Fortælling om Hauk Haabrog (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Kongesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 10


Fortælling om Hauk Haabrog



Udgiven i Oversættelse af
Det kongelige
 nordiske Oldskriftselskab
København, 1836


1. Kapitel

Bjørn paa Højen regjerede i Sverrig den Gang Kong Harald tiltraadte Regjeringen i Norge; derefter var Ønund Konge i Sverrig i fyrretyve Aar eller længere; saa hans Søn Erik, der var gift med Ingegerd, Harald Haarfagers Datter; til hende ofrede de svenske, og førte hende ud paa en Ø, men hendes Broder Halfdan Svarte førte hende bort med sig; derefter var der længe Ufred imellem Kong Harald og den svenske Konge Erik. Det var en Sommer at Kong Harald kaldte den kjæreste af sine Mænd, Hauk Haabrog, til sig, og sagde: „Nu er jeg fri for al Krigsfærd og Ufred her indenlands, nu ville vi leve i Gammen og Glæde; vi vil nu sende eder i Sommer over til de østlige Lande, forat kjøbe mig nogle Kostbarheder, som ere sjeldne i vore Lande." Hauk bad Kongen raade for dette, som for andet, hvorpaa Kongen gav Mænd, som han for havde haft hos sig, Orlov til at drage hen til forskjellige Lande. Hauk drog bort med et Skib og godt følgeskab, og kom om Høsten til Holmgaard, hvor han blev Vinteren over; han kom til et Sted, hvor der holdtes Marked, til hvilket der var kommen en Mængde Folk fra mange Lande; blandt andre Kong Erik i Upsals Kjæmper, Bjørn Blaaside og Salgerd Serk, der vare meget trættekjære Mænd, som hævede sig over alle der. En Dag gik Hauk igjennem Byen med sit Følge, og vilde kjøbe nogle Kostbarheder til sin Herre Kong Harald; da kom han til et Sted, hvor der sad en Mand fra Garderige; Hauk saae der en kostbar Kappe, der var ganske besat med Guld; denne Kappe kjøber han, giver Penge paa Haanden derfor, og gaaer bort forat hente Pengene; men før paa Dagen havde Bjørn falet paa denne Kappe til den svenske Konge, og Prisen var bestemt; og da Hauk var gaaet ud, kom Bjørns Svend, og sagde til Kjøbmanden, at Bjørn nødvendig maatte have Kappen, men Kjøbmanden fortalte, hvorledes det nu stod til med Handelen derom. Svenden gik nu bort, og sagde det til Bjørn, men i det samme kom Hauk med Pengene for Kappen, betaler, modtager Kappen, og gaaer ud; da kom Bjørn og Salgard ham imøde, og spurgte, hvad han vilde med den Kappe, som de havde kjøbt, men Hauk svarede, at han havde kjøbt den, og vilde beholde den. Bjørn sagde, at det tilkom Kong Erik at tage først blandt de Kostbarheder, som anstaae ham, og han var Overkonge i de nordiske Lande. Hauk svarede, at Kong Harald plejede ikke at afstaae noget af sit for den svenske Konges Skyld. Han sendte en Svend hjem med Kappen, men de bleve bestandig heftigere, og Salgard sagde, de skulde stride om, hvem der skulde have Kappen, samt hvilken af deres Konger der skulde gjælde for den fornemste. Hauk svarede, at de kunde gjerne stride om Handelen med Kappen, men sin Konges Anseelse vilde han ikke lade beroe paa sine Vaaben. Da kom der en tyk og lav Mand hen til Hauk; denne spurgte om hans Navn, men han svarede, at han hed Bue, „og her," tilføjede han, „er et Sværd, som jeg vil give dig, ifald du har i Sinde at stride med Bjørn og Salgard, og der er ingen Tvivl om det jo kan bide." Hauk tog det, og betragtede det, og sagde: „Tak skal du have, men jeg vil ikke tage derimod, thi jeg har Vaaben nok, som kan bide, naar Mod og Tapperhed ikke mangler, men jeg vil kalde dig Bue med det hvasse Sværd." Bue svarede: „Kong Harald vilde ikke afslaae det, hvis jeg bød ham det, men det faaer nu være som det vil, I findes vel oftere;" hvorpaa han forsvandt. Nu kom det til Slagsmaal imellem dem, Hauk fik flere paa sin Side og havde flere Folk; der faldt nogle Mænd, og mange bleve saarede; Hauk fik Sejer, men Indvaanerne gik imellem dem, og skilte dem ad. De svenske bleve meget forbittrede, og droge hjem med saa forrettet Sag; dette spurgtes til Norge, samt hvilket Vilkaar Salgard først havde bestemt, hvorover Kong Harald blev meget vred. Hauk kom nu hjem, og fandt Kongen, men Harald var temmelig vred, og spurgte: „Er det sandt, Hauk, at du har betroet min Anseelse til dine Vaaben?" „Nej," sagde Hauk, og fortalte derpaa Sagens sande Sammenhæng. Nu var Kong Harald tilfreds, og sagde: ”Meget maatte du vel haabroge dig (1), Hauk, da du overvandt Kong Eriks Kjæmper." „Vist nok," svarede Hauk, „men ligesaa meget i England, da jeg knæsatte Englands Konge Adelsteen din Søn Hakon." Da smilede Kongen; siden blev Hauk kaldt Haabrog. Man siger, at der aldrig er kommen kostbarere Kappe til Norge. Bjørn og Salgard begave sig til Kong Erik, og fortalte ham, hvilken Vanære Hauk havde tilføjet ham, samt at Kong Harald tyktes paa ingen Maade ringere Konge; Kong Erik blev meget vred, og heraf kom Uenigheden imellem ham og Kong Harald.


2. Kapitel: Vighard kom til Kong Harald og Hauk Haabrog

Det hændte sig en Vinter, at Kong Erik havde ladet berede Julegilde, og han var kommen i Højsædet og Hirden havde taget Plads, men udenfor stode Mænd paa Vagt, og saae en Mand komme paa Skier; han kom hurtig farende, og steg af Skierne; det var en stor Mand i en Ulveskinds Overkappe; han blev modtaget vel, tog Overkappen af, og var iført en rød Skarlagens Kjortel, havde Hjelm paa Hovedet, var omgjordet med Sværd, og var en meget smuk Mand; han havde stort og fagert Haar, og var overmaade stor og stærk. Han gik hen for Kongen, og hilste ham; denne bød ham velkommen og fandt det var en anseelig Mand; han spurgte efter hans Navn, Slægt og Familie; han navngav sig Vighard, og sagde, han havde hjemme i Helgeland; „men mit Ærende er," sagde han, om du vil modtage mig under samme Vilkaar, som Bjørn og Salgard nyde." Kongen svarede: „Vistnok er du en smuk Mand, men dog kan jeg ikke agte dig, som jeg endnu ikke har forsøgt, saa Højt som dem, der have vovet sig i mangen Fare for mig og ere meges berømte Kjæmper." Da sagde Vighard: „Saa farvel, Herre!" gik derpaa ud, tog sine Sager, og besteg sine Skier. Den Gang holdt Kong Harald Julegilde nordpaa i Gudbrandsdalene, og den anden Dag i Julen vare Kongens Mænd udenfor, og havde en Leg fore, men Kongen sad og saae paa Legen, og Gaarden stod nær ved et Fjeld; da sagde Kongen: „Hvad er det der paa Fjeldet, der seer ud som en Hvirvelvind, mon det være en Mand paa Skier? Sneen var løs og føg for ham, men Vinden hverken voxte eller tog af, deraf sluttede man det maatte være et Menneske, skjøndt der kun var faa, som vovede sig til at løbe der nedaf. Han kom i en Fart til dem, nærmede sig Legen, gik hen for Kong Harald, og hilste ham; Kongen tog vel imod hans Hilsen, og saae, at han maatte være en stor Mand. Han sagde sit Ærende, at han vilde tilbyde sin Tjeneste, naar han vilde optage ham i sine Kjæmpers Lag. Kongen sagde: „Svare dine Idrætter til dit Udseende, saa vil du indlægge dig megen Hæder." Kongen kaldte Hauk til sig, og spurgte ham, om han vilde tage denne Mand i Lag og Fællesskab med sig; og han samtykkede i Kongens Ønske; de vare lige store; hvorpaa den anden blev optaget i Kongens Kjæmpers Lag.


3. Kapitel: Harald udsendte Hauk og Vighard

En Sommer sagde Kong Harald, at han vilde sende Hauk til Bjarmeland forat hente Skindvarer, og da Vighard fik det at vide, sagde han, at han vilde rejse. Kongen svarrde, at han ikke vilde berøve ham denne Hæder, hvorpaa han udrustede dem hver sit Skib, og da de vare færdige, beværtede Kongen dem, og sagde, at han sendte nu saadanne Mænd fra sig, hvis Tab han holdt for langt større, end mange andres; „men jeg holder det for rimeligt," sagde han, „at Kong Erik vil erfare eders Rejse, og han vil da nok huske eder, at du, Hauk, tog Kappen i Holmgaard; jeg kjender Kong Eriks Afgudsdyrkelse, som han vil tage til Hjælp; men jeg sender eder til min Fostermoder, som hedder Heid, og boer oppe ved Gandvig; benytter eder af hendes Raad; jeg sender hende en Guldring, som vejer tolv Øre, og to gamle Flykker af Vildsvinkjød, samt to Tønder Smør." De droge nu bort med gode Folk og Vaaben; Kong Erik saae deres Rejse, og sagde til Bjørn og Salgard, at de skulde rejse nord til Surtsdale og Bjarmeland, og om Sommeren lod Kong Erik et Gjæstebud anstille i Upsal. Derpaa lod han to Vogne kjøre til det Sted, hvor han plejede at ofre til Guden Lyter; det var Skik, at Vognen skulde blive staaende om Natten, hvorpaa denne kom derhen om Morgenen; men denne Gang kom Lyter ikke efter Sædvane, og man forkyndte Kongen, at Lyter ikke havde Lyst til at rejse; Vognen blev saaledes staaende to Nætter uden at han kom. Da foranstaltede Kongen et langt større Offer end før, og den tredie Morgen bleve de vaer, at Lyter var kommen; da var Vognen saa tung, at Hestene styrtede, førend de kom med den til Hallen; derpaa blev Vognen sat midt paa Gulvet i Hallen, og Kongen gik did med et Horn, bød Lyter velkommen, og sagde, at han vilde drikke hans Skaal, og at det nu var særdeles magtpaaliggende, at han begav sig paa denne Færd, og lovede som før at give ham store Gaver. Lyter svarede, at han havde ikke ret Lyst til denne Rejse, og sagde, at han engang havde været der nordpaa; „og da," sagde han, „traf jeg et saa stort Trold, at jeg aldrig har mødt dets Mage, og gammelt var det den Gang; jeg skulde ikke komme der, hvis jeg vidste, det levede endnu, men jeg tænker, det maa nu være dødt." Kongen sagde, at det maatte nok saa være. Lyter lovede Kongen godt, og samtykkede i at rejse; der bleve nu to Skibe udrustede for Bjørn og Salgard; og da de lagde ud af Løgeren, farer der en Drage foran dem med et sort Telt over; de saae ikke noget Menneske holde Rebene; den sejlede hvordan saa end Vinden var; derpaa sejlede de nordpaa langs med Landet.


4. Kapitel: Hauk og Hans Ledsagers Strid med Bjørn og Salgard

Nu er at fortælle om Hauk og Vighard, at de kom nordpaa til Gandvig, og gik til Kong Haralds Fostermoder Heids Gaard, sex Mand fra hvert Skib; hun sad ved Ilden, og gispede meget; hun var iført en Skindkjortel, hvis Ærmer naaede til Albuen. Hauk bragde hende Kong Haralds Hilsen; hun svarede: „God tykkes mig Kong Haralds Hilsen," og sagde, at hun vilde tage ombord med dem; hun befalede dem derpaa at vende tilbage, og sagde, at Rejsen vilde faae et slet Udfald. Hauk naaede ikke længer end under hendes Arm, og han var dog en meget stor Mand. Han overgav hende først Ringen; da sagde hun: „Hil være Kong Harald!" og satte den paa sin Arm; „og her," vedblev han, „er endnu to Flykker, som han sender dig;" „det er en god Gave," sagde hun; derpaa leverede han hende Smørtønderne; da sagde hun: „Ulig er Kong Harald andre Mænd, dette er gode Kostbarheder, hvis Mage jeg aldrig har faaet, og bliver det ham ikke lønnet, saa bliver intet ham lønnet." Hun tog en Tønde under hver Arm, men kastede Flykkerne paa Ryggen, og sagde, at denne Gave tyktes hende mere værd, end begge de andre; „ja," sagde hun, „min Fostersøn vidste nok hvad jeg holdt mest af; benytter nu mine Raad, og kommer med mig!" Saa gjorde de. Hun gjorde nu Ild paa, og satte sig paa den ene Side; hendes Mund forekom dem temmelig styg, thi den ene Læbe naaede hende ned paa Brystet, men den anden lagde sig bred op paa Næsen; hun afførte Hauk Klæderne, og befølte ham, og sagde: „Du er mandhaftig og lykkelig;" hun bad ham kysse sig, hvilket han gjorde. Derpaa bad hun Vighard tage sine Klæder af, men han vilde ikke dertil; Hauk bad ham, og det skete da; hun sagde: „En stor Mand og sædelig og grumme stærk;" hun bad ham kysse sig, men han ønskede, at alle Trolde maatte kysse hende; hun svarede: „Større er din Skjønhed," og tilføjede, at det vilde blive ham til større Meen end hende. Hun gav Hauk to Amuletter (2); „og hvis Bjørn og Salgard lægge imod eder med deres Skibe," sagde hun, „saa kast dem overbord fra dit Skib!" De sejlede nu til Bjarmeland, og en Aften saae de et Skib løbe frem imellem Øerne; de vilde nu sejle hen til de Fremmede, forat tale med dem; Hauk kjendte nu, at det var Bjørn og Salgard; deres Hilsener vare kun korte, men de lagde strax Skibene sammen forat stride. Nu saae de en Drage ligge under Øen, fra hvilken der udfløj Pile, og for hver faldt en Mand; men Hauk huskede slet ikke paa Kjællingens Amuletter. Mændene faldt nu langsmed Bordene paa begge Skibene; Hauk og Vighard gik begge over paa deres andet Skib, thi Vighards Skib var ryddet; han gik da hen i forstavnen, og springer over paa Bjørns og Salgards Skib, tilligemed Hauk; de kom frem til Masten, hvor Bjørn og Salgard mødte dem, hvorpaa det kom til Slag imellem dem, som ikke standsede førend alle, som stode, vare saarede; Bjørn gik fra Lyftingen imod Hauk; nu sloges de fire, og Enden blev, at Bjørn faldt. Da søgte Vighard mod Salgard, og da man mindst tænkte derpaa, kom en Piil fra Dragen, og traf Vighard i Brystet, saa han faldt Død ned. Nu kom Hauk til at tænke paa Amuletterne, han kastede dem i Vrede overbord, de faldt ned ved Dragen, og der stod en Lue op imellem Stavnene. Hauk dræbte derpaa Salgard, men han mistede sit Øje; ingen af hans Mænd duede heller til at undsætte ham; han bærer da sine Vaaben og Klæder til en Baad, og standsede ikke sin Færd, førend han kom tilbage til Kjællingen Heid, hvem han fortalte hvad der var skeet; hun ytrede sin Glæde over at han var kommen tilbage, og helbredte ham; hvorpaa de atter droge afsted, og hun fulgte ham hen til nogle Kjøbmænd, og fik ham ombord hos nogle mænd, som vilde sejle sønderpaa langs med Landet. Derpaa vendte hun tilbage, men han fortsatte sin Rejse, til han kom til Kong Harald, som han berettede den hele Begivenhed. Kongen ytrede sin Glæde over at han var kommen tilbage. Men om Lyter er at fortælle, at han kom tilbage til Kong Erik, og sagde, at han aldrig herefter kunde være ham til Hjælp, formedelst de Saar han havde faaet af hint store Trold i Norge.


5. Kapitel: Om Kong Haralds Udseende og Væxt

Erik var Konge over Sverrig i syv og fyrretyve Aar. Kong Harald var en overmaade skjøn og anseelig Mand; han havde Haar saa fagert som Silke eller slaget Guld, hvilket skilte sig ad i store Lokker og var saa langt, at han kunde slaae det under sit Bælte; han var ogsaa særdeles stærk ög stor, hvilket hans Højde i Haugesund endnu viser; der ligger vestenfor Kirken den Helle, som var over hans Grav, og den er halv fjortende Fod lang; der paa Kirkegaarden staae ogsaa to Stene, af hvilke den ene stod ved Hovedet, den anden ved Fødderne; imellem Stenene laae Hellen over Kongens Leje, da Højen blev brudt, og saa tyk er den Steen, som har vendt ind i Graven, at den naaer en Mand til midt paa Laaret. Og da den vigtige Begivenhed skete, da Kong Harald afgik ved døden, da var han tre og firsindstyve Aar gammel; han døde paa Sotteseng i Rogeland, og er Højlagt paa Hauge ved Karmsund. Kong Haralds Død blev meget beklaget af hver Mand, og alle vare enige i, at der aldrig havde været hans Lige i Vidskab og allehaande Færdigheder, samt Gavmildhed og Gjævhed imod hans Mænd; han skyede ogsaa al Trolddom og Hexeri, siden han kom efter Dværgen Svases Bedrageri, der nemlig, kom til ham en Juleaften, og vendte hans Sind til en finsk Kvinde, ved Navn Snefrid, med saa brændende Kjærlighed, at han giftede sig med hende og elskede hende fremfor alt, thi hun forekom ham formedelst Svases Forgjørelse smukkere end nogen anden Kvinde; han havde sønner med hende, som før er fortalt; men da Trylleriet fik Ende, døde Snefrid, og over hendes Lig blev bredt Lagenet Svasesnaut, hvori der var skjult saa stor Trolddom, at hendes Legeme forekom Kong Harald saa lifligt og yndigt, at han vilde ikke lade hende jorde, og sad over hende i tre Aar, og var ikke sig selv mægtig formedelst Hans umaadelige Kjærlighed til den Døde; Kong Harald kvad da en Drape om hende, der siden blev kaldt Snefrids Drape, hvoraf Begyndelsen (3) lyder saaledes:

Vrinsken stedse jeg skyer,
Folk lytte til min Sang!
Den forgjorte, døde Mø
Nu til Gjenfærds Kar-Bad
Vækker jeg, og dette Digt
Dvalin (4) lader udgyde;
Mænd jeg rækker Regins (5) Drik,
Ret fyldt er Brages Skaal!

Derpaa raadte en forstandig Mand, der var hos Kong Harald, og hed Egil Uldsærk, at man skulde tage Lagenet af Liget, hvilket skete; Legemet var da, som man maatte vente, raadent og stinkende, og blev saa begravet efter gammel Skik. Derefter blev Kong Harald saa vred paa Galdre og Forgjørelser og al slags Trolddom, at han lod ingen saadan Mand trives i sit Rige, men lod ham enten dræbe eller gjøre landflygtig. Derpaa blev dette kvædet:

Pligt ej Folket fordum hylded -
Finnekvinden Harald trylled,
Hun solfaver syntes ham,
Mange nu faae saadan Skam!

Her ender saa Fortællingen om Kong Harald.




Noter:

1) Gjøre dig til, knejse med Nakken. Den brugte Talemaade sigter til Hauks Tilnavn, Haabrog, ordret, med Brog, som gaar højt op.
2) Den bestemtere Betydning af det i Texten brugte Ord er ubekjendt.
3) De to første Verslinier af dette, som det synes, med Hensyn til deres Ægthed meget mistænkelige Digt (som vel snarere er af en anden Forfatter og digtet langt sildigere) ere vistnok nu temmelige uforstaaelige.
4) Poesien kaldes (efter Eddafortællingerne) Dvalins Mjød.
5) Regin hed en anden mythisk Dverg.