Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Fostbrødrene

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Fil:Ísafjörður, Iceland (43279771861).jpg

Ísafjörður hvor fostbrødrene voksede op. (Foto: Wiimedia Commons)

Temaside: Grønland og Vinland

Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland

Af Daniel Bruun

Fostbrødrene

Tormod Kolbrunarskjald og Torgejr Havarssøn var to berømte Fostbrødre, hvis Bedrifter berettes i Fostbrødre Saga, som for en Del er baseret paa Tormods Vers, thi han var en berømt Skjald, hvis personlige Bedrifter bragte hans Navn viden om.

I Fællesskab begik de to Fostbrødre en Mængde Drab og Voldsomheder som ganske unge Mennesker, navnlig i Egnen om Isefjordsdybet paa Islands nordvestlige Halvø. Torgejr var en lidet sympatisk Skikkelse, men — som Finnur Jónsson siger — i Besiddelse af et aldrig svigtende Mod og Hovedmanden for de af dem begge begaaede Voldshandlinger. Hans Indflydelse paa den meget tiltalende og af Gemyt blide Skjald Tormod var meget stor; og det var i Virkeligheden Torgejr, som drev Tormod frem til blodig Daad. Til sidst skiltes Fostbrødrene, fordi Torgejr — meget betegnende for ham — begyndte at ymte om, at de to indbyrdes burde se at faa afgjort, hvem af dem, der var den stærkeste og modigste Kæmpe.

I alle Tilfælde kom der en Kurre paa Traaden imellem dem. Torgejr rejste udenlands, og Tormod begav sig hjem til sin Fader. At han med sit følsomme Gemyt her havde et Par Elskovseventyr vil ikke forbavse. Om en sortbrynet Skønhed, Torbjørg, digtede han et, nu tabt, Elskovskvad.

Skønt der i den oprindelige Sagafremstilling (fra ca. Aar 1200) er indkommet Misforstaaelser og Udsmykninger, er Fortællingen om Tormods Bedrifter paa Grønland meget interessant, og den giver et højst malende Billede af Blodhævnsfejder og Kulturforhold paa Grønland i Tiden kort efter Erik den Rødes Død.

Vi træffer her i Ejnarsfjorden paa Gaarden Løngunes Høvdingen Torgrim Einarssøn Trolle, der næst Torkel Lejfssøn paa Bratteli var den mægtigste Mand i Østerbygden, og som havde mange Folk under sig. Han var aabenbart en af de Goder, som var Medlem af Lovretten paa Garde-Tinget.

Ved Aar 1022 drog han ud paa en Handelsrejse til Norge, Danmark og England, i hvilke Lande han erhvervede sig stor Rigdom. Paa Hjemrejsen herfra anløb han Island, hvor han overfaldt og dræbte Torgejr Havarssøn, hvis Skib han bemægtigede sig og tog med til Grønland.

Da Tormod fik Efterretning om sin Fosterbroders Død, besluttede han øjeblikkelig at tage Hævn. Først rejste han til Norge til Kong Olaf, som synes at have interesseret sig for Tormods Plan om at fare til Grønland for at udføre Blodhævnen. Der laa just en Grønlænder ved Navn Skuf med sit Skib parat til at afgaa hjem. Tormod tingede sig om Bord og tog. Afsked med Kong Olaf, som ved den Lejlighed forærede ham et Sværd og en Guldring, ligesom han medgav ham en Anbefaling til Torkel Lejfssøn.

Efter mange Uheld naaede de sent paa Efteraaret til Eriksfjorden, hvor Tormod blev vel modtaget paa Bratteli. Han blev nu i Grønland i tre Aar (1024—27). Skuf boede hinsides Fjorden paa sin Gaard [Stokkenæs] lige over for Bratteli. Hos ham var en Mand ved Navn Bjarne, en klog og vennesæl Mand, dygtig og kunstfærdig i mange Henseender. De havde sluttet Fællig og kom godt ud af det sammen. Gest, en Mand, som Skuf havde taget med fra Norge, tog Ophold paa Gaarden Vik [i Nærheden af Garde] ved Ejnarsfjorden hos Bonden Torgrim.

Paa Løngunæs hos Torgrim Trolle boede dennes Søster Tordis, der var Enke, samt hendes fire Sønner: Bødvar, Falgejr, Torkel og Tord, alle raske og modige Mænd. Torun, en anden Søster til Torgrim Trolle, boede ligeledes i Ejnarsfjord paa Gaarden Langenæs [der enten laa i Nærheden af Løngunæs eller maaske endog var selve denne Gaard — idet Navneligheden er paafaldende] tilligemed sin Søn Ljot, et uroligt Hoved. Paa Gaarden Hammer [i Østfjorden, nu Igalikofjordens østre Arm] boede Sigrid med sin Søn Sigurd, en rask, fredsommelig og vennesæl Mand. Paa Bratteli i Eriksfjorden, hvor Tormod altsaa var Gæst, var der en Avlskarl eller Træl, Lodin, som levede sammen med en Kvinde, Sigrid, der blev sat til at sørge for Tormod.

Torkel og hans Gæster sov i en Bygning, som ikke stod i Forbindelse med de øvrige Huse [Torkel var altsaa næppe gift], og hvor der hver Nat brændte Lys; men de øvrige af hans Folk sov oppe paa selve Gaarden. Lodin syntes nu, at Sigrid blev vel længe i Sovehuset om Aftenen, og han tænkte paa, hvad det hedder om løsagtige Kvinder, at:

paa rullende Hjul

blev deres Hjærter skabt,

Falskhed bor i deres Bryst.

Han forbød hende nu at blive saa længe der om Aftenen, hvortil hun svarede, som det passede hende.

En Aften søgte Lodin at holde hende tilbage, da hun, Tormod og Torkel gik til Sovehuset. Sidstnævnte sagde til Lodin, at denne ikke skulde være bange, han (Torkel) skulde nok passe paa.

"Da det led mod Julen, lod Torkel brygge Øl, eftersom han agtede at holde saadant Julegilde, at der kunde gaa Ry deraf, thi det var noget, som sjældent fandt Sted paa Grønland. Han bad sine Venner til sig til Julen, og der kom mange Folk. Skuf fra Stokkenæs og Bjarne var der ogsaa; de havde laant Torkel Tæpper [til at hænge paa Væggene] og Drikkekar og andet sligt til Gildet. Der blev nu holdt Drikkegilde i Julen under stor Glæde og Lystighed. Da Julen var forbi, lavede man sig til at fare bort. Lodin gav Folk deres Klæder, Sværd og Haandvaaben, som han havde forvaret, tilbage; han satte ogsaa Skufs og Bjarnes Baad ud, og Huskarlene bar deres Kar og Klæder derned. Lodin var iført Kofte og Bukser af Sælskind. Han gik nu ind i Stuen selv fjerde. Her traf han ikke andre end Tormod og Bjarne. Tormod laa forrest i Løjbænken. Lodin og hans Ledsagere tog nu fat i Tormods Fødder og rykkede ham frem paa Gulvet, samt trak ham langs hen ad dette. Bjarne sprang nu op, greb Lodin om Bæltestedet og kastede ham haardt ned paa Gulvet, idet han bandede dem, som trak i Tormod, og befalede dem at give Slip paa denne, hvilket de ogsaa gjorde.

Tormod stod nu op og bemærkede til Bjarne: "Vi Islændere bryder os kun lidt om den Slags Spas, fordi vi saa ofte har prøvet sligt i "Skindlege"." De gik ud og lod, som om der ikke var passeret noget usædvanligt. Da nu Skuf og hans Rejsefæller havde gjort sig færdige til Afrejsen, fulgte Torkel og hans Husfolk dem til Skibet. De havde en Baad, som laa parat ved en Bro. Bjarne stod ved Baaden og ventede paa Skuf, som talte med Torkel. Lodin, som havde afleveret Folk deres Klæder, stod i Land, ikke langt fra Baaden. Tormod var ligeledes nærværende. — Som man mindst ventede det, svingede han en Økse, som han havde haft skjult under sin Kappe, og hug Lodin saaledes i Hovedet, at denne faldt død til Jorden.

Torkel hørte Braget og saa straks, at Lodin var faldet. Han gav øjeblikkelig sine Mænd Ordre til at falde over Tormod og dræbe ham; men de tøvede. Bjarne sagde nu til Tormod, at denne skulde gaa i Baaden, hvilket ogsaa skete. Bjarne fulgte efter og Skuf ligesaa, hvorefter de trak Broen til sig. Torkel æggede sine Folk til Angreb, idet det var hans Hensigt at slaas med Skuf og hans Ledsagere, hvis de ikke vilde udlevere Tormod til dem. Skuf bemærkede da:

"Du tager vel heftigt paa denne Sag, Torkel Bonde, naar du virkelig vil dræbe Tormod, som er din Gæst og Kong Olafs Hirdmand og Skjald. — Skulde Kong Olaf faa at vide, at I har dræbt den Mand, som han havde anbefalet til din Hjælp og Beskyttelse — om det behøvedes —, vil det komme Eder dyrt at staa. Det gaar her som ofte ellers, at man ikke i Vrede kan se, hvad der er rigtigst. Nu vil vi paa Tormods Vegne byde Eder Pengebøder for det Drab og for den Skade, som er blevet tilføjet Eder derved. Torkels Hidsighed kølnedes ved Skufs Forestillinger; der var desuden mange, som deltog i Forsøget paa at faa Forlig i Stand mellem dem, og det endte da med, at Skuf overlod til Torkel selv at bestemme Bøden for Lodins Drab. Tormod begav sig derpaa til Stokkenæs, hvor han tog Ophold."

Her lagde han Planer til at tage blodig Hævn over Torgrim Trolle og dennes Slægt — et Forehavende for hvis Skyld han jo var kommet til Grønland. Skufs Karl Egil, en stor og stærk Mand, styg af Udseende, klodset og uforstandig, hvorfor han havde faaet Navnet Tosse-Egil, blev siden hans Følgesvend.

"Næste Sommer efter disse Tildragelser tog Folk til Tinget ved Garde i Ejnarsfjorden. De fra Eriksfjorden havde indrettet deres Teltboder paa et Sted, hvor en lille Bakke laa mellem det og den Plads, hvor Ejnarsfjordens Beboere havde opslaaet deres Telte. Da de fleste havde teltet over deres Tingboder, var Torgrim ikke kommet endnu. Kort efter saa man ham komme i Optog: Hans Skib var prægtigt, og hans Krigsmænd var baade udsøgte og vel udrustede. Torgrims Overmod var saa stort, at Folk næppe turde tale til ham. Da nu Torgrims Skib lagde til Land, gik Folk ned til Strandbredden for at se ham og hans Følges Pragt og Vaabenudrustning. Grønlænderne plejede altid at have Jagt- og Fiskeredskaber paa deres Fartøjer, og Tormod, som ogsaa var kommen til Stede, tog nu en Sælhundeharpun, som var blevet kastet i Land, og betragtede den. Men en af Torgrims Ledsagere greb Harpunen, idet han sagde: "Giv Slip paa den, Mand! Det nytter dog kun lidt, at du holder den i Haanden. Jeg antager ikke, at du forstaar dig synderligt paa at bruge den til Jagt."

Dertil svaredes:

"Det er dog tvivlsomt, om du forstaar dig bedre paa at skyde end jeg." "Det gør jeg uden Tvivl!"

Tormod kvad da en Vise:

"Han, som kan hurtigt løbe

paa Klipper, lystigt praler,

at han Harpunen bedre

end vi forstaar at svinge.

Vistnok jeg vel det mindes

at ædelsindet Fyrste

os, som han Guld har givet,

en Skjoldborg tit lod danne."

Tormod gik derfra til Torgrims Bod. Den blev beklædt med smukke Tæpper, og alt blev indrettet paa det bedste.

Det hændte sig paa Tinget en Dag, da Vejret var smukt, at alle Folk var gaaet bort fra Skufs og Bjarnes Bod undtagen Tormod, som var alene. Han laa hjemme i Boden og sov. Over sig havde han bredt en dobbelt Pels, som havde det laadne ud til begge Sider. Paa den ene var den sort, paa den anden hvid. Da Tormod havde sovet en Stund, vaagnede han og saa, at alle var borte. Han undredes derover, thi førend han var sovet ind, havde der været mange Folk til Stede. I det samme kom Egil farende ind i Boden og sagde:

"Du er alt for langt borte fra et herligt Tidsfordriv."

Tormod spurgte:

"Hvor kommer du fra — hvilke Lege morer man sig nu med?" Egil svarede:

"Jeg var ved Torgrim Ejnarssons Bod, og der var de fleste af Tingfolket samlet."

Tormod spurgte:

"Hvad morer man sig med der."

Egil svarede:

"Torgrim er i Færd med at fortælle."

"Om hvem handlede det?"

"Det ved jeg ikke rigtig; men sikkert er det, at han fortæller godt og fornøjeligt, og man har givet ham en Stol at sidde paa ved Boden. Folk har lejret sig rundt om og lytter til Fortællingen."

Tormod sagde: "Du kan vel huske en eller anden Mand, som han nævner i den Saga, efter som du selv siger, at den er saa morsom."

"En vis Torgejr omtales i Sagaen som en stor Helt, og det forekommer mig, at ogsaa Torgrim selv optræder — helt drabeligt som man nok kan tænke. Gid du selv vilde gaa derhen og høre — det er morsomt."

"Det kan nok ske," svarede Tormod. Han stod op, kastede Pelsen om sig, idet han lod det sorte vende ud. I Haanden tog han en Økse, paa Hovedet satte han en Hat, hvorpaa han gik til Torgrims Bod tillige med Egil. De standsede ved Bodvæggen og gav sig til at lytte til Fortællingen; men de kunde ikke høre tydeligt, hvad der blev sagt. Vejret havde været klart med stærkt Solskin; men da Tormod kom til Boden, begyndte det at tykne. Han saa snart op i Luften, snart ned i Jorden ved sine Fødder.

Egil spurgte: "Hvorfor skaber du sig saaledes?"

Tormod svarede: "Baade Himlen og Jorden har nu det Udseende, som de plejer at have, kort forinden der indtræffer Skadebrag."

"Hvad plejer saadanne Skadebrag at betyde?"

Tormod svarede: "De plejer stedse at være Forløbere for mærkelige Begivenheder, og naar du hører Braget, maa du søge at undfly og ile hjem til vor Bod og hytte dit Skind der."

Medens de talte saaledes sammen, kom en Byge over dem med stærk Skylleregn, og Folk ilede bort, hver til sin Bod, fordi man ikke havde forberedt sig paa Regnvejr. Nogle gik ind i Torgrims Bod, saa der blev megen Trængsel ved Indgangen. Torgrim blev tilbage paa Stolen og ventede paa, at Folkestimlen ved Boddøren skulde tage af. Tormod sagde da til Egil: "Bi du kun her, mens jeg gaar frem foran Boden for at se, hvad der gaar for sig. Men hører du Storskraldet, maa du løbe hjem til Boden saa hurtigt som muligt."

Tormod gik nu frem foran Boden til det Sted, hvor Torgrim sad, og spurgte:

"Hvad var det for en Saga, som du fortalte før?"

Torgrim svarede: "De Heltegerninger, som indeholdes i den Saga, kan ikke lade sig fortælle med faa Ord — men hvad er dit Navn?" Han svarede: "Jeg hedder Utryg."

"Hvis Søn er du?" spurgte Torgrim.

"Jeg er Tortrygs Søn."

Da vilde Torgrim rejse sig op af Stolen. Tormod hug da (med Øksen) lige i hans Hoved og kløvede det ned til Skulderen; men straks derpaa skjulte han Øksen under sin Pels og satte sig ned, lagde Torgrims Skuldre i sit Skød og raabte i det samme:

"Kom her! Torgrim er blevet farligt saaret."

Mange vendte sig derhen og saa Saaret. De spurgte Tormod, om han vidste, hvem der havde anfaldet Torgrim. Han svarede:

"Jeg saa ham ganske nylig. Jeg løb hen og satte mig for at støtte Torgrims Skuldre, da Gerningen var sket; men jeg saa ikke, hvor han blev af, som havde begaaet den."

Andre satte sig nu hen og støttede Torgrims Skuldre, men Tormod gik bort — langs med Strandbredden, forbi en Pynt; dér vendte han Pelsen med det hvide ud efter.

Da Egil havde hørt Braget, som foraarsagedes ved, at Tormod hug til Torgrim, løb han hjemad til Skufs Bod. Folk saa, at der løb en Mand, og de tænkte, at det var den Mand, som havde saaret Torgrim. Egil blev meget forskrækket, da han saa, at mange tildels bevæbnede Folk forfulgte ham, og da de greb ham, rystede Benene under ham af Angst; men da man saa, at det var Egil, kunde man nok vide, at det ikke var ham, som havde overfaldet Torgrim. Saa forsvandt hans Frygt som Ildrødmen af det hede Jærn.

Hans Forfølgere begav sig da til Boderne for at opsøge Drabsmanden, men fandt ham ikke. De spredtes da langs Strandbredden og frem for det Næs, som her strakte sig ud i Søen. Der traf de en Mand i en hvid Pels, og de spurgte om hans Navn. Han kaldte sig Vigfus. De spurgte, hvorhen han agtede sig. Han svarede, at han søgte efter den Mand, som havde saaret Torgrim. Saa vendte de om i modsat Retning, og da begge Parter gik meget stærkt til, var de snart fjærnt fra hinanden.

Skuf og Bjarne savnede Tormod og havde nogen Formodning om, at det var ham, som havde gjort sig skyldig i Overfaldet, thi Skuf havde hørt i Norge, hvad Kongen havde ladet sig forlyde med — at Torgejr Havarssøns Død nok blev hævnet."

De opsøgte ham og bragte ham om Bord i deres Fartøj, idet de forestillede ham den Fare, han svævede i, da den mægtige Høvdings Frænder selvfølgelig vilde forfølge ham; men han svarede dem i et Kvad, at han var glad ved, hvad han havde gjort, og at han yderligere vilde udstrække Blodhævnen til Torgrim Trolles Venner og Slægtninge.

"De førte Tormod med sig til Eriksfjorden og fulgte ham til en Klippehule, som nu kaldes Tormods Hule. Den ligger lige ved Søkanten i en Klint paa én Side af Fjorden lige over for Stokkenæs [altsaa paa samme Side som Bratteli].

Over og under Hulen er Klipperne meget stejle og meget vanskelige at bestige. Skuf og Bjarne sagde da til Tormod: "Du maa blive her i Hulen; men vi skal komme til dig, saa snart Tinget er hævet."

De tog derpaa tilbage til Tinget. Man savnede Tormod der, og Folk antog det for givet, at han havde ombragt Torgrim. Bødvar og Falgejr anlagde Søgsmaal for Drabet, og Tormod blev dømt fredløs.

Da Tinget derefter blev sluttet, drog enhver til sit. Skuf og Bjarne begav sig til Tormod og bragte ham Levnedsmidler og hvad andet han behøvede, ligesom de fortalte ham om den Fredløsheds-Dom, som var overgaaet ham. De raadede ham derfor at blive i Hulen, saa som han intet andet Sted kunde leve i Fred, hvis Folk vidste, hvor han var at finde. De lovede af og til at besøge ham. Foran Hulens Dør var en stor Plet Jord, begroet med Græs; men selv behændige Mænd kunde kun med Nød og næppe springe fra Klintens Spids ned paa Græspletten.

Opholdet i Hulen kedede Tormod, da han ikke kunde finde paa noget til at fordrive Tiden med. En Dag, da Vejret var smukt, besluttede han sig til at gaa ud af Hulen. Han klavrede op paa Klinten og havde sin Økse med sig. Da han var kommen et kort Stykke Vej fra Hulen, mødte han en Mand, der var stor af Vækst, men uhyggelig, styg og modbydelig at se paa; over sig havde han en Kofte, der var sammensyet af bare Pjalter, og rudet som Kallun samt oventil forsynet med en Hætte af samme Art. Den var fuld af Utøj. Tormod spurgte om Mandens Navn. Han svarede: "Jeg hedder Odde."

"Hvad er du for en Mand?"

"Jeg er Tigger, rap til Bens, og man kalder mig Luse-Odde. Jeg har ingen fast Tjeneste, men er ellers ingen Løgnhals og ved dog meget. Jeg nyder godt af Folks Godgørenhed; men hvad hedder du?"

"Torraad!"

"Hvad er du for en Mand, Torraad?"

"Jeg er Købmand, vil du handle med mig?"

"Jeg har ikke meget at drive Handel med; men hvad vil du for Resten handle om?"

"Jeg vil købe den Kappe, som du har paa."

"Du skal ikke drive Spot med mig."

"Det er ikke Meningen. Jeg vil sælge dig den Kappe, jeg har paa, mod den Kofte du har paa og mod, at du gaar Bud for mig til Stokkenæs, hvor du maa være i Aften og meddele Skuf og Bjarne, at du i Dag har truffet en Mand, som kaldte sig Torraad, og som byttede Overklæder med dig. Flere Ærinder faar du ikke, og hvis du forretter dette vel, er Kappen din."

"Det er ikke meget let at komme over Fjorden, dertil behøver jeg en Baad; dog skal jeg se, at jeg kan faa Ærindet udrettet. Jeg skal sætte alt ind paa at komme til Stokkenæs i Aften."

Saa byttede de Overtøj. Odde modtog den sorte Kappe og overlod Tormod Koften, som denne iførte sig.

Tormod tog selv til Ejnarsfjorden; der traf han en Faarehyrde, som tjente hos Tordis paa Løngunes, og denne spurgte han, om Tordis’ Sønner var hjemme.

Hyrden svarede:

"Bødvar er ikke hjemme; men hans Brødre var hjemme i Nat; de er nu taget ud paa Fiskeri."

"Ja saa."

Hyrden tænkte, at denne Mand maatte være Luse-Odde. De skiltes snart, og Tormod gik til Tordis Nøst, hvor han opholdt sig, indtil det begyndte at blive Aften. Da saa han Brødrene komme roende til Land. Torkel sad forrest i Baaden, Tord i Midten og Falgejr i Øserummet. Da nu Baaden hurtigt nærmede sig Strandbredden, gik Torkel ud i Forstavnen for at springe i Land, saa han kunde tage imod Baaden. Tormod gik ud af Baadskuret; — de ankomne troede, det var Luse-Odde. Nu løb Tormod frem mod Torkel og hug ham med begge Hænder i Hovedet, saa at det kløvedes lige ned til Skuldrene, saa han straks døde. Tormod skyndte sig da bort, idet han kastede Koften fra sig. Tord og Falgejr løb efter ham; men han skyndte sig fra dem af alle Kræfter, indtil han kom paa Klinten ved Strandbredden over Hulen. Fra dens Rand løb Tormod ned paa Græspletten foran Hulens Dør; Tord sprang efter ham; men maatte krumme Knæleddene og bøje sig forover, da han kom ned paa Græstørven. I det samme hug Tormod saaledes til ham med sin Økse, at den sank ned mellem hans Skuldre lige til Skaftet; men før end han kunde rykke Øksen til sig, ud af Saarene, sprang Falgejr ned paa Jordpletten og hug øjeblikkelig til Tormod. Hugget ramte Tormod mellem Skuldrene og efterlod et svært Saar. Tormod gik nu løs paa Falgejr og greb ham under Armene, da han selv ingen Vaaben havde. Tormod mærkede imidlertid, at han ikke havde Kræfter nok til at brydes med Falgejr. Udsigterne for ham, der nu var saaret og vaabenløs, var kun daarlige. Han sendte da sine Tanker til Kong Olaf med Bøn om nødvendig Bistand. Da faldt Øksen Falgejr ud af Haanden og ned over Klipperne ud i Søen. Tormod fattede Mod, thi nu var de begge vaabenløse. Saa faldt de begge ned fra Klipperne og ud i Havet, hvor de vekselvis dukkede ned og op, idet de under Svømningen brødes med hinanden. Tormod mærkede, at han udmattedes mere og mere af det svære Saar og Blodtab; men eftersom Døden endnu ikke var ham bestemt, gik Falgejrs Seler i Stykker, saa at Tormod kunde trække hans Benklæder ned om hans Fødder. Da udmattedes Falgejr af Svømningen. Af og til dukkede han under og slugte derved meget Søvand. Hans Skuldre og Lænder kom op over Vandet, og til sidst ligeledes Ansigtet, da han opgav Aanden. Øjne og Mund var vidt aabne, og hans Ansigtsudtryk var som en Mands, der griner.

De skiltes saaledes ad, at Falgejr druknede der. Tormod var meget udmattet; men han svømmede til et Skær, krøb op paa Stenene, laa stille der og ventede Døden, thi han var meget træt og haardt saaret. Skæret laa langt fra Land."

Imidlertid havde Luse-Odde bragt Bud til Skuf og Bjarne. De forstod, at Tormod beredte sig til at udføre en Stordaad. Om Natten tog de hemmelig en Baad og roede over Fjorden i Retning af Hulen, og de fandt saa Tormod paa Skæret.

Skuf sagde: "Det var sandelig ikke for intet, at du undkom fra Garde-Ting, efter som du paa én Aften har ombragt tre Kæmper af fornem Slægt." Skuf og Bjarne bar Tormod ned til Baaden i fire Hjørner (af et Tæppe), da han ikke kunde gaa. Saa hentede de hans Klæder fra Hulen saa vel som hans Fødemidler, fordi de mente, at han ikke længere kunde opholde sig der. De roede nu ind til Eriksfjordens Bund, hvor der tæt op til Jøklerne boede et Ægtepar, Gamle og Grima. Han var en uformuende og sær Mand samt en stor Fisker. Hun var en meget rask Kone og ferm i mange Ting, lægekyndig og noget forfaren i Oldtids Vidskab [ɔ: Heksekunst]. De var ikke flere Mennesker i Huset end de to, og der kom sjeldent Fremmede til dem."

Til disse Gamle blev nu Tormod betroet, hvorpaa Skuf og Bjarne rejste hjem til Stokkenæs efter at have lovet dem god Belønning for at pleje den syge. Grima rensede og forbandt Tormods Saar, men han maatte holde Sengen i hele 12 Maaneder. Først næste Sommer kunde han gaa mellem Stuen og Ildhuset.

Da man fandt Falgejrs Lig, havde man først antaget, at Tormod ogsaa var druknet; men til sidst fik Tordis og hendes endnu levende Søn, Bødvar, Nys om hans Tilflugtssted. De besluttede nu at opsøge ham for at tage Hævn:

"De stod op om Natten, tog en Storbaad, som hørte dem til, bemandede den med 15 Mand og roede den Nat til Eriksfjorden.

Tordis rejste nu om Natten lige til Bratteli. Torkel tog vel mod dem og tilbød de Rejsende, hvad de behøvede. Tordis sagde: "Sagen hænger saaledes sammen, at jeg agter at besøge Ægtefolkene Gamle og Grima, dine Tingfolk, thi jeg tror at have faaet Vished for, at Tormod, ham vi har ladet dømme fredløs, og som af mange antages at være druknet, opholder sig hos dem. Nu ønsker jeg, at du tager med os og laver det saa, at vi faar vor Ret over Gamle og Grima. Du faar da bedst at vide, hvorledes det spænder af mellem os, naar du selv hører vore Samtaler."

Torkel svarede: "Det forekommer mig usandsynligt, at Gamle har din Fredløse i Forvaring; men jeg skal tage af Sted, om I endelig vil det."

Tordis og hendes Følge spiste Davre der, medens Torkel samlede Folk, fordi han ikke vilde være underkastet Tordis’ og Bødvars Forgodtbefindende, hvis man skulde blive uens.

Da Folk havde spist sig mætte, gik Torkel om Bord i et Fartøj med 20 Mand, og begge Baadpartier begav sig paa Rejsen."

Grima havde, siges der, anet Uraad efter i Drømme at være blevet advaret, og Gamle var blevet hjemme fra Fiske for alle Tilfældes Skyld.

"Gamles Kone Grima ejede en stor Stol, paa hvis Rygstykke der var udskaaret et anseligt Billede af Tor. Grima sagde om Morgenen:

"Nu vil jeg sige, hvad der skal foretages i Dag. Min Stol vil jeg sætte midt paa Stuegulvet. Paa den skal du, Tormod, sætte dig, saa snart der kommer Fremmede; men du maa ikke rejse dig op, saa længe Tordis er her til Stede. Selv om du synes, at der sker noget mærkeligt, eller der kommer Ufred i din Nærhed, maa du ikke staa op af Stolen. Det vil jo ikke nytte at ty til nogen Afkrog, saafremt Døden er dig bestemt. — Du Gamle skal hænge en Kedel over Ilden og koge Sælhundekød, og du skal kaste Fejeskarn paa Ilden og mage det saa, at Husene bliver fulde af Røg; jeg vil selv sidde i Døren, spinde Garn og tage mod dem, som kommer."

Alt blev ordnet, som Grima havde bestemt. Da Torkels og Tordis’ Fartøjer saas at styre mod Land, satte Tormod sig paa Stolen. Gamle havde nu sat Kedlen paa Ilden og fyrede op under den med alskens Fejeskarn, saa at Huset fyldtes med en stærk og ildelugtende Røg; dermed fulgte tillige et tæt Mørke, saa man intet kunde se derinde. Grima sad paa Dørtærskelen, spandt Garn og nynnede en Sang, hvoraf andre ikke forstod noget.

Nu landede Fartøjerne, og Folk gik fra dem op til Husene. Forrest var Torkel. Grima hilste ham høfligt og bød ham ind.

Torkel svarede:

"Tordis paa Løngunæs er her sammen med mig, og hun antager for vist, at Tormod, hendes fredløse Fjende, opholder sig her hos dig.Vi ønsker, at du udleverer ham, hvis du ved, hvor han er, thi det vil ingenlunde være raadeligt for dig at skjule en Fredløs for Tordis og hendes Søn Bødvar."

Grima svarede:

"Det forekommer mig underligt, at Tordis kan tro, at jeg gemmer hendes fredløse Mand. Jeg er kun selvanden i min Hytte og vilde ikke trodse saa mægtige Folk som de paa Løngunæs." —

"Vist er det underligt," svarede Torkel; "men vi vil dog undersøge dine Husrum."

Grima svarede:

"Det vil staa Eder frit for at gennemsøge mit Hus, om I end ikke havde bragt saa mange Folk med. Jeg plejer jo altid at være glad, naar du besøger mig, men jeg vil være meget misfornøjet med Ejnarsfjordfolkenes Huseren og Voldsomhed i min egen Bolig."

Dertil svarede Torkel:

"Jeg og Tordis skal gaa ind, for at vi to i Forening kan undersøge Huset."

De gik da ind og ransagede; men da Værelserne var smaa, opholdt de sig ikke længe der. Da de lukkede op til Dagligstuen, var den helt fuld af Røg, og de saa ikke noget mærkværdigt der. Røgen var overhovedet alle Vegne meget stram, og de opholdt dem derfor meget kortere i Huset, end de ellers vilde have gjort, om det havde været fri for Røg. Saa gik de ud og ransagede alt i Nærheden af Husene.

Da sagde Tordis:

"Jeg kunde ikke rigtig se, hvad der var i Stuen for al den Røg. Lad os gaa op paa Taget og aabne Ljoren [Dækket over Røg- og Lysaabningen i Tagryggen], der, for at Røgen kan komme ud, saa vi kan se, hvad der er i Stuen."

Bødvar og Tordis gik nu op paa Hustaget og aabnede Ljoren. Røgen slog da ud, og de kunde overse hele Stuen. De saa Grimas Stol staaende midt paa Gulvet med Billedet af Tor og hans Hammer udskaaret paa Ryggen. Tormod saa de derimod ikke noget til. Saa gik de ned af Taget til Husdøren. Da sagde Tordis:

"Der er endnu noget tilbage, Grima, af dit Hedenskab, eftersom Tors Billede er udskaaret paa Ryggen af din Stol." Grima svarede: "Jeg kommer kun sjælden til Kirke for at høre lærde Mænds Prædikener, eftersom jeg har en lang Vej dertil; men kun faa Folk hjemme. Nu kommer jeg tidt, ved at se paa Tors Billede, til at tænke paa, at jeg kan bryde det itu og brænde det, naar som helst jeg vil. Hvor meget større maa da han være, som har skabt Himmel og Jord og alle synlige Ting, og som har givet alt Liv, baade synlige og usynlige Ting, og som ingen kan overvinde."

Tordis svarede: "Mulig tænker du saaledes; men jeg tror snarere, at vi vil tvinge dig til at sige Sandheden, hvis Torkel ikke var her til Stede med sine mange Folk, thi det aner mig, at du ikke er ganske uvidende om Tormods Opholdssted."

Grima svarede:

"Her passer Ordsproget, "at den, som skal gætte, tager Fejl," og ligeledes et andet: "At stedse skal noget tjene til Redning for den, som ikke snart skal dø;" men du burde takke Gud for, at han beskærmer dig, saa Fanden ikke skal faa Magt til at formaa dig til onde Gerninger, som du nok kunde have Lyst til, thi det kan undskyldes, at man undertiden ved at gætte kan tage Fejl af det sande; men derimod ikke, at man ikke vil tro Sandheden, naar man allerede har erfaret den."

Efter denne Samtale skiltes de ad.

Torkel drog til Bratteli og Tordis tog hjem. Skuf og Bjarne begav sig lønlig til Gamle og Grima, bragte dem de nødvendige Ting, som de manglede, og erstattede dem alle de Omkostninger, som de havde haft vedrørende Tormod.

Om Tormod

"Da Tormod var blevet fuldkommen helbredet for de Saar, som Falgejr havde tilføjet ham, førte Skuf og Bjarne ham hjem til Stokkenæs og forvarede ham hemmelig der i et Udhus. Der opholdt Tormod sig den tredje Vinter. I denne solgte Bjarne og Skuf Gaarden Stokkenæs og andet Jordegods, som de ejede, og ligeledes deres Kvæg, efter som de agtede at flytte bort fra Grønland. Tidlig om Foraaret udrustede de deres Skib og trak det ud paa Søen. Da fik Tormod Lyst til en lille Udfart. Han foregav at have et Ærinde at forrette Nord paa i Fjorden og skaffede sig en Baad. Tosse-Egil gav sig paa Farten med ham; han satte sig ved Aarerne og Tormod ved Roret."

Tormods Tørst efter Hævn drev ham endnu til — forinden Afrejsen — i sidste Øjeblik at forsøge ogsaa at ombringe Torgrim Trolles Søstersønner. Han vilde nemlig kunne møde frem for Kong Olaf efter ogsaa at have efterstræbt dem.

Tosse-Egil og Tormod roede altsaa i Retning af Løngunæs i stille, smukt Solskinsvejr.

Tormod begyndte nu paa en Gang at rokke ved Baaden, saa den til sidst kæntrede. Tosse-Egil reddede sig og fik Baaden klar, hvorpaa han roede tilbage, da han ikke kunde opdage Tormod, som ved afvekslende at svømme over og under Vandet havde naaet Land, medtagende en Økse. Han vred nu sine vaade Klæder og begav sig til Gaarden Hammer (i Østfjorden), hvis Beboere levede i Fjendskab med Ljot og Torun. Ledsaget af en Mand gik han til Langenæs, hvor han lod Ljot kalde ud. Denne kom med sit Spyd i Haand, og da han fik Øje paa Tormod, stødte han det efter denne; men Tormod afparerede Stødet med sin Økse, som dog fløj ned i hans egen Fod, hvorved der bragtes ham et svært Saar. Derpaa huggede Tormods Ledsager til Ljot, da denne bøjede sig frem for igen at støde Tormod — idet han bibragte denne et svært Saar i Ryggen. Derpaa skiltes de. Tormod forbandt sit Saar og gik i Retning af en Fiskerhytte, som Torun ejede. Her gemte han sig i Tangen ved Strandbredden. Hen ad Aften kom to af Tordis’ Huskarle tilbage fra Fiskeri. Tormod kunde høre dem tale sammen, idet de kom roende med Baaden. De lagde sig til at sove, og Tormod søgte at undkomme med deres Baad. Samme Nat drog imidlertid Tordis ud for at opsøge ham, som det siges, efter at være blevet advaret i en Drøm. Tormod maatte nu lade Baaden drive, medens han skjulte sig i Tangen paa en lille Holm. Hans Fjender søgte ham her, stak endog gennem Tangen, men endnu en Gang anraabte han Kong Olaf om Bistand, og han undgik Faren. Nu svømmede Tormod fra det ene Skær til det andet og blev — atter ved Kong Olafs Bistand — samme Nat reddet af en Bonde ved Navn Grim, som bragte ham til Skuf og Bjarne. Endnu medens disse gjorde de sidste Rejseforberedelser, lykkedes det Tormod at opsøge og dræbe Ljot —, og først da afsejlede han fra Grønland og kom til Norge til Kong Olaf, som viste ham stor Ære. Da Kongen spurgte ham, hvilke Storværker han havde udøvet, kvad han:

"Torgrim Trolle jeg fælded

tungt faldt den Kæmpe til Jorden;

Døden jeg Ljot beredte,

skønt han ej ræd var for Spydregn.

Torkel røved jeg Livet,

Tord var den fjerde, jeg fælded;

Falgejr, den ypperste af dem,

vog jeg og lagde i Muld."

Og videre kvad han, da Kongen udtalte, at han havde ladet dem bøde rigeligt:

"Grønlands Mænd, som paa Tinge

dømte mig fredløs, sved jeg;

sent vil den Svie de glemme,

nær har jeg hugget de tapre.

Aldrig det Saar vil læges,

som jeg de Sværdstorms-Venner

slog, om det ikke dem lykkes

Livet af mig at tage."

"Det har du Ret i," sagde Kongen. "Sent vil det Saar læges, du har brændt dem."

Tormod blev nu hos Kong Olaf og stod i stor Anseelse hos ham, og han ansaas for den raskeste Mand i alle Manddomsprøver, han stedtes i. Han fulgte Kongen, da denne drog af Landet, og han delte Olafs Udlændighed med ham; han fulgte ogsaa tilbage med ham til Norge, thi det tyktes ham bedre at dø med ham end at overleve ham.

---

Fodnoter