Fortælling om Endride og Erling (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 5


Fortælling om Endride og Erling



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1831



Kapitel 1: Endride Einarsøn førte Sigrid Erlingsdatter bort med sig.

Erling Skjalgsøn boede paa Jæderen; han var gift med Ingeborg Tryggvesdatter; de havde mange Børn: deres Sønner hed Skjalg, Lodin og Thorer; deres Datter Sigrid, som var til Opfostring paa Øgvaldsnæs paa Kørmt. Kong Olaf gav den Mand, som var Sigrid Erlingsdatters Fosterfader et andet Fogderi, og lod ham nedsætte sig nordpaa i Folkrin; Sigrid drog derhen med ham, men gjorde det nødig, og var misfornøjet derover, da hun tyktes ligesom at være forviist fra sine Frænder. Da var Endride hjemme hos sin Fader Einar paa Gimse, og var een af de dygtigste unge Mænd i Norge. Han gjorde sit Skib sejlfærdigt, og agtede sig til den sydlige Deel af Landet. En Dag, da Sigrid var udenfor, saae hun der var kommet et dejligt Skib til Øen, med siirlig Forstavn og Bove, og rundt om malet ovenfor Vandgangen, og tillige saae hun det var besat med smukke udvalgte Folk; hun gik derhen, og spurgte, hvem der befalede paa Skibet. Endride navngav sig og sin Fader. “Jeg veed godt, hvem du er,” sagde hun, “vil du lade mig sejle med sydpaa til min Fader?” Han spurgte: “Hvem er din Fader?” “Erling Skjalgsøn,” svarede hun. Men Endride Einarsøn havde fuldt op at tage vare, da han just var i Færd med at lade sit Skib om, og han lagde derfor kun lidet Mærke til hvad hun sagde. De styrede strax fra Øen, saasnart de vare færdige, men Sigrid var gaaet ombord paa Skibet, og Skibsfolkene lode hende skøtte sig selv; men da de vare komne forbi Øen, og hver satte sig paa sin Plads, sagde Endride: “Hvad Slægt var det du er af, Pige?” Hun svarede: “Jeg er en Datter af Erling Skjalgsøn.” Endride sagde: “Det har jeg tænkt for silde paa; hvorfor sagde du ikke det før?” Hun svarede: “Hvis du ikke gjerne vil tage mig med, da kunde du have undgaaet det, da jeg har sagt dig det før.” “Det tykkes mig just ikke uden Fare,” sagde Endride, „at tage dig med, men nu faaer det blive, som det er.” De havde nu ikke sejlet længe, før de fik Modvind, og der var intet andet for end at holde ud i aaben Sø: de dreve da til en Ø, og kom med Nød og neppe i Land, saa at de frelste Skib og Folk. De gik op paa Øen, hvor de fandt en Fiskerhytte, og indrettede sig der saa godt de kunde; men da de skulde gaae til Sengs, spurgte Endride Sigrid, hvem hun vilde, der skulde ligge hende nærmest om Natten? Hun svarede: “Jeg vil ligge ved Væggen, og dernæst skal du ligge mig nærmest.” “Saa skal være,” sagde han, og de laae saaledes den Nat over; men Uvejret holdt ved i tre Nætter; derefter sagtnedes Stormen, og de gik atter ombord. Da sagde Endride: “Det gaaer just ikke synderlig godt med vor Rejse, og mig tykkes, Sigrid, du vilde nu have det bedre hjemme paa Øen Folkrin, end at tumle om her med os.” Hun svarede, at endnu kunde hun ikke klage. Da de ingen Bør fik til at sejle østerpaa, styrede de ind til Throndhjem. Einar tog ikke synderlig venlig imod dem, og sagde til Endride: “Du fører dig nu stort op med Friller, min Søn, siden Erlings Datter er bleven din Frille.” Endride svarede: “Ikke ventede jeg mig slige Bebrejdelser af dig, Fader! fordi jeg vilde have fulgt hende hjem til hendes Fader; men det var ikke min Skyld, at Uvejr hindrede os i at komme saa ligefrem derhen.” Einar svarede: “Det skader dig ikke, min Søn, hvis jeg allene siger dette, men jeg skulde troe, at den Mening vil hendes Fader Erling og hendes andre Frænder være af; det er mig derfor ikke kjært, at hun opholder sg her.” Endride svarede: “Vi vil heller ikke deri gjøre dig imod; du har lært mig ikke at skjule Flygninge her paa Gimse; men jeg vil tage saamange Mænd med mig herfra, at du skal kunne mærke Besparelse i din Huusholdning.” Derpaa lod Endride en Jagt, han ejede, sætte frem, og gik ombord paa den med sine Mænd. Da sagde Einar: “Hvor vil du nu hen, Endride?” “Jeg vil bringe Sigrid til hendes Fader.” “Det vil blive dig et farligt Foretagende,” sagde Einar. Endride svarede: „Nu maa det gaae som det kan.” Derpaa sejlede de sydpaa med landet, fik liden Bør, og tog ingensteds ind, før de kom til Jærderen, hvor de gik op til Gaarden paa Sole; der vare ingen Folk udenfor; de gik derpaa ind; der sade Mændene ved Drikkebordet; der blev budet dem Spise og drikke, men alle vare tavse imod dem: der var ingen Betræk i Erlings Stue, men der hang en Ringebrynje over hver Mand, samt Hjelm og Sværd. Da det nu var Sengetid, blev Endride fulgt op i et smukt loftskammer, hvor der stod en pyntelig Seng, og did blev han fulgt. Endride gik hen til Sengen; han saae der laae en Kvinde deri, og kjendte, det var Sigrid; hun bad ham strax gaae bort, thi det vilde ikke være ham tjenligt, at sove derinde. Han svarede, at hun havde Ret, og hørte dernæst en stærk Tummel, det var nemlig Erling, som kom hjem, med mange Mænd. Erling sagde: “Hvorfor lægger du dig nu ikke i Sengen, Endride? Det er ikke usømmeligere nu, end da du sov hos min Datter i Fiskerhytten.” Endride svarede: “Kun saaledes sov jeg hos hende der, at det ikke var til nogen Skam hverken for hende eller for hendes Frænder, og jeg gjorde det mere for hendes Bøns Skyld, end til nogen Vanære for eder.” Erling svarede: “Der vil dine Ord allene ikke hjælpe dig, men du kommer til at bære Jern, for at bevise din Uskyldighed.” Endride svarede: “Bedre løn havde jeg vel fortjent for mit gode følgeskab, men skjønt dette er Overlast, saa vil jeg dog underkaste mig det, for at befrie Pigen og mig selv for al Omtale.” Han kvad da en Vise:

Nu Guldets Ejer siger
Kun lidet af det sande,
Af skjønnest Mø paa Øen
Kun Læberne jeg rørte;
Den Mand, som os beskylder
For meer af sligt, han tale
Af alle uslest dette!
Kun sjelden han vil tie.

Erling sagde da: “Det vilde vi have givet vort Bifald, hvis det ikke var kommet videre, end saa.”


Kapitel 2: Endride bærer Jern for Sigrid Erlingsdatter.

Nu led den Nat, og næste Morgen begyndte Endride at faste til Jernbyrd, som Skik er for den, som skulle bære Jern. Og da han bar Jernet, sagde man, at ingen kunde udføre det med større Mandighed. Da tre Nætter vare gaaede, blev Bindslet taget af Haanden; derved var en stor Mængde Mennesker tilstede, som alle vilde deeltage med Erling i at afsige Kjendelse om Jernbyrden. Erling sagde: “Du har paa bedste Maade lagt din Uskyldighed for Dagen, Endride, og mandelig har du bestaaet i denne Sag, bliv nu her hos os i Hæder og Ære!” Endride svarede: “Det er nu gjort, som der mest laae Magt paa, at jeg har befriet din Datter for denne Beskyldning, og mig selv med; men mit Ophold her paa Sole vil ikke blive langvarigt for denne Gang;” hvorpaa han gik bort. Alle kunde mærke, at Erling havde noget i Sinde, og at han var bleven vred. Da sagde Erlings Søn Skjalg til sin Fader: “Skal du og Endride skilles saaledes ad?” Erling svarede: “Hvad kan jeg nu gjøre ved det?” Skjalg vedblev: “Jeg forestiller mig, Fader, at dette ikke kan løbe godt af, saa overmodige og mægtige som disse Frænder ere, og efter en saa vanærende Behandling, som er vederfaret en saadan Mand, som Endride er.” Erling svarede: “Hvad mere kan jeg nu gjøre derved, end gjøre Ham gode Tilbud; hvor mægtige end han og Hans Fader ere, saa ere vi oog ikke derfor strax overvundne.” Skjalg sagde: “Det kan vel være, men det vil blive mangen Mands Bane; det skulde nu være mit Raad, at tilbyde ham gode Tilbud.” Erling spurgte: “Hvad skal jeg da byde ham?” Skjalg sagde: “Jeg vilde tilbyde ham din Datter, Sigrid.” “Har man nogensinde hørt sligt?” svarede Erling, “Jeg skulde tilbyde nogen min Datter! Det lod sig endda høre, at han bejlede til hende, og jeg saa gav ham hende.” Skjalg sagde: “Nej, Fader, ikke saa; der er ingen Oprejsning, thi det er ikke mere end rimeligt, at han kan ægte din Datter, da han er ligesaa god Mand, som hun er Kvinde, men det bør være en Erstatning for hans lidte Vanære, at du viser ham den Ære, at tilbyde ham din Datter for den Forurettelse og Lidelse, han saa mandelig har udstaaet; det er Heller ingen ringe Hæder, at have en Mand, som Endride, til Svigersøn, om du end til den Ende gjør et Skridt mere, end dig tykkes passende.” Erling svarede: “Tilbyd du ham hende da , hvis du finder for godt.” Skjalg sagde: “Vil du bekræfte det, og vedgaae det siden, da vil jeg forsøge det.” Erling sagde: “Gjør du nu, som du vil, min Søn! Jeg Seer, at du mener det godt.” Derpaa opsøgte Skjalg Endride, og sagde: “Min Fader ønsker, at du vil komme hjem med mig; han vil modtage dig vaa det hæderligste, og give dig Bøder til Forlig.” Endride svarede: “Jeg trænger ikke til din Faders Penge; jeg vil altid faae saa meget, som jeg behøver for mig og mine Mænd.” Skjalg vedblev: “Der kan følge det med Pengene, som kan blive dig til Hæder; thi det vil staae i din Magt at faae min Søster Sigrid, hvis du vil slutte Forlig.” Endride sagde: “Jeg skal aldrig nægte, at hun er den Pige her i Norge, som jeg helst vilde have, men dog vil jeg ikke frie til hende for denne Gang.” Skjalg svarede: “Du maa være bleven meget vred, siden du vil lade det bedste Parti, der gives, gaae fra dig; men ellers vil det staae i din Magt, at faae Sigrid, uden at bejle til hende, thi min Fader vil tilbyde dig Pigen.” Endride sagde: “Dette gjør en stor Forskel, thi det kan ingen let forestille sig, hvor stor en Ting det maa være i hans Øjne, at han selv tilbyder en Mand sin Datter; nu skal jeg visselig gaae til ham.” De gik derpaa hjem til Gaarden; Erling og mange Mænd vare udenfor, og han tog da vel imod Endride; denne sagde: “Er det virkelig dine Ord, Erling, at du vil tilbyde mig din Datter?” “Saa forholder det sig i Sandhed,” svarede Erling. Endride sagde: “Gud velsigne dig for de Ord! Dette Tilbud vil jeg med Glæde modtage, og alt, hvad der før har mishaget mig, vil jeg aldrig mere omtale.” Derpaa gik Trolovelsen for sig; men Endride vilde dog nu for dennesinde drage hjem.


Kapitel 3: Einars og hans Søn Endrides Samtale.

Nu sejlede Endride sin Vej, indtil han kom til en Ø, hvor de saae ikke færre end tyve Skibe, og iblandt disse et stort Drageskib. Endride sagde: “Nu vilde jeg ønske, at det var fredelige Folk,” og gik op paa Dragen; bag i Lyftingen kjendte han sin Fader, og hilste ham kjærlig. Einar betragtede ham, og sagde: “Hvorfor har du Haaret saaledes kredsraget som en Munk? jeg troede ikke, du var en præsteviet Mand, og du er nu ikke mere min Søn.” Endride sagde: “Du veed, Fader, at naar nogen sidder til Jernbyrd, for at bevise sin Uskyldighed, da bliver hans Haar raget; men ikke maa du forstøde mig som Søn; siig mig dog, hvad har denne Mængde Krigsfolk at betyde?” Einar svarede: “Det skal jeg sige dig; skjønt du ikke selv har Mod til at aftvætte den Vanære, der er vederfaret dig, saa kan jeg dog ikke tage det over mit Hjerte, at see rolig derpaa; har du baaret hedt Jern, og ladet dit Legeme brænde, da har jeg stor Lyst til at lade nogle af disse Jæderboere og vore Fjender føle det kolde Jern i sit Kjød; ulig er du nu bleven din Morfader Hakon, og adskillige af dine Fædrenefrænder, som Ketil Hæng eller Kveldulf.” Endride sagde: “Nu er du vred, Fader! men jeg og Erling ere nu forligte og han har bødet mig med Penge.” Einar sagde: “Har man nogen Tid hørt Mage, at tage mod Gave som Skjøger og Penge som Staaddere; men at du sad til Jernbyrd og tog Pengegaver i Bøder, det vil ikke standse min Færd.” Endride svarede: “Saa maa der mere til! det fulgte med Pengene, som jeg sætter højere Priis paa: Hans Datter, Sigrid, skal følge med Pengene, og jeg skal have hende.” Einar sagde: “Det er mere end jeg havde ventet, men dyrt tykkes mig du har Kjøbt hende, da du har baaret Jern derfor, og dette tykkes mig endnu intet Forlig og standser ikke min Færd.” Endride svarede: “Endnu mere maa der da til; jeg veed ikke, om du finder det noget ærefuldt og hæderligt, at Erling selv tilbød mig sin Datter.” Einar sagde: “Dette er visselig en stor Ære, om det er sandt, og denne Hæder tykkes mig ikke mindre, end den Vanære, du led ved Jernbyrden; thi den Gang maa Erling have været bange, da han tilbød dig sin Datter, og hermed vil jeg være tilfreds; lader os nu drage derhen med alle disse Folk, og vise dem vor Styrke, og hvilken Magt vi have." Endride samtykkede. Derpaa sejlede de sydpaa langsmed landet. Men da Erling og hans Søn fik Skibene at see, sagde Skjalg: “See nu selv, Fader, at det er bedre at have disse Mænd, som her sejle, til Venner end til Uvenner; det er nu mit Raad, at vi foranstalte et prægtigt og anseeligt Gjæstebud for dem, thi dig skorter ikke Penge dertil.” Erling bifaldt det. Man gik nu Einar og hans Søn imøde, og modtog dem paa det bedste; derpaa blev holdt et prægtigt Gjæstebud, og Endride holdt da sit Bryllup, hvorpaa de Indbudne forlode Gildet med Foræringer, og Einar og Erling sluttede Venskab med Hinanden, og skiltes saaledes ad. Endride drog hjem med sin Kone Sigrid, og begge vare vel fornøjede med deres Giftermaal.