Skáldhelgarímur (Anonyme skjaldekvad)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
GHM 2.jpg


Skjaldekvad


Grønlands historiske mindesmærker II


XIII.
Skjald-Helge, Grönlands laugmand

(Skáldhelgarímur)


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn




Dette Mindedigt, i Originalen kaldet Skáld-Helga Rímur eller Rímur af Skáld-Helga, er egentlig, forsaavidt dets fortællende Indhold angaaer, ingen selvstændig Digtning, da det er en af de ældste bekjendte af de nu i Island hyppig forekommende Paraphraser eller poetiske Omskrivninger af prosaiske Fortællinger, som i Almindelighed kaldes Rímur (efter Eentallet Ríma), og vistnok ere af samme Oprindelse som de nordiske Kæmpeviser og de sydlige Folks Ballader. Om dette Slags Digtninger har Rask givet en kortfattet Underretning i sin Islandske Sproglære (udförligst i den svenske Udg. 274-275), hvorved det dog maa erindres at de overhoved ere meget ældre end Reformations-Tiden. Saaledes er f. Ex. det andet Stykke i den berömte Flatöbog en ægte Ríma om Kong Olaf den Hellige, som vi med Bestemthed vide er skrevet 1387, men var dog da, efter Titelen at dömme, ikke aldeles ny[1] Jfr. ovenfor I, 326 o. f., hvor vi have anfört forskjellige hele og halve Stropher, tildeels fra Aarstallet 1200, som ganske svare til det Versemaal, hvori nærværende Digts 3de Sang er affattet, ogsaa forekommende i Skálda (S. 266) paa forskjellige Maader, metrisk henförte til den saakaldte Rúnhenda.

Nærværende Riimdigt hörer især til de (ovenfor I, 339 ommeldte) poetiske Paraphraser af skrevne historiske Sagaer, men den Saga, som har ligget til Grund derfor have vi ikke mere, og vide ikke med Sikkerhed, om den har været til i det 16de Aarhundrede (hvorom mere i det fölgende). Derimod see vi endnu af Digtets 2den Sangs 63de Strophe, at Sagaen tildeels har været grundet paa et ældre Digt, om dens Helt, Skjalden Helge, forfattet af en anden Skjald, kaldet Hallar-Stein, som vi nu strax skulle see har været samtidig med ham, men kun noget yngre af Alder. Da Sagaens Troværdighed, i Hovedsagen, herved Paa det fuldkomneste bekræftes, kunne vi ikke noksom beklage Tabet af dette for os höist mærkelige Oldtidskvad. Nu maae vi lade os nöie med den dobbelte Gjenklang af Drapaen og Sagaen, som nærværende Riim kunne yde, og tröste os til lige derved, at ogsaa disse selv nylig flere Gange have været deres Undergang meget nær, men ere dog nu, som vi maae haabe, reddede fra den for bestandig.

Om Skjalden Hallar-Stein og hans övrige, endnu bekjendte Værker have vi en ypperlig Afhandling af vor Medarbeider Adjunct Egilsson, tilföiet hans latinske Oversættelse af Olaf Tryggvesöns Saga[2]. Deri er det, hvilket vi og af Kildeskrifternes Undersögelse för havde formodet, saavidt mueligt oplyst, at Skjalden Hallar-Stein har levet i det 11te Aarhundrede, samt er den samme, som ellers undertiden forekommer i Skálda og Sagaerne under Navn af Stein Herdis`s Sön (Herdísarson). Hans vidtlöftige Slægtsregister læses i Landnama, 2 Parts 11 Cap., udledt fra den berömte norske Ketil Flatnef og hans Sön, den islandske Landnamsmand Björn (see ovenfor l, 530 o. f.). Hallar-Steins Oldefader paa Mödrenesiden var den berömte Skjald Eina Skaaleglam, ogsaa kaldet Skjoldmöens Einar, som stod Hakon Jarl bi i Slaget mod Jomsvikingerne 994, samt ogsaa var een af Are Frodes Stamfædre[3]. Om Hallar-Steins Levnet vide vi kun lidet, men kjende ham mest af hans faa endnu tilværende Digte. Hans nærmeste Slægt var fra det nuværende Sneefjeldsnæs Syssel, vi vide ikke, hvor hans Forældre boede, men mene, at deres Bopæl maa söges i det nærmestliggende Myre Syssel, af fölgende Grunde. Gaarden Höll, som ligger i det sidst nævnte Herred, ommeldes i nærværende Digt som Bopæl for Haldor, Fader til dets Helts, Skjalden Helges, tvende Koner. Af den samme Gaard (i Eieformen Hallar), troe vi at Skjalden Haller-Stein har havt sit Navn, enten fordi han var födt der, eller længe havde opholdt sig der. Saadanne Tilnavne, af lignende Aarsag, have stedse været brugelige i Island, f. Ex. disse, fra Oldtiden: Höfda-Thord, Holm-Starri, Hofgarde-Ref, Hvamm-Sturla, Vallna-Ljot, Lon-Einar, Lunda-Steinar og mange flere[4]. Vor Stein lader til at have opholdt sig mest uden for Island. Egilsson har viist at han, som Skjald og Kriger, har tjent Norges Konger Harald Haardraade og Olaf Kyrre; til Steins Anseelse og gode Kaar ved Hoffet har det formodentlig bidraget at han var temmelig nær beslægtet med Ulf Ospaksön, Kong Haralds Staller eller Hofmarskal; han har ogsaa, rimeligviis af skyldig Taknemmelighed, forfattet et Digt til hans Ære. Stein deeltog i det store Söslag i Nissaaen, Aar 1062, og besang siden selv dette Slag til sin Konges Hæder i de saakaldte Nissaa-Viser, hvoraf Fragmenter haves i Heimskríngla og Fornmanna-Sögur. Sildigere digtede han og et Kvad om Kong Olaf Kyrres Bedrifter, af hvilket de norske Kongesagaer indeholde adskillige Fragmenter. Af en ganske anden Art er et Kjærlighedsdigt, som Hallar-Stein tilegnede en smuk Kvinde, og hvoraf nogle Brudstykker ere meddeelte i Skálda[5] Dog besang vor Skjald ikke allene de levende, men ogsaa de döde. Han er rimeligviis Forfatter til det ovennævnte mærkelige Rekstefja, ogsaa kaldet Ólafs-Drópa in tvískælda, digtet til Kong Olaf Tryggvesöns Hæder, mueligviís med Hensyn dertil, at Skjaldens egen elskede Herre, Kong Olaf Kyrre, var hans Frænde og bar det samme Navn. Dets Original findes fuldstændigst i den saakaldte Byrgerske Codex, en gammel Pergamentsbog, som forvares i det Kongelige Bibliothek i Stockholm. Egilsson har oplyst at Öienvidnerne Einar Thambaskelvers og Thorkel Dydrils (eller Dyrdils) Beretninger tildeels ere lagte til Grund derfor. At Hallar-Stein endelig har forfattet et Mindedigt over Skjald-Helge, vises klart i nærværende Sagadigt, efter hvad vi ovenfor have berettet, og det er vist at de begge have levet paa samme Tid, hvilket vi nærmere, ved en chronologisk Undersögelse, ville söge at oplyse. Naar vi overveie, hvilken Aarsag der vel kan have bevæget Stein Skjald (som han kaldes i Landnama) til at forfatte et Hædersdigt over Skjald-Helge, maa det först falde os ind, at Stein, efter det ovenanförte, har været födt, opdraget eller bosat paa Gaarden Höll , hvor Skjald-Helges tvende islandske Elskerinder vare födte. Der, fremfor alle Steder, maatte deres tragiske Historie være i frisk Minde, og en ung derboende Skjald, som ellers selv, efter det ovenanförte, fölte og besang Kjærlighedens Tryllemagt, opfordredes saa at sige til at forevige den uforglemmelige Elskovskval, som havde fundet sin förste Oprindelse og Næring paa hans egen Bopæl. Det er desuden sandsynligt, at Steins Slægt paa een eller anden Maade har havt Forbindelse med den Æt, hvis Eiendom Gaarden Höll var, og hvortil Haldor, dens forrige Beboer, hine ulykkelige Kvinders Fader, i sin Tid hörte. Det forekommer os sandsynligt at Stein har forladt Island, for at söge sin Lykke ved det norske Hof, kort efter at han havde faaet den Nyhed at höre, at hans Frænde, Ulf Ospaksön, som havde ledsaget Harald Sigurdsön Paa hans Udenlandstog i Asien, Afrika og Rusland, var kommen med ham tilbage til Norge med megen Rigdom, og at han der var bleven den nye Konges Staller og Lehnsmand. Steins Reise fra Island til Norge synes saaledes at være skeet 1047. Antage vi at han da havde fyldt sit 25de Aar, har han, da Nissaa-Slaget holdtes, og hvor han stred Paa sin Frændes Ulf Stallers Skib, været, omtrent 40 Aar gammel. Dersom han, efter Egilssons Gisning, er död 1082, har han, efter hvad vi antage, i alt levet henved 60 Aar; dog er det vel muligt, at han er bleven noget eller meget ældre. Han har saaledes, i al Fald, levet meer end 20 Aar efter Skjald-Helges Död, og har saaledes kunnet besynge den, muelig dog i en Fortsættelse af det til hans Priis forfattede Digt; dog vide vi nu ikke, naar det först er blevet digtet, eller om det senere er blevet fortsat, enten af den samme Skjald, eller af andre.

Trubadur, ca. 1305-1315. Codex Manesse, UB Heidelberg, Cod. Pal. germ. 848, fol. 342v, von Obernburg.
For at Læserne desbedre skulle kunne fölge Fortællingens Gang i nærværende Saga-Digt, ville vi forelöbig meddele deraf et kort historisk Uddrag, tildeels oplyst af andre gamle Skrifter[6]. Herved maae vi dog bemærke, at det forekommer os saa, at Riim-Digteren ikke, som hans nyere Eftermænd næsten stedse have pleiet at gjöre, aldeles nöie har anfört alle de omstændigheder som have været berettede i den af ham paraphraserede Saga, f. Ex. Hovedpersonernes Slægtregister, hvilke han maaskee har antaget at være bekjendte nok af andre Sagaer. Det fortælles saaledes, i FÖRSTE SANG[7], at en vis Haldor, som havde ægtet en rig Kvinde, boede paa Gaarden Hall (Höll) i Borgarfjordens Herred, uden at det, som næsten stedse i Sagaerne, berettes, hvis Sön denne Mand var, eller fra hvem han ellers nedstammede. Herom underrrettes vi dog af Landnamas 3die Parts 1ste Cap. Han var nemlig en Sön af Koll og en Sönnesön af den berömte Landnamsmand Midfjord-Skegge, som opbröd Rolf Krakes Höi ved Leire og förte derfra hans Sværd Sköfnung til Island; hans Slægt var saaledes meget anseelig og berömt i Island. Landnama tillægger det udtrykkelig, at denne Haldor var Fader til den Thordis, som Skjald-Helge ægtede og til hendes Söster Thorkatla. Alle disse Efterretninger staae i Landnamas ældste Text, som her upaatvivlelig tilhörer Are Frode selv og synes tillige at vise, at den berömte Skjald-Helge, og hans tvende uheldige Elskerinders Historie var alle islændere tilstrækkelig bekjendt. Vor Riimdigter giver begge disse Haldors Döttre de samme Navne som Landnama; af dem var Thorkatla (eller Katla) den yngre. Paa den Tid, vedbliver han, boede en vis Thord paa Höfde (i samme Herred), gift med en rig Kvinde og Haldors bedste Ven. Thords Herkomst forties her, men oplyses af Landnamas 2 Parts 2 Cap.; han var nemlig en Sön af Helge, Sön af Asgeir paa Hammer (Hamar) og Hilde, kaldet Stjerne. Skjald-Helge nævnes her og, formodentlig af Are Frode selv, som hin Thord Helgesöns Sön. Riimdigteren fortsætter Fortællingen saaledes: Thord havde en Sön, som strax i sin Opvæxt udmærkede sig mest af alle frie Bondesönner der i Egnen, saavel ved fortrinlig Legemsdannelse, som ved mandigt Væsen, Færdighed i krigeriske Övelser og ved sin Skjaldekonst. Haldor holdt et Gjæstebud, og indböd dertil sin Ven Thord med hans Sön Helge. Der forelskede den vakre Yngling sig i Thorkatla, Haldors skjönne Datter, og vandt snart hendes Gjenkjærlighed. Efter at Gjæstebudet var hævet, og enhver var tagen til sit Hjem, kom Helge til Hall for at tale med Katla. Dette ansaaes i hine Oldtidsdage for uanstændigt, i det mindste indtil en offentlig Trolovelse var skeet. Det blev fortalt Möens Fader, at Helge lokkede hans yngre Datter; Haldor formanede da hendes Frier til at afholde sig fra saadanne Besög, hvilke han dog ikke desmindre fortsatte. Det kom derpaa til en ny Ordvexling mellem den Gamle og Ynglingen, hvilken dog havde det samme Udfald. Thorkatla sögte da at formilde sin Fader, men forgjeves, og blev strax efter af ham sendt bort til Gaarden Söidefjeld i et andet Herred. Helges Frænder og Venner forsögte snart at bringe ham paa andre Tanker, samt overtalte ham til Forlovelse med Thorkatlas ældre Söster. Det lader til at deres Overtalelse i Förstningen lykkedes temmelig vel; dog besögte Helge nu Thorkatla, og fortalte hende hvad hans slægtninge havde i Sinde. Hun besvoer ham at han ikke skulde svige sit förste Löfte, da de ellers begge vilde blive ulykkelige, men raadte ham til paa nye at begjere hende selv tilægte af hendes Fader. Han fulgte dette Raad, men Haldor afslog ham, fuldt saa haardnakket som för, den Elskedes Haand, blot paa Grund af det Foregivende, at de vise Gamle havde sagt: at Ægteskaber, grundede Paa lidenskabelig Kjærlighed, aldrig fik et godt Udfald. Forunderlig nok tilböd dog Pigens Fader Frieren hendes ældre Söster til Hustru, og forsikrede ham at hun vilde bringe ham til at glemme hans Lidenskab for den yngre, og saaledes fordrive al hans Sorg. Helge, som nu ikke öinede noget Haab om den attraaede Forbindelse med den förste Elskede, besluttede sig vel ikke strax til den foreslaaede med hendes Söster, men kort efter lykkedes det dog hans egne Slægtninge at overtale ham dertil, og strax holdt han da Fæstens Öl med Thordis, Haldors Datter. Smertelige Anelser bragde Helge til at kaste alt Ansvar, i Ulykkes Tilfælde, paa hans Raadgivere, men ikke desmindre holdt han Bryllup, i Hramm i Norderaadalen, med sin för og siden höit elskede Kjærestes Söster. ANDEN SANG: Helges Ægteskab med Thordis varede kun 2 Aar, thi efter disses Forlöb sendte han hende tilbage til Hall, og deelte sit Bo med hende. Han antog en Pige til at bestyre sit Huus, men han fandt der ingen Bo, og besluttede at forlade Landet. Han reiste til Hall, og tog der Afsked med sin sörgende Kone; gik derefter om Bord, og kom lykkelig til Norge, hvor han blev antagen til Hirdmand af den der da regjerende Jarl, Erik Hakonsön. Helges Sorg og Sindsuro formildedes ikke, og næste Foraar reiste han tilbage til Island. Strax ved sin Ankomst besögte Thorkatla ham, og han gjengjeldte siden dette Besög, en Tid lang, med mange andre i hendes Bolig. Disse hyppige Sammenkomster gave Anledning til megen Forargelse og slet Omtale af Bygdelagets Folk. Een af de værste til at bagtale og udskjelde det ulykkelig elskende Par var Bonden Arngeir paa Steinum, som dog paa en anden Maade havde tilföiet Helge grove Fornærmelser. Da han fordrede Erstatning for disse, opstod en Ordstrid mellem dem, hvorpaa Enden blev den, at Arngeir faldt for Modstanderens Sværd. Herved blev det dog ikke, thi ikke mindre end fire af de ondskabsfulde Bagtalere maatte paa samme Maade lade deres Liv; dette har Hallar-Stein berettet i det Digt som han affattede til Skjald-Helges Priis. For intet af de saaledes begangne Drab gaves nogen Böder. TREDJE SANG: Vel lammede nu Frygten alle Klaffertunger, og de Elskendes Möder paataltes aldeles ikke, men en ny farlig Storm reiste sig dog, da Arngeirs og de övrige Dræbtes Eftermaalsmænd fordrede svære Böder eller Drabsmandens Straf. Goden Hermund maatte tage sig af deres Sager, de forfulgtes til Thinge, og Helge dömtes til det Slags Fredlöshed som medförte Fortabelse af Liv og Gods. Som Flygtning underrettede han Thorkatla om denne Ulykke, og besluttede, efter hendes Raad, atter at forlade sit Födeland, for at undgaae hans mægtige Fjenders Forfölgelser. Hermund beklagede Holtens tunge Skjæbne, og sendte ham Vaaben til sit Forsvar. Helge gjengjeldte Gaven med en Guldring, og til Tak derfor udvirkede Hermund hans Fredkjöb og de imod ham anlagte Sagers Forligelse.
Dog blev han ikke bedre;
det voldte haablös Sorg.
Kærlighedsscene, middelaldermotiv.
Han indvikledes i nye Feider, og reiste paa ny til Norge. Erik Jarl, hans forrige Herre, var da död, og Kong Olaf Haraldsön, siden kaldet den Hellige, regjerede over Landet. Helge, som för havde tjent denne Konges Fjende, besluttede og udförte en Pillegrimsreise til Rom, for der at befries fra sine Synders Byrde, og kom tilbage fra den i det næste Aar. -- Her vender Sagnet sig til Grönland. Der boede en Hövding, eller rig Bonde, ved Navn Skegge den Prude, Paa Hovedgaarden Herjolfsnæs. Hans Hustru hed Thorun, födt af en ædel Slægt, men dog vanziret ved en meget styg Tand. I deres Nabolag boede en Huusmand, eller ringere Bonde, ved Navn Thorvard Hreim; selv var han lumsk, men hun forfaren i Trolddomskunster, i hvilke hun og oplærte deres tvende Sönner. Hexefrygten var fordum meget stærk i Grönland, selv i den norskislandske Colonie, og bidrog mest dertil at disse for Trolddom mistænkte Folk bleve forviste fra Bygden. De nödtes da til at tye til de yderste (nordlige) Grændser for det beboede Grönland, til de saakaldte Greipar - som ellers besögtes hyppig af Landets övrige Indvaanere, som toge dertil til Söes, for Fiskeriets og Jagtens Skyld, da disse gjerne der gave godt Udbytte. Kort efter hin Families Forviisning blev Skegge den Prudes Fartöi paa et saadant Tog aldeles borte. Hreims Sönner mistænktes almindelig for at have overfaldet og myrdet de Forsvundne, men tiltaltes dog ikke derfor. Örnulf, Thoruns Broder, bestyrede nu hendes Huus. Han drog og, et Efteraar, til hine fjerne Egne; der traf det sig at Hreims Sönner kom i Havsnöd; Ornulf reddede dem, og forlovede sig kort efter med deres Söster. Ikke desmindre myrdedes han selv af de lumske Brödre. Thorun giftede sig paa ny med en vis Thorkel, men han döde den tredie Nat derefter. Snart indgik hun dog et nyt Ægteskab, som havde samme Udfald, og det Fjerde ligeledes kort derefter. Siden vovede ingen, i nogen Tid, at beile til den rige Enke. Paa denne Tid agtede vor Helge at reise fra Throndhjem til Island, og erhvervede en Trediedeel i et Handelsskib, som tvende Mænd, der begge bare Navnet Illuge[8], eiede i Fællesskab. FJERDE SANG: Förend de afseilede, overtalte en leed gammel Mand, ved Navn Thorgils, Skibseierne til at medtage ham som Reisende. Reisen blev snart meget besværlig, ved Modvinde, Storm og Söstyrtninger. Thorgils blev syg og döde, dog maaskee kun ved et Slags Skindöd; man troede at han gik igjen, og derved foraarsagede de Reisendes vedvarende Ulykker. En Vise, som han siges at have kvædet, tilhörte maaskee egentligst Hallar-Steins tabte Digt, hvorved overhoved den her omhandlede dunkle Begivenhed er bleven digterisk overdrevet og udsmykket. Helge siges at have faaet Bugt med Gjengangeren; dog tiltog stedse de Söfarendes Nöd, og Skibet drev langt nordpaa i de Grönlandske Have. Alt foreslog een af Skibsförerne, at samtlige Skibsfolk skulde, paa hedensk Viis, da de nu dog ingen anden Udsigt havde end den visse Död, nedlægge hinanden, inden de omkom af Udmattelse og Hunger[9]. Helge modsatte sig dette fortvivlede Forslag, men raadte til christelig Bön og Gudspaakaldelse. Da formildedes og det rasende Veirlig; det blev klart, og höie Sneefjelde kom tilsyne. De kjendte da tydelig Jöklernes- Land (Grönland), vendte Kaasen mod Syd og fandt snart den længe önskede Havn i Falgeirsvig i Eriksfjorden. Som sædvanlig Paa de Tider fordeelte Omegnens mere formuende lndvaanere de Söfarende mellem sig til Kost og Pleie i Vintertiden. En rig Bonde, ved Navn Forne, boende paa den store Gaard som kaldtes Sólarfjall (Solens Fjeld), modtog og beværtede Helge med megen Gjæstfrihed. Forne mærkede snart at hans Gjæst led af megen Tungsindighed, hvilken han sögte at fordrive ved forskjellige Tröstegrunde og Opmuntringer, og ledsagede dem med det Raad, at Helge skulde frie til den ovennævnte rige Enke, Thorun paa Herjolfsnes, og bosætte sig der i Landet. Endelig lod Helge sig overtale til at antage dette Forslag, dog kun, som det synes, ved et Slags taust samtykke, saa at han fulgtes til Enken med sin Vært, som da friede til hende paa hans Vegne. Thorun gjorde vanskeligheder, da Helge ikke var synderlig bemidlet eller havde nogen Eiendomsgaard i Landet, hvilket saaledes synes da at være blevet fordret, af Landets Vedtægter eller den almindelige Mening, som en Betingelse for Ægteskabet med en saa rig eller anseelig Kvinde. Forne svarede strax med det Tilbud, at han overlod Beileren Hörnes Gaard, hvilken han skulde overdrage Bruden til Fæstensgave, og Forlovelsen blev saaledes sluttet. Dog tilföiede Enken endnu den Betingelse, at Helge skulde hævne hendes förste Mand Skegges og hendes Broder Örnolfs Drab (paa Hreims Sönner). FEMTE SANG: I næste Foraar satte Helge Bo paa sin nye Eiendomsgaard, men faldt strax efter i en svær Sygdom, som atter vakte den gamle Mistanke mod Thorun. Nogle besluttede endog, for Alvor, at stene hende som en Hex, men dette onde Forsæt standsedes af Forne. Thorun besögte da sin Forlovede, som var betaget af et Slags Afsky for Lyset, men laa bestandig i en mörk Vraa, hvor han uhindret kunde overlade sig til sort Melancholie, og henfaldt til phantastiske Grublerier og Syner. Den Episode, hvori de og deres Ophör skildres, ville vi her forbigaae, men bemærke kun at ogsaa de (hvilket stedse af og til er skeet i Verden, selv i de mest civiliserede Lande, endog i vore oplyste Dage) antoges for Trolddom eller Spögeri, som kun kunde hæves ved Besværgelser og christelige Amuleter. Betragtet fra denne Synspunkt, frembyder den hele Fortælling, som i Middelalderens overtroiske Dage saaes i et ganske andet Lys, aldeles intet overnaturligt. Thoruns kloge Raad afværgede den nye farlige Vending, som Helges langvarige Sindssygdom havde taget, da han fölte sig igjen rask, og villig til at opfylde sit givne Ægteskabslöfte. Thorun synes dog da endnu ikke at have troet Freden ret, i det hun selv erklærede sig villig til at træde tilbage og give slip paa sin Rettighed i den Henseende, men Helge besluttede sig, muelig tildeels af Taknemmeligbed for den Helbredelse som han skyldte hende, til Ægtepagtens Fuldbyrdelse. Han holdt sit Bryllup med Thorun, men gjenvandt dog ikke sin forrige Sindsro, thi den elskede Katlas Billede foresvævede nu stedse hans Sjæl, og alle hans Tanker henvendtes paa ny til hende. Den kloge Thorun forsögte da at fordrive hans slöve Kummer ved krigeriske Tanker, i det hun erindrede ham om hans andet, hende givne Löfte, om Hævn for hendes Broder og förste Ægtemand. Han erkjendte dens Udförelse for sin Pligt, og begyndte strax at forberede sig til et saadant Tog til Greipar. Han lod et Skib bygge og besatte det med 30 velbevæbnede Mænd. "Vidt var Havet og Veien var lang," men dog kom de lykkelig til deres Bestemmelsessted, i det de fredlöse Brödre vare i Færd med at forlade deres Bolig, for at gaae paa Jagt. SJETTE SANG: Striden med Hreims Sönner, Thorer og Eyvind, beskrives; de værgede sig som sande Helte, men bukkede dog endelig under i den ulige Kamp. Efter Brödrenes Fald fandtes deres gamle Moder, den ilde berygtede Troldkvinde, liggende næsegrus paa sit Leie; den höimodige Helge erklærede det for et Nidingsværk at myrde en Kvinde, og kun derved frelstes hendes Liv. Meget Bytte bortförtes fra de Fredlöses Bolig; men i det Seiervinderne skulde drage hjem, rammedes Illuge, som havde raadt til Hexen Grimas Drab, af en giftig Piil, udsendt fra Huset, og Saaret voldte strax hans Död. Man gav Grimas Trolddom Skyld derfor, og det kan være at hun har været den som skjöd, skjönt det er fuldt saa sandsynligt, at Skudet kom fra een af de dræbte Brödres Fölgesvende eller Venner, som havde skjult sig i deres Huus, eller i dets Nærhed. Helge drog hjem til Herjulfsnæs. Af Gods og Hæder havde han nok, og steg saaledes i Folkets Agtelse, at han valgtes til dets Laugmand eller Overdommer, og det blev ham tillige overdraget at ordne Landets Ret eller give det en nye Lov, dog mest grundet paa den ældre som indtil den Tid havde været vedtaget. Naar dette er skeet; vide vi ikke med Bestemthed, men vi formode at Helge först er bleven ophöiet til en saadan værdighed efter den mægtige Thorgrim Trolles og hans vigtigste Slægtningers Drab, samt muelig tillige efter Thorkel Leifsöns Död, hvorom mere i det fölgende. Vor Riimdigter synes mest, og med en sand Tilböielighed (con amore) at have beskjeftiget sig med Helges ulykkelige Kjærlighedshistorie og alt hvad som stod i Forbindelse dermed; han vedbliver saaledes: Den trofaste Thorkatla yndede intet Menneske, med Undtagelse af Helge; da hun efter en lang og kummerfuld Tids Forlöb, spurgte at han var kommen til Grönland, foretog hun sig ogsaa, over Norge, den besværlige Reise dertil. Kjöbmændene opförte en Bod ved Havnen, og dreve deres Handel. Blandt andre, som sögte dette Marked, var vor Helge. Frydeligt var, i det förste Öieblik, de Elskendes Gjensyn, men snart forbittredes det ved Helges tunge Tilstaaelse af hans andet Giftermaal. For förste Gang (forsaavidt Digteren underretter os derom) udbröd den ömt fölende Katla i heftige Bebreidelser til hendes vistnok ikke saa bestandige Elsker, og havde fuld Ret dertil, men han undskyldte sig, efter den Tids Skik, med Skjebnens uafvendelige Tilskikkelser. Sörgende kom Helge hjem; Thoruns Speidere havde allerede underrettet hende om hans uventede Möde med en fordums Kjæreste. Konen var listig nok til selv at indbyde sin Medbeilerske til Vinterophold hos sig, da hun ikke saae sig saaledes i Stand til at hindre Helges og Katlas fortrolige Möder paa noget andet Sted, som netop i hendes eget Hjem, hvor hun synes at have kunnet indrette alt efter eget Behag. Da Thorkatla havde modtaget Tilbudet, og var kommen til Brattalid, forböd Thorun hende enhver fortrolig Samtale med Helge, og vidste at haandhæve dette Forbuds Efterlevelse hele Vinteren igjennem. SYVENDE SANG. Med det frembrydende Foraar lavede de norske Kjöbmænd sig til Tilbagereisen, og den mægtige Thorun lod nu Thorkatla vide, at hun maatte tage afsted med dem, da intet længere Ophold vilde tilstedes hende i det hele Land. Selv Helge maatte samtykke heri, men udbad sig dog den Villighed af sin Kone, at hun vilde tilstede ham og Thorkatla en fortrolig Sammenkomst i en saa lang Tid, at tre Blus efter hinanden kunde udbrænde (see 7de Sang Anm. 87). Thorun opfyldte denne Begjering. Næste Dag tog Thorkatla den sidste Afsked i dette Liv med sin Helge, og reiste derpaa til Island. Hun kom lykkelig til Söidefjeld, sin forrige Bopæl, men nu var hendes Tilstand forandret. Uden at være Ægtekvinde, blev hun Moder; Helges Elskovspant voldte hendes smertelige Död, men kom for Lyset som en nyfödt Pige og arvede sin döende Moders Navn. Den lille Katla blev erkjendt for Skjald-Helges Barn, og sendtes derfor til ham, til Grönland, da hun havde fyldt sit 12te Aar. Faderen modtog hende med Glæde og Kjærlighed, og hun blev siden gift paa Grönland. Vi antyde kun her den i Digtet (efter Sagaen eller de ældre Sagavers nöiere udförte Omstændighed, at Helge ogsaa med Tiden, skjönt kun paa en middelbar og noget forblommet Maade, erkjendte en Yngling, som hed Thorbjörn, og ligesom Faderen, var en ypperlig Skjald, for sin Sön, skjönt denne ikke kunde opnaae et ægte Barns Rettigheder. Selv flyttede Helge til den berömte Hovedgaard Brattalid, som stedse synes at have været det gamle Grönlands ypperste Hövdingsæde.
Der vendte först tilbage
sand Fred til Gubbens Sind; -
for ypperligst han holdtes
blandt alle Grönlands Mænd.

Skjald-Helge döde, som Landets Laugmand, i höi Alder.

Johan Ludvig Lund: Den siste skjald. Oljemaleri, 1837. Statens Museum for Kunst.
Her have vi da et kortfattet Udtog af Skjald-Helges forlængst tabte Saga, saaledes som vi nu kunne uddrage det af dens her meddelte rimede Paraphrase. Dog maae vi, som sagt, befrygte at Riimskjalden har udeladt adskilligt, som han selv fandt for tört, af den prosaiske Fortælling, men helst dvælet ved dens erotiske Træk. Denne Mangel kan neppe mere erstattes, især da vi vide, at Sagaen selv ikke har været bekjendt i de to sidste Aarhundreder. Muelig har den dog været til först i det 16de, men kun saare lidet bekjendt, maaskee endog i en udförligere Recension, end den, hvilken vor Riimdigter, til sin Hensigt, har bearbeidet. Denne Formodning have vi fattet af et Sted hos Arngrim Johnson hvori han beretter: at islændere, som aarlig handlede paa Grönland, pleiede hyppig at opholde sig som Gjæster (Vinteren over) i Skjald-Helges Huus, som det ypperste, da han var bleven Grönlands Indvaaner, efter at han der havde gjort et rigt Giftermaal, samt at de der pleiede at faae sikkre Underretninger om Landets Anliggender[10]. Paa et andet Sted siger han, at Haldors Döttre, Thorkatla og Thordis, Skjald-Helges Hustru, vare paa hans Tid meget bekjendte i Island[11]. Det er meget at beklage, at denne af Island höist fortjente Lærde ikke har meddeelt os noget videre Udtog af Beretningerne om Skjald-Helge, saaledes som de havdes Paa hans Tid, og som vi see at han vel maa have kjendt; muelig har han, som geistlig Mand, fundet dem, efter hans og Samtidens Begreber, alt for umoralske til offentlig Meddelelse ved hans Pen. Derimod lader det til at Torfæus, da han udgav Grönlandia, aldeles ikke havde læst nogen Saga eller Rímur om Skjald-Helge, endskjöndt han meddeler enkelte Ord af de sidste, men det er for os fuldkommen tydeligt, at han har kjendt dem af Björn Johnsons Anförelse i hans Grönlandske Annaler, i hvilke dog ellers Skjald-Helges egentlige Historie aldeles forbigaaes.

Om den tabte Sagas Forfatter, eller den Tid hvorpaa han levede, kunne vi ikke engang have nogen Gisning. Förend vi anföre nogen Mening om dens Paraphrasts, Riimdigterens, Navn eller Tidsalder, maae vi beskrive eller ommelde de Haandskrifter af Riimenes Original, som vi have benyttet til denne Udgave.

A) Et Exemplar paa Pergament, afsondret fra en större Skindbog, som har indeholdt flere gamle (for Ex. Jarlmanns) Rímur, i den Magnæanske Samling Nr. 604 F i Qvarto. Det synes at være skrevet sidst i det 15de Aarhundrede. I Marginen findes nogle, Texten uvedkommende, korte Paakaldelser m. m. skrevne (med andre Hænder) som efter Indholdet vise sig at være fra Islands katholske Tid, f. Ex.

Maria mín
ek þarf nú þín.

"min Maria! nu trænger jeg til din Hjelp"; Sancte Leodegarus, bíð fyri mèr til guðs, at allt gàngi vel, bæði fyri líf ok sál, "Hellige Leodegar! bed for mig til Gud, at alt gaaer vel, baade for Legeme og Sjæl."

Sjá til signuð María
sóma prýdd á dómi,

"Signede, hæderprydede Maria, see til mig paa Dommedag"; Sancte Leodegarus kom til min með guðí, "Hellige Leodegar, kom til mig med Gud ;" min María, móðir guðs, sé með mèr ok þèr, "min Maria, Guds Moder, være med mig og dig" - o. fl. Af denne Membran, der er den eneste som nu haves fuldstændig, have vi taget en Afskrift, som lægges til Grund for nærværende Udgave. Af Texten haves en anden zírlig, temmelig god, men ikke fuldkommen correct Afskrift i ovenmeldte Samling, som Nr. 603 i 4.

B) En anden Membran i samme Samling Nr. 603 i 4to, som indeholder forskjellige gamle Rímur. Den synes at være fra det 15de Aarhundrede, men desværre! ere Skáld-Helga-Rímur, hvilke den har indeholdt, nu ikke meer til at finde deri, med Undtagelse af et Blad og nogle Linier. Bladet naaer, som det nærmere bemærkes i Varianterne, fra den 3die Strophe i 3die Sang (eller Ríma) til sammes Ende, hvorpaa atter alt fattes lige til den 4de Verslinie i 52de Strophe af den 7de og sidste Sang. Resten af den læses her til den 59de og her sidste Strophe inclusive. Derefter begynde de gamle Rímur (rimede Sange eller Kæmpeviser) om Saulus og Nicanor, men nederst paa Marginen, og uvist hvortil den skal henföres, sees fölgende Strophe med samme Haand:

Eigin hefi ek orðinn snjöll
yrkt úr hyggju mínni;
lofaðr herra leysi oss öll
með líkn ok miskunn sinni
d. e. Jeg egne Ord, saa snilde,
af Sindet digtet har;
höilovet Herre frelse
os af sin Miskund stor!

Den sidste Halvdeel af denne Strophe ligner næsten ganske den förste af den 60de Strophe efter Membranen A (hvori og 4 andre, som ovenmeldt, fölge). I den Magnæanske Samling fandtes ingen Afskrift af denne, for det meste tabte Membran, men til Lykke havde jeg, Finn Magnusen, kjöbt en saadan, skreven ved den bekjendte Afskriver Hans Evertsen Vium, Paa Bogauctionen efter Börge Thorlaeins. Den (eller maaskee dens nærmeste Original?) angives paa Titelen at være skreven efter en Membran paa Trinitatis Taarn, som nævnes 604 F, men vor Collationering viser tilfulde, at dette Nummer burde anföres 603, med hvilken, saavidt den haves, Afskriften nöiagtig stemmer[12].

T) Den nysommeldte Papirs-Afskrift i 4to, af den ellers for det meste tabte Membran B.

R) En afskrift, i en Papiirsbog i 4to, forhen tilhörende afgangne Professor Rask, og nu forvaret under Nr. 38, i hans efterladte Haandskrift-Samling, som er indlemmet i den Magnæanske. Den er uden Tvivl skreven paa Island, som det synes i det 18de Aarhundrede, og nedstammer öiensynlig fra Nr. 603 eller er en Recension af selvsamme Art.

M) En Papiirsafskrift i 8, ligeledes hidkommen fra Island, skreven, uvist af hvem, i det 18de Aarhundrede, tilhörende mig, Finn Magnussen. Ligesom den næstforegaaende nærmer den sig meget mere til Membranen B, end til A. Den synes at være skreven efter et gammelt, paa nogle Steder for Afskriveren ulæseligt Exemplar.

Allerede de ovenanförte tvende Membraner vise at Forfatteren til Skjald-Helges Rímur har skrevet i det 14de eller 15de Aarhundrede. At han har været en ivrig Katholik, og saaledes levet för Reformationstiden, sees desuden tydelig nok af hans temmelig hyppige Paakaldelser af den hellige Maria m. m. Den Epilog, som er tilföiet Digtet i den ene Membran, indeholder en Strophe, der fremsætter Forfatterens Navn i en Art af Runegaade; dens Oplösning viser at det har været Tumas (eller Thomas). Den islandske Literaturs Historie i det 14de Aarhundrede er endnu for det meste saare dunkel, især med Hensyn til de da levende Digtere, og mest Riimdigtere. Af disse, som dog da ikke have været faa, kjender man næsten ingen, og dette Literaturfag har hidindtil været saa lidet bearheidet, at selv den ellers store Literator, Haldan Einarsen, kun nævner en eneste Ríma, som mulig skreven i det 14de Aarhundrede; alle övrige Digte af denne Art henförer han til den Periode, som begynder med Islands kirkelige Reformation[13]. Da vor Thomas, efter det af ham anförte Latin, synes at have været en Geistlig, tillade vi os at fremsætte den löse Gisning, at han muelig har været den samme som den Præst (Sira) Tumas eller Thomas Snorresön, som i sin Tid maa have været en bekjendt Mand, da hans Dödsfald anfðres, i de gamle Islandske Annaler, som skeet i Aaret 1365.

Endelig ville vi her tilföie de Forsög, som vi have foretaget os til Bestemmelsen af de i Skáld-Helga Rímur omhandlede mærkeligste Begivenheder; de kunne naturligviis kun have en omtrentlig, men ikke nogen fuldkommen bestemt Vished med Hensyn til de antagne Aarstal.

  • 990: Vi antage at Skjald-Helge er födt omtrent.
  • 994: Hans förste Kjæreste, Thorkatla, födt omtrent.
  • 1008: Helge frier til Thorkatla.
  • 1008: Gifter sig med hendes Söster Thordis.
  • 1011: Skilles fra hende.
  • 1011: Tager til Norge, til Erik Jarl.
  • 1012: Reiser tilbage til lsland.
  • 1014: Forlader atter Island og reiser anden Gang til Norge.
  • 1015: Foretager en Pillegrimsreise fra Norge til Rom.
  • 1016: Kommer tilbage derfra.
  • 1017: Kjöber i Norge 1/4 af et Handelsskib, bestemt til lsland, afreiser dermed, men fordrives af Storm og Sögang, til Grönland.
  • 1018: Bosætter sig der paa Gaarden Hörnæs, men falder kort efter i en svær Sygdom.
  • 1019: Giftes med Enken Thorun paa Herjolfsnæs, og foretager Toget til Greipar.
  • 1019: Thorkatla reiser til Norge...
  • 1020: - og derfra til Grönland...
  • 1021: - og tilbage til Island.
  • 1022: Thorkatla döer der.
  • 1022: Den yngre Katla födes.
  • 1034: - sendes til Grönland.
  • 1042: - giftes (omtrent).

Er Skjald-Helge selv död 70 Aar gammel, er det skeet henved Aaret 1060; blev han derimod 80 Aar, da er hans Dödsfald först indtruffet omtrent 1070.

Det Aar eller Tidsrom, da Helge blev valgt til Grönlands Laugmand og Lovgiver, kunne vi, som ovenmeldt, ikke med Sikkerhed bestemme. Efter al sandsynlighed kan det dog neppe være skeet förend efter nogle Aars Forlöb fra Toget til Greipar, i hvilken Tid det hele Folk först kunde have Leilighed til ret at kjende ham, som Fremmed, og saaledes overbevise sig om hans udmærkede Forstand og Lovkyndighed. Desuden er det neppe rimeligt, at den fremmede Helge har kunnet opnaae een af den lille Fristats höieste Værdigheder, medens baade Thorkel Leifsön, Erik den Rödes Sönnesön, og Einarsfjordens mægtige Hövding, Thorgrim Trolle med hans tappre Söstersönner endnu levede. Dersom Islænderen Helge allerede havde været Laugmand paa Landsthinget i Garde 1025, da Thorgrim blev dræbt af den Förstnævntes Landsmand Thormod, vilde dette vist være blevet bemærket i Fóstbrædra-Saga. Vi formode saaledes at vor Helge har opnaaet den ovenmeldte værdighed efter Trolles og hans viktigste Slægtninges Död, samt Thormods Flugt fra Grönland, altsaa henved Aar 1027 eller 1028 (om ikke endog sildigere). Henved 16 Aar derefter blev Helges Datter Katla gift, uden Tvivl med en anseelig Mand, og just med det samme berettes det, at Helge flyttede til Brattalid. Herved ledes vi til de Formodninger: at Thorkel Leifsön, Grönlands formeldte Hövding, som boede paa Brattalid da har været död; at han levede ugift, have vi seet af det foregaaende (S. 410); han har saaledes ikke efterladt sig noget ægte Afkom. Derimod bliver det saa sandsynligt at Helges Svigersön, som ikke nævnes, har nedstammet fra Erik den Röde, og været den nærmeste Arving til Brattalid. Fra dette Ægteskab er det da rimeligt at den Sokke har nedstammet, der först i det 12te Aarhundrede boede, som een af Grönlands mægtigste Mand, paa Hovedgaarden Brattalid, hvorom mere i det fölgende.

Mærkværdig er den Omstændighed at Grönlænderne valgte den indfödte Islænder Skjald-Helge til deres Laugmand og tillige overdroge ham at forbedre og foröge Landets Lovgivning. Var Erik den Rödes mandlige Linie (som det synes) da uddöd, lader dette sig temmelig let forklare, thi Erik og hans Colonister havde oprindelig medbragt deres egne Love fra Island, og, saavidt muelig, gjort dem gjeldende i Grönland. Skjaldene vare som oftest i de Tider de meest dannede og kyndige Mænd; da Helge hörte til dem, kom fra Island, hvis egen efterhaanden forandrede og forbedrede Lovgivning han kjendte, var bosat i Grönland og havde der gjort et rigt og anseeligt Giftermaal, er det ikke at undres over at Grönlænderne, mest af islandsk Stamme, benyttede en saa god Leilighed til at udvirke deres Loves Forbedring og gode Haandhævelse. At den gamle grönlandske Colonies Love stedse, saavidt mueligt, nöie stemte overeens med dem som vare vedtagne i dens islandske Moderstat, kunne vi slutte os til af forskjellige Bestemmelser i Islands republikanske og ældste, henved 1121 skriftlig affattede Lovbog, kaldet Graagaasen. De skulle, med Conferentsraad Schlegels dertilhörende Bemærkninger, meddeles vore Læsere i en anden Afdeling af nærværende Værk. Formodentlig skyldtes det saaledes vor Skjald-Helges Forbedring af de grönlandske Love, efter de nyere islandske Mönstre, at Islands egen Lovgivning, henved 50 Aar efter hans Död, da bemeldte Lovbog skreves, fuldkommen betragtede Grönland, i visse Henseender, som Islands Colonie, bestyret efter de samme Retsnormer. Jfr. ovenfor (med Hensyn til ældre Tider) I, 496, 518 o. f.


FYRSTA RIMA.
1.
Fyrrum átti ek fræða brunn,
fèkk ek [af skemtan ljósa[14],
þann hefir næsta[15] niðr í grunn
náð með ángri at frjósa.


2.
Svellur[16] þat með sorgum kól,
svâ mun hljóta at bíða,
hvorki[17] náði hiti nè sól
þann hryggðar jökul at þíða.


3.
Kvað ek þá[18]; fyrr með kátri lund
kvíttr af allri þínu,
ber ek nú ei svâ blíða stund
at brosi ek [í hjarta[19] mínu.


4.
Ljúfar meyjar listug orð
lokka[20] af skáldum úngum,
ek mun segja af[21] seima-skorð
sögu með[22] raunum þúngum.


5.
Jafnan hafa menn eigi lítt
unnat menja[23] skorðum;
sú var eigi af ángrí kvítt
öld at[24] hèr bjó forðum.


6.
Halldór frá ek at hèti þegn
hèr á landi bygði,
var hann at mörgu vítr ok gegn,
en[25] varla þó svâ at dygði.


7.
Blíða áttí bauga þöll
býtir snákajarðar,
bygði[26]þar sem heitír Höll
í hèraði Borgarfjarðar.


8.
Yti[27] var með yndí blítt
auðít dætra tveggja,
ósköp gjörði[28]yfrit strítt
á aðra þeirra at leggja.


9.
Þorkatla var[29] þrifligt víf,
en Þórdís önnur meyja,
sú mun ángra einshvers líf
ok ærit leingi þreyja.


10.
Katla var þat eð kænsta fljóð
er kom fyri göfga lýði,
en til litarins ljós ok rjóð
látin mitt í prýði.


11.
Þórðr bjó þar er á Höfða hèt,
Halldórs vinrinn mesti[30],
bólstað þenna byggja lèt,
[31] brúði ríka festi.


12.
Helgi frá ek at hans son var
hèraðs í bygðum miðjum,
efniligri öllum þar
úngum bónda niðjum.


13.
Djarfr í lund en dökkr á hár
dreingiligr [í gerðum[32],
maðr er hvorki mikill nè smár,
mundángs breiðr [í herðum[33].


14.
Fyrri manna í[34] fótspor stígr
fleygir hjálms ok borða,
manna bezt á móti vígr,
ok meistara skáld til orða.


15.
Halldór stofnar heimboð eitt
hölda sveit með náðum,
þat hefi ek frètt at þar var veitt
þeim[35] Þórði ok feðgum báðum.


16.
Blíðir drukku bónda hjá,
býtir ofnis láðar,
nú má hann Helgi heyra ok sjá
þær Halldórs dætur báðar.


17.
Þá var kvendit komit úr laug
er Kötlu náði at líta,
ástar pílan að honum flaug,
svâ innarliga nam bíta.


18.
Kærlega frá ek at kempan skír[36]
kallsar menja þöllu,
hún er ok bæði blíð ok hýr
ok brosir á móti öllu.


19.
Hugðar[37] tal við hreystimann
heiðurs[38] júngfrú lagði,
einnin vildi hún sem hann
hverfa at þessu bragði.


20.
Hvort þá annars viljan veit
er veizlan tók at líða,
settist þeim um sinnu reit
samþykk [ást ok[39] hlíða.


21.
Beint var ekkí brautin laung
bygða þeirra á milli,
Helgi venr til Hallar gaung,
at hitta bauga stilli.


22.
Brátt var þat fyrir bónda mælt,
at brúði vill hann ginna;
Halldór gjörír sèr harla dælt,
við Helga slíkt at inna.


23.
[Seggrinn allvel svaraði hægt,
sorg frá ek eigi þyrrí,
en fyrir kæra[40] kvinnu rækt
kom hann jafnt sem fyrri.


24.
Sagði hinn, er sorgir gaf,
segg ok menja þrúði:
mèr er ljúft þú leggir[41] af
at lokka í orðum brúði[42].


25.
Þat er nú mælt af margri þjóð
mest í hèraði ríku,
at þú blygðir burðugt fljóð,
ber ek opt raun af slíku.


26.
Rekkar verða rètt um það
at ráða orðum sínum,
ek mun sjálfr, at seggrinn kvað,
sjá fyri kvomum mínum.


27.
Vilir þú blygða bauga gátt
ok brjóta svâ minn vilja,
ek skal fá til einhvern hátt
ykkar fundi at skilja.


28.
Þá skal ek fyrir þykkjuorð
þetta á móti leggja:
hitta jafnan hrínga skorð
ok hræðast öngvan seggja.


29.
[Sætan innir[43]; sínum feðr
[af sönnum[44] hjartans vilja:
allmjök villtu ýfast meðr
okkur Helga at skilja.


30.
Þèr mun þikkja mjök til mans[45]
mælt, kvað brúðrin hvíta,
þik mun eyðir orma lands
iðrun þessa[46] bíta.


31.
Mektug skaltu menja laut,
meyju svarar hann kærri,
vera þeim fjarri[47] vella gaut
sem vildir þú honum nærri.


32.
Ráðagjörð hefir rekkrinn þá,
ræktinn varð at spellí:
vífit skal til vístar gá
vestr á Sauðafelli.


33.
Temprast báðum[48] tregi ok ángr
af tálman yndis ferða,
þeim mun helzt til hendilángr
harmrinn þessi verða.


34.
Höldar báðu af hrínga ey
hygði garprinn mildi,
vita ef álma eldri mey
eyðir gipta[49]vildi.


35.
Þegi[50] kvað hann[51] sèr þessa grein
þenkjast[52] mundu at[53]náðum,
heldur stygð ok úlfúð[54] ein
af öllum þeirra ráðum.


36.
Sunnan reið til Sauðafells
sveigir hildar klæða,
talar hann þá við tróðu pells,
tókst þar mjúklig ræða.


37.
Vænu segir hann vífi allt
af viljan[55] frænda sinna,
bruði varð í brjósti kallt,
bliknar mærin svínna.


38.
Sè þèr ást á okkari náð,
sem allir þykjast spyrja,
ekki er þetta óska ráð,
at ættmenn þínir byrja.


39.
Veiztu seims ef systir mín
samþykk verðr baldri,
þá er þat vist, kvað vella lín,
við munum[56] njótast aldri.


40.
Far þú heldr ok bíð mín brátt
ok brjót svâ ætlan setta,
tökum upp allan[57] annan hátt
ef ekki vinnur þetta.


41.
[Síðan ekki seggrínn[58] beið,
[sorgir yndit[59] banna,
Helgi þegar[60] til Hallar reið
ok hefr upp bónorð svanna.


42.
Klèna vil ek nú kyrtla[61] skorð
kaupa dýrum mundi,
frelsa allt eð fyrra orð
ok fá svâ vald á sprundi.


43.
Vel mun þikkja, þegninn kvað,
þessara mála leitað,
veit ek ekki víst um þat
hvert verðr ei slíku neitað.


44.
Þess hafa fornmenn fyrri spáð
er flest allt þóttust kunna:
gefast þau illa girndar ráð
er garpar fljóðum unna.


45.
Þó at [við hljótum[62] heilla bann
hart með grimd[63] ok æði,
munum við eiga, at mælti hann,
mest í hættu bæði.


46.
Dreingrinn gaf svâ dárlig[64] svör
dygðar manni ríkum:
ljúfara væri [hann lægi[65] í kör
en lètti upp[66]orðum slíkum.


47.
Svâ skal ek með afli hèr
ykkarn viljan brjóta,
hennar skaltu, at heilum mèr,
hvorki fá nè njóta.


48.
Fyri þann allan blíðu brest,
er bruggast hefr með[67] þjósti ,
Halldór fái þat Helgi vest
hugsar[68] honum í brjósti.


49.
Faðir hans biðr hann freista helldr
at fá hína eldri brúði:
þá mun hyggja af harmi svelldr
halr af menja þrúði.


50.
Vel mun þetta varla sagt
at væla brúðir tvennar,
ek hefi ást [með orðum[69] lagt
áðr við[70] systur hennar.


51.
Sá fèkk eigi at giptu gáð
er gabbi þessu trúði,
fúlt[71] var þetta frænda ráð,
þeir[72] falsa af honum brúði.


52.
Væltu[73] þeir með vèlum hann
er vinirnir skyldu heita,
ófyrisynju ýtir[74] vann
annars bónorðs leita.


53.
Siðan geingu festar fram,
frèttir Katla en væna;
[sögunni víkur[75] suðr í Hvamm
til silkitjalds ens græna.


54.
Kappinn áðr en kaupit hefst
með kraunkum orðum vendi:
alla fel ek, ef illa gefst,
ábyrgð yðr á hendi.


55.
Hvat sem garpr ok gullhlaðs þöll
gjörðu ráð um þetta,
þessi urðu ósköp öll
yfir með sorg at detta.


56.
Eldri brúði eiga geingr,
ósköp [má slíkt[76] kalla;
neysti[77] ek ekki um raunir leingr,
ríman hlýtr[78] at falla.
FÖRSTE SANG.
1.
Mig fordum Kundskabs Kilde
sin klare Straale gav;
af Kummers Kulde störknet
til Bunds den fryser snart.


2.
Af Taarer Isen nærtes,
den Nöd udholdes maa;
ei Sol, ei Varme smeltet
den Sorgers Jökel[79] har.


3.
För sang jeg, glad i Sindet,
af alskens Pine fri;
nu ingen sorglös Time
et Smiil fralokker mig.


4.
Den hulde Mö opmuntrer
ung Skjald til lystigt Kvad,
jeg Kvinden kun fortælle
om svare Trængsler kan.


5.
Til alle Tider elsktes
ei lidet Möer af Mænd;
de Folk, her fordum boede,
ei slap for Hjertekval.


6.
Blandt disse, som jeg spurgte,
en Mand bar Haldors[80] Navn,
i meget viis og sindig,
dog Modgang blev hans Lod!


7.
Blid var hans Ægtekvinde,
hun spared ei paa Guld;
i Borgefjord han boede
og Gaarden kaldtes Hall[81].


8.
Med tvende vakkre Döttre
ham glæded Lykken mild;
den ene af dem begge
blev grum Ulykkes Rov.


9.
Thorkatla var den enes,
Thordis den andens Navn;
hun[82] Een forbittre Livet
og længe sörge vil.


10.
Saa væn en Mö var Katla[83]
som nogen Ædling saae,
af Skjönheds Lys og Rödme
hun straaled klædt i Pragt.


11.
Paa Gaarden Höfde[84] boede
Thord[85], Haldors bedste Ven,
selv havde han den bygget
og fæstet rigest Viv.


12.
Hans unge Sön hed Helge[86],
i Herredsbygden midt,
blandt alle Bönders Sönner,
i alt han dygtigst var.


13.
Heel mandigt var hans Væsen,
djærvt Sindet, Haaret mörkt;
hans Væxt, ei stor, ei liden,
var skulderbred tilpas.


14.
Den unge Kæmpe traadte
i Oldtids Heltes Spor,
han blev den bedste Fægter
og Mesterskjald i Ord.


15.
Et Gjæstebud, ret herligt,
lod Haldor lave til,
der Thord, blandt andre Budne,
var med sin raske Sön.


16.
I feirest Drikkegilde
de muntre viste sig;
der Helge Haldors Döttre,
at see og höre fik.


17.
Fra Bad[87] var Katla kommen,
da hende först han saae,
flux Elskovs Piil ham rammed
ret inderlig og dybt.


18.
Saa kjærlig Ungersvenden
tiltaler herlig Mö,
hun, baade blid og venlig,
gjengjeldte alt med Smiil.


19.
Snart hövisk Jomfru valgte
ham til fortroligst Ven;
hvad han, det hun og vilde,
de gav hinanden Tro.


20.
I begges Hjerter spired
gjensidig Kjærlighed
og fælles Forsæt modnet
ved Gildets Slutning var.


21.
De skiltes ad, men Veien
var mellem dem ei lang;
til Hall tit Helge vandred,
sin elskte Mö at see.


22.
Snart man for Bonden talte,
hans Datter lokket blev,
og Haldor unge Helge
advared frit mod sligt.


23.
Beskedent Svenden svared
(ei stiltes Kummer saa!)
men dog til kjærest Kvinde
han kom saa tit som för.


24.
Da sagde han, som Sorger
for Elskov skjænked i:
"Jeg vil, ei Möen mere
med Ord du lokke skal.


25.
I rige Herredsbygder,
blandt Folk det Rygte gaaer,
at Pigen du vanærer,
det mig er tungest Harm!"


26.
"Vel Folk derom maa tale,
naar Sandhed blot det er,
jeg selv," den Unge mælte,
"min Gang bevogte skal."


27.
"Vil du min Villie bryde,
og skjænde fræk min Æt,
vel jeg den Vei skal finde
som ad vil skille jer!"


28.
"Da mod den vrede Tale
jeg sætter disse Ord:
min Pige jeg besöger,
og frygter ingen Mand!"


29.
Snart aabenbared Katla
for Fader sin Attraa:
"Du alt for stræng adskille
mig og min Helge vil!


30.
Du synes vel at friet
han alt for dristig har;
sligt vil du vist fortryde,"
saa talte lysest Mö.


31.
"Du skal, selvraadig Pige!"
gjensvared Faders Röst,
"desmeer fra ham bortfjernes
som ham du önsker nær."


32.
Paa Raad da Haldor hitted
som gjenned Elskovs Lyst;
sin Datter bort han sendte
mod Vest til Söidefjeld[88].


33.
Saa standsed Faders Vrede
hvert frydeligt Besög,
med Længsel vaagned Kummer,
ak! aldrig stilles den!


34.
Man bad den unge Kæmpe
at glemme kjærest Mö,
og med den ældre Söster
igjen forlove sig.


35.
"Det Anslag," saa han svared,
"ei före kan til Ro,
ukjærligt Sind og Vrede
forstyrre vil den Pagt."


36.
Paa Hesten han sig satte
og red til Söidefjeld;
sin Skjönne der han finder,
og Talen kjærlig blev.


37.
Han vænest Viv fortalte
om Frænders barske Raad;
hun fölte Brystet isne,
og blegned flux af Harm.


38.
"Er kun din Elskov trofast
mod mig, som Rygtet gaaer,
ei dine Frænders Anslag
til Held os lede kan.


39.
Thi hvis min Söster give
dig vil sin Haand og Tro,
da er det vist at aldrig
vor Stræben Maalet naaer.


40.
Gaae heller hen at bryde
den Plan; af Faders Haand
min egen du begjere;
see om det lykkes vil."


41.
Ei Helge længer töved,
for Kummer Glæden veg,
til Hall han sig forföied,
og talte Frier-Ord.


42.
"Mod herligst Fæstensgave[89]
din Datter mig nu giv,
at fordums Rygte glemmes,
den Skjönne bliver min."


43.
"Vel ville," Haldor svared,
"Folk synes om dit Bud;
for vist jeg veed dog ikke
om det antages bör.


44.
De Gamle, alt som troede
at vide, have spaaet:
begjerlig Elskov stifter
kun daarligt Ægteskab."


45.
"Skal end vor Lykke svinde
men grumt bedrages vi,
i Faren selv vi have
den allerstörste Deel[90]."


46.
Ret ilde Haldor svared
den ædle, gjæve Mand,
gid heller hen han tærtes
end talte slige Ord!


47.
"Med kraftig Arm nedbryde
jeg eders Villie skal,
mens sund og karsk jeg lever
hun aldrig bliver din!"


48.
For al sin Mildheds Mangel
i hadske, barske Sind,
gid Haldor faae hvad Helge
ham lönlig önsker værst!


49.
Da Helges Fader raadte:
"til ældre Söster fri,
snart vil din Kummer svinde,
den yngre glemmer du."


50.
"Vel raadt er neppe dette,
at lokke tvende Möer -
för har jeg hendes Söster
min Troskab lovet fast.


51.
Ei Lykken ret den agted
som troede sligt Bedrag;
fuul var den List af Frænder
fra Brud at skille ham.


52.
Med Svig de ham forlokked
som bare Venners Navn,
at uforsætlig Helge
en anden beiled til.


53.
Saa Fæstensöl blev feiret,
skjön Katla spurgte det;
i Hvamm, mod Sönden, hæves
det grönne Silke-Telt[91].


54.
För Bryllup holdtes, Helten
udtalte Sorgens Ord:
"gaaer dette ilde, eder
alt Ansvar hvile paa!"


55.
Hvad Raad end Mand og Kvinde
oplagde mellem sig,
brat uheldsvangre Skjæbne
til Harm dem overfaldt.


56.
Han ægted ældre Söster,
uhört det nævnes maa:
mit Jammerkvad maa standse
og Sangen tie nu.


ÖNNUR RIMA.
1.
Hvat mun þurfa harma slag
[í hátta[92] skipti at færa,
þó at ek[93] yrki annann brag,
einginn vill hann læra.


2.
Eingi er svâ [af glaumi[94] glaðr
[95]gjörir sèr kæti lánga,
[þegar er allur[96] annar maðr
[ef allt vill ámóti[97] gánga.


3.
Hofmenn[98] stunda í háfan púnkt
heims með fögrum náðum,
en[99] þat veraldar vífit úngt
[100] Venris[101] fylgir ráðum.


4.
Skáld-Helgi við skikkju ná
skildi þá er hann unni,
aldri siðan ugglaust má
auðar vera hjá gunni.


5.
Eigi meir[102] en árinn tvenn
ásamt var hann við brúði,
þvíat Þorkötlu þreyði hann enn
þegninn hátta[103] prúði.


6.
[Svâ hefr Venris viljað[104] þeim
hann[105]vekr upp sorgir allar,
skipti gózi ok skilaði heim
skrautaná[106] til Hallar.


7.
Seggrinn hafði sèr við[107] hönd
sætu verndarlausa,
hyggst hann svâ með hrygðar bönd
hörmum burtu at ausa.


8.
[Aldri varð honum[108] yndis bót
at auðar þöllu neinni,
því fyri hverja heimsins snót
hugrinn lèk á eínni.


9.
Bússann [lá við[109] Borgarfjörð
búinn til hafs á sandi,
rekkrinn hefr þá[110] raðagjörð
at rýma í burt af landi.


10.
Höldar lögðu í Hvítá skeið
hlaðni[111] á lægi góðu,
Helgi sik[112] til Hallar reið
at hitta bauga tróðu.


11.
Horskust vil ek nú hríngaskorð!
halda í burt um stundir,
vita ef ræsist[113] rekka orð
[rèni ást[114] sem fundir.


12.
Þú munt sigla suðr um flóð,
svarar hún menja baldri,
ek mun lifa við lángan móð
ok lètta sútum aldri.


13.
Biðr hann væna bauga gná
at bregða treganum hæsta;
þat mun fara, kvað fljóð, sem má
ok fèll í óvit næsta.


14.
Hrygðin meir á Helga beit
en heimskr virða kunni,
þá er hann af sèr þorngrund sléit
þegn[115] sem lífi unni.


15.
Helgi kemr á Hvitárvöll
ok hljóp í skip með dreingjum,
þegar var [leið um[116] laxa höll
[ok lèk með snúnum[117] streingjum.


16.
[Uppi stóð[118] á þiljum þá,
þrautir gleðina banna,
horfir æ, meðan hauðrit[119]
heim á bygðir svanna.


17.
Sèr þat nokkur seimavölr[120]
ok segir[121] um efni þetta:
því ertu, Helgi, firna fölr
sem feigð muni á þik þetta?


18.
[Hætt er þeim við harmi hnýs[122]
heita ást at skilja[123]
[hinum er gótt[124] at gæfu[125] kýs
ok geingr allt[126] at vilja.


19.
Síðan[127] rendi súð fyri sand
sunnan rètt um ægi,
höldar tóku Hálogaland[128],
ok hittu eð bezta lægi.


20.
Eirekr jarl með ágætt lið
átti Noregi[129] at[130] stýra,
kaupmenn hèldu norðr í Nið
á niflúngs fund inn dýra.


21.
Borinn var upp til bæjar feíngr,
bússu gjöra þeir tóma,
Helgi skáld fyri herrann geingr
ok heilsar á[131] jarl með sóma.


22.
Málit þitt er mikit ok snjallt,
meiðir talaði sverða,
þó[132] munt garpurinn ekki um[133] allt
auðnu sterkur verða.


23.
Helgi svaraði hilmi þá,
harma [fæðir lánga[134],
eiga vildi ek æðrí spá
ef eptir skyldi gánga.


24.
Sè ek þat fyri, kvað sjólinn glaðr,
svâ mun æfinn líða,
þú munt, Helgi, þrautamaðr
[135] þikkja frægr víða.


25.
Kappinn hugði[136]kempum jafn
af[137] keskiorðum slíkum,
þar fèkk Helgi hirðmanns nafn
ok heiðr af jarli ríkum.


26.
Jarlinn heldur jólatíð
[með ágætustum[138] faungum,
þá var heiðrut höllin fríð
með hverskyns drykk ok saungum.


27.
Jarlinn talar við guma glaðr
ok gjörir sik keskilátan:
einn er sá hèr inni maðr,
aldri sè ek hann kátan.


28.
Þat ertu, Helgi, hirðmaðr[139] vor ,
[hugr með[140] ánauð strángrí;
hjartat þínir harmrinn stór,
hvað er þèr garpr[141] at ángri?


29.
Lagt hefi ek við únga mey
ást í hjarta mínu,
bönnut mèr var bauga ey,
her ek því sára pínu.


30.
Yrkja skaltu[142] um ykkra dygð
eitthvert snildar fræði[143],
garprinn[144] bað hann gleyma hrygð
ok gaf honum skarlats klæði.


31.
Þar var itrum[145] jarli meðr,
er[146] út leið vinturinn[147] kaldi ,
kæti eingi kappan gleðr
kom honum fátt at haldi.


32.
Seggir leggja á síldar hrun
sjáfardýr með streingjum,
kappinn vill fyri kost ok mun
komast í skip með dreingjum.


33.
Albúit liggr úti þar
Íslands far til byrjar,
jarlinn kveðr ok orlofs bað
eyðir dúfu hyrjar.


34.
[Sæmd er[148] þèr, ef sèr þú það,
at sitja í ríki mínu,
ekki má, at[149] jarlinn kvað,
við auðnuleysi þínu.


35.
Býtti hann honum [hin beztu[150] þing,
blítt var þeirra í milli,
skjóma einn ok skygðan hríng,
skáldit þakkar stilli.


36.
[Siðan þiggr[151] hann sæmdar gjörð,
ok sigldi um völlu drafnar,
bragnar tóku Borgarfjörð,
bússan gekk til hafnar.


37.
Katla spyrr at kominn er út
kappinn prýddr stálí,
þegar vill fljóðít, fullt með sút,
finna hann Helga at máli.


38.
Skorða gulls til skipsins ríðr
skortir eigi mætí,
seggrinn fróðr[152] ok svanninn blíðr
sezt á tal með kæti.


39.
Skáldit gaf henni skæran[153] motr
ok skikkju harla væna[154],
ekki hafði öldinn snotr
aðra slíka sæna[155].


40.
Þú hefir gefit mèr þing svá ríkt,
[á þetta fljóðit minnist,
hygg ek rètt at hvergi slíkt
hér á landi finnist.


41.
Klæðín þau er ek kappa gef
koma til vænni eingi,
[þat er einn[156] feldr af vænum vef,
vil ek þú eigir leingi.


42.
Katla talaði kært við hann,
[kunni ráðs[157] at leita:
við erum komin í vanda þann
er voðaligr má heita.


43.
Mik hefir viljat frænda flokkr
firra öllum náðum,
ok er því skylt at skemptan okkr
skilíst af þeirra ráðum.


44.
Sómir þèr, kvað seimaná[158],
at sefja orðit ljóta,
hellzt fyri því at hèðan af má[159]
[160]hvorki annars njóta.


45.
Nú er þat reynt, kvað rekkr, af mèr
[ræktar band[161], með þjóstí,
ástín verður afhuga[162] þèr
[aldri úr mínu[163] brjósti.


46.
[Hèr[164] skal eingi á jörðu mann
okkrum fundum ráða,
[þó at við fáum[165] harminn þann
at horfir sízt[166] til náða.


47.
Því at á bæði borðín er
bölit[167] með sárum spreíngi,
fallit[168] yfir þau frygðar ker[169]
er [fyllt hafa sorgir[170] leingi.


48.
Báða arma brúðurín ljós
breiddi um hálsinn hvíta,
þegni svarar þýða drós:
þik má ek sjaldan líta[171].


49.
Skorða gulls frá skipinu reið,
skáldi unni mætu,
fór þat allt[172] á fyrrí leið,
fann hann jafnan sætu.


50.
Margur lagði meinsemis[173] orð
maðr til þeirra funda,
únga rèð[174] hann auðar skorð
æ því meir at stunda.


51.
Því var hættr harma fundr
heiðurs manna tveggja,
allir vildu ama í sundr
ástum þeirra beggja.


52.
Friðlu sína frá ek hann lèt
fyrr hjá bónda einum,
ýtar segja hann Arngeir hèt,
ok átti bygð í Steinum.


53.
Bóndinn hafði brúði víllt
ok barnat silkinönnu,
mælt við Helga margt[175] ok íllt
mest af gabbi sönnu.


54.
Síðan hefir hann[176] sanna frètt
[af seggnum[177] túngu skæða,
þóttí skömm at skiljast slètt
við skífir hildar klæða.


55.
Heiman ríðr hetjan fróð,
ok hittir bæinn í Steinum,
úti frá ek at Arngeir stóð,
[ítum varð að[178] greinum.


56.
Barnat hefir þú brúði þá
ek bað þík fyrri at gæta,
nú mega höldar heyra ok sjá
hverju at þú villt bæta.


57.
Dæmi ek henni ei dýran rètt,
dreíngrinn ansar þessu,
þóttú ganir, sem geingr frètt,
galinn fyri hverri klessu.


58.
Þat hafa höldar hermt á þik,
hristir talaði sverða,
at þú kallsir Kötlu ok mik,
um kærleik okkra ferða.


59.
Margr hefir þar mikit[179] af sagt,
mun þó ekki þverra,
aldri er þar svâ íllt til lagt,
eigi megi þó verra.


60.
[Mèr sómir þar ekki[180] at segja[181] á mót,
svaraði[182] garprinn hreini,
þó vildi ek á[183] þínu vinna bót
vondu túngu meini.


61.
Skáldit bregðr skjóma þá
ok skygðan reiddi mæki,
öndu sviptr Arngeir lá,
af frá ek höfuðit tæki.


62.
Listar maðrinn lauk upp dyr
ok lýsti bóndans vígi,
orðslög mínka aldri fyrr
enn annar nokkur hnígi.


63.
Þat er í hróðri Hallar-Steins
hrings[184] um frækinn stjóra,
at fyri [hróp ok hrygðir[185] meins
Helgi dræpi fjóra.


64.
Þegn sá hver at þann veg hnè
þar fyri sverði hreinu,
bauð hann hvorki bót nè fè,
ok bætti öngvan neinu.


65.
Sár var þeirra sorgar fundr,
sá veit gjörst er unni.
Hèr skal bresta bragr í sundr,
bið ek hann einginn kunni.


ANDEN SANG.
1.
Hvi skal min Harpe klinge
om Oldtids Sörgesagn?
om andet Kvad end digtes,
det ingen lære vil.


2.
Vist ingen er saa munter,
om Glæden end blev lang,
ham anden Mand jo vorder,
naar alt imod ham gaaer.


3.
Til Höihed Hoffolk stunde,
til Verdens Pragt og Bram,
men ung og munter Pige,
vil fölge Freyas[186] Raad.


4.
Vist Skjalden Helge skilte
sig ved den elskte Brud,
ei uden Frygt og Fare
han hende maatte see.


5.
Kun tvende Aar henrunde
i Ægteskabets Stand;
med Længsel Helge savned
Thorkatlas hulde Barm.


6.
For ham saa Freya vakte
al ny og gammel Sorg,
tilsidst han Konen sendte
til Hall og skifted Bo.


7.
En Pige uden Værge[187],
han Huset styre lod
og troer af Sorgens Lænker
at kunne slippe saa.


8.
Men ingen Mö opklared
hans mörke, tunge Sind,
kun een, og ingen anden,
var ret hans Hjerte kjær.


9.
Et Skib i Borgefjorden
fra Havn seilfærdigt laa,
og Helge Raad oplægger
af Landet ud at gaae.


10.
Den ladte Snekke lagdes
i Hvidaas Munding ud[188]
til Hall sig Helge skyndte,
med Konen[189] talte saa:


11.
"Jeg vil, du vakkre Kvinde!
mig fjerne nogen Tid,
see om med Rygtet ikke
min Elskov svinde vil."[190]


12.
"Du seiler over Havet
mod Syd," gjenmælte hun,
"mig Kummers Byrde trykker
og aldrig lettes den."


13.
Han bad den væne Kvinde
at glemme sværest Sorg,
"gaae, som det kan!" hun svared,
i Afmagt næsten faldt.


14.
Da Helge slide maatte
fra sig den Kvinde som
ham elsked; - ingen Daare
hans Angest föle kan. -


15.
Han drog til Hvidaas Bredder[191]
og Skibet flux besteg:
strax Ankret hæves; Vinden
udfylder spændte Seil.


16.
Da stod paa Dækket Helge,
hans Munterhed er tabt;
han uden Ophör stirrer
did hvor den Kjære boer.


17.
En Rejsende, som mærked
den Særhed, talte saa:
"Siig, Helge, hvi du blegner
som var du Döden nær?"


18.
"Varm Elskov at adskille
opvækker bittrest Sorg;
godt har kun den, som valgte
sit Held og nyder det!"


19.
Fra Landet fjernes Snekken,
mod Syd og öst den skred,
til paa Haloges Kyster[192]
den sikkrest Havn modtog.


20.
Jarl Erik[193], fulgt af Tappre,
for Norge raadte da -
til ham de Kjöbmænd stunded,
og drog til Nidaros[194].


21.
Til Staden Godset förtes,
og Skibet tömtes ud -
For Jarlen Skjalden Helge,
gaaer frem og hilser smukt.


22.
"Vel er," saa Fyrsten talte,
"din Tale skjön og snild,
dog ei, du Kjekke! bliver
i alt dig Lykken god."


23.
Ham svared Helge (Sorgen
gjenfödtes i hans Sind):
"en bedre Spaadom önsked
jeg, hvis den sanddru var."


24.
Den glade Jarl gjenmælte:
"dit Liv forud jeg seer,
af Modgang prövet vorde
du skal, men vidtberömt."


25.
Vel Helge overveied
den muntre Fyrstes Ord,
han blev af Jarlen hædret,
og Hirdmands[195] Navn modtog.


26.
Ved Hoffet holdes Julen
med Overflod af Godt,
og Lystighed i Hallen
af liflig Drik og Sang.


27.
Fro Jarlen er og taler
i Skjemt til sine Mænd:
"kun een Mand er her inde,
hvem aldrig glad jeg seer.


28.
Du er, vor Hirdmand Helge!
den ene, sære Mand,
af evig Sorg du plages,
siig, hvad den har forvoldt."


29.
"Mit Hjerte trofast Elskov
har fattet til en Mö,
mig hendes Haand blev negtet,
den Smerte piner mig."


30.
"Om eders Dyd du synge
et ziirligt Kvad, og glem
din Sorg," saa Jarlen talte,
og kostbar Dragt[196] ham gav.


31.
Ved Jarlens Hof blev Skjalden,
den kolde Vinter gled;
end muntredes han ikke
af nogen Lystighed.


32.
I Vaaren Skibe rustes
med Toug og Takkel ud;
for alting önsked Helge
at komme bort med dem.


33.
En Islandsfarer venter
paa Rheden efter Bör,
vor Skjald for Jarlen traadte,
og ham om Orlov bad.


34.
"Dig," sagde jarlen, "sömmer
den Plads jeg undte dig;
det Uheld, dig forfölger;
jeg dog ei standse kan."


35.
Af Kostbarheder skjenked
ham Jarlen Sværd og Ring[197],
sin Tak ham Skjalden yded,
og venlig skiltes de.


36.
Ombord med Held og Hæder
han gik, og Snekken löb
rask over vilde Vover
til Borgefjordens Havn.


37.
Sin Elsktes Ankomst spurgte
Thorkatla sorrigfuld,
hun önsker end at tale
med pandserklædte Helt.


38.
Til Skibet drog den Skjönne,
der mangled intet godt,
ved önsket Gjensyn Glæden
omstraalte trofast Par.


39.
Til Velkomst Skjalden skjenked
den hjertekjære Mö,
en Kaabe og en Kappe[198]
hvis Mage för ei saaes.


40.
"Den Skjenk du mig har givet"
hun sagde, "mindes vil,
i dette Land man ikke
vil finde noget sligt.


41.
En Klædning jeg dig byder,
som her ei overgaaes[199],
en Kaabe, trofast vævet,
du eie længe den!"


42.
Thorkatla kjærlig talte
til ham om vigtigst Sag:
"vor Tilstand vist er bleven
heel vanskelig og svær.


43.
Mig Frænder skille vilde
ved min Lyksalighed;
de raadte; Pligten byder:
vor Fryd ophöre maa.


44.
At dæmpe Rygter fæle
nu og vil sömme dig,
da dog herefter aldrig
vor Pagt fuldbyrdes kan!"


45.
"Det prövet er," han svared,
af Lidenskab optændt,
"af ene dig jeg elsker
og aldrig glemmer dig.


46.
Derfor paa Jorden ingen
vort Samkvem hindre skal,
om end vi pröve skulle
den smerteligste Sorg.


47.
Af Skjæbnens Uvejr svulmer
gjensidig TaarefIod,
de elskovsfulde Hjerter
dog ingen Lindring fandt.


48.
Et sneehvidt Par af Arme
da lagde favrest Mö
om Kæmpens Hals, og sagde:
"dig tit ei meer jeg seer!"


49.
Fra Skibet drog den Skjönne
og havde Skjalden kjær,
som fordum, gik det siden,
de taltes jævnlig ved.


50.
Med Ukvemsord nu mange
omtalte de Besög;
han til sin kjære Pige
des fIittigere kom.


51.
De hæderlige tvende
med Sorg og Fare saaes,
thi deres fælles Elskov
forfulgtes af enhver.


52.
En Bonde Arngeir nævnes,
paa Steinum[200] var hans Bo,
en Kvinde[201] Helge havde
betroet hans Varetægt.


53.
Den Arngeir Kvinden lokked,
et Barn hun födte ham,
dog han om Helge talte
kun slemme Ord og Lögn.


54.
Fornærmet Helt vil standse
den Klaffertunges Id,
ustraffet vil han ikke
hans Udaad blive skal.


55.
Han fra sit Hjem uddrager,
til Steinum Gaard han kom,
der traf han Arngeir ude,
og flux en Tvist opstod.


56.
"Hvi lokked du den Kvinde
som jeg betroede dig,
lad Folk da see og höre
hvad Bod du yder mig!"


57.
"Höi Bod ei hende sömmer,"
da svared Arngeir, "skjönt
som gal du föiter efter
hver Tös, som jeg har spurgt."


58.
"For det dig Folk beskylde,"
gjenmælte Helge vred,
"at mig og Katla haaner
du for vor Kjærlighed."


59.
"Derom löd manges Tale
og ej formindskes vil;
det lastes ei saa ilde
at værre det jo bör."


60.
"Dig sömmer," Helge mælte
"ei vel at tale saa,
din onde Tunge-Skade
jeg dog helbrede maa."


61.
Sit Sværd uddrager Skjalden,
og svang det blanke Staal,
af tog det Arngeirs Hoved
og Sjælen fra hans Krop.


62.
Drabsmanden Dör oplukked
forkyndte höit sit Værk[202],
Ord-Slag vil ei ophöre
för nogen segne maa.


63.
Saa Hallar-Stein har sjunget[203]
om Helges kjække Daad,
At fire Mænd han fældte
for slig Bagtalelse.


64.
For ingen, der saaledes
for skarpe Klinge faldt,
han Böder byde vilde,
ei heller nogen gav.


65.
Med Sorg de[204] saae hinanden,
en Elsker veed det bedst.
Her skal nu Kvadet briste,
gid ingen lære det.


ÞRIDJA RIMA.
1.
Lítil er mèr lyst á brag,
leikr, bæði nátt sem dag,
harmrinn mèr um hjarta bý,
ok heiðir aldri sorgar ský.


2.
[Klifar sá margr kvæðinn lin
[er kvendít[205] hefir sèr aldri at vin[206]
frygðir[207] öngvar forstá kann
[fljóð[208] hvort er leiðr eðr ann[209]


3.
[Kenni[210] nokkur kæti brest,
kalla ek þetta undur mest,
hölda lið þó hitti í[211] sút,
hverr skal slá fyrir öðrum út[212].


4.
Ek trúi rètt at [eingi hönd[213]
örlögs megi þau [slíta bönd[214]
er svâ hafa verit með sorgum hnýtt,
sigrat bæði gamallt ok nýtt.


5.
[Mèr er dælska um dreglalín,
at dikta nokkut mærðar vín,
skarlats einginn skorðu gleðr,
skal ek því ekki fást þar meðr[215].


6.
Ríman sú er [ek reysta skal
rís hún upp með sorgar tal,
bundin saman [með beiskan[216] móð
brúði ok garp[217] í hyggju slóð.


7.
Skrifat var næst í skemtun svo
skáldit frá ek at dreingi vo,
þá sem höfðu hrópat þau:
Helga ok Kötlu bæði tvö.


8.
Eptir þetta málma[218]morð[219]
mínka tók eð digra orð,
at þeir [færðu flimtr um[220] hann,
þó fyndi [opt sinn[221] virta mann.


9.
Ríka hitti refla grund
rekkrínn nær á hverri stund,
talar við nýta [nistils ná[222],
nú var eínginn mátinn [upp á[223].


10.
Ef[224] kunni hann[225] nokkut klènt at fá,
kaupir Helgi, þegar hann má,
[bæði gull[226] ok brendan seim,
bar hann at henní í höndum tveím.


11.
Hermund átti í hèraði bú
hetiann stýrði goðorði[227] sú,
lluga svarta erfðum ræðr,
Ormstúnga var garpsins bræðr.


12.
Furðu ílla fèll í skap
frændum þeirra er skáldít[228] drap,
at[229] til jarðar[230] hverr at[231] hnè
Helgi bætti öngvan fè.


13.
Kífuðust at með kappi þá,
kvomu síðan Hermund á
eptirmálit[232] Arngeirs frændr,
ollu þessu ríkir[233] bændr.


14.
Þetta kom á þing í dóm,
þegnar gjörðu at harðan róm,
einginu var sá at varða[234] vill,
virðum þóttu málin ill.


15.
Verðr Helgi af vígum sekr,
vottar þetta dómrinn frekr,
fyrigjört bæði fè ok líf,
fregna mun þat halr ok víf.


16.
Kappinn reið til Kötlu vestr,
kærleiks var þar fundrinn mestr,
greindi hann henni sína sekt,
sætan grèt ok talar með spekt.


17.
Þat mun verða [at raun er[235] rökkr[236],
ristill talar af sútum[237] klökkr,
úti [er nú[238] okkur náð,
illa gefast þau[239] harma ráð.


18.
Þat er mèr einna sárust sút,
ef svâ skal gánga æfin út,
at þú liggir helju hættr
her á landi, en öngu bættr[240]


19.
Kappinn skaltu keskiorðr
koma til skips á Gásum norðr ,
forðast þeirra fjörráns[241] dóm,
far nú meðan at bezt er tóm.


20.
Þá mun ek auðgrund aldri sjá,
er jafnan vildi ek vera[242] í hjá,
þeim[243] sem lukkan lofar ok[244] ber,
lífi er skyldr[245] at forða hver.


21.
Svâ hefir ástin sigrat mik,
syrgi ek öngvan mann nema þik,
hvort þú ert heldr liðinn eðr lífs;
leingi man hann til orða vífs.


22.
Seggrinn skilst ok svanninn frómr,
segir þat einginn dygðar tómr,
hversu at þeirra hjörtu ok brjóst
[brellast muni[246] af sárum þjóst.


23.
Hermund spyrr um hèraðit knárr
at halrinn ríðr vopna fárr,
gaf hann ok sendi garpi spjót,
gúllhríng býttí Helgi í mót.


24.
Hermund talar, sem hróðrinn geingr:
Helgi er[247] inn bezti dreingr,
þó at við únga[248] bauga bil
beri hann ekki lukku til.


25.
Svâ skal ek[249] launa bylgju bál
bæta öll hans vígamál,
gjöra hann sáttan seggi við;
svâ var[250] hann[251] Helgi keyptr í frið.


26.
Fyrir þat ángr at yfir þau ðrífr
eigi gjörðist Helgi svífr,
fèkk hann varla fárit stillt,
fjölda manna gjörði hann illt.


27.
Skáldit reið til skips með sút,
skatnar lètu síðan út,
gátu[252] með heilu höfnum náð,
Helgi stígr þegar á láð.


28.
Þá var jarlinn Eirek dauðr,
Ólafs kóngs í valdi hauðr,
halrinn[253] um [sinn hryggvan[254] hag,
hann hugsar bæði nátt sem dag.


29.
Greinir[255] sik hafa guði í mót
gjört [at elska únga[256] snót,
fyri þann sára synda ugg
seggrinn gekk í ríkan kugg.


30.
Ok til sálu sáttardóms
svâ bjóst hann at fara til Róms,
prúða hitti hann pílagríms sveit,
pínan óx í brjósti heit.


31.
Leggr hann á sik líkams nauð,
lifir við vatn ok einfalt brauð,
mæði þreyngðr ok misjafnt kátr,
misti bæði vín ok slátr.


32.
Kaupmenn hittu kappa um dag,
kallsa uppá þeirra plag:
hví ertu mæddr í margri þín
meir en aðrir fèlagar þín?


33.
[Dælt er þess at[257] dylja nær
drós var mèr í hjarta kær,
unna ek henni yfrit ríkt,
er ek því[258] skyldr at bæta slíkt.


34.
Rekkrinn allt til Róma gekk,
rètta líkn á máli fèkk,
af sjálfum páfa synda lausn
sókti hann með fullri rausn.


35.
[Sorgin varð úr sefanum[259] treg,
síðan gekk hann aptr á[260] veg,
kom til Noregs eð næsta ár,
norðr þegar í kaupstað gár.


36.
Þar nam seggrinn sitja ríkr,
sögunni út til Grænlands víkr:
skíran [nefni ek[261] skjalda lund
Skeggja hinn prúða á þeirri[262] grund.


37.
Herjólfsnes frá ek at hèti bær,
halrinn bjó þar gumnum kær,
fljóðit hafði furðu mætt
fastnat sèr af dýrri[263] ætt.


38.
Þórunn heítir þorna grund,
þess er getit at hafði sprund
(inna verður efnin skjót)
eina tönn þá[264] mjök var ljót.


39.
Þar bjó leiðr á litlum bæ
limsku maðrinn nærri sæ,
þegnar nefna Þorvarð[265] hreim,
þjóð stóð illt af sonum hans tveim.


40.
Kýngi marga kenda lèt
kerlíng hans er Gríma hèt,
þeim var fyrnskan furðu greið,
frænda höfuðin þóttu leið.


41.
Þeir eru frændur[266] færir vel,
en[267] fagnaðar lausir niðr í þel[268],
kom þar loks at kvödd var bygð
köppum[269] þeim er mistu dygð.


42.
Gunnar fóru í Greipar norðr,
Grænlands var[270] þar bygðar[271] sporðr,
virðar áttu víða[272] hvar,
veiðiskapar at leita þar.


43.
Skeggi enn þrúði skip sitt bjó,
skútunni rendi norðr um sjó,
höldum ekki hafit vannst,
hvarf í burtu, en aldri fannst.


44.
Þat var sveigt at sveinum Hreims[273],
senda hefði[274] bylgju eims
[með manndómsleysi[275] myrt í hel,
munu þeir ekki falnir[276] vel.


45.
Þórunn geymdi þeirra bú,
ok þótti skaði at bónda nú,
Örnolf[277] hennar einka bræðr,
allri slekt með vífi ræðr.


46.
Haust eitt fanst á hvolfi skip,
Hreims synir áttu þenna grip,
flærðar[278] dreingi flytr til lands,
[ok fastnar dóttur róstumanns[279].


47.
Lífgjöf frá ek at[280] launa svo
lymsku fulla bræður tvo:
lokkuðu[281] til sín leyfðarmann,
lögðu spjóti í gegnum hann.


48.
Þorkell heitir þegninn sá
[282] Þórunn rèð með kaupi at fá:
þegar fèkk kappinn kynstra sótt,
kvelst til dauða á þriðju nótt.


49.
Öðrum manni játuð var,
andast sá með konstrum þar,
síðast hennar Bjarni bað,
bóndinn fór at deyja í stað.


50.
Undrast margur atburð þann,
einginn frá ek at þyrði mann
biðja þeirrar bauganár,
bar svâ fram um nokkur ár.


51.
Hins ek fyrr í hróðri gat
Helgi skáld í Noregi sat,
ætlar hann til Íslands rètt,
ei mun ferðin gánga slètt.


52.
[Þegninn keypti[283] i þeirri skeið
þriðjúngs part er [ferðar beið[284],
áttu knörinn itar tveir,
lllugar hètu báðir þeir.


53.
Bragnar hlóðu borða garm,
bússan lá, með sínum farm,
leingi[285] þannveg leiðis til.
Lyktast[286] hèr ið þríðja spil.


TREDIE SANG.
1.
Min Lyst til Sang er ringe,
thi Kummer Nat og Dag
mit Hjerte haardt omspænder,
ei viger Sorgers Mulm.


2.
Har nogen Bröst paa Glæde
og kommer svart i Nöd,
mest maa man undres over
at andre laste ham.


3.
Tit den sit Digt fremskraaler
hvem aldrig Ven det gav;
veed ei om det hans Pige
er kjedsomt eller kjært.


4.
Ei troer jeg han kan löse
de Skjæbnens Baand der saa
haardt spændtes, at de fængsle
saa ny som gammel Tid.


5.
Om herlig Kvinde kvæde
vel dristigt er af mig;
kan ingen hende glæde
ei jeg det pröve bör.


6.
Den Sang jeg nu vil synge
kun vorder sorrigfuld,
af Mands og Kvindes Jammer
den sammenföies skal.


7.
Sidst Kvadets Toner löde
om Skjaldens barske Hævn
mod dem som ham og Katla
bespottet havde frækt.


8.
Sligt og den Virkning viste
at Rygtet lagde sig,
ei flere haane torde
hans kjærlige Besög.


9.
Snart næsten hver en Time
de Elskendes nu blev,
for kjærlig Tale Tiden
blev ingen Grændse sat.


10.
Hvad skjönt og kostbart fandtes
tilkjöbs, det Helges blev,
med Guld og Sölv han bragde
sin Katla det til Skjenk.


11.
I Herredet bar Hermund
en Godes Navn[287]; han var
af Illuge den Sorte
en Sön, Ormstungas Bro’er[288].


12.
For Mænd, som Helge dræbte,
han ingen Böder gav,
den Adfærd deres Frænder
ei ret og billig fandt.


13.
Nu Arngeirs Slægt sig reiste
til Eftermaal og Hævn,
det voldte mange Bönder
og Hermunds blev den Sag.


14.
Den kom, paa Thing, for Retten,
og strængt forfulgtes der,
den ingen værge vilde
thi slet man den befandt.


15.
I Drab var Helge skyldig,
bevidne Dommens Ord;
ham Gods og Liv fradömtes,
det snart han spörge fik.


16.
Mod Vest, til Katlas Bolig,
han red, sin Kjære fandt
og strængest Dom fortalte,
hun græd og talte saa:


17.
"Det Mulm til Sorg vil blive[289],
vor stille Ro og Fryd
alt ere nu til Ende, -
en slig Forenings Lod!


18.
Mig bittrest Harm det vorder,
hvis saa dit Liv forgaaer,
at her, som en Misdæders,
dit Mord ei ændses vil.


19.
Nord paa du heller drage,
sög Skib i Gaasums Havn[290],
for Færansdom[291] du flygte
Far mens det end er Tid."


20.
"Da sees vi, Mö, ei mere,
hos dig er al min Lyst,
hvad Skjæbnen end beskjærer,
maa Livet reddes först.


21.
Af Mænd mig Elskov byder,
at sörge kun for dig,
saa levende, som segnet" -
han mindes Möens Ord.


22.
De Elskende nu skilles,
hvo Dyd ei hylder, kan
den Sorg og Smerte skildre
som Hjerterne betog.


23.
Med Vaaben slet forsynet
fredlöse Skjald omdrog,
et Spyd ham Hermund sendte,
en Guldring Helge ham.


24.
Saa Hermund, Digtet melder[292],
har talt: "en Kæmpe gjev
er Helge, skjönt ej Lykken
hans Elskov föie vil.


25.
Ved al hans Skyld at sone
det Guld jeg lönne skal;
forligt med hver han vorde!"[293]
saa kjöbtes Helges Fred.


26.
Dog blev han ikke bedre,
det voldte haablös Sorg,
ei fik han Bugt med Faren,
og skaded mangen end.


27.
For Landet at forlade
til Havn drog sorgfuld Skjald;
til Norges Kyst han kommer
og den i Hast besteg.


28.
Död var da Jarlen Erik,
men Olaf Konge der;
den Fremmede betænker
sin Jammer Nat og Dag.


29.
Sin Gud fortörnet være
han fölte ved sin Daad,
af Anger, Synd at sone,
mod Syd til Skibs han gik.


30.
For Sjælens Fred at kjöbe
han Rom besöge vil;
i Pilegrimes Skare
tiltog hans Hjertesorg.


31.
Til den han sig hengiver,
sit Legem pinte han;
for Kjöd og Viin han valgte
til Næring Bröd og Vand.


32.
En Kjöbmand til ham talte,
og spurgte paa sin Viis:
"siig, hvi du meer end andre,
saa pines mangelund?"


33.
"Ei hjelper sligt at dölge,
en Mö jeg havde kjær,
Af Hjerlet elsked hende,
nu Bod paaligger mig."


34.
Til Rom saa vandred Helge,
hans Sind der Lindring fik,
han selv modtog af Paven
sin Synds Forladelse.


35.
Saa stiltes Sjælens Kummer,
tilbage Helge drog;
i næste Aar til Norge
han kom og Nordens Stad[294].


36.
Han töved der. Nu Sagnet
til Grönland vende maa;
der Skegge, kaldt den prude[295],
blandt Mænd udmærket var.


37.
Paa Herjolfsnæs han boede
og Folkets Yndest nöd;
ham værdig var hans Kvinde,
födt af en ædel Slægt.


38.
Hun Thorun[296] hed, man siger
det hendes Lyde var
(ei maae vi det fortie):
een hendes Tand var styg.


39.
Nær ved en Gubbe boede
i ringe Huus ved Strand;
heel lumsk med Sönner tvende,
han kaldtes Thorvard Hreim[297].


40.
Hans gamle Kone Grima
i Trolddomskunst var stærk,
og hun deri oplærte
sin hele lede Slægt.


41.
Den Fader med hans Sönner
forskyldte Dödens Straf,
tilsidst man dem formeente
blandt Bygdens Folk at boe.


42.
De drog mod Nord til Greipar
der endes Grönlands Bygd[298],
did hen dog mange toge
paa Jagt og Fiskeri.


43
Blandt andre Skegge prude
med vel udrustet Skib
sin Lykke der forsögte -
med alt han borte blev.


44.
Hreims Sönner Folk mistænkte,
ved Overfald og Mord
at de det Uheld voldte;
ei reen var deres Sag.


45.
For Skegge Folkets Klage
höit löd; nu Thorun dog
med Örnulf, hendes Broder,
bestyred Gods og Slægt.


46.
En Höst Hreims Sönner kantred
med Baaden - örnulf dem
fra Döden greb; forloved
med deres Söster sig.


47.
De lumske Brödre lönned
saa hans Velgjerninger:
at ham til sig de lokked
med Spyd ham gjennemstak.


48.
Snart Enken Thorun fæsted
en Mand, som Thorkel[299] hed -
paahexet Sot ham pinte
til Döde tredie Nat.


49.
En anden heldig fried,
men fik den samme Död; -
tilsidst en Bjarne beiled,
og Graven blev hans Seng.


50.
Folk undredes herover,
men ingen voved meer
den Enkes Haand at önske -
saa gik det nogle Aar.


51.
Det meldtes for om Skjalden:
i Norge Helge sad;
til Island han sig agter,
ei let den Reise bli'r.


52.
To Mænd, som begge bare
det Navn Illuge, ham
af deres Snekke solgte
Den ene tredie Deel.


53.
De Sömænd Skibet laded
sin Last det snart indtog,
men længe Bör de vented -
her ender tredie Kvad.


FJORDA RIMA.
1.
Marka skal við[300] mærðar tal
mèr eru eignut fræði;
eitthvert orð vill[301] auðar skorð
eiga í hverju kvæði.


2.
Hinn, er fær af heimi nær
hatr en eingin mæti,
tel ek þeim næst at tala sem[302] fæst,
ok týna allri kæti.


3.
Gumnar þeir, sem gullhlaðs eir
gleðr með allri blíðu ,
sè þeim kátt, en syrgi fátt,
ok sinni öngri kvíðu.


4.
Herlig þjóð, sem hæversk fljóð,
hendír gaman at slíku ,
skrautlegt[303] lag með skrifuðum brag,
at[304] skemta fólki[305] ríku.


5.
Fellí ek niðr, ef[306] fólkit biðr,
[fermd af malti[307] orða
hróðrar sáld, um Helga skáld,
herjans drykk enn fjórða.


6.
Býtir gulls var búinn til fulls,
bússan lá með farmi ,
kemr um dag, með kátligt slag,
karl at þeim enn armi.


7.
Seima baldr[308] sjá við aldr,
ok[309] sagðist Þorgils heita ,
hann[310] bað sèr far í bussu þar,
[en báðir nafnar neita[311].


8.
[Inni ek beint enn eigi seint,
lllugar mæltu báðir,
kveða við nei, at kemr þú ei,
karl, á okkar náðir[312].


9.
Á ek mèr frændr Íslands bændr,
Ölver[313] nefndr skalli;
heiðr er slíkt fýri hoffólk ríkt
at hjálpa gömlum kalli.


10.
Harka[314] dreingr at Helga geingr,
ok hefr svâ margt í spjalli:
treysti ek þèr þú takir við mèr,
tignar maðrinn snjalli.


11.
Liðsemd þá, er ek leysa má,
læt ek fram við dreingi,
dælu starf ef dróttin þarf,
duga mun [ek skár enn eingi[315].


12.
Hreina vist ok hverskyns list
hefi ek í mínum bagga,
leigann gelzt, ef lífit helzt,
leita vil ek til plagga.


13.
Garprinn tók við gömlum hrók,
glyggit[316] þaut á stöfnum,
[þá kom byrr, en þeigi fyrr,
þegnar lètu ur höfnum.


14.
Ögnar gnýrr enn[317] yfir kom nýrr,
aldann þaut á knerri,
vikna bönd[318] en vatnar lönd,
veðrit óx i hverri.


15.
Aptr lá á þíljum þá
Þorgils karl inn gamli ,
liðs var mist, en lítil vist,
lokit er öllu bramli.


16.
Harkamann í hafinu þann
halrinn frægðar gjarni
vistar sjálfr, vestnar[319] gjálfr,
[ok vann[320] sem einu barni.


17.
Heljar sótt fèkk hann um nótt,
halrinn[321] bjó um kauða ,
hann tók sèr reip, ok rifaði[322] keip,
rak fyri borð enn dauða,


18.
[Kólgu gángr er kaldr ok lángr
á kneri frá ek at nauði,
fylgði ávalt um flóðið kalt
farþegi þeirra enn dauði[323].


19.
Eina nátt kom áfall hátt,
innanborðs nam[324] hlúnka,
kastar draug úr karfa laug
köldum upp á búnka.


20.
Frá ek þann upp inn fúla skupp
fullan setjast meina,
kjapta[325] gífr[326] keipinn[327] rífr,
ok kveðr þá vísu eina.


21.
Hræðslan[328] jók, er[329] skallann skók,
skipmenn[330] niðr at detta;
hvergi brá þó hyrfði[331] á
Helgi sèr við þetta.


22.
Tók þá garpr traustr ok snarpr
tálgu[332] öxi hvassa,
hamri slær sem harðast fær
herða á millum gassa.


23.
Greip um fætr garprinn mætr
grams[333] á birni hlunna,
hálsinn braut, en Helgi skaut
halnum niðr til grunna.


24.
Jós þá flaustr flokkrinn traustr,
fley var búit at[334] sökkvi,
[með undrum[335] brást, en aldri sást
álmaviðrinn[336] dökkvi.


25.
Keyrði lýð í kaldri hrið,
Kári voðir hristi,
Ægis sporðr upp í norðr,
Íslands frá ek þeir misti.


26.
Virða rekr, en voðir skekr,
í veðri feikna gjörnu,
suðr í heim er[337] sýnt frá[338] þeim
at[339] sjá til leiðar stjörnu.


27.
Lægir[340]brast en lúðist fast
lýðr á hlunna dýri,
hvergi geingr hreystídreingr
Helgi skáld frá styri.


28.
lllugi biðr at berjist[341] menn niðr[342],
ok byrja villu stránga:
[343]þreytum mátt á þennan hátt,
vær[344] þolum ei vosit lánga.


29.
Heimsku líkt, kvað Helgi, er[345] slíkt
at höggvast kristnum mönnum,
tökum[346] ráð, at tèr oss náð,
ok treystum drottni sönnum.


30.
Heitum[347] á Krist með hjörtun tvist
í háska storms ok sjófar;
þá kom hjálp, er[348] hægðist gjálp,
ok hrannir gjörðust mjófar.


31.
Yrkir þá, er jökla sá,
afreks maðrinn prúði:
nú hefr veðr, at vísir[349] kveðr
vikit mèr sýnt[350] frá brúði.


32.
Þuldi uðr, þvert í suðr
þegnar sigla áttu,
loksins þar at landi bar
at[351] lýðir hvilast máttu.


33.
Jökla jörð ok Eireksfjörð
öldin gjörvöll[352] kendi,
ferðin rík í Falgeirs vík
frá ek at skipinu lendi.


34.
[353]var drótt er drýgðí þrótt
dösut af flæðar elgi,
var[354] þá nær til einskis fær
öldin flest nema Helgi.


35.
Forni hèt, sá fögnuð lèt
fyrðum bjóða snjöllum,
bóndi ríkr, burgeis líkr,
býr[355] at Sólarfjöllum.


36.
Helga bauð, úr háska ok nauð,
heim með sèr til vistar,
fór þat brátt á fornan[356] hátt
fæddi hann sorgir tvistar.


37.
Þegar at finnr Forni svinnr
fæð[357] á garpi ríkum
[kemr á tal [við kvinntan[358] hal
ok kallsar orðum slíkum[359].


38.
[Þèr var bægt frá brúðar' rækt
bygð ok eignum ríkum
guð vill nú at gleymír þú
girndar ráðum slíkum[360].


39.
Fyrst áttu[361] með fulla trú
fèkkstu giptu háfa,
suðr í Róm með sæmdar blóm
ok sóktir lausn til páfa.


40.
Hrittu sorg úr hyggju borg,
ok harma ei vífit vænast,
gjör þèr kátt á gleðinnar hátt,
ok gakk með oss at kvænast.


41.
Þú villt[362], mann, er mælti hann,
mik til þessa eggja ,
hvar er sú kvon at hellst er[363] von
svá hug megi á þat leggja?


42.
Auðar brík er einkar rík
[sú átt hefr[364] Skeggi hinn pruði,
[förum á[365] stað, er Forni kvað,
ok föstnum þessa brúði.


43.
Kvomu þar sem kvinnan var,
kappinn erindin sagði,
hefr þá orð við hrínga skorð,
Helgi sitr ok þagði.


44.
Báðu min, kvað bauga lín[366]
bragnar þrír með nauðir:
lukku skarð á lífi varð,
þeir lágu allir dauðir.


45.
Þeygi veldr þetta at heldr,
þínum kaupum svanni, -
hvar er [fé er, Forni, sè
feingit þessum manni?


46.
Hörnes[367] bú, kvað hetjan sú,
Helga gef ek til mundar;
fram gekk það er Forni kvað,
fèkk hann silkigrundar.


47.
Skallatsbil hún skilr þat til
skuli hann hefna beggja,
búinn í strið ok brodda hríð
bróður síns ok Skeggja.


48.
Burt leið vetr en bóndinn setr
búit á Hörnes landi,
fèll hann ótt í feikna sótt,
fræðit bið ek at standi.


FJERDE SANG.
1.
Man kyndig vil mig kalde
derfor jeg kvæde maa,
i hver en Sang min Elskte
skal noget höre til.


2.
Hvo som af Verden fanger
kun Had, men intet Godt,
ei meget mæle burde
men give Slip paa Fryd.


3.
Den Mand, hvem Kvinden ynder
med ömmest Kjærlighed,
han nyde ret sin Glæde
og frygte Fremtid ei!


4.
Ved Sagn og Digtning, satte
i Skrift og Tonemaal,
sig Hædersfolk vil more,
især den ædle Mö.


5.
Til Skjalden Helges Minde
forlange de min Sang -
og Odins Drik jeg skjenker
i Bægret fjerde Gang[368].


6.
Paa Rheden Snekken gynged,
den heel tilladet var;
for Modvind Sömænd töved,
de fik et sært Besög.


7.
En Gubbe, Thorgils kaldet[369],
heel underlig i Færd,
af Illuger begjered
til Overfart en Plads.


8.
Reent ud Illuger begge
afsloge denne Bön:
"Ei dig paa nogen Maade
modtage kunne vi."


9.
"Paa Island Ôlver Skalde[370]
og flere Bönder jeg
til Frænder har; I Rige
bör hjelpe gammel Mand."


10.
For Helge gik den Lede
og talte mangt et Ord:
"til dig, du gjæve Hövding,
især jeg slaaer min Lid.


11.
Den Hjelp, som jeg kan yde
vist eder gives skal;
ved ösekarret ingen
en större Nytte gjör.


12.
Af sund og lækker Föde
nok i min Vadsæk er;
hvis Livet undes, Fragten
betales visselig."


13.
Af Gubben tog sig Helge
han fik i Skibet Rum;
strax ud det löb af Havnen
med længe savnet Bör.


14.
Dog blev den alt for bister
i Stormens hule Brag
sig store Bölger reiste
og skjulte Landets Syn.


15.
Paa Agterdækket hvilte
sig gamle Thorgils da,
fortært er Reisekosten,
den hele Pral forbi.


16.
Af egen föde nærte
Skjald-Helge gamle Mand,
ret som et Barn ham pleied,
dog rased Storm og Hav.


17.
Syg Gubben blev og döde
en Nat; da Helge strax
hans Krop i Huder svöbte[371]
og kasted over Bord.


18.
De kolde Byger længe
om Snekken tumled sig;
han, som paa Reisen döde,
paa Havet fulgte dem.


19.
Ved Nattetid en Vove
svart over Skibet faldt
og kold Gjenganger kasted
höit op paa Bunkens Ryg[372].


20.
Sig Kroppen halvt oprejste
og siddende forblev,
snart Trolden Huder splitted,
og flux en Vise sang.


21.
Fælt rysted skaldet Isse,
nær kantred Skibet var
af Frygt de Söfolk segned,
kun Helge vakled ej.


22.
Den stolte Kæmpe hæved
en öxe skarp og svær,
dens Hammer haard og svarlig
mod Troldens Skulder slog.


23.
Da styrted led Gjenganger,
hans Födder Skjalden greb,
bröd Halsen snart og sendte
den Krop til Havets Bund.


24.
Af synkefærdig Snekke
udöst da Vandet blev[373]
Vidundret sig ei viste
og aldrig saaes det meer[374].


25.
End Kare[375] pidsked Seilet,
den kolde Byge fnös,
og Island de forfeiled
mod Nord dem Æger[376] drev.


26.
Og ved de blev at drive
i frygteligste Storm
til Nordens Stjerne[377] lyste
for dem i Sönden alt[378].


27.
Fjern var hver Havn, udmattet
alt Skibets Mandskab var,
snart uophörlig Helge
ved Roret ene stod.


28.
Alt sagde til de andre
Illuge: "for vi maae
af Matheds Jammer segne,
hinanden fælde vi!"[379]


29.
"Den Daarskab" Helge svared
"ei sömmer christne Mænd,
vi vor Fortröstning sætte
kun til den sande Gud!


30.
Varmt bör vi Christ paakalde
mod Havs og Stormes Nöd!"
da Hjelpen kom, thi Veiret
og Bölgen lagde sig.


31.
Snart Jökler kom tilsyne;
vor Helt udraabte da:
"for langt det Uvejr fjernet
mig har fra elsket Brud."


32.
Det gamle Kvad sang Voven,
og Kaasen gik mod Syd,
til de den Kyst anlöbe
som Hvile dem tilböd.


33.
Der Jöklers Land[380] de kjendte
og Eriksfjord dermed,
til Falgeirsvig de styred
og Havn fik Skibet der.


34.
Saa alt det Mandskab reddet
blev af langvarig Nöd,
at ingen uden Helge,
nu arbeidsdygtig var.


35.
En Bonde rig og mægtig
i Bygden[381] Forne hed,
paa Solarfjeld[382] han boede,
og gjæstfri dem modtog.


36.
Han undte Skjalden Helge
et stadigt Ophold der;
den Fremmede, som fordom,
til dyb Bekymring faldt.


37.
Da Forne Mærke lagde
til slig Sörgmodighed,
sin Gjest han ivrig sögte
Med Ord at muntre saa:


38.
"Fra Gods og elsket Kvinde
fordrevet alt du blev,
Gud vil du nu skal glemme
Begierlighedens Drift.


39.
Vel du forstaaer at Troen
dig störste Held har bragt:
du Pavens Aflad hented
med Hæder selv i Rom.


40.
Du af dit Sind uddrive
al Sorg, din Kjære glem,
hyld Munterhed og Glæde,
tag dig en Viv blandt os!"


41.
"Naar du," da Helge svared,
"til sligt opmuntre vil,
siig da, hvo er den Kvinde
jeg önske kunde mig ?"


42.
"För var den Hovedrige[383]
med Skegge Prude gift
strax denne Brud du fæste,
med dig jeg fölges vil."


43.
De kom til Enkens Bolig,
der Forne Taler var,
mens for sin Gjæst han fried
vor Helge sad og taug.


44.
Hun svared: "til mig beiled
tre Mænd i Uhelds Stund,
dem alle Lykken daared,
de fik en hastig Död."


45.
"Ei den Betragtning standser
din Ægtepagt med ham." -
"Hvor er det Gods man give
kan, Forne, denne Mand ?"


46.
"Til Helge," Forne svared,
"jeg skjöder Hörnes Gaard[384],
du faaer den Fæstensgave,"-
saa de trolovet blev.


47.
Dog Enken det paalagde
sin Frier, at han kjæk
for Örnulfs og for Skegges
Mord skulde tage Hævn.


48.
Hen Vintren gled og Helge
paa Hörnes satte Bo,
snart syg han faldt paa Lejet,
og Sangen standser her.


FIMTA RIMA.
1.
Allir[385] taka at yrkja nær um afmors
           dygðir,
kveð ek því minnst[386] um fljóða frygðir
ek fæ þar ei af nema hatr ok stygðir.


2.
Kom ek par fram at kuggi Hárs
           á kvæða ströndum,
hann var fermdr fræðum vöndum,
festr ok knýttr sorgar böndum.


3.
Margr fèkk þar mikla makt[387] af
          mærðar smíði,
en ek fèkk af falda hliði
fulla hönd af grimmu stríði.


4.
[Horfinn var þeim Helgi[388] skáld af[389]
          hróðrar blandi;
jafnan spenntr kraunku klandi,
[390]kvændist út á Grænalandi.


5.
Halrinn reisti heiðurs bú þar er
          Hörnes[391] kallast,
þegar nam sótt at segg at hallast,
svâ at hann lèt í rekkju fallast.


6.
Seggrinn lá þar sumar ok vetr
          sjúkr í rekkju,
margir töluðu íllt um[392] ekkju,
Illugar bjuggu sina snekkju.


7.
Þegnar sögðu at Þórunn ylli
          þrautum manna,
margr verðr villr[393] hins sanna
virðar [töluðu íllt við[394] svanna.


8.
Illugi talaði virða[395] við
          enn vernda[396] fljóti,
stendr af henni löstrinn ljóti,
[397]lemjum hana í hel með grjóti!


9.
Forni bisi at fyrðar skyldu
          fári lètta;
olli hann at eyddist þetta,
órar tóku á Helga at detta.


10.
Þannveg[398] liggr hann[399] þegnum[400] hjá
          ok þeigir sem stúmí,
æ var myrkt yfir[401] mannsins rúmi,
mátti hann ekki gánga úr húmi.


11.
Hrínga grund til Hörnes kemr[402]
          en hyggju svinna;
hvað mun þetta vífit vinna?
vilja kveðst hún Helga finna.


12.
Kvinnan frá ek at kerta ljósit
          kveikja næði,
Helgi skalf af hugarins æði,
höndum greip fyrir augun bæði.


13.
Ytir[403] spyrr hver ófyrisynju
          eldinn bæri?
þegnar sögðu at Þórun væri:
þú skalt ekki [koma hèr[404] næri.


14.
Mik hefir þvíngat[405] manna lát
          í meinum þröngum,
harmrinn þínir hjartað löngum,
hèr fyri týni ek öllum söngum.


15.
Bið ek at þú bætir mèr sem
          bónda stæði,
svâ at ek kynni kristin[406] fræði,
credo mína ok signing bæði.


16.
Minni tekr í mikilli sótt ok máli
          þýngja,
hættlig er sú harma dýngja,
at hvârki kann ek lesa nè sýngja.


17.
Mjúku blaði [kom mengrund[407] hans
          á milli tanna,
skrifat var á með skilníng sanna
skaparans nafn og huggun manna.


18.
Þegar tók hans at batna[408] bragð
          ok betrast[409] æði,
lausnarinn trú ek at löstu græði,
les hann öll sín skyldug[410] fræði.


19.
Synist nokkut seggrinn þèr í sóttar
          klandi?
margt hefr orðit múg at grandi
meinlígt fyrr í þessu landi.


20.
Kvinna nokkur kemr til mín þegar[411]
          kveldum hallar,
svâ er hún ljós sem linna pallar,
liggr hun hjá mèr nætur allar.


21.
Von er þess at viknir þú fyri
          vænleik bruðar;
hvert er heitit[412] hrínga[413] þruðar?
hún mun eiga bygðir þruðar.


22.
Kunna mún hun at krossa sik
          með kristni rètta?
Helgi talar af hugarins lètta:
hellzt til tekr þú margs at frètta.


23.
Myriðr nefnist mjúk í ræðum[414]
          menjaslöngva,
hennar veit ek ættdríf öngva,
ekki talar hún neitt til söngva.


24.
Víkja skaltu vísum þrimr at
          vella hlíði ,
kveð þú þær með klámi ok níði,
[kennast mun[415] hún við þetta smíði.


25.
Breyti ekki brúðr at heldr
          bragði sínu,
þá mun fljóðit, fullt af pínu,
faðma þik í leyfi mínu.


26.
Irpa kemr at aptni dags með
          illsku námi,
valdi hann henní af Vestra[416] prjámi[417]
vísur þrjár af fúlu klámi.


27.
Sú er en efsta óðar gjörð af
          yssu launi[418],
geispinn stendr af góma hrauni
gníðugligr[419] með illum dauni.


28.
[Þegar tók allt hit bjarta bragð
          af brúði detta,
aldri fyrr sá eyðir þretta
úmannligra flagð en þetta[420].


29.
Myríðr tók at mæla svâ af
          móð ok þjósti:
Þórunn trúi ek þessu upp ljósti,
þèr hefir orðit hverft í brjósti.


30.
Helgi villtu hvílu brögð með
          háði lúka,
[421]fyri þat[422] klapp ok kossa mjúka?
kalla ek næsta skemd í fjúka.


31.
Faðmbrögð hefir þú fengit opt
          af fljóði ríku,
þú tókst mik eina únga píku,
ómannligt er at launa slíku.


32.
Skríð þú burtu, skessan örm, af
          skauti mínu,
aldri verði[423] endir á pínu
ómannligasta flagði þínu.


33.
Bryðjan gjörðist blá sem Hel en
          í burtu eð hvíta,
greyðist niðr at geymi ríta,
gjarna vildi hálsinn[424] bíta.


34.
Skáldit frá ek at skaparans nafn[425]
          með skynsæmd bæri,
henni var þat[426] hefnda færi,
hun mátti ekki koma þar næri.


35.
Kappinn gjörir at krossa sik með
          kærleiks ótta,
þá nam rýgr at renna á flótta,
rekknum batnar allra sótta.


36.
Þórunn talar ok Þannveg byðr, ef
          þegninn vildi,
kaupa í sundr, en kappinn gildi[427]
kjöri[428] at eiga menjahildi.


37.
Bragnar drukku [bruðkaup hans[429]
          með beztum föngum;
því var hann Helgi hljóðr löugum
honum var gaman at leikum öngum.


38.
Þótt honum[430]kæmi fljóð[431] í fáng[432]
          til frygðar greina,
aldri lagði hann elsku hreina
ástuðliga við kvinnu neina.


39.
Kom honum jafnan Katla í hug
          bæði kveld ok morna,
erfið verða ósköp Norna,
uppi var þá stríðit forna.


40.
Því var hörðum harmi spenntr halr-
          inn gildi,
hann var sviptr silkihildi,
[svaf hann þeim firstr[433] er[434] næstr [hann vildi[435].


41.
Þórunn gjörði[436] fyrða fast til ferðar
          at eggja,
hún kvað mál at hefna Skeggja[437],
ok heljar menn at velli leggja.


42.
Buga vill eigi bauga tír við bræðr
          at stríða,
Helgi bjó til[438] ferju fríða,
fyrr er hann lèt sjálfr smiða.


43.
[Þegninn valdi þrjátigi manns til
          þessarar ferðar,
[búna at afla[439] vargi verðar,
vopn hafa þeir ok allar gerðar[440].


44.
Þegar nam ljósta[441] vindi [vef svá[442]
          voðum sveipar,
reiði var þá reyndr ok keipar,
[443] rèru[444] ok sigldu norðr í Greipar.


45.
Þeim varð heldr margt til meins, en
          mikill er víðir,
get ek at valdi galdrar striðir,
garpar fá þó komizt um síðir.


46.
Skáld-Helgi af skipinu [burt sá[445]
          skálann breiða,
[frá ek af[446] húsi hróka leiða
heiman fara ok ætla at veiða.


47.
Flokkinn líta flærðar menn [at
          fyrðum[447] bannar,
Þórir het en Eyvind annar,
undan hèldu falskir grannar.


48.
Ítar frá ek at illsku dreingi elta
          næði.
Hèr mun ek láta[448] fimta fræði
falla[449] niðr með sorg ok mæði.


FEMTE SANG.
1.
Om Kjærlighedens Dyder
jeg digter neppe meer,
for Sang om Kvinders Elskov
kun Had jeg faaer til Lön.


2.
Ved Digtninghavets Strande
jeg Dverges Snekke[450] fandt,
med sære Sagn tilladet
af Sorgers Toug omspændt.


3.
Der mange sig tildeelte
af Viser Overflod,
men Kvinden, til Betaling,
fuldt op af Kiv mig gav.


4.
För sidst jeg sang om Helge,
af Uheld jevnlig fulgt,
da fjernt paa Grönlands Kyster
han end troloved sig.


5.
Paa Hörnes Gaard han havde
med Hæder reist sit Bo,
da Sygdom svart ham knuged,
til Sengs han maatte gaae.


6.
En Sommer og en Vinter
han pröved Leiet der;
om Enken ilde taltes,
Illuger[451] rusted Skib.


7.
De meente, Thorun voldte
den gruelige Nöd,
til hende ilde talte;
tit leger Sandhed Skjul.


8.
Den ene af dem sagde
til raske Fæller saa:
"den Kvide hun fremkaldte
og stenes bör ihjel!"


9.
Et saadant Forsæt Forne
dem fare lade bad;
hun frelstes; Helge piintes
af Sot og Vildelse.


10.
I mörkest Vraa han hvilte
og taalte Lyset ej,
et Ord han ikke mælte,
som den, der stum er födt.


11.
Til Hörnes Thorun kommer,
den snilde, kloge Viv,
hvad vil hun vel der gjöre?
med Helge tale selv.


12.
Et Kjertelys[452] hun tændte
han mærked flux dets Skin,
med Hænder öine skjulte
og rystede af Harm.


13.
"Hvo," spörger han: "uforsigtig
med Ilden löber saa?"
man svared: "det er Thorun."
han bad: "kom mig ei nær!"


14.
"Mig," klaged hun, "Ulykken
har haardelig forfulgt
ved Elsktes Död og Smerter,
al Sang jeg har forglemt.


15.
En Ægtemand tilkommer
at böde dette Savn,
de Christnes Tro mig lære
du med Velsignelsen!"


16.
"Hukommelse og Tale
den svare Sot har kvalt;
ei læse eller synge
jeg kan, det Jammer er!"


17.
Da mellem Skjaldens Tænder
hun lagde finest Blad,
vor Skabers Navn det viste
og Menneskenes Tröst[453].


18.
Den Syge Farve skifter
og Sind til Bedring strax;
de Christnes Lærdom klinger
höit fra hans Læber nu.


19.
"Seer du i Sygdoms Vaande
ei underlige Syn?
sig meget slemt tildraget
har för i dette Land[454]."


20.
"Til mig hver Aften kommer
en Viv, som Guldet lys,
og ved min Side hviler
den hele mörke Nat."


21.
"At saadan Skjönhed rörer
dig, jeg begribe kan;
mon hendes Hjem er yndigt?
siig, hvilket Navn hun bær!


22.
Kan hun den christne Lære,
sig korse ret forstaaer?"
"For meget," Helge svared,
"du mig udfritter nu.


23.
Hun sig Myride[455] nævner
er snild og blid i Ord,
men kan ei Christnes Sange,
af Slægt mig ubekjendt."


24.
"Du trende Viser kvæde
af væmmeligste Slags[456]
til hende, hun vil kjendes
ved slig Beskrivelse.


25.
Hvis end hun ei forandrer
Udseende derved,
da hende frit at favne
jeg dig tillade vil."


26.
Til Helge Hexen kommer
den Aftenstund som för,
han kvad de Viser trende
af væmmeligste Slags,


27.
De strax sin Virkning viste,
sig ilde skabed hun,
af Gispen Munden vrænged
med Stank og fæle Lyd.


28.
Al Skjönhed nu forsvunden
i störste Skynding var,
et mere stygt Uhyre
han aldrig skued för.


29.
I heftig Vrede talte
Myride da til ham:
"du Thoruns Raad nu fölger,
forvandlet er din Hu.


30.
Med Haan du vil belönne
min Kjærlighed til dig,
for Kys og Klap du yder
det allerværste mig.


31.
Du tit i Favn mig slutted
som ung, uskyldig Mö;
den Elskende forskyder,
Umenneske! du nu."


32.
Bort, fule Trold, du vige
mit Samkvem stedse sky,
til Jætters Slægt du hörer,
alt Ondt forfölge dig!


33.
Blaagusten Hex, som ligned
i det sin Frænke Hel[457],
sig böied for at bide
den Syges Struberör.


34.
Vor Skabers Navn bar Helten
paa sig, forstandig gjemt,
hiin Trold, bered til Hævnen
ej kunde nærme sig.


35.
Med Korsets Tegn sig skjermed
den Skjald i Herrens Frygt;
Jættinden flux tog Flugten,
al Sygdom lægtes nu.


36.
Ham Thorun da tilstæder
at sluttet Ægtepagt
han selv ophæve kunde;
sit Löfte blev han tro.


37.
Et herligt Bryllup holdtes,
ei Helges Kummer veg,
ham ingen Leg forlysted,
og taus han stedse var.


38.
Med intet kjærligst Kvinde
opmuntre kunde ham;
af Elskov til den ene
for andres var han slöv.


39.
Hver Aften og hver Morgen
stod Katla for hans Sind;
strængt fulgtes Norners[458] Domme,
og gammel Harm blev ny.


40.
Den Mö ham blev formenet
som nærmest ham tilkom;
slig Sorg den Kæmpe böied,
som böd al Verden Trods.


41.
Det Heltemod at vække
forsögte Thorun klog;
"til Hævn er Tid," hun sagde,
"thi Morderne bör döe!"


42.
Ei Helge nægte vilde
den Kamp, som Pligt ham böd,
det Skib, han för lod bygge,
i Hast udrustet blev.


43.
Han tredve Mand udvalgte
til dette Krigertog,
med Harnisk, Hjelm og Vaaben
han vel forsyned dem.


44.
Mod Nord til Greipar[459] stunder
den kjække Sömandsflok;
snart Vinden Seil udspilte,
snart pröves Aarers Brug.


45.
Vildt er det Hav og Veien
er lang, men Trolddom dog
forögede dens Farer;
tilsidst blev Maalet naaet.


46.
Fra Skibet Skjalden Helge
Fredlöses Bolig saae,
de lede den forlade,
paa Jagt de skulde gaae.


47.
Snart saae den lumske Thorer
hans Broder Eyvind[460] med,
de Fjender, som dem trued,
og sögte strax at flye.


48.
De haardt forfulgte bleve
og vel fortjente sligt.
Det femte Kvad jeg slutter
af Sorg og Möie træt.


SJETTA RIMA.
1.
[Djarflegt er mèr drósa[461] til
at dikta nokkut mansaungs spil,
æ er[462] sem böls hin beiska sögu
bjóði mèr at slatta[463] í þögu.


2.
Heldur enn í hverri krá
heyra tek ek at sagt er frá:
kvæðin mín um kvendit[464] sè,
kallsar margr ok hefr fyri spè.


3.
Hvað má þetta kalla kyn,
þó kunni ek á því nokkut skyn?
[ei er ek síðr[465] af Adams ætt
enn[466] aðrir þeir at slíkt hafa rætt.


4.
Þar skal seldr hinn sètti óðr:
seggr er kominn í Greipar fróðr,
Helgi eltir heljarmenn,
þeir hafa sik undan báðir senn.


5.
Eyvind sprángar[467] yfir eina gjá,
[urtu búr[468] á herðum lá[469],
eigi miðr en álna tólf;
inn komst hann á skála gólf.


6.
Þórir undan þegnum rann,
þrjótrinn hljóp ok skálann fann,
vopnast þegar[470] ok vörðu[471] dyr,
var þar brátt hinn mesti styr.


7.
Vopna bör[472] í vígi kræfr
vinda biðr af skála ræfr;
hèr skulu vær sem heima gá,
Helgi svarar ok brosti þá.


8.
Skatnar rjúfa skála toft;
skáldit bregðr sverði[473] á loft,
Eyvind nefni ek illsku þrjót
at honum hljóp með krókaspjót.


9.
Oddrinn kemr í auga [á þegn[474]
æsast [tók þá benja regn[475]
fossum[476] niðr um frægðarmann,
fallast tékr nú magt[477] við hann.


10.
Oddrinn þínu auga kló
illskumaðrinn svarar ok hló,
hentara væri heima þèr
hjarðar at geyma en sækja at mèr.


11.
Helga svellr heiptar móðr,
hann hleypr þegar at garpi óðr,
róstumaðrinn refsíng hlaut ,
hann reiddi sverðit Eireksnaut.


12.
Oddrinn risti Eyvinds kvið,
ekki kom hann þá skildi við,
at svâ fast með afli gekk
ísturit[478] niðr úr búki hèkk.


13.
Stjúpson Helga Steingrímr hèt,
stálinn jafnan brotna[479] lèt,
Jökull er nefndr annarr dreingr
at til móts við Þóri geingr.


14.
Barðist hann við bragna tvo,
báðum höndum [Þórir vo[480],
þar var komit við kylfíngs fjúk
karlmanns hjarta í leiðan búk.


15.
Steingríms sverð í stála fund
stýfði af Þóri vinstri[481] mund[482],
hlýra biðr hann hjálpa sèr:
hönd er skúfuð burt af mèr.


16.
Hlýri má ek ei hjálpa þèr,
Helgi sækir fast at mèr,
ekki er hèr enn fegri friðr ,
falla [úr mínum búki iðr.


17.
Mækir sniðr brjóstið blá,
berst hann aldri meir en þá,
áðr en hjör á hálsinn reið,
höfuð í burt af þrjóti sneið.


18.
Þórir líf í þessu lætr,
þarmar röktust honum um fætr,
hnígr hann ei til foldar fyr
en fèll hann út um skála dyr.


19.
Kappar hittu krubbu þá
er kerling fyrir en arma lá,
þat var Gríma galdra tól,
er grúfði niðr í þetta[483]ból.


20.
Fússa þeir við fletju þöll,
fæddist aldri verra tröll,
lllugi lèzt þá liðugr vel
at lemja hana með grjóti í ihel.


21.
Nýtr svaraði nadda þund:
níðuglegt er at lemja[484] sprund,
kvel ek aldri konu til dauðs,
þá kosti bæði lífs ok auðs.


22.
Skatnar báru úr skála fè,
skútan frá ek til reiðu sè ,
grimma sendi galdra ör
Gríma þótt hún lægi í kör.


23.
Ytir varð af ógnum rauðr,
Illugi liggr á þiljum dauðr;
koma þeir heim til Herjólfsness,
hefndi eingi siðan þess.


24.
Tala[485] ek ei leingr um tröllskap þann
sem töfrafullust kerling vann.
Því[486]fêkk Helgi heiðr ok góts,
at[487] honum stóð einginn þar til móts.


25.
Lýðrinn gaf honum lögmanns stètt,
landsins skipar hann öllum[488] rètt,
ýtum þótti eingi nær
jafnvel vera til þessa fær.


26.
Gleymdist aldri eð grimma[489] strið
er garprinn bar fyri silkihlið[490]
æ var hans enn innri maðr
jafnan[491] hryggr en sjaldan glaðr.


27.
Þegar hann fór á bæi[492] í braut
bar hann þá feldinn Kötlu naut,
á meðan hann var til nokkurs nýtr,
[nauð er[493] þeim sem sorgir hlýtr.


28.
[En þá[494] feldrinn gjörðist forn
friðust[495] gaf honum bauga norn,
fèkk hann opt[496]af fljóði pín,
ok festi upp yfir rekkju sín.


29.
Víkjum nú til Íslands út,
[öngu er[497] þar minni sút,
Þorkatla bar þrá fyrí hann,
ok þýddist öngvan lifanda mann.


30.
Alla var henni illa meðr
ættmenn sína ok grimman feðr,
aldri dvaldist ýtum hjá,
ok öngvan þeirra vill[498] hún sjá.


31.
Mátti alldri [motra njörð[499]
mektug koma í Borgarfjörð,
at Sauðafelli sitr hún vestr,
sár var þeirra yndis brestr.


32.
Reiknum hitt at refla brú
hún ræktar allvel sína trú,
fastar mikit ok fræðin[500] saung,
furðu var hennar æfin laung.


33.
Laungum var hún með lágri rödd,
lauka skorðinn sjaldan glödd,
þó at hun sýndist brosandi blið
bæði grèt hun árla ok síð.


34.
En þá mest á bruði beit
[bölsins ángr í vitsku[501] reit
fljóðit upp í fáng sèr braut
feld ok skikkju Helga naut.


35.
Svanninn loks af seggnum spyrr,
sitja vill hún ekki kyrr,
fyri þann harða harma svip
hríngþöll bjó sik [ut á[502] skip.


36.
Katla fèkk í kneri setr,
kaupmenn sátu í Noreg um vetr,
garpar bjuggu Grænlands far,
gekk hún til þar formann var.


37.
Ferðast vill hún flaustri í,
formann tók ei [blitt við[503] því,
styrimanni stolltar fljóð
steypti í kjöltu dýrum[504] sjóð.


38.
Katla fekk í kneri rúm,
kaupmenn hèldu þegar á húm,
ei var gjálfrit grimdarlaust
Grænland tóku síð um haust.


39.
Heiman riðr hetjan þrúð,
Helgi kemr í þeirra búð,
kennir þá hvar kvendit sat,
kappinn þegar at skynjat gat.


40.
Heiðrs maðr ok hæverskt víf
hvort um annars spennti líf,
hversu þeim við þetta brá
þar [skal [nokkut greina í[505] frá.


41.
Leitað hefir þú lángt til mín,
[líkum fæst er[506]dygðin þín,
mikit er þat yfir margan geingr,
mátta ek ekki bindast leingr.


42.
Miklu hefir þú meir en eg
menja tir, á allan veg,
gjört við því at gætum við
gleðinnar feingit nokkurn frið.


43.
Bundum saman í bernsku trú,
brugðit tel ek þvi öllu nú,
[mik undrar mest[507] þú eiga gekkst
aðra kvinnu (er) ráðit fèkkst.


44.
Stórilla gat frænda flokkr
falsat í burt af ráðum okkr,
þú tókst í fyrstu fordæmt ráð,
ok feingum siðan aldri náð.


45.
Hirtum ekki um hölda mál,
hættum bæði út lífi ok sál,
fyri þau en vondu víg
varttu[508] at [kanna þenna stig[509].


46.
Eigi latti[510] auðgrund mik
elskuleysi til við þik,
heldr lá sú hörmúng á
at hvorki annars njóta má.


47.
[Þegar gekk Helgi[511] heim með þrá,
húsfrú[512] spurði þegar hún sá[513]
hvert var fólk í hópinn þann?
Helgi nefndi stýrimann.


48.
Spyr ek (at) þeirri spjalda ná
[sem spennt hefir yðr með lángri[514] þrá,
ekki mun þat all-löng náð
[515] eiga skal[516] hun á þessari láð.


49.
Þú munt vera nú[517] ein af þeim
at okkr bannar gleðinnar heim,
margr hefir þat meinat sá
er minni vorkunn stár uppá.


50.
Þórunn kemr á þegna fund,
þyða hitti [hun gullaðs[518] grund,
birti[519] þá, sem bókin tèr:
bjóða mundi hann Helgi þèr.


51.
Hún kveðst ekki heyrt hafa þat,
hústrú svarar, ok brosti at:
þigg með okkr vist í vetr;
varla aðra slægri getr.


52.
Löngum þigg ek lèttiboð,
lítil er þat yndis stoð.
Katla fór með henni heím;
harmar aukast báðum þeim.


53.
Þèr mun þykkja vöndut[520] víst
vella grundinn hljóð ok tvist,
þvíat við Helga hugðar tal
hríngþöll aldri eiga skal.


54.
Auðgrund[521] svaraði eigi kát:
ekki muntu vorkunnlát ,
leingi hefi ek lifat við slíkt,
leggr margr á þetta rikt.


55.
Svâ gat Þórunn setið um þau
segg ok Kötlu bæði tvö,
aldri mælti hann orð við vif,
erfitt mundi þeirra líf.


56.
Fljóðit var svâ frænda ríkt
fá þau ekki betrað slíkt,
þannveg líðr þessi vetr;
þagni bragr en standi letr.


SJETTE SANG.
1.
For dristig Harpens Strenge
til Kvinders Priis jeg slaaer;
mig bedske Taler burde
til Taushed bringe strax.


2.
At ei, som nu, jeg hörer
den Snak i hver en Vraa,
at hende[522] Sangen mener,
det vækker manges Spot.


3.
At hendes Værd jeg skjönner
er det vidunderligt?
lig andre, sligt som talte,
af Adams Slægt jeg kom.


4.
Det sjette Kvad maa lyde.
Mod Nord, paa Greipars Kyst,
Hreims Sönner haardt forfulgtes
af Helges skarpe Sværd.


5.
En Klöft sprang Eyvind over,
heel dyb og bred den var[523]
(tolv Alen regnes Springet)
og slap i Huset ind.


6.
Derhen hans Broder Thorer
og kom ved hurtigt Löb,
med Vaaben Dören begge
forsvared mandelig.


7.
Da Helge böd at vinde
af Huset bort dets Tag,
"her vi, som hjemme, raade!"
han sagde med et Smiil.


8.
Tolv Mænd bortreve Taget
men Helge Staalet svang;
da ham den onde Eyvind
med kroget Spyd anfaldt[524].


9.
Han rammed Heltens öie
som blodig Kilde ligt
en Bæk fra sig udsendte
der strömmed ned til Jord.


10.
"Dit öie Odden klöde,"
med Latter sagde han,
"Dig bedre var at vogte
din Hjord end slaaes med mig."


11.
Af' Vrede svulmed Helge,
sit skarpe Sværd han svang,
af Erik Jarl ham givet,
det straffer Skurkens Id.


12.
Mod Eyvind Odden stævned
og gjennemskar hans Bug,
saa at fra Ulivssaaret
hang Fedt og Tarme ned.


13.
En Stedsön havde Helge
som Steingrim kaldet blev,
en anden Jökul[525] nævnes,
mod Thorer begge stred.


14.
Med begge Hænder kæmped
han rask mod tvende Mænd;
vistnok et mandigt Hjerte
sad der i hæslig Krop.


15.
Den venstre Haand af Thorer
dog hugged Steingrims Sværd,
han bad sin Broder hjelpe:
"eenhaandet nu jeg staaer!"


16.
Ham ængstet Eyvind svared,
"med Helge kæmper jeg,
ei bedre Ro mig undes,
thi klövet er min Bug."


17.
Blaa Klinge Brystet saared,
dog end han tappert stred,
til Halsen gjennemhugges
og Hovedet bortflöi.


18.
Ved samme Tid og Thorer
sit Liv udaande maa,
hans Indvold ud var faldet,
han selv af Dören ud.


19.
De som den Seier vunde
en Hexe-Kælling traf,
den Grima, Brödres Moder,
laa næsegrus i Seng.


20.
Ved hendes Syn de gyse,
en værre Trold ei saaes,
"ihjel hun stenes burde[526],"
Illuges Mening var.


21.
Höimodig Helge svared:
"sligt er en Niddingsdaad,
om Liv, om Gods det kosted
en Viv ei dræber jeg."


22.
Fra Huset Bytte bæres,
hjem seile raske Mænd,
fra Leiet Grima sender
en giftig Trolddoms-Piil.


23.
Skarpt Illuge den rammed[527],
paa Dækket död han laae,
uhævnet stedse; Skibet
til Herjulfsnæs dog kom.


24.
Troldkvindens Udaad standsed,
ei tales meer derom -
af Gods og Hæder Helge
fik nok og ypperst blev.


25.
Til Laugmand Folk ham valgte,
han ordned Landets Ret,
thi ingen anden meentes
som han istand dertil[528].


26.
Sörgmodigt tit hans Indre,
men sjelden muntert var,
ei Ungdoms Elskov glemtes,
den Længsel stiltes ei.


27.
Naar ud han drog i Bygden
var Katlas Pelts[529] hans Dragt,
mens brugelig den tyktes -
hans Sorg opfrisked den.


28.
Forslidt tilsidst den bleven
og uden Nytte var,
da over eget Leie
den Skjalden hænge lod[530].


29.
Til Island Sagnet viger,
ei der var mindre Sorg:
Thorkatla een kun elsked
blandt alle Verdens Mænd.


30.
Selv ei sin grumme Fader
hun ynde kunde ret;
af hele Slægten ikke
hun vilde nogen see.


31.
Derfor hun Fod ei satte
paa Borgefjordens Jord;
paa Söidefjeld hun ene
sin stille Kummer bar.


32.
Hvad christen Tro os byder
opfyldte gjerne hun,
med Fasten og med Sange
den lange Tid hengled.


33.
Lav blev den Skjönnes Stemme
kun sjelden Talen löd,
skjönt blid til Folk hun smilte,
i Lön dog Taaren flöd.


34.
Naar Harm i Hjertet bruste,
Fortvivlelsen var nær,
den Klædning Helge skjenked
hun kjærlig tog i Favn[531].


35.
Tilsidst af Sagn hun spurgte
sin Kjæres Opholdssted,
og flux til Verdens Ende
beslutted hun sin Fart.


36.
En Höst hun drog til Norge,
der Vintertiden gled,
i Vaarens Tid en Snekke
til Grönland rustes ud.


37.
Dens Styrer Katla beder
om Plads i Skib for sig;
han nægted, men omstemtes
af vældig Pengepung.


38.
Nu venlig hun modtages,
og Skibet Havn forlod,
af Uveir tumlet sildig
i Höst til Grönland kom.


39.
En Bod Paa Kysten reises,
did ogsaa Helge tog,
der pludselig han glædtes
ved mest uventet Syn.


40.
Ret inderlig den Skjönne
han trykte til sin Barm;
hvo kan vel ret beskrive
det alt de fölte nu.


41.
"Langt bort du mig opsögte,
din Troskab sjelden er,
for tung er Mangens Skjæbne,
jeg maatte giftes her[532]."


42.
Vist meer end jeg, du haver
saa handlet mangenlund,
at aldrig Ro og Glæde
i Verden skjenkes os.


43.
I Ungdoms favre Dage
hinanden Tro vi gav,
den bröd du först og fængsled
til anden Kvinde dig.


44.
Os grusomt Frænder svege,
forstyrred hellig Pagt,
du ved en ny os dömte
til ulyksaligst Lod.


45.
Ei Folkesnak os rörte,
vi voved Liv og Sjæl,
til du, for Drab og Feider,
landflygtig tyede hid."


46.
"Jeg ene dig, min Pige,
af Hjertet elsket har;
dog skulde vi adskilles
ved Skjebnens strænge Dom!"


47.
Hjem sörgende kom Helge,
hans Hustru spurgte: "hvo
med Skibet hid er kommen?"
Han nævnte Skipperen.


48.
"Jeg spörger om den Kvinde
du trykte til din Barm[533];
ei meget længe dvæle
hun kan i dette Land."


49.
"Du er vel een af mange
som staaer vor Fryd imod;
meer end de andre fleste
undskyldes vist du kan."


50.
Fra Hjemmet Thorun drager,
i Tale Katla faaer[534]:
"Jeg troer at Helge vilde
til sig indbyde dig."


51.
Hun svared: "alt jeg hörte
det för," og Thorun da
i List erfaren[535] sagde:
"i Vinter vær hos os!"


52.
"Mod slige Tilbud tager
jeg tit, men frydes ei."
Med hende hjem tog Katla
til sin og Vennens Harm.


53.
"Du stille, tause Pige
vil neppe glædes her,
thi du med Helge tale
fortrolig aldrig maa!"


54.
Sörgmodig Kvinde svared:
"Barmhjertig ei er du;
sligt Liv jeg længe förte,
det manges Tvang har voldt."


55.
Saa nöie Thorun passed
paa Elskovsparrets Færd,
at Helge Katla kunde
ei sige kjærligt Ord.


56.
Heel mægtig var den Kvinde,
og mægtig hendes Slægt,
saa maatte Vintren glide -
her standser Sangens Lyd.


SJÖUNDA RIMA.
1.
Man ek þat fyrr[536]at maðrinn spakr
mælti í orðskvið sínum:
svín kemr opt [hit sama í[537] akr,
svâ er [á verknað[538] mínum.


2.
Öllum hefir þeim orðít mest
ángr í fyrra lífi,
kónga synir hafa kunnat flest,
ok kendu dygð af vífi.


3.
Hinn er fær af hrundum[539] seims
hatr en öngva blíðu ,
flettr öllum frygðum[540] hèims
ok[541] fæðir harm ok kvíðu.


4.
Þeim er ekki þat til móts
er þannveg lifa sem vilja,
halda sik með heiðr ok góts,
ok harma frá sèr skilja.


5.
Hinn[542]sem aldri aktar þrá
ok einskis háttar mæði ,
þann[543] skal hverfa þessu frá
ok þeinkja á önnr fræði.


6.
[Heyri þèr nú hróðrar[544] til,
at henda[545] sorgar myndir,
á meðan þat innist auma spil
at eldar þrír eru kyndir.


7.
[Kappar bjuggu á kaldan mar
knörinn þegar at vorar,
þess skal geta at þorngrund var
ok þrautir háði stórar[546]


8.
Þórkatla var þennan vetr
þar með litlum náðum ,
hvorskís stóð þá hagrinn betr,
ok heldr verra báðum.


9.
Þórunn talar við þorna rist,
er þvíngar móðrinn harði:
nú er [á enda öll þín[547] víst
út af þessum[548] garði.


10.
Svanninn vil[549] ek þat segja þèr
er sorgir fæðir tvistar,
[þú þarft ekki at[550] ætla þèr
hèr[551] innan lands til vistar.


11.
Frygðug mælti falda bil
fest með sorgar lími:
svâ munu örlög ætla til
at af[552] sè gleðinnar tími.


12.
Skáldit þóttist skynja það
at skyldi hún[553] fljóðit meina,
Helgi sína hústrú[554] bað
halt mèr beíðni eina.


13.
[Lofa muntu mér tregann[555] at tjá
tala með[556] ristil þenna,
meðan at eina elda þrjá
at auðpöll lætr brenna.


14.
Þú munt vilja, at Þórunn kvað,
þessu, Helgi, ráða,
sýnt mun vera til sorga það
um[557] segg ok lindi þráða.


15.
Leiddust þau[558] í lítit hús,
[er lukt var[559] hurð á gætti,
[mjög voru[560] þau til funda fús,
ef forlög ráða mætti.


16.
Þeigi kann ek þeirra orð
í pessu kvæði at tína,
minntist halr ok menja skorð
á mikla harma sína.


17.
[Þessi stund í þrautum ein
at þau hafa orlof[561] feingit;
einginn[562] trú ek at[563] [yndis grein[564]
undan [hafi þá[565] geingit.


18.
Kom sá aptr er kyndi bál
ok knúði húsit þetta:
ætla ek rètt með öllu mál
ykkar skrafi at lètta


19.
Helgi [er heldr[566] í svörunum seinn
ok svarar af ekka móðum:
er nú brunninn blossinn einn,
bauga-þöll, af glóðum?


20.
Fæ ek pat sèt, kvað falda eir,
fljóði trú ek þú unnir,
nú eru allir eldar þrír[567]
upp at fölska brunnir.


21.
Þikkjumst ek nú, kvað þegninn, sjá
at þúng eru umsát kvenna,
aungva vissa ek elda þrjá
aðra skemr brenna.


22.
Reis hann upp frá refla brik
ok ræddi slíkt[568] af þjósti :
þar er su ást at eingi er slík,
ok aldri geingr ur brjósti.


23.
Katla tók þá klæðin sín
ok kvennmanns hnossir[569] fríðar,
annann dag gekk auðar lín
inn þar er Helgi smíðar.


24.
Fríðan skóf hann ferju stafn,
fagnar vænu sprundi,
orlofs biðr hann ekki nafn
efst á þeirra fundi.


25.
Hvorki skorti á hrygðar stund
hálsfaung[570] [þíð nè[571]kossa ,
ok með tárum tígit sprund
ok talar við geymi hnossa.


26.
Hèr mun nú fyri Helga tjást
harmr af grátnu vífi:
við munum aldri siðan sjázt ,
seggr, í okkru lífi.


27.
Stunda ek meir enn stæði þik,
stoltust talaði kæra,
sá mun heim til Heljar mik
harmr um siðir færa.


28.
Hrinda skaltu harmi þeim
er hræðiligan má kalla,
bæt fyrir okkr báðum heim[572]
bið þú lukku alla.


29.
Skötnum verðr[573] ei skirt til sanns
um skilnað þeirra trauðan,
hrjóta þótti hreysti manns
hagl á kyrtil rauðan.


30.
Katla var borin á knörinn út,
Kári voðir hristi[574]
sköput er[575] þessi skáldi sút,
er skemtun alla misti.


31.
Ísland tóku [eyðar vells[576]
[aurum sínum at lóga[577],
sætan reið til Sauðafells,
hún sitr með harma nóga.


32.
Drósin tekr at digrast heldr
döpr af harmi bleikum,
get ek á meðan at glæðzt[578] hefir eldr
gjörzt hefir[579] slíkt í leikum.


33.
Sóttar kendi silkiey,
sætur þjóna vifi,
fæddi hún eina fagra mey
ok fèll þat nærri lifi.


34.
[Harmar vöfðu[580] at henni mest
heljar skauti breiðu,
fljóðit vildi finna prest
ok fèkk hún alla reiðu.


35.
Lausnarans hjálpin[581] ljúf ok ör
líkni hún menja fríði;
[sjaldan lýgr en lánga[582] kör
ok lèzt þá sprund af stríði.


36.
[Úng[583] var köllut auðar ná
eptir móður sinni ,
kurteislig sem kjósa má
var Katla þessí en minni.


37.
Hún var[584] af öllum Helga kend,
harma ristil fríðan,
ára tólf var júngfrúin send
út til Grænlands síðan.


38.
[Dreingrinn sjálfr[585] dygðargjarn
dýru fagnar vífi,
hann[586] elskar sem sitt einka barn
ok [ann sem sínu[587] lífi.


39.
En þá er bölit í brjóstit[588] sprang,
[bílagt fèkk[589] hans hjarta,
sætu tekr hann sèr í fáng
ok segir við sprundit bjarta.


40.
[Þèr er at segja[590], en þiða[591] mær,
[þess[592] vil ek Jesús[593] biðja,
at sú eingin Katlan kær
hún[594] kennist[595] mèr en þríðja.


41.
Einginn leggr í eina skál
ángr hans eð hæsta,
koma nú upp þau kvennamál
at kröpp mega heita eð[596] næsta.


42.
Börnin átti Þórunn prjú,
þat var Helga kvinna;
Hallveig frá ek at hèti sú
er heima þar skal vinna.


43.
Fæddan hafði hún friðan svein
fyrrnefnd auðar selja,
ætt hans verðr ýtum sein
annars vegar at telja.


44.
Þroska góðr Þorbjörn var,
hann þurfti at vinna fleira,
honum var ekki heima þar
haldit stímit meira.


45.
Skryddr var hann með skínni kálfs
ok skartar svâ fyri snótum,
[leggir berir ok[597] lær til hálfs,
loðnir skór á fótum.


46.
Helga beiddi halrinn úngr[598]
heima[599] þar til vistar:
hagrinn minn er [hellzt til[600] þúngr,
hefr[601] ek fátt til listar.


47.
Ek skal fá þèr orb[602] ok ljá,
aungva kanntu sinnu ,
þú skalt fara, fóður[603] at slá,
ok fæða þik með vinnu.


48.
Helgi kemr til hans um dag
ok hyggst á verk at líta:
varla er þetta vinnulag,
ok vill þér ekki bíta?


49.
[Yrkir þá[604] sem eptir ferr
eyðir dýnu linna:
brýni[605] ek opt en bítr at verr,
bágt er mèr at vinna.


50.
Seggrinn hefir við sveininn rætt:
svara þú orðum mínum!
hvaðan er kominn úr Höfða ætt
hróðr að glópi þínum?


51.
Blikna náði[606] í brjósti sveinn,
beiskum orðum vendi[607]
berr þú af[608] því ábyrgð einn
alla af minni hendi.


52.
Tala þú ekki, úngr sveinn,
um ábyrgð þessa meira,
vakta þú eigi verknað neinn[609]
ok vinn hér ekki fleira.


53.
Klæði gaf honum kempan svinn,
kænn [við iðjan[610] flesta,
[611] gekk með Helga út ok inn
afreks skáldít mesta.


54.
Gipti[612] Helgi gullhlaðs fríð
gæddi[613] silfri ok pelli,
færði bygð í Brattahlíð,
ok bjó þar allt til elli.


55.
Þat var ýtis æfi staðr
öllu firðr[614] grandi,
þótti af ýtum[615] merkis maðr
mestr á Grænalandi.


56.
Mæðist[616] jafnan mektug þjóð
mest af ángri sáru,
Helgi skáld ok Halldórs jóð
harðan[617] ángist báru.


57.
Þótt ek segi af sárri þrá
sæmdar manna frægra,
öllum verði[618] er inni ek frá,
ángr sitt at[619] hægra.


58.
[Jesús gefi þat[620] elskan kær
svo[621] oss megi þínu forða ,
þeigi gjaldi þau nè vær
þessara minna orða.


59.
[Fannst[622] ek ekki í fræðum[623] leingr
fólk at háttum[624] kallar.
Hêr skal úti harma spreingr
ok Helga rímur allar[625].


_____


60.
Lofaðr guð hann leysi oss öll
með líkn ok miskunn sinni;
seint mun ek finna seimaþöll,
su er mêr hellzt í minni.


61.
Segit Maríu sætlegt vess
súngit af hjarta ok munni,
bíði nú allir bragnar þess
at blíðr guð oss unni.


62.
Pater noster er prúð ok væn
ok prýdd af helgum spjöllum;
sýngi nú allir sætlega bæn
fyri sálunum kristnum öllum.


63.
Týr ok úr má telja þann
sem töglat hefr örindin fram
ár ok sól bíði aungva skamm ,
elski drottinn jafnan hann.


64.
Hrúgast hlössin heldr fast,
heimsliga fæ ek af konunum last,
orðin mín eru öll á bast,
öllum þikir þetta vast.


SYVENDE SANG.
1.
"Et Sviin i samme Ager
vil gjerne rode," sang
en hædret Digter fordum[626],
saa gaaer det for min Id.


2.
Helst synger jeg om Sorger
som för blev manges Lod,
da vise Kongesönner
paaskjönned Möers Tro.


3.
Hvo som af elsket Kvinde
kun Had ei Blidhed naaer,
al Elskovs Fryd berövet
kun föler Harm og Sorg.


4.
Mindst den er saa tilmode
som hvert sit önske naaer,
i Overflod og Ære
ei kjender Modgangs Strid.


5.
Hvo aldrig Længsel fölte
og ingen Kummer led
fra dette Digt sig holde,
ved andre glæde sig.


6.
Men I, som lytte ville
til veemodsfulde Kvad,
for eder ömt det klinger
om trende korte Blus.


7.
De norske Mænd beredte
til Rejsen atter sig
i Vaarens blide Dage;
det mærked Katla taus.


8.
Den tunge Vinter svunden
i haarde Trængsler var,
thi hun og Helge fölte
nu fælles Uheld mest.


9.
Til Katla Thorun taler,
(da skjærpes Sorgens Brod):
"her nu dit Ophold endes,
fra dette Huus du maa.


10.
Skjönt du Bekymring nærer
og volder andre den,
dig ingen Tilflugt undes
i hele dette Land."


11.
Den elskovsrige Pige
gav et vemodigt Svar:
"alt Skjæbnen stræng mig nægter
et öieblik af Haab."


12.
Sig Afskedstimen nærmer,
det Skjalden vel forstod;
til Thorun Helge taler:
"gjör som jeg beder dig.


13.
Tillad at jeg min Kummer
maa tolke denne Viv,
mens trende Blus[627] udbrænde
som du antænder her."


14.
"Vel vil du," Thorun svared,
"for dette raade selv;
for eder det fornye
de gamle Smerter maa."


15.
I et afsides Kammer
med Dören lukt paa Klem,
længstönsket Möde holdtes,
af Skjæbnen nægtet för.


16.
Fra Hjertet Klager löde
for Længsel, Sorg og Nöd,
ei deres Elskovstale
udtrykke Digtet kan.


17.
Den ene Stund dem undtes
i mange Kummers Aar,
at bruge glemtes ikke;
den nödes mangenlund.


18.
Snart hun, som Ilden passed,
paa Dören banked stærkt:
"nu er det paa de Tide
at Talen brydes af."


19.
Kun seent gjensvared Helge,
sörgmodig löd hans Röst:
"er nu den förste Flamme
til Glöder snart udbrændt ?"


20.
"Jeg seer," hans Kone sagde,
"du elsker höit den Viv;
til finest Aske ere
udbrændte trende Blus."


21.
"Jeg mærker;" Helge svared,
"at svar er Kvinders List;
saa kort vel för ei have
tre Blus til Aske brændt."


22.
Han sled sig fra den Kjære
og sagde, fuld af Harm:
"den Elskov, uden Lige,
fra Hjertet slides ei!"


23.
Sin Pynt og Klædning Katla
til Reisen laved snart;
for Helge, da Skibsbygger[628],
hun anden Dag fremtreen.


24.
Ved Stavnen Katja kjærlig
han da modtog; og ei
han Orlov meer begjered
til Afskeds sidste Færd.


25.
Ei Kys, ei Kjærtegn mangled
med blide Favnetag,
men Taareströmme styrte
for Katlas Hjertesuk.


26.
Saa löd da hendes Tale
i sidst Skilsmisses Stund:
"vi aldrig, Helge, mere
i denne Verden sees.


27.
Vist meer end være skulde,
mit Sind er vendt til dig,
den Sorg omsider Döden
mig bringer visselig."


28.
"Bortkast den Harm og Smerte
af grueligste Slags,
bed vel for vore Sjæle[629],
al Lykke fölge dig!"


29.
Ei kan jeg ret forklare
hvad meer sig her begav,
som Hagl sprang Skjaldens Taarer
ned paa hans Kjortel röd.


30.
Den Afsked Helge længe
beröved alskens Fryd,
til Skibet bar man Katla,
det seiler flux af Havn.


31.
Til Island kom det heldig,
de Kjöbmænd Handel drev;
til Söidefjeld kom Katla,
bedrövet end som för.


32.
Ny Harm om hende spændte,
ej smækker meer hun var;
mens trende Blus udbrændte
hertil var Grunden lagt.


33.
Snart slog Forlösnings Timen,
Lysmödre[630] nærme sig,
i vilde Smerters Rasen
en Pigelil blev föd.


34.
Ak! för hun önsked Döden
nu Liv for Datters Skyld,
dog hun det svinde fölte
og Præstens Tröst[631] hun fik.


35.
Fra lange Sygeleie
forlöstes ædel Sjæl;
vor Frelsers milde Moder
barmhjertig den modtag!


36.
Dog her paa Jord tilbage
var heftigst Elskovs Pant,
og Modernavnet arved
den skjönne Pigelil.


37.
Strax blev den spæde Katla
for Helges Barn erkjendt;
tolv Aar da svundne vare
hun blev til Grönland sendt.


38.
Trofastest Faderhjerte
höit glædedes derved,
og deiligst Datter elsked
ret som sit eget Liv.


39.
Dog i en Sorgens Time
Naar Anger Sindet sled,
i Favn han tog den unge
og sukkede derved.


40.
"Dig, Favre, jeg bevidner:
jeg Christus bede vil,
at ingen tredie Katla
skal saa mig vorde kjær."


41.
Uheldig Elskovs Fölger
da aabenbartes klart -
hvad Helge led, ei lægges
i nogen Vægtskaal kan.


42.
Tre Börn den Thorun havde,
som Helges Kone var[632];
Hallveige hed en Pige
som hjemme tjente der.


43.
En vakker Dreng hun födte
ei nævntes Faderen,
og derfor ikke kundes
udregnes den hans Slægt.


44.
Ham Thorbjörns Navn blev givet
ret hurtig blev hans Væxt,
og strax i Barndoms Alder
til Arbeid sig han böd.


45.
Hans Kjortel, ikke herlig,
af Kalveskind[633] var syet,
hans Födder halve blotte,
dog bar han laadne Sko.


46.
"Und, Helge, mig" han sagde
"fast Tjeneste[634] hos dig,
min Tilstand mig nedtrykker,
jeg næsten intet kan."


47.
"Du neppe Nytte stifter
en Lee jeg giver dig,
din Föde at fortjene
ved Græs for Kvæg at slaae."


48.
En Sommerdag kom Helge
at see hans Arbeids Gang:
"Dit Værk ei vel forrettes,
hvi bider Leen ei?"


49.
En Vise da den Unge
af saadan Mening kvad:
"jeg bryner, slöv blir Leen,
ei Arbejd huer mig."


50.
Til Svenden Helge sagde:
"Svar du mit Spörgsmaal nu:
"fra hvem i Höfdeslægten[635]
din Gjæk fik Digteraand?"


51.
Den Svend da skifted Farve
og svared mod i Hu:
"Derfor kun dig alene
alt Ansvar hviler paa."


52.
"Tal, unge Svend, ei længer
om saadant Ansvar meer,
ei Trælleværk du passe
men andre Kaar skal faae."


53.
Ham Helge smukt opklædte
og vel oplære lod;
ret kjær han blev den Gamle
og selv den bedste Skjald.


54.
Bort Helge Katla[636] gifted
med Sölv og herligst Pryd -
til Brattelid[637] han flytted,
og meget gammel blev.


55.
Der vendte först tilbage
sand Fred til Gubbens Sind;
for ypperligst han holdtes
blandt alle Grönlands Mænd.


56.
De herligste maa stride
med svarest Uheld tit;
Skjald-Helge haardt blev prövet
og Haldors Datter med.


57.
Skjönt disses Sorg og Længsel
jeg skildret har i Sang,
derved sin Kummers Byrde
hver finde mindre svær[638]!


58.
Ei hine to, og ingen
undgjelde dette Kvad!
os Himmel-Kjærligheden,
vor Jesus skjerme bedst!


59.
Ei meer jeg fandt[639] i Sagnet;
til Hvile Folk vil gaae
her endes harmfuld Tale
og Helges Mindesang!


_____


60.
Höilovet Gud forlöse
i af sin Miskund stor!
den Mö, jeg stedse mindes,
jeg neppe favne skal!


61.
Af Mund og Hjerte synger
södt til Marias Priis!
I alle ydmyg bede:
os ynde mildest Gud!


62.
Med hellig Tale smykket
skjön Paternoster er;
for alle christne Sjæle
nu lyde liflig Bön!


63.
Man Tyr og Ur maa kalde
den Mand, som Kvadet sang,
Skam Aar og Sol ei fange[640]
ham elske stedse Gud!


64.
Vel fast mig Byrder trykke,
mig dadler Kvinders Flok;
udrunden er min Tale,
for lang den tykkes alt!




Fotnoter

  1. Det fölger strax efter Einar Skulesöns berömte Geisle, men er dog ikke af samme Forfatter, som det angives i Sagabiblioteket lll, 443, hvor det kaldes “et Drape om Slaget ved Stiklestad." Dets rette Titel er derimod “Ríma Olafs Haraldssonar er Einar Gilsson kvað." Gilssön er saaledes blevet feilagtig læst Skulesön. Jfr. ovenfor ll, 236.
  2. Excursus de poeta Hallar-Steine et carmine ab en in honorem regis Olaví Tryggvii filii Composite; Scr. lzíst. Island. III, 224-242, med Hallar-Steins Digt om den nævnte Konge, Rekstefja S. 243-276. För havde P. E. Müller, i det han forsögte at ordne de i Skálda forekommende gamle Digtere efter Tidsfölgen, sat Hallarstein mellem Hallfred, (Kong Olaf Tryggvesöns Skjald) og Sigvat (Olaf den Helliges Skjald): Ueber die Aechtheit der Asalehre, 1811, S. 39. I Rekstefja havde ogsaa Haller-Stein virkelig nævnt Hallfred som sin nærmeste Forgjenger, forsaavidt som han havde sjunget til Olaf Tryggvesöns Hæder. Det maa ellers bemærkes herved at Rekstefja undertiden, især i Flatöbogen (og af adskillige nyere Forfattere) urigtig tilegnes Islands Laugmand Marcus Skeggesön, som ogsaa levede i det 11te Aarhundred.
  3. Skjalden Einar Skaaleglam siges, i den ældste Bearbeidelse af Landnama, her uden Tvivl af Are Frode selv, at have været en Sön af Helge, Björns Sönnesön, og hans Hustru Nidbjörg (eller Vidbiörg) en Datter af Skotternes Konge (eller Fyrste) Bjolan (Beolan) og Kadline, Datter af Gange-Rolf (Rolv eller Rollo) Normandiets förste berömte Hertug. Helge Ottarsön havde taget sin ædelbaarne Hustru til Fange paa et Streiftog til de skotske Kyster, (Landnama 2 Parts 11te Capitel). Da Rolf flygtede fra Norge, tog han först til Syderöerne eller Hebriderne; der eller i det nærliggende Skotland har han da efterladt eller avlet den ommeldte Kadline (senere havde han, i Normandiet en anden Datter af et noget lignende Navn, Adeline), han opholdt sig siden, næsten et Aar, i England, förend han gav sig til at före Krig med Kongen af Frankrig.
  4. Andre mene dog at denne Skjald har faaet sit Tilnavn Hallar-Steinn af den Aarsag, at han længe opholdt sig i den norske Konges Hall eller Slot (höll); see Egilsson l. c. S. 224, 237.
  5. Disse Vers ere forklarede af Egilsson (l. c. S. 224-227 tilligemed et Par ellers utrykte Fragmenter i et sjeldent Exemplar af Skálda, hvori forskiellige digteriske Betegnelser for Stene forekomme, hvorved Skjalden muelig har taget Hensyn til sit eget Navns Betydning.
  6. I Sagabibliotheket findes intet om Skjald-Helge eller hans fordum berömte Levnet, vistnok af den Aarsag, at den om han handlende Saga for længst er tabt i sin prosaiske skikkelse.
  7. Nemlig i dens 5te eller 6te Strophe. Enhver Sang eller Ríma pleier, i dette Slags Digte, at begynde med en Indledning paa nogle Stropher af Digteren, som ikke indeholder den egentlig omhandlede Fortællings Paraphrasering eller rimede Omskrivning, men derimod Digterens egne Betragtninger, mest stilede til Tilhörerne, og enten angaaende ham eller dem, dog som oftest med eet eller andet Hensyn til Hovedfortællingens Indhold. En saadan Indledning kaldes mansaungr (Pigesang, Elskovskvad) eller ogsaa mannsaungr (Mandssang eller Folkesang), det er uvist hvoraf disse Benævnelser oprindelig ere komne. I de fleste ældre Rímur er denne Indledning som oftest kortere end i de nyere. Enhver Sang pleier og at sluttes med een eller flere Stropher, som mere eller mindre afvige fra Hovedæmnet.
  8. Den ene af disse to Illuger har formodentlig været den samtidige Illuge Aresön, en da meget bekjendt Skibsförer og Handelsmand, som tit foer mellem Island og Norge; vi have ommeldt ham paa forskiellige Steder i nærværende Værk (see her ovenfor II, 402). Efter Sagaerne kom han, med sit Skib, undertiden til Borgefiorden, muelig af den Aarsag at hans Kone, Thorgerde, var derfra og hendes slægtninge boede der (Landnama 2 B. 6C.). Den anden Illuge döde i Grönland.
  9. I det förste Tilfælde ventede nemlig de paa Odin troende Hedninger at komme til Valhall, i det sidste til Hel (eller Eddaernes Helvede, hvilket sidste Ord tydelig nok viser sig at være af nordisk-hedensk Oprindelse). 4.1
  10. Qui ipse (Skald-Helgo) tamm Gränlandiæ faetus incolac et locupleli auctus matrimonio, in decrepitam ibidem vixit senectufem. Ipsius hospitio, ut primario, Islandi Grönlandiam invisentes et annua commercia lzabentes, multum usi sunt, Grölandicarum rerum certam noiiliam haurientes. Arngr. Jonæ specimen Islandiæ historieum, Amstelodami 1543 4. (Isl. oceidenialis seet. 7) pag. 29.
  11. ... nostratibus satís noias, Thorkatlam et Thordisam, et hane Skald-HeIgonis conjugem I. e. Isl. borealis seet. G, 1108-55.
  12. Vi vide ikke naar de manglende Blade ere bortkomne af denne mærkelige Bog, men kunne kun gjætte, at denne Mangel (tilligemed forskjellige lignende) er opkommen ved Kjöbenhavns Bombardement 1807, thi da lede Universitets-Bibliothekets Forstandere i stor Skynding, samtlige Membraner, og maaskee flere af de vigtigste Haandskrifter i den Magnæanske Samling, nedstyrte i en muret Cylinder i det saakaldte runde Taarn, for at de der kunde sikkres for Opbrændelse. Ved denne Leilighed kunde löse Læg og Blade af slige Böger eller Fascicler falde ud, og enten bortkomme, eller indlægges i andre Böger eller Omslag, i hvilke de ikke siden have kunnet gjenfindes.
  13. I hans Sciagraphia histor. literar. Island. S. 47 - nemlig den saakaldte Skiða-ríma (carmen jocosurn de Schidone) der er dog Forfatterens Navn anfört urigtig, see ellers herom ovenfor, I, 11243, 116-18. Aldeles ingen gammel islandsk Digter, med Fornavnet Tumas, eller Thomas, nævnes i dette Værk.
  14. fra [keipt af Ljósa, M.
  15. nú hefir í honum, M.
  16. svellit, de övrige
  17. hvörgi, M; hvartki, T (og saa stedse
  18. þat, T.
  19. at gamni, M.
  20. lokki T.
  21. T, M udel. af.
  22. af, T, M
  23. auðar, T; bauga, II.
  24. er, T, M.
  25. udel. T, M.
  26. rettet, byggir, A.
  27. Itrum, M.
  28. gjörðu, M.
  29. hèt, T, M
  30. bezti, T.
  31. þá, till, M; ok, T.
  32. með gerðar, T, M.
  33. um herðar, T; á berðar, M.
  34. udel. T, M.
  35. udel. T, M.
  36. dýr, T, M.
  37. hæverskt, M.
  38. hæversk, T, hírleit, M.
  39. æstar, R.
  40. kæru, T.
  41. látir, M
  42. Stropherne 23 og 24 mangle i A, men ere tillagte fra M og T.
  43. [Meyjan sagði, T, M, K.
  44. fra [sannan, de övrige.
  45. manns, T.
  46. saal. T; þessi, A, M
  47. því fjær, M; því fírr, T.
  48. bæði,T, M, K
  49. giptist, T, M.
  50. rettet for þeyu í A; þegninn, T, M.
  51. udel. T, M.
  52. þeygi, T, M.
  53. af, T, M.
  54. saal. T; úlfbúð, M, úbúð(det samme) A.
  55. vílja, de övríge.
  56. meigum, T, M, K.
  57. heldr, T.
  58. fra [Seggrinn því at sönnu, T, M.
  59. fra [sorg vill yndi,T, M.
  60. heim, T, M.
  61. klæða, T, Jill, K.
  62. hun hljóti, T, M, K,
  63. af girnd, T; með girndar, M, R.
  64. dáleg, T, M.
  65. þá lægir, R.
  66. 5)fra [láttu af, R.
  67. af, T, M.
  68. saal. T, M, R; hann hugxar, A.
  69. við únga, R.
  70. udel. R,
  71. saal. T, M,- fullt, A, R.
  72. at, T, M.
  73. Villtu, T, M.
  74. iti, M,R.
  75. sagan liðr, M,_R; sagan riðr, T.
  76. meiga þat, T, M, R.
  77. ræði, R.
  78. verðr, T, M, R.
  79. Ordet jökull betyder oprindelig og tildeels endnu i lslandsk, ikke alene et Isbjerg (ligesom Jökel i Dansk, maaskee mest et norsk Ord), men ogsaa en tæt sammenfrosset Isklump eller Ismasse. Derfor melde allerede Eddasangene om “Is og Jölker' i Brynhildes af Had og Harme opfyldte Hjerte. Om selve Ordet og dets Sidestykker i fremmede Sprog, see ovenfor I, 452, hvortil vi nu kunne lægge det Frisiske jökel, jögel, en lstap, hvoraf det sönderjydske Egel, Egle (see Molbechs danske Dialekt-Ordbog I, 97).
  80. Navnet Haldor er i de ældste Tider blevet kaldet og skrevet Hallþór, af hallr, en haard Steen, en Klippe (hvoraf det danske Hald) og Þór, Guden Thor (saaledes svarende til Romernes Jupiter lapis). Stene hörte paa forskjellige Maader til Oldsagnene om Thor og til hans Dyrkelsesskikke. Navnet Haldor er endnu brugeligt baade i Island og Norge. Dertil svarer det kvindelige, ogsaa i Island nu almindelige, Haldora, oprindelig Hallpóra.
  81. Gaarden Höll er vel endnu til, men Mænd af stor Anseelse i Landet have længe ikke boet der. Den ligger ved en stor Klippe i Districtet Stafholtstungur i det nuværende Myre-Syssel under Vester-Amtet. Af denne Gaard har rimeligviis een af den ældre Middelalders berömte Digtere Steen, kaldet Steen fra Hall (Hallar-Steinn), paa hvis Kvad det her besjungne Sagn tildeels er grundet, dette sit almindeligste Navn. See ellers Digtets Indledning.
  82. Det lader til at Digteren her især mener den sidstnævnte Söster, skjönt det samme i visse Maader og kunde siges om den förstnævnte.
  83. Forkortet fra Thorkatla, og bruges saaledes hyppigst af Skjalden. Slige korte Navne vare og i Hedendommen de oprindelige, men vi vide af andre Beretninger at man da, for at hellige Barnets Navn og bringe det Lykke, pleiede at sætte een eller anden Guddoms Navn foran; en Dreng hvis Navn var Steen (Steínn) blev saaledes kaldet Thorstein, en Gerde Frey-Gerda o. s. v. Katla svarer ellers til Mandsnavnet Ketil (d. e. Kjedel, maaskee formedelst den hellige Offerkjedel?) som endnu bruges i Island , samt tildeels og, med smaae Afændringer, i Norge og Holsteen (maaskee især blandt Friserne). Haldor har vel været en ivrig Dyrker af Thor, da hans anden Datter, egentligst Dís (Nymphe), ogsaa betegnedes med hans Navn og kaldtes Thordis (ligesom endnu mange islandske Kvindespersoner).
  84. Den forommeldte Gaard Höfde ligger i Thveraaliden, Nordtunga Sogn i Myre-Syssel, og har en smuk Beliggenhed. Den har i de nyere Tider kun været simple Bönderfolks Bolig.
  85. Navnet Þórðr (Thord), eet af de endnu sædvanligste i Island, er en gammel Forkortelse af Þórruðr, den som ved Thors Hjelp udrydder sine Fjender.
  86. Navnet Helge (Helgi), betyder egentlig den Hellige, ligesom det og dertil svarende kvindelige Helga. Begge ere endnu almindelige í Island.
  87. Varme Bade vare i Oldtiden almindelig brugte i det gamle Norden, især om Löverdagen (da Finlapperne endnu gjerne bade sig), som deraf kaldtes Laugardagr, Svensk lógerdag. Af det gamle [laug kom det senere Danske Löv, hvoraf Ordsproget: man skal ikke slaae Barnet ud med Löven.
  88. Söidafjeld (Sauðafell) er en stor og berömt Gaard, liggende i Dalene eller det nuværende Dale-Syssel, inden Vester-Amtet. Den var i sin Tid een af Sturlungernes Hovedgaarde, og da holdtes der (Aar 1229) et bekjendt Slag, ligesom og senere et andet i Aaret 1550, da Islands sidste katholske Biskop Jon Aresön der toges til Fange af Dade Gudmundsön fra Snoksdal, hvorved den af ham, for Religionens Skyld, mod Kongen vakte Opstand dæmpedes, skjönt Seiervinderen fandt det fornödent senere at lade Biskoppen og hans tvende Sönner offentlig henrette ved Skalholts Bispegaard.
  89. Vi oversætte Ordet mundr her saaledes, for at gjöre det forstaaeligt for Læserne, men egentligst betydede det'en Skjenk som den nordiske Frier i gamle Dage gav Svigerfaderen eller Formynderen, og hvormed han tildels, efter den 'I'ids Talebrug, kjöbte sin Kone; heiman-mundr kaldtes derimod den endnu brugelige Medgift, hvormed Bruden blev udstyret fra Hjemmet. Ordet mundr forekommer i Longobardernes og i Middelalderens tydske Love som mund, mun (Barbarisk Latin: mundium) o. s. v.
  90. Det er uvist, enten denne Strophe bör tillægges Haldor eller Helge, skjönt Sammenhængen synes at vise det sidste.
  91. Formodentlig Hvamm (Hvammr) i Norderaadalen, hvor der endnu er en Sognekirke. Der er Brylluppet blevet holdt. “Det grönne Silketelt” betegner da vel enten en Art af Thronhimmel over Brudeparret eller Brudesengens Omhæng. Netop fra denne Kirke ere interessante Oldsager fra den katholske Tid indsendte til Museet for nordiske Oldsager i Kjöbenhavn 1835. See Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed III, 338-339.
  92. fra [hátt í, T.
  93. menn, T.
  94. gumna, T, M.
  95. T till, ef; M nè.
  96. at ei verði, R.
  97. allt ef mót, R.
  98. Höfinn, T.
  99. saal. T, M, R; sem, A.
  100. er, till, A.
  101. Veneris, T, M.
  102. lengr, T, M.
  103. hjarta, M.
  104. fra [ ok með Veneris vilja, T, M.
  105. udel. T, M.
  106. skautagná, T, M.
  107. till. de övríge.
  108. Honum varð eigi, T,M.
  109. fra [ kemr i, de övrige.
  110. i, de övríge
  111. hlaðin, M, R.
  112. upp, T, M.
  113. ræsast, T, rætast, M.
  114. ok rèna, T; er rèni, M,
  115. þegns, R.
  116. leiði á, M.
  117. fra [lètt með fögrum, T.
  118. Stendr hann upp, T, M.
  119. höldurinn, T; höldr, M,R.
  120. ölr, T, R.
  121. saal. T, M, svarar, A.
  122. fra [þat kveð hætt til harmsins vis, T.
  123. fra [Hann kvað hátt, af harmi ris, heitt bloð kann ei dylja, M, K.
  124. fra [ gott er þeim á, T.
  125. fra[gott er þeim sem gæfan, M.
  126. flest, R, M.
  127. þaðan, T, M.
  128. Hálega, T, M.
  129. Norvegi, T, Noregs, M.
  130. udel. T.
  131. udel. T, M.
  132. saal. A; på de övrige.
  133. till. de övríge.
  134. fæddi stránga, T, M.
  135. T, M, till. ok.
  136. saal. T, M, hugðist, A.
  137. at, T, M.
  138. fra [öllum beztu, T, M; jafnt með beztu, R.
  139. hirðmann, T,M.
  140. fra [hriggr af, M.
  141. mest, T.
  142. máttu, T, M, R.
  143. kvæði, T, M, K.
  144. gramr, R.
  145. ýtir, T.
  146. udel. T.
  147. vetur, M.
  148. Sómir, T.
  149. ek, T. M.
  150. saal. T, M,- eð bezta, A.
  151. Sina fekk, T, M, R.
  152. þegar, T, M, R.
  153. skiran, R, M, (skipann, T).
  154. klèna, M.
  155. sèna, T, M.
  156. þar er með, T; M. R
  157. fra [ok kunni máls, T, M, R.
  158. silkigná, T, M.
  159. frá, T, M.
  160. má, till. T, M.
  161. fra [ræktr báls, M; ræktar brands, T.
  162. aldri, T.
  163. fra [afhuga mèr i, T.
  164. því, T,
  165. fra [hèðan af fá þau, T, M, R; maaske rettest Þó at víð hjlótim (hljótum eller hreppam).
  166. till. T.
  167. böl, T,M.
  168. fellr, T.
  169. fra [feikn þau hèr, M, R.
  170. fra [fermast sorgum, M, R.
  171. Denne 48th Strophe udelades ganske af T, M, R.
  172. jàfnt, T.
  173. meinlegt, T,M.
  174. tók; T, M, R.
  175. mikít, T, M, K.
  176. saal. T, M; hið, A.
  177. saal. T, M; til seggsins, A.
  178. fra [orðin hin: vèr, M, R.
  179. mjök, T, M, K.
  180. Sómir þèr ei, R.
  181. svara, T,
  182. seigir, T.
  183. udel. T, M.
  184. hugs, T.
  185. fra [hrópan hrygðar meins, T, M, K.
  186. Den med de gamle Romeres Sprog og Mythologie ei ubekjendte Digter har her maaskee villet vise sin Lærdom ved at nævne Venus, i hvis Sted Översætteren, som her mest passende, har valgt den nordiske Freya. Jfr. herefter 5te Sang 38te Strophe. Dog maa det bemærkes, at det af Skjalden her brugte usædvanlige Navn, Venris, synes at give tilkjende, at han vil tillægge begge Gudinder det samme Navn, maaskee med Hensyn til Freyas Herkomst fra de saakaldte Vaner, hvorfor hun og i Eddaerne kaldes Vanadís m. m. Nogle nyere Sproggranskere have og antaget at Navnet og Begrebet Venus virkelig have noget Sammenhæng med Nordens gamle Sprog og Mythologie.
  187. d. e. uden noget lovligt Forsvar; formodentlig en ufri eller livegen Kvinde.
  188. Hvidaaen i Borgarfjorden er en stor Elv, hvis Munding forhen udgjorde en Havn, som længe ikke har været brugt.
  189. Da vi ikke af Fortællingens Gang see rettere end at Thorkatla opholdt sig Paa Söidefjeld, men hendes Söster Thordis, Helges Kone, hos sin Fader paa Hall, maae vi antage at den Sidstnævnte menes her, skjönt Sammenhængen snarere synes at vise at Samtalen virkelig er bleven holdt med den Förstnævnte.
  190. Ved Varianternes Uovereensstemmelse nödes Oversætteren tildeels at fölge een af disse Læsemaader i Strophens senere Halvdeel, skjönt Ordene saaledes snarere synes at være sagte til Thorkatla, end til hendes Söster. Den anden Variant vilde give en saadan Mening:
    see, om ei Spaadomssagnet
    derved opfyldes kan.
    Maaskee her da een eller anden har spaaet, at Helge kunde faae sin Kone kjær, efter at han i nogen Tid havde været udenlands. Muelig er ellers Hovedmeningen den:
    naar ei vi sees, forsöge
    om Hjertet læges vil.
  191. Egentligst: Sletten ved Hvidaa, (Hvítavöllr, i Fleertallet Hvitárvellir), hvilket Navn Fragmentet af Heidarvíga-Saga virkelig giver denne gamle Handelsplads; saaledes kaldes og endnu en stor ved Elven liggende Gaard, som for kort siden beboedes af en Amtmand over Vester-Amtet, der nu, ved Hvidaaen, adskilles fra Sönder-Amtet, hvori den ommeldte Gaard dog ligger.
  192. Det store District i Norges Nordlande, som fordum kaldtes Hálogaland, nu Helgeland. Det siges at være blevet opkaldt efter Næssekongen Haloge, ogsaa kaldet Hölge (eller Helge).
  193. Sön af den berömte men ulykkelige Hakon Jarl, Norges sidste hedenske Regent. Erik var vel christen, men meget overbærende mod den hedenske Troes da endnu mange Tilhængere i hans Rige.
  194. Staden Throndhjems gamle Navn, som egentlig betyder Floden Nids Udlöb eller Munding.
  195. Om Hirdmandens Stand og Anseelse ved det norske Hof, see især Kónungs Skuggsjá (eller Kongespeilet) S. 272-280.
  196. Om skarlats-klæði her og ellers tit i Sagaerne betyder en Skarlagensklædning, med Hensyn til Farven, eller blot en særdeles fin Klædning, er vel tvivlsomt. Nordens Fyrster pleiede, i Middelalderen (ligesom endnu de orientalske) at give prægtige Klædninger til deres Hoffolk og Gjæster, især i Juletiden som en Art af Jule -eller Nyaars-Gave.
  197. Originalen kalder her Ringen skygðan, som kan betyde blank, stærk poleret eller ogsaa emailleret.
  198. eller kvindeligt Hovedtöí, af den Art som kaldtes motur, og som formodentlig lignede en Turban.
  199. Sandsynligviis er Meningen: af Klæder, vævede eller forfærdigede i Island. Ordet feldr kan baade betyde en Kaabe og en Pelts, og saaledes her i al Fald en Overkjole
  200. Steinar (á Steinum) en Bondegaard i Stafholtstunger eller Tveraaliden i Myre-Syssel. Bonden Arngeir har'rimeligviis været en slægtning af den Thorbjörn fra Steinum, som faldt i Hedeslaget (Heiðarvíg) 1013 eller 1014. (See Landn. 2 P. 3 C.)
  201. Originalen har virkelig: "sin Frille" (frílla, fridla, egentlig en Elskerinde). Jævnför gvenfor 2den Sang 7de Strophe. Mueligt er det, at et sligt Forhold allerede har fundet Sted mellem Helge og denne Kvinde, för end Helge forelskede sig i Thorkatla, og senere giftede sig med hendes Söster, men at han dog har fundet sig forpligtet til at sörge for hendes Ophold.
  202. De gamle islandske Love erklærede den for en egentlig Morder, der ikke, efter at have begaaet et Drab, selv gav sig tilkjende som den rette Gjerningsmand.
  203. Heraf seer man at Skjalden Hallar-Steínn (Stein fra Hall eller Höll) först har besunget Skjalden Helge. Hans Vers have vel været indförte i den tabte Sang, og ere atter blevne paraphraserede af Riim-Digteren. Jfr. Anmærkningen 3 samt Indledningen.
  204. d. e. Helge og Thorkatla (det elskende, men ulykkelige og ved Loven adskilte Par.
  205. kvedit, T, M.
  206. fra [sem kanske skilr Asa vin, M; sem kanske ei skilr Asa vin, R.
  207. Her begynder det förste Fragment af Membranen B.
  208. fljóði, B, T.
  209. fra [ fljóð̈a hvört at nokkru ann, M.
  210. saal. M, T,- kunni, A.
  211. udel. M, R.
  212. Denne Strophe er den anden i T (som forhen i B).
  213. eigi hann, B, T, 1
  214. skilja hann, B, T; megi skilja hönd, R. Denne Strophe er den 3die i T (som forhen i B.)
  215. reisast, M, R.
  216. af beiskum, B, T.
  217. kan i A læses garp.
  218. manna, M.
  219. njörð, B.
  220. fra [færi at flymta, B,M,T, R.
  221. gamlan,M,R.
  222. fra [nisti hann ná, B, T.
  223. á, T, M,R,
  224. udel. T, M, R.
  225. udel. T, M, R.
  226. fra [burðug þing, B, T.
  227. saal. B, T; goðorðu (maaske: goðorðum) i Fleertallet, A.
  228. Helgi, de övrige.
  229. -því, B, T, R,
  230. heljar, B, T, R.
  231. sem, M.
  232. maaske rettere: eptirmáli.
  233. margir, mange, B, M, R.
  234. vernda, B; verja, de övrige.
  235. fra [ at regni, det Mulm vil vel blive til Regn, B, T.
  236. fra [til Ragnarökkurs, M, R.
  237. sorgum B, T, K.
  238. fra [mun nú, B, Th; m. með̈, M.
  239. nú, B; udel. T, M.
  240. I A staaer Strophen 18 foran 17.
  241. udel. B, T.
  242. þèr till. B. T, M.
  243. hvat, B, T.
  244. eðr, B, T.
  245. hlytr, B, T, M.
  246. brygðist upp, B, T, M.
  247. einn, till. B, T, M,
  248. saal, B, T, M, aunga (ingen) A.
  249. udel, de övríge.
  250. skal, M;
  251. udelades af B, T, M.
  252. fá, B, T, M.
  253. rekkurinn, B, T.
  254. hrygðar, B, T.
  255. greint, B. T.
  256. fra [ er hann hafði elskat, B, T, R.
  257. fra [ Dugir þess eigi, B, T, R,- Dugir það ekki, M.
  258. nú, B, T.
  259. fra [Sefast vann nú sorgin, M.
  260. í, B, T.
  261. fra [saal. B, M, T; nafna, A.
  262. þessi, B, T.
  263. góðri, R.
  264. er, B, T, M.
  265. Þorvald, M, K.
  266. feðgar, B, T.
  267. udel. de övríge.
  268. hel, de övríge,
  269. kaupmönnum, M, kaupmenn, R.
  270. er, T, M, R.
  271. bigðr, beboet, M , bryggju, Torfæi Grönl. p, 30 af Björn Johnsens Grönlands Annaler.
  272. viðast, T,
  273. saal. de övrige; Reims, A.
  274. hafa þeir, B, T.
  275. fra [ munaðslausir, B, T, manndáðlausir, M, R.
  276. fallnir, B, T, M.
  277. Örnólfr, R,
  278. flæðar, B, T, M, R.
  279. fra [ frægr Örnólfr utan stans, M, R.
  280. þá, B, T, M,
  281. þeir lokka, B, T, M, R.
  282. er, f. B, 113M.
  283. fra [saal, de övrige; þegnar keyptu, A.
  284. ferðin leið, T.
  285. saal. de övrige, leingizt, A.
  286. lykta ek, R, Her ender Bladet af Membranen B.
  287. Var Herredets Hövding. Om Gode-Værdigheden have vi udförlig handlet paa forskjellige Steder i det Foregaaende.
  288. llluge Svarte (eller den sorte), boende paa Gilsbakke, var i sin Tid Hövding eller Gode for den överste Deel af Borgarfjorden, hvilket Embede hans Sön Hermund, som den ældste, arvede efter ham. See Fortællingen om hans hernævnte Broder (Saga af Gunnlaugi ormstúngu), udgiven med latinsk Oversættelse af den Arnæ-Magnæanske Commission 1775 (4). Den haves oversat Paa Dansk af W. H. F. Abrahamsen, i Almindeligt Dansk Bibliothek 1778) og er nylig romantisk bearbeidet Paa Tydsk af Digteren, Baron la Motte Fouqué, i tre smaae i Wien udkomne Octaver). Sagaens latinske oversætter, John Erichsen, har (s. 4446) blandt Hermund; Bedrifter ikke opregnet den i nærværende Digt ommeldte, eller henviist Læseren dertil.
  289. Her synes et Slags Ordsprog at være saaledes anfört. Et andet af modsat Betydning brugtes af Víga-Styr (i samme Tidsrum) efter den ældre John Olafsens Udtog af hans nu ellers tabte Saga (Islendínga-Sögur, I, 322): eigi verðr þat allt at regni er rökkr í lopti, d.e. Ikke alt det, som mörknes (trækker sammen) i Luften, bliver til Regn.
  290. Efter Etatsraad Grim Johnsons os givne Underretning ligger Gaarden Gámr (á Grimm) ved Öfjorden (Eyjafjörð) i det derefter opkaldte Syssel, men ikke tætved det nærværende Öfjords Havn eller Kjöbstæd, af lslænderne kaldet Akureyri.
  291. Færansdom (Féránsdómr) kaldtes i Island den Ret eller Rettergang, hvorved den Fredlöses eller Forvistes Gods lagdes under Beslag eller dömtes at være forbundt til Sagsögeren eller Övrigheden.
  292. Det er uvist om vor Digter her mener en Vise af Hermund selv, eller det af Haller-Stein om Helge forfattede Kvad.
  293. Hermund lover her at forlige Helge med hans Frænde, deels ved selv at erlægge Drabsböderne for deres fældede Frænder, deels ved sin indflydelsesrige Mægling. At Hermund ellers var i slægtskab med Thordis, Helges Kone, og Thorkatla hendes Söster, erfares af deres Stamtavle i Landnamas 3 B. 1 Cap.
  294. Nemlig til Nidaros; see Anmærkningen 22.
  295. d. e. den prydelige, vakkre, höflige. [I lignende Betydninger forekommer Ordet prud i gamle danske Viser.
  296. Navnet Þórunn (ellers hyppig brugt i det gamle Norden, ligesom endnu i Island) betyder den Thor elskende Kvinde.
  297. Þórvarðr, ogsaa et endnu i Island almindeligt Navn, den af Thor omfavnede eller beskjermede. Ordet Hreímr (her et Tilnavn eller Ögenavn) betyder ellers i Islandsk Lyd, Skvalder.
  298. Her fölges den Læsemaade, som vor Originals herværende Manuscripter have, brygðarsporðr: sporðr betegner egentligst Fiskens eller Slangens Hale, men tillige ogsaa en Tings, Landstræknings eller Figurs yderste Ende; bryggjusporðr, som Björn fra Skardsaa og Torfæus efter ham her have læst Ordet, betegner den yderste Ende af en Brygge eller Skibsbro.
  299. Navnet Þorkell er en Forkortelse af Þórketil, Thores Kjedel; heraf det danske Thorkel, Thorkild.
  300. um, T.
  301. skal, T, M.
  302. udel. de övrige
  303. skreytt er, M, R,; skreyttan, T.
  304. ok, T.
  305. vífi, T, M, R.
  306. en, T, M, R.
  307. fermt af mötli, T, R.
  308. er, till. de övrige.
  309. ok, till. de övrige
  310. udel. de övrige,
  311. fra [ báða nafna veita, T, M.
  312. Denne Stropha udelades af de övrige.
  313. saal. T, R, M; Aula er, A..
  314. Hrika, M, R.
  315. fra [skárra engi, T; hetur engin, M, R.
  316. saaal. de övrige; glugit, A.
  317. at, T, M.
  318. saa1. T; viknar, A, M, R.
  319. versnar, T, R.
  320. fra [ hann var, T.
  321. Helgi, T, M, R.
  322. rífar i, T, M, R.
  323. Denne Strophe udelades af de övrige.
  324. at, T, M,
  325. gjapta, T.
  326. stífr, M.
  327. keipa, M.
  328. hræðslu, M, R.
  329. enn, T, M, R.
  330. skipinu, T, M, R.
  331. heyrði, T, M.
  332. tjörgu, M.
  333. (eller garms); gorms, T; góms, M, R.
  334. við, T.
  335. undrinn, T.
  336. álmavinrinn.
  337. en, M.
  338. var, M.
  339. þeír, T, udel. M.
  340. Lægit, T; Lagið, M.
  341. berðist, T. M.
  342. viðr, R.
  343. vèr, fill. M, T.
  344. ok, M.
  345. udel, T, M.
  346. þat, till. de övríge
  347. Heita, T.
  348. Av de övrige
  349. vísu hann, M.
  350. udel. M.
  351. sem, T; er, M,R.
  352. giörla, T, R.
  353. svá, T, M.
  354. er, T, R.
  355. bjó, T.
  356. fyrra, T, M, R.
  357. saal. de övrige; fæðu, A.
  358. með kvinntum, T.
  359. fra næstforríge [guð vill nu að gleymir þú girndarráðum slikum, M.
  360. Denne Strophe udelades ellers af de övrige
  361. Saaledes, A; maaskee rigtigst bogstaveret: Fyrst at þú, T har Forstóttu; M, R Forstand þú.
  362. villtir, T.
  363. sè, M.
  364. sem átti, T, M, R.
  365. við förum, í, T, M.
  366. hlín, T.
  367. Saaledes M; Haurnes A, efter en forskjellig Skrivemaade; Haurnes, saaledes udtalt, giver ingen Mening.~
  368. "Odins Drik'` er en poetisk Benævnelse for selve Digtningen eller Digtekunsten.
  369. Denne Thorgils forekommer neppe ellers Sagaerne.
  370. Tilnavnet skalli er det samme som Skalde, Skal (Hjerneskal), Skaldepande.
  371. Eller maaskee rettere: indsyede den i Huden. Saaledes bleve og da i Island de Lig behandlede, som i en Hast maatte flyttes til Lands paa Heste; see Udtoget af Víga-Styrs-Saga (l. c, I, 326), som bruger næsten de samme Udtryk (rífaðr í húð). Om saadant et Lig-Svöb brugtes da Udtrykket rifað, ligesom endnu i Island, om Barnets Svöb, "reifað. Ogssa (den i Livet yderst voldsomme) Styrs Lig siges at have for en kort Tid reist sig op i Hudsvöbet og fremsagt en Vise, men derefter lagt sig igjen. I min Barndom hörte jeg, Finn Magnussen, i Island af et troværdigt Öienvídne en Fortælling om et Lig, som havde reist sig op for en kort Tid, men var derpaa faldet tilbage; dog lagde den Fortællende til at Aarsagen dertil laa i etslags Krampetrækninger, som og kunde virke saaledes paa döde Legemer.
  372. Búnki; ellers en Dynge (endnu i dansk Bunke) kaldtes i gamle Dage et Skibs Last, eller Overdelen deraf der ei var beskjermet, som nu, ved Skibsdækket, men derimod ved Dækker af Huder, tykt Seildug eller Vadmel. Formen búlki er ældre, men Bunke forekommer i en lignende Betydning i gamle danske Love og Diplomer, samt ligeledes (som Bonke eller Bunke) i Kæmpeviserne, hvor det dog maaskee undertiden bruges om Dækket eller Rummet under Dækket.
  373. Dette siges her udtrykkelig i Texten.A Jvf. ovenfor 11 Strophe 48 Anm.
  374. Denne hele Fortælling kan enten være foranlediget af et underligt Havdyr, opkastet af Brændingen paa Skibet og anseet for hin Gjenganger, eller af en blot Dröm, antaget for virkelighed, og saaledes fremstilt af Sagnet.
  375. Havets Gud, Kare's Broder. See Anm. 53.
  376. Nordstjernen eller Polarstjernen. Textens Benævnelse leiðarstjarna betyder efter Ordet Veistjerne, den veiledende Stjerne; da Compasset blev opdaget, fik Magneten ligeledes Navn af leíðarstezhn. Den förstmeldte Benævnelse svarer til det gamle engelske og skotske leídesterne, ladesterne (endnu loadstar), Oldtydske leydsterre; heraf og det nyere tydske (i Talemaader) Leítstern, danske Lederzyerne.
  377. Det sidstmeldte islandske Ord svarer og til det bekjendte, ældre og nyere engelske loadstone.
  378. De skulle altsaa efter den her til Grund lagte Text, sandsynlig ved en digterisk Overdrivelse, være komne temmelig nær til Nordpolen. Efter den i anden Membran, efter hvilken T er skrevet, bortfalder dog dette, da der blot siges: “De kunde (i den klare Luft) see meget langt bort mod Syden, og ligeledes öine Nordstjernen.
  379. Dette Forslag hidrörte uden Tvivl fra den hedenske Overtro, at Vaabendöden förte til Valhalls Salighed, hvorimod de Druknede modtoges i Havgudinden Hans Boliger, hvor de (efter de Flestes Mening) ikke havde det saa godt eller fornöieligt.
  380. Herved betegnes Grönland, som altsaa allerede i de Tider antoges for at have flere Jökler end Island, som dog har et temmelig stort Antal af slige Isfjelde, der ligeledes paa mange Steder kunne sees langt borte fra Havet.
  381. Navnet Forni betyder: den Gamle (ellers een af Odins Benævnelser). Mandsnavnet burde maaskee egentlig skrives Fórmi (Offreren; den ofrende). I ingen af Formerne er det nu mere brugeligt i Island. .
  382. Efter Ordet: paa Solens Fjelde eller Bjerge; Sólarfjöll har dog egentlig været en derved beliggende Gaards Navn.
  383. Enken Thorunn paa Herjolfsnæs. See ovenfor 3die Sang 35te Strophe o. f.
  384. Hörnes betyder Hörrens Næs eller Forbjerg. Man har vel neppe nogen Efterretning om at denne Plante er bleven dyrket fordum i Grönland, skjönt den synes i det 11te Aarhundrede at have været temmelig almindelig i det nordenfjeldske Norge.
  385. Unir (meníngslöst) T.
  386. mest, M.
  387. gnógt, T; gnótt, M, R.
  388. fra [Hvarf ek frá at, M.
  389. í, de övrige
  390. hann, till. T.
  391. hann, till. T.
  392. saal. T; við, till. A.
  393. villtz, A; uden nogen Mening.
  394. fra [gátu hrekks til, M, R.
  395. íta , T,
  396. orða, T.
  397. vèr, till, de övrige.
  398. Þegninn, T, R.
  399. udel. de övrige.
  400. þjoðum, T, R.
  401. í,
  402. gengr, R.
  403. ita, M.
  404. mèr, T; fra [gánga, M.
  405. saal. M; pinað, A; pínat, T.
  406. min kristilig, T, M.
  407. fra [menrist kom, M,R.
  408. bliðkast, M.
  409. beztann, T.
  410. skyldu, T; kristileg, M, R.
  411. þá, de övrige.
  412. nafnit, de övrige
  413. mal. de övrige; þorna (horna?) A.
  414. orðum, T, M, R.
  415. saal. de övrige; svo kennast magi, A.
  416. saal. de övrige; vesta, A.
  417. saal. de övrige; frámi (meníngslöst) M.
  418. saal, de övrige; hluni, A; maaske: rigtigst hlauni.
  419. gníðuglegr, M, R.
  420. Denne Strophe mangler ganske i A.
  421. mest, till. T. M.
  422. udel. T, M.
  423. saal. de övrige; verðr, A.
  424. saal. M; hún barkann, A; á barkann, T.
  425. saal. de övríge; nofn (nöfn, Navne?) III.
  426. ei (af modsat Mening) T.
  427. vildi, T,
  428. kjósa T.
  429. brullaup þar, T.
  430. hann, T.
  431. fljóðs, T.
  432. faðm, T.
  433. fjærst, M, R.
  434. fra [svâ þeim fyrst sem, T.
  435. fra [skyldi, T.
  436. tok þá, T, M, R.
  437. seggja, T, M, R.
  438. þá, de övrige.
  439. fra [ búinn at aflí, T.
  440. Denne Strophe udelades af A.
  441. lista, T, R.
  442. á viði en, T, R.
  443. þeir, till. T.
  444. saal. de övrige; ryru, A.
  445. litr, T.
  446. fra [sá frá, T, M, R.
  447. fra [er ferðir, T.
  448. verða, T.
  449. fella, T.
  450. “Ham Skib” bruges her af Skjalden som en Benævnelse for Digtekunsten; ved Navnet Hár menes dog ikke her, som ellers sædvanligst, Odin, men derimod en af de mytiske Dverge, som nævnes i Valas Spaadom; “Dverges Skib” kan Poesien og kaldes efter de eddiske Myther.
  451. De tvende Illuger, med hvis Skib Helge var kommen over til Grönland, udrustede nu Skibet til Tilbagereisen, som dog, efter det Fölgende, ikke synes at have gaaet for sig det Foraar, med mindre den ene af dem da er bleven tilbage i Grönland, hvor han senere fandt sin Död. Jfr. 8te Sang 20de Strophe o. f.
  452. )Maaskee har det været et Voxlys som i de Tider meentes at fordrive onde Aander. See f. Ex. Harðar-Saga 14de Capitel.
  453. Altsaa et lille fint Pergamentsblad, hvorpaa eet af Guds (maaskee hebræiske, ellers for de fleste Christne ubekjendte) Navne var skrevet. Et saadant mystisk, udtalt eller skrevet Ord meentes i Nordens Middelalder at have en vidunderlig Kraft, som til at stille Storme, Ild, Sygdomme o.d.l. Uden Tvivl var dette kun en katholsk Omdannelse af hedensk Overtro, som endnu ikke er fuldkommen uddöd blandt Almuen i nogle protestantiske Lande.
  454. Grönlands rædselfulde physiske Omgivelser og Phænomener have stedse næret og vedligeholdt dets faa adspredte og uoplyste Indbyggeres Overtro paa Trolddom, Spögeri, Aander og deslige. At man der har antaget Feber-Pbantasier for virkelige Aabenbaringer af hin Art, viser den fölgende Fortælling tydelig nok.
  455. Uden Tvivl har man anseet denne saakaldte Myride (eller Murid) for en Art Marekvinde. Disses nord-europæiske Mythologie er temmelig udförlig fremstilt i Eddalæren og dens Oprindelse IV, 52-53, 62, jfr. Lex. mythol. S. 424, 477. Mærkeligt er det herved, at Maren endnu paa mange Steder i Norge kaldes Mari eller Muro (Muri, Murid?)
  456. Med Banden og Skjeldsord troer Almuen endnu i Danmark og flere Lande at kunne fordrive de saakaldte Lygtemænd, som af de Overtroiske ansees for onde-Aander.
  457. Dödens og Underverdenen Helheím; Gudinde blandt de gamle Nordboer, som af Farve var halv blaa (eller blegblaa, dödningbleg), halv hvid (som et levende Menneskes Hud).
  458. Her siger Skjalden virkelig ikke Pareers men Norners. Jfr. ovenfor 2den Sang 3die Strophe.
  459. See ovenfor 3die Sang 41de Strophe o. f'.
  460. Begge Navne bruges endnu almindelig i Island.
  461. fra [Mèr er drósum djarfligt, T, R.
  462. udel. T.
  463. sletta, T.
  464. saal. T, M , kendin, ; kvendin, R.
  465. fra [ svâ er ek kominn, T,M,R.
  466. sem, T,M.
  467. spráng, T, R, M.
  468. útibur (urígtigt) T.
  469. fra [ógnar djúpa ok breiða at sjá, M.
  470. skjótt, de övrige.
  471. varði, T, M, R.
  472. Saal. de övrge; bur, A.
  473. fra [ þegns, de övrige.
  474. fra [tóku benjar regns, de övrige
  475. berigtiget, fossinn| A, T, M, R.
  476. margt, A, T, M, R.
  477. margt, A, T, M, R.
  478. ístran, M,-istrið, T.
  479. garprinn svo, T, M,R.
  480. aðra, M, R. 5
  481. hönd, de övrige.
  482. fra [ mèr úr, T, M, R.
  483. þeirra, T, M.
  484. meiða, T, M.
  485. mal. de övrige; tal, A.
  486. þar, de (övrige.
  487. udel. de ö.
  488. allan, T, M, R.
  489. gamle, T, M, R.
  490. hringafríð, T.
  491. optast, T, M.
  492. i, M.
  493. fra [ nauðir, T.
  494. fra [þá svà, T.
  495. er ferskust (friskust?) T.
  496. ærna, T, M.
  497. ekki var, T.
  498. mátti, R, M, R,
  499. menja jörð, T, M, R.
  500. framdi, T.
  501. fra [ blossinn ángurs geðs um, M.
  502. þegar í, T, M,R. ,
  503. skjótt á, T, M,R,
  504. miklum, T, R, M.
  505. fra [bókin skíra frá; T; fra förste [ ei bokín skírir fra M, R.
  506. fra [ (lik) er fæstum, T, M, R.
  507. fra [undra ek hitt, R. V.
  508. varðstu, R.
  509. fra [ mal. de övrige , bera þetta stríð, d.
  510. hvatti, T.
  511. fra [Halrinn vikr, T, M, R. En saadan Rettelse er og med en gammel Haand tílföiet i Membranen, överst i Margen.
  512. hústrú, T.
  513. má, T, M, R.
  514. allri, T.
  515. at, till. T, Rf
  516. mun, T, R.
  517. enn, T.
  518. menja, T, M, R.
  519. birt er, T; birtir, M.
  520. vandast, M.s
  521. auðrist, T.
  522. En vis, formodentlig ung eller skjön Kvinde, hvem Skjalden ikke vil nævne.
  523. Membranens (T) Udtryk er her öiensynlig urigtigt. Fölgelig maa Digtet være ældre end den.
  524. Krókaspjót kaldtes fordum et Spyd eller Landse, hvis Spidse var forsynet :med to (eller flere) Kroge eller Hager.
  525. Af disse tvende Mandsnavne bruges det förste endnu i Island, det sidste ikke.
  526. Det er maaskee ikke umærkværdigt, at ligesom Hedenolds Nordmænd, samt de fra dem nedstammende lslændere og Grönlændere, pleiede at stene Troldkarle og Troldkvinder, saa er det selvsamme, endnu i det 18de Aarhundrede, skeet blandt hedenske Eskimoere i Grönland.
  527. Skudet synes at være kommet fra en, i eller ved Huset skjult Fjende, de dræbte Brödres Fölgesvend, som enten för havde trukket sig tilbage, eller var först kommen til Stedet, da Kampen var forbi. Efter den gamle Overtroes Forestillingsmaade kunde og her et pludseligt Dödsfald (af Apoplexie eller anden naturlig Aarsag) være blevet anseet for Virkningen af en Trolddomspiil.
  528. Vor Helge har vel ordnet Lov og Rettergang i Grönland, der vistnok til den Tid i Hovedsagen vare de samme, som de der brugtes af de hedenske islændere, i
    Overeensstemmelse med de Regler, som i hans Tid fulgtes paa Island efter Christendommens Indförelse der. Mere herom i Indledningen (ovenfor S. 441-443.).
  529. Den Pelts, som Thorkatla forhen havde skjenket ham. See ovenfor 2den Sang, 41de Strophe.
  530. Noget lignende fortælles om den skjönne Helga, der havde været forlovet med Skjalden Gunlög Ormstunga, vor Helges Frænde. Efter Gunlögs Fald i Tvekamp, for Helgas Skyld, blev hun gift, samt levede vel sammen med sin Mand og fik ved ham adskillige Börn, men det var dog stedse hendes störste Fornöielse at betragte den prægtige Kaabe, som Gunlög engang havde skjenket hende; i sin sidste Sygdom lod hun den bringe til sig, stirrede paa den en kort Tid og opgav Aanden. (Saga af Gunnlaugi ormstúngu &c. Cap. 13. Udg. S. 190-192). Jfr. herefter den 34te Strophe. p
  531. Jfr. ovenfor 27de og 28de Strophe, samt Anm. 81.
  532. De næstfölgende 4 Stropher indeholde Thorkatlas Gjensvar.
  533. Eller efter den anden Membran: som har voldt dig en lang Kummer eller Længsel.
  534. Her har Texten det Tillæg (som paa flere Steder): “Eftersom Bogen” (den skrevne Saga) “beretter."
  535. Digteren mener vel, at den listige Thorun, ved at gjöre Thorkatla et Tilbud som maatte være hende behageligt, netop derved sigtede til et modsat Maal, i det hun tiltroede sig selv den Magt over Helge og hende, at hun, ved at have hende hjemme hos sig under bestandig Opsigt, bedst kunde forhindre deres hemmelige Sammenkomster.
  536. enn , T, M, R.
  537. í sama, M.
  538. ok verkum, T.
  539. hrundi, T.
  540. frægðum, R.
  541. ude1. T, R.
  542. Hverr, T.
  543. þaðan, T, M, R.
  544. Hlýðit þèr ok heyrit, T,M
  545. hendast, T.M.
  546. Denne Strophe udelades ganske af A.
  547. fra [ með öllu þín endut, T
  548. mínum, T, M, R.
  549. ekki þarftu ætla, T.
  550. hér, T.
  551. udel, T.
  552. út, T; úti, M, R.
  553. hann, T.
  554. húsfrú, T, M.
  555. fra [ Leif þú mér minn trega, T, M, R.
  556. við, T.R.
  557. udel. T, M, R.
  558. inn, T, M,
  559. laus lèk, T, M, R,
  560. eru, T,
  561. fra [ mentr (mæringr, M, R) hafði ok motra eikur (eik, M, R) mesta gledina, T, M, R.
  562. engann, M, R.
  563. udel. M, R.
  564. leikr, T,- fra [ástar leik, M, R.
  565. hafa þar, M, R.
  566. varð, T.
  567. þeir, M, R (svarende til eir).
  568. saal. de övrige; slitt, A.
  569. gerðar, R.
  570. hálsfaðmlög, M,R,.
  571. nè svâ, T.
  572. tveim, M.
  573. fæ ek, T, M, R.
  574. svipti, T, R.
  575. var, T, M.
  576. pells, T; fra [unnarsvells, R, M.
  577. fra [ormafjörs með plógi, M, R.
  578. glaðst, T, M, R.
  579. hafi T, M, R.
  580. Harmrinn vafði, T, M, R.
  581. móðir, Moder, T.
  582. fra [ er laungum vægir lángri, M, R.
  583. júng, T.
  584. er, T, M,R.
  585. Darralundr, T,M-
  586. udel. R.
  587. fra [unni jafnt (rètt, M) sem, T, M.
  588. brjósti, T, M, R.
  589. ok bílagt varð, R,
  590. fra [Yðr at greina, T, M, R.
  591. unga, T.
  592. Jesús, T.
  593. þess, T; fra [ el: vil guð þess, M, R.
  594. udel. de övrige.
  595. kynnist, R.
  596. udel, B, T.
  597. fra [leggr er herr ok, de övrige.
  598. júngr, T.
  599. heyja, T.
  600. fra [ helzti, A.
  601. hefir, de övrige.
  602. orf, de övríge.
  603. til fóðurs, T: til föðurs, M, R.
  604. saal. T, M, R; fra [yrki sá, A.
  605. saal, de övrige; brýn, A.
  606. tók, T, R.
  607. saal. de övrige; verndi, A.
  608. fyrir, B,T,M,R.
  609. Her begynder atter Membranen B
  610. var iðju, B, T.
  611. de öv. till. hann.
  612. saal, B, T, M, R, giptezt, A.
  613. gædda, B, M.
  614. friðar, T.
  615. rekkum, M,R.
  616. mæddist, B, T, M,R.
  617. harða B, T,M, R.
  618. verð̈r, B, T, M, R.
  619. því, M, R.
  620. fra [Eylífi herran, M, R.
  621. udel.M, R.
  622. fann, B, T.
  623. fra [Fæst ek ei víð fræðin, M, R.
  624. fólkið håtta, M, R.
  625. De fölgende 5 Stropher, som indeholdes i A, mangle i de andre Afskrifter.
  626. Formodentlig menes her den ogsaa i Middelalderen berömte Homer, hvis Lignelse om Svinet, som stedse söger hen til den samme Ager, uagtet det tit var drevet bort fra den med Prygl, Holberg, som bekjendt, har paroderet i Peder Paars.
  627. Egentlig Ilde, efter Originalens Udtryk (eldar). Saadanne Blus eller smaae Baal paa lldstedet have maaske, i det paa Brændsel fattige Grönland, pleiet at bestaae af et bestemt Antal af smaae Brændestykker af en vis Störrelse eller andet som der brugtes til lldens Næring. Eskimoerne bruge i Almindelighed kun Tran og Mos til deres Steenlamper, som baade tjene til Lysning og Hogning. Dette har her neppe været Tilfældet efter de af Digteren brugte Udtryk.
  628. Da han nemlig der, hvor Thorkatla opsögte ham, stod og tömrede Paa et Fartöi, som var under Bygning.
  629. efter Ordene: du forbedre Verden (eller Verdenslivet) for os begge!
  630. Ljósmóðír, Lysmoder kaldtes en Jordemoder eller Födselshjelperske af de gamle Nordboer, nu i Almindghed (ved en Forkortelse) af Islænderne ljósa (svarende til Romernes lucína). Det gamle Ord er endnu tilbage i den norske Almues Ljosemo, samt formodentlig tillige i de svenske Dalekarles næsten ukjendelige Liosmuna (oversat i lhres Dialect-Lexicon ved Barnmorska).
  631. Nadverens Sacrament eller og den sidste Salvelse som bruges blandt Katholikerne.
  632. Med Helge synes Thorun (som formodentlig var ældre end han) ei at have havt Börn. Een eller to af hendes (og sandsynligviis Skegges) Sönner nævnes her foran i 6te Sang 13de Strophe. Om den her nævnte Hallveig har været hendes Datter, eller blot een af Husets Tjenestepiger, sees ikke tydelig af Digtets Udtryk.
  633. l det gamle Norden gik Trælle og Livegne tit mest i saadanne Skindklæder. l Grönland skete det vel især af Nödvendighed, ligesom Eskimoernes almindelige Dragt egentlig blot bestaaer deraf.
  634. Drengens Mening var vel denne: som fri Mand, for Kost og Lön.
  635. Höfdeslægten (Höfðaætt) kaldtes en berömt og vidtlöftig Slægt i Island, som nedstammede fra Landnamsmanden Thord paa Höfde (en Gaard paa. Islands Nordland). Det er muligt at enten Helge eller Thorkatla have hört til den langt ude, da den var meget vidtlöftig, thi dens norsk-islandske stamfader Höfða-Þórðr, Höfde-Thord, havde ikke mindre end 19 Börn. Om Helge ved Spörgsmaalet benyttede sig af et i Island da gjængse Ordsprog, kunne vi ikke sige, men han synes dog paa en forblommet Maade at have meent sig selv, i det han var födt paa Gaarden Höfde i Borgarfjorden og hans Familie da ligeledes kunde kaldes Höfdeslægten. Endelig kunde og höfðaætt (Hovedslægt eller Hoveders Stamme) betegne ethvert födt Menneskes Herkomst.
  636. Navnet tillægge vi her, da det tydelig sees af Ordföiningen at Helges Datter menes her.
  637. Brattelid, Brattahlíð, var ogsaa Grönlands Langsmands Bolig i Ivar Beres Levetid og Coloniens sidste os bekjendte Periode.
  638. Denne Strophe synes at være en Efterligning af den sidste i Gudrunes Opfordring (Guðrúnarhvöt), den ældre Edda 1V, 108:
    Alle Jarlers Sind
    lettere vorde,
    alle ædle Kvinders
    Sorrig mindre
    för denne Hlagers Bække
    fremsiges til Ende!
  639. Dette Udtryk synes at vise at Skjalden har havt en skreven Saga og tillige maaskee ældre Digte (fræðz) for sig.
  640. Ved Runen Tyr () betegnes T, ved Ur () U, Digteren selv her i Taleruner ved Maðr (Mand, ) M; Aar (Ár ᚣ) er A ; Sol () er S. Det hele bliver altsaa: ᛏᚢᛘᚣᛋ, TUMAS, saaledes som Navnet Thomas för pleiede at skrives og endnu udtales i Island.