Fortællingen om Helge og Ulf
| Velg språk | Norrønt | Islandsk | Norsk | Dansk | Svensk | Færøysk |
|---|---|---|---|---|---|---|
| Denne teksten finnes i flere utgaver på følgende språk ► |  |
 |
Fortællingen om Helge og Ulf [1]
Helga þáttr ok Úlfs
oversat af Jesper Lauridsen
Heimskringla.no
© 2025
Jarl Sigurd Hlødverson herskede over Orknøerne[2]. Han var en stor høvding. Der var en mand, der hed Ulf den Onde. Han boede på Sandø[3] på Orknøerne. Han var en stor kriger og levede op til sit tilnavn. Harald hed en mand, der boede på Rinansø[4]. Hans søn hed Helge, og han var evnerig og så godt ud. Han sagde til sin far: »Jeg kunne ønske mig, at du skaffede mig et skib, så ville jeg hærge i Skotlandsfjorden og se, hvad der byder sig.« Harald svarer: »Det vil jeg gøre, og dette er unge mænds skik.« Siden hærgede Helge, og han havde held med sin hærgen, skønt han var hedning.
Ikke alle var dog lige rimelige. Og da Helge havde forladt Orknøerne, tager Ulf den Onde til Rinansø og møder Harald og siger: »Jeg vil købe dine landejendomme. De vil gavne mig godt, og jeg vil betale dig for dem med løsøre.« Harald sagde, at han ikke ville sælge sine ejendomme, og mente, at det ville være usikkert for ham dér, hvis han ikke havde et tilholdssted. Ulf sagde, at når han kom næste gang, skulle Harald komme til at give afkald på det, som blev krævet. Dermed skiltes de. Få dage senere kom Ulf uventet og pågreb Harald og sagde, at det var hans hensigt, at der nu skulle ske det, at Harald mistede både sit land og sit liv. Og siden lod Ulf ham dræbe. Dette værk blev ilde omtalt, og da jarl Sigurd erfarede, hvad der var sket, lastede han gerningen. Ulf opsøgte jarlen og fortalte ham om det. Jarlen siger, at han ikke synes om sådanne tiltag, »— og jeg vil have, at du giver hans frænder en sømmelig bod.« Ulf sagde, at det kunne jarlen befale, men at Harald havde udsat ham for meget. Nu blev sagen ikke forfulgt videre, fordi Helge ikke var på øerne.
Ulf den Onde havde en slægtning, der hed Bård den Smukke. Han var en gæv og vellidt mand, men han opholdt sig dog ofte hos Ulf. En dag sagde Bård til Ulf: »Vi ser ikke ens på tingene. Du giver dig af med onde gerninger, og den slags ligger mig fjernt, og jeg vil drage bort herfra.« Ulf svarer: »Det er nu ikke videre tilrådeligt, siden sagen ikke er blevet forligt, og Helge Haraldson er på vikingetogt.« Bård sagde, at han alligevel ville af sted, og han gør sit skib klar til at forlade Ragnvaldsø[5]. Men da han er færdig til afrejse, kom Helge sejlende til øerne, og han havde da hørt om drabet på sin far. Han opildner nu sine folk til at dræbe Bård og sagde, at han var Ulfs nærmeste slægtning. Bård gjorde sig klar til kamp, men sagde, at han ikke havde forbrudt sig imod Helge, men han ville dog ikke forkaste slægtskabet med Ulf. Siden kæmper de, og dér falder Bård, for Helge har mange mænd i sit følge. Og da Ulf erfarer dette, samler han sin hærstyrke. Men da jarl Sigurd hører om dette, indkalder han Helge til møde, og da de mødtes, sagde jarlen: »Du har gengældt den forurettelse, der blev begået imod dig, med en ond gerning, og du søgte ikke den æresoprejsning, som jeg havde rådet til. Der var indgået forlig og tænkt på din hæder.« Da svarer Helge: »Alt skal fortsat ske under dit herredømme, men jeg havde ikke kendskab til dette forlig.« Jarlen sagde: »Jeg ønsker at forsone mine mænd her på øerne.« Siden drog Helge derfra.
Ulf og hans mænd sætter straks efter ham på to skibe, men de traf ikke hinanden, for Helge var forinden kommet hjem til sin gård, og han hørte om dette og sagde, at han ikke ville blive på øerne, men sælge sine ejendomme og begive sig bort. Men han sagde, at det ville være udmærket, hvis han og Ulf traf hinanden, såfremt denne ikke ville rette sig efter jarlens dom, sådan som han havde pligt til. Han tager derpå hen til Ulfs gård, men han var ikke hjemme. Helge plyndrer stedet og bortfører Ulfs datter, der hedder Helga, og sagde, at det var mest passende, at han skaffede sig faderbod på denne måde. Hun bad ham lade være, »— for min far vil forfølge dig ihærdigt.« Han sagde, at det vovede han gerne. Han sejlede siden fra øerne og sydpå. Men da Ulf finder ud af dette, sætter han efter ham med mange skibe, og han sagde, at han ofte havde hævnet mindre nedværdigelser end denne. Og da de traf hinanden, kæmpede de, og Helge var i undertal, og hans skib blev ryddet, men han forsvarede sig godt og blev såret. Da natten faldt på, begyndte det at storme, og han vælger den udvej, at han springer over bord med Ulfs datter og svømmede væk fra skibene med hende, og på den måde kom han i land i nattemørket og til en skov, og han så ild dér og en mand. Helge spørger manden, hvem han er. Han sagde, at han var en bondekarl, »— og jeg véd, hvem du er, og du gjorde det godt med din hærgen hos os småbønder.« Helge fortalte ham, hvordan tingene forholdt sig. Denne bonde hed Torfinn, og han gav Helge alt, hvad denne havde behov for gennem vinteren, og de havde det begge godt.
Helge sagde, at han ville holde sit bryllup med Helga i Torfinns hus. Torfinn mente, at huset var for ringe og ikke fornemt nok. Men det blev dog gennemført alligevel, og vinteren gik. Da sagde Helge, at han ville leje jord af bonden, og han sagde, at der enten ville ske det, at Ulf snart døde, eller at han ville opsøge ham. Nu lejer han jord og opfører en gård. Han erfarer siden, at Ulf er død. Helge fik en søn med sin kone, Helga, og han hed Bård. Han var velopdragen og uskyldig, en smuk og velskabt dreng. Og da der var gået 2 år, vender Helge og hans kone tilbage til Orknøerne og overtager deres ejendomme, både dem, som Ulf havde ejet, og dem, som Helge fik efter sin far, Harald, og nu var der ingen mangel på midler. Og da hans søn, Bård, var 12 år gammel, ville han drage ud for at vinde sig rigdomme, sagde han. Helge sagde, at han endnu var for ung til at rejse ud. Bård sagde: »Mit sind er ikke som min fars,« sagde han, »― for jeg vil rejse til det folk, som jeg har fået at vide tror på selve Gud i Himlen.« Helge mente, at drengen ikke lignede sin morfar, Ulf.
Han drog siden af sted og kom til en bonde på et sted langt væk og sagde, at han ville arbejde for ham. Det passede bonden godt, sagde han. Drengen så efter dyrene og arbejdede alene. Og bonden var meget velhavende. Drengen var dårligt klædt, men arbejdet blev udført godt, og bonden sagde, at han ville give ham en ko som betaling, og det gik han med til. Og samme dag gik han i skoven, og dér traf han en tigger. Denne bad Bård give ham koen som taksigelse til Peter. Bård svarer: »Du forstår at bede om noget, men denne Peter må blive min ven, hvis jeg skal give ham koen.« Bård gik tilbage til bonden og arbejdede for ham, og det år gik det endnu bedre med bondens dyr, og han gav ham endnu en ko. Det gik som før, og tiggeren kom igen og bad om koen for Peters skyld, og Bård gav ham den. Bonden spurgte, hvad der var blevet af koen. Bård sagde, at han havde, hvad han behøvede. Bård var hos bonden det tredje år, og han passede fortsat dyrene, og der var da nærmest to hoveder på hvert af de dyr, bonden ejede, og han betalte Bård med en tredje ko. Den samme dag kom tiggeren igen til ham i skoven, og han sagde igen, at han ville bede om denne ko i Peters navn. Bård tilstod ham det straks og gav ham koen. Da sagde denne mand til Bård: »Jeg vil nu stryge dig med mine hænder.« Og det skete, og det forekom ham, at alle hans lemmer blev følelsesløse. Siden sagde manden: »Du må være en lykkens mand.« Og han lagde en bog på hans skuldre, og Bård kunne da se vidt omkring i landet. Da sagde tiggeren: »Nu skal du modtage belønning for køerne.« »Utvivlsomt,« sagde Bård. Siden kunne han se hele Irland. Da sagde den ankomne mand videre: »Her skal du få den betaling for køerne, at du får magt lige så vidt, som du nu kan se.« Bård sagde, at sådan skulle det være. »Det er apostlen Peter, der er kommet her,« sagde manden, og han gav ham da et plenarium[6], »— og jeg skal betale dig for køerne på den måde, at vi aldrig skal skilles.« Bård traf siden bonden og fortalte ham om denne hændelse. Bonden kunne knap genkende ham, for han strålede sådan af lykke, og bonden bad ham tage, hvad han ville, af det, han ejede. Han bad bonden om at udhugge en sten for ham, og det blev gjort. Han blev da døbt og tog siden plads i denne samme stenstol og blev en meget anset mand.
Da der var gået nogle år, blev han biskop af Irland og den største høvding. Da kom hans far og mor og brødre og søstre til ham, og han skænkede dem alle mange gode ting. Den almægtige Gud belønnede ham som alle andre for hans beskedenhed, sådan som han selv har stadfæstet, at enhver, der gør sig ydmyg for skaberens åsyn, ham vil han selv ophøje. Bårds far og mor rejste tilbage til Orknøerne og tog alle deres ejendomme i besiddelse og boede dér til deres alderdom.
Og dermed slutter denne fortælling.
Noter:
- ↑ Teksten er iflg. Finnur Jónsson fra omkr. 1300. Den findes alene overleveret i håndskriftet Flateyjarbók
- ↑ Sigurd med tilnavnet den Digre var Orkneyjarl fra 991 til sin død i 1014
- ↑ Sanday
- ↑ North Ronaldsay
- ↑ South Ronaldsay
- ↑ En bog med alle evangelier og epistler
