Fortællingen om Torstein fra Teltstad

Fra heimskringla.no
Hopp til: navigasjon, søk
Velg språk Norrønt Islandsk Norsk Dansk Svensk Færøysk
Denne teksten finnes på følgende språk ► Original.gif Dansk.gif


Islændingesagaer


Fortællingen om Torstein fra Teltstad

Þorsteins þáttr tjaldstæðings


oversat af Jesper Lauridsen

Heimskringla.no

© 2013



Tekstgrundlaget for denne oversættelse er Guðni Jónsson: Íslendinga sögur, Íslendingasagnaútgáfan, Reykjavík, 1947


1. Torstein fra Teltstads fødsel

I Telemark boede en mand, der hed Ulv. Han var herse. Han boede på Mælkebøttesletten i Tinndalen. Hans søn hed Asgrim — han var gift med Torkatla, der blev kaldt Barmsvær. Asgrim overtog sin fædrenearv og var den største hædersmand. Da Asgrim skulle på vikingetogt, var hans kone svanger, og Asgrim ville lade barnet sætte ud. Hun blev forløst om aftenen, som han skulle af sted om morgenen. Asgrim sagde til sin træl, at denne skulle begrave drengen. Han svarede: »Skulle der så ikke laves en grav?« Asgrim sagde, at det skulle der vel. Drengen lå på gulvet. Så hørte de, at drengen kvad:


Giv moderen gutten;
gulvet føles køligt.
Lægges sku’ den lille
lunt ved farens arne.
Jernet skal ej skærpes;
skrab kun jord i graven.
Stands den stygge gerning;
stadig vil jeg leve.


Da sagde Asgrim: »Vist skal du leve — frænde! — og efter dette forvarsel skal du blive en bemærkelsesværdig mand.« Asgrim lod ham derpå vandøse, og han blev kaldt Torstein.


2. Om kongens skatteopkrævning og drabet på Asgrim

Dengang var Harald Hårfager konge over Norge, og han havde underlagt sig så godt som hele landet til skattebetaling. Han tilkaldte en mand, der hed Tororm og var kongens slægtning og boede på Tromø. Kongen sagde: »Jeg ved, at skatten ikke er blevet betalt af telemarksfolkene. Nu vil jeg, at du opkræver ved Asgrim — Ulv Herses søn — for jeg eftergiver ingen mine tilgodehavender. Jeg har fået vished for, at far og søn har gjort store tiltag, og når jeg har haft så mange anstrengelser med at skaffe mig Norge, så vil jeg også have det med alle rettigheder.« Tororm sagde, at han ville tage af sted i kongens ærinde, »— men jeg har ikke store forventninger om, at de vil betale.« Kongen sagde: »De skal vide, hvem der er mægtigere — men vær helt fordragelig i begyndelsen!«

Så drog han af sted og traf Asgrim, meddelte kongens budskab og krævede dér den samme sum som andre steder, »— og gør nu ikke det uhørte, at stå på jeres ret over for kongen.« Asgrim svarede: »Jeg mener, at mine slægtninge har siddet uden skatteforpligtelser på disse ejendomme. Selv om denne konge er mere begærlig, end man ellers kender til, så vil jeg dog være fri og ikke betale nogen skat.« Tororm sagde, at han mente, at Asgrim optrådte uklogt, »— og der har været mænd, som ikke har været mindre mægtige, end du er, som ikke har formået at give sig i kast med kongen.« Tororm opsøgte kongen og fortalte ham, hvordan det var gået. Kongen sagde: »Det skal vi snart få lavet om på. Vi skal sætte os i besiddelse af hans land og løsøre, og anvise ham et afmålt stykke jord ...«[1] — og så gav han Tore — sin foged — besked på at overfalde ham.

Da Tororm havde forladt Asgrim, holdt Asgrim ting med bønderne og sagde: »Nu er det snarest at forvente, at denne konge tager vores svar ilde op. Nu vil jeg sende ham gaver — ikke skat! — og det vil jeg gøre som den første blandt mine mænd.« Derpå udvalgte han sendebude til at overbringe kongen gaverne. Det var en götisk hest og dertil meget sølv. Sendebudene gik for kongen og sagde: »Asgrim Herse sender dig og dit herredømme gode hilsner. Han har hørt dit budskab om skat, men han vil ikke betale. Han har i stedet sendt dig mange vennegaver.« Kongen sagde: »Tag alle hans gaver med tilbage! Jeg er konge i dette land, og jeg — og ikke han — fastlægger lov og ret.« Med det måtte sendebudene vende hjem.

På samme tid ankom Tore, og Asgrim lod indkalde til ting. Dér rejste Asgrim sig og sagde: »I kender de krav, kong Harald har stillet til os. Nu tror jeg, at langt de fleste af Telemarks bønder, som har noget at sige, er kommet her. Nu ønsker jeg, at vi bliver enige vedrørende kongsmændene, så dette ikke rammer mig alene. Det er mest sandsynligt, at kongen retter fjendtligheden imod den, der fører an. Nu vil jeg have jeres svar.« Bønderne sagde, at de havde gjort ham til talsman, »— men vi vil ikke til at betale skat.« »Så vælger I det,« sagde Tore, »— som gavner jer mindst. Der er mange, der har trukket det korteste strå over for kong Harald — folk som ikke skulle forekomme at have mindre lykke end ham, men dog alligevel måtte bukke under for ham.« Asgrim svarede: »Jeg vil slutte forlig på det, som de andre bønder ønsker.« Tinget var sat ved en skov, og da tinget blev opløst sagde Tore til sin træl: »Gå du hen og dræb Asgrim og søg så straks ind i skoven!« Det gjorde han, og han søgte frem mellem folk og huggede ham straks til døde — og dette havde kongen bestemt. Bønderne dræbte omgående trællen, og Tore slap med nød og næppe væk i skoven og derpå ned til skibet, og han opsøgte da kongen og fortalte ham, hvad der var sket. Kongen sagde: »De bliver svært at finde en modigere træl, og jeg fik ham til at gøre det, da jeg vidste, at den, som han overfaldt, ville være dødsens. Og jeg skal give alle, der forbryder sig imod mig, en hård medfart.«


3. Torstein hævner sin far og drager til Island.

Torstein Asgrimson var på togt, og han var den dueligste mand, stor og stærk. Da han kom hjem fra sin vikingefærd, kom folk til ham og fortalte ham om hans fars død. Torstein svarede: »Så ramte kong Haralds magt ham alligevel, og det er snart ude med vores slægt, hvis alene kong Harald skal råde.« Derefter omsatte han sin fædrenearv i sølv og løsøre og sagde, at han ikke agtede at ville kæmpe imod kong Harald.

Torstein Asgrimsons landnam
Dengang var der megen færdsel fra Norge til Island på grund af de store hændelser, hvor folk hævnede deres sorger. Så gjorde Torstein klar til at tage til Island sammen med Torgeir — sin 10 år gamle bror — og Torun, som var deres faster og Torgeirs fostermor. Da skibet var klargjort til sejlads, sagde Torstein til sine rejsefæller: »Min far havde vist til hensigt — dengang han ikke lod mig sætte ud — at jeg skulle huske at hævne ham, hvis han ikke døde af alderdom. Selv om det nu ikke rammer dér, hvor ansvaret ligger, så kan man dog ikke klandre det, hvis i stedet en jævngod mand rammes. Nu vil jeg sejle til Tororm på Tromø.« Det gjorde han, og han kom dertil i den mørkeste nat og belejrede deres huse. Da sagde Torstein: »Nu skal folk vide, at jeg her agter at hævne min far, og dertil ønsker jeg jeres støtte.« Og de sagde til ham, at de skulle hjælpe, som de formåede. Derpå satte de ild til gården og indebrændte Tororm og hele hans følge. Om morgenen slagtede de husdyrene og bar dem om bord, hvorefter de stak til havs. Torstein sagde, at han nu havde mere lyst til at begive sig på havet, end dengang han indledte islandsfærden, men ikke havde hævnet sin far.

De sejlede nu til havs og kom med deres skib til Rangås munding. Den mand, der var anfører dér, hed Flose og var søn af Torbjørn. Han var landnamsmand. Folk kom ridende til skibet. Flose kom dertil, og han genkendte med det samme Torstein og spurgte ham, hvad der havde tvunget ham til at komme dertil. Torstein sagde: »Jeg har — som en del andre i vanskeligheder — noget hastigt forladt Norge og har nu forbrudt mig imod kong Harald. Nu ville jeg gerne slå mig ned her og være fri.« Flose sagde, at sådan gik det for de folk, der ikke ville finde sig i hvad som helst, »— men vi vil tage godt imod jer.«

Torstein tog på Floses råd land neden for Vikingebækken og ud til over for Svinehage, og han satte bo på Østre Skard. Han blev gift med Turid — datter af Gunnar, som var søn af Sigmund, der var søn af Sigvat den Røde, der faldt ved Sandhola. Sigvat den Røde var gift med Ranveig, der var datter af Ejvind Lam — Berdle-Kåres søn — og søster til Finn — Ejvind Skjaldefordærvers far. Torsteins og Turids søn hed Gunnar. Torstein var en god mand, som havde tilstrækkeligt med alt.


4. Torstein tager imod mændene fra skibet

Det fortælles, at et skib kom til Rangås munding, og det havde sygdom og megen elendighed ombord, og folk varede sig for at komme nær dem, for ikke at blive smittede af dem, og sådan forløb en tid. Da Torstein hørte om dette, sagde han, at det ikke sømmede sig for folk, at de syge skulle gå til, fordi ingen hjalp dem. Så opsøgte Torstein dem og spurgte, hvilken slags sygdom de havde. De sagde, at de havde været udsat for trolddom, »— og nu vil ingen tage hånd om os.« Torstein sagde: »Mon ikke det var bedst, at I kom med os?« Men da de kom hjem, sagde Turid, at det var mere end almindeligt uhørt, hvad han havde for, og ville forlade gården. Men Torstein sagde, at det skulle hun ikke, og indrettede et telt ikke langt fra gården. Derfor blev han kaldt Torstein fra Teltstad. Så blev deres dårligdom meget værre, således at ingen måtte være hos dem bortset fra Torstein. Og deres fremfærd var ikke venskabelig, for de af dem, der levede længst, skjulte en mængde sølv, som de ikke ville have, at andre fik glæde af.

Torstein blev sidenhen gift med Turid Sigfusdatter. Deres søn var Skegge, der var far til Gunnar, som var far til Skegge, der var far til Loft — Gudløg Smeds far.


— o —


Note:

  1. Underforstået: »... hvor han kan blive begravet.«