Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Ruiner fra nordbotiden
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Erik den Røde
og nordbokolonierne i GrønlandAf Daniel Bruun
Ruiner fra nordbotiden
I den første Tid efter Grønlands Genopdagelse var der ingen, der tvivlede om, at baade Vesterbygden og Østerbygden havde ligget Vest for Grønlands Sydspids, saaledes som vist paa Sigurd Stefanssons Kort fra 1570 (90) og Halls Kort af 1605. Ved en Fejltagelse, der, som K. J. V. Steenstrup har paavist, opstod ved et af Biskop Tord Torlaksson i 1668-69 udarbejdet Grønlands Kort, flyttedes Østerbygden om paa Østkysten, hvor senere Forskere og Opdagere mente at maatte søge den. Første Gang man efter Grønlands Genopdagelse hører Tale om Ruiner er — ganske vist kun forbigaaende — i Christian Lunds Indberetning til Kong Frederik den Tredje angaaende David Danells Rejser til Grønland i 1652 og 1653.
Hans Egede, der kom til Grønland 1721, var imidlertid den første, som erkendte, at de Levninger af Huse m. m., som fandtes i Vestgrønland, var Nordboruiner; men han troede, det udelukkende drejede sig om Vesterbygden, og han mente, at Østerbygden laa paa Grønlands Østkyst, hvor han besluttede sig til at søge den. Han foretog i den Anledning i 1723 en Rejse for om muligt at naa rundt Kap Farvel om paa Østkysten; men han naaede ikke engang dette Punkt, da Grønlænderne (Eskimoerne) ikke vilde gaa længere med ham end til Nanortalik. Han besaa flere Ruiner i det nuværende Julianehaabs Distrikt, saaledes bl. a. Kirken ved Kakortok (Hvalsø Kirke). Ogsaa i Godthaabs Distriktet traf han flere Ruiner. De første, han saa, var i Ameralikfjorden. Paa Foranledning af Egede kom fra Norge nogle unge Mænd til Grønland som Kolonister. Blandt dem var Peder Olsen fra Hvalø i Finmarken, ogsaa kaldet Walløe, som i Aarene 1751 til 1753 for den grønlandske Direktion og Missionskollegiet foretog sin bekendte Undersøgelsesrejse i det sydlige Grønland og som paa denne naaede Syd om Kap Farvel et lille Stykke om paa Østkysten til Nenese. Han beskrev de vigtigste Ruiner i Tunugdliarfik, Agdluitsokfjorden, Unartokfjorden og en Del af Igalikofjorden.
En anden af de norske Kolonister var Anders Olsen, som blev Købmand i Grønland og som grundlagde Julianehaab og Kvægavlsstationen ved Igaliko, hvor hans Efterkommere endnu lever. Han blev den første Bonde i nyere Tid paa Grønland. Han besaa en Mængde Ruiner.
For Godthaabsdistriktets Vedkommende havde den islandsk fødte Provst E. Thorhallesen i Aaret 1776 udgivet en interessant lille Bog: "Efterretning om Rudera eller Levninger af de gamle Islænderes Bygninger paa Grønlands Vestkyst". Han omtaler heri forskellige Ruiner, dels i Godthaabsegnen, hvilke han selv havde set, dels i Julianehaabsegnen, hvilke han navnlig beskrev efter Anders Olsens Iagttagelser.
Efter at Kolonien Julianehaab var blevet anlagt, foretog Købmand Andreas Bruhn og Handelsassistent Aaron Arctander, der udsendtes af Handelsdirektionen, en Rekognosceringsrejse i Julianehaabs-Distriktet (1777-79). De beskrev en Mængde Ruiner og blandt andre de meget afsides liggende indenfor Bunden af Amitsuarsukfjorden ligesom dem, der ligger i Kordlortokdalen mellem Tunugdliarfikfjorden og Tasiusak, hvilke først blev besøgt af andre Europæere omtrent hundrede Aar senere.
Paa Grundlag af disse Mænds Undersøgelser var det, at Heinrich Peter von Eggers, som selv ikke besøgte Grønland, i 1792 paapegede Østerbygdens Beliggenhed i Julianehaabs Distrikt og Vesterbygdens i Godthaabs Distrikt. Skønt denne hans Teori senere blev stærkt angrebet, har den dog i Hovedsagen staaet sin Prøve. Man havde paa dette Tidspunkt fundet ialt 7 Kirker paa Grønlands Vestkyst, medens der i Vesterbygden kun omtales 3—4. Alene af den Grund maatte man komme til ogsaa at lægge Østerbygden om paa Vestkysten.
Den bekendte Mineralog Giesecke, som berejste Grønland (1806-13) omtaler mange Steder Ruiner, og Islænderen Sigurdur Breidfjörd, som var Bødker paa Grønland (1831-35), omtalte i sin Bog "Frá Grænlandi", som udkom i København 1838, at Nordboruinerne i Grønland vidnede om, at Gaardene lignede dem, han kendte fra Island.
I "Grønlands historiske Mindesmærker" hævdede C. C. Rafn, at Eggers’ Theori var rigtig. Heri bestyrkedes han, navnlig efter at Søofficeren, Kaptajn A. V. Graah ikke havde fundet Ruiner paa Grønlands Østkyst paa sin Konebaadsekspedition (1829-31), og efter at der af forskellige til Grønland knyttede Mænd paa ny var foretaget Undersøgelser og Gravninger, navnlig i Julianehaabs Distrikt.
J. J. A. Worsaae beskrev efter det foreliggende Materiale samtlige kendte Ruiner i det omtalte Værk. Fra 1845, da det var sluttet, og lige til "Kommissionen for geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland " paa Professor F. Johnstrups Initativ blev dannet (1876), fremkom der ingen væsentlige nye Oplysninger om Nordboruinerne.
Den af Grønlands Undersøgelse højt fortjente H. Rink, der i 20 Aar (fra 1848) opholdt sig i Grønland som Inspektør og siden blev Direktør for den kgl. grønlandske Handel, interesserede sig ogsaa meget for Ruinerne og sluttede sig til Eggers’ Theori.
Tomter af Bispesædet Gardar (nu Igaliko) i Einarsfjorden (Igalikofjorden)
Paa Hjemmemarken, der mod Nord er skærmet af en Jordvold og mod Syd begrænses af et lille Vandløb, ligger Korskirken (1) med Kirkegaard, tæt ved Boligkomplekset (4), omgiven af store og smaa Indhuse (2, 3, 8, 24) samt store Stalde til Køer, Heste og Faar (?) med tilhørende Hølader (5, 6, 7). De er omgivne af Køkken- og Stald møddinger. En Kilde findes i Nærheden af Boligen. Andre Udhuse, mest Faare- (Gede-)Stalde, findes længere borte paa og ved Hjemmemarken (21, 22, 23), hvor der ogsaa ses mindre aabne Folde (9, 10, 11, 12, 17). Nogle mindre Tomter udenfor Tunet (13, 14, 15, 16) er maaske Rester af Tingboder. Andre ubetydelige findes i Nærheden. Mægtige Indhegninger af Stendiger vidner om, at Faare- og Gedeholdet har været meget stort (25, 26). — Ved Landingspladsen ses Rester af et Oplagshus (19), et lignende, bygget af mægtige Blokke op til en lav Fjældvæg (20), har rimeligvis været noget lignende. Paa en Ø i Bugten (18) findes et Oplagshus. I 1910 var Nr. 2 og og Nr. 20 de eneste tilbageværende Ruiner ved Igaliko. Paa et Skær længere ude i Bugten findes en Ruin.Efter at den af Grønlandskommissionen først udsendte Ekspedition under Geologen K. J. V. Steenstrup (assisteret af Premierløjtnant af Flaaden Gustav Holm og Docent A. N. Kornerup) i 1876 lejlighedsvis havde aftegnet og opmaalt en Del Nordboruiner, fik nævnte Premierløjtnant (nu afskediget Lodsdirektør og Kommandør) Holm i 1880 den Opgave, sammen med andre, at foretage nogle Udgravninger og optage Grundplaner af Ruingrupperne i Julianehaabs Distrikt. Han ledsagedes af Arkitekt Groth og cand. polyt. C. Petersen. De udførte et meget fortjenstfuldt Arbejde, idet de optog Terrænkort over en Mængde af de vigtigste Ruingrupper, ligesom der foretoges nogle Gravninger.
Paa Amerikanistkongressen i 1883 i København resumerede Steenstrup de vundne Resultater. Samme Aar foretog Svenskeren, Friherre Adolf Nordenskjöld sin bekendte Grønlandsekspedition om Bord i Skibet "Sofia". Han var utilbøjelig til overhovedet at anse de i Julianehaabs Distrikt forefundne Ruiner for at være af nordisk Oprindelse; snarere antog han, at de skrev sig fra Hollændere, som havde besøgt Landet. At hans Opfattelse var ganske ubegrundet, var der dog i den videnskabelige Verden ingen Tvivl om. Han mente ved Angmagsalik at have set nordiske Ruiner, og han optog paa ny Tanken om, at Østerbygden havde ligget paa Grønlands Østkyst; men Iagttagelserne var urigtige.
Da Gustav Holm og Premierløjtnant (nu afdøde Admiral) T. V. Garde imidlertid just i denne Periode (1883-85) foretog deres Konebaadsekspedition fra Sydspidsen af Grønland op langs Østkysten, hvor Holm fandt Eskimoer ved Angmagsalik, uden at de noget Steds traf Nordboruiner, maatte Spørgsmaalet om, hvor Østerbygden havde ligget, uigenkaldelig besvares derhen, at den havde ligget paa Vestsiden.
I Godthaabsdistriktet (Vesterbygden) gjorde dav. Premierløjtnant (senere Kommandør og Navigationsdirektør) J. A. D. Jensen (nu Bildsøe)og dav. Premierløjtnant (nu afdøde Direktør for Meteorologisk Institut, Kommandør) C. Ryder paa Ekspeditioner i Firserne lejlighedsvis Iagttagelser over Nordboruinerne, og sidstnævnte forfattede, paa Grundlag af den bekendte grønlandske Kateket Samuel Kleinschmidts Optegnelser, en Fortegnelse over de indtil da kendte Ruiner i Godthaabsfjordene.
Til Trods for alle disse Undersøgelser i de gamle Nordbobygder paa Grønland var det dog ikke lykkedes at vinde fuld Klarhed over, hvad de enkelte Ruingrupper betød. Man havde fundet adskillige af Kirkerne og desuden paapeget, at nogle af de enkelte Ruiner var Stalde, andre Folde o. s. v., men det var ikke lykkedes at konstatere en eneste sikker Bolig, og Gaardenes Indretning i det hele taget var man uklar over.
Imidlertid skrev Islænderen Valtyr Gudmundsson (1889) en Afhandling: "Privatboligen paa Island i Sagatiden", hvilken han forsvarede for den filosofiske Doktorgrad ved Københavns Universitet. Gennem denne fik man en klar Forestilling om, hvorledes Gaardene og særlig Boligerne maatte have set ud i Sagatiden — og da særlig paa Island. Der var for Grønlands Vedkommende allerede hos baade Steenstrup og Holm en Formodning til Stede om, at Boligerne maatte søges iblandt de meget sammenfaldne Ruiner i Grupperne og ikke, som hidtil antaget, blandt de bedst bevarede.
Det blev nu i 1894 af Grønlandskommissionen overdraget Forfatteren heraf at foretage arkæologiske Undersøgelser i Julianehaabs Distrikt med den særlige Opgave at løse Boligspørgsmaalet gennem Udgravninger. Det viste sig, som man kunde antage, at Boligerne saa vel som Gaardene var af udpræget islandsk Type.
I Sommerens Løb foretoges Undersøgelser i Centrumspartiet af den gamle Østerbygd, saaledes navnlig i følgende Fjorde: Sermilik (Isafjordar), Tunugdliarfik (Eriksfjorden) og Igalikofjord (Einarsfjord), foruden at de mellemliggende Egne blev besøgt. Større Udgravninger foretoges i Boligerne ved Kagsiarsuk i Tunugdliarfik (Erik den Rødes Gaard Brattahlid), paa Igaliko (det gamle Bispesæde Gardar), ved Kagsiarsuk i Igalikofjordens østre Arm (Nordbotidens Gaard under Høfde), samt paa endnu nogle andre Steder i Sermilik og Tunugdliarfik. Gennem disse Udgravninger løstes Boligspørgsmaalet. Samtidig foretoges skitsemæssige Opmaalinger af en stor Del Ruingrupper, som hidtil ikke var fundet eller nærmere omtalt.
Premierløjtnant (senere Gesandt i Berlin og Udenrigsminister) Greve Carl Moltke befandt sig samme Aar i Julianehaabs Distrikt med en Ekspedition. Han ledsagedes af Geolog (nu Statsgeolog) A. Jessen og Premierløjtnant Frode Petersen (nu Kaptajn Froda). Moltkes Ekspedition assisterede til Slutning med de arkæologiske Undersøgelser. Petersen opmaalte saaledes en Del Ruiner i de nærmest Syd for Julianehaab liggende Fjorde.
Efter at Boligerne var fundet i de grønlandske Nordboruiner, var det ikke vanskeligt at udrede Gaardenes hele Indretning (hvorom nedenfor).
Ved nu at sammenholde de hidtil fundne Ruingrupper med de paalideligste Kildeskrifter — dels Landnamabogen, dels to Fjordfortegnelser, som i senere Afskrifter ved Bjørn Jónsson og Arngrimur Jónsson hidrører fra det 17. Aarhundrede, endvidere Ivar Baardssons Grønlands Beskrivelse fra det 14. Aarhundrede samt endelig en særlig Kirkefortegnelse i Flatøbogen — kunde Professor Finnur Jónsson i "Grønlands gamle Topografi efter Kilderne" (i Meddelelser om Grønland XX) identificere Fjorde og Gaarde. I Hovedsagen kom Eggers’ Theori stadig til at staa fast. Af væsentlige Ændringer var dog Beliggenheden af Brattahlid, som nu blev henlagt til Vestsiden af Tunugdliarfik (ved Kagsiarsuk) i Stedet for som tidligere ved Igaliko i Fjorden af samme Navn. Her havde derimod utvivlsomt Bispesædet Gardar ligget.
Forfatteren heraf havde imidlertid efter Undersøgelserne paa Grønland i 1894 i de følgende Aar besøgt Norge, Færøerne og Island, hvorfra den grønlandske Kultur jo udgik, og her foretaget arkæologiske og kulturhistoriske Undersøgelser vedrørende Fortids Levesæt og Bygningsskik. Der var saaledes i flere Henseender fastere Bund at staa paa, da jeg i 1903 besøgte Godthaabs-Distriktet paa Grønland for der at foretage lignende Undersøgelser i den gamle Vesterbygd, som dem, jeg havde foretaget i Østerbygden.
I Godthaabsdistriktet havde, som antydet, J. A. D. Jensen Bildsøes Ekspeditioner i 1878, 1884 og 1885 lejlighedsvis gjort Iagttagelser angaaende Nordboruinerne. Han ledsagedes i 1878 af cand. polyt., senere Docent A. N. Kornerup og Arkitekt E. T. Groth og i 1884 af Maleren A. C. Riis Carstensen og i 1885 af Premierløjtnant (afdøde Kommandør) C. Ryder og Læge Søren Hansen. I 1903 foretog jeg nu, ledsaget af daværende Inspektør over Sydgrønland O. Bendixen og Grønlænderen, Bogtrykker John Møller (den bekendte Lars Møllers Søn), Undersøgelser i Fjordene indenfor Godthaab, navnlig i Pisigsarfik, Ameralik, Ameragdla og Itivdlek, hvorved der fandtes en Del ukendte Ruingrupper. Der foretoges mindre Gravninger navnlig paa en Kirkegaard inderst i Ameralik (rimeligvis de Gamles Lysefjord). Senere fandtes Hans Egedes første Boplads (ved Igdlurungnerit) paa en Ø udenfor Godthaabsfjorden, hvorefter jeg gik Syd paa langs Kysten og besøgte de enkelte Ruingrupper i Agdlumersat og Fiskernæsfjorden for dernæst at søge Tilknytning til mine Undersøgelser fra 1894 gennem en Afsøgning af Fjordene i den gamle Østerbygds nordlige Del, hvilken var forblevet ret uudforsket.
I Fjordene Nord og Syd for Arsuk viste der sig at være ialt 18 Ruingrupper. Ved disse Undersøgelser blev Østerbygdens Nordgrænse ført helt Nord paa til Tigsaluk (Nord for Arsukfjorden), medens Versterbygdens Sydgrænse fastsloges at være Ameralikfjorden (den gamle Lysefjord), hvilket stemmer fortrinligt med den gamle Angivelse af, at der er 6 Dages Roning mellem Øster- og Vesterbygden. Nogle faa, isoleret liggende Ruiner i Fiskernæsfjorden og Agdlumersatfjorden har aabenbart ikke hørt til nogen af de to Bygder i snevrere Forstand. Vi kan ikke her komme nærmere ind paa alle disse Forhold, men maa henvise til Fagskrifterne. Hovedsagelig ved Holms Undersøgelser fra 1880 og mine fra 1894 var Østerbygdens sydligste Del og dens Centrum blevet gjort til Genstand for nøjere Undersøgelse, ligesom altsaa Østerbygdens nordligste Del i 1903 var blevet besøgt af min Ekspedition.
Senere har flere andre Ekspeditioner fundet ikke faa Ruingrupper, saaledes at disse vel i Hovedsagen maa siges at være bekendt.
Nordbogaardene. — Dagligt Liv.
Som naturligt var indrettede Nordboerne sig i Grønland paa samme Maade, som de var vant til paa Island. Nordbogaardenes Beliggenhed i Grønland var selvfølgelig afhængig af, hvor vidt der paa Stedet kunde indrettes en gødet Hjemmemark (et Tun), ligesom det maatte tilstræbes, at der i Nærheden fandtes Græs og Foder i tilstrækkelig Mængde til Kreaturerne. Det har aabenbart ogsaa spillet en meget væsentlig Rolle, hvor vidt der har kunnet skaffes nogenlunde let Forbindelse med Omverden.
Var nu et saadant Sted til Rede, gjaldt det der at opføre de nødvendige Bygninger, først og fremmest Beboelseshus til Mennesker og Stalde til Husdyr.
Men man forbavses ved nu at træffe selv store Ruingrupper af Nordbogaarde i Egne, hvor Vegetationen nu er forholdsvis ringe. Herom skriver Dr. Poul Nørlund:
"Naar man nu ser de øde, fattigt bevoksede Strækninger, hvor Nordboerne har boet, og de fuldkomne nøgne Fjælde, saa snart man naar et Par Hundrede Meter til Vejrs, forstaar man ikke, hvorledes de har kunnet drive et Landbrug af de Dimensioner, som Staldene ved de store Gaarde viser hen til. Har virkelig ikke Forholdene set mere tillokkende ud, da Erik den Røde kom til Landet?"
Det er et Spørgsmaal, som maa løses.Det Bygningsmateriale, som Nordboerne har haft til deres Raadighed i Grønland, bestod fornemmelig af Sten og Jordtørv. I Almindelighed synes Stenene ikke at have været kløvede til Brug — det er de naturlige, større og mindre Stenblokke, som har været anvendte og som maatte udsøges til det bestemte Brug, der var for dem.
Hvor der nu i Nærheden af Ruinerne har været Stenarter, som ved Nedstyrtning og Forvitring kløvede i nogenlunde skarpe Flader, har det været forholdsvis let at udsøge Sten, som der var Brug for. I de Egne, hvor den røde Sandsten findes, som f. Eks. i Tunugdliarfikfjorden, har det været muligt endog at bygge Mure med nogenlunde vandrette Fuger, ligesom der, hvor der findes Granit, som kløver i skarpe Flader, har været udmærket Bygningsmateriale. Paa Steder, hvor slige Stenarter ikke fandtes, har man maattet nøjes med mindre godt Materiale, som ikke kunde give samme Stabilitet.
I Godthaabsdistriktet findes langt fra saa gode Bygningsmaterialer af Sten; derfor har Husene i Vesterbygden i højere Grad været opført af Jord, end i Julianehaabs-Distriktet, hvorfor de der er mere sammenfaldne.
I et Land som Grønland, hvor Kuldens og Blæstens Virkninger var saa følelige og hvor der væsentlig intet andet Bygningsmateriale fandtes, naar undtages lidt Drivtømmer og Birketræ, maatte Anvendelsen af Stenmure med Tætning af Jord eller Græstørv have sine Fordele, særlig i Beboelseshuse og Stalde til Køer, Faar, Geder og Heste, hvor det gjaldt om at skaffe lune Rum. I mindre Grad maatte Nødvendigheden af et sligt Tættemiddel kunne ventes at fremtræde i Huse, der var bestemte til Opbevaringssted for Forraad, Levnedsmidler og Hø til Kvæget eller til Vinterforraad samt Spæk, Fisk, Huder, Skind o. s. v. Mellem Ruinerne i hver Gruppe findes da ogsaa Størstedelen at have været opført paa førstnævnte Maade, hvorfor de er meget sammenfaldne; medens et færre Antal Udhuse enten slet ikke har haft nogen Tætning mellem Stenene eller i alle Tilfælde i saa ringe Mængde, at det nu vanskelig lader sig erkende. Den sidstnævnte Art Huse er de bedst bevarede og de, der først falder i Øjnene, naar man kommer til en Ruingruppe. Foruden Huse findes en Del Indhegninger, som oftest opført af Sten alene; disse har forlængst været anerkendte som Kvægfolde. Endelig træffes nogle Gærder opført af Jord eller af Jord og Sten omkring Hjemmemarkerne.
Selv om Ydervæggene i Husene nu kunde opføres af Sten og Græs- eller Jordtørv, maatte man dog bruge en stor Del Tømmer til det Indvendige og til Taget. Noget lidt Træ groede i selve Landet, en Del Drivtømmer opsamledes ved Kysterne i Nærheden af Kolonierne, andet skaffede man sig, som vi har hørt, paa de lange Sommerfarter mod Nord, ligesom man, naar Forbindelsen til Søs blev opretholdt, kunde faa Træ indført fra Norge.
Ved Udgravningerne i Hustomterne i Grønland er der fundet en Del Trækul, hvorved man er blevet i Stand til at bestemme nogle af de Træsorter, der har været anvendt som Gavntræ. Prøver af disse er blevet bestemt af afdøde Professor, Dr. phil. Rostrup og afdøde Professor, Dr. phil. E. Warming. Det viser, at der har været brugt Birk, fornemmelig fra Landet selv, og Naaletræ, af hvilket en Del sikkert er Fyr, andet maaske Gran, hvoraf noget rimeligvis er indført.
Grundplan af gammeldags Beboelseshuse m. m. paa Island og Grønland.
a. Beboelseshus og Stald paa Gaarden Áslákstúnga hin innrl i Tjorsaadal paa Island, b. Erik den Rødes Gaard Eriksstad i Hökadal paa Island, c. Erik den Rødes Gaard "Brattahlid" i Eriksfjord i Grønland, d. Gaard ved Tingimiut i Tasiusak (Bugt fra Sermilikfjord) i Grønland, e. Gaard i "Eriksfjord" (v. Nunasarnak i Tunugdliarfik). (Eft. Opm. af D. B.)Ruingrupperne omfatter fra nogle faa til over en Snes spredt liggende Huse, som Regel alle beliggende paa Hjemmemarken, der i sin Tid var gødet. Blandt Ruinerne skelnes et Boligkompleks, der ligger ved fersk Vand (i Reglen en Elv) paa et saa vidt muligt tørt Sted, og hvis Gaarden ligger ved en Fjord, da ikke langt fra Landingsstedet.
Omkring Boligkomplekset grupperer de øvrige Bygninger sig da saaledes: Nærmest Boligen findes i Reglen nogle mindre Huse, der har været knyttet til den som Forraadshuse. Samme Sted træffes en Stald til Malkekvæget, som det jo gjaldt om at have nær ved Haanden. Til Stalden er almindelig knyttet en Hølade, i Reglen i umiddelbar Forlængelse af samme. Nærmere eller fjærnere ses andre Stalde, sikkerlig til Køer, Heste, Faar og Geder, hvortil knytter sig Hølader eller Høgaarde (indhegnede firkantede Pladser, hvor Høet har staaet under aaben Himmel, mulig foroven dækket af Græstørv). Hertil kommer endelig større og mindre Kvægfolde, hvilke baade træffes paa Hjemmemarken og i Nærheden op ad Fjældsiderne eller længere borte paa fjærnere Græsgange. Ved meget fjærne Græsgange ses ofte mindre Huse, der muligvis er Sætere.
Boligerne ligner ganske de gamle islandske omtrent som de har været brugt til sene Tider. De findes, hvad Grundplanen angaar, i de samme Variationer som dersteds, lige fra den ældste Form, hvor de tæt sammenstillede Beboelseshuse (stofa, skáli, eldhús, matbúr o. s. v.) staar Side om Side paa én Linie med Gavlene mod hinanden — og ofte med Udbygninger paa Bagsiden — til den senere Udvikling, hvor de som Regel staar med Gavlene frem mod Fronten, grupperet i to til tre Rækker bag hverandre og paa begge Sider af en Midtergang. Desuden findes andre Variationer, som dog i det væsentlige nærmer sig til de omtalte Typer. Væggene har næppe været højere end godt Mandshøjde, de er opført af Græstørv og Sten, som oftest i vandrette Lag, men stundom, som paa Island, i zigzagformede Mønstre, hvorom enkelte Ruiner afgiver Vidnesbyrd. I Reglen har Gulvet været af faststampet Ler eller Grus. Ildstederne i Stuerne har været dybe forsænkede Huller, omgivet af Randsten, eller de har været anbragt paa flade Sten. Ligesom i de gamle islandske Ildhuse (Køkkener) ser man Væggene om Ildstedet skærmet af store flade Sten. Langs Væggene i Rummene er truffet Forhøjninger, der aabenbart har været Bænke- og Sovepladser. At man har været omhyggelig for ikke at faa Fugtighed i Husene, kan ses af de Afløbsrender, som enkelte Steder findes. Tagene har vistnok været dannet af Græstørvlag over Sparreværk. I dette har formentlig Lys- og Røgaabningerne siddet paa samme Maade som i de islandske og færøiske Røgstuer. Saadanne Tagaabninger omtales i "Fostbrødre Saga."
Efter Kostaldene med Baasestederne at dømme var der over 100 Køer. Desuden var der en Mængde mindre Stalde, aabenbart for Heste, Faar, Svin og to mægtige Faarefolde. Dertil kommer saa Beholdninger paa Øer ud for Gaardene og ved Kysten.
At det har været muligt her — som paa andre store Nordbogaarde — at skaffe Føde til de mange Dyr maa forbavse. Nu er Landet i høj Grad blottet for Vegetation, men i Fortiden har det maaske været bedre. Som Regel har Boligerne næppe været særlig store. Dog har Dr. Poul Nørlund paa Gardar Bispesæde fundet, at Bisperuinerne havde meget betydelige Dimensioner. De laa gemt i Grønlændernes Roehaver, hvor Murene tjente til Fundament for de Gærder, som skilte Lodderne fra hinanden. Flere af Stuerne udgjorde saaledes hele Smaahaver for sig.
Facaden var 50 m lang og ialt hørte der 14 forskellige Rum til denne Bolig. Blandt dem skal dog kun nævnes den store Gildehal, hvor mange Fester er blevet fejret, naar Folk kom sammen ved de aarlige Tingmøder eller ved de store kirkelige Højtider.
Biskoppernes Gildehal har maalt 16,7 og 7,8 m eller ca. 130 m2. Nørlund sammenlignede dette Rum med den i Følge Sagaerne størst kendte Gildehal paa Gaarden Flugumyr paa Nordisland, hvor der i Aaret 1253 var et stort Bryllup, hvorved over 200 Mennesker var til Stede. Det endte med en stor Mordbrand, hvorved 25 Mennesker omkom. Gæsterne sad i 6 Rækker, og Gildehallens Maal var i Følge Sagaens Angivelse 12,2 og 5,6 Meter eller godt 68 m2. Med andre Ord, denne islandske Høvdingehal var godt saa stor som Gardarbispens.
Gaar vi til Norge er der den endnu staaende Erkebiskops-Hal fra Middelalderen. Den er endnu mindre.
Bispesædet paa Gardar var saaledes i fremtrædende Grad stort, og det samme var Tilfældet med selve Landbruget.
Lige i Nærheden af Boligerne, ja ofte tæt sammenstillet med disse, ses nogle smaa firkantede Bygninger, der dels har været Opbevarings- eller Forraadsrum (úitbúr) eller Smedje (smiðja); sammesteds findes ogsaa store Køkkenmøddinger med Aske, Affald og Dyreknogler.
Her og i Boligerne er fundet en Mængde Rester af den bløde Veg- eller Klebersten, der fandtes i Landet; flere af disse Stykker har siden været gennemhullet og er aabenbart blevet benyttet som Vægtsten for Væve, saaledes som de kendes fra Fund i Norge og paa Island — mulig til Sænkesten for Garn.
Foruden slige Oldsager er der i og ved Hustomterne fundet en Mængde andre Genstande, som Jærnknive, Jærnsøm og Nagler, nogle Spillebrikker af Ben, Spindesten, Kværnsten, Redskaber af Ben o. s. v., hvilke giver Oplysning om, at det daglige Liv har formet sig simpelt og ensformigt. Flere af Vægstenstykkerne har Bomærker, og i nogle Tilfælde Runer, samt simple Streg- og Cirkelornamenter; kun nogle faa Stykker er pynteligere ornamenteret med romanske Ornamenter, men det hele vidner om, at Kunsten har staaet paa et tarveligt Standpunkt.
Udhusene skal vi nedenfor omtale.
Tæt udenfor Beboelseshusene ligger altsaa Dynger af Affald fra Nordboernes Maaltider. I Reglen danner de et ofte flere Fod tykt Lag af Aske og Knogler, isprængt med Stumper af Vegstenskar og bortkastede Brugsgenstande. Møddingernes Overflade er i Reglen bølgeformet, og det hele tyder paa, at de er dannet gennem lange Perioder ved regelmæssig Ophobning af Køkkenaffald. De er let kendelige i Terrænet ved Grønsværets saftigere og kraftigere Udseende end andetsteds, og er den bedste Rettesnor til Erkendelsen af Boligernes Beliggenhed.
Det var da ogsaa ved Hjælp af dem at det lykkedes mig at konstatere de gamle Nordboeres Boliger. Under mit Ophold i Grønland i 1894 og i 1903, henholdsvis i Østerbygden og Vesterbygdens gamle Distrikter, foretog jeg Udgravninger i forskellige Køkkenmøddinger, hvorved det lykkedes at indsamle en Del Dyreknogler, hvilke senere er blevet afleveret til zoologisk Museum i København og bestemte der af Viceinspektør Herluf Winge. Det fremgaar af disse Undersøgelser, at Affaldsdyngernes Hovedindhold er Knogler af Sæler (Knogler af Svartsiden er overvejende), derefter kommer Knogler af Okser og Geder; med andre Ord, de gamle Nordboer har fuldt saa meget ernæret sig ved Sælfangst som ved Kvægavl.
Af Husdyr er der, foruden Okser og Geder, ogsaa fundet Faar, Heste og Hunde. I øvrigt fandtes Knogler af de almindelige grønlandske Pattedyr: Polarræv, Isbjørn, Hvalros, Remmesæl, Fjordsæl, Ringsæl og især af ikke faa Svartsider, Blæresæler og Rensdyr, men ikke af Harer. Paafaldende var den ringe Mængde Fugle og Fisk, hvilket dog ikke bør tydes saaledes, at Nordboerne ikke har drevet Fiskeri eller Fuglefangst. Vi ved saaledes tværtimod af Sagaerne, at de gik paa Fiskeri. Forklaringen er rimeligvis den, at Fiske- og Fugleaffaldet har været kastet i Havet, ædt af Hundene eller brændt.
Det tør vel antages, at Nordboerne i Grønland har brugt Gødning og Affald til Brændsel paa lignende Maade, som det har fundet Sted paa Island. — Paa de i Møddingerne fundne Knogler ses ofte Mærker af Hunde- eller Rævetænder.
Det var, baade efter Ruinerne og de fundne Knogler at dømme, ikke ringe Besætninger, der holdtes paa de grønlandske Gaarde. Indhegninger og Stalde til Køer, Faar eller Geder er som oftest meget store, og der har sikkert været Hundreder af saadanne Dyr paa mange Gaarde.
At ikke blot Køer, men ogsaa Faar og Geder har været malket, fremgaar af de smaa Skillestier, i hvilke Mødre og Lam holdtes afsondrede fra hverandre om Natten, for at Mødrene kunde malkes om Morgenen. Nogle større Folde har rimeligvis været brugt til Malkefolde for Køer. Paa mange Steder ved Gaardene findes smaa og store Folde i Udkanten af Hjemmemarken eller uden for denne, hvor Faar og Geder aabenbart har været drevet sammen eller hvor Flokkene har søgt Ly i Uvejr, ligesom paa Færøerne. Dette tyder paa, at de har gaaet ude lang Tid om Vinteren. Andre Steder findes, især ved Vandet, store Folde. Her er rimeligvis Uldvaskningen foregaaet og her er Slagtefaarene blevet udtaget.
Til Vinterbrug anvendtes iøvrigt Staldbygninger for Faar og Geder. De maa i Ruingrupperne søges blandt de længere eller kortere, ofte ved Skillerum flerdelte Huse, der hovedsagelig er bygget af Græstørv og Sten. De er altid smallere end Ko- og Hestestaldene og sjældent mere end godt 3 Meter i indvendigt Tværmaal.
Hølader eller aabne Høgaarde findes som oftest tæt ved dem eller er ligefrem sammenbygget med dem, stundom saaledes, at de danner en Vinkel med Stalden. Høgaardene har ikke haft Tag. Paa Steder, i større eller mindre Afstand fra Gaarden, hvor Græsningen var god, ses undertiden mindre Huse med Indhegninger nær ved; det er rimeligvis Faarestalde med Høgaarde; lignende fjærnere Faarestalde kendes fra Island lige ned til vore Dage. Herfra kunde Dyrene ved Vintertid af og til selv søge sig Føde ude i det Frie.
Kostaldene har gennemsnitlig en Bredde af godt 4 Meter (13 à 13½ Fod), hvilket var det normale i gamle Dage over hele Norden. Køerne stod da i to Rækker langs Ydersiderne, men Pladsen var saa at man aabenbart maatte bugte sig ud og ind for at passere paa langs. Store flade Sten dannede Skillevægge mellem de Kreaturbaase. I disse lave og snevre Stalde maatte Køerne, paa Island, tilbringe Vinteren, i Uaar nærede med Sulteføde, maaske i Nødsfald med Kviste, Fisk o. l. Om Sommeren græssede Malkekøerne rimeligvis i Nærheden af Gaardene for at kunne blive hjemført til Malkning.
Staldene var opført hovedsagelig af Jordtørv og Sten. De til samme knyttede Hølader var derimod som oftest bygget væsentlig af Sten alene for at Vinden kunde have frit Spillerum.
Da Underlandet ved Gaardene ofte ikke havde nogen særlig rig Græsvegetation, har Nordboerne maattet samle Hø paa Fjældene og hvor de i det hele taget kunde faa det. I Baad, paa Slæder om Vinteren, mulig paa Hesteryg er Høet da bragt hjem til Gaarden og der, ligesom paa Island, fordelt til de forskellige Husdyrstalde. Malkekøerne fik det bedste (bl. a. fra Hjemmemarkerne), Beder og Ungkvæg det daarligste. Efter som Foderet skulde fordeles, var Husdyrene adskilt i forskellige Stalde.
Hestestaldene har sikkert været indrettet som Kostaldene, dog som Regel kun med Baase langs den ene Længdeside af Huset. De findes ofte ikke umiddelbart ved Boligerne, men lidt længere borte fra disse. Det gjaldt jo ikke i samme Grad som for Køernes Vedkommende at have dem ved Haanden til enhver Tid.
Hvor vidt man paa Grønland om Sommeren, ligesom paa Island, har ligget paa Sæter med sine Malkekøer og Malkefaar m. m. er ikke let at konstatere, da det er vanskeligt at afgøre, om mindre Ruingrupper med nogle faa Huse bør tydes som Sætere eller som selvstændige smaa Bedrifter. Enkelte Steder synes det dog temmelig sikkert, at Sætere har været anvendt.
At Lam og Ungkvæg, som paa Island, har været drevet til Fjælds om Sommeren for der at hente sig Føden i Frihed, er sandsynligt. Nogle Steder ses store Folde, hvortil knytter sig mindre Afdelinger eller Udbygninger; de kan have været benyttet som Skillefolde. Her kunde Adskillelsen og Fordelingen af Faar (og Geder) været foretaget til de enkelte Gaarde, idet man genkendte hver Ejers Dyr efter Mærkerne i Ørerne. I mange Tilfælde har man vel kun behøvet at lade Dyrene fra et færre Antal Gaarde gaa sammen paa Højfjældene; i andre Tilfælde har det, paa Grund af Naturforholdene, ikke kunnet undgaas, at Faarene fra flere Gaarde er løbet sammen.
Kvægavlen har fordret megen Pasning. Høet paa Hjemmemarken skulde slaas, men meget Hø til Vinterfodring maatte, som berørt, samles langt borte.
Kornavl er, som berørt, blevet forsøgt, ligesom man vel et og andet Sted i smaa Indhegninger har dyrket enkelte Haveplanter.
Paa Gaarden "Undir Høfda" ses f. Eks. slige Indhegninger, der minder om Islændernes "Kvannegaarde". Om en yppig Vækst af Buske og Planter i slige "Haver" var der næppe Tale.
Om Sommeren var der iøvrigt meget at foretage: Fiskeri paa Fjordene og ved Kysterne eller i Elvene, der svulmede af Laks; Sælfangst, der rimeligvis medførte, at man til Tider maatte ligge i Telt paa Udøerne; Hvalfangst fra store Baade og Jagtudflugter ofte til fjærne Egne i det Indre af Landet, hvor Renerne holdt til, og hvor man overnattede i Hytter, af hvilke der endnu er Rester tilbage.
At Nordboerne foretog lange Sommertogter Nord paa, har vi hørt; men i Slutningsperioden, da Samkvemmet med Norden saa at sige hørte op, havde de næppe Skibe i Orden, saa dette Erhverv maatte indskrænkes. Det kunde knibe nok med at faa større Baade bygget af Drivtømmer. Man maatte, naar det skortede paa Jærn til Nagler m. m. nøjes med Træ. I øvrigt udvandt Nordboerne i Følge Dr. Niels Nielsens Undersøgelser noget Jærn af Myremalm. Allerede i Aaret 1189 kom der, som vi har hørt, til Island fra Grønland et Skib (eller en større Baad), i hvilket der ikke fandtes et eneste Søm eller Jærn over Hovedet. Rigningen var sat op med Skindremme.
Om Vinteren passede man sit Kvæg, gik paa Sælfangst og Fiskeri i Fjordene. At man fangede Ræve i Fælder er utvivlsomt, thi overalt i Nærheden af Nordboruinerne træffes saadanne. De bestaar af et aflangt, smalt Rum i en Stendynge. Indgangen kunde lukkes ved en Falddør, ɔ: en flad Sten, der hængte i en Snor, og som faldt ned, naar Maddingen berørtes. Enkelte store Fælder har antagelig været Bjørne-, maaske Ulvefælder.
Vi har gennem tidligere anførte Uddrag af "Kongespejlet" hørt om Nordboernes Liv og om hvad de udførte for ved Salg deraf at skaffe sig de Nødvendighedsartikler, navnlig Jærn og Korn, som det skortede paa. Hvalrostænder var bl. a. i stor Pris. Det ses, at Korstogstienden er betalt dermed. Levende hvide Bjørne og Falke var ogsaa i høj Pris ved Hofferne i Europa i Middelalderen, hvor de sidste brugtes til Falkejagt. Til Slutning blev Priserne paa Pelsvarer og Hvalrostænder dog mindre og mindre i Europa, saa Udførselen af den Grund blev indskrænket.
Reb lavet af Hvalroshuder til Skibsbrug, Sælskind og Huder af forskellige andre Dyr saa og Vadmel blev ligeledes udført. Vadmel hører i det hele taget til de flere Steder omtalte grønlandske Varer.
Man spandt og vævede i Hjemmene, hvorom, som omtalt, talrige fundne Genstande som Spindesten, Vægtsten til Væve o. l. bærer Vidnesbyrd. Af Ulden lavedes Dragter. Prøver paa saadanne er fundet i Grave. Der var saaledes nok at gøre, navnlig paa de store Gaarde, hvor der, foruden Husstanden, var en Del Karle og Piger.
Ensformigt gled Tilværelsen Slægtled paa Slægtled. Horisonten blev mere og mere indsnævret. Overtro florerede i visse Egne, hvorom Sagaerne allerede giver Beretning, men af de fremkomne Klager ses det, at det ofte var slet bevendt med Befolkningens aandelige Standpunkt.
Man havde selv Fornemmelsen heraf, hvorfor Paven ogsaa gentagne Gange anmodedes om at sende Præster til Landet, saaledes allerede ca. 1100. Indskrænkethed i mange Forhold var det Træk, der karakteriserer Nordbotidens sidste Periode — den, om hvilken vi i øvrigt ved saa saare lidt ud over Fundene fra Ikigait. Glæderne var faa. Heste havde man og kunde altsaa ride paa Besøg, hvis man ikke foretrak at gaa med Baad eller paa Slæde om Vinteren. Stundom morede man sig med at springe paa eet Ben hen ad en Række opstillede Sten. Saadanne Rækker findes endnu flere Steder i Godthaabsfjorden. Bueskydning Legemsøvelser var ogsaa Adspredelser man kunde benytte.
Drikkegilder var der sikkert faa af under almindelige Forhold; kunde man jo ikke brygge, man manglede Malt.
Til Trods for Nordbokoloniernes afsides, man kunde næsten sige laasede, Beliggenhed udenfor den Verden, som rummede Datidens Kultur, bevarede Grønlænderne i alle Tilfælde i deres første Tid — maaske de første Aarhundreder — en aandelig Livlighed, som gav sig Udslag ogsaa i litterær Virksomhed (de fleste grønlandske Sagaer er ikke skrevet i Landet) — om end selvfølgelig langt fra i samme Grad som paa Island, hvor deres Stammefrænder just i denne Periode havde en blomstrende Digtning og Sagafortælling (foreløbig dog mundtlig). At saadanne ej heller fattedes paa Grønland, er der Beviser for, ja af Eddadigtene er i alt Fald et enkelt og maaske flere blevet til paa Grønland, saaledes som Finnur Jónsson har søgt at klargøre det.
