Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Nordbokoloniernes undergang

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Temaside: Grønland og Vinland

Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland

Af Daniel Bruun

Nordbokoloniernes undergang

Den grønlandske Fristat vedblev at bestaa som saadan indtil Aaret 1261. Omtrent samtidig med at Islænderne paa Grund af voldsomme indbyrdes Stridigheder maatte give sig under den norske Kong Haakon den Gamles Herredømme, erkendte Grønlænderne ham ogsaa for deres Herre.

I Aaret 1257 var tre Nordmænd rejst til Grønland for at virke for en fredelig Underkastelse, og de opnaaede virkelig, at Grønlænderne hyldede Kongen. At dette kunde ske vidner om, at Forholdene i Grønland allerede paa dette Tidspunkt var mindre gode. Det grønlandske Folk maatte nu forpligte sig til at betale Skat, love at give Mandebod til Kongen for de Drab, der fandt Sted i deres Land, hvad enten de dræbte var Nordmænd eller Grønlændere og hvad enten Gerningen var udøvet i Bygderne eller paa de nordlige Sommeropholdssteder. Som Følge af Underkastelsen kvad Skjalden Sturla, at Kongen herskede over et saadant Rige, som ingen Konge tilforn havde styret, og at hans Herlighed udbredtes der, hvor Solen ikke længere skinnede.

Man var paa Grønland gaaet ind paa at rette sig efter de islandske Love, og fra Aaret 1281 siges den islandske skrevne Lovbog, "Jónsbok", ogsaa at være bleven gældende i Grønland.

Ligesom Island havde Grønland endnu i det 14. Aarhundrede sit Alting og var rimeligvis delt i Sysler. Men iøvrigt blev Betingelserne for Koloniernes Trivsel endnu ringere end tidligere, og Livsvilkaarene blev tarveligere og tarveligere; thi Forbindelse med Omverden blev vanskeligere. Samtidig med, at Grønlænderne gik paa Fangst og Fiskeri i fjerne Egne af Isregionen, havde de søgt at opretholde Forbindelsen med Island og Norge, til hvilket sidste Land al Sejlads næsten foregik efter Aaret 1261. Den sorte Død, som i Aaret 1349 rasede i Norge, hærgede i Særdeleshed Bergen, og da denne By var Hovedsædet for Handel paa Grønland, aftog derved Forbindelsen med dette Land, hvilket var saa meget mere skæbnesvangert, som Kong Magnus Smek Aaret i Forvejen havde udstedt et alvorligt Forbud mod Fremmedes Handel paa Grønland. Da Kong Magnus nedlagde Regeringen over Sverige og Norge, havde han forbeholdt sig Indtægterne af de norske Skattelande. Af Frygt for at Kristendommen skulde være udsat for Fare i det fjærne Grønland, befalede han, at der skulde afsendes et Skib dertil. Dette gentoges nogle Aar efter hinanden; men da Kongen betragtede sig som eneberettiget til Handelen paa Grønland, blev Forbindelsen ringere og ringere, og i Aaret 1384 udstedte Kong Oluf endog en Lov, som yderligere indskrænkede Handelssamkvemmet med Grønland. Det gik saa vidt, at Mandskabet paa fire Islandsfarere, der af Storm var drevet til Grønland, og som havde tilbragt et Aar der, efter Hjemkomsten til Norge blev sat under Tiltale for ulovlig Handel; dog blev det frikendt.

Pesten i Norge 1392, Bergens Ødelæggelse 1393 og den norske Regerings Forlæggelse til Danmark virkede altsammen yderligere til Skade for Vedligeholdelsen af en blot nogenlunde regelmæssig Besejling af Grønland. Endnu i Erik af Pommerns Tid (1425) indskærpedes Forbudet mod Privates Sejlads paa Grønland; kun "Knarren", Kongens eget Skib, maatte besejle dette Land; men der var ofte mange Aar mellem et Skibs Ankomst, navnlig naar det forliste. — Udeblev Knarren, var man jo ilde stedt i Grønland, thi meget, som var uundværligt, maatte hidskaffes fra Norge; som oftest maatte Grønlænderne undvære Korn, dog forsøgte de at dyrke Byg. De var dog nøjsomme og haardføre, og skønt de var omtrent afstængede fra Samkvem med den øvrige Verden, fandt de dog Føden, og Slægt levede efter Slægt; men da de hverken materielt eller aandeligt fik nogen Hjælp eller Paavirkning, blev deres Modstandskraft mindre, og Befolkningen gik antagelig tilbage i enhver Henseende, saa at den nordiske Kultur i Grønland til sidst kom til at bukke under for Skrællingernes.

Skønt Grønland jo ligger i Verdens fjærne Udkant, var dette Land dog allerede som berørt blevet betraadt af menneskelig Fod før baade Færøerne og Island. Det var, som vi nu ved, Eskimoer, der — kommende fra Nordamerika, over Øerne Nord for denne Verdensdel — var naaet til Grønland, langs hvis smalle, af dybe Fjorde indskaame isfri Kystland de drog videre for at friste Livet som Sælfangere og Jægere.

Den eskimoiske Indvandring til Grønlands isfrie Kyster er, efter alt at dømme, sket baade ned langs Vestkysten og tillige Nord om Landet ned langs Østkysten. Nu findes paa Østkysten kun Eskimoer ved Angmagssalik og Scoresby-Sund, men allerede i 1823 traf Englænderne Sabine og Clavering en lille, siden uddød Flok helt oppe paa 74½° n. Br., ligesom Spor af, at de har været hele Østkysten over, er fundet af forskellige Rejsende lige op til Independence Fjord (82° n. Br.), hvor Mylius Erichsen traf gamle Sommerteltpladser. Vestkysten er jo beboet lige fra Sydenden af Landet til Nord for 72° n. Br., derfra til Kap York (76° n. Br.) findes nu ingen Beboelse, men ved Sydenden af Smith Sund er atter en Flok, og Spor af tidligere Bebyggelse findes langt nordpaa.

Da Erik den Røde kom til Grønland, traf han, som vi har hørt, ikke Eskimoer, men kun Spor af, at de havde været der. Sandsynligvis havde Flokke allerede den Gang været paa Vandring ned langs Grønlands Vestkyst og rundt Kap Farvel til Østkysten, hvor Torgils Ørrabeinsfostre jo synes at have truffet dem.

Først fra Begyndelsen af det 13. Aarhundrede har man bestemtere Meddelelser at holde sig til. I "Historia Norvegiæ" (Storms Udg.) siges saaledes, at:

"paa den anden Side Grønlænderne mod Nord er der af Jægere blevet fundet nogle Smaamennesker, som de kalder Skrællinger, og som, naar de i levende Live saares af Vaaben, dør uden Blodtab, men hvis Blod, naar de er døde, ikke vil holde op at flyde; men Jærn mangler de aldeles og bruger Hvaltænder til Pilespidser og spidse Sten til Knive."

Denne Meddelelse er interessant, da den giver os Meddelelse om, at Eskimoerne paa det Tidspunkt her er Tale om, ikke befandt sig i de af Nordboerne beboede Egne, men vel Nord derfor. Endnu ved det 13. Aarhundredes Midte opholdt Skrællingerne sig langt mod Nord paa Grønlands Vestkyst, hvilket fremgaar af de Efterretninger, som den tidligere omtalte Ekspedition i Aaret 1265 (1266) hjembragte.

Man kan regne, at fra omtrent Midten af det 14. Aarhundrede var Nordboerne i Grønland næsten afskaaret fra al virksom Hjælp af det Land, der burde have støttet dem i deres ulige Kamp mod Naturen og mod Skrællingerne, som netop nu begyndte at optræde i de af Nordboerne beboede Egne. Endelig i Løbet af det 14. Aarhundredes sidste Halvdel stødte de sammen med Nordboerne i Vesterbygden. Resultatet blev, at disse fuldstændig bukkede under. Herom hedder det ifølge Ivar Baardsøn, som 1341 kom til Grønland og som ca. 1360 vendte tilbage til Norge:

"Nu haffuer Skrellinge all Vesterbygden ud; daa er der noch Heste, Geder, Nød, Faar, alt villdt och ingen Follch, christenn eller hedenn." [ordret gengivet].
– – – "Alt det omtalte meddelte Grønlænderen Ivar Baardsøn, som var Forstander paa Biskopssædet Gardar i Grønland gennem mange Aar, at han selv havde set samt at han var en af dem, som Lagmanden udnævnte for at de skulde rejse til Vesterbygden mod Skrællingerne for at uddrive dem af denne; men da de kom did, fandt de ingen Mennesker, hverken Kristne eller Hedninger, men kun noget vildt Fæ og vilde Faar. De medtog af det vilde Kvæg saa meget som Skibene kunde laste og sejlede hjem med det, og nævnte Ivar var med der."

Efter denne Meddelelse skulde det synes, som om Skrællingerne havde gjort en voldsom Ende paa de Nordboer, som endnu befandt sig i Vesterbygden. Maaske har der ikke været mange tilbage, og disse har formodentlig ogsaa i visse Tilfælde selv fremkaldt Stridigheder med Skrællingerne, som nu optraadte paa Omraader, hvor Nordboerne tidligere havde været eneraadende.

Paa min Rejse i 1903 i Godthaabsdistriktet — den gamle Vesterbygds Omraade — besøgte jeg Egne, til hvilke Traditionen om Kampe mellem Eskimoer og Nordboer endnu havde holdt sig blandt vore Dages Eskimoer ("Grønlændere").

I Begyndelsen, efter at sidstnævntes Forfædre var kommet til Vesterbygden, levede de og Nordboerne — siges der — [i et af de Sagn, som den bekendte H. Rink har optegnet] fredeligt sammen; men siden opstod der Tvistigheder — en Kvinde var Aarsag hertil — og Nordboerne overfaldt en Teltplads i Godthaabsfjorden i Nærheden af Ujaragssuit, hvor der nu findes en Nordbo-Kirkeruin. Mændene var paa Rensjagt, og Sagnet siger, at Nordboerne da overfaldt Kvinderne og dræbte dem; kun en af dem undslap. Nu besluttede Skrællingerne at hævne sig, og de lavede en Konebaad, som de betrak med smukke, hvide Skind, for at den skulde ligne en Isskodse. Enkelte mere mørkladne Skind var og derimellem, og Baaden var saadan indrettet, at den kunde kæntre om paa Siden, medens Besætningen laa i Bunden af den.

Ungortok, de gamle Kavdlunakkers Høvding ved Kakortok
Træsnit af Aron fra Karneq (Rink: Eskimoiske eventyr og sagn – I, 198

Ungortok. . . Træsnit af Aron fra Karneq

Ungortok. . . Træsnit af Aron fra Karneq

Ungortok. . . Træsnit af Aron fra Karneq

Da Baaden var kommet noget ud fra Land, saa den ud som et Stykke Is uden Mennesker, skønt den indvendig var fuld af Folk, der kunde se alt, hvad der foregik, gennem Huller i Baadens Sider. Naar de lod denne kæntre, lignede den en lille [snavset] Isskodse, der var kalvet [ɔ: afbrudt fra en Bræende ved Vandet], efter som dens Overflade var afvekslende skinnende hvidt og mere mørkladent.

Et første Forsøg paa at overfalde Nordboerne mislykkedes, da de imidlertid var flygtet Syd paa til Ameralikfjordens Inderste [Ameragdla], hvor de havde forenet sig med deres Landsmænd fra andre af Vesterbygdens Gaarde, idet de mente bedre at kunne modstaa Skrællingerne, naar de holdt sig samlet. Her opsøgte Eskimoerne dem nu i deres Konebaad, som der selvfølgelig var blevet hekset over af en Angekok [eskimoisk Troldmand], der fulgte med paa Togtet. Medens Baaden nu drev for en svag Vestenvind [ind gennem Ameralilkfjordens Fortsættelse, Ameragdla], begyndte de at skimte Nordboerne, der nu og da kom ud af Huset [ɔ: Beboelseshuset paa Nordbogaarden ved Kilarsarfik]. Gik en ind, kom der straks en anden ud i hans Sted for at spejde ud over Fjorden. En raabte saa højt, at det kunde høres ude paa Fjorden: "Det er ingen Baad, det er Isskodser."

Nordboerne holdt nu ikke længer Vagt, og Eskimoerne naaede uhindret Land, hvor de straks skred til Overfaldet. De fyldte Husgangene med Brænde og antændte dette med Ild, som de havde medbragt. Nordboerne søgte selvfølgelig ud, men nogle omkom i Flammerne, andre dræbtes ved Pileskud. En af Nordboerne, Store Olav, som kom hjem fra Sælfangst med en stor Fjordsæl, blev ogsaa dræbt. Han var, siger Sagnet, den eneste, som hver Dag gik paa Fangst, medens de andre pludselig havde begyndt at holde sig hjemme af Frygt for Skrællingerne. Endnu var Nordboernes Høvding Ungortok ikke dræbt. Det lykkedes ham med en Søn i Armene i et vældigt Sæt at springe ud gennem en Aabning i Husmuren (et Vindu?). Han blev eftersat, og da han mærkede, at han ikke kunde mere, kyssede han sin Søn og kastede ham i en Indsø. Selv lykkedes det ham at undkomme, bort fra Ameralik til Østerbygden, hvor han sluttede sig til sine derboende Landsmænd.

En anden Nordbo, en af Tyendet, undkom ogsaa. Han var gaaet om Bord i et Fartøj, som havde lyse Sejl og var i Færd med at lette, da Eskimoerne hørte hans Opsang. Da de kom hen imod ham, raabte han højt: "Naar det lufter om Morgenen paa Store-Ameralik, saa kommer der gerne Østenvind;" lidt efter raabte han klagende: "Ak i skønne skovklædte Lier!" Nu luftede Østenvinden op, og han — den sidste Nordbo i Ameralik — strøg ud af Fjorden.

Dette interessante Sagn giver rimeligvis i Hovedsagen et rigtigt Billede af de sidste Nordboeres Tilværelse i Vesterbygden: En Tid boede de og Eskimoerne vistnok fredeligt sammen, hvilket de saa meget lettere kunde gøre, som Nordboernes Erhverv hovedsagelig var knyttet til det Indre af Fjordene, medens Skrællingernes Levesæt medførte, at deres Vinterboliger var ude ved Kysten. Siden opkom Stridigheder (om Kvinder, Rensjagtterræn i det Indre o. s. v.?), og de i Forvejen paa Grund af den lange Afspærring fra Hjemlandet demoraliserede Nordboer, hvis Forraad af Jærn til Vaaben o. l. rimeligvis var blevet ringe, som tilmed jo rimeligvis langt fra besad Eskimoernes Evne til at fange fra Kajak og Færdighed i Forarbejdelsen og Brugen af nye Vaaben, sluttede sig tættere og tættere sammen, til Slutning i de rigeste og frugtbareste Egne ved Bunden af Lysufiord, nu Ameralik, hvor de til Slutning blev overmandede, som vi har hørt.

Den bekendte Bogtrykker, Redaktør og Litograf, Grønlænderen Lars Møller havde i 1903 meddelt os, at der paa et Sted, som nu hedder Niakussat paa Ameragdlas Nordside, hvor man ser Tomterne af Nordboruiner, var fundet Kranier af Mennesker, ja for nogle Aar siden havde Grønlænderen Joel (tidligere Nansens, nu vor Ledsager) fundet to Hjerneskaller af Nordboer, i hvilke der endnu sad Pilespidser af Sten. Disse sidste, som Lars Møller havde set, var blevet afhændet til en Herrnhut-Missionær, som snart efter forlod Landet med de interessante Genstande. Maaske har det her drejet sig om nogle af de sidste Nordboer i Vesterbygden, som blev dræbte af Skrællinger. Fundet vilde i saa Fald bekræfte det ovenfor gengivne grønlandske Sagn om, at den sidste Akt af "Vesterbygdens Undergang" fandt Sted i Ameragdla. Nogen Nordbo-Kirkegaard var det ikke muligt med Sikkerhed at konstatere paa Stedet, saa det maa antages, at de dræbte er efterladt paa Stedet, hvor de faldt. At Skrællingerne ikke har taget deres Pile ud igen, forklares let ved Grønlændernes sædvanlige Frygt for at røre ved en død.

Vesterbygden, hvor der jo i Koloniens Velmagtsdage havde været 90 Gaarde, antagelig med en Befolkning af op mod 1000 Mennesker, var gaaet ud af Sagaen. Ameralikfjordens Dale og Lier genlød ikke mere af Faarenes Brægen eller Oksernes Brøl, og fra de talrige Nordbogaarde steg Røgen ikke mere op. Husene faldt sammen, og paa Hjemmemarkerne fik Græsset Lov at gro, som det vilde; men endnu, godt 500 Aar efter, dækkes Bunden her af Græsarter og Blomster, som ellers ikke findes noget Steds uden for Hjemmemarkerne, og hist og her skimtes endnu baade Beboelseshuse og Stalde som Forhøjninger under det frodige Græs. Men oppe i Lien ses endnu Foldene, hvor Faarene blev malket og Lammene skiltes fra, ja enkelte Steder staar endnu Ruiner af et enkelt Stenhus, der rimeligvis benyttedes som Forraadshus. Og inde i de trange Dale, med Indlandsisens Rand, hvor nu eskimoiske Rensjægere færdes ved Sommertid, milevidt fra deres Hjem — møder man med lange Mellemrum græsgroede Pletter med en Vegetation, som vore Dages Skrællinger godt ved stammer fra Nordbotider. Her ses maaske ogsaa enkelte Tomter til Minde om, at Nordboerne i Sommertiden her havde deres Sætere, ja endnu længere inde, ved Søer og Elve, ses Rester af Hytter, hvor de laa for Laksefangstens Skyld, ligesom der i Højfjældene helt ind til Indlandsisens Rand træffes gamle Skydevolde, bag hvilke de lurede paa Renerne, og Hytter, i hvilke de boede, Hytter, der for en Del ligner dem, der endnu benyttes til Faarene paa Islands Sydland. De er bikubeformede og opført i Hvælving af Sten paa Sten. Disse Fangsthytter benyttes endnu for en Del af Grønlænderne paa deres Jagtture.

Man kan ikke lade være med at tænke paa, at maaske netop Besiddelse af disse Jagtomraader har givet Anledning til Stridigheder mellem Europæerne og de Indfødte.

At Nordboerne i Grønland allerede i det 14. Aarhundrede i aandelig Forstand var gaaet nedad paa Grund af deres isolerede Stilling er sandsynligt.

I en islandsk Afskrift efter tabte Kilder hedder det saaledes for Aaret 1342:

"Grønlands Indbyggere faldt af egen Drift fra den sande Tro og de Kristnes Religion og aflagde alle gode Sæder og sande Dyder og vendte sig til Amerikas Folk [ɔ: til Eskimoernes Hedenskab?]."

Efter dette skulde man nærmest tænke sig, at mange af Nordboerne — maaske i mere afsides Egne — var begyndt at gaa op i "Skrællingernes" Samfund, idet de søgte at bjærge Livet og Føden som disse.

I Norge kunde man ikke være uvidende om den Fare, som Kolonierne i Grønland var udsat for, og det ses da ogsaa, at man — vel nærmest af religiøse Grunde — gjorde sig Umage for at opretholde Sejladsen til Landet.

Aar 1355 blev "Knarren" efter i 9 Aar (den sorte Døds Tid) ikke at have besøgt Grønland sendt ud for at hindre: "at Kristendommen skulde nederfalde."

1367 kom Biskop Alf til Grønland, efter at der i 19 Aar ingen Biskop havde været deroppe; han døde 1377, og fra Aar 1385 hører vi, at en gammel Præst da forestod Bispestolen.

I Aaret 1379 siges Skrællingerne at have "hærget paa" Grønlænderne, dræbt 18 Mand og ført to Drenge bort i Trældom.

Dette var formodentlig det første Sammenstød imellem Folk i Østerbygden og Eskimoerne. Om den berømte Islænder Bjørn Jorsalfar, der i to Aar (1385—87) maatte opholde sig i Grønland, hedder det:

"Til sidst hjalp det Tilfælde ham, at han reddede tvende Trolde (Eskimoer), unge Søskende, fra et af Søen ved Flodtid overskyllet Næs. De aflagde Troskabsed til ham, og fra den Tid manglede han ikke Levnedsmidler, thi de var dygtige til alskens Fangst, i hvad han saa vilde have eller behøvede. Troldpigen ansaa det for den største Gunst, naar hun fik Lov til at bære og kæle for det Drengebarn, som Husfruen da nylig havde født. Hun vilde ogsaa bære et Hovedtøj, der lignede Husfruens, men hun satte det sammen af Hvalfisketarme. Disse Søskende dræbte sig selv og styrtede sig ned fra Klipper i Søen, da de ikke fik Lov til at tage med Bjørn Bonde, deres elskede Husbond, til Island."

Denne noget oppyntede Beretning viser i det mindste, at Samkvemmet mellem Eskimoer og Grønlændere kunde være præget af blidere Stemninger. Imidlertid bliver Efterretningerne sparsommere og sparsommere. 1407 blev en Mand brændt paa Grønland for at have fralokket en andens Hustru ved Trolddomskunster. 1408 udførte den grønlandske Officialis en Vielse i Hvalseyjar Kirke i Østerbygden. 1410 hører vi for sidste Gang om et Skib, der kommer hjem derfra, og nu begynder Mørket at brede sig over Kolonien.

I et Pavebrev fra 1448 gives vel en Skildring af Koloniernes Tilstand og deres Opløsning i 1418 efter et Angreb af "Hedningernes Flaade" og den deraf følgende Præstemangel. Men, som A. Bjørnbo siger, denne Meddelelse har i saa væsentlige Punkter vist sig at bero paa falske Optegnelser af to bedragerske Præster, at man ikke tør nære nogen Tillid til den.

Iøvrigt haves fra Tiden mellem 1410 og 1492 kun een eneste Meddelelse af Værdi. Den skriver sig fra den danske Kartograf Claudius Clavus, Grønlands første Kortlægger (f. 1388). Han siger, at han har set "de vantro Kareler" (ɔ: Eskimoerne) komme med en talrig Hær ned paa Grønland, uden Tvivl fra den anden Side Nordpolen. Om Kolonisterne siger han intet, og hans grønlandske Stednavne er fingerede. Selv har han ikke besøgt Grønland.

En Lysning i det Mørke, som iøvrigt indhyller den sidste Periode af den grønlandske Kolonis Historie, fremkommer gennem et Pavebrev, som en katolsk Præst har fremdraget for en Del Aar siden. Brevet er fra 1492 — det berømte Aar, i hvilket Columbus opdagede Amerika. Mærkeligt er det at erfare, at man netop paa det Tidspunkt synes at have faaet Efterretninger i Syden fra den nye Verdens nordligste Del.

Det fortælles, at Grønland er en Ø, beliggende ved Verdens Ende, at Indbyggerne der ikke har Brød, Vin eller Olie, men lever af Tørfisk og Mælk. Paa Grund af omgivende Is er Sejladsen til denne Ø meget sjælden, og Landing kan kun ske i August Maaned, efter at Isen er smeltet; derfor tror man, at i de sidste 80 Aar intet Skib er kommet derhen og heller ikke nogen Biskop eller Præst har resideret der. Deraf har Følgen været, at de fleste Indbyggere er faldet fra den kristne Tro og har intet andet Minde derom, end at en Gang om Aaret fremvises den Alterdug (corporale), som for omtrent 100 Aar siden benyttedes af den sidste Biskop. Nu har, efter den daværende Kardinal Borgias Opfordring, Benediktinermunken Mathias tilbudt sig at gaa som Missionær til dette Land for at omvende de frafaldne og har villet vove Liv og Helbred i dette Foretagende ved selv personlig at rejse did med Skib.

Brevet antyder saaledes, at der nylig fra Grønland er bragt Underretning om Landet til Europa, og dets Indhold vidner tydeligt om den Opløsningstilstand, som herskede i Nordbokolonierne (ɔ: Østerbygden). Der kan i det hele taget næppe være Tvivl om, at Indholdet af Brevet i Hovedsagen er korrekt.

Der er desuden i det danske Rigsarkiv af Dr. phil. Bobé fundet et Dokument, som bestemt peger paa, at der kort før Christian den Førstes Død (1481) har været en dansk-islandsk Statsekspedition i Grønland, som har bragt Efterretninger derfra, og som har drevet Tuskhandel med de Indfødte, hvilken dog lejlighedsvis blev afbrudt af Strid og Splid.

I denne Forbindelse er det interessant, at Overbibliothekar Sofus Larsen nys har godtgjort, at Kong Christian den I kort før 1476 udsendte en Polarekspedition under Didrik Pining og med Nordmanden John Skolf som Lods; den naaede Labrador og genopdagede saaledes Amerika, som Columbus jo ikke naaede 1492.

Det er saaledes ikke udelukket, at der virkelig ved dette Aar har været gjort et Forsøg paa at knytte Forbindelsen med den grønlandske Koloni.

___________

Fundene paa Kirkegaarden ved Ikigait. Et Lysglimt ind i Mørketiden. Var Østerbygdens Nordboer, som Eskimosagnene altsaa siger, blevet dræbte af de Indfødte? Var de uddøde som Følge af Mangel paa Evne til at ernære sig paa gammel Vis? Var de udvandret andetsteds hen? eller var de gaaet op i Eskimoernes Samfund og blevet Fangere og Jægere? Man vidste det ikke, og tilfulde er Spørgsmaalet ikke blevet løst endnu. Men særlig de fortræffelige Undersøgelser, som Dr. phil. Poul Nørlund har foretaget i Sommeren 1921 paa Kirkegaarden ved det nuværende Ikigait, i den gamle Østerbygds sydlige Del, paa Stedet hvor Herjolf, en af Erik den Rødes Ledsagere, tog Land og bosatte sig paa Herjolfsnes, har faaet den største Betydning til Forstaaelsen af Nordbotidens Slutningsperiode.

Fra den gamle Nordbokirkegaard sammesteds var der i f. Aarhundrede nedsendt en Runeligsten, og gentagne Gange var der senere foretaget mindre Gravninger, hvorved var fremkommet Rester af Ligkister, Trækors, Tøjrester o. s. v.; men først i 1921 blev der altsaa foretaget videnskabelige Gravninger i tilstrækkelig Dybde og i den Del af Kirkegaarden, som endnu var tilbage. Hele Sydsiden var nemlig bortskyllet af Havet, hvorved der i Søskrænten fra Tid til anden var fremkommet Rester af Begravelser. I næsten to Maaneder varede Gravningerne, og man naaede den frosne Bund. I denne fandtes 30 Trækister, desuden Ligrester indsvøbt i Gangklæder, Trækors med Indskrifter i Runer o.s.v.

Det mærkeligste af, hvad der fremdroges, var de gamle Nordbodragter, mest Kjoler og Kofter samt Hovedtøjer og Hætter, mandlige som kvindelige, hvilke repræsenterer Moder, som kendes fra Europas Kulturlande i det 14. og 15. Aarhundrede.

Det ejendommeligste ved mange af Hætterne, der slutter tæt omkring Ansigtet, og som dækker Hals og Bryst med en større eller mindre Krave eller "Skæg", er, at de i Nakken løber ud i en lang tynd Hale eller "Strud". Disse Hætter hører til Middelalderens mest typiske og mest yndede Klædningsstykker. Dr. Nørlund siger: "Jeg føler det unægtelig som noget af et Eventyr, at vi fra den lille grønlandske Plads har kunnet hjembringe et helt Dusin Strudhætter, medens ikke én af de mange Tusind, som har været i Brug hernede i Europa, har overlevet Aarhundrederne."

Strudhætte set fra Siden og bagfra.
Kilde: Poul Nørlund: De gamle nordbobygder ved verdens ende, 1934

Han paapeger, at Dragterne i overvejende Grad synes at tilhøre Tiden 1380-1450, og siger endvidere: "Naar vi finder, at et Klædningsstykke — Strudhætten —, der endnu i Slutningen af 14. Aarhundrede var Lapsemode i Europa, paa Herjolfhæs har haft almindelig Anvendelse, tyder det ikke paa nogen Svækkelse af Forbindelsen med Europa i dette Aarhundrede. Men jeg tør hævde, at enkelte Dragtstykker tilhører Moder, som umulig kan være kommet til Grønland før sidst i det 15. Aarhundrede, og det er rimeligt, at der har levet Europæere heroppe, dengang Columbus satte over Atlanten og opdagede Amerika."

Ivar Baardsøn giver i sin topografiske Beskrivelse fra Midten af det 14. Aarhundrede den Oplysning, at der ved Herjolfnes laa en Havn, som hed Sand, der var almindelig Havn for Nordmænd og Købmænd.

Med andre Ord, Sejladsen til dette Sted, der baade var Kirkeplads og Handelsplads, kan derefter ikke antages at have været særlig vanskelig dengang; men i vore Dage er Isforholdene saaledes, at en Besejling med Sejlskibe i alle Tilfælde maa betragtes som overordentlig farefuld og i de fleste Tilfælde uudførbar.

Har da Isforholdene siden det 14. Aarhundrede forandret sig til det værre, dette er et aabent Spørgsmaal.

At Nordboerne skulde være faldet fra den kristne Tro, saaledes som man i Europa frygtede i det 14. Aarhundrede, fremgaar aldeles ikke af Gravfundene. Tværtimod synes det kristne (katholske) Begravelsesritual at være blevet nøje overholdt, og Runeindskrifterne, der findes paa Korsene, er stærkt religiøst farvet: "De vidner om Religiøsitet og enfoldig Fromhed," siger Professor Finnur Jonsson. Mest paafaldende er, siger han endvidere, vel Kendskabet til og Brugen af Latin her paa dette afsidesliggende Udnæs. Det maa være Præsterne, der har lavet Indskrifterne, der vidner om et aandeligt Liv, man maaske ikke havde ventet hos en Befolkning, der legemlig synes at have været forkrøblet.

Professor, Dr. med. Fr. C. C. Hansen, som har undersøgt Knoglerne af ca. 25 Individer, der har været begravet paa Herjolfsness Kirkegaard, er kommet til det Resultat, at disse Nordboer, som intet Tegn viser paa eskimoisk Indblanding, har været præget af fysisk Deformation. Disse Efterkommere af kraftige Nordboere var næsten dværgagtige smaa Folk, lidet kraftigt byggede med tydelige Tegn paa Degeneration, rimeligvis som Følge af Mangel paa Tilførsel af nyt Blod. Deres Isolation havde vel bevirket Giftermaal mellem alt for nærbeslægtede, og Følgerne var øjensynlig ikke udeblevet. Af 20 Individer over 18 Aar var Halvdelen f. Eks. død før det 30. Aar. Levedygtigheden var saaledes kun ringe.

Saaledes som Forholdene, efter alt at dømme ligger for, tør man ikke benægte, at de historiske Overleveringer, som siger, at med Norden havde Nordboerne i Grønland i det 15. Aarhundrede intet nævneværdigt Samkvem — at de er rigtige; men lige saa sikkert fremgaar det af Ikigait-Fundene, at de degenererede Mennesker paa Herjolfnes — maaske nogle af de sidste Nordboer — har haft Samkvem med sydligere Lande helt til Slutningen af samme Aarhundrede. Hvilke disse Lande har været kan ikke siges; men Moderne paa Dragterne kunde tyde mod Vest- og Sydeuropa, og det forekommer mig naturligt at antage, at det har været Portugisere eller Basker (ogsaa Friser), som i dette Aarhundrede drev Fiskeri og Hvalfangst i de nordlige Have, indtil dette ved Slutningen af det 15. Aarhundrede for en Tid hørte op, samtidig med at Interessen for at finde en nordvestlig Gennemfart til Kina — "Nordvestpassagen" — blussede op.

Dr. Nørlund fandt ved Undersøgelserne paa Kirkegaarden ved Ikigait Forhold, som han dengang mente: "kunde støtte den ældre Teori om Klimaforandring i Grønland i den sidste Nordbotid, idet mange af Begravelserne i Juli og August blev fundet i frosne Lag, medens Forholdene viste, at disse Lag tidligere havde været optøet." "Rigtigheden af min Argumentation er, siger han, dog blevet bestridt fra forskelligt Hold, særlig af Fridtjof Nansen, og i Sommeren 1926 (der var usædvanlig varm) havde vi Lejlighed til at konstatere, at Jordbunden overalt i Sydgrønland, ogsaa paa Herjolfsnes, som jeg besøgte paany, var helt optøet i Modsætning til, hvad Forholdene havde været fem Aar forud. Der gør sig saa betydelige Svingninger gældende fra Aar til Aar, og det bliver derfor ikke muligt ad denne Vej at kaste noget Lys over Klimaproblemet."

Togter til Nordpolarlandene iværksattes af og til. Det er saaledes interessant, at Overbibliothekar Dr. phil. Sofus Larsen har godtgjort, at Kong Christian den Første kort før 1476 udsendte en Polarekspedition under Pining og med Nordmanden John Skolf som Lods; den naaede Labrador og genopdagede saaledes Amerika, som Columbus naaede i 1492. Det er saaledes ikke udelukket, at der virkelig ved dette Aar har været gjort endnu et Forsøg paa at knytte Forbindelsen med den grønlandske Koloni.

Forhaabentlig vil dette Spørgsmaal, som har saa stor Betydning til Forstaaelse af, hvorledes det har været muligt i Middelalderen at opretholde et Landbrug efter de Dimensioner, som Nordboruinerne i Landet viser, snart blive Genstand for grundige Undersøgelser. — I anden Henseende giver Fundene fra Herjolfsnes overordentlig betydelige Oplysninger.

At Columbus skulde have kendt noget til de geografiske Opdagelser, Nordboerne havde gjort i Vinland, eller til de senere Opdagelsesrejser i Isregionen, saaledes til den fra 1476, som jo foretoges paa Tilskyndelse af Kongen af Portugal, er der intet Bevis for. Det samme gælder John Cabot, som foretog sin store Opdagelsesrejse i 1497 til Nordamerika. Hvor vidt der som Følge af det omtalte Pavebrev er blevet gjort Forsøg paa at genknytte Forbindelsen med Kolonierne i Grønland, ved man ikke. Umuligt er det ikke, at der netop samme Aar, som Columbus gik ud paa sin store Opdagerfærd, er afgaaet en Ekspedition til Grønland.

I Danmark og Norge havde man ikke helt glemt Nordbokolonierne i Grønland, og Ønsket om at genoprette Forbindelsen var ogsaa til Stede; men det blev derved. Sejladsen dertil var næppe heller længere kendt. Det siges, at de tyske Købmænd i Bergen i Aaret 1484 paa een Gang dræbte omtrent 40 Sømænd, de eneste der den Gang kendte Sejladsen til Grønland. Hvor vidt denne Meddelelse er sand, faar staa hen; men i alle Tilfælde forsøgte Erkebiskop Erik Walkendorff i Begyndelsen af det 16. Aarhundrede at faa udrustet en Ekspedition til Genopdagelse af Grønland. Han indsamlede alle mulige Efterretninger om Sejladsen til Landet, men han faldt i Unaade. Kong Kristian den Anden optog selv Planen, og Søren Nordby skulde have været af Sted fra Bergen, men Forsøget blev ikke gjort, da Kongen maatte flygte af Landet. Mulig havde man endnu den Gang kunnet finde de sidste Nordboer i Østerbygden. Vesterbygden var jo forlængst lagt øde. — Men da Eftersøgningen endelig skete, var det for sent.

Alle andre paalidelige Efterretninger om de gamle Nordboers seneste Skæbne er forsvundet. De nuværende Grønlænderes Sagn siger, at de sidste "Kablunakker", som levede i Østerbygden, blev dræbt af deres Forfædre. Et af Sagnene vedrører Øen Akpaitevik (Apaitsevik eller Arpatsivik) i Kakortokfjorden:

"Længe efter at de gamle Kablunakker [ɔ: Grønlændere af nordisk Herkomst] var blevet udryddede i hele det øvrige Grønland, holdt de sig endnu i Kakortokfjorden [Hvalseyarfjorden], hvor Kirken i Særdeleshed skal have tjent dem til et Tilflugtssted. De havde her en Herre eller Høvding, som Grønlænderne [ɔ: Eskimoerne] giver Navn af Ungortok eller Ongartok [jvf. Sagnet fra Ameralikfjorden]. Uagtet Forstaaelsen’ mellem Kablunakkerne og Grønlænderne ikke var den bedste, levede de dog i længere Tid fredeligt i Nærheden af hinanden. Men omsider indtraf en Begivenhed, som gav Anledning til en blodig Fejde og som endte med de gamle Kablunakkers fuldstændige Undergang. En Grønlænder fra det nærliggende Akpaitevik var nemlig roet ud i sin Kajak for at prøve nogle nye Kastepile. Da han nu roede forbi en lille Odde, der i Nærheden af Ruinerne skyder ud i Fjorden, sad der ved Stranden en ung Kablunak og saa paa, hvorledes Grønlænderen fejlede med sin Fuglepil. Straks begyndte han, for at haane denne, at skrige som en Alke og tilraaber Grønlænderen: "Prøv om du kan træffe mig!" Dette lader denne sig ikke sige to Gange; han sigter efter Kablunakken og træffer ham dødeligen. Ungortok fandt sig deri, da han erfarede de nærmere Omstændigheder ved Drabet. Men det varede ikke længe, førend en Grønlænder med hurtige og stille Aareslag listede sig ind paa en anden af hans Folk og ligeledes dræbte denne. Nu blev Ungortok opbragt og bestemte at tage Hævn over sine grønlandske Naboer. Disse boede da paa Vestsiden af Akpaitevik – – – For at overraske dem roede Ungortok i en maanelys Efteraarsnat med alle sine Folk over til Østsiden af Øen og drog nu i Stilhed over det temmelig høje Fjæld midt paa Øen. Ubemærkede var de kommet ned til Indsøen paa Vestsiden, men her blev de opdagede af en grønlandsk Pige, som var gaaet ud at hente Vand. Hun blev deres forlængede Skygger var paa Søens Overflade, ilede til sine Landsmænd og gjorde Anskrig. Det lykkedes nogle af Grønlænderne at redde sig ved Flugten; men de tilbageblevne maatte lade deres Liv. Denne sørgelige Lod traf navnligen alle Kvinder og Børn, — og nu forberedte Grønlænderne sig en hel Vinter til Hævn. Da Foraaret nu var kommet og Vinden efter Sædvane stadig blæste indad Fjordene, roede Grønlænderne fra Narsak ubemærkede uden om det Land, paa hvilket Kolonien Julianehaab for Tiden ligger. Men saasnart de havde naaet Mundingen af Kakortokfjorden, lagde de Aarerne ind og lod nu Baadene drive for Vinden, som bar lige ned paa Kablunakkernes Boliger. Disse blev vel opmærksomme paa Konebaadene, som nærmede sig paa Fjorden, kom ud af deres Huse, satte Haanden for Panden og saa ud over Fjorden. Men skuffede ved Konebaadskindenes hvide Farve ansaa de Grønlændernes Fartøjer for drivende Isstykker og gik uden Mistanke atter ind i deres Huse. Om Natten landede Grønlænderne i en Bugt nogle Bøsseskud fra de nuværende Ruiner, hvor Kysten var og endnu er stærkt bevokset med saakaldt Lyng og med Enebærbuske. Heraf samlede de en Mængde, som de benyttede til at spærre samtlige Indgange til Kablunakkernes Huse, og derpaa stak de dem i Brand. Beboerne, som laa i den tryggeste Søvn, indebrændte alle med Undtagelse af Ungortok, der med sin Søn, en lille Dreng, under Armen sprang ud igennem et af Vinduerne i den brændende Kirke og flygtede Øster efter. Grønlænderne forfulgte ham i Førstningen, men opgav efterhaanden Forfølgelsen paa en eneste nær. Ungortok naaede den østre Ende af det høje saakaldte Kirkefjæld, uden at den med Bue og Pile bevæbnede Grønlænder kunde komme ham paa Skud. Men Ungortok var altfor udmattet af Løbet og af sin Byrde, til at han kunde undkomme til Fjælds. Han løb derfor en Tid lang rundt omkring en derværende Indsø for saaledes at undgaa sin haardnakkede Forfølger. Til sidst saa han sig dog nødsaget til at kaste sin Søn ud i Søen for at kunne frelse sit eget Liv. Det lykkedes ham for Øjeblikket. Han undkom til Igaliko, hvorfra han flygtede længere sydefter."

Nu følger en Beretning om, hvorledes hans Skjulesteder blev opdaget og han selv angrebet.

"Omsider lykkedes det en Grønlænder, hvis Broder Ungortok ved Overfaldet paa Akpaitevik selv havde dræbt med et Slag af en Økse, at træffe ham med en magisk Buepil, forfærdiget af det yderste Tværstykke af en ufrugtbar Kones Hække. Saaledes kom den sidste af de gamle Kablunakker af Dage."

Efter et andet eskimoisk Sagn kaldes den sidste Kablunak ved Igaliko Olave eller Olavik [aabenbart Olaf], og det siges, at han var saa stærk, at han evnede at bære en Hvalros paa Ryggen eller en fuldvoksen Svartside (grønl. Sæl) under hver Arm. Denne Olave var meget rig og havde mange Køer.

Disse Sagn, hvoraf det om Ungortok, aabenbart er i nært Forhold til det ovenfor omtalte fra Vesterbygden, viser tydeligt den Maade, paa hvilken Nordboerne efterhaanden blev dræbt — ikke ved store Kampe mellem de to Racers Repræsentanter, men ved enkelte Overfald og Drab — ganske som Eskimoerne ved Angmagsalik paa Østkysten, indtil de for nylig blev paavirket af de Danske — bar sig ad indbyrdes.

De gamle Kolonier var gaaet under, og Skrællingerne var for en Tid Eneherrer i Grønland. Efter Amerikas Opdagelse i 1492 begyndte man snart at søge efter en Søvej til Indien Nord om Amerika, og Søfarterne udstraktes til Isregionen. Portugiseren Gaspar Corte-Reall naaede ud for Østgrønlands Kyst i Aaret 1500; men fra nu af og til 1576 ved man intet sikkert om, at noget europæisk Skib har set eller besøgt Grønland. Det var Englænderen Martin Frobisher, som da fik Grønlands Østkyst i Sigte. Et af hans Skibe gik imidlertid til Grunde i Isen, og Landgang hindredes af Polarisen. Atter i 1577 gjorde han et forgæves Forsøg paa Landgang paa Østkysten, men først i Aaret 1578 kom han i Land paa Vestkysten uden dog at være klar over, at det var Grønland. Han opdagede, at Eskimoerne var i Besiddelse af nogle Metalredskaber, hvoraf han sluttede, at de havde haft Samkvem med Fremmede. 1579 var en dansk Ekspedition ved Grønlands Østkyst; den lededes af Englænderen Jacob Allday, men naaede ikke ind til Land. 1581 forsøgte Færingen Magnus Heinesson forgæves at naa ind til Østkysten. Endelig landede i Aaret 1585 Englænderen John Davis paa Grønlands Vestkyst (paa 64° 15’), hvor han traf Eskimoer, men ingen Nordboer. 1605-1607 sendtes 3 Skibe af Kong Christian den Fjerde til Grønland. De tog Vestkysten i Besiddelse for den danske Krone; men først da Hans Egede i 1721 landede i Grønland for at prædike Kristendommen for Efterkommerne af Nordboerne, som han haabede at finde, men som han jo ikke fandt, blev den nuværende Kolonisation af Eskimoerne i Grønland grundlagt.

---

Fodnoter