Fortællingen om Einar Skuleson

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Einar Skuleson

Einars þáttr Skúlasonar


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Einar fremfører Olavsdrapaen

Einar Skuleson opholdt sig hos brødrene Sigurd og Øistein,[1] og kong Øistein var hans meget gode ven. Kong Øistein bad ham om at udfærdige Olavsdrapaen, og han digtede den og fremførte den nordpå i Trondheim i selve Kristkirken. Det skete fulgt af store mirakler, og der kom en herlig vellugt i kirken, og folk siger, at kongen selv[2] bevirkede dette, fordi han satte stor pris på kvadet. Kong Øistein satte Einar meget højt.

En gang — fortælles det — havde kongen taget plads, mens Einar endnu ikke var kommet. Kong Øistein havde dengang gjort ham til sin staller. Dette skete nordpå i Trondheim. Einar havde været på nonneklosteret på Bakke. Da sagde kongen: »Du er nu strafskyldig — skjald! — fordi du ikke har overholdt bordskikken — og du er dog kongeskjald. Nu skal vi ikke være forligte, med mindre du straks digter et vers, inden jeg får tømt bægeret.« Da kvad Einar:


Ej til bords på Bakke
bød mig abbedissen
(vel de kvinder — viet —
véd at spænde bæltet);
hist blandt hendes nonner
hungred’ slemt din staller;
kvinden — gæve konge —
knapt din ven har glædet.


Dette syntes kongen vældig godt om.


2. Einar kvæder om Jarlmand.

Det fortælles også, at da kong Sigurd opholdt sig i Bergen, skete det, at der var optrædende i byen, og én af dem hed Jarlmand. Og denne Jarlmand tog et gedekid og spiste det på en fredag. Kongen ville derfor straffe ham, og lod ham gribe til piskning. Da Einar kom til, sagde han: »Det er en hård behandling, I tiltænker vores ven Jarlmand.« Kongen sagde: »Det skal du nu afgøre. Du skal digte et vers — og så længe du digter, skal han piskes.« Einar sagde: »Så vil Jarlmand nok ønske, at jeg ikke har alt for svært ved at finde ordene.« De fik givet ham fem slag. Da sagde Einar: »Nu er verset digtet —«


Jarlmand (ilde kristnet)
østpå stjal en bondes
ged — den gigeklimprer
grådigt savned’ kødmad.
Strakt på stjertens skude
stryges spillemanden;
tampens primsang tugter
taktfast usselryggen.


3. Einar kvæder om Ragnhilds sejlads

Det skete en sommer, at der til Bergen kom en kone, der hed Ragnhild — en prægtig kone. Hun var gift med Poul Skofteson. Hun tog vare på et langskib og optrådte med en lendermands værdighed, da hun opholdt sig dér i byen. Da hun drog væk, så kongen hende tage af sted og sagde: »Hvilke skjalde er nu med os?« Snorre Bårdson var til stede. Han havde ikke let ved at finde ordene, og det gik ikke så hurtigt for ham, som kongen ønskede. Da sagde kongen: »Sådan var det ikke gået, hvis Einar havde været her hos os.« Denne var nærmest uforsætligt blevet skilt fra kongen, og kongen spurgte, om han var i byen, og sagde, at man skulle hente ham. Da han kom til bryggen, sagde kongen: »Velkommen — Skjald! Se nu, hvor prægtigt denne kone farer af sted! Digt nu et vers — og hav det tilendebragt før skibet når ud forbi Holmen!« Einar svarede: »Det skal jeg vel ikke gøre vederlagsfrit.« Kongen spurgte: »Hvad skal det koste?« Einar svarede: »Du og syv af dine livvagter skal forpligte jer til, hver at kunne jeres linje af verset, og hvis det glipper, skal I give mig lige så mange aske[3] honning, som I ikke kan verslinjer.« Kongen samtykkede. Så kvad Einar dette vers:


Djærvt med kølen kløver
kvinden sundets dønning;
Utstein efter spiler
ilvind mastevævet.
Sjældet sås på voven
sligt en vigmær glide;
bredt den salte brænding
barmens svulmen favner.


Da sagde kongen: »Det mener jeg, at jeg kan huske: ʻDjærvt med kølen kløver’ — ja, det ved Gud! — ʻbarmens svulmen favner’.« Men det, som var derimellem, huskede de ikke.

Einar forblev da i kongens følge og deltog i alle kongsmændenes samkvem.


— o —


Noter:

  1. ɔ: Sigurd Mund († 1155) og Øistein Haraldson († 1157).
  2. ɔ: Olav den Hellige
  3. Måleenhed for rumfang af flydende varer. 1 ask ≈ 10,8 liter.