Fortællingen om Åsa-Tord

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Åsa-Tord

Ásu-Þórðar þáttr


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Tord kvæder for Vidkun

Erat héra at borgnara, at hæna beri skjöld

Det frelser ikke haren, at hønen bærer skjold
I kong Øisteins dage kom der ude fra Island en mand, der hed Tord — han stammede fra Østfjordene og ejede ikke meget, men han var en gæv mand og klog og god til at digte. Da han kom til købstaden, havde han småt med midler til livets ophold, og han kom om aftenen til en gård tilhørende en kvinde, der hed Åsa. Hun kom af en fornem slægt og var rig, og hun var nært beslægtet med bjarkøboerne og Vidkun Jonson. Hun tog imod Tord — først for en kort bemærkning. Han var vældig fornøjelig og forstod at omgås hende, og det faldt i hak med hans ophold, så han var dér om vinteren og blev jo bedre holdt af husfruen, des længere tid han var der. Det forlød, at de ofte talte sammen, men Åsa var ikke længere en ung kvinde.

Da det blev forår, sagde hun til Tord, at hun havde syntes godt om ham, »— så nu vil jeg give dig midler,« sagde hun, »— til en englandsrejse, og vi er sammen om det.« Han tog således afsted og havde en god tur. Han kom hjem om efteråret og var hos Åsa om vinteren. Således gik nogle somre, og hans forhold bedredes meget, og han var til stadighed på handelsrejse, og hans stilling steg jo mere, des længere han var dér og drev dette fortagende. Han blev da kaldt Åsa-Tord. Hendes slægtninge fandt det hele vanærende og var ham uvenligt stemt. Han var en flot og stadselig mand, og det blev almindelig kendt, at der bestod et venskab mellem Tord og Åsa. Han opbyggede en stor formue og var afholdt.

En gang kom en mand i samtale med Tord og fortalte ham, at Vidkun Jonson var ventet dertil, »— og jeg ville,« sagde manden, »— at du digtede et kvad om ham — hvis du er med på den — og således vandt hans tillid, for jeg véd, at han nærer nogen modvilje imod dig. Sådanne er mest agtede blandt Åsas slægtninge, og det ville være godt, hvis du stod på venskabelig fod med ham.« Tord svarede: »Du skal have tak for dit råd, og jeg skal forsøge at digte et kvad.« De skiltes, og Tord digtede kvadet, og på den tid, hvor Vidkuns ankomst var forventet, kom han dertil med et stort følge og fandt sig indkvartering. En dag indfandt Tord sig dér og hilste på Vidkun, men denne svarede fåmælt. Derefter begyndte Tord på kvadet og fremsagde det, og der var stille imens. Da det var tilendebragt, blev der talt godt om kvadet, og Vidkun fandt det godt digtet og sagde: »Jeg har skiftet opfattelse af dig — Tord! — og det vil jeg give et bevis på ...« — og han tog en guldring og gav Tord den. Tord sagde, at han ikke manglede værdier, og at han hellere ville have hans venskab i skjaldeløn. Det lovede Vidkun ham, og de skiltes da som venner.


2. Tord tilbageholder en af Ingemars mænd

Tiden gik, og et efterår, da Tord kom vestfra fra England, lagde han sit skib op i Nidelven og stødte det skib væk, der allerede lå i lejet — og dette var lige ud for Tords hus. Da var kong Øistein i byen sammen med mange stormænd. Dér var Sigurd Raneson, Vidkun Jonson og Ingemar fra Ask. Han var den mægtigste lendermand og meget overmodig. Det var ham, der havde lagt til i Tords skibsleje, og folk sagde til Tord, at det ikke gik an, at han havde flyttet Ingemars skib ud af lejet, men Tord tog sig ikke af, hvad der blev sagt. Da Tords folk lossede skibet, kunne han ikke finde sit stavntelt. Han gik derpå ud på Ingemars skib og fandt dér en mand, som havde lagt sig oven på teltet. Tord pågreb manden og drev ham foran sig hjem til huset, hvor han lod ham forvare, og bragte derefter alle sine varer hjem. Alt dette kom Ingemar for øre, og han blev meget vred og sagde, at sådan noget var ganske uhørt. Han gik straks med nogle folk hen til Tords hus og bad om, at manden øjeblikkelig blev udleveret. Tord svarede og sagde, at det ville være uforsigtigt af ham at lade en udømt tyv gå omkring i byen. Ingemar svarede og sagde, at han ikke mente, at sådan en islænding kunne dømme hans folk til døden, og han sagde, at han ville komme igen på en måde, så han nok skulle få fat i manden, og så Tord aldrig ville have været ude for noget værre, og han sagde, at han ikke skulle kaldes lendermand, hvis han ikke kunne få sin ret over for en islandsk landstryger. Da kvad Tord dette:


Fra den fæle brovter
fyger mod mig trusler;
stridt blev stavnens dække
stjålet af din hjælper.
Løbe la’r jeg næppe
lovens usle bryder,
selv om slangelejets
spreder for mig råder.


Ingemar gik meget vred sin vej, og da han var væk, bad Åsa Tord om at sende bud efter Vidkun, og hun sagde, at dette ikke kunne gå an. Beskeden nåede Vidkun, og han gjorde sig straks klar og ankom til huset med et stort følge, før man kunne forvente det, og lidt senere hørte de en voldsom støj, og da ankom Ingemar med en mængde folk og bad om, at manden blev løsladt — ellers ville han angribe. Vidkun svarede da for dem og sagde, at det var rimeligst, at denne sag blev afgjort af lovmanden, »— for Tord har gjort, som han skulle, da han i andet fald havde pådraget sig en sag, og nu må vi afvente dette.« Ingemar sagde: »Stik mig i, sagde spaden! Det er en stor sag, hvis vi skal have med dig at gøre — Vidkun! — men jeg anser det for godt det samme, at vi lendermænd prøver hinanden, og det er også meget mere rimeligt, end at Tord og jeg har med hinanden at gøre ...« — og vendte sig væk.

Vidkun sagde til sine folk: »Gå nu hen og find Sigurd Raneson og bed ham komme herhen, og hvis han prøver at gøre udflugter, så mind ham om, hvem der var mest nyttig for ham, dengang finnerne tog hans gård.« Så gik de og kom til Sigurd, som de gav Vidkuns besked. Sigurd sagde: »Det hilser jeg velkommen — at han og Ingemar prøver kræfter, for dér mener begge sig bedre end den anden.« Sendebudene kom i tanker om Vidkuns afsluttende bemærkning og udtalte den. Da sagde Sigurd: »Det er sandt, at ingen støttede mig så meget som Vidkun. Lad os rejse os og komme af sted!« De kom derpå til huset, og de blev snart klar over, at mange folk var samlet i gaden, og dér var Ingemar med en flok, mens Vidkuns støtter var spredt hist og her i byen. Da Ingemar kom til huset, sagde han: »Nu vil vi lede efter manden — Vidkun! — hvis han ikke udleveres.« Da svarede Sigurd: »Lad os nu fare med lempe — Ingemar! — og efter reglerne, for folk må dog have deres ret over for dig, selv om du er en stor kriger.« Ingemar svarede: »Det frelser ikke haren, at hønen bærer skjold! Det bliver en hård handel, når I nu er to imod mig og begge er lendermænd. Der skal dog komme en tredje gang, og så agter jeg ikke at lade jer afskære mig fra manden.« Derpå gik han sin vej, men samlede de folk om sig, som han kunne, og fik en meget stor flok.


3. Kong Øistein afgør sagen

Derpå sendte Sigurd folk til kong Øistein og bad ham komme og sagde, at der ellers kunne ske stor skade, »— og hvis kongen er noget træg til at komme af sted, så fortæl ham, at jeg mener, at jeg var én af de sidste, der skiltes fra hans far vestpå i Irland.« Sendebudene opsøgte kongen og gav ham Sigurds besked. Kongen sagde: »De forekommer mig at være en tilstrækkelig overmagt, når de er to lendermænd imod Ingemar, og jeg kan ikke se, at jeg behøver kommer derhen. De har alle høje tanker om sig selv.« Da sagde sendebudene: »Herre? — hvem støttede mest din far den sidste gang vestpå i Irland?« »Kongen svarede: »Sigurd og Vidkun! Og det er dem meget om at gøre, at jeg kommer — og sådan skal det være.«

Kongen gik mandstærk til huset, og i det samme kom Ingemar med overdrevet mange mænd og sagde, at de snarest ville give sig i kast med hinanden, hvis ikke de løslod manden. Kongen svarede: »Det anstår sig ikke — Ingemar! — at foranstalte så megen ufred her i byen, for så lille en sag og så sølle en mand, og vi vil ikke give efter for dig.« Ingemar sagde: »Nu bliver sagen alvorlig, når selv kongen kommer, og så skal vi lade det ligge for denne gang.« Kongen bad om, at tyven blev taget og ført til tinget, og det blev gjort, og teltet var fastbundet til ryggen af ham, som det var skik. Derpå blev han dømt og hængt ude på Øre. Da sagde kongen: »Hvordan mener du — Ingemar? — at tyven må have det i den anden verden?« »Godt,« sagde Ingemar. »Nej,« sagde kongen, »— det er rent helvede.« Ingemar svarede: »Mon dog! — men du griber tingene forkert an, når du fremmer den medisterlændings sag, men ikke tør hævne din far, der blev dræbt i Irland som en hund over et kødben — og jeg tænker snarere, at det er ham, der har helvedet ...« — og han sprang derpå op og fór straks til sit skib, og sejlede østpå til Viken, hvor han dræbte en kongsmand og derpå forlod landet og tog sydpå til Danmark. Kong Øistein satte ham ingen hindringer i vejen, og tillagde ikke de tåbelig ord, han havde sagt, nogen betydning, men lod da — som altid — sin godhed og sin forstand være styrende.

Tord indgik dette giftermål, og han ansås på mange måder for en gæv mand og var afholdt, og han og Åsa manglede ikke midler.

— og dermed slutter denne fortælling.


— o —