Fortælling om Finboge den Stærke

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Norsk.gif Dansk.gif


Historiske Fortællinger om Islændernes Færd hjemme og ude
Islandske Sagaer


Fortælling om Finboge den Stærke.


Efter de Islandske Grundskrifter ved N. M. Petersen


2. udgave

København 1868


Asbjörn, kaldet Detti-Ås, var en Nordmand af fødsel, og havde som så mangen anden gild mand taget sin tilflugt til Island, formedelst voldsmændene i Norge, hvis undertrykkelse han ikke kunde finde sig i. Han boede i Flatødalen ved Skjalfandefjord på en gård kaldet Øre, og var gift med Thorgerde, en søster til Thorgeir, der var Gode hos beboerne ved Ljosavatn. Selv havde han godordet i Flatødalen, som grændsede til hans svoger Thorgeirs. Asbjörn havde en datter ved navn Thorny. Til hende friede en Nordmand, og da han ikke måtte få hende for faderen, flygtede han efter moderens råd med hende over til Norge. Asbjörn kom hjem fra tinge; fik det at vide, og blev meget vred; og han var ikke at spøge med, når han blev vred.

Der gik nogle år hen. Engang da Asbjörn skulde ride til tings med sine mænd, sagde han til Thorgerde: »Jeg rider nu til tings som sædvanlig; jeg véd du er med barn, og er langt henne, men hvad det så bliver til, skal barnet sættes ud«. Hun svarede, at en så forstandig og mægtig mand, som han, burde ikke göre sligt; thi det vilde være en uhørt handling af en fattig mand, end sige af ham, som det ikke skortede på gods. Men han svarede: »Du gav Nordmanden vor datter uden mit vidende; den gang udlovede jeg, at jeg vilde ikke føde flere börn op, som du kunde have at give bort imod min villie; og gör du ikke som jeg befaler dig, så vil det gå dig ilde«. Derpå réd han til tings. Kort efter fødte Thorgerde et stort, triveligt og smukt drengebarn; men skönt hun holdt meget af det, vilde hun dog sætte det ud, da hun kendte sin mand, og vidste, at det ikke vilde gå godt, hvis hun var ham ulydig. Hun fik derfor nogle folk til at sætte det ud som sædvanlig. De bare det udenfor gærdet, lagde det ned imellem to stene, lagde en stor helle (1) over det, stak et stykke flæsk i munden på det, og gik så bort.

Nu boede der på et sted, som kaldes Tofte, en mand ved navn Gest, og hans kone Sirpa, der havde opfostret Thorgerde, da hun var barn, og som var fulgtes med hende, da hun blev gift på Øre. Der var ikke noget på hende at sige, men hun var den styggeste skabning, man kunde sé for sine öjne. Manden derimod var en stakkel, der var ligesom træl for sin kone. Den dag, da Thorgerde var kommen ned, sendte hun ham ud, enten det nu var for at samle fjeldgræs (2), thi hun vilde lave mad til sin fosterdatter, eller det var for at hente mos til at farve i. Medens han nu løb over stok og sten, hørte han et barn græde; hvorfor han gik omkring og kég til hver sten, indtil han fandt barnet. Han fandt det var smukt, tog det i sit kjortelskød, og løb hjem med det til Sirpa, og glemte rent sit ærende. Da hun nu havde sét på barnet, bad hun ham om, at hun måtte opføde det, og lade som det var deres barn. Han indvendte, at det vilde ingen tro, det var altfor triveligt, til at det kunde ligne dem; men hun bad ham holde sin mund. Derpå sendte hun ham til Øre.

Han kom da til Thorgerde; fortalte hende, at hendes fostermoder havde født et barn, og de havde hverken mad eller sengklæder. Thorgerde undrede sig rigtig nok, og mente, at hendes fostermoder var så gammel, at hun ingen börn kunde få; imidlertid gjorde hun ingen lang snak deraf, men gav ham hvad han behøvede. Sirpa tog nu töjet af barnet, og fandt, at det var altfor prægtigt, til at det kunde passe for hende; derimod gav hun det nogle gamle pjalter på. Gest spurgte Sirpa ad, hvad drengen skulde hedde; hun svarede, det passede sig bedst, at kalde ham Urdekat, siden han var funden i en sten-urd. Drengen trivedes godt, og det så stærkt, at man næppe havde kendt magen. Sirpa syede ham buxer af vadmel og en hætte; i hånden havde han gerne en kæp med en krog på, og således løb han ud og ind hver dag, og var dem til nytte med alt hvad han kunde, og voxte til dag for dag. Da han var tre år gammel, var han så stor som en dreng på sex år; og da han var sex år gammel, var han så stor, stærk og før, som én på tolv år.

En dag løb Urdekat ned til stranden, som han plejede, for at tage mod fiskerne. De havde fanget en stor helleflynder, kastede den i flodmålet (3), og sagde til ham, at når han kunde trække den op, måtte han have den. Han sprang da ud i vandet, bandt den ene ende af en strikke om fisken, tog den anden over skulderen, og trak det bedste han kunde; sommetider gik det, og sommetider ikke, så alle, der så det, lo ad ham; men han brød sig ikke derom; og endelig gik det bedre og bedre, indtil han tilsidst fik den trukken op, og sprang så selv i land. Nu løbe de andre til, og vilde tage fisken fra ham, og vilde ikke holde deres løfte, indtil nogle andre mænd kom til, og skaffede ham sin ret. Han trak fisken hjem i tunet til sin fostermoder Sirpa, som forærede ham den.

Gest og Sirpa søgte på alle måder at göre ham ukendelig, hvilket også kunde göres nødig, da han idelig løb til Øre. Engang gjorde Asbjörn gilde for sin svoger Thorgeir. Urdekat løb også derhen, som sædvanlig. Han var meget uregerlig, gav sig til at brydes med ternerne, som også toge dygtig fat på ham; men han slæbte fire af dem ind i stuen, og lærte dem op at sé, til stor gammen for gildesfolkene. Da legen var forbi, stod han på gulvet i sin sædvanlige iføre, en skindkjortel, og med sin krogstav i hånden. Thorgeir så længe på ham, og sagde til Asbjörn: »Hvad er det for en fremmed dreng?« »Det skal være en sön af Gest og Sirpa«, sagde Asbjörn. »Del er ikke mueligt«, sagde Thorgeir. Derpå kaldte han på Urdekat, og spurgte ham, hvem han var, hvor gammel han var og desl., og da drengen nævnede sine forældre, sagde Thorgeir: »Du er så stor og velskabt af din alder, at jeg aldrig har sét nogen hövdingsön, der var din lige«. »Da vil du tilstå, svoger«, tog Asbjörn ordet, »når du sér hans forældre, at der er intet hövdingsagtigt ved dem, thi det er de störste svin, nogen kan sé; men hvorfor giver du dig af med den dreng?« Thorgeir blev rød og sagde: »Jeg holder det for nødvendigt at tale herom, og det aner mig, at det angår dig nærmere, end mig«. Derpå befalede han Urdekat at hente sine forældre; men Sirpa vilde længe ikke komme, för hun endelig indså, at sandheden ej kunde skjules. Hun kom, og måtte gå til bekendelse for Thorgeir, så at alting kom for dagen. Plejeforældrene bleve vel belönnede, men Urdekat blev på Øre; blev nu oppudset, og fik bedre iføre, og man havde da aldrig sét så fager og velskabt en ungersvend, som han.

Blandt gårdens kvæg var der en treårs gammel tyr, som var meget glubsk og uvane, så pigerne kunde næppe komme til at malke for den. En morgen kom ternerne skrigende ind, og sagde, at tyren havde spildt mælken. »Er du der, du fejge Urdekat«, sagde de; »du er som du slet ikke var til, når man behøver dig til noget«; og således bleve de ved at skælde og spotte ham. Urdekat sagde: »Jo værre den er ved jer, des bedre; men det bliver ikke bedre, fordi I holder hus med mig«. Så løb de hen til ham, og sagde: »Kom, gode Urdekat, og hjælp os!« og roste ham alt hvad de kunde. Så gik han med dem, og hen til kvæget; men da tyren blev ham var, gik den løs på ham, og vilde gribe ham på sine horn. Men han greb et horn med hver hånd, og de brødes så vældig, at jorden blev rodet op under dem, indtil han endelig drejede tyrens hoved om på ryggen og knækkede halsbenet, hvorpå karlene slagtede tyren. Alle fandt, at det var en drabelig gerning af en dreng på tolv år, og Asbjörn, der hidtil havde været temmelig tavs imod ham, begyndte nu også at skönne på ham.

En gang om høsten fik Urdekat den vane at gå ud hver aften, og at komme hjem ud på natten. En aften kom han hjem, da alle vare gåede til sengs. Han gik hen til sin faders seng, og spurgte, om han sov? Faderen spurgte hvad han vilde? Han svarede, at han nu i syv aftener havde sét det samme syn, men vidste ikke hvad det var, og bad derfor faderen gå ud med sig. Asbjörn fulgte med ham. Urdekat sagde da, at han havde sét et skin ude i havet, som var tydeligst den første aften, og siden bestandig havde taget af, og at han formodede, det var nogen, der var i havsnød, og havde antændt en nødild. Faderen gav ham ret deri, og lod ham få en skude, for at han kunde sé hvad det var. Urdekat gik ombord med tre karle. Først roede de, og han styrede; så sagde han: »Nu skal I styre, så vil jeg ro, og sé, om det lider noget«. Så roede han, og de andre mærkede, at det gik hurtigere for ham, end for dem alle tre. Så sagde han: »Nu skal I ro, så vil jeg styre«; og de gjorde så. Endelig så de noget, som de antog for en død hval, men da de kom nærmere, så de, det var et handelsskib. De lagde til, og gjorde båden fast ved skibet. Da de nu vare komne ombord, så de, at der havde været antændt en nødild, men de fandt ikke andet, end døde. Urdekat gik da henad skibet, og så et silketelt på dækket, og i teltet en velredt köje. Han rørte ved manden, som lå i den, og mærkede, at der endnu var liv i ham. »Lever du, gode mand?« spurgte Urdekat. »Ja«, sagde manden. »Hvad hedder du«, spurgte han videre, »og hvor er I fra?« »Jeg hedder Finboge«, sagde manden, »og er en sön af Bård i Vigen; men hvad er det for en mand, der har opsøgt os?« »Jeg hedder Urdekat«, sagde han. »Det er et underligt navn«, sagde Finboge. De taltes nu videre ved. Derpå fik Urdekat nöglerne til Finboges kiste, for at han skulde udvælge de bedste sager, ladede på skuden hvad den kunde rumme, og sejlede med Finboge og de andre, der endnu vare levende, til Øre. Der plejede Urdekat dem nat og dag, men de døde alle på Finboge nær. Han var en meget smuk mand, stor og stærk, havde kostelige våben, sværd og skjold, hjelm og brynje. Som styremand arvede han hele sit skibsmandskab. Han blev der om vinteren, gav sig meget af med Urdekat, og varerne solgte de der omkring i egnen.

Rafn hed en ung mand, som var en frænde af Asbjörn, og var i huset hos ham; han var meget fodrap, og réd aldrig, når han skulde nogensteds hen. Om våren droge Finboge og Urdekat hjemmefra, for at kræve gæld ind nordpå i dalen; de to rede, men Rafn den Lille løb foran. Om aftenen kom de til Ljosavatn, og toge ind til Thorgeir. Dagen efter fulgte han dem langs med Djupå. Om aftenen kom de til Fjeld, hvor Thorgeirs son, Drömme-Finn, boede; hans moder var af Finsk herkomst. Om morgenen bad Finboge, at de måtte komme snart afsted, og lovede, at de skulde blive så meget længer på tilbagevejen. Dertil svarede Finn: «Der behøves kun lidet til at beværte eder nu, mindre, når I drage tilbage« (4). Derpå toge de fra Fjeld, men havde kun redet et kort stykke vej, da Finboge sagde, at han fik ondt. Urdekat så på ham, og sagde: »Lad os stå af; jeg sér, at du er meget bleg; måske det så kan gå over«. De lode hestene græsse. Men noget efter sagde Finboge, at det nu var gået over. De rede derpå videre, og kom til en stor sten. Her måtte de atter stå af, og sloge et telt op ved stenen. Her blev det meget værre med Finboge, og Urdekat satte sig hos ham, og holdt på hans hoved. Finboge sagde: »Det vil gå mig som mine staldbrødre, at ingen af os kommer levende til Norge. Du, Urdekat, har opført dig vel både imod mig og imod os alle. Nogle i mit land ville måske sige, at det var en lykke for dig, at du således kunde redde mig (5); men skönt jeg ikke kan lönne dig efter fortjeneste, skal jeg dog göre hvad jeg formår. Her ere mine våben, som min fader gav mig, og jeg tror du skal forgæves lede efter deres mage i Norge; dem, såvel som alt det gods, du reddede af skibet, og det, jeg arvede efter mit skibsmandskab, giver jeg dig. Og derhos vil jeg give dig mit navn; og vel er jeg ingen spåmand, men det aner rnig dog, at dit navn vil vorde berømt, så længe verden er beboet, og det vil blive mig og mine frænder til stor ære, at så berømt en mand, som jeg venter du vil blive, optager mit navn, da jeg selv så snart må herfra«. Kort efter døde han. Finboge (6) sendte derpå Rafn hen efter Finn, og de begrove ham ved stenen, som siden kaldtes Finboges sten.

Om sommeren sejlede Finboge med en Nordmand fra Vigen udenlands; men de lede skibbrud og satte til på kysten af Norge. Alle omkom, undtagen Finboge. Han kom i land, men så ikke andet, end bjerge og stejle klipper. Endelig kom han i en mörk nat til en gård. Der bankede han på; og en mand indenfor sagde til karlene, at de skulde lukke op; men de svarede, at de ikke brøde sig om, om det bankede så hver nat. Finboge bankede atter på, og stærkere. Manden bad dem lukke op, men de svarede; at de vilde ikke, om så troldet bankede hver nat. Da bankede Finboge tredie gang, så at alting rystede derved. Nu sprang bonden op, og sagde, at de vare ikke ret kloge, at de ikke vilde lukke op; de kunde dog høre, at der var én udenfor, der heller vilde være inde i et sådant vejr. Derpå tog han en øxe i hånden, gik til dören, hilste gæsten, og spurgte, hvem han var? Da han nu havde fået alting at vide, hvorledes han havde lidt skibbrud, og at han var en sön af Asbjörn på Island, sagde han: »Så kender jeg ulven på ørene; nu er det bedst du kommer indenfor, og bliver her i nat«. Denne gård hed Grenmo, og lå i Helgeland i Norge; og bonden hed Bård, og var formand der i landet. Bård hjalp nu Finboge at bjærge de varer, der vare drevne til land; og Finboge viste sig gavmild imod alle, hvilket han også kunde, da han som styremand arvede alle sine skibsfolk; thi så var det den tid lov.

Den vinter hændte det sig på Helgeland, hvad der oftere kan ske, at der viste sig en björn, som dræbte kvæget, og ingensteds gjorde den mere skade, end på Grenmo. Det gik så vidt, at Bård måtte stævne ting, erklære björnen for fredløs, og sætte en pris på dens hoved. Nu søgte mange at slå den ihjel, men det lykkedes ikke. Bonden Bård havde langt fra sin gård en sæter, hvor han holdt sit kvæg om vinteren. Der lå björnen ofte, og ingen kunde gå til kvæget uden de vare mange i følge. En aften sagde Bård til sine folk, at de næste morgen skulde søge björnen op; og de lavede sig alle til, skærpede deres øxer, skæftede spyd, lavede pile o. desl. Men aftenen i forvejen, medens de andre sov, stod Finboge op, tog sine våben, og fulgte björnens spor til sæteren. Han fandt på det påfund, at gå baglænds; kom til sæteren, og så björnen ligge med et får, som han havde revet ihjel, og sugede blodet af. Finboge sagde: »Stat op, bamse! og giv dig ifærd med mig, det er bedre end at ligge med det stykke fårekød«. Bamsen reiste sig, så på ham, og kastede sig ned igen. Finboge sagde: »Synes dig jeg er for stærkt væbnet imod dig, så skal jeg også hjælpe på det«; hvorpå han tog sin hjelm af, satte sit skjold ned, og sagde: »Stå nu op, omdu tör!« Bamsen satte sig overende, rystede med hovedet, og lagde sig atter ned. »Jeg mærker nok«, sagde Finboge, »at du vil have vi skal være ganske i samme stand«; hvorpå han kastede sit sværd bort; »Sé så, stå nu op, hvis du har hjerte i livet, og ikke er et fejgt kræ«. Bamsen stod op, rejste børster, og blev meget glubsk, og gik løs på Finboge. Den løftede labben for at give ham et slag, men Finboge løb ind under den, og de brødes længe. Men enden blev, at han knækkede björnens ryg. Derpå lagde han den i samme stilling, som den för havde ligget. Så tog han sine våben, og gik hjem. Han var meget stiv i sine lemmer, gik i seng, og lod som han sov. Næste morgen kaldte Bård på ham, og spurgte, om han nu vilde følge med. De begave sig da på vejen, og så björnen ligge med et får under sig. Men ingen torde give sig i kast med den og vinde den udsatte pris, indtil Bård selv, som mærkede, at den ikke rørte sig, gav sig ifærd med den, og så, at den var død og ryggen knækket på den. »Det er en uhørt bedrift«, sagde han, »som ingen Helgelænder har kunnet øve; det har du vist gjort, Finboge«. »Det må I tro, som I vil«, sagde Finboge. »Ja, det har du vist«, sagde Bård, »men hvorledes bar du dig ad med det?« »Det kan være det samme«, sagde Finboge, »hverken du eller din sön kunde göre det«. De flåede nu björnen, og droge hjem, og Finboge fik den udsatte pris.

Det vårede, og der sejlede mange skibe forbi Helgeland, både mod nord og syd; og Finboge havde sin fornöjelse af, hver dag, når han havde spist, at gå ned ad fjeldene, og sé på de mange smukke skibe. En dag kom der en mand roende langs med landet på en skude. Han var höj og mandig af udseende, var iført en rød skarlagens kjortel, og havde et tykt sølvbælte om livet; hans udslagne, tykke og fagre hår hang ham ned på skuldrene. Han roede så fast til, at skuden syntes at flyve. Finboge råbte ham an, og han roede strax nærmere. Finboge spurgte, hvad han hed, og hvorfra han var? Han svarede, at han hed Alf, at han var besvogret med Hagen Jarl, thi han var gift med hans søsterdatter Ingeborg, og at han ejede en ø, som hed Sandø. »Men nu«, sagde han, «vil jeg ikke stå her og råbe flere ord hen i vind og vejr, uden at få noget at vide igen. Hvo er det, som spörger?« Finboge nævnede sig og sin fader. »Var det dig, der fældede skovbjörnen i Helgeland?« sagde Alf. »Ja«, svarede han. »Hvorledes bar du dig ad med det?« spurgte Alf. »Det kan være dig det samme«, sagde Finboge, »du fælder så ingen björn på den måde«. De taltes nu videre ved, og Alf lovede, at tage Finboge med sig, thi han vilde ned til Hagen Jarl, når han roede tilbage. Finboge fortalte bonden Bård det; men denne rådte ham derfra, thi Alf var en ond mand, som trykkede mange, fordi han var jarlens svoger og hirdmand. Finboge mente imidlertid, at det nok vilde gå godt.

På den bestemte tid kom Alf tilbage, og tog Finboge med sig. Han tog kærlig afsked fra Bård, og gik ombord med sin vadsæk. Alf syntes, at fartöjet sank noget derved, og sagde: »Jeg kan mærke på din vadsæk, at du vil ikke savne sølv til at rede for dig med, når du kommer til Hagen Jarl«. De toge nu afsted, og Alf roede; da han havde roet en stund, bad han Finboge tage ved. Han roede også således, at Alf tyktes ikke, at skuden stod stille. De talte adskilligt sammen. Finboge spurgte, om de kunde nå Sandø den aften; men Alf svarede, at der var én ø på vejen, som de vilde lægge til, og blive der natten over. De kom til øen, hvor der var en stor hule ved stranden. Alf sagde: »Nu vil vi ikke sinke os med at bære töjet ind af skibet; tag du om forstavnen, så tager jeg om bagstavnen, og så vil vi bære skibet op i hulen«. De gjorde det. Derpå delte de arbejdet imellem sig; Finboge tændte ild og Alf hentede vand. Men træet vilde ikke fænge for Finboge, han lagde meget til ilden, og blæste på den af alle kræfter. I det samme hørte han en lyd oven over sig, og kastede sig i en hast ved den anden side af ilden. Det var Alf, som vilde overraske ham og tage ham af dage. Han sprang op, og greb Alf om livet, og de brødes længe. Imidlertid begyndte ilden at brænde, så det blev ganske lyst i hulen. Inderst i den så han en sten med en skarp kant; der trak han Alf hen, og knækkede hans brystben på stenen, så han døde. Finboge redte sig derpå et leje, og sov i god ro om natten. Om morgenen stødte han skuden ud i søen, og roede til Sandø. Folkene der toge vel imod ham, da de kendte skuden, og førte ham til Ingeborg. Hun spurgte, hvem han var? Han nævnede sig og sin fader. Hun spurgte, om det var ham, der havde fældet björnen i Helgeland. »Ja«, svarede han. »Hvorledes bar du dig ad med det?« spurgte hun. »Det kan være dig det samme«, sagde han, »din sön fælder dog ikke nogen björn på den måde«. Han fortalte hende derpå, at han havde skiltes fra Alf på en ø, at Alf ikke havde tid at tage tilbage, da han agtede sig til Hagen Jarl; »og«, vedblev han, »han har derfor sendt mig herhid efter sin datter Ragnhilde, og befalede mig at sige som et jertegn, at hun tit havde bedet derom, men aldrig för fået lov dertil, men nu, sagde han, skulde hun følge med« Det forekom rigtig nok Ingeborg noget underligt; men hun troede dog det var sandt, og talte med sin datter. Hun sagde, at det kom an på hendes moder, om hun skulde tage med. Så pyntede moderen hende som hun bedst kunde, med guld og sølv og de bedste sager hun havde, og da de vare færdige, fulgte hun dem til skibet. Finboge tog Ragnhilde i sine arme, og bar hende ombord. Ingeborg sagde: »Har du faret med lögn og svig, Finboge, så vogt dig i det mindste for at tilföje pigen noget mén, thi hvad ondt du end ellers gör eller har gjort, så vil det dog snarest koste dit liv«. Han roede derpå bort. »Er det sandt, hvad du har sagt, Finboge?« spurgte Ragnhilde, »hvorledes skiltes du og min fader ad?« Han svarede: »Vi skiltes ad på den måde, at han døde«. »Så behøver jeg ikke at spörge mere«, sagde hun, »bring mig nu tilbage til min ø, det er det rådeligste, du kan göre.« »Jeg tog dig bort«, sagde Finboge, »for at du skulde fare med mig«. Pigen gav sig nu til at græde. »Giv dig kun til tåls«, sagde Finboge, »jeg skal ikke opføre mig mod dig som en niding, hvorledes det end ellers vil gå mig.« De kom derpå til øen, og han bar alt det gods, som var blevet der tilbage, ud på skibet. Pigen begyndte nu at blive glad. Finboge roede derpå videre, og hvor han kom til havn, kunde han få så mange folk han vilde have, thi han gav penge, ud med begge hænder. Endelig kom han til Lade, hvor han strax gik op til gården med Ragnhilde, og overgav hende til Hagen Jarls søsterdøttre Ulfhilde og Ingeborg, som toge imod hende med åbne arme.

En dag fremstillede Finboge sig for jarlen, og hilste ham. Jarlen takkede, og spurgte, hvem den store og fagre mand var? »Jeg hedder Finboge«, svarede han, »og er en sön af Detti-Ås, som er kendt af mange folk her i Norge, men min mødreneslægt er på Island, og Thorgeir Ljosvetningernes gode er min morbroder«. »Du er af en ypperlig slægt«, sagde jarlen, »jeg kender dine frænder, der kan ikke mange måle sig med dem; men var du i Helgeland i vinter?« »Ja«, sagde Finboge. »Fældte du björnen?« spurgte jarlen. »Ja«, svarede Finboge. »Hvorledes«, sagde jarlen, »bar du dig ad med det, da du var våbenløs?« »Det kan ikke nytte eder, at vide det«, svarede Finboge, »I kan dog ikke fælde en björn på den måde«. »Med hvem er du kommen nordfra?« spurgte jarlen. »Med eders svoger Alf«, svarede Finboge. »Hvor skiltes I ad?« sagde jarlen. »Han blev tilbage på en ø«, svarede Finboge. »Hvorfor blev han der tilbage?« sagde jarlen. »Jeg dræbte ham«, sagde Finboge. Jarlen blev blodrød i sit ansigt; »og efter en sådan forbrydelse«, sagde han, »vover du at komme for mine öjne? Vidste du ikke, hvor kær han var mig?« »Jeg havde god grund til hvad jeg gjorde«, sagde Finboge, »thi han vilde skille mig ved livet, og var en ond mand. Jeg er kommen for at tilbyde eder min tjeneste og hjælp i hans sted; nidingsværk, som han ikke bluedes ved, kan jeg ikke påtage mig, men djærvhed og mandemod håber jeg at vise, så godt som nogen af eders mænd«. Jarlen betænkte sig. Finboge tilstod da, at han havde gjort endnu mere, at han havde ført jarlens frænke Ragnhilde bort fra Sandø, og hun var nu kommen i jarlens vold. »Aldrig«, sagde jarlen, »har jeg hørt eller sét nogen så dumdristig som du; enten må du være gal, eller du tror at have noget at stole på, som jeg ikke tager mig vare for; men det vilde være for lemfældig en straf for dig, at dø snart; vi må prøve dig i en eller anden lille leg«.

Engang blæste jarlen til hærting, og lod sin stol bære midt ud på marken. Derpå lod han Finboge kalde, og sagde til ham: »Her er en pilt (7), som du skal brydes med; du behøver ikke at skåne ham, thi han vil ikke fare lempelig med dig«. Finboge så, at der stod en blåmand ved siden af stolen, og tyktes, han aldrig havde sét et styggere menneske. De gave sig til at brydes, hårdt og længe. Finboge trak ham hen til en stor sten, der stod på marken, og der brød han ryggen itu på ham. Jarlen sagde: »Du har ret foresat dig, Finboge, at göre ende på mine mænd«. »Jeg tror, herre«, sagde Finboge, »at de fleste snarere vil kalde ham et trold, end et menneske«. Jarlen befalede ham at gå sin vej, og ikke komme for hans öjne, för han lod ham kalde. Finboge vandt sig imidlertid venner ved sin gavmildhed. Han havde rigtig afleveret den skat, Alf havde krævet ind nordpå, og den var större end ellers; jarlen besøgte også sin frænke Ragnhilde, og hørte, at Finboge havde ført sig vel op imod hende, og Ingeborg og Ulfhilde bade godt for ham.

Engang lod jarlen Finboge kalde, og sagde til ham: »Nu skal du ikke skille mig ved flere af mine mænd; du skal svömme omkaps med min björn«. Björnen var stor og stærk, og kunde forstå mennesketale. Jarlen gik med hele sin hird ned til søen. Finboge sprang først ud, og jarlen befalede dyret at springe efter ham; men björnen lagde sig ved jarlens fødder, og vilde ikke ud, förend jarlen eggede den. Den sprang da ud efter Finboge, og der vankede en lang leg, og de dykkede hinanden under, dybt og længe. Men Finboge greb endelig en dolk, som hans moder havde givet ham, og stødte den i björnen, så den blødte sig ihjel. Derpå gik han i land, og fremstillede sig for jarlen. »Har du dræbt björnen?» sagde jarlen. »Ja«, svarede Finboge. »Du er en mærkelig mand«, sagde jarlen, »og din lige er ikke kommen fra Island i mine dage«. Derpå tilgav han Finboge, og gjorde ham til sin hirdmand.

Om våren efter sagde jarlen til Finboge, at han havde i sinde at skikke ham i en sendefærd. Der var nemlig en Nordmand ved navn Berse, som havde været jarlens hirdmand, og var en stor købmand; ham havde jarlen lånt tolv mark brændt sølv; men Berse var for syv år siden rejst bort, og endnu ikke kommen tilbage. Imidlertid havde jarlen hørt, at han var kommen til Grækenland, hvor kong Jon herskede, og var bleven hans hirdmand. »Nu«, sagde jarlen, »vil jeg sende dig hen for at hente disse penge, og jeg vil have halv så meget til, eller hans hoved. Skönt jeg er mægtig og vide berømt, er jeg dog ikke elsket af fremmede hövdinger, thi jeg holdes for at være grusom og underfundig; jeg kan derfor ikke vide, hvorledes kongen vil tage imod dig, men vælg nu blandt mine mænd, hvem du vil tage med dig, og bered dig til rejsen på det bedste«. Finboge gjorde det, og bad jarlen imidlertid sörge for Ragnhilde.

Finboge sejlede bort, og kom lykkelig til Grækenland. Der lejede han sig i al stilhed et herberge ikke langt fra kongesædet, og holdt købstævne med indvånerne. Grækenland var dengang vel kristnet. Han spurgte, at Berse var hos kongen, og havde det godt. En dag lavede Finboge sig til at tale med kongen, tog sine våben, rustede sig på det bedste, og de gik tolv sammen til kongen. Han hilste kongen, og denne takkede, og spurgte hvem han var? Finboge sagde sit navn og at han havde sin slægt i Norge og på Island. »Du er en drabelig mand«, sagde kongen, »og sikkert anseet i dit land; men hvem tror du på?« »På mig selv«, sagde Finboge. »Hvor gammel er du?« spurgte kongen. »Nu er jeg atten år gammel«, svarede Finboge. »Mig tykkes«, sagde kongen, »at mange, der have samme tro som du, ikke have så meget, som du, at stole på; men hvad er ellers dit ærende?« Finboge svarede: »Jeg er sendt af en jarl ved navn Hagen, som råder over Norge, og jeg er hans hirdmand. Han har penge tilgode hos en mand, der hedder Berse, og er eders hirdmand«. Og derpå fortalte han den hele sammenhæng. »Jeg har aldrig hørt andet om Hagen Jarl, end ondt«, sagde kongen; »det skulde være underligt, om han tænker at få den mands hoved, som jeg beskytter; men siden du er dragen så lang en vej hid, og er så udmærket fremfor alle, der i min tid ere komne fra Nordlandene, så kan det nok være, at jeg lader denne sag få et udfald, som du kan være tjent med. Slå dig nu til ro her i vinter, og du skal frit kunne købslå med vore mænd«. Finboge takkede kongen, gik hjem til sit herberge, og havde det godt den vinter.

Om foråret fremstillede han sig atter for kongen, og sagde, at han vilde røgte sit ærende. Kong Jon tillod det. Derpå stævnede kongen ting, og Berse kom der tilligemed mange andre. Kongen sagde: »Berse! skylder du Hagen Jarl penge?« Han sagde, at han skyldte ham tolv mark brændt sølv, som han aldrig agtede at betale. Men kongen sagde, at han skulde betale dem nu strax på stedet. Berse måtte da rykke ud med pengene, og kongen lagde halv så meget til, og gav Finboge det alt tilhobe. Alt dette gjorde kongen for Finboges skyld; men så forlangte han også, at han skulde lade ham se en prøve på sin styrke, og at han skulde antage den kristne tro. Finboge sagde: »Det vil jeg love eder, at hvis denne tro bliver forkyndt i de Nordiske lande, så skulle få antage den, för jeg, og jeg vil opmuntre alle, der ville lyde mig ad, til at antage den«. Nu sad kongen på en stol, og tolv mænd hos ham, sex på hver side. Finboge stod for ham i kosteligt iføre, og alle beundrede hans skönhed og dannede væsen. Han gik hen til stolen, løftede den op på sine skuldre, og gik med den ud af mandekredsen, og satte den igen ned, så at alle forbavsedes over hans styrke. Kongen gav ham en guldring, der vog tolv øre, og sværd og skjold, to store kostbarheder. »Og derhos«, sagde han, » vil jeg give dig tilnavn, og kalde dig Finboge den Stærke; og det aner mig, at dit navn vil være berømt, sålænge verden er bebygget, og du skal være vor fuldkomneste ven, hvad enten vi sés nogensinde eller aldrig mere«. Derpå rejste Finboge den Stærke tilbage til Norge med hele sit følge.

Jarlen tyktes, at Finboge havde gjort en god rejse, da han havde fået så mange penge, og nydt så megen ære af Grækenlands konge. Finboge bad ham, at forlige ham med Ingeborg, således at han kunde få Ragnhilde tilægte, og derved give Ingeborg oprejsning for hendes mands drab. Jarlen lovede det, og bød sig selv til gæst hos Ingeborg; men hun bad, at Finboge ikke måtte komme med, da hun ikke kunde tåle at se ham. Men jarlen svarede, at det skulde han nok sörge for. Han drog til Sandø med Finboge; og da denne var en ypperlig mand, og jarlen vilde have det, så fik han Ragnhilde tilægte. Siden droge mand og kone hen, og holdt jul hos jarlen, der forærede Finboge et skib, da han vilde drage hjem til Island. Om våren sejlede Finboge fra Norge; kom lykkelig hjem, og det rygtedes snart, hvilken ære han havde erhvervet sig, og at han havde fået den berømmeligste kvinde tilægte.

Om høsten gjorde Thorgeir et gilde, og forærede Finboge et stod af fem lysegule heste. Finboge lod disse heste drive ud på heden i Flatødalen. Men der i hedehusene boede en mand, der hed Uxe (oxe), en ussel stakkel, der var gift med en datter af en bonde, der hed Bretting; han havde mange börn, og kun lidet at leve af, og var for resten en slet karl. Folk begyndte den gang at drille Finboge, da han var bleven så mægtig og blev så meget omtalt. Uxe og Brettings sönner og frænder og venner vare ikke blandt de sidste; og Uxe klagede over, at Finboges heste gjorde ham fortræd. Derover kom de i trætte, og Finboge slog Uxe ihjel. Da han havde gjort det, gik han hen til den dræbtes kone, og gav hende en guldring, som vog sex øre, og bad hende tage den for det første. Men Brettings sönner rejste sag imod ham, som blev bilagt ved Thorgeirs mægling. Thorgeir vilde imidlertid ikke have, at Finboge skulde blive boende på Øre, for at han ikke på ny skulde rage i strid med sine fjender, og fik ham til at tage hen til ham på Ljosavatn. Men da Finboge og Rafn den Lille engang igen vilde tage til Øre, lagde Brettings sönner og deres venner sig i baghold, og han udholdt en fast utrolig strid med femten mand. Han fældte tre, værgede sig så alene mod ti, medens Rafn løb til Øre, for at hente hjælp hos Finboges fader Asbjörn; og da denne kom, fandt han Finboge siddende såret og værgende sig mod tre. Tolv fældte han i alt, og tre undkom. Denne strid blev meget omtalt, og omsider bleve de forligte således, at Finboge ikke skulde opholde sig på Nordlandet, uden når han var til gæst hos sine frænder. Han red da strax efter tinget til Videdal, og købte sig der gården Borg (8).

Den gang boede Ingemund på Hof i Vatnsdalen, og var en stor høvding. Hans sönners anseelse var også den gang på det höjeste, og de vare meget overmodige. Den ene hed Thorer, den anden Thorsten og den tredie Jökul, alle dygtige stridsmænd. De søgte især at drille Finboge, thi de kunde ikke lide, at han var mere anseet og en dygtigere mand, end de andre der på egnen.

Ragnhilde havde født to sönner, Alf og Gunbjörn; den ene var nu fem, den anden tre år gammel. Disse drenge plejede at løbe hen til en gammel ond troldmand, ved navn Thorvald Modskeg, som boede på Gårdshorn (9) tæt ved Borg. De drillede ham med allehånde optöjer, og skældte ham engang for et skarn og et trold. Derover blev manden så forbittret, at han greb dem hver med sin hånd, og slog dem mod en sten, så at hjernen flöj ud. Finboge så det, og gav sig i kamp med ham, men blev så mødig, at han ikke engang kunde nå sit sværd, der lå tæt ved ham, og béd derfor struben over på Thorvald. Ragnhilde døde af sorg over sine sönners død.

Finboge ægtede derpå Halfride, en datter af Eyolf på Mødruvolde; hun fødte ham en sön Gunbjörn. Ved dette giftermål fik Finboge adskillige ny frænder, blandt andre Sigurd, der boede på gården Gnup i Vatnsdalen. Denne Sigurd havde en sön Thorkel, der friede til Thora, en datter af Thorgrim på Bolstadehlid. Men Ingemunds sön Jökul besøgte Thora, og man mente han vilde ægte hende eller have hende til frille. Han satte sig imod giftermålet, og lagde sig i baghold mod Finboge og Thorkel, da de rede til Gnup. De kom i strid med hinanden, men bleve skilte ad af Thorer og Thorsten, som anede, at deres broder havde noget for, og tidsnok kom til kamppladsen. Men Jökul fortsatte fjendskabet. Engang red Thorkel med sin kone Thora hen til Bolstadehlid, for at besøge hendes fader. Jökul tog derhen selvtredie. Han kom der imod aften, og spurgte en kvinde, der stod udenfor, om Thorkel var der. Da hun svarede ja, bad han hende kalde Thorkel ud, han vilde tale med ham. Thorkel og hans svigerfader sade i stuen, men der vare kun få folk hjemme. De toge våben, og gik ud. Der begyndte strax en strid; men en hyrde, der hed Svart, kom de andre til hjælp. Han havde kun en gammel stålhue på hovedet, et skjold foran sig, og isteden for hugvåben havde han ikke andet end en møggreb. Med den hug han til Jökul, og slog hans spydskaft i stykker mellem hænderne på ham. Jökul sagde, at trællen skulde pakke sig; men Svart svarede: »Rider du ikke din vej, får du nok et slag under øret«. Da nu Thorkel i det samme sårede Jökul i foden, og dennes sværd ikke vilde bide, og Svart med opløftet møggreb stillede sig over ham, så måtte han give efter og ride sin vej. Det var ham da en stor skam, især det med møggreben.

Kort efter ankom Berg den Modige. En ung mand, Grim på Torfastad, friede til en søsterdatter af brødrene på Hof, og han var tillige beslægtet med dem på Gnup og med dem på Mødruvolde. Finboge og Berg bleve derfor budne med til brylluppet. Da de droge derhen, var Vatnsdalsåen lagt til ved kanterne, men der var stærk isgang i midten. Det var næsten umueligt, komme over. De sprang imidlertid ud; Finboge bad Berg holde sig ved hans bælte; og han svömmede, idet han skød isen foran sig, med en sådan færdighed, at de kom lykkelig over. Da de nu kom til Hof, vare de andre gæster der allerede. De gik med deres side kapper hen til ilden; men da de kom til det sted, hvor Jökul sad, stødte denne til Berg, så han snublede, og foer hen på redesvenden Kol, der syslede med ilden. Kol stødte Berg tilbage, og bad ham ikke løbe på sig. Da Finboge så det, greb han med den ene hånd Berg i hans lodne kappe imellem skuldrene; holdt ham i vejret med hans hele rustning; støttede sig med den anden hånd på Jökuls skulder, og sprang således over ham, og kom stående ned efter springet. Denne hans færdighed beundrede alle. De andre brødre sprang derpå op, toge imod deres våben og rejseklæder, og gave dem törre klæder. Da gildet var endt, gave Thorer og Thorsten Finboge foræringer; men ved afskeden gav Berg den Modige Kol et slag i hovedet med sin øxehammer, så han faldt i afmagt. Man greb til våben på begge sider, men striden blev dog atter bilagt.

Om sommeren udæskede Jökul Finboge til holmgang, og Thorsten udæskede Berg den Modige; men Bergs kone Dalla opvakte et så stærkt uvejr, at de troede de andre ikke vilde komme, og derfor selv bleve hjemme.

Da spurgtes det, at brødrene fra Hof desuagtet havde indfundet sig, og rejst en nidstang for Finboge, så dette gjorde et stort skår i hans anseelse.

Derefter kom det på Hrutafjordshals til en meget skarp strid imellem dem, i hvilken Berg den Modige og flere faldt. Hans Enke Dalla fik da Finboges sön Gunbjörn til opfostring, og drog med ham over til Norge, hvor han ligesom sin fader udmærkede sig ved sin styrke.

Da kristendommen blev forkyndet på Island, hvilket var den glædeligste begivenhed for alle, var Finboge den Stærke og hans svoger Thorgeir nogle af de første til at antage den. Finboges fader Asbjörn blev syg og døde. Da de førte liget bort for at begrave det, sagde Thorgeir til Finboge, at nu vilde de næppe såsnart se ham der igen på egnen; og bad ham derfor at vise sine venner og frænder en prøve på sin styrke. Finboge spurgte, om han vilde have, at han skulde brydes med nogen? Men da Thorgeir svarede, at det kunde ingen fornöjelse være, så gik Finboge hen til en stor sten, der sad fast i jorden, rykkede den op, skönt de fleste anså det for umueligt at løfte den, lagde derpå to andre stene ovenpå den store sten, satte dem allesammen op på sit bryst, og gik et godt stykke vej med dem; derpå lod han dem falde således, at den store sten sank hele to alen ned i jorden; og vi have hørt sige, at af den store sten sér man nu kun en kende, men de to andre, som han lagde ovenpå, kan man se. Thorgeir takkede ham for denne skönne prøve på hans styrke, og mente, at hans navn vilde leve, sålænge Island var beboet.

Imidlertid vedbleve Ingemunds sönner at vise fjendskab imod Finboge; og da dennes sön Gunbjörn kom fra Norge, og i en leg overvandt Jökul i brydning, brød det ud til åbenbar strid, hvori mange faldt. Sagen blev nu foretagen på Altinget; og da man indså, at det ikke kunde gå an, således at dræbe hinanden, blev der bestemt, at Finboge skulde forlade Vididal. Han flyttede da til Trekyllisvig (10), blev en anseelig mand og høvding der vesterpå, boede på Finbogestad, og byggede en kirke på sin gård. Men selv her blev han efterstræbt af Jökul, der to gange sendte mænd hen for at dræbe ham. Den ene af disse mænd udgav sig for at kunne sætte gærder, den anden at kunne slå hø, og udførte det dem pålagte arbejde med næsten overmenneskelige kræfter. Men begge søgte de at snigmyrde Finboge, der hver gang blev sövnig, ligesom om noget kom ham på eller der forestod ham noget nyt. Han overvandt, og dræbte dem begge. Endelig blev der på Altinget sluttet forlig imellem ham og Jökul, og de vare siden hinandens venner.

Finboge døde i en höj alder, og han blev med sin kone Halfride begravet i den kirke, han havde ladet bygge (12). Hans syv sönner bleve alle mærkelige mænd.


Noter:

1. en flad sten.

2. i texten brúngras = det brune græs, vistnok den så meget omtalte Lichen Islandicus; det er påfaldende, at de ellers (for så vidt vi huske) aldrig findes omtalte i sagaerne.

3. den del af stranden, som overskylles, når der er flod.

4. thi da vilde de være én mindre til at fortære noget.

5. et smukt træk, at den, der kunde redde skibbrudne på det vilde hav, selv ansås for lykkelig.

6. forhen Urdekat.

7. smådreng.

8. Dette sted ligger på Nordlandet.

9. navnet betyder gårdhjörne; manden boede altså på et stykke eller i et hjörne af den jord, der hørte til gården Borg, og var uden tvivl hvad man i Danmark kaldte gårdsæde, som boede på en hovedgårds grund.

10. i Strandesyssel på Vesterlandet.

11. Sagnet viser derimod hans höj ved gården Finbogestad.