Fortællingen om Ragnar Lodbrogs sønner

Velg språk	Norrønt	Islandsk	Norsk	Dansk	Svensk	Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ►

Udvalgte fornaldersagaer

Fortællingen om Ragnar Lodbrogs sønner

Ragnarssona þáttr

oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2025

---

Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson & Bjarni Vilhjálmsson: Fornaldarsögur Norðurlanda, Reykjavík, 1943-44

---

Kapitel 1

Vikinger
Jonas Lau Markussen

Efter kong Rings død overtog hans søn, Ragnar, kongemagten i Sveavældet og Danevældet. Da angreb mange konger rigerne og erobrede dem. Og fordi Ragnar var en ung mand, forekom han at være uegnet til at råde over og styre landene. Der var en jarl i Vestergøtland, der hed Herrød. Han var kong Ragnars jarl. Han var en meget klog mand og en mægtig kriger. Han havde en datter, som blev kaldt Tora Borghjort. Hun var den smukkeste af alle de kvinder, kongen kendte til. Hendes far, jarlen, havde foræret hende en lille drage i morgengave. Hun opfostrede den først i en æske, men denne drage blev til sidst så stor, at den omkransede huset og bed sig selv i halen. Den var så olm, at ingen vovede at komme i nærheden af huset, bortset fra dem, der tjente jarlens datter eller fodrede dragen, og den åd en okse hver dag. Folk var meget bange for den og vidste, at den kunne gøre megen skade, så stor og olm som den nu var blevet. Jarlen svor højtideligt ved brageskålen, at han ville bortgifte sin datter, Tora, til den mand, der dræbte dragen eller vovede at besøge hende på trods af dragen. Og da kong Ragnar erfarer dette, tager han til Vestergøtland. Og da han var i nærheden af jarlens gård, iførte han sig lodne klæder: bukser og kappe, ærmer og hætte. Disse klæder var blevet tætnet med tjære og sand, og han bar et stort spyd og havde et sværd i bæltet, og således udrustet forlod han sine mænd og gik hen til jarlens gård og Toras hus. Men så snart dragen så, at der var kommet en fremmed mand, rejste den sig og spyede edder imod ham. Men han beskyttede sig med skjoldet og gik dristigt imod dragen og stak den i hjertet med spyddet. Derpå trak han sværdet og huggede hovedet af dragen, og det gik da sådan, som det berettes i kong Ragnars saga, at han blev gift med Tora Borghjort. Men derefter drog han på hærtogt og befriede hele sit rige.

Ragnar fik to sønner med Tora. Den ene hed Erik, den anden Agnar. Men da de var få år gamle, blev Tora syg og døde. Derefter blev Ragnar gift med Asløg, som nogle kalder Randalin, og hun var datter af Sigurd Fafnersbane og Brynhild Budlesdatter. De fik fire sønner. Den ældste var Ivar Benløs, så kom Bjørn Jernside, så Hvidsærk og så Sigurd. Sigurd havde et mærke i øjet, der så ud som en slange, der omgav øjestenen, og han blev derfor kaldt Sigurd Orm-i-øje.

Kapitel 2

Da nu Ragnars sønner var blevet voksne, hærgede de vidt omkring i landene; brødrene Erik og Agnar drog én vej, mens Ivar og hans yngre brødre drog en anden, og han var deres anfører, for han var en yderst forstandig mand. De underlagde sig Sjælland og Reidgotaland, de danske øer og Øland og alle småøer i havet. Derpå slog Ivar og hans yngre brødre sig ned i Lejre på Sjælland, men dette skete dog imod kong Ragnars vilje. Alle hans sønner drog hærgende omkring, for de ville ikke være mindre berømte end deres far, kong Ragnar. Kong Ragnar var utilfreds med, at hans sønner angreb ham og tog hans skattelande imod hans vilje. Han satte Eystein Bug til at være konge over Uppland og bad ham tage vare på dette rige for sig og forsvare det imod sønnerne, såfremt de gjorde krav på det.

Det skete en sommer, mens Ragnar var med hæren i Østerled, at hans sønner Erik og Agnar kom til Sverige og sejlede op i Løgaren. De sendte bud til kong Eystein i Uppsala og bad ham komme. Og da de mødtes, sagde Erik, at han ønskede, at kong Eystein skulle regere Sverige for brødrene, og han sagde, at han ville giftes med Borghild, Eysteins datter, og han siger, at de på den måde vil være i stand til at forsvare riget imod kong Ragnar. Eystein sagde, at han ville drøfte sagen med landets høvdinge, og dermed skiltes de. Men da kong Eystein forelagde dem sagen, blev alle landets mænd enige om at forsvare landet imod Ragnars sønner, og de samlede nu en umådeligt stor hær, og med den drog kong Eystein imod Ragnars sønner. Og da de mødes, opstår der en voldsom kamp, og Lodbrogsønnerne bliver nu overmandet, og der falder så mange i brødrenes hær, at kun et fåtal står tilbage. Dér faldt også Agnar, mens Erik blev taget til fange. Kong Eystein tilbød Erik fred og forlig og så stor en bod fra Uppsalariget for broderen Agnar, som Erik selv fastsatte, og tilmed sin datter, som Erik tidligere havde anmodet om. Men Erik ville ikke have nogen pengebod eller nogen kongedatter, og han sagde, at han ikke ville leve efter det nederlag, han var blevet tilføjet. Men han ønskede, at han selv fik lov til at vælge sin dødsmåde. Og eftersom kong Eystein ikke kunne opnå forlig med Erik, tilstod han ham dette. Erik bad om, at de stak spydspidserne ind under ham og på den måde løftede ham op over hele slagmarken. Derpå kvad Erik:

Hverken bod for min broder

eller brudekøb med ringe

ønsker jeg her, hvor Eystein

Agnars død forvoldte.

Når jeg spiddet på spyddenes

spidser lider døden,

vil ingen moder mindes

mig og fælde tårer.

Og før han blev løftet op på spyddene, fik han øje på en mand, der kom ridende i fuld fart. Da kvad han:

Send I snarest bud til

den slanke mø, Asløg:

Østersøtogtet er endt nu;

alt mit guld skal hun have.

Jeg stoler på, at min stedmoder,

straks når min død meldes,

sorgfuld lader sine

sønner vide det skete.

Der skete nu det, at Erik blev løftet op på spydspidserne, og sådan døde han hævet op over slagmarken. Og da denne nyhed nåede Asløg på Sjælland, opsøgte hun straks sine sønner og fortalte dem, hvad der var sket. Bjørn og Hvidsærk spillede skak, mens Sigurd så på. Da kvad Asløg:

Uhævnet skulle I brødre

aldrig ligge et halvår.

såfremt I var de første,

der faldt i våbenskiftet

(ej skal dette dølges),

dersom mine stedsønner,

gode Erik og Agnar,

endnu var i live.

Da svarede Sigurd Orm-i-øje:

Snart er hæren samlet,

og senest om tre uger

(en lang vej os venter),

vær kun rolig — moder!

Lad Eystein Bug byde os

en bod nok så betydelig;

Uppsala må han opgive,

hvis ellers vores sværd duer.

Da kvad Bjørn Jernside:

Heftigt et høge-modigt

(helst om sligt man tier)

hjerte banker i brystet

bagved mandens ribben.

I mit blik så man sjældent

snogens og ormens stirren;

brødrene bragte mig glæde —

dine brave stedsønner.

Da svarede Hvidsærk:

Grunde skal vi givet

grundigt over sagen,

men ondt skal andre lide,

når Agnars død hævnes.

Lad bølgen bære skibene;

bryd isen ved stavnene;

lad os se, hvem der snarest

har snekker klar til færden!

Da kvad Ivar Benløs:

I mænd mangler hverken

mod eller lyst til kampen;

til våbenskiftet skal I

skride uden vaklen.

Foran bragningerne må jeg bæres

— benløs, som jeg er — til striden;

hævnen i min hånd blev givet,

skønt hænderne intet gavner.

Derefter samlede Ragnars sønner en umådelig hær. Og da de var klar, sejlede de med flåden til Sverige, mens dronning Asløg drog med 15 hundrede riddere over land, og det var godt udrustede folk. Hun bar selv hærklæder og anførte hæren og kaldte sig Randalin. De mødtes i Sverige og plyndrede og brændte overalt, hvor de kom. Dette erfarer kong Eystein, og han samler en hær af alle våbenføre mænd i sit rige imod dem. Og da de mødes, bliver der en vældig strid, og Lodbrogsønnerne sejrede, og kong Eystein faldt. Nyheden herom spredes og bliver meget berømmet.

Kong Ragnar erfarer dette, mens han er på hærtogt, og han er meget utilfreds med, at hans sønner har taget hævn uden at vente på ham. Og da han kom hjem til sit rige, siger han til Asløg, at han vil udrette et storværk, som ikke er mindre end det, hans sønner havde gjort. »Nu har jeg vundet næsten alle de riger under mig, som mine forfædre havde — på nær England — og derfor har jeg nu ladet to knarrer bygge i Lier i Vestfold,« — for hans rige strakte sig helt fra Dovrefjeld til Lindesnæs. Asløg svarede: »Du kunne have fået bygget mange langskibe for det samme, som du har givet for disse knarrer. Du skal vide, at det ikke er let at sejle til England med store skibe på grund af strøm og lavvande — og dette er ikke en klog beslutning.« Kong Ragnar sejler alligevel til England med disse knarrer med fem hundrede mand ombord. Begge skibe forliser ved England, men han selv og hele hæren kommer i land uden tab. Han begynder nu at hærge, hvor han kommer frem.

Kapitel 3

På den tid herskede en konge ved navn Ella over Northumberland. Og da han erfarer, at der er kommet en hær til hans rige, samler han en stor styrke og drager imod kong Ragnar med en umådelig hær. Og kampen bliver hård og voldsom. Kong Ragnar bar yderst en ærmeløs våbentrøje af silke, som Asløg havde givet ham ved deres afsked. Men fordi landhæren var så stor, at de ikke kunne klare sig imod den, faldt næsten alle hans mænd, men selv gik han godt fire gange igennem kong Ellas fylking, uden at våben bed på hans silkeskjorte. Til sidst blev han dog overmandet og kastet i en ormegård, men slangerne ville ikke nærme sig ham. Kong Ella havde bemærket, at våben ikke havde bidt på kong Ragnar hele dagen, og nu ville slangerne ikke skade ham. Han lod da de klæder, som Ragnar havde båret yderst hele dagen, trække af ham, og straks fór slangerne på ham overalt, og dér mistede han livet med stor tapperhed.

Men da Ragnars sønner erfarer, hvad der er sket, drager de vestpå til England og kæmper mod kong Ella. Men fordi Ivar og hans folk ikke ville kæmpe, og fordi landhæren var stærk, led de nederlag og flygtede ned til skibene og tog hjem til Danmark. Men Ivar blev tilbage i England og opsøgte kong Ella og bad om bod for sin far. Og fordi kong Ella havde set, at Ivar ikke ville kæmpe imod ham sammen med sine brødre, mente han, at det var trygt at indgå forlig med ham. Ivar bad kongen give sig så meget land i faderbod, som han kunne brede den største oksehud ud over, for han sagde, at det på grund af hans brødre ikke var sikkert for ham at tage hjem. Ella mente, det lød rimeligt, og dermed indgik de forlig. Ivar tager nu en rå og blød hud og lader den strække mest muligt. Derefter lader han den skære op i den tyndeste strimmel og deler siden hårsiden fra kødsiden. Så lader han strimlen omkranse et fladt jordstykke og markerer dermed ydersiden af grundvolden. Dér rejser han stærke borgmure, og denne by kaldes nu Jorvik.

Ivar blev venner med alle landets indbyggere og særligt med høvdingene, og det endte med, at alle høvdingene svor ham og hans brødre troskab. Derefter sender han bud til sine brødre og siger, at de nu har en bedre mulighed for at få hævnet deres far, hvis de kommer til England med en hær. Og da de får det at vide, udbyder de hæren og drager til England. Og da Ivar bliver klar over dette, opsøger han straks kong Ella og siger, at han ikke vil skjule sådanne efterretninger for ham. Og han siger, at han ikke kan kæmpe imod sine brødre, men han vil dog opsøge dem og prøve at stifte forlig. Dette tager kongen imod. Ivar opsøger sine brødre og opildner dem til at hævne deres far og tager derefter tilbage til kong Ella og siger, at de er så gale og rasende, at de for enhver pris vil i kamp. Kongen stolede helt og aldeles på Ivar, og han går nu imod brødrene med sin hær. Men da de mødes, forlader mange af høvdingene kongen og går over på Ivars side. Kongen kom da i undertal, og størstedelen af hans hær faldt, og han blev selv taget til fange. Ivar og hans brødre huskede nu på, hvordan deres far var blevet pint. De lod nu riste ørn på Ellas ryg og skar derpå med et sværd ribbenene helt fri fra rygsøjlen, og lungerne blev trukket ud den vej. Sådan siger Sighvat Skjald i Knudsdrapaen:

Jorviks hersker,

Ivar, lod da

ørn riste

på Ellas ryg.

Efter denne strid blev Ivar konge over de dele af England, som hans frænder før havde haft. Han havde to brødre, der var født af friller, den ene hed Yngvar, den anden Husto. De pinte kong Edmund den Hellige på Ivars ordre, og han underlagde sig derefter hans rige. Lodbrogsønnerne drog på hærtogt gennem mange riger: England og Valland og Frankland og helt til Lombardiet. Det siges, at det længste, de kom, var, da de vandt den by, der hedder Luna. Og det var da en overgang deres hensigt at tage til Rom og erobre den. Og i hele Norden har deres hærtogt været det mest berømte, der er blevet fortalt om på dansk tunge.

Og da de kommer tilbage til deres rige i Danmark, fordeler de landene imellem sig. Bjørn Jernside tog riget i Uppsala og hele Sverige og det, der hører til; Sigurd Orm-i-øje fik Sjælland og Skåne og Halland og hele Viken og Agder til Lindesnæs og en stor del af Oplandene; Hvidsærk havde Reidgotaland og Vendland. Sigurd Orm-i-øje blev gift med Blæja, kong Ellas datter. Deres søn var Knud, der blev kaldt Harde-Knud, og som efter sin far overtog magten på Sjælland og i Skåne og Halland, men Viken gled ham af hænde. Han havde en søn, der hed Gorm. Han blev opkaldt efter sin fosterfader, Knud den Fundnes søn. Han styrede alle Ragnarsønnernes lande, når de var på hærtogt. Gorm Knudsøn var i alle henseender den største og stærkeste og raskeste mand, men han var dog ikke så klog, som hans gamle slægtninge havde været.

Kapitel 4

Gorm tog kongemagten efter sin far. Han blev gift med Thyra, som blev kaldt Danmarks Bod, en datter af Klak-Harald, der var konge i Jylland. Og da Harald døde, lagde Gorm hele det rige under sig. Kong Gorm drog med hæren gennem hele Jylland og udslettede alle småkongerne helt sydpå til Slien, og på samme måde vandt han store dele af Vendland, og han kæmpede mange gange mod sakserne og blev den mægtigste konge. Han havde to sønner; den ældste hed Knud, den yngste Harald. Knud var den smukkeste mand, man har set. Kongen elskede ham højere end alle andre, og det samme gjorde folket. Han blev kaldt Daneast. Harald lignede sin mødrene slægt, og hans mor elskede ham ikke mindre end Knud.

Ivar Benløs var længe konge i England. Han fik ingen børn, for han var skabt på den måde, at han ikke følte lyst eller kærlighed, men han manglede hverken visdom eller grusomhed. Han døde af alderdom i England og blev højlagt dér, og da var alle Lodbrogsønnerne døde.

Efter Ivar tog Adelmund kongemagten i England. Han var en brodersøn af Edmund den Hellige, og han kristnede store dele af England. Han opkrævede skatter i Northumberland, for det var dengang hedensk. Efter ham blev hans søn, der hed Adelbrigt, konge. Han var en god konge og blev gammel. Mod slutningen af hans regeringstid kom en dansk hær til England, og den blev anført af Harald og Knud, kong Gorms sønner. De erobrede et stort rige i Northumberland — det, som Ivar havde haft. Kong Adelbrigt gik imod dem, og de kæmpede nord for Klivland, og dér faldt mange af danskerne. Senere gik danskerne i land ved Skardaborg, hvor de kæmpede og sejrede. Siden drog de sydpå til Jorvik, og dér gav hele folket sig under dem, for da behøvede de ikke at frygte dem. Men en dag, da det var varmt i vejret, gik man ned for at svømme. Og mens kongesønnerne svømmede mellem skibene, kom der folk løbende inde fra land for at skyde efter dem. Og Knud blev dræbt af en pil, og man tog liget og førte det ud på et skib. Og da landets indbyggere erfarer dette, samler de sig, så danskerne ikke kan komme i land på grund af menneskemængden, og de sejler derefter hjem til Danmark. Kong Gorm var da i Jylland. Og da han erfarede, hvad der var sket, sank han tilbage i sædet, og på samme tid den følgende dag sprak han af sorg. Så overtog hans søn, Harald, kongemagten over Danevældet efter ham. Han var den første i slægten, der antog kristendommen og blev døbt.

Kapitel 5

Sigurd Orm-i-øje og Bjørn Jernside og Hvidsærk havde hærget vidt omkring i Frankland. Så vendte Bjørn hjem til sit rige. Derefter kæmpede kejser Ørnulf mod brødrene, og der faldt da hundrede tusinde danskere og nordmænd. Dér faldt Sigurd Orm-i-øje, og en anden konge, der faldt, hed Gudrød. Han var søn af Olav, der var søn af Ring, som var søn af Ingjald, der var søn af Inge, som var søn af Ring, som Ringerike har sit navn efter. Han var søn af Dag og Tora Drengemoder. De havde ni sønner, og fra dem stammer døglingernes slægt. Helge den Hvasse hed Gudrøds bror. Han tog Sigurd Orm-i-øjes banner og hans sværd og skjold med fra kampen. Han drog hjem til Danmark med sin hærstyrke og traf Asløg, Sigurds mor, og fortalte hende, hvad der var sket. Da kvad Asløg dette vers:

Slagets byttesøger

sidder på byhøjene;

slemt er Sigurds navn nu

savnet af ravneflokken.

Langt må lignyderne

lade blikket vandre;

valmøens alf af Odin

alt for tidligt blev taget.

Men fordi Harde-Knud endnu var ung, blev Helge længe hos Asløg for at værne landet. Sigurd og Blæja havde en datter; hun var en tvillingesøster til Harde-Knud. Asløg opfostrede hende og gav hende sit navn. Hun blev siden gift med Helge den Hvasse. Deres søn var Sigurd Hjort. Han var den smukkeste og største og stærkeste mand, man havde set. Gorm Knudsøn og Sigurd Hjort var lige gamle. Og da Sigurd var 12 år gammel, dræbte han den bersærk, der hed Hildebrand, i tvekamp og desuden elleve andre. Derefter giftede Klak-Harald ham med sin datter, der hed Ingeborg. De fik to børn: Guttorm og Ragnhild. Så erfarede Sigurd, at hans farbror kong Frode var død. Han drog da nordpå til Norge og blev konge over Ringerike, som var hans slægtsarv. Der findes en lang saga om ham, for han udrettede mange storværker. Det kan berettes om hans død, at han red ud i ødemarken for at jage dyr, som han ofte gjorde, men da kom Hake Hadelandsbersærk imod ham med tredive godt bevæbnede mænd og kæmpede imod ham. Dér faldt Sigurd, men forinden havde han dræbt tolv mand, og kong Hake havde mistet sin højre hånd og var desuden blevet såret tre andre steder. Efter dette red kong Hake med sine mænd til Stein i Ringerike — det var Sigurds gård — og han bortførte hans datter, Ragnhild, og hans søn, Guttorm, og tog i øvrigt mange værdier med sig hjem til Hadeland. Ikke længe derefter lod han anstille til et stort gilde, for han ville holde sit bryllup, men det trak ud, for hans sår helede dårligt. Ragnhild var da 15 år gammel, og Guttorm var 14. Efteråret og vinteren gik frem til jul, og Hake var sengeliggende på grund af sine sår.

Kong Halvdan den Sorte opholdt sig da på sine gårde i Hedmark. Han sendte Hårek Gand af sted sammen med hundrede mand, og de drog på én dag over isen på Mjøsen og til Hadeland og kom ved daggry til kong Hakes gård og satte vagter ved alle dørene i det hus, hvor hirdmændene sov. Siden gik de til kong Hakes sovekammer, og dér tog de Ragnhild og hendes bror, Guttorm, med sig sammen med alle de værdier, der var på stedet. De brændte huset med alle hirdmændene af og drog derpå væk. Og kong Hake stod op og klædte sig på og gik efter dem en tid. Men da han kom til isen på søen, vendte han sværdhjaltet nedad og kastede sig imod odden og døde, og han er højlagt dér ved søbredden. Kong Halvdan så, at de kom kørende over isen med en overdækket vogn, og han mente deraf at vide, at deres ærinde havde fået det ønskede udfald. Han sendte bud til alle på egnen og indbød alle stormændene i Hedmark, og han holdt den dag et stort gæstebud. Han holdt da bryllup med Ragnhild, og de var siden sammen i mange år. Deres søn var Harald den Hårfagre, der som den første blev eneherskende konge over hele Norge.

---

Noter: