Fortællingen om Audun den Vestfjordske

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Audun den Vestfjordske

Auðunar þáttr vestfirzka


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Polar Bear.jpg
Der var en mand, der hed Audun. Han var fattig og stammede fra Vestfjordene. Han forlod egnene vestpå og drog udenlands efter samråd med Torstein — en god bonde — og Tore Styrmand, der om vinteren havde haft ophold hos Torstein. Audun var også dér, og han arbejdede for Tore, der som løn skulle tage ham med udenlands og sørge for ham. Audun gav størstedelen af de penge, han havde, til sin mor, inden han gik om bord på skibet. Man sagde, at det kunne forsørge hende i tre vintre. Så tog de ud herfra, og deres rejse gik godt, og Audun opholdt sig vinteren efter hos Tore Styrmand. Han havde en gård på Møre. Sommeren efter drog de ud til Grønland og overvintrede dér. Det fortælles, at Audun dér købte en bjørn — en stor kostbarhed — som kostede ham alt, hvad han ejede. Sommeren efter drog de tilbage til Norge og kom velbeholdne frem. Audun havde sit dyr med sig, og han agtede nu at drage sydpå til Danmark for at opsøge kong Svend og forære ham dyret. Da han kom sydpå i landet[1], hvor kongen holdt til, gik han i land fulgt af dyret og lejede sig et logi.

Kong Harald fik snart at vide, at der var ankommet en bjørn — en stor kostbarhed — som var ejet af en islandsk mand. Kongen sendte straks mænd hen efter ham, og da Audun trådte for kongen, hilste han høfligt på ham. Kongen tog godt imod hans hilsen og spurgte derefter: »Ejer du denne store kostbarhed — bjørnen?« Han svarede, at han ejede sådan et dyr. Kongen sagde: »Vil du sælge os dyret for samme sum, som du købte det for?« Han svarede: »Det vil jeg ikke, herre!« »Vil du have,« sagde kongen, »— at jeg giver den dobbelte værdi. Det var også mere rimeligt, hvis du har givet alt, hvad du ejer, for den.« »Det vil jeg ikke, herre!« sagde han. Kongen sagde: »Vil du forære mig den?« Han svarede: »Nej, herre!« Kongen sagde: »Hvad skal du så med den?« Han svarede: »Jeg vil til Danmark for at forære den til kong Svend.« Kong Harald sagde: »Er du så uvidende, at du ikke har hørt om den ufred, der hersker imellem landene — eller anser du din lykke for så stor, at du kan komme frem medbringende kostbarheder, når andre ikke klarer det uden skade, selv om de rejser af nødvendighed?« Audun svarede: »Herre! Det står i din magt, men jeg går ikke med til andet end det, jeg allerede har bestemt mig for.« Da sagde kongen: »Jamen, så rejs din vej, som du ønsker, men kom til mig, når du vender tilbage, og fortæl mig, hvordan kong Svend belønnede dig for dyret — det kan være, at du har heldet med dig.« »Det lover jeg dig,« sagde Audun.

Han drog derpå sydpå langs landet og østpå til Viken og så til Danmark, og da var hver en penning af hans penge brugt, så han måtte tigge om mad både til sig selv og til dyret. Han traf da kong Svends foged — ham der hed Åge — og bad ham om forplejning til sig selv og til dyret: »Jeg agter,« sagde han, »— at give kong Svend dyret.« Åge sagde, at han kunne købe sin forplejning, hvis han ville. Audun sagde, at han ikke havde noget at betale med, »— men jeg ville dog gerne,« sagde han, »— at det magede sig sådan, at jeg kunne føre dyret til kongen.« »Jeg kan give jer tilstrækkelig forplejning, til I kommer til kongen, men så vil jeg til gengæld have halvpart i dyret. Du må tænke på, at dyret kan dø for dig, for du behøver meget mad, men har ingen penge, og det kan hænde, at du derved mister dyret.« Da Audun overvejede dette, fandt han, at der var noget om det, fogeden sagde, og de blev enige om, at han solgte Åge halvpart i dyret, og så skulle kongen siden vurdere det hele. Så skulle de begge opsøge kongen, og således gjorde de — de opsøgte begge kongen og gik for hans bord.

Kongen funderede over, hvem denne mand, som han ikke kendte, kunne være, og han sagde derefter til Audun: »Hvem er du?« Han svarede: »Jeg er en islandsk mand, herre!« sagde han, »— og jeg er netop kommet ude fra Grønland og fra Norge, og jeg har haft til agt at overbringe dig denne bjørn. Jeg købte den for alt, hvad jeg ejede, men nu er det gået mig sådan, at jeg kun ejer halvpart i dyret.« Derpå fortalte han kongen, hvordan det var forløbet mellem ham og Åge — kongens foged. Kongen sagde: »Er det sandt, hvad han fortæller, Åge?« »Det er sandt,« svarede denne. Kongen sagde: »Og du mener altså, at det hørte med, da jeg gjorde dig til en stor mand, at du skulle hindre og besværliggøre det for en mand, der vil give mig en kostbarhed, som han betalte med alt, hvad han ejede? Den mand, som kong Harald fandt det bedst at lade rejse i fred — og han er endda vores fjende! Tænk lige på, om du handlede sømmeligt — det var mest passende, at du blev dræbt! Det vil jeg dog ikke gøre, men du skal straks forlade landet og aldrig herefter vise dig for mine øjne igen. Men du — Audun! — vil jeg takke, som om du gav mig hele dyret — og bliv du her hos mig.« Dette tog han imod, og han blev en tid hos kong Svend.

Da der var forløbet en tid, sagde Audun til kongen: »Nu har jeg lyst til at tage af sted, herre.« Kongen svarede noget tøvende: »Hvor vil du da hen,« sagde han, »— hvis du ikke vil være hos os?« Han sagde: »Jeg vil drage på pilgrimsrejse.« »Hvis ikke du havde taget så god en beslutning,« sagde kongen, »— havde jeg taget det ilde op, at du havde lyst til at rejse.« Derpå gav kongen ham rigeligt sølv, og han drog derefter sydpå med andre Romfarere. Kongen udstyrede ham til rejsen og bad ham opsøge sig, når han kom tilbage. Nu drog han sin vej, indtil han kom sydpå til Rom, og da han mente at have opholdt sig tilstrækkeligt længe dér, drog han tilbage, men blev ramt af alvorlig sygdom, som gjorde ham aldeles afmagret. Da var alle pengene, som kongen havde givet ham til færden, opbrugte, og han begyndte da at gå tiggergang og tigge om mad. Han var da blevet skaldet og helt elendig.

Han kom til påske tilbage til Danmark og til det sted, hvor kongen opholdt sig, men han turde ikke vise sig og sad i en krog af kirken og agtede at opsøge kongen dér, når denne gik i kirke om aftenen. Da han nu så kongen og den herligt udstyrede livvagt, turde han ikke vise sig, og da kongen gik hen for at drikke i hallen, spiste Audun udenfor, som det er Romfarerers skik, så længe de endnu ikke har kastet stok og rygsæk. Om aftenen, da kongen gik til aftengudstjeneste, agtede Audun at træffe ham, men havde han tildligere holdt sig tilbage, var det meget værre nu, da livvagterne var fulde. Da de gik ind bagefter, bemærkede kongen en mand og syntes at finde, at denne ikke havde modet til at træde frem imod ham. Da livvagten gik ind, vendte kongen om og sagde: »Træd nu frem, hvis du vil tale med mig! Jeg aner, at her er en mand.« Så trådte Audun frem og kastede sig for kongens fødder, men kongen kunne knapt genkende ham. Straks da kongen indså, hvem han var, tog han Audun i hånden og bød ham velkommen: »Men du har forandret dig meget, siden vi sidst mødtes,« sagde han og førte ham ind. Da livvagterne så ham, lo de ad ham, men kongen sagde: »I behøver ikke at le ad ham, for han har bedre end jer sørget for sin sjæl.« Derpå lod kongen anstille et bad for ham, hvorefter han gav ham tøj, og nu opholdt han sig hos ham.

Det fortælles, at kongen engang om foråret tilbød Audun at blive hos sig for fremtiden, og han sagde, at han skulle gøre ham til sin mundskænk og holde ham i ære. Audun sagde: »Hav Guds tak — herre! — for al den hæder, som du vil skænke mig, men jeg er mere til sinds at drage ud til Island.« Kongen sagde: »Det forekommer mig at være et underligt valg.« Audun sagde: »Jeg kan ikke — herre!« sagde han, »— være her hos dig med stor hæder og vide, at min mor fører en tiggertilværelse ude på Island, for nu er de midler opbrugte, som jeg efterlod til forsørgelse, før jeg forlod Island.« Kongen svarede: »Det var vel talt,« sagde han, »— og mandigt. Og du vil blive en lykkelig mand. Dette var den eneste grund til, at jeg ikke vil tage det ilde op, at du drager herfra, men bliv nu hos mig, indtil skibet er klargjort.« Det gjorde han.

En dag ud på foråret gik kong Svend ned til havnen, hvor folk var ved at klargøre skibe til forskellige mål — langs Østersøkysten eller til Saxland, til Svitjod eller til Norge. Så kom kongen og Audun forbi et smukt skib, som folk arbejdede på at gøre klar. Da spurgte kongen: »Hvad synes du om dette skib, Audun?« Han svarede: »Godt, herre!« Kongen sagde: »Jeg vil give dig dette skib som belønning for bjørnen.« Han takkede for skibet, så godt han kunne. Efter en tid var skibet sejlklart. Da sagde kong Svend til Audun: »Når du nu vil af sted, skal jeg ikke opholde dig, men jeg har hørt, at det står dårligt til med havne i dit land, og at der mange steder er øde kyststrækninger til fare for skibe. Du kunne forlise og miste skib og last. Så kan man dårligt se, at du har truffet kong Svend og foræret ham en kostbarhed.« Derpå gav kongen ham en skindpung fuld af sølv. »Så er du da ikke helt uden penge, selv om du mister skibet, hvis du bjærger denne. Det kan dog også ske,« sagde kongen, »— at du mister disse penge. Så nytter det kun lidt, at du mødte kong Svend og gav ham en kostbarhed.« Derpå trak kongen en ring af sin arm og gav den til Audun og sagde: »Om det skulle gå så galt, at dit skib forliser, og du mister pengene, er du dog ikke uden midler, hvis du kommer i land, for mange har guld på sig ved skibsforlis, og så kan du se, at du har truffet kong Svend, hvis du redder ringen. Og det råd vil jeg give dig,« sagde han, »— at du ikke giver ringen væk, medmindre du mener at have en gæv mand at takke for meget — så giv ham ringen, for det sømmer sig for hædersfolk at modtage den. Hav nu en god rejse!«

Han stak derpå til havs og kom til Norge, hvor han lod sine varer føre i land, og det krævede mere, end da han senest var i Norge. Derefter opsøgte han kong Harald for at holde det, han havde lovet ham, før han drog til Danmark, og han hilste høfligt på kongen. Kongen tog godt imod hans hilsen, »— men sid ned,« sagde han, »— og drik sammen med os.« Og det gjorde han. Da spurgte kong Harald: »Hvordan belønnede kong Svend dig for dyret?« Audun svarede: »Ved at modtage det, herre!« Kongen sagde: »Sådan ville jeg nok også have belønnet dig. Hvordan belønnede han dig ellers?« Audun svarede: »Han gav mig sølv til en pilgrimsrejse.« Da sagde kong Harald: »Kong Svend giver mange folk sølv til pilgrimsrejser og andet, selv om de ikke forærer ham kostbarheder. Hvad mere?« »Han tilbød mig,« sagde Audun, »— at blive hans mundskænk og at vise mig megen hæder.« »Det var vel talt,« sagde kongen, »— men belønnede han dig ellers?« Audun sagde: »Han gav mig en knarre lastet med varer, der er efterspurgte i Norge.« »Det var stormandsagtigt,« sagde kongen, »— men sådan kunne jeg også have belønnet dig. Belønnede han dig med mere?« Audun sagde: »Han gav mig en skindpung fuld af sølv og sagde, at så ville jeg ikke være uden midler, hvis jeg bjærgede den, selv om mit skib forliste ved Island.« Kongen sagde: »Det var flot gjort, og det ville jeg ikke have gjort. Jeg ville anse det for betalt, hvis jeg havde givet dig skibet. Belønnede han dig ellers?« »Ja, herre!« sagde Audun, »— vel belønnede han mig. Han gav mig denne ring, som jeg har på armen, og sagde, at det kunne hænde, at jeg mistede alle værdierne, men at jeg ikke ville være uden midler, når jeg havde ringen. Og han bad mig ikke give den fra mig, medmindre jeg havde en gæv mand at takke for noget så godt, at jeg ville give ham den. Men nu har jeg fundet ham, for du havde mulighed for at tage begge dele fra mig — både dyret og mit liv — men du lod mig drage af sted i fred derhen, hvor andre ikke kunne komme.« Kongen tog med glæde imod gaven og gav til gengæld Audun gode gaver, inden de skiltes. Audun omsatte værdierne til brug for sin Islandsfærd og drog straks om sommeren til Island og anses for at være en mand med stor lykke. Fra denne mand — Audun — stammer Torstein Gydasson.


Note:

  1. ɔ: Norge.