Erik den Røde og nordbokolonierne i Grønland - Torgils Ørrabeinsfostres Grønlandsfærd
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
Erik den Røde
og nordbokolonierne i Grønland
Af Daniel Bruun
Erik den Røde levede stadig paa sit Høvdingesæde Bratteli i Eriksfjord, hvor han paa sine gamle Dage kunde glæde sig over den Fremgang, som Nordbokolonierne i Grønland havde faaet. Her nød han sikkert alles Højagtelse, var i Besiddelse af den større Indflydelse paa alle Forhold ligesom hans Hjem var Maalet for adskillige Islændinges Færd, hvem Rygtet om hans Livsgerning fyldte med Beundring.
Den store Vinlandsrejse var endnu ikke til Ende, og Karlsevne og hans Mænd ikke kommet tilbage, da Erik paa Bratteli fik Besøg af en islandsk Høvding Torgils Ørrabeinsfostre, en gammel Ven og en dygtig Sømand, som allerede i ung Alder havde ført Vikingeskib for Haakon Jarl i Norge, hos hvem det, som vi har hørt, siges at han havde lært Erik at kende i dennes pure Ungdom.
Fortællingen om Torgils Grønlandsfærd er skildret i Floamannasaga, som dog aabenbart er fyldt med mange Eventyr, saa at det er vanskeligt at finde Kærnen i den. Der er dog adskilligt, som tyder paa, at Torgils er en virkelig historisk Person, saa at vi ikke her kan forbigaa den.
Torgils var fra Norge udvandret til Island, hvor han satte Bo. Erik den Røde havde imidlertid indbudt ham til Grønland, og Lysten til nye Eventyr vinkede. Han udrustede et Skib, solgte sin Ejendom, overtalte sin Hustru Torey til at følge med. Desuden medtog han sin Forvalter Torarin og sine Trælle, hvortil sluttede sig flere andre Mænd. Torgils var nys bleven Kristen, formentlig efter at Kristendommen Aar 1000 var bleven antagen paa Islands Alting.
Meget dybt kunde den nye Tro næppe være fæstet i den gamle Hednings Sjæl, og det siges, at Torgils forinden Afrejsen havde mange Anfægtelser og Varsler om Udfaldet af sit Forehavende: Tor viste sig for ham i Drømme og vilde overtale ham til at vende tilbage til sin Tro ved at true ham med Besværligheder, og mange Gange paa Rejsen gentog saadant sig.
Aldrig saasnart havde de Rejsende tabt Island af Sigte, før de fik Stormen imod sig, og den varede ved, saa de hele Sommeren — rimeligvis Aaret efter Kristendommens Indførelse, altsaa Aar 1001 — drev om, indtil de ved Efteraarstid strandede højt oppe paa Grønlands Østkyst, midt i Polarisen. Skibet gik under, men Menneskene reddede sig i Baad, idet største Delen af deres Kvæg samtidig omkom. De fik Tid at redde noget Mel; men iøvrigt var de nu paa den ugæstmilde Kyst nødsaget til at bjærge Føden, som de kunde, navnlig ved Sælfangst og Fiskeri, men hen ad Vinteren blev det knapt med Føden. De byggede en stor Vinterhytte med Bræddeskillerum, og her fødte Torey en Søn. Der fortælles nu om de Trængsler, som de Rejsende maatte udstaa. Efter at Trællene, som hørte til de fremmede medrejsendes Husstand, havde fejret Julen med alle mulige hedenske og overtroiske Lege og under megen Vildhed, udbrød der Farsot mellem dem, og efterhaanden døde de alle, saa at der ved Foraarets Begyndelse (1002?) ikke var flere Trælle i Live. De overlevende Folk fandt Stillingen trøstesløs og grebes af Rædsel for Trællenes Genfærd, hvorfor Torgils lod alle Ligene samle og brænde. Imidlertid laa den tæt pakkede Drivis langs Kysten og forhindrede dem i at komme bort. Sommeren gik med Indsamling af Levnedsmidler, og de stod næste Vinter igennem (1002—03). Men ved Foraarstid (1003) laa Isen endnu fast. Torgils Hustru ængstedes højlig for, hvad Enden skulde blive, og hun bad Manden gøre alt muligt for at slippe bort. En Dag, da Vejret var smukt, gik han da op paa Jøklerne for at se ud over Havet, om hvorvidt Isen begyndte at løsne sig. Han var ledsaget af tre Mænd, og imedens de var borte, havde han givet sine Trælle Ordre til at drage ud paa Fiskeri; kun Torarin skulde blive hos den syge Torey.
Hen paa Eftermiddagen, da Torgils var paa Tilbagevejen ned fra Fjældene, blev det et slemt Snefog, men han fandt dog Vej hjem. Han saa nu, at Baaden var borte, og da han naaede Huset, viste det sig, at baade Mennesker, deres Tøj og Provianten var borte.
"Her er ondt paa Færde!" udbrød han, idet han traadte længere ind i Hytten, og hørte nu en rallende Lyd og fandt Torey liggende død i Sengen, medens Barnet laa og diede Moderens Lig. — Det viste sig snart, at den troløse Torarin og Trællene havde stukket hende ihjel, hvorefter de var flygtet i Baadene med alle Fødevarer, Torgils blev dybt bedrøvet, og Tanken om, hvordan han skulde frelse sit Barn, bragte ham til Fortvivlelse. Det berettes nu, hvorledes han i sin Nød skar sig i sin egen Brystvorte og lod Barnet suge derved. Først kom der Blod, senere en blandet Vædske og tilsidst Mælk — og dermed blev Drengen ernæret. Han og hans tre Mænd gik nu ivrigt paa Fiskeri for at skaffe sig Fødevarer, og de begyndte at bygge en Baad af Skind og Pindeværk.
Vi kommer nu til det mærkeligste i Sagaen, nemlig Mødet med de paa den grønlandske Østkyst levende Trolde (Eskimoer?). At Nordboerne, i hvis Forestillingskreds der levede Trolde, Jætter og lignende, ved første Sammentræf med Polarfolket maatte være fristede til at henføre dem i den overnaturlige Verden, er let forstaaeligt — og selv om Sagaen er forholdsvis ny (fra c. 1300), er der dog ikke ringe Sandsynlighed for, at dens oprindelige Kærne taler sandt, naar den melder om Torgils Sammentræf med saadanne.
En Morgen var Torgils ene ude paa Isen og fandt der et stort Sødyr opdrevet i en Vaage og ved det stod to "Troldkoner", som bandt store Bylter af Kød sammen. Torgils, som aabenbart var betaget af det uventede Syn, løb til med Sværdet og hug Haanden af den ene, saa hun tabte Bylten, hvorpaa de begge løb bort. Torgils og hans Mænd samlede nu selv tilstrækkelige Fødemidler af det opdrevne Dyr, — og da Isen endelig løsnede sig fra Landet, gik de om Bord i deres skrøbelige Fartøj og forlod det skrækkelige Opholdssted.
Den Sommer naaede de til et Sted, kaldet Sæløre, hvor de forblev den følgende eller tredje Vinter (1003—04). Om Sommeren drog de videre — kæmpende med frygtelig Sult — forbi Jøkler og stejle Kyster. Etsteds, hvor de havde opslaaet deres Telt, forsvandt Baaden, hvilket satte Torgils i Fortvivlelse, saa han endog tænkte paa at dræbe sin Søn; men Baaden, som maaske var blevet stjaalet af Eskimoer, blev atter bragt til dem, og da nu Torgils dræbte en Bjørn, kunde dens Kød uddeles i sparsomme Rationer, saa Livet blev opretholdt.
Rejsen gik videre, forbi mange Vige og Fjorde — langs den sydøstlige Del af Grønlands Østkyst, den Graah og siden Holm og Garde med flere andre i vor Tid har befaret i Konebaade, og hvis Beskrivelser tyder paa, at Sagaen næppe helt kan være Fantasi, hvad Terrænbeskrivelsen angaar.
Endelig saa de skibbrudne et Lærredstelt rejst paa Kysten, og her stødte de nu paa Torarin og de med ham flygtede Trælle. Torarin søgte at undskylde sin Udaad ved at foregive, at han var tvungen dertil af Trællene, som havde truet ham med Døden. Han blev dog dræbt og jordet paa Stedet.
Langsomt arbejdede de skibbrudne sig videre mod Sydspidsen af Grønland. Det tredje Aar af deres Ophold paa Østkysten var snart forbi, og det lakkede ad Efteraaret. De nærmede sig nu beboede Egne, og skønt der — som vi nu ved — ingen egentlige Gaarde laa paa Østkysten, er der dog truffet mindre betydelige Ruiner til Vidnesbyrd om, at enkelte Mænd, som maaske var blevet erklæret fredløse, eller som laa paa Fangst og Fiskeri, her havde fundet et midlertidigt Opholdssted.
En saadan Mand ved Navn Rolf havde her en lille Boplads. Uventet stødte derfor Torgils og hans Ledsager paa et Skibs- eller Baadskur og Indhuse. De blev vel modtaget og boede hos Rolf Vinteren over (1004—05). Barnet, som her blev overladt til Kvindfolks Varetægt, kom sig godt.
Da Foraaret nærmede sig, overlod Rolf dem Skib, paa hvilket de samme Sommer naaede Bratteli. Havde Torgils ventet at blive modtaget paa det bedste hos sin gamle Ven Erik, kom han til at lide en Skuffelse:
"Erik modtog Torgils noget koldsindig, og Behandlingen var mindre omhyggelig, end denne havde ventet. Torgils fik opspurgt, at Trællene var der i Landet, men han lod, som om han ikke vidste det. Om Vinteren hændte det, at en Bjørn hyppig angreb Indbyggernes Kvæg, hvorved den gjorde stor Skade. En Dag kom Folk til Torgils for at handle med ham, og mange Mennesker var samlede i et frit liggende Oplagshus, hvori Varerne befandt sig. Der var ogsaa Torfin til Stede. Han sagde til Torgils:
"Fader! der er en stor og smuk Hund derude." Torgils svarede:
"Bryd dig ikke derom, men gaa blot ikke udenfor." Desuagtet løb Drengen ud, hvor en Bjørn straks var parat og kastede ham under sig. Drengen skreg da højt. Torgils sprang ud fra Jordhuset med Sværd i Haand. Dyret legede da med Drengen. Torgils huggede nu Bjørnen mellem Ørene og kløvede dens Hoved, saa den faldt død ned, hvorpaa han straks greb Barnet, som kun havde lidt ubetydelig Skade.
Af denne Daad blev Torgils meget navnkundig, og man syntes, at en stor Lykke var hændt ham.
Erik var ikke meget tilfreds med denne Gerning, men lod Dyret tillave; nogle sagde endog, at han — efter Fortids Skik — havde vist Dyret en Slags Dyrkelse.
Det fortælles, at en Del Mandfolk i den Vinter sad i Badehuset paa Bratteli, dog ikke alle paa én Gang, thi nogle stod foran Huset. Blandt dem var Kol og Starkad.
Samtalens Genstand var forskellige Folks Sammenligning med hinanden; især talte de i den Forbindelse om Torgils og Erik. Kol sagde, at Torgils havde udført mange Heltebedrifter. Dertil svarede en Mand af Eriks Husfolk og som hed Hall:
"Sammenligningen er ulige, thi Erik er en stor og berømt Høvding, men denne Torgils har levet i Usselhed og Trældom, og jeg er ikke en Gang vis paa, om han er Mand eller Kvinde." [Han hentydede aabenbart her til Sagaens Beretning om, at han havde givet sit Barn Die.] Kol svarede: "Hvad siger du, din elendige Usling!" hvorpaa han gennemborede ham med et Spyd, saa han straks døde. Erik bad sine Mænd rejse sig og gribe Kol, men alle de Handlende løb til for at forsvare denne.
Da sagde Torgils:
"Dig, Erik, tilkommer det nærmest selv at hævne din Mands Drab."
Begges Venner lagde sig nu imellem, Iøvrigt indsaa man, at det ikke vilde være let at overmande de fremmede. Parterne blev da forligt paa den Maade, at Torgils og Erik skulde afgøre Sagen. De gik vel begge to ind paa Afgørelsen, men efter den Tid kølnedes deres Venskab, saa at Torgils var betænkt paa ikke at forblive der længere. Det hændte sig endvidere den Vinter, at nogle Røvere tilføjede Folk megen Skade. Deres Anfører hed Torstein, og de var ialt 30 Mænd, som alle var dømt fredløs. Indbyggerne led stort Tab ved deres idelige Røverier, og de kom med Klage til Erik. Røverne havde deres Tilhold paa nogle Øer i Eriksfjorden. Erik beklagede sig herover for Torgils og bad om hans Bistand. Torgils svarede, at han ikke var rejst til Grønland for at vove sit Liv mod Skurke, og at han havde lidt meget ondt for Eriks Skyld. Men han kunde dog ikke bekvemme sig til at undslaa sig for at drage ud paa Toget, eftersom Folk i Landet var stedt i Nød, hvorfor han erklærede sig rede, naar Erik selv vilde drage af Sted — dog vilde han først afgøre sine egne Forretninger. "Hold dig imidlertid færdig, naar jeg skikker dig Bud."
Derefter gik Torgils med sine Folk til Skibs for at besøge hele Vesterbygden, hvis Beboere endnu ikke havde betalt Bjørnetolden til ham [for den Bjørn han havde dræbt]. Torgils androg nu paa og fik det bragt derhen, at Rolf erklæredes fredhellig."
I Vesterbygden overvandt og dræbte Torgils nu en Bande Røvere, der havde Tilhold paa Øerne, hvorved han erhvervede sig stor Yndest som og Ejendom ligesom Bjørnetolden blev opkrævet. Men Erik vilde nu slet ikke mere have med ham at bestille. Torgils havde sendt Bud efter ham; men Erik kom ikke, skønt han havde lovet det. Torgils sagde da:
"Nu tror jeg ret at kunne gennemskue Eriks Indre. Han agter at hidse os paa disse Mennesker og forestiller sig, at vi ikke vil kunne bære det over vort Sind at rejse tilbage med uforrettet Sag, selv om han end ikke selv kommer."
Saa klarede Torgils sig alene, ombragte Røverne og overvældede sine tidligere Trælle, som han solgte; men: "med Erik var Torgils ingenlunde tilfreds."
Han forlod nu Grønland og kom efter i Norge at have udvist mandig Færd tilbage til Island, hvor han overtog sine Ejendomme igen, og hvor han giftede sig paa ny. 85 Aar gammel døde han højt agtet.
Sagaen siger om ham:
"Torgils blev anset for en ganske udmærket Mand; han var tro mod sine Venner og velvillig, udholdende og kraftig, meget arbejdsom og utilbøjelig til at fornærme andre, skønt han aldrig lod sig nøde til at vige for nogen, om han end havde med højt ansete og stærke Mænd at gøre. Han ansaas for en ypperlig Folkehøvding, var billigtænkende og forstandig, men modig og meget uskaansom mod dem, som ikke vilde opføre sig vel. Han var trofast og andægtig, gudfrygtig og god mod sine Venner. Mange fornemme Folk nedstammer ogsaa fra ham, og hans Afkom er spredt vidt om i vort Land. Nu vil vi foreløbig høre op med at fortælle om Torgils, Ørrabejns Stedsøn — og derved slutte denne Saga."
Erik den Røde døde ikke længe efter Vinlandsrejsens Afslutning, og efter ham blev hans Søn Lejf Arvtager af Høvdingesædet paa Bratteli. Han døde omtrent 1021, hvorefter hans Søn Torkel fulgte efter Faderen. Grønland blev i den kommende Periode Skueplads for voldsomme Stridigheder og Drab som Følge af Blodhævn, saaledes at hele Slægter maaske gik til Grunde, hvilket selvfølgelig betegnede en Svækkelse for Kolonien. I Fostbrødre Saga og i det mærkelige Digt om Skjald-Helge, Grønlands Lagmand, har vi Midler til Forstaaelsen af disse Forhold, skønt ogsaa disse litterære Frembringelsers fulde Troværdighed maa betvivles. I det hele og store giver de dog aabenbart sande Billeder af Forholdene paa Grønland, hvorfor de har stor Værdi.
