Floamanna saga - Uddrag (CCR/FM)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif
GHM 2.jpg


Islændingesagaer


Grønlands historiske mindesmærker II


IX
Uddrag af Floamanna saga


paa dansk ved

Finnur Magnússon og C. C. Rafn


Indledning

Denne for Grönlands ældste Historie og Geographie særdeles mærkværdige Saga er endnu aldrig för bleven udgiven i Trykken, men en smuk dansk Oversættelse, efter visse, men langt fra ikke de fuldstændigste Exemplarer deraf, haves i det Skandinaviske Selskabs Skrifter (7de Bind) for 1808 af Börge Thorlacius[1], med hans egen lærerige og interessante Indledning, samt hans som Philolog og nordisk Oldgrandsker ligeledes berömte Faders, Skule Thorlacius`s, oplysende Anmærkninger. Forhen var den bleven benyttet af Arngrim Johnsen, deels til hans Crymogæa S. 149-50, deels til hans endnu ikke i Original udgivne Grænlandia, hvor han i 5te Cap., kun meget löselig ommelder Thorgils Orrabeinsfostres Skibbrud og Ophold i Grönland, ligesom og af Torfæus, som i den Henseende meddeler et noget udförligere, men dog ingenlunde fuldstændigt eller nöiagtigt Uddrag af Sagaen i hans Grænlandia antiqua, 18de Cap. S. 130-51, men ellers af andre dens Beretninger om hans Ophold i Norge m. m. i hans Historia Norvegica Tom. 2, samt endelig, leilighedsviis, af Suhm, Schöning og flere gode nyere Forfattere.

Skriftets sædvanlige Navn er Floamanna-Saga eller Floemændenes Historie, en Benævnelse der vel mest er tagen af 4de til 12te Capitels Indhold, i hvilke vor Thorgilses nærmeste Forfædres og flere af de saakaldte ældste Floemænds Herkomst, samt deres Bosættelse i en betydelig Deel af det nuværende Arnes-Syssel paa Sönderlandet i Island, kaldet Floe, kortelig beskrives, mest i Overeensstemmelse med den ældste Recension af Landnama, som endnu haves, til hvilket Skrift Forfatteren, eller i det mindste en sildigere Interpolator, paa et Sted udtrykkelig henviser. Börge Thorlacius fremsætter i den nævnte Indledning fölgende grundede Bemærkning med Hensyn til Sagaens Tittel: "Af den nordenfor Örebak beliggende Egns side og sumpige Beliggenhed , hvorefter Herredet blev kaldet Floe, have lndbyggerne faaet Navn af Floemænd, og heraf maa Sagaens almindelige Titel forklares. Men da de 3/4 Dele af Fortællingen allene angaae Thorgils, da endog hine 9 förste Capitler have bestemt Hensyn til hans Forfædres Skjæbne, og saa at sige dreie sig om denne Familie, synes det rigtigere, at benævne Historien efter Thorgils, der i samme aabenbart spiller Hovedrollen." Titelen til Sagaens ældste Text, hvoraf et Membranfragment nu er opdaget og vil nærmere ommeldes i det fölgende, kjende vi ikke, og havde maaskee ikke engang lært den at kjende af det samme Exemplars Begyndelse, da Eyrbyggja-Saga, strax efter dens Slutning, begynder paa det samme Blad, uden nogen Titel eller Overskrift. Ei heller har det af os herefter benyttede Exemplar af vor Sagas almindeligste Recension, hvilket vi have betegnet med E og som sees at nedstamme umiddelbart fra en tabt Membran, nogen Titel, og vi formode da at Titelen: Floamanna-Saga, hvilken de fra samme Kilde nedstammende Afskrifter A og G have, er tilföiet i nyere Tider til Underretning for Læseren. Sagaens (som det synes) i det hele næstældste Recension, vor K, hvilken vi endnu kun kjende i dette eneste Exemplar, der dog tydelig röber sin Oprindelse fra en Skindbog, har fölgende simple og rigtige Overskrift: Her hefr upp sögu af Þorgils Orrabebeinsfóstra ok Flóamönnum, d.e. her begynder Thorgils Orrabeinsfostres og Floemændenes Historie. Syv af os brugte Haandskrifter give Sagaen Navn af Historien om nogle af Sönderlandets, og isaer Floens, Landnamsmænd eller ældste Indbyggere, især Thorgils, Orrabeins Fostersön eller Stedsön[2].

Da Sagaens förste 9 Capitler ikke egentlig vedkomme vor Helts Levnet, men især omhandle hans Forfædre, og tildeels de med dem samtidige Landnamsmænd eller ældste Colonister i Floen og dens Naboegne, meddele vi her et Uddrag heraf, for saavidt de egentlig angaae Thorgilses egen Stamme, - knyttet til en kortfattet Udsigt over dens Historie og Hovedretningen af vor egen Helts Levnetslöb: En norsk jarl (over Fjordene, Fjorðum, og end for over Gaulum, efter Tillægget til Landnama, sidste Udg. S. 252) `ved Navn Hundolf (eller Hunnolf) havde tvende Börn; Sönnen Atle og Datteren Solvör[3]. Hun blev gift med Harald Guldskjæg, Konge i Sogn, altsaa een af den berömte Fridthjofs Efterkommere i Regjeringen. Een af deres Döttre hed Thora, som ægtede Kongen over Oplandene, Halfdan Svarte (eller den Sorte); de havde en Sön sammen, ved Navn Harald, som arvede sin Morfaders Navn og Rige efter hans og sin Moders Död, men selv döde han ung, og Sogn kom da under Halfdan Svarte, der saaledes arvede sin egen Sön. Han satte da sin afdöde Dronnings Morbroder, Atle den Smækkre (hinn mjófi eller mjói), til Jarl over det sidstnævnte Rige. Had bestyrede det indtil Halfdans Sön, Harald Haarfager, havde vundet Enevældet over Norge, og besvogret sig med Jarlen Hakon Grjotgardsön, da han siges at have overdraget denne sin Svigerfader Sognefylke. Atle Jarl vilde dog ikke give Slip paa sit Herredömme derover, hvorfor Hakon paaförte ham Krig, som endtes med et Söslag i Stafnæsvaag i Fjalefylke, hvori Hakon Jarl faldt[4], men Atle Jarl fik saa farlige Saar, at han maatte flytte til Atleö, hvor han kort efter döde deraf. Atles ældste Sön Hallstein og hans tvende Brödre vare först Venner med vikingerne Ingolf og Leif (fra Fjorde- og Fjale-Fylke) men siden bleve de Uvenner. Deres Strid endtee paa den Maade, at de to sidstnævnte, efter at have fældet Hallsteins yngre Brödre, forvistes, ved en Voldgiftskjendelse, fra Fjordefylke, hvorefter de droge til Island, som da var ubeboet, for at bosætte sig der. Kort efter tog Hallstein den samme Beslutning, da han, efter sin Faders Död, efterstræbtes af Hong Harald og hans Jarl Hakon. Han udvandrede da fra Norge, og styrede til Island. Ved dets sydlige Kyst led han Skibbrud i Nærheden af Gaarden Stoksöre (Stokkseyri) i den Egn som kaldes Örebak (Eyrarbakki) ved det nuværende Handelssted, som og er bekjendt under dette Navn. Han bemægtigede sig der en anseelig Strækning Land, som ikke för var tagen i nogens Besiddelse, mellem Ölvesaa og Rödeaaen, bosatte sig paa Gaarden Stjernestenel (Stjörnusteinar) siden kaldet Ölverstade eller Ölverstopte, samt anlagde senere eller lod opbygge (ligesom mange andre Hövdinger for de til Island udvandrede Nordmænd) forskjellige andre Gaarde i sit Landnam (eller Colonie-District), som laae i det ovenmeldte Herred Floe, hvilke han tildeels besatte med sine Frigivne, som fra hans Trælle bleve til hans Leilændinger. Han blev snart en mægtig Hövding, ikke allene for sine Undergivne, men og for mange Naboer, som underkastede sig hans Gode- eller Hövdingdömme. Med sin Hustru Thora Ölversdatter, som han allerede i Norge var bleven gift med, avlede han to Sönner, Atle og Olver. Den sidstnævnte gik til Söes, blev en vældig Viking og boesatte sig tilsidst i Sogn i Norge. Atle biev derimod i Island, og valgte, efter Faderens Död, Gaarden Tradarholt til sit Hovedsæde. Han blev, ved gunstige Omstændigheder, meget velhavende, men döde tidlig, da han blev overfaldet og dræbt af Rafn Thormodsön fra Ossabai (Ossabæ), i Anledning af en Eiendomstrætte om en Kratskov i Nærheden af Bödvarstade. Atle efterlod sig en Sön, ved Navn Thord, kun 9 Aar gammel, som siden blev Fader til Thorgils, om hvem den største Deel af Sagaen handler. Thord foretog en Reise til Norge da hans nævnte Sön kun var to Aar gammel, men man hörte siden intet fra ham eller hahs Skib. En rum Tid derefter ægtede hans Enke Thorun en vis Thorgrim Orrabeín (eller Skrammefod); han opdrog sin Stedsön Thorgils, som derfor kaldtes Orrabeinsstjúpr), Orrabeens Stedsön eller O. fóstrí, O. Fostersön. Allerede i sine Börneaar övede han sig i Sömandskab, blev som Yngling Anfører for for et Vikingeskib, inddrev tre Aars Skat af Syderöerne for Hakon Jarl, Norges Hersker, ved hvis Hof han lærte den da unge Erik Röde, der siden blev Grönlands Opdager at kjende, og indgik med ham en venskabelig Forbindelse. Ellers streifede Thorgils i nogen Tiid om paa Havet, men lod Bönder (Fiskere) og Handlende fare i Fred, samt viste sig stedse rede til at hjælpe eller hævne den Undertrykte. Han udvirkede, hos Norges Regjering, Tilbagegivelsen af hans Forfædres der inddragne Eiendomme, men overlod dem, mærkværdig nok, tillige med sin förste Kone, Gudrun, en skotsk Jarls Söster, som han havde ægtet paa sit Udenlandstog, til en prövet Ven, Thorstein Hvide, som dog egentlig skulde forvalte dem for hans spæde Sön Thorleif, der med Moderen blev tilbage i Norge. Selv drog Thorgils til sin Fædrenegaard i Island, bosatte sig der, og giftede sig anden Gang med Thorey, der nedstammede fra Odda. Efter 13 Aars Forlöb vaagnede den gamle Lyst til Söfart og eventyrlige Foretagender hos ham igjen, da hans Ungdoms-Ven Erik Röde, der sandsynlig da har pönset Paa sin Colonies Udvidelse, indböd ham til Grönland. Hans Reise dertil, Paa hvilken han, efter længe at have drevet om i Söen, omtumlet af heftige Storme, led Skibbrud i en ubeboet Egn, imellem Isbjerge, samt hans og hans Nærmestes der Paa Kysten udstandne Gjenvordigheder, ville stedse blive mindeværdige, i Forening med den Sinds- og Legems-Styrke hvormed han udholdt og overvandt dem, især ved at redde sin i Öster-Gráland födte Söns Liv paa en vidunderlig Maade. I Hovedsagen bære Efterretningerne derom Sandhedens umiskjendelige Præg, skjönt Kriritiken, ved nöiere Undersögelse, let eller andetsteds kan finde noget at rette, som uvilkaarlig Misforstaaelse hos Fortællere eller Afskrivere. Af alle Thorgilses Begivenheder er det vistnok denne hans Grönlandsreise, som for os har den störste Mærkværdighed og Interesse, men da han, for saavidt vi endnu vide, var (foruden hans egne Medreisende) den eneste Europæer, som, förend vor Graah, har saaledes bereist Grönlands Östkyst, at han slap derfra med Livet, og maatte endog, efter at have lidt Skibbrud, og senere være blevet alt berövet, opholde sig der i fire Aar, ligesom nu sidst den berömte Ross paa det nordvestlige Ishavs Kyster, - saa fordrer hans Eftermæle den Ret, at alt hvad Oldtiden, os vitterlig, har sagt og skrevet om ham, kommer til vor Samtids og Eftertids Kundskab, endskjönt hine Efterretninger tildeels ere fremsatte paa den Maade, som mest svarer til Middelalderens Overtro og Fordomme. Er end en Deel af dem nu kun lidet tillokkende for dannede Læsere, som fordreiet af mindre oplyste i Menneskers töileslöse Indbildningskraft og vildledte Forstand, saa afspeile de dog Oldefædrenes sande Charakteer, Tænkemaade og Meninger. Af störst Vigtighed for os ere de deriblandt, om hvis Troværdighed vi ikke kunne tvivle som ægte historiske Beretninger og som tillige ere næsten de eneste, fra en saa ældgammel Tid, der give os en sandru Skildring af Beliggenheden, Udstrækningen og den vilde, udyrkede Tilstand af Grönlands Östkyst; samt tillige tydelig vise os, at dens Afstand fra og dens Forhold til Österhygd og Vesterbygd sidst idet 10de og först i det 11te Aarhundrede, omtrentlig have været de samme som de nu ere i vore Dage, samt stemme saaledes overeens med Graahs Erfaringer, som vistnok först uddroge os og flere af den langvarige Vildfarelse om den gamle Österbygds sande Beliggenhed, til hvilken en med Tiden opstaaet og almindelig vedtaget Navne forvirring, i Forbindelse med de gamle Efterretningers ukritiske og unöiagtige Fremstilling i forskjellige trykte Udgaver, havde forledt baade os selv og de fleste andre blandt vore samtidige. Först ved Kildeskrifternes nöiagtige Eftersyn, Undersögelse og Collationering ere vi blevne oplyste om deres sande Beskaffenhed, og nu först erfare vi saaledes, ved en lignende Behandling af denne Sagas tildeels hidindtil, i nyere Tider, aldeles ubekjendte og ubenyttede Recensioner, at den fremstiller Grönlands Östkyst som havende en meget stor Udstrækning og dog næsten ubeboet; som gjennemskaaren af mange Vige (eller Sunde) og Fjerde, samt frygtelige Jökler eller Isblinke, over hvilke, i Forbindelse med den uden for Kysten liggende Havis, det ikke var mueligt at komme i to Vintre og en mellem den; værende Sommer, mod Vesten, fra det östligste Punkt paa Kysten, hvortil Storm og Skibbrud först förte dem. At dette Sted har ligget mod Vest eller nordvest fra Island, indlyser af den Sagaskriverens Beretning:'at vor Thorgils, paa hans Reise til Grönland, vel seilede med en god Vind ud af Leirevaags Havn og Faxebugten paa Island, men fik, strax da han havde tabt Landet af Sigte, i en bestandig Modvind med heftige storme, der vedvarede, som det synes uafbrudt, i hele Maaneder, indtil Skibet först eller midt i October, drev op paa Grönlands ubeboede Kyststrækning i en Vig mellem isbjerge, men dog paa en sandet Strandbred. Först efter 1 Aars Forlöb (og efter at 10 eller 12 medbragte Trælle havde dræbt Thorgilses Hustru, medens han og de fleste frie Mænd vare paa Jagt, samt roet bort paa hans Skib og borttaget Födemidler, Kister, Redskaber m. m.) kunde han og hans efterladte Fölge komme bort fra dette, hidindtil af Isen til Lands og Vands omspændte Sted, hvorfra, eftersom Sagaen udtrykkelig melder, Bygden, eller Landets beboede Egne, hvortil de Reisende agtede sig, forudsattes at ligge i Vesten, hvilken Kaas da Thorgils og hans Mænd toge, da Isen endelig lösnedes, og Reiseselskabet begav sig paa Toget, langs Kysten, i en Skindbaad (bygt paa Skrælingernes eller Eskimoernes Maade). Dog kom de den Sommer ikke længere end til det saakaldte Seleyrar eller Seleyre[5] (en flad Landtunge eller jævn udgaaende Strandbred, hvor Sælhunde havdes i Mængde). De opholdt sig der Vinteren over. Omtrent midt i April-begave de sig derfra. Efter at de havde reist hele 14 Dage ommeldes det, at de paa en lille Ö fandt nogle faa Æg, lagte af Svartbagen (larus marinus), hvilke vare dem en stor Vederkvægelse, da de ellers havde Mangel paa Levnetsmidler. Dog arbeidede de si med Möie frem, langs forbi en Isblink indtil de fandt et Landingssted under en steil Klint eller Klipperække, hvor de kunde opreise deres Telt. De mistede der om Natten deres Baad, hvilket nær havde bragt dem til Fortvivlelse, da de ikke kunde vente at komme frem paa en anden Maade end at kravle over Isbjerge og steile Klipper. Dog löstes de snart af denne Vaande, da Vilde (Eskimoer) som havde taget Baaden, havde bragt den igjen til samme Sted. Förend de toge fra denne Landingsplads, vare de saa heldige der i Nærheden at fange en Björn, som sprællede i en Isvaage med brækket Forbeen, næsten forkommen af Snee og Frost. Derefter styrede de ud paa Havet, og roede foran mange Vige, Sunde eller Fjordmundinger (som her i det hele bleve bredere). En Dag, da de befandt sig midt i Aabningen eller Gabet af en stor og bred Fjord, overfaldtes de af Mödighed og Törst, saa at de nær vare blevne der, hvis Thorgils ikke havde benyttet et meget naturligt Tilfælde som et foregivet heldigt Varsel, hvorved hans Mænd fik Mod, fordoblede deres Anstrængelser og kom snart til rindende Vand, hvor de slukkede deres Törst, samt endelig kom til et Landingssted paa den anden Side af Kysten, udenfor Fjordens Udlöb. Derfra fortsatte de Reisen i 3 Dage; derefter traf de Thorgilses Forvalter eller Bryde (som var löbet bort med Trællene eller bortfört af dem)- han berettede, at han og Trællene havde den sidste Vinter opholdt sig i Nærheden af Sælöre. De reiste endnu længe, langs Kysten, til Söes, og ud paa Efteraaret landede de i en Fjord, hvor de först fandt et Nöst, eller Skibshuus, (indrettet paa norsk Maade) og i Nærheden deraf en Gaard. Dens Beboer, en Mand af skandinavisk Herkomst, ved Navn Rolf, tog vel imod dem, samt fortalte, at et Skib den Sommer var seet der udenfor, og havde drevet Fiskerie, men at ingen af Mandskabet havde der gaaet i Land. Tillige sagde han, at hans Gaard ikke laae i selve Bygden, men i en betydelig Afstand fra den, og at Veien til den ikke var saa lang, som den var vanskelig og besværlig. Han tilböd dem derfor at huse og beværte dem Vinteren over, hvilket Tilbud de modtoge. Ellers aabenbarede Rolf dem, at han, formedelst begaaet Drab, var forvist fra Bygden[6], og önskede Thorgilses Mægling, naar han kom dertil, til sin Benaadning eller Fredlysning. Om Foraaret overlod Rolf Thorgils og hans Medreisende sit Skib, hvorpaa de atter begav sig paa Reisen. Nu styrede de syd Paa, indtil de kom forbi Landets Sydspidse (Cap Farvel), men Veien til Bygden var dog i det hele saa lang, at skjönt intet üheld tilstödte Dem, kom de ikke förend henimod Efteraaret til nogen Havn i de beboede Egne. De fandt den i en Fjord, i hvilken et andet fra Havet kommende Skib indseilede paa samme Tid. De erfarede snart at det var fra Norge, men kom sidst fra Island, og förtes af Thorgilses gode gamle Ven Thorstein Hvide, som var kommen for at opsöge ham og sin Stedsön Thorleif i Grönland[7]. De overvintrede nu i Östbygden, og Thorgils selv, med 12 af hans og Thorsteins Fölge, begav sig i den Henseende til Erik Rödes fjord (Brattelid), efter hans Indbydelse. Thorgils fandt sig dog ikke ret vel fornøiet med Eriks Modtagelse eller Beværtning. Han besluttede saaledes snart at opgive sit Forsæt om at bosætte sig deri Landet. Om Vinteren fældede han en Björn, som var et meget skadeligt Rovdyr, hvorfor han tilkom en Godtgjörelse, hvortil alle Landets Indbyggere (efter fælles Vedtægt) skulde bidrage. For at inddrive denne saakaldte Björnetold i Vesterbygden, hvorfra den ikke i Vintertiden var indkommen, reiste Thorgils med sit Skib derhen; efter at have udvirket Rolfs Frifindelse eller Fredlysning, og lovet Erik Röde at hjelpe ham til at udrydde en Röverbande, som havde sit Tilhold Paa nogle Öer (eller Skibe)i Eriksfjorden. Da Thorgils kom til Vesterbygden traf han en Bonde der, ved Navn Bjalfe, som paatog sig at drage omkring for at inddrive hans Björnetold, naar han imidlertid vilde beskytte hans Hjem mod Röverne, som da vare komne did til Egnen, og havde deres Tilhold Paa en nærliggende Öe. Thorgils underrettede Erik Röde herom, og bad ham indfinde sig, efter Löfte, for at de i Fællesskab kunde angribe Röverne. Erik kom dog ikke til bestemt Tid, men det lykkedes alligevel Thorgils at udspeide og overvinde Röverne hvorved han erhvervede sig 2 Skibe og meget andet Bytte. Han vendte derpaa tilbage til Österbygden. I Grönland erhvervede han sig mange Venner saavel ved de der udförte store Bedrifter, som det Ædelmod , hvormed han erstattede mange den dem af Röverne tilföiede Skade, af det fra disse erobrede Bytte. Derfor havde han og den Fornöielse at see den fredlyste Rolf hjemkommen og forligt med sine Landsmænd, samt at opspörge sine bortlöbne forbryderske straffe dem med ny Trældom, til hvilken han overlod Fremmede dem, mod Værdies Erlæggelse. Derefter drog han bort fra Grönland i Selskab med sin norske Ven Thorstein Hvide.

Af den her fremstilte kortfattede Udsigt over Thorgilses Reiser og Bedrifter i Grönland, vil den opmærksomme Læser snart kunne lægge Mærke til, at det nödvendvig maa antages, at Thorgils, efter at have, i 3 Maaneder, havt bestandig Modvind, med heftige Storme, paa hans forehavte Reise til Grönlands Östbygd, hvortil ban i al Fald, naar Vinden havde föiet, fra Faxebugten i Island af, maatte tage en vestlig Cours - ingenlunde kunde fordrives vester, og syd paa, forbi Cap. Farvel og det nærværende Julianehaabs District (hvilket mange hidindtil have antaget for Vesterbygden) samt endvidere langt imod Norden til de vildeste Udörkener at han tværtimod maatte, af hin bestandige Modvind, först drives mod Östen (rimeligviis sönden, muelig dog norden for Island) men siden mod Nord og derpaa mod Nordvest o.s.v., indtil han led Skibbrud ved een af Östgrönlands Isblinke eller dette Fastlands Isfjelde. Fra Landingsstedet maatte han, efter Sagaens udtrykkelige Vidnesbyrd, vente Bygden i Vesten, og fölgelig söge at naae den ved at følge Kysten i denne Retning, - indtil han, hvilket Sagaen og udtrykkelig beretter, dreiede af mod Sönden, forbi Landets sydlige Spidse; först efter da den, kom han til Havn i Österbygden og derfra til Eriksfjorden. Först senere begav han sig derfra til Vesterbygden.

Sætte vi derimod at Thorgils, mod alle Naturens Love (naar Sagaens Beretning fölges) straks er drevet langt mod Vest og Nord, samt endelig op paa Grönlands Vestkyst, maatte han der vente Bygden i Syden, eller og i Östen, efter den gamle Hypothese om Östbygdens Beliggenhed. Ventede han den dog virkelig, efter Sagaens Udtryk, i Vesten, maatte han strax have sat sin Kaas saaledes og da være kommen til den amerikanske Kyst. Da maatte Grönlands Österbygd have ligget der, paa Vestkysten af Baffins Bay, eller og noget sydligere, samt saaledes omtrentlig smelte sammen med de Gamles Helluland; dog maatte da Vestbygden naturligviis söges endnu vestligere, men med slige Urimeligheder ville vi ikke længer opholde vore Læsere.

I det vi derimod tröstig antage den Mening, at Thorgils forliste paa Grönlands af Skandinaverne ikke regelmæssig beboede Östkyst, bemærke vi her, hvilket og tildeels vil erfares af det foregaaende, at Eskimoer allerede da, efter Sagaens Fortællinger paa flere Steder, sees at have omvanket der, allerede sidst i det 10de Aarhundrede, skjönt neppe i noget betydeligt Antal. At Sagaen kalder dem Trolde (tröll) kan ikke forvilde os; deels kaldtes den östlige Egn af Östergrönland ofte Tröllabotnar (Troldbugtens Kyststrækninger), saa at Indbyggerne fölgelig maatte kaldes tröll eller Trolde, og deels vide vi at Eskimoerne lige til Islændernes sidste Bekjendtskab med Grönland, (endnu sidst i det fjortende Aarhundrede) af dem fik dette Navn, efter hvad vi nærmere paa forskjellige Steder i dette Værk komme til at udvikle. Vore Læsere ville i ovenanförte Fremstilling finde meget hidindtil ubekjendt, og som ikke læses i Sagaens danske Oversættelse, men dette foraarsages naturligviis deraf, at Oversætteren ikke kjendte eller benyttede Sagaens fuldstændigste Recension. Vi selv have ei heller kjendt denne, förend ved nærværende Arbeide, og beklage, at de deri indeholdte Efterretninger ikke för vare komne til vor, eller selv til Torfæus`s, Erichsens, Wormskjolds, Estrups, Bredsdorffs og flere om det gamle Grönlands Geographie handlende gode Forfatteres Kundskab. Fuldt saa beklageligt er det dog, at det meste af den eneste Membran, hvoraf Levninger endnu haves, nu, saavidt vi vide, er ganske tabt, skjönt det er vel mueligt, at det ommeldte vidtlöftige Stykke af Recensionen nedstammer fra andre Brudstykker deraf. Arngrim Johnsen lader dog til at have havt et Exemplar, som har indeholdt mere end hvad vi nu kjende, i det han fortæller at Thorgils i Grönland har dræbt adskillige af hine saakaldte Bjergtrolde (dæmones montanos), at sige Eskimoer eller Vilde, hvorom de af os benyttede Haandskrifter intet melde.

Thorgilses Udreise fra Grönland var nær bleven ligesaa uheldig for ham og hans Fölge som Seiladsen dertil. Langvarig Modvind drev hans Skib fra den rette Kaas, saa at de, mod Sommerens Ende, fordreves til Irlands vestlige Kyst, hvor de, skiönt mod deres Villie, nödtes af den sildige Aarstid til at overvintre. Næste Foraar seilede de fra Irland til Norge, (hvortil de formodentlig for Thorstein Hvides Skyld vare bestemte), men forliste ved Kysten af det norske Helgeland. Næste Sommer fik dog Thorgils, paa sin Hjemreise til Island, det haardeste Veir. En Söstyrtning tilföiede hans höitelskede Sön Thorfinn en saa voldsom Trykning, at han fik en Blodstyrtning, af hvis Fölger han döde. Derover havde Thorgils nær sörget sig ihjel, indtil hans Sorg adspredtes noget ved en List af hans Venner. Derpaa begav han sig hjem til Tradarholt, hvor han, noget derefter, giftede sig tredie Gang med Helga, en Söster til den berömte Laugmand Skapte Thoroddsön, og fra dem regner en talrig, endnu tildeels Island og Danmark blomstrende Stamme sin Herkomst. Han döde 85 Aar gammel.

Om denne Sagas Affatningstid haves disse Meninger af grundige Lærde, nemlig: A) B. Thorlacius (l. c. S. 203): "Landnama anföres kun Paa et Sted udtrykkelig, nemlig i Enden af 3die Cap. Men ved at sammenligne f. Ex. det 5te, 8de, 9de Capitel og flere Steder med Landnamas 5te Bog 8de, 9de og 10de Stykke vil man finde en næsten ordret Overensstemmelse. At een af Forfatterne har havt den anden for Öie og, troligen fulgt ham, er aabenbart; men da Landnama er samlet til saa forkjellige Tider, og Værkets sidste Bearbeider Hauk Erlendsön döde först 1334, saa er det ei urimeligt, at den Landnama, som i Floamanna Sagas 3die Cap. citeres, er een af dens ældste, maaskee endog Are Frodes eller Holskeggs Recensioner; og Landnamas senere Fortsættere, Styrmer, Sturla eller Hauk kunde da gjerne have indfört benævnte og andre Stykker af vor Saga o.s.v. Sagaen er altsaa uden Tvivl forfattet noget hen idet 13de eller senest i Begyndelsen af det 14de Seculum, og kunde altsaa gjerne være benyttet til Landnamas Fuldbyrdelse, men hvilken af disse Meninger man end antager, bevises ved hver af dem vor Histories Paalidelighed." B) P. E Müller mener (i Sagabibliotheket) at Stykket om Thorgilses Forfædre neppe kan være skrevet tidligere end efter Midten af det 13de Aarhundrede, samt har erholdt sin nærværende Form i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede. Efter en foretagen Jevnförelse af Landnamas nu tilværende ældste Bearbeidelse, med Sagaens forskjellige Recensioner, have vi fundet at de, og især de ældste og bedste af disse, kun have optaget noget af dens, men ikke noget af Höksbogen eller de övrige nyere Omarbeidelser af Landnama. Sagaens förste Grundlæg kunne altsaa gjerne være blevne optegnede midt i det 12de eller först i det 13de Aarhundrede, skjönt de, ved forskjellige Samlere og Bearbeidere, senere have faaet betydelige Tillæg og Forandringer. Suhr hevder tilhörende, formedelst de af ham benyttede feilagtige Afskrifter noget vaklende, Meninger faae vi bedre Leilighed til at omhandle i det fölgende.

Vi have gjort os al Umage for at samle og undersöge alle de Haandskrifter, som vi her kunde overkomme af Floamanna-Saga, for om mueligt, blandt andet, derved at kunne med nogen Sikkerhed bestemme dens Affattelses Alder. Desværre er det ikke kommet til vor Kundskab, at nogen fuldstændig Membran er nu, til af Sagaen, hvoraf man herom kunde drage nogen sikker Slutning. Derimod have vi været saa heldige at opdage et Blad af en forhen tilværende Pergaments-Codex, som indeholder Sagaens slutning, saaledes afvigende fra samtlige os bekjendte Papirs Afskrifter, at den uden al Tvivl viser sig som den allerældste Recension, hvilket vi maae forbeholde os at udvikle nærmere i det fölgende. Dette unike (og saavidt vi vide i denne Henseende aldrig för afskrevne) Blad findes i den Arnæmagnæanske Haandskrift Samling under Nr. 445, b, i 4to, men sees slet ikke at været blevet nævnt i de over den affattede Cataloger. Vi have allerede her ovenfor I, 510 ommeldt dette Blad, da det tillige indeholder Begyndelsen til Eyrbyggja, og udgjör, med et andet til Eyrbyggja henhörende Blad, de eneste bevarede Levninger af en ellers tabt og vistnok uvurdeerlig Codex. Vi meddele Fragmentets Indhold, forsaavidt det her vedkommer os, som Textens Slutning i de nærværende Uddrag af Floamanna-Saga, Originalfragmentet synes, efter Bogstavernes Form, samt Retskrivningen i det hele at dömme, at være skrevet sidst i det 14de eller först i det 15de Aarhundrede. Nogle Ord deri vare ved Tidens og muelig tillige Behandlingens Indflydelse, næsten udslettede og kun med megen Möie og Synsantrængelse læselige. De fuldstændigere, af os benyttede Papirhaandskrifter, ere fölgende, her betegnede efter Alphabetets Orden, med de Bogstaver som vi, for Collationeringens Skyld, have tillagt ethvert af dem især.

A) Et særdeles zirligt og tydeligt, samt, som det synes, efter sin Original nöiagtig afskrevet Haandskrift paa 92 Sider i Folio, som af Retskrivning og Interpunctions-Maade at dömme synes at være (paa förste eller anden Haand) afcopieret fra en Membran. At dette virkelig har været Tilfældet, kan endvidere sluttes af nogle med samme Haand i Margen tilföiede Varianter, der deels nöiere efterligne Membranernes sædvanlige Abbreviaturer, deels synes at være tagne bogstavelig fra Originalen, men berigtigede i denne Afskrifts Text, - men vi vide det end ydermere med Vished ved een af disse Læsemaader, som udtrykkes saaledes, i Slutningen af det 7de Capitel: i Texten frelsis gjöfna i Margen: “lifgöjfna, Membr. sed prave.” Hvem denne Membran i sin Tid har tilhört, eller hvor den tilsidst er bleven af, er os fuldkommen ubekjendt. Derimod har Afskriften, som synes at være skrevet omtrent 1755, maaskee af Præsten Odd Johnsen, tilhört den berömte Gerhard Schöning, som egenhændig har tegnet sit Navn paa Titelbladet, og ligeledes paa Smudsbladet Ordet: "excerperet" - - uden Tvivl til Brug ved Udarbeidelsen af hans norske Historie (hvori dog kun lidet om Thorgils forekommer, da det mærkværdigste deraf blev af Forfatteren forbeholdt de fölgende ikke fuldförte eller udgivne Dele). Dette mærkelige Haandskrift er formodentlig efter Schönings Död solgt ved Auetion i Kjöbenhavn, og har senere tilhört afgangne Provst Arne Thorstensen til Hof i Vapnefjorden i Island; ved hans Eftermands, Hr. Provst Guttorm Thorsteinsens, Omsorg er det nu kommet i min, Finn Magnusens, Eie. Vi have lagt det, som vitterlig og formodentlig umiddelbart nedstammende fra en Membran, til Grund for vor Text, med Undtagelse af Sagaens Slutning (og navnlig Slutningen af det 33te samt hele det 34te Capitel) som, efter det ovenbemærkede, er afskrevet fra et ældgammelt originalt Pergamentsfragment i den Arnæ-Magnæanske Samling. Dog ere dette Papirshaandskrifts Læsemaader i de samme Stykker nöie anförte blandt Varianterne.

B) Et Haandskrift i Folio, skrevet omtrent 16-10, som det synes correct efter sin Original og med en temmelig god Beskrivning. Capitlerne ere ikke numererede. Det er kommet fra Island, og tilhörer nu mig, Finn Magnusen.

C) Er ogsaa i Folio, samt tilhörer den Arnæ Magnæanske Samling under Nr. 164 C. Arne Magnussen har vedföiet den en Seddel med disse Linier “Ur bók þeirri er ek fèkk af Jónas Dadarsyns" - Det synes at være skrevet henved 1650.

D) Ligeledes i Folio, i samme Samling under Nr. 163D. Arne Magnussen har paa en vedlagt Seddel bemærket at han har faaet det 1711 af Sigurd Jonsen paa Ferja, samt at det sikkert nok var ældre end 1683. Dette Manuscript er benyttet ved Anmærkningerne til den Thorlacianske Oversættelse, med Hensyn til de deri indeholdte Tillæg og Læsemaader. Det synes at være skrevet med samme Haand, som det næstforegaaende.

E) I Qvart, af samme Samling, under Nr.517, skrevet med Torfæus's Afskrivers, Asgeir Johnsens Haand, som det synes, efter en Membran. Dog characteriseres det, med Grund, af Börge Thorlacius, vel som "overvældet med Abbreviaturer", men dog mindre rigtigt end Samlingeus 516 (see vort Litr. G.)

F) Ligeledes, under Nr. 515. Efter Arne Magnussens Vedtegning er det kommet til ham fra Gaarden Skard paa Skardsstranden, og havde forhen tilhört Hr. Thord Johnsen, som blev Præst til Hitardal 1634; - det synes at være skrevet omtrent paa den Tid eller vel endog noget för. I Margen ere adskillige Varianter og korte Bemærkninger tilföiede af en anden gammel Haand. Dette Exemplar afviger mærkelig fra alle andre nu bekjendte, og er, især i Efterretningerne om Thorgils's Grönlandsreise, betydeligen udförligere. Det(eller dets Kilde) er ikke benyttet ved den Thorlacianske Oversættelse; ei heller, saavidt vi kunne see, af Torfæus eller Arngrim Johnsen. I Margen er det inddeelt i 33 Capitler og bliver for os særdeles mærkeligt derved, at Pladsen for enkelte Ord undertiden findes blank, og vidner saaledes derom at Afskriften er taget fra en gammel, paa enkelte Steder ulæselig Codex.

G) Ligeledes, under 516, skrevet af Ketil Jörundsen, som blev Conrector ved Skalholts Latinskole 1623. Det synes at være afcopieret fra en Membran, med en sjelden Accuratesse. – Det er benyttet ved den Thorlacianske Oversættelse; see ovenfor under E. I Margen ere nogle Varianter tilföiede med forskjellige gamle Hænder.

H) I Qvart, skrevet omtrent midt i Sidstafvigte Aarhundrede; er af mig, Finn Magnusen, erhvervet fra Island.

I) Ligeledes; skrevet 1750.

K) Ligeledes; det er erhvervet i Island af Hr. Sysselmand Thord Sveinbjörnson, og fra ham tilsendt mig, Finn Magnusen. Det lader til (paa förste eller anden Haand) at være skrevet efter en nu ganske ubekjendt Membran.

L) Fragmenter i 4to, skrevne i Island, formodentlig henved 1700; os tilsendte fra Hr. Agent Svendsen paa Önundarfjord.

M) Et Haandskrift i Qvart, i afg. Professor Hasks Samling, (nu tilföiet den Arnæ-Magnæanske), Nr. 30. Det er skrevet i Island ved Udgangen af det sidstafvigte Aarhundrede.

N) Ligeledes, i samme Samling Nr. 37, skrevet i Island 1813.

De ovenmeldte 14 Haandskrilter tilhöre forskjellige Recensioner, som kunne, efter deres formodede Alder og anden Beskaffenhed, inddeles i Classer, som atter tildeels have deres Underafdelinger, nemlig:

1ste Classe: Den ældste Recension, hvoraf kun et ovenfor S. 16 beskrevet Membranfragment er tilbage. Det viser sig og at være den virkelig (os bekjendte) ældste Text, især derved, at ingen af Thorgils Orrabeinsfostres Afkom deri nævnes ved Navn. Numererede Capitler forekomme ligesaa lidet i denne som andre gamle Membraner.

2den Classe: Den (saavidt vides) næstældste Recension. Heraf haves kun Haandskriftet Litr. K. Det er tit meer kortfattet end de övrige. Den deri indeholdte Recensions höie Alder synes især at kunne udledes deraf, at det blandt Thorgils`s Efterkommere kun nævner Biskopperne Thorlak og Jörund, men indeholder ikke Jon Hakonsöns yngre Slægtregister, som nu findes tilföiet alle de fölgende. Vi formode dog (efter hvad vi Paa sit Sted nærmere ville söge at udvikle) at denne Classe forhen, efter Tidsfölgen, har kunnet gives tvende Afdelinger, nemlig a) den förste, forfattet noget efter den hellige Thorlaks Död (1193), og b) den anden, fortsat i Biskop Jörunds Tid (henved 1268). Den er nu (hvilket ikke er Tilfældet med nogen af de övrige Hecensioner) inddeelt i 22 Capitler.

3die Classe: Hertil henhörer Haandskriftet F, som er vidtlöftigere end de övrige, især i Beskrivelsen over Thorgils's Grönlands-Reise, som muelig altsaa, forsaavidt, er udsprunget af andre Kilder, f. Ex. gamle os nu aldeles ubekjendte Folkesange. Slægtregistrene kunne her være tilföiede af en langt yngre Afskriver. Den har i Margen en særegen inddeling af 33 Capitler.

4de Classe: som igjen har forskjellige Underafdelinger:

a) De upaatvivlelige Afskrifter af een eller flere gamle Membraner (i al Fald af samme Hoved-Recension) nemlig A, E og G. De have alle været inddeelte i 34 Capitler, hvis Numerering man dog senere har tilföiet. Hertil kan man vel og regne den (os ellers ubekjendte) Afskrift som Börge Thorlacius især har lagt til Grund for sin danske Oversættelse. Den var i Folio, skrevet med en temmelig ny Haand, men var 1779 solgt paa Bogauctionen efter afg. Sysselmand John Arnesen, Forfatter til det bekjendte Skrift om den Islandske Rettergang.

b) Haandskrifterne C, D, som stamme fra en fælles Original, samt synes og at være skrevne med samme Haand. De have intet Capiteltal.

c) Haandskrifterne B, H, som ligeledes, efter de fleste Læsemaader, ere udsprungne af en fælles Kilde skjönt meget forskjellige i Alder. De have ingen numererede Capitler.

d) I, inddeelt i 34 og M i 35 Capitler, afvige i adskilligt fra de andre, men ere mere kortfattede og tillige (især det sidste) meget ucorrecte.

e) N er inddeelt i 47 Capitler, og L sees at have havt en lignende, skjönt ei aldeles den samme Capitel-Inddeling.

Vi bemærke, at vi ved Collationeringen af denne Saga have optegnet en stor Mængde Varianter, hvoraf det meste (med Undtagelse af vigtige Ord og Navne) efter nöiere Prövelse atter er blevet udslettet, som overflödigt, med Undtagelse af det Stykke som handler om Thorgils's for os især vigtige Grönlandske Reise og Tildragelser.

Det er især fölgende Steder eller Capitler af Landnamas ældste Text (B,- see her ovenfor II, 15, samt I, 18, 51) som vi have jevnfört med andre tilsvarende i vor Saga:

Landnama
I, 3 (om Ingolf, Leif, Atle Jarl og hans Sönner samt deres Slægt
I, 4, Ingolfs og Leifs Strid med Atles Sönner
V, 7, Om Flose Thorbjörnsön m. m
8, Lopt Ormsön,kaldet Eyrar-Lopt, hans Slægt m. m.
V, 8, Thorvid eller Thormod, hans Sön Rafn m. m .
9, om Kong Harald Guldskæg i Sogn, og hans Slægt
Atle Jarl og hans Sön Hasteins (eller Hallsteins) Nedsættelse i Island, dennes Sönner m. m.
Om Hallstein paa Framnes m. fl.
Om Önund Bild
V, 10, om Össur Hvide, hans Landnam, Slægt og Frigivne, samt Rafns förste Trætte med Atle Hallsteinsön
Rafns og Atles Strid
Önuds Venskab for Atle, dennes Död og hans Sön Thord m.m.
Rafns Drab, Thords Udenlandsreise, vor Thorgils's Barndom
Thorgrim Orrabein, hans Slægt og Giftermaal
Olaf Tvennumbrune, hans Slægt og Hustru
Orrabeins Drab, Helges Hævn og Fald
Floamanna-Saga
2. Cap.
3. Cap.
6. Cap.
5. Cap.
5. Cap.
1, 4. Cap.
4. Cap.
5. Cap.
8. Cap.
6. Cap.
7. Cap.
8. Cap.
9, 10 Cap.
10. Cap.
18. Cap.
18. Cap.

Ved de saaledes anförte (og flere) Beretningers Jævnförelse have vi erfaret, at Floamanna-Saga, forsaavidt den stemmer overeens med Landnama, og kan have öst af denne Kilde, i alt holder sig til dens ældste Recension (B) men ingenlunde til Höksbogen (C) eller andre forholdsmæssig nye Bearbeidelser; ogsaa de forskjellige Læsemaader i B og C vidne herom. Floamanna-Sagas Forfatter kan saaledes, i det höieste, have benyttet Ares, Kolskegs og Styrmers, men ingenlunde Landnamas andre Fortsætteres, Sturlas, Höks o. fl. Beretninger. Dens med Landnama overenstemmende Deel kan fölgelig (efter hvad vi i vor literairhistoriske Indledning til dette Værk have viist) ingenlunde være yngre end 1245. Det er og aldeles ikke usandsynligt at Landnamas tredie Bearbeider, Styrmer Frode, som döde i sidstmeldte Aar, har benyttet en i hans Dage tilværende Recension af vor Saga, af hvilken han da har indskudt adskilligt i sin Fortsættelse eller Revision af Landnama, - hvorimod dennes ældste Text, ved Are og Kolskeg efter Börge Thorlacius's Gisning, virkelig var den, som nævnes af Sagaens Forfatter, i det han en eneste Gang har henvist til Landnamsbogen, (angaaende den förste Udvandring fra Norge til Islands Beboelse).

Synderlig nok ere visse Navne Paa de samme (men dog kun faa) Personer afvigende fra vor Saga i Landnama f. Ex. paa Atle Jarls Sön, Landnamsmanden, hvem de fleste Exemplarer af sidstmeldte stedse kalde Hastein (Hásteinn) isteden for Hallstein.

Det er bekjendt at Landnama, ved dens successive Omarbeidelser, er interpoleret med mange Slægtregistre, fortsatte til 1300 Tallet, hvilke naturligviis dog savnes i dens ældste Text. Det selvsamme er tildeels blevet Tilfældet ved Floamanna-Saga, især dog i dens Slutning, ved de fleste Exemplarer, hvorimod saadanne nyere Tilsætninger og mangle i de tvende vitterlig ældste, efter hvad Variantanförelserne her tildeels vise. - Saaledes have og Afskriverne indfört i det 6te Capitel af de fleste Exemplarer et Slægtregister fra Landnamsmanden Flose Thorbjörnsön, og hans Efterkommere, de mægtige og berömte Oddemænd til Ralf Brandsön, een af de Islands Hövdinger, som förste Gang hyldede Norges Konge, Aar 1262. Dette Slægtregister udelades ganske af den næstældste Recension i Exemplaret K, og ligesaa flere andre, som det (i samme Capitel) fra Thorgrim Kambe og et fra Olaf Tvennnumbrune i 18de Capitel, som dog ikke gaae nær saa langt ned i Tiden.

I alle nu fuldstændig tilværentle Exemplarer af Sagaen bemærkes det især som vigtigt: at den hellige Biskop til Skalholt, Thorlak Thorhallsön, nedstammede fra Thorgils Orrabeinsfostre, og var hans ypperste Efterkommer. Kun i dens ældste Texts Slutning, som endnu haves, meldes dette ikke, men blot det i Almindelighed: at mange store eller fornemme Folk Paa Island nedstammede fra Thorgils. Netop hin Recensions Slutning (men ikke de övriges) beretter og i særdeleshed, at Sagaens Helt var andægtig og gudfrygtig. Dette, saavel som meget mere i selve Sagaen, synes at vise, at den maa være skreven af en geistlig Mand, og det er faldet os ind at dens Forfatter, eller i det mindste Samleren af de Materialier, hvoraf den ældste Recension er sammensat, var netop denne Biskop Thorlak selv, som derved har villet forherlige og bevare sin mest berömte Stamfaders Minde[8]. Hertil ere vi tildels blevne ledte ved fölgende Beretninger af de tvende endnu ikke udgivne, Sagaer om den hellige Thorlak: at Thorlaks Moder Halla, i hans yngre Aar, naar han ikke læste Böger eller lærte deraf, meget flittig lærte ham alt hvad hun kunde, især Genealogie (ættvisi) og Sagn eller Sange om (Fortidens) Mænds Bedrifter (mann-fræði). At hans egne Forfædre have spilt Hovedrollen i disse Meddelelser, er vistnok (efter Middelalderens nordiske Skikke) upaatvivleligt, og at Thorgils Orrabeinsfostre er bleven betragtet som een af de ypperste blandt dem, er tillige sandsynligt. Den Unges Lyst til at gjöre sig bekjendt med Islands Historie og literaire Skatte kunde ikke tilfredsstilles bedre end ved hans Moders vel udförte Beslutning, selv at flytte, med sin Sön, til Odde, hvilket Biskoppens Biographie vel med Ret, i den Henseende kaldte Landets ypperste Hovedsted, (hærsta hufuðstað), for at han kunde der undervises af den lærde Præst og fortrinlige Lærer Ejulf, Sæmund Frodes Söll, der da var i fuldkommen Besiddelse af Faderens herlige Bogsamling, som uden al Tvivl har indeholdt saavel dennes som Are Frodes og flere nu vel ubekjendte Værker, Afskrifter og Optegnelser. Her har den unge Thorlak vistnok havt god Leilighed til at lære og samle alle de Underretninger som da, henved Aar 1140, kunde haves om den berömte Thorgils Orrabeinsfostre. I Are Frodes Landnama var allerede meget deraf optegnet, og Sæmund Frode (der gjennemsaae Ares Skrifter) har vel tilföiet mere sligt, som let kunde lægge Grund til en egen Saga. Gamle Almuekvad, saavel som og prosaiske Folkesagn om Thorgils`s forskjellige Heltebedrifter, havdes vistnok da i Mængde. Disse havde tildeels gaaet for sig, og vare blevne tit fortalte, i de nærliggende Egne; hans Kone Thorey nedstammede fra Odde og ligeledes hendes Fosterfader Josteins Hustru; disse Ægtefolk boede og nær ved Odde förend de droge til Grönland, saa at det overhoved bliver os saare begribeligt, at Rygter og Sagn om deres vaandefulde Reise og sörgelige Endeligt i Grönland, men deres Medreisende Thorgils's lange, næsten vidunderlige Ophold der og lykkelige Tilbagekomst derfra, have været meget gængse og længe vedligeholdte i Oddes Omegn. Vi indsee saaledes, at andet neppe vart mueligt, end at Thorlak Thorhallsön her, i sin Skoletid, maatte blive opmærksom paa de Traditioner og skriftlige optegnelser, som havdes paa Odde om hans berömte Oldefader, Thorgils Orrabeinsfostre, og dennes trende Hustruer, samt andre dem tildeels paarörende Hovedpersoner i denne Saga, saavel som og Thorgils's berömte, baade islandske og norske Stamfædre, der tillige stode i lignende Slægtforhold til Sagaens Forfatter, eller Samleren til de Materialier hvoraf den senere er bleven sammensat. - Hertil kommer Biskop Thorlaks Levnetsbeskriveres udtrykkelige Vidnesbyrd derom, at han, endog efter at han havde modtaget det bispelige Embede og til sin Död, "havde meget Morskab af Sagaer og Kvad" (hann henti skemtan af sögum ok kvæðum), hvorved de indenlandske og overhoved nordiske af fortællende eller episklyrisk Art formodentlig især menes, og det er höist sandsynligt at Optegnelse eller Afskrifter af sligt have hört til det meget Skriverie, hvormed han i sin Ungdom siges at have beskjeftiget sig.

I Biskop Thorlaks Levnet ommeldes og mere end eet Charaktertræk, der synes at röbe at han har havt nogen Andeel i nærværende Sagas Affattelse. Hertil hörer först den megen Vægt han lagde paa Drömme, og at han morede sig ved at höre dem fortælle af andre, ligesom han og selv fortalte sine egne, samt hörte gjerne andres Forklaringer derover; jævnför hermed denne Sagas 20, 21, 23 og 24 Capitler. Vi antage det ikke for usandsynligt at Thorgils's paa sidstanförte Sted fortalte Dröm, der blev forklaret om hans Börn og Afkom, hvoriblandt een skulde blive særdeles berømt, allerede er bleven fortalt Thorlak i hans Barndom, af hans Forældre, for at anspore ham til Flid, hvorved han kunde opnaae en saadan Udmærkelse med Tiden. Om han end selv kunde have optegnet sin Dröm i det förste Udkast til Thorgils's Levnet, kunde det ikke regnes ham til synderlig Stolthed, at han bag efter havde ladet nedtegne "fra ham nedstammer Biskop Thorlak” thi dette Embede var paa hin Tid (isærl i det da næsten til sig selv ganske overladte Island) en overordentlig Udmærkelse, som nödvendigviis maatte gjøre sin Besidder berömt og höit anseet. Ordene “hínn heilagi” (den hellige) ere dog, i al Fald, en mere Interpolation. Dog havde vel Biskop Thorlak allerede i levende Live en Anelse om sin tilkommende Hellighed, der alt blev forkyndt ham selv i Drömme, efter andres i hans eget Paahör derover gjorte Forklaring, mod hvilken det ei fortælles at han selv har gjort den mindste Indvending. Overhoved var den Tids Tro paa Drömme saa stor, at Kammagerkonen Gunhild og hendes Söns Aabenharelser paa denne Vei til sidst ophöiede hendes Slegfredsön, Sverre, paa Norges Kongethrone.

Endmere paafaldende er det andet af os tilsigtede Charaktertræk af Biskop Thorlak, hvilket vi troe at kunne gjenfinde i vor Saga, nemlig hans Had mod Lege. Det beskrives saaledes af hans ældre Biograph, at han aldrig havde nogen Morskab af Lege, da han kun ansaae dem for at være en Beskjeftigelse for slette Mennesker. Jævnför hermed hvad der fortælles om Thorgils`s Advarsler mod Lege, og de onde Fölger af Sysselsættelsen dermed for Jostein og hans Reiseselskab, i Sagaens 22de Capitel.

At den som historisk Samler og Forfatter saa overordentlig flittige og frugtbare Styrmer Frode har været denne Sagas anden Bearbeider, tillade vi os endvidere at gjætte. Hertil ledes vi baade af den ovenfor bemærkede, næsten fuldkomne Overeensstemmelse mellem saa mange af dens og Landnamas Beretninger, - og af den Omstændighed, at Styrmer, ved den sidstnævntes Bearbeidelse, sees at have havt og tildeels benyttet meget udförligè Slægtregistre over den hellige Thorlaks Forfædre, hvilke vi ikke tvivle paa at han, der netop siges i sin Ungdom at have lært Genealogien som en Videnskab, har været i Besiddelse af eller endog selv forfattet[9]. At Floamanna-Saga kunde betragtes som et historisk Bilag dertil, falder af sig selv i Öinene. Desuden var Styrmer, efter hvad vi ovenfor I, 19, 20, have bemærket, de mægtige Oddemænds Client, og kunde saaledes i sin Ungdom let faae Adgang til deres literaire Samlinger, men disse ere dog vel tilsidst, efter hvad vi andensteds have sögt at udvikle, mestendeels komne i Snorre Sturlesöns Eie, hos hvem hans Ven og Haandskriver, Styrmer, da allerbedst kunde læse og benytte dem. At Snorre Sturlesön let kunde benytte den hellige Thorlaks efterladte Samlinger og Skrifter, kunne vi formode af fölgende omstændigheder: Vi maae antage det for vist, at de, efter Biskoppens Död, ere tilfaldne hans Söstersön og Eftermand i Embedet Biskop Paul, som var den störste Beundrer af sin Formand og Morbroder, samt udvirkede Tilladelsen for hans offentlige Helgendyrkelse i Island. Paul döde 1211, og hans ældste, ved Lærdom udmærkede Sön Lopt er da kommet i Besiddelse af hans, og senere, 1211, af hans Broder Ketils, bekjendt som flittig Skrivers, Efterladenskaber. Lopt var i mange Aar en fortrolig Ven af Snorre Sturlesön, opholdt sig nogen Tid i hans Huns og boede ellers i hans Nabolag. Saaledes have da Snorre og Styrmer upaatvivlelig havt fri Adgang til Lopts Samlinger, hvorfra da Sandsynligviis hine Uddrag eller Afskrifter af Biskop Thorlaks Optegnelser eller Skrifter helst kunne antages at nedstamme, hvis ikke endog Styrmer Selv, som Præst allerede havde benyttet dem paa Bispesædet Skalholt, eller havde dem tillaans derfra. Sin (i det mindste) tredie Fortsætter[10] maa Sagaen have faaet henved midt i det 14de eller endog först i det 15de Aarhundrede; han har vel været en Client af den i sin Tid i Island meget mægtige Gissur Björnsön[11] Galle, hans Sön eller Sönnesön. Gissur[12] var, efter de gamle Annaler födt 1269 (langt fra ikke, efter Suhms Gisning 1399) og blev ikke mindre end 101 Aar gammel. Han var opkaldt efter sin slægtning, Jarlen Gissur Thorvaldsön, og kunde siges at have arvet hans Lykke med Navnet. Efter at han 1306 havde i Island begaaet et Drab som ikke blev hævnet, drog han ud af Landet til Norge, hvor han snart kom i stor Anseelse hos Kong Erik Præstehader, som vedligeholdtes og forögedes under hans Efterfölger Magnus Smek. Han blev udsendt af Kong Erik for at inddrive hans Skatter af Finmarken 1310, og fölgende Aar; 1317 blev han, paa et Krigstog i Sverrig, saaret og sat i et haardt Fængsel; han maatte see paa alle sine Medfangnes Drab, men blev lösladt 1319. Fra 1324 opholdt han sig i Island, som en hovedrig Mand, paa Gaarden Videdalstunga kom vel i Trætte med Biskop Laurentius over Tiendevæsenet, men forligtes snart med ham og skjenkede 1359 al Forstrandsrettighed, der forhen havde tilhört 13 Gaarde paa Vatnsnæs, til Holums Domkirke. Annalerne henföre hans Död til Aaret 1378. För var det i dem blevet bemærket at hans Sön Hakon blev födt 132-1 (ikke som Salim giætter 1432). Han arvede sin Faders Rigdomme og efterlod dem til sin Sön Jon, hvis Födsel ogsaa er optegnet i de gamle Annaler ved Aaret 1350 (skjönt Suhm ansætter den til 1465); vi finde at han har levet og været, i Island, en virksom Ven af Björn Einarsön (omhandlet ovenfor I, 112 o. f.) i Aaret 1394. Ingen Tvivl kan haves derom, at det er disse tre Mænd, hvis Slægtregister vor Sagas almindelige Slutning indeholder, fordi, som vi mene, en Afskrift af Sagaen er bleven forfærdiget for en af dem (rimeligst Gissur eller Hakon). Dog ville vi ikke fortie for vore Læsere en modsat Gisning af Skule Thorlacius, meddeelt i hans næstsidste Anmærkning til hans Söns danske Oversættelse, i hvilken Gissurs Tilnavn Galle sees, at være blevet forandret til Glade: "Dette Tilnavn er uden Tvivl feilskreven i alle 4 Codices chartacei man har benyttet, af hvilke nogle læse Gamle, andre Galle. Man kan formode at der i et gammelt Afskrift ved en kort Skrivning har staaet gla, som har givet Anledning til denne urigtige Læsning. Meget rimeligt er det at her menes den Gissur Glade, som ifølge den ypperlige Sturlunga-Sagas Vidnesbyrd saa "troligen fulgte Gissur Jarl Thorvaldsöm med hvilken han og var beslægtet; thi de stammede ned fra tvende Söstre, Jarlen nemlig fra Thordise, og Gissur Glade fra Helga, begge Döttre af Thorodd og Söstre til Laugmand Skapte Thorodsön. Denne Sturlunga-Saga melder og om andre Thorgilses Descendenter, blandt andre og om ovenmeldte Ingjald." Forfatteren er her vel bleven vildledt af den Mening, at Tillæggets Afattelse ikke burde sættes saa langt ned i Tiden, som det virkelig maa, skjönt Suhm, paa den anden Side, efter blot Gisning, har rykket den meget længere ned (som ovenanfört) i sine Tabeller til Danmarks critiske Historie, i den paaberaabte Tabel, hvorved han dog (S. 375) meget rigtig har bemærket: at denne Genealogie gjerne kan være en nyere Tilsætning, men Sagaen derimod meget ældre og skrevet i det 13de, senest 14de Seculo. (Jfr. ovenfor S. 29).

Vi maae ellers beklage at Suhm, ved paa ommeldte Tavle at fremstille Genealogierne i Floamanna-Saga, maa have benyttet et meget slet og uefterretteligt Exemplar af denne[13]. Saaledes er f. Ex Lopt den Gamles Herkomst urigtig opgivet; Jostein fremstilles som Thorgerdes Broder; Tbord, Thorgils Fader, siges at have draget til Erik Blodöxe[14]; o.s.v. Herved er vel Suhm bleven forledt til den urigtige Mening, at Thorgils döde længe för 1030, skjönt han tilstaaer at Sagaens Chronologie snarest maa antage 1041 for hans Dödsaar. Börge Thorlacius antog og i sin Indledning, i Overeensstemmelse med Suhms Udregning (dog saaledes berigtiget at Thorgils döde kun 85 Aar gammel) at dennes Dödsaar har været 1038, og Skule Thorlacius ligeledes (i en Anmærkning til Oversættelsen l. c. S. 334), at hans Dödsfald maa have indtruffet i eet af Aarene fra 1038 til 1040. Vi troe at Suhms förste Conjectur, efter Sagaen selv, er ganske rigtig, endskjönt han dog, ved en forud fattet og neppe grundet Gisning, siden har forkastet den). Vi have nemlig saaledes, af Sagaen ser, sögt at udlede de fölgende Tidsbestemmelser. Hovedgrundvolden dertil er det antagne Aarstal, i hvilket Hakon Jarl den Mægtige tiltraadte Regjeringen over Norge. Vor Thorgils reiste da förste Gang fra Island til Norge, 16 Aar gammel, Aar 976, og krævede sine Arvegodser af Harald Graafeld, men 977 eller i det næstfölgende Aar af Hakon Jarl; 979 drog han til Syderöerne, og kom i 930 tilbage; var paa Vikingstog 981; stadigt Ophold i Norge til 983; Handelsreise til Oplandene og Sverrig 984; Reise til Island 985; ved Stefners eller Thangbrands Forkyndelse af Christendommen, antog Thorgils den, som een af de förste, i eet af Aarene 996 til 998. Kort efter, og efter at han (som Sagaen udtrykker sig) havde boet 13 Aar i Island, begav han sig paa sin Grönlandsreise, men led Skibbrud paa Landets ubeboede Östkyst, midt i October 998; hans nödtvungne Ophold paa Strandingsstedet, endnu hele Aaret 999; Opbrud derfra og Ankomst til Selöre, i Efteraaret 1000. Bortreise derfra om Foraaret, og Ankomst til en fredlös Mands Tilfugtssted sidst paa Sommeren 1001; Bortreise derfra og Ankomst til Eriksfjord, i Efteraaret 1002; Reise til Vesterbygden; Afreise fra Grönland, til Island 1003; Ankomst til Norge 1004, og til Island 1005; Thorgils gifter sig tredie Gang 55 Aar gammel 1011; nedlægger Nordmanden Helge, 70 Aar, 1026; forliger sig med dennes Brödre 1028; döde, 85 Aar gammel, 1041. Alle disse Aarsbestemmelser grundes paa Sagaens udtrykkelige Vidnesbyrd, i dens til Grund for Texten her lagte Recensioner, skjönt egentlige Aarstal efter Christi Födsel der ikke forekomme.

Hvad sagkyndige nyere Forfatteres Bedömmelse over, denne Saga angaaer, bemærke vi först at Finn Johnsen, i Fortalen til Hist. eccl. Island Tom. IV. anförer den blandt de gamle Sagaer, angaaende Island, som ere nyttige til sin Brug og give meget gode Oplysninger om mange Ting: "suum etiam usum habent multaque bene satis illustrant." Börge Thorlacius gav vor Saga (l. e. S. 194) det Vidnesbyrd: at den fortjente Opmærksomhed, ikke blot med Hensyn til Helten og hans Skjæbne, men og formedelst Historiens Sandhed, dens udvortes Værd og charakteristiske Behandling, samt fornemmelig formedelst det Lys, den udbreder over mange Dele af de nordiske Oldsager. Han lægger til (S. 202 o. f., jfr. 206 o. f), at Historiens Troværdighed for den opmærksomme Læser ikke kan være tvivlsom, og oplyser. dette med Exempler. P. E. Müllers Dom i Saga-Bibliotheket (l, 313 o. f.), er noget stræpgere. Dog har han (hvad der her er det vigtigste for os) ikke opkastet nogen Tvivl om Sandheden af de Beretninger, som angaae Thorgilses grönlandske Reise og hvad der staaer i Forbindelse dermed. Derom hedder det nemlig: "Hvad der fortælles om Erik den Röde stemmer godt overens med dennes Saga. Flere Træk af Thorgilses Ophold i Grönland ere saa naive og charakteristiske, at de bære indvortes Præg paa Sandheden, og det er ikke at undres over at skibbrudne Folk, opkastede i en grönlandsk Udörk i det ellevte Aarhundrede, og levende der kummerligen i flere Vintre, kunnde have indbildt sig at see Gjengangere og höre Varsler. Dog maa man paa den anden Side tilstaae, at det Overnaturlige i denne Saga, uagtet det har en Sandfærdighed i Fremstillingen, der viser, at Forfatteren selv har troet det, og derved adskiller sig fra lignende Optrin i de blotte Æventyr, dog er hyppigere og griber mere ind i Begivenhederne end ellers pleier at være Tilfældet i de reenhistoriske Sagaer[15]. De mange af Thor tilsendte Fristelser synes og at röbe en senere Tidsalder, i det mindste findes intet lignende i nogen gammel Saga[16]. Thorgilses Kamp paa Syderöerne har alt for megen Lighed med saadanne Optrin i de fabelagtige Sagaer, ligesom og Jarnhauses Navni slige Fortællinger ofte forekommer[17]. Ogsaa Maaden, hvorpaa Thorgils i Norge sloges med en Viking i et Kar, hvilken Kamp kun paa dette Sted nævnes som nordisk, forekommer mistænkelig[18]. Men om end Thorgilses Bedrifter i Udlandet ere blevne Udsmykkede, ere hans stridigheder hjemme desto simplere og troværdigere. I denne sidste Bemærkning, og altsaa Hovedsagen, ere vi fuldkommen enige, samt mene, at Aarsagen dertil ligger deri, at Sagaen egentlig er sammensat deels af forskjellige Traditioner eller Folkesagn og deels tillige af historiske Sagnkvad (söguljóð) eller Folkesange af denne Art, som dog vare af ulige Gehalt, skjönt vi formode, at Grönlandsreisen, der tildrog sig en almindelig Interesse i Island, endog förend den foretoges, tidlig har været Gjenstand for en saadan Bearbeidelse, hvorved Efterretninger om dens Gang i det Hele og dens vigtigste Begivenheder, saa nöie ere blevne opbevarede for os. Derimod kunne Beretningerne om Thorgilses Kamp med de formeentlige Gjengangere i Norge og flere slige være optegnede efter nyere Folkesange, i hvilke Indholdet er blevet mere udsmykket med eventyrlige Tilsætninger. Dersom vi endnu vare i Besiddelse af Sagaens hele ældste Recension, vilde dette sandsynligviis have kunnet fremstilles i et end klarere Lys.


___________



Uddrag af Floamanna-Saga, indeholdende Thorgils Thordarsöns, kaldet Orrabeinsfostres, Liv og Levnet


Første side af Floamanna saga (Håndskrift nr. 516 i Den Arnamagnæanske Samling)
8. ÞORDR hèt son Atla; hann var IX vetra er þetta var tíðinda; Atli heimti hann til sín, ok kvaðst ætla hann mundi af sárum deyja. Áttu, segir hann, allt fè eptir mik, ok ef þu ert þínum frændum líkr, þá muntu hefna fóður þins, ok svá segir mèr hugr um, at þu munir verða mikill fyrir þèr, ok þínir ættmenn. Eptir þat andaðist Atli heima í Traðarholti, ok var hann heygðr, sem þa var siðvenja til. Þórðr tók við fè öllu ok ráðum eptir föður sinn. Hann var fríðrsýnum, bráðþroskaðr ok míkill fyrir sèr... Þórðr varðveitti bú í Traðarholti.

9. Þá var Þórðr XV vetra gamall, er hann hugsar um föðurhefndir... Pórðr gjörðist ágætr maðr. Hann fèkk Þórunnar, dóttur Ásgeirs Austmannaskelfis; [var hann af því svâ kallaðr, at hann drap skipshöfn í Grímsárósi, fyrir þat er hann var áðr ræntr af þeim. [Ásgeir var ið mesta mikilmenni[19]. Þórunn var ok skörúngr mikill. Pórðr eignaðíst skóg þann, er þeir höfðu deilt um. Þá er Þórðr [hafði II vetr ok XX[20], þá keypti hann skip í Knararsundi, ok vildi utan fara, ok heimta erfðir sínar, þær er[21] frændr hans höfðu átt í Sogni ok konúngr hèlt, ok kvað Þórunni (með) fara skyldu, en hún [kvaðst vilja eptir vera, ok kvað þat ráðligra[22]. Þórðr reiddist við þessi orð, ok tók mikit fè er hann átti ok falí jörðu. Þórunn mælti þá: þat máttu gjöra, at fela féit[23], en svá segir mér hugr um, at litlar nytjar[24] munir þú hafa fjár þess er þú átt í Noregi, ok svá hér. Síðan tók hún við öllum eignum þeirra.

10. Þorgils hét son þeirra; hann var tvævetr er Þórðr fór utan. Þat skip hvarf, ok spurðist ekki til síðan, ok vetri síðar kom út Þorgrímr örrabeinn[25] í Knararsundi[26]; hann var Þormóðarson. Hans móðir var Þuríðr Ketilbjarnardóttir at Mosfelli. Þorgrímr var hraustmenni mikit. Hann var í Traðarholti um vetrinn með Þórunni, ok var henni hið mesta traust at honum, ok líkaði henni vel við hann, ok bað hann með sèr dveljast ok ráða sjálfan kaupi. Hann kvaðst þat vilja, ok mælti til samfara við hana; kvaðst ellegar ekki þar vera mundu hjá henni, nema hún giptist honum. Hún hugsar þetta með ráði vina sinna [ok frænda[27], því [at hún vildi reynast hugum[28] við hann ok skap sitt. Þá er III vetr voru liðnir, fèkk hann Þórunnar[29], ok voru samfarar góðar þeirra í milli. Þorgrímr þótti inn mesti garpr ok heldr údæll; hafði hann verit víkingr[30], ok [viða af þvi örróttr[31], ok af því var hann kallaðr Örrabeinn, en Þorgils stjüpson hans var kallaðr örrabeinsstjúpr[32]. Þorgrímur var góðr forstjóri hèraðsins. Hanu var vel til Þórunnar ok sonar hennar Þorgils. Þar stóð mikit fè saman er þau áttu öll.

Pat er sagt eitt sumar, er menn komu til mannamóts í fjörbaugsgarð til Lóns[33]; þá var Þorgils fimm vetra er hann fór þángat, ok vildi vera at sveinaleik, markar sèr völl, ok kvaðst vilja at vera. Sveinar sögðust hafa sammælzt á, at sá einn skyldi at leiknum vera, er nokkru kvikindi hefði at bana vorðit. Rêðst Þorgils þa frá leikinum, ok þótti það illa er hann var fráskila gjörr. Um kveldit fara menn heim. Þorgrímr var at öllu fê auðugr; hann átti mart kvikfè, bæði sauði ok naut; einn hestr hêt Illíngr er hann átti; þat var klárr ókostígr. Ok er menn voru sofnaðir um nóttina, þá vakir Þorgils ok íhugar sitt mál, ok vildi eigi optarorleikinum gjörr vera. Hann stóð upp ok tekr sêr beizl, ok gekk út siðan, ok sá ross hjá garði. Hann snýst þángat til ok tekr hestinn Illíng ok leiðir til hüss nokkurs; síðan tekr hann spjót í hönd sêr ok gengr at hestínum ok rekr spjótit i kviðinn, ok fellr hann dauðr niðr. Þorgils leggst niðr síðan. Um morguninn, er mönnum var til verks skipat, bað Þorgrimr reka heim Illíng, en hann fannst eigi. Var Þorgrimi sagt þetta. Hann kvað hestinn þar verit hafa um kveldit, ok bað enn leita; fara þeir ok finna dauðan hestinn; (þeir) segja Þorgrími. Hann kvaðst eigi sjá mann til þess at girnast at eiga illt við hann. Þorgils svarar: ek veldr[34] því at hestrinn er dauðr. Þorgrímr spurði: hvi hann gjörði þat. Þorgils sagði, hver sök til var. Ekki munum við eiga skap saman, segir Þorgrimr; far þu nú til Lopts vinar þins, þvi ekki verðum við samlyndír.

11. Eptir at fór Þorgils í brott inn sama dag, ok til Lopts, ok tók hann við honum ágæta vel. Svâ er sagt at Þorgils var fríðr maðr synum ok drengiligr í viðbragði[35], ok [skírligr; hár[36] á vöxt ok rètt vaxinn, ramr at afli, harðgjörr ok skjótráðr, gegn ok öruggr, örðigr ok allra manna bezt vígr, ok hinn hraustasti í öllum mannraunum, þegar honum jókst aldr, sem frá mun verða sagt. Hann var stórlyndr ok þó stöðugr, [hjartaprúðr ok hugstórr, stóðst vel margar mannraunir, er hann hlaut at bera[37]. Þat er sagt, pá er Þorgils var IX[38] vetra gamall, beiddist hann at róa á sjó með hüskörlum Lopts, ok var þat eptir honum látit, sem mart annat. Þorgils kastaði færi sínu fyrir borð, ok dró einn mikinn flatan fisk, en eingi annarr veiddi um daginn; ok er hreggit tók at vaxa, reyndist þat at Þorgils hafði numit at róa, þótt hann væri úngr. [Síðan lögðu þeir at landi[39]. Loptr kvað í slíku marka mega, hverr hann mundi verða; gánga nú heim, ok dró Þorgils eptir sèr fiskinn. Er hann gekk eptir götunni, þá losnaði moldinn, þar er hann dró fiskinn, ok kendi er varð fyrir nokkut hart; lítr hann þá til, ok sêr at þar liggr silfrbaugr. Nú koma þeir heim, ok selr Þorgils Lopti bauginn, fóstra sínum, til varðveízlu.

12. [Vetri síðar[40] varð sá atburðr, at þrælar nokkrir brutu haug til fjár sèr [þar í landeign[41], en Þorgils kom at þeim, ok kvað þat ekki vera þeirra fê, ok tók af þeim III merkr, ok hrakti þá sjálfa. Hann fêkk Lopti fè þetta ok svâ allt annat þat er hann aflaði; varð hann nü frægr mjök, þótt hann væri úngr. [þá er Þorgils var XV[42] vetra, fýstist hann utan at fara; var hann vel þroskaðr, bæði at viti ok aflí. Hann beiddist fjárskiptis af Þorgrímí, stjüpföður sínum, ok fêkk ekki. Loptr bað hann dveljast hjá sêr enn um vetrinn, ok kvað hann mundu síðar at öllu meira fram koma. Hann gjörði svâ, [ok er hann var XVI vetra[43], beiddíst hann enn fjárskiptis. Þorgrímr kvað þess enn eigi kost: því ósvinni lizt mêr þín fjárvarðveizla en mín. Þorgils kvaðst nú hafa vilja fèit: en ef ek fær[44] nú eigi, pá mun ek fá í þriðja sinn er ek heimti, ok ferr siðan, ok segir Lopti. Loptr kvað þat hug sinn, at Þorgrímr mundi eigi fyrir standa, pá er Þorgils heimti næst. Fèkk Loptr honum þá fè til utanferðar. Þorgils kvaðst lítit fè hafa vilja at sinni, ok er hann er búinn til ferðar, kallaði hann [til sin leiksveina[45], ok kvaðst vilja launa þeim gleði ok góða fylgð: skulu þèr hèr taka III merkr silfrs, er ek tók af þrælunum, en Loptr fóstri minn skal hafa bauginn ok vingan mína. Eptir þat fór Þorgils utan í Knararsundi[46] með lítit fè, ok kom til Noregs um haustit, ok var með þeim manni um vetrínn, er Ólafr hèt, ok bjó á Hörðalandi; [hann var rikr maðr ok vel vitr[47]. Í þennan tíma rèð Haraldr gráfeldr Noregi með öðrum bræðrum sínum, ok Gunnhildr konungamóðir; þau fóru at veizlum um vetrinn, sem þá var siðr til. Ólafr bjó veizlu í móti konüngi ok móður hans með mikilli vegsemd, ok er þau hölðu at veizlunni verit um hríð, þá spurðu þau, hverr sá væri inn mikli maðr [ok inn úngligi[48], er þar var. Ólafr svarar: hann er íslenzkr. Konúngr sagði, at hann mundi vera mikillar ættar, því hann hefir þess háttar yfirbragð. Þorgils var í leikum með konúngi, ok Inótti honum mikit gaman at honum, ok gengu Þorgilsi allir leikar vel. Þá mælti konúngr: þik mun ek kalla Þorgils kappa minn. Þorgils sagði þá konúngi, at hann ætti stórar erfðir í Sogni eptir göfga frændr sína. Konúngr svarar: móðir min hefir nú bú á jörðum þeim, ok hún hefir á þeim allt forræði; því hyllstu hana at, ok mun þér þá vel duga. Þorgils kemr nú á þetta mál við Gunnhildi. Hún svarar þessu vel, ok bauð honum hirðvist með konúngi. Þorgils kvaðst litt við látinn at vera með konungs hirð, ok kvað nei við því. Drottning varð reið mjök, ok spyrndi fæti sínum til hans, ok hratt honum frá hásætinu, ok varnaði honum þá fjárins, ok sagði hann eigi kunna at [þiggja sóma sinn[49]. Konúngr var vel til hans, ok gaf honum[50] silfr á laun, svâ at þat var góðr kaupeyrir; má hèr af græðast, segir konúngr, ef gæfa vill til, ok vitja mín kunnliga, ok allrahelzt ef móðir min er eigi nær. Siðan fór konúngr frá veizlunni.

13. Um vorit segir Þorgils Ólafi, at hann vill fara kaupferð um sumarit[51], ok leita svâ undan ójafnaði Gunnhildar. Ólafr lèt vel yfir því[52]; var Þorgils nú í kaupferð um sumarit, ok tókst þat vel. En um haustit kom hann [í Vestr-Vikina[53], ok ferr til [konu einnar[54], er Gyða hèt; hún var ekkja, son átti hún er Auðunn hét. Þau veittu honum [bæði af hinni mestu dygð[55]. Gyða var margkunnandi á fyrnsku[56] ok fróðleik. Auðunn var vel til Þorgils, ok mælti til vináttu [við hann[57], er hann fór í brutt. Eptir þat fór Þorgils til eins ríks manns er Björn hèt, ok var þar vel haldinn. Þar voru góð hýbýli ok heldr snemma háttat[58]. Þorgils spurði hverju þat gegndi. Honum var sagt at faðir Bjarnar hefði fyrir litlu andazt, ok þat með, at hann gengi aptr; voru menn ok hræddir við hann. Þorgils gjörðist ramr at afli. Þat var opt um vetrinn, at Þorgils heyrði lamit úti um þekjuna, ok eina nótt var þat, at hann stóð upp, tók öxi í hönd sèr ok gekk út. Hann sá draug fyrir dyrum standa, mikinn ok illiligan. Þorgils færir upp öxina, en þessi snýr undan, ok til haugsins[59], ok sem þeir koma þar, snýr draugr inn á móti; takast þeir fángbrögðum, þvíat Þorgils hafði sleppt öxinni; var þeirra atgángr bæði harðr ok grimmligr, svá upp gekk jörðinn[60] undir fótum þeim, en at lyktum varð svá, með því at Þorgilsi var lengra líf ætlat, at draugrinn fellr á bak aptr, en Þorgils ofan á hann; tekr hann þar þá hvíld, ok náir síðan öxi sinni; höggr Þorgils þá af honum höfuð, Ok mælir [síðan yfir honum[61] at hann skuli engum manni at meini verða; varð ok aldri vart við hann síðan. Björn virti Þorgils mikils, er hann hafði gjört þar svâ mikla hýbýlabót. Eina nótt bar þat til at lostit var högg á dyr; gengr Þorgils út; er þar kominn Auðunn Gyðnson, vinr hans. Þorgils heilsar honum vel, ok spyrr hvat hann vill. Auðunn kvaðst þurfa hans liðsinnis; sagði móður sina Gyðu andaða, ok nokkut vorðit hafa kynliga[62] um hennar dauða; stukku ok allir menn á brottu, þvíat aungvir þorðu við at vera; nú vilda ek fara með hana til greftrar, ok fylgðir þú mèr. Þat skal vera, kvað Þorgils. Siðan ferr hann með Auðunni, at óvitanda Birni. Koma þeir til bæjar Auðunnar; finna þar húsfreyju dauða, búa nú um likit. [Skaltu, Þorgils, segir Auðun, gjöra kistu at móður minni, ok [undir knakka, reka síðan á kistuna sterkar henkur[63], þvíat þurfa mun þess alls við, ef hlýða skal. Er nú þatta alltsaman gjört. Auðunn sagðist nú mundi gjöra ráð fyri kistunni[64]; [skulum við nú draga hana í brottu, færa niðr í jörð, ok bera á hana sem mestan þúnga. Fara nú síðan, ok sem þeir hafa farit um hríð, tekr at braka mjök í kistunni, ok því næst bresta af hánkarnir, ok kemst Gyða or kistunni. Þá fara þeir til báðir, ok tóku hana, ok þurfti þó alls við, ok voru Iaeir báðir sterkir menn. Þat taka þeir bragða, at þeir flytja hana báls, er Auþunn hafði búit. Síðan kasta þeir henni á bálit, ok voru hjá, meðan hün brann[65]. Þá mælti Auðunn: mikla víngan hefir þú mèr nú sýnt, Þorgils, ok [góða karlmennsku, sem þú munt í öllum stöðum[66]. Sverð ok kyrtil vil ek gefa þér, en ef svâ verðr, at ek kalli síðar til sverðsins, þá vilda ek, at þú lètir laust, en ek mun fá þèr annat vâpn, [þat er gott er[67]. Nú skilja þeir við svá búít; ferr Þorgils aptr til Bjarnar. Nú er þar til at taka, at Björn saknar Þorgils; færr hann af þessu mikla úgleði, ok kvaðst þar mist hafa góðs manns: ok er þat illa, at tröll eðr úvættir hafa tekit hann; skulum vèr þat þó gjöra í heiðr við hann, at drekka erfi hans, [ok uggir mik at eigi megi fagnaðaröl heita, þvíat vèr höfum nü leitat hans marga daga[68]. En um veizlu þessa kom Þorgíls heim, ok verðr Björn honum harðla feginn, ok eykr þá [af[69] vinaveizluna, ok eptir þat fóru menn heim[70].

14. Í þenna tíma tók Hákon Hlaðajarl ríki í Noregi. Þá sagði Þorgils Birni, at hann vildi leita eptir eignum sínum í Sogni. Björn svarar: rêttligt væri þat, en uggir mik at Hakon jarl kalli sêr bæði þat ok annat, því hann er mjök fêgjarn, ok er óvænligt um, at hann vili til láta við þik, en flytja vil ek þitt mál, þá er hann kemr hêr til min. Nú kemr jarl at ákveðnu til veizlunnar, ok flytr Björn fyrir hann mál Þorgils, ok sagði mikit frá vaskleik hans ok atgerfi. Hákon jarl kvað þat nú vera sina eign, en kvaðst þó vilja sjá manninn. Ok er Þorgils kom fyrir jarl, mælti Hákon til hans: mikill maðr ertu ok sterkligr, friðr sýnum ok líkligr til giftu, ok vil ek bjóða þèr til min. Lítum siðan á þitt mal. Þorgils kvaðst þat þiggja vilja.

15. Porsteinn hèt maðr ok var kallaðr inn hvíti; hann var lendr maðr Hákonar jarls; hann var vinsæll, ok átti eignír nær jörðum Þorgils. Þeir lögðu mikla vingan saman, ok voru með jarli báðir. Þorgils gaf Þorsteini kyrtilinn Auðunarnaut; hann var af nýju skarlati skorinn[71]. Þá var ok með Hákoni jarli Eiríkr rauði, islenzkr maðr, er [síðan fann ok[72] bygði Grænland. Hann var úngr maðr ok kurteis, ok hinn mesti vin Þorgils. Þat var einn dag at Þorgils vekr við jarl sitt mál um jarðirnar. Hákon jarl svarar: vel geðjast mêr at framferð þinni, en eigi er ek viss um at vita, hverr framkvæmdarmaðr þú munt verða; mun ek ok þessar eignir eigi upp gefa, utan þú sýnir mêr nokkurn frama í gjörðum þínum, ok skaltu heimta skatta mina af Suðreyjum, er ek hefir mist um þrjá vetr. Þorgils biðr hann fá höfðingja til ferðarinnar, en ek mun fylgja honum sem manndómr minn er til. Þú skalt formaðr vera, segir jarl, fyri ferð þessi, því þú reynir þeim mun meir þina dáð ok karlmennsku. Þorgils mælti: lát fara með mèr Þorstein hvíta; hann skal því ráða, sagði jarl. Þorsteinn kvaðst fara mundu, ef Þorgils vildi. Nú búast þeir, ok hofðu tvö skip, ok ekki mjök skipuð. En er þeir koma til eyjanna, beiða þeir skatta, ok fengu lítít af. Um haustit hèldu þeir til Kataness, ok brutu skip sín, en tyndu fjárlilut; menn hèldust allir. Ólafr hèt jarl er rèð fyri ríki því. Hann frètti til manna Hákonar jarls, ok bað þá til sín fara. Þat þiggja þeir, ok voru þar um vetrinn [vel haldnir[73]. Surtr[74] járnhaus[75] hèt maðr; víkingr mikill ok hinn mesti illgjörðamaðr. Hann lá uti [laungum um Vestrlönd[76]. Þat var einn háttr hans, ef konur voru friðar ok vel at sèr, at hann tók þær at sèr um hríðar sakir, en menn þorðu eigi í móti honum at standa. Systir Ólafs jarls hêt Guðrun[77]. Hún var fríð kona synum ok vel at kvennligum listum búin. Surtr járnhaus finnr Ólaf þenna vetr ok vill fá systur hans til frillu, ella til eiginorðs. Ólafr svarar: þat væri mèr litill styrkr þó at þú gjörðir sem bezt mættir[78] þú, en þá allra síðst, ef þú ert ráðinn til illa at gjöra, ok mun ek [níta þessu gjaforði[79]. Víkíngrinn mælti þá: gakk á hólm við mik, ella berst við lið mitt ok safna liði í móti. Jarl mælti: betra er at deyja virðuliga en lifa skammsamliga. [Surtr svarar[80]: þann kost kýss þú nú, er þèr gegnir verr, ok þèr mun minnisamr verða, ok ver níðíngr ef þá kemr eigí. At vísu skal ek koma, segir jarl, í móti þèr, eðr annarr maðr ella; ok skildu við svâ búit. Eptir þat kveðr jarl þíngs, ok sagði þar, fyri hverju áfelli hann var orðinn: vil ek þeim manni gifta Guðrúnu systur mína, [er Surti verðr[81] at bana, þvíat ek veit at sá einn mun til þess ráðast, at mèr mun engí úsæmd í því verða. Engir urðu til at svara jarli, þótt ráðít þætti fýsiligt, því mönnum þótti ílls von af Surti járnhaus. Þeir Þorgils ok Þorsteinn ræddust við, ok þótti Þorsteini fýsiligt, en Þorgilsi fannst fátt um. Þorsteinn mælti: viltu þenna kost, vinr! Þorgíls svarar fá um. Siðan sagði Þorsteinn [jarli at hann mundi til ráða. Jarl tekr því vel. Um nóttina eptirs[82] dreymdi Þorgils at Auðunn vinr hans kæmi at honum ok mælti: þú sefr, en jafnt mun vera sem þú vakir; þú skalt á hólm gánga við berserk þenna, því þèr unnnum vèr sæmdar; en Surtr þessi er bróðir minn, ok er hann þú mèr ekki þarfr; er han ok hit mesta illmenni. Þess spyrr hann jafnan, þá er hann háir hólmgaungur, þann er hann skal berjast við, hvert hann[83]hafi sverðit Blaðni[84] en ek gaf þèr þat, en þú skalt fela þat í sandi, ok seg honum at þú vitir eigí hjölt sverðs þess fyrir ofan jörð[85]. Eptir þat hvarf Auðunn í brott. Þorgils vaknar, ok sagði Þorsteini vin sínum drauminn.

16. Um morguninn fóru þeir Þorgils ok þorsteinn með jarli til [hólmstefnu ok er Þorgils búinn til hólmgaungu[86]. Víkingrinn spurði um sverðit Blaðni, Þorgils kvaðst eigi vita þess hjölt fyrir ofan mold. Þorgils dró nú sverðit upp or sandinum, ok börðust siðan; ok er þeir hafa barizt um stund, höggr Þorgils sporðinn af skildi Surts ok undan honum fótinn, [en þat voru þá lög: at menn vogu til arfs þess, er fêll á hólmi. Eptir þat hjó Þorgils höfuð af Surti, tók öll skip hans fok fè[87] ok fèkk síðan Guðrúnar, systur Ölafs jarls. Skorti Þorgils nú eigi menn ok[88] pennínga. Um vorit segja þeir jarli at þeir vilja [herja um sumarit[89]. Nú halda þeir at Suðreyjum, ok gjöra þeim kost, hvârt þeir vilja þola hernað ok manndráp, eðr gjalda skatt Hákonar jarls, en þeir kjöru at gjalda slíkt sem á var lagit; síðan var allt lukt. Eptir þat fóru þeir austr til Noregs, ok hitta Hákon jarl; fagnar hann þeim vel. Þeir greiða honum fèit, ok gefa honum þó at auki sæmiligar gjafir. Jarl játtir Þorgilsi nú öllum eignum sínum. Voru þeir með jarli um vetrinn í góðu yfirlæti[90]. [At sumri[91] vilja þeir í hernað, en ætla til jarls at vetri. Eina nótt kom Auðunn at Þorgilsi[92], ok heimti at honum sverðit Blaðni: en ek mun fá þèr fyrst öxi, en innan lítils tíma gott sverð. Þorgils kvað hann víst hafa skyldu sverðit. Auðunn bað hann hafa þökk fyrir, ok gaf honum fingrgull, en er Þorgils vaknaði, var sverðit brottu, ok þótti honum svipr[93] at. Síðan hèldu[94] Síðan heldu þeir víða um sumarit. Gyrðr[95] hèt víkíngr er þeir fundu um sumarit undir [ey einni[96]. Um morguninn fór skúta frá skipum Gyrðs til þeirra Þorgils, ok kvaðst Gyrðr vilja gjöra fèlag við þá. Petta fór fram, ok skal Gyrðr hafa jafnmörg skip, ok at helmíngi allt hlutskipti; herja nú um sumarit ok varð þeim gott til fjár, eyddu mjök illþýði ok[97] hernaðarmönnum, [en lêtu bændr ok kaupmenn fara í friði. Þeir komu til Írlands um sumarit; var þar skógr fyrír er þeir komu at; gengu síðan upp í skóginn, ok í einum stað sá þeir fallit[98] lauf af trè. Þeir kippa upp eikinni, ok finna þar jarðhús undir. [Þeir sjá menn með vopnum niðri í húsinu. Þorgils gjörir sínum mönnum kost, at sá skal eignast III kostgripi er fyrstr gengi í húsit, en allir játta því, nema Gyrðr. Eptir þat hljóp Þorgils í húsit, ok varð þar engin mótstaða. Þar lá klæði blátt, ok á tveir gullhríngar, ok sverð gott. Þar voru ok tvær konur; [var önnur úng ok frið, en önnur gömul ok þó frið[99]. Þorgils gekk um húsit, ok var[100] víða berg undir. Hann hafði í hendi eina rótakylfu, ok barði henni á báðar hendr, ok stökk flest undan. Þorsteinn fór með honum, ok er þeir gengu or jarðhúsinu, tóku þeir konu þá hina ýngri ok fluttu með sèr til skipa, ok svá hina eldri. Nú sækir liðit fast eptir þeim, en þeir Þorgils komast til skipa ok láta þegar frá landi. Nú gekk maðr or liðinu því er eptir sótti; ok [mælti láng erindi[101]. Þeir skildu eigi hans mál. Þá mælti kvinnan á norrænu, ok sagði þeim at [hann vildi[102] upp gefa þat er þeir höfðu fengit af fénu: ef þér látit okkr lausar. Þessi maðr er jarl ok son minn, en ek er víkversk at móðurkyni; munu þér þá ok bezt njóta gripanna, er svá er gjórt, þviat [þúngi fylgir[103] sverðinu. Son minn heitir Hugi; hann býðr þèr Þorgils fê, heldr en þer takit mik í brottu; er yðr ok ekki happ í okkr brott at taka. Þorgils hlýðir þeirra[104] ráðum, ok flytr þær til lands. Hugi jarl gekk með fagnaðiá móti Þorgilsi, ok gaf honum ríng einn, anna móðir hans, mærin hinn þriðja, ok mæltu síðan vel fyrir honum.

17. Eptir þetta vilja þeir Þorgils ok Þorstein hætta hernaðinum ok skipta fjárhlut. Gyrðr kallaöi til gripanna. Þorgils kvað þar marga vitnismenn til vera, hvat skilit var um. Gyrðr kvaðst aldrei játtat hafa, ok vill heldr berjast en missa gripanna. Þorgils kvað ráðligare at leggja eigi allt lið í hættu: ok reynum heldr tveir [með okkr[105]! Því játtar Gyrðr. Síðan berjast þeir; hafói Þorgils sverðit jarhássnaut, ok höggr til Gyrðs ok undan honum fótinn, fyrir neðan[106] ökla. Skildu við svá büit; lífði Gyrðr síðan, ok var kallaðr Gyrðr hinn halti. Eptir þat fóru þeír til Noregs, ok voru með Hákoni jarli um vetrinn. Guðrún kona Þorgils fæddi þá sveinbarn; hann var Þorleifrs nefndr. En er vorar vil Þorgils út til Íslands, til eigna sinna; gaf Hákon jarl Þorgilsi aptr allar eignir sínar, þær er hann átti í Sogni[107], ok skildu þeir jarl með vináttu. Sat hann nú at báum sínum um sumarit, ok svá um vetrinn. Þorgils sagði Þorsteini, at hann vill vitja eigna sinna á Islandi: því þeir varðveita er mèr er ekki um; hefi ek nú látit skip búa, ok flutt þángat til mikit fé; en jarðir þessar, er ek á her, skaltu varðveita til handa Þorleifi[108] syni mínum; hefi ek þik reynt góðan dreng; mun ek nú ok launa þer með einni gjöf; skal ek gefa þer Guðrún konu mína, því þat hefi ek fundit, at þu hefir lagt ástar þokka til hennar, þótt þú hefir vel með því farit. Þorsteinn þakkaði Þorgilsi gjöfina, ok þótti mönnum mikils um þetta vert. [Skildu þeir Þorgils með mestu kærleikum[109]. Þorgils fór í kaupferð eina á Upplönd ok Svíþjóð, ok var um vetrinn hjá bónda þeim er Þrándr hèt; hann var auðigr maðr, ok átti dóttur þá er Sigriðr hèt. Hana vildi eiga sá maðr er Randviðr hèt; hann var illmenni ok kappa mikill. Þrándr synjaði honum ráðsins. Þá bauð Randviðr Þrándi hólmgaungu þá er köllut er[110] kergánga; skal þar berjast í keri ok byrgja yfir ofan, ok hafa keflí í hendi. Þrándr vildi heldr berjast en gipta dóttur sina svá illum manni. Þorgils mælti þá til Þrándar: [vel hefir þú mer víst[111] veitt, ok skal ek þat góðu launa, ok mun ek berjast við Randvið fyrir þik. Prándr kvaðst þat þiggja mundu. Þorgils hafði sverðit jarðhússnaut; Randviðr hafði álnar[112] kefli [í hendi[113] ok digurt mjök; var byrgt yfir kerit. Randviðr bað Þorgils leggja fyrst, þvíat á hann var skorat; hann gjörði svà, ok kemr[114] á keflit, ok sprakk þat í sundr, ok [hljóp sverðit[115] í kviðinn á Randvið; hann mælti þá: fá þú mèr nú sverðit, en þú haf keflit, ok mun ek leggja til þin með sverðinu. Mêr þykir nú, segir Þorgils, þetta vera spænir, en ekki kefli. Litlu síðar dó Randvíðr; hafði hann treyst fjölkyngi sinni, þvíat hann hafði margan mann fellt með þessi hólmgaungu. Þorgils drap tvo aðra víkinga, Snækoll ok Snæbjörn. Þrándi launaði Þorgilsi vel; fèkk hann virðíng mikla af þessu verki. Hann bjóst síðan út til Íslands um sumarit eptir.

18. Ólafr tvennumbrúni[116] hèt maðr; hann kom til Íslands, ok nam öll skeið á milli Þjórsár ok Sandlækjar[117]; hann var hamrammr mjök. Ólafr bjó á Ólafsvöllum; hann liggr í Brúnahaugi[118] undir Vörðufelli. [Ólafr átti Áshildi, ok vorur synir þeirra Helgi ok Þórðr[119] faðir Þorkels[120], föður Gullkárs, föður Orms, föður Helgu, fóður Odds Hallvarðssonar[121]. Þórgrímr örrabeinn lagði hug á Áshíldi[122], þá er Ólafr var dauðr, en Helgi trausti, son hennar, vandaði um, ok fór frá búi sínu til hennar, ok [kvaðst eígi vilja fiflíngar hennar, ok kvað óvirðing í vera, bæði henni ok frændum hennar. Hún bað hann sik eigi reiðan gjöra; kvað ekki hans færi at keppa við Þorgrim. Hann svarar: auðsætt er þat at maðrinn hugnar þèr vel, en ek mun eigi at [siðr ekki sitja[123] honum slíka svívirðíng. Skilja þau nú tal sitt. Þorgrimr gistir á Ólafsvöllum. Áshildr gjörði honum góðan beina, ok fóru mjök saman hugir þeirra. Hún[124] sagði Þorgrimi, hvert tal þeirra Helga hafði verit. Helgi ræðir ok um konur Þorgrims; kvaðst illa við una; bað hann af láta[125]. Þorgrimr kvaðst eigi hirða um hans [þokka eðr hót[126], ef hennar vilí væri til[127]. Nú leiðir hún Þorgrim á götu, ok gaf honum mikit fingrgull áðr þau skildu. Áshildi kvaðst grunr á at þau mundu eigi optar sjást. Þorgrimr kvaðst ætla at finna hana brátt. Hún kvað vel, ef svá væri. Skilja við svà búit. Þorgrimr reið nú leið sína fyrir neðan[128] Áshildarmýri. Helgi sat fyrir honum hjá gatnamóti, ok er þeir fundust, bað Helgi hann af láta komum, ok gjöra sèr eigi skapraun í þessu. Þorgrímr kvaðst eigi hafa barnaskap; kvaðst búinn at reyna alla hlutí við hann. Helgi kvaðst ætla, at málefnum mundi gánga: ok er vel at við reynum (með) okkr. Siðan börðust þeir snarpliga ok lengi. Þorgrimr var þá á hinum efra aldri, ok mæddist skjott, ok varð sárr mjök. Helgi sækir at fast, er hann sêr at Þorgrimi latar, ok lýkr svà með þeim at Þorgrímr fellr fyrir Helga. Um kveldit kom Helgi heim; spurði Áshildr hann tíðinda, [hann sagði slik sem voru[129]. Hún svarar: mikit hefir þú at gjört, ok vaxit muntu þykjast hafa af þessu verki, en ek kann segja þer at þetta er þinn höfuðbani. Helgi tók sèr fari í Einarshöfn[130] ok ætlar utan. Þessi tíðindi spyrjast nú. Hæríngr, son Þorgríms, var þá XVlI[131] vetra; hann reið í Höfða til Teits Ketilbjarnarsonar[132], frænda síns, við þriðja mann. þeir Teitr ríða þá XV saman út á Eyrar, í[133]s Einarshöfn, ok banna Helga farit. Eptir þat ríða þeir í brottu. Litlu síðar fundust þeir, á fórnum vegi, upp fra Mörk við Helgahvol. Þeir Helgi voru III saman komnir af Eyrum sunnan, ok er [hann sèr reið þeirra, hlaupa þeir [á hólinn, ok vörðust drengiliga. Áttu peir harða hríð, en fyrir fjölmennis sakir fèll Helgi ok maðr með honum, ok einn maðr af hinna liði. Var síðan sæzt á málit, ok fèllust vígin í faðma[134].

Þorgils kom út á Eyrum. Loptr fóstri hans sat í [búi sínu[135]. Mart hafði tiðinda vorðit, meðan Þorgils var utan; Þórun móðir hans var önduð. Þorgils fór heim í Traðarholt; tók bróðir hans[136] F. vel við honum, ok búa þeir bræðr nú báðir saman þessi misseri.

Þórey hèt kona; hún var Þorvarðs[137] dóttir; Þorfinna hèt móðir hennar; hün bjó í Odda. Þorvarðr[138] var andaðr[139]. Þórey var at fóstri á þeim bæ er heitír í Kálfholti[140], með þeim manni er Jósteínn hèt, gildr bóndi. Jósteinn átti dóttur, systur Þorvarðar[141] í Odda, er Þorgerðr hèt; þau voru börn Þórðar Freysgoða: Kolr ok Starkaðr voru fóstbræðr Þóreyjar; Guðrún hèt systir þeírra, ok var hún fóstsystir Þóreyjar; [Þorgils bað Þóreyjar, ok var hún honum gipt[142]; [voru þeírra samfarar góðar[143].

19. Sörli hèt maðr; hann bjó skamt í brott[144] frá Kálfholtí[145]. Hann venr komur sínar[146] til Guðrúnar, systur þeirra Starkaðar ok Kols. Einn tíma ferr Kolr á leið Sörla, ok bað hann af láta komum til systur sinnar. Sörli kvaðst þat mundi gjöra eptir hugþokka sínum, en hírða ekki um orð hans. Þú munt ráða, segir Kolr. Annan dag kom Sörli ok sat á tali við Guðrúnu, ok um kveldit ferr hann seint heim; ok er hann kemr skamt frá bænum, sprettr Kolr upp fyrir honum; verðr ekki af kveðjum; höggr Kolr Sörla banahögg, ok fór heim, ok sagði Gudrúnu, at stöðvaðar voru komur Sörla. Hún kvaðst eigi þat lasta mundu, en kvað eigi svà búit hlýða mundu, þvíat hann var[147] þíngmaðr Ásgríms Elliðagrímssonar: far nú ok hitt Þorgíls, þvíat hann Pykir mèr líkligastr til at veita þêr nokkut skjól. Kolr kemr í Traðarholt; þat var síð um kveld; menn [voru at mat[148]. [Þórey gekk fram til dyra, ok bauð fóstra sínum þar at vera. Hann sagði henni tiðindi. Þú skalt þat, segir Þórey , vita við Þorgils, hvert hann vill nokkurt traust (veita) þèr, eðr ekki, ok láttu hljótt um þik. Hün leiddi hann í skot eitt; síðan gekk hún til stofu[149]. Þorgils mælti: hví skulu menn svà lengi bíða matar kveld? [enda hefir þú fengit rauðan lit[150]. Pórey svarar: satt er hit fornkveðna, at spakir menn henda á mörgu mið; mús hljóp áðan á kinn mèr, en hún er mèr harðla úþekk. Svà má vera, segir Þorgils. En er þau komu í rekkju um kveldit, kvaðst Þorgils vilja vita, hvat í framgaungunni hafði verit um kveldit. Hún sagði honum allan atburðinn, ok kvaðst ásjá vilja veita Kol: ok muntu ok svà gjöra fyrir mina skyld. Þorgils kvaðst svà gjöra mundu[151]. Um morguninn fór Þorgils til bús Kols[152], ok lèt fara á brot fè allt með sèr ok Guðrúnu, [en lêt eptir ómegð aðra[153]. En er þeir voru brott farnír, kom Ásgrimr; ætlar hann at taka upp fyrir Kol fè allt, ok liafði hann ekki. Kolr sitr hjá Þorgilsi um vetrinn, ok um vârit býr Ásgrímr mál til á hendr Kol; lætr Þorgils eigi sem hann viti; verðr Kolr sekr skógarmaðr. Þorgils tiðr sem áðr um hèraðit, ok Kolr með honum; sækja mannamót, ok verðr nú óþokki mikill [á milli höfðíngjanna[154]. Þykir hêraðsmönnum[155] mein á þessu, ok leita um sættir, en Þorgils býðr aungvar[156]. Eitt sinn riðr hann til hestaþíngs[157], ok Svartr verkstjóri hans með honum, var þá [góö gleði[158] um daginn; Ásgimr talar mart við Svart, ok at kveldi riðr Þorgils heim. Svartr reið nær honum. Þorgils fann at hann vildi riða seinna; grunar hann þá, ok gefr honum færi á sèr; ok er Þorgils varir minst, höggr Svartr til hans. Þorgils kastar sèr or söðlinum, ok klauf Svartr söðulinn. Þorgils [þrifr Svart[159], ok spyrr, [hverju gegni. Hann segir honum at Ásgrímr bauð honum þetta, en þá er hann svipti honum Svarti[160], fèll fêsjóðr undan yfirhöfn hans; segir hann þá at Ásgrímr hafi gefit honum fêit til höfnðs Þorgilsi. Hann drepr Svart þnegar í stað. Eptir þat ríðr Þorgils fram[161], ok segir sínum mönnum, hversu farit hafði, en [hvert sinn[162] er hann kemr á mannamót, [synir hann par sjóðinn[163]; voru þar í þrjár merkr silfrs[164], ok gekk enginn við at ætti[165].

20. [Nú kom kristni á Ísland, ok tók Þorgils í fyrra lagi við trú[166]. [Hann dreymdí eina nótt[167] at Þórr kæmi at honum með illu yfirbragði, ok kvað hann sèr brugðizt hafa; hefir þú illa or haft við mik, segir hann, valit mèr þat er þú áttir verst til, en kastat silfrí því í fúla tjörn, er ek átta, ok skal ek þér í móti koma. Guð mun mèr hjálpa, segir Þorgils, ok er ek þess sæll, er okkat fèlag sleit. Ok er Þorgils vaknar, sá hann at töðugöltr[168] hans var dauðr[169]. Hann lèt grafa hann hjá toftum nokkrum, ok [lèt ekki af nýta[170]. Enn barst Þórr í drauma Þorgilsi, ok sagði, at honum væri eigi meira fyrir, at taka fyrir nasar honum, en galta[171] hans. Þorgils kvað guð mundu því ráða. Þórr heitaðist at gjöra honum fjárskaða. Þorgils kvaðst eigi hirðzi um þat. Áðra nótt eptir dó uxi gamall fyrir Þorgilsi. Þá sat hann sjálfr hjá nautum nóttina eptir; en um morguninn, er hann kom heim, var hann víða[172] blárr; hafa menn þat fyrir satt, at þeir Pór [múni þá fundizt hafa[173]. Eptir þat tók af fallit. Þorgíls var hit mesta mikilmenni.

[Þorgilsi komu þær[174] orðsendingar af Grænlandi, at Eiríkr rauði bíðr honum til sin, ok at hafa þá kosti, er bezta hefir hann til[175]. Þorgils á hlyddist[176] [brátt[177] við[178] þat. Hann hafði þá verit[179] hèr XIII[180] vetr. Skip kom[181] af hafi; var þar á Þorleifr[182] son hans, ok hafði góða gripi at færa honum. [Þórleifr var þá XX vetra[183]. Þorgils talar við konu sina, ef hún vildi fara til Grænlands. Hún kvað vanbreytt[184] um. Hann sagði Eiríkr hafði sent sèr orð um: má ok at þú sêr eptir, ef þú villt þat[185]. Misráðit mun, sagði hún, at þángat sè farit, en þó skal ek fara, ef þú ferr. [Hæringr tók við gótsum[186] Þorgils[187]. Þórný hèt dóttir þeirra Þorgils ok Þóreyjar; [hún var VIII vetra[188]. Þorleifr skal fara með þeim, Kolr ok bróðir hans Starkaðr ok Guðrún[189] systir þeirra, Snækollr ok Össurr, [þrælar hans[190], [ok X aðrir[191] þrælar[192], ok ráðsmaðr hans Þórarinnn, þviat Þorgils ætlaði bæ[193] at reisa, þá er kæmi til Grænlands[194]. Jósteinn or Kálfholti[195] rèðst til ferðar með [Þorgilsi við XII menn, Þorgerðr kona hans ok son[196]. Þorgils kaupir nú skip í Leiruvogi. Þórólfr hèt maðr, er Þorgils fêkk [bú í hendr[197], en Hæringi [fekk hann[198] LX hundraða mórent[199], VI[200] álna aura, annat en staðfestur[201]. Þorgils gisti at Þórodds at Hjalla[202]; með honum var í ferð Þórný dóttir hans[203]. Þar tók hún sótt, ok bejð Þorgils þar[204] III nætr; sagði hann, at þat stæði ekki fyrir ferð hans, þótt hún værí sjúk: má vera, at hèr sè hennar forlög. Þóroddr kvaðst ætla him mundi giftudrjúg verða ok lánglif. Lèt hann hana eptír ok gaf henni [LX hundraða[205], ef him þyrfti[206]. Þorgilsi kvaðst nú fyri þykja at fara, en lèzt ekki nenna aptr at setjast[207].

21. Porgíls bíðr nú byrjar, ók dreymír at maðr kæmí at honum, mikíll ok rauðskeggjaðr, ok mælti: ferð hefir þú ætlat fyrír þèr, ok mun hún erfið verða. Draummaðrinn sýndist honum heldr greppligr[208]. [Illa mun yðr farast, segír hann, nema þú hverfir aptr til míns átrúnaðar; mun ek þá enn til sjá með þèr[209]. Þorgils kvaðst aldri hans umsjá hafa vilja, ok bað hann brott dragast sem skjótast frá sèr: en mín ferð tekst sem almáttigr guð vill[210]. Siðan þótti honum Þórr leiða sik á hamra nokkra[211], þar sem sjáfar straumr[212] brast í björgum: í slíkum bylgjum skaltu vera ok aldri or komast, utan þú hverfir til min[213]. Nei, sagði Þorgils, far á brott, inn leiði fjandi; [sá mun mèr hjálpa, sem alla leysti með sínum dreyma[214]. Siðan vaknar hann, ok segir drauminn konu sinni. Aptr mundi ek setjast, segir hún, ef mik hefðí svà dreymt, ok eigi vil ek segja Jósteini draum þenna, ok eigi öðrum mönnum[215] Nú kemr byrr[216], ok sígla þau út úr firði[217]; hafði Jósteinn skip fyrir framan siglu; ok sem þau koma or landsýn, [tekst af byrr allr[218] ok velkjast þau úti lengi, svà at bæði varð matfátt ok drykkjarfátt. Þorgils dreymdi, at hinn sami maðr kæmi at honum ok mæltl: fór eigi sem ek [sagðí þèr? Þórr talaði þá enn mart vlð Þorgils, en Þorgils rak hann frá sèr með hörðum orðum[219].[Tekr nú at hausta[220], ok mæltu sumir menn, at þeir [skyldi heita á Þór. Þorgils bannaði þat, ok sagði at menn skyldu missmíði á finna, ef nokkr maðr blótaði þar í skipi[221]. Við pessi orð treystist enginn á Þór at kalla. Eptir þetta (dreymdi Þorgils at sami maðr kom at honum ok mælti: enn sýndist þat, hversu trúr þú vart mèr, er menn vildu [á mik kalla[222], en ek [hefi beint nú [fyri þínum mönnum[223], ok eru nú kommir at þrotum allir, ef ek duga þeim eigi[224]. En nú muntu taka höfn á sjö nátta frestí, ef [þú hverfr til mín [með nokkurri alvöru[225].` Þó ek taki aldrei höfn, segír Þorgils, þá skal ek þèr ekki gott gjöra[226]. Þórr svarar: ótt þú gjörir mèr aldrei gott, þá gjald þú mèr þó góts[227] mitt[228]. Þorgils [hugsar hvat um þetta er, ok veit nú, at þetta er einn uxi, ok var þetta þá kálfr, er hann gaf honum[229]. Nú vaknar Þorgils, ok ætlar nú[230] at kasta utanborðs uxanum. En er Þorgerðr [verðr þess vís, falar hún uxann, því henni var vistafátt. Þorgils sagðist vilja únýta uxann [ok engum selja. Þorgerði þotti nú illa. Hann let kasta uxanum útbyrðis[231], ok kvað eigi kynligt, þó illa færist, er fè Þórs var innbyrðis.

22. [Þau eru nú úti um hrið[232], ok höfðu harða rèttu[233]. Þórarínn[234] var knárstr maðr annar en Þorgils. Hann var tvítugr at aldri. Þat er sagt, at þeir brutu skipit[235] undir[236] Grænlands jöklum[237], í vík nokkurri, við sandmöl[238]; tók skipit í sundr í efra rúmi; menn héldust allir, ok [svà fè[239]; bátr var ok heill; stafn rak upp við syðra land; þá var vika til vetrar. Jöklar miklir gengu tveim megin[240] víkrinnar[241]. Þeir gjöra sèr nú skála[242], ok í þverpili; búa nú sínum megin[243] hvárír. [Mjöl nokkut höfðu þeír til atvinnu sêr; henda ok af selum[244], ok eíga þat allir saman. Dautt var fê þeirra flest[245]. Þorgils mönnum varð betri hluti af veiðitángi; varð hann lengrum[246] hlutsællí. Hann bað sína menn vera hljóðláta ok siðsama[247] á kveldum, ok halda vel trú sína. [Þórey varl mjök þúngut[248]. Þat er sagt, at Jósteinn ok hans menn[249] gjörðu mikit um sik, ok höfðu [náttleika með háreysti[250] [Nær vetrnóttum varð Þórey lèttari at sveinbarni, ok hèt Þorfinnr[251]; hún[252] bjargaðist[253] lítt við þú fæðu er til var. [Þorgíls hafði útróðrarmenn[254] með þrælum Jósteins. Líðr nú á vetrinn, ok dregr at jólum. Þorgils biðr menn hljóða vera, ok fara snemma í rekkju. Jólamorgin var veðr gott, ok voru menn[255] úti um daginn, ok heyrðu óp mikit í utnorðr, ok kemr annar dagr aptan, F. í jólum. Þorgils háttar[256] snemma, [ok er þau höfðu sofit dúr, kom Jósteinn inn, ok hans menn, ok er heldr mikit um þá[257]. Ok er þeir voru niðrlagstir, er drepit högg mikit á dyr. Þá mælti einn þeirra: góð tíðindi munu nú vera, ok hljóp út, ok [varð hann þegar ærr, en[258] um morguninn deyr hann. Svà ferr annan aptan, at maðr ærist[259], ok kallast sjá hinn hlaupa at sèr, er áðr dó. Eptir þat kom sótt í lið Jósteins, ok deyja VI menn. Þá tekr Jósteinn sótt[260], ok deyr hann. Síðan eru þeir kasaðir í mölinni[261]. Þorgils [ræðir um við sína menn, ok bað þá við sjá slíkum fáðæmum[262]. Á bak jólum gengu þessir menn allir aptr[263]. [Þá tók Þorgerðr sótt ok andast[264], ok þar næst hverr at öðrum þeirra manna er með Jósteini höfðu verit. [Þórarinn lèzt siðast[265]. Voru nú allmiklar aptrgaungur, ok sóttu mest Þorgils. Öll voru þau dauð í miðja Gói[266]. Ekki mátti Þorgils ok hans menn í brott færast, meðan aptrgaungur voru sem mestar. Í þenna hluta skálans gengu þau mest aptr er þau höfðdu átt. [Þorgils lèt[267] brenna þau öll á bali, ok varð þaðan af ekki mein af aptrgaungum[268]. Nú líðr [á vetrinn[269], ok máttu þeir [eigi brott leita[270] fyrir ísum, ok fengu sèr vistir um sumarit. Annan vetr[271] andaðist Guðrún, systir Kols, [ok gróf Þorgils[272] hana undir rúmi sínu, ok er vorar, megu þau ekki í brott komast[273].

23. Þat er[274] eitthvert sinn[275], at Þórey sagði draum sinn Þorgilsi, at hún kvaðst sjá fógr hèröð ok menn[276] bjarta: ok get ek at vèr leysimst[277] [brott or þessum vandræðum[278]. Þorgils svarar: góðr er draumr þinn, ok þó [ekki úlíkast[279], at viti til annars heims, [ok munir þú eiga gott fyrir höndum, ok munu helgir[280] menn hjálpa þèr fyrir breint[281] líf ok mannraunir. Hón bað hann brott leita or óbygðum, ef þeir mætti. Þorgils kvaðst eigi [yfir þat sjá[282]. Hún lá í rekkju laungum, ok eínn góðan veðrdag segir Þorgils at þeir muni gánga á jökla[283], ok vita, ef þeir sæí nokkut leysast ísinn. Þórey kvaðst þess ófüs at hann færi frá henni; hann kvaðst skamt fara mundu[284]. Þrælarnir skulu róa at veiðifángi, ok Þórarinn briti skal ýta, ok vera síðan hjá Þóreyju. Þeir Þorleifr, Kolr ok Starkaðr beiddust at fara með honum. Þorgils kvað þá forustulaust heima[285], en kvaðst eigi vel trúa þrælum. Þeir fóru allir á jökla. Þorgils hafði bolöxi í hendi ok gyrðr sverðinu jarðhúsnaut. [At nóni dags[286] sneru þeir aptr; gjörði þá á veðr hart. Þorgils fór fyrir ok hitti vel leiðina; koma til skálans ok sá eigi skipit; gengu (svà) í skálann; voru í brottu allar kistur[287] ok [svá menn[288]. Þorgils mælti: nú munu ill efni í. En er þeir komu innar í skálann[289], heyrðu þeir snörgl[290] nokkut til rekkju Þóreyjar; ok er þeir komu þar, sjá þeir at hún var öndut, en sveinninn saug hana dauða; [leituðu þeir um hana, ok fundu ben litla[291] undir hendinni sem [mjófum knífsoddi[292] hefðí stúngit verit; [mjök var þar [allt blóðugt[293]. Þessa sýn hafði Þorgils svà sêt, at honum þótti mest harmr í vera[294]; brott var sópat öllum vistum. Um nóttina vill Þorgils vaka yfir sveinunum, ok kvaðst eigi sjá[295] at hann mætti álengðar lifa; [ok þiki mèr þat allmikit, ef ek má ekki honum hjálpa, skal þat nú fyrst taka til braða, at skera í[296] geirvörtuna, ok svá var gjört; fór fyrst or blóð, [siðan blanda, ok lêt eigi fyrr af, en or fór[297] mjólk, ok þar fæddist sveinninn [upp við þat[298]. Þeír Þorgils sóttu fast at veiðifángi[299], ok gjörðu sèr einn hüðkeip[300] [ok bjuggu innan með viðum[301].

24. Einn morgun er Þorgils einn úti, ok sèr í vök [rekald mikit[302], ok þarhjá tröllkonur tvær[303], ok bundu byrðar miklar[304]. Þorgils hleypr til pángat, ok hafði sverðit jarðhúsnaut[305], ok höggr til annarrar með sverðinu, í því er hún færist undir byrðina, ok rekr af henni höndina[306]. Byrði fêll niðr, en hún hljóp í brott. Síðan taka þeir rekaldit[307], ok [eru þá vistir nógar[308]. [Síðan losnar[309] ísinn, ok leitar Þorgils ok hans menn [þá í brott, ok komast til Seleyra[310] um sumarit[311], ok voru þar um vetrinn. At sumarmálum fóru þeir paðan, [komu við[312] ey litla hálfum mánaði siðar; fundu þeir (þar) svartbaksegg, ok gáfu sveininum[313]; hann át hálft eggit[314]. Þeir spurðu, hvi hann át eigi; hann svarar: því spari ek minn mat, at þêr sparit yðarn mat[315]. Þeir dragast[316] fram [með[317] jöklinum[318], ok komu[319] björgum bröttum; brýna upp skipinu[320], reisa þar tjald; ok[321], um morgininn gengr Kolr út, ok sêr eigi skipit[322], ok leggst síðan niðr, ok vill eigi segja Þorgilsi [323]. Litlu síðar kom Þorleifr út, [ok getr eigi um[324]. Þorgils kom út, ok sèr at skipit er á brottu, ok sagði þeim hvarf skipsins. Sèr ek nú ekki annat til, kvað Þorgils, en at tapa verði sveininum[325]. Þorleífr svarar: ekki er þat til. Hann bað þó þat skyldi gjöra. Taka þeír nú sveinínn, [ok biðr Þorleifr Kol[326] tapa piltillum. [Eigi mun ek þat gjöra, segir Kolr, því ek veit at þegar af líðr Þorgilsi þetta, þá er honum þat hinn mesti harmr, en ek ætta Þorgilsi gott at launa[327]. Síðan fara þeir inn[328], ok láta úti eptir sveininn. Þorgils spurði þá, hvert þeir hefði drepit sveininn; þeir kváðu þat eígi vera. Hann [þakkaði þat fagrliga, er þeir höfðu svà gjört[329]. Var þá sóttr sveínnínn, ok var hann hjá Þorgilsi um nóttina.

Þá[330] sagði Þorgils[331] draum sinn: ek þóttumst vera [á þíngi staddr[332] á Íslandi; þótti mèr sem við Ásgrímr Elliðagrímsson togaðim [eina haunk[333], ok [misti hann[334]. Þorleifr svarar: þar muntu enn koma til Íslands, ok skipta málum við hann, ok mun þér betr gánga. Svà má vera, segir Þorgils[335]. Aðra nótt dreymdi hann, ok sagði[336]: ek þóttumst heima vera í Traðarholti, ok var þar fjölmennt; ek sá álpt[337] eina gánga eptir gólfinu, ok var blíðari við aðra en mik; þá hristi ek hana, ok var hún þaðan af miklu betr til mín. Þorleifr svarar: þar muntu kvongast, faðir! ok [muntu lítt í fyrstu njóta[338] ástar hennar, ok mun þat [þó[339] vel dragast[340] [Enn dreymdi mik, segir Þorgils, at ek væri[341] heima í Traðarholti[342]; ek sá á knè mínu enu hægra[343]; þar voru vaxnir fimm hjálmlaukar[344] saman, okk visluðust þaraf margirlaukar, ok ofarliga yfir höfuð mèr bar [einn laukinn[345], en svà var hann fagr sem hann hefði gulls lít. Þorleifr svarar: sê ek draum þinn; þar muntu eiga fimm börn; frá þeim munu kvíslast margar ættir á Íslandi, en ek mun ekki þar aldr ala, ok mun ek auka ætt mína annarstaöar; en hinn fagri laukrinn mun merkja þat, at einhverr maðr mun frá þêr koma, [sá er[346] agætr mun verða[347]. [Ok þat gekk eptir[348] siðan, því[349] frá [Þorgilsi er[350] kominn Þorlákr biskup hinn helgi. [Þorleifr mælti þá[351]: þat dreymdi mik, faðir! at mèr þótti Þórný systir mín gefa mèr ostleif, ok voru af bárurnar. [Þorgils mælti[352] : þar mun af hit harðasta af kostum okkrum, er af voru bárurnar. þá heyrðu þeir óp mikit[353]; [var þá kallat at Íslendíngar skyldu taka skip sitt[354]; þeir gánga út[355] ok sjá tvær konur[356]; þær burfu skjótt. Björn einn brauzt um í vök, ok var brotinn í hrammrinn. Þorgils hleypr til, ok leggr björninn með sverðí; dó dýrit af því lagi. Þorgils hrítr þá til hlustanna, ok vill eigi at sökkvi dýrit; draga upp síðan[357] ok gjöra til. Þorgils deildi þá stykki sêrhverjum þeirra, [ok má af slíku marka, hversu þúngan matarafla þeir áttu[358]. Þorleifr mælti: matsparr ertu nú, faðir! [Já, son minn, segir Þorgils, þat hæfir at svà sè. Siðan snúa þeir[359] til hafs, ok róa [fyrir framan[360] margar víkur, [ok er þeir komu fyrir[361] eitt fjarðarmynni, gekk þeim þá [með mikilli mæði[362]. [Tekr þá nú at þyrsta fast. þeir voru fimm saman, með sveininum[363]; þeir gjörðust þá mjök máttfarnir af Þorsta, en var hvergi nær vatn. Þá mælti Starkaðr: þat hef ek vitat menn hafa gjört, ef líf þeirra hefir við legit, at menn hafa blandat saman sjó ok hlandi; þeir taka nú auskerit[364] ok míga í, ok blönduðu við sjó, ok báðu Þorgils leyfis at drekka. Hann kvað vorkunn á, en kvaðst þó hvârki banna nè [lofa. En er þeir ætluðu at drekka, bað Þorgils þá fá sèr[365], ok kvaðst skyldi mæla fyrir minni[366]. Hann tók við ok inælti svà: þú, hit [argasta dýr![367] er ferð vora dvelr, skalt eigi þvi ráða, at [ek nè aðrir drekki sinn[368] þarfagáng; í því fló fugl, [þvilikastr sem álkuúngi, brott frá[369] skipinu, ok skrækti við. [Þorgils hellti siðan útbyrðis or auskeginn. Siðan róa þeir, ok [sjá vatn renna[370], ok taka[371] af, sèr til gagns, ok var þat síð dags. [Þessi fugl flaug[372] norðrætt fra skipinu[373]. Þorgils mælti: seint hefir fugl þessi við oss skilit, ok taki nú allir gramir við honum, en við þat megum vèr una, at hann kom eigi því á leið sem hann vildi[374]. [At þrim nóttum liðnum sjá þeir[375] tjald af lèrepti; þeir kendu, at þat var tjald Þóreyjar; fundu þar [brytja Þorgils[376], ok spyrja hann, með hverju faraldi hann hafði þar komit. Hann sagði þá kostaboð þeirra Snækolls við sik, ef hann vildi eigi fara, at þeir mundi drepa hann; [Snækollr stakk[377] mjófu járni á Þóreyju. Þorgils svarar: eigi veit ek hvers þú ert af verðr, en úsannlig þykir mér þín sögn, ok skalltu ekki lifa lengi. Þar var hann drepinn, ok grófu hann þar[378]; fara síðan í brott. Nú tekr at hausta; ok koma þá í fjörð einn, láta at landi, ok sjá at þar var naust; brýna þar upp skipinu, ok ganga frá sjó, ok koma at bæ; þar var maðr úti, ok heilsar á þá, ok spyrr [at nafni, ok þeir hann. Þessi[379]kvaðst Hrólfr heita, ok bauð þeim þar at vera. Þat þiggja þeír, ok er Þorfinnr fenginn konum til geymslu, ok er honum mjólk gefin; sagði hann mjólk föður síns ekki svà lita[380]. Eru þeir þar um vetrinn. Um vârit býðr Hrólfr Þorgilsi þar at vera með sínum mönnum, en þá bauð hann honum skip sitt, ef hann vildi brott fara. Þorgils [þakkar honum[381], en kvaðst skípit hafa vilja: væri ok skylt at launa þèr góðu[382]. Hrólfr kvaðst ætla, at hann mundi gott[383] af honum hljóta, þvíat þú munt í mikla virðing koma, ok ef svâ væri, þá mættir þú mik í frið [kaupa við bygðarmenn[384], því ek er í ófriði við þá[385]. Þorgils játtar -ví, ok mæla þar hvârir vel fyrir öðrum. Þeir fara suðr fyrir land, ok [koma í fjörð[386], ok lögðu í lægi. Síðan tjölduðu þeir, ok í því bili sá þeir skip, [ok var þat kaupskip. Sigldu þeir á fjörðinn[387], ok höfðu eitt veðr hvárirtveggju, ok komu at einni[388] lendíngu. Þorgils mælti: þetta eru góð tíðindi; fari þit, Þorleifr ok Kolr, ok [vitit, hverir þessir eru[389]. Siðan fóru þeir ok komu at skipinu, ok gánga út á þat. Aptr við lyptingina sat maðr í rauðum kyrtli, ok sprettr upp þegar, ok fagnar Porleifi. Var þar kominn Þorsteinn hvíti, fóstri hans ok stjüpfaðir. Hann spyrr at Þorgilsi; þeir sögðu at hann var þar. Þorsteinn fór til fundar við Þorgils; varð þar fagnafundr; kvaðst Þorsteinn koma af Íslandi, ok kvað ráð hans standa heilt; kvaðst ekki þar til hans frètt hafa á fjórum vetrum; sagði Þórnýju dóttur hans vera gipta Bjarna í Gröf, Þorsteinssyni rauða[390] ok er Þorleifr kom ekki aptr til Noregs, bjó ek skip mitt, ok fór ek til Íslands, ok var ek þar tvo vetr, ok frètti ek ekki þar til þin; [for ek þá híngat, at leita þin[391]. Góðs þótti mèr at þêr von, segir Þorgils[392]. Menn komu brátt til þeirra. Bóndi sá, er þar bjó næst, hèt Þórir; hann bauð Þorsteini til sín, ok þángat fór hann[393]. Eiríkr ranði bauð Þorgilsi til sín, ok þat þekktist hann. [Þángat fóru XII[394] menn með honum[395]. [Þorgilsi er skipat gagnvart Eiríki, [ok þar utar frá sat Þorleifr, þá Kolr, þá Starkaðr[396]. Þorfinni var fengin fóstra, ok vill hann ekki mjólk drekka fyrr en er myrkt var; þá var hann af brjósti vaninn. Eigi var Eiríki margt til Þorgils, ok var vistin með minna nokka veitt, en Þorgils hugði. Þat frètti Þorgils, at þrælarnir voru þar í landi[397], ok lèt ekki sem hann vissi.

Levningerne af denne Gaard, der saaledes har faaet en verdenshistorisk Betydning, findes blandt Ruinerne i Igalikko.(-) Bygningen har uden Tvivl været det i Flóamanna Saga (II, 128) omtalte Badehuus, som har bestaaet af den egentlige Badestue og en Forstue (framhús), maaskee den ene SV for Kirken beliggende, der efter Pastor Jörgensens Beretning synes at være deelt i to eller tre Afdelinger. Ill. Grönlands historiske Mindesmærker Vol.3 (1845).
25. Þat bar til um vetrinn, at bjarndýr lagðist á fè manna, ok gjörði mikinn skaða; [þat var einn tíma at menn komu til kaupa við Þorgils, ok voru[398]) menn margir í útibúri því, er varníngrinn var í; þar var Þorfinnr. Hann mælti við föður sinn: [bèr er üti, faðir, rakki fagr ok mikill[399] Þorgils svarar: hirð eigi um þat, ok hlaup eigi út. Sveinninn hljóp (út [sem áðr, ok var þar bjarndýrit fyrir. þat svipti honum undir sik[400]; sveinninn kvað við hátt. Þorgils hljóp út með sverðit jarðhússnaut. Dýrit halði leikit við sveininn. Þorgils höggr á milli hlustanna á dýrinu[401], ok klýfr hausinn, ok fellr þat niðr dautt, en hann tekr sveininn, ok var hann lítt sakaðr. Verðr Þorgils nú ágætr af þessu verki, ok þotti stór heill til hans horfit hafa[402]. Ekki fanst Eiríki til þessa verks, en lêt þó til gjöra dyrit; sögðu [þat sumir menn, at Eiríkr hefði haft á því fornan átrúnað[403]. Þat er sagt um vetrinn, at menn sátu í baðhúsi[404] í Brattahlíð, ok þó eigi allír senn, því sumir [stóðu fram í hüsinu[405]. Þar var Kolr ok Starkaðr[406]. Þat var tal þeirra, at þeir fóru í mannjöfnuð, ok töluðu um Þorgils ok Eirík, sagði Kolr Þorgils mörg afreksverk gjört hafa. þá svarar sá maðr, er Hallr[407] hét; hann var heimamaðr Eiríks. Þat er ójafnt, segir hann, því Eiríkr er höfðíngi mikill ok frægr, en Þorgils þessi hefir verit í vesöld ok ánauð, ok óvíst er mèr, hvert hann er heldr karlmaðr eðr kona. Kolr svarar: mæl þú manna armastr, ok leggr í gegnum hann með spjóti, fêkk hann þegar bana. Eiríkr bað menn sína upp standa ok taka Kol. Kaupmenn allir hlaupa til ok veita Kol. Þorgils inælti þá: þat er næst, Eiríkr, at þú hefnir sjálfr heímamanns þíns. Nú eiga hlut í beggja vinir; þikir eigi auðsóttligt at fara at þeim; nú sættast þeir með því, at þeir Þorgils ok Eiríkr skulu gjöra um. Þeir verða vel á sáttir um gerðina, en þó þækkaðist síðan með þeim, ok ætlar Þorgils Ivar ekki lángvistum at vera. Um vetrinn bar þat til at meín mikit var at útilegumönnum. Þorsteinn lèt sá er fyrir þeim var. Þeír voru XXX, ok sekir allír; urðu menn af þeim fyrir ránum miklum, ok sögðu til Eiríki. Þeir lágu [á eyjum nokkrum[408] Eiríksfirði. Eiríkr berr upp mál þetta fyrir Þorgilsi, ok kvaðst vilja hans liðsinni til hafa. Þorgíls kvaðst eigi til þess farit hafa til Grænlands, at leggja sik í hættu við illmenni; kvaðst íllt hlotit hafa af Eiríki, ok kvaðst þó eigi nenna at synja ferðarinnar fyrir nauðsyn landsmanna, ok kvaðst búinn, þá er Eiríkr vildi fara, en kvaðst vilja gjöra til lykta áðr sin erindi: ok vertu þá búinn, er ek gjöri þèr orð. Eptir þat fóru þeir til_skips, ok ætluðu at fara um[409] [ena vestri bygð[410], því menn höfðu eigi goldit Þorgilsi bjarngjöldin[411]. Þorgils færir fram sýknu Hrólfs, svà at hann skyldi vera friðheilagr. En er Þorgils kom í vestri bygð, tók við honum sá maðr, er Bjálfi[412] hèt. Hann kvaðst mikla þökk kunna hans þarkvolnu: skal ek taka saman fè þitt, þviat þú ert frægr maðr ok muntu mèr at liði verða, því ek er í nauðum staddr; her liggja fyrir eyjar pær er ransmennirnir eru í, ok ætlar höfðingi þeirra híngat, ok taka á brott dóttur mina; vil ek at þú sêr her til trausts ok varhar. Þorgils kvaðst at gjöra mundu. Bóndi ferr nú, ok tekr saman fèit, ok koma eigi víkíngarnir. Bóndi kemr heim; Þorgils mælti þá: þú hefir kostat oss, bóndi! en vêr höfum gjört þêr ekki til gagns svà buit; nú mun ek fara til móts við víkíngana, þvíat úsýnt er um þinn frið, þegar ver erum brottu. Bóndi þakkar honum, en kvað þó mikit í hættu, þar er Þorgils var ok hans menn.

26. Nú byr Þorgils skip sitt, ok ferr með XXX manna; hann sendi orð Eiríki, at hann kæmi með jafnmarga menn, ok er Eiríki komu orðin, kvaðst hann mundi koma, ok verða ekki seinni til eyjanna en þeir. Þeir Þorgils koma nú við eyna, ok var Eiríkr eigi þar kominn. Þorgils gjörir þá ráð við menn sína. Leidt er mèr, segir hann, frá at hverfa, [en sjá þikjumst ek Eirík í gegnum; hann ætlar at visa oss á illmenni þessi, ok hyggr at vêr munium eigi nenna frá at hverfa[413], þó hann komi eigi. Ekki höfðu víkíngar til lands komit, síðan Þorgils kom í vesrtri bygð. Sá maðr var á Grænlandi er Án [hinn heimski hèt[414]; hann hljóp um [allt land[415], kunnr öllum mönnum[416]. Þorgils lá í einum leynivogi ok hafnleysu. Eitt hvert sinn stígr Þorgils á bát, ok rær frá skipinu. Hann sèr matsveina á landi, ok höfðu graut í kötlum. Þorgils hafði vond klæði, er hann kom til þeirra. Þeir spurðu, hverr hann var. Þorgils svarar: ek heitir Án. Þeir hlógu at honum, enda lêt hann heimskliga. Hann spyrr, hvar höfðingi þeirra er. Þeir sögðu hann vera á eyjunni skamt í brott, ok þángat von til þeirra um kveldit. Þeir færðu hann í reikhús[417]. Ferr Þorgils nú til báts síns, ok hvelfir honum undir sèr. Þeir hlógu[418] at honum, [ok mæltu[419]: undarliga bregðr nú við, sagðí annarr. Hvat er þat? sagði fèlagi hans. Maðr er kominn í bygðínla, sá er Þorgils heitir, mikill ok frægr, ok því kemr höfðíngi vor, eigi til lands, Ok heillabligði er nú vorðit. Ek heyrða í morgin, er ek kom út, þetta mæla skipin: þat skip, er Stakanhöfði heitir, mælti þetta: veiztu þat, Vinagautr, at Þorgils skal eiga okkr. Veit ek þat, sagðí annat skipit, ok þikki mèr þat vel; ok ætla ek, segir hann, slíkt fyrir tíðinum. Nú ferr Þorgils aptr til skips síns. Í þat mund [róa víkíngarnir at lægi[420]. [Þorgils leggr þá at þeím. Voru víkíngarnír komnir til skála; koma þeir Þorgils þá á[421] óvart, ok lætr hann þegar leggja eld í skálann. Varð lítil vörn af víkíngunum; gefa þeir sik upp ok beiða griða. Þorgils kvað þess einga vân, fyrir mörg, illvirki er þeir höfðu unnit. Var lið þeirra allt drepit, utan þeir buðu formanni þeirra grið; hann kvaðst eigi þat þíggja vilja: þvíat ek verð yðr aldrei trúr; hann var þá högginn. Þeir tóku þar fè mikit, ok höfðu þat með sêr, ok svà skipin Stakanhöfða ok Vinagaut; fóru nú til lands; tók Bjálfi vel við þeim. Þorgils gaf mörgum mönnum fè, þeim er mist höfðu fyrir víkíngunum, ok hefir þó mikit sjálfr. Verðr hann nú vinsæll af þessum verkum. Hrólfr var þá norðan kominn ok í frið tekinn. Þorgilsi líkar illa við Eirík[422]. Þorgils spyrr til Snækolls, ok kvaðst vilja finna hann. Þorsteinn hvíti kvað betr fallit, at hann seldi Snækoll við verði, en dræpi hann; þat gjörði Þorgils. Þrælarnir höfði fengit góð kvonföng. Þorgils tekr fè allt af þrælunum, en seldi þá í þrældóm. Eptir þetta fór Þorgils brott með góðri sæmd ok virðíng; láta í haf; berr þá at Írlandi; koma vestan at landinu; tala nú um, hvârt þeir skulu þar vera um vetrinn, eðr brott halda. Þorsteinn kvað óráðligt brott at halda, er sumar var mjök áliðit. Tóku menn sèr þá vistir nær skipi. Þorgils var á vist með þeim manni er Anakol hêt; var honum þar blíðliga veitt. Nú líðr á vetrinn. Anakol var vanr at drekka í brottu um [hálf[423] jól[424]; hann bauð Þorgilsi at fara með sêr; hann þá þat. Þeir Kolr ok Starkaðr voru heima meðan til umsjár við Þorfinn. Gíparr[425] hèt þræll Anakols; hann bað Kol drekka karlmannliga; er þat auðsætt, sagði hann, at þèr þikist mikils verðir. Kolr kvaðst ætla at ráða drykkju sinni, en hann eggjan sinni. Gíparr ámælti honum mjök, ok þar kom, at hann laust Kol með horni, ok bað hann þat hafa fyrst, ok bíða svâ hins verra. Starkaðr gekk á milli, ok vildi eigi hefna láta, fyrr en Þorgils kæmi heim. Nú koma þeir Þorgils ok bóndi heim, ok er þeim sagðr þessi atburðr. Þorgils kvað þat vel vera, þó eigi hefði hefnt verit: höfum vèr þegit góða vist í vetr hjá bónda; nú vil ek til bóta mæla, ok svá gjörði hann. Bóndi kvaðst ekki þræla mundu mun gjöra, þótt þeir hnippist. Þorgils kvað ekki vel svarat. Ok er boðsmenn voru brottu farnir, þeir er drukkit höfðu þar (inn) efra hlut jólanna, tóku þeir Þorgils Gípar ok drepa hann eptir jólin. Síðan fóru þeir Þorsteinn til skips, ok bjuggust til varnar. Þeir sá lið mikit fara með skjöldum, ekki færra en C manns. Þá mælti Þorgils: má vera, at oss sè [skjótt fullliða[426]. Þú berr brátt at, ok tók höfðingi þeirra til orða: þat var mèr þá í hug, er Þorgils þessi gaf í mitt vald systur mína, at eigi mundi ek efla flokk í móti honum. Þar var kominn Hugi jarl[427], ok bauð þeim með sèr at vera, ok þat þágu þeir. Hugi lêt bæta skip þeirra, ok voru þeir með honum þat eptir var vetrar. Systir Huga lifði ok fagnaði þeim vel; móðir hennar var önduð. Jarl lèt heimta saman fê Þorgils ok til skips færa, ok setti málum[428] þeirra, svà at [þeim hugnaði vel, ok gaf þeim gjafir, áðr þeir fóru brott[429].

27. Siðan lêtu þeir í haf, ok velktust úti lengi, ok komu við Hálogaland um haustit, ok brotnaði kjölrinn undan skipinu. Björn hèt góðr bóndi; hann tók við Þorgilsi, Þorfinni ok Kol, en Þorsteinn, Þorleifr ok Starkaðr vistuðust þar í nánd. Snemmendis bættu þeir skip sitt. Sá maðr hvarflaði[430] þar um land er Rundviðr[431] hèt; hann var illmenni mikit; hann kom til Bjarnar bónda, ok kvaðst vilja taka við dóttur hans er Ynghildr[432] hèt, eðr berjast við hann, ef hann vildi þat heldr. [Þorsteinn vildi berjast við þenna mann[433]. Eigi vildum vêr, segír Þorgils, at þú hefðir þik í hættu fyrir illmenni þetta, [ok vil ek heldr berjast við hann[434]. Þorgils finnr Randvið, ok bað hann láta bónda vera í friði, gamlan mann. Hann kvaðst einskis mundu hans orð um þat virða. Þorgils mælti: ek [vil leysa[435] bónda. Þorgils gengr á hólm við Randvið, ok höggr þegar skjöld hans únýtan; þvínæst hoggr hann kappann sundr í miðju, en við höggit skaut Randviðr sverðinu utan á knè Þorgilsi, ok særði hann. Þat sár grèri svà, at fótr hans sá var [skemri siðan[436], ok [varð hann aldrei úhaltr[437]. Björn þakkar honum vel, ok bauð Þorgilsi fè, en hann kvaðst þat ekki til fjár gjört hafa[438]. Skildu þeir vinir.

28. Eptlr þat lètu þeir í haf ok höfðu harða útivist, þartil er þeir sá land; þá tók af byrina, ok kom á norðanveðr hvast, ok rak þá undan XII daga. Síðan kom sunnanveðr hvast, ok sigldu tvö (dægr[439] at landinu. Þá vildi Þorgils eigi lengr sigla láta. Hann var þar tvö dægr í austri. Þá höfðu gengit átta[440] áföll. Starkaðr bauð honunm at fara frá[441] austri; þá kom áfall it níunda[442], ok var þat mest. Þat rak Þorgils af austrbitanum, ok sló sveininn Þorfinn or knjám honum, ok útanborðs. Þá mælti Þorgils: sú bylgja gekk nú yfir, at eigi þarf at[443] ausa. Báran kastaði inn aptr sveíninum lifanda; hann mælti þá: stórum stöplar[444] nú yfir, faðír minn! Þorgils mælti þá: ausi hverr sem má. Þeir gjörðu svà, ok gátu [upp ausit[445]. Samdægrís kom blóðspýja at sveininum, ok andaðist hann tveím náttum síðar. Þá sá þeir Hjörleifshöfða. Þeir komu í Arnarbælisós. Nú vildu þeir fara með lík Þorfinns til kírkju. Þorgils kvað þá lengí fylgzt hafa; sagði þá ok ekki at svà búnu skilja mundu. Þorsteinn[446] spurði Starkað[447] hvârt hann vildi heldr tegja Þorgils á land, eðr fara með líkit til graptrar[448].

29. Sigmundr hèt maðr; hann heimti skiptoll at Þorsteini, þvíat hann átti land at annast, þar er þeir voru komnir. Nú gjörðu þeir Þorsteinn ok Sigmundr þat ráð, at þeir hniptust við. Þá sagði Kolr Þorgilsi, at Þorsteinn þyrfti manna við. Þorgils hleypr þegar á land, ok beit þetta ráð. [Urðu þeir Sigmundr ok Þorsteinn[449] vel sáttir. Kolr tók lík Þorfinns ok gróf í kirkjugarði. Ok er Þorgils verðr varr við, hvat Kolr hafði gert, varð hann reiðr mjök, ok hèt honum bana. Kolr kvað þat til vinnanda, ef Þorgils raknar við, [þá heldr en áðr. Ok við umtölur Þorsteins sættust þeir. Fjögur dægr hafði Þorgils hvârki mat nê svefn. Þorgils kvaðst mundu vârkynna konunum, þótt þær ynni brjóstbörnunum meira en öðrum mönnum. Litlu aptir þing komu þeir Þorgils út, ok fór hann heim í Traðarholt, ok Þorsteinn með honum, ok aðrir[450] fèlagar. Hæríngr bróðir hans tók við honum vel, ok vildi at Þorgils tæki við [fjám sínum[451]. Þorgils kvaðst eigi vilja við taka, fyrr en at vâri. Þorsteinn ok Þorleifr fóru utan samsumars; skildu þeir Þorgils vel sitt fèlag. Þorgils var í Traðarholti um vetrinn, ok þeir bræðr með honum, Kolr og Starkaðr. Með honum voru fleiri menn, þótt eigí sè[452] nefndir. Hæríngr veitti þeim vel. Þorgils mælti eitt sinn við bróður sinn: einn hlutr þiki mèr at við þik, frændi, er þú lêzt svà mikit fê fylgja dóttur minni Þornýju, þá er þú giptir hana Bjarna í Gröf. Hæríngr svarar: vel þótti þá sêt fyrir kosti hennar, er hón hafði hundrað hundraða, en ef þèr þikir nokkut oftekit í, þá haf af minu fè slíkt er þèr vel líkar. Þorgils vildi þat með engu móti.

30. At liðnum vetri tekr Þorgils við búi sinu ok öðrum fjárhlutum; felldu menn þegar mikla virðing til Þorgils. Hann var heldr fárr við Bjarna, mág sinn. Um vorit kom fjölmennt til Árnessþíngs; kom þar Þorgils ok Bjarni, mágr hans, ok Þórný, dóttir hans. Þorgils gekk einn morgin til báðar Bjarna, ok tók sverðit járðhússnant í hönd sèr, ok er hann kemr í búðardyrnar, sêr Þórný, dóttir hans, at hann er kominn, ok bað Bjarna upp standa; kvað honum eigi hlýða svà búit; sagði föður sinn reiðan. Bjarni spratt upp þegar, þvíat hann var vitr maðr, ok gekk í móti Þorgilsi, ok fagnar honum vel, ok bauð honum þar at vvera: ok allt mitt góts er þèr heimolt, til þess at þèr megi þá betr líka við mik heldr en áðr. Þetta er allvel mælt, segir Þorgils, ok skal þetta þiggja, ella óvíst, hversu farit hefði. Bjarni bauð honum þá til heimboðs. Þorgils kvaðst fara mundu af þinginu með honum, ok hafa brott fè slikt er honum likaði. Bjarni bað hann því ráða, ok koma þeir í Gröf. Lítr Þorgils á fêit, ok kvaðst brott mundu hafa XX kyr ok C ásauðar. Þórný bað hann taka slikt er hann vildí, ok sagði þat mundi bezt gegna, at hann rêði fyrir. Maðr hèt Þórólfr; hann hafði verit með Þórði, föður Þorgils, ok náinn frændi. [Hann átti fê at Þorgilsi, ok beiddi Þorgils at hann mundi gjalda Þórólfi XL hundraða. Bjarni hèt at hann skyldi ráða; skildu við svà búit; ok er Þorgils kom heim, kom þar Þórný, dóttir hans. Þorgils spyrr, hvat hún vill. Hún sagðist vilja fylgja fê sínu, ef honum þætti þat meiri sómi, at skilja með þeim Bjarna: ok ráða þess manns traust undan mèr, er þèr er mestr bati í, ok þèr er sjálfrátt at láta þinn hlut fyrir neinum manni, ef þít erut at einn ráði báðir. Þorgils svarar: vel ferr þer, dóttir, ok vel ferr ykkr báðum; nú skaltu heim fara, ok vil ek eígí skilja ráðahag með ykkr Bjarna; ok leggr þelm nú svá penínga fyrir fêit, at þeim vel likar. Ok um sumarit byðr Þorgils Bjarna, ok báðum þeim, heim í Traðarholt, ok þágu þar góðar viðtökur ok miklar gjafir, ok er nú góð vinátta með þeím Bjarna. Einhvern tíma segir Þorgils Bjarna, at hann vill leita sèr kvânfángs. Bjarni [kvaðst þat gjarna vilja[453]. [Þú skalt biðja Helga, dóttur Þórodds goða[454] í Ölfusi, Eyvindarsonar, frænda míns. [En þar var svà farit frændsemi, at móðir Þórodds var Þórvör, dóttir Þormóðar, en Þórey var móðir Þorsteins goða, föður Bjarna spaka[455]. Þorgils vekr nú bónorðit. Skapti tók því seint ok svà Helga sjálf, þótti maðr heldr stórlyndr, ok þó heldr gamall. Annar maðr bað ok Helgu; var þat Ásgrímr Elliðagrímsson; svarar Skapti þar vel til, en Þóroddr vill heldr gipta Þorgilsi. Nú var þetta talat á þíngi, ok var ekki at gjört. Líða nú þau misseri ok annat sumar eptir ríðr Þorgils til skips í Einarshöfn. Hann frèttir til ferða Skapta, ok vildi fyrir víst finna hann. Þorgils reið til Flóagafls við VI mann. Þeir voru með honum bræðr Kolr ok Starkaðr ok Þórólfr frændí hans ok tveir hüskarlar. Þeir voru í hrísum nokkurum; ok bíða svà Skapta; þetta var nær Kaldaðarnesi. Skapti sá frá ferjunni at hestar með söðlum gengu með ánni. Skapti sagði, at þeir mundu aptr snúa; kvaðst frètt hafa, at síðar[456] mundu betri kaupin, ok fóru þeir heim. Póroddr spurði, hví hann færí svà skjótt aptr, eðr hræddíst þú hann, hraunskeggjan Þorgils, ok þætti mèr þat betra at riða óhræddum um hèraðit, ok gipta honum Helga, en vera hvergi [óhræddr um þik[457]. Á þíngi um sumarit var talat um gjaforð Helgu; dregr Þóroddr fram með Þorgilsi, en Skapti með Ásgrimi. Þóroddr mælti þá: ek kann sjá, hversu fara mun, ef Þorgilsi er synjat konunnar, þá mun þat margra manna vandræði, en ek væntir, með vingjöfum góðum, at Ásgrímr láti úhappalaust. Nú við þessi atkvæði Þórodds var þat afráðit, at Þorgilsi var föstnut Helga, ok var brúðhlaup at Hjalla; þá var Þorgils hálfsextugr; ferr hann nú heim í Traðarholt með Helgu, ok var hún mjök fálát; ok eitt sinn er Þorgils var á brottu at byggja jarðir sínar, kveðst Helga vilja fara til Hjalla; ok heim um kveldit, ok bað hüskarl einn fara með sèr. Ok er þau koma til Hjalla, kvað Helga hüskarlinn ekki þurfa sín at biða. Skapti tók vel við Helgu, en Þóroddr illa[458]; er hún þar margar nætr. Þorgils kemr heim ok lætr sem hann víti eigi. Ok einn dag byr hann ferð sína, ok ríðr til Hjalla, ok voru menn at mat. Þorgils gengr með borðum alvopnaðr, ok at Helgu, tekr í hönd henni, ok leiðir hana út, ok sýndist þeim maðrinn, sem inni sátu, ekki dælligr[459]. Skapti biðr menn eptir sækja. Þóroddr svarar: Þorgils sækir eptir sínu, ok skal mönnum eigi hlýða at fara eptir honum. Þorgils riðr nú heim, ok sendir hann orð Skapta, at þeir hittist. Er nú svà gjört. Sættast þeir með tilstilli Þórodds, ok gerðist vinátta með þeim, 0k varð Þorgils höfðingi ok virðingamaðr mikill.

31. Frá ví er sagt eitthvert sinn, at þau Þorgils ok Helga sátu úti, ok hrein hænan við hananum, en hanínn leggr at henni ok berr hana, þartil er hún mæðist. Þorgils mælti: sèr þú, Helga, sameign þeirra, hana ok hænu? Helga svarar: hvers er þat verdt? segir hún. Svà má vera, segir Þorgils, annara viðeign. Gjörast nú góðar samfarar þirra. Son áttu þau, Þorgils ok Helga, er Grimr glömuðr[460] hèt. Þorgils var nú gamall, ok þó hraustr. Sá maðr bjó skamt frá Þorgilsi er Sámr hèt; kona hans hèt Þorfinna; sá maðr var þar í sveit, er Bjálfi hèt, úeyrðarmaðr; hann glapti konu Sáms, ok settist í bú hans löngum, en heitaðist við bónda; honum líkar þetta illa. Bjálfi bauð bónda hólmgaungu: ella gef upp konu þína! Sámr ferr nú at finna Þorgils, ok segir honum at Bjálfi bauð honum einvígi. Ek skal hjálpa við þínu máli, segir Þorgils; ferr Sámr nú glaðr heim. Annan dag ferr Þorgíls ok hittir Sám,; hann fagnar honum vel, ok litlu síðar kom Bjálfi, ok spurði, hví hann veri þar, ok kvaðst enga þökk kunna hans komu. Ekki fer ek at því, segir Þorgils, þviat vel má ek þar koma sem þú kemr, ok þar sem þú hefir boðit Sámi einvígi, skalltu mèr mæta, en ekki honum. Bjálfi svarar: þat kemr til þess, at Sámr, greyit, þorir eigi at berjast við mik. Nú gánga þeir á hólm, ok er ekki sagt frá viðskiptum annat, en Þorgils drepr Bjálfa, ok frelsti svà bónda[461]: ok nauztu þess at, segir Þorgils, at þú vart svà nær mèr. Ásgrímr Elliðagrímsson var höfðíngi mikill ok farmaðr, ok átti skip í förum. Hann átti tvâ sonu, ok hèt hvártveggi Þórhall[462]; [hinn eldri Þórhallr[463] var þroskaðr mjök, þá er þetta var. Gunnvör[464] hèt dóttir Bjarna í Gröf; [hún var ekki dóttir Þórnýjar. Gizorr hvíti bjó þá í Höfða, ok átti Þórdisi, dóttur Þórodds. Móðir Ásgríms var Jórunn Teitsdóttr. Þorgils[465] átti land nær skipalægí Ásgríms[466], ok lá þar á hafnartollr, ok [heimti sá maðr skiptollinn, er á landinu bjó, ok galt Ásgrímr[467] aldri toll, þeim er á [landi[468]bjó, ok galt Ásgrimr[469] aldri toll, þeim er á [landi Þorgils[470] bjó[471].

32. Eitthvert sinn hittir [Þorgils Ásgrim[472], ok biðr at hann minnist í nokkru um tollinn[473]. Ásgrimr[474] segir, at skip koma þar fari[475] sem auðit verðr, en kvaðst eigi vanr at gjalda skiptolla[476] sem smábændr, ok bað hann eigi heimta slíkt. Þorgils kvaðst þat fyrir annars hönd gjöra, en eigi fyrir sína, ok skilja þeir nú við svá búit. Um várit voru menn kvaddir af Ásgrími til skipsdráttar, ok kom fjöldi manns. Pyttar voru um sandana víða, ok voru fullir með vatni, þó at fjaran væri. Ásgrímr tók á festum í fremra lagi, ok voru þar mest konur hjá honum; hann var í litklæðum; tóku[477] nú fast á. Maðr reið á landinu fyrir ofan, mikill vexti, ok hafði bolöxi í hendi; hann horfir á skipdráttinn. Ásgrímr eggjar nú fast, at menn herði sik vel, ok er Þorgils var[478] kominn at flæðarpyttínum, sá hann at Ásgrímr [hélt á strenginum[479]; hleypr hann þá til, ok höggr strenginn, ok verðr aptrhlaupit hart, ok hrapar Ásgrimr í pyttinn, ok konurnar á hann ofan. Vurðu öll klæði Ásgríms vot ok þrekkótt, ok svà hann sjálfr. Þetta þikkír honum mikil svívirðing ger til sín. Verðr nú viss, hverr gjört hefir, ok kvað þá Þorgils varla mega við svá búit skilja. Þórhallr[480] bað hann utan fara, ok megi þá sjatna þessi úþokki, er ímillum ykkar er. Ásgrímr kvaðst mundu ráða sjálfr ferðum sínum[481]. Þat var einhvern tíma at Þórhallr bað Ásgrím föður sinn fara með sêr [til kvonbæna, til móts við Bjarna bónda í Gröf[482]. Ásgrimr segir, at þat var í mörgu lagi góðr kostr, en íllt þikki mèr, at Þorgils er par nokkut við riðinn. At Þorgilsi er ekki mein, segir Þórlhallr. Síðan fara þeir. Bjarni svarar vel, ok er þessum ráðum ráðit. Ásgrimr biðr at Þorgilsi skuli ekki bjóða til boðsins. Bjarni svarar, ok kvaðst mundu honum allvel fagna, ef hann kæmi: en gera eigi mann til hans fyrir bæn pína. Bjarni býst nú við brúðhlaupinu[483]. Einn dag kemr Þórný ok segir, at maðr reið or skógum neðan: ok er líkr föður mínum. Bjarni gekk út, ok var Þorgils kominn, ok þræll hans með honum. Bjarni fagnaði honum vel. Þorgils mælti: hví bauðst þú mèr ekki til boðsins, mágr! Þèr er jafnan sjálboðit, segir Bjarni, ok þá velkominn, er þú villt verit hafa. Ásgrimr kom um kveldít, ok gekk Bjarni í móti honum ok fagnaði honum vel. Þá spurði Ásgrímr, hvart Þorgils væri þar; hann kvað hann þar vera: ok mun hann hèr dveljast. Gjörða ek nú sem þú mæltir, at ek bauð honum eigi, en [ávalt skal hann vera hèr hjá mer, er hann vill[484].

Ásgrímr verðr óðr við ok vill riða heim. Þórhallr biðr hann eigi þat gjöra, ok þat verðr, at hann er þar, ok er heldr úglatt um boðit. Ok er menn búast frá boðinn, sjá menn at þeir fara husa á milli, Ásgrímr ok Kolr þræll, ok töluðu. Nú ríða menn um kveldit heim. Þorgils bóndi ok þræll hans Kolr riðu sið um kveldit ofan hjá Húsatóptum. Ásgrímr hafði fengit þrælnum þrjár merkr silfrs til höfuðs Þorgilsi. Kolr haiði hest latan, ok hvikaði[485] hestrinn undir honum. Þorgils laust þrælinn, ok fèll fêsjóðrin undan yfirhöfn hans. Þorgils spyrr, hvaðan fèit kom at. Þrællinn sagði sem var. Siðan drap hann þrællinn þar sem nú heitir Kolslækr. Nú þikkir Þorgilsi Ásgrimr sannr at fjörráðum við sik; lætr nú safna mönnum, ok verða vel XL; ætlar nú at fara stefnuför til móts við Ásgrim. Nú hittir Gissurr hvíti Þorgils, ok spyrr hversu hann ætlar til um ferðir sínar. Hann kvaðst ætla at sækja heim Ásgrím Elliðagrimsson. Gissurr svarar: þat er uráðligt, þviat hann er miklu fjölmennari en þú. Þorgils kvaðst eigi hirða um fjölmenni hans. Nú letr Gissurr ferðarinnar, ok at bæn hans reið hann [í eyna, ok [kvaddi níu búa[486]. Eptir þat fara þeir í brott, ok þikir sem lögfullt sè.

33. Nú koma menn til þíngs[487] fjölmennt. Skapti spyrr mág sinn Þorgils, hvern málatilbúnað hann hefði. [488]Hann kveðst níu búða kvatt hafa. Skapti svarar: varat af vöru, sleikt[489] um þvöru[490]lát niðr falla, engu er nýtt. Þorgils mælti: hví man þat sæta? Skapti svarar: kunnig eru mèr svà lög, mágr! at ek veit at [rángt er[491] til búit, ok [eru þau ein málaefni með ykkr Ásgrími, at bezt er[492] at niðrfalli; hafa svà farit skipti ykkar Ásgríms flest[493], at þú ert eigi vanvirðr í, [þótt þið skilit við svà búit; unnum vèr þèr sæmðar ok hógsetu hêðan af, ok má af þer mart tala, þat er mikilmannligt er ok sköruligt[494]. Ríða menn af þíngi, ok sefast Þorgils við umtölur mága sinna [ok vina[495].

34. Helgi hèt austmaðr er út kom í Einarshöfn ok átti ferð upp í hèrað, ok fór með varning sinn upp í Þrándarholt. Þorgils reið at ofan or Gröf, ok riðust (þeir) á móti. [Helgi reið Þorgils næsta af baki, ok hló at honum, er hann var bjúgr á baki; kveðst eigi þat mega á sjá, at hann hefði verit garpr mikill[496]. Þorgils [reiddist við ok[497] mælti: ekki hafa menn [þat gjört, at færa spott at mèr[498], en svà hæðiligr[499] sem þer þykkir ek nú vera, þá býð ek þer einvígi þegar í stað, ok er þá [reynt, hvert þú berr skjótt af mèr[500]. [Þeir hittust fur neðan grinngarð, ok veðr var kallt á móti Þorgilsi, ok sat hann því bjügr á baki[501]. Helgi kvað [sèr engan frama í því[502]: at bera af fretkarli þínum; [kvaðst þó eigi vilja undan gánga[503]. Austmaðrinn hafðí öxi[504] í hendi, [ok leit á öxina, ok þotti mjó[505]. Þorgils mælti: hvassara vâpn muntu þurfa[506], ef bita skal min höfuðbein, [ok er vápn þitt úkarlmannligft[507]. Þorgils hafði sverð sitt Jarðhússnaut, ok alvápnaðr, [sem hann var aldreigi öðruvíss. Þorgils[508] hljóp þegar geystr at honum, austmanninum, ok höggr til hans með sverðinu Jarðhússnaut, ok kom sverðit á öxlina, ok var svà mikit sár, at honum vanst þat skjótt til bana. Þá var Þorgils VII tugr[509], ok kvað þetta [vorðit glappaverk ok bráðræði[510], ok kvaðst þetta helzt bæta vilja. 0k II vetrum siðar komu [út í Einarshöfn[511] tveir bræðr Helga [ok ætla til hefnda[512]; hèt annarr Einarr, en annarr Sigurðr, ok varð eigi vart við skip kvomu. Þeir fóru þegar í Traðarholt, ok [komu þar snemma dags, ok var Þorgils í hvílu sinni, en[513] verkmenn voru [á fótuni ok konur; ok er bræðr komu[514] [at bæinum[515], [þá töluðust þeir við[516], hversu með skyldi fara. Einarr mælti: [íllt þykir mèr[517] at drepa gamlan mann, [frægjan ok vinsælan, ok er skaði mikill, ef hann lætr af berast[518]. Þorgils [verðr nú varr við[519], ok sprettr upp þegar, ok tekr sverðit Jarðhússnaut, ok bað þá at gánga, ef þeir vildu, [ok brást þá nokkut á fótinn halta[520]. Einarr mælti[521]: eigi viljuin vèr bræðr[522] gjöra þèr úfrið, ok skal annat verða eyrendi okkar bræðra; [ef ek ræð. Þorgils tók þessu vel, [ok hirðist skjótt í viðbragði, ok[523] sagði svá: ek er þess miklu fúsari, [ok mantu vera góðr drengr[524], ok þar er ek drap Helga bróður ykkarn, þá vil ek þat[525] bæta, ok gefa vil ek þèr, Einarr, sverðit jarðhússnaut, því [þú er verðr at[526] bera, (en) bróður þínum[527] merkr silfrs, [nema þitt skiptit annan veg; ok skildu þeir [vel ok drengiliga[528]. Fóru þeir utan eptir þat.

Eitt sinn er [þau hjón[529] fóru til [búss á[530] Hjalla, tók Þorgils þar[531] sótt; þú var hann hálfníræðr[532]. Hann lá viku, ok andaðist þar[533], [ok voru þeir í eina gröf lagðir[534], Þóroddr[535] [ok Þorgils ok Bjarni[536] hinn spaki, at þeirri kirkju er Skapti lêt gjöra, fyrir utan lækinn[537], en siðan voru færð beinin í þann stað sem nú er kirkjan, þviat Skapti[538] hèt at gjöra kirkju, þá[539] er Þórav [kona hans[540] braut fót sinn, þá er hún var at lèreptum sínum. Þorgils þótti hinn mesti merkismaðr, vínfastr ok vínveittr[541], þrautgóðr ok [þróttigr, eljunarmaðr ok óáleitinn, ok hêlt sik við alla til jafns, þó at miklir menn ok sterkir ætti í hlut. Þótti hann ok hinn mesti sveitarhöfðíngi. Hann var sanngjarn ok svinnr, en móðugr ok mjök uvægr við þa er eigi vildu sik vel vanda. Hann var tryggr ok trúrækinn, guðhræddr ok góðr vinum sínum[542]. [Er ok mart stórmenni frá honum komit ok viða (dreift um land vort[543]. [Munu vêr nú hætta fyrst at segja frá Þorgilsi Örrabeinsstjüpa, ok lykr þar sögu þessi[544].


___________



I oversættelse med anmærkninger


8. Atles Sön hed Thord; han var 9 Aar gammel, da dette tildrog sig; Atle kaldte ham til sig, og sagde (om sig selv) at han troede, han skulde döe af sine Saar; du eier, sagde han, alt det Gods som jeg efterlader mig, og hvis du ligner dine Frænder, vil du vist hævne din Fader; det kommer mig og saa for, at du og dine Efterkommere ville blive raske Folk. Derefter döde Atle hjemme paa Tradarholt, og blev jordet i en Höi, efter den Tids Sædvane[545]. Thord modtog alt Gods og Raadighed efter sin Fader. Han var smuk af Udseende, blev snart fuldvoxen og viste megen Raskhed[546]. Thord forestod Boet paa Tradarholt.

9. Thord var 15 Aar gammel, da han tænkte paa at hævne sin Fader... Thord blev en ypperlig Mand. Han ægtede Thorun, en Datter af Asgeir Östmænds Skræk, der havde faaet dette Tilnavn, fordi han havde ombragt et heelt Skibsmandskab i Udlöbet af Grímsaaen, fordi de forhen havde rövet hans Eiendele[547]. Asgeir var en udmærket Kæmpe. Thorunn var ogsaa en meget rask Kone. Thord fik den Skov til Eie, om hvilken der forhen havde været Trætte. - Da Thord var 22 Aar gammel, kjöbte han et Skib i Knararsund[548] og vilde reise ud af Landet, for at fordre sit Arvegods, hvilket hans Slægtninge havde eiet i Sogn, men Kongen havde taget i Besiddelse. Han sagde, at Thorun skulde reise med, men hun svarede, at hun vilde blive tilbage, og sagde at det var raadeligere. Thord vredes saaledes over disse Ord, at han tog en heel Deel Penge, som hörte ham til, og gravede dem ned i Jorden. Thorun sagde da: Det staaer dig frit for at skjule Pengene, men det aner mig, at du kun vil have ringe Nytte af det Gods som du eier i Norge og ligesaa af det, som tilhörer dig her. Derpaa modtog hun alle deres (övrige) Eiendele.

10. Thorgils hed deres Sön; han var to Aar gammel, da Thord reiste ud af Landet. Det Skib blev borte og man hörte siden aldeles intet om det[549]; men et Aar derefter kom Thorgrim Orrabein udenlands fra til Knararsund. Han var Thormods Sön, men Thurid Ketilbjörnsdatter fra Mosfell var hans Moder. Thorgrim var en stærk Mand. Han opholdt sig Vinteren over hos Thorun paa Tradarholt, og var hende til særdeles megen Nytte; hun syntes og meget godt om ham, samt bad ham blive hos sig, men selv bestemme sin Lön. Han svarede at han nok havde Lyst dertil, men friede med det samme til hende, samt erklærede, at han ikke vilde blive der længere, hvis hun ikke giftede sig med ham. Hun betænkte dette, og overlagde det med sine Venner og Frænder; thi hun vilde pröve om deres Gemytter kom til at stemme overeens, og tillige sit eget Sindelag: Da tre Aar vare forbi, ægtede han Thorun[550], og de levede siden meget godt sammen. Thorgrim ansaaes for en særdeles dygtig Mand, men dog noget vanskelig; han havde forhen været Viking og havde da faaet mange Ar, hvorfor man kaldte ham Orrabein (Arbeen), men Thorgils, hans Stedsön, blev kaldet Orrabeinsstjup[551]. Thorgrim var en god Bestyrer for Herredet. Han var kjærlig mod Thorun og hendes Sön Thorgils. Der var meget Gods samlet, som tilhörte dem alle i Fællig. ` Det fortælles, at en Sommer, da Folk kom sammen paa et almindeligt Möde i Nærheden af Thingstedet, paa Lon[552], da tog Thorgils, som var 5 Aar gammel, ogsaa derhen; han agtede at tage Deel i Drengenes Lege, udsögte sig en Plads dertil paa Marken, og sagde at han vilde være med. Drengene svarede at de vare komne overeens derom, at kun den skulde deeltage i Legen, som havde ombragt et levende Dyr[553]. Thorgils Imaatte da forlade Legen, men var misfornöiet dermed at han var bleven afviist. Om Aftenen toge Folk hjem. Thorgrim havde Overflod af alskens Gods ; han eiede en Mængde af Kvæg (Huusdyr) især Faar og Stude. Een af hans Heste kaldtes Ilding; den var kun et slet Udgangsög. Da Folk vare sovede ind om Natten, vaagede Thorgils, overtænkte sit Anliggende, og havde ingen Lyst til at lade sig tiere vise bort fra Legene. Han stod op, tog et Bidsel og gik ud. Han saae Heste i Nærheden af Gaarden, gik til dem, fik fat paa Hesten Ilding og ledte den til et Huus. Derefter tog han et Spyd i Haanden, gik til Hesten, og jog det indi dens Bug, saa atden styrtede död paa Stedet. Thorgils lagde sig derpaa til Sengs. Om Morgenen, da Folk skulde gaae til deres Arbeide, befalede Thorgrim at Hesten Ilding skulde drives hjem, men man fandt den ikke. Man meldte Thorgrim det. Han sagde at Hesten havde været der Aftenen næstforhen, og bad Folk at söge nöiere; de gik, fandt Hesten död, og lode Thorgrim det vide. Han sagde da at han ei kjendte nogen Mand, der Aattraaede at have noget Udestaaende med sig. Thorgils svarede: Jeg har voldet Hestens Död. Thorgrim spurgte, hvorfor han havde gjort det. Thorgils forklarede ham Aarsagen dertil. Vort Sindelag stemmer ikke overeens, svarede Thorgrim; tag du nu til din Ven Lopt[554], thi vi to ville ikke kunne enes.

11. Derefter drog Thorgils bort den samme Dag til Lopt, som tog udmærket vel mod ham. Man beretter, at Thorgils var smuk af Udseende, mandig i sit Væsen, og saae ud til at være forstandig; han var höi og rank af Væxt, stærk af Kræfter, haardför og hurtig i sine Beslutninger, gjæv og fast, ivrig og overhaandsfærdig i at före Vaaben; han var uforfærdet i alskens Modgang, saa snart han blev ældre, hvorom vi komme til at fortælle adskilligt. Han var heftig af Sind, men dog stadig, behjertet og stormodig, og udstod vel mange Gjenvordigheder som han maatte gjennemgaae. Der fortælles at da Thorgils var 9 Aar, udbad han sig Forlov at roe til Söes med Lopts Tjenestekarle, hvori man föiede ham, som i saa meget andet. Thorgils udkastede sin Medesnor, og fangede en stor Helleflynder[555], skjönt ingen af de andre fik noget den Dag, og da Uveiret tog til, erfarede man at Thorgils, saa ung han end var, havde lært at roe. Derefter lagde de til Landet. Lopt sagde: at man af sligt kunde mærke, hvad han vilde blive til. Nu gik de hjem, og Thorgils trak Fisken efter sig. Da han gik paa Veien, lösnedes Jorden, og ved at trække Fisken, mærkede han at han stödte paa noget haardt; han kastede et Blik derhen, og saae, at der laa en Sölvring[556]. Da de vare komne hjem, gav Thorgils sin Fosterfader Lopti Ringen i Forvaring.

12. En Vinter derefter hændte det sig at nogle Trælle opgravede en Höi, paa Gaardens Lod, for at söge efter Skatter[557]. Thorgils kom til dem, og sagde at det (fundne) ikke var deres Eiendom. Han tog tre Mark (Sölv) fra dem[558], jog dem bort med Magt, og gav Lopt (til Forvaring)Hittegodset, saavel som alt andet hvad han erhvervede. Herved blev han, skjönt han endnu var ung, meget navnkundig. Da han var 15 Aar[559] gammel, fik han megen Lyst til at reise udenlands; han var da vel kommet til Modenhed baade i Forstand ogi Kræfter, samt foreslog sin Stedfader Thorgrim at dele Boet med ham, men det blev ham nægtet. Lopt bad ham endnu at töve den Vinter hos sig, og sagde, at han siden, i alle Henseender, vilde kunne udrette meget mere. Han gjorde saa, og da han var 16 Aar[560] gammel, begjerede han paa ny Godsets Deling. Thorgrim svarede at dette endnu ikke kunde lade sig gjöre: thi mig synes, sagde han, at du forstaaer ikke saa godt at forvalte Eiendommene, som jeg[561]. Thorgils erklærede at han vilde have Pengene: men faaer jeg dem ikke nu, lagde han til, skal jeg nok faae dem, naar jeg kræver dem tredie Gang; han drog derpaa bort og fortalte dette til Lopt. Denne sagde, at det forekom ham, at Thorgrim ikke vilde afslaae Fordringen[562], naar den gjentoges næste Gang. Lopt udstyrede ham da til Udreisen. Thorgils sagde, han vilde denne Gang kun have lidet med sig. Da han var reisefærdig, kaldte han sine Legebrödre[563] til sig, og lod dem vide, at han nu vilde belönne dem for ydet Morskab og godt Fölgeskab: I skulle her modtage de tre Mark Sölv, som jeg tog fra Trællene, men min Fosterfader Lopt skal beholde Ringen og mit Venskab. Derefter reiste Thorgils bort, fra Knararsunds Havn, med faa Penge. Han kom til Norge om Hösten, og opholdt sig, Vinteren over, hos en Mand som hed Olaf og boede paa Hördeland, samt var en bemidlet og meget forstandig Mand. Paa den Tid regjerede Harald Graafeld over Norge og andre hans Brödre, tillige med Kongemoderen Gunhild. Disse droge, efter den Tids Skik, omkring til Gjæstebude iVintertiden. Olaf modtog Kongen og hans Moder med et særdeles herligt Gilde. Da de havde været der en Stund, spurgte de, hvem den velvoxne Mand af ungdommeligt Udseende var. Olaf svarede, at det var en Islænder. Kongen sagde at han, eller hans Ansigtstræk at slutte, maatte være af en meget anseelig Slægt. Thorgils deeltog i Lege (Legemsövelser) med Kongen, som havde meget Morskab af ham, thi alle Legene faldt heldigen ud for Thorgils, saa at Kongen sagde: Dig, Thorgils, vil jeg kalde min Kæmpe. Thorgils berettede da Kongen, at han havde arvet betydelige Eiendele i Sogn efter sine fornemme Frænder. Kongen sagde: Min Moder har nu Avlsdrift paa de Jorder, og tillige fuld Raadighed over dem; sög derfor hendes Yndest, saa vil du have stort Gavn deraf. Thorgils androg da Sagen for Gunhild. Hun svarede ham vel, og tilböd ham fast Ansættelse hos Kongen, men Thorgils gav til Svar at han kun havde liden Leilighed til at opholde sig ved Hoffet og vægrede sig derfor. Dronningen blev da meget vred[564], stödte til ham med Foden og drev ham bort fra Höisædet; hun afslog ham og Eiendommene, og sagde at han ikke forstod at modtage Æresbevisninger. Derimod yndede Kongen ham, og forærede ham hemmeligen endeel Sölv, som var vel tjenligt til Handel; dette, sagde Kongen, kan vel foröges ved Omsætning, hvis Lykken er med, og sög til mig, som en Bekjendt, allerhelst naar min Moder ikke er tilstede. Derefter drog Kongen fra Gjæstebudet.

13. I Foraaret siger Thorgils til Olaf, at han vil gjöre en Handelsreise om Sommeren, for at undgaae Gunhilds Forfölgelse. Olaf raadte ham dertil. Thorgils drev da den Sommer Handel, og Reisen lykkedes vel. Mod Hösten kom han til Vigens Vestkyst, til en Kone ved Navn Gyde; hun var Enke, og havde en Sön som hed Ödun. De modtoge ham begge paa det bedste. Gyde forstod sig særdeles vel paa Oldtidens Klögt og Vidskab. Ödun var meget velvillig mod Thorgils, og da denne tog bort, udbad han sig hans Venskab. Derefter drog Thorgils til en rig Mand, som hed Björn. Ogsaa der blev han meget godt modtaget. Der var et ypperligt Vaaningshuus, og man gik temmelig tidlig til Sengs. Thorgils spurgte hvi man gjorde dette, og fik det Svar, at Björns Fader, der for nylig var död, gik igjen, og at Folk vare bange for ham. Thorgils var nu bleven stærk af Kræfter. Ofte skete det om Vinteren at Thorgils hörte at der blev banket paa Taget. En Nat stod han op, tog en Öxe i Haanden, gik ud og saae en stor Gjenganger, af ondskabsfuldt Udseende, staae uden for Dören. Thorgils hævede Öxen, men Spögelset vendte sig fra ham og tyede til Gravhöien ; da de kom dertil, vendte Gjengangeren sig mod ham og de begyndte da at brydes, thi Thorgils havde givet Slip paa sin Öxe. Kampen var baade haard og uskaansom, saa Jorden lösnedes under deres Födder. Slutningen blev dog den, efter som Thorgils var bestemt til et længere Liv, at Spögelset faldt baglænds og Thorgils ovenpaa det. Nu fik Thorgils nogen Hvile, og fik fat paa sin Öxe; han huggede da Gjengangerens Hoved af, og læste (mumlede) over ham, at han ikke skulde gjöre noget Menneske Ulempe; siden mærkede man heller aldrig noget til Spögelset[565]. Björn agtede Thorgils meget; fordi han havde skaffet ham saa god Huusfred. En Nat blev der banket paa Dören; Thorgils gaaer ud, og seer at hans Ven Ödun Gydesön var kommen. Thorgils hilste ham venlig, og spurgte hvad han vilde. Ödun svarede at han behövede hans Bistand, da hans Moder Gyde var död, og at hendes Dödsmaade havde`været meget underlig, saa at alle Mennesker havde römt Gaarden, men ingen vilde befatte sig med hendes Ligfærd[566]. Nu önskede jeg (sagde han) at före hende hen for at begraves, og at du vilde fölge med mig. Det skal skee, svarede Thorgils, og drog afsted med Ödun uden Björns Forevidende. De kom til Öduns Gaard, fandt der Huusmoderens Lig, og gave sig í Færd med at berede det til Jorden. Nu skal du, sagde Thorgils, forfærdige en Kiste til min Moder, med Knage under og beslaae den med stærke Hanker, thi dette vil behöves, hvis alt skal gaae godt. Dette skete da altsammen. Ödun sagde, at han havde betænkt, hvorledes man skulde bære sig ad med Kisten : Vi ville trække den bort, nedgrave den i Jorden, og lægge siden saa stor Tyngsel oven paa den, som mueligt. De droge afsted, og da de havde gaaet en Stund, begyndte det at brage stærkt i Kisten, hvorpaa Hankerne sprang af, men Gyde selv kom ud af Kisten. De toge begge strax fat paa hende, og havde nok at bestille dermed, skjönt de vare stærke Mænd. Endelig besluttede de sig til at före hende til et Baal, som Ödun havde beredt. Derefter kastede de hende paa Baalet, og bleve tilstede medens hún brændte[567]. Da sagde Ödun: Du har nu, Thorgils, vist mig til trofast Venskab og mandig Bistand, hvilken du og vil yde ved alle Leiligheder. Et Sværd og en Kjortel vil jeg forære deg, men om saa skeer, at jeg siden kræver Sværdet tilbage, da önsker jeg at du vil overlade mig det; dog skal jeg, i saa Fald, give dig et godt Vaaben isteden. Efter denne Aftale skiltes de ad. Thorgils drog da tilbage til Björn. Nu maae vi give os til at fortælle derom, at Björn savnede Thorgils, og faldt i stor Sorg derover. Björn beklagede, at han i ham havde mistet en god Mand: og var det ilde (sagde han) om nogen Trold eller ond Aand har taget ham[568], dog skulle vi, til hans Ære, drikke Arveöl[569], men jeg frygter, at det neppe bliver noget muntert Velkomstgilde, thi vi have (forgjeves) sögt efter ham i mange Dage. Under Gjæstebudet kom Thorgils hjem. Björn modtog ham med stor Glæde og fortsatte Vennegildet paa ny. Derpaa droge Gjæsterne hjem.

14. Ved den Tid modtog Hakon Lade Jarl Regjeringen over Norge. Da sagde Thorgils til Björn at han vilde forsöge paa at faae sine Eiendomme i Sogn tilbage. Björn svarede: Det vilde vist være retmæssigt, men jeg frygter at Hakon Jarl tilegner sig dog dette som saa meget andet, thi han er saare begjerlig efter Penge, og det er neppe at vente at han vil overlade dig dette; dog vil jeg understötte dit Andragende, naar han kommer hid til mig. Jarlen kom, til bestemt Tid, til Gjæstebudet, og Björn androg for ham Thorgils's Sag, samt fortalte meget om hans Raskhed og Færdigheder. Hakon Jarl svarede at Godserne da vare hans Eiendom, men lagde til, at han dog vilde see Manden. Da Tborgils kom for Jarlen, sagde Hakon til ham: Du er en anseelig og stærkbygget Mand, smuk af Udseende, og seer ud til at have Lykken med dig. Jeg byder dig til mig og vil siden tage din Sag i nöiere Betragtning. Thorgils svarede, at han gjerne vilde modtage dette Tilbud.

15. En Mand hed Thorstein og blev kaldt den Hvide. Han var Hakon Jarls Lehnsmand, almindelig yndet, og besad Eiendomme, som laae i Nærheden af Thorgils`s Jorder. De indgik nöie Venskab med hinanden, og vare begge hos Jarlen. Thorgils gav Thorstein den Kjortel, af nyt Skarlagen, som han havde faaet af Ödun. Den Tid var og hos Hakon Jarl Erikc den Röde, en islandsk Mand, som siden fandt og först bebyggede Grönland[570]. Han var da en ung og beleven Mand, og blev en særdeles god Ven af Thorgils. En Dag bragte Thorgils sine Jorder paa Tale hos Jarlen. Han svarede: Din Opförsel behager mig meget, men endnu har jeg dog ikke seet nogen overtydende Pröve paa din tilkommende Driftighed ; jeg vil ei heller opgive disse Eiendomme til dig, uden du viser nogen Fonrinlighed ved dine Handlinger; du skal da inddrive de mig tilhörende Skatter af Syderöerne[571], som nu i hele tre Aar ere udeblevne. 'Thorgils begjærede, at en Anförer for Toget maatte udnævnes: men jeg, sagde han, skal understötte ham som jeg bedst formaaer. Du selv, svarede Jarlen, skal være Anförer paa dette Tog, thi saa har du des större Leilighed til at aflægge Pröver paa Duelighed og Manddom. Lad da, sagde Thorgils, Thorstein Hvide reise med. Derfor kan han selv raade, svarede Jarlen. Thorstein sagde, at han nok skulde reise, hvis Thorgils önskede det. Nu lavedede sig til Reisen med to Skibe, som kun vare svagt besatte. De kom til Öerne, og fordrede Skatter, men fik kun lidet deraf. 0m Hösten droge de til Katanes[572], lede de Skibbrud, og mistede alt deres Gods, men hele Mandskabet blev reddet. Olaf hed den Jarl, som bestyrede den Provinds. Da han hörte, hvorledes det var gaaet Hakon Jarls Mænd, böd han dem til sig, hvilket de toge imod og bleve der om Vinteren vel beværtede. Surt (Svart) Jernhös hed en vældig Viking, som tillige var den störste Ildgjerniugsmand. Han krydsede for det meste ved de vestlige Landes Kyster. Det var een af hans Uskikke, at han pleiede at bortföre smukke og dannede Kvinder, og beholdt dem hos sig i nogen Tid; men man vovede dog ikke at staae ham imod. Olaf Jarls Söster hed Gudrun[573]; hún var skjÖn af Udseende og vel oplært i alle kvindelige Kunster. Denne Vinter kom Surt Jernhös til Olaf, og forlangte hans Söster enten til Frille eller til Hustru. Olaf svarede: Det vilde kun gjöre mig liden Nytte, om du end handlede paa det bedste du kunde, end sige nu, du har foresat dig at gjöre ondt, og derfor vil jeg afslaae dig dette Giftermaal. Vikingen svarede: Saa möd mig da i Tvekamp, eller fægt med mine Folk, og saml dig Mandskab mod mig. Jarlen svarede: Det er bedre at döe med Ære end at leve med Skam. Nu vælger du de Kaar, sagde Surt, som bekomme dig værst, og som du vil komme til at huske, og en Nidding skal du være, hvis du ikke möder. Jarlen svarede: Vist skal jeg komme dig i Möde, eller en anden i mit Sted. Med denne Aftale skiltes de ad. Derpaa sammenkaldte Jarlen Folk til et Thing, og lod dem der vide, hvad Uheld der var mödt ham. Jeg gifter, sagde han, min Söster Gudrun med den Mand, som tager Surt af Dage, thi jeg veed, at den allene forsöger derpaa, som jeg har ingen Vanære af. Der var ingen som svarede Jarlen herpaa, skjönt Partiet ansaaes for tillokkende, men man ventede sig kun ondt af Surt Jernhös. Thorstein og Thorgils talte sammen herom, og Thorstein forekom det önskeligt, men Thorgils var det temmelig ligegyldigt. Thorstein sagde da: Vil du, min Ven, antage disse Kaar? Thorgils gav et kort Svar. Derefter siger Thorstein til Jarlen, at han nok vilde gjöre et Forsög, hvormed denne var vel fornöiet. Natten efter drömte Thorgils at hans Ven Ödun viste sig for ham[574], og talte saaledes: Du sover, men det vil dog være det samme, som om du vaagede. Du skal gaae i Tvekamp mod denne Berserk, thi dig unde vi al Hæder. Vel er denne Surt min Broder, men dog har jeg intet godt af ham, og tillige er han den störste Skurk. Förend han gaaer til Tvekamp, pleier han stedse at spörge den, han skal fægte imod, om han har Sværdet Bladner, hvilket just er det, som jeg har givet dig; men du skal skjule det i Sandet og sige ham, at du ikke veed dets Fæste over Jorden. Derefter forsvandt Ödun. Thorgils vaagnede, og fortalte Drömmen til sin Ven Thorstein[575].

16. Den Morgen droge Thorgils og Thorstein med Jarlen til Tvekampsmödet. Vikingen spurgte om Sværdet Bladner. Thorgils svarede, at han ikke vidste dets Fæste over Jorden. Strax efter trak Thorgils Sværdet op af Sandet. Dernæst fægtede de, og da det havde varet en Stund, huggede Thorgils det nederste bort af Surts Skjold, og Hugget borttog tillige hans ene Been. 1 den Tid gjeldte den Lov, at man kunde tilegne sig Arv efter den Mand, man havde nedlagt i Tvekamp. Derpaa hug Thorgils Hovedet af Surt, og bemaegtigede sig alle hans Skibe og övrige Eiendomme. Derefter fik han Gudrun, Jarlen Ólafs Söster, til ægte. Nu manglede Thorgils hverken Folk eller Penge. I Foraaret sagde de til Jarlen, at de den Sommer agtede at drive Fribytteri. De seilede da til Syderöerne, og forelagde Indbyggerne Valget, enten de vilde taale Plyndring og Manddrab, eller give Hakon Jarl Skat; de valgte at yde den Skat som blev dem paalagt,og den blev tilfulde betalt. Derefter droge de östpaa, til Norge, og kom til Hakon Jarl. Han modtog dem meget vel, og de bragte ham Pengene, samt desuden sömmelige Foræringer. Jarlen indrömmede da Thorgils alle hans faste Eiendomme. Den Vinter vare de ved Jarlens Hof, i stor Anseelse. Næste Sommer vilde de drage paa Fribytteri, men agtede sig hjem til Jarlen mod Vinteren. En Nat kom Ödun til Thorgils, og krævede Sværdet Bladner af ham. Å jeg skal, sagde han, i dets Sted först give dig en Öxe og inden kort Tid et godt Sværd. Thorgils svarede, at han frit kunde tage Sværdet. Ödun ydede ham sin Tak, og gav ham en Guld-Fingerring, men da Thorgils vaagnede, var Sværdet borte, hvilket dog voldte ham et ubehageligt Savn. Den Sommer droge de vidt omkring. En Viking hed Gyrd; ham traf de da ved en Öe. I Morgenstunden kom en Skude fra Gyrds Skibe til Thorgils, og meldte, at Gyrd vilde gjöre Fælledsskab med dem. Dette kom i Stand paa de Vilkaarat Gyrd skulde holde lige saa mange Skibe som Thorgils, imod at have det Halve af alt hvad der blev forhvervet. Den Sommer dreve de Fribytteriet med megen Vinding, og udryddede mange Skarnsfolk og Ransmænd, men lode Bönder og Kjöbmænd fare i Fred. Den samme Sommer kom de til Irland. Der, hvor de kom til Kysten, var den bevoxet med Skov. De gik ind i Skoven, og kom til et Sted, hvor de saae at Lövet var faldet af et Træ. De rykkede Træet op, og fandt derunder et saakaldet Jordhuus[576]. De saae, at bevæbnede Folk opholdt sig dernede. Thorgils udsatte, for sine Folk, den Belönning, at hvo der först vilde gaae ned i Jordhnset, skulde forlods beholde de tre Ting af Byttet som han selv önskede, hvilket alle samtykkede, Gyrd undtagen. Derefter sprang Thorglls ned i Aabningen, og fandt ingen Modstand: I Jordhuset laa et blaat Klæde (Teppe) og derpaa to Guldringe samt et godt Sværd. Der vare og tvende Kvinder, den ene ung og deilig, den anden gammel, men dog smuk. Thorgils gik omkring i Huset, som for det meste var anlagt paa Klippegrund. Han havde i Haanden en Rodkjölle[577], hvormed han slog om sig til begge Sider, saa at de fleste flygtede for ham. Thorstein fulgte med ham, og da de gik ud af Jordhuset, toge de begge Kvinderne, saavel den yngre som den ældre, og förte dem med sig til Skibene. En Trop Krigsfolk satte da stærkt efter dem, og da Thorgils med hans Mænd naaede Skibene, lagde de strax fra Land. Nu fremtraadte en Mand af den Hær som forfulgte dem, og talte vidtlöftig, men de forstode ikke hans Tungemaal. Da talte den fangne Kone til dem i Nordens Sprog, og underrettede dem om at han vilde opgive til dem, hvad de havde faaet af Godset, "naar I kun ville sætte os i Frihed; Denne Mand er Jarl og min Sön, men min Moders Slægt er fra Vigen (i Norge); I ville og bedst drage Nytte af disse Kostbarheder, naar I handle saaledes, thi med Sværdet fölger Besvær[578]. Min Sön hedder Huge, og han tilbyder dig, Thorgils, heller Penge, end at I skulle före mig bort; det kan heller ikke bringe eder nogen Lykke, at I bortförer os. Thorgils fulgte deres Raad og bragte dem i Land. Jarlen Huge gik Thorgils med Glæde imöde, og gav ham selv en Ring, hans Moder en anden, Möen den tredie, og önskede ham alt godt til Afsked.

17. Derefter vilde Thorgils og Thorstein holde op med Fribytteriet, og foretage Byttets Deling. Gyrd gjorde Paastand paa Kostbarhederne. Thorgils sagde, at der vare Vidner nok paa, hvad der var blevet betinget. Gyrd erklærede at han aldrig havde givet sit ja dertil, og vilde heller slaaes, end miste Kostbarhederne. Thorgils holdt det raadeligere, ikke at udsætte deres hele Mandskab for Fare, men heller, sagde han, burde vi to forsöge os imod hinanden. Gyrd gav sit samtykke dertil. Derefter sloges de. Thorgils havde det sværd som han havde faaet i Jordhuset; med dette hug han det ene Been afGyrd, ovenfor Ankelen. Saaledes skiltes de fra hinanden. Gyrd beholdt Livet, men blev siden kaldet Gyrd den Halte. Derefter droge de til Norge, og bleve den Vinter hos Hakon Jarl. Gudrun, Thorgils's Kone, födte da et Drengebarn, der blev kaldet Thorleif. Da Vaaren indfandt sig, fik Thorgils Lyst til at reise til sine Eiendomme paa Island. Hakon Jarl gav ham da tilbage alle de Eiendomme som tilhørte ham i Sogn, og de skiltes meget venskabeligen fra hinanden. Næste Sommer og Vinter forblev han paa sine Gaarde i Sogn. Derpaa sagde Thorgils til Thorstein, at han vil see til sine Besiddelser paa Island, thi disse bestyres nu af Folk som jeg ikke holder meget af. Jeg har ladet et Skib udruste og bragt ombord derpaa meget Gods; men disse Gaarde, jeg her eier, skal du varetage paa min Sön Thorleifs Vegne. Jeg har prövet dig som en brav Mand, og skal derfor belönne dig med en Gave. Min Kone Gudrun vil jeg overlade dig, thi jeg har fundet at du har fattet Kjærlighed for hende, men dog i den Henseende opfört dig meget vel. Thorstein takkede Thorgils for Gaven, og Folk fandt denne Handling at være særdeles udmærket. De skiltes saaledes ad med det inderligste Venskab. Thorgils gjorde derpaa en Handelsreise til Oplandene og Sverrig. Han var om Vinteren hos en Bonde ved Navn Thrand, der var en rig Mand og havde en Datter som hed Sigrid. Til hende beilede en vis Randvid, en ond Mand, men dog en stor Kæmpe. Thrand afslog ham Giftermaalet. Da udfordrede Randvid ham til Tvekamp af det Slags, der kaldes Kargang; den skeer nemlig i et stort Kar, som skulde lukkes foroven, og hver af Parterne skulde have en Knevel i Haanden[579]. Thrand vilde heller slaaes end give sin Datter til saa ond en Mand. Thorgils sagde da til ham: Vistnok har du beværtet mig vel, og derfor vil jeg belönne dig godt, jeg skal slaaes med Randvid i dit Sted. Thrand erklærede, at han vilde tage mod Tilbudet. Thorgils havde Sværdet fra Jordhuset med. Randvid havde en Knevel i Haanden, som var en Alen lang og meget tyk. Karret blev lukket foroven. Randvid bad Thorgils at begynde Angrebet, thi han var den udfordrede. Det gjorde han, og ling saaledes lös paa Knevelen, at den sprang i Stykker, og Sværdet tillige gik Randvid i Livet. Denne sagde: Giv mig nu Sværdet, og tag mod Kevelen, saa vil jeg give dig et Stöd. Thorgils svarede: Jeg troer at Knevelen nu er bleven til lutter Spaaner. Kort efter döde Rand vid. Han havde stolet paa sin Trolddomskunst, thi han havde nedlagt mangen en Mand i dette slags Tvekamp. Thorgils dræbte tvende andre Vikinger, Sneekoll og Sneebjörn. Thrand belönnede Thorgils rigeligen, og denne Daad forögede meget hans Anseelse. Han lavede sig siden til at reise til Island i den næste Sommer.

18. Olaf Tvennumbrune (Dobbelbryn) hed en Mand, som kom til Island og tilegnede sig först den hele Strækning som kaldes Skeid, mellem Thjorsaaen og Sandbækken. Han havde en overnaturlig Styrke, boede paa Gaarden Olafsvalle, og ligger begravet i den saakaldte Brunes-Höi under Vardefjeldet. Olaf var gift med Ashild; Helge og Thord vare deres Sönner. Thord var Fader til Thorkel, denne til Guld-Kaar, denne til Orm, denne til Helga, Odd Hallvardsöns Moder. Efter Ólafs Död blev Thorgrim Orrabein forelsket i Ashild, men hennes Sön Helge tröste (den trofaste) satte sig derimod. Han drog fra sin Gaard til hende og forsikkrede, at han ikke vilde tilstede, at hun lod sig forlede til Ukydskhed, hvilket da vilde blive baade hende selv og hendes Frænder til Vanære. Hun sagde, at han kun ikke skulde gjöre sig saa vred; at han ikke var Mand for at binde an med Thorgrim. Han svarede: Det er let at see at du synes godt om Manden, men alligevel vil jeg ikke taale af ham slig Beskjæmmelse. Saaledes afbrödes deres Samtale. Thorgrim overnattede paa Olafsvalle. Ashild beværtede ham godt, og de gjorde meget afhinanden. Hun fortalte ham Samtalen med Helge. Denne talte og til Thorgrim om hans Besög, som han sagde vare ham meget ubehagelige, og bad ham höre op dermed. Thorgrim svarede, at han bröd sig ikke om hans Tykke eller Trudsler, naar han kun havde hendes Minde. Nu ledsagede hun Thorgrim paa Veien, og gav ham en stor Fingerring af Guld, förend de skiltes ad. Ashild lod sig, forstaae med, at det anede hende, at de ikke skulde sees oftere. Thorgrim sagde, at han agtede snart at besöge hende igjen. Hun svarede, at da vilde det være godt, og de tage da i Afsked med hinanden. Thorgrim rider nu sin Vei uden for Ashildsmyre. Helge laa i Baghold for ham, ved Korsveien, og da de der traf hinanden, bad Helge ham lade sine Besög fare, og ikke saaledes foraarsage ham Ærgrelse. Thorgrim sagde at han var intet Barn, og erklærede sig rede til at pröve alt med ham. Helge svarede, at han troede, den vilde vinde, som havde Retten paa sin Side, og er det ret vel, lagde han til, at vi pröve hverandre. Dernæst begyndte de en Kamp, som blev haard og langvarig. Thorgrim var da aldrende, og blev snart mödjg, samt tillige farlig saaret. Helge satte stærk ind paa ham, da han mærkede, at han blev træt, og Enden blev at Thorgrim faldt for Helge. Om Aftenen kom Helge hjem. Ashild spurgte om Nyt, og nu fortalte han hvad der var skeet[580]. Hun svarede: Meget har du udrettet; og du troer vist, at du ved denne Daad har indlagt dig stor Ære, men jeg kan sige dig, at dette vil koste dig dit Hoved. Helge betingede sig Plads i et Skib, som laa i Einarshavn og agtede at reise ud af Landet. Nu rygtedes disse Tildragelser. Thorgrims Son Hæring var da 17 Aar gammel. Han red selv tredie, til Höfde, og besögte der sin Frænde, Teit Ketilbjörnsön[581]. Teit drog med 15 andre til Hest ud til Einarshavn ved Örebak, og forböde, at Helge maatte modtages i Skibet. De rede siden bort. Kort efter traf de hinanden paa alfar Vei overfor Mörk ved Helgehvol[582]. Helge var, selv tredie, kommen sönden fra Örebak; da de saae de andre ride, löb de op paa Bakken og værgede sig mandig. Helge faldt tilsidst for Mængden med een Mand af hans Fölge, og een af Angriberne. Siden blev Sagen bilagt og disse Drab gik op mod hinanden[583].

Thorgils kom nu udenlands fra til Örebak. Lopt, hans Fosterfader, boede endnu paa sin Gaard[584]. Meget havde tildraget sig, medens Thorgils havde været borte; hans Moder Thorun var ogsaa död. Thorgils tog hjem til Tradarholt, og blev vel modtaget af sin Broder. Begge Brödrene boede der sammen dette Aar.

En Kvinde hed Thorey Thorvardsdatter; hendes Moder, Thorfinna, boede paa Odde efter hendes Mand Thorvard. Thorey blev opdraget paa Gaarden Kalfholt hos Jostein, en formuende Bonde. Han var gift med Thorgerde, en Sösterdatter til Thorvard paa Odde. Disse vare Börn af Thord Freysgode, nemlig: Drengene Kol og Starkad, som bleve der opfostrede tillige med Thorey, og deres Söster Gudrun var ligeledes hendes Fostersöster[585]. Thorgils friede til Thorey; hun blev gift med ham, og de levede vel med hinanden.

19. I Nærheden af Kalfholt boede en Mand, som hed Sörle[586]. Han gjorde Vane af at besöge Gudrun, Starkads og Kols Söster. Kol gik engang paa Veien for ham, og bad ham at holde op med disse Besög. Sörle svarede, at han vilde fölge sit eget Sind, og agtede ikke paa hans Erindring. Du faaer da at gjöre som du vil, sagde Kol. Dagen efter kom Sörle, sad hos Gudrun og talte med hende. Han tog sildig hjem om Aftenen. Da han var kommen et kort Stykke Vei fra Gaarden, sprang Kol op foran ham; de hilste ikke paa hinanden, men Kol gav Sörle, med eet Hug, sit Banesaar. Han gik derpaa hjem, og fortalte Gudrun at Sörles Besög vare nu standsede. Hun svarede, at hun vel ikke vilde laste hvad der var skeet, men herved kunde det ikke blive, fordi Sörle var Asgrim Ellidasöns Thingmand[587][588]. Hun tilföiede: Gaa nu og tal med Thorgils, thi hos ham er det rimeligst at du faaer nogen Beskjermelse. Kol kommer til Tradarholt silde ud paa Aftenen, og Folkene skulde til at spise. Thorey gik frem til Dören, og bad sin Fosterbroder[589] at blive der om Natten. Han fortalte hende det skete. Thorey sagde da: Du skal forsöge hos Thorgils, om han vil give dig nogen Understöttelse eller ikke; hold dig imidlertid skjult. Hn ledte ham da i en Afkrog, men gik selv ind i Stuen. Thorgils spurgte, hvorfor han skulde bie saa længe efter Aftensmaden: men du er og, lagde han til, bleven ganske röd i Ansigtet. Hun svarede: Sandt er det gamle Ordsprog.: at kloge Folk lægge Mærke til alt[590] : en Muus sprang mig paa Kinden, og den er mig meget ubehagelig. Det kan saa være, sagde Thorgils; men da de vare komne i Seng, forlangte han at vide, hvad der var foregaaet, da hun samme Aften gik ud i Forstuen. Hun fortalte ham da den hele Tildragelse, og tilföiede, at hun gjerne vilde tage sig af Kol: og du vil vist, sagde hun, gjöre det samme for min Skyld. Thorgils lovede hende det. Morgenen efter drog han til Kols Bolig, og bortförte med sig derfra alt Gods, tilligemed Gudrun, men lod vanföre Folk[591] blive der tilbage. Da de vare borte, kom Asgrim der; han havde i Sinde at optage alt Boet for Kol, men fik intet. Kol forblev hos Thorgils om Vinteren. I Foraaret anlagde Asgrim et Sögsmaal mod Kol. Thorgils lod som om han vidste intet deraf. Kol blev (paa Thinget) erklæret for fredlös. Thorgils rider dog, ligesom ellers, omkring i Herredet, og havde Kol med sig; de indfandt sig og paa Folkeforsamlinger[592]. Herover fattede Hövdingerne stort Mishag til hinanden. Herredernes Indbyggere antoge dette for en almindelig Ulykke, og sögte at stifte Forlig, men Thorgils vilde ikke indlade sig derpaa. Engang drog han, tilligemed sin Avlskarl[593] Svart, til et Hestething[594], hvor man morede sig ret godt. Asgrim talte da meget med Svart. Om Aftenen, da Thorgils tog hjem, red Svart nær ved ham. Thorgils mærkede, at han stedse vilde ride bag efter; han fattede da Mistanke, og gav Svart Leilighed til at nærme sig for Alvor. Da Thorgils mindst varede sig, hugger Svart til ham, og da Thorgils i det samme kastede sig af Sadelen, Aklövede han denne. Thorgils tog fat paa Svart og spurgte hvorledes det hængte sammen. Han tilstod da, at Asgrim havde befalet ham dette, men da Thorgils dygtig ruskede Svart, faldt en Pose med Penge ned, som han havde havt under Kappen. Svart tilstod da, at Asgrim havde givet ham disse Penge, for at skille Thorgils ved Livet. Thorgils dræber da Svart paa Stedet, rider siden hjem og fortæller sine Folk disse Tildragelser, men paa ethvert Folkemöde, hvor han derefter var tilstede, viste han Pengepungen frem med de 3 Mark Sölv som den indeholdt, men ingen vilde kjendes derved som Eier[595].

20. Nu blev den christne Tro forkyndt paa Island, og Thorgils var een blandt de förste som antoge den[596]. En Nat drömte han at Thor[597] kom til ham med et ondskabsfuldt Udseende. Du har svigtet mig, sagde Thor, og opfört dig slet mod mig. Du har udsögt til mig det ringeste du havde i dit Eie, og kastet det Sölv, som hörte mig til, i en stinkende Pöl[598]; jeg skal og derfor nok ramme dig. Gud vil hjelpe mig, svarede Thorgils, jeg föler mig lykkelig derved, at vort Fællesskab blev hævet. Da Thorgils vaagnede, saae han at hans Fedegalt[599] var död. Han lod den nedgrave ved nogle Tomter, og tillod ikke at noget af den maatte benyttes. Nok en Gang viste Thor sig i Drömme for Thorgils, og sagde, at det var ikke sværere for ham at standse hans Aandedrag[600], end at gjöre det samme ved hans Galt. Thorgils svarede at derfor kunde Gud raade. Thor truede ham med at gjöre ham Skade paa hans Kvæg; Thorgils sagde, at han bröd sig kun lidet derom. En anden Nat derefter döde en gammel Oxe for Thorgils. Den næste Nat sad han selv over sine Stude; men om Morgenen, da han kom hjem, var han blaaslaaet, og holder man det for sandt, at han og Thor da have havt fat paa hinanden. Siden ophörte denne Kvægdöd[601]". Thorgils var vistnok en særdeles stærk og rask Mand.

Til Thorgils kom det Budskab fra Grönland, at Erik den Röde indböd ham til sig; hvor han skulde faae de bedste Vilkaar som stod i Eriks Magt[602]. Thorgils syntes strax ret godt om dette Forslag. Han havde da boet her (i Island) i 13 Aar. Et Skib kom fra Havet; derpaa var hans Sön Thorleif, som havde mange kostelige Ting at bringe ham. Thorgils talte med sin Kone, om hun vilde være med paa Reisen til Grönland. Hun svarede, at den vilde have sine vanskeligheder. Han forklarede hende Eriks Tilbud, men tilföiede, at hun kunde blive tilbage, hvis hun önskede det. Hun svarede: Den Beslutning, at tage derhen, er neppe heldig, men dog skal jeg fölges med dig, dersom du reiser. Hæring modtog Raadigheden over Thorgils's Godser[603]. Thorgils og Thorey havde en Datter ved Navn Thorny, som da var 8 Aar gammel. Til at reise med bestemtes Thorleif, Kol og hans Broder Starkad, samt Gudrun, deres Söster, hans Trælle Sneekoll og Össur samt 10 andre Trælle, og hans Avlsforvalter Thorarin, thi Thorgils var betænkt paa at bygge sig en Gaard[604], saasnart han var kommen til Grönland. Jostein fra Kalfholt besluttede, selv tolvte, at fölges med Thorgils, tilligemed sin Kone Thorgerde, og med sin Sön[605]. Thorgils kjøber sig nu et Skib i Leirevaag; han overdrog en vis Thorolf en Gaard til Forvaltning; Hæring overgav han 60 Hundrede Alen brunt Vadmel, hvoraf 6 Alen vurderes for en Öre, foruden faste Eiendomme. Thorgils gjæstede hos Thorodd paa Hjalle[606], og havde sin Datter Thorny med sig. Der blev hun syg, og han opholdtes derved 3 Nætter; da sagde han at hendes Sygdom ikke maatte staae i Veien for hans Reise: maaskee, föiede han til, at Skjæbnen har bestemt hende til at blive her. Thorodd svarede dertil, at han troede at et langt og lyksaligt Liv vilde vorde hende til Deel. Thorgils lod hende da blive der tilbage, og gav hende 40 Hundrede, ifald hun skulde behöve dem. Thorgils sagde da, at han nu ugjerne drog af Sted, men kunde dog ikke beslutte sig til at lade Reisen fare.

21. Thorgils ventede noget efter en föielig Vind, og drömte da, at en stor Mand med rödt Skjæg[607] kom til ham, og sagde: Du har foresat dig en Reise, men den vil blive heel besværlig. Manden, som han drömte om, forekom ham at see noget barsk ud, og at sige disse Ord: det vil gaae eder ilde, hvis du ikke vender tilbage til Troen paa mig, men gjör du dette, skal jeg endnu sörge for dit Bedste. Thorgils svarede, at han aldeles ikke skjöttede om hans Omsorg, og bad ham snarest skynde sig bort, - men min Reise, sagde han, lykkes saaledes, som den almægtige Gud vil. Det syntes ham da, som om Thor förte ham paa en steil Klint, hvor Söens Ström brödes mod Klipperne, og sagde; Af saadanne Bölger skal du omgives, og aldrig slippe bort fra dem[608], med mindre du henvender dig til mig. Nei, svarede Thorgils, far bort, du lede Fjende! han skal hjelpe mig, som frelste alle med sit Blod. Derefter vaagnede han og fortalte slin Kone Drömmen. hún sagde: Havde jeg havt saadan en Dröm, saa blev jeg tilbage, og ikke vil jeg fortælle den til Jostein eller til nogen anden. Nu fik de god Vind og seilede ud af Fjorden[609]. Jostein havde den Afdeling af Skibet, som var foran Masten, i sin Besiddelse. Strax da de havde tabt Landet af Sigte, ophörte al föielig Vind ganske[610], og nu dreve de saalænge om paa Havet, at baade Mad og Drikke begyndte at fattes. Thorgils drömte da at den samme Mand kom til ham, og sagde: Gik det ikke, som jeg sagde dig? Thor talte da paa ny meget for Thorgils, men denne jog ham fra sig med haarde Ord. Da det nu kom ud paa Efteraaret, yttrede nogle, at man skulde gjöre Löfter til Thor. Thorgils forböd det, og forkyndte med det samme, at hvis nogen der paa Skibet ofrede paa hedensk Viis, skulde han komme til at undgjelde derfor[611]. Formedelst dette Forbud vovede ingen at paakalde Thor. Derefter drömmer Thorgils at samme Mand kom til ham og sagde: End engang har du viist, hvor tro du var mig, da andre vilde paakalde mig; jeg har hjulpet dine Folk til rette, men nu vil de snart komme i den yderste Mangel, hvis jeg ikke staaer dem bi. Alligevel skal du komme i Havn efter 7 Nætters Forlöb, hvis du endelig, for Alvor, henvender dig til mig. Skjönt jeg aldrig naaer Havn, svarede Thorgils, skal jeg dog ikke gjöre dig det mindste Godt. Thor sagde da: Om du end ikke vil gjöre mig noget godt, saa lad mig dog faae det Gods som tilhörer mig. Thorgils betænker, hvad dette monne være, og besinder sig nu paa, at dette var en Oxe, som han havde tilegnet Thor, medens den endnu var en Kalv[612]. Saasnart Thorgils vaagnede, beslutter han at lade kaste Oxen over Borde. Men da Thorgerde fik dette at vide, forlangte hun at faae Oxen til Kjöbs, thi hun havde kun lidet Forraad af Födemidler. Thorgils svarede, at han vilde forspilde Oxen, men ikke sælge den til nogen. Thorgerde var ikke vel tilfreds hermed. Thorgils lod Oxen kaste i Havet, og sagde, det var ingen Under at Reisen ikke lykkedes, saa længe Thors Kvæg var inden borde.

22. De dreve endnu en Tid lang om i Söen, og havde tit haardt Veir. Thoraren[613] var den raskeste at Mandskabet, næst efter Thorgils; han var da 20 Aar gammel. Det fortælles, at de forliste Skibet under Grönlands Isbjerge, i en Vig, ved en sandig Strandbred[614]. Skibet gik fra hinanden i det överste Rum; dog reddedes alle Folkene, saavel som ogsaa Godset. Skibsbaaden blev og heel. Skibets Forstavn drev op til den sydligere Kyststrækning[615]. Dette skete en Uge för Vinterens Begyndelse[616]. Paa begge Sider af Vigen fremragede store Isbjerge. De opförte nu en stor Hytte, som blev deelt tvers ígjennem ved et Skillerum af Bræder. Ethvert af Partierne opholdt sig paa sin Side af dette Skillerum. Noget Meel havde de til deres Næring; de fangede og nogle Sælhunde, som anvendtes til fælles Brug. Det meste af deres Kvæg var omkommet. Thorgils's Karle vare heldigere i Fangsten, og det bedste faldt gjerne i hans Lod. Han bad sine Folk være stille og sædelige om Aftenen, og holde fast ved deres Tro. Thorey var höifrugtsommelig. Man siger at Jostein og hans Folk gjorde megen Stöi og vare meget höiröstede ved de natlige Lege som de holdt. Henimod Vinterens Begyndelse blev Thorey forlöst med et Drengebarn, som blev kaldet Thorfinn[617]; hun næredes kun lidet af den Föde, som de der havde. Thorgils lod sine Karle roe ud at fiske med Josteins Trælle. Det lider nu hen paa Vinteren, og Julen nærmede sig. Thorgils bad Folkene at være stille, og gaae betimeligen til Sengs[618]. Julemorgen var det godt Veir, saa at Folk vare ude om Dagen; da hörte man et stort Skraal fra Nordvest[619]. Anden Juledag gik Thorgils tidlig i Seng. Da han og hans Folk havde faaet nogen Sövn, kom Jostein med sine Folk ind, og gjorde temmelig megen Stöi. Da de havde lagt sig til Hvile, hörtes et stærkt Slag paa Dören. Da sagde een af dem: nu faae vi vist gode Tidender; han löb ud, men blev strax rasende, og döde Morgenen efter: Det gik og saaledes den næste Aften, at en anden blev rasende, og sagde, at han saae den, som nylig var död, komme löbende imod sig[620]. Derefter opkom Sygdom blandt Josteins Folk, og 6 Mænd döde. Dernæst blev Jostein angrebet af Sygdommen, og döde ligeledes deraf. Alle disse Lig bleve nedgravede i Sandet[621].Thorgils talte til sine Mænd, og bad dem see til at undgaae saadanne næsten uhörte Ulykker. Efter Julen begyndte alle de Döde at gaae igjen[622]. Thorgerde blev da syg og döde, og derpaa, den ene efter den anden, de övrige af de Mænd som havde været i Josteins Fölge. Thoraren var den sidste som döde[623]. Gjengangerne toge saaledes temmelig Overhaand, og anfaldt især Thorgils. Alle hine Dödsfald vare skete inden Midten af Maaneden Goe[624]. Medens Gjenfærdenes Uvæsen var paa det höieste, kunde Thorgils og hans Folk ikke flytte fra Stedet. Det spögede mest i den Deel af Hytten, som Jostein og hans Folk för havde beboet. Thorgils lod dem da alle brænde paa et Baal[625], og siden mærkedes ikke noget til Gjengangerne. Nu led det ud paa Vinteren, men Isen forböd dem dog alle Forsög til Bortreise. Næste Sommer samlede de sig en deel Levnetsmidler. Den folgende Vinter döde Gudrun, Kols Söster, og Thorgils begravede hende under sin egen Seng[626]. Da Vaaren begyndte, var det endnu ikke mueligt for dem at slippe bort[627].

23. Engang fortalte Thorey sin Mand Thorgils en Dröm hún havde havt, hvori hun syntes at see vidtstrakte skjönne Egne og skinnende Mænd[628], og formoder jeg, sagde hun, at vi snart forlöses af denne Vaande. Thorgils svarede: God er din Dröm, og dog er det ikke urimeligst at den hentyder paa en anden Verden, samt at du der har Godt i Vente, og at hellige Mænd skulle hjelpe dig for dit rene Levnets og mange haarde Trængslers Skyld. Hun bad ham söge at komme bort fra denne Udörken, hvis de kunde. Thorgils svarede, at han ikke endnu saae nogen Udveie dertil. Hun holdt for det meste Sengen. En Dag, da Veiret var godt, siger Thorgils de vilde gaae op paa Jöklerne, for at eftersee, om Isen lösnedes noget fra Landet. Thorey sagde, det var hende ukjært, at han forlod hende; han svarede, at han kun vilde gaae et kort Stykke Vei derfra. Trællene skulde roe ud paa Fiskefangst, og Avlsforvalteren Thoraren skulde hjelpe dem at trække Baaden ud paa Vandet, og siden være hos Thorey. Thorleif, Kol og Starkad udbade sig at maatte fölges med Thorgils, men han anmærkede, at saa manglede man Forsvar hjemme: thi Trællene, sagde han, kan jeg ikke vel troe. Desuagtet gik de alle op paa Jöklerne. Thorgils havde en Bulöxe i Haanden, og Sværdet fra Jordhuset ved sin Side. Henved tre Timer efter Middag[629] vendte de tilbage, og fik da et haardt Veir. Thorgils gik foran, og fandt Veien meget vel. De kom nu til Hytten, men saae ikke Baaden, og da de kom ind i Huset, vare alle Kister og Mennesker borte. Da sagde Thorgils: Her er noget ondt paa Færde. Men da de traadte noget længere ind i Hytten, hörte de et Slags rallende Lyd fra Thoreys Seng, og da de kom nærmere, saae de at hun var död, og at Barnet diede sin Moders Lig. Ved nöiere Eftersyn fandt de at hun havde et lidet Saar under den ene Arm, som om det var stukket med Spidsen af en smal Kniv, og alt var der ganske overblödet. Dette Syn bragte Thorgils störste Hjertesorg af alle som han indtil den Tid havde seet. Alle Födevarer vare reent borttagne. Om Natten vilde Thorgils vaage over Barnet, endskjönt han sagde at han ikke saae nogen Muelighed til at det kunde friste Livet fremdeles, og dog, sagde han, vil det falde mig meget tungt, hvis jeg ikke kan redde Drengen; nu skal det först forsöges at skjære i min ene Brystvorte. Da dette blev gjort, kom der först Blod ud, siden en blandet Vædske (lignende Valle) og man lod ikke af förend der kom Melk frem, hvorved Drengen blev ernæret[630]. Thorgils og hans Folk sögte Fiskelangstenlmed megen Iver, og gjorde sig en Skindbaad, hvis indvendige Bygning var af Træ[631].

24. En Morgen er Thorgils ene ude, og seer i en Vaage et stort Södyr opdrevet, og der hos tvende Troldkoner (vilde Kvinder)[632], som bandt store Bylter sammen af Dyrets Kjöd. Thorgils löb did med Sværdet fra Jordhuset i Haanden, og hug til den ene af dem, i det hun löftede Byrden paa sig, saaledes, at hun mistede Haanden. Bylten faldt ned, men hun selv löb bort. Siden toge de det opdrevne Södyr, og havde da tilstrækkelige Levnetsmidler. Derefter lösnedes Isen; da forsögte Thorgils og hans Mænd paa at slippe bort, ok kom den Sommer til Sælö[633], hvor de forbleve den folgende Vinter. Ved Sommerens Begyndelse[634] toge de derfra, og en halv Maaned derefter anlöb de en lille Öe; der funde de et Svartbaagsæg[635], og gave Drengen det. Han spiste kun det halve af Ægget. De spurgte, hvorfor han ikke spiste? Han svarede: Derfor sparer jeg paa min Mad, fordi I spare eders[636]. De arbeidede sig nu frem langs med Isblinken, og kom til steile Klinte. De trak her Baaden paa Land, og opsloge et Telt. Næste Morgen gik Kol ud og savnede Baaden, lagde sig igjen, og vilde ikke sige det til Thorgils. Kort efter gaaer Thorleif ud, og tier stille dermed. Tilsidst kommer Thorgils selv ud, seer at Baaden er borte og fortæller da de andre dens Tab. Jeg seer nu intet andet Raad, sagde han, end at Drengen maa ombringes. Thorleif svarede: Det bör ingenlunde skee. Thorgils befalede ikke desto mindre, at det skulde gjöres. De toge nu Drengen, og Thorleif bad Kol at aflive ham. Kol svarede: Det vil jeg ikke gjöre, thi jeg veed at naar Thorgils besinder sig og den förste Hede er ovre, saa vil det blive ham til den störste Hjertesorg, men det er min Pligt, at vise ham al Erkjendtlighed. Derefter gik de ind, men lode Drengen blive ude. Thorgils spurgte, om de havde gjort det af med Drengen; de svarede at det var ikke skeet. Han takkede dem inderlig for at de havde handlet saaledes. Drengen blev nu hentet, og han var hos Thorgils om Natten.

Da fortalte Thorgils at han havde havt fölgende Dröm: Det forekom mig at jeg var til Thinge paa Island, samt at jeg der trak Reb med Asgrím Ellidagrimsön, og at han tabte[637]. Thorleif svarede: det betyder at du endnu skal komme til Island og have Retssager at afgjöre med Asgrim, som ville faae et bedre Udfald for dig. Det kan vel blive Tilfældet, svarede Thorgils. En anden Nat drömte Thorgils saaledes: Det forekom mig, sagde han, at jeg var hjemme i Tradarholt, hvor en Mængde Folk var forsamlet. Der saae jeg en hun-Svane gaae hen ad Gulvet, som viste sig blidere mod andre end mod mig; da ruskede jeg den, og derefter holdt den meget mere af mig. Thorleif svarer: Det betyder at du vil gifte dig igjen, min Fader, og i Förstningen ikke elskes inderlig af din Kone, men siden hen vil det dermed blive meget bedre. End drömle jeg, siger Thorgils, at jeg var hjemme i Traderholt. Jeg saae til mit höire Knæ; derpaa vare fem Lögstilke voxne sammen, hvoraf mange særskilte Lög fremspirede; een af dem voxte saa höit, at den gik mig over Hovedet, og var saa skjön, som om den var guldfarvet. Dertil sagde Thorleif: Jeg indseer din Dröms Betydning: du vil komme til at avle 5 Börn, fra hvilke mange Slægter paa Island skulle nedstamme; der skal jeg dog ikke henleve min Tid, men forplante min Æt i et andet Land; men det deilige Lög betyder, at en Mand skal nedstamme fra dig, som vil blive særdeles berömt[638]. Dette gik siden efter i Opfyldelse, thi fra Thorgils nedstammede den hellige Biskop Thorlak[639]. Nu sagde Thorleif: Jeg har havt en Dröm, min Fader! hvori mig syntes at min Söster Thorny gaf mig et Stykke Ost, af hvilket det yderste af Skorpen var bortskaaret. Thorgils sagde: Dette betyder vel at det haardeste i vore Kaar nu er forbi: Da hörte de et stærkt Raab, som sagde, at Islænderne skulde tage deres Baad. De gik ud, og saae tvende Kvinder, som strax forsvandt[640]. En Björn, hvis ene Forbeen var brækket, tumlede sig om i en Isvaage. Thorgils löb til, og gav Dyret et Stöd med Sværdet, hvoraf det döde. Thorgils greb Dyret ved Örerne, og vilde ikke at det skulde synke; de droge Dyret op, og lavede det til Spise. Thorgils tildelte da hver af dem sit Stykke; af sligt kan man slutte sig til, hvor besværligt; det var for dem at skaffe sig Levnetsmidler. Thorleif sagde: nu sparer du, Fader, vel meget paa Maden. Ja, min Sön, svarede Thorgils, det bör nu saa være. Siden vendte de ud mod Havet, og roede (langs Landet) forbi mange Vige; da de vare komne foran Aabningen af en Fjord[641], vare de heel mödige, og begyndte at blive meget törstige. Med Drengen iberegnet vare de 5 tilsammen. De vare da næsten vansmægtede af Törst, men ingensteds i Nærheden var Vand at bekomme. Da sagde Starkad: Det er mig bekjendt, at Folk i yderste Nöd have, for at redde Livet, grebet til det Middel at sammenblande deres eget Vand med Sövandet. De toge da Ösekarret, lode deres Vand deri, og blandede det med Sövand, og bade Thorgils om Tilladelse til at drikke det. Han sagde, at det kunde vel undskyldes, men erklærede, at han hverken vilde forbyde eller tillade det[642]. Da de vilde til at drikke, bad Thorgils dem række sig Karret, og sagde, at han vilde tale over Skaalen. Han tog mod det, og talte saaledes: Du argeste Dyr, som forsinker vor Reise, skal ikke raade derfor, at jeg eller andre skulle drikke vor egen Udtömmelse! I det samme flöi en Fugl, der mest lignede en Alkeunge, bort fra Baaden, og gav et Skrig fra sig. Derefter slog Thorgils Ösekarrets Indhold ud i Söen[643]. De roede nu fort, fik Öie paa rindende Vand, og toge deraf sig til Nytte; dette skete tidlig paa Dagen. Hin Fugl flöi mod Nord fra Fartöiet[644]. Da sagde Thorgils: Seent har denne Fugl forladt os, og gid nu alle onde Aander annamme den! Dog maae vi være tilfreds dermed, at den ikke fik det frem som den vilde. Efter tre Dages Forlöb saae de et Telt af Lærred, som de gjenkjendte at være Thoreys Telt; de traf der Thorgilses Avlsforvalter, og spurgte ham, ved hvilke Hændelser han var kommen dertil. Han forklarede, hvad Vilkaar Sneekoll, havde forelagt ham, de nemlig, at hvis han ikke vilde fölges med dem, skulde de dræbe ham; ellers sagde han at Sneekoll havde gjennemboret Thorey med et smalt Jern. Thorgils svarede: Vel veed jeg ikke, hvad du ved din Opförsel har fortjent, men usandsynligt forekommer det mig, hvad du fortæller, og skal du ikke leve længe. De dræbte og jordede ham da paa Stedet, hvorefter de droge bort[645]. Det lakkede nu alt mod Efteraaret; de kom i en Fjord, hvor de saae et Skibsstade[646], roe til Landet og trække Baaden op. De gik fra Stranden, og kom til en Gaard[647], hvor en Mand stod uden for Dören, som hilsede paa dem. Han spurgte dem om deres Navne, og de ligeledes om hans. Manden sagde at han hed Rolf, og tilböd dem at blive der; de toge mod Tilbudet. Thorfinn blev overladt til Fruentimmernes Varetægt. Da de gave ham Melk, sagde han, at hans Faders Melk ikke havde den Farve[648]. De opholdt sig der Vinteren over[649]. Da Vaaren kom, tilböd Rolf Thorgils og hans Mænd at blive der fremdeles, eller og at benytte hans Fartöi, hvis han vilde drage bort. Thorgils takkede ham, og sagde, at han önskede nok at faae hans Skib; det vilde og, lagde han til, være vor Skyldighed, at yde dig en god Belönning. Rolf svarede, at han haabede at Thorgils vilde blive ham til stor Nytte, og selv komme til stor Ære, og om saa skeer, sagde han, kunde du skaffe mig Fred med Bygdens Mænd, som have gjort mig fredlös. Thorgils lovede det, og de önskede hinanden alt Godt til Afsked; de droge da mod Sönden, og forbi Landspidsen[650]. De kom (derefter) til en Fjord, og styrede hen til en Ankerplads. Derefter opsloge de deres Dæktelte[651]. I det samme saae de et Handelsskib komme seilende ind ad Fjorden; de havde begge den samme Vind, og kom til den samme Landingsplads. Thorgils sagde: Dette er en god Tidende, Thorleif og Kol, skulle drage ud til dem og faae at vide, hvo disse ere. De begave sig til Skibet, og gik ombord paa det. Agter ved Löftingen sad en Mand i en röd Kjortel, som strax sprang op, og tog meget venskabelig mod Thorleif. Det var Thorstein Hvide, hans Fosterfader og Stedfader. Han spurgte om Thorgils; de svarede at han var der. Thorstein drog hen at tale med ham, og der blev da et glædeligt Möde. Thorstein fortalte, at han kom fra Island og at alt, som Thorgils vedkom, stod der vel til, men at man der i fire Aar ikke havde spurgt det mindste fra ham; dog var hans Datter Thorny bleven gift med Bjarne i Gröf, en Sön af Landnamsmanden Thorstein den Röde[652]: og da Thorleif, sagde han, ikke kom tilbage til Norge, udrustede jeg mit Skib og drog til Island, hvor jeg opholdt mig to Vintre over uden at höre noget fra dig, og saa reiste jeg hid, for at opsöge dig. Godt ventede jeg stedse af dig, svarede Thorgils. Snart kom adskillige af Indbyggerne ud til dem. Nærved Stedet boede en Bonde, ved Navn Thorer, han tilböd Thorgils Ophold i sit Huus, og han begav sig derhen. Senere indböd Erik Röde Thorgils til sig[653], og han modtog da denne Indbydelse. 12 Mand toge dertil, tillige med ham. Lige overfor Erik blev Thorgils der anvist Sæde (i Salen); næst ham sad Thorleif, saa Kol, og dernæst Starkad. Thorfinn skaffede man en Amme, han vilde ikke nyde nogen Melk, förend det blev mörkt. Da var han bleven vant fra Brystet. Erik begegnede Thorgils noget koldsindig, og Beværtningen var mindre omhyggelig, end han havde ventet[654]. Thorgils fik det opspurgt, at Trællene vare der i Landet, men han lod som om han ikke vidste det.

25. Om Vinteren hændte det sig, at en Björn hyppig angreb Indbyggernes Kvæg, og gjorde saaledes stor Skade. En Dag kom Folk til Thorgils, for at handle med ham, og mange Mennesker vare samlede i et særskilt Oplagshuus, hvori Varerne forvaredes. Der var ogsaa Thorfinn tilstede. Han sagde til Thorgils: Fader! der er en stor og smuk Hund der ude. Thorgils svarede: Bryd dig ikke derom, og gaa kun ikke ud. Desuagtet löb Drengen udenfor, hvor Björnen strax var ved Haanden og kastede ham under sig; Barnet skreg da höit. Thorgils sprang ud med Sværdet fra Jordhuset; Dyret legede da med Drengen. Thorgils huggede nu til Björnen mellem Örerne, og klövede dens Hoved, saa den faldt död ned, men greb strax Barnet som kun havde faaet ubetydelig Skade[655]. Af denne Daad blev Thorgils meget navnkundig, og man antog, at en stor Lykke var vederfaret ham. Erik var ikke meget vel tilfreds med denne Gjerning, men lod dog Dyret tillave; nogle sagde endog at han, efter Fortidens Skik, havde viist Dyret etslags Dyrkelse[656]. Det fortælles, at endeel Mandfolk, i den Vinter, sade i Badehuset paa Brattelid; dog ikke alle paa een Gang, thi nogle stode foran i Huset[657]. Blandt dem var Kol og Starkad. Samtalens Gjenstand var forskjellige Folks Sammenligning med hinanden; især talte de saaledes om Thorgils og Erik[658]. Kol sagde, at Thorgils havde udfört mange Heltebedrifter. Da svarede en Mand af Eriks Huusfolk som hed Hall: Partiet er ulige, siger han, thi Erik er en stor og berömt Hövding, men denne Thorgils har levet i Usselhed og Trældom, og jeg er ikke vis paa, enten han er Mand eller Kvinde[659].. Kol svarede: Det skal du have sagt som den elendigste Usling! - og stak ham igjennem med et Spyd, saa at han strax döde. Erik bad sine Mænd reise sig og gribe Kol. Alle de Handlende löbe til for at forsvare Kol. Da sagde Thorgils: Dig, Erik, tilkommer det naermest selv at hævne din Mands Drab. Nu lægge begges Venner sig derimellem; man indsaae og, at det ikke vilde være let at overmande de Fremmede. Parterne bleve da forligte paa den Maade, at Thorgils og Erik skulde afgjöre Sagen; vel bleve de godt enige om Kjendelsen, dog kjölnedes deres Venskab end mere derefter, saa at Thorgils var betænkt paa, ikke at forblive der i Længden. Det hændte sig endvidere den Vinter, at nogle Rövere tilföiede Folk megen Skade; deres Formand hed Thorstein; de vare 30 i Tallet og alle dömte fredlöse. Indbyggerne lede stort Tab ved deres idelige Ran, og androge det for Erik. Röverne havde deres Tilhold paa nogle Öer[660] i Eriksfjorden. Erik beklagede sig herover for Thorgils, og udbad sig hans Bistand. Thorgils svarede, at han ikke var draget til Grönland for at vove sit Liv mod Skurke, men at han havde lidt meget ondt for Eriks Skyld; dog sagde han, at han ikke nænte at undslaae sig for Toget, da Landsfolket stædtes i Nöd, og erklærede sig at være beredt dertil, naar Erik selv vilde drage afsted, men at han dog Forst vilde fuldföre sine egne Forretninger: hold dig da kun færdig, lagde han til, naar jeg skikker dig Bud. Derefter gik Thorgils med sine Folk til Skibs, og agtede at besöge hele Vesterbygden, hvis Beboere endnu ikke havde betalt Björnetolden til ham. Thorgils androg nu paa, og fik det bragt derhen, at Rolf erklæredes fredhellig. Da Thorgils kom til Vesterbygden, blev han modtaget af en Mand ved Navn Bjalfe; denne forsikkrede at han var meget taknemmelig mod Thorgils for hans Ankomst dertil. Jeg skal, sagde han, inddrive hvad du har tilgode, thi du er en ypperlig Mand, som vist vil hjælpe mig udaf den Nöd, hvori jeg nu er stædt. Her udenfor ligge de Öer, hvor Ransmændene opholde sig[661] og deres Anförer agter sig hid, for at bortföre min Datter; jeg önsker derfor at du vil opholde dig her til Beskjermelse og Forsvar. Thorgils erklærede sig villig dertil. Bonden drog nu hen og indsamlede Pengene, men Vikingerne bleve borte. Da Bonden kom hjem, sagde Thorgils: Du, Bonde, har givet os Kosten, uden at vi hidindtil have gjort dig noget Gavn; nu vil jeg drage mod Söröverne, thi du er ikke sikker paa Freden, saa snart vi ere borte. Bonden takkede ham, men sagde, at meget stod paa Spil, naar Thorgils og hans Mænd udsatte sig for en saadan Fare.

26. Nu gjör Thorgils sit Skib færdigt og drager afsted med 30 Mand. Han sender Erik det Budskab, at han skulde komme med ligesaa mange Mænd. Erik gav Budet det Svar, at han selv vilde komme, og ikke være senere, end Thorgils, ved Öerne. Nu tager Thorgils og hans Fölgeskab til Öen, men Erik var ikke kommen der. Thorgils holdt da Baad med sine Folk. Det er mig, sagde han, meget imod at drage herfra, men nu troer jeg ret at kunne gjennemskue Eriks Indre. Han agter at hidse os paa disse onde Mennesker, og forestiller sig at vi ikke kunne före det over vort Sind at reise tilbage med uforrettet Sag, om han end ikke selv kommer. Siden Thorgils kom til Vesterbygden, havde Röverne ikke gjort nogen Landgang der. Der var i Grönland en Karl som blev kaldet An den Taabelige[662]; han löb om i hele Landet, og var kjendt af alle. Thorgils laa i en skjult Bugt og en ellers aldeles ubesögt Havn. Engang besteg Thorgils sin Baad, og roede bort fra sit Skib. Han saae paa Landet nogle Kokkedrenge, som havde Kjedler med Gröd paa llden. Thorgils havde slette Klæder paa, da han kom til dem. De spurgte, hvo han var. Han svarede: Jeg hedder An. De loe ad ham, men han stilte sig ogsaa ret taabelig an. Han spurgte, hvor deres Hövding var. De sagde at han var paa Öen, kort derfra, og at de ventede ham dertil den Aften. De förte ham ind i et Röghuus[663]. Thorgils gik derpaa til sin Baad, og kantrede den under sig, men de loe ad ham. Een af dem sagde da: forekomme nu underlige Ting. Hvad da? spurgte hans Staldbroder. En Mand (svarede den anden) er kommen til Bygden; han er særdeles tapper og berömt, og derfor vil vor Anförer ikke gaae i Land paa Kysten, og vistnok har Lykken nu forandret sig. Jeg hörte i Morges, da[664] jeg kom ud, at Skibene förte fölgende Samtale. Det Skib,som kaldes Stakanhöfde, sagde disse Ord: Veed du det, Vennegöit! at Thorgils skal blive vor Eier? Det veed jeg, sagde det andet Skib, og jeg synes vel derom - og dette troer jeg vist vil betyde noget Nyt. Thorgils sögte tilbage til sit Skib. Omtrent i det samme komme vikingerne roende til Ankerpladsen, og Thorgils drog da hen for at angribe dem. Da Röverne vare komne op i deres Vaaning, overfaldt Thorgils dem uventet, og lod strax sætte lld paa Huset. Vikingerne gjorde kun liden Modstand; de opgave den snart aldeles og bade om Naade. Thorgils svarede, at derom var intet Haab, formedelst de mange Ugjerninge som de havde begaaet. De bleve da alle dræbte paa Anföreren nær; ham tilböd man Livet, men han vilde ikke tage derimod: da jeg (sagde han) aldrig kan blive eder tro: Han blev da dog nedhugget. Der toge de meget Gods, og förte det bort med sig, tilligemed Skibene Stakanhöfde og Vennegöit; dernæst droge de til Fastlandet, og Bjalfe tog der vel mod dem. Thorgils erstattede mange Folk, som vare blevne udplyndrede af Röverne, deres Tab ved Foræringer, og beholdt dog meget Gods tilbage for sig selv, ved hvilken Daad han vandt manges Venskab. Rolf var imidlertid kommen nordenfra og allerede tagen i Fred. Med Erik var Thorgils ingenlunde tilfreds. Nu opspurgte han Sneekolls Tilholdssted, og sagde, at han nok vilde faae fat paa ham. Thorstein Hvide sagde at det var mere passende at sælge Sneekoll for Betaling, og det gjorde Thorgils. Trællene vare, ved Giftermaal, komne til nogen Velstand; Thorgils tog nu alt deres Gods fra dem, og solgte dem selv til Trældom paa ny. Derefter reiste Thorgils bort med megen Berömmelse og Hæder. De holdt ad Havet til, og Vinden förte dem til den vestlige Kyst af Irland. De raadsloge nu med hverandre, om de skulde blive der om Vinteren eller fortsætte Reisen. Thorstein meente at det ikke var raadeligt at seile bort, da Sommeren for det meste var forbi. De skaffede sig Opholdssteder nær Skibet. Thorgils opholdt sig hos en Mand som hed Anakol, og blev der venligen beværtet, til nogethen paa Vinteren. Anakol pleiede at drage hen til Drikkegilder i den förste Halvdeel af Julen, og tilböd Thorgils at gjöre sig Selskab. Han tog derimod, men Kol og Starkad bleve hjemme for at passe paa Thorfinn. Anakol havde en Træl[665], ved Navn Gipar; denne opfordrede Kol til at drikke som en brav Karl; det er godt at see, lagde han til, at I sætter stor Pris paa eder selv. Kol svarede, at han selv vilde raade for sin Drikken, ligesom den anden for sin Nöden. Gipar gjorde ham da heftige Bebreidelser, og det kom saa vidt at han slog Kol med et Drikkehorn, og bad ham tage dette först, men vente siden paa noget værre. Starkad lagde sig derímellem, og vilde ikke lade hævne det skete, förend Thorgils var kommen hjem. Nu kom Thorgils tillige med Huusbonden tilbage, og man fortalte dem denne Tildragelse. Thorgils sagde, det var vel, at man ei havde taget Hævn: vi have, sagde han, ellers i Vinter havt det meget godt i Værtens Huus; nu vil jeg derfor begjere Böder i Mindelighed, og det gjorde han. Anakol svarede, at han ansaae den ene Træl for ligesaa god som den anden, og at han derfor ikke bröd sig om deres indbyrdes Klammerier. Thorgils sagde, at dette ikke var noget godt Svar. Da de Gjæster, som bleve beværtede der i den sidste Halvdeel af Julen, vare dragne bort, lod Thorgils sine Folk gribe Gipar, og dræbe ham der, efter Juletidens Udlöb. Derefter forföiede Thorstein og Thorgils sig med deres Folk til Skibet, og lavede sig til Modværge. De saae nu en heel Trop komme anstigende, ikke færre end et Hundrede Mand, udrustede med Skjolde. Da sagde Thorgils: Muelig faae vi her snart overflödig talrigt Mandskab til Hjelp[666]. Hin Flok nærmede sig snart, og dens Anförer tog saaledes til Orde: Da denne Thorgils overgav min Söster i min Vold, var det den Gang mit faste Forsæt, at jeg aldrig skulde sætte mig i Spidsen for et Parti, som var fjendtligt mod ham. Det var Huge Jarl, som der var kommen. Han gjorde dem det Tilbud at tage hjem til ham, og det modtoge de. Huge lod udbedre deres Skib, og de forbleve hos ham det övrige af Vinteren. Huges Söster levede, og tog særdeles vel mod dem, men hendes Moder var död. Jarlen lod indsamle og flytte til Skibet, hvad Thorgils havde tilgode. Han forligte og Drabssagen til alle Vedkommendes Tilfredshed, og gav dem Gaver, förend de droge bort.

27. Derefter gik de til Söes, og havde en lang og besværlig Seilads. 1 Efteraaret anlöb de Helgeland (i Norge), hvor Skibets Kjöl brækkedes og tabtes. Björn hed en agtet Bonde; han tog imod Thorgils, Thorfinn og Kol, men Thorstein, Thorleif og Starkad fik et andet opholdssted der i Nærheden. De satte deres Skib betids i Stand. En ondskabsfuld Voldsmand, som hed Randvid, sværmede omkring der i Landet. Han tog nu til Bonden Björn, og affordrede ham hans Datter Inghild; vilde Faderen ikke afstaae hende, udfordrede Randvid ham til Tvekamp. Thorstein valgte dette sidste. Vi ville ikke, sagde Thorgils til ham, at du udsætter dig for nogen Fare ved at vove dig mod dette onde Menneske, jeg vil heller selv slaaes med ham. Thorgils opsögte da Randvid, og bad ham at lade Bonden, som allerede var til Alders, være i Fred; men Randvid svarede, at han i den Sag agtede hans Ord for intet. Thorgils sagde: Jeg gaaer da i Bondens Sted. Han gik da i Tvekamp med Randvid, og klövede strax hans Skjold saaledes, at det blev ubrugbart. Dernæst huggede han Kæmpen midt over, men i det Randvid fik Hugget, kastede han sit Sværd, som traf ham udvendig paa Knæet, hvorved han blev saaret. Vel blev dette Saar lægt, men dog saaledes, at hans ene Fod blev kortere end tilforn, og fra denne Halten blev han aldrig befriet. Björn takkede Thorgils indstændig, og tilböd ham en Pengebelönning, men han svarede, at han ikke havde gjort dette for Vindings Skyld. De skiltes da ad som Venner.

28. Derefter gik de til Söes, og havde haardt Veir paa Reisen, indtil de saae Land (Kysten af Island); da forsvandt al Föielig Vind, hvorimod de fik en stærk Nordenstorm, som i hele tolv Dage drev dem tilbage. Derpaa fik de igjen en stærk Storm fra Sönden, saa at de to Dögn atter nærmede sig til Landet. Da vilde Thorgils lade Seilene stryge; han havde i de tvende Dögn arbeidet paa at udöse Sövandet, thi otte svære Söstyrtninger havde da gaaet over Skibet. Starkad tilböd Thorgils at aflöse ham i Ösningen, og i det samme kom den 9de Söstyrtning, som var den störste, indover Skibet. Den drev Thorgils fra den Tværbjelke som var nærmest ved Öserummet, rev Thorfinn fra hans Skjöd, og kastede Drengen over Bord. Da sagde Thorgils: nu gik den Bölge over os, at man ikke behöver meer at öse. Bölgen kastede Drengen atter ind i Skibet; han var endnu levende og sagde: nu blive Overskyllingerne vel svære, min Fader! Saa öse nu, sagde Thorgils, hvo som kan! De gjorde saa, og fik Sövandet opöst. Den samme Dag fik Drengen Blodstyrtning, og döde to Dage derefter. Da saae de Hjörleifshöfde[667]. Endelig kom de til Havn i Floddybet ved Arnarbæle[668]. Her vilde de bringe Thorleifs Lig til Kirken, men Thorgils sagde, at da de havde fulgt hverandre saa længe, skulde de da ikke skilles ad. Thorstein overlod Valget til Starkad, enten at lokke Thorgils i Land eller före Liget til Begravelse.

29. En Mand, ved Navn Sigmund, fordrede Havnetold af Thorstein, thi han raadede over det Land, hvor de vare indkomne. Thorstein og Sigmund grebe til det Raad, at de lode som om de vare komne i Trætte med hinanden. Da berettede Kol Thorgils, at Thorstein behövede Hjelp. Thorgils gik da strax i Land, og saaledes hjalp dette Paafund. Ellers forligtes Sigmund og Thorstein ret vel. Imidlertid tog Kol Thorfins Lig, og begrov det paa Kirkegaarden. Da Thorgils erfarede, hvad Kol havde gjort, blev han meget vred, og truede med at slaae ham ihjel. Kol svarede kun det dertil, at han ikke skulde have noget derimod, naar blot Thorgils selv kom til Eftertanke derved snarere end för. Ved Thorsteins Overtalelser bleve de dog endelig Forligte. I fire samfulde Dögn havde Thorgils hverken nydt Mad eller Sövn. Han sagde da, at han ikke vilde fortænke Konerne, om de holdt mere af de Börn, som de selv havde opammet, end af andre Mennesker. Det var kort efter at Thinget var holdt, at Thorgils kom til Landet[669]. Han tog strax hjem til Tradarholt, tilligemed Thorstein og de övrige Medreisende. Hæring, hans Broder, tog vel mod ham, og vilde, at han da strax tog sine Eiendomme i Besiddelse. Thorgils undskyldte sig derfor, förend til det da næst Fölgende Foraar. Thorstein og Thorleif reiste den samme Sommer ud af Landet; de og Thorgils ophævede deres Fællesskab meget venskabeligen. Om Vinteren var Thorgils i Tradarholt tilligemed Brödrene Kol og Starkad; hos ham vare og end flere Mænd, skjönt de ikke ere blevne nævnte. Hæring beværtede dem alle vel. Thorgils sagde engang til sin Broder: I et Anliggende er jeg ikke ret fornöiet med dig, Frænde! det nemlig, at du tillagde min Datter Thorny for stor Medgift, da du giftede hende med Bjarne paa Gröf[670]. _ Hæring svarede: Jeg syntes at hun var velforsörget ved at erholde en Medgift af hundrede Gange Hundre de (Alen)[671]; dersom du anseer dette at have været noget for meget, saa tag kun af mit Gods, hvad du finder for godt. Dette Tilbud vilde Thorgils paa ingen Maade modtage.

30. Ved Vinterens Ende modtog Thorgils sit Boe og andre Eiendele. Alle Folk fattede strax megen Agtelse for Thorgils. Derimod viste han sig ikke meget venlig mod sin Svigersön Bjarne. I det Foraar sögte en Mængde Folk til Arnæs Thing[672]. Der kom Thorgils, tilligemed hans Svigersön Bjarne og hans Datter Thorny. Thorgils gik en Morgen hen til Bjarnes Bod, og havde Sværdet fra Jordhuset i sin Haand. Da han kom ind i Bodens Dör, saae Thorny ham komme og bad Bjarne reise sigt, hvortil hún föiede at han maatte tage sig i Agt, thi hendes Fader var vred. Bjarne, som var en særdeles fornuftig Mand, sprang strax op, gik Thorgils i Möde, tog meget venskabelig imod ham, og bad ham at blive der; alt mit Gods, lagde han til, skal være til Tjeneste, hvis du blot kan være mere fornöiet med mig end hitlindtil. Dette er vel talt, sagde Thorgils, og jeg vil da tage imod dit Tilbud; det vilde ellers have været uvist, hvad Udfald Sagen havde faaet. Bjarne indböd ham da til et Gjæstebud hos sig, og Thorgils lovede at tage hjem med ham fra Thinget, samt siden före bort med sig saa meget afGodset, som han kunde finde for godt. Bjarne samtykkede heri, og da de kom til Gröf, besaae Thorgils den hele Kvæghjord, og sag de da, at han vilde lade bortföre 2O Köer og et Hundrede Malkefaar. Thorny bad ham tage hvad han önskede, og sagde det vilde blive det bedste at han raadede selv. En Mand, ved Navn Thorolf, havde för opholdt sig hos Thord, Thorgils's Fader, og var nærbeslægtet med ham. Denne Mand havde noget tilgode hos Thorgils, og nu bad denne, at Bjarne vilde udbetale 40 Hundrede til Thorolf[673]. Bjarne lovede at det skulde skee efter hans Villie, og saaledes skiltes de ad. Da Thorgils kom hjem, var hans Datter Thorny fulgt bagefter. Han spurgte, hvad hendes Ærende var. Hun svarede, at hun vilde fölge med sit Gods, hvis hendes Fader fandt det sömmeligere at hun blev skilt fra Bjarne: og du vil skille mig ved den Mands Bistand som kan være dig til störste Nytte; thi saa længe I ville holde sammen, vil det staae dig frit for, at du ikke behöver at give efter for nogen Mand. Thorgils svarede: Du opförer dig vel, min Datter, og det gjöre I begge. Nu skal du tage hjem igjen, thi jeg agter ikke at ophæve dit Ægteskab med Bjarne. Han tildeelte dem da saa mange Penge for det udlagte Gods, at de vare vel fornöiede dermed. Samme Sommer indböd Thorgils Bjarne og hans Kone til Tradarholt, hvor de nöde en god Modtagelse og fik store Foræringer. Derefter levede Thorgils og Bjarne i den venskabeligste Forstaaelse med hinanden. Engang siger Thorgils til Bjarne, at han agtede at opsöge sig en Hustru. Bjarne svarede, at han gjerne billigede det, og lagde til: Du skal da frie til Helga, en Datter af min Frænde, Goden Thorodd Evvindsön i Ölves. Deres slægtskab forholdt sig saaledes, at Thorodds Moder var Thorvör Thormodsdatter, men Thorey var Moder til Thorstein Gode; Bjarne den Spages Fader[674]. Thorgils bringer nu sit Frierie paa Bane. Skapte var ikke meget derfor, og Helga selv heller ikke, thi hun syntes at Manden var vel storsindet og tillige temmelig meget til Alders. En anden Mand friede og da til Helga, nemlig Asgrim Ellidagrimsson; ham gav Skapte föieligere Svar, men Thorodd önskede heller Partiet med Thorgils. Man talte nu om dette Anliggende paa Thinget, men det blev dog ikke der afgjort, og saaledes gik det Aar til Ende. I den fölgende Sommer red Thorgils engang til Einarshavn, til et did ankommet Skib. Han spurgte der, at Skapte var paa en Reise og foresatte sig bestemt at træffe ham. Thorgils red da selv sjette til Floegavl; med ham vare nemlig Brödrene Kol og Starkad, hans Frænde Thorolf og tvende af hans Tjenestekarle. De opholdt sig i en lille Kratskov, og ventede saaledes paa Skafte. Dette var i Nærheden af Kaldadarnæs[675]. Skafte saae fra Færgebaaden, at nogle opsadlede Heste græssede paa Elvbreden. Han sagde da til sine Folk, at han vilde vende tilbage, da han havde hört at man længere hen vilde faae bedre Kjöb, og derefter droge de hjem. Thorodd spurgte, hvi han kom saa snart tilbage: eller ræddes du maaskee, siger han, for den skjæggede Rönbeboer Thorgils[676]. Mig tykkes, det var bedre for dig at ride, uden Frygt, omkring i Herredet, og overlade ham Helga, end aldrig at være uden Frygt for Overfald. Om Sommeren blev Helgas Giftermaal (atter) omhandlet paa Thinget, og Thorodd understöttede her Thorgils's, men Skapte Asgrims Sag. Da sagde Thorodd: Jeg forudseer, hvorledes det vil gaae; dersom man afslaaer Thorgils Giftermaalet, vil det volde mange Mennesker Ulempe, men jeg haaber at Asgrim, ved fortrinlige Vennegaver, vil lade Sagen gaae af uden videre Ulykker. Ved denne Thorodds Tale blev den Beslutning taget, at Helga blev fæstet til Thorgils, og Brylluppet blev holdt paa Hjalle. Da var Thorgils 55 Aar gammel[677]. Han drog nu hjem til Tradarholt med Helga ; men hun var taus og ilde tilmode. Engang da Thorgils var tagen fra sit Hjem, for at bortforpagte sine Jorder, foregav Helga at hun vilde tage til Hjalle og hjem igjen den samme Natten. Hun lod een af Tjenestekarlene ledsage sig, men da de vare komne til Hjalle, sagde hun til ham, at han ikke behövede at vente der efter hende. Skapte tog vel mod Helge, men Thorod ikke. Han forblev der mange Dage i Træk. Thorgils kom hjem, og lod som om han intet vidste heraf, indtil han en Dag gjorde sig færdig, red til Hjalle, og kom der da Folk spiste. Thorgils gik mellem Spisebordene i fuld Rustning, tog Helge ved Haanden og förte hende ud; de Folk, der sade ved Maaltidet, forekom Mandens Udseende da ikke at være det blideste. Skapte opfordrede de Tilstædeværende at sætte efter ham. Thorodd svarede: Thorgils henter kun sit eget, og ingen maa derfor understaae sig at forfölge ham. Thorgils red nu hjem, og sendte Bud til Skapte, at han önskede en Sammenkomst med ham. Den fandt Sted og ved Thorodds Mægling fattede de Venskab for hinanden. Thorgils selv blev (en stor) Hövding, og stod i megen Anseelse blandt Folket.

31. Det fortælles, at da Thorgils og Helga engang sade ude, skreg en Höne for Gaardhanen, som forfulgte og baskede den, til den blev mödig. Thorgils sagde: Seer du, Helga, hvad Hanen og Hönen have med hinanden at gjöre? Hvad er det værdt (at bryde sig om)? sagde Helga, hvortil Thorgils svarer: Vel mueligt, at det gaaer ligesaa til i andres Samliv. Derefter levede de kjærlig sammen, og fik en Sön, som kaldtes Grim Glammad (den höiröstede eller stöiende). Thorgils var, skjönt gammel, endnu rask. I hans Nærhed boede en Mand som hed Sam, og havde en Kone, ved Navn Thorfinna. En vis Bjalfe opholdt sig der i Bygdelaget, og var en meget urolig Mand. Han forförte Sams Kone, opholdt sig tit, uden Bondens Indbydelse, i hans Huus, og anfaldt ham med Trudsler, hvormed Sam var meget misfornöiet. Bjalfe udfordrede ham til Tvekamp, hvis han ikke vilde afstaae sin Hustru. Da tog Sam hen til Thorgils, og fortalte ham om Bjalfes Udfordring. Thorgils svarede: Jeg skal nok hjælpe paa din Sag, og Sam tog da fornöiet hjem. Næste Dag besögte Thorgils Sam, og blev vel modtagen. Siden kom Bjalfe did, og spurgte Thorgils, hvi han var der, samt sagde at han ingen Tak kunde yde ham for det Besög. Thorgils svarede: Derefter retter jeg mig ikke, thi jeg maa meget vel komme der, hvor du kommer, og da du har udfordret ham til Tvekamp, skal du möde mig, men ikke ham. Bjalfe svarede: Det kommer deraf, at Uslingen Sam ikke tör slaaes med mig. Nu gik Kampen for sig, hvorom ingen andre Omstændigheder berettes, end at Thorgils ombragte Bjalfe, og frelste saaledes Bonden. Det var din Lykke, sagde Thorgils til ham, at du var mig saa nær. Asgrim Ellidagrimsson var en mægtig Hövding og drev Handel udenlands, hvortil han brugte et Skib som han selv eiede. Han havde to Sönner, som begge hedte Thorhall. Den ældste af dem var fuldkommen voxen, da dette skete[678]. Bjarne i Gröf havde en Datter, som hed Gunnvör, men Thorny var ikke hendes Moder. Gissur Hvide[679] boede da paa Höfde[680], og havde Thordise,Thorodds Datter, til ægte. Asgrims Moder var Jorun Teitsdatter[681] Thorgils[682] eiede det Land, som omgav den Havn, hvor Asgrim havde sit Skibsleie; hvoraf Havnetold burde svares, samt hæves af den Mand, som boede paa den nærmest liggende Gaard;i dog vilde Asgrim ingen Told svare til Thorgils's Leilænding.

32. Engang traf Thorgils Asgrim, og bad ham dog endelig huske paa at afbetale noget af den tilbagestaaende Told. Asggrim svarede, at Skibe kom dertil, hvor Lykken förte dem hen, men at han ikke var vant til at betale Skibsafgifter ligesom ringe Bönder[683], og bad ham ikke fordre sligt. Thorgils bemærkede, at han gjorde dette paa en andens Vegne, men ikke for sig selv. Efter denne Ordvexling skiltes de ad. Næste Foraar bleve. Mænd tilsagte af Asgrim, for at trække hans Skib til Stranden[684], hvortil en Mængde Folk forsamledes. Der vare hist og her, paa den sandige Strandbred, Pytter fulde af Vand, endog i Ebbetiden. Asgrim holdt paa Trækketouget blandt de forreste, og havde mest Fruentimmer hos sig. Selv var han ifort farvede Klæder, og trak stærkt til. En Mand kom ridende henimod Strandbredden, höi og för af Væxt, og havde en Bulöxe i Haanden. Han saae paa Skibstrækningen. Asgrim opmuntrede meget ivrig sine Folk til at anstrænge sig ret kraftig. Da Thorgils var kommen til en af Floden efterladt Vandpyt, og saae at Asgrim trak paa Touget, löb han til, og huggede det over. Herved blev Asgrim, der trak stærkt paa Rebet, fört saa hurtig tilbage, at han styrtede nedi Pytten, og Fruentimmerne ovenpaa ham, saa at hans hele Klædning, og han selv med, blev vaad og tilsölet. Asgrim fandt sig derved meget beskjæmmet, og da han fik at vide, hvo der havde gjort det, sagde han, at det neppe kunde blive derved mellem ham og Thorgils. Thorhall raadte sin Fader, at han skulde gjöre en Udenlandsreise: thi saa vil, sagde han, den Uvillie sætte sig, som er eder imellem. Asgrim svarede, at han vilde selv raade for sine Reiser. Engang forlangte Thorhall af sin Fader Asgrim, at han vilde gjöre ham Fölgeskab hen til Bonden Bjarne i Gröf, for at frie, med ham, til dennes Datter. Asgrim svarede, at det i mange Henseender kunde være et godt Parti: men det gjör mig ondt at Thorgils paa en vis Maade er den Sag vedkommende. Thorgils gjör mig ingen Fortred, svarede Thorhall. Derpaa toge de afsted. Bjarne gav dem et godt Svar, og Giftermaalet blev fuldkommen besluttet. Asgrim frabad sig, at Thorgils maatte indbydes til Brylluppet. Bjarne svarede, at skulde han komme af sig selv, maatte han modtages paa det bedste, men lovede, for dog at efterkomme Asgrims Begjering, at intet Bud skulde sendes til Thorgils i denne Anledning. Nu lod Bjarne lave til Brylluppet. En Dag kom Thorny ind, og sagde at en Mand nærmede sig fra Skoven dernede, som lignede hendes Fader. Bjarne gik ud, og da var det Thorgils som var ankommen, ledsaget af sin Træl. Bjarne modtog ham meget venlig. Thorgils sagde til ham: Hvi indböd du mig ikke til Brylluppet, Svigersön! Til os kan du stedse byde dig selv, svarede Bjarne, og vær os velkommen, hvis du vil blive. Om Aftenen ankom Asgrim; Bjarne gik ham imöde, og modtog ham paa det bedste. Da spurgte Asgrim, om Thorgils var kommen dertil. Bjarne svarede, at han var der, og at han vilde blive; jeg gjorde, sagde han, efter dit Önske, at jeg lod være at byde ham, men det maae staae ham frit for at være her hos mig, naar han selv vil det. Asgrim blev rasende opbragt herover, og vilde ride hjem. Thorhall bad ham lade det fare, og endelig lod Asgrim sig overtale til at blive, men var dog aldrig ret glad, medens Gjæstebudet varede. Da Gjæsterne lavede sig til at drage bortfra Brylluppet, lagde man Mærke til, at Asgrim og Trællen Kol gik hen i en Afkrog mellem Bygningerne, og talte noget med hinanden. Om Aftenen begave Folk sig paa Hjemreisen. Silde ud paa Aftenen rede Thorgils Bonde og hans Træl Kol forbi Gaarden Husetofte. Asgrim havde givet Trællen tre Mark Sölv, for at han skulde ombringe Thorgils; Kol havde en doven Hest, som han ikke kunde faae til at komme rigtig frem. Thorgils slog til Trællen, saa at Pengepungen, som havde været skjult af hans Overkjole, kom til at falde ned. Thorgils spurgte, hvorfra disse Penge kom, og Trællen maatte da fortælle Sammenhængen dermed. Nu syntes Thorgils, at Asgrim var bleven overbeviist om at have stræbt ham efter Livet. Han lod da samle Folk, og de bleve tilsammen vel 40 Mand. Han agter nu at Hjemsöge Asgrim, for at forkynde ham en Stævning. Da traf Gissur Hvide Thorgils, og spurgte om Hensigten af hans Reise. Da Thorgils svarede, at han agtede at hjemsöge Asgrim Ellidagrimsön, sagde Gissur: Det er ikke raadeligt, thi Asgrim har mange flere Folk end du har. Thorgils svarede, at han intet bröd sig om hans mange Folk. Gissur blev dog ved at fraraade Reisen, og efter hans Overtalelse drog Thorgils til Öen[685], og udnævnte 9 Bönder (Naboer) til Thinget som Sandemænd. Derefter droge de bort, og antoge at Sagen var lovformelig forberedt.

33. Da man kom til Thinget, var der en heel Forsamling. Skapte spurgte sin Svoger Thorgils, hvorledes han havde anlagt Sagen. Denne berettede at han havde udnævnt 9 Naboer (til Sandemænd). Skapte svarede: En Klak saae man klæbe af Tværen paa Læbe[686], Svoger!; lad Sagen kun fare; dette nytter ikke det mindste. Hvorfor det? spurgte Thorgils. Skapte svarede: Jeg kjender Loven saa nöie, Svoger, at jeg vel indseer at Sögsmaalets Anlæggelse er urigtig[687]; desuden har du ellers kun saadant at afgjöre med Asgrim, at det bedste vil blive, at lade denne Sag falde bort, især da Asgrims og dit meste Mellemværende har været af den Beskaffenhed, at du ingenlunde har nogen Skam deraf, at I lade det blive herved. Vi unde dig vel al Hæder og Rolighed herefter og meget kan siges om dig, som egner en tapper og udmærket Mand. Derpaa rede Folk hjem fra Thinget, og Thorgils sagtnes nu ved sine Svogres og Venners Overtalelser.

34. Helge hed en Östmand[688], som kom udenlandsfra til Einarshavn. Han havde Ærender oppe i Herredet, og förte sine Varer til Gaarden Tradarholt[689].I Thorgils kom ridende ovenfra, fra Gröf; de rede imod hinanden; Helge red saa stærkt og tæt ind paa Thorgils, at denne nær var falden af Hesten, og lo ham ud, da han sad krum til Hest; og sagde tillige, at nu kunde man ikke see det paa ham, at han nogensinde havde været en heel Kæmpe. Thorfgils blev vred herover ogsagde: Det have Folk aldrig prövet, at drive Spot med mig, men saa latterlig jeg end nu forekommer dig, saa udfordrer jeg dig til en Tvekamp strax paa Stedet, og da vil det erfares, om du snart overmander mig. De traf hinanden nedenfor Stakitgjærdet[690] ; Veiret var koldt, og Thorgils havde Vinden mod sig, saa at han derfor sad krumböiet til Hest. Helge sagde at det var ingen Ære for ham, at overvinde (som han udtrykte sig) dit elendige Skrog; men erklærede dog tillige at han ikke agtede at trække sig tilbage. Östmanden havde en Öxe i Haanden. Han[691] saae paa Öxen, og den forekom ham at være temmelig smal. Thorgils sagde: Et hvassere Vaaben vil du behöve, hvis det skal bide paa min Hovedskal, og dit Værge passer sig ikke for en rask Karl. Thorgils havde sit Sværd, som han havde faaet i Jordhuset, og var i fuld Rustning, thi den pleiede han stedse[692] at bære. Han anfaldt da Östmanden i stærk Fart, og hug til ham med Sværdet, som rammede skulderen, og Saaret blev saa betydeligt, at det snart blev dödelig. Da var Thorgils 70 Aar gammel, og tilstod at denne Gjerning skete i Ubesindighèd og Hidsighed, samt erklærede, at ville udsone den med Böder. To Vintre derefter ankom fra Udlandet, til Einarshavn, Helges tvende Brödre, og agtede at udföre Hevnen. Den ene af dem hed Einar, den anden Signurd, og det Skibs Ankomst, som havde bragt dem til Landet, blev ikke strax rygtbar. De begave sig uden Ophold til Tradarholt ok kom der tidlig paa Dagen. Thorgils laa endnu til Sengs, men Arbeidsfolk og Fruentimlner vare allerede Paa Færde[693]. Brödrene gik hjem til Gaarden, og overlagde med hinanden hvorledes de skulde bære sig ad. Einar sagde: Det vil gjöre mig ondt at dræbe en gammel Mand, som er berömt og vennesæl, saa at det vil blive en stor Skade, hvis han lader sig slaae ihjel. Thorgils lagde Mærke hertil, sprang strax op, greb Sværdet fra Jordhuset og opfordrede dem til at gaae nærmere, hvis de havde Lyst dertil ;- han stod da nogenledes fast paa det lammede Been. Einar sagde: Vi Brödre ville ikke lade dig vederfares nogen Ufred, og vort Ærende til dig vil blive af en anden Art, hvis jeg maa raade. Thorgils svarede vel herpaa, idet hans Ansigtstræk bleve venligere, og talte saaledes: Jeg önsker det meget heller, og du er vist en brav Mand; har jeg end dræbt eders Broder Helge, saa vil jeg dog yde Böder derfor. Dig, Einar, vil jeg give det Sværd som jeg fik i Jordhuset, thi du er værdig til at före det, men din Broder 5 Mark i Sölv, undtagen I deler det anderledes selv mellem eder. De skiltes vel og hæderlig ad. Brödrene reiste derefter ud af Landet.

Engang da Ægtefolkene (Thorgils og Helga) toge til Gaarden[694] Hjalle, faldt Ihorgils der i en Sygdom; da var han 85 Aar gammel[695], han laa syg en Uge, og döde der. De bleve lagte i den samme Grav Thorodd, Thorgils og Bjarne den Spage[696], ved den Kirke, som Skapte havde ladet opföre paa den anden Side af Bækken, men siden bleve Benene förte til det Sted hvor Kirken nu staaer, thi Skapte havde gjort det Löfte, at lade bygge en Kirke, da Thora, hans Hustru, brækkede sit Been, idet hun passede sine Lærreder[697]. Thorgils blev anseet for en meget udmærket Mand; han var vennefast og bevaagen, udholdende og kraftig, meget arbeidsom og utilböielig til at fornærme andre, endskjönt han aldrig lod sig nöde til at vige for nogen, om han end havde med höist anseete og stærke Mænd at gjöre. Han ansaaes og for en meget ypperlig Folkehövding. Han var billigtænkende og forstandig, men modig og meget uskaansom mod dem som ikke vilde opföre sig vel. Han var trofast og andægtig, gudfrygtig og god mod sine Venner. Mange fornemme Folk nedstamme og fra ham, som og hans Afkom er spredt vidtomkring i vort Land[698]. Nu ville vi, for det förste, höre op med at fortælle om Thorgils, Orrabeins Stedsön, og dermed sluttes denne Saga.

Fodnoter

  1. En nordisk Helt fra det 10de Aarhundrede, Thorgils, kaldet Orrabeins-Stifsöns, Historie, oversat fra det gamle Skandinaviske o. s. v. (S. 94, jfr. S. 223.)
  2. Saga af nokkrum landnámsmönnum Sunnlendinga (en) sèrdeilis Þorgils Þórðarsyni, kölluðum Orrabeinsfóstra, ok nokkrum Flóamönnum.
  3. Saaledes (nemlig Sólvör) kaldes hun i nogle Exemplarer af vor Saga og i Landnamas Tillæg; i sidstnævnte Skrift: 5te Bog 9de Cap. kalde nogle Exemplarer hende Salvör, andre, Sölvör; dette sidste Navn tillægges hende og i adskillige Afskrifter af Flomanna Saga.
  4. Saaledes berettes det virkelig i en særegen og vistnok gammel Recension af Sagaen (vor F), skjönt det hedder i de övrige, at Hakon Jarl fik Seieren (hvor dog muelig Ordet úsígr ved en Skrivefeil kan være blevet til sigr); ifr. Thorlaciusks Anmærkning I, c. S. 224. Saaledes stemmer denne hele Beretning nöie med Landnamas 5te P. 9 Cap., efter dens ældste Recension, og tillige med Halfdan Svartes Saga 3die Cap. (paa det nær at Thorader kaldes Ragnhilde og Harald Haarfagers Saga xxde Capitel. Jfr. I det endnu ikke udgivne Upphaf ríkís Haralds hárfagra, hvoraf` et oversat Uddrag findes i Schönings Norske Hist. II, 55-57. En Lov om Leding, udgivet af vor Atle, som Jarl paa Gaulum, læses endnu i den gamle, ikke udgivne Gulethingslov.
  5. Enkelte Exemplarer have Seley, andre Seleyar, Sælhundenes Ö eller Öer.
  6. Af dette og flere Sagasteder erfare vi, at saadanne Forviste, fredløse Mennesker hyppig opholdt sig i Grönlands Iisørken eller saakaldte Ubygder; det er da ikke usandsynligt at nogle af dem have indgaaet Forhindelser med Eskimoerne, som allerede för og ved den Tid vides at have været eller omvanket paa Landets Vest- og Östkyst.
  7. Dette Sammentræf synes vel at falde i det vidunderlige, men kan i visse Maader sammenlignes med det nylig skete, at Capt. Ross forlöstes fra det nordvestlige lishavs Kyster, mod al sandsynlighed, af det selvsamme Skib, hvormed han havde gjort sin förste Opdagelsesreise i de nordlige Polaregne.
  8. Den fromme katholske Biskop sögte natnrligviis især at fremstille sin stamfader som en christelig Helt, og det lykkedes ham saa vel, at Lutheraneren Torfæus (Groenl. 5.131) beundrede den Nyomvendtes Andagt og den Standhaftighed, hvormed Thorgils modstod saa mange Fristelser af Djævelen i Thors skikkelse; (jfr. herefter Anm. 53), samt at endog Herrnhuteren Crantz (i hans Udsigt over Grönlands gamle Historie) sammenligner ham med Job og Tobias, uden ellers at give anden Underretning om ham, end at han havde hört til Landets förste Colonister, og at han havde udstaaet mangeaarige Forfölgelser af den Onde, samt svære Ulykkestilfælde til Lands og vands, hvorefter han tilsidst var kommen til stor Ære og Lykke (Hist. v. Grönland, I, 321-22).
  9. Strax efter at det ovenstaaende var skrevet, kom vi hændelsesviis til at opdage den hellige Thorlaks og hans Formænds (Skalholts 5 förste Biskoppers) Slægtregistre, efter al sandsynlighed forfattede af ham selv, paa tvende Membranblade, i de Armæmagnæanske Haandskrifter Nr. 162, Folio (skjönt Bladene selv er i Qvart). I dets Begyndelse kaldes han ikke engang Biskop, (som dog aldrig er glemt at vedtegnes om de foregaaende) end mindre hellig, og intet forekommer derefter om nogen af hans Eftermænd. Dette Slægtregisler viser nöiaglig, hvorledes Thorlak Thorhallsön nedstammeder fra Heine-Björn og fra Lopt den Gamle, om hvilke Styrmer, i hans Bearbeidelse af Landnama, kortelig melder, at de vare hans Stamfædre, uden Slægtleddenes nöiere Udvikling. Han har da vistnok seet eller benyttet denne genealogiske Opsats, uden at extrahere den nøie i disse Poster (see Landnama, 4 P. 13 Cap. og 5 P. 8 Cap.). I disse Blade seer man og den hidindtil (selv af Finn Johnsen) savnede Underretning om Biskop Klangs Herkomst, samt Gissur Jarls Mödrene Slægt; de nedstammede fra vor Are Marsön ved Thorkatla (see ovenfor l, 154 o. i.) og ere berömte Mænd. Endelig indeholde disse Blade adskillige interessante hidindtil ubekjendte optegnelser om de norske Kongers Herkomst fra Aserne, hidkomne fra Asien, hvor hos det dog modsiges at Vile og Ve vare himmelske Guder, at Valhall virkelig var til, m. m.
  10. Da medregnes ikke den Fortsætter, som har tilföiet nogle Led af den Holumske Biskop Jörunds Stamtavle, hvis han er forskjellig fra den, som tillagde Biskop Thorlaks; han maatte i al Fald have skrevet den efter 1267.
  11. I Islandsk Bjarnarson, ikke Bjarnason, da hans Fader havde maattet heddet Bjarne, hvilket Espolin dog har antaget i den 1ste Deel af Islands Arbækr S. 16 0. f. I Vaækets Navne-Register eller 10de Deel (1833) anföres Gissur som Bjarnarson v. Bjarnason hvortil den lærde Forfatter föier fölgende Anmærkning: "Nylig læste jeg i et Slægtregister at hans Fader har heddet Björn, en Sön af Svarthöfde Dugfussön". Vor Saga afgiver et endnu ældre Beviis derfor. Denne Svarthöfde og hans Kone Herdis nævnes udtrykkelig i Höksbogen og Melabogen til Landnamas II, 25, samt omhandles ellers meget vidtlöftig i Sturlunga-Saga; dog ommeldes ikke hans Sön Björn i noget af disse Skrifter. Et aldeles ligelydende Slægtregister med vor Sagas (paa Björn og hans Afkom nær) i opstigende Linie, ligetil Thorgils Orrabeinsfostre, findes i Sturlunga-Sagas 7de B. 3die Cap, (Udg.IIl, 10.) Af Rafn Sveinbjörnsöns Saga see vi allerede at denne Linie af Thorgils's Afkom vedblev at være bosat i Floen, indtil den förstmeldte giftedes med Hallkatla, hvis Fader boede paa Kaldadarnes, og förte hende til sin Bolig Vatnsfjord paa Vesterlandet.
  12. S. Suhms (genealogisk-chronologiske) Tabeller til den critiske Historie af Danmark (Khavn. 1779) Fol. Tab. LXXX, samt S. 376.
  13. Dette Exemplar maa Suhm vel have havt til Laans, da ingen Afskrift haves af Sagaen, eller sees at have været til, i hans nu i det store Kongelige Bibliothek indlemmede Haandskriitsamling, hvilket overhoved ikke er i Besiddelse af noget Exemplar af den, med Undtagelse af en i Retskrivningen overdrevet archaiserende, men ny og slet Afskrift iblandt de Thottske Mannscripter.
  14. Denne urigtige Anförelse i et Haandskrift har foraarsaget Suhm meget ufornödent Hovedbrud, B. Thorlacius har i det hele berigtiget den l. c. S. 20/4. - Dog har vel Suhm egentlig misforstaaet Sagaens Forf. i at henföre Thords Udenlandsreise til Erik Blodöxes Regjeringstid, da vi mene, at Talen kun der er om hans Broder Ölvers Bosættelse i Sogn i Norge.
  15. li. Thorlacius synes at have været herom af en anden Mening (l. r. S. 205): "Vidunderlifge Begivenheder ere vel ikke ganske forbigaaede; men deels anföres de langt sparsommere end i de andre Sagaer, deels er ogsaa her Tildragelsernes psychologiske Sammenhæng Borgen for Fortællerens Paalidelighed. I denne Saga er meget maaskee en ved Tildragelsernes Fölge oprört Indbildningskraft, men intet en bedragerisk Opdigtelsessyges Foster" o.s.v.
  16. Heri ere vi ikke enige med den höilærde Forfatter, men finde derimod med B. Thorlacius (S. 207) at Kampen i Thorgilses Sjæl, under en overhængende Livsfare, mellem Thors Religion og Christendommen, er meget interessant. Vel at mærke skete Thors heromtalte Aabenbarelser næsten stedse i Drömme. At vore hedenske Forfædre, ved Overgangen til Christendommen, tit frygtede for de af dem forladte hedenske Afguders Vrede, bevidnes noksom af meget troværdige Sagaer. Det var netop vor Helts Svigerfader og Nabo, Thorodd Gode, hvis Gaard truedes ved en i Ölves opkommen Jordbrand, paa den Tid da Gissur og Hjalte först forkyndte offentlig Christendommen paa Islands Althing, og Hedningerne i den Anledning bemærkede: at det var ei at undres over at Guderne vredtes over slige Taler. Kun Snorre Godes Aandsnærværelse og trælfende Modbemærkning: at Guderne intet sligt havde havt at vredes over, da den Grund, hvorpaa Forsamlingen holdtes, længe för Landets Beboelse kom i Brand, standsede denne vægtige Indvendings Indflydelse paa den store Hob. (Krístnisagas 11te Cap.). Have vi Ret i at mene, at den hellige Biskop Thorlak först har nedskrevet denne Saga, finde vi tilstrækkelig Grund dertil, at han med Forkjærlighed har optegnet hine Thors Fristelser (ligesom Munkene Gunlög og Odd adskilligt lignendeom Olaf Tryggvesön) som Beviser paa hans stamfader Thorgilses Rettroenhed. Maaskee har Erichsen anet dette Forfatterskah, da han hos Suhm (om Odin, S. 163) bemærkede: at denne Saga er skreven efter at Biskop Thorlak den Hellige havde bragt den papistiske Overtro næsten til samme Höide, som den hedenske havde naaet.
  17. Vi antage det for sandsynligere at Jarnhauses Navn o.s.v. er gaaet over fra nærværende Saga i de fabelagtige, end omvendt.
  18. Herom mere i vor Anmærkning til den omhandlede Fortælling, i Sagaens 7de Capitel.
  19. fm. af de øvrge,
  20. hafði XXX vetr, I - var XXII ára, L, gamall, till. K, M. 3.
  21. hann þóttist í Noregi eiga ok, till. B, C, D, F, M.
  22. vildi eigi, K.
  23. fè Þitt, dina Penge, B,C,D,F, H,K; fyri mér, for mig, till. M.
  24. menjar, I.
  25. Orrabeyrn, B, orrabeirn, I; orrabeinn, C, D, H, M, N; Örabeinn, F.
  26. mal. B, D, F, H, I, M, N; Bjarnarsundi, A, E, G; udel. C.
  27. ,udel. K; her till. Á: þat var þrim vetrum síðar, dette skete tre Vintre (Aar) derefter.
  28. hugun, B; huggun, H, samlyndi, I.
  29. fra [því hún vildi reynast trú við Þord, fordi hun vilde lade det erfares, af hun var tro mod Thord, M, fra [einum vetri siðar fèkk hann hennar,:en Vinter derefter fik (ægtede) han hende, K.
  30. í hernaði hinn fyrra blut æfi sinnar, i Hærfærd i sine yngre Dage, K.
  31. var mjök öróttr af sárum, havde mange Ar efter Saar, K.
  32. orrabeinsfóstri, Orrabeins Fostersön, Bi H,K; o.b.stjúpi, J.
  33. Jóns,B,C,D,F,H,K,L,M,N, jfn Anm 4 hvor det bemærkes at visse Exemplarer, som havdes førhen i Island, her have havt: hofs dvs. til Afgudstemplet,
  34. veld, B, C, D, F, I, K,
  35. ok andlits ásján, og af Ansigts Udseende, till. B, C, D, F, II.
  36. skírligt hár, lysladne Haar, B, c, D,F,H. N.
  37. fra [udel., K.
  38. tiu, ti, B, X, C, D, F, L, N i 10 IL
  39. um kvöldit, om Aftenen, till. K.
  40. Litlu s., M; um veturinn, den Vinter, K.
  41. till. K.
  42. líða nú stundir fram þar til hann er XX, B, C, D,F,K,L,N, 20 H, jfr. Anm.
  43. Þar eptir, der efter, B, C, D, H, K, F.
  44. fæ (som sædvanligst) B o.fl.
  45. saman leiksveina sina, kaldte han sine Legekammerater sammen, B, C, D, F, H, K, M, N.
  46. Knararsundum, F.
  47. mentr, vel opdraget, dannet, B, C, D, F, II, vaskr, kjæk, I; frá [udel. K.
  48. vegligi, E;fra [svâ vegligr, B, C, D, F, H, úngligr ok vænn, I; udel. K.
  49. sjá sóma sinn né þiggja, B, C, D, F, H, sjá s. s., J, K.
  50. mikit, meget, till. K
  51. með kaupmönnum, med Kjöbmænd, till. F.
  52. ok lauk vel við hann, skiltes vel fra ham, till. F. s
  53. í Vikina, K; heim í Vikina, B, vesti í Vikina, C,D,N; austr í Vikna, F, vestr í Víkina, J.
  54. húsfreyu þeirrar rikrar, den rige (eller mægtige) Huusmoder, F.
  55. vel, K.
  56. saal. B, C, D, H, K, fyrnsk, 4, E, G.
  57. till. B, C,D,H, K.
  58. náttat, F.
  59. haugs síns, sin Gravhöi, K.
  60. víða, till. B, C, D, F, II.
  61. svá fyrir, B, C, D, F, H, K.
  62. skyndiliga, I, M,
  63. hrukkur, B, C, D, H, N; fra [skulu við siðan reka á hánka ramliga; vi skulle siden befæste den med stærke Touge, F; fra andet[Auðun bað hann at reka á kistuna terka hringa, K.
  64. fra [nú er kistan var gjör ok hánkar à reknir, þá mælti Auðun: nú mun ek leita henni legstaðar, en þu varðveit kistuna á meðan, F; udal. K.
  65. fra [Síðan færa þeir kistuna niñr í jörd ok bera a ófan mikinn þúnga. En er þá varði litt, heyrðu þeir brak ok bresti í kístunni, eptir þat kom Gyða upp ok var ekki svipgoð. Þeir tóku báðir móti kerlíngu, ok þurftu þó alls við. At siðustu mæddist hún fyri þeim, ok varð svâ undir. Þeir tóku hana síðan ok brendu á báli til ösku; K.
  66. sem því er jafngott, som er ligesaa godt som det, I.
  67. sem því er jafngott, som er ligesaa godt som det, I.
  68. fra [en mik uggír þó at fagnaðaröl heita megi, ok munum vér eigi þurfa marga daga han at leita ; men det aner mig dog at det [kan kaldes et Velkomstgílde, og at vi ikke behöve sae mange Dage efter ham, B, C, D, F, H, udel., K.
  69. at nýju, paa ny, B, C, D, F, H; aptr, E; udel. L.
  70. fra[at nýju veizluna í fagnaðaröl, Gjæslebudet paa ny til (som) et Velkomstgilde, K.
  71. till. F.
  72. frá siðarr, K.
  73. fra [till. K.
  74. Svartr, H, K og stundum i A..
  75. járnhöfði, B, C, D, F, H,N.
  76. vetr við lönd, om Vinteren ved Kysterne, J, M, fra [á vetrum, i Víntertiden, K.
  77. Goðrun (stedse) K, M.
  78. mæltir, talt, B, D, H.
  79. neita, B, C, D, F.
  80. till. I, K.
  81. sem á holm vill gánga fyri mik; ok verða Surti, K.
  82. fra [við jarl: ek mun til ráðast, herra, ef þer látit standa þat er þer hafit um mælt. Jarl kvað þat skyldi vissulíga stands. Næstu nótt; til Jarlen: jeg vil beslutte mig til Kampen, Herre, hvis I lade det staae, som I have talt. Jarlen sagde det skulde visselígr staae ved Magt, Næste Nat.
  83. sá, K.
  84. Blaðinn, B, C, D, F, H, K.
  85. mold, B, H,K,M.
  86. fra [ hólmsins; er Svartr þar fyri. Þorgils gengr fram móti honum; til Holmen (Kamppladsen); Svart var allerede der til stede, Thorgils gik frem med ham, K. s) fra: [ok brátt þar eptir af honum höfuðit, ok eignaðist Þorgils svà skip hans ok fé, at fornum vikingalögum: og strax derefter Hovedet af ham; og fik saaledes hans Skibe og Gods til Eiendom, efter gamle Fríbytterlove, K.
  87. ok varð frægr af þessu verki, og blev berömt ved denne Gjerning, till. K.
  88. nè, E, B, C, D, F, H.
  89. heim um sumarit halda, drage hjem den Sommer, J.
  90. haldi, K.
  91. um sumarit,B,C,D,F,H.
  92. í svefni, i en Dröm, till. B, C, D,F, H, K,N.
  93. missir, I.
  94. saaledes K; herja, de övrige (og gjentage det kort efter).
  95. Girðir, C,N; Gyrðir, J, M.
  96. eyjum nokkrum, K.
  97. illum, till. B, H, N.
  98. fallinn, B, C, D, F, H, K, N.
  99. friðar sýnum; önnur við aldr, hin úng, en báðar kurteislegar at sjónum; smukke af Udseende; den ene noget til Aarene, den anden ung, men begge lade til at have et net Væsen, K.
  100. sá, B, C, D, F, H, N,- fra [voru viðir beygðir, (der) under (o: Jorden eller Grönsværet) var; Tömmerstykkerne böiede, J,- udel. K,
  101. ok snjallt, till. B, C, D, F, H, N, fra [ hrópaði eptir þeim, raabte til dem, K.
  102. Þeir vildu, de vilde, J.
  103. þungt, f. E. þrautir fylgja. K.
  104. hennir, K.
  105. till. K.
  106. ofan (ovenfor) J, M.
  107. Þorgils pakkaði honum, Thorgils takkede ham, till. K.
  108. Þorleiki, J. N.
  109. eptir þat, derefter, till. K,
  110. var, B. N..
  111. eller vist, Beværtning, B, C, D.;fra [ goða vist h. þ. m., F, H.
  112. lángt, till, K.
  113. till. B, C, D, F, H, K.
  114. -kom höggit, K.
  115. saal. A, E, G, J, fra [kom, de övrige.
  116. brúni, B, C, D, H, K, L, N; i F er tvennum senere lagt til; udel. af M.
  117. Saurlækjar, K.
  118. Brúnahrauni, J, M.
  119. drifa, till. F (Landn).
  120. Þorgils, B, H, udel. F.
  121. fra [ udel. K.
  122. Alfbildi, konu Ólafs, K,
  123. heldr líða, B, H, I siðr setja, J, M,
  124. Allhildr (stedse), K.
  125. Þetta var um kveldit; dette skete om Aftenen, till. B, C, D, F, H, A.
  126. hans óþokka, B, C, D, F, H, K.
  127. reiðu, till. I), H.
  128. norðan (norðanfor), C, D.
  129. ok hvar hann hafði verit; hann kvað vísu; og hvor han havde været; han sang en Vise, F. Denne Vise ommeldes og indeholde kun eller i Landama, hvorfra dan oversættes heri Anm.
  130. Hrófi, K.
  131. XVlll, K (XVI Landn.)
  132. saal. rigtig F, K, Ketilssonar, J; Kolbjarnarsonar (urigtíg læst fra Abbreviaturen)A, B, C, D, E, H.
  133. við, ved, K.
  134. Her indförer F en Underreiníng om Helge Tröstes Afkom, som og findes i Landnama.
  135. buum sínum, K.
  136. Hæringr, till.
  137. Þorvalds, C, D, K.
  138. Þorvaldr, bóndi hennar, hendes Mand, K.
  139. auðigr maðr, en rig Mand, J.
  140. Kálaholti, (stedse) F; Kolsholti, K.
  141. Þorvaldr, C, D, K;
  142. Þórey var skörüngr mikill ok fríð sýnum. Þeírrar konu bað Þorgils Orrabeinsstjúpr, ok þann kost fær hann ok gjörði brullaup til hennar; Thorey var særdeles rask og smuk af Udseende, til denne Pige friede Thorgils, Orrabeenes Stedsön, samt fik hende til ægte, og holdt Bryllup med hende, F.
  143. urðu góðar ástir með þeim, de fattede inderlig Kjærlighed for hinanden, K; Hæringr bjó nú á Stokkseyri, Þorgils bjó í Traðarholti, ok gjörðist hann hann rikr maðr, svâ at Asgrímr Elliðagrímsson bar ekki af honum á þíngum; Hæring boede nu paa Staksöre; Thorgils boede paa Tradarholt; han blev snart en mægtig Mand, saa at Asgrim Ellidagrims Sön ikke overgik ham til Things, till. F.
  144. `till. B, H, udel. C, D, F, K.
  145. Kolsholti, C, D, H, K.
  146. í Kálfaholt, till. F.
  147. gjafvinr ok; till. F.
  148. sátu yfir borðum, F.
  149. fra [en Þórey husfreyja bar mat í stofu; þá var borit á dyr, ok gekk hún til hurðar ok heilsar vel Kol fóstbróður sínum, ok býðr honum þar at vera; hann vill eigi þar svà vera, at eigi viti hún tíðindi er í hans ferðum voru, ok segir henni vígit. Hún lastar litt, ok kvaðst við skuli leita at veita honum ásjá: en þó er nokkut vanstillt til við Þorgils, en ærit er traust, ef hann vill veita þér, ok mun ek fylgja þèr í skot, er hèr er um skálann, ok heyrðu þaðan viðræður okkar Þorgils. Hann gjörir svâ, ok eptir þat ferr hún í stofuna; Men Huusmoderen Thorey bar Maden ind i Stuen. Da blev der banket paa Dören; hun gik til den og hilste venlig sin Fostbroder Kol, samt böd ham at blive der (den Nat). Han vil ikke opholde sig der saaledes, at hun ikke vidste de Tidender, som han bragte med, samt fortalte hende Drabet. Hun dadlede det kun lidet, og lovede at fortage paa at hjelpe ham tilrette, men (sagde hun) Thorgils er noget vanskelig at have med at gjöre; dog vilde de! være en stor Hjelp, hvis han vil understötte dig; jeg skal lede dig til en Afkrog som stöder til Stuen, hvorfra du kan höre, hvad Thorgils og jeg tale sammen. Han gik derhen, men hun siden ind i Stuen, F.
  150. ok gott hefir þèr vorðit til fjár í framgaunginni; klæði rautt hefir þú fengit. eigi veit ek þat, segir hún, en; og du har gjort en heldig Fangst, i det du gik til Dören; du har faaet et rödt Klæde; det veed jeg ikke, sagde, hun, men, F, (som og udelader de to fölgende 0rd), enda sè ek þik fengit hafa r. l., K.
  151. hefi ek göða vináttu haft af Kol, segir hann, jeg har nydt godt Venskab af Kol, lagde han; till. F.
  152. hann átti búi austr hjá Káifaholti, nú. F.
  153. udel. K.
  154. Saal. B, C, H; heraðshöfðingja, Herredets Hövdinger, F; manna á milli; höfðingjum, J, D, E, G, K.
  155. till. F.
  156. saal. B, C, D, H; ekki sættir, A, E, E, G, J,- bætr fyri Kol, Böder for Kol, till. I, K, Hèraðsmenn eiga nú fund til, ok leggja allir fè til við Asgrím ok bæta vig Sörla; gefa ok fè til sýknu honum, ok var þetta gjört án ráðs Þorgils. Sýkna Kols var færð annat sumar á þingi, ok er þó fatt um með þeim höfðingjum; Herredets Indbyggere samledes paa et forudbestemt Möde, og de skjöde alle Penge sammen tíl Asgrím, hvormed de erlagde Böderne for Särles Drab, men dette blev gjort uden Thorgils' Raad. Kols Frifindelse (for Straffen) blev udföort (eller bekjendlgjort) anden (næste) Sommer til Things og dog var der kun en maadelíg Forstaaelae mellem Hövdíngerne, till. F.
  157. austr í hèrað, österpaa i Herredet, till. F.
  158. mikil skemtan, stor Forlystelse, K.
  159. þreif til Svarts ok rak hann niðr, greb til Svart og kastede ham ned, K. 3
  160. um tilræði hans við sik? Svartr kvað Asgrím hafa boðit sèr þetta verk, en er Þorgils kipti at honum sverðínu; Svart sagde at Asgrim havde betalt ham denne Gjerning, men da Thorgils rykkede Sværdet fra ham, K.
  161. heim (hjem), I, 5
  162. sumar, hver Sommer, F, fra [hvar, K.
  163. lýsti hann fèsjóðnum ok syndi hann, oplyste han Pengepungen og fremviste den, K.
  164. þess er best var, af det allerbedste, fill. F.
  165. Þorgils kvaðst þat fè hafa mundu, ok hafa sitt satt við, hvar Svartr hefði fengit; Thorgíls erklærede da, af han vilde beholde de Penge, og antage sin Mening om det, hvor Svart havde faaet Pengene, for den sande, till. F.
  166. fra Capitlets Begyndelse: Á þeim dögum, er christni var boðut á Íslandi, tók Þorgils tru, sem fleiri aðrir, i de Dage, da Christendommen blev forkyndt paa Island, tog Thorgils den Tro, ligesom de flere andre, B, C, D, II,- á þessum tima var kristni lögtekín á Íslandi. Þorgils tók retta tru sem aðrir, paa denne Tid blev Christendommen paabuden i Island ved Loven, Thorgils antog, ligesom andre, den rette Tro, F, K, N, fra [sið christinn; F,- ok hèlt vel trú sína, og holdt sin Tro vel, till. F,
  167. einn tima þotti honum, sem, en Tid syntes ham som om, B, C, D, IT, F.
  168. túngöltr, K; göltr einn,M.
  169. ok mjük blár, og meget blaa, fill. K.
  170. neyta, B, C, F, H, J, M; nita, C; fra [ok vildi eigi láta af eta, K.
  171. tungelti, B, C, D; tüðugelti, F, II,- galtarins, J, M.
  172. þrekaðr ok, till. K.
  173. helðu við ázt um nóttina; K,
  174. saaal. K; Nú liða fram stundir; ok er skip gánga landa á milli, þá koma, F, Honum komu, de övrige`
  175. faung á, F; hjá sèr á Grænlandi, nu. K.
  176. athylliist, c, n.
  177. mi, E, F. i.
  178. fra [udel. B, c, D, H, K.
  179. búit, K, L.
  180. XVII, e, D.
  181. um sumar þetta, i denne Sommer, till, K.
  182. Þorleikr (som för og senere), J, M.
  183. fra fattes i nogle Haandskrifter; F har i dets Sted: Þorglls tók vel við honum, Thorgils tog vel mod ham.
  184. vandbreitt, C, D, II, N.
  185. ok gæta bus (okkar, en ek fari, og forvalte vort Bo, men at jeg reiser, till. F. S
  186. goðorði, Godedöme, B, C, D, H, K, L, N.
  187. fra Þorgils fekk nú í hendr Hæríngi bróður sínum fé sitt til varðveizlu, ok svâ tekr hann við goðorði þvi er Þorgils haft hafði, Hann vill, at landit í Traðarholti sè eign erlingja hans, ef hann kemi eigi til; Thorgils overgav sin Broder Hæring sit Gods til Forvaring; [han tog ligeledes mod det Gadedömme som tilhöre hans Arvinger, hvis han selv ikke skulle komme tilbage, F.
  188. Fra[þessi ráðabreytni Þorgils spurðist nú viða um sveitir, dette Thorgilses nye Foretagende rygledes nu vidt omkring i Bygdelagene, F.
  189. till. B, C, D, H, N.
  190. udel. K.
  191. udel. K.
  192. fra[udel., F her.
  193. bú, B,H, bæi, Boliger, Gaarde, E.
  194. fra [trælarnir voru alls X, Þorgils hafði nefnda menn mest fyri því, ef hann vildi bæ láta reisa á Grænlandi; þeir voru allir öflgir menn, Þorgils hafði allskonar fé, ef hann vildi þar staðfestast, Trællene vare 10 i alt,- Thorgils modtog de nævnte Mænd mest med Hensyn dertil, hvis han vilde Inde en Gaard opföre paa Grænland. De vare alle kraftfulde Mænd. Thorgils tog ogsaa alskens Kvæg med, hvis han kom til at bosætte sig der for bestandig, F.
  195. Kolsholti, K.
  196. honum ok brá búi sinu; hann var með XIIta mann. Porgerðr fór ok, kona hans, ok Þorarin son þeirra; hann var hinn knársti maðr, ham og ophævede sin Huusholdning; han var selv tolvte. Thorgferde, hans Kone, reiste og med, samt deres Sön Thoraren; han var særdeles flink.
  197. ómagabú, Myndlinges (eller Vanföres) Bo, Forsörgelseslodder, F.
  198. seldi hann í hendr, F,
  199. udel. K.
  200. III, F.
  201. staðfestu, en fast Bopæl, Il.
  202. Ölvesu (Ölvesi) i Ölves, till. F,
  203. ok ætlaði hann at hún skyldi fara, og han havde bestemt, at hun skulde reise med, till, F.
  204. eptir bata hennar, efter hendes Bedring, till. K.
  205. saaledes B, J, H, L, C, D, lilla aura, till. F; XL hundraða, B, H.
  206. til at taka, Þorgils segir Þóroddi at hann kveðsst mundi mjök treystas ummælum Eiríks rauða. Póroddr svarar: opt verðr vant til mannum at ætla, ok eigi at síðr, at maðr leggi mikinn kost til, Thorgils sagde til Thorodd, at han vilde sætte megen Lid til Erik Rödes Löfter, Thorodd svarede: Det er tit vanskeligt at stole paa andre, om man end selv anvender megen Bekostningt, till. F.
  207. skilja þú þeir Þoroddr, Han og Thorodd skiltes derpaa ad, till. F.
  208. greypligr, E, grepsligr, H; grettiligr, J.
  209. Alla stund hefir þú verit mér gagnstæðligr, þótt þu værir heiðinn maðr, en oss er mikill missir orðinn at siðaskipti þinu; áðr var allt fólk leitandi til várs trausta ok fulltinga, ok erlu sem þeir er oss vilja þýngst, ok mun illa farast, ef þú villt eigi aptr til min hverfa um átrúnað; mun ek þá enn umsjá yðar ráð; alltid har du staaet mig imod, skjönt du var en Hedning, men (dog) have vi lidt stort Tab ved din Troesforandring; för tyede alle Folk til vor Beskjermelse og Hjelp, men nu er du som de der ville os det værst, og skal det vist gaae ilde dersom du ikke vil vende tilbage til Troen [paa mig; da skal jeg endnu (fremdeles) have Tilsyn med eders Forfatning, F.
  210. hugðist hann svara í svefninum, till. F.
  211. bratta, F, ll, B; mjök háa ok bratta, meget höie og steile Klinte, K.
  212. strönd, B, C, D, H, L; stormr, F.
  213. þó lengi í volki vera, ok kveljast í vesöld ok háskn, nema nú gjörist minn maðr; og dog omtumles længe samt plages af Uselhed og Farer, undtagen du bliver min Mand (Tjener), F.
  214. þvílíkan draum, B, C, D, hún kvað þetta eigi góða furðu ok kvaö vel ráðit, því hann ætti fátt við Þór, hun sagde, at dette ikke var noget godt Varsel, og at vel (Drömmen) var blevet rigtig udtydet, da han ei yndede Thor, till. F.
  215. af landi, till. K.
  216. á haf, góðan byr, udpaa Havet, ved god Vind, till. F, jfr. Anm.
  217. tok af byr allan, B, C, D, K,- tekr af byri alla, forsvandt enhver föielig Vind, F.
  218. tok af byr allan, B, C, D, K, tekr af byri alla, forsvandt enhver föielig Vind, F.
  219. fra [gat, þviat þú hefir neitat mínu fulltíngi ok ásjá; má enn vera at betrist um húg þinn, ef þú vill mik þiðast. Hann kvaðst þat aldregi vílja, þott líf hans lægi við, bað úvin á brott dragast ok koma aldregi optar, ok vaknar hann eptir þat, forudsagde, thi du har nægtet min Hjelp og Forsorg; det er endnu mueligt at din Tilstand forbedres, hvis du vil tye til mig. Thorgils svarede at han aldrig vilde det, om det end gjaldt hans Liv; han sagde derimod at Fjenden skulde gaae sin Veí, men aldrig komme igjen; derpaa vangnede han, F.
  220. útivistín harnar mjök, Sölivet blev meget besværligt, F.
  221. fra [ mundu blóta Þór til byrjar; kváðu betr þá hafa farit ráð manna, er þeir blótuðu hann, ok kváðu ráð at fella þángat hugi sina. - Þorgils segir: ef ek verð varr við þat, at nokkr maðr blótar ok gjörist guðníðíngr, þá skal ek þat harðliga hefna; at de skulde ofre til Thor, for god Vind; de sagde at det havde gaaet Folk bedre i den Tid, da man dyrkede ham, og sagde det vilde være raadelígt at vende sit Sind derhen. Thorgíls sagde: Hvis jeg mærker at nogen Mand ofrer og gjör sig til en Gudsforræder, da skal jeg haardelig strafe det, F.
  222. mik þíðast, F; en þá bannaðir þat öllum, men du forböd alle det, till. K.
  223. fra [skyldi þo hafa beint fyri þeim, jeg skulde dog have hjulpet dem tilrette, K.
  224. fyrir yðr, þvíat margir eru nú skípverjar þínír at bana komnir; for eder, thi mange af dine Skibfolk ere nu nær ved at omkomme, F,- fyri m., er þeir voru at protum komnir, ef ek dygða f). e., for d. JPI., da de manglede alt, hvis jeg ikke havde hjulpet dem, J, jfr. Anm.; ernt þér þó at protum komnir allir, ef ek duga ýðr ekki, I ere dog alle i den yderste Mangel, hvis jeg ikke kommer eder til Hjelp, K.
  225. af alvöru geði, K, fra næstforrige [ef þú vilt mik athyllast, till. F.
  226. nè til þin leita um neina stöð, ok ef þú kemr optar, skal ek gjöra þèr nokkra skömm, eller tye til dig om nogen Hjelp, og [hvis du kommer tiere, skal du faae Skam, till. F.
  227. fè, J.
  228. Þat ek á, ok þú hefir mèr heitit, hvilket jeg eier og som du har love mig, till. F.
  229. hrakti hann meö mörgum orðum, ok við þat for hann á brott. Torgils vaknar, ok hugsar, hvat hann muni þar eiga, ok nú man hann, at hann gaf fyri laungu Þór kálf einn. Þorgils segir þetta Þóreyju, ok var þetta gamall oxi, ok kvað aldregi þat skylðu innanborðs, er hans kanna væri á, ok segir hann því þar hverfa mundu um skipit. Hún kvað þat vel til fúndit; skjeldte ham ud med mange Ord, og derved jagedes han bort. Thorgils vaagnede og grublede derpaa, hvad Thor vel eiede der, og erindrer da, at han for lang Tid siden havde givet Thor en Kalv. Thorgils fortæller dette til Thorey, og Kalven var da bleven til en gammel Oxe; han sagde at det slet ikke (fremdeles) skulde være der inden borde, som Thor kunde kjendes ved (som Eiendom), samt bemærkede, at det vel var derfor, at han sværmede om (paa) Skibet. Hun sagde at det var vel betænkt, F.
  230. at morgni, næste Morgen, till. K.
  231. fra [hún reiddist við orð hans, ok er eigi undarligt, þó illa takist, er Þorr vor er svà svívirðr, ok mikit munu menn nú verr kunne fysi sèr, en þá menn sæmðu hann í mörgum lilutum. Þorgils hiröir ekki um orð hennar, ok lèt skjota útbyrðis oxanum; hun blev vred over hans Ord: og (sagde hun), det er ikke underlig! at det gaaer (os) ilde, naar var Thor saaledes forhaanes; Folk maa nu være meget ukyndígere (uforstandígere) end för, da man ærede ham paa mange Maader. Thorgils bryder sig ikke om hendes Tale, K.
  232. III mánuðr voru þeir í hafi, tre Maaneder vare de paa Havet, till. F.
  233. útivist, J; ok lilta byri, næsten ingen föielig Vind, till. F.
  234. son Jósteins, Jostens Sön, till. F.
  235. sitt sið dags, deres (Skib), silde paa Dagen, F.
  236. við, J,
  237. jökul, J; óbygðum, Örkenen, Jil.
  238. sandfjöru, J, M,- fra [Nokkuru eptir þetta komn þeir undir Grænlands jökla, í úbygðír, ok brutu þar skipit í einni vik, K.
  239. fè allt, B, C, D, H; fè, F, J.
  240. til, till. C, D.
  241. en til vestrættar væntu þeir bygðar, men mod (i) Vestkanten (den vestlige Himmelkant) ventede de beboede Egne; (troede de at Bygden skulde ligge), till, F, ifr. Anrn.
  242. allír saman, till. F.
  243. þilsins, till. F.
  244. rekum slíkt er þeir fengu, F; fra [mjök lítit hafa þ t.a.s. af selum, C,- hvölum ok fiskum, Hvale og Fiske, till. M.
  245. hirðslur þeírra voru í skála þeírra, deres Gjemmer vare i deres Bolig, till. F.
  246. laungum, C, H; um flest, F.
  247. sið, silde, till. F.
  248. Póreyju húsfreyju var mjök framat, ok var hún litt heil, F; udel. K.
  249. voru laungum útisíð á kvöldum, vare jævnlig ude silde paa Aftenen, till. F.
  250. leika, Lege, J; knattleika, Boldspilslege, M; Jósteinn mælti eitthvört sinn við Þorgils, kvað sèr þykja míkinn mun veiðifángsins. Þorgils kvað þá eigi einn veg rækja: þvíat þèr haldít lengr við á kvöldum, en vèr erum at fyrri. Jósteinn vildi þá skipta láta öllu veiðifángi, ok svà var gjört, ok varð Þorgils jafnan hlutsælli, ok skortir þá hvâruga. Svâ er sagt at fátt var með þeim; voru þeir Þorgils spakir ok hljóðir, en hinir höfðu náttleika með míklu erfiði ok háreysti; Jostein talte engang med Thorgils og sagde at han syntes at Udbyttet af deres Fangst var heel forskjelligt; Thorgils bemærkede at de dreve den ikke paa den samme Maade, "da I blive længere ved i Aftenstunden, men vi ere tidligere paa Færde." Jostein vilde da at man skulde dele hele Fangsten, og det gik for sig; dog fik Thorgils tit en bedre Lad, men ingen af Parterne led Mangel. Man siger at der ikke var noget ret Venskab mellem dem. Thorgils og hans Mænd vare spagfærdíge og stille, men de andre holdt Lege om Natten med megen Anstrængelse og Skrigen, K.
  251. fra [Þórey ol sveinbarn at vetrnóttum; var þat vatni ausit ok nefndr Þorfinnr; Thorey födte et Drengebarn ved Vinternætternes Begyndelse; det blev overöst med Vand og kaldt Thorfinn, K.
  252. hann, han, B, C.
  253. hjúkraðist, F.
  254. Þorarinn Jósteinsson hafði liti róðra, Thoraren Josteinsön drev Havflskeriet, F
  255. Þeir þá lengi, de da længe
  256. náttar, F.
  257. lið þeirra ok búast til matar. Þorgerðr var í öllu háreysti með þeim, ok var hún sterk sem karlar, ok er þau eru at mat, þá er drepit á dyr mikit högg ok snjallt; deres Flok stöiede meget og skulde til at spise. Thorgerde deeltog i al Tummel med dem, og var saa stærk som en Karl; i det de spiste, bankedes der paa Dören med et dygtigt og lydeligt Slag, F.
  258. fra [þykir þeim er inni voru fresta innkomu hans. Nú gánga þeir Josteínn út, ok er sá þá ærr, er úti var; tyktes de som vare inde, at det varede længe, inden han kom tilbage; Jostein og hans Folk gaae ud, da var den gal, som var ude, K.
  259. 0k deyr skjótt, og döer hastig, till. F.
  260. hinn XIIta dag jóla, en Þorgerðr sitr yfir honum ok lyr hann sótt, den tolvte Dag iJulen, og Thorgerde sad (vaagede) over ham; han overvældedes of Sygdommen, till. K.
  261. saaledes B,F, H, J, K; mjöllinni, Sneen A, I, E, G, C, D, B.
  262. hèlt pá sínum mönnum öllum, ok ræðir jafnan um við þá at þeir sè hljóðlátir ok siðsamir; bað þá láta sèr annars víti at varnaði verða, minnast á guðliga hluti ok fremja nú skynsemð um kristnihald sitt ok saungva; beholdt da alle sine Mænd, og formanede dem jævnlig til at være rolige og sædelige, samt bad dem om at lade andres Plager tjene dem til Advarsel, men tænke paa gudelige Sager, og bære sig fornuftig ad med Iagttagelse af Christendommens Skikke og Sange, K.
  263. ok einna mest Þorgerðr, og isaær Thorgerde, till. F.
  264. udel. F, samt J.
  265. af liði Jósteins; var hann grafinn undir skipshræinu, af Josteins Folk; han blev begravet under Skibsvraget, F; fra [Þorgerðr tok lika sótt ok andaðist siðast; Thorgerde blev ogsaa syg og döde allersidst, J.
  266. Þorgils segir þá at Þorgerðr hefði lið sitt allt, ok hún þurfti þá ekki fleira at kalla, ok eptir þat lètti af sóttinni; Thorgils sagde da at Thorgerde nu havde (samlet) sit hele Fölge, og behövede da ikke at kalde flere (til sig),- derefter aftog (ophörte) Sygdommen, till. F.
  267. en þó gengu þeir í hinn hlut skálans, ok sótti Þorgerðr konur mest, ok er svâ hafði fram farit um hrið, þá lèt Þorgils; men dog gik de (tillige) i den anden Afdeling af Huset. Thorgerde forfulgte mest Kvinderne, og da dette havde gaaet saaledes en Tid, F. i
  268. Þeir Þorgils höfðu skip á stokka sett, ok mjök gjört at öðru, ok höfðu hvârírtveggja at skipsbúnaði verit; Thorgils og hans Mænd havde havt et Skib (stor Baad) paa stabelen (i Bygning) og gjort meget ved (istandsat) et andet; begge Partier havde beskjæftiget sig med Skibsbygníng, till, F.
  269. hávetrinn, K; mjök, till. B, C, D, H.
  270. Þó eigi á brott komast, dog ikke komme bort, F, J.
  271. eptir, till. F.
  272. Kolr grefr; Kol begrov, F.
  273. leysast, K.
  274. enn, till. F.
  275. sem optar bar at, som tiere skete, till. F.
  276. fagra ok, skjönne og, till. F.
  277. treystumst snart, B,C,D,H, senn, K.
  278. ánauðum, K, fra [hèðan í burt or ánauð þessari, F.
  279. eigi úlikari, F.
  280. hluta, ok muntu eiga fyrir hðndum fagra staði, ok munu dýrðlígir, F.
  281. gott, F.
  282. sjá ráðrúm til þess, See Udveí dertil, B, H, J; sjá ráð þar til, see Raad dertil, G, K.
  283. upp, op paa till. F.
  284. hún kvað hann ráða mundu enn sem fyrr; hun sagde at han vel vilde (skulde) raade (herfor) ligesom førhen, till. F.
  285. ef eigi væri nokkr þeirra hjá Þóreyju; hvis ikke een af dem var hos Thorey, till. F.
  286. Þeir gengu til eikta, ok höfðu farit árla morguns, ok er nón var dags, pá; de` gik og havde taget af Sted tidlig om Morgenen o.s.v. (see Anm.) F.
  287. Þoreyjar, till. C.
  288. var svipt fènu, ok mennirnir á brott; alt Gods var borttaget o. s. v., F.
  289. var þar myrkt, var der mörkt, till. F.
  290. snörl, B, D, F, J, H, K, snorl, C.
  291. Þorgils leitar um hana, ok finnr einstaðar at harðnat var holdit ok ben lítit, Thorgils eftersaae hende, og fandt etsteds at Kjödet var blevet haardt (stivt) og at der var en liden Vunde, F; þeir leituðu um hennar likama eptir benjum, de sögte efter Saar paa hendes Legeme o. s. v., K.
  292. mjófu járni, et smalt (Redskab af) Jern, K.
  293. alblóðügt, E; í rúminu, i Sengen, till. F; fra næstforr. [rúm hennar allt var mjök bldðugt, hendes hele Seng var meget blodig, K.
  294. grafa þeir hana hjá Guðrúnu. Þorleifr leggr á alla stund at gleðja föður sinn; de begrave hende hos Gudrun, Thorleif gjorde sig al Flid for at opmuntre (tröste, glæde) sin Fader, tíll. F; hurðirnar höfðu þeir ok frá tekit húsunum, ok hvilutjaldit var í burtu, de havde ogsaa taget Dörrene fra Husene, og Sengeomhænget var ligeledes borte, till. F.
  295. ráð til, Raad dertil, till. K.
  296. saal. B, H, af mèr, af mig, A; udel. C, D, E; á, har G havt, men det er senere forandret tilal mer; jfr. Anm.
  297. fra næstforríge [nema mikít væri til unnit, ok vill hann eígí at þat deyi; lætr hann nú saxa á geirvörtuna á sèr, ok kemr þar blóð út; síðan lætr hann tegja þat, ok kom þar tit blanda, ok eigi lèt hann af fyrr en þat var; uden en særdeles Anstrængelse, og vil han ikke at Barnet skal döe; han lod derfor sin Brystvorte saare og siden strække; först kom Blod derud af, dernæst en blandet Vædske, og han holdt ikke op, för end den blev, K., fra det senere [þareptir blátt vatn, ok siðan hvítnaðí með mjölkrit, ok lèt hann svà sveininn sjúga sik, ok þar á fæddist hann; derefter blaat Vand( en blaa Vædske), som siden blev hvidt, med Melkefarve, og lod han da Drengen patte sig, hvorved denne opfödtes, K.
  298. á, B, C, D, H, J, við, F; ok um nóttina trúði hann sèr eigi til vöku, fyrr en hann lèt gloð undir fætr sèr. Þat er sagt at þeir Snækollr ok aðrir þrælar höfðu skipit í brott tekit. Ketil hinn meira höfðu þeir, en lítill ketill var eptir, er Þorey hafði átt, ok flykkisstlúfr einn; ok svâ nafrar í burt voru, sem í tólakistunni höföu verit. Þorarinn briti var ok á brott horfinn. Þeir Þorgils eru þar enn nokkra hrið; og om Natten var han selv ikke sikker paa at kunne vaage, förend han lagde (brændende) Glöder under sine Födder. Det fortælles at Sneekoll og de andre Trælle havde taget Skibet bort. Den större Kjedel havde de faaet med, men en liden Kjedel, som Thorey havde eiet, var tilbage, tilligemed en Slump af et stort Stykke Kjöd. Navrene, som havde været i den Kíste, hvori Værktöi forvaredes, vare ogsaa borte. Thoraren Bryde var ligeledes forsvunden. Thorgils og hans Mænd vare der endnu nogen Tid; till, F
  299. (veiðifaungum), ok verðr þeim mjök ekki mein at öðrum üvætum; leita þeir enn við at gjöra sèr farkost, ok eru nú smiðartól heldr fá; og fik ingen Skade af nogen Uvætter (onde Væsener; de forsögte paa ny at skaffe sig et Fartöi, men Redskaberne dertil vare nu vel faa, till. F.
  300. or skinnum ok trjám, till. K; á honum rèru þeir til veiðiskapar; paa den roede de ud tilFiskefangst, K.
  301. líðr nú á sumarít, ok sjá menn ekki um vistafaung brýnligt; þeir bjuggu um hüðkeipinn ok... ok byrgðu, ok lifðu nú við reka ok smádýri íkorna; nu lider det ud paa Sommeren, og det saae ikke ikke ud til at Levnetsmidler kunde skaffes; de forvarede Skindbaaden vel (her er et uudfyldt Sted i Haandskriftet, hvor adskillige Ord i originalen ei have kunnet læses af Afskriveren) og dækkede den til (skjulte den) og levede nu af Vrag og Smaadyr (som) Egern, F, (jfr, Anm.)
  302. reköld mikil, K,
  303. í skinnkyrtlum, i Skíndkjortle, till. F.
  304. ákaflega stórar, overmaade store, F.
  305. járnhausnaut, J,
  306. uppi viðr öxlina, (Armen) oppe ved Skuldren, till. F.
  307. rekann, K; undir sik, till. F.
  308. um tíma, for en Tid, till. K; fra [er þá eigi vistaskortr um vetrinn, ok er vorar, er mjök uppi vistin. Þorgilsi kvaðst Ieiðast þarvistin; er der da ingen Mangel paa Föde i Vintertiden, men da Foraaret kom, vare Levnefsmidlerne næsten ganske forlærede; Thorgils blev da kjed af Opholdet der, F.
  309. ok losnar nú, og nu lösnes; F; nokkut, noget, fill, K,
  310. Seleyja, lil Sælöerne, K; Seleyjar, til Sælöen, M.
  311. fra næstforrige [nú á brott, ok hafa meñ sèr ketilinn; fara nú fram með jöklunum, ok á ísinn at öðru hvöru, ok um sumarit komast þeir suñr til Seleyia á keipinum, en lítit máttu þeir hafa af faungum sínum. Þar fengu þeir sela nóga; De toge nu af Sted, og havde Kjedelen med sig; de reiste langs med Jöklerne, og vexelviis (stundum) over Isen. I Sommertíden kom de sydpaa til Sælöerne paa Skindbaaden, men kunde kun före lidet med sig af deres Fangst (Reisetöi); der fangede de nok af Sælhunde, F.
  312. saaledes F, ok fundu, funde, I14,19, C, D, G, H, J.
  313. Þorfinni, Thorfin, F; fra [mánaði siðar komu þeir at einni litilli ey, ok fundu þar svartbaksegg; þau gáfu þeir sveíninum, þviat bágt var mjök um matbjargir; En Maaned derefter kom de til en lille Öe, og fandt der nogle Svartbagsæg; de gave Drengen dem, fordi det var meget vanskeligt for dem at skaffe Mad til Næring, K.
  314. eitt, eet, F.
  315. ok eigi allt, og dog ikke heelt, till. F.
  316. udel., F. Þeir voru á skipi sinu á náttum, en foru á land um daga, ok fá þó litit fáng, ok einn dag fundu þeir árarstofn einn, ok voru á rúnir þessar:
    vaskaði ek dann [þann, þann)
    er ek þessa dró,
    opt úsjaldan
    ár at burði;
    sjá görði mèr
    sára lófa,
    meðan heim dragi [drægi]
    hnauð-at rauða.

    De vare paa deres Fartöi om Natten, men gik i Land om Dagen, og gjorde dog kun en ringe Fangst. En Dag fandt de an Stump af en Åare, hvorpaa disse Runer vare:

    Den (Stump) vasked jeg
    meget tit,
    da til Bord jeg trak
    denne Aare,
    med indvendig
    ömme Hænder,
    medens hjem jeg drog;
    Jern jeg dog ei hamred.
  317. enn, endpaa ny, till. F.
  318. jöklum, Jökler, H; jöklunum, C, J, K; fyri jöklana, F; smámsaman, lidt efter lidt, till. K.
  319. um siðir, till. K.
  320. ok hafa þar dvöl, ok; og tövede der noget, samt, till. F.
  321. á landi, ok sváfu at um nóttina, snemma; [paa Landet, og sove (deri) Natten over, tidlig, till, K,- ok höfðu nær aungar vistir, og havde næsten ingen Födemidler, till. F.
  322. honum varð kynligt við; han blev bestyrtet derover, till. F.
  323. ok þykir áðr ærinn harmr hans, og synes at hans Sorg var stor nok i Forveien, till. F.
  324. fór með öllu eins ok Kolr; leggst einnig niðr, ok leggr eigi neitt til; bar sig ad i alt ligesom Kol; lægger sig ogsaa ned, men taler aldeles intet, till. K.
  325. Þar skipit er tapat, þvi ekki munum vèr bera hann lengi á jöklunum í ubygð ok björgum sem fyrir hendi oss eru. Þorgils biðr þá at týna barninu, en þeim þótti úgott verk. Þorleifr tók þá barnit ok biðr Kol at farga þvi; da Skibet er tabt, thi vi ville ikke kunne bære ham længe i Örkenen, over de Jökler og Klipper som forestaae os. Thorgíls bad dem om at ombrínge Barnet, men de ansaae det for en ond Gjerning. Thorleif tog da Barnet, og bad Kol om at dræbe det, K
  326. Kolr bað Þorleifr; Kol bad Thorleif, F.
  327. fra [ þat sómír mèr eígi, sagði hann, ok skal ek eigi þat gjöra ok þvi er betr. Kolr segir: fyri þvi skal ek eigi týna honum, at ek hefi lengi verit með Þorgilsi, ok á ek honum margt gott at launa, ok ef týnt er sveininum, pá mun honum svâ mikit þykja, at eigi er sýnt, at hann lifi eptir; det sömmer sig ikke, sagde han, og jeg skal ikke gjöre det, og er det bedre. Kol `sagfde: Af den Aarsag skal jeg ikke ombrínge ham, at jeg har været længe hos Thorgils, og har ham meget godt at takke, men hvis Drengen dræbes, vil det falde ham saa tungt, at det ikke er vist, at han kan overleve det, F.
  328. í tjaldit, i Teltet, till. K.
  329. þakkar þeim, ok kvað úsynt, hversu hann væri: ok er gott til goðra drengja at taka, ok hafi þit firt mik míklum glæp, ok mundi ek aldregi síðn þykja dugandismaðr, ok svífr nú ýmsu á mik; takker dem og sagde det var ikke godt at see, hvorledes han (selv) havde det : og er det godt at holde sig til brave Mænd,- I have holdt mig fra en svær Forbrydelse, thi havde jeg begaaet den, vilde jeg aldrig været bleven anseet for at være en Hædersmand, og vistnok gaaet mig nu meget over, F.
  330. um morguninn eptir, den næste Morgen, K.
  331. Þorleifi syni sínum, till, K;
  332. á alþíngi, paa Landsthinget, F.
  333. saal. vor Text, K m, fl, har: einn havtt, en Hat; einn hnött, en Kugle, G, D, L, J, M, eina haunk, en Hank (jfr. Anm; ok allr lyðr horfði á, og hele Folket saae derpaa, till. F.
  334. hann misti hánkarinnar, han mistede Hanken, F; þótti mèr honum, verr vegna, jeg syntes det gik værre for ham, K.
  335. Þótt nú þyki eigi líkligt, ok er vel ráðit, skjönt det nu ikke synes rimeligt, og dette er vel udtydet, till. F.
  336. Þorleifi, til Thorleif, till. F.
  337. elft, K.
  338. mun kona þín vera úng, ok muntu í fyrstunni missa; du faaer en ung Kone, og du vil i Förstníngen savne, F.
  339. svá, M.
  340. fra [lagfærast ok verðda með framtíð allgott, rettes og blive retgodt i Fremtiden, K.
  341. Hina Ill nátt dreymði Þorgils enn, at hann þóttist, den tredie Nat drömte Thorgils paa ny at han syntes at han var, F.
  342. ok kerti voru á knjá mèr ok favlcki [fölski, fölskvi] á hinu vinstra. Ok enn dreymði mik, at kona kæmi at mèr, ok kvað mik kominn í tún sitt; þykir mèr illa at þèr hafit etit egg Þorfinns, ok hún segir mèr, at sveinar hennar hefði tekit skip vort. Þorleifr svarar: þar munu vèr í burtu komast. Enn dreymñi mik, segir Þorgils, at ek væri heima í Traðarholti; og Lys (af Talg eller Vox) vare paa mit (höire) Knæ (eller: begge Knæer) og udbrændt Aske paa det venstre. Endvidere drämte jeg at en Kone kom til mig, og sagde at jeg var kommen paa hendes Toft (Hjemmemark). “Det mishager mig, (sagde hun), at I have spist Thorfins Æg”; ogsaa fortalte hun mig at hendea svende (Drenge eller Tjenere) havde taget vort Fartöi. Thorleif svarede: Det betyder, at vi skulle slippe bort. Paa ny drömte jeg, sagde Thorgils, at jeg var hjemme paa Tradarholt, K.
  343. saal, B, H, hægra, A, E, G, udel. K.
  344. hálmlaukar, Halmlögr, F, laukar, Lög, H.
  345. laukrínn, F fra [ein kvislin, K.
  346. mjök, till. B, H, K.
  347. fra [at ágætari maðr mun vera, en allir aðrir þínir ættmenn, som vil blive en ypperligere (meer berömt) Mand, end alle dine Slægtninge, F.
  348. fra [þelta rættist, K.
  349. fra næstforrige [En þat gelrlr svâ eptir at, F.
  350. honum var, F.
  351. Þorleif dreymði draum ok segir föður sínum: soddan (sllkan ?) draum hefir mik dreymt, at hèðan af mun batna ráð vort; Thorleif havde en Dröm og fortalte den til sin Fader,- jeg har drömt saaledes, at herefter vil det nok blive bedre med vor Tilstand, F.
  352. vera má þat, segir Þorgils, at hún gæfi, ef hún mætti, ok; det kan være, sagde Thorgils, at hun gav (den), hvis hun kunde, tíll. F.
  353. inn í tjaldit, till. K.
  354. ok hafi þèr illa við orðit, og I tage kun slet imod (det), da I have ikke beredet eder vel dertil, till. F.
  355. skjótt, till. A 0.fl.
  356. tröllkonur, Jættekvinder, K,M; er tekit höfðu skipit, som havde taget Fartöiet, till. F.
  357. á ísinn, ok hlóðu skípit; dýrit var kalit á fyrr fieti (fæti), ok má af slíku merkja, hve mikinn háska þeir Þorgils höfñu at fjúki ok frosti í þessari ferð, at dýrit var örkumlat af kulda. Þat er sagt at; paa Isen, og ladede Fartöiet; Dyret var beskadiget af Kulde paa det ene Forbeen, og deraf kan man slutte, hvor meget Thorgils og hans Mænd have maattet lide af Sneefog og Frost paa denne Reise, da et saadant Dyr var forkommet af Kulden. Man siger, till. F.
  358. þeim þótti oflitit, ok ræddu um hví hann væri svâ harðhýli; de syntes Stykkerne vare for smaae, og talte derom med hinanden, hvorfor han vel var saa knap, till. F,
  359. fra [svâ vill vera, son minn, þviat eigi hæfir oss annat, svâ mjök sem áðr erum vèr þjakaðir. Róa þeir nú fyri fjörðinn framm, ok snúa út; saa maa det være, min Sön; thi det er raadeligst for os, da vi allerede för have udstaaet stor (været i Fare for) Mangel, F.
  360. nú af, F.
  361. framan i, J.
  362. fra[mjök mæðiliga röðrinn, blev Roningen dem meget besværlig, K; fra næstforr.[fóru gángleiði; þá rýmðist isinn ok breiddust sundin; fóru utarlíga fyri fjörðu fram; dróu skipit stundum milli vakanna. Nú koma þeir á einn mikinn fjörð; stefna fyrir utan minnit til lagis (lægis). Ok um daginn gjörðist mæði mikil með þeim. Þorgils var þá miklu hraustari um allt; de styrede en lige Kaas, saa den trak de Fartöiet frem (paa Isen) mellem Vaagerne. De kom derefter i en stor Fjord (Bugt), og styrede (omtrent) udenfor dens Munding, til en Ankerplads (Leireplads). Udpaa Dagen bleve de meget udmattede; Thorgils var da meget raskere (end de andre) i alle Henseender; till. F. 5
  363. Þorfinnr, Þorgils ok Þorleifr, Kolr ok Starkaðr, till. F.
  364. örskotuna (austskotuna), F.
  365. leyfa, en eigi man ek drekka, segir hann. Þeir gjörðu drykkinn. Þorgils kvaðst nú vilja taka við avrskotunni (austskotunni):... tillade, men jeg vil ikke drikke, siger han. De lavede Drikken.Thorgils sagde derefter at han vilde tage mod Ösekarret, F; fra fjerde [þá mælti Starkaðr: svâ þyrstir mik fast, at ek mun senn deyja af, en þeir höfðu ekki vatn. Kolr mælti: þat hefi ek heyrt, at menn hafi gjört í sjóhrakningi, nær þeir voru at bana komnir af þorsta, at blanda saman sínu eigin vatni við sjó, ok drekka sidan í nauðsyn. Peir spurðu Þorgils at, hvört þeir mættu eigi þetta gjöra. Hann kvað stóra vârkunn vera, ok sagðist hvârki leyfa nè banna. Þeir tóku pá eitt ker o.s.v.; Da sagde Starkad: Jeg törster nu saa stærkt, at jeg snart vil döe deraf, men de havde intet Vand. Kol sagde: Jeg har hört, at Folk, som omtumledes paa Havet, have baaret sig saaledes ad, naar de vare nærved at döe af Törst, at de sammenblandede deres eget Vand med Sövand, og drak det derpaa af Nödvendighed. De spurgte Thorgils, om de ikke maatte gjöre dette. Han svarede : at man neppe kunde fortænke dem deri, men sagde dog at han hverken tillod eller forböd det. De tage da et Kar o.s.v., K.
  366. fyri munni sèr, yfir drykk þeírra, K.
  367. arga ok hit illa kviknidi, F.
  368. ver drekkum vorn, K.
  369. likastr álku út undan, mest lig en Alke ud og nedenfra, K.
  370. sjá þeir vatnsrennu, see de et lille Vandfald, K.
  371. drekka, drikke, K; fra [taka sèr vatn, E, fra andet: illiliga. Þorgils segir: þetta er(u) enn lítil laun hjá því sem vert var, en (er) þer firðuð mik glæpnum. En hugstætt má oss verða þessi skömm ok hneysa, ok hèðan af mun batna um vort ráð. Róum nú at ísinum, ok verum kátir ok glaðir, ok lagði oss nú nærri, ok vildi guð at vèr forðuðustum þessa skömm. Taka þeir nú vatn á isnum; fælt; Thorgils siger: Dette er endnu kun en ringe Lön derfor, at I holdt mig fra Forbrydelsen, men vistnok maae vi længe kunne huske denne Skam og Vanære; dog vil vor Forfatning blive bedre herefter. Lad os nu roe til Isen, samt være muntre og glade; vi vare nu haardt betrængte, men Gud vilde at vi skyede en saadan Skam. De toge da Vand paa Isen, F.
  372. Þá segir Þorgils at sjá mundi, af hvörs völdum var, ok er þeir voru á sjónum, þá fló fuglinn; da siger Thorgils at man nok vilde see, hvem der var Skyld i (Ulykken), og da de vare paa Söen, flöi Fuglen, F.
  373. ok var stórum illiligr, og saae meget arrig ud, till. F.
  374. ok veldr guð sjálfr þvi, sá er vèr trúum á, og det volder Gud selv, paa hvem vi troe, till, F.
  375. koma nú siðan við ey eina, ok voru þar Ill nætr, áðr en þelr sjá; de anlöb siden en Öe, og vare der tre Nætter, förend de saae, F. l0
  376. Þórarín brita, F, II, K.
  377. ok þeir hefðu verit skamt frá Seleyjum um vetrinn, þeir spurðu hann margs; hann kvaðst nauðigr allt gjör hafa, þeir hrifa fè allt, en Snækollr lagöi; og at de havde opholdt sig i Nærheden af Selöerne den (næste ?) Vinter over; han fortalte at han var bleven tvungen til at gjöre alt, de (Trællene) toge alt Godset, men o.s.v., F.
  378. en tóku með sèr þat sem þar var; men toge det (Gods) med sig, som var der, till. F.
  379. hverir Þeir væri ok hvaðan Þ. v. at komnir; Þeir segja sem farit var, hann; hvo de vare og hvorfra de vare komne; de fortalte hvad der var skeet o.s.v., F.
  380. Hrólfr kvaðst hafa stokkit; fyri víga sakir, or bygð; var hann hinn greíðasti við Þorgils; kvað skip farit þar til fiska um sumarit, ok komit ekki við land; en sagði leið ekki svá langa, sem torsótta; Rolf sagde at han, for Manddrabs Skyld, havde maatet flygte (derhen) fra Bygderne; han var den beredvillígsfe mod Thorgils; endvidere fortalte han at et Skib havde været der (udenfor) den samme Sommer, men havde ikke anlöbet Landet, og at Veien (til Bygden) ikke var saa lang, som den var vanskelig, till. F.
  381. segir honum vel fara, sagde at han viste megen Godhed, F.
  382. góðan greiða, god Beværtning, J.
  383. giftu, Lykke, F.
  384. þiggja aptr í bygðinni, skaffe mig Fred igjen i Bygden, F.
  385. bygðarmenn, F.
  386. gefr þeim vel fararleiði, ok haustar mjök fyri þeim; koma við vetr á Eiriksfjörð, hèldu inn í fjörðinn; deres Reise gik godt, skjönt den varede til det sildige Efteraar; de styrede ind paa fjorden, F.
  387. er utan sigldi á fjörðinn, ok lögðu í lagi (lægi), som seilede fra Havet ind paa Fjorden, og sögte Havn, F.
  388. höfn ok, till. F.
  389. hittit mennína; munu þeir kunna at segja nokkur tíðindi; taler med Folkene, som vist ville kunne fortælle adskillige Nyheder, F.
  390. saal. A, K (rauða, C); A og samtlige övrige Afskrifter tillægge urigtig : landnámamanns, om Aarsager dertil see Anm. 109.
  391. kunni ek þvi eigi vel, ok sigldi ek svâ híngat; jeg var ikke vel fornäiet dermed, og seilede derpaa hertil, K.
  392. fra[þá fýsti mik at leita yðar híngat. Nú er ek feginn vorðinn yðrum fundi, ok allt min skal yðr jalnheimilt vera sem mèr. Þorgils kvað ekki mælti stórs (?) betr í hald koma, sem at honum væri. þeir halda nú um morgunnin þángat, ok tjalda búðír á landi; og da jeg intet hörte om eder, fik jeg Lyst til at reise hid, far at opsöge eder. Nu er jeg bleven glædet ved vor Sammenkomst, ag al! hvad jeg har maa I bruge lige saa fuldt som jeg selv. Thorgils svarede, at neppe nogen Hjelp kunde ydes bedre af en anden, end af ham. Næste Morgen tage de derhen, og opsloge deres Telt-Boder paa Landet, F.
  393. fra [bóndi visar honum til hafnar; rýðja skip ok bera af faung sin, Bonden lodsede ham ind paa Havnen, de udlodse og bringe deres Gods derfra, F.
  394. V.
  395. fra [ok öllum þeim er hann vildi at þángat færi; fóru þeir þángat XII menn í Brattahlíð; og alle dem, som han vilde skulde tage derhen; de toge, tilsammen 12 Mand, til Brattelid, F.
  396. fra [á annan bekk, þá Þorstein hit næsta honum utarfrá, þá Þorleifi, Kol ok Starkaði; paa anden Bænk, dernæst og uden for ham. Thorstein, derpaa Thorleif, Kal og Starkad, F,- fra andet [ udel. K.
  397. með mikla kosti, ok sögðu fátt satt frá ferðum sínum; med mange Koster (meget Gods), og fortalte kun lidet sandt om. deres Færd, till. F.
  398. mörgum manni; eru þá stefnur at gjörvar, ef þat mætti af ráðast, ok þar kom, at fè var lagt til höfuðs dýrinu, ok gjörðu menn or hvártitveggja bygðinni. Fátt lèt Eiríkr sèr til finnast. Ok um vetrinn er á liðr, koma menn til fundar við Þorgils ok Porstein, ok eru; for mangen en Mand, man foranstaltede da almindelige Sammenkomster, angaaende dets Udryddelse, og det kom saavidt, at en Pengesum blev udlovet for dets Hoved, af Mænd fra begge Bygder. Erik var ikke meget her/or. Da det lokkede ud paa Vinteren, kom Folk for at tale med Thorgils og Thorstein, og ere, F.
  399. hèr er kominn úti rakki, faðír minn, ok sá ek aldregi slikan fyrr, svâ er hann mikill; Her er kommen en Hund, min Fader, og jeg har aldrig seet en saadan för, saa stor er den, F.
  400. bjarndýrit var þar komit, ok hafði gengit af jöklum, ok kipti undir sik sveininum; Björnen var kommen der, og var gaaet ned fra Isbjergene, og kastede Drengen under sig, F.
  401. af miklu alli ok reiði, med megen Kraft og Vrede, till. F.
  402. lögðu margir góða þykkju til hans, ok færðu margir honum bjarngjöldin; mange viste sig velvillige mod ham, og mange bragte ham (hvad de skulde svare af) Björnepengene, till, F.
  403. sumir Eiríki at Þorgils helði haft til þessa verks illan átrunað; nogle sagde til Erik, at Thorgils havde udrettet denne Gjerning ved onde Væseners Dyrkelse, F. 6.
  404. saal. B, H, K, N; náðahúisi, A, C,D, M; heimilishúsi, i et Vaaningshuus, F. 7)
  405. voru í framhúsinu, nogle vare i Forstuen (den yderste Afdeling af Bygningen), B, C, D, F, H, K, VN,
  406. sveitlingar hans, hans Staldbrödre, F
  407. Halli. JVI.
  408. á tveimr skútum, paa tvende Skuder, B, C, D, F, N,- á tveimr skipum, paa to Skibe, K. Skulde ikke disse to Afvigelser være foraarsagede ved en Feillæsning af skerjum, Skjær, Klippeöer?
  409. með, langs, C, F; i, till. K; udel. H.
  410. Vestrbygð, K,
  411. bjarndýrsgjöld, B, F, K, gjald, C, D; bjarnargjöldin, J.
  412. piálfi, c, D.
  413. snúa, J, M; fra [udelader B, H; i dettes Sted har K: en sè ek at Eiríkr ætlar oss illmenni þessi; men jeg seer at Erik har bestemt, at vi skulle slaaes med disse onde Folk, K.
  414. var kallaðr, C, D; nefndr, F; fra [ hèt, li. h. var kallañr, B, H.
  415. bygðir, K.
  416. fra[udel. K.
  417. reikuð, E, G har havt reckuð, som er overströget, og [reikuð] sat oven over med en anden Haand, men en tredie har skrevet reikhús, i Margen.
  418. nú fast, till. K.
  419. fra [einn þeirra mælti, K.
  420. koma víkíngarnir til skálans, K.
  421. ok koma til skálans; Þorgils leggr þá at þeim, ok kemr á þá; og kom til deres Huus; Thorgils angriber dem da o.s.v., B, C, D, F.
  422. er hann hafði eigi komit, fordi han ikke var kommen (efter Aftalen), till. K.
  423. öll, C, DfK, N.
  424. fra [jólln, B, H.
  425. Gunnar (stedse), B, C, D, F, H, K, N,- Gypar, J; Þorfinnr gýpr, M.
  426. fulltíng snart veitt, at Hjalp ydes os snart, B, H.
  427. til líðs við Þorgils með folk þeim, til Hjelp for Thorgíls med disse Folk, till. K.
  428. samdi mál, F,
  429. fra [allir undu vel við, ok sæmðu Þorgils gjöfum, áðr þeir skildu; alle bleve velfornöiede dermed, og hædrede Thorgils med Gaver, förend de skiltes ad, J.
  430. svarflaði, J.
  431. Randver, M.
  432. Ragnhildr, B, D, F, H, K, L, N; Randhildr, C; udel. af M.
  433. Bóndi vill heldr berjast, en fá því illmenni dóttur sina; Bonden vilde heller slaaes, end give sin Datter til den Skurk, K.
  434. mun ek heldr leysa þik; bóndi kvaðst þat gjarna þíggia vilja; jeg vil heller löse dig (gaae i dit Sted), Bonden sagde, at han gjerne vilde tage derimod, K.
  435. vil berjast fyri, vil slaaes for, B, C, D, F,H,N.
  436. styttri en hinn, B, C, D, F, H, K,
  437. var hann nokkut haltr síðan, B, C, D, F, H. K.
  438. eptir þat bjóst hann heiman (heím) ok burt; derefter lavede han sig til at reise hjem, bort derfra, til B, H; C, D, F, K.
  439. daga, C, D, F,K.
  440. sjö, syv, B, H.
  441. með, J.
  442. áttunda, B, H.
  443. lengr, K.
  444. stoflar, C, D,- stólpar, H, J, K.
  445. þurausit, F,
  446. Kolr, C, Starkaðr, K.
  447. Þorstein, K.
  448. kirkju, K.
  449. Þá segir Kolr at þeir Sigmundr ok Þorsteinn urðu, da sagde Kol (til Thorgils) at Sigmund og Thorstein vare, C, D.
  450. einnin Þorleifr ok þeir, C, D, F, H.
  451. [è sinu, K; bústjórn, Huusholdningens Bestyrelse, B, H.
  452. her, her, till. C, D, F, H, J, L.
  453. kvað þat vel stofnat, sagde at det var vel betænkt, K, udel. B, II.
  454. á Hjalla, paa Hjalle, till. K.
  455. fra [þeir riðu þángat báðir; de rede begge derhen, K.
  456. suðr, sydpaa, J.
  457. fra[úkviðinn, K.
  458. eigi, B, H.
  459. saaledes riktigst, G; dæligr, A; dæiligr, deilig, smuk, B,-dægiligr, C, D, F, H, I.
  460. glummuðr, C, D, F, H, K, L, udel..
  461. hann þakkaði Þorgilsi vel, han takkede Thorgíls inderlig, till. K.
  462. annarr þeirra bræðra, K.
  463. Annarr þeirra var fóstrson Njáls, sem bjó at Bergþórshvoli ok var sá þriði mestr lagamaðr á Íslandi í þþann tima; den ene af dem var en Fostersön af Njal, son; boede paa Bergthorshvol, og som var den tredie störste Lovkyndige i Island paa den Tid, till, K.
  464. Geirvör, B, C, D, F, 11, J, K, Guðvör, G.
  465. mal. A, K; Ásgrímr (omvendt) B, C, I, E, F, G, J, M.
  466. udel.; Þorgils, C, D, F U,N.
  467. Þorgils, J, M.
  468. þvi landi, B, H; fra [landinu bjó er Asgrimr átti, J.
  469. Þorgils, J, M.
  470. þvi landi, B, H; fra [landinu bjó er Ásgrimr átti, J.
  471. fra första ok var aldri goldinn landseta Þorgils sem heimta átti, K.
  472. Ásgrimr Þorgils, E, G, J, M.
  473. Ásgrímr segir, at Þorgils skuli nú sýna í nokkru gjaldit, till. J.
  474. Þorgils, J o.fl.
  475. till. B, C, D,F,H
  476. þar, der. till. B, C, D.
  477. tók, B, D, F, H.
  478. sèr at Ásgrimr er, seer at Ásgrím var, B, II.
  479. streittist við strenginn, K.
  480. son hans, till. K.
  481. varð þar eigí meirr tíðinda, ellers tildrog sig der intet mærkværdigt, till. K; Liða nú svâ stundir fram, Tiden led saaledes hen, till. B, C, D, K.
  482. kvànbænaferð í Gröf til dottur Bjarna, K.
  483. bruðkaupiniu, B, H, J,- ok koma boðsmenn í ásettan tíma, Og de Indbudne kom til bestemt Tid, till. B, C, D, F, II, J.
  484. jafnan er hann hèr velkominn, J.
  485. rettet i G til hinkaði (hinkede, som vilde være en mærkelig Danisme fra den Tid, ligesom andre flere). Denne Variant bemærkes og i Margen af A.
  486. nefndi IX votta, B, H; n, n. búa, C, D, F, K; fra förste [eigi, heldr kvaddi 9 búa til þings; tog han ikke af Sted, men udnævnte ni Bönder (Naboer) til Tínget, J.
  487. mjök, till. F. o.fl. med D.
  488. Her begynder det eneste Membranfragment som haves af denne Saga.
  489. slelktu, J; sleikti, de övrige.
  490. sæll mágrinn, till. A, E, G, J; udel. af de övr.- Ordsproget udel. af M, N, o.fl.
  491. engu er nýtt, de övrige.
  492. fra [er betr, de övrige.
  493. udel.- de övrige
  494. fra [udel. de övrige
  495. udel., af de övrige, som till.: ok falla niðr þessi mál öll, og alle disse Sager faldt ganske bort.
  496. fra [Helgi ok Þorgils, ok riðu hart; ok er þeir riðust á vixl, stakaði (stjakaði B, K o. fl.) Þorgils mjök svâ (at hann fell, till. B, C, D, F, II, K) af baki, (þviat hann varaðist litt, till. de samme) ok hló at honum við austmaðrinn, en Þorgils var allbjúgr á baki, þvíat veðr var kallt. Helgi mælti þá: litt sèr þat nú á pèr, Þorgils, at þú hefir verit kallaðr garpr mikill, enda er þú nú gamall; og rede stærkt til, og da de kom hinanden tæt forbi, stödtes Thorgils, saa at han var næsten falden (saa at han faldt, andre) af Hesten (fordi han tog sig kun lidet i Agt, till. andre), hvorover Östmanden lo ad ham, da Thorgils sad temmelig krumböiet paa Hesten, fordi Veiret var koldt. Helge sagde da: Neppe kan man nu eee paa dig, Thorgils, at man førhen har kaldt dig en heel Kæmpe, men nu bliver du ogsaa gammel, A og de övrige.
  497. udel. de övrige.
  498. mjök plagat hèrtil at gabba mik, de övrige.
  499. ok gamall, og gammel, till, de övrige
  500. fullreynt, bverr afb öðrum her; fuldkommen prövet, hvo der overmander den anden, de övrige.
  501. fra [udel. af de övrige.
  502. fra [enga von í at hann hrykki (eigi) við, ok mun litill frami í; de övríge; see Anm.
  503. udel., de ævrige.
  504. bolöxi, en Bulöxe, de övrige.
  505. udel. de övrige.
  506. hafa, de övrige.
  507. udel. de övrige.
  508. udel. de övrige.
  509. LXX, A, E, G, 70; sjötugr, de övrige.
  510. verit hafa it mesta glappaverk, de övrige
  511. udel. de övrige.
  512. ligeledes.
  513. fra [ var þat um kveld, ok voru eigi í almenningshúsum; ok um morgininn er; de var om Aftenen og de opholdt sig ikke i de sædvanlige Vaaningshuse; og om Morgenen, da de övrige.
  514. fra [farnír til starfs, fóru þeir; gaaet til deres Arbeide, begave de; de övrige.
  515. heim í bæinn, de övrige.
  516. fra[námu staðar við skáladyr, ok töluðust þeir við um hrið; de standsede ved Indgangen til Sovestuen, og talte en Stund sammen; de övrige.
  517. ekki þ.m. gott, de övrige.
  518. fra udel. af de övrige.
  519. heyrir nú þeirra umræðu; hörer nu deres Samtale, de övrige
  520. udel. af de ævrige.
  521. ekki þart at eggia oss til bróðurhefnda, þvi fullvel meg (-) við þik yfirvinna, ef við viljum, en; det behöves ikke at opægge os til Broderhævn, thi vi kunne meget vel overvinde dig, hvis vi ville, men; till. de övrige.
  522. bóndi, de övrige.
  523. udel. de övrige
  524. þvi ek þykkjumst sjá gjörla at þú munt vera góðr maðr; thi jeg troer at kunne indsee det tilfulde, at du er en god Mand; de övrige.
  525. fullu, fuldkommen, till. de övrige.
  526. fra [ mèr lizt svâ á þik, sem þú megir þat vel; jeg seer dig an for at kunne vel (bære det), de övr.
  527. vil ek fá till. de övr. dvs. fimm, de övr.
  528. með goðum vinskap, som gode Venner; de övr.
  529. Þorgils ok Helga, de övr.
  530. heimboðs at, de övr.
  531. bóndi, de övr.
  532. bartnær niræðr, næsten 90 Aar gammel, B, C, D, F, H, K.
  533. síðan, de övr.
  534. fra [udel. de övr.; - men have i disse Ords Sted: Þessu nærri (nærst) andaðist; Kort (nært) derefter döde.
  535. bóndi, till. de övr.
  536. bóndi, till. de övr.; Gröf, er kallaðr var, till. B,C, D, F, H, K.
  537. læki, Bækkene, A,
  538. Þóroddsson, till. C, D, F, H, K.
  539. þar, der, C.
  540. udel. de övrige.
  541. vel stilltr, de övr., med Undtagelse af J, som udelader begge Læsemaader
  542. fra [djarfr ok stirraðr, ef honum var í móti gjört; þoldi vel ok karlmannlíga storar mannraunir; djærv og storsindet, naar noget blev gjort ham imod, samt udholdt vel og mandig svære Tilskikkelser, de övr.
  543. Denne Membranens, eller Sagaens ældste Udarbeidelses Beretning er senere efterhaanden bleven udviklet og fortsat ved forskjellige Tillæg, disse nemlig, (for saa vidt vi have og kunne paavise dem: A (a) Frá honum er kominn mikill ættbogi. Börn þeirra Þorgils ok Helgu voru þau (þeir, K) Grimr glömmuðr, Illugi ok Þórðr. Þorlakr biskup var Þorhallsson; moðir hans var Eyvör; moðir Eyvarar var Jórunn, dottir Þorgils Örrabeinsstjúps ok Helgu; Fra ham er kommen en stor Slægtstamme. Ihorgils og Helga: Börn vare disse: Grim, Glammad, Illuge og Thorll. Biskop Thorlak var en Sön af Thorhall; hans Moder var Eyvör; Eyvörs Moder var Jorun, en Datter af Thorgils, Orrabeins Stedsön, og af Helga. ((B) hvilket Tillæg vi antage for yngre enda: Oddr hét enn son þeirra. (Hann var faðir Jons (udel. B, C, D, II) föður Gissurar, föður Grims, föður Guðlaugar, móður Jörundar biskups; end en Sön af dem hed Odd. (Han var Fader til Jon (udel.B,C,D,H), denne til Gissur, denne til Grim, denne til Gudlöge, Moder til Biskop Jörund. Her ophörer Haandskriftet K, saaledes som vi nu have det. - Grims, föður Einars, föður Hallkötlu, moður Steinunnar, móður Bjarna (Bjarnar, F) fööur Gissurar galla (gamla,J)., föður Hákonar, föður Jóns; en Sön af Grim Glammad, Thorgilssön, var Ingjald, Fader til Grim, Fader til Einar, Fader til Hallkatla, Moder til Steinun, Moder til Herdise, Moder til Bjarne (Björn, F), IFader til Gissur Galle (den Gamle, J), Fader til Hakon, Fader til Jon. Saaledes, med Undtagelse af K og M, alle de övrige til denne Udgave benyttede Haandskrifter, der saaledes her indeholde det sidste Tillæg, som denne Saga har faaet i Middelalderen
  544. fra [ok lykr her sögu Þorgils Orrabeinsfóstra ok annara Flóamanna, K,- ok lýkr svâ sögu þessari, F; ok endar svo söguna at Þorgils Þórðarsyni Orrabeinsfóstra, H ,- ok endast svo þessi saga, J.
  545. Efter Sagaens 9 Cap. samt Landnamas 5 Part. 10 Cap, som og omhandler de her beskrevne Begivenheder, ligger Atles Höi vesten for Veien ved Vadestedet Haugavad kort fra Tradarholt der nævnes og 3 eller 4 andre Gravhöie, som alle ligge der, tæt ved hinanden. Jfr. ellers ovenfor S. 5 o. fl.
  546. Dog gives ham i Landnama tilnavnet dofni d. e. den Dorske eller Föleslöse.
  547. Efter Landnamas Beretning var det Ban, som hævnedes ved Nederlaget, blevet begaaet i selve Norge.
  548. Knararsund (Knör-Skibets Sund) i Nærheden af Örebak, har forhen tjent til en Havn; rimeligviis har det sit Navn af det Knör- eller Knar-Skib som Evra-Lopt eller hans Sön Thorolf eiede; see dette Værks lste Deel S. 768. Da Navnet nu ikke mere bruges, maa man formode at dette Sund nu kaldes Loptstade-Sund (Lauptstaðarsund) og ligger uden for Gaarden Loptstade, hvor Eyra-Lopt, efter det höist sandsynlige endnu almindelige Folkesagn, först har boet, inden han flyttede sin Bopæl til Göilverjabö (Gaulverjabæ) efter den Tid har han da og der havt sine Skibshuse. Her om har Hr. Landsoverrets-Assessor Sveinbjörnsen underrettet os, og tilföiet, at Göilverjabö og Loptstade endnu have fælles Forstrandsrettighed sammen, hvilket man anseer som Beviis for, at de engang have været forenede som een Eiendom. Jfr. Anm. 10.
  549. Hermed stemmer Landnamas 5-10 Cap. ganske overeens. Vi kunne da ikke udfinde, hvorfra Suhm har taget adskilligt som han melder om vor Thord i hans "Tabeller til crit. Hist. af Danm. (Kbh. 1779, Fol.) Tab. LXXX", som indeholder Genealogier af Floamanna-Saga, samt S. 375-76. Suhm angiver nemlig Thords Alder til 32 Aar; dette stemmer dog overeens med et eneste (temmelig nyt) Exemplar af de ved os collationerede, (J), hvorhos det tilföies; at Thord drog fra Island til Erik Blodöxe, samt kom til ham (enten i Norge eller Northumberland), men herom meldes aldeles intet i nogen af de os bekjendte Recensioner.
  550. At Brylluppet blev opsat hele 3 Aar, kom vel og deraf, at man neppe troede at vide, med nogen Sikkerhed, at Thord, Thoruns förste Mand, var död, eller ikke kunde ventes tilbage.
  551. Stjúpr eller stjúpr betyder her Stifsön eller Stedsön (nu i Island stjúpronr, men stjúpi derimod det samme som stjúpfaðír, Stedfader).
  552. Her dele de af os benyttede Afskrifter sig i to Flokke med Hensyn til forskjellige Læsemaader, Lám eller Jónr. End en tredie Læsemaade har den lærde Præst Ejolf Johnsen paa Völlum fundet eller antaget, nemlig hojs, (til Afgudstemplet). Alle tre Læsemaader omhandles i en særdeles lærd og grundig Afhandling af Finn Johnsen, der er indfört blandt de oplysende Anmærkninger til hans Hist. cccl. Isl., I, 137-142, om det i Islands Sagaer og Love tit forekommende, men meget dunkle Ord fjörbaugsgarðr, som netop findes her i vor Text, hvortil begge de nævnte ' Lærde og have lagt Mærke. De antage den anförte Læsemaade for den rigtige (i fiðrbaugsgarð til hofs; Ejolf Johnsen ommelder ingen anden (efter Uddraget af hans Afhandling i Arnesens Islandske Rettergang, S. 631); Finn Johnsen bemærker dog derved a) at nogle Exemplarer af Sagaen have Jóns, som meget rimelig forkastes, forsaavidt Talen her er om den hedenske Tid, da Navnet menes ei at have været brugt i Island (for umueligt antage vi det dog; ikke, af Grunde, som vi snart ville komme til at beröre); og b) at andre Exemplarer have Lóns (som oversættes ved paludem, Sumpen) hvilket vel var sandsynligere, men at Læsemaaden hofs maatte dog foretrækkes. - Vi tilstaae, at denne sidste er os ubekjendt, men det er mueligt, at den har staaet i den, paa Slutningen nær, tabte Membran, eller dens Afskrifter (hvoraf ingen er kommet os for Öine). Angaaende nærværende Sagasted siger ellers Ejolf Johnsen (rimeligviis efter John Erichsen: Fordanskning) hos Arnesen l. c. 8.631. Fjörbausgarðr, ellers sædvanlig brugt til at betegne Fredlösheden selv, betyder det Grændseskjæl, som der var sat for denne Fraskillelse, inden for hvilket ingen saadan Skyldig maatte nærme sig, enten til et Tempel eller til en Ret. At der og virkelig omkring vore Forfædres Afgudstempler haver været udmærket og fastsat saadan en vis Forgaard eller Omkreds, det beviser Flóamanna-Saga i sit 9de Capitel, hvor den fortæller, at Almuen om Sommeren samledes til et Möde, og at dette Möde blev holdt i bemeldte hellige Omkreds hos stedets Afgudstempel (menn komu til mannamóts i fjörbaugsgarð til hofs. Det see; og af et andet Sted i samme Skrift, hvor Thorgils Orrabein, dengang et Barn paa 5 Aar, samt flere andre Drenge, berettes at have holdt deres Börneleg inden denne Forgaard (Þorgils var eitt sinn með sveínum i förbaugsgarðr; et aabenbart Beviis paa at den stod alle uskyldige Folk, alle nödvendige og sömmelige Forretninger aaben. At derimod ingen Fredlös eller Vanhellig maatte betræde saadant et Sted sluttes billig af Vigaglumssaga o.s. v. John Erichsen billiger denne Forklaring og vi kunne i Hovedsagen ikke andet end tiltr´de hine tre store Lærdes Mening, idet vi tillige henvise til Sveinbjörsens etymologiske Forklaring i Glossariet til Graagaasen, S. 20. Vi tro ellers at fjörbaugr' ligefrem (udledt af to bekjendte Ord) maa oversættes ved "Livskreds", og fjörbaugsgarðr ved den Livskredsen indhegnende Gaard, Gjerde eller Hegn, til hvilket den i ringere Grad Fredlöse ikke maatte forundes Adgang; derimod var den et hjemlet Opholdssted for Tingsognets frie og livsglade indbyggere, som der tit synes at have moret sig ved forskjellige Forlystelser, hvilke Sagaene melde stundum at have fundet Sted ved Thingene, og hvorfra endog Drenge, efter dennes Vidnesbyrd, ikke have været udelukte. Ordet fjör betegner og ikke allene Liv, men ogsaa Livskraft, Fyrighed, munter Rörelse o. s. v. I "Livskredsen" maatte intet Levende ombringes; hvorimod dette, forsaavidt det hörte til Ofringerne, burde skee i Domringen, som derfor vel fortjente at kaldes ""Dödskredsen"; jfr. ovenfor, i Uddragene af Eyrbyggja, nærværende Værks I, 544, 564, 0. ll. St. Haldorsen og Bask forklare Ordet (i Overensstemmelse med vor Mening) ved "Gjerde omkring et helligt Sted, til hvilket en Fredlös ikke maatte komme." Vi kunne tillægge at garðs her og, i mange andre Tilfælde (f. Ex. kírkjugarðr, Kirkegaard), ikke alene betegner Hegngjerdet, men tillige, og ofte helst, den Plads som indhegnes dermed eller omgives deraf. At fjörbaugrgarðr og þínghelgi (forsaavidt dette Ord betegner et Sted) ofte fordum betegnede det samme, nemlig den Plads i eller Egn, uden for selve Domkredsen, af större eller mindre Udstrækning, hvor Thingfreden eller Thingets Hellighed burde gjelde, - er allerede forhen viist af forskjellige Forfattere. Læsemaaden til hofs vilde her saaledes være saare mærkelig og oplysende, hvis vi havde tilstrækkelig Grund til at antage den for den rigtige. Læsemaaden til Lóns (som findes i de allerfleste blandt de af os brugte Haandskrifter, som tydeligst sees at nedstamme fra Membraner) har dog for os en endnu större Antagelighed. Vi formodede nemlig at Hovedordet her, som tit i Island, ikke blot betyder en Sump, Vandstade eller Havdyb, men i særdeleshed et Sted, som bar dette Egennavn. Herom ere vi og blevne overbeviste, idet Stedets forhenværend Sysselmand, Hr. Assessor Thord Sveinbjörnsen, efter vor Forespörgsel har givet os den Underretning, at Havnen ved Örebak endnu kaldes Lón, og saaledes have vi da opdaget det Sted, hvorom vor Saga her taler; at Thingsteder, i hvis Nærhed de offentlige Forsamlingspladse til Folkemöder, fælles Forlystelser o. s. v. stedse laae, anlagdes ved eller i Nærheden af Handelshavnene, var saare naturligt, og vises tillige som oftest af den virkelige Erfaring. Alle de af Börge Thorlacius benyttede Afskrifter have her havt Lón, hvilket man kan see af hans Oversættelse: "Der blev engang tilsagt et Mandemode i Fjorbagsgaard i Lön", hvilket sidste Ord uden Tvivl staaer som' en Trykfeil, isteden for Lon. Vi maae ellers beklage her at savne hans og hans Faders Betænkning om det strax foregaaende vanskelige Ord, i hvilken Henseende de, ved at antage det for at betegne en Gaard eller indhegnet Plads, synes at have heldet til vor Mening. - Den tredie Læsemaade til Jóns, er vel ikke andet end en Feillæshing eller Skriverfeil for Lóns; dog kan det tænkes at denne Talemaade, i den christne Middelalder, undertiden er bleven brugt om dem som besögte de offentlige Forlystelsessteder paa Jónsvaka dvs. St. Hans Aften, som traadte istedenfor den ældgamle Midsommersfest, i Anledning af Sommersolhverv, og indfaldt paa samme Tid; Festaftenens Besög, hvorved den nærmeste Kirke tit betænktes med Offergaver o. s. v., ansaaes saaledes som etslags Valfart til den hellige Johannes (paa Islandsk kaldet Jón) og de ham ved denne Leilighed besögende kunde da vel siges at fara til Jóns; dog vilde det være en unægtelig Feil eller Vildfarelse af Sagaskriveren hvis han havde anvendt denne Talemaade paa Besögerne af den hedenske Midsommershöitids Folkeforsamling, og derfor maae vi foretrække den næstforegaaende, og i al Fald ligeledes den förste Læsemaade. Jfr. ovenf. I, 752, 782.
  553. Tidens Tænkemaade og Sæder, samt Fornödenheden af at vænne sig tidlig til Blod og Drab, Vaaben og Kamp, om det end var blot for Selvforsvars Skyld, indvirkede da saaledes paa Drengenes Barndomslege, ligesom vi nu see dem exercere med smaae Geværer o. s. v., hvilket vistnok kan komme dem til Nytte i den modnere Alder.
  554. Denne Lopt kaldes ellers ofte Eyrar-Lopt, af Egnen Efrí, Eyrar eller Eyrarbakki, hvor hans Bopæl var. Efter Landnama V, S, nedstammede han fra mægtige Herse Slægter i Norge baade paa Fædrene- og Mödreneside. I Overeensstemmelse dermed beretter og vor Saga i5te Cap. at Lopt drog ud fra Göilum (Gaulum) i Norge, i sin Ungdom, tog den östlige Deel af Örebak i Besiddelse og opslog sin Bopæl paa Göilverjahö (Gaulverjabæ jfr. ovenfor Anm. 4); hans Moder Oddny (forhen gift med Orm, ikke An, som Suhm paa forskjellige Steder kalder ham) Datter af Hersen Thorbjörn, synes dog at have forestaaet Udvandringen fra Norge; i det mindste bestyrede hun den i Island oprettede Huusholdning. Flose Thorbjörnsön, hans Morbroder (Oddeboernes Stamfader) var (efter Sagaens 6te Capitel) Herre over Naboegnen (i det nuværende Rangaavalle Syssel) paa den anden Side af Thjorsaaen. Han havde maattet flygte fra Norge, fordi han havde dræbt tre af Kong Haralds Sysselmænd, og har vel indbudet sin nævnte Söster til Island, samt sörget for hendes Bosættelse der. Hendes Sön Lopt drog og, da han var voxen, for ham, og for sig selv, hvert tredie Aar til Gaulum for at ofre der i det Tempel, hvilket Floses Fader og Lopts Morfader, Hersen Thorbjörn der havde forestaaet; dette mærkelige Sted, med flere, viser, at Islands Goder eller ældste Hövdinge der grundede saadanne Indretninger, som de, der havde bestaaet under Hersernes Herredömme eller Forvaltning i Stamlandet, med hvilket de dog, saalænge mueligt, sögte at vedligeholde et slags religiöse Familieforbindelser. Da Lopt blev meget gammel, kaldes han næsten stedse i Landnama Lopt den Gamle. Det bemærkes og der at mange fornemme Folk i Island nedstammede fra ham, blandt andre Biskopperne: den hellige Thorlak, Brand og Paul. Jfr. denne Sagas Slutning, samt her foran Indledningen S. 27 o. f. j.
  555. Flatr fiskr er en Benævnelse for Helleflynderen (plenronectes) som nu ikke mere bruges i Island, eller overhoved i Norden, men stemmer vel overeens med det Engelske flat fish, det samme er og tilfældet med flere endnu islandske Fiskenavne f. Ex. skam, Eng. skare (lat. raja butik)
  556. Formodentlig en Armring eller et Hovedsmykke, om ikke en tynd Sölvstang, sammenböiet i Form af en Ring, hvoraf man pleiede fordom at hugge smaae Stykker, som efter Vægten brugtes istedenfor Penge. Pröver af alt sligt forvares nu i Museet for nordiske Oldsager paa Christiansborg Slot. Jfr. Nordisk Tidsskrift for Oldkyndighed, 233, n, 185.
  557. "Man lægge Mærke til den i Hedenold brugelige Skik, at nedgrave Skatte med de Döde, hvorpaa Historien afgiver mange Exempler." Th. Dette bekræftes og, hvor lit end Gravhöiene alt i ældgamle Tider have været plyndrede, af en mangefoldig Erfaring i vore Dage, ved mere eller mindre kostbare Fund, som deels tit komme i urette Hænder, deels og ofte, som de bör, komme Nordens offentlige Museer til gode. Jfr. ovenfor l, 74, 78, 10-1.
  558. De i Jorden fundne Skatte, kaldet Dannefæ, hörte Grundeieren til, mod en billig Findelön. Efter Graagaasens Kjöbebalks 6te Capitel burde den, som fandt Penge eller Penges Værdi sin Jord, oplyse det Fundne paa Althinget, og blev först dets Eier, naar ingen beviste sin lovlige Adkomst dertil. - I den her omhandlede Tid skulde maaskee en saadan Lysning skee paa Herredsthinget. Ellers forbyder Graagaasen, paa samme Sted, at nedgrave Penge eller Gods i Jorden; at dette Forbud ikke har gjeldt i Island för omtrent Aar 962, synes at indlyse af det sidst i 9de Gap. ovenanförte, ligesom og det 51de Cap. i Jordeiendomsbalken (Landabrigðabálkr) indeholder Bestemmelser, der forudsætte en saadan Handling: muelige Tilladelighed. Penges Nedgravelse med de Afdödes Lig kunde vel heller neppe, mod Tidens Aand og Overtro, forbydes af de hedenske Love, hvorimod de Christne, som ovenmeldt, maatte söge at afskaffe denne.
  559. Her maa det bemærkes, at de to övrige, her bekjendte Recensioner, saavelsom adskillige andre, der mere nærme sig til den for Texten til Grund lagte, angive Thorgilses Alder paa denne Tid til 20 Aar. Jfr. S. 44, Var. 4, samt Anm. 16, 17.
  560. Eller ogsaa 21 Aar; jfr. Anm. 15 og Var. samt Anm; 17. Den af os for rigtig antagne Læsemaade (16 Aar) er og bleven fulgt af Arngrim Johnsen i hans Crymogæa, S. 149, samt ligeledes af Suhm l. e. Tab. LXXX.
  561. Saasnart Thorgils var bleven myndig, efter Landets Lov eller Vedtægt, kunde Thorgrim ikke med nogen Ret nægte eller forholde ham hans Fædrenearv. Myndigheds Alderen var efter Graagaasen 16 Aar for en Mandsperson. I det næstforegaaende Aar bad han sin Stedfader om Arvens Udbetaling. Dette skete vel, efter Fosterfaderen Lopts Baad, paa Grund af det hedenske Nordens ældste Vedtægt om 15 Aars Myndigheds-Alder, som gjeldte i Norge, (efter Frostethingslovens 2 Bogs 22 til 25de Capitel; Vedtægten eller Lovbestemmelsen har været saa almindelig bekjendt at ingen af Gulethingslovene berörer den, men heraf kunne vi slutte os til at Ullljot har indfört den i Island, muelig med nogen Indskrænkniilg i visse Tilfælde; den selvsamme Bestemmelse findes og i Gullands-Loven 20 Cap. 1, 2, samt var tillige, efter Jacob Grimms Undersögelser, gjeldende blandt Burgunder, Vestgother og tildeels egentlige Tydskere. Anden Gang da Thorgils var 16 Aar gammel, erklærede han at ville (eller skulle) have Arven. Af hvilken lovlig Grund Thorgrim da endnu forholdt Thorgils den, vide vi ikke; muelig havde den sidstmeldte ikke ganske fyldt sit 16de Aar, da han, hvis han vilde reise bort i det Aar, maatte nödsages til at gaae ombord paa et Skib, som var bestemt til Norge. At Thorgils paa denne Tid, efter de anförte Varianter, har været 21 Aar gammel, er (naar man seer hen til Lovens Aldersbestemmelse for den Myndige) höist usandsynligt; XX for XV er da vel (her ovenfor) indlöbet, som en Skriverfeil fra Membranerne, i de övrige Papirsafskrifter.
  562. Muelig er her Meningen den: at Thorgrim neppe vilde staae Thorgils i Veien, naar han næste Gang krævede Arven, - hvilket muelig skulde udtrykke Lopts (siden opfyldte) Anelse derom, at Thorgrim da ikke mere skulde være i Live.
  563. Originalens Udtryk leíksveínar vilde neppe kunde passe paa Drenge, som didindtil havde været Thorgilses Legekammerater naar han da allerede havde været 21 Aar gammel, efter nogle Afskrifters Lydende. Ved at fylde sit 16de Aar, gik han ud af Drengealderen, og kunde da, paa en passende Maade, tage en venlig Afsked med dem. Jfr. ovenfor Anm. 15-17.
  564. I adskillige Sagaer beskyldes denne Dronning Gunhild, kaldet Kongemoder, for et meget vellystigt Levnet, hvortil hun og sögte at lokke unge smukke Mænd, som opholdt sig ved hendes Sönners Hof. Ved deres Afslag viste hun og oftere en Forbittrelse, der lignede den her beskrevne. Disse Thorgils's Tildragelser fortælles i Schönings N. H., II., 167-58, efter vor Saga og Torfæus, H. N., ll, 276. At Thorgils kaldes der muelig en Sön af Hasteim (eller Hallstein) er ellers urigtigt. Schöning udvikler og, af det Fölgende, hans Ophold hos Björn til hans Tilbagekomst fra Toget til Syderöerne, S. 158-61.
  565. Saadanme Fortællinger om Gjengangere forekomme ikke sjelden i ellers troværdige Historier, og bör tilskrives Tidernes Overtro, thi os forekommer det ikke usandsynligt at enkelte Rövere have benyttet sig af den da herskende overtroiske Frygt for Spögeri, til at spille Gjengangeres Rolle, ja endog taget deres TilholdI i Gravkamre, som undertiden vare saaledes indrettede, at de vel kunde tjene til Ophold for slige forvovne Udaadsmænd.
  566. Enten fordi at hun (efter det ovenanförte) havde beskjeftiget sig med forbudne Kunster (formeentligt Trolddom) - eller og fordi hun, som skindöd, men anseet for död, atter havde begyndt at vise nogle Livstegn.
  567. "Maaskee var hun end ikke ret död, men levet op igjen; og i saa Fald maa man bekjende at hun havde Overtroen om Gjengangere at takke for saa grusomt et Endeligt." Th. (Jfr. ovenfor I, 234, 275). En saa frygtelig Overtro forekommer maaskee mange ikke meget forunderlig, midti Hedenskabets Mörke, men det er dog vist (for ei at omtale Inqvisitionens utallige uskyldige Brandofre) at fuldt saa store Afskyeligheder fandt Sted (tildeels mod bedre Vidende af Hævngjerrighed eller egennyttige Hensigter) i alle christne Lande, endog i de protestantiske, i Hexeforfölgelsernes lange Tid, kun for henved 150 Aar (ja tildeels en meget kortere Tid) siden, - men vi maa end mere forbauses derover og grues derved, at Grundene dertil foregaves at hentes fra Bibel og Christendom!
  568. En saadan Overtro havde nogle blandt vore Forfædre om dem, som bleve borte, uden at noget hörtes eller vidstes om Aarsagen til deres Död, ligesom og om dem som druknede ved Ulykkestilfælde o.s.v. Sidst i det I8e Aarhundrede var den ikke ganske forsvunden fra Island, blandt visse Almuesfolk.
  569. Vi bruge dette Udtryk med Hensyn til Originalens erfi, skjönt det ikke synes at passe ret vel, da Björn ikke var Thorgils' Arving, uden for saavidt ham muelig, med Tiden, kunde tilkomme, efter Thorgils, den i den ældre Gulethingslov bestemte Gjæstarv (geslerfð) som skulde tilhöre Gjæstens Huusvært, hvis den rette Arving ikke indfandt sig inden 3 Vintre (o.s.v). Arveöl forklares dog i Vidensk. Selsll. Ordbog (I, 205) blot ved et Gjæstebud som holdes efter Ligbegængelsen, et Begravelsesmaaltid. Molbechs danske Ordbog har derimod mere bestemt (l, 47): a) Arveöl, Gilde til den Afdödes Minde, som Arvingerne holdt, og adskiller det saaledes fra (I, 338) “Gildabol", et Gilde ved ens Jordefærdf V. S. O. II, 434. (Ordet gravöl er og nu almindelig brugt i Sverrig). Det her beskrevne Gilde var maaskee egentlig ingen af Delene, men et Erindrings eller Hukommelses-Gilde til Hæder for den forsvundne eller formeentlig afdöde Ven, - skjönt Arveöl ogsaa fordum holdtes for dem, hvis Lig ikke kunde findes eller jordes. Hertil svarer den Skik at opreise Mindehöie og Bautastene for saadanne Afdöde, om hvilken endnu mange Runeskrifter vidne.
  570. Dette Erik den Rödes Ophold, i hans Ungdom, ved Hakon Jarl den Mægtiges Hof ommeldes ikke i de om ham nærværende Værks lste Deel meddeelte gamle Efterretninger.
  571. Ellers fordum kaldte Hebriderne eller Hebuderne og nu the Western islands (da de ligge vesten for Skotland). Hvorledes de först, af Navnet, kom under Norge (rettere Nordmændene) o.s.v., see ovenfor l, 530 o. f. Heraf opstode dog dette Riges Herskeres bestandige Fordringer paa Lehnsherredömmet (herover og Skatte deraf, hvilke sidste det undertiden lykkedes dem at indkræve for en Tid.
  572. Nu Caithness. den nordvestlige Deel af Skotland. See ovenfor, I, 354 o. f., 457 o. f. Schöning mener, (l. c. l, 160) at denne Olaf har været en Vasal af de norske Konger og Regenter, men middelbar, gjennem de Örkenöiske Jarler, der besade Katanes og flere Districter i Skotland.
  573. Eller Goðrán, som mest forekommer om hedenske Kvinder skjönt det er det samme Navn. Skjönt goð og guð oprindelig ere det selvsamme Ord, kom dets förste Form i Islandsk til at betyde en hedensk Guddom, en Afgud, guð derimod den sande Gud, efter de Christnes Begreber.
  574. Ödun selv havde vel allerede fortalt det her sagte om hans vanartige Broder Surts Vane, og Thorgils er da nu igjen bleven erindret derom ved en meget naturlig Dröm, skjönt Folkesagnet, eller et herom forfattet Kvad, har givet Fortællingen denne Vending. Thorlacius bemærker ellers her: "at Holmgang, (hvortil Surt havde udfordret Jarlen, var den sværeste af alle Oldtidens Duelle og bunden til de strængeste Regler" - ligesom og at "Surt har forstaaet (troet at forstaae) den Kunst at slöve Sværd (see den ældre Edda, D. Overs. III, 141, 168, IV, 51) siden han forlangte at see sin Modstriders Sværd förend det blev brugt. lsær ansaae han det nödvendigt ved Sværdet Bladin, hvis Skarphed han kjendte hjemmefra." Jfr. det næstf. Cap. Begyndelse.
  575. Her er vistnok igien Öduns virkelige Besög, ved Kvadet eller Folkesagnet, forvandlet til en Aabenbaring i Drömme. Thorlacius mener at denne Underhandling om Sværdet er skeet ved et Mellembud.
  576. Læserne bedes her at lægge mærke til Variant Tillæget 3, S. 66, hvor det berettes, at bøiede Bjelller (maaskee for at danne en Art af Hvælving) vare anbragte under Jordskorpen som dannede eller bedækkede Taget. Börge Thorlacius, i hvis Hoved-Exemplar denne Læsemaade synes at have været indfört, oversætter den saaledes, at Værelsets Loft var dannet af opad böiede Bjelker og bemærker ellers i Anledning heraf, i Indledningen (S. 212) o. f.: "Jeg tillader mig at anföre en interessant Beretning, om et stort Underjordisk Træhuus, fundet 1788, omtrent midt i et Bjerg, noget nordlig, ved Varde-Aa i Jylland. Efterretningen fra Præsten paa Stedet, Hr. Landrup, lyder i det Væsenllige saaledes: 8 a 9 Alen under Bjergets Overflade fandtes en Bygningl af stærk Egetræ, omtrent 12 Alen, Hovedstolperne vare 8 i Tallet, mellem hver Hovedstolpe vare Stribaand i stor Mængde, fra den överste til den nederste Ende. Hver Hovedstolpe var omtrent1/2 Al. i Kant og 4 1/2 Al. lange; Stribaandene 1 1/2 Qvart. i Kant. Hver Hovedstolpe stod med den nederste Ende med en Tap i Eege-Leeder, der og vare 1/2 Al. i Firkant. Under disse fandtes store Böge-Blokke. Alt Eget var friskt, Böget derimod forraadnet." - Det er neppe tvivlsomt, at det ommeldte Jordhuus paa Irland, har, som flere saadanne, der i Sagaerne omtales, havt til Hensigt at skaffe Indbyggerne et Tilflugtssted for deres Personer og Eiendomme, i Tilfælde af et uformodet fjendtligt Overfald af Ostmannerne, hvormed Irland i Thorgils's Tider ideligen blev plaget. Men om det i Jylland har havt samme Bestemmelse, eller og bör ansees som en gammel Gravhöi, hvilke man af Historien veed undertiden at have havt den Indretning, at de oventil vare bedækkede med Bjelker, dette overlader jeg til Kyndigere at undersöge og bedömme". Den meget mærkværdige underjordiske Træbygning i Dronning Thyre Dannebods Gravhöi, som opdagedes 1820, er udförlig beskrevet, samt afbildet, i Antiqvariske Annaler IV, 91 o. f. (7111). l). Vi bemærke kun af denne Beskrivelse, med Hensyn til vor Sagas ommeldte Variant, at de Ege-Bjelker eller Træstokke, som udgjorde Taget, vare 10 Al., men de saakaldte Vexler 11 til 12 Al. lange. Adskillige, saavel ældre som nyere, Beretninger om de Underjordiske Træbygninger i det gamle Norden, ere samlede og udviklede l. c. S. 125 o. f., af hvilke een Norsk (S. 129) især synes at have været indrettet til et Tilflugts- og opholdssted for Levende. Fuldt saa mærkeligt for os, med Hensyn til Sagaens her omhandlede Beretning, er det dog at man i Irland i vore Dage har opdaget saadanne underjordiske Bygninger, dog mest opförte af Steen. Flere af dem beskrives i Archæologia Britannica (1831) XXIII, S. T9, o. f. Ogsaa i Skotland har man fundet lignende underjordiske Bygninger, men i Almindelighed mindre, og mange samlede paa eet Sted, saa at man kunde ansee dem for en heel underjordisk By.
  577. En Rodkölle eller Bodkjevle ansaaes i Nordens Hedenold for at have en vidunderlig Kraft af magisk Art; see f. Ex. Finn Magnusens Danske Overs. af d. æ. E. III, 141, 168.
  578. Meningen er vel den, at en saadan Fortryllelse eller Forbandelse hvilte over Sværdet, at det vilde blive dets Besidder til Ulykke, hvis han ikke havde faaet det med den rette Eiers Minde.
  579. [Sagabibliotheket (I, 314) bemærkes herved: "Maaden, hvorpaa Thorgils i Norge sloges med en Viking i et Kar, hvilken Kamp kun paa dette Sted nævnes som nordisk, forekommer mistænkelig". Vi ansaae ikke Sagaens Beretning om denne Kamparts sædvanlige Udförelse for usandsynlig, men finde med Börge Thorlacius (Indl. l. c. S. 217) at den vel kan sammenlignes med den senere (lige til idet 17de Aarhundrede eller end længer) i Norge brugelige Tvekampsmaade at spænde Belte med hinanden. Derimod indrömme vi gjerne, at; adskillige Omstændigheder ved denne Kamp mellem Thorgils og Randvid vel kunne være fordreiede eller overdrevne. l det mindste er det sandsynligt at begge Partier sædvanligvis skulde være væbnede med Træknæbler eller korte Köller, da Thorgils her siges at have brugt sit Sværd, hvilket dog muelig Vikingen, i overmodig Selvtillid til sin Behændighed og Erfaring eller formeentlige Trolddomskunst, forelöbig havde givet sit Samtykke til.
  580. See Varianten 1, S. 76. Den i F meddeelte Vise læses og i Landnamas 5 Parts 10 Cap. (som indeholder et Sammendrag af denne hele Fortællingom Olaf o.fl., som i Hovedsagen, hidindtil, stemmer med samme), dog med nogle afvigende Læsemaader, som, i dens tvende sidste Udgaver tildeels synes al. være vigtigere end her. Hun synes Varianten (i F) Vo for Var som Visens förste Ord ikke at være mærkværdig. Ordene i Strophens 3die og 4de Linie: unni-ofrútngna bavd bavd (bönd?) sprúngu, ere aldeles forskjellige fra alle Landnamas Exemplarer, hvorved, vi især erholde den vigtige Oplysning at det mere som indeholdes i F end Sagaens övrige Exemplarer ikke kan være udskrevet af Landnama, i det mindste ikke i nyere Tider eller af de dens Codices som vi nu kjende. I övrigt stemmer Visen her med de nævnte Udgavers Recension af samme, som i det Hele lyder saaledes:
    Var ek þar er fell til Fyllar
    (fram sótti fvinr drótr)
    Errabein en unnar
    ílr-tungr hátt s'ungu;
    Ásmóðar gaf ek Oðni
    arfa þróttardjarfan
    guldum gálgavaldi
    Gauts tafa, en ná hrafni.
    Hvor Orrabein til Jorden
    faldt, men de skarpe Klinger
    höit sang, jeg var, og fremmed
    den Kamp, som Ven af Folket;
    Jeg Thormods styrkedjærve
    Sön har nu skjenket Odin,
    Den Galgers Hersker Ofret
    har faaet, men Ravne Kroppen.
    Ved Odins Offer menes her vel den Afdödes Aand eller Sjæl, da dog Legemet siges at være blevet Ravnens Bytte. Strophens förste og andet Vers eller Linie kunde og oversættes saaledes: Jeg var der hvor Orrabein faldt i Fullas (eller Fyllas) Favn, -- da denne Gudinde betydede eller forestod (under Friggas Overherredömme) den blomstrende Jord (og Orrabein faldt til den i Sommerheden); jfr. Isew. mJ-t/i. bor. S. 107, samt, om Odin Tilnavne Gauti og Gálgavaldr, S. 111, 139, 368.
  581. Ved dette Navn finder en væsentlig Forskjel Sted mellem vor Saga og Landnaxna, da denne nævner her en Teit Gissursön, som ellers ingensteds ommeldes; skal det sidste Ord virkelig læses saaledes, maa vel en ellers ubekjendt Sön af Gissur Hvide menes der, istedenfor hans Fader, som det her siges.
  582. Hvoll eller hvolr betyder en rund naturlig Höi; denne Helgehvol eller Helges Höi har formodentlig da först faaet dette Navn, af den her beskrevne Tildragelse. Landama lægger til, at den ligger i den Lavastrækning, der endnu (ligesom da) kaldes Myrvoll.
  583. Ogsaa det her fortalte stemmer ganske overeens med Landnamas Beretning.
  584. K har her den mærkelige Variant: "paa sine Gaarde", dvs. Gaulverjabö og Loptstade, der da vel betragtes som een Eiendom; see ovenfor Anm. 3. i
  585. De her angivne Slægtskabsforhold synes ellers at være blevne aldeles misforstaaede af Suhm i hans Tabeller til Krit. Hist. af Danmark Tab. LXXX, som indeholder Genealogierne af Floamanna-Saga (jfr. Anm. S. 375-76). Der angives nemlig Jostein, hans Kone Thorgerde og Thorgerdes Morbroder Thorvard for Börn af Thord Freysgode, hvorimod, istedenfor den sidstnævnte, en Anonymus udgives for Hols, Starkads og Gudruns Fader.
  586. Kalfholt er nu en Præstegaard i den Bygd som kaldes Holt (eller Holtene). Det bör dog benævnes at K stedse skriver Kolsholt (en Gaard i Floen). Jfr. Varianterne saml-anm.
  587. I Exemplaret F læses fölgende Vedtegnelse i Margen, med den samme gamle Haand (tilföiet af Afskriveren selv): Hjá Kolsholti er Sörlabær, en ekki Káflholti, dvs. Sörlebö ligger ved Kolsholt, men ikke ved Kalfholt. Jfr. Anm. 42.
  588. En Thingmand vare Herredshövdingen, den för Christendommen kaldte Gode, paa visse Maader undergivne. Til ham skulde de svare visse Afgifter, som i Hedenskabet hedde Hof-Told; de vare pligtige at gjöre ham Fölgeskab, saavel til Thinge, som i Ufred. Derimod havde Herredshövdingen gjensidige Pligter mod dem, og skyldte dem alslags Forsvar, omtrent ligesom Romernes Patroner deres Clienter. Jfr. ovenfor I, 5-12, o. f.
  589. Man kan slutte heraf, at virkelige Fostersödskende troedes forpligtede til at hjelpe hinanden i Nöd, endog Fostersösteren sin Fosterbroder.
  590. Som mange andre allitererede (eller med Riimbogstaver forsynede Ordsprog) röber dette ogsaa tydelig sin Oprindelse fra regelrette Vers. En saadan Sentens skyldes tit en ældgammel Digter, hvis Værk for længst er tabt; et Par smaae Linier eller Vers behagede tit Almeenheden saa meget, at de saa at sige kom i Folkemunde, og bevares endnu af dem som et almindeligt Ordsprog, Tankesætning eller Levnetsregel. At saaledes nogle ligefra Hävamaal af ere gangne over i det nyere Danske Sprog, og bruges endnu almindelig, tildeels med den ældste Alliteration, vises i Anmærkningerne dertil i den fuldstændige Danske Oversættelse af den ældre Edda lll, 146 o. f.
  591. Disse skulde, forsaavidt de vare Uformuende, underderholdes af vedkommende Forsörger, men i Mangel deraf, af det Offentlige, efter Godens (her Asgrims) Foranstaltning.
  592. 48) Aarsagen til denne Thorgils`s Fremfærd har været den, at han ansaae den af Rol ombragte Sörle, som efter Datidens almindelig antagne Begreber vanærede saavel Rols Söster, som ham selv med sine idelige Besög hos hende mod Broderens i Mindelighed gjorte Forbud, - for at have, saa at sige, faldet paa sine egne Gjerninger, og fölgelig at være, efter de Gamles Udtryk, ugild eller uhellig, saa at hans Banemand Kol maatte ansees for uskyldig og fredhellig, om end en, efter Thorgilses Mening, uretfærdig Dom var over gaaet ham. J fr. Variant-Tillægget Ö, S. 82.
  593. Denne Avlskarl har sandsynligviis været en Livegen eller en Frigiven.
  594. Paa dette Hestething udförtes især, uden Tvivl, de fordum brugelige Hestavíg (hippomancia, Hestekamp") der saa ofte forekommer i de Islandske Historier; see Njala, Cap. L, IX (58, 59) uog flere". Th. I Herredet Floen er en stor Höi eller Bakke, i Nærheden af Haldadarnæs Hospital, endnu kaldet Hestaþíngrhóll, Hestethingshöien. Ved den fandtes i Efteraaret 1832 en særdeles smuk og sjelden Haarnaal af Bronce fra den hedenske Tid, 6 Tom. lang, med en ottekantet Knap, som er gjennemboret og hvori en Ring er anbragt. Den erhvervedes af Sognepræsten til Kalfhage, Hr. Bjarne Eggertsen, samt sendtes af ham til Hr. Biskop Steingrim Johnsen, og fra denne til det Kongl. Museum for nordiske Oldsager Paa Christiansborg Slot. Jfv. Nord. Tidskrift for Oldkyndighed, II, 311.
  595. Heraf kan man see at det ligesaavel ved Ulfljots Lov (der gjeldte i lsland i de hedenske Tider) som ved den noget yngre Graagaas, har været befalet at oplyse fundne Penge ved Folkemöder (Thinge eller andre offentlige Forsamlinger). Jfr. ovenfor Anm. 14.
  596. Jfr. vort Udkast til Sagaens Tidsbestemmelser, ovenfor s. 32.
  597. Thor var een af de til Island udvandrede Nordmænd og deres hedenske Efterkommere mest dyrkede Guder. See f. Ex. ovenfor I, 536 o.f. Torfæus siger (l. c. S. 132) at Djævelen, det menneskelighedens, Guds og de Himmelskes Fjende, forbittret over Thorgils`s Frafald til Christendommen, Paa forskjellige Maader havde sögt at indvikle ham i sine Garn o. s. v (jfr. ovenfor Indl. S. 34 o. f.)
  598. Thorgils har vistnok været sig det bevidst at have behandlet noget Sölv, som tilhørte Thor, maaskee hans Alter eller Gode-Bing (see ovenfor 1, 542, 696 o. fr. da vi vide at han selv var Gode eller Herredshövding) paa en saa foragtelig Maade, efter den Skik som da undertiden iagttoges af Nordens nyomvendte Christne.
  599. Efter Ordet: den Galt eller Orne, som holdtes hjemme paa Tunet eller Toften (for at fedes).
  600. Det Udtryk, som bruges i Texten, at "tage ham for Næse og Mund" (efter Ordet blot: for Næsen) betyder det samme, som man Paa Dansk vilde sige: "at holde een for Næse og Mund, saa at han ikke kan trække Aanden, indtil han kvæles". Th.
  601. Denne Mening om enkelte Mænd af stor Legemsstyrke, at de om Natten undertiden have kæmpet med onde overnaturlige Væsener (som Gjengangere eller Trolde), fordi de saaes at være blaae etsteds paa Kroppen (som knebne eller stödte med voldsom Kraft) har vedligeholdt sig i Island lige til vore Dage blandt nogle overtroiske Almuesfolk.
  602. Anledningen dertil sees uden Tvivl ovenfor S. 56 o. f., hvoraf det og bliver nogenlunde begribeligt, at Thorgils indlod sig paa dette betænkelige Forslag.
  603. Hæring modtog tillige sin Halvbroder Thorgils's Godedömme, efter det mærkværdige Variant-Tillæg 6, S. S8.
  604. Eller, vel rigtigere, Gaarde, som flere gode Afskrifter melde. Neppe have Thorgils og Jostein agtet at boe paa den samme Gaard, ligesom det og er sandsynligt at Thorleif, Thoraren, Kol, Starkad og muelig flere af ham i forveien ere blevne udseete til at blive Huusfædre eller Gaardeiere i Grönland, formodentlig i et Coloniedistrict, der i visse Maader skulde staae under Thorgils`s Herredömme.
  605. Denne Sön af Jostein nævnes udtrykkelig Thoraren i Recensionen F, som derved i det Fölgende bliver mere forstaaelig end de övrige.
  606. Denne Thorodd var Gode over Nabo-Herredet Ölves, en berömt Mand i sin Tid. Jfr. ovenfor S. 34.
  607. Saaledes pleiede Thor sædvanligviis at afbildes, efter de Forestillinger, som Hedningerne gjorde sig om hans Udseende. At de hedenske Romere, saavel som og de af dem undertvungne Germaner, Galler, Belger, Britter o. fl. tit drömte om deres Guder og disses Befalinger eller Bud, see vi endnu af adskillige Indskrifter paa Monumenter, som oprettede i saadanne Anledninger af dem som havde faaet slige Aabenbaringer (somnio monitis).
  608. Det var saare naturligt, at den nylig christnede Thorgils drömte denne og lignende Drömme, da han, som vaagen, vistnok ei har været ubekjendt med de Farer, der allerede da havde foraarsaget mange Skibbrud paa Grönlands klipperige Kyster
  609. Her menes Kollefjorden (i Bjose Syssel), hvorved Leirevaag (der fordum var en Havn), ligger, og tillige den större Faxebugt; for at komme ud af begge Farvande, til det aabne Hav, er Östen- eller Nordostvind den bedste Bör, og for vore Söfarende vilde dens Vedblivelse, efter den Cours som de fremdeles skulde tage, have været meget önskelig. Afreisens Tid maa efter Recensionen F i et i Varianterne herefter forekommende Tillæg, have været omtrent midt i Juli Maaned.
  610. Saasnart Thorgils havde tabt Reikenæs og Islands övrige tilgrændsende Kyster af Sigte, ophörte den gode östlige eller nordøstlige Vind, som aflöstes af vestlige eller sydvestlige Storme, og nu drev Skibet fra den rette Vei, mod Öst eller Nordost, snarest sönden (men muelig ogsaa norden) for Island. - Det er fölgelig höist sandsynligt at Skibet til sidst er forlist paa den grönlandske Kyst i N.N.O.- eller nordenfor, muelig og i Nordvest fra Island.
  611. Som Skibsfürer og Anförer for Toget kunde Thorgils vel befale dette, endskjönt nogle blandt Mandskabet vare Hedninger, men dette var vel ikke Tilfældet efter Recensionen F, da Thorgils deri truer enhver af skibets Besætning som vil gjöre sig til Gudsforræder (Apostat eller Benegat). Formodentlig har Jostein med sin Familie og Fölge, muelig tildeels for at föie den christne Thorgils, modtaget Daaben af den norske Præst Thanghrand, da han i Foraaret 998 reiste omkring i Bangaavalle og Arnæs-Herreder for at forkynde Christendommen og mange der (efter Kristnisagas Beretning i 7de Cap.) omvendtes til den og lode sig döbe. Allevegne viste Erfaringen dog i de Tider, som og ellers, at de faa nyomvendte og slet underviste Hedninger for det meste ventede timelige Goder og jordisk velsignelse af den nye Tro; sloge de feil, faldt de let fra i Fristelsens Tid, hvortil de heromtalte saaledes viste sig tilböielige. Thorgils og hans Ven Gissur Hvide, samt dennes Svigersön Hjalte hörte dog ikke, i denne Post, til den store Hob.
  612. Den Skik at tilegne de hedenske Guder visse Kvæghöveder, Heste, Lam og desl. var almindelig i de hedenske Tider, ja endog senere, da man selv i de christne Love fra det 12te Aarhundrede fandt det nödvendigt at forbyde den under stræng Straf, f. Ex. ved Islands ældste Kirkelov (16 Cap.) hvor den Handling, at signe eller hellige sit Kvæg til hedenske Afguder, erklæres for at fortjene samme Straf som en egentlig Ofring til dem. Som oftest vare vistnok saadanne Dyr tilsidst bestemte til at fortæres ved et Offermaal tid til Gudens Ære. Dette vilde da Thorgils, i nærværende Tilfælde, ingenlunde tillade.
  613. DenneThoraren nævnes her atter i Reeensionen F Josteins Sön. I den danske Oversættelse kaldes han Thorgrim, uden Tvivl ved en Trykfeil. V Suhm har l. c. Tab. LXXX, forvexlet ham med Avlsforvalteren Tboraren, ved at melde at han "var 20 Aar gammel, da han drog med Thorgils, men blev dræbt 2 Aar derefter".
  614. Rimeligviis etsteds mod Vest- eller Nordvestkanten fra Island (paa Grönlands Östkyst). See ovenfor, lndledn. S. 8, 12 o. f. samt Anm. 71.
  615. Om den mod Sönden liggende Strandbred af den ommeldte Vig eller Bugt, eller og overhoved Landets sydligere Kyststrækning (hvor de senere fandt Skibsstavnen opdrevet) menes her, er ikke aldeles tydeligt i Originaltexten. Derimod er det paafölgende Tillæg af Recensionen F höist mærkeligt: at de Skibbrudne ventede at Bygden (Grönlands af Skandinavierne beboede Egne) maatte söges mod Vesten eller paa Grönlands vestlige Kyster.
  616. Altsaa omtrent midt i october Maaned, efter de gamle Islænderes Regning, see Specimen Calend. gentili; vet. Sept. l. c. 845 (Edd. ant. llI, 1117). Efter en ovenforstaaende Variant havde Reisen varet 3 Maaneder (enten 84 Dage efter Uge- eller 90 efter Kalender-Maanedsregning. J fr. ovenfor, Anm. Efter Torfæus's Udtryk (Groenl. P. 134, octavo ante brumam die skulde man snarest troe, at Strandingen var sket 8 Dage för Vintersolhverv. Bigtigere var det för blevet udtrykt af Arngrim Jonsen hans Groenl. cap. 5): in mense Octobri.
  617. Vi kunne fristes til at gjætte, at en Feiltagelse er indlöben her, paa den Maade, at Thorey vel da har födt en Dreng, men at han er död kort efter, og at hun Aaret derefter har faaet en anden, som fik det formeldte eller et andet Navn. Besynderligt synes det ellers at den religiöse Thorgils skulde, ligesom Thors ivrige Dyrkere blandt Hedningerne, have givet sin Sön Navn efter hin Gud, Þórfinnr (Thors Finder eller Besöger; den ved Thors Hjelp fundne eller bevarede); muelig er Drengen bleven opkaldt efter een eller anden Slægtning, men en liden Forandring ved Lyden eller Tonefaldet af Navnets förste Vocal, som endnu er almindelig brugelig i Island i dette som i mange andre Navnel af samme Oprindelse, gav det strax en anden Betydning. Þorfinnr, som Navnet nu lyder, betyder nemlig: Modets Finder eller Besidder, da det saa maatte udledes af Ordet þor, Mod, Djærvhed, men ikke af Afgudsnavnet Þór.
  618. Som bekjendt var Julen en fælles Fest for Nordens Hedninger og Christne, af hvilke sidste den ældgamle Benævnelse og blev almindelig beholdt. See ovenfor I, 404, 481. Dens Lystigheder vare tit ledsagede af Lege, Nattevaagen, Dands, Sange o. desl. hvoraf Julelegene m. m. tildeels endnu ere umiskjendelige Levninger. - Dog troede man allerede i Hedenskabet, at visse Forsigtighedsregler vare nödvendige ved slige Lege, for ikke at opirre Mörkets Aander eller de Underjordiske, som da meentes at drage omkring, især Vintersolhvervsnatten, den egentlige Julenat, som endnu gjerne indtræffer paa den af os saakaldte Lille-Juleaften, paa hvilken Overtroen blandt Nordens Almue om Spögeri, Gjengangere o.s.v. neppe endnu er aldeles udryddet. At de hedenske Guder (især Freyr og Thor) samt Landvætterne (de locale Naturaander) især dyrkedes i Julen, er vist; de fordom fra Hedendommen omvendte Christne ansaae Afguderne for Djævle; de frygtede for deres Vrede, formedelst Frafaldet fra deres Dyrkelse, og sögte da Beskyttelse ved christelig Andagt; deels herfor, og deels for at man skulde afholde sig fra de ved Julelegene klæbende Hedensk-overtroiske Skikke, har vel Thorgils forbudet sine Folk al Deeltagelse i dem med Josteins hedensk sindede Fölge.
  619. Dette saakaldte Skraal var en virkelig Naturbegivenhed, som ikke er usædvanlig i Polaregnene, blandt höie Klippefjelde og de foranderlige Isbierge. Thorgils har vel anseet det for et overnaturligt Varsel for ulykkelige Tildragelser, eller en Trudsel af onde eller opbragte Landvætter. I al Fald oplyses denne Beretning ypperlig ved Eggert Olafsens Skildring af saadanne Phænomener i den nordvestlige Deel af Island, kaldet Hornstrandene, der strækker sig nærmest hen til Grönlands ubeboede Östkyst og ligner den i meget (jfr. ovenfor I, 190 o. f.) samt tillige om Indbyggernes Overtro derom, endnu midt i det 18de Aarhundrede. Han kalder dem (i sin Reise gjennem Island I, 391) "underlige Lyd i Luften" og beskriver (I, 493) en saadan Naturbegivenked, i Reikefjorden, efter egen Erfaring, at man nemlig hörte "en stærk Lyd eller et Skraal i Luften", hvilket Mængden (deri Egnen) troede at være foraarsaget af Hexeri. At man fordum i Island, eller Norden overhoved, i Overeensstemmelse med nærværende Sagas Vink, har anseet lignende Lyd fra Luft, Hav eller Elve for Dödsvarsler, viser den endnu for dem hrugelige Benævnelse náhljóð d.e. Dödningskraal, Lig:- eller Dödsskraal.
  620. At der paa denne Kyst gaves vilde Indbyggere, formodentlig af Eskimoernes eller de nærværende Grönlænderes Stamme, sees af flere Steder i det Fölgende. At de (især een eller anden listig og dristig Angekkok) kunne have sögt at skræmme de fremmede, mod dem fjendtlig sindede Gjæster (som ansaae dem for etslags Trolde) ved hine Bank om Natten, natlige Besög i skrækkende skikkelse og truende Stilling m. m. er ikke aldeles usandsynligt.- Overtroiske Rædsler forenede sig her, ial Fald, med en pestagtig Sygdom til at udrydde Josteins Familie og Fölge; - Sygdommen kan vel være foraarsaget derved, at de havde nydt Kjödet af ferske Haifiske, thi Erfaringen paa Islands Vesterland har viist, at mange Mennesker paa et enkelt Sted undertiden af denne Aarsag ere omkomne ved en braa Död.
  621. Eller, efter andre Haandskrifters Læsemaader, i Sneen.
  622. Formodentlig mest ved at forurolige de Efterlevende i Drömme eller deres, ved Indbildningskraftens Oprör fremkoglede falske Syner, som naturligviis stedse vare hyppigst blandt Polaregnenes Indbyggere, i det næsten halvaarige Vintermörke. Det er ellers bekjendt, at Menneskene i disse Egne tit forbauses ved forunderlige Syner, eller rettere, optiske Bedragerier, foraarsagede af Luftens, Havets og Bjergenes der særegne Beskaffenhed. Raa uoplyste Mennesker maatte her nödvendigviis tit sammenblande det Naturlige med det overnaturlige. Overhoved fremlyser det tydelig af denne Saga, ligesaavel som af Middelalderens, og især de islandske Helgenlegender, at man da, saavel i Tankerne som i Fortællingen, forvexlede Drömme med virkelige Begivenheder, hvorved Tidsalderens Overtro og de ved den frembragte Forestillinger og Beretninger maae blivel os, over al Forventning, forklarlige og tydelige.
  623. Den danske Oversætter har ikke kunnet gjætte, hvem denne Thoraren var, nemlig Josteins Sön, af den os indlysende Aarsag at hans förste navnlige Ommeldelse er bleven udeglemt, ved en Skriverfeil, i Sagaens af ham benyttede Afskrifter. See ovenfor S. 88, S9 (Var. 16), 91, 97 (Var.5), Anm. 61, 69.
  624. Maaneden Goe begyndte fordum (ligesom endnu efter den islandske Tidsregning) omtrent den 21de Februar (jfr. ovenfor I, 76). Det sidste herommeldte Dödsfald skete fölgelig den 6te Marts efter vor Kalender.
  625. I de sidste hedenske Tider og först efter Christendommens Indförelse i Norden greb man til dette Middel for at standse formeentlige Gjengangeres Spögeri. I Oldtiden havde det og været en almindelig brugt Ligbegængelsesmaade. Jfr. ovenfor I, 398, 473 og II, 54, samt Anm. 2-1.
  626. Efter andre Læsemaader var det Gudruns Broder, Ilol, som jordede bende under sit Sengested. Formodentlig har Jorden udenfor været saa haardt og dybt tilfrossen, at den ikke da kunde opgraves. Af samme Aarsag nedsænke Östgrönlænderne deres Döde mest til Havets Bund (Graah,S. 85) og de længer mod Norden boende, paa den af Scoresby besögte Kyststrækning, virkelig, ligesom det her berettes, i Gulvene af deres Hytter (Journal of a Voyage to Greenland, S. 211.)
  627. Formedelst den Is, som omspændte Kysterne (da omtrent i 1 Aars Tid). Dette svarer meget vel til Graahs Beskrivelse over Isens langvarige Henliggen ved Östgrönlands Kyster (see især hans Reise, S. 60).
  628. Thorlacius oversætter (hvilket og muelig tillige her menes) "hvidklædte Mænd", samt tillægger i en Anmærkning: "En bibelsk Beskrivelse af de gode Engle". Lignende Forestillinger gjorde de nordiske Hedninger sig om Lysalferne, til hvis himmelske Verden de troede at gode og fromme Mennesker efter Döden, eller vor Tids Undergang, skulde komme.
  629. Originalen har her nón, et endnu i Island brugeligt Ord, rigtig forklaret, i en Anm., af S. Thorlacius ved uKl. 3 om E. Det kommer oprindelig af det latinske nona, (d. e. den niende Time dvs. fra den canoniske Dags Begyndelse Rl. Öf. som i de katholske Lande brugtes om den Messe eller Kirkesang der bör holdes Kl. 3 om Eftermiddagen, og saaledes kom Ordet nón til at betegne denne Dagstid eller Klokkeslet. I Norge bruges og Ordet nón, samt det saaledes rigtigere Noonsbel (isl. nónsbíl), af Almuen, om den Tid som forlöber fra Rl. 2 til 4 E. M., samt indbefatter 1 Time för og 1 efter den egentlige nona (nón). I England betyder noon og i Holland "noen derimod Middag (hvorfor Dagens hele sædvanlige Inddeling i for og efter non o.s.v. deraf tager Navn). I det gamle Franske har none havt samme Betydning, som Aftensang, vel og det Angelsaxiske non og det Skotske none, skjönt Dr. Jamieson altfor summarisk blot forklarer Ordet ved det Eng. noon Middag, samt det for Skotterne særegne Middagsmaaltid. Recsionen F har tillige det oldnordiske Ord for samme Time eller Klokkeslet nemlig eyktar (hvilket Ord vel i Almindelighed betegnede et Tidslöb af tre Timer, men og saaledes i Særdeleshed Udlöbet af den förste eykt over den naturlige Dags sande Middag.
  630. Herved maae tillige de övrige Recensioners Varianttillæg eftersees. Nogle have draget denne Begivenheds Rigtighed, i Hovedsagen, i Tvivl, som stridende mod Naturen, men de nyeste Erfaringer i vor, i de physiske Videnskaber oplyste Tidsalder, synes at bekræfte den, hvilket vi muelig kunne vise i en Tillægsanmærkning, ved dette Binds slutning, ved en i det physiologiske Fag særdeles kyndig Granskers Underretninger.
  631. Aldeles paa den Maade som de indfödte Grönlændere bruge, samt af den Art, hvoraf Levninger fandtes paa Grönland ved dets förste Besættelse af Skandinaverne, og hvilken de amerikanske Eskimoer alt i Middelalderen saaes at bruge. See ovenf. I, 168, 170, 228, 272, 424; jfr. S. Thorlacius`s Anmærkning, l. c. S. 236-37, hvori Thorgils`s Baad sammenlignes med de nyere Grönlænderes Konebaade, da han fiskede og reiste paa den, og förte desuden med sig Vaaben, Værktöi og Födevarer. At den indvendig havde Kjöl, Roerbænke, Krumstokke og Langremmer af Træ, var nödvendigt til Styrke og for atholde den udspilet. Foruden Fiskeriet paa denne Skindbaad tjente opdrevne Hvalfiske eller Sælhunde samt tillige Jagten Thorgils og hans Mandskab paa denne Tiid til Underholdning, efter Varianttillægget 3, S. 108, af Recensionen F. Dette mærkelige Sted, öiensynlig taget af en gammel, for Afskriveren (henved 1630 eller för) her tildeels ulæselig Codex, fortjener en nöiere Undersögelse. Jagten siges især at have gaaet ud over Smaadyr, som, saa vidt man af den noget utydelige Sammenhæng kan dömme, meget lignede Egern, formodentlig i Störrelse. I Island gives hverken Egern eller Haver, ei heller nogen spiselige Smaadyr, foruden Fugle og Sælhunde (thi Ræven spises kun i Hungersnöd), som forfölges ved Jagten, saa at hine Smaadyr saaledes let kunde forvexles af en indfödt Islænder i Middelalderen. Paa Grönlands Vestkyst falde Harer i temmelig stor Mængde, som dog efterhaanden siges at aftage. Graah traf vel ingen Harer paa Östkysten, for saavidt han bereiste den, men Scoresby (Journal &e., S.203-204, 420) fandt derimod langt nordligere, (skjönt og Sönden for Scoresbys Sund), meget smaae men særdeles velsmagende Harer, af en særegen Art, ikke större end Kaniner, som i Störrelse omtrent svare til Egernet; han fandt ogsaa mange Been af disse Dyr i Eskimoernes Sommerhytter. Paa Island haves hverken Harer eller Egern, saa at især de af Islænderne, der ikke för havde været udenlands, let kunde forvexle dem, hvilket dog her neppe synes at have været Tilfældet, undtagen blandt de sildigere Fortællere eller Afskrivere. Selv Scoresby taler om Been af Dyr, fundne, blandt andre af Hunde og Harer, ved öst-grönlandske Boliger, hvis Art han ikke kunde bestemme (videre end at det var af some other quadruped; Journal of Greenland Voyage, S. 203); vor antagne Læsemaade synes da at være aldeles rigtig.
  632. At kun vilde Koner, men ingenlunde de ellers i Dansk almindeligst saakaldte Troldkoner eller Kvinder af den overnaturlige Trolde- eller Jætteart, menes her, er aldeles upaatvivleligt, skjönt de og flere kaldes fæmina gigantes af Torfæus, men dæmones montani af Arngrim Johnsen o.s.v.; heri ere vi saaledes enige med S. Thorlacius (l. c. S. 287) i denne hans hertil hörende Anmærkning: "Disse Troldkvinder vare hverken Hexekvinder, der lagde Vind paa Trolddomskunster; heller ikke Skovnympher (faunæ) eller Luft-Trolde (striges noctivagæ) isl. kvöldríður, skjönt disse i Eddaerne og fabelblandede Historier ikke sjelden belægges med Navnet: Troldkoner; men virkelige Kvindfolk af gigantisk Væxt og Kræfter. Dette Folkeslag af jotunisk Herkomst, hvoraf enkelte Familier boede i Bjerghuler og ernærede sig af Jagt og Fiskeri, ja vel undertiden vare Menreskeædere, forekommer nu og da i ellers troværdige Historier, som bosatte i Finmarken, Gandvigen (ved det hvide Hav) og de östen for Permien (Bjarmeland) beliggende sibiriske Kyster af Ishavet, som hos de gamle Nordboer indbefattes under det almindelige Navn Svalbard, d.e. den kolde Kyst. Disse Jætters rette Fædreneland er da de Gamles Jotunheim, nu Petzara kaldet, og mod Östen begrændset af Oby-Floden, et Land, hvis Beliggenhed Thorfæus, Schöning, Suhm og andre have bestemt. Dersom deres Mening, derved at sammenligne Sprog og Sæder troe, at Amerika har faaet sine förste Beboere fra visse Steder og Egne i det asiatiske Tartari, findes antagelig, saa er det heller ikke urimeligt, at fra de nordøstlige Landskaber i Siberien, der grændser til Iishavet, nogle udvandrede, enten til Fods over lis, eller paa Baade over Sunde og imellem Öer, ere i en fjern Oldtid slupne over til den modsatte og paa hin Side Nordpolen liggende os nu lidet bekjendte Kant af det nordligste America, og iblandt andre fra de Gamles Jotunheim som vesten for Obyllodens Udlöb grændsede til lishavet. De modstaaende Kyster af meer bemeldte nordpolariske lishav, som mod Nord og Nordost nærmede sig til Österböjg den af Grönland, kaldte de gamle Nordboer Hellulands óbygðir, d.e. Hellulands Udörkener, hvilket Helluland dog nöie maa skjelnes fra et andet som Leif Ériksön paa sin Reise til Vinland opdagede. De Kyster, der ligge östen for det nordlige Helluland faae hos Arild Hvitfeld og i Landnama Navn af Havsbotner. At der paa disse lishavets Kyster, der ere os nu slet intet, eller dog meget mindre bekjendte end vore Forfædre, have fordum boet og maaskee endnu boe nogle Folk, der nedstamme fra hine fra Jotunheim udvandrede, bliver endnu derved saa meget mere troligt, som de islandske Annaler, saavel som vore Tiders Öienvidner, berette, at til Island, især Nordlandet, opdrive fra Havet deels Værktöi af Træ, som en Vandringsstav med Beenknap, af usædvanlig Störrelse, deels Skibsvrage eller Stykker af sönderslagne Fartöier eller Baade af usædvanlig Bygning, i hvilke Bræderne ere sammensatte, isteden for Jernsöm, som Europæerne bruge, med Trænagler, og hverken med Pinde af Hvalbarder eller som vi Danske kalde Fiskebeen, efter Grönlændernes Skik, og heller ikke med Sener af Dyr, som skrevet (1808) er vor Kundskab om Grönland: Östkyst betydelig foröget og berigtiget ved Scoresbys og Graahs Opdagelsesreiser, hvorved det er sat uden for al Tvivl, at den, endog meget langt mod Norden, er beboet af vilde og hedenske Indbyggere som efter Sprog og Sæder höre til den eskimoiske Stamme, skjönt nogle blandt de af Graah seete, i Störrelse, Legemsbygning, Hudfarve og skjönne Ansigtstræk meget nærmede sig Nord-Europæerne. Dette kan tænkes at være sket ved Blanding, enten med Grönlands gamle skandinaviske Colonister, maaskee især efter deres sidste Adspredelse eller Coloniernes Undergang, eller og ved Mandskab fra europæiske Skibe som meget senere vides at have forlist i Mængde ved disse Kyster. Are Frode bemærker at Skrællinger eller Eskimoer havde draget omkring baade öster og vester paa Landet, samt opholdt sig der, förend Skandinaverne bosatte sig der (see ovenfor I, 168,9. f.) Enten disse Folk vare oprindelig komne fra Asien eller America er vel uafgjort, men det förste bliver, især for saa vidt Östgrönland angaaer, höist sandsynligt af Wormskjolds 0.11. Iagttagelser om den store Lighed som finder Sted mellem Grönlands Eskimoer og indbyggerne paa Americas nordvestlige Kyster og paa de Kurilske Öer o.s.v. Paa den anden Side er Eskimoernes Udbredelse til America bekjendt, samt bevist allerede at have fundet Sted i Middelalderen ved forskjellige af os i dette Værks 1ste Deel meddelte gamle Efterretninger. - (Östgrönland har da vist og, paa samme Tid, havt vilde Beboere af denne Art tskjönt maaskee ikke i Mængde, hvilket heller ikke nu er Tilfældet) efter hvad den ovenstaaende og nedenfor forekommende Beretninger vise. Derved kan endvidere bemærkes, at Recensionen F tillægger: at disse saakaldte Troldkoner vare iförte Skindkjortler (Eskimoernes bekjendte Dragt). Med Hensyn til det Ovenanförte bemærke vi ellers disse vore Meninger: a) at det Land, som af vore Forfædre kaldtes Samlbard (Svalbörð eller Svalburði dvs. den kolde Kyst) egentlig var den nordlige Deel af Östgrönland, eller og dets Ubygder overhoved; b) at vore Forfædre i den ældre Middelalder neppe kjendte her noget Helluland, og alt heller ikke de ældste digtede Sagaer satte det her; c) at de Gamles Hafsbotnar muelig ere et med de saakaldte Tröllabotnar og maaskee betegne Scoresbys Sund eller andre lignende paa det Strög; den sidste Benævnelse viser at man antog disse Egne for at væde beboede af Trolde, hvilke man vel i de ældste Tider forestillede sig som onde overnaturlige Væsener, men senere tænkte man sig og de vilde Finlapper, Eskimoer o.s.v. som deres Afkom og Dyrkere, i Modsætning til Nordens mere civiliserede Indbyggere, der betragtede sig selv som Gudernes Folk. See herom Eddalæren og dens Oprindelse Ill, 318 o. f., samt ellers paa flere Steder. At man endog i det 14de Aarhundrede har i Island, vel og i det af Skandinaverne beboede Grönland, kaldt Eskimoerne Trolde, vil Indlyse af de Beretninger, som vi derom paa sit Sted komme til at meddele. Mærkeligt er det ellers at ikke allene de nuværende Öst- og Vestgrönlændere, men ogsaa deres Stamforvandte, de amerikanske Eskimoer, kalde sig selv Innuit eller Mennesker, hvilket Navn de ikke ville tilstaae Europæerne. Dog have Vestgrönlænderne i lang Tid anseet og udraabt Östkystens Indvaanere som grumme Menneskeædere, vel endog som et slags Jætter eller Trolde, hvilke disse igjen tildeels sige at findes paa Vestkysten. Det er da ikke at undre over at Folk af forskjellige Menneskestammer, der sögte at fortrænge hinanden, fordum betragtede hverandre paa lignende Maader. Endog i vore Dage troede de förste Östgrönlændere, som saae Graah paa deres Kyst (Reisebeskr. S. 86) at han var en Trold eller Bjergaand (Tunnersok eller Innuarolit, thi saaledes kaldes disse Væsener netop paa Dansk i Overs. af Cranz`s Beschr. o. Grl. S. 283). Ved at indsee den rette Sammenhæng heraf finde vi saaledes Mennesker, hvor Sagnet kun taler om Uhyrer eller Trolde.
  633. Dette Sted har formodentlig været bekjendt af Navn for de skandinaviske Grönlændere, maaskee fordi det var særdeles bekvemt for Sælhundefangst, hvilket Navnet synes at vise, skjönt det i de forskjellige Recensioner skrives paa noget afvigende Maader: Seleyrar, Seleyjar, Seley, hvorom Varianterne nærmere kunne eftersees. Med Torfæus (S. 139) foretrække vi den förste og hyppigst forekommende Læsemaade.
  634. Omtrent fra 19de til 25de April efter den ældste ligesom og den nu brugelige islandske Tidsregning. Jfr. Anm. 92.
  635. Denne (af Nordmænd og lslændere saaledes kaldte) Fugl er net Slags Strandmaage eller Söfugl som er sort paa Ryggen og oven paa Vingerne, hvoraf den har faaet sit Navn. Hos Olafsen kaldes den Larus maximus, men Mohr og Faber, efter Linné, L. marina; (et noget underligt Navn, især da denne og undertiden opholder sig paa Ferskvands-Söers Holme, men alle har dog overhoved kunne kaldes marim). Den pleier, först i Mai at lægge 2, 3, 4 guulgraae og dog spættede Æg, af 4 1/2 Tom. Længde. Allerede midt i Juni ere Ungerne halvvoxne og have faaet Duun paa Kroppen (Faber Prodromus der Isl. Ornithologie, S. 100). Heraf kunde man have sluttet sig til Tiden for Thorgilsis Afreise det Foraar, hvis det ikke var blevet udtrykkelig bemærket i Sagaen paa en Maade, som stemmer overeens hermed.
  636. Vi maae her gjöre Læseren opmærksom paa en besynderlig Fortælling om en Aarestump, hvorpaa et Vers var indskaaret eller malet med Runebogstaver, som meddeles i Varianttillægget 4 (S. 110) af Recensionen F. Den kunde være dreven fra Island, eller og have tilhört den kort herefter ommeldte Rolf, eller en anden til disse Örkener bortflygtet Skandinav, som for Tidsfordriv havde sammensat og udskaaret Vers. En meget kortere Indskrift, med Runer, af samme Mening (Opt var ek dauðr, er ek dró þik, tit var jeg træt, da jeg trak dig) skal være opdreven paa Islands Österland, i det 17de Aarhundrede, hvoraf Biskop Th. Thorlacius sluttede, at den var kommen fra Grönland, muelig med Hensyn til nærværende Beretning i vor Saga (see Slutningen af Torfæi Groenlandia, pag. 264), hvor "ramum" er en Trykfeil istedenfor "remum". Nu maae vi meget snarere mene (hvis denne Efterretning ikke, fra mundtlig Tradition blandt Islænderne, er antagen for ny, istedenfor gammel), at en Islænder har indskaaret den, som en Efterligning af den ham fra Sagaen bekjendte, som, saaledes forkortet paa en almindelig forstaaelig Maade, endnu vel kunde passe til en islandsk Aare. Lige til de sidste Tider har man pleiet at indskjære Vers, saavel som ogsaa Bomærker (tit sammensatte af Runer) paa islandske Baade, samt deres Aarer og andet Tilbehör, tildeels for at de skulde blive kjendelige, naar de dreves bort eller fandtes opdrevne paa Stranden. Hermed kan man nu jævnföre Autiqvariske Annaler lV,335 og Liljegrens Run-Urkunder, No. 1894.
  637. At toga haunk við einn d. e. at trække Reb med een, var en i det gamle Norden brugelig simpel Leg, for at pröve hinandens Styrke, og bestod deri, at tvende Karle trak ét Reb i begge Ender, som i det gamle Sprog hedder haunk, hvoraf det Danske Hanke, hver til sin Side, indtil den ene maatte slippe eller give efter. At Grækere og Romere have havt noget lignende, og at Legen forum brugtes endog ved Hofferne i Danmark, kan eftersees i S. Thorlaci Matrim. pag. 215. Mærkeligt er det ellers, at i alle 5 Haandskrifter man har brugt, findes Ordet haunka feilskrevet, fordi Afskriverne ikke have forstaaet sig paa Sagen, eller kjendt Legen, TIL. I vor Recension Findes Ordet virkelig saaledes skrevet. Ved Indledningen til Sagaens danske Oversættelse staaer en anden hidhörende Anmærkning, hvori en saadan hönk siges at have været et aflangt dobbelt Reb, hvormed tvende Personer, holdende hver i sin Ende, sögte at trække hinanden til sig; denne Övelse omtales i Saxos 5te Bog, og i Sagaerne ikke sjelden. Jfr. Vidensk. Selsk. danske Ordbog om Ordet Hank eller Henke (li, 519) og den bekjendte Talemaade Mat have Haand i Hanke med Een; det der anförte Isl. haunk' burde skrives haunk eller hönk, dog vistnok oprindelig det samme som det Engl.hank, hvoraf forskjellige lignende Talemaader (I have him at the hank o.fl). Sjöborg giver os den interessante Underretning at denne Styrkepröve endnu bruges blandt Almuen paa Gulland, og kaldes der at drage Hank, dog nu mest om en Stok eller Kjep, hvorved han vil forklare een af de paa de danske Guldborn forekommende Afbildninger. Samlingar för Nordens Fornälskare III, 155, Fig. 48.
  638. Den Ypperste eller mest udmærkede blandt sin Slægt kaldes endnu i Island ættarlaukr, Ætlög. Ai Lögen gjorde overhoved vore Forfædre særdeles meget i forskjellige Henseender; jfr. den ældre Edda, D. Overs. IV, 336-37.
  639. Denne Periode (som skrives temmelig forskiellig i samtlige Recensioner vi nu have) antage vi for en Randglose, som senere er bleven indskudt i selve Texten.
  640. Her traf vore Reisende atter vilde Beboere paa en besynderlig Maade. Alle Exemplarer kalde disse Personer Koner eller Kvinder, paa to nær, som atter have Trold- eller Jætte-Kvinder (tröllkonur; et saadant synes og Torfæus at have havt for sig, da han her oversætter: foeminas giganten, (I. c. S. 140). At disse Kvinder have talt Islandsk eller Norsk, er usandsynligt, med mindre de kunne, have lært saa meget af en anden Forviist eller Fredlös, der opholdt sig, paa Östkysten, men Thorgils og hans Fölge maatte forstaae deres Skrig saaledes, da de i det samme saae at deres Baad var bleven bragt tilbage af dem, som muelig, af een eller anden Aarsag ikke kunde benytte den længer. Overhoved er det höist sandsynligt at de Skibbrudne have, paa deres Ophold i Östgrönland, havt meget mere med dets vilde Indbyggere at bestille, end hvad der i Sagaen fortælles. Skulde den andægtige Sagaskriver vel have udeladt noget sligt, for ei at komme til at fortælle noget om at hans religiöse Helt Thorgils, efter at han var christnet, havde havt for meget Samkvem med Hedninger? Mærkeligt nok er det, at Graah og hans Fölge, paa hans Tilbagereise langs Östkysten, mistede deres eneste Baad ved et Vindstöd, og bragtes derved til den störste Fortvivlelse, men kort efter kom et Vindkast fra en anden Kant som mod al Forventning igjen drev den op paa Kysten (Reisebeskr. S. l5-2l). Enten have de heromtalte Vilde reddet Thorgils`s Baad, der var dreven bort paa samme Maade eller benyttet den for en kort Tid, for een eller anden beleilig Fangsts Skyld, og saaledes derefter leveret den tilbage. Graah kan ikke noksom prise de nærværende Östgrönlænderes Agtelse for fremmed Eiendom og Afsky for alslags Tyveri; see f. Ex. deres almindelige Vedtægter l. c. 123 o. f.
  641. Med Hensyn til Kystens og de den gjennemskjærende Fjordes Beskaffenhed fortjene Varianttillæggene her at eftersees.
  642. Christendommens Forkyndere i Norden indskjærpede meget forskjellige Forbud mod at nyde alt det som de fremmede Kirkelove erklærede for ureent, f. Ex. Blod og Kjöd af Heste, som fordum ansaaes for sund og lækker Föde. Det var da intet Under at disse nye Christne kun i den yderste Nöd grebe til at nyde det Herommeldte.
  643. Muelig har Thgrgils slaaet Ösekarrets Indhold over den paa Söen tæt ved Baaden svömmende Alke, som saaledes meget uskyldig kom til at bære Skylden for de Reisendes lange Uheld. Muelig har og Thorgils, ved at fremstille hin Fugl som en i dens Ham lurende ond Dæmon, udsendt af en Djævel, der fordum var bleven dyrket som Afgud, og dog saaledes, ved en kraftig Besværgelse, forjaget fra Fartöiet, villet sætte Mod i sine Folk til nye og haabfulde Anstrængelser. Ved denne Alke menes vel alca pica eller uria Brünnichii' (hos Graah, S. 193). Baade efter Crantz og Scoresby pleie disse Fugle i Almindelighed at opholde sig langt ude paa Havet, men sees sjelden i Nærheden af Kysten, undtagen i den strængeste Kulde og da mest i store Flokke. De gamle Nordboer have vist havt megen Overtro om Fugle og deres Flugt, ligesaavel som Romerne o. fl. Den Egn, hvor Thorgils og hans Fölge siges at have været stædte i denne yderste Nöd, synes at være den samme (i Nærheden af Isblinken Colberger Heide) hvor Graah hele 15 Dage i Juli 1830, udstod fuldt saa store Lidelser og Fare for at omkomme af Hunger og Vansmægtelse.
  644. Vore Forfædre meente at Dödsveien (helvegr) laa mod Norden, hvor overhoved Frostjætterne og flere onde Væsener troedes at have deres Hjem.
  645. Formodentlig var denne Thoraren, Thorgils's Huusfoged eller Avlsforvalter, en Træl eller Livegen, i det höieste en Frigiven. Hans Bestilling britt eller bryn udtrykkes og ved et ældgammelt dansk Ord, der senere er blevet til Brydie; see Kofod Anchers Udgave af jydske Lov, S. 305-306. Var denne Thoraren en Træl, havde hans Huusbonde fuldkommen Magt til at skille ham ved Livet, for en blot Mistankes Skyld, efter de da gjeldende Love
  646. Naust, endnu i Norge Nöst, var fordum undertiden etslags Bygning, hvori Skibe og deres Redskaber forvaredes. I Island betyder det nu blot en Landingsplads, hvor Baade opsættes og henstaae.
  647. Denne Gaard hörte ikke, som vi strax ville see, til nogen af Grönlands to Bygder, men var anlagt af en Forviist i Örken, paa et fra dem langt bortliggende og især ved farlige Veie adskilt Sted. At man endnu kan opdage Levninger af flere saadanne Tilflugtssteder for Fredlöse, af gammel skandinavisk Oprindelse, paa Grönlands Östkyst, maaskee endog Paa Hysterne af dens endnu ikke undersögte Fjorde, er vel mueligt, skjönt det paa den anden Side er höist sandsynligt at saadanne Fredlöse, vel ogsaa allerede i Landets ældste Beboelsestid, endeel Skibbrudne eller til Kysten drevne islændere, af de mange fra Island borte blevne Skibe, have ikke kunnet komme bort derfra, og saaledes ere blevne nödte til at blande sig med Östkystens Eskimoer, forsaavidt de ikke ere blevne ombragte af disse Vilde. Jfr. ovenf. Anm. 76, 89. Af forskjellige Omstændigheder forekommer det os sandsynligt, at denne Fjord har vaeret Bornstorffs Fjorden, og Stedet, hvor Thorgils landede, det skjönne Ikatamiut, hvilket Graah besögte den 13de JuIi samt 14de April 1830 og fandt Stedet nat have en ret frodig Vegetation, hvorfor han gjorde der en lille Samling af de forskjellige Planter og Blomster han traf paa sin Vei. Kort nordenfor ligger Öen Kemisak, som, da Graah traf der 100 lndvaanere, vel maa være, og forhen endmere have været, en god Fangeplads, hvorved det og bliver des rimeligere, hvad Rolf efter Tillæget i Variantanmærkningen 3, S. 122, fra Recensionen F, fortalte Thorgils: at et Skib, der var paa Fangst eller Fiskeri, var den Sommer blevet seet der udenfor Kysten, men Mandskabet var ikke kommet i Land Paa Fastlandskysten. Ost-Grönlænderne paa Hemisak fortalte ogsaa Graah, at de sidst i Juli eller i Löbet af August 1829, havde seet eet eller to Skibe derudenfor. Ved det nærliggende lkatamiut havde Hemisaks og flere Öers Beboere deres Vinten-boliger; de ere muelig opförte af eller paa Ruinerne af Rolfs der fordom værende Gaard, som vel ikke i sig selv har været meget solidere eller anseeligere end Eskimoernes egne Bygninger. Derfor var det vel umuligt for Graah der at opdage Rainer, som da endnu röbede nogen europæisk Bygningsmaade. Ikatamiut ligger paa 63 Grader 371 W, men Hemisak paa 63 Grader 36' 50' Brede, og denne mærkelige Egn, omtrent midt imellem Cap Mösting og Cap Moltke, i det Hele lige overfor Vestmannöerne paa Island (see Graahs Reise S. 96, 135.)
  648. Jfr. ovenfor Anm. S7. Skjönt Drengen Thorfinn, enten han da var 2 eller 3 Aar gammel, ikke var noget sædvanligt Brystbarn, maa her den særegne Nöd, samt Mangel paa Mad og Drikke, hvilke det hele lille Reiseselskab saa tit havde prövet, her tages i Betragtning, hvorved det ikke bliver utroligt at Faderen, af og til, i Nödstilfælde, for at kvæge Drengen, har maattet gribe til hint synderlige Nödmiddel, saaledes som ikke var udryddet af Drengene Hukommelse da de kom til Rolfs Bolig. Paa denne Maade kan man vel antage at den lille Thorfinn, som Sagaen beretter, blev födt kort efter Strandingen ved Östgrönlands Kyster, uden at den sjeldne Hjendsgjernings sandsynlighed derved rokkes. Jfr. ovenfor Anm. 87.
  649. Efter Varianttillæget 3, S. 422, fra Recensionen F, fortalte Rolf, at man i den afvigte Sommer der paa Stedet havde seet et Skib under Landet, hvilket vel der var en Sjeldenhed og rimeligviis tillige et Tegn paa en mindre end sædvanlig Havis i de Farvande. I det samme Tillæg fortæller Rolf og at Veien til Bygden (langs med Kysten) ikke var saa lang som den var farlig eller besværlig. Dette synes at stemme overeens med Graahs Erfaring.
  650. Det vil uden Tvivl sige: Cap Farvel eller den Grönlandske Halvöes sydligste Deel.
  651. Efter Varianttillæget 2, S. 124 fra Recensionen F varede Reisen fra Rolfs Bolig til denne Östbygdens Fjord den hele Sommer, uagtet Reisen dog kunde siges at have gaaet temmelig godt af, eller uden tilstödte Uheld. Dog maa man tage det i Betragtning, at det lille Reiseselskab sandsynligviis maa have tilbragt en stor Deel af Tiden til Fiskeri og Jagt, for at erhverve det daglige Ophold.
  652. I de fleste Afskrifter er her en Feil indlöbet; (see Varianten 6, S. 124) i det de foregive at den herommeldte Bjarne (hvem Suhm stedse kalder Björn) var en Sön af Landnamsmanden Thorstein den Röde; - Bjarnes Fader var Thorstein Gode, der muelig og kan have havt det ommeldte Tilnavn, men som vistnok nedstammede fra Landnamsmanden Rolf Rödskæg og hans Sön Thorstein Rödnæse (rauðnef). See Landnamas 5 B: 5 Cap. o. il. St.
  653. Til sin Bopæl paa Brattelid, tilligemed Thorgils`s Ven Thorstein, efter Varianttillæget. Derhen bleve og, efter det Fölgende, deres Handels-Varer flyttede.
  654. Til denne noget kolde Modtagelse af Thorgils fra Eriks Side kan man tænke sig forskjellige Aarsager. Hans Ankomst skete först 4 Aar sildigere end Erik havde ventet; han havde kun 3 voxne Mandfolk med sig isteden for 30 saadanne som droge med ham fra Island, da de övrige vare omkomne i Östgrönland, eller bortlöbne fra ham, som Misgjerningsmænd; de Huusdyr, som han havde havt med, til Colonieanlæget, vare forlængst omkomne o.s.v. Da Eriks hele Plan saaledes var forstyrret, maatte han være mindre glad over Thorgils`s Ankomst paa en saadan Maade, end denne ventede; hertil kom og, efter det Fölgende, nogen Mistænkelighed, samt Frygt for at stilles i Skygge af Thorgils's tappre Bedrifter.
  655. At Björne saaledes undertiden lege med Börn, uden at de derved komme til Skade, veed man af fleres Erfaring. Et mærkeligt lignende Exempel fortaltes Capt. Graah af en Ostgrönlænder, hvis Pigebarn (af 6 Aars Alder) en Björn havde löbt bort med og sat fra sig paa Isen, inden den indlod sig i Kamp med dets Fader, hvem det og lykkedes at fælde Björnen.
  656. Denne Eriks Overtro nedstammede vel nærmest fra Norge, og ellers fra Finlapperne, der forhen, ligesom mange andre finske Folk, bære en overtroisk Ærbödighed for Björnen, samt viste den endog etslags Dyrkelse.
  657. Det er bekjendt at de gamle Nordboer meget tit brugte varme Bade; Islænderne benyttede dertil de naturlig varme Kilder, men hvor de ikke havdes, anlagdes saakaldte Badehuse eller Badestuer; skjönt Badningen i Husene forlængst er kommet af Brug i Island, er der dog i enhver Bondegaards Huse, et Værelse, som kaldes Badstuen (baðstofa).
  658. Jfr. ovenfor l, 652 o. f., hvor slige Sammenligninger i det gamle Norden tit gave Anledning til Uenighed og Trætte.
  659. Hertil var uden Tvivl Anledningen taget deraf, at Thorgils i visse Maader, som ovenmeldt, havde givet sin spæde Sön Die.
  660. Hermed maa dog varianterne 2, S. 137 jævnföres.
  661. Röverne havde da forladt deres sædvanlige Opholdssted i (eller uden for) Eriksfjorden, og derfra taget til Vesterbygden.
  662. Saaledes maa dette Tilnavn her oversættes, efter den Persons Adfærd, hvem det blev givet -- thi eller; har det forskjellige andre Betydninger; see f. Ex. Finn Magnusens danske Oversættelse af den ældre Edda, Ill, 4.
  663. Formodentlig det Kjökken, hvori de omtalte Kokke ellers Pleiede at kaage; maaskee og röge Rjöd o.s.v.
  664. Forandre vi blot "da" til "för" saa lyder Fortællingen om en Dröm, hvilket her bliver det rimeligste. En halvvaagende kan vistnok og drömme Saaledes, at han neppe veed, enten han vaager eller drömmer. En Bugtaler kunde ellers meget let have udövet sin Kunst paa den Maade, at Skibene, hvis de laa nær ved hinanden, forestiltes som talende. Rövernes foran beskrevne Frygt for Thorgils kunde ogsaa let frembringe en saadan Drðm.
  665. Formodentlig en livegen Huusfoged eller Avlsforvalter.
  666. Jfr. Varianten. Andre have för oversat: Muligt faae vi nu Mandskab nok med at gjöre.
  667. Det Forbjerg, paa den sydostlige Kant af Island, hvor den ovennævnte Leif eller Hjör-Leif, den förste Landnamsmand Ingolfs Fostbroder, blev dræbt og jordet.
  668. Ved Ölvesaaens daværende Udlöb. Denne Havn er nu forlængst gaaet af Brug. Arnarbæli har vel længe været en Præstegaard, med en Hovedkirke, men om den da har været det, kunne vi ikke sige, skjönt vi maae formode det af det Efterfölgende.
  669. Her menes formodentlig Althinget eller det almindelige Landsthing, som da pleiede at holdes (ved Öxaraa eller Thingvalle) ved Sommersolhvervs (eller St. Hansdags) Tide.
  670. Det er heller ikke usandsynligt at Thorgils overhoved har været misfornöiet med Thornys alt for tidlige Giftermaal, da hun (efter det ovenanförte S. 88) kun var 12 Aar gammel da Bryllupet holdtes, og meent, at dette gjerne kunde have være udsat noget længere, da han selv havde kunnet bestemme hendes Medgift. Efter de Romerske, Frankiske og Schwabiske Love kunde en Pige giftes saa tidlig; i Island var det formodentlig paa de Tider ikke forbudet, men dog usædvanligt.
  671. Vadmel var fordum (ligetil det 15de Aarhundredes Udgang) de gangbareste Vare, hvormed Indbyggerne i Island dreve Handel, saavel med hinanden som med Fremmede. Priserne var da, ligesom nu, til forskjellige Tider ogsaa forskjellige. Th. Islands ældste bekjendte Love fastsatte en Priis af en Öre i talte Sölvpenge for 6 Alen godt lovgyldigt Vadmel, altsaa omtrent 4 Skilling Species for hver Alen. Dog maae vi bemærke, at hvert Hundrede her betyder 120; Saaledes gjeldte et Hundrede Alen, ligesom Thorlacius bemærker, 1 Pund Sterling efter nyere Engelsk Regning (eller 4 Danske Specier); det hele altsaa 400 Specier eller 800 Rbdr. rede Sölv, som i den tidligere Middelalder, da Sölvet var meget sjeldent og kostbart, udgjorde en betydelig Sum.
  672. Arnæs Thing, som laa paa en stor Öe i Thorsaaen, paa Grændsen af det nærværende Bangarvalle Syssel, gav fordum Arnæs Syssel, som sögte dertil, sit Navn, men er nu for længst afskaffet.
  673. Denne Thorolf er formodentlig den samme der ommeldes her ovenfor S. 88, som den der forvaltede endeel af Thorgils's Eiendomme, medens han var borte paa sin Grönlandsreise. Suhm l. c. kalder ham urigtig Thorodd.
  674. Dersom her ikke er indlöben Skrivfeil i Navnene, maa Thorey, Bjarnes Farmoder, have været Söster til Thorvör, Tborodds Moder. Det sidste er, ved Forglemmelse eller Uagtsomhed udeladt, i Sagaens Text, men oplyses fuldkommen af Landnamas 5te Parts 11te Cap., hvor de ommeldte Söstre (af hvilke Thorey dog der, i forskjellige Haandskrifter, kaldes Thorveig, Thorve eller Thorney) siges at have været Döttre af Landnamsmanden Thormod Skapte som nedstammrede fra Nordmanden Ölver Barnakall.
  675. De to sidstnævnte Gaarde i Floen ere endnu heboede, og bekjendte under de samme Navne, ligesaavel som Einarshavn paa Örebak. Kaldadarnes er en Gaard og Færgested (med et Hospital for Spedalske) östen for Ölvesaaen, hvortil Overfarten fra Ölveset til (Floen og) Örebakke over Elven skete og endnu skeer med Baade. T/z.
  676. Thorgils kaldes her Rönbeboer, fordi en Lavastrækning laa i Nærheden af hans Bopæl Tradarholt.
  677. Hjalle, en Gaard i Ölveset, hvor Thorodd og Skapte boede TIL. Jfr. Anm. Suhm melder l. c. Tab. LXXX at Thorgils var 50 Aar gammel, da han giftede sig med Helga.
  678. Om den ene af disse to Thorhaller, see Varianttillæget 2, S. 158, af Recensionen K.
  679. Denne berömte Hövding var Hovedmanden for Christendommens almindelige og lovbestemte Indförelse i Island. Jfr. ovenfor ll, 469 o. f., 762, 783; ll, 34.
  680. Henved Aaret 1013. Jfr. indledningen ovenfor ll, 34 samt I, 469.
  681. En Söster til Gissur Hvide, saa at denne var Asgrims Morbroder.
  682. Ved en besynderlig Skrivfeil (hvilket Fortællingens Sammenhæng viser den at være) er Thorgils her, i de förste Exemplarer, bleven forvandlet til Asgrini, hvorved hele Sammenhængen forstyrres. Dette har og været Tilfældet med de af Thorlacierne til Oversættelsen benyttede Afskrifter, men er her blevet rettet. Efter Graagaasens Skibsrets 2det Capitel (Il, 401), skulde enhver Islænder, der eiede eller fragtede et Skib, være pligtig at betale Havnetold derfor til Grundeieren.
  683. Saadanne Smaabönder kaldtes ellers Kotbönder (i Middelalderen cotarii) omtrent som vore Huusmænd af Ordet kot, en lille Bondegaardf. Th. Ogsaa en ringe Hytte; Ordet er det samme som Angelsaxisk cote, Kymrisk cwtt, Engl. cottage, Tydsk Kote, Kötte, Kate.
  684. De gamle Nordboer pleiede oftest at lade deres Skibe staae paa Land om Vinteren; paa Örebak og deromkring var dette en dobbelt Nödvendighed, da der kun gives slette Sommerhavne, men ingen Vinterhavn, og Havets Brændinger, i Forening med den store Elv Ölvesaa, undertiden da foraarsage store Oversvömmelser. Til en saadan Skibstrækning, til og fra Söen, maatte Bygdens Folk, efter Loven, forsamles, som til et almindeligt eller offentligt Arbeide. See herom Graagaasens Söret, 2det og 4de Capitel (ll, 400, 406);
  685. Ved Öen menes her formodentlig Öen Arnæsi i Thorsaaen, hvor Herredsthinget holdtes; see ovenf. Anm. 130. Der kunde undertiden bosatte Mænd (búar) udnævnes som Vidner eller Sandemænd; i al Fald skulde de, til sin Tid, möde der.
  686. Et rimet gammelt Ordsprog, bogstavelig oversat: det som slikkedes af Tværen (Tværepinden eller Kokkeskeen) var ikke gaaet bort af Læben, eller hængte endnu fast ved den; det brugtes vel om plumpe eller uopdragne, maaskee ogsaa tyvagtige Folk, som havde slikket saaledes i Kjökkenet at Levningerne paa Læben röpede deres uhöviske eller urigtige Adfærd. Skapte vilde sige dermed, at hans Svoger havde baaret sig keitet eller urigtig ad ved Sögsmaalets Anlæggelse. Thorlacius troede at Ord sproget var urigtig skrevet i de af ham brugte 3 Codices og lægger fölgende Mening deri: Mod sin Forventning maatte han slikke Tværepinden, hvilket synes brugt om den, som spilder Umage og opnaaer ikke sin Hensigt.
  687. Feilen laa formodentlig deri, at Thorgils ikke havde stævnet Asgrim lovformelig ind for Herreds-Retten; muelig skulde han og have udnævnt 12 istedenfor 9 Sandemænd, da Sagen angik et foranstaltet Mordforsög. Endelig kunde Feil være indlöbne ved Sted eller Tid for deres Udnævnelse o.s.v. Jfr. Arnesens islandske Rettergang, S. 94, 194, 198 o. il. St.
  688. Formodentlig en Nordmand. Herom er adskilligt anfört i lste Deel, paa forskjellige Steder.
  689. Þrándarholt er en Gaard i Districtet, som endnu er bekjendt under dette Navn. Den nævnes ellers som en Landnamsmands Hovedsæde.
  690. I Membranen staaer her et utydeligt Ord (gn...garð) der er saaledes abbrevieret, at dets rette Læsning vanskelig kan bestemmes; dog synes det (grínngarð for gríndgarð), at betegne et Stavrehega omkring Gaardens Hjemmemark; maaskee det nu saakaldte Tungjerde (túngarðr) med Hensyn til en derpaa anbragt Stakitport. Hele Perioden udelades i de övrige Recensioner.
  691. Her menes muelig Thorgils, med mindre Östmanden, som ikke ventede at komme i Strid paa denne lille Reise, da for silde har besindet sig paa at hans Öxe ei var skikket til Kamp. Denne Periode udelades ligeledes i alle andre Exemplarer.
  692. At sige paa Reisen, som her var Tilfældet.
  693. Det vil vel sige: ude paa Marken, ved deres Arbeide. Dette bemærkes udtrykkelig i de övrige Afskrifter.
  694. Membranen udtrykker sig saaledes som om Thorgils og hans Hustru Helga havde brugt Hjalle, eller en Deel deraf som Avlsgaard (bu)- Gaarden maatte da egentlig have tilfaldet hende som Fædrenearv.
  695. Herved maae vi dog bemærke, at 6 Exemplarer (mulig ved nyere Afskriveres Feillæsning af hartnær for hálf berette, at Thorgils var næsten 90 Aar gammel. I Suhms Tabeller til crit. Hist. af Danm. Tab. LXXX angives hans Alder til fuldt 90 Aar. Baade Arngrim Johnsen og Torfæus havde dog foretrukket den af os antagne Læsemaade (S5Aar).
  696. Her er Membranens Beretning paa en meget mærkelig Maade afvigende fra samtlige övrige Recensioner. De tre nævnte Mænd synes at nævnes i den Tidsorden, hvori de afgik ved Döden.
  697. Denne Periode maa forstaaes saaledes, at Skapte, som levede paa den Tid Christendommen blev indfört i Island, og blev Laugmand kort derefter, först opbygte Kirken paa Hjalle, ved den Bæk, hvor hans Kone brækkede Benet; ved denne Kirke bleve de nævnte Mænd begravne, men deres Been flyttedes senere derfra, da Kirken blev flyttet.
  698. De övrige Recensioners Tillæg, som indeholde forskjellige Slægtregistre, efterhaanden fortsatte af Sagaens Afskrivere eller Bearbeidere, til enhvers egen Levetid, formodentlig tildeels med Hensyn til hver Afskrivers Patroner, der har ladet Sagaen afskrive, eller modtaget en saadan Afskrift som Gave; see Varianttillæggene, jævnförte med vor Indledning herovenfor S. 20 o. f.