Brandur hin gavmilde

Fra heimskringla.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Dansk.gif


Udvalgte sagastykker


fordanskede af Mag. Grímur Thomsen


Udgivet af Selskabet for Trykkefrihedens rette Brug
Kjöbenhavn 1846


Brandur hin gavmilde

(Fornmanna sögur VI, capp. 96.)


Saa er sagt, at en sommer kom ned til Norge en Islænder, ved navn Brandur, sön af Vermundur i Vatnsfjord; han blev kaldet Brandur hin gavmilde, hvilket tilnavn han bar med rette. Han lagde sit skib ind til Nidaros; skjalden Thjodolfur var hans ven, og havde fortalt kong Harald haardraade meget om Branders rundhaandethed og ædelmod. Men da Brandur var kommen til staden, sagde Thjodolfur det til kongen, og fortalte da end som för meget om hans vennesælhed paa Island og hans gavmildhed. Da sagde kongen: »det skal nu snart blive prövet, om han er saa gavmild som du siger; gaa hen til ham og bed ham om at give mig sin kappe«. Thjodolfur gik og kom ind i et herberg, hvor Brandur stod paa gulvet og maalte lærred; han var klædt i en skarlagenskjortel, og havde en skarlagenskappe over sig; kappesnorene havde han kastet over hovedet, medens han maalte lærredet; under armen havde han en guldbeslagen öxe. Thjodolfur sagde: »kongen vil eje din kappe«. Brandur blev ved med sin dont, og uden at svare lod han kappen glide bag af skuldrene; Thjodolfur tog den op og bragte den til kongen. Kongen spurgte, hvorledes det var gaaet; Thjodolfur, sagde, at Brandur ikke havde mælet et ord, samt hvorledes han var klædt, og hvad han tog sig for. Kongen sagde: »tilvisse har den mand et höit sind, siden han ikke værdigedes at sige noget; men gaa endnu engang hen til ham og sig, jeg vil have den guldbeslagne öxe«. Thjodolfur svarede: »herre! jeg gaar nödig tiere; ikke veed jeg hvorledes han vil optage mig det, at jeg fordrer ham vaaben af hænder«. Kongen sagde: »du vakte denne tale, og har ofte pralet af hans gavmildhed, baade nu og för; derfor skal du gaa; han er ei heller rundhaandet, hvis han ikke giver mig öxen«. Thjodolfur gik og sagde til Brandur, at kongen gjerne vilde have hans öxe. Brandur rakte öxen frem uden at tale. Thjodolfur bragte den til kongen, og sagde ham hvorledes det var gaaet. Kongen sagde: »man skulde næsten tro, at denne mand var mere rundhaandet end de fleste; se kun, hvor jeg beriges; gaa end engang og sig ham, jeg vil have hans kjortel«. Thjodolfur sagde: »det sömmer sig ei for mig, herre! at udföre dette ærinde; han kan tro, at jeg vil spotte ham«. »Du skal gaa«, sagde kongen. Thjodolfur gik og sagde Brandur kongens vilje. Da holdt Brandur inde med sin dont, og tog kjortelen af uden at sige et ord; derpaa skar han det ene ærme af den og beholdt det, men kastede kjortelen hen til Thjodolfur, som bragte den til kongen. Kongen saa paa den og sagde: »denne mand er baade klog og har et stort sind, jeg kan skjönne, hvi han bar skaaret det ene ærme af; det har han gjort, fordi han mener, at jeg kun har den ene haand til at modtage med, men ikke den anden til at give med; gaa og hent ham«. Det skete. Brandur kom; kongen modtog ham paa det venligste; han beviste Brandur megen ære og gav ham store gaver.