Fortællingen om Brand den Gavmilde
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes på følgende språk ► |  |
 |
||||
|
|
|||||
|
Fortællingen om Brand den Gavmilde
Brands þáttr örva
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2014
Nu skal der fortælles om det, at Brand — søn af Vermund i Vatnsfjord — en sommer kom til Norge fra Island. Han blev kaldt Brand den Gavmilde. Det tilnavn levede han op til. Brand lagde sit skib ind ved Nidaros. Tjodolf Skjald var en ven af Brand, og han havde ofte fortalt kong Harald[1] om Brand og hvor gæv og god en mand, han var. Og han havde sagt — Tjodolf — at han mente, at ingen anden på Island ville være bedre egnet som konge end Brand, fordi han var så gavmild og storsindet.
Tjodolf havde fortalt kongen meget om Brands gavmildhed, og kongen sagde: »Det vil jeg nu lade komme an på en prøve. Gå hen til ham og bed ham give mig sin kappe.« Tjodolf gik og kom ind i huset, hvor Brand opholdt sig; han stod på gulvet og afmålte lærred. Han bar en skarlagenskjortel og havde en skarlagenskappe over sig med kappebåndet over hovedet. Han havde en guldbeslået økse under armen. Tjodolf sagde: »Kongen udbeder sig din kappe.« Brand fortsatte med sit forehavende og svarede ikke, men han lod kappen glide af sig, og Tjodolf samlede den op og tog den med til kongen, og kongen spurgte, hvordan det var forløbet mellem dem. Tjodolf sagde, at Brand ikke havde sagt noget, og han fortalte derefter, hvad Brand havde foretaget sig, og hvordan han var klædt. Kongen sagde: »Den mand er vist højsindet, og han må være en fortræffelig mand, siden han ikke mente at have behov for at sige noget til det. Gå nu derhen igen og sig, at jeg gerne vil have den guldbeslåede økse af ham.« Tjodolf sagde: »Jeg ikke meget for — herre! — at gå derhen igen. Jeg véd ikke, hvordan han vil opfatte det, hvis jeg forlanger våbenet ud af hænderne på ham.« »Det var dig, der begyndte at snakke om Brand — både nu og mange gange før,« sagde kongen, »— så nu går du derhen igen og siger, at jeg vil have den guldbeslåede økse. Han forekommer mig ikke at være gavmild, såfremt han ikke giver den fra sig.«
Tjodolf opsøger nu Brand og siger, at kongen udbeder sig øksen. Brand rækker øksen frem, men sagde ingenting. Tjodolf bringer kongen øksen og fortæller, hvordan det var gået for sig. Kongen sagde: »Det ser jo ud til, at denne mand er mere gavmild end de fleste, og det giver jo et helt godt udbytte! Gå derhen igen og sig, at jeg vil have den kjortel, han har på.« Tjodolf siger: »Det er ikke sømmeligt — herre! — at jeg går derhen igen.« Kongen sagde: »Vel skal du gå derhen!« Han går derhen igen og kommer til loftskammeret og siger, at kongen udbeder sig kjortlen. Brand holder inde med sit forehavende og trækker kjortlen af uden at sige noget. Han sprætter det ene ærme af og kaster derpå kjortlen fra sig, men beholder ærmet. Tjodolf samler kjortlen op og går tilbage til kongen og viser ham den. Kongen så på den og sagde: »Denne mand er både klog og storsindet. Det er indlysende, hvorfor han har sprættet ærmet af. Det virker på ham, som om jeg kun har én hånd, og således altid kun kan modtage, men aldrig give. Gå nu hen efter ham!« Det skete, og Brand kom hen til kongen og fik stor anseelse og pengegaver af ham. Men dette blev gjort for at sætte ham på prøve.
Note:
- ↑ ɔ: kong Harald Hårdråde Sigurdson.
