Forord til Thomas saga erkibyskups

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk	Latin
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Heilagra Manna Sögur

Forord til Thomas saga erkibyskups

Af Carl Richard Unger

Udgiven af Carl Richard Unger
Trykt hos B.M. Bentzen
Christiania
1869

Den eldste kjente fremstillingen av mordet på Thomas Becket i Canterbury-katedralen. Ca. 1200. British Library: Harley MS 5102, f. 32.

Faa Begivenheder have vel paa sin Tid gjort mere Opsigt eller vakt større Sensation end Erkebiskop Thomas Вeckets Drab. Og de Omstændigheder, der ledsagede denne Gjerning, samt de forudgaaende Begivenheder vare ogsaa vel egnede til i høi Grad at lægge Beslag paa Samtidens Opmærksomhed. Denne hans voldsomme Død for selve Alteret af hans egen Metropolitankirke, nærmest som Følge af hans ihærdige Bestræbelser for at hævde Kirkens Uafhængighed af den verdslige Magt, og den Ro og Resignation han lagde for Dagen i sine sidste Øieblik, satte Martyrkronen paa hans Hoved og stillede ham i Helgenernes Række. Allerede nogle af hans første Biographer berette om enkelte Jertegn af ham efter hans Død, og de senere vide ogsaa at fortælle om Undergerninger udførte af ham endnu i levende Live. At en saadan mands Skjæbne ogsaa maatte tildrage sig vore Forfædres Opmærksomhed, og hos dem blive Gjenstand for sagamæssig Behandling kan ikke vække Forundring, ligesaa lidt som at denne Saga i nogle Bearbeidelser fik et fuldkommen legendarisk Tilsnit ved Tilføielse og lndfletning af en Mængde varslende Drømme, Aabenbaringer og Jertegn.

Sagaen har, at dømme efter de os levnede Haandskrifter, været for Haanden i 3 Bearbeidelser. Den ældste af disse (S. 528-544) eksisterer desværre nu kun i Brudstykker.

Den her i Udgaven først trykte Recension (S. 1-282) har det særeget interessante, at man med Bestemthed kan paavise dens Kilde. Dette er en latinsk Vita Sancti Thomæ, som er bleven kaldet Quadroligus eller Historia Quadripartita. Thomas Beckets Levnet er nemlig behandlet paa Latin af flere samtidige Biographer, udgivne af Dr. Giles. Af disse existerede der allerede tidligt i det 13de Aarhundrede ny Bearbeidelser, der væsentligt bestod i Uddrag eller Sammenstøbnínger af disse ældre Levnetsbeskrivelser. En saadan er den oven omtalte Quadroligus der har faaet sit Navn deraf, at den hovedsagelig er et Uddrag af fire samtidige Biographer, Johan af Salisbury, Herbert af Boseham, Alan af Tewkesbury og William af Canterbury, hvortil rigtignok ogsaa mod Slutningen er kommen en femte, Benedict af Peterborough (jvf. S. 206). Denne Bog er udgiven efter et Haandskrift i Vaticanet af Augustinermunken Christian Wolf (Lupus) i Bryssel 1682 i liden Qvart. I denne Bearbeidelse staar Erkebiskopens Levnet først, og de mange Breve fra, til og om ham, ere samlede for sig adskilte fra Biographien. Da denne Bog er meget sjelden og vanskelig at overkomme, har man anseet det for hensigtmæssigt ogsaa at meddele den latinske Text, især da de paa Grund af manglende Blade i Sagahaandskriftet opstaaede Huller for Meningens Vedkommende derved kunne udfyldes. Man har ikke anseet det nødvendigt efter Lupus's Udgave ved de forskjellige Uddrag at anføre vedkommende Biographs Navn, skjønt paa de første Ark her i Udgaven en ny Linie i dette Tilfælde er anvendt noget der siden blev opgivet som mindre praktisk.

Hvad selve Behandlingen af Oversættelsen angaar, saa opdager man snart, at den ikke er nogen ordret Gjengivelse af Latinen, men at Oversætteren ved større Ordrigdom, Fylde og Klarhed i Udtrykket har givet sin Saga et betydeligt Fortrin for Originalens tørre, ofte uklare og efter en falsk Classicitet jagende Stil. Oversættelsens Stil minder undertiden om Kongespeilet, og Bogen er uden Tvivl tilbleven i Norge, derfor taler ikke blot den ydre Sprogform, men ogsaa adskillige syntaktiske Eiendommeligheder, som neppe nogen Islænder vilde have vedkjendt sig. Hvad dens Alder angaar, saa taler flere forekommende fremmede Ord og enkelte det ældste Sprog ubekjendte Udtryk for, at den neppe kan være ældre end den anden Halvdel af det 13de Aarhundrede, og at den sandsynligst tilhører Slutningen af dette.

Den anden Recension af Sagaen (S. 295-504), maa hidrøre fra første Halvdel af det 14de Aarhundrede og er uden al Tvivl islandsk. I Prologen Side 295 angiver Forfatteren Hensigten med sin Bearbeidelse. Flere, siger han, have skrevet Martyren Thomas's Levnet, men da senere Forfattere ofte have forbigaaet Træk som af deres Forgjængere еге omtalte, da de have anseet det unødvendigt at gjengive, hvad før var fortalt og tilstrækkelig bekjendt, har det været hans Mening at samle det, som før har været spredt, i en Bog, der da paa en Gang skulde indeholde Thomas's Levnet, hans Breve og Jertegn. En latinsk Original, som han tilskriver en Prior Robert af Cretel, maa have været hans vigtigste Kilde. Blandt de trykte Biographier hos Giles findes ingen under dette Navn, men derimod nævner han et Haandskrift i det keiserlige Bibliothek i Paris, indeholdende et af en Munk Roger af Croyland (et Abbedi i Lincolnshire) lavet Uddrag af ældre Biographier, hvilket denne har tilegnet sin Abbed Henrik. Efter denne Dedication har Abbed Henrik selv først skrevet en Biographi af Thomas, men Munken Roger har foranstaltet en ny Udgave af samme, hvori han selv intet har tilføiet, uden hvad der var fornødent for at sammenknytte de indflettede Breve med Texten (de meо nihil interveniet, nisi forte pro continuatione vel epistolarum insertione breve aliquid adjici necessítas compulserit). Da denne Biographi væsentlig er en Compilation, er den forbigaaet af Giles, saa at det altsaa ikke har været nogen Anledning til Sammenligning med vor Saga. Det er ikke usandsynligt, at Cretel kunde være en Forvanskning af Croyland, og Navnene Robert og Roger synes oftere at forvexles. Sagaforfatteren har gjort denne Robert identisk med den Prior Robert (af Oxеnеford, som han kaldes S. 544) der paa Sicilien fik sin Fod beskadiget og siden erholdt sin Førlighed igjen ved den hellige Thomas's Grav. Den islandske Bearbeider synes tillige at have kjendt den foregaaende Oversættelse af Quadrilogen, i al Fald synes den Bog (bók, bókin), som han paaberaaber sig nogle Steder, at kunne være denne, saaledes S. 310, 15 og 422, 26, paa hvilket sidste Sted bók ligesom stilles i Modsætning til meistari sá er þetta komponeraði með latinu, hvormed da Prior Robert mаа forstaaes. Han har desuden ogsaa benyttet Specum Historiale af Vincents fra Beauvais, hvilket nogle Gange citeres, og som paa disse Steder, og enkelte Gange ellers uden at det omtales, er benyttet.

Den tredie Recensiоп (S 527-544), hvoraf man kun har Fragmenter tilbage, skriver sig sikkert fra første Halvdel af det 13de Aarhundrede, udmærker sig ved et rent og godt Sprog og er uden Tvivl islandsk. Denne Bearbeidelse grunder sig ikke udelukkende paa nogen af de udgivne Recensioner af Thomas's Levnet, dog synes den mere at stemme med Edvard Grims Biographi end med nogen af de andre. Denne har ogsaa endel af Brevene indtaget i Fortællingens Text, har medtaget nogle af de samme Jertegn, og har flere Træk tilfælles). Til Sammenligning hidsættes Beretningen hos Edvard Grim om Erkebiskopens Aabenbaring for en Munk Natten efter hans Død. Jevnfør nærværende Udgave S. 539, 3 o.s.v. samt 455, 8 o. s v. Ipsa nocte beatæ consummationis illius quasi missarum solemnia celebraturus pontifacabulus indutus apparuit cuidam ex familiarbus, altaris conscendens gradum. Quod cum secunda ac tertia nocte eadem visio apparuisset, adiecit is, qui hoc viderat sanctum interrogare, dicens: "Domiue mi, nonne mortuus es?" Ad quem sanctus: ”Mortuus, inquitv fui, sed surrecxi.“ Tunc ille: "Si vere surrexisti et inter martyres computandus es, ut credimus, quare te ipsum non manifestus mundo?" Tunc sanctus archiepiscopus: "Lumen, inquit, porto, sed non potest propter nebulam interpositam apparere."

Denne Thomas Saga har været benyttet af den, der har behandlet Legenden om ham i Maríu Saga, og Bearbeideren af den anden Recension har vel ogsaa kendt og benyttet den. Dette synes indlysende af flere Overensstemmelser, og skjønt de fleste af disse kunne hidrøre fra begges latinske Kilder, saa findes der dog et Sted, som den yngste Bearbeídelse vel maa have laant af den ældste, nemlig Skildringen af Thomas Side 528: Thomas var hár maðr á vöxt, grannvaxìnn ok ljóslitaðr, svarthárr, neflangr, réttleitr, blíðligr i yfirbragði, hvass i hugviti, inndæll ok ástsamligr i allri viðræðu, skorinorðr i formælum ok littað stamr, hvilket i den anden Recension lyder saaledes S. 502: grannvaxinn maðr ok ljóslítaðr, svartr á hár, neflangr ok réttleitr, bliðr i yfirbragði, hvass i hugviti inndæll ok ástúðigr í allri viðræðu, skorinorðr í formæli ok stamr nökkut litt. Dette svarer nærmest til Skildringen hos William Fitzstephfens, hvor det heder: Erat placido vultu et venusto, statura procerus, naso eminentiore et parum inflexo, sensibus corporeis vegetus, eloquio comptus, ingenio subtilis, omnibus amabilem se exhibens, men hvor der ikke nævnes noget om hans Stamhed, hvilken Eiendommelighed, saa vidt vides, ikke findes omtalt andensteds.

Forøvrigt stemmer den ældste og den yngste Recension, hvad Indholdet angaar, men de afvige ofte fra hinanden i Begivenhedernes, Brevenes og Jertegnenes Orden, samt i Stil og Udtryksmaade. Vi skulle efter Lupus aftrykke den latinske Original af to Breve, da det maaske kunde interessere Læseren at anstille en Sammenligning mellem denne og de tilsvarende Oversættelser i begge Sagarecensioner. Det første er den franske Konges Brev til Рave Alexander S. 536 og 448, og det аf Grev Theobalds af Bois til samme S. 536-37 og 450. Brevene findes hos Lupus S. 855 og 860.

Alexandro dei gratia summo pontifìci Ludovicus eadem gratia Francorum rex salutem et debitam reverentiam. Ab humanæ pietatis lege recedit filius, qui matrem deturbat, neque creatoris beneficii reminiscitur, qui sanctæ ecclesiæ illata turpitudine non tristatur. Unde specialius est [vobis idolendum), et novitatem doloris excitat inaudita novitas crudelitatis, quoniam in Sanctum Dei insurgens malignitas, in pupillam Christi gladium infixit et lucernam Cantuariensis ecclesiæ tam crudeliter quam turpìter iugulavìt. Excitetur exquisitæ genus iustitiæ, denudetur gladius Petri in ultionem Cantuariensis martyris, quia sanguis eius pro universali clamat ecclesia, non tam sibi quam universæ ecclesiæ conquerens de vindicta. Et ecce, ad tumulum agonistæ, ut revelatum est nobis, divina in miraculus revelatur gratia, et divinitus demonstratur, ubi humatus requiescit, pro cuius nomine decertavit. Latores vero præsentium patre orbati vestræ pietati seriem indicabunt, et testimonio veritatis aurem mitissimam adhibete, et tam de isto negotio quam de aliis ipsis tanquam nobis credite.

__________

Reverendissimo domino suo et patri Alexandre summo pontifici Theobaldus Blesensis comes et regni Francorum procurator salutem et debitam cum filiali subiectione reverentiam. Vestræ placuit maiestati, quod inter dominum Саnturiensem archiepiscopum et regem Anglorum pax reformaretur et integra firmaretur concordia. Itaque iuxta vestrì tenorem mandati illum rex Angliæ vultu hilari, fronte læta, et pacem spondente et gratiam sibi referente recepit. Huic paci et concordiæ adfui, et me præsente dominus Cantuariensis аpud regem de coronatione fìiii sui conquestus est, quem voto festinante et ardente desiderio in culmen regiæ dignitatis fecerat promoveri. Huius autem iniuriæ reus sibi male conscius rex Angliæ iuris et satisfactionis ipsi Cantuariensi pignus dedit. Conquestus est etiam de episcopis, qui contra ius et decus Cantuariensis ecclesiæ novum regem in sedem regiam præsumpserunt intrudere, nou zelo iustitiæ, non ut Deo placerent, sed ut tyrannum placarent. De illis vero liberam et licentem rex et concessit potestatem, ut ad vest et suæ potestatìs arbitrium in eos sententiam promulgaret. Hæc siquidem vobis vel iuramento vel quolìbet alio libuerit modo attestari paratus sum et sancire. Sic itaque расе facta vir Dei nil metuens recessit, ut gladio iugulum subderet et cervicem exponeret ferienti. Passus est ergo martyrium agnus innocens crastina Sanctorum Innocentium die, effusus est sanguis iustus, ubi nostræ viaticum salutìs sanguis Christi solitus est immorali. Canes aulici familiares et domestici regis Angliæ se ministros regis præbuerunt, et nocentes sauguinem innocentem effuderunt. Huius prodigii modum detestabilem vobis verbo significarem, sed vereor ne mihi in odio adscribatur, et latores præsentium patenter et plenius rei ordinem evolvent. Ex eorum relatione discetis, quantus mæroris cumulus, quanta sit universæ ecclesiæ [in mortemartyris calamitas. Наnc salvo pudore non potest dissimulare Romana Mater Ecclesia. Quidquid enim in filiam præsumitur inimicum, redundat in parentem, nec sine matris iniuria filia captivatur. Ad vos itaque clamat sanguis iusti et flagita ultionem. Vobis ergo, pater sanctissime, adsit et consulat pater omnipotens, et qui filii sui cruorem mundo impendit, ut mundì поxas detergeret et deleret maculas peccatorum, ille vobis vindictæ voluntatem insinuet, et suggerat facultatem, ut ecclesia inauditi sceleris confusa maguitudine districta hialarescat ultione. Valeat Sancitas vestra, et sicut vos decet, facite.

__________

Det staar nu tìlbage at omtale de Haandskrifter der ligge til Grund for de to her udgivne Recensioner af Thomas Saga.

Den ældre Saga (S. 1-289) er aftrykt efter Codex No. 17 qv. blandt norsk-islandske Pergamentshaandskrifter i det kongelige Bibliothek i Stockholm. Dette er еп liden Quart, skreven i hele Linier. Bogen udgjør nu 92 Blade fordelte paa 14 Læg eller Hefter, hvoraf hvert oprindelig vel har udgjort 8 Blade. Af disse Læg ere følgende fuldstændige: 2det (Bl. 6-13), 4de (Bl. 21-28), 6te (Bl. 35-42), 9de (Bl. 53- 60) og 11te (Bl. 68-75). I første Læg mangler de to første Blade (hvoraf dog det første rimeligvis har været blankt, og det andet har maaske indeholdt en Prolog), ligeledes mangler det med første sammenhængende 8de Blad (Lacune S. 15); i 3die Læg mangler andet Blad (Lacune S. 41); i 5te mangler de to inderste Blade (Lacune S. 87); i 7de mangler de fire inderste Blade (Lacune S. 1-10), i 8de mangler de to inderste Blade (Lacune S. 150); i 10de mangler femte Blad (Lacune S. 194); i 2de mangler sjette Blad (Lacune S. 237); i 13de mangler sjette Blad (Lacune S. 258), i 14de mangler første og andet Blad (Lacune S. 265), tredie er i Behold, fjerde er beklippet (S. 270), af femte og sjette Blad er der Remser tilbage i Ryggen af Bogen (S. 273), syvende mangler, og af aattende (nu det 92de og sidste i Bogen) er en Snip afreven øverst (S. 280). Desuden mangler mellem 6te og 7de Læg to hele Læg eller Blade (Lacunen S. 120). Der mangler saaledes i alt 34 Blade. Da den nederste Halvdel af den sidste Side er blank, maa man antage, at Værket enten er efterladt ufuldført af Oversætteren, eller at Afskriveren af nærværende Membran ikke har naaet længere frem med sit Arbeide.

Denne Membran er sikkerlig skreven i Norge, ligesom denne Bearbeidelse af Sagaen efter hvad ovenfor er anført, maa have faaet sin Tilværelse der ellers skyldes en Nordmand. Den skelner med megen Nøiagtighed mellem de to Lyd ꜳ og œ hvilket islandske Handskrifter fra samme Tid, omkring Aar 1300, ikke pleie at gjøre, den har andre Eiendommeligheder i Retskrivningen, som, skjønt ikke udelukkende norske, dog almindeligst forekomme i norske Haandskrifter, f. Ex. den hyppige Brug af æ = e, paa den anden Side af og til e = æ: ner, nest og lign. den ofte forekommende Tilsidesættelse af Omlyden: aðrum, manu, staðugr, den stadige Udeladelse af h foran l, n, r, Former som veler = vélar, vinskaps = vinskapar, bioggi = bio o. desl.

Den yngre Saga (S. 295-504) grunder sig paa Pergamentscodex No. 1008 Folio, kaldet Thomasskinna, i den gamle Samling paa det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn. Denne Codex indeholder foruden Thomas Saga ogsaa Olaf den Helliges og maa være skreven paa Island. Den bestaar af 21 Læg eller Hefter, hvoraf de første 11 1/2 udgjøre Thomas Erkebiskops, de øvrige Olaf den Helliges Saga. Hvert Læg bestaar af 8 Blade (første Blad i første Læg rigtignok blankt), naar man undtager det niende, hvor de 2 inderste Blade ere udrevne (S. 446). Bogen er skreven af 3 forskjellige Hænder, de 7 første Læg af én Haand, de 3 næste af en anden (S. 419, 13) og det sidste 1 1/2 Læg af en tredie Haand (S. 473), den samme der har skrevet hele Olaf den Helliges Saga. De to første Hænder ligne hinanden og tilhøre sandsynligvis Slutningen af det 14de Aarhundrede. Olaf den Helliges Saga begynder midt paa Bagsiden af 12te Lægs 4de Blad.

Blandt den første Haands orthographiske Egenheder kan man især mærke den hyppige Brug af ꜳ ikke alene for аа d. e. á, men ofte blot som graphisk Variant af a, saa at den endog forekommer i Enden af Ord, samt at ei undertiden bruges for é, reittr = réttr. Den anden Haand nærmer sig noget mere det Nyislandske, skriver ur = r, men endnu oftere r = ur, modr = moður o. lign.; af og til heft for hefir, nogle Gang ogh = ok, hyрpig, liettr, riettr, nie = léttr, réttr, né, hne = kné. Derimod har anden Haand oftere England, engi og lignende, hvor første stadig har Eingland о.s.v. Den tredie Haand nærmer sig endnu mere det nyere Islandske, saaledes har den þvi og þvilikr for hvi og hvilikr, men den mest paafaldende Egenhed er hiarteign for iarteign. De to første Нænders Text er ret god, og de forekommende Skrivefeil have for det meste kunnet rettes med nogenlunde Sikkerhed, dette kan derimod ikke siges om den tredie Haand, hvis Text har mange Feil, og som vist ofte har sprunget over baade Ord og Linier, det har derfor paa flere Steder været umuligt at bringe Mening og Sammenhæng tilveie.

Med Hensyn til Behandlingen af Texten, har Udgiveren søgt at gengive Haandskrifterne saa nøiagtigt, som det med almindelig Tryk har været muligt, saaledes at Interpunctionen er tilføiet og Forkortninger opløste overensstemmende med de Steder, hvor Ord аf Former findes fullt udskrevne. I denne Henseende mаа bemærkes, at den norske Codex i det hele taget har faa Forkortninger, og at nogen Tvivl med Неnsyn til en riktig Opløsning, kun finder Sted ved et eneste Ord, nemlig Biskop, der alltid skrives forkortet: b’p, b’ps, b’pi, b’par, b’ра, b'pum. I Thomasskinna skrives Ordet et eneste Sted af første Haand fuldt ud byskup (ved Skrivefeil i Codex byskyp), og denne Form er ogsaa optagen for den første Sagas Vedkommende. Нvad Ordet konungr angaaer, saa findes dette saaledes helt udskrevet mange Gange i den norske Codex, i Thomasskinna findes Ordet k’gr kun opløst to Gange, og skrives begge Gange kongr. Desuagtet er Ordet overalt her i Udgaven opløst konungr ogsaa for den anden Sagas Vedkomnende, dels fordi flere Ark allerede vare trykte før dette opdagedes (Opløsningen findes nemlig først i anden Haand), og dels fordi tredie Haand i Olaf den Helliges Saga flere Gange har konungr fuldt ud. Flertal af var, skrives i den norske Codex baade varo og voru helt ud mange Gange, det skrives forkortet paa to Maader, vͦ og vͧ, det første er i Udgaven bleven opløst varo, det andet voru. I Thomasskinna findes dette Ord, saavidt erindres, kun to Gange helt ud skrevet, nemlig et Sted uаrо og et andet Sted uoru, ellers forkortet uͦ. Men Hensyn til Opløsningen af eigi og ecki er ingen Tvivl i noget af Haandskrifterne. De skrives fuldt ud mange Gange, og da første Haand i Thomasskinna også bruger æͥ som Forkortning for Præsens Conjunktiv af eiga, er Opløsningen af æigi eller eigi for Nægtelsen given. Selv for tredie Haands Vedkommende er man her sikker: Den skriver mange Gange helt ud eigi og ecki, og betegner det første forkortet eͥ det andet eiͨ, undertiden skrìver den helt ud ei, hvilken Form da er beholdt i Udgaven. Den tredje Haand vexler mellem Skrivemaaden vit (uit) og vid (uid) d. e. við, hvilket ofte forkortes uͭ, og er da alltid bleven opløst uit, eller uͥ der afvexlende er bleven opløst uit og uid.

Hvor Bogstaver eller Ord antoges at mangle, paa Grund af Forglemmelse fra Afskriverens Side, ere disse tilføiede i Parenthes ( ); hvor noget manglede, paa Grund af Hul i Pergamentet, eller var ulæseligt, blev det i Texten ved Gisning optagne sat i Klammer [ ]. Ved andre Forandringer, som ere foretagne i Udgaven, er Haandskrifternes Læsemaade angiven nedenunder, saaledes at ved Cd. i Noten betegnes Haandskriftets Læsemaade, hvor altsaa det i Texten optagne er Conjektur; ved "tilf. Cd." betegnes Ord, som antages ved en Feil af Afskriveren at være indkomne i Texten, og som derfor for Meningens Skyld ere blevne fjernede af Udgiveren.

Hvad de sidst i Udgaven (S. 507—544) trykte Fragmenter angaar, er det væsentligste dem vedkommende der omtalt, dog maa dertil endnu knyttes et Par Bemærkninger. Af de smaa Levninger af tredie Blad Codex A (S. 510) ser man, at denne paa dette Sted har afveget noget fra den Stockholmske, i det den kun kan have meddelt nogle af Constitutionerne (eller Vedtægterne) ved Clarendon, da Rummet ellers ikke har kunnet strække til; den første Vedtægt har nemlig begyndt nederst paa første Spalte, den anden Spalte maa have indeholdt Fortsættelsen af denne, samt hele den anden, da den nederst har Begyndelsen af den tredie Vedtægt, og den tredie Spalte har følgelig havt Fortsættelsen af denne, men kan ikke have havt Plads til mere end fjerde og femte Vedtægt, da Opløsningen af disse nederst paa samme Spalte er forbi og Fortællingens Traad der er gjenoptagen. Af disse faa Linier, som her ere tilbage af tredie og fjerde Spalte vil man se, at Haandskriftet A paa dette Sted har stemt bedre med Latinen, i al Fald som denne er for Haanden i Lupus’s Udgave, skjønt Lumen ikke paa dette Sted har noget om Pavens Forbitrelse mod Kong Henrik som i A (S. 510, 30), men blot nævner hans strenge Ord til Thomas (dure increpans, S. 510, 31 En tékr þó fast á T[homas]), hvilken haarde Tiltale den Stockholmske Codex har D (S. 137, 2 o.s.v.). Samtlige af disse Fragmenter synes at skyldes islandske Afskrivere, dog have nogle af disse ikke været uden Paavirkning af norske Eiendommeligheder, saaledes har Codex D (S. 521-526), ligesom den Stockholmske Codex, samme Forkortningstegn for r i Endelserne stendr, ydr, heilagr о. desl. som for er eller ir i Ord som vera, fadir, lærdir o. desl., hvilket gjerne er et Særkjende for norske Afskrifter, da Islænderne den senere Tid sædvanlig udtrykte dette r med det samme Forkortningstegn som Bogstavforbindelsen ur, hvilket ofte er Tilfældet i Thomasskinna.

For at Læseren kan erholde en Forestilling om de vigtigste Haandskrifters Udseende ledsages denne Udgave af følgende Facsimiler photolithographerede af Photograph P. Petersen: to ligeoverfor hinanden staaende Sider, betegnede I og I, af den stockholmske Codex (Udg. S. 68, 12 - 70, 23), en Side af Thomasskinna (første Haand), betegnet II og II (Udg. S. 315, 26 -316, 30), det første Blads første Spalte af A (S. 508), samt det nederste af første Blads første og anden Spalte af F (S. 528), hvilke sidste ere trykte paa Bagsiderne af I og I.

Førend disse Forord sluttes, anser Udgiveren det for sin Pligt at yde sin erkjendtligste Tak til følgende Herrer: Hr. Justitsraad Bruun, Bibliothekar ved det store kongelige Bibliothek i Kjøbenhavn, Hr. Klemming, Bibliothekar ved det kongelige Bibliothek i Stockholm, og Hr. Gundorph, Bibliothekar ved den Arna-Magæeanske Haandskriftssamling i Kjøbenavn, for den store Velvillie de have vist ham ved her i Christiania at tilstede ham Benyttelsen af de under deres Varetægt staaende Haandskrifter, ved hvilken Liberalitet Udgivelsen af denne Bog i betydelig Grad er bleven lettet.

Christiania, Oktober 1869. C. R Unger.

---