Forord (Codex Frisianus)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif


Codex Frisianus


Forord


Nærværende Bog, der udkommer som den anden i Rækken af Sagahaandskrifter, der skulle udgives paa offentlig Foranstaltning blandt Kildeskrifterne til Norges Historie, er bleven kaldet Codex Frisianus efter Bogens Eier Otto Friis i Salling. Bogen kom siden i Etatsraad Jens (Janus) Rosenkrantz's Besiddelse, fra hvis Arvinger den erhvervedes af Arne Magnusson Aar 1696. Paa et Smudsblad foran i Bogen, hvilket blev borttaget, da Arne lod den indbinde paa ny, stod „Andreas Matthiæ Slangendorpius“ med en Haand efter Arnes Mening fra Aar 1600 eller kanske noget ældre, en Mand af dette Navn har altsaa da været dens Eier. (Jfr. Arne Magnussons egenhændige Haandskriftkatalog Cd. Arn. Magn. 435a qv.).

Bogen er efter al Sandsynlighed skreven i Norge af en Islænder ved Begyndelsen af det 14de Aarhundrede. At den ikke har været paa Island, tör man vel slutte dels deraf, at den er bedre vedligeholdt og ikke har lidt saa meget ved Rög og hyppig Slid og Brug, som sædvanlig har været Tilfælde der paa Öen med Böger af lignende Indhold (man sammenligne Morkinskinna og Hrokkinskinna), dels deraf at alle Tilskrifter i Randen fra en ældre Tid ere med norske, undertiden noget svenskladende Hænder, fra 15de Aarhundrede[1], de islandske Marginalnoter[2] synes derimod först tilskrevne, efter at Bogen var kommen til Danmark, ved Aar 1700. At Skriveren har været en Islænder, derfor taler Haanden, og de enkelte norske Egenheder, som maatte findes, kunne hidröre fra et længere Ophold i Norge eller komme deraf, at han har bestemt Bogen for norske Læsere. (Jfr. Gislason: Um frumparta íslenzkrar tunga, P. VII.). Bogen findes nu opbevaret paa Universitetsbibliotheket i Kjöbenhavn som No. 45 Folio blandt de Arnæ-Magnæanske Haandskrifter.

Texten i Frisianus stemmer indtil Slutningen af Harald Haardraades Saga væsentlig med Heimskringla. Herved maa bemærkes, at Olaf den Helliges Saga er forbigaaet, hvilket Afskriveren selv har antydet ved de med Rödt skrevne Ord Sp. 145 (Udg. S. 16733): Her skal inn koma saga Olafs konungs hins helga, hvorefter han umiddelbart fortsætter med Overskriften til Magnus den Godes Saga. Han har sandsynligvis skrevet Olaf den Helliges Saga i en særskilt Bog, som nu er tabt, men hvoraf Papircodex Arn. Magn. No. 70 Folio formodentlig er en Afskrift. Ved Enden af Harald Haardraades Saga har det været Afskriverens Mening at tilföie nogle af de Episoder, som andre Haandskrifter indflette i denne Saga, men som mangle i Heimskringla, han er imidlertid kun bleven færdig med den om Thorgils Fisker Spalte 215, Udg. S. 25432-25611, (jfr. den noget afvigende Recension af samme Fortælling i Hulda, Fornm. S. VI, 384-388, og Morkinskinna S. 101-103), og har til de övrige levnet et aabent Rum af 2 ½ Spalte, hvorefter han har begyndt Olaf Kyrres Saga paa Bagsiden af det 55de Blad Sp. 219 (Udg. S. 25612)[3].

I Olaf Kyrres og Magnus Barfods Saga ere Afvigelserne ikke saa ubetydelige fra Heimskringla; disse blive endnu mere iöinefaldende, naar man udskyder af Texten i denne, hvad der mangler i Haandskriftet Kringla (jfr. Forordene til Christiania-Udgaven af Heimskringla XIX.). I de fölgende Kongers Sagaer indtil Haakon Herdebreds er der heller ikke saa faa Forskjelligheder, men denne sidstes Saga og Magnus Erlingssöns stemmer igjen næsten ganske med Heimskringla. Da Afskriveren har ladet 1½ Spalte ubeskreven mellem Magnus Erlingssöns og Haakon Haakonsöns Saga og begyndt denne sidste paa et nyt Læg, Blad 84 Sp. 333, har det maaske været hans Hensigt her at indföre Sverres Saga.


________


Hvad Orthographien i Codex Frisianus angaar, da er den i enkelte Punkter mindre regelmæssig og mere vilkaarlig end sædvanlig i Haandskrifterne fra den Tid. Dette har voldet nogen Forlegenhed ved Oplösningen af enkelte Forkortninger, som man har været nödt til at gjengive afvexlende efter den uregelmæssige Maade, hvorpaa de skrives fuldt ud af Afskriveren selv. Saaledes vexler idelig o og u (den sidste Vokal hyppigst skreven v) i Endelser, Imperfekt Flertal af vera skrives omtrent 5 Gange fuldt ud vorv, og ligesaa mange Gange voro; Dativen af hann findes to Gange helt ud skreven honom, Forkortningen vͦ er derfor afvexlende oplöst voro og vorv, h'm altid honom; dette gjælder Prosaen, i Versene derimod findes 3 Gange várom og ligesaa mange Gange hanom. Man har oplöst þeirra, þeirrar, þeirri (ikke þeira o. s. v.), fordi der én Gang skrives helt ud þeirra, én Gang þeiʀa, og én Gang þeiʀi, ellers altid forkortet þ'ra o. s. v. Ordet orrosta skrives Spalte 1 (Udg. S. 21) fuldt ud orustur; paa Grund heraf er or̅a ogsaa ellers bleven oplöst orusta med enkelt r, da man först senere blev opmærksom paa, at det et andet Sted, nemlig Sp. 131 (Udg. S. 15114) skrives fuldt ud orrvstom; conseqvent burde man derfor hele Bogen igjennem have vexlet mellem disse to Skrivemaader. Præpositionen fyrir findes i det mindste 6 Gange fuldt ud skrevet saaledes, og derfor er ogsaa Ordets Forkortning f' oplöst paa denne Maade. Byskop er skrevet med y, da det findes saaledes paa et Sted, ellers stadig forkortet b'p. Som Særegenheder for dette Haandskrift kan man mærke: Formen egi for Nægtelsen, der forekommer saaledes omtrent 13 Gange fuldt ud skreven, det sædvanlige eigi forekommer, saavidt bemærket, kun to Gange, ellers altid forkortet eg̅ eller eͥ; hofi, hofir og hofr forekommer S. 403,5, 8027, 8222, 20625, 24117, 24728, 36112 = hefi, hefir; ligesaa bruges to Gange ofir S. 2933, 3248 = yfir. Temmelig hyppig bruges den latinske Forkortning s; (d. e. sed) for helldr, og det ikke blot, hvor dette Ord er Partikel, men ogsaa én Gang for Præsens af Verbet halda, nemlig Sp. 25818 (Udg. S. 30216). Blad 98 (Udg. S. 45335-45636) er med Undtagelse af sidste Spalte skrevet af en anden Haand end det övrige i Bogen, den samme Haand har ogsaa tilföiet de fleste Capiteloverskrifter. Man kunde fristes til at tro, at Islænderen her er bleven aflöst af en Nordmand, at slutte af den hyppige Brug af æ og æi for e og ei, samt iærl for iarl. Denne anden Haand bruger ogsaa det sammendragne kongr for konvngr, hvilken sidste Form i det mindste 4 Gange findes fuldt ud skreven af förste Haand, ellers forkortet k'gr.

Med Hensyn til Textens Behandling forövrigt har man sögt at gjengive den saa nöiagtigt, som det med almindelig Tryk er muligt, og kun hist og her rettet enkelte Bogstavfeil, saaledes at Haandskriftets Læsemaade da er angivet i en Note med Tilföielse af Cd, naar ikke Forandringen bestaar i Tillæg af enkelte Bogstaver eller Ord, thi i saa Fald er Forandringen betegnet ved at sætte det indskudte i Parenthes ( ). Haandskriftets Capitelinddeling er bibeholdt (de tilföiede Tal findes dog ikke i Codex), de med Rödt tilföiede Overskrifter ere gjengivne med spærret Tryk, og hvor det til disse bestemte aabne Rum ikke var bleven udfyldt i Codex, ere Overskrifter hentede andenstedsfra og tilföiede i Udgaven in Parenthesi. Hvor en malet Begyndelsesbogstav, större end de sædvanlige Capitelinitialer, antyder et nyt Afsnit eller en ny Saga, er ogsaa en större Bogstav anvendt her i Udgaven.

En Fordel er bleven denne Udgave af Frisianus til Del, som desværre savnedes ved Flateyjarbók, nemlig den at have kunnet benytte selve Codex her i Christiania. Denne Omstændighed, der skyldes den Arna-Magnæanske Commissions sjældne Liberalitet, har i betydelig Grad lettet Udgivelsen, idet det derved er bleven muligt at fordele Arbeidet paa flere Hænder. Saaledes er Texten bleven afskreven af Amanuensis ved Universitetsbibliotheket A. Drolsum, der ogsaa har læst förste Correctur, anden Correctur og Revisionen læstes af undertegnede Unger. Navneregistrene ere udarbeidede af Studios. Philologiæ Greve.


Christiania i Juli 1871.

C. R. Unger.




Fotnoter:

  1. For Exempel: Spalte 153 nederst paa Siden (ved Begyndelsen af Cap. 25, Udg. S. 179) staar woro the rudu iarlar aff gango rolffs æt och norsk(e); Sp. 167 överst (Udg. 19512) Affrica er serckland kallad; Sp. 219 (Udg. 25634) Olauer kyrre let byggia Biorgen, han var kong Haraldz son sancte Oluffz broder soon; Sp. 246 (Udg. S. 28837) heidabø thet er slesuigk. Oftere ere disse Antegnelser paa Latin (Jfr. Fornmanna Sögur IX P. XV).
  2. Saaledes Sp. 366 (Udg. S. 42710): visur þessar badar eru i haattalykli Snorre, og lidt ovenfor samme Spalte (Udg. S. 42634): Gunnarr NB. þetta er nomen proprium viri i háttal. Sn. Paa Spalte 270 (Udg. S. 31521) har Arne Magnusson i Randen tilföiet Andreas for det feilagtige Sæmundar i Texten.
  3. I Udgaven er her ved Forglemmelse Spaltetallet [219] bleven udeladt, ligesom heller ikke det ubeskrevne Rum i Codex i nogen Note er bleven antydet.