes, som Navnet (Sermilik = Isfjord) antyder, Isbræer. Ud for denne Fjord ligger der flere Øer; blandt disse maa søges Lundey (ɔ: Søpapegøjeøen) og Hrakbjarnarey, som Bjørn nævner. Den største af Øerne er iøvrigt Sermersok, hvis Sydspids man har villet identificere med Hvarf, hvilket jeg anser for urigtigt.

Ivar siger videre:

"Næst Ketilsfjord ligger Rampnessfjord [aabenbart en Fejlskrift for Rafnsfjord], og langt ind udi den Fjord ligger et Søster-Kloster Ordinis Sancti Benedicti; det Kloster ejer alt ind i Botnen og ud fra Vaage Kirke, som viet er til St. Oluf Konning. Vaage Kirke ejer alt Land udenfor Fjorden. Ind i Fjorden er mange Holme, og Klosteret ejer altsammen Halvdelen med Domkirken. Udi disse Holme er meget varmt Vand, som om Vinteren er saa hedt, at ingen kan komme nær; men om Sommeren er det vel til Maade hedt, saa at man kan bade der udi, og mange fanger der Helsebod af Soter [ɔ: for Sygdomme]."

Rafnsfjord er aabenbart den samme som vore Dages Unartok-Fjord. Det var en af de første Fjorde, som man med Sikkerhed kunde identificere. Der kan nemlig ikke være Tvivl om, at Ivars Beretning sigter til nogle varme Kilder, som findes paa Øen Unartok (ɔ: den kogende) i Fjordmundingen. Nonneklosteret af Benediktiner-Ordenen laa formodentlig ved det nuværende Sarkarmiut, inderst i Fjorden. Holm omtaler her nogle meget forfaldne Ruiner paa en sumpig Slette, som er bevokset med Græs og Lyng. Unartok-Fjorden har i sin ydre Del nogenlunde flade Kyster. Alle Øer i og udenfor denne Fjord er lave og afrundede.

Erik den Røde naaede paa sin Undersøgelsesrejse saa langt Syd paa som til Rafnsfjord (jvf. Side 13). Siden tog Rafn Land i Rafnsfjord.

Ivar springer nu atter en Fjord over, som dog omtales baade i Landnama og i en Kirkefortegnelse, hvis 4de Kirke siges at ligge "paa Vaage i Siglefjord og Bjørn omtaler "Siglefjord (med Kirke)".

Denne Fjord maa være identisk med den indenfor Sydprøven liggende Agdluitsokfjord med to Forgreninger, Amitsuarsuk (i N. V.) og Sioralik (i N. Ø.). Mellem disse to Fjordarme ligger en mægtig Bjærgmasse, Akuliarusersuak med Toppe paa over 5000 Fod (1600 m). En Lavning fører fra Bunden af den ene Fjordarm til den anden.

Ivar siger videre:

"Dernæst ligger Einarsford, og mellem den og forannævnte Rafnsfjord ligger en stor Hofgaard, som tilhører Kongen, og den Gaard hedder Foss; og der staar en kostelig Kirke, viet Sanct Nicolaus, hvilken Kongen har at forlene; og nær derved ligger en stor Fiskesø fuld af store Fisk, og da naar stort Vand og Regn kommer, og naar Vandet bliver lavere og mindskes, da bliver der utallig megen Fisk liggende igen paa Sandet."

Den oprindelige Meddelelse er aabenbart i den senere Oversættelse og Gengivelse blevet noget forvandsket. Den "kostelige Kirke" viet Sankt Nicolaus kan nemlig ikke være nogen anden end Domkirken paa Garde (hvorom nedenfor), der netop var viet den hellige Nicolaus, desuden omtales der ikke i Kirkefortegnelsen nogen Kirke ved Foss. Hvor Vaage Kirke har ligget, kan ikke siges, men den maa søges i en af de to Fjordarme; derimod er der ingen Tvivl om, hvor Gaarden Foss og den omtalte Sø laa.

For Bunden af Amitsuarsuk ligger nemlig en større og en mindre Sø i prægtige Omgivelser; mellem dem er der en høj Fos, i Nærheden af hvilken Gaarden Foss sikkert er at søge. Ivar siger jo, at den er beliggende mellem Rafnsfjorden og Einarsfjorden (den næste Fjord, som straks skal omtales). Finnur Jónsson udtaler, at dette tilnærmelsesvis er rigtigt og for saa vidt naturligt, som han slet ikke nævner Siglufjorden. Den omtalte Sø er aabenbart den, Ivar hentyder til. Frode Petersen (Froda) siger, at paa den store Sø, som ligger øverst, kan det ikke passe, derimod passer Forholdet meget bedre paa den lille Sø, paa hvis flade Bredder Fiskene langt rimeligere vilde blive tilbage, naar Vandet faldt hurtigt efter en Oversvømmelse. Desuden findes der Laks i denne Sø.

Ruiner af en Gaard findes ved Fjordbunden. Siglufjord blev bebygget af Torbjørn Glora.

Det høje Alpeland, som fra Egnen ved Kap Farvel strækker sig til Agdluitsokfjorden, afløses nu i Egnen Syd for Julianehaab af mere bølgeformede og jævnere Omraader. En Landtange breder sig her mod Syd. Den er indskaaret af Fjorde og Bugter. I nogle af disse findes Ruiner. Her maa man, siger F. J., søge Slettufjord, Flornefjord og Ufundenfjord (Ofundinfjord), hvilke Bjørn nævner. Sidstnævnte har rimeligvis sit Navn deraf, at den ikke straks er blevet fundet; den er vistnok, som Clemmensen siger, identisk med Sermisek, hvis Munding ikke er let at opdage. Nærmest ved Indlandsisen ligger ubeboelige og til Dels golde og øde Højdedrag, som sænker sig ned mod Syd til i Højde med en Linie mellem det Indre af Igaliko og Amitsuarsuk-Fjorden.

Terrænet S. V. for denne Linie er opfyldt af lavere, bølgeformede Højsletter og mindre Fjældpartier, hvis største Højde er ca. 1500 Fod (500 m). I Dalene og Lavningerne ligger en Mængde større og mindre Søer, der har Afløb til Fjordene. Paa Søernes Bredder samt i Dalene langs Elvene træffes forholdsvis frodige Græsgange, for ikke at tale om, at hele Strækninger er bedækkede med Bøller (Tyttebærplanter), ligesom der paa Fjældskraaningerne findes ypperligt Foder og frodigt Krat af Birk og Pil. I Foraarstiden yngler Svømmefugle paa Bredderne af Søerne, og der er en Rigdom af Harer, Ræve og Fuglevildt, særlig Ryper. I gamle Dage har der sikkert været mange Rensdyr.

At de Nordboer, som bosatte sig i disse de frugtbareste Egne i Fjordene ved Julianehaab, hovedsagelig har levet af Kvægavl og i mindre Grad af Sælfangst er troligt, eftersom de ikke i samme Grad som i mindre frugtbare Egne har været nødsaget til at ty til denne Erhvervsgren, som tilmed, paa Grund af de lange og besværlige Afstande til Fjordene, synes at have maattet staa i anden Række.

I disse rige Egne kommer Grønlænderne (Eskimoerne) næsten aldrig. Al Slags Vildt har ret sin Tumleplads her, og ingen søger nu Erhvervet der, hvor der i Nordboernes Tid sikkert laa mange Gaarde og ernæredes mange Mennesker. En Del Gaarde er genfundne, men mange venter paa at blive det. Kun enkelte af Grønlænderne fra Igaliko gaar paa Jagt i de nærmeste Egne ved Kagsiarsuk, medens Egnene ved Amitsuarsuk nu aldrig besøges. Ingen nulevende Grønlænder er vistnok ordentlig kendt i disse Egne, hvorfor Vandringer der Steds besværliggøres af Mangel paa Førere.

Dette prægtige Landomraade, som Forfatteren heraf besøgte i 1894, maa være de Gamles Vatnahverfi, hvilket Navn (vatn = Sø; hverfi = Gruppe, Klynge) ypperligt svarer til Naturforholdene.

Østerbygdens Centrum — Einarsfjord

Vi har nu naaet Østerbygdens Centrum, hvor der fandtes en forholdsvis tæt Bebyggelse ikke blot ved Fjordbredderne, men ogsaa inde i Landet mellem Fjordene. Den første Fjord, vi træffer paa, er Igalikofjorden indenfor Julianehaab. Det er den gamle berømte Einars Fjord.

Ivar Baardsøn siger:

"Naar man indsejler i Einarsfjord ligger paa venstre Haand en Vig, som hedder Torvaldsvig, og længere ind i Fjorden ligger paa samme Side et Næs, som hedder Klining, og længere inde endnu en Vig, som hedder Gravevig, og fra Gravevig længere ind ligger en stor Gaard, som hedder Dalr, der hører Domkirken til. Og paa højre Haand, naar man sejler ind i Fjorden til Domkirken, som stander ind udi Botnen [ɔ: Bunden], ligger en stor Skov, som tilhører Domkirken; udi denne Skov har Domkirken alt sit Kvæg (Fenet), baade stort og smaat.

Domkirken ejer hele Einarsfjord og ligesaa den store Ø, som ligger udenfor Einarsfjord, og som hedder Renø, saa kaldet fordi der om Høsten løber utallige Rensdyr, der er almindelig Vedschaft (ɔ: m. H. t. Rensdyr), dog ikke uden Biskoppens Tilladelse. Og paa den Ø er [de] bedste Talgsten [Vægsten], som ses paa Grønland, saa naturlig gode, at der deraf gøres Gryder og Kander, og er saa stadig [ɔ: stærk] Sten, at Ilden ikke kan fortære den, og gøres der saa store Kander af en Sten, som 10 eller 12 Tønder ganger udi.

Og der længer vester for Landet ligger en Ø, som hedder Langø, og paa den Ø ligger 8 store Bøndergaarde. Domkirken ejer hele Øen undtagen Tienden; Tienden ligger til Hvalsø Kirke."

I Kirkefortegnelsen nævnes den:

"5te Kirke under Høvde i Østfjord, den 6te Bispestolen paa Garde i Einarsfjord."

I Igalikofjorden findes ingen Bræer, og Fjordisen gaar i Reglen bort allerede i April Maaned, hvorefter der er aabent Vande ofte lige til Januar. Isforholdene er da ogsaa gunstigere i denne Fjord end i den nærmest Nord derfor liggende Tunugdliarfik.

Paa Fjordens Vestside skærer allersydligst en bred og stor Fjord sig ind. Det er Kakortokfjorden, den gamle Hvalsøfjord, hvorom senere. Nord for denne er Igalikofjordens Vestside meget stejl, og kun paa nogle faa Steder er en Smule Kystland, hvor der har været Gaarde. Torvaldsvig og Gravevig maa søges her. Paa den videre Strækning ind efter findes næsten ingen Landingssteder, og selv langt inde, ved Sigsardlugtok, hvor der, efter Ruinerne at dømme, laa en stor Gaard, Dalr, er Landing yderst besværlig. Sigsardlugtok er et meget interessant Sted, og Ruinerne, der ligger paa begge Sider af Elven Kugsuak, ret vel bevarede.

Fjordens Østside har til Dels omtrent samme Udseende som Vestsiden. I Bugten ved Ekaluit laa en Gaard. F. J. mener, at det er Hafgrimsfjord. Derfra var nem Adgang til det store, rige Terræn Vatnahverfi, som nys er omtalt. I Landnama hedder det, at "Hafgrim tog Hafgrimsfjorden og Vatnahverfi."

Nord for Ekaluit findes lange kratbevoksede Fjældsider paa Fjordens Østside. Her ses Ruiner af en enkelt Gaard, og her er en Del Kratskov, maaske det, der omtales af Ivar som hørende Domkirken til. Saa kommer den store Bugt: Igalikofjordens østlige Arm, der maa være de Gamles Østfjord (Austfjördr). Den er kranset af Fjælde, nedenfor hvilke der paa Underlandet findes Ruiner af 3 Gaarde, hvoraf den ene utvivlsomt er "undir Höfda" — nu Kagsiarsuk i Bugten mod Syd. Navnet passer fortrinligt, da der Vest for Gaarden ligger en Fjældknude (Høvde). Her findes en Kirke med Kirkegaard.

I Igalikofjordens østre Arm udmunder, foruden Elven ved Kagsiarsuk, endnu en, som kommer fra Indlandsisen i N. Ø. Oppe under Jøklen blev i 1911 fundet en Del Ruiner mellem to Elve, der er Tilløb til førstnævnte Elv. — Det er rimeligvis en Sæter.

Gaarden Hammer, som omtales i Fostbrødre-Saga (jvf. Side 48), laa vistnok i Østfjorden og er da en af Gaardene paa Nordsiden af Bugten. Paa Tungen mellem Igalikofjordens østre Arm og dens Bund skyder to lange Næs sig ud i Fjorden. Mellem dem ligger Foxhavn, hvor Dampskibet af dette Navn opankrede i 1860. Her maa antagelig de Gamles Skjalgsboder have ligget. Her opankrede Handelsskibene, saaledes som man erfarer af Fortællingen om Ejnar Sokkessøn (jvf. Side 71). — Der ses Rester af et Par mindre Nordboruiner, som meget vel kan have været "Boder". Løngunes, Torgrim Trolles Bopæl og Langenæs, hvor hans Søster boede (det var, som tidligere berørt, maaske den samme Gaard) maa søges tæt Nord for Næsset. Her er da ogsaa truffet Ruiner af en Gaard.

Vi kommer nu til Einarsfjordens vigtigste og største Gaard Garde (Gardar), som var den første Landnamsmand Einars Hjem, og hvor senere i det 12. Aarhundrede Bispestolen blev anlagt. Det laa nær "Eidet" eller Tangen mellem Einarsfjord (Igalikofjord) og Eriksfjord (Tunugdliarfik), og her holdtes Landets almindelige Ting, Gardating, fra Begyndelsen af det 11. Aarhundrede; det omtales bl. a. i Fostbrødre Saga. Paa Gaardens store Hjemmemark (Tun) laa, foruden Ind- og Udhuse, Domkirken, der var viet til St. Nicolaus, og som sikkert var i Brug gennem mere end 300 Aar. Thi 1409 har man et Dokument, udfærdiget paa Garde. Og her var Bispegaarden.

Der er nu kun lidt tilbage af Domkirken, der i sin sidste Skikkelse var Korskirke. Endnu i 1894, da Forf. heraf var paa Stedet, kunde Grundplanen af Kirke og Nordbogaardens Dimensioner ret tydelig iagttages; men senere er det altsammen næsten forsvundet, ødelagt af de paa Stedet boende Grønlændere, som driver Kvægavl paa det gamle Sted, hvor der ogsaa i Nordbotiden var et meget stort Kreaturhold (over 100 Køer).

De nyeste, grundige Undersøgelser af hele Stedet er for kort Tid siden foretaget af Dr. P. Nørlund, hvis Resultater her følges.

Garde Domkirke var en ret betydelig Kirke. Hele den udv. Længde var 27,10 m, Skibets udv. største Bredde 15,80 m. Korsarmenes Mur var tyndere end den oprindelige Mur. Det synes, som om Korsformen først paa et senere Tidspunkt, før eller ved 1200, er blevet tilvejebragt paa en oprindelig mindre Kirke. Kirken er den eneste grønlandske Kirke, som i oprindelig Tilstand synes at have haft Koret smallere end Skibet. Vestgavlen har været af Brædder, ikke af Sten. Røde Sandstensblokke, Nordboernes "Marmor" (jvf. Side 15), har været brugt i Kirken saa vel som i andre af de paa Bispestolen værende Huse. Der har været en meget stor Gaard paa Gardar, hvad man jo iøvrigt kunde vente.

Domkirken havde selvfølgelig Klokker, og Klokkeringning omtales da ogsaa (jvf. Side 71). Hos Eskimoerne bevares Sagn om, at der her var en stor Klokke, der kunde høres viden om. Et Stykke Klokkemalm er tidligere fundet paa Stedet. Efter det at dømme maatte Klokken have vejet 500 Kilo. En Metalbøjle til en Klokke hjembragtes i 1894 af Forf. Paa Kirkegaarden er fundet en Mængde Lig med Rester af Ligkister af Træ samt af Tøj. En Gravsten med Indskrift er ligeledes herfra.

Det fremgaar baade af "Fostbrødre Sage" (S. 49 fig.) og Fortællingerne om Ejnar Sokkessøn (S. 70 f. flg.), at Tinget holdtes nær ved Bispegaarden, og at der der fandtes "Boder" for Tingfolkene. Saadanne kendes saa godt fra islandske Tingsteder. De bestod af aflange firkantede Vægge af Jord og Græstørv, over hvilke der i Tingtiden rejstes et Telttag.

Udenfor Hjemmemarken, tæt ved Tundiget og nær Stranden ligger nogle meget utydelige Rester af Tomter, som Clemmensen har ment var af Tingboder. Lokaliteten passer fortrinligt til de i Sagaerne omtalte Forhold paa Tingstedet. En Del gamle Grønlænderhuse har imidlertid staaet paa dette Sted, hvorved der er kommet Forstyrrelse. Clemmensen siger: "Gaar man ud fra, at flere af Boderne (ligesom paa Island) har været sammenbyggede, og at hvert Rum i Tomterne har været en Bod for sig, saa findes her altsaa Tomter af ca. 18 Boder (i hvert Fald sikkert af 13)". Dr. Nørlund udtaler Tvivl om disse "Bodrester" og mener, at de snarere bør opfattes som Stalde og lign., hørende til Bispegaarden.

Boderne er drejet i Forhold til Sletten, og flere af dem har Dørstedet ud mod denne. Stedet var godt egnet til Tingplads; det laa, som berørt, udenfor Hjemmemarken og dog nær Bugten, hvor Skibene og Baadene maa have ligget. — En større rund Fold i Nærheden har maaske tjent som Hestefold.

Fortællingen i Fostbrødre Saga om Tormod Kolbrunarskjald, som foregaar ved Tinget, "passer indtil de mindste Enkeltheder."

Endnu omtales Gaarden Vig (Vik) ved Bunden af Fjorden. Den har aabenbart været beliggende i en lille Vig paa Fjordbundens Nordside, hvor der er Ruiner af en Gaard.

Hvalsøfjord og Kambstadefjord

Hvalsey (Kakortok) Kirke. Den bedst bevarede kirkeruin på Grønland Ill.: clm.

Ivar siger fremdeles: "Næst Einarsfjord ligger Hvalsøfjord; der ligger en Kirke, som hedder Hvalsøfjords Kirke. Den ejer hele Fjorden og tillige hele Ramstadfjord [Kambstadfjord], som ligger nærmest ved. Udi denne Fjord er en stor Hofgaard, som tilhører Kongen; den hedder Tjodhildestad"

En Fjordfortegnelse nævner den: "11. Kirke i Hvalsøfjord."

Hvalsøfjord (nu Kakortokfjorden) har aabenbart Navn efter Hvalsø, en Ø midt i Fjorden; Nutidsgrønlænderne kalder Øen Apaitsevik (jvf. Side 85 fig.). I Bunden af denne Fjord ligger en fortrinligt bygget og vel bevaret Kirkeruin paa en Slette, som strækker sig ind til Foden af Kakortokfjældet. Tæt bag Ruinen løber paa et kortere Stykke en 12–13 m høj brat Klippeside, fra hvis Overkant Sletten fortsætter sig indefter, ofte bedækket med større Stenpartier. Sletten er meget frodig og næsten alene bevokset med Lyng og Pilekrat. Ved Kirkeruinen findes en Kirkegaard og Tomter af forskellige Huse, hørende til en Gaard, der rimeligvis er den, paa hvilken Landnamsmanden boede.

Landnámabok siger:

"En Mand hed Torkel Farsærk, Fætter til Erik den Røde paa begges mødrene Side. Han tog til Grønland med Erik og tog Hvalsøfjord i Besiddelse, tilligemed den største Del af Landstrækningen mellem Eriksfjord og Einarsfjord, samt bosatte sig i Hvalsøfjorden. Fra ham nedstammer Hvalsøfjordens Beboere. Han var uhyre stærk. Engang besøgte Erik den Røde ham. Da han vilde beværte sin Fætter vel, men ingen brugbar Baad havde ved Haanden, maatte han svømme ud til Hvalsø for at hente en fuldvoksen Bede samt føre den paa sin Ryg hjem til Gaarden. Det er godt og vel en halv "Uge". Torkel blev jordet i en Dysse paa Hjemmemarken i Hvalsøfjord og har stedse ladet mærke til sig [ɔ: spøget] i de derværende Boliger."

Kakortok Kirke (jvf. Tavle XX) er den eneste blandt alle Grønlands Kirker, som frembyder arkitektonisk Interesse. Den er, i Følge Arkitekt Mogens Clemmensen, som undersøgte Kirken i 1910, 16 m lang og 8 m bred udvendig med Murtykkelser paa ca. 1,50 m. I Vestgavlen er Hovedindgang, derover et Vindue. I Sydsiden findes en Dør mod Vest og en Kordør længere mod Vest; over disse er 4 Vinduer. I Nordsiden mod Vest er et Vindue. I Østgavlen er et Korvindue med et fladbuet Stik over. Alle de øvrige Døre og Vinduer har lige Overliggere. Kirken er opført af uspaltede Granitsten i uens Størrelse, hvilke er murede i Ler og fugede med Kalk og Mørtel saavel indvendig som udvendig, hvilket sidste ellers ikke er truffet i andre Kirker i Grønland. I Murene er anbragt Døre og Vinduer, et enkelt af dem med rund Bue. I Følge et eskimoisk Sagn blev Fjorden kaldt "Kakortok" (ɔ: den hvide), fordi Kirken i gamle Dage skinnede saa hvid, at den saas i lang Afstand. Den har da maaske været kalket. Eskimoiske Sagn siger ogsaa, at Stenene til Kirken kom fra Ujaragtarfik-Øerne ved Lichtenau Fjord. Clemmensen besøgte dette Sted og fandt, at der var brudt udmærkede Byggesten af Granit paa en Pynt ved Havet; men han mener dog, at det er lidet rimeligt, at der hentedes Sten saa langt borte til Kakortok Kirken, hvis Stenarter for en stor Del ogsaa viser sig at være andre. Kalkspath kunde ogsaa faas paa nærmere Steder. Kirken har, ligesom gamle irske Kirker, Skib og Kor i eet, og der ses ingen Korrunding. Den er, mener Clemmensen, nærmest i Slægt med de ældste irske og de tidligste norske Kirker (af irsk Paavirkning) paa Orknøerne og Shetlandsøerne. Den kan, efter hans Mening, i sin Bygningsmaade være paavirket fra Irland over Orknøerne og Shetland. I saa Fald er der intet til Hinder for at antage, at den kan være opført kort efter at Grønland blev kristnet og maaske ikke senere end Aar 1200, men snarest før, ca. 1126.

At den blev benyttet lige ned til Nordbotidens Slutning, fremgaar klart af 3 Pergamentsbreve, som i sin Tid (1625) fandtes paa Skaalholt (Skálholt) paa Island. Brevet udviser, at Torstein Olafssøn fra Akre i Skagefjord paa Island og Sigrid Bjørnsdatter i Aaret 1408 blev gift i Hvalsø Kirke "den næste Søndag efter Korsmesse om Høsten" (14. Septbr.). Torstein blev senere Lagmand paa Island og Kongens Høvding samme Steds.

Vest for Julianehaab skærer Kangerdluarsuk sig ind. Oven over Bunden hæver sig en Fjældrække med mange spidse Toppe, efter hvilke Grønlænderne har døbt den Kridtlavat (ɔ: Redekam). Det maa, siger F. J., være den gamle Kambstadafjord (ikke som hos Ivar Rambstadefjord), vistnok opkaldt efter en Gaard, Kambstadir. Ved Bunden af samme Fjord laa Tjódhildarstadir, maaske opkaldt efter Erik den Rødes Hustru. Der er dog i Fjorden hidtil ikke med Sikkerhed konstateret Ruiner af Nordbogaarde.

I Mundingen af Igalikofjorden ligger en stor Ø, Akia, der maa være Ivars Rensø (Hreinsey). Her findes nemlig paa Øens Nordside et Brud for Vægsten, hvorfra Nordboerne aabenbart har hentet de af ham omtalte Talgsten.

Den af Ivar omtalte Langø "vester længer for Landet", mener F. J., er Tugtutok, en stor, lang, indskaaret Ø, Vest for Indløbet til den følgende Fjord Tunugdliarfik. Paa Øen er der fundet Ruiner af Nordbogaarde.

Eriksfjord

Vi kommer nu til Tunugdliarfik-Fjorden, den berømte Eriksfjord, hvor Erik den Røde valgte sig Bolig paa Brattahlid (Bratteli).

Hos Ivar hedder det, efter at "Rambstadfjord" er omtalt:

"Dernæst ligger Eriksfjord, og først i Fjorden ligger en Ø, som hedder Eriksø; Halvdelen af den hører til Domkirken og Halvdelen til Dyrnes Kirke. Dyrnes Kirke er det største Kirkesogn i Grønland, og ligger denne Kirke paa venstre Haand, naar man sejler ind i Eriksfjord. Dyrnes Kirke ejer alt ind i Mid-Fjord.

Mid-Fjord skyder ud fra Eriksfjord ret i Nordvest, og længere inde i Eriksfjord ligger Solefjælds Kirke. Den ejer hele Midfjord. Længere ind i Fjorden ligger Leyder Kirke; den ejer alt ind i Bunden og ud paa den anden Side til Burfjæld, og alt ud fra Burfjæld tilhører Domkirken. Der [ɔ: ved Leyder Kirke] ligger en stor Gaard, som hedder Bratteli, hvor Lagmanden plejer at bo.

Nu siges at fare til Øer: Vester længer fra Langø ligger fire Øer, som hedder Lambøer [og Lambøer]sund. Og det hedder Lambøer Sund, fordi det ligger mellem Lambø og Langø. Længere ind mod Eriksfjord ligger et andet Sund, som hedder Fossasund. De nævnte Øer hører til Domkirken, og nævnte Fossasund ligger i Indgangen til Eriksfjord.

Der Norden for Eriksfjord ligger to Vige, som hedder Ydrevig og den anden Indrevig, eftersom de ligger saaledes til."

Tunugdliarfikfjorden er en af Grønlands skønneste Fjorde og i sin inderste Del meget frugtbar, navnlig paa Vestsiden. Mellem denne Fjord og Einarsfjord er en smal Tange (Igalikotangen), og Nord for denne hæver sig det op mod 2000 m høje Igdlerfigsalik.

Nord for dette skyder Korokbugten sig ind mod Indlandsisen, som her udsender en Bræ, der kalver i Fjorden. Denne er omgivet af høje, stejle Fjælde og ganske ubeboelig. Det samme gælder om hele Eriksfjordens Østside, sønden for Ejdet. Her findes ikke en eneste Gaardtomt. Derimod har der været adskillige Gaarde langs Fjordens Vestside og navnlig i dens indre Del paa begge Sider.

I Tunugdliarfikfjorden gaar Fjordisen i Almindelighed bort i Juni Maaned, somme Tider dog allerede i April. I Slutningen af Oktober eller Begyndelsen af November lægger den sig igen.

De indefrosne Isfjælde fra Korokbræen bryder om Foraaret ud sammen med Fjordisen. Straks efter kan Fjorden omtrent være isfri; men efter at Kalvningen — der i Foraaret er stærkest — tiltager, driver der af og til Isfjælde ud. Eftersom Strømmen ud efter bliver stærkere paa Grund af, at Elvene fyldes med Vand, forsvinder disse Fjælde mere og mere, og hen ad Efteraaret, i September, kan Fjorden endog helt være isfri; thi naar det begynder at fryse, holder Kalvningen fra Bræen op. Af Drivis ude fra ses lidt om Foraaret; men hen paa Sommeren holdes den ude af Strømmen. Langs Fjordens Vestside hæver sig et højt Fjældparti, Ilimausak (1500 m), som optager Halvøen mellem Tunugdliarfik og Sermilikfjordene. Det sænker sig mod Nord (omtrent i Højde med Igalikotangen) og gaar nu over i et forholdsvis lavt bølgeformet Terræn, opfyldt af Smaasøer. I dette og ved begge Fjordbredder ligger mange Gaarde, der har haft ypperlige Eksistensbetingelser. Nordligere endnu, nærmest Indlandsisen, ligger smukke Alpelandskaber og blandt dem hæver sig Ulunguarsuak (1300 m).

Tunugdliarfikfjordens Bund (Kingua) fortsættes i en prægtig Dal, der gennemstrømmes af en stor Elv. Den halve Snes Gaarde, som, efter Ruinerne at dømme, fandtes i Fjordens indre Del, har sikkert i høj Grad benyttet Fjældgræsgangene. Navnlig Gaardene paa Vestsiden havde i særlig Grad gode Græsgange paa det bølgeformede Land, der gaar lige over til Isefjordens indre Forgreninger. Gaardene har flere Steder kunnet forsyne sig med Brændsel, i Elvene var der vel den Gang som nu ypperlig Laksefangst og i Fjorden var der Rigdom paa Fisk. Jagt paa Harer, Ræve, Svømmefugle o. l. har sikkert ogsaa givet Udbytte. Rensdyr fandtes dengang i disse Egne, hvor de senere er forsvundet, og Sælfangst har ogsaa kunnet finde Sted, men den har næppe været saa god som i den isfyldte Sermilikfjord. Tunugdliarfikfjordens udmærkede Jagt- og Fisketerræn er nu ikke beboet, men benyttes hovedsagelig af Beboerne ved Igaliko, Nabofjorden.

Paa Vestsiden af Fjordens indre Del ved Kagsiarsuk er fundet en Kirke paa en stor Tomt af en Nordbogaard. Her maa Bratteli antages at have ligget. Stedet er ogsaa et af de bedste om ikke det bedste for en Gaard i hele Fjorden, eftersom det har et særlig fortrinligt Opland mod Vest.

Noget sydligere men paa Fjordens Østside hæver sig det 5500 Fod høje Bjærg Igdlerfigsalik (Nord for Igalikotangen). Det er sikkert de gamles Burfjæld (Búrfell) . Men ud over disse to Lokaliteter kan der i Eriksfjorden foreløbig intet andet sikkert stedfæstes. Vi faar da nøjes med Formodninger.

Dyrnes, antager Finnur Jónsson, er det brede Næs paa Ilimausak-Halvøen mellem Tunugdliarfik og Sermilik.

Naar det siges, at Midfjord skyder sig ud fra Eriksfjord i N. V., maatte man nærmest tænke paa Sundet S. for Ilimausak; men Vanskeligheden er den, at der jo andet Steds tales om Midfjordene, som F. J. mener laa inde i Sermilik (hvorom nedenfor) og de to Navne har han antaget betegnede samme Lokalitet, hvorfor han mener, at det er en Fejl, naar Midfjord siges at udgaa fra Eriksfjord. Det er i det hele taget meget uheldigt, at der aabenbart i den senere Oversættelse eller Gengivelse af Ivars oprindelige Meddelelse er sket Misforstaaelser. Det siges jo saaledes endvidere, at Solarfjælds Kirke (Kirken under Solarfjældene: Sólarfjöllum) laa i Eriksfjord, men den ejede hele Midfjord. Andet Steds staar imidlertid, at Kirken paa Solarfjæld laa i Isafjord.

Kirkefortegnelsens 8. Kirke i Brattahlid er aabenbart den samme, som ovennævnte Leider Kirke (= det isl.: Hliðar ɔ: Forkortning af Brattahliðar).

Landnama siger:

"Erik den Røde tilegnede sig derefter Eriksfjorden og boede paa Bratteli; men Lejf hans Søn, efter hans Død."

Ogsaa Lejfs Søn, Torkel, boede paa Bratteli, og her stod (1007) Torfin Karlsevnes og Gudrid Torbjørnsdatters Bryllup, ligesom Planen for den store Vinlandsrejse lagdes her. Endnu senere boede Lagmændene paa Gaarden. I Midten af det 11. Aarhundrede omtales Skjald-Helge, og fra første Halvdel af det 12. Aarhundrede kender vi Sokke Torersøn.

Gaarden Brattahlid
Paa jævnt skraanende Terræn nærmest Stranden og paa begge Sider af en Elv ligger et Mylr af Bygninger. Syd f. Elven ligger Boligen (Nr. 3). Nord for samme er Kirken (21). Stalde ligger baade ved Kysten og højere til Fjælds ved en Sø, Folde findes der mange af. En Afbyggergaard ligger c. 1 km Syd for Hovedgaarden. (Skitser af D. B. 1894.)

Ruinerne af Bratteli (jvf. Tavle XII) ligger overordentlig smukt paa begge Sider af en lille Elvmunding, Kagssiarsuk, og bag ved højner Terrænet sig op mod det bølgeformede Land, som ligger mellem Tunugdliarfik og Tasiusak; men nogen særlig høj eller brat Li findes ikke paa Stedet Gaarden bestaar af et Beboelseshus (Nr. 3) og tolv Udhuse (Stalde, Forraadshuse m. m.) rundt omkring Beboelseshuset i en Afstand af indtil 300 Meter. Selve Beboelseshuset er 25 Meter langt, 7x14 Meter bredt og bestaar af 7 Rum: Det østligste er Stuen, derfra fører en bred Gang mod Vest. Til Venstre for den ligger Ildhuset eller Køkkenet — kendeligt ved en stor Mængde Trækul, Knogler o. s. v. — samt med en Udgang til Møddingen, Syd for Huset. For Enden af Gangen ligger Skaalen (ɔ: Sovehuset) med en Forhøjning. Mod Nord ligger tre andre Rum, et (vestligst), hvori fandtes Stykker af Vævsten, et (i Midten) maaske et Madbur eller Spisekammer samt et større Rum med særlig Udgang (mod Nord). Umiddelbart ved Huset laa en Skemma (Pakhus). Af de andre Ruiner paa Gaarden er der 2–3 Kreatur-, Faare- eller Gedestalde med Hølader, 5 Proviant- eller Forraadshuse, samt 3 à 4 Folde eller Indhegninger til Høstakke. Blandt Ruinerne lige Nord for Aaen ligger en lille Kirke (ca. 15,40 X 8,50 Meter), bygget af Sten, med Kirkegaard, — Det er rimeligvis den ældste Kirke paa Grønland, bygget af Tjodhilde Eriks Hustru. Stiger man opad paa Bakken ovenfor denne Del af Gaarden, træffer man en ny Gruppe af Udhuse (Nr. 28–34), der bl. a. omfatter store Kostalde med tilhørende Hølader. Endelig ligger Ruinerne af en lille Afbyggergaard — et saakaldt "Kot" — ca. 1 km Syd for Hovedgaardens Hjemmemark ved en mindre Elv. Her ses bl. a. Rester af Bolig, Stalde, Folde samt et Gærde (Nr. 1–7). I nogen Afstand fra Gaarden i nordlig Retning ligger Faarefolde.

Vi skal nu omtale nogle andre historiske Steder i Eriksfjorden: Stokkanes blev opført af Torbjørn Vifilssøn, der efter Erik den Rødes Indbydelse var draget til Grønland. Gaarden laa paa den modsatte Side af Bratteli, formentlig ved Kiagtut, hvor der findes Ruiner af en Gaard paa et lille Næs. Torbjørns Datter, den navnkundige Gudrid, tilbragte flere af sine Ungdomsaar paa Stokkanes, indtil hun blev gift og flyttede til Bratteli. — Naar det hedder om Tormod Kolbrunarskjald, at han, medens han opholdt sig paa Stokkanes, tog en Baad og med Egil drog ind ad Einarsfjord, maa her være forglemt, at man ikke kunde ro fra den ene Fjord over i den anden, men maatte gaa over Igalikotangen. — Tormods-Hulen laa modsat Stokkanes — altsaa paa samme Side som Bratteli. Her opsøgte Skuf og Bjarne, som den Gang boede paa Stokkanes, deres Ven Tormod. Denne Hule, om den har eksisteret, er ikke fundet. — Den Gaard, paa hvilken Ægteparret Gamle og Grima boede, laa i Bunden af Eriksfjord "tæt op til Isbjærgene". Stedet kan ikke nøjere angives.

I Kirkefortegnelserne nævnes en Kirke ved Hardsteinaberg (ɔ: Hvæssestens-Bjærget). Ved Sidlisit, som netop betyder det samme, har man paa Fjordens Vestside, Sønden for Bratteli, fundet Ruiner af en Nordbogaard; men Kirke er ikke konstateret.

Om Gaarden Solarfjæld, der omtales nogle Gange som liggende i Eriksfjord, og hvor antagelig den foran nævnte Kirke fandtes, kan intet afgjort siges, før man mulig finder Kirken enten paa en af Gaardtomterne Nord for Bratteli eller i Bunden af Isefjord.

Paa Toppen af Búrfell

Den bedste Oversigt over Østerbygdens centrale Parti faas fra en Fjældtop, hvortil vi vil bede Læseren følge os.

Igdlerfigsalik er et ca. 5,500 Fod højt Fjæld, som hæver sig med meget stejle Sider op fra Tunugdliarfikfjorden (Eriksfjord) Nord for Igalikotangen. Det er de Gamles Burfjæld (Búrfell) — et Navn, som genfindes mange Steder paa Island ved Fjælde med selv samme Bygning som Igdlerfigsalik, mindende om Ryggen paa et isoleret liggende Hus med Valmtag. Geologen K. J. V. Steenstrup havde den 18. Juli 1888 besteget Bjærgets højeste Top, ledsaget af en Grønlænder fra Igaliko ved Navn Ole. Under meget uheldige Vejrforhold var deres Bestigning dog blevet tilendebragt, og de havde paa Toppen fundet nogle Stenkredse liggende, til Dels dækkede af Sne, som de dog ikke nærmere kunde iagttage.

Jeg havde i 1894 besluttet at forsøge, om jeg ikke skulde være heldigere. Ole var den eneste nulevende Grønlænder, som havde været deroppe, og før Steenstrup havde, saa vidt vides, ingen i vor Tid besteget Fjældet.

I blikstille Vejr kom vi i vor Konebaad roende ind ad Tunugdliarfikfjorden. Taagen lettede efterhaanden, det blev kvælende hedt, og Myggene var meget ubehagelige! Vi slog vort Telt op paa Stranden ved Igalikotangen og tog en kort Eftermiddagshvile, thi vi agtede at benytte Natten til Bestigningen for ved Daggry at kunne være paa Toppen. Klokken hen ad 7 Aften brød vi op. Det var endnu lyst, og Myggene sværmede stadig, men paa Toppen af Igdlerfigsalik laa der Taage. Jeg pakkede en Tornyster med nogle Føde- og Drikkevarer samt lidt Tobak; den fik Ole paa Nakken — saa vandrede vi af Sted tværs over den flade Tange (Eidet), som skiller Tunugdliarfik (Eriksfjorden) fra det inderste af Igalikofjorden (Einarsfjorden). Der laa en herlig Aftenstemning over Landskabet. Da vi kom over mod Tangens østlige Del, saa vi paa de grønne Sletter neden for Bjærgene Kvæg græsse ved Igaliko Bopladsen, hvor Grønlænderne holder Køer, og fra nogle mørke Husklynger steg Røgen i Vejret. Ude i Bugten saa vi et Skær, paa hvilket der ligger en Nordboruin, andre ligger ved selve Bopladsen — hvor en Gang Bispesædet Gardar med sin store Domkirke rejste sig. En Kajakmand satte tværs over Fjorden hjem til Kødgryderne i Igaliko.

Saa bøjede vi mod Nord ind i en prægtig Dal, i hvilken der flyder en Elv, som kommer fra Igdlerfigsalik, hvis Top nu pludselig saas skyfri højt oppe i det fjærne.

Klokken var 8½, da vi naaede Enden af den brede Dal, og nu steg vi op ad en meget stejl Fjældside til et Plateau, der var øde og goldt, skønt det kun laa ca. 1000 Fod over Havet. Dette fulgte vi til Klokken 9, da vi begyndte den egentlige Bestigning i noget skraa Retning mod den sydligste af Bjærgets to Toppe, mellem hvilke der løber en skarp og smal Kam. Det var nu blevet mørkt, og vi maatte gaa varsomt frem, Fod for Fod, i den løse, forvitrede Syenit, som dannede Overfladen af Bjærget helt op til Toppen. Klokken 10½ passerede vi en brusende Elv paa en naturlig Isbro. Det var ganske stille, og vi hørte tydeligt Isfjældene "kalve" nede i Tunugdliarfikfjorden ud for Mundingen af Korok Bugten, i hvis Bund der udmunder en Bræ. Hist og her passeredes sammenfrosne, glatte Sneflader; men ellers var der kun Grus og Sten, hvor Foden gled. Af og til standsede vi et Øjeblik for at tage Pusten; men kun een Gang satte vi os et Øjeblik for at nyde en Bid Brød og lidt kold Kaffe — men det iskolde Sæde og den kolde Luft gennemsitrede snart vore varme Legerner, saa vi straks maatte fortsætte vor Vej. Maanen var nu steget op og lyste over Bjærgene og Dalene — der langt nede. Klokken 12½ Nat naaede vi den sydligste Top, hvorfra vi fortsatte hen ad den smalle, ofte kun faa Skridt brede Ryg, der skraanede stærkt nedad til begge Sider, og som mange Steder var furet af Kløfter, som vi havde Vanskelighed ved at passere. Et Steds var det nær gaaet galt; men da det blev lysere, gik det bedre. Fra Ryggen med svimlende Afgrund til Siderne fik vi efterhaanden en glimrende Udsigt. Fantastisk glimtede Sneen paa de højere Tinder og Skraaninger samt paa Indlandsisens mægtige Flade; men nede i Kløfter og Dale rugede Halvmørket endnu. Ikke en Lyd — dyb Stilhed rundt om. Da Klokken var hen imod halv to naaede vi velbeholdne op paa den nordligste Top, efter henved syv Timers uafbrudt Vandring. Det varede ikke længe, før Solen stod paa den nordlige Himmel for at brede det mest betagende Farveskær over den herlige Egn med Jøkler, Fjælde og Fjorde, som aabenbarede sig for os. Jeg skyndte mig at tegne, hvad jeg saa, men det var bidende koldt, og jeg havde Møje med at holde Blyanten mellem Fingrene.

I en lille Varde ved en stor naturlig Stenblok fandt vi en tilproppet Glasflaske og i den et Visitkort, hvorpaa der stod: "K. J. V. Steenstrup og Ole fra Igalikko 23. Juli 1888. Vi saa intet uden de to Stenkredse, da det var en forrygende Snestorm."

Jeg skrev paa samme Kort:

"19. Juli 1894. D. Bruun og Ole. Brillant Vejr."

Saa proppede vi den forsvarligt til igen — til næste Gang nogen drager op i disse Ensomheder. De to "Stenkredse" genfandt vi snart mellem forvittrede Syenitstykker. — Vi undersøgte dem saa godt, det i Hast var muligt, og fik det Indtryk, at de var Rester af to vistnok oprindelig firkantede Hytter, der øjensynlig ikke var af eskimoisk Oprindelse. Snarest har de været benyttet af Folk, som skulde opdage det Skib, som ikke skulde stævne Fjorden ind, før det var for silde.

Det var vemodigt at sidde paa dette Sted med den evig uforanderlige Udsigt, der i vore Dage er den samme som den Gang, da den sidste Udkigsmand i Nordbotiden stirrede mod Sydvest mod Indløbet til Eriksfjorden — for sluttelig, uden Haab, at vandre ned til de sidste Bærere af Nordbokulturen i dette Land.

Udsigten fra dette Sted var imponerende: Vi øjnede i Sydvest Nunarsuits Toppe, hvilke jo antagelig var de Gamles "Hvarf" og det Retningspunkt, efter hvilket de Søfarende styrede for at naa ind til Østerbygdens Centrum. — Derfra gled Øjet mod Vest hen over Fjælde og Fjorde til Indlandsisens hvidgule Flade i Nord. Den strakte sig vidt og bredt helt over til sneklædte Toppe i Øst. Med andre Ord: vore Blikke vandrede fra Vestkystens Bjærge til Østkystens isklædte Fjælde — hen over den vidtstrakte Isflade, fra hvilken der hist og her ragede smaa Toppe op — spidse og urørte af den ellers alt afrundende og afslidende Isstrøm. Et saadant Fjældparti i Isen — "Nunatak" — saa vi mod Nordvest. Det var det Klippeparti, som hedder Aputajuitsok og som i 1893 besøgtes af daværende Premierløjtnant T. V. Garde med Ledsagere paa deres bekendte Isvandring.

Hele denne mægtige Isflade, som synes saa uendelig ensformig og rolig, higer og søger paa Grund af Tyngdekraften mod Havet, uophørlig presset og skubbet fremad af et uimodstaaeligt indre Tryk. — Lige Nord for vor Standplads saa vi dens hvide Isstrøm flyde ned i Korok Bugten, som laa dybt nede for vor Fod mellem Fjælde, af hvilke nogle var 1200–1300 Meter høje, og hvis Tinder aldrig har været berørt af Isen. De er lige saa jomfruelige som selve Niviarsiat (ɔ: "Jomfrutoppene") der laa i Isoceanet som en Ø uden for Kystbjærgene.

Mod Vest skød Isen sig ned i Sermilikfjorden (de Gamles Isafjördr) ad to Porte, af hvilke vi saa den ene, for at fylde Fjordbunden med Isfjælde og Isstykker.

Andre Isstrømme higede ned mod Igalikofjordens østre Arm og mod Kiagtuk i Tunugdliarfikfjorden, uden dog at naa helt ned til Vandet; de nøjedes med at sende deres afsmeltede Vandmasser gennem stride Elve, som førte Lerslam med sig i Mængde.

Mellem Indlandsisen og Havet havde vi Udsigt til de fleste af de Punkter, som nævnes i Sagaerne, og hvilke vi havde besøgt eller vilde komme til at besøge:

Eriksfjorden laa for os i hele sin Længde. I Sydvest saa vi dens Munding, og Øst for Fjorden hævede "Redekammen" (nu Kidtlavat) sin Ryg med de mange "Tænder" (spidse Toppe). Videre fulgte vi Fjorden ind efter, forbi det vældige, høje Fjældparti Ilimausak (Vest for Fjorden), hvis sydligste Parti, som berørt, rimeligvis var Nordboernes Dyrnes, og hvis røde Sandstenslag glødede i Solen. — Saa fæstede vi Blikket paa Igalikotangen ("Eidet") mellem Eriks- og Einarsfjorden og videre gled Øjet langs førstnævnte ind efter, følgende dens lille Krumning. Her saas, Vest for Fjorden, det forholdsvis lave Land med de mange Fjældsøer, som ligger mellem Tunugdliarfik og Tasiusak-Bugten, der er en Arm af Sermilik (Isefjord). I denne Bugt glimtede Isstykker, formodentlig løsrevne fra Bræerne i Sermilik. Tasiusak var, som vi straks skal se, sandsynligvis en af de gamle Midfjorde, hvor der laa flere store Gaarde. I Tunugdliarfik kunde vi paa Vestsiden skelne Kagsiarsuk, hvor Erik den Røde boede paa Bratteli. Nord for dette Sted saas en Lavning gaa fra Tunugdliarfik over mod Tasiusak; det var Kordlortokdalen, i hvilken der laa flere Nordbogaarde.

Nord for Tasiusak saas et karakteristisk Fjældparti, Ulunguarsuak, med en Del Smaatoppe — maaske de Gamles Solfjælde (Sólarfjöll) , hvis Beliggenhed dog er uklar.

Mod Syd saa vi Igalikofjordens indre Del Øst for Igalikotangen; her laa jo Bispesædet Gardar og Tingstedet. Vi kunde ogsaa skelne Indløbet til Igalikofjordens østre Arm, den gamle Østfjord med to lange Næs paa Nordsiden, i hvis Nærhed Gaarden Løngunes laa, og mellem hvilke Foxhavn (antagelig de Gamles Skjalgsboder) fandtes. Nord for den indre Del af Igalikofjorden ligger Fjældet Iganek, paa hvis Top der iøvrigt er en bedre Udsigt over Fjordbunden (Tavle XXVIII) til Gardar og Gaarden Vig inderst i samme.

Mod Øst og Sydøst saa vi snedækte Tinder mellem Fjordens Inderste og Indlandsisen. Vi kunde saaledes øjne de høje Fjælde Akuliarusersuak ved Amitsuarsukfjorden, og vi skimtede det vandfyldte Terræn Øst for Igalikofjorden, Nordboernes Vatnahverfi — hvor der laa en Del Gaarde.

Her laa dog Taage over en Del af Landskabet, og den tiltog, som Solen steg. Lette Skyer begyndte ogsaa at vise sig i vor Nærhed, og Ole skyndte derfor paa for at komme af Sted. Vi valgte at gaa lige ned fra den nordligste Top ad en meget stejl Fjældside. Det var yderst besværligt, og værre blev det, da vi længere nede skulde over en isklædt — Fjældvæg. Her maatte vi hugge Trin i Isen med vore Alpestokke — og det lykkedes os velbeholdne at fortsætte vor Vej.

Klokken 10 Formiddag var vi tilbage ved vor Teltplads efter godt femten Timers Fraværelse.

Samme Aften gik vi i Konebaad ind gennem Tunugdliarfikfjorden og ankom ved Midnatstid til Tomterne af Bratteli.

Bredefjord og Isefjord

Nord for Tunugdliarfik ligger, som allerede antydet, Sermilikfjorden med dens ydre Fortsættelse Ikersuak. Disse Fjordes Navne svarer nøje til de gamle: Isefjord og Bredefjord, idet Nutidens Grønlændere og de gamle Nordboer hver for sig har betegnet Fjordene efter deres naturlige Forhold.

Hos Ivar hedder det, efter at Eriksfjorden er omtalt:

"Dernæst norden ligger Bredefjord, og i den Fjord ligger Mioafjord, længere Nord derefter Eynerfjord, dernæst Burgerfjord, da Lodmunderfjord, nærmest derved og vestligst af Østerbygden ligger Issefjord. – Alle disse Øer er bygte."

Hos Bjørn Jónsson nævnes:

"Isafjord, derfra gaar Utibliksfjord, derpaa er Midfjordene nærmest bebyggede – – – "

I Kirkefortegnelsen nævnes

"den 9. Kirke under Solarfjæld i Isefjord (og) den 10.; den 11. i Hvalsøfjord, den 12. paa Gardanæs i Midfjordene."

I Landnama omtales Isefjord og Bredefjord ikke, hvoraf man tør slutte, at de ikke straks blev befolkede.

Sermilikfjordens Omgivelser er meget storstilede. Partiet i den inderste Del ved Bræerne er et højt Fjældlandskab med stejle Kyster og har været ubeboet. Gaar man fra Bunden Syd paa, træffer man paa Østsiden tre Bugter, Tasiusak, Tasiusarsuk og Kangerdluak, der ypperlig har egnet sig til Beboelse, og her findes da ogsaa ialt 6 Gaarde, hvoraf de fire ligger i den nordligste af de tre Bugter (Tasiusak). Af disse Gaarde er navnlig en ved Tingimiut meget stor. Her blev Boligen udgravet 1894 (jvf. Tavle XXII). En anden middelstor Gaard laa inderst i Tasiusakbugten mod S. Ø. (jvf. Tavle XXIII), ikke langt fra foregaaende.

Paa Fjordens Vestside findes Ruiner af to Gaarde i Bugten ved Ekaluit. Disse har med Hensyn til Forbindelse med Omverdenen været særlig uheldige stillet, thi selv den største Del af Sommeren blokerer Isen Adgangen til dem, og over Land langs Kysten er en lang og besværlig Vej til to sydligere beliggende Gaarde tæt Nord for Kangerluarsukbugten. I denne Bugt, der om Sommeren næsten er isfri, ligger ved den midterste af tre Bræer en Gaard (jvf. Tavle XV) paa en Tange. — Forøvrigt er Kysterne i Kangerdluarsuk ubeboelige.

Endelig findes endnu en Ruingruppe Syd for Kangerdluarsuk. Til alle de sidstnævnte Ruingrupper er Adgangen ikke vanskelig.

Medens Fjorden saaledes i Nordboernes Tid ses at have været beboet i stor Udstrækning, er Forholdet det modsatte nu til Dags. Der findes nemlig kun et eneste til Stadighed beboet Sted, Niakornak, ved den søndre Side af Indløbet til Kangerdluarsuk; men desuagtet er der dog til Stadighed en livlig Færdsel af Fangere og Folk fra Nabofjordene. I Tasiusak og Kangerdluak yngler Sælerne i Maj Maaned, og i den øvrige Del af Fjorden er der, paa Grund af den megen Is, til hvilken Sælerne holder sig, bedre Sælfangst end i Nabofjordene. Om Sommeren gaar f. Eks. Jægerne fra Igaliko i deres Kajakker tværs over Tunugdliarfikfjorden for at jage i Egnene ved Tasiusak, og om Vinteren drager de den samme Vej for at fange Sæler paa Isen ved de Aandehuller, som Dyrene holder aabne. Fangere fra andre Bopladser kommer ogsaa til det Indre af Fjorden, hvor der i det hele taget er en livlig Trafik. Konebaade vover sig endog derind tidlig paa Aaret, i April naar Fjordisen og med den Kalvisen er drevet bort af den stærke Strøm og der en fjorten Dages Tid er aabent Vande. Da hentes der Brænde fra Krattene, og naar Laksen i Juli gaar op i Elvene, søger Grønlænderne did for at fange den. Endog de store Elve ved Ekaluit besøges af Folkene fra Niakornak i September, naar de kommer hjem fra Fangst og Fiskeri i Skærgaarden ved Kysterne.

Østsiden af Sermilikfjorden begrænses af den høje Ilimausak-Halvø, hvis Sider er stejle og ubeboelige. Næsten hele Aaret er saaledes Isefjorden fyldt med Kalvis fra Bræerne i Fjordbunden, hvorfor Adgangen ad Søvejen til de derværende Nordbogaarde i gamle Dage som nu maa have været yderst vanskelig om Sommeren. Om Vinteren, naar Fjordisen dannede Bræ, kunde Samfærdselen foregaa paa denne. Dog har disse uheldige Kommunikationsforhold for en Del været afhjulpne ved Forbindelse over Land til Eriksfjordens Inderste over det forholdsvis lave Land, som findes her.

Sermilikfjordens sydlige Fortsættelse Ikersuak (Bredefjord) har store Indskæringer med Øer og Halvøer paa sin nordre Side, og her laa i i Nordbotiden nogle Gaarde. Sydsiden optages for største Delen af Øen Tugtutok, hvor der ogsaa var Gaarde. Vi husker, at denne Ø antagelig var de Gamles Langø med 8 Gaarde. Deraf er 3 fundne og flere vil sikkert komme for Dagen, naar disse Egne bliver nøjere undersøgt.

Fra Bredefjord udgaar, i Følge Ivar, Mjoafjord (ɔ: den smalle Fjord); det maa være Torsukatak (ɔ: "det smalle Sund"), som udgaar mod V. fra Bredefjords søndre Del. Længere Nord derfor nævnes Eynerfjord, Burgerfjord og Lodmunderfjord, der maaske er Bugterne med de mange Bræer Vest for Udstedet Tugdlarunat paa Nordsiden af Ikersuak.

Naar Ivar siger, at

Isefjord er "vestligst af Østerbygden",

kan man maaske slutte, at da han skrev, har den nordligste Del af Østerbygden, som vi straks skal komme til at omtale, ikke været befolket mere, men forladt. Som Sidefjord til Isefjord nævnes hos Bjørn Jónsson Utibliksfjördr, som andet Steds nævnes Makleiksfjörðr. Det er antagelig den foran nævnte mod N. V. udgaaende Fjord Kangerdluarsuk, i hvilken der findes Ruiner af en Nordbogaard.

De Midfjorde (Midfirdir), som omtales, mener Finnur Jónsson er de tre Bugter eller Fjorde, som udgaar fra Sermilik mod Øst, nemlig: Tasiusak, Tasiusarsuk og Kangerdluak. I en af disse Bugter maatte da Gardanes Kirke findes, hvilken jo omtales i Kirkefortegnelsen.

Før man imidlertid i det hele taget finder de endnu manglende Kirker i denne Del af Østerbygden, vil Identificeringerne mangle fast Bund.

Sluttelig skal nævnes, at F. J. antager, at Vestkysten af den stejle, ubeboelige Ilimausak-Halvø har hedt "Strandene" i Lighed med lignende Benævnelser paa øde Kyster paa Island. Den sydligste af Midfjordene, Kangerdluak, identificerer han derfor med Strandafjord, som omtales i en Fortegnelse.

Vi forlader nu Sermilik og Ikersuak og gaar videre Nord paa langs Kysten gennem Torsukatak (de gamles Mjoafjord), som fører videre til de to Fjorde Sermitsialik og Imartunek, der ligger indenfor Udstedet Kagsimiut. Her skal, efter hvad der meddeltes mig i 1903, findes nogle Nordboruiner.

Østerbygdens nordligste Del

Bjørn Jónsson siger, efter at have omtalt Midfjordene:

"Saa nævnes en Kollufjord, en anden Dyrefjord, derpaa Torvaldsfjord [Amlaugsfjord nævnes her i en anden Fort.], Stensfjord, Bergthorsfjord — derpaa er der 6 Dages Roning med seks Mand paa en seksaaret Baad til den vestre Bygd."

Det ses heraf, at disse Fjorde maa have dannet Østerbygdens nordligste Del. Ivar nævner dem ikke, formodentlig fordi de, som sagt, paa hans Tid rimeligvis var ubeboede.

Nord for Kap Desolation paa Nunarsuit (Hvarf?) træffer vi atter en Bebyggelse i Fjordene Nord og Syd for Arsuk, nemlig Kornok, Ika, Arsuk, Arpagfik og Tigsaluk Fjordene. Ialt er der her fundet 18 Ruingrupper, hvoraf de allerfleste maa tydes som Gaarde. Sydligst i denne Gruppe træffes Ruiner i Kornokfjorden, der er en 5 danske Mil lang og meget smal Fjord, omgivet af Fjælde. I Fjordens inderste Del skyder to Bræer sig ned mod Vandet fra Syd, og lidt længere inde helt i Fjordbunden glider en tredje Bræ ned omtrent til Vandet. Gennem et ca. 200 Alen smalt Løb kommer man forbi den anden Bræs Morænedannelser af Ler og Grus (jvf. Tavle XIV). Dette Løb er meget grundet og kan kun befares af Baade ved Højvande. Har man passeret det, kommer man ind i en Bredning ved Fjordbunden, og her tæt ved nævnte tredje Bræ ligger Ruiner af en stor Gaard ved en Elv, der fører Jøkelvand. Længere ude i Fjorden ligger Ruiner af en anden stor Gaard paa Nordsiden ved den sydligste Sø i Rækken langs Fjordens Vestside. Hertil knytter sig blandt Grønlænderne en Tradition om, at der har boet en Præst, hvis Datter holdtes indespærret i en lille Ruin paa en Ø. Sydligere endnu paa samme Side af Fjorden er Ruiner af et Faareetablissement.

Den næste Fjord er Ikafjorden, ogsaa en lang og smal Fjord; her findes Ruiner af to Gaarde. Til Fjorden knytter sig Sagn om, at de sidste "Kablunakker" blev overmandede her efter at de var tyede herind fra de ydre Dele af Nabofjorden mod Nord, Arsukfjorden. Det hedder sig, at fire Fædre med deres Børn var flygtet ud paa Isen, men den brast under dem, og de druknede.

I Arsukfjorden, i hvis inderste Vig der udmunder en Bræ, og dens nærmeste ydre Omgivelser findes 6 Ruingrupper af Gaarde.

I den Nord derfor liggende 3 Mil lange og smalle Arpagfikfjord findes endvidere 2 Ruingrupper, hvoraf den ene i alle Tilfælde er af en Gaard. I Kvannitfjorden findes en Gaardtomt og endelig i Tigsalikfjorden og dens nærmeste Omgivelser fire saadanne — den nordligste ved Grønlænderbopladsen Tigsaluk (61½° n. Br.). Af de 18 Ruingrupper var de 7 mer eller mindre omtalt tidligere af Læge Fanøe.

De dannede aabenbart Østerbygdens nordliste Del med Fjordene fra Syd til Nord: Dyrefjord, Torvaldsfjord, Amlaugsfjord, Steinsfjord og Bergthorsfjord.

I Landnama siges:

"Arnlaug tog Arnlaugsfjord; men nogle drog til den vestre Bygd."

Man tør deraf slutte, at denne Fjord til at begynde med var den eneste, som blev bygd. Arsukfjorden maatte vel nærmest være den, det i saa Tilfælde drejede sig om, baade fordi det er den bedst egnede til Anlæggelsen af Gaarde og fordi den nævnes som den tredje i Rækken, hvilket passer.

Mellem Østerbygd og Vesterbygd

Ved Tigsaluk var, som berørt, Østerbygdens Nordgrænse. Imellem dette Sted og Ameralikfjordens Munding, Syd for Kolonien Godthaab, er der 36–40 danske Mil, alt efter som man regner den mere direkte Vej over Bugter og Fjordmundinger, eller man kan følge Kysten. Denne Strækning har saa at sige stedse været ubeboet i Nordbotiden, idet ubetydelige Ruiner i Bjørnesundet (Agdlumersat) , Syd for Fiskernæsset og i Fiskefjorden eller Fiskernæsfjorden (paa godt 63° n. Br.), indenfor nævnte Udsted maa antages at have ligget udenfor de egentlige Bygder. Deres isolerede Beliggenhed og deres Afstand fra de nærmest beboede Nordbogaarde i Nord og Syd tyder paa, at disse Steder oprindelig ikke har været koloniserede, men først senere er blevet benyttet, mulig endog kun i Sommertiden, hvilket ogsaa de faa og ringe Ruiner kunde tyde paa. — Tomter af Gaarde er saaledes ikke fundet. Vi kommer derfor indtil videre og saa længe der ikke er konstateret Gaardtomter i Fjordene Syd for Ameralikfjorden til at sætte Sydgrænsen for Vesterbygden ved denne Fjord (godt 64° n. Br.) I Følge de foranførte gamle Beskrivelser var der "6 Dages Roning med en 6-aaret Baad" mellem Øster- og Vesterbygden, hvilket passede udmærket til Afstanden mellem Tigsaluk og Ameralikfjorden, naar man sætter 6 à 6½ Mil som en Dagsroning, hvilket netop er den, som f. Eks. Graah angiver — og iøvrigt ogsaa den, som Eskimoerne i vore Dage gennemsnitlig regner med paa lange Rejser. Langs denne Kyst, hvor Frederikshaabs Isblink skyder sig ud i Havet, passerede Folk fra Østerbygden hver Sommer, naar de skulde til og fra de nordlige Fangstpladser.

Vesterbygden

Den Egn, i hvilken Vesterbygdens Hovedafsnit laa, er Fjordkomplekserne indenfor Kolonien Godthaab paa ca. 64° n. Br. Landet her bestaar af dybe Fjorde, paa indtil 25 danske Mils Længde, for største Delen skaarne helt ind mod Indlandsisen mellem høje Fjælde. De fleste af Nordboruinerne er her knyttet til de indre Dele af Fjordene, medens Grønlændernes (Eskimoernes) Bopladser hovedsagelig ligger, og laa, i de ydre Dele og i Skærgaardene; men der er Omraader, hvor Nordboer og Eskimoer øjensynlig har haft Erhvervsomraader fælles; dette gælder navnlig paa Eskimoernes Sommerteltpladser, inde i Fjordene, hvor deres Erhverv fandt Sted i Nærheden af Nordboernes Gaarde, hvilket maaske netop har givet Anledning til de Sammenstød, der blev skæbnesvangre for sidstnævnte.

Undersøgelsen af Ruinerne i Vesterbygden i 1903 godtgjorde, at der navnlig i og omkring Ameragdla fandtes et større Antal Gaarde, end man hidtil havde vidst, og at Omraaderne ved Fjordens Bund hørte til de bedste i Grønland, hvilket noksom fremgaar af den frodige Bevoksning, som endnu findes paa mange af Hjemmemarkerne. Men netop denne Jordbundens Frugtbarhed har været en i høj Grad medvirkende Aarsag til, at Hustomterne er blevet overgroet, saa at de mange Steder nu næsten ikke ses. En anden Aarsag til, at kun faa af Vesterbygdens Gaarde kan fremvise vel bevarede Ruiner af Beboelseshuse og Stalde m. m., er den, at Materialet, af hvilke de var bygget, har været mere udsat for at hensmuldre end f. Eks. Husene i Igaliko- og Tunugdliarfikfjorden i Julianehaabs Distrikt, hvor der findes udmærket og holdbart Byggemateriale i den omtalte røde Sandsten (Nordboernes "Marmor").

Vi vil nu fra Godthaab besøge de vigtigste af Vesterbygdens Fjorde, idet vi fra Kolonien begiver os ind i den, straks Nord for samme, liggende Godthaabsfjord, som skyder sig ind i Landet i N. Ø. for siden at forgrene sig i østlig Retning. Først passeredes Øen Sadlen med et højt sadellignende Fjæld, derpaa Bjørneøen. Nordbogaarde findes der ingen af, før vi naar ind i de nordligste Bugter, hvor der paa forskellige Steder ligger ialt en halv Snes Gaardtomter. Den vigtigste er den, som findes inderst i Bugten ved Ujaragsuit, hvor der bl. a. ses Ruiner af et smukt firkantet Hus (7,5 x 5m), der endnu staar med høje Vægge. Godthaabsfjorden fortsættes herfra i S. Ø. som Kangersunek, en Fjordarm, i hvis Inderste der udmunder Isbræer. Til Trods for de stejle Fjældsider ligger der dog i denne Fjord ca. 5 Nordbogaarde, til hvilke Adgangen har været meget vanskelig, eftersom Fjorden næsten til Stadighed er fyldt med Kalvis fra Bræerne.

Vi vender nu tilbage i Højde med Bjørneøens Nordende, hvorfra en anden Fjordarm, Pisigsarfik, udgaar. Paa Bjørneøens Nordende ligger Grønlænderbopladsen Kornok, og naar man har passeret Nordenden af Storøen, der ligger parallelt med Bjørneøen, træffer man en Ø, paa hviken Bopladsen Umanak ligger. Derfra fortsættes videre ind i Pisigsarfik. Mellem den og den foran nævnte Kangersunek ligger en stærkt forgrenet Halvø med mange Bugter og i disse en Del Tomter af Nordbogaarde.

Pisigsarfikfjorden bærer sit Navn efter et paa Nordsiden liggende højt Fjæld med en spids Top, til hvilken der knytter sig et eskimoisk Sagn om en Væddeskydning med Bue mellem en Eskimo og en Nordbo, hvilken endte med, at sidstnævnte styrtede sig ned ad Fjældet. Allerede Hans Egede omtaler dette Sagn, hvilket Rink gengiver udførligere.

Nedenfor det stejle Pisigsarfikfjæld laa langs Fjordens nordlige Side 4 Gaarde paa det overordentlig smalle Kystland. Længere inde sænker Fjældene sig om den indre Bredning, som kun ved en forholdsvis smal og lav Ryg skilles fra Kangersunek. I Pisigsarfiks sydligste Bugt ved Kapisilik fanges Skællaks (Kapisilik), og her udmunder en Syd fra kommende Elv, som passerer flere Søer, og langs hvilken der var flere Gaarde. Saadanne fandtes i det hele taget paa adskillige Steder i det frugtbare, ikke særlig høje Land mellem Pisigsarfik, Itivdlek og den sydligere liggende Fjord Ameragdla. I disse Egne var ikke blot fortrinlige Forhold for Kvægavl, men ogsaa for Jagt og Fiskeri paa Fjorde og i Elve. Navnlig den lille Fiskeart, som Grønlænderne kalder Angmagsæt, optræder her i Mængde. Til Fjordene indenfor Godthaab kommer Angmagsætterne i tætte Stimer om Foraaret i Fiskenes Legetid, saaledes som Forfatteren heraf havde Lejlighed til at iagttage det i 1903.

Ved en Pynt i Pisigsarfik stod de f. Eks. i tætte Stimer og boltrede sig under idelig Bevægelse. Det lød, som om det plaskregnede langs Strandkanten, thi hver Gang et let Bølgeslag slog mod Land, fulgte der Fisk med, som sprang og baskede med Halerne, idet de gned Kroppene mod hverandre og mod Klippen under pilsnare Bevægelser, hvilket bragte Vandet til at sprøjte. Ofte hændte det, at de sprang for højt op i Stranden, saa laa de og boltrede sig, til maaske den næste Bølge tog dem med tilbage, eller til de døde af Udmattelse. Vi tog med Hænderne saa mange, vi havde Brug for. — Den, der ikke har set noget saadant, kan ikke let gøre sig Begreb om det mægtige Indtryk af Havets Rigdom, som paatvinger sig den, som staar over for en slig Fiskestime.

At Nordboerne i sin Tid, ligesom Grønlænderne nu, har benyttet Næs i Pisigsarfik og Ameralik til Opholdssted under Angmagsætfangsten ved Foraarstid, er i høj Grad sandsynligt, eftersom der paa flere saadanne Punkter er Minder fra deres Tid. Paa mindst tre Steder i Pisigsarfik findes saaledes lange Rækker af Sten, som efter Grønlændernes Sigende ikke hidrører fra dem selv, men som, i Følge Traditionen, tilskrives Nordboerne. Disse forlystede sig — siges der — med at kappes om, hvem der bedst kunde hoppe paa eet Ben fra Sten til Sten hele Rækken igennem. Eskimoerne fortæller, at deres Forfædre af Nordboerne har lært denne Sport, som i tidligere Tid af og til blev drevet af dem paa de gamle Nordboers Stenrækker. Mellem Bunden af Pisigsarfik og Itivdlek er en Mil bred Tange, over hvilken Konebaad kan bæres.

I Bunden af Itivdlek ligger en stor Bugt med et smalt Indløb. Stedet kaldes Ekallugialik. Her ses Ruiner af en stor Nordbogaard, paa hvilken der findes mægtige Faare- eller Gedefolde, som for en Del nu ligger under Vandskorpen, til Vidnesbyrd om, at her maaske har fundet en Terrænsænkning Sted siden Nordbotiden.

Ved Lavvande løber Vand fra Bugten gennem et lille Vandfald ud i Fjorden. I denne findes paa Vestsiden Ruiner af flere Nordbogaarde, men ogsaa af gamle eskimoiske Teltpladser, som tidligere er blevet ansete for Nordboruiner. Langs Fjordbredderne her har Eskimoerne et godt Jagtterræn. — Østsiden af Itivdlek er stejl og ubeboelig. Denne Fjord er en nordlig Arm af Ameralikfjorden, hvis østlige Fjordarm er Ameragdla. I denne sidste ligger mange Ruingrupper, skønt Fjældene er stejle langs begge Bredder. Oppe i Dale og paa Højfjældet er imidlertid gode Forhold for Kvægavl.

Ved Niakussat paa Fjordens Nordside er fundet de tidligere (Side 79) omtalte Nordbokranier med isiddende eskimoiske Pilespidser. Paa Stedet har ligget en Gaard, paa hvilken der maaske har været Kirke og Kirkegaard.

I Ameragdlas Bund ligger paa og ved et stort Næs, Kilarsarfik, Tomterne af en stor Gaard med Rester af Kirke og Kirkegaard samt Stalde m. m. Andre Gaarde ligger i Nærheden, og oppe i Fjældene ses endnu enkelte Tomter paa Steder, hvor Nordboerne vistnok i Sommertiden havde deres Sætere; ja endnu længere inde i Landet, ved Søer og Elve, ses Rester af Hytter, hvor de laa for Laksefangstens Skyld, ligesom der i Fjældvidderne helt ind mod Indlandsisen træffes gamle Skydevolde, bag hvilke de lurede paa Renerne, og Hytter, i hvilke de boede; disse er stundom byggede i Hvælvingform, af Sten alene, paa lignende Vis som "Faareborgene" paa Island. Disse Hytter benyttes endnu for en Del af Grønlænderne paa deres Jagtture. Maaske netop Besiddelsen af disse Jagtomraader har givet særlig Anledning til Stridigheder mellem Nordboer og "Skrællinger". Her var man jo paa Omraader, hvor begge havde Interesser.

I Terrænet S. og N. for Ameragdlas Bund var særlig gode Græsgange — skønne Dale med Krat og Græs, Laks i Elvene og Rener paa Fjældet. I sydøstlig Retning fra Fjordbunden er især herlige Egne for Rensjægerne. Dertil foretager Folk fra Bopladserne i Godthaabsfjorden lange Jagtudflugter til Fods. Med tunge Byrder, Telte, Kogeredskaber m. m. paa Ryggen og Kajakkerne paa Hovedet, vandrer Mænd, Kvinder og Børn af Sted, som oftest fra Bunden af Pisigsarfik, men stundom ogsaa fra Ameragdla for i nogle Uger at nyde Teltlivets og Jagtens Glæder i dette herlige Land, hvor det vrimler af Vildt. Ved en stor Sø ligger — paastaas det — et af de bedste Jagtomraader i Grønland; her er ogsaa Ruiner af "den største Nordbogaard i Vesterbygden"; men Vejen dertil gaar over en, som oftest opsvulmet Elv, der passeres paa sammenbundne Flaader af Kajakker.

Her er Østmandsdalen (Austmannadalen), gennem hvilken Fridtjof Nansen kom ned fra sin Vandring tværs over Indlandsisen, og ad hvilken Major Paars i Egedes Tid red op til Indlandsisen for at fortsætte over denne til "Østerbygden", som han og alle paa den Tid mente laa paa Grønlands Østkyst. Selvfølgelig mislykkedes dette Togt, da man ikke havde forberedt det ordentligt.

Elvene fra Indlandsisen medfører en Mængde Ler, og Fjordbunden i Ameragdla er opfyldt af et Delta, der er tørt ved Lavvande, hvilket bevirker, at Adgangen til Gaardene der i Nærheden er ret vanskelig. Blandt disse i Ameragdla skal endnu nævnes to, ved Ekaluit paa Sydsiden. De ligger i meget smukke Omgivelser nedenfor et stort Jøkelgærde, som Thorhallesen sammenligner med "Københavns Volde". Fra de smilende og lune Egne i det Indre af Ameragdla med de mange Nordbogaarde kommer man videre ud i Ameralikfjorden. Denne er, navnlig i sin ydre Del, meget farlig for Sejlads med Konebaad paa Grund af hyppige svære Storme. Der er kun faa Steder, paa de høje, stejle Klippekyster, hvor man kan lande. Kun i et Par enkelte Steder — i Vige eller snævre Smaadale — har der været Opholdssteder for Nordboerne, mulig endog kun i Sommertiden, naar Angmagsæterne skulde indsamles.

I det hele og store kan det siges, at Ameralikfjorden næsten ikke har været beboet i sin ydre Del. Her ligger Præstefjorden paa Sydsiden.

I den forsøgte dog Hans Egede Kornavl, men uden Held. Hjortetakken, et meget karakteristisk Fjæld med to smaa Knuder, der ligner Rosenstokkene paa en Rentyr, og som vist er det, som Nordboerne kaldte Hom (i Plur.), ligger paa et Næs mellem Ameralik og en lille Fjord S. for Godthaab. Udenfor denne Koloni ligger Hans Egedes første Boplads ved det saakaldte Igdlurungnerit, hvor vi paa en Ø i Skærgaarden i 1903 fandt Ruiner.

Medens der for Østerbygdens Vedkommende er et forholdsvis større Materiale at ty til i Sagaer, Fjord- og Kirkefortegnelser m. m., naar man vil forsøge at stedfæste de Navne, som anføres i disse skriftlige Overleveringer, er man, for Vesterbygdens Vedkommende, ret uheldigt stillet; man kender Navnene paa ti Fjorde, men de i Sagaerne indeholdte Meddelelser vedrørende denne Bygd og dens topografiske Forhold er yderst sparsomme. Der omtales en Gaard i Lysefjorden, paa hvilken Torstein Erikssøn døde, ligesom Bygden nævnes nogle Gange; men ellers faar man ingen Meddelelser, og selv Ivar Baardsøn er saa kortfattet som vel mulig vedrørende Fjorde og Kirker; derimod er hans Beretning om Vesterbygdens Ødelæggelse af stor historisk Værd (jvf. Side 77). Det siges hos ham kortelig: "Fra Østerbygd til Vesterbygd er en "tölt søs" og alt ubebygget, og frem i Vesterbygden stander en stor Kirke, som hedder Stensnes Kirke. Den var en Tid Domkirke og Bispe-Sæde."

Efter de forskellige Fjord- og Kirkefortegnelser var, i Følge Finnur Jónsson, Fjordene i Vesterbygden følgende: Lysufjördr (af lysa, en Slags Torsk) med Kirke paa Sandnæs, Hornafjrdr, Andafjord (Kirke?) Svartifjördr, Agnafjördr (Kirke ved Hóp), Rangafjördr (Kirke i Anavik), Leirufjördr, Lodinsfjördr, Straumsfjördr (Kirke), Eyjafjördr (Einarsfjördr?)

At Godthaabsfjorden er den gamle Rangafjord (ɔ: "den krogede") er vistnok rigtigt. Formen alene henpeger herpaa, men ogsaa, at der findes en Kirke ved Ujaragsuit, der maa være den i Anavik. Lige saa sandsynligt er det, at Ameralikfjorden er Lysefjord, eftersom den er den sydligste Fjord i Vesterbygden. Mellem de to nævner Fortegnelserne fire andre Fjorde, til hvilke der er ypperlig Plads, som det ses paa Kortet. Efter de nyeste Undersøgelser er Pigsigsarfik den gamle Andafjördr, Amitsuarssuk Svartifjördr (Navnet passer særdeles godt), Kangersunek Agnafjördr. De 4 andre Fjorde maa søges længere Nord paa helt op til Ikertok, vistnok = Eyjarfjördr (jvf. nedenfor).

Ivar Baardsøns Bemærkning om, at Bispestolen en Tid havde været forlagt til Vesterbygden, er ikke andet Steds omtalt; den er højst mærkelig og beror vistnok paa en eller anden Misforstaaelse; dog kan den senere Oversætter af hans Skrift næppe have misforstaaet dette Stykke. Hvor Stensnæs Kirke har ligget vides ikke. Rimeligst var det at antage, at det her drejede sig om Kirken i Godthaabsfjord, som dog ikke er en "stor Kirke", hvilket heller ikke kan siges om den anden kendte Kirke i Godthaabsegnen, nemlig ved Kilarsarfik i Ameragdla, hvilken Forf. heraf undersøgte i 1903. Der var kun Rester tilbage, eftersom den laa i Strandkanten, som Vandet skyllede bort af. Kirken hørte til en stor Gaard (Tavle VII), der, som berørt, maaske er den samme, som den paa hvilken Torstein Erikssøn døde, og hvorfra hans Lig førtes til Østerbygden. Dengang var der nemlig ingen Kirke i Vesterbygden. Kirken ved Kilarsarfik ligger, som det ses, paa et Næs — hvorfor den oven omtalte Sandnæs Kirke maaske er identisk med denne. I Lysefjorden omtales et Steds en anden Kirke "paa Stensnæs den bør maaske søges ved Niakussat paa Ameragdlas Nordside.

Efter et Skøn er der alene i Godthaabsdistriktets Hoveddistrikt konstateret mellem 60 og 70 Gaardtomter — af de 90, som skulde findes i Vesterbygden; hertil kommer adskillige Sætersteder, enkeltliggende Ruiner o. l., og dette Antal kan sikkert forøges ved nye Fund, efter som Godthaabsegnen langtfra er gennemkrydset med det for Øje der at finde Ruiner af Nordbogaarde.

Det vil deraf ses, at der i Fjordene Nord for Godthaab næppe er Sandsynlighed for at træffe ret mange Gaardtomter, da der i Fjorden indenfor denne Koloni er konstateret 60—70 Gaarde af de 90, som hører Vesterbygden til. Imidlertid er det utvivlsomt, at Vesterbygden havde en stor Udstrækning langs Kysten. Det siges saaledes i Bjørns Haandskrift, at der fra den vestre Bygds Begyndelse til Lysefjord [som dog her aabenbart fejlagtigt tænkes at ligge nordligst] er "6 Dages Roning". Vi erindrer, at der fra Østerbygd til Vesterbygd ligeledes var 6 Dages Roning, og at denne Afstand passede med Strækningen fra Tigsaluk til Ameralik. Gaar vi herfra videre 6 Dage Nord paa langs Kysten, kommer vi til Egnen lidt Syd for Holsteinsborg. Her skal ogsaa i sin Tid være fundet Ruiner inde i Ikertokfjorden, som derfor mulig er Eyjarfjördr (Øfjorden), den nordligste Fjord i denne Bygd. Her ligger ved Fjordmundingen en større Ø, efter hvilken Fjorden kan have faaet Navn. løvrigt henvises til Kortene over Vesterbygden, hvor de øvrige Fjordes Identificering er antydet. Syd for Ikertok ligger Itivdlek, hvorfra der ikke er hørt Tale om Ruiner. At den derpaa følgende lange smalle Strømfjord med den rivende Strøm er identisk med den gamle Straumsfjördr er i højeste Grad sandsynligt. Ruiner kendes dog heller ikke her med Sikkerhed, skønt der har været talt om, at der fandtes saadanne. Den skønne Evighedsfjord skulde derpaa være den gamle Lodinsfjördr, derpaa identificeredes Isortok med Leirufjördr. Herpaa tyder Navnet, der baade paa Eskimoisk og i det gamle islandsk-grønlandske Sprog betyder "Lerfjord", og der netop er stærk Lerudflydning i denne Fjord. Der skal iøvrigt paa denne Strækning være set gamle Nordbovarder og ganske enkelte Tomter, som menes at være fra Nordbotiden.

"Vesterbygden" blev, som bekendt, ødelagt før "Østerbygden" og efter alt at dømme ved en Indvandring fra Nord. Østerbygden er da mulig gaaet under for den samme fremadskridende Strømning eller mulig ogsaa for en lignende fra Østkysten.

Den eskimoiske Befolknings store Træk langs Kysten, som Egede bl. a. omtaler, er nu ophørt, efter at der er anlagt Kolonier paa hele Kyststrækningen. Nu indskrænker de Vandringer, som de foretager sig, i Hovedsagen til de regelmæssige Ture om Sommeren, ind i Fjordene paa Angmagsætfangst, Ægindsamling, Laksefangst og Renjagt samt til Udøerne for at fange Sæler.

Kysten Nord for Vesterbygden

I det nys citerede Haandskrift, gengivet af Bjørn Jónsson, hedder det, efter at Afstanden fra den vestre Bygds Begyndelse til Lysefjord er nævnt:

"og derfra [ɔ: fra Vesterbygdens nordlige Punkt?] 6 Dages Roning til Karlsboder, derfra 3 Dages Roning til Bjarney [Bjørnø] , 12 Dages Roning omkring Bjørnø, Eisunes [af eisa = Ild, Gløder], Ædanes [af ædr = Ederfugl] der Nord for."

Idet vi henviser til syvende Kapitel, skal her blot antydes, at Karlsboder formentlig hørte til Greipar eller den sydligste af to Fangstpladser, hvor "Nordrsetamændene" havde deres Boder til Brug paa de aarlige Sommertogter mod Nord. Greipar laa Nord for de egentlige Bygder, men vistnok ikke meget langt fra sammes Grænse, efter som det i Skjald-Helges Digt benævnes "Bygdens Ende". — Greipar har antagelig været Kysten Syd for Diskobugten paa ca. 68½° n. Br. i Nærheden af Egedesminde, hvortil Afstanden nogenlunde stemmer med 6 Dages Roning. At Bjarney er vore Dages Disko, og at Ædanes og Eisunes laa paa Halvøen Nugarsuk, hvor der bl. a. er Kul, er sandsynligt. I saa Tilfælde har vi rimeligvis her den anden af Nordrsetamændenes Fangstpladser, nemlig Kroksfjardarheidr (Krogsfjordsheden). Det kunde nok tage 3 Dages Roning fra Karlsboder i Greipar til Bjørnø og rundt denne med Sideudflugt til Nugsuakhalvøens Nordvestkyst m. m. 12 Dage. Her er mærkelig nok fundet en saakaldt "Bjørnefælde", som ikke er af eskimoisk Oprindelse; den ligger ¼ Mil Nord for Udstedet Nugsuak, (70¾° n. Br.). Den er rimeligvis enten bygget af Nordboer eller Hvalfangere.

Dette Sted var dog sikkert ikke det nordligste paa Grønlands Vestkyst, som Nordboerne besøgte — men maaske det nordligste, som de regelmæssigt kom til hver Sommer.

Vi har hørt om Runestenen paa Øen Kingigtórsoak paa 72° 55’ n. Br. Nord for Upernivik — og rimeligvis er de paa enkelte Togter naaet endnu langt længere mod Nord, som tidligere antydet (jvf. Side 58).

Hos Ivar hedder det, efter at han har talt om Stensnæs Kirke og Vesterbygdens Ødelæggelse af Skrællingerne: " — Der norden længere fra Vesterbygden ligger et stort Fjæld, som hedder Hammelradsfelld, og længere end til dette Fjæld kan ingen Mand sejle, som vil beholde Livet, paa Grund af de mange Havsvælg, som ligger der, "om alt haffved".

Dets Beliggenhed er uklar — skulde det være "Devils Thumb" i Begyndelsen af Melvillebugten?

Naar alle Kirketomterne er blevet fundet, vil man i Virkeligheden først faa fast Bund at staa paa m. H. t. den gamle Topografi.

Det vides, at der har været 14 Kirker (hvoriblandt 2 Klosterkirker) i Østerbygden. I Vesterbygden var der 4 Kirker, ialt 18 Kirker. Nørlund hævder, at deraf er kun paavist 7 Kirker i Østerbygden og 2 i Vesterbygden.

De grønlandske Kirker dannede et Bispedømme, det mindste i Norden, med det betydelige Bispesæde Gardar ved Igaliko.

Erik den Rødes Gaard Brattahlid er den nuværende Ruingruppe ved Kagssiarsuk og Tunugdliarfik (den gamle Eriksfjord).