Fortællingen om Måne Skjald

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif
Original.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Måne Skjald

Mána þáttr skálds


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


Kong Magnus[1] og hans folk lå en uge ved Unnardysse på Lista. Måne Skjald var dengang hos kong Magnus, og han kvad da dette vers:


Medvind — himlens milde
mester! — folket savner;
gavnlig bør til Bergen
beder vi dig skænke.
Nordvestlig vind os længe
voldte sorg ved Unnars
dysse — sent i sundet
søndenvinden blæser.


Kongen sagde: »Det er godt kvædet — Klode!« I en bunke lå en mængde skjorter, der var blevet vaskede, og kongen sagde, at Måne skulle have én af dem.

Måne var kommet til ham dér ved landets sydlige ende. Han kom fra Rom som tigger og gik ind i stuen, hvor kongen var med sit følge, og han — Måne — var da ikke meget værd, skaldet og mager og nærmest afklædt, men han forstod alligevel at hilse værdigt på kongen. Kongen spurgte, hvem han var. Han sagde, at han hed Måne og var islænding, og at han kom fra en pilgrimsrejse til Rom. Kongen sagde: »Du må have noget at fortælle — Klode! Sæt dig ned og kvæd!« Han kvad derpå Udrejsedrapaen, som Haldor Skvaldre digtede om kong Sigurd Jorsalfarer — kong Magnus’ morfar. Denne kvæden fik gode tilråb, og man fandt sig godt underholdt.

Der var to optrædende i stuen, som lod nogle småhunde springe højt over en stok for de fornemmeste mænd, og jo fornemmere de var, des højere blev der sprunget. Kongen sagde: »Synes du — Klode! — at de optrædende ser skævt til dig? Digt du nu et vers om dem, så kan det være, at du får gavn deraf!« Da kvad Måne:


Gøgl af gigen høres,
gæk fra piben lyder,
folk med sære fagter
frem på gulvet træder,
røde hunde hopper
højt nu foran alle.
Lad dog den slags dårskab
drive ud af stuen!


Og desuden kvad han:


Gigen mjaver mens en
mand i piben griber;
blege klovnes bavlen
bringes her for dagen.
Vrangt nu fløjtens vrider
vender begge øjne;
narrens kæft og kinder
kvabset på ham blafrer.


Der blev en vældig latter, og hirdmændene slog ring om disse optrædende og kvad versene igen og igen, og oftest »kvabset på ham blafrer«. De optrædende havde det nærmest, som om de stod i flammer, og de flygtede ud af stuen. Men kongen tog Måne til sig, og denne gjorde ham siden følge til Bergen.


— o —


Note:

  1. ɔ: Magnus Erlingson.