Fortælling om Raud hin Ramme (C.C.Rafn)

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Dansk.gif
35px-Emblem-star.svg.png Kilde til denne oversættelse: Flateyjarbók.


Islændingesagaer


Oldnordiske Sagaer
Bind 2


Fortælling om Raud hin Ramme


Paa Dansk ved C. C. Rafn
København, 1826


1. Der var en mægtig og rig Bonde, ved Navn Raud hin Ramme eller Stærke, som boede paa Godø i den Fjord i Halogeland, som hedder Salfte. Raud havde mange Huuskarle hos sig, og holdt sine Folk særdeles vel, thi han var den største Høvding ikke allene der i Fjordene, men ogsaa videre der nordpaa, og en Mængde Finner vare strax til hans Tjeneste, saasnart han behøvede det. Raud var en stor Afgudsdyrker og meget troldkyndig; han var en god Ven af den før nævnte Thorer Hjort, som herskede nord oppe i Vaagar; de vare begge store Høvdinger. Da de spurgde, at Kong Olaf foer med væbnet Magt omkring i Halogeland, samlede de en Hær til sig, og udbøde Skibe, og de fik en stor Flaade. Raud havde en stor Drage med et forgyldt Hoved paa; det var et Skib paa tredive Rum og dog stort af et saadant at være. Thorer Hjort havde ogsaa et stort Skib. De styrede med denne Flaade sydefter imod Kong Olaf, og da de mødtes, lagde de strax til Slag imod Kongen; det kom der til en stærk og haard Træfning; Mandefaldet vendte sig snart i Hedningernes Hær, og en Deel af deres Skibe ryddedes, og dernæst overfaldt dem en Rædsel, saa at de toge Flugten. Raud roede med sin Drage ud i rum Sø; derpaa lod han hejse sine Sejl; han havde bestandig Bør, hvorhen han vilde sejle, og det var ved hans Trolddom og Galder. Om Rauds Færd er det kort at berette, at han sejlede uafbrudt, til han kom hjem til Godø. Thorer Hjort flygtede med sin Flaade ind til Landet, og Folkene løb dernæst af Skibene. Kong Olaf forfulgde dem med sine Folk; de satte efter dem og dræbte dem; Kong Olaf var som oftest ved saadan Lejlighed fremmerst i Spidsen; Kongen blev vaer, hvor Thorer Hjort løb; han var af alle den raskeste til Fods; Kongen løb efter Thorer, og Kongens Hund Vige fulgde ham. Da sagde Kongen: ”Vige! tag Hjorten!” Hunden løb frem efter Thorer og strax op paa ham; Thorer standsede derved; Kongen skød da sit Kastespyd efter Thorer; Thorer stak med sit Sværd til Hunden, og tilføjede den et stort Saar; men lige i det sannne fløj Kongens Spyd ind under Thorers Arm, saa at det stod ud igjennem den anden Side. Thorer lod der sit Liv, og Vige blev baaren saaret til Skibene. Kongen satte den bedste Læge til at helbrede Hunden, og den blev da lægt. Kong Olaf gav alle de Folk Fred, som bade derom, og vilde antage den sande Tro.

2. Kong Olaf styrede med sin Flaade nordpaa langs Landet, og kristnede alt Folket, hvor han foer frem; og da han kom nord op til Salfte, agtede han at sejle ind i Fjorden og besøge Raud; men der kom Slud og en sælsom Storm inde fra Fjorden, saa at Kongen laa en fuld Uge, og det samme haarde Vejr inde fra Fjorden holdt bestandig ved, men udenfor var det en blæsende Bør til at sejle nordefter. Kongen sejlede da lige op til Ømd, og der antog alt Folket Kristendommen. Derpaa vendte han igjen Færden sydefter, men da han kom nordfra til Salfte, da var der Regn og Sødrev ud efter Fjorden; Kongen laa der igjen nogle Døgn, men Vejret blev det samme. Da talte Kongen til Biskop Sigurd, og spurgde, om han kunde give noget Raad herved. Biskoppen sagde, at han vilde forsøge, om Gud vilde give sin Styrke dertil, at overvinde denne Djævels Kraft. Siden klædte Biskoppen sig i hele sin Messedragt, og gik frem i Stavnen paa Kongeskibet, der lod han opsætte et Kors med Kristi Billede paa, og tænde et Lys, og frembar Røgelse for det; han læste der foran Evangelium og mange andre Bønner, derpaa overstænkede han hele Skibet med Vievand; siden bød han Tjældingerne at borttages, og at man skulde roe ind ad Fjorden; han lod derpaa raabe til de andre Skibe, at de alle skulde roe ind efter dem; og da de roede stærkt paa Tranen, gik den ind ad Fjorden, og de, som vare paa det Skib, mærkede ingen Vind imod sig; den Plads, hvor Skibene roede frem, stod afsondret Luften, saa det der var blikstille, men paa begge Sider en rygende Sø, saa at man ingensteds kunde øjne Fjældene; det ene Skib roede da efter det andet, der hvor det var Stille. Saaledes sejlede de hele Dagen og Natten efter, og lidt før Dag naaede de ind til Godøerne. Da de kom for Rauds Gaard, stod hans store Drageskib foran Landet. Kong Olaf gik strax op til Rauds Gaard med sit Mandskab, og angreb og opbrød det Loft, hvori Raud sov; Kongens Mænd trængte ind, og Raud blev greben og bunden, og nogle of hans Mænd, som vare derinde dræbte, andre fangne. De anfaldt da ogsaa den Skale, hvori Rauds Huuskarle sov, og nogle af dem bleve dræbte, andre slagne og bundne. Dernæst blev Raud ført for Kongen, Kongen bød ham at lade sig døbe; ”da vil jeg,” sagde Kongen, ”ikke fratage dig dine Ejendomme, hvis du opfører dig saaledes, at du kan beholde dem.” Raud raabte imod, og sagde, at han skulde aldrig troe paa Krist, og bespottede Gud paa mange Maader. Kongen blev da vred, og sagde, at Raud skulde have den værste død. Kongen lod da tage og binde ham med Ansigtet i Vejret paa en Bjælke, lod derpaa sætte ham en Spile mellem Tænderne, for at Munden kunde være aaben; siden lod Kongen tage en Snog og føre den til Munden paa ham, men Snogen vilde ikke derind, og drejede sig bort, fordi Raud pustede stærkt imod den; da lod Kongen tage en Angelika stængel, og sætte i hans Mund, men efter andres Beretning lod Kongen sætte sin Lure i Munden paa Raud, og deri lod han Ormen sætte; siden lod han sætte en gloende Jærnteen udentil; da trak Ormen sig bort fra Jærnet, og krøb ind i Rauds Mund og siden i Brystet til Hjærtet, og skar sig ud af den venstre Side; saaledes lod Raud sit Liv. Kong Olaf tog der meget Bytte i Guld og Sølv og andet Løsøre, Vaaben og alle Slags Kostbarheder; men af de Folk, som havde fulgt Raud, og endnu vare i Live, lod han dem døbe, som vilde antage Troen, og dem, som ikke vilde det, lod han dræbe eller pine. Kong Olaf tog der den Drage, som Raud havde ejet, og styrede den selv, thi dette Skib var langt større og skjønnere end Tranen; foran paa det var et Dragehoved, og bag paa det en Svands, der stak frem som en Fiskehale; begge forsiderne paa Skibet, ligesom ogsaa Stavnen, var beslaaet med Guld; dette Skib kaldte Kongen Ormen, thi naar Sejlene vare hejsede i Vejret, kunde de lignes ved en Drages Vinger; dette Skib var den Gang det skjønneste af alle Skibe i Norge. De Øer, som Raud beboede, hedde Gilling og Hæring, men alle sammen kaldes de Godøerne, og Sundet norden for mellem dem og Fastlandet kaldes Godøstrøm.