Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Indledning
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland
Af Daniel Bruun
Det var for omtrent 22 Hundrede Aar siden, at der hos de sydlige Kulturfolk begyndte at dæmre Forestillinger om et stort frosset Hav mod Nord.
Pytheas fra Massilia (Marseille) havde (cirka 320 før Kr.) naaet det mystiske Thule, som maaske har været Nordenden af de skotske Øer, maaske Norges Vestkyst. Professor Stensby antager, at han naaede til Nordvestkysten af Jylland. Denne Halvø blev iøvrigt omsejlet af Romerne, som derved blev bekendt med Østersøen; græske Kolonister og Købmænd ved Sortehavet, som berejste det Indre af Rusland, bragte Efterretninger om et frossent Hav mod Nord. Selve Ishavet kendte de dog næppe.
Længe endnu vedblev for Sydboerne Navnet Thule at repræsentere Begrebet det yderste kendte Norden.
For imidlertid i Folkenes Bevidsthed at indføre en Verden, hvis Grænser var Is, maatte Forskningen udvides til Polarcirklen selv. Dette var forbeholdt Nordboerne. Allerede i den forhistoriske Tid havde de overskredet denne Grænse, idet Nybyggere havde taget Land, endog op mod Norges Nordspids i det saakaldte Halogaland, hvis Klima var mildnet af Golfstrømmen.
Det blev Nordboerne, som førte Opdagelserne videre frem i det høje Nord til Færøerne, Island og Grønland, samt Nordpolarlandene.
Tyskeren W. M. Peitz (Untersuchungen zu Urkundenfälchungen des Mittelalters 1, 1919) har imidlertid søgt at godtgøre, at Grønland var kendt og benævnt 150 Aar tidligere end Grønland blev opdaget af Erik den Røde — en Anskuelse, som dog aabenbart er baseret paa gamle Pavebreve, der er blevet forfalsket ved Kopiering af Breve til Bispestolen i Hamburg.
